Til Tro #2 2016 - Good News by Kristeligt Forbund for Studerende

1. kvartal 2. kvartal ·· 2016 2016 ·· Kristeligt KristeligtForbund Forbund for forStuderende Studerende ·· løssalg løssalg50 50kr. kr.

Tema:

Forny Tema:

Good News

Er det tid at glemme Luther? spørger Michael Agerbo Mørch, side 34

Sygdom, afmagt, tab, ensomhed, lidelse, side 40

Det kristne håb spirer ved foden af et brutalt henrettelsesinstrument, Longread side 10

Religion er en offentligsag, side 38

at kende Jesus at gøre Jesus kendt Dét er pulsslaget, den dobbelte rytme, der banker bag Til Tro, KFS’ studentermagasin. Kristentro er ikke en idé, en viden eller en samling regelrette sætninger, der læres udenad. Kristentro er et liv. Et nyt – levet, levende – liv. Og netop derfor, fordi troen foldes ud og bliver til lige dér, hvor man er, er det vores stædige ønske at sammensætte et altid livsnært og samfundsrelevant, intellektuelt og personligt studentermagasin. Til anstød, til inspiration. Til liv og til tro.

Udgiver: Kristeligt Forbund for Studerende Ribevej 71, Ødsted 7100 Vejle Tlf: 35 43 82 82 E-mail: kfs@kfs.dk TIL TRO: tiltro@kfs.dk Konto: 9544-0004054954 Abonnement: Det koster 150 kroner om året at abonnere på bladet. Abonnementet er gratis for medlemmer samt givere, som sidste år har givet over 500 kroner til KFS. Det er gratis at modtage den elektroniske udgave af bladet. Tilmelding sker via KFS.dk Redaktionen: Studentersekretær Kristian Nakskov Kappel (ansvars havende redaktør) Kommunikationsmedarbejder Jens Jørgen Jensen (redaktionssekretær og nyhedsredaktør) Lærerstuderende Mikkel Haahr Andersen Stud.scient.soc. Mathilde Mølgaard Stud.mag. i retorik Ida Esmarch Pedersen Stud.med. Janus Rønn Lind Stud.theol. Louise Høgild Pedersen Stud.mag. i retorik Malene Iversen Stud.mag. i dansk og religion Mathias Anker Kure Designskabelon: Klaus Juul Jensen, Characterise.dk Layout: Henrik Elias Kristensen, Henrikelias.dk Tryk: Øko Tryk ISSN: 1395-9786 Hjemmeside: www.tiltro.dk Annoncer: Kontakt KFS på tlf. 35 43 82 82 eller kfs@kfs.dk

Indhold kfs

Tema 04

Fra redaktionen

Faste

Altid opdateret

Bøger: Skabt som kvinde

Longread: Et uhørt offer

Kommentar: Debat til debat

Portræt: Ann Lind Østermark

Bøger: Kristi opstandelse. Sprog og virkelighed

"Den dag fik jeg vinger"

Bøger: Opstand om omstandelsen

Leder: Vær med - bær med

Medier: Religion er en offentligsag

27 34 41

Om den virkelige ondskab Er det tid til at glemme Luther Det gør alligevel ondt

Morten Vibe vil på eventyr

Bed for KFS med bedelisten

Tre år med dialogsatsning

Kristine og Hannah læser i Bibelen sammen

Følg en dag på Convinced

Gavebrev

Det nye LTC-hold

Rebekka skal være volontør i Montenegro

150 kom til vaffeldag i Odense

Uncover

Robert farvel

Challenge

Målsætningsupdate

Fra redaktionen:

Kære læser. På denne plads i bladet, vil du altid kunne finde en hilsen fra én i redaktionen. Fx med en guide til bladets tema, eller måske med en anbefaling af en bestemt artikel. I første omgang har jeg bare lyst til at byde dig velkommen: Velkommen til bladet! Jeg indrømmer straks, at det nok er lidt fjollet at tale om et studentermagasin som noget, man byder ind til. Som var det en dagligstue, man kunne finde sig til rette i – eller ikke finde sig til rette i. Men det er faktisk sådan, jeg har det. Både fordi den redaktionelle proces kan være lidt lang og lidt snørklet – når folien så endelig kan brydes, ønsker man vitterligt, at andre føler sig hjemme ¬– men også fordi det indhold, vi præsenterer i Til Tro, altid kalder på mere end en hurtig skimning. Her nødes du til ikke bare engagement og refleksion, men til ransagelse og bøn. Dét skal du hermed bydes ind til. Temaet for bladet er ”Good news”, altså ”gode nyheder” eller ”godt nyt”. Et vigtigt tema. For budskabet om, at Gud kom til os, at han mødte os igennem sin søn Jesus, og at han fortsat ønsker at møde os og frelse os, er netop dét; et evangelium, en glædelig nyhed, ja, en overraskende nyhed. Sagt med gule typer: Evangeliet er breaking news. I vores oplæg til Henrik Højlund, der har skrevet dette nummers longread, ”Et uhørt offer”, lagde vi netop vægt på nyhedsværdien. Artiklen måtte søge at ”afselvfølgeliggøre” evangeliet. Måske var vi bange for, at det skulle blive for kedeligt (old news), måske mærkede vi hos os selv en frygt, som nok alle kristne kender til: frygten for at troen og læren bliver triviel. I en sang, som jeg holder meget af at synge, beder vi, at vi altid må ”stå forundrede” ved Jesu kors. Det er denne bøn om fortsat forundring, der høres bag Højlunds artikel, som fokuserer på det forargelige – men nødvendige – i, at Jesus måtte blive et offer. Jeg vil i forlængelse heraf også bemærke, at du i flere af artiklerne vil opleve en diskuterende tone. Jeg tænkte først, at det var et tilfældigt sammentraf. Og måske er det også bare det. Men jeg tror det egentlig ikke. For når kristendommens kernestof rulles ud, når vi forkynder evangeliet, ja så vil og må det vække anstød og debat – det gør det også i Til Tro #2 anno 2016. Derudover giver Lisa N. Nissen et portræt af Thomas Javaherian, der har ventet på en skæbnesvanger nyhed, Niels Nymann-Eriksen skriver om det ondes virkelighed, og i artiklen ”Altid opdateret” reflekterer sociolog Lærke L. Christensen over de sociale mediers hang til glade og lette nyheder. Der er også et portræt af en journaliststuderende samt et fintfølende essay, hvis udgangspunkt er erfaringen af at kunne gribe den kristne glæde. Dermed er nogle nævnt – og andre glemt. Gå selv på opdagelse! På vegne af redaktionen Mathias Anker Kure

Altid opdateret AF Lærke Lysemose Christensen, Sociolog, lysemose@hotmail.com

Der figurerer mange “good news” på de sociale medier. Det kan faktisk være svært overhovedet at finde en dårlig nyhed på fx Facebook eller Instagram. Repræsenterer det virkeligheden? Hvordan påvirker det vores liv og vores måde at have fællesskab med hinanden på?

I løbet af de sidste 10 år har sociale medier vundet indpas i vores samfundskultur i en sådan grad, at det gennemsyrer hele vores måde at tænke på, at agere på og vores måde at leve i fællesskab med hinanden på. En ”Vi vil gerne dele nylig undersøgelse viser, glædelige nyheder med at 69 procent af de 16-89hinanden, og måske er årige tjek ker Facebook mindst én gang dagligt. Af de sociale medier netop de 16-34-årige benytter 74 et fristed, vi søger hen procent sig af to eller flere fra dårlige nyheder om sociale medier i løbet af verdens katastrofer, ugen. som nyhedsmedierne Ved at tjekke Facefylder os med” book kan jeg på under et minut få at vide, at min barndomsveninde skal giftes, at min nabos far er død, hvem min bror i Bangladesh har været sammen med i dag, at der er et

spændende arrangement i min kirke, og at min veninde i USA er i et forhold. Wow! Således oplyst. Jeg er blevet opdateret, men kan jeg rumme dette overload af info? Hos stressklinikker er forbrug af sociale medier på smartphones en meget velkendt faktor for stresssymptomer, så noget kan tyde på, at vi faktisk ikke kan håndtere al denne information, vi får. Alligevel opsøger vi information fra de sociale medier – jeg gør i hvert fald. Bare inden for det sidste døgns tid, har jeg tjekket Facebook og Instagram cirka ti gange. Der er noget, der drager mig, jeg har en nysgerrighed og en trang til at følge med i, hvad der sker i mit netværk. Jeg må opdateres. Jeg må følge med og vise min deltagelse ved at like, kommentere, dele, debattere, komplimentere, opdatere og så videre. Samtidig afskyr jeg mit tidsforbrug på Facebook, og jeg kan blive grøn af misundelse over lækre feriebilleder på Instagram. Desuden tænker jeg heller ikke, at det er det sundeste for vores fællesskab. Jeg må derfor sande en enorm ambivalens over for de sociale medier, hvilket denne artikel kommer til at afspejle.

Glansbilledet De sociale medier giver alle muligheder for at skabe os selv og tegne et idealbillede af den, vi gerne vil ses som. Det er uforpligtende at opføre sig politisk og etisk korrekt ved at udtrykke ’rigtige’ holdninger. Vi vil gerne dele glædelige nyheder med hinanden, og måske er de sociale medier netop et fristed, vi søger hen fra dårlige nyheder om verdens katastrofer, som nyhedsmedierne fylder os med. Der er plads til at diskutere alle emner på de sociale medier, og det kan derfor være med til at skabe tryghed – der er nogen ”tæt på”, som man altid kan spørge til råds eller dele sine historier med. Som et resultat af min førnævnte ambivalens, ser jeg dog også en fare for skævvridning i forhold til virkeligheden, fordi vi individuelt kan være med til at bestemme, hvordan virkeligheden skal se ud – alt efter hvilke nyheder, vi opsøger på medierne, eller hvilke nyheder/input, vi selv udvælger at følge eller dele. Eksempelvis når jeg uploader et nyt profilbillede, hvor jeg tager mig ud fra min bedste side i et lykkeligt øjeblik sammen med en god ven eller kæreste. Jeg skriver en statusopdatering om min løberekord, mens jeg på samme tid har haft en dårlig dag, er mislykket med et projekt eller blevet skuffet over en god ven. Jeg giver mine venner eller følgere indtryk af, at tingene kører for mig, og bidrager dermed til en bestemt normalitetsforståelse. Det kan være med til at skabe stress, og glansbilledet mister sin glans.

Konsekvenser for fællesskabet En af mine yndlingssociologer er Zygmunt Bauman - en ældre herre på 90 år og stadig med meget på hjerte – også om Facebook.

Men først lidt om hans forståelse af det postmoderne samfund, som danner grobund for en større forståelse af sociale medier, som et tydeligt resultat af vores tid. I modsætning til moderniteten, som var præget af soliditet, mener Bauman, at postmoderniteten er blevet flydende. Den flydende modernitet er karakteriseret af individualitet og globalisering, og der findes ingen fastlagte ruter eller endelige endestationer. Fænomener i dag er ikke forankret og fortøjet, men ses i såkaldte ’flows’. Ingenting forbliver, men er i konstant bevægelse. Det gælder på alle niveauer – fra nationaløkonomi og politik til parforhold og identitet. Et centralt område, som ifølge Bauman har mærket denne udvik”du tilhører et ling, er fællesskaber. Fællesskaber er blevet flygtige og har udviklet sig fra fællesskab, mens et traditionelle og afgrænsede former netværk tilhører dig” som nationalstat, familie og klasse til individualiserede fællesskabsformer, som vi selv vælger – det kunne eksempelvis være æstetiske og idolfokuserede fællesskaber. Bauman udtrykker dog en generel egenskab ved fællesskab, nemlig at det er godt at være medlem af et fællesskab. Det giver mulighed for at være sammen med nogen og undgå ensomhed.

Netværk frem for fællesskab Fællesskabet på sociale medier kan fint ses i lyset af den flydende modernitets flygtige fællesskaber. Men for nyligt har Bauman udtalt i et interview, at sociale medier er med til at skabe netværk i stedet for fællesskab. Forskellen er, at du tilhører et fællesskab, mens et netværk tilhører dig. Du bestemmer selv hvem og hvad dit netværk skal bestå af, mens du ikke selv er herre over fællesskabet. Når der er så stort fokus på et selvskabt netværk, mister vi i nogen grad den vigtige sociale fornemmelse, som kommer, når vi møder hinanden på gaden eller indgår i dialog med nogen, vi er uenige med. Vi bliver i vores komfortzone og omgås dem, vi ligner eller er enige med. Selvom vi ikke har en direkte ansigt-til-ansigt-relation på de sociale medier, mener Bauman dog stadig, at vi har et moralsk ansvar over for hinanden. Faktisk kan der på trods af distancen netop opstå muligheder, fordi vi i det virtuelle rum kan skabe netværk og følelsesmæssige bånd på afstand. Det resulterer i en større bevidsthed om andres levevilkår og dermed en større ansvarlighed over for hinanden. Måske de sociale medier kan være platform for det globale moralske fællesskab og dermed være en mulighed for at udøve næstekærlighed i den flydende modernitet. ■

NY SYDSEKRETÆR

Morten Wibe vil på eventyr Af JJJ

Morten Højlund Wibe er KFS’ nye sekretær i Syddanmark fra august. Han glæder sig til at være en del af det eventyr de studerende er på. ”Det er en målgruppe, jeg har en helt særlig passion og brænd for. Nok primært fordi det er en af de målgrupper, efter min mening, som har den mest optimale tilgang til livet. Friheden som ung studerende er bare større, end vi nogensinde kommer til at opleve. Det er bare en fed, fed, fed målgruppe.” Sådan siger Morten Højlund Wibe om grunden til, at han har valgt at blive Kristeligt Forbund for Studerendes (KFS) nye gymnasieog studentersekretær i Syddanmark. Morten færdiggør sin læreruddannelse i Aarhus til sommer. Han glæder sig særligt til at være en medspiller for de studerende. ”KFS er på mange måder en åndelig legeplads – et sted hvor vi kan få lov at udforske den verden, Gud sætter os i.” Den 25-årige lærerstuderende har tidligere været ansat i KFS

Bed for KFS med bedelisten Sammen med Til Tro får du denne gang en bedeliste. Vi håber, du vil følges med os i bønnen for de forskellige arbejdsgrene i KFS. Af JJJ

(læs hele interviewet på kfs.dk)

BEDELISTE 2016-2017

Bed med os! Paulus opfordrer os i Romerbrevet kapitel 12 til at være vedholdende i bønnen. Det er en god opmuntring, når vi beder om det, der synes umuligt, takker for det, vi glæder os over, og lægger det frem, som er på vores hjerte. Brug bedelisten her til at følges med os i en månedlig bønsrytme, hvor vi når omkring væsentlige områder af KFS’ arbejde. ”Vær glade i håbet, udholdende i trængslen, vedholdende i bønnen.” Paulus i Romerbrevet kapitel 12, vers 12

01. Tak og bed for KFS’ bestyrelse og ledelse. Tak for formand Peter Rask og for generalsekretær Christian Rasmussen. Bed om, at de må træffe kloge, modige og gode beslutninger efter Guds vilje. 02. Tak og bed for eleverne på LTC. Bed om, at Gud må virke gennem dem på teamperioder og i skoleperioder. Bed for ansøgerne til kommende hold. 03. Tak og bed for KFS-sekretær Jan Pahus Nissen og volontør Lars Breum Petersen. Bed for gymnasiearbejdet i Nord- og Midtjylland og studenterarbejdet i Aalborg.

