Page 1

20 12

Kristeligt Forbund for Studerende

Tema: Fællesskab KFS’ delmål er overgået » 4 Det fedeste? At arbejde med KFS’ere! » 6 Udlandspraktik made easier » 7 ”En mulighed for at fortælle hvorfor jeg tror” » 10


her står du Ny webmedarbejder

9 13

Det fedeste arbejde

KFS’eren

3 4 7

Årets STiK-lejr

Tema: Fællesskab

Gaven og opgaven

15 16 19 21 23 27 30 31 Fotoserie

Guds svage punkt

Rigtige venner

Kunsten at leve i parforhold

Gud har sat os her i vejkrydset

Bøger

Medier

Ensomhed

Generalens


artikel · Fællesskab · 2012 · # 2 · TIL TRO

Leder

Hvad er ægteskab? Af generalsekretær Robert Bladt robert@kfs.dk

Spørgsmålet virker nærmest besynderligt. Skulle der være tvivl om, hvad et ægteskab er? Efter at Social- og integrationsministeren i januar sendte et lovforslag i høring, er det imidlertid pludselig blevet et påtrængende spørgsmål. Lovforslaget lægger op til at gøre ægteskabet kønsneutralt. Rokker det nu så fundamentalt ved forståelsen af ægteskabet? Ja, det gør det. Ægteskabet har ganske vist forskellige udtryksformer i forskellige kulturer og i forskellige perioder i historien. Men det har kendetegnet ægteskabet gennem alle tider og i alle kulturer, at det er et personligt, socialt og seksuelt fællesskab mellem en mand og en kvinde. Ifølge Bibelen er ægteskabet ikke kun en kulturel institution. Det er en af de fundamentale ordninger, Gud har lagt ned over menneskelivet for at fremme kærligheden mellem mennesker. Det er en ordning, som sætter en ramme for forelskelse, sex, børn og familie. Ægteskabet gør det muligt for os at nyde den del af Guds gode gaver, som følger af, at vi er skabt som mand og kvinde. Ægteskabet er samfundets mindste fællesskab og en afgørende byggesten for de øvrige fællesskaber i et samfund. Det er for at beskytte den enkelte og samfundet, at Gud byder os: ”Du må ikke bryde et ægteskab.”

Udgiver Kristeligt Forbund For Studerende Ribevej 71, Ødsted 7100 Vejle Tlf: 35 43 82 82 Fax: 35 43 48 04 E-mail: kfs@kfs.dk TIL TRO: tiltro@kfs.dk Giro: 405-4954 Abonnement Det er gratis at modtage Til Tro, men du er velkommen til at betale et frivilligt abonnement med lige netop det beløb, du har lyst til at give KFS. Et frivilligt abonnement er, ligesom alle andre gaver til KFS, fradragsberettiget. Sæt pengene ind på reg. 9544, kontonr. 0004054954

Ved at lægge op til en omdefinering af ægteskabet, piller politikerne ved noget helt fundamentalt i samfundets opbygning. Aldrig før i den kendte historie har det været samfund, som gjorde ægteskabet til en kønsneutral institution. Derfor er konsekvenserne ukendte. Men i lyset af Bibelens beskrivelse af ægteskabet som en fundamental institution, der hører tæt sammen med skabelsen af mennesket som mand og kvinde, må vi forvente, at konsekvenserne vil være dramatiske og føre megen smerte med sig. Men hvad stiller vi da som kirke op med udfordringen fra homoseksuelle par? Det er en vanskelig, men vigtig udfordring. Bibelen har imidlertid et ord for deres fællesskab. Det er ikke et ægteskab, det er et venskab. Det betyder, at Bibelen ikke på nogen måde forbyder to af samme køn at elske hinanden. Guds ord lærer os, at den erotiske kærlighed hører hjemme i ægteskabet mellem en mand og en kvinde. Men den venskabelige og den selvopofrende kærlighed hører hjemme i alle fællesskaber, ikke mindst venskabet. Kommenter på kfs.dk

Redaktionen Gymnasiesekretær Kathrine Kofod-Frederiksen (ansvarshavende redaktør) Kommunikationsmedarbejder Jens Jørgen Jensen (redaktionssekretær og nyhedsredaktør) Stud.hum.inf Mathilde Due Ørskov Stud.ling Vera Sønderby Jensen Stud.scient Simon Stark Sygeplejestuderende Liv Braüner Jensen Stud.theol Peter Bæk Pædagogmedhjælper Mikkel Haahr Andersen Lærerstuderende Daniel Sundgaard Layout og illustrationer Stud.IT i iDigitale medier Morten Keilow Stud.IT i iDigitale medier Jakob Askholm

Tryk: Øko Tryk ISSN: 1395-9786 Hjemmeside: www.tiltro.dk Design Martin Luckmann & Klaus Juul Jensen Annoncer Kontakt KFS på tlf. 35438282 eller kfs@kfs.dk

3


4

TIL TRO · # 2 · 2012 · nyheder

KFS’ delmål er overgået Et af målsætningsarbejdets delmål, nemlig at have 200 grupper og kontaktpersoner i løbet af de tre år, er overgået, da tallet nu ligger på 204. Af Jens Jørgen Jensen, jens@kfs.dk For snart tre år siden besluttede KFS sig for at sætte nogle mål for det arbejde, frivillige og ansatte gør på landets studiesteder. - Vi anså det for at være et realistisk, men ambitiøst mål at besøge alle landets studiesteder i løbet af tre år. Det er derfor dejligt, at vi har opnået det måske vigtigste delmål, nemlig at have kontakt til kristne på 200 studiesteder i løbet af de tre år, siger generalsekretær Robert Bladt. Delmålet om 200 kontakter er et særligt mål at have nået. Det betyder, at der er kristne på studiestederne i hverdagen, som kan gøre en forskel gennem eksempelvis bøn.