Hvis du læser dette har du formentligt brudt folien omkring bladet. Vi har nemlig lagt en folie uden om denne udgave af Til Tro. Udover at den selvfølgeligt passer godt på dit dyrebare eksemplar af Til Tro under transporten, giver det os også mulighed for at lægge et lille ark med. Det er KFS’ bedeliste. Vi udgiver hvert år en bedeliste, som vi deler ud i håbet om, at du vil være med til at omslutte KFS med forbøn. Paulus opmuntrer os i Romerbrevet kapitel 12 til at være glade i håbet, udholdende i trængslen og vedholdende i bønnen. 8

som volontør og har i studietiden været engageret i KFS. ”Det er enormt vigtigt, at man som kristen studerende husker på at have Jesus med i sin hverdag. For hvis man ikke har det, har man ikke noget at give videre. Og så bliver eventyret mere en shakespeare-tragedie. Så det er vigtigt at have Jesus med i sin hverdag, også når det er svært.” Morten Højlund Wibe er gift med Anita Laursen og begynder i sin nye stilling med base i Odense den 1. august 2016. Han overtager efter Stefan Schmidt Christensen, der skal være viceforstander på Løgumkloster Efterskole.

04. Bed om, at flere studerende må blive grebet af Bibelen, og at det må opmuntre dem til at engagere sig i studieverdenen. Bed om, at Bibelen må stå centralt i alt KFS’ arbejde. 05. Tak og bed for gymnasiesekretær Lisa Rom Boye og volontør Alexander Vinkel Nielsen. Bed for gymnasiearbejdet øst for Storebælt. 06. Tak for de mennesker, som møder Jesus for første gang i løbet af deres studietid. Bed om, at de må finde ind et kristent fællesskab.

09. Tak og bed for KFS-sekretær Hans-Christian Pettersson. Bed for studenter- og gymnasiearbejdet i Aarhus og Østjylland. 10. Tak og bed for landskasserer Maria Laursen. Tak for giverne. Bed om, at flere må forpligte sig på lang sigt, og at KFS’ økonomi må være stabil. 11. Bed for studerende, som ikke kender Jesus endnu. Bed om, at Gud må se til dem i svære og gode tider i studietiden.

07. Bed om, at stab og KFS’ere må holde fast i bønnen og fællesskabet med Gud. Tak for de trofaste forbedere for KFS.

12. Tak og bed for KFS-sekretær Morten Højlund Wibe og volontør Jeanette Trelborg Hansen. Bed for studenter- og gymnasiearbejdet i Sydjylland og på Fyn.

08. Tak og bed for kommunikationsmedarbejder Jens Jørgen Jensen. Bed for KFS’ interne og eksterne kommunikation.

13. Tak for lokale ledere i KFS både i studiestedsgrupper og i lokalforeninger. Bed om, at KFS’ ansatte må give god støtte og vejledning.

Vi oplever indimellem situationer, hvor det er svært at glæde sig i håbet og hårdt at holde ud i trængslen. I de perioder er det måske en særlig udfordring at være vedholdende i bønnen. Men bønnen er måske særligt vigtig for os i de situationer. Der er det godt med en rytme at holde sig til. Bedelisten er en mulighed for at følges ad i en månedlig rytme i bøn, hvor vi kommer omkring forskellige grene af og alle medarbejdere i KFS’ arbejde.

Til dig der stiller spørgsmål – og ønsker solide svar! st e fan gustavss on

Skeptikerens guide til Jesus Evangeliernes troværdighed

”

Jesus fra Nazaret er den person, som uden sidestykke har øvet størst indflydelse på menneskeheden. Men hvad kan vi egentlig vide om Jesus som historisk person? »Skeptikerens guide til Jesus 1« er en lettilgængelig, men samtidig dybtgående rejse gennem historien for at afdække, hvad vi faktisk ved om Jesus, hvilke kilder vi har adgang til, og hvordan vi kan bedømme deres troværdighed. Er evan224 sider gelierne i det hele taget brugbare som 249,95 kr. kildemateriale – sammenlignet med andre kilder fra antikken?

Jeg kan afsløre, at den nordiske apologet ikke skuffer ... Han afslører fejlslutninger som en gentleman, hvorefter han ad modus Sherlock Holmes dirigerer læseren til den bedste forklaring. Til Tro Lohse | LogosMedia | Credo | Fokal | Kolon | Refleks Forlagsgruppen Lohse · Tlf. 75 93 44 55 · info@lohse.dk

lohse.dk

Longread:

Af Henrik HĂ¸jlund, sogneprĂŚst, henrik-prest@mail.tele.dk Illustrator: Anne Kappel annekappel.dk

Det er sjældent, at “gode nyheder” forbindes med nyt om blod og død eller pinsel. Ikke desto mindre er det lige netop dér, fra foden af et brutalt henrettelsesinstrument, at det kristne håb om tilgivelse kan spire.

”Der er noget barbarisk ved korset. Hvorfor skulle Gud ikke bare kunne tilgive? Vi andre klarer os da uden kors og offer og blod og straf, når vi tilgiver hinanden”

”Jeg kan ikke forstå, at vi skal have det kors. Jeg vil ikke påtage mig, at jeg starter som en synder. Nej, det vil jeg ikke. Det kan jeg ikke affinde mig med. Og jeg vil heller ikke slutte som synder.” Sådan sagde den danske jazzmusiker og vinder af Nordisk Råds Musikpris Palle Mikkelborg for nogle år siden i et interview. Mikkelborg har ret: Der er noget barbarisk ved korset. Hvorfor skulle Gud ikke bare kunne tilgive? Vi andre klarer os da uden kors og offer og blod og straf, når vi tilgiver hinanden. Det byder os i den grad imod – et blodoffer for at kunne tilgive. Oveni købet et menneskeoffer. Derfor vil man også kunne registrere, at en lang række af folkekirkens præster og biskopper vil tale pænt uden om Jesu død som et offer for synden for at kunne tilgive. Hellere nøjes med at tale i mere almene vendinger om Guds kærlighed og tilgivelse, måske løst knyttet sammen med tanker om en kærlighed, der elsker helt ind i døden. I vide kredse af folkekirken er korset blevet, som Paulus beskriver det i Første Korintherbrev kapitel 1: ”en dårskab” og ”en forargelse”. ”Vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger.” Men når allerede Paulus kan skrive det, betyder det, at forargelsen over korset ikke kun er et moderne fænomen, en frugt af moderne indsigt og humanisme. Alle-

rede Paulus’ dannede samtid reagerede mod det. Nok fandtes offertanken i deres religiøse forestillingsverden og i nogen grad i deres praksis. Men det med Jesus, den påståede gudesøn, der bringes som offer – det bliver for barbarisk. En alt for bogstavelig realisering af det, der fandtes meget mere forfinet og religiøst kultiveret hos dem selv.

Millioner af ofre – og det ene offer På en måde kan det undre, at menneskeoffertanken vækker så stor afsky. Der går næppe en dag, uden at vi hører om nye menneskeofre. Terrorens ofre, katastrofernes ofre, forbrydelsernes ofre. Det tyvende århundrede var det store offer-århundrede. Flere hundrede millioner døde som følge af krige og menneskefjendske ideologier. Man kan selvfølgelig med god grund hævde, at ingen af ofrene er bragt frivilligt og slet ikke med tanke på tilgivelse. Men tænker vi et øjeblik nærmere efter, kan man få den tanke: Hvem skal nogensinde kunne gøre det godt igen for alle disse ofre? Al den ondskab og lidelse, der hober sig op for hver ny generation på jorden – hvad kan veje op mod det? Kan der nogensinde bringes en form for retfærdig godtgørelse af det hele? Man kan endda spørge: Kan mindre end et grænseløst stort offer gøre det? Den menneskelige tilgivelse kan være umådelig smuk og umådelig stor. Vi har set det, når hele nationer var ved at drukne i eget blod, i dyb, intern splittelse og krig. Så standsede splittelsen en dag, og der skulle skaffes forsoning. Skyldige skulle drages til ansvar, men at drage alle til ansvar var komplet umuligt, og derfor var viljen til tilgivelse uden retfærdig strafudmåling til syvende og sidst den eneste virkelige farbare vej frem. Ofrene måtte glemme, bære over, tilgive, bide i sig, leve med det uopgjorte. Kan man forestille sig et altomfattende opgør, som involverer et offer, der er stort nok, en strafudmåling, der er retfærdig? 11

Kan man forestille sig én, der kan drages til ansvar for det hele, og som derfor også kan straffes for det hele? Hvis man skulle samle alle anklager for lidelse og ondskab gennem hele verdenshistorien i én anklage rettet mod én skyldig, må resultatet blive: Gud. Gud er uden tvivl den mest anklagede af alle. Det hyppigst anvendte spørgsmål imod al gudstro er: Hvis Gud er både god og almægtig, hvorfor er der så så meget ondt i verden? Og her kommer så det mærkeligste af alt: Gud påtager sig anklagen og lader sig hænge på et kors og dør under de frygteligste pinsler, forladt af mennesker – og Gud. Gud forladt af Gud. Det er gådefuldt, og det er stort. I ét brændpunkt samler det hele sig: al verdens ondskab og lidelse, skyld og straf, tilgivelse og forsoning. En grænseløs mængde af ondskab og lidelse er opvejet af et grænseløst stort offer: Gud selv. ”Intet kan sidestilles med min frelses under: Nogle dråber blod har fornyet hele universet”, skrev en teolog i det fjerde århundrede.

Blodtilførsel Man kan sige, at det er primitivt. Man kunne kalde det religion for neandertalere. Vi er inde under det lag af forfinet dannelse og civilisation, som ellers får os til at væmmes og næsten fornærmes ved tanken om offer og Guds vrede. Vi er inde ved en oprindelighed i os, som er i stand til at fatte det. Vi er så at sige inde ved det ubevidste i os, det, som vi ikke behersker med vores fornuft eller vores psykologiske forklaringer. Alle de såkaldt primitive religioner kender dette med offeret. De såkaldt høje religioner kender det ikke rigtig. Buddhisme, jødedom de sidste mange århundreder, islam, moderne kulturkristendom, de kan ikke have med det at gøre. Men de såkaldt primitive religioner kender det næsten instinktivt. Og så gudsfolket i den gamle og nye pagt. Offeret er helt grundlæggende i Bibelen. Måske får vi meget tidligt en antydning af det, da der står om Gud, at han ”lavede skindtøj 12

til Adam og hans kvinde og gav dem det på.” Det var efter, at Gud havde udtalt forbandelsen over dem og slangen, men omsorgen for hans mennesker var intakt. Hvor får man skindtøj fra? Fra skind af et dyr. Et dyr, der er ofret. Offeret møder vi meget direkte i beretningen om Abraham og Isak. Den historie er som et forspil til Golgata. Det er så at sige generalprøven. Da Abraham går sin tunge gang mod bjerget i Morija-landet med sin eneste søn, er det billedet på Guds tunge gang mod Golgata med sin eneste søn. Og så er der hele den gamle pagts offerinstitution, alle disse tusindvis af ofre op gennem århundrederne. Ofre for en menneskehed, der selv har ofret tusinder og millioner siden den dag, Kain ofrede Abel. Man kan se ofrene i templet som en slags blodtransfusion. En nødvendig blodtilførsel, for at verden ikke skulle gå under i kaos, mørke og evig død.

Offeret i Guds hjerte I Første Petersbrev kapitel 1 står der: ”I ved jo, at det ikke var med forgængelige ting som sølv eller guld, I blev løskøbt fra det tomme liv, I havde overtaget fra jeres fædre, men med Kristi dyrebare blod som af et lam uden plet og lyde; dertil var han bestemt, før verden blev grundlagt.” ”Dertil var han bestemt før verden blev grundlagt.” Offerlammet, menneskeofferet havde rødder i en bestemmelse fra før verdens grundlæggelse. Jesu offer var så at sige i Guds tanke fra begyndelsen. Næsten som en forudsætning for, at Gud overhovedet kunne skabe. Et offer i Guds hjerte, før noget overhovedet kunne blive til. En offervilje i Gud, før han overhovedet løb den risiko at skabe. Vi rører ved noget hemmelighedsfuldt i Bibelen, noget der antydes enkelte steder. Jøderne anså Morijas bjerg for at være det sted, templet blev bygget, og selve alteret i Templet skulle være bygget på stedet, hvor Abraham skulle ofre Isak. Og den klippe, sagde man, var selve verdens grundvold, verdens navle. Hele verden var blevet til ud fra dette punkt, ligesom

”Tilgivelsen betyder offer. Man ofrer sin ret. Man påtager sig selv de omkostninger, som den anden skulle have påtaget sig"

”Du er set og – ikke bare, du er ok, men endnu stærkere – du er tilgivet.”

vi på en måde er vokset ud fra vores egen navle med navlestrengens forbindelse til vores mor og med det livgivende blod strømmende igennem. Det har kostet Gud en frygtelig pris at opretholde selve grundvolden, verden i sin grundvold. Han har hele tiden vidst det: En dag skal jeg selv gå til Morija og bringe det største offer, det eneste virkeligt brugbare offer, offeret, der skal gøre ende på alle ofre. Fra da af vil jeg ikke se mere blod. Det yderste kærlighedsoffer for en blødende menneskehed, der bliver ved med at ofre hinanden.

Tilgivelse betyder afgivelse af ret Måske er der også en anden måde at forstå offerets nødvendighed på i forbindelse med tilgivelsen. Lad os tænke os to mennesker. Den ene krænker den anden på en dybt sårende måde. Der er tale om stor og uforskyldt uretfærdighed. Der er to veje ud af det: Den, der har begået uretfærdigheden må på en eller anden måde betale, gøre det godt igen. Det kan ske ved, at den forurettede hævner sig. Eller det kan ske ved samfundets strafudmåling. Det er jo ud fra den tænkning, at strafudmåling bestemmes i lovgivningen. Samfundets straf eller hævnen kan

i nogen grad udjævne uretfærdigheden. Men hævnen bliver som regel en spiral uden ende. Og den har den frygtelige pris, at den, der hævner sig, bliver som den, der begik uretfærdigheden. Den anden vej er tilgivelsens vej. Men tilgivelsen betyder offer. Man ofrer sin ret. Man påtager sig selv de omkostninger, som den anden skulle have påtaget sig. Man tager den lidelse på sig at betale den andens gæld med tilgivelse. Da Gud valgte korset, tog han tilgivelsens yderste konsekvens på sig. På korset ofrer Gud på en paradoksal måde sig selv – til sig selv. For vores skyld. For vores skyld. For at betale tilgivelsens højeste pris – det største offer der kan bringes.

Guds kraft og visdom Korset er en forargelse og en tåbelighed for ”denne verdens kloge hoveder”, skriver Paulus. Men vi bærer glad og gerne korset som smykke. På halsen, i næsen, i ørerne, tatoveret hvor som helst på kroppen. Og ingen er forargede. Hvordan ville det mon være, hvis man begyndte at tænke lidt over korsets oprindelige betydning: et henrettelsesinstrument? Et smykke der symboliserer lidelse, tortur, død, menneskelig ondskab.

Kan man tænke sig, at nogen skulle bære en miniatureudgave af et gaskammer eller en krematorieovn som smykke om halsen – symbolet på koncentrationslejrenes lidelse og ondskab? Forargelsen ville være grænseløs. Eller hvad med en paddehattesky i sølv. Eller symbolet på vietnamkrigen: billedet af den nøgne pige, der løber ud af den napalmbrændende landsby, i miniature. Men med korset går det. Det gør det, fordi det drejer sig om det ene kors. Kun det ene. Jesu kors. Det ene kors handler dybest set om sejr over lidelse og død. Den korsfæstede Jesus Kristus er blevet et smykke for dem, der tror, fordi han som korsfæstet er ”Guds kraft og visdom” til frelse (Første Korintherbrev kapitel 1, vers 25).

Tilgivelsens ringvirkninger Historien om vietnamkrigens ikon, pigen på billedet, fortæller os om en anden side af den kraft og visdom, der udgår fra korset. Om den virkning korsets tilgivelse kan have på den, der modtager den. Pigen på billedet – som meget hurtigt gik verden over, og som de fleste den dag i dag forbinder med vietnamkrigen – hedder Kim Phuc. Hun var 9 år, da napalmbombningen af hendes landsby fandt sted. Hvad vi ikke kan se på billedet er, 13

Illustrator: Anne Kappel annekappel.dk

at det ekstremt brændbare napalm også havde sat sig på Kim Phucs ryg og ben. Hun var blandt de meget få heldige, som kom til et amerikansk militærhospital. Forbrændingerne var så omfattende, at lægerne anså hende for umulig at redde. I 13 måneder mødte hendes far hver dag op på hospitalet for at sidde hos hende, mens hun gennemgik ubeskrivelige smerter. Hun overlevede mirakuløst, men måtte leve med store fysiske skavanker og smerter. Billedet gjorde hende verdensberømt. Og en ny lidelseshistorie begyndte, fordi hun fra da af blev genstand for alverdens mediers nyfigenhed, godt hjulpet på vej af den vietnamesiske regerings behov for gratis propaganda. Kim Phuc kom på et tidspunkt i kontakt med en katolsk præst og blev med tiden omvendt til den kristne tro. Hun blev gift, og på en udenlandsrejse med hendes mand hoppede de af og endte i Canada. Sideløbende med Kim Phucs historie var der en anden historie. Historien om piloten på den flyvemaskine, der kastede bomberne over landsbyen. Da piloten, John Plummer, blev bekendt med historien om Kim Phuc og alle de andre uskyldige ofre, væltede en ubærlig skyldfølelse ind over ham. Han begyndte at drikke og sled to ægteskaber op. Også han mødte den kristne tro, så det blev til omvendelse og tro for ham. 25 år efter bombningen blev der arrangeret et møde mellem de to. Kim Phuc og John Plummer satte hinanden stævne ved et krigsmindesmærke i Viet-

nam. Da de mødtes udbrød John Plummer som den første: ”Jeg er så ked af det.” Hvorpå Kim Phuc omfavnede ham og sagde: ”Jeg tilgiver dig.” Historien vidner om korsets kraft, om tilgivelsens kraft. Den korsfæstede Jesus Kristus står for en kraft og visdom, som kan overvinde noget, som ingen verdens klogskab eller magt kan overvinde.

En kærlig bevægelse Jeg har historien om Kim Phuc fra en af Carsten Jensens bøger. Carsten Jensen tilstår åbent: ”Midt i et afkristnet århundrede er det også en historie om kristendom og tilgivelse.” Jeg kalder det en tilståelse, fordi kristendommen ellers er et tydeligt blindt punkt i Carsten Jensens bøger. For nogle år siden var der et større avisinterview med Carsten Jensen. Der sagde han blandt andet følgende: ”Jeg har det desværre sådan, at når jeg er overladt til mit eget selskab i længere tid ad gangen, så tænker jeg først og fremmest over alt det lort, jeg har lavet i mit liv. Jeg går åndeligt fuldstændig i knæ under vægten af selvanklager, og jeg kan komme i tanke om hvad som helst. Efter at være sunket i knæ kravler jeg så videre på alle fire. Det kan man godt længes efter at blive befriet fra. I en roman af John Fowles læste jeg en skildring af et forhold mellem to unge, hvor pigen i et afskedsbrev til fyren skriver. ’Da du elskede mig, følte jeg mig tilgivet for alt det møg, jeg er.’ Den sætning ramte mig, fordi den rummede, hvad jeg længtes efter: en k ærlig bevægelse hen

over ansigtet, der glatter alle bekymringer ud. Det er en længsel efter at få at vide, at man er set – og alligevel er ok.” Det stykke af interviewet ramte mig, og jeg tænkte: Jesu kors rummer alt det, du længes efter, Carsten Jensen. En kærlig bevægelse hen over ansigtet, som glatter alle bekymringer ud, og som siger: Du er set og – ikke bare, du er ok, men endnu stærkere – du er tilgivet. For det kommer ikke kun fra et menneske, men fra den menneskeblevne Gud, fra den korsfæstede Jesus Kristus. Det er Guds kraft til frelse. Frelse fra selvanklage, frelse fra den konstant gnavende misfornøjelse med sig selv. Du er set og gennemskuet, men du er også tilgivet. Og korsets kraft og visdom sætter sig tydelige spor mennesker imellem. Som i tilfældet med Kim Phuc og John Plummer.

At slutte som tilgivet For nogen år siden havde nogen unge ved vores kirke inviteret et par unge med i kirke, som normalt ikke deltog i gudstjenester. Kirken var fuld, og da de kom ud, udbrød den ene af de to: ”Hold kæft, hvor må der være mange syndere i Løsning. De kommer jo her for at få tilgivelse alle sammen.” Det er meget præcist registreret. En kirke fuld af mennesker, der – modsat Palle Mikkelborg – godt vil starte som syndere, fordi de ved, at de i kirken slutter som tilgivne syndere. Der er en verden til forskel. Der er Jesus og korset til forskel. ■ 15

Tre år med dialogsatsning Af JJJ

For tre år siden gik KFS i gang med at sætte stærkere ind på at komme i dialog om Jesus med studerende på videregående uddannelser. Den satsning hed Carsten Espersen, og hans projektansættelse udløber hen over sommeren.

I løbet af de seneste tre år har KFS set en opblomstring på universiteterne. Det er den periode, hvor KFS har haft Carsten Espersen ansat som dialogsekretær. I løbet af den tid har KFS været involveret i syv event weeks og ni Veritas Forum. Formålet med at ansætte en dialogsekretær var, at styrke samtalen om den kristne tro. Da Carsten i sin tid skriftede fra studentersekretær til dialogsekretær, sagde han: ”Jeg tror, Gud har kaldet mig til at hjælpe denne del af KFS-arbejdet i gang. Det, jeg glæder mig til, er at være sammen med KFS’ere på en anden måde og hjælpe med at få evangeliet og snakken om den kristne tro ud i det offentlige rum.” Og det er netop, hvad KFS med taknemmelighed kan se tilbage på. Der har været flere event weeks i København, Odense og Aarhus. Her har Carsten i samarbejde med lokale sekretærer, studerende og inviterede oplægsholdere fra indog udland været med til at sætte den kristne tros sandhed og relevans på dagsordenen.

Veritas Forum Den anden store pind i Carstens stillingsbeskrivelse var at starte Veritas Forum op i Danmark i samarbejde med Veritas Forum Europe. Et Veritas Forum er et arrangement, hvor højt profilerede personer – enten inden for den akademiske eller kulturelle verden – holdt foredrag og debat om livets store spørgsmål på en akademisk relevant måde. Det er altså den helt store omgang, hvor der oftest har været gæster fra udlandet.

Det er lykkedes at få gang i fora i Aalborg, Aarhus, Odense og København.

Fremtiden Nu hvor projektansættelsen udløber, kommer KFS til at stå med færre ressourcer til at arrangere alle disse events på de videregående uddannelser. Det betyder imidlertid langtfra, at KFS vil stoppe engagementet her. De to områder – event weeks og Veritas Forum – er begge nået til et sted, hvor de er godt i gang. Det var fra starten planen, at de efter den treårige periode skulle kunne stå selv. Veritas Forum er begyndt at slå rødder i den danske universitetsverden, og opstartsfasen kan blive afløst af en konsolideringsfase. Her har KFS indgået et partnerskab med Center for Kristen Apologetik og Center for Kristen Tænkning. Disse tre skal i fællesskab drive arbejdet med at sætte kristendommen og Jesus på dagsordenen i universitetsverdenen gennem foredrag og debatter med høj akademisk standard. Når det kommer til fremtiden for event weeks er der allerede flere i støbeskeen, hvor lokale kræfter – både studerende og KFS-ansatte – bærer arbejdet med planlægningen selv.

Tak til Carsten og giverne Da bestyrelsen i sin tid besluttede at oprette projektstillingen, var det i tro på, at de ekstra økonomiske midler ville komme, fordi KFS’ støtter kunne se værdien af satsningen. De viste sig at være rigtigt, og Gud har velsignet projektet, hvor vi har set mange frugter af arbejdet. Carsten Espersen har også været en velsignelse for KFS og KFS’erne. Han har været en skattet kollega og KFS ønsker ham al Guds velsignelse fremover.

Bøger:

Skabt som kvinde, Ute Buth LogosMedia 2016 249,95 kroner Af Ida Esmarch Pedersen, retorikstuderende, idaesmarch@gmail.com

Lad det være sagt med det samme: Dette er en bog, der primært handler om seksualitet. Kvinders seksualitet. Et mere eller mindre ømtåleligt emne, og netop derfor er bogen vigtig. Både som indspark i diskussionen om, hvad det vil sige at være kvinde og være skabt med en seksualitet, men også fordi den sætter ord på noget af det, mange af os måske ikke har sprog for – eller ganske enkelt viden omkring.

Et bredt syn på seksualiteten Det kristne udgangspunkt er tydeligt; det er Bibelen, der er den primære rettesnor i snakken om seksualitet. Bogen indledes med en gennemgang af generelle tanker om kvinders seksualitet, hvad der påvirker den, og hvordan det hænger sammen med vores identitet. Derefter tager den tyske gynækolog og seksualrådgiver, Ute Buth, fat i mere konkrete emner, som kvinders lyst, onani og utroskab. Nogle kapitler er rettet direkte mod singler og andre mod kærester og gifte, men generelt bliver temaerne gjort relevante for begge. Det er i den åbne og ærlige gennemgang af disse konkrete emner, som i vores kristne sammenhænge bestemt tåler belysning, at bogen står stærkest. Særligt fordi Buth også bidrager med andre perspektiver end det bibelske for at forstå vores seksualitet. Hendes faglighed skinner tydeligt igennem, og det giver plads til både fysiologiske og psykologiske vinkler og forklaringer.

Til refleksion Mange kapitler indledes eller afsluttes med en kortere eller længere række spørgsmål til refleksion. Et eksempel på en sådan spørgsmålsrække kunne være: ”Hvem er jeg? Hvori består mit inderste

væsen? Er jeg smuk? Er jeg værdifuld?” (side 47ff) I hvert kapitel er der desuden forskellige råd og opfordringer. Den personlige og henvendte tone er afgjort en af bogens styrker, men spørgsmålene er flere steder overvældende mange og dermed svære at rumme. For mit eget vedkommende sætter det nærmere en stopper for refleksionen, og det er ærgerligt. For det er måske bogens vigtigste ærinde: at få os som kvinder til at reflektere over vores seksualitet og ganske enkelt forholde os til den. Buth inddrager til gengæld mange personlige eksempler fra hendes rådgivningsarbejde, som giver god grund for spejling.

En bog til alle kvinder? Mange ”kvindebøger” kan have en tendens til at blive stereotype i deres kvindebillede. Det kommer denne bog rimeligt udenom, men den må dog stadig læses med det forbehold, at den er skrevet af én kvinde til kvinder generelt. Derfor kan det ikke undgås, at der er steder, hvor vi føler os ramt – eller netop ikke ramt. I indledningen skriver Buth, at ”det handler om at forstå seksualiteten og leve den ud, sådan som den er tænkt fra opfinderens side.” (side 10), og til det er bogen en stor hjælp. Mange af os er vokset op med mange tabuer, meget kropsfjendtlighed og mange ubesvarede spørgsmål. Denne bog har en åbenhed, som er befriende, og en klarhed, som er kærkommen. Den er oplagt som udgangspunk for snak med både veninder, kæreste eller mand. Jeg har sandsynligvis tabt de fleste mænd på dette tidspunkt, men det skal siges, at der kommer en efterfølger: ”Skabt som mand”. Den kan I glæde jer til!

Portræt Ann Lind Østermark Journaliststuderende ved Syddansk Universitet Gift med Markus Bor i Odense

Hvorfor har du valgt at læse journalistik? ”Jeg vidste i lang tid ikke, hvad jeg skulle læse. Jeg startede først på Litteraturhistorie, fordi jeg elsker skønlitteratur. Men arbejdsformen passede mig ikke, jeg savnede at skabe noget, og de jobs, der fulgte med, gav mig heller ikke lyst til at fortsætte. Så efter et højskoleophold i København besluttede jeg mig for at søge ind på Journalistik på SDU. Og kom ind. I løbet af mit højskoleophold havde jeg nok opdaget, hvor dynamisk og skabende journalistikken kan være, og at det ikke kun er at sidde bag en computer og skrive nyheder. Og det tiltrak mig. Og blandingen af det akademisk miljø med det praktiske synes jeg også var meget tiltalende.” Hvad er den største udfordring ved dit studie? ”Tid! Vi har virkelig meget undervisning og praktisk udover studierne. Man skal jo aldrig klage over undervisningsmængde i disse sparetider, og det gør jeg heller ikke, men det er en udfordring at have 25 timers undervisning og samtidigt skulle finde kilder, lave interviews, filme interviews, klippe og skrive sprogopgaver. Hvad er det fedeste ved dit studie? ”Det er, at det er sjovt! Jeg synes, at det er så fantastisk at tale med mennesker og få lov at fortælle deres historier. Det er et kæmpe privilegium. Det giver mig enormt meget energi.” Hvad er den bedste oplevelse, du har haft på journalistikstudiet? ”Hmm, den er nok delt i to. Jeg har haft TV på det her semester, og i den forbindelse havde vi en hel uge, hvor vi omdannede studiet til en TV-redaktion, og arbejde som sådan en i fire dage. Så kørte vi på fra 8:45 til 21:00. Det var virkelig fedt at få et indblik i, hvordan en TV-redaktion fungerer, og hvor hårdt og fedt et arbejde det er. Men min mest rørende oplevelse var nok, da jeg fik lov at lave et TV-interview med et par, som gik til Parkinson-dans, fordi manden havde Parkinsons. Det rørte mig enormt meget at få lov at fange en lille bid af deres historie, som både var enormt skrøbelig og stærk. De havde sådan en fin relation til hinanden. Både kærlighed og sorg lyste ud af den. Det er sådan et interview, man ikke glemmer.” Har du gjort dig nogle tanker omkring at være kristen og studere journalistik? ”Lidt, men egentlig finder jeg det ikke så udfordrende. Journalister står selvfølgelig nogle gange i nogle etiske dilemmaer, og der kan min tro være en guideline for, hvordan jeg skal agere. Jeg synes, at det kristne menneskesyn er fantastisk, og det prøver jeg at tage med ud i mine møder med kilder.” Er der noget, du har lyst til at sige til folk, der overvejer at søge ind på journalistik? ”Det er et fantastisk fag, men jeg tror også, at man skal ville det, for at komme igennem det. Det var ikke fordi, det var mit drømmestudie, da jeg startede, men nu er jeg grebet af det. Og så skal man overveje, hvor man vil læse det, for der er faktisk ret stor forskel på de tre steder i landet, som tilbyder det.”