Stadig noget at gøre Men selv om antallet af grupper er overgået målsætningen, er der stadig et vigtigt arbejde at gøre. Selvom de andre delmål er tæt på at være nået, betyder det ikke, at målet bliver let at nå. - Det er klart, at de sidste studiesteder er de mest krævende, fordi det er de studiesteder, hvor vi ikke har kontakt til kristne, eller hvor studiestedet siger nej til vores besøg. Målsætningen har befordret en kreativitet og et fokus på studiesteder, vi ikke tidligere har besøgt, forklarer Robert og illustrerer udfordringen med situationen i Østdanmark,

- Ud af de 67 almene gymnasier i Østdanmark har 33 takket nej til at få besøg af KFS med en stand. En tredjedel af disse skoler har vi imidlertid fået religionstimer på gennem direkte henvendelse til religionslærerne. På de resterende skoler er vi henvist til at hænge plakater op eller måske komme i dialog med de studerende gennem et spørgeskema. I løbet af foråret skal vi følge op på de sidste studiesteder for at se, hvordan vi også kan besøge dem.

Regnskab 2011

Bogen er gjort op Af sekretariatsleder Lars Bjerregaard Pedersen, lars@kfs.dk KFS kommer ud af 2011 med et lille underskud på 20.512 kr. Vi havde budgetteret med et overskud. Grunden til, at vi ikke holdt det budget, var til dels mindre engangsgaver og samtidig en ukalkuleret udgift ved en forsikringsretssag, som vi tabte. Vi har kunnet spare på vores almindelige driftsomkostninger og er alt i alt glade for en sund økonomi i KFS. Der er al mulig grund til at takke både Gud og vores mange trofaste givere for støtten til arbejdet i studieverdenen.

Det er vigtigt i en organisation som KFS, at der af og til er mulighed for at tage nye initiativer og sætte nye satsninger i gang – som for eksempel vores nuværende målsætning om at besøge alle større studiesteder i Danmark, som vi afslutter til sommer. Vi vil nemlig gerne blive endnu bedre til at bringe Kristus til studieverdenen. Derfor har vi fortsat brug for både økonomisk støtte og forbøn i årene, der kommer. Tak til alle jer der med gaver og forbøn bærer KFS´ vision!

Sekretariatsleder Lars Bjerregaard Pedersen


nyheder nyheder · · 2012 2011 ·· ## 26 · TIL TRO

Glæder sig til kreativ webudfoldelse KFS’ nye webmedarbejder, Martin Vase, har KFS i blodet og webudvikling i fingrene. - KFS har altid været tæt på, ikke kun geo grafisk på grund af min opvækst i Ødsted, hvor KFS har sit hovedsæde. Men KFS har også haft stor indflydelse i min familie, hvor både mine forældre og søskende er eller har været engageret i KFS, fortæller Martin. Desuden har Martin stået bag Odense KFS’ hjemmeside – og har på den måde både fået indblik i KFS’ arbejde og organisationens behov på nettet. Weberfaringen er også kommet mange andre steder fra – for faktisk har Martin ”leget” på nettet, lige siden han var ganske lille. Så det er bestemt ikke nogen uerfaren webmedarbejder, KFS har fået inden for murene – Martin har faktisk udviklet flere programmer og har haft fingrene dybt begravet i både PHP, MySQL og jQuery.

Og fremover bliver det så KFS’ hjemmesider, der får glæde af Martins talenter – hvilket både KFS og den nye webmedarbejder ser frem til.

Martin Vase, ny webmedarbejder i KFS.

- Jeg glæder mig til at blive udfordret af og vokse i den opgave, jeg står overfor. Jeg ser frem til at udfolde min kreativitet inden for en sag og en organisation, som jeg er begejstret for, siger Martin Vase, KFS nye webmedarbejder per 1. februar. Og han fortsætter: - KFS må gerne blive ved med at blomstre, også når det gælder webdelen, og jeg er glad for, at jeg har fået lov til at tage et konkret medansvar. Det er helt klart et ansvar, jeg vil gøre mit bedste for at leve op til. Selvom han på papiret hverken har KFS-erfaring eller uddannelse inden for webudvikling, er det langt fra hele historien – Martin har faktisk et særdeles godt indblik i både KFS og webarbejdet:

Glæder sig til energisk arbejdsplads Jens Jørgen Jensen er blevet ansat som kommunikationsmedarbejder i KFS. Den nyuddannede kandidat i journalistik gik i gang med arbejdet på sekretariatet i Ødsted 1. februar. hjælp til at være kristen dér og ikke kun i kirken, fortæller Jens. KFS’ nye kommunikationsmedarbejder har også været elev på KFS’ Ledertræningscenter, hvor han i 2003-4 havde sin hverdag. Han har desuden været med til at arrangere Påskelejr et enkelt år. Nu skal KFS-engagementet lægges i magasinet Til Tro, nyhedsmailen KFSpresso og KFS’ hjemmeside kfs.dk. - Jeg glæder mig til at prøve kræfter med alle de ting, jeg har lært på studiet. Og så ser jeg meget frem til at være en del af det kollegafællesskab, som er på sekretariatet, lyder det fra Jens. Jens bor i Aarhus, er gift med Laura og sammen har de Hella på halvandet år. Den tidligere kommunikationsmedarbejder, Helle Bastrup, har været i KFS siden

juni 2008. Hun har siden 1. februar arbejdet som journalist på Kristeligt Dagblads redaktion i Aarhus.

Jens Jørgen Jensen, ny kommunikationsmedarbejder i KFS.

- At skulle være kommunikationsmedarbejder hos KFS er for mig en ideel kombination af min kærlighed til KFS og min uddannelse, siger Jens Jørgen Jensen, der havde første arbejdsdag den 1. februar. KFS er præget af unge og unge medarbejdere, og det, mener Jens, giver masser af energi, gejst og engagement, som han glæder sig til at blive en del af og selv biddrage til. Den uddannelsesmæssige baggrund er en bachelor i idehistorie og psykologi og herefter en kandidat i journalistik (cand. public). Og at det er KFS, der er blevet Jens’ første arbejdsplads, passer ham godt. - Som gymnasieelev elskede jeg at komme på lejrene og møde en masse mennesker – og KFS på skolen har været en hjælp til at være tydelig i min tro – at få

55


6

TIL TRO · # 2 · 2012 · nyheder

Det fedeste? At arbejde med KFS’ere! Kommunikationsmedarbejderen har sat to af de nye volontører, Kristoffer Hummelmose Enevoldsen og Markus Rønn Lind, stævne. Læs nogle af de tanker de to LTC’ere gør sig om deres kommende job.