Kristine og Hannah læser i Bibelen sammen På Støvring Gymnasium begyndte Hannah Bjerg at læse i Bibelen Kristine, en medstuderende, efter et LTC-besøg. Det har været en opmuntrende vandring for dem begge, som har budt på gode snakke, undren hos dem begge, men indimellem også et godt grin. Af JJJ

På et skolebesøg på Støvring Gymnasium faldt nogle LTC’ere i snak med Kristine. Hun havde læst i Bibelen med sin nu afdøde farmor. KFS-sekretær Jan Pahus Nissen spurgte Hannah Bjerg, den eneste KFS’er på skolen, om hun havde mod på at bygge videre på Kristines nysgerrighed. ”Det havde jeg! Og da hun tilkendegav sin tro på evigheden og himlen, blev jeg for alvor spændt på ’opgaven’,” fortæller Hanna. ”Vi har blandt andet læst den første udgave af Uncover, til stor fornøjelse for os begge. Det er der kommet en masse god snak ud af, undren hos os begge og sommetider også et godt grin. Vi mødtes hver fredag i vores spisefrikvarter og fandt et ledigt lokale, hvor vi kunne læse

uden at blive forstyrret. Lige pt. er vi i gang med et hæfte, som hedder ”Møder med Jesus”, som er et hæfte med forklaringer til Markusevangeliet. Derudover har Kristine været med til fællesKFS i Aalborg, som hun virkelig nød, og hjertens gerne vil med til igen.”

Hvad synes Kristine om det? ”Nu kan jeg selvfølgelig ikke svare på hendes vegne. Men hvad jeg har observeret er, at hun glæder sig til, at vi skal læse, og at vi begge tager initiativ til at få læst. Og da vi havde færdiggjort Uncover-hæftet, spurgte hun om vi ikke skulle finde et nyt, som vi kunne læse i. Men specielt fællesKFS tror jeg, hun synes godt om. Allerede efter første gang, spurgte hun hvornår næste gang var og meddelte, at hun gerne ville komme og hente mig, så vi sammen kunne køre derud. Jeg tror specielt, at det var fælleskabet, som tiltalte hende, men også formidlingen fra Ole (volontør i Nord, red.), som talte.”

Hvordan har du oplevet det? ”Jeg synes, det har været spændende, specielt at have det med i skoletiden, da der ikke findes en KFS-gruppe på vores gymnasium. Men det har været dejligt at følge hendes/ vores rejse, som ikke er slut endnu. Det har udfordret mig, men også sat en masse tanker i gang. Og jeg tror efterhånden, at vores fælles mål er at få startet en rigtig KFS-gruppe, så vi er flere, der kan mødes og dele tanker og holdninger.”

Er der nogle situationer, du tænker har været særligt gode eller udfordrende? ”De bedste gange har været, når Kristine selv tager initiativ, hvad end det er til fællesKFS eller til at læse, og når hun viser, at hun virkelig gerne vil det her. Det er så skønt og givende at mærke! Det, der har været mest udfordrende, har været sommetider at huske hinanden på det, når begge vores hverdage kører med 120 km/t, og ellers når der har været helligdage, som har taget vores fredage, det har ham i himlen ikke lige taget højde for ;-). ”

Debat til debat Kommentar:

Af Mikkel Haahr Andersen, lærerstuderende, mikkelhaahr@gmail.com

”I en buskampagne spørger Ateistisk Selskab …” Sådan har rigtig mange artikler og statusopdateringer, jeg har læst dette forår, startet. Spørgsmålet har afledt en debat, jeg vil prøve at se på udefra – ikke for at svare på Ateistisk Selskabs spørgsmål, men for at stille et nyt: Hvorfor debatterer vi?

Hvem spørger om hvad, og hvem svarer? For en god ordens skyld: Spørgsmålet, Ateistisk Selskab stillede, var, ”Hvorfor tro på en gud?” Og for endnu en god ordens skyld spurgte de faktisk også, ”hvorfor koster tro noget?” og ”Talte Jesus og Muhammed med en gud?” Målet med kampagnen var ikke at få spørgsmålene besvaret; det var at få folk til at melde sig ud af folkekirken. Men der opstod en debat på Facebook, hvor en del unge mennesker lagde videoer ud, hvor de kommenterede på spørgsmålet om, hvorfor man skal tro på Gud. ”Tak for spørgsmålet”, ”Tak for at starte en vigtig debat” lød det igen og igen. På et tidspunkt søgte jeg på hashtagget #hvorfortropåengud for at se, hvordan denne debat egentlig tog sig ud, men stoppede efter 30 statusopdateringer, som alle var

kristne indspark til debatten. De var fine og opmuntrende, men jeg fik ikke oplevelsen af, at Ateistisk Selskab var modtageren i praksis. Og jeg fandt ikke en eneste ateistisk statusopdatering.

Den lokale debat På flere af statusopdateringerne opstod der, hvad jeg vil kalde en lokal debat. Ikke om hvorfor man skulle melde sig ud af folkekirken. Ikke om hvorfor tro koster noget. Ikke om hvorvidt Jesus og Muhammed talte med en gud. Jeg vil kalde det den klassiske diskussion, som med jævne mellemrum opstår, hvor kosmologiske gudsbeviser på bedste William Lane Craig-manér kastes på banen for at blive tilbagevist, og ”moral kan sagtens eksistere uden en gud”-argumenter tilsvarende kastes på banen for at blive tilbagebevist. Og sådan kører det i et par dage, før den ene eller anden part melder sig ud af diskussionen. Stemningen er høflig, og tonen lødig, men jeg har ikke set nogen af debatterne slutte med et ”Jeg giver mig. Du har ret.” Det giver mig lyst til at spørge om, hvorfor vi debatterer troen på, at Gud findes. For at prøve vores egen tro af? For at missionere? For at trumfe de andres

argumenter? Fordi vi synes, vi bør? Når jeg beskuer debatten på afstand, er denne del ikke tydelig for mig.

Er debat mission? Jeg havde en periode, hvor jeg også brugte min Facebook-profil til at diskutere tro, men det stoppede jeg med. Jeg kunne ikke se meningen med at gøre det, og jeg kunne slet ikke se, at det gjorde en forskel. Det er ikke en konklusion, alle behøver at være enige med mig i, og jeg vil endog også være påpasselig med at påstå, min konklusion er forbilledlig. I Korinth får Paulus tiden til at gå med at lave telte og forsøge at overbevise jøder og grækere om, at Jesus er Kristus. I Lukasevangeliets tiende kapitel beskriver Jesus to slags mennesker: Dem, som tager imod forkyndelsen, og dem, som ikke tager imod forkyndelsen. De sidstnævnte skal de udsendte ikke bruge deres tid på – end ikke ”støvet fra deres by skal tages med videre.” For mig at se giver Det Nye Testamente altså ikke et entydigt svar på, om vi skal debattere troen på Gud. Som kristne er vi kaldet til at missionere – at gøre alle folkeslag til Jesu disciple – men mission er mange ting, og langt mere end debatter på Facebook.

Hatteløft Jeg vil gerne understrege, at spørgsmålet om, hvorfor vi skal tro på Gud, er vigtigt. Jeg vil også gerne understrege, at jeg ikke prøve at underkende den debat, de kristne startede på Facebook. Jeg vil dog opmuntre alle til at overveje, hvorfor og hvordan vi debatterer. Jeg vil stille mig kritisk over for, at Ateistisk Selskab stillede et spørgsmål, de i første omgang ikke virkede til at være interesserede i at få svar på. Og så vil jeg på en særlig måde løfte min hat for KøbenhavnerKirken, Indre Missions Ungdom (IMU), Aarhus Valgmenighed (ledt an af Kristoffer Kruse) og – ja – Anders Stjernholm, formanden for Ateistisk Selskab. Efter min mening var de mest konstruktive tiltag, der blev initieret, fra henholdsvis KøbenhavnerKirken, IMU og Kristoffer Kruse. Jeg bekender kulør: KøbenhavnerKirken er min kirke. Men de er min udvidede familie, som jeg er stolt af, og derfor også

meget gerne roser. Den 24. april skulle gudstjenesten have handlet om bøn, men med kort varsel blev temaet ændret til ”Hvorfor tro på en Gud?” Vi henvendte os eksplicit til Ateistisk Selskab og ateister i al almindelighed for at svare på spørgsmålet. Manuel Vigilius holdte en glimrende prædiken (som kan findes på kbhkirken.dk), og der kom en lille håndfuld ikketroende til gudstjenesten. På IMU-lejren Konnekt var Anders Stjernholm blevet inviteret til at deltage i et debatarrangement. Han stillede op mod ungdomskonsulenten Andreas Bøge, hvor han viste sig som en seriøs og respektfuld debattør, som var direkte i mæglet og snakkede om det reelle spørgsmål, hvorfor tro eller ikke tro på en gud – frem for at opfordre kristne til at melde sig ud af folkekirken (debatten findes i øvrigt på YouTube og kan anbefales). Ligeledes løfter jeg min hat for den unge stud.theol. Kristoffer Kruse, som også tog initiativ til en debat med Anders Stjernholm. Han var velforberedt, skarp og ganske vittig. Endnu en gang var Stjernholm en hæderlig debattør og endnu en gang kan debatten findes på YouTube.

Ansigt > Facebook Jeg synes, dét er en konstruktiv måde at gå til debatten på. At mødes ansigt til ansigt uden at gemme sig bag en skærm. Jeg tror, det er en fremgangsmåde, som er mere slidstærk end endnu en diskussion på Facebook. For spørgsmålet er vigtigt, og der kommer en dag, hvor vi får det endegyldige svar. Jeg er overbevist om, at alle en dag kommer til at indse og bekende, at Jesus Kristus er Herre. Jeg har et inderligt ønske om, at alle vil indse dette på den rigtige side af den sidste dag. Derfor laver jeg Til Tro. Derfor går jeg i kirke. Derfor beder jeg for en række personer, som ikke tror på Jesus. På den måde følger jeg min bedste overbevisning om, hvordan jeg gør Jesus kendt, og med det udgangspunkt debatterer jeg det ikke på Facebook. Jeg håber, jeg har opmuntret dig til at følge din bedste overbevisning. At du har overvejet hvorfor, du debatterer, og hvordan du gør det. ■

Frederiksborg Apotek Slotsgade 26, 3400 HillerĂ¸d Tlf: 48 26 56 00 Apoteker Troels Ingemann

www.frederiksborg-apotek.dk

Apoteket har dĂ¸gnvagt

”Den dag fik jeg vinger” Thomas elsker Jesus, for Jesus elsker Thomas. Mød en mand, der har oplevet kraften i en god nyhed – og et A4-mirakel. Af Lisa Nørrelykke Nissen, frivillig i Apostelkirken på Vesterbro, lisannissen@gmail.com

”Jeg ankom til Sandholmlejren 4. februar 2015 klokken 22. Da jeg vågnede næste morgen, var det første jeg tænkte: Hvor kan jeg finde en kirke?” Jeg sidder og taler med Thomas Javaherian – en ung fyr fra Iran. Han fortæller, at han blev kristen i Iran, og at det var grunden til, at han flygtede. Thomas gør det dog klart, at tiden i Iran ønsker han ikke at tale om – det er for hårdt! Thomas fandt hurtigt en kirke. Han fortæller: ”Jeg følte mig fri ved pludselig ikke længere at skulle skjule min tro, og jeg havde et stærkt behov for at gøre noget.” Jeg prøver at forstå, hvad han mener med at ”gøre noget”. Han beskriver, hvor vigtigt det var for ham endelig at kunne udleve sit kristne liv i praksis. ”Først var jeg meget 24

optaget af at tjene i kirken, men langsomt gik det op for mig, at jeg også måtte tjene uden for kirken blandt folk, som ikke er kristne, så jeg begyndte at arbejde som tolk i Dansk Flygtningehjælp.”

”Jeg følte mig fri ved pludselig ikke længere at skulle skjule min tro, og jeg havde et stærkt behov for at gøre noget” Samme måned han ankom til Danmark, meldte Thomas sig til en dåbsklasse i kirken, og efter ni måneders dåbsundervisning blev han døbt. ”Den dag over-

gav jeg mig til Jesus!” fortæller Thomas begejstret. Man fornemmer en smittende Jesus-glæde. Og modsat i Iran, hvor troen på alle måder skulle skjules, er hans lille værelse på mange måder fyldt med Jesus: korset om halsen, armbånd med påskriften ”What Would Jesus Do?” På hans skrivebord ligger der tre bibler: en farsi, en dansk og en engelsk. Ved siden af de mange bibler står hans Macbook, hvor et vedvarende JESUS cirkulerer på pauseskærmen.

Relationer der heler Parallelt med den nye trosrejse, Thomas nu begav sig ud i efter ankomsten til Danmark, stod han også i en svær og uvis tid i forhold til, hvordan hans asylsag ville

”Rygtet siger, at hvis det er en A4-konvolut, har du fået opholdstilladelse, og hvis det er en A5-konvolut, er det afslag”

ende. Han beskriver, at han begyndte at få blackouts – kortere episoder, hvor han efterfølgende intet husker, og hvor han endda har oplevet at glemme sit modersmål. ”En dag blev jeg hentet af politiet. Jeg havde vandret rundt midt på vejen, og politiet var derfor blevet tilkaldt. Jeg vågnede op ved, at politiet sad med en telefon foran mig, så de gennem en app kunne få oversat, hvad jeg sagde på farsi til dansk. De blev overasket, da jeg begyndte at tale flydende engelsk. Politimanden mente, at jeg havde blackouts, og kørte mig direkte tilbage til asylcenteret og bad de ansatte gøre noget ved det. Fra den dag startede en helingsproces for mig. Dels gennem en række medicinske undersøgelser, men også gennem andres omsorg for mig. Jeg fik en dansk familie, der tog mig til sig som deres søn. De blev mine ”læger” og hjalp mig til langsomt at finde mig selv igen.” Thomas viser glad det indrammede foto af sin nye danske familie, og fine tegninger fra familiens børn pryder den sparsomme vægplads i værelset. ”Før havde jeg et svagt punkt, hvor jeg ikke havde lyst til at være sammen med andre end iranere. Men nu begyndte jeg at få relationer til afghanere, arabere, somaliere, fordi de viste omsorg for mig, og jeg begyndte at åbne op.” Thomas logger på Facebook og søger ihærdigt efter et billede, mens han fortæller: ”På asylcenteret boede jeg på værelse med tre søskende fra Syrien. De ville gerne

vide mere om Jesus, og nu har de alle købt et halskæde med et kors ligesom mit.” Thomas har fundet billedet af de tre glade søskende, der viser korset frem, dette til trods for, at det ikke er helt uden risiko på asylcenteret.

A4-mirakel ”Jeg tjekkede posten hver dag i 11 måneder. Men en dag fik jeg at vide, at der var brev til mig. Rygtet siger, at hvis det er en A4-konvolut, har du fået opholdstilladelse, og hvis det er en A5-konvolut, er det afslag. Jeg så det var en A4-konvolut, men tvivlede, det var trods alt et rygte! Manden på asylcenteret åbnede brevet og sagde, at jeg havde fået opholdstilladelse. Hele min krop jublede! Den dag fik jeg vinger – jeg kunne flyve! Jeg var som en iPhone, der er fuldt opladt!” Thomas finder dokumentet frem fra Udlændingestyrelsen – beviset for hans opholdstilladelse. ”Jeg glemmer aldrig den dag – 8. februar 2016 – dagen, hvor jeg modtog brevet. Jeg har gang på gang set nyheder og hørt om asylstramninger, og alligevel modtager jeg den gode nyhed – det er et mirakel!”

Fri til at tjene Jeg spørger Thomas, hvad han husker fra den dag, han fik opholdstilladelse. Han fortæller, at han netop den dag havde været tolk for en veninde og hendes søn fra Iran, der skulle til et vigtigt møde i forhold til behandling af deres asylsag. Jeg undrer mig over, at han vælger at nævne

dette. Når jeg spørger ind til det forklarer han: ”Nu, hvor min sag er afklaret, kan jeg endelig gøre noget for andre fuldt ud. Før var jeg optaget af, hvordan min sag ville ende, men nu har jeg ingen problemer med at hjælpe andre, fordi mine hænder nu er frie. Det er derfor, vi har fået to hænder – en til at give og en til at modtage. Jeg ser mig selv som et spejl, der kan reflektere på andre. Det gode, der er sket for mig, ønsker jeg at give videre.” Mon han mener evangeliet eller opholdstilladelsen? Det er som om, netop disse to gode nyheder på mærkværdig vis er spundet ind i hinanden.

”..som ikke får hundreddobbelt igen” Thomas fortæller, hvordan han gentagne gange har oplevet, at hans liv i Danmark har været et mirakel fra første dag, han ankom, og fortæller, at verset i Markusevangeliet kapitel 10, vers 29 har passet perfekt til ham. ”Jeg får endda lyst til at tatovere verset på armen” siger han smilende: ”Jesus sagde: »Sandelig siger jeg jer: Der er ingen, der har forladt hjem eller brødre eller søstre eller mor eller far eller børn eller marker på grund af mig og på grund af evangeliet, som ikke får det hundreddobbelt igen nu i denne verden, både huse og brødre og søstre og mødre og børn og marker, tillige med forfølgelser, og evigt liv i den kommende verden. ” ■

Følg en dag på Convinced? Af Helene Lilleøre, Tidligere praktikant i KFS

Helene Lilleøre har beskrevet sin oplevelse af onsdag på til eventugen Convinced? i København. Her får du en meget forkortet udgave – læs den fulde version på kfs.dk. Klokken 7.15: Bedemøde

De fleste folk ser trætte ud og i stilhed koncentrer de sig om at spise deres mad. Klokken 7.30 fortæller Carsten kort om gårsdagens aftenevent, hvorefter vi sætter os sammen i grupper og beder for talerne, hinanden og vores venner.

Klokken 10.10: Kaffeuddeling

Eleverne begynder at strømme ud fra bygningen, og mange af dem kommer forbi vores bord. Imens de venter på kaffen bliver hældt op, benytter vi lejligheden til at invitere dem til lunchbar.

Klokken 12.00: Lunchbaren starter

Sandwichene er hentet, og vandet er placeret symmetrisk ved siden af. Folk er spændte og ikke mindst glade for den gratis frokost.

Klokken 12:15 Hvad skal vi med præster, når vi har Svend

Brinkmann? I sit oplæg ”Hvad skal vi med præster, når vi har Svend Brinkmann?”, fanger Niels Jørn Fogh lytternes opmærksomhed. På en ærlig måde, formår han at erklære sig både enig og uenig i Brinkmanns udsagn, inddrage bibelske personer og fortælle historier fra sit eget liv.

Klokken 19:15 Aftenevent

Dr. Christian Hofreiter går op til mikrofonen. Aftenens emne er ”I achieve, therefore I am? Insight into happines from psykology, philosophy and faith.” Hofreiter taler om lykke og om, at det ikke handler om, at vi skal opnå noget. Efter oplægget er der en af de lokale KFS’ere, der spiller to sange. Herefter kommer der kage på bordene. Nu fyldes lokalet af samtaler om oplægget, Gud og studieli

Et gavebrev – med tak for lån Af Anna-Kathrine Thunbo Pedersen, fundraiser i KFS

”Når vi forvalter vores penge, så de gavner det kristne studenterarbejde eller andre grene af Guds rige, så siger vi egentlig TAK for lån.” Citatet er fra en KFS-folder om gavebreve. Det rummer erkendelsen af, at det er Gud alting kommer fra. Hvad vi giver til arbejde, der gør ham kendt, kommer i udgangspunktet fra hans hånd. Omkring halvdelen af alle KFS’ indtægter kommer ind gennem gavebreve. Den tradition vil vi gerne værne om. I uge 23 ringede LTC’ere til personer i KFS’ bagland for at tale om gavebreve. De fik mange gode samtaler, der bekræfter, at KFS har et trofast og medlevende bagland. Flere gav udtryk for, at de gerne vil tegne gavebrev, hvis det giver større tryghed for KFS end en fastgiveraftale – for de havde ikke tænkt sig at stoppe med støtten de næste ti år. En dejlig besked at få! Og ja, et gavebrev giver større tryghed for KFS. Gavebrevet forpligter man sig på i minimum ti år. Derfor kan KFS regne med indtægten, hvor fastgiveraftalen er mere usikker, da den kan opsiges med dags varsel. For nogle virker ti år som afskrækkende lang tid, indtil det går op for dem, at de har haft deres nuværende fastgiveraftale i næsten lige så lang tid. Kære KFS’ere og bagland: vi har brug for nye gavebrevsydere for, at der også i fremtiden kan være KFS-arbejde. Har du allerede overvejet gavebrev, så vil vi gerne opfordre dig til at tage det sidste skridt og indsende en gavebrevskontrakt. Kontakt gerne sekretariatet, hvis du har spørgsmål. Du kan finde kontrakterne og mere information på kfs.dk/gavebreve.

Om den

virkelige

ondskab Af Niels Nymann Eriksen, indvandrerpræst, nne@km.dk

Findes ondskab? Eller er det vi kalder ondskab blot en form for uvidenhed, som kan besejres gennem oplysning og dannelse? Spørgsmålet berører en præmis for den moderne måde at forstå verden på, nemlig at alting har en forklaring, at alt ondt skal forstås, ikke forsages; behandles, ikke tilgives.

Kristendommen indeholder en påstand om, at det onde findes, ikke blot som en skygge, men som en ødelæggende magt, der vil os til livs, og som arbejder gennem bedrag og illusion – allermest effektivt når det lykkes at få os overbevist om, at det slet ikke findes. Når først et menneske eller en kultur er ”vokset fra” tanken om, at ondskaben findes, er der åbnet mulighed for nye dybder af forførelse både af et individ og en kultur. Den 27. december 2013 bragte Weekendavisen på forsiden af sektionen Bøger et essay med titlen ”Derfor tror jeg på Djævelen” af digteren Søren Ulrik Thomsen, som ganske præcist og uforfærdet sammenfatter den kristne tanke om den onde. Med udgangspunkt i skildringen af nogle oplevelser af noget, der ligner ondskab, argumenterer Søren Ulrik Thomsen for, at når alle forklaringer er givet, vil der stadig være irrationel rest i nogle af disse handlinger, som må betegnes ondskab, og som må tilskrives en personlig ondskab, ”en destruktiv vilje i verden, hvis ondskab er utilgængelig for tanken, fordi den er blottet for ethvert rationale, idet ’det onde intet vil opnå, men derimod opnå intet’, som Rüdiger Safranski siger.” Bevidstheden om en sådan irrationel destruktiv vilje i verden kan ikke fritage os fra det møjsommelige arbejde med at forsøge at forstå det, der virker meningsløst. ”… jeg ser ingen modsætning mod at lade tankens lys falde så langt det overhovedet er muligt og samtidig erkende at det før eller siden vil støde på mørket.” Hvis vi derimod insisterer på, at der gives en forklaring på enhver menneskelig handling vil vi gøre os selv sårbare og forsvarsløse over for ondskaben. Så vidt Søren Ulrik Thomsen.

Skjult ondskab De forfattere jeg har stødt på, som har beskæftiget sig med spørgsmålet om det ondes eksistens har gjort opmærksom på, at det er en del af ondskabens væsen, at den skjuler 27

”Når først et menneske eller en kultur er ”vokset fra” tanken om, at ondskaben findes, er der åbnet mulighed for nye dybder af forførelse både af et individ og en kultur”

sig. Ondskab er i dens mere raffinerede former ”den perfekte forbrydelse”, det vil sige en forbrydelse, som formår at slette sporene bag sig. Der er sket noget forfærdeligt, men det er sket på en sådan måde, at det ikke lader sig opspore, ja at der knapt lader sig registrere, at der er foregået et røveri. Det værste tab et menneske kan udsættes for, at miste sin sjæl og få verden i bytte, kan gå så stille af, at det slet ikke opfattes som et tab, men snarere som en frigørelse. Sådan sejrer ondskaben gennem sin ubemærkethed. Og når den så engang imellem bryder ud i uhyggelige former – holocaust, folkemord, IS – så opfatter vi det som undtagelser. Denne indsigt i ondskabens skjulthed er ikke forbeholdt kristne teologer. Christian Jungersens roman Undtagelsen, der fik Boghandlernes Pris for årets bedste danske roman i 2009, udtrykker den med stor klarhed. Bogen fortæller om et Dansk Center for Information om Folkedrab, hvor unge, dygtige forskere formidler viden om folkedrab rundt omkring på kloden, samtidig med at de i deres kollegiale omgang er underlagt præcis de samme mekanismer, som leder til folkemord andre steder i verden. En af forskerne, Malene, får så en aften besøg af Gunnar, en dygtig, ældre journalist. Han har en flaske vin med, som bliver udgangspunkt for en overvejelse om ondskab (side 494): ”Vi ved alle sammen, at for eksempel den flaske vin jeg havde med herover, kunne betale vaccinationer for tyve børn og redde livet for mindst ét. Ligesom tyskerne under Anden Verdenskrig. De vidste at jøderne blev slået ihjel, men de lukkede af for hvad det egentlig betød.” Malene holder om knoerne på sin højre hånd og siger: “Det er da ikke det samme. Dengang dræbte staten. Du taler om at give nødhjælp.” “Jo, det er fuldstændig det samme. Vi går rundt i sko som vi ved børn er blevet slidt invalide af at fremstille. Vi drikker kaffe som vi ved er købt

til underpriser, så mennesker sulter.... Jeg håber sådan at verden engang bliver et bedre sted. Men hvis det sker, vil vores børnebørn om tredive år se på os som de nu ser på deres nazistiske bedsteforældre og sige: ‘Jeg forstår dig bare ikke’. Vi vil svare: ‘Jamen, dengang var det helt almindeligt at lade mennesker sulte – og at lade hele landsbyer dø af sult for at man selv kunne få billigere kaffe.’ Og vores børnebørn vil spørge: ‘Jamen, vidste I det ikke?’ ‘Jo, vi vidste det alle sammen. Vi tænkte bare ikke over det. Vi vidste det – og vi tænkte ikke over det. Det var helt almindeligt, da vi var unge’... Det at man overhører et lille glimt af tvivl i sig selv – det er ondskab. Ingen ved jo selv at de er onde. Sådan er ondskaben. Et lille glimt af tvivl om man gør det rigtige. Det er den eneste chance man får for at vælge det gode. Og måske får man kun glimtet et kvarter hver anden måned. Måske mindre.” Ondskaben har evnen til at gøre sig selv usynlig, og i et samfund som er henvist til udøvelsen af rationalitet som den eneste forsvarlige måde at begribe verden på, vil dette projekt på lang sigt have ganske gode prognoser.

To slags mørke Men hvis altså ondskaben findes, hvad er det da for en størrelse? Der er et dilemma forbundet med tanken om det onde som en selvstændig magt i verden. Den ene side af dette dilemma udgøres af holismen, som antager, at der bag modsætningen mellem godt og ondt er en enhed; den anden af dualismen, som antager at ondskaben er lige så oprindelige som godheden. Problemet med den holistiske tilgang er, at den i realiteten udelukker det ondes virkelighed idet det onde kun anses for relativt set i det større perspektiv. Problemet med det andet synspunkt er, at det ikke lader sig forene med en egentlig

monoteisme, idet det jo forudsætter, at der er to lige væsentlige væsner, som står over for hinanden. Kristendommen befinder sig et sted mellem disse to positioner. For det første må vi indrømme den indsigt, der findes i den holistiske opfattelse, nemlig at noget, som kan ”Ondskab er i dens mere virke meningsløst raffinerede former ”den i dag, kan indgå i perfekte forbrydelse” en større sammenhæng, som giver det betydning. I de første kapitler i Bibelen kan man skelne mellem to former for mørke: Der er det mørke, som ligger i skabelsen, og som bedst kan betegnes som skygge, for det er i grunden et lysfænomen; og så er der det mørke, som ligger i faldet eller synden, og det er et mørke, som ikke som skyggen er kastet af lyset, men mere er som et mørkt rum, der lukker sig om mennesket. Der er indbygget i naturen en vekslen mellem liv og død, vækst og nedbrydelse, nat og dag, hvor døden og mørket står i livets og lysets tjeneste. Det er ikke en undta”Jesu opstandelse er forkyndelsen af, at dette mørke gelse fra, men en del af skaberordningen. er besejret, at dets magt er I skabelsesberetbrudt – ikke ophævet” ningen fra Første Mosebog kapitel 1 beskrives Guds værk de første tre dage som det at sætte skel. Først mellem lys og mørke, så mellem jord og himmel og havet og jorden, altså mellem noget, som er destruktiv og noget som er konstruktivt, men begge dele

er skaberens vilje. Til denne kategori af skyggemørke hører også størstedelen af den menneskelige lidelse. Enhver lidelse, som fremmer lovsangen i os, hvor grum og gold den end måtte være, er ikke meningsløs, men tværtimod forløsende. Den er i sidste ende ikke med til at bryde et menneske ned, men at bygge det op. Men der findes en anden form for ondskab, som ikke lader sig bringe ind i en større meningsgivende sammenhæng. Det er den ondskab, som er beskrevet i beretningen om faldet i Første Mosebog kapitel 3. Den formørkelse, som her beskrives, er ikke et lysfænomen, men et forsøg på at lukke lyset ude og lukke mennesket inde i sig selv. Det er denne ondskab som ”intet vil, men vil intet.” I grunden er den ikke rettet mod mennesket, men mod skaberen. Mennesket er i denne sammenhæng blot et middel i et kosmisk drama.

Et trekantsdrama Men er vi så ikke havnet i den anden grøft, dualismen, som ender med at antage, at der fra starten er to væsener, og at disse væsner kæmper mod hinanden, og at kampladsen er mennesket? Ikke helt. For dette mørke er, selv om det står i et uopløseligt modsætningsforhold til lyset, også underlagt lyset. Jesu opstandelse er forkyndelsen af, at dette mørke er besejret, at dets magt er brudt – ikke ophævet. Bibelen skildrer menneskets plads i verden som kvinden i et trekantsdrama. Der er to mænd, som kæmper om at få hende, men disse to mænd er ikke ligestillede. Den ene elsker hende og vil give alt for at vinde hende og se hende fri og glad, den anden er i virkeligheden ikke det mindste optaget af kvinden. Han er derimod besat af en vrede mod den anden mand og forsøger at forføre kvinden, udelukkende fordi han ved, at han derved ville kunne ødelægge den anden mand. Sådan befinder mennesket sig mellem Gud og djævel i en kosmisk åndskamp mellem magter, som er langt stærkere end det selv. Men det er hende eller ham, kampen står om. I dette perspektiv får vores daglige liv og handlinger en vægt af evighed, som vi ofte slet ikke fornemmer – eller måske først fornemmer efterfølgende i tilbageblik. ■ 29

Bøger:

Kristi opstandelse. Sprog og virkelighed Lars Sandbeck og Anders E. Nielsen Eksistensen 2016 189 kroner

af Mathias Anker Kure, stud.mag i dansk og religion, kureanker@gmail.com

Sammen med sin far, Anders Eyvind Nielsen, har Lars Sandbeck skrevet en bog om Jesu opstandelse. Eller snarere: En bog om Kristi opstandelse. De to teologer snakker nemlig helst ikke om ”Jesu opstandelse”. Ikke, skriver de, at Jesus og Kristus skulle være to forskellige personer, men fordi »formuleringen ”Jesu opstandelse” meget let [vil] føre til, at opstandelsen kommer til at blive anskuet som en […] historisk begivenhed«.