Af Jens Jørgen Jensen

Hvad er det fedeste ved at skulle være volontør? K (Kristoffer): At få lov at arbejde med KFS’ere. Det er unge kristne ligesom mig selv, som har nogle fede historier. M (Markus): … og lade sig inspirere af dem. Det er en fed mulighed for at snakke med nogen, som ikke er så langt fra en selv. K: De møder, jeg har haft med ikkekristne som LTC’er, har været helt vildt fede og spændende. Det har også været meget udfordrende. Jeg tror, det er en rigtig god vekslen mellem de to opgaver. At arbejde med både KFS’ere og ikkekristne. M: Det at snakke med dem, der ikke er KFS’ere, er også at få et blik udefra og spørge, ”hvordan ser dit liv ud?” Jeg er et

meget ekstrovert menneske og får utrolig meget energi af at være sammen med nye mennesker og mange mennesker. Jeg har også savnet mere af det på LTC. Der ser jeg en volontørstilling som et fuldtidsarbejde i det, jeg elsker at lave og får noget ud af at lave.

Hvorfor lige volontør i KFS og ikke ude i verden eller en anden organisation? M: Det er en unik mulighed for at tale med folk ind i en alder, hvor de tumler med nogle tanker omkring liv, eksistens og alt muligt, og så snakke med dem om det. Det, tror jeg, er enormt vigtigt at gøre i Danmark også. Der kan KFS noget. De har kontakten,

og der er et arbejde i gang, som man kan træde ind i. K: LTC har været et virkeligt givende år for mig. Så jeg tror, at jeg har tænkt, at hvis Gud ville, kunne jeg godt tænke mig at bruge et år mere i det arbejde. Jeg tror, man skal søge derhen, hvor Gud arbejder. Og blandt unge i Danmark er det KFS, som jeg kan se gøre en rigtig stor forskel. Så det, synes jeg, kunne være fedt at biddrage til og være en del af.

Hvad bli’r det mest udfordrende? K: Når man som LTC’er er af sted på Discipeltræf og Påskelejr for eksempel. Så har man mulighed for at være lidt fleksibel i forhold til, hvor meget man lige er til stede. Det skal der selvfølgelig også være plads til som volontør, men der har man måske også lige skubbet sig en tand mere ud. Nu er man reelt ansat af KFS og går ikke bare på KFS’ højskole. Så skal man også turde være det skridt mere tydelig og nærværende mellem mennesker. M: Når man kommer ud som LTC’er, er man lige blevet student, og man er lidt mere på lige fod med gymnasieeleverne, og jeg håber ikke, det gør en forskel, at man nu har fået et skilt, hvor der står volontør på. Jeg er stadig den samme og vil gerne snakke med folk på samme måde, som jeg har snakket med folk på LTC.

Den tredje volontør er den tidligere LTC’er Casper ”Sjuske” Thomsen, der i det seneste år har været volontør på Grejsdalens Efterskole.


nyheder nyheder · · 2012 2011 ·· ## 26 · TIL TRO

Udlandspraktik made easier En ny hjemmeside, der giver overblik over studiepraktikker i udlandet, er netop lanceret på årets påskelejr. KFS’ udvalg for international mission har netop sat en database i søen, som gør det nemmere for studerende at arrangere en udlandspraktik. Det overordnede sigte med sitet er ganske simpelt, at flere kristne

række kristne sendeorganisationer tilknyttet, som løbende vil udbyde projekter. Vi ved, at der er studerende, der tager af sted i dag med kristne sendeorganisationer, men vi ønsker at se mange flere studerende få

til stor berigelse for deres liv som kristne. Sendeorganisationer kan til gengæld få tilknyttet dygtige studerende, der løser opgaver med stort engagement, og måske få den første kontakt med en fremtidig medarbejder.

Arne Nedergaard

”Missiontrips”

studerende vil tage ud i verden under studierne for at gøre en forskel. - Vi ønsker med denne portal, at mange flere studerende har et ophold i udlandet i løbet af deres studier. Portalen har en

disse muligheder, siger Arne Nedergaard Kousholt, der er en af initiativtagerne, og fortsætter, - Vi tror på, at det kan blive af stor værdi for deres personlige udvikling, ikke mindst

Arne har selv været i Singapore under sine ingeniørstudier, og det var en oplevelse, som stadig betyder meget for ham. I Singapore blev Arne fascineret af den særlige ”træningstankegang,” de havde der. En klar forventning var, at alle studerende i løbet af deres studie tog på et såkaldt ”missiontrip”. - Der var noget de studerende gjorde i deres sommerferie, og fik finansieret via private donationer, via indsamlinger på campus og i deres kirker. Det kunne være alt fra gadeevangelisation til skovfredningsprojekter. I missionsudvalget, var der andre, som også havde lyst til at fremme sådanne initiativer i en dansk kontekst. Det er nu konkretiseret i et site, der gør det nemmere for studerende at planlægge udlandspraktikker. Sitet fungerer som et centralt sted for nødvendige informationer, når en meningsfuld studiepraktik i udlandet skal arrangeres.

Læs mere på udlandspraktik.kfs.dk og meld dig til mailinglisten, så du får besked, når der er nye relevante praktikker på hjemmesiden.

77


8

TIL TRO · # 2 · 2012 · nyheder

Lille lejr med stort udbytte Året STiK-lejr foregår mandag til fredag i uge 27 under temaet ”Guds fulde rustning.” Af Jens Jørgen Jensen, jens@kfs.dk - Jeg glæder mig. Det er en rigtig udbytterig lejr for deltagerne. Sidste års evalueringer fik os med det samme til at konkludere, at STiK skulle gentages i 2012, siger Frank Kristensen, der til dagligt er lærer på LTC og

er hovedansvarlig for STiK-2012. STiK er navnet på KFS’ sommerlejr for studerende på gymnasiale skoler. Udrustning er et af nøgleordene for STiK 2012. Både fordi lejrens tema er ”Guds fulde rustning,” men også fordi et helt centralt mål er, at deltagerne må blive styrkede i troen og godt klædt på i forhold til hverdagen som studerende. - Der er rigtig mange spørgsmål, som andre stiller til ens tro i hverdagen. Faktisk stiller vi jo også mange af spørgsmålene selv, og det kan være udfordrende for troen. Vi vil gerne tage fat i disse spørgsmål på STiK, så lejren giver større frimodighed og glæde i kristenlivet, fortæller Frank. Lejren har plads til maksimalt 30 deltagere, og det giver mulighed for at få et godt

socialt fællesskab på lejren, samtidig med, at der mulighed for en fordybelse, man har ikke altid har tid til i hverdagen. - Vi har også meget fokus på fællesskabet, fordi det er vigtigt, at seminarer og undervisning bliver suppleret med god sommerhygge og de gode snakke om liv og tro. Det er jo også nogle gange nogle svære spørgsmål, vi tager fat i. Så er det godt, at der er plads til at komme lidt ind under huden på hinanden socialt også. STiK foregår på LTC i Ødsted – tæt på Vejle – den 2.-6. juli. Seneste tilmelding er fredag den 22. juni. Se mere på kfs.dk/stik.