Debatten dækket ind Sagt nogenlunde kort er den gennemgående pointe hos S&N, at en forståelse, der indebærer en fysisk opstandelse af Jesu Kristi legeme, er, ikke bare dum og enfoldig, men ligefrem indskrænkende og obstruerende. Dum og enfoldig fordi Skriften ikke lægger op til en sådan forståelse, indskrænkende og obstruerende fordi den teologiske samtale med dette syn tvinges til omhandle andre – og for S&N åbenbart irrelevante – emner såsom skriftsyn og evangeliernes troværdighed. Mærkeligt nok vedstår bogen sig kun dette ellers ret åbenlyst polemiske sigte på en tøvende, ja, nærmest fordækt måde. På den ene side tales der således om Skriftens (og konfessionens) åbenhed – om et kontinuum af fortolkningsmuligheder – på den anden side argumenteres der for én forståelse. Det er ikke polemikken, jeg her irriterer mig over; det er trangen til at dække den ind – slet skjult under et nobelt sigte om at »bidrage til en konstruktiv debat«.

Projektet vakler Efter at have leveret en kritik af den »fysisk-biologiske opstandelsesfortolkning« (kap 2), gives et koncentreret vue over »opstandelsessprogets mange stemmer« (kap 3). Her gennemgås kilder, primært fra tiden umiddelbart før de nytestamentlige skrifters tilblivelse, med konklusionen om et ”mud30

ret billede” til følge; der kan, når de frem til, ikke siges noget entydigt om, hvordan ”opstandelse” måtte blive forstået (fx fysisk eller ikkefysisk) i den græsk-jødiske kontekst, som NT-skrifterne blev til i. Som supplement til det dette idéhistoriske oeuvre gives også et par kirkehistoriske indfald. Fx siges det straight, at man med »solid hjemmel« i den kristne tradition kan hente støtte til en ikkefysisk opfattelse af Kristi opstandelseslegeme – hvorefter der eksemplificeres med én kirkefar: Nemlig Origenes (185-254), som jo, og det kommenteres slet ikke, må siges at være et noget sølle eksempel på en kirkefar: Dels fordi han ikke er førstegenerations, dels fordi hans lære afvistes som falsk på grund af gnostisk præg… Et forhold der jo for så vidt er temmelig ligegyldigt, hvis ellers teologerne ikke interesserer sig for spørgsmålet om kirkens kanon og Skriftens autoritet. Men projektet vakler: På den ene side forfægtes »fysikalisternes« evindelige tale om skriftsyn, på den anden side har man selv et, og bruger (forståeligt nok) en del kræfter på at retfærdiggøre det; på den ene side fravristes Skriften sin autoritet – evangelierne forstås som fiktion, som forvansket tillempning af et mere oprindeligt vidnesbyrd hos Paulus – på den anden side argumenteres der nidkært og indædt for, hvad den så siger, Skriften. Og endda også, og her bliver det vitterligt mystisk, at NT-teksterne i kraft af deres »kanonisk[e] status« er »normgivende for troen og den teologiske tænkning«.

Pirrende nok nadversyn Hvad S&N så finder hos Paulus (kap 4) – og i dele af evangeliernes beretning (kap 5) – er dels et dementi af en fysisk opstandelse, og dels en argumentation for at Kristi opstandelseslegeme i stedet for er nærværende i nadveren (kap 6). Indrømmet: Man kunne have anmeldt bogen mere positivt, fx fremhævet dette pirrende nok forsvar for det lutherske nadversyn, eller blot rost bogens insisteren på en opstandelsestro, der får betydning nu og her. Når det ikke gik sådan, skyldes det flere ting – jeg har allerede peget på tvivlsom argumentation og et projekt, der i flere henseender synes uafklaret. Først og fremmest skyldes det dog dette ”i stedet for”, denne enerverende præmis, der ligger bag nærmest alt, hvad S&N skriver: at den fysiske opstandelsestro hviler på en nedvurdering af både Guds formåen og Skriftens vidnesbyrd, og følgelig: at dette ophøjede syn på menighed og nadver kun kan nås, hvis den enfoldige »fysikalisme« opgives. Dét er både tvivlsom og enerverende læsning.

Bøger:

Det her virker jo oplagt: Først en kritisk anmeldelse af Sandbeck og Nielsen, derefter en blid og loyal anmeldelse af Sejergaard og Højlund, som i Opstand om opstandelsen (fiks titel) udfolder og forsvarer – i høj grad er bogen netop dét: et forsvar – et opstandelsessyn, jeg også selv køber ind på. Med andre ord: Flest stjerner til dem, jeg enig med, og så var den ged barberet. Ak! Helt så nemt skal det selvfølgelig ikke være. Dels fordi det ville være plat, dels fordi der også er ting, der skæmmer et overordnet set godt og grundigt arbejde.

Antologi versus samlet fremstilling Set ude fra ligner Opstand om opstandelsen en klokkeklar pendant til Kristi opstandelse. Begge bøger er opstået på bagkant af sidste års teologiske debat; begge bøger er polemiske og debatterende – for begge bøger mener, at den anden bog tager fejl. Begge bøger arbejder både historisk-kontekstuelt og eksegetisk-systematisk. Og sådan kunne man blive ved. Men der er én afgørende forskel: (Eller det vil sige, der er selvfølgelig flere, men jeg tænker her på det forhold at:) Opstand om opstandelsen er en antologi, altså en samling af forskellige forfatteres bidrag til emnet. Der er med andre ord ikke tale om én, samlet fremstilling af synet på opstandelsen, sådan som man får det ovre hos S&N, men derimod et varieret spænd af artikler, som behandler forskellige delemner i relation til den overordnede tråd: forsvaret for synet på opstandelsen som en fysisk og historisk og fortsat betydende begivenhed. Når jeg her anfører selve bogens tilsnit, altså antologi-formen, som et kritikpunkt, er det ikke fordi bogen fremstår som et kludetæppe. Det gør den langt fra. Sejergaard og Højlund har som redaktører på projektet gjort et godt arbejde ift. bogens opbygning: Vi får først et rids af debattens positioner, hvorefter der tages livtag med evangelierne og dernæst Paulus, herunder særligt Første Korintherbrev kapitel 15 og sondringen mellem et ”åndeligt” og et ”sjæleligt” legeme (antologiens korteste, men vægtigste bidrag!), så gives et par historisk anlagte artikler, og endelig en undersøgelse af henholdsvis salmedigteren Grundtvigs og reformatoren Martin Luthers syn på sagen. Stærkt program!

Opstand om opstandelsen Jørgen Sejergaard og Henrik Højlund (red.) Credo 2016 149,05 kroner Mathias Anker Kure, dansk- og religionstuderende, kureanker@gmail.com

præsentationen er stringent. Men kaster man sig frådende over Opstand om opstandelsen – måske efter endt Sandbeck-læsning – og rigtig skal have opstandelsesskabet banket på plads én gang for alle, går man, om ikke slukøret, så i hvert fald lidt afdæmpet fra bogen. Hvor ville det fx være rart med noget mere spalteplads til arbejdet med Paulus. Peter Søes’ artikel er klar og stærk, men kan umuligt nå at gå i rette med alle de mærkværdigheder, man finder hos S&N. Ligesom det virker lidt uforløst, når det flere gange siges, at idéen om en ikkefysisk opstandelse (»hvad det så end er?«, for at spørge med Højlunds egen undren) aldrig kunne være blevet til i en antik, hellenistisk-jødisk kontekst. Pointe: Det siges altid i flæng, mens S&N, der når frem til den stikmodsatte konklusion, har et langt afsnit om sagen. Jeg tror Sejergaard og Højlund har de bedste argumenter i dén sag, også i den sag, men det havde derfor netop været skønt at få dem foldet ud – langsomt og grundigt for Prins Knud og ligesindede. Når alt det så er sagt, skal denne anmeldelse ikke stå tilbage som en ikkeanbefaling af bogen. Som det er sagt i foromtalen – og jeg er enig! – er der her både klare argumenter til hovedet og insisterende kald til hjertet: Ja, han er sandelig opstanden!

Til hjerne og hjerte Men det, der skæmmer, er oplevelsen af, at der ikke er den tid og plads, som der havde været, hvis bogen var udgivet som en samlet præsentation. I know, det er en lidt mærkelig, hypotetisk kritik, for bogen er jo ude i den form, som den er, og er på mange måder glimrende – indholdet har substans, 31

Af JJJ

Her er navnene på de 12 elever, som fra august skal fordybe sig i Bibelen, få apologetikken ind i hovedet og få jord under neglene på teamperioderne. Det er de kommende hold på KFS’ Ledertræningscenter, der er tale om.

Det nye LTC-hold

KFS’ Ledertræningscenter, LTC har optaget tolv elever på det hold, der starter på højskolen i Ødsted den 7. august. Navnene på de tolv er: Anders Clement, Videbæk Benjamin Nyrup Dahl, Lem Daniel Martin Lanting, Hammelev Esther Bay Jensen, Roskilde Jonas Braüner Christensen, Mårslet Karen Bay Møller, Skjern Kathrine Braüner Bjerregaard, Herning Mads Haahr, Ansager Michael Poulsen, Silkeborg Nina Dahl Trans, Hillerød Peter Stidsen, Korning Rebecca Baltzer Carlsen, Aarhus

De ansatte på LTC glæder sig til at tage imod de nye LTC’ere og ser frem til et spændende LTC-år, som blandt andet byder på et nyt tiltag. Forstander på LTC fortæller Jakob Højlund: ”De unge vil have mere Bibel. Det har vi lyttet til, og derfor lægger vi mere bibelundervisning ind på LTC. Samtidigt mærker vi også ønsket om mere frihed. Derfor gør vi den ekstra bibelundervisning valgfri. Altså: valgfri bibelundervisning på LTC om eftermiddagen. Mere bibel, mere frihed på LTC.”

Rebekka skal være volontør i Montenegro Rebekka Rasmussen skal fra august være en del af studenterarbejdet i Montenegro. Hun er udsendt af KFS det næste år. Af JJJ

Rebekka Barbara Friis Rasmussen rejser til Montenegro til sommer for at støtte studenterarbejdet der. Hun bliver udsendt af KFS for at hjælpe til i det kristne studenterarbejde. Rebekka har allerede været i Montenegro adskillige gange og kender både arbejdet og mange af montenegrinerne. Hun fortæller om sin motivation for at bo og arbejde i Montenegro: ”Min største motivation er, at der er mennesker i Montenegro, som jeg dybt og ægte holder af og ønsker at give evange32

liet videre til. Der er ikke så mange kristne i arbejdet, og mange af dem, som er kristne, har ikke været kristne i så lang tid og er førstegenerationskristne. Så en af mine primære motivationer er, at jeg som kristen, der er opvokset i et kristen hjem, kan komme med en form for ballast og være der for dem, der er unge i troen. Det driver mig virkelig meget.” I 2015 blev det kristne studenterarbejde, EUS Montenegro, etableret i Montenegro. KFS har haft en stærk kontakt til

Montenegro i mere end 12 år. Elever fra KFS’ Ledertræningscenter, LTC, har besøgt landet flere gange, sidste gang var i april i år. ”Der er mange muligheder i Montenegro, men der er meget få evangeliske kristne. Gennem studenterarbejdet er det muligt at skabe kontakt til unge, der ikke kender Jesus, og vi oplever, at den lille, evangeliske kirke i Niksic vokser langsomt blandt andet i kraft af det kristne studenterarbejde,” fortæller generalsekretær i KFS, Robert Bladt

150 kom til vaffeldag i Odense Af JJJ

I april havde KFS’ere i Odense inviteret til vaffeldag. 120-150 mødte op og fik et glimt af KFS. Line Hadberg fra Odense Katedralskole fortæller. Læs hele historien på kfs.dk.

Hvad var formålet med vaffeldagen? ”Formålet med vaffeldag var, at det skulle være en åbent arrangement, hvor der var mulighed for at invitere sine klassekammerater og andre venner med og bare have en hyggelig eftermiddag, men måske også få en snak om Jesus. Hvis man også skal gå lidt dybere, så er det jo også en måde at give Jesus kærlighed videre på.” Hvordan gjorde I? ”Det var bare dem fra KFS, som var til kollektiv (en uge hvor KFS’ere bor sammen, red.) og gerne ville hjælpe med, som var med til planlægge det. Vi havde i udvalget snakket med Kathrine (volontør i KFS, red.) og aftalt, at KFS ville betale for vaflerne, og vi havde bestemt dagen, det skulle være. Jeg tror, vi havde omkring 12-15 vaffeljern i gang på samme tid, når der var allermest tryk på. Vores KFS-volontører kom også og hyggede sammen med os og hjalp med at lave vafler.” Hvordan synes det, at gik det? ”Det gik over alt forventning. Vi var i hvert fald oppe omkring de 120-150 besøgende. Det var både klassekammerater, men også folk vi aldrig havde set før.” Hvordan oplevede I selv dagen? ”Vi var lidt pressede, da der var så mange mennesker, men alt gik efter planen og det kan vi vist kun takke Gud for. Så personligt er jeg dybt taknemmelig for at have fået sådan en god oplevelse sammen med KFS med i bagagen videre i mit liv.”

Få nyt Uncover-materiale gratis

Af JJJ

KFS har oversat endnu et bibelstudiemateriale i Uncoverserien. Materialet er gratis for alle, men KFS spørger frimodigt om en frivillig gave fra modtagerne.

Det andet åbne bibelstudiemateriale på dansk i Uncover-serien er ankommet til KFS-centret. Hvor det første Uncover-materiale var over Lukasevangeliet, er de nye bibelstudier lavet over Johannesevangeliet. Der er to væsentlige ting, der adskiller den nye udgivelse fra den første. Den ene er, at det nye Uncover kommer i en lommebog, som indeholder hele Johannesevangeliet. Den anden er, at det eneste, man skal betale for at få dem, er portoen. KFS ønsker ikke, at nogen skal gå glip af materialet på grund af økonomi. Det har naturligvis ikke været gratis at producere materialet, og derfor foreslår KFS også, at man giver en gave, når man modtager lommebøgerne. Hvis du ønsker at støtte arbejdet for, at studerende læser med deres medstuderende i Bibelen, kan du finde forskellige muligheder for at give en gave på bagsiden af dette Til Tro. KFS-sekretær i Aarhus, Hans-Christian Pettersson – også kendt som HC – fortæller om materialet: ”De fleste er vant til at høre om Jesus fra en prædikestol, en oplægsholder eller en gadeevangelist. Men hvad sker der, når folk selv sidder og tænker over Jesu spørgsmål, udsagn og handlinger? Hvad kan det føre til, når søgere, skeptikere og troende sammen fordyber sig i livets største spørgsmål? Vores håb er, at vennerne vil reagere som dem, der sagde til samaritanske kvinde: ’Nu tror vi ikke længere på grund af det, du fortalte; vi har nemlig selv hørt ham og ved, at han i sandhed er verdens frelser.’ ” Du kan bestille materialet ved at sende en mail til kfs@kfs.dk. 33

Debat:

Er det tid til at glemme Luther? Michael Agerbo Mørch, stud.theol. michaelagerbomoerch@gmail.com

”Denne artikel kan virke som et fremmedlegeme i Til Tro. Artiklen er et polemisk debatindlæg rettet mod én bestemt svensk teolog, som formentlig ikke engang læser med! Hvorfor så skrive et debatindlæg? Fordi jeg har læst Magnus Malms nyeste bog, Som om Gud ikke findes (Boedal 2015), og er blevet udfordret af hans kritik af luthersk teologi. Da Malm læses af mange i det lutherske KFS (som sagt mig selv inklusiv), mener jeg, det er på sin plads at tage til genmæle.

Denne artikel kan virke som et fremmedlegeme i Til Tro. Artiklen er et polemisk debatindlæg rettet mod én bestemt svensk teolog, som formentlig ikke engang læser med! Hvorfor så skrive et debatindlæg? Fordi jeg har læst Magnus Malms nyeste bog, Som om Gud ikke findes (Boedal 2015), og er blevet udfordret af hans kritik af luthersk teologi. Da Malm læses af mange i det lutherske KFS (som sagt mig selv inklusiv), mener jeg, det er på sin plads at tage til genmæle. Først en bekendelse: Jeg er ret glad for Martin Luther! Det skyldes hans evne til at formidle evangeliet på en overrumplende, frisk og perspektivrig måde. Derfor kalder jeg mig med glæde “luthersk”, selvom jeg egentlig bare ser ”Malm påstår mig selv som “kristen”. Men Magnus Malm – som faktisk immervæk, at også står i høj kurs hos mig – langer der i Luthers altså ud efter Luther i sin nye bog, Som teologi ligger en om Gud ikke findes og påstår, at Luthers indre logik, som teologi og dens virkningshistorie er med tvingende skyld i sekulariseringens vide omfang i nødvendighed Skandinavien. Ja, Malm påstår immervæk, at der i Luthers teologi ligger en medfører indre logik, som med tvingende nødet gudløst vendighed medfører et gudløst samsamfund” fund. Det er en skrap melding, og den har kastet nogle tanker af sig hos mig, som jeg her vil dele. Ikke specielt overraskende mener jeg, at Malms kritik er en and; ja, på en veloplagt dag vil jeg sågar kalde den et falsum.

Tolv trin mod det gudløse Malms bog er overordnet set en fremragende bog med mange tankevækkende og overraskende analyser. Hans projekt er at undersøge syv teser om sekulariseringen, som primært spinner omkring en dobbelt akse: Kirken – ikke verden – er årsag til sekularisering, og sekularisering er normaltilstanden i syndefaldets 34

verden, hvorfor den aktivt og bevidst skal modarbejdes. Disse analyser er skarpe og vedkommende, og Malm skriver med stor klogskab om det moderne liv (med masser af henvisninger til kirkehistorien). Der er dog også små svipsere som fx hans underlige definition af det hellige, hvor han ikke accepterer Bibelens klare lære om, at det kun er gennem Jesu blod, vi har adgang til den hellige Gud (Hebræerbrevet kapitel 10, vers 19ff; se side 205ff hos Malm), eller hans spøjse karakteristik af liberal og konservativ teologi, som bliver to sider af samme evangeliefornægtende sag – at være konservativ er fx for Malm per definition lig med at være verdensfjern (fx side 204). Men det fjerner ikke indsatsen, som i min optik er ganske brugbar og aktuel. For mig er det store problem dog afsnittet “Man problematiserer ikke Luther” i kapitel 6 (side 171-178), hvor han i tolv punkter opstiller problemerne for og med den lutherske teologi og viser, hvordan den medfører sekularisering. Det er bemærkelsesværdigt, at anklagepunkterne centrerer sig så meget om centralt teologisk stof (læs: retfærdiggørelse ved tro) og ikke den berømte tese om to-regimentelæren, som ellers i høj grad er blevet misbrugt og misforstået i liberal-luthersk teologi. Allerførst: At antallet af kritikpunkter er så højt, er ikke et argument i sig selv, hvis nu anklagepunkterne én for én må falde. Den slags kvantitative taksonomier har det med at virke overbevisende på mange, men det er ikke tvingende argumentation. Dernæst må det vigtigste spørgsmål stilles: Er Luthers teologi i sync med Bibelen? For så må den gælde uanset Malms kulturanalyser. I sine tolv punkter gengiver Malm ikke ét eneste bibelvers, selvom han i flere punkter anklager læren om retfærdiggørelse ved tro for at fylde for meget i luthersk teologi (pkt. 2). Det er kontroversielt, for når man læser igennem Det Nye Testamente, så ser man hurtigt, at netop det lærepunkt er kernen: Johannesevangeliet kapitel 3, vers 16; Markusevangeliet kapitel 10, vers 45; Apostlenes Gerninger kapitel 13, vers 38-39; Romerbrevet kapitel 3, vers 21ff og kapitel 5, vers 1; Galaterbrevet kapitel

3, vers 6-14; Efeserbrevet kapitel 1, vers 7 og kapitel 2, vers 8-10 and so on and so on. Det klinger hult, når Malm siger, at Luther overbetoner et punkt, som fylder så ekstremt meget i Det Nye Testamente selv. Malm kritiserer også det lutherske udgangspunkt: “Hvordan finder jeg en nådig Gud?” (pkt. 1), for hvis mennesket ikke kan få øje på sin synd, så bliver Gud jo irrelevant! Men kære Magnus Malm, nu er det jo ikke sådan, at Gud er er ligeglad med min synd, blot fordi jeg ikke anerkender hans autoritet til at skelne sandt fra falsk. Den præmis bliver svær at føre igennem, hvis man stadig vil fastholde, at Bibelen overhovedet skal have et ord indført. Hvorfor kom Jesus? ”For at opsøge og frelse det fortabte” (Matthæusevangeliet kapitel 18, vers 11).

Luthers hofteskål Har luthersk teologi en svag akilleshæl eller en forslået hofteskål, når det kommer til sekulariseringen? Medfører det sandt bibelske fokus på retfærdiggørelse ved tro, at den kristne afskærer sig fra verden? Malm svarer ja, mens mit svar vil være “måske”. For det kan selvsagt ende sådan, men det behøver ikke at gøre det. Der er ingen tvivl om, at luthersk teologi har en slagside, når det kommer til to-regimentelæren (pkt. 7). Som om den kristne ikke skal gøre sin ”Det klinger tro og sit livssyn gældende uden for kirhult, når Malm kens smalle vægge. Men det var jo netop siger, at Luther ikke, hvad Luther mente med den opdeling. overbetoner et Tværtimod. Blot at kirken som fællesskab punkt, som fylder ikke skulle tilrane sig politisk magt, da det uundgåeligt ville rode det frie evangelium så ekstremt sammen med den verdslige lovs magt og meget i Det Nye Testamente selv” tvang. Det er i mine øjne en meget brugbar og stadig gældende distinktion, også selvom konsekvensen kan være, at ureflekterede eller dovne kristne kan gemme sig bag den teologi. Malm er klar over denne skelnen, men påpeger den historiske, praktiske virkelighed, hvor kirken har fået mundkurv på i politiske spørgsmål. Men at det har været den praktiske konsekvens, betyder jo stadig ikke, at det nødvendigvis skal være sådan også i fremtiden, og det glemmer Malm igen og igen. Malm har også næsten grinagtige indvendinger mod luthersk teologi. I punkt 5 citerer han Luther fra rigsdagen i Worms: ”Her står jeg, jeg kan ikke andet”. Malm bemærker, at Luther her bruger ”jeg” hele to gange i én sætning, og dermed er ”portene åbnet for det væld af individualistiske bibeltolkninger, der skulle følge i kølvandet” på Luther. Jeg læste det måbende. For det første er det jo helt skørt at konkludere så omfattende på én sætning. For det andet kan man læse i enhver Luther-biografi, at Luther formentlig slet ikke sagde den sætning på rigsdagen. For det tredje er det ikke rigtigt, at kirken i forlængelse heraf ophører med at være et ”forpligtende fællesskab for bekendelse og liv”, som Malm ellers skriver i samme punkt. Alle, der læser den augsburgske bekendelse, eller læser Luthers egne skrifter om kirken, ved, at han satte fællesskabet i menigheden højt – både i forhold til bekendelse og liv.

Malm tegner et billede af en samlet luthersk teologi, som ingen repræsenterer i sin fulde skala. Lutherske kristne, som jeg kender dem, fx i KFS, er samfundsengagerede, ivrige disciple, praktiserer åndelige discipliner som bøn, faste, skriftemål, pilgrimsvandringer og lignende. Det mener Malm ellers ikke (pkt. 6). Derfor passer det ikke, når han siger, at troen i luthersk teologi er flyttet fra kroppen til hovedet (pkt. 9) – selvom det måske oftere er en udfordring for os end for andre kristne at få kroppen med. Men igen: ingen tvingende nødvendighed der. ”Bogens I pkt. 4 siger han, at de lutherske opfordring til at kristne kun læser Paulus og ikke evangelileve et helt liv med erne. Til det må jeg sige, at vi i min evangeGud er bestemt lisk-lutherske menighed bruger evangelierelevant for enhver teksterne hver søndag som prædikentekst. kristen” Desuden er der i mit bibelsyn ingen uoverensstemmelse mellem evangelierne og fx Paulus’ breve. Begge dele er Guds levende og virksomme ord til os, og som derfor bærer den samme autoritet over for mig. Malm mener selv, at den vigtigste kritik går på Luthers gudsbillede (pkt. 10). At Luther skulle have frygtet Gud og kun turde være kristen på grund af Kristus. Jeg mener, han fejllæser Luthers biografi. Skrækken for Gud var før den evangeliske opdagelse, som radikalt ændrede hans gudsbillede. Bare tænk på Luthers salmer: “Nu fryde sig hver kristen mand og springe højt af glæde” eller “Vor Gud han er så fast en borg”. Ikke ligefrem præget af skræk. Gudsfrygten er dog et centralt anliggende, både for Luther og for Det Nye Testamente (fx Hebræerbrevet kapitel 10, vers 31). Men Gudsfrygt og barnlig tillid er to sider af samme mønt (Matthæusevangeliet kapitel 10, vers 28-31).

Problemet er bibelkritikken Samlet set vil jeg konkludere, at selvom Malm leverer interessant stof til diskussion og overvejelse, så er hans ammunition mod Luther og luthersk teologi vådt krudt. Det er også værd at bemærke, at idéhistorikerne generelt er enige om, at det mest sekulariserende element i nordisk teologi har været den omfattende bibelkritik, der fulgte i kølvandet på oplysningstiden – ikke Luthers høje syn på skriften eller Guds herredømme udfoldet i de to regimenter. Og da slet ikke i det befriende evangelium, som retfærdiggørelse ved tro udgør! Det ville jo også være mærkeligt, når nu evangeliet er Guds kraft til frelse, for enhver som tror (Romerbrevet kapitel 1, vers 16). Kritikken af Luther fylder i Som om Gud ikke findes stort set ingenting. Det kan derfor virke som eklatant overkill at bruge så meget spalteplads i Til Tro på den skidtspand, Malm har hældt ud. Men anklagen er hård og indbyder til modsvar. Malm virker heller ikke som én, der sætter meget pris på folk, der bare lægger sig ned. Uanset min store uenighed med hans Lutherlæsning (og dermed bibellæsning), vil jeg gerne slutte med at understrege, at Malms bog fortjener at blive læst for dens mange gode pointer og analyser. Bogens opfordring til at leve et helt liv med Gud er bestemt relevant for enhver kristen. ■ 35

Tak til Robert Bladt Af Peter Rask, KFS’ formand Da Preben Elkjær vendte hjem til dansk fodbold var han i sin karrieres efterår. Kroppen var slidt og derfor blev hans korte ophold en fiasko, som kulminerede med et rødt kort i hans sidste kamp. Med andre ord stoppede han for sent, og det gør Robert ikke. Han stopper på et tidspunkt i KFS, hvor vi stadigvæk vil savne ham. Igennem otte år har han ledt vores bevægelse med en sikker hånd, et kærligt overblik og et varmt hjerte. Han har sat aftryk på organisationen og de mennesker, som har været i berøring med den. Nogle af de aftryk vil aftage meget hurtigt (læs: slik genindføres til vores bestyrelsesmøder), og andre aftryk vil have varig effekt og evighedsbetydning, fordi det aftryk, Robert har sat på KFS, er korsformet. Den glæde over evangeliet har også betydet, at Robert naturligt har samlet folk om sig, ikke for at blive hyldet, men for sammen med dem at arbejde på evangeliets udbredelse. Højdepunktet i vores arbejdsfællesskab kom i sommeren 2015, hvor vi sammen rejste til Mexico for at deltage i IFES’ World Assembly (en slags generalforsamling for det internationale studenterarbejde). Det var en skelsættende oplevelse for mig at møde mennesker fra 120 lande, som alle arbejder med studentermission. Da vi var kommet hjem, spurgte jeg ham, hvad den største oplevelse for ham havde været undervejs, hvortil han svarede: ”Den bog jeg havde med!” Og egentlig forstår jeg ham godt. For det er en god bog, som vi faktisk udgiver i efteråret 2016 på Credo forlag. Det er en bog, som handler om at ære Gud med sit arbejde og for mig er det selve definitionen på, hvem Robert er: En mand som med sit arbejde vil ære Gud og udruste de folk, han har omkring sig til at kende Jesus og gøre ham kendt. I KFS lykkedes det til fulde. 36

"Tak, Robert, for alt du gav KFS! Tak for dit evangeliske sindelag! Tak for dit fokus på Jesus! Og tak fordi du har lært mange af os – ikke mindst undertegnede – at godt, kristent forvalterskab også indebærer god virksomhedsledelse!" Jakob Skovgård Højlund, forstander på LTC

“Jeg føler mig ret privilegeret over at have haft Robert som min første chef. Han har været god til at sætte rammer for arbejdet og til at gøre det klart, hvad han forventede af mig, og hvad jeg kunne forvente af ham. Jeg har oplevet af få stor frihed i mit arbejde, og samtidig være sikker på, at jeg altid kunne forstyrre ham, hvis jeg havde brug for det.” Lisa Rom Boye, gymnasiesekretær i Østdanmark

KFS-leder:

Vær med – bær med Af Lars Bjerregaard, sekretariatsleder, lars@kfs.dk

I KFS er vi engageret i studentermission på mange måder. Der er masser af muligheder for, at du kan engagere dig og være med. På gymnasier og videregående studier er der studiestedsgrupper, der danner et kristent fællesskab inden for det faglige miljø og beder for deres studiested. Nogle steder er grupperne tilpas mange til at kunne arrangere events til gavn for studiemiljøet og med fokus på at bære evangeliet ud til medstuderende. Du kan også engagere dig i tværkulturel mission i KFS både blandt internationale studerende i Danmark eller gennem IFES-samarbejdet, hvor vi konkret støtter op om studenterarbejde i Montenegro og andre steder. Når du er med i studentermissionen, så smitter engagementet dit hjerte, så du udvikler passion for den mission. Passion, fordi det involverer de mennesker, du har en nød for – nemlig studerende, danske eller udenlandske, der ikke kender Jesus. At der er studerende, der ikke kender Jesus, er det, KFS er sat i verden for at ændre på, så de lærer Jesus at kende og kan tage stilling til det evangelium, han tilbyder. Hvis du deler den passion for, at studerende skal lære Jesus at kende, så vil jeg nøde dig til at bede for studentermissionen og KFS’ arbejde. Vi har en mægtig Herre, og vi har brug for, at han går foran i alt, vi gør, og at han velsigner planer og pro-

jekter, så derfor er det vigtigt at bære passionen for studentermission frem for Gud også. Vi har som en hjælp konkretiseret bedeemner i den bedeliste, du har fået sammen med magasinet, så der er et bedeemne til hver dag i måneden. Vil du have takke- og bedeemner helt frisk fra fad, så kan du tilmelde dig KFS’ Forbøns- og nyhedsmail på kfs.dk. KFS støtter alle aktiviteterne i studentermissionen økonomisk. KFS betaler bilen, der fragter volontøren ud til de studerende. KFS betaler Uncover-bøger, så du kan læse i Bibelen med en medstuderende. KFS betaler løn til ansatte i Danmark og Montenegro. KFS betaler kakaoen til skolebesøget. Og faktisk er det ikke helt rigtigt, for KFS er ikke en pengetank. KFS er en ressourcecentral. KFS’ midler er gaver fra alle, der deler passionen for studentermission og bærer med økonomisk. Så når du som studerende opretter en fastgiveraftale eller et gavebrev til KFS, så hjælper du med på aktiviteterne. I gennemsnit kan volontørerne køre 500 kilometer for hver studerende fastgiver og sidste år kørte de altså 28.000 kilometer, så der skal mange givere til at bære arbejdet. Evangeliet er gratis, men alle de fede aktiviteter og ressourcer i KFS koster lidt. Vil du være med til at bære med på studentermissionen økonomisk, kan du læse mere på kfs.dk/gavebreve. Du kan også oprette fastgiveraftale på kfs.dk.