Bed for verden Japan Det er nu omkring et år siden, at et stort jordskælv efterfulgt af en tsunami ramte Japans nordøstlige kyst. Tak Gud for studerende fra hele Japan, der har vist kærlighed og solidaritet til dem, som har lidt under katastrofen. Hjælpearbejdet er stadig i gang – bed for kristne studerende i KGK (det Japanske KFS), der på skrift besøger de ramte områder og hjælper lokale fællesskaber og studerende. Bed om at Gud må bruge dem til at dele det håb, de har i Kristus og styrke arbejdet i området.

Malta Bed for de kristne studentermedarbejdere i Malta, som forsøger at få det bedste

ud af mulighederne for at nå studerende gennem samtaler, events og ”Christianity Explained”-kurser. Bed om at de må finde svar på deres spørgsmål gennem bibellæsning. Bed også for Åndens kraft, kærlighed og discipelskab blandt de få kristne studerende der.

Centralasien Tak Gud for at have rejst en lokal til at overtage posten som IFES’ koordinator i Centralasien. Det er første gang, at en lokal har besat denne stilling. Bed om at teamet må kunne få et godt samarbejde under hans lederskab, og for hans supervision indtil han officielt overtager rollen i juni.

Rwanda UGBR Rwanda har meget at takke for dette år: Guds gave i en ny generalsekretær, Alice Mugeni, fire fuldtidsansatte, to etårsvolontører og en stærk struktur mellem studenterende, som støtter staben. Et af deres bønneemner er, at studerende må vokse i nøden for dem, der aldrig har hørt evangeliet.


nyheder nyheder · · 2012 2011 ·· ## 26 · TIL TRO

CREDO bestsellers

KFS har i mange år solgt CREDO-bøger, og der er stadig godt gang i salget. Her får du oversigten over bestsellere i 2011. 1. Gud for skeptikere Keller, Timothy 724 solgte 2011 Genoptryk på vej

2. Liv med mening Peterson, Eugene H. 560 solgte 2011

3. Miniguide til Bibelen Sejergaard, Jørgen (red.) 524 solgte

4. Fællessang Fællessang 519 solgte 2010

5. Døden, sorgen, håbet Kofod-Svendsen, Flemming 442 solgte 2011 Genoptrykt i 2011

6. Katekismus updated Pedersen, Carsten Hjorth (red.) 332 solgte

7. Fællessang med spiral Fællessang 297 solgte 2010

8. De fortabte sønners Gud Keller, Timothy 270 solgte 2010

9. Den nøgne sandhed om seksualitet Winner, Lauren F. 241 solgte 2011

10. Pletskud Hoffmann, Kirsten & Poul 192 solgte 2010

99


TIL TRO · # 2 · 2012 · KFS’eren

KFS’eren ”En mulighed for at fortælle hvorfor jeg tror” I gymkredsen i Aarhus har Andreas Sahlholdt været med til at gennemføre et kristendomskursus over fire aftner. Det er anden gang, de gør det, så det er blevet deres nye tradition. Af Jens Jørgen Jensen, jens@kfs.dk - Det, der motiverer mig, er, at jeg har mulighed for at fortælle om, hvorfor jeg tror, og hvorfor det giver mening for mig, fortæller Andreas Sahlholdt om et kristendomskursus i gymkredsen i Aarhus. Det er andet år i træk, at de arrangerer møder, som tager fat i de mest basale emner i den kristne tro. Her kan ”gymmerne” fra gymkredsen invitere deres klassekammerater med og dermed få en dialog om deres tro. Den første aften var Robert Bladt på besøg. Emnet var spørgsmålet om, hvorfor der er lidelse i verden, hvis Gud er god. Aftnen fungerede som en kickstart af projektet, og KFS’erne har været gode til at invitere. - Vi havde lavet nogle små sedler, som var en reklame for det. Dem gav vi til KFS’erne i gymkredsen, så de kunne give dem videre til deres klassekammerater. Der var flere, som stillede sig op foran deres klasse for at fortælle om mødet. Folk var rigtig aktive, så der var femten udefra, der kom og hørte Robert Bladt den aften, lyder det begejstret fra Andreas.

Andreas var selv en af dem, der inviterede sine klassekammerater med, og der var en ven, der tog imod invitationen. - Ham, jeg havde med, synes, at det var rigtig udfordrende – men også meget spændende – at høre om, hvordan vi kristne ser på det med ondskab. Der var rigtig god respons på det. Folk var meget engagerede, og der blev stillet spørgsmål til Robert Bladt bagefter, så det var noget, som interesserede dem, der kom, vurderer Andreas.

Også noget for KFS’ere Kurset bliver gennemført på de aftner, hvor gymkredsen normalt mødes, men det betyder ikke, at KFS’erne må undvære at blive fyldt på. De sidste tre aftner var det KFS’erne selv, der holdt oplægget. - Det er helt sikkert også noget, vi selv kan bruge. Selvom det er et grundkursus og derfor de basale ting, man får at vide, er det jo noget, vi aldrig kan høre nok. At det er en ”gymmer”, der stiller sig op og siger noget, gør, at der er en personlig vinkel. Selvom det er noget man har hørt før, så giver det rigtig meget, da det er en, man kender til dagligt, som siger noget personligt om lige præcis det her emne, forklarer Andreas. Men selvom KFS’erne selv har taget meget med, er det målrettet KFS’ernes klassekammerater, som hermed også kan få et glimt af fællesskabet i gymkredsen.

Andreas Sahlholdt

10

- Vi har lyst til at invitere vores klassekammerater for at vise, hvad vi laver om tirsdagen. Vi gør det både for at give svar på nogle af de spørgsmål, som er svære i forhold til kristendommen, men også for at vise dem, hvad KFS er, og hvad vi kan byde på. Det var også det, min ven tog med. Han synes, det var et rigtig fedt fællesskab, siger Andreas.


Tema: Fællesskab Fællesskab er et plusord. Sådan ét der giver associationer til interesse, nærhed, engagement, tid og venner. Det kan selvfølgelig også have bagsider som uenighed, skuffede forventninger eller ensretning. I dette nummer af Til Tro vil vi gerne sætte spot på nogle forskellige præmisser for fællesskab, som er afhængig af, hvem fællesskabet rummer. Og lyset zoomer både ind på det intime fællesskab i parforholdet og gæstfrihedens fællesskab med flygtninge og indvandrere. Det udfolder også baggrunden for fællesskab mellem kristne og på tværs af trosoverbevisning og fortæller om erfaringer med hverdagsfællesskab med Jesus. Og så har bladet det til fælles med andre numre af Til Tro, at du også kan lade dig udfordre og inspirere af refleksioner, bøn, anmeldelser og generalens spidse pen. Denne gang handler det blandt andet om reality-tv og fællesskabets modsætning, nemlig ensomhed… God læselyst! Redaktionen


12

TIL TRO · # 2 · 2012 · Fællesskab · artikel

Gaven og opgaven; det kristne fællesskab! I en tid hvor individualiteten står stærkt, bliver spørgsmålet om det kristne fællesskab påtrængende. Hvad er det kristne fællesskab overhovedet for en størrelse? Samles kristne, fordi det ’bør’ man nu engang, eller er der en dybere mening med det? Af KFS-sekretær Thomas Frovin, frovin@kfs.dk

En aften i en lettisk flække møder jeg en fyr, som læser til præst. Han bor i en landsby og har en drøm om, at flere mennesker samles i smågrupper for at læse bibelen og lære Gud at kende. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kommer til at se ham igen, men hans historie og nød for sit land gør noget ved mig. En eftermiddag i en kinesisk menighed. En bunke LTC’ere og jeg mødes med en flok ældre kinesere. Vi synger den gamle vækkelsesschlager ”O Store Gud” – vi på engelsk, og de på mandarin. Vi kan ikke tale med hinanden, men i lovsangen til Gud bliver vi på en underlig måde forenet. Jeg er ikke den eneste, der bliver våd i øjenkrogene.

ikke bare i et kristent fællesskab, men dét kristne fællesskab. For at tale helt vildt gammeldags: Når man har fattet, at uden Jesus og hans sejr over døden er man ilde stedt – det går faktisk af H til uden ham – så hører man sammen med alle de andre, der også har forstået, at Guds standarder er så høje, at skal der være håb, så skal man finde det håb hos Gud selv - hos hans søn Jesus. Det er ikke bare et spørgsmål om en rigtig følelse af fællesskab indeni, det er en nøgtern konstatering. Vi, der kalder os kristne, hører sammen med hinanden. Og det er sådan set lige meget, hvor vi bor, eller hvem vi er. Vi hører sammen med vore lettiske,

”Det kunne nok være en god ide om man i de kristne fællesskaber rundt omkring satte sig ned og spurgte sig selv og hinanden hvad meningen mon egentlig var. Hvorfor har vi de kristne fællesskaber – hvad er formålet med dem?”

en gave og en ressource til os. Men hvorfor? Hvad er meningen med det?

En gåtur på Vestfyn med en handelsskoleelev. Vi taler om Gud, om tro og om, hvordan det er at være på en skole, hvor der ikke er særligt mange andre, der taler om Jesus og co. Vi beder sammen. Det er helt almindeligt og brandgodt at være sammen. At være kristen betyder, at man hører til -

Det kunne nok være en god ide, om man i de kristne fællesskaber rundt omkring satte sig ned og spurgte sig selv og hinanden, hvad meningen mon egentlig var. Hvorfor har vi de kristne fællesskaber – hvad er formålet med dem? Jeg tror måske endda, jeg vil opfordre til, at man gør det! Om ikke

kinesiske og vestfynske brødre og søstre, og vi hører i særdeleshed sammen med dem, der er nær ved os. Det er jo herligt! Vi lever ikke for os selv, men får givet det kristne fællesskab til os af Jesus selv. Det kristne fællesskab er altså


artikel · Fællesskab · 2012 · # 2 · TIL TRO

andet, så for at undgå at det kristne fællesskab kommer til at blive et mål i sig selv. Indrømmet; det har jeg på fornemmelsen, at det af og til gør.

”At være en del af det kristne fællesskab er at deltage i Guds legeme på jorden. Det er at have Jesus som hoved, og som ham der viser retningen, vi skal gå. Det er at elske de andre kristne, uanset hvor mærkværdige eller besværlige de er.”

At alt det der med kristent fællesskab kommer til at handle om, at vi skal have det vældig rart med hinanden, at vi skal tilstræbe en vis homogenitet, og at vi skal få vores fællesskab til at se attraktivt ud for tilflyttere og folk, der ikke umiddelbart er en del af det. Men igen: Hvorfor? Hvad er meningen med det?

Der er jo en mening. Paulus skriver i det første århundrede til det kristne fællesskab i Efesos og opfordrer dem ret klart til at fokusere på den mening: ”Jeg beder om, at vor Herre Jesu Kristi Gud, herlighedens fader, vil give jer visdoms og åbenbarings ånd til at erkende ham, med jeres hjertes øjne oplyst, så I forstår, til hvilket håb han kaldte jer, hvor rig på herlighed hans arv til de hellige er, og hvor overvældende stor hans magt er hos os, der tror i kraft af hans mægtige styrke”. (Kap 1, 17-19). Brevet til de kristne i Efesos er fuld af stærke og sande ord om, hvordan vi har fællesskabet med hinanden, når vi har fællesskab med Gud, og det er fuldt af gode påmindelser til os. Paulus vender tilbage til billedet på de kristnes fællesskab som et legeme – som Kristi legeme. Kristus er det kristne fællesskabs hoved, og vi, som hører sammen med ham, får så opgaven at være hans krop, hans legeme i verden. ”I skal ligne Gud som hans kære børn og vandre i kærlighed, ligesom Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en gave og et offer til Gud, en liflig duft”, skriver Paulus i kapitel 5, 1. Det er noget af et formål at have, egentlig! Fællesskabet skal arbejde på at erkende Gud, og det skal ligne Gud og vandre i kærlighed. Det er et dynamisk, arbejdende

fællesskab, Paulus ridser op her. Det er et fællesskab, der har brug for, at mennesker comitter sig til hinanden og sammen udforsker og undersøger, hvad Gud siger, hvorfor og hvordan man i fællesskab kan vandre i kærlighed og ligne Gud, der hvor man er sat. Det slår mig ofte, hvor kollektiv bibelens teologi egentlig er. Når man lever i en individualiseret tid, hvor der lægges stor vægt på den enkeltes egen mulighed for at vælge til og fra for at præge sin tilværelse, så er det på sin vis vældigt udfordrende, at både Jesus og Paulus insisterer på at tale til et ”I”. Bibelen skal ikke bare høres og relateres til af den enkelte, men skal lyttes til i fællesskab og appliceres i fællesskabet. Selvom man bor i et land, hvor en gængs indvending til aktivistiske kristne kan være, at ”man bliver jo ikke mere kristen af at gå i kirke,” så er der altså alligevel noget om, at bibelen er skrevet til fællesskabet, at Jesus meddeler sig selv til et fællesskab af mennesker, og at Jesus nok kalder på den enkelte person til at tro på sig, men også til at tage del i et fællesskab med andre, der følger ham. Jeg ved ikke, om vores praksis altid afspejler dette ”I”. Men jeg tror, det er godt for enhver, der kalder sig kristen, at have et mindre fællesskab, hvor man kan kaste sig ud i den ældgamle disciplin, det er at studere bibelen. Når vi så læser om de nye kristne menigheder i bibelen, er det slående, hvor lidt homogene de er, og hvordan de tilsyneladende bliver ved med at være i vækst. Nye kommer til, og det giver udfordringer – og så må Paulus o.a. lige minde om, hvad det nu er, de egentlig godt ved. Fællesskaberne

i bibelen jokker i spinaten hele tiden, de fejler, slår ikke til, skændes osv. - men de hører jo også til hos den elskende og tilgivende Gud. Spørgsmålet er så, om vore fællesskaber afspejler den virkelighed: At Jesus har klaret ærterne, og at det må være fundamentet for vore brudte, uperfekte fællesskaber. At han ikke bare er død for os, men er vendt tilbage fra døden og har minimeret dødens magt. At hans kærlighed for os er en realitet, som vi hver eneste dag må lovsynge ham for og leve i, leve af og dele ud af på trods af vore egne fejl og mangler. Jeg kan have på fornemmelsen, at vi engang imellem forventer, at vores kristne fællesskab skal formidle en eller anden religiøs følelse, der får os til at blive glade for Gud eller noget i den dur. Det er helt i orden at blive og være begejstret for fællesskabet, men det er bare andet end en katalysator for velbefindende. At være en del af det kristne fællesskab er at deltage i Guds legeme på jorden. Det er at have Jesus som hoved, og som ham der viser retningen, vi skal gå. Det er at elske de andre kristne, uanset hvor mærkværdige eller besværlige de er. Det er at forstå, at dem hører jeg sammen med, fordi de, som mig, hører sammen med Jesus. Det er at leve i den virkelighed i den hverdag, man er blevet givet. Det er at huske, at det fællesskab, der har brug for mig, og som jeg har brug for, er verdensomspændende, stort og en personlig gave til dig fra selveste Gud. Hvordan vil du pakke den op?

13


14

TIL TRO · # 2 · 2012 · Fællesskab · artikel

Guds svage punkt Fællesskab med Jesus. Det kan både lyde spændende, mærkeligt og frustrerende, men hvad indebærer det egentlig? Hvordan lever jeg i relation med Jesus på en halv-kedelig onsdag eftermiddag og ikke kun når lovsangsaftenen er på sit højeste? Martin Hornstrup giver her et indblik i hans vandring med Jesus, både når det er godt, og når det er svært… Af organist Martin Lysholm Hornstrup, martinhornstrup@gmail.com

Jeg vil gerne starte med konklusionen på min artikel – så er det da overstået. Jeg har vist kun to pointer: 1) Fællesskab med Gud er umuligt! I hvert fald umuligt at fremtvinge og umuligt at fastholde. 2) Fællesskab med Gud er uundgåeligt – det er noget, jeg er sat ind i, og det er noget, jeg hænger fast i – eller som hænger fast i mig.

At beslutte sig for at holde op

logi, og det, jeg var blevet undervist i, var den sande udlægning. Problemet var bare, at jeg ikke kunne høre efter. Hvis jeg hev min bibel frem for at læse i den, læste jeg som regel bare overskriften over afsnittet og konstaterede: Nå ja, det er den med… - og så hørte jeg overhovedet ikke efter, mens jeg læste selve teksten. Det blev form, ord og pligt – sur pligt. Så derfor besluttede jeg mig for at holde op med at læse i bibelen! Det var ikke svært at holde op med at bede personlig bøn eller læse i bibelen for mig selv. Det svære var at gøre det uden at føle dårlig samvittighed. Var jeg ikke kommet ud på det ultimative skråplan? Kan man

Trods en solid kristen opdragelse med kirke og missionshus som de absolutte brændpunkter i mit livs kredsløb, løb jeg på et tidspunkt panden alvorligt mod en åndelig mur. Jeg vidste, det var vigtigt at bede – ”bønnen er det kristne menneskes ”Det blev faktisk en aha-oplevelse for åndedræt” – mig at opdage, at livet som kristen men jeg følte er en vandring, som hele tiden gåringen frihed frem ad, og som jeg aldrig bliver i det. Det var færdig med.” ikke, fordi jeg var dårlig til at bede – tværtimod. Jeg me- overhovedet kalde sig for en kristen, hvis strede retorikken ret godt, når jeg selv skal hele ens personlige andagtsliv er skrottet? sige det. Men problemet var, at jeg blev så træt af at høre mig selv snakke under bøn- At vandre fremad nen. Jeg følte, at min bøn blev noget tillært Det lyder måske banalt, men det blev faktisk – jeg talte med ord, der i virkeligheden ikke en aha-oplevelse for mig at opdage, at livet var mine egne. Det blev form, fraser og pligt som kristen er en vandring, som hele tiden – sur pligt. Så derfor besluttede jeg mig for går frem ad, og som jeg aldrig bliver færdig at holde op med at bede! med. Jeg kan aldrig slå mig til ro med, at nu Jeg vidste også, at det er vigtigt at læse i har jeg forstået bibelen rigtigt, eller nu har bibelen – ”bibelen er Guds ord, og den krist- jeg lært at bede. At have et gudsforhold vil ne bør stille sig ind under ordet og lade sig sige at stå i relation til en levende person – tiltale.” Og jeg var godt med – kendte man- vi tror ikke på en bog, men på en person! Tro ge passager udenad og kunne huske mange er at være i et fast forhold til Gud. numre på kapitler og vers, som var gode at Selvom jeg efterhånden synes, jeg kenkunne. Intellektuelt havde jeg faktisk et ret der min kone ret godt, kan jeg stadig blive godt overblik over hele bibelen og dens teo- overrasket over ting, hun siger eller gør. Og

der er mange ting, jeg har undret mig over mange gange, og som stadig undrer mig, at hun kan finde på eller mene. Gud kommer jeg nok heller aldrig helt til at forstå, og der vil nok altid være ting, jeg undrer mig over ved ham. Men det giver næring til relationen, at der er ting, jeg forundres over. Det gør mig nysgerrig og giver mig lyst til at gå en mil mere med ham for at se, hvad der venter om det næste hjørne.

At finde et sted at vente på Gud Gennem min andagtskrise er det blevet utrolig livgivende for mig at have gode venner at tale om tro med og at være i en levende og dynamisk menighed med plads til stor forskellighed. Men det, der nok har hjulpet mig allermest, er stilhed. Jeg nyder det store privilegium at arbejde i en kirke. I siden af kirkerummet har vi et lystændingssted med et ikon af Kristus. Det sted er blevet en oase for mig – et stille sted i en hæsblæsende hverdag. At standse der – og det kan være længere tid, men også bare 15 sekunder – og opleve mig set og rummet af Kristus selv; ja sågar bare det at vide, at han hænger der, klar til at se mig og tage imod mig, også når jeg ikke finder tid til det – det er blevet et meget stort evangelium for mig; et evangelium om nåde og trofasthed, urokkelighed og nærvær. At sætte mig ned her og være stille og vente på Gud har været en god proces for mig. Jeg har været utålmodig og til tider sur på den forstenede Kristus på væggen – og dog har jeg også fundet hvile, imødekommenhed og liv i stilheden foran Kristi ansigt. Kald mig bare skabskatolik. Hån mig for min billeddyrkelse – jeg er bare lykkelig for


artikel · Fællesskab · 2012 · # 2 · TIL TRO

at være blevet givet et sted at sidde og vente på Gud. Jeg siger ikke, at det er måden at gøre det på. Jeg ønsker bare for dig, der læser dette, at du også må finde et sted at sidde og vente på Gud. Gud er jo den store initiativtager. Han fandt på at skabe livet. Han trådte ind i verden som menneskesøn. Han fylder mig med sin hellige ånd. Han er kommet mig i møde og vil fortsat gøre det. Sjældent sker det på den måde, jeg lige havde tænkt det – indenfor mine rammer. Guds nærvær er der bare – om jeg føler det eller ej - om jeg vil det eller ej. Det kan til tider opleves næsten som en trussel, men samtidig også som en kilde til stor trøst. Tænk, det afhænger ikke af min formåen eller hvor formfuldendt et åndsliv, jeg kan diske op med. Gud tog initiativet for længe siden, og hans dybeste længsel er at komme mig i møde. Sagen er, at Gud er optaget af mig, han interesserer sig for mig: hvad jeg laver, hvad jeg tænker på, hvad jeg bekymrer mig om og glæder mig over. Han er dybt engageret, fordi han har et rigtig svagt punkt for lige præcis mig.

Omkring det næste hjørne Heldigvis har jeg andre at bede sammen med. Både mine børn, flere nære venner og selvfølgelig min menighed. Og jeg har heldigvis også dygtige forkyndere i min kirke og gode fællesskaber, som kan gøre bibelen levende og vedkommende for mig. I det hele taget tænker jeg, at alt det, som jeg sjældent lykkes med på det individuelle plan finder jeg i fællesskabet med andre kristne. Jeg er meget taknemmelig for ikke at være alene om at tro. I menigheden har jeg virkelig oplevet at blive rummet og båret. Jeg tror virkelig, at bøn er livsvigtigt for min relation til Gud, og jeg tror, at bibelen kan vise mig Gud. Jeg har heller aldrig stræbt efter at skulle holde helt op med at bede eller læse i bibelen. Jeg har mange gange under min andagtskrise sagt noget i retningen af, at lige om lidt, omkring det næste hjørne, der kommer Gud til mig på ny, og jeg får et nyt sprog at tale til ham på og en oprigtig længsel efter at høre ord fra ham. Jeg oplever, at det at være stille og at læse eller lytte til andres bønner har givet noget til mig eget

”Sagen er, at Gud er optaget af mig, han interesserer sig for mig: hvad jeg laver, hvad jeg tænker på, hvad jeg bekymrer mig om og glæder mig over.” ”bønnesprog”. Og så er jeg blevet udfordret på at finde bibelord eller passager, som provokerer mig, undrer mig eller rammer mig på anden måde – og det er lidt blevet en ny dør for mig – en dør ind til en endnu større og uudgrundelig Gud. Jeg er ikke fremme endnu – og det håber jeg som sådan heller aldrig, jeg kommer, for det er ikke et mål for mig at nå frem til det perfekte andagtsliv. Målet er nærmere vandringen – det at være på vej sammen med Gud. For der, hvor jeg havner i åndelige blindgyder, kan han stadig finde mig og tale til mig ad de mest overraskende veje.

15


16

TIL TRO · # 2 · 2012 · Fællesskab · artikel


17

artikel · Fællesskab · 2012 · # 2 · TIL TRO

ail.com

Fotoserie ”Om fællesskab” af pædagogmedhjælper Kasper Wejse, kasper.wejse@gm


18

TIL TRO · # 2 · 2012 · Fællesskab · artikel

Rigtige venner

– og forskellig tro?!

Lys og salt. Det sagde Jesus, at kristne er, og det handler om at dele troen på Gud med flere. Men hvordan skabe og bevare relationer til mennesker, der ikke tror på Jesus, og samtidig bevare sin identitet som kristen? Kan det overhovedet lade sig gøre? Judith giver her et indblik i, hvordan hun lever med sin tro både i det kristne fællesskab, og når hun er sammen med kammeraterne på studiet. Af Stefan Vase, stefan@vase.dk At vælge at prioritere tid sammen med ikkekristne kan blive kluntet, akavet, ja, næsten pinligt. Sådan har Judith det i hvert fald, når hun ser på, hvordan hun tidligere har valgt at bruge tid sammen med hendes venner. På trods af det har hun siden gymnasiet haft en programerklæring om at bruge tid sammen med ikkekristne. Det er hendes “sociale kompas.” Men når hun skal forklare, hvad det vil sige at prioritere at være sammen med ikkekristne, deler hun det op i en gymnasietid og en universitetstid. - I gymnasiet valgte jeg at prioritere at bruge tid sammen med ikkekristne. “Nu går jeg med til deres fester. Nu prøver jeg at være sød mod dem.” I gymnasiet var jeg klassens søde pige. Men det var ret begrænset, hvad jeg viste af mig selv. Jeg var så fokuseret på, at jeg er kristen, og at det skal være attraktivt at være kristen. De skal være tiltrukket af kristne. - Når jeg tænker tilbage på det, kan jeg mærke, at det var en smule pinligt. Der var en uligevægt mellem de forventninger, jeg havde til mig selv, og de forventninger, jeg havde til dem. Jeg havde ikke særlig mange forventninger til dem. Hvis man skal kunne mærke hinanden i relationerne, skal det være mere ligeligt.

En tur på LTC og et år som volontør i KFS var med til at ændre på Judiths tilgang til det at prioritere at være sammen med kristne. Nu går hun på universitetet, hvor hun læser psykologi. Og hvis man skal sige det lidt firkantet, er Judith nu sig selv i relationer med ikkekristne: - Jeg tør være mig selv. Det gør også, at det er mindre pinligt, mindre påtaget, og jeg tror også, at de ikkekristne venner, jeg har nu, kender mig bedre. Formålet med samværet med ikkekristne kan ikke sådan fastslås klart. Men hun har et klart ønske om, at hendes venner må få et møde med Gud: - Jeg vil gerne, at mine veninder skal blive kristne. Jeg tænker også, at jeg, i de relationer jeg har og har haft, gør et kæmpe missionalt arbejde, fordi jeg taler med dem om tro. Jeg tror ikke, at de glemmer det. Jeg tror, at det gør indtryk.

ked af de - kontroversielle - svar, hun må give; for eksempel at ikke alle bliver frelst. Judith har en gymnasieveninde, som er meget optaget af det alternative. Judith følte fra starten af deres venskab, at det var lidt specielt at have en troende veninde, som ikke troede på det, som Judith selv troede på. - Jeg tænkte i starten, at hun er jo troende, og så kan der ikke være så langt til at blive kristen. Men det er der. Det nyreligiøse forfører virkelig og leder

”Judith, jeg kan godt acceptere din tro. Kan du acceptere min? Kommer jeg i himlen?”

Sandheden skal frem Men relationer med ikkekristne bliver også prøvet. Særligt når det kommer til et tungt emne som frelse og fortabelse. Judith er

folk væk fra troen. Hun har spurgt mig: “Judith, jeg kan godt acceptere din tro. Kan du acceptere min? Kommer jeg i himlen?” Og da måtte jeg blot citere Bibelen; at hvis hun tror på Jesus, skal hun blive frelst... Er det ikke svært, når man har et nært og fortroligt forhold, at sige, at der er en


artikel · Fællesskab · 2012 · # 2 · TIL TRO

grænse, og at det ikke er alle, der kommer i himlen? - Jo. Judith holder en pause. - Min veninde i gymnasiet blev rigtig ked af det... Hun forklarer, at modsat de kristne har de nyreligiøse ikke et trosfællesskab med andre af samme overbevisning. De nyreligiøse har hver især deres egen udgave af det nyreligiøse, og der er meget splittelse. Men venskabet med Judith betød, at gymnasieveninden håbede på, at de kunne have et trosfællesskab: - Men det har vi ikke. Hun blev rigtig vred på mig og blev skuffet. Måske var det bedre, hvis jeg fra starten havde fortalt, at der var en forskel. I stedet for at lade hende tro, at vi har et trosfællesskab.

Ikke for lidt - ikke for meget Judith bliver under interviewet præsenteret for et cirkeldiagram, hvor hun skal sætte procenter på, hvor meget tid hun i løbet af en uge bruger sammen med kristne, med ikkekristne, med både kristne og ikkekristne og sig selv. Efter lidt betænkningstid bliver fordelingen som følger: Kristne: 30% Ikke-kristne: 35% Både kristne og ikke-kristne: 10% Tid med sig selv: 25% - Det kommer lidt bag på mig, men

når jeg tænker efter, så bruger jeg meget tid med mennesker, der ikke er kristne. Oplever du, at fordelingen er god? Eller skulle den være anderledes? - Nej, det er tilpas. Jeg tror ikke, at det ville være godt i et missionalt perspektiv, hvis jeg kun var sammen med ikkekristne. Jeg tror, at man bliver præget af dem, man er sammen med. “Du bliver, hvad du spiser.” Hvis jeg skulle beskære mine relationer, var det mine nærmeste kristne venner, der ville være tilbage til sidst. De er helt afgørende for, at jeg kan overleve som troende menneske. Du ville ikke kunne bruge mere tid sammen med ikkekristne uden, at det ville påvirke dig for meget? - Jo, lidt mere. Men hvornår ville det blive “kriminelt”? Judith holder en kort pause: - Hvis jeg skal bevare min tro, og hvis den skal leve, skal jeg bevare mine kristne venner... Endnu en pause, mens hun kigger ned på cirkeldiagrammet. - Jeg kan ikke bruge mere tid med ikkekristne end med kristne. Dér går smertegrænsen. Det giver mig noget andet at være sammen med ikkekristne. Hun mener, at