Medier:

Religion er en offentligsag

Af Conrad Elmelund, stud.theol., conradelmelund@gmail.com

Jeg blev for nyligt provokeret af Johanne Schmidt-Nielsen, som jeg følger på Facebook. Hun var oprørt over mødet med en missionpræst, som var en del af DR’s udsendelse ”De unge præster”. Her blev hun konfronteret med synspunkter forskellige fra den altædende sekularisme, hun selv ofte agiterer for. Hendes instinktive reaktion var en udmelding om, at religion ikke er et offentligt anliggende. Hendes konkrete irritation var, at hun over skatten økonomisk underholder en forkyndelse af et religiøst budskab, da hun slet ikke er medlem af folkekirken. Jeg meldte ditto, da jeg ligeledes ikke er medlem af Enhedslisten, men over skatten økonomisk underholder Johannes ideologiske forkyndelse. Mit syn på hendes ideologi, er parallelt med hendes syn på min religion. Johannes opslag er et udtryk for den tendens, at man ud fra mødet med en religiøs position, man er uenig i, ønsker at begrænse religion generelt. Det samme kan ses i forslaget om at begrænse ytringsfriheden for religiøse hadprædikanter, mens der nænsomt værnes om politiske hadprædikanters ytringsfrihed. Der er ikke tale om et opgør med samfundsskadelig virksomhed, men religion specifikt. Jeg mener dog hverken, at missionspræstens holdninger er hadefulde eller samfundsskadelige.

Ideologisk tro Nogle vil indvende, at folkekirken og folketinget ikke kan paralleliseres sådan, men at man må besinde sig på Luthers skelnen mellem regimen-

terne. Den hives, mestendels i utide, frem i den offentlige debat, når religiøse ønskes diskvalificeret fra debatten. Luthers pointe var imidlertid aldrig, at der gælder forskellige etikker i det politiske og det religiøse, det offentlige og det private. Derimod gælder forskellig magtanvendelse (korporlig og åndelig). Netop dette ignorerede venstrefløjen og halvdelen af VK ved, imod bekendelsesskrifterne og flere biskoppers protester, at indføre homoseksuelle vielser i kirken. Når Johanne skriver, at forkyndelsens indhold er medlemmernes anliggende, klinger det dermed hult. Religion er ikke en privatsag. Hver gang noget bedømmes for ret eller slet, hvad Johanne ofte gør, foretages en etisk bedømmelse på bagrund af en tro. Nogles tro kaldes religion, andres ideologi. Johanne tror blandt andet på menneskers lighed, hvilket for øvrigt er himmelråbende inkohærent med den darwinistiske ideologi, som danner grundlaget for den ateistiske socialisme. Ud fra en sådan trospåstand, fremmer hun sin ideologi, underholdt af staten. Forskellen på hendes og missionspræstens etiske udtaleler er, at missionspræsten, modsat Johanne, kun forkynder sit evangelium delvist på offentlig forsørgelse (Staten giver kirken et løntilskud svarende til de samfundsrelaterede opgaver præsten udfører, så Johanne betaler faktisk ikke for forkyndelsen). Johannes, og alle politikeres tro, og tro generelt, er derfor i højeste grad en offentligsag, da det er det handlingsmotiverende grundlag. Johanne hævder alles ret til ikke at tro. Det, at hævde, at ens tro er en ikketro, er et kamufleret forsøg på at tilrane sig en privilegeret og objektiv position, hvorfra andres livsanskuelser kan diskvalificeres som subjektive spekulationer. Ideologi er også tro.

Fordel at samle events til en uge Marie Ibsen Hoffmann var ansvarlig for lunchbars i Nobelparken under eventugen Challenge i Aarhus i april. Læs hendes tanker om at samle en masse events på en enkelt uge. Citat fra længere interview med engelskstuderende Marie Ibsen Hoffmann på kfs.dk ”Challenge ændrede min mentalitet” ”Det er mega effektivt at samle det i flere dage i streg. I denne uge har vi også set det. Den første dag i mandags kom der 30 og i slutningen, de sidste to dage, har vi været 70 mennesker her i Nobel. Det viser noget om, at når det er nyt, og folk ikke rigtig ved, hvad det er, så er det lidt skræmmende, og folk har ikke rigtig lyst til at være en del af det. Men når det har været der en hel uge, og folk har

snakket om det, og vi har mødt alle med flyers mindst fem gange. Så er det som om, der er flere, der tør at tage skridtet. Ud over det, så tror jeg det glider bedre, når man har prøvet det dagen før på præcis samme måde. Så ved man, hvad det handler om dagen efter. Vi, der har været ude med flyers, ser jo de folk, vi så i går, og så kan man sige ”hej igen”, og ”nu er det her igen.” Man kommer til at kende folk, fordi man er ude. Og det at have et gennemgående tema er bedre, når det er intenst, fordi man kan have nogle emner, der er linket sammen. Så kommer man mere i dybden, og man får forklaret nogle spørgsmål, som blev stillet dagen før. Så kan man sige ”det snakker vi om i morgen,” og så er der grund til at folk kommer tilbage. Det er svært lige at nå rundt om det hele, når man har 20 minutter til en lunchbar.”

Dobbelt så mange tværkulturelle events Af JJJ

Det andet år i målsætningsperioden er nu afsluttet, og vi kan nu se, om vi har nået målet om at forøge tallene i forhold til sidste år. Det er tilfældet på fire ud af de syv parametre, og dertil kommer, at antallet at åbne bibelstudiegrupper er nået det samme. Der er altså to parametre, hvor tallene er lavere end sidste skoleår. Det gælder antallet af kontaktpersoner og aktive deltagere. Det er kritisk, da netop de studerende er centrale for, at KFS kan nå det større mål om at kende Jesus og gøre Jesus kendt i studieverdenen. På den anden side kan vi se, at faldet siden sidste skoleår ikke er resulteret i færre events eller fællesskaber. Antallet af åbne bibelstudiefællesskaber er som nævnt det samme som sidste år, men det betyder ikke, at alle fællesskaberne blot er fortsat. Mindst syv af de elleve er nye fællesskaber. På det tværkulturelle område har det været et rigtig godt år, hvis vi kigger på tallene.

Her har vi fået to nye fællesskaber, og mere end fordoblet antallet af events. Vi ser nu fremad mod næste år, hvor vi står med lidt færre ansatte, men til gengæld med større erfaring i at støtte de studerendes engagement i studieverdenen.

2014 -

2015 - 2016 - 2017

95 af 93 studiestedsgrupper 102,2 procent 131 af 142 kontaktpersoner 92,3 procent 1223 af 1311 aktive deltagere 93,3 procent 11 af 11 åbne bibelstudiegrupper 100 procent 287 af 275 apologetiske events 104,4 procent 31 af 15 tværkulturelle events 206,7 procent 7 af 5 tværkulturelle fællesskaber 140 procent

SYGDOM AFMAGT TAB ENSOMHED LIDELSE 40

Det gør alligevel ondt Af Louise Høgild Pedersen, bach.theol., hoegild2504@gmail.com

”Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet.” Romerbrevet kapitel 8, vers 28 Sygdom Afmagt Tab Ensomhed Lidelse Jeg kender betydningen af verset fra Romerbrevet. "Lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os." "For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren." "Hvor var du, da jeg grundlagde jorden? Fortæl det, hvis du har forstand til det! Hvem bestemte dens mål – det ved du vel? Hvem spændte målesnoren udover den? … Har du nogen sinde beordret morgenen frem, anvist morgenrøden dens plads?" Hver især har disse vers samme toner. De spiller som en melodi neden under hele Bibelen. Gud er Gud, jeg er menneske. Gud er højt ophøjet, jeg kryber langs jorden og ser kun en brøkdel af verden. Gud har det store overblik. Gud er Gud! Gud er kærlig. Han kan hverken elske mig mere eller mindre. Han kender hvert et skridt, jeg tager. Han har gode planer for mig. Gud elsker mig. Jeg sidder på bagerste række i kirken, helt stille, prøver at gemme mig væk.

Lovsangsbandet spiller den første sang, vi skal alle sammen rejse os. Jeg orker det ikke, men det er svært at gemme sig, hvis man er den eneste, som sidder ned. Jeg rejser mig, synger ikke med. Lytter til tonerne, hører ordene fra lovsangen, “Alene Kristus er mit håb”. Menneskemængden, lyden, ordene, de løftede hænder. Alt sammen flyder det sammen til en utilnærmelig masse. Hvorfor kan de alle sammen synge med? “Han er min trøst, hvor end jeg går”, synger de i slutningen af første vers. Mine tanker vandrer væk. Gad vide, om trøsten, der tales om, kan mærkes, føles, eller må jeg bare tro den? Sangen slutter “Indtil jeg kaldes hjem til ham, får jeg min styrke fra Guds lam.” Jeg er så voldsomt træt. Gad vide, om den styrke, der tales om, kan mærkes, eller må jeg bare tro den? Sangen forstummer. Det er igen muligt at forsvinde på kirkebænken. Nu er det ikke længere lovsang, som strømmer ud af højtalerne. Derimod proklamerer tekstlæseren med høj røst; "Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet." Jeg forstår godt teksten, tror den også. Men det – sygdom, afmagt, tab, ensomhed, lidelse – gør alligevel ondt! Lykke, det gode, er grundlæggende anderledes fra Guds perspektiv end fra mit, det ved jeg godt. Men det er som om, teksten, fuldstændig imod intentionen, tilføjer afmagt til mit følelsesregister. Den lidelse, som før var næsten uudholdelig, er nu blandet med dårlig samvittighed over ikke

at kunne se det gode. Dårlig samvittighed over at lytte til mine følelser, som jeg ved i et vist omfang lyver for mig. Teksten er Guds levende sande Ord. Indeni mærker jeg dog modviljen mod det sande svar. Måske fordi det virker letkøbt, og alligevel overhovedet ikke. Det føles som om, ordene tramper henover mig. De banker mine problemer i jorden, sætter mig på plads. For hvor var jeg, da Gud grundlagde jorden? Det er jo rigtigt, hvem er jeg, at jeg beklager mig? Men det – sygdom, afmagt, tab, ensomhed, lidelse – gør alligevel ondt! Hvad gør man ved en følelse, som sidder i hele kroppen, men alligevel ikke kan lokaliseres? En følelse, som ufortrødent bliver ved, som ikke kan glemmes. Hjemme igen falder vandet fra mine øjne. Det løber ned på bordet og efterlader sit permanente mærke i træet til minde om livets bagside. En bagside, der nogle gange føles som forsiden. Jeg sætter mig ud i solen. Fra min plads på trappetrinet foran min dør, kan jeg se mennesker haste forbi på gaden. Gad vide, om de ved, at hele verden er i forfald. Fylder livets forside eller bagside mest hos dem. Ser de hinanden, eller ser de bare sig selv. De smiler, men er smilet ægte? Elsker de Gud og forstår de, hvordan alt kan virke til gode? Jeg tænker igen på Romerbrevet. Virker til gode for den, der elsker Gud... Elsker jeg Gud, elsker jeg ham nok? … efter hans beslutning er kaldet. Som jeg sidder der på trappen, med en kop halvlunken kaffe i hånden, hober spørgsmålene sig op i mit hoved. Er jeg ikke kaldet? Jeg bliver ved sige til mig selv, Guds gode er, 41

jeg har læst vers 28, men har glemt det store billede. Er Gud virkelig en Gud, som tramper henover lidelse? For du er dyrebar i mine øjne, højt agtet, og jeg elsker dig. Og kast alt jeres bekymring på ham, for han har omsorg for jer. at jeg bliver frelst. Tror jeg på Jesus, er jeg frelst, så er jeg kaldet. Gud har gjort alting for min frelse, jeg skal intet gøre! Jeg gentager det igen for mig selv. Igen og igen og igen. Gode, frelse, intet. Jeg kan alligevel ikke lade være med at føle afmagt. Jeg kan ikke tillade mig at være ked af det, jeg kan ikke tillade mig at føle noget som ondt. Spiralen går nedad. I det øjeblik, der tilføres afmagt på grund af lidelse, som jeg altså ikke burde føle, er der bare endnu flere følelser, som jo stadig ikke bør være der. Jeg har brugt min tid på at ignorere det, som kan gøre ondt . Men det ville være en løgn at blive ved med at løbe fra det. Jeg forstår godt Romerbrevet kapitel 8, vers 28. Eller hvad? Måske forstår jeg det faktisk ikke. Måske er jeg frustreret, fordi

Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Jeg kan ikke se anden udvej, end at jeg må læse hele Bibelen, alle vers, i tro. Både de vers, som jeg med lettelse læser, og dem, som synes svære. Jeg kommer ikke uden om dem. Jeg er nødt til også at læse de vers, som får tårerne frem i mine øjne. Jeg er nødt til at læse på baggrund af det, jeg ved om Gud. Ikke hvad jeg oplever om Gud lige nu, men hvad min erfaring ved om Gud. Min erfaring ved, at han faktisk har omsorg for mig, det må jeg tro. Det er måske den sværeste øvelse jeg nogensinde vil komme ud for. Måske er det endda umuligt, men jeg må tro det. Hvad tror du? ■

TID TIL FORDYBELSE

DK-3400 Hillerød | tlf.: 4826 0766 | lmh@lmh.dk

luthersk missions højskole

Find os på lmh.dk eller på

Magasinpost SMP · · ID-nr. 42728 · ·

“”

Og her kommer så det mærkeligste af alt: Gud påtager sig anklagen og lader sig hænge på et kors og dør under de frygteligste pinsler, forladt af mennesker – og Gud. Gud forladt af Gud. Det er gådefuldt, og det er stort. I ét brændpunkt samler det hele sig: al verdens ondskab og lidelse, skyld og straf, tilgivelse og forsoning. Henrik Højlund, temaartikel side 10

Støt KFS’ arbejde økonomisk

Hvad går pengene til? Fx Uncover

Via MobilePay: 61 27 14 97 Via bankoverførsel: 9544-0004054954 Via støttemodulet på kfs.dk – klik på

STØT KFS

i højre side

Du kan også blive fastgiver via støttemodulet! Vi indberetter alle gaver til SKAT, hvis vi får dit CPR-nummer 44

Økonomi skal ikke afholde nogen fra at læse i Bibelen med sine medstuderende. Derfor har KFS valgt give Uncover Johannesevangeliet gratis. Skriv Uncover i kommentaren, når du giver din gave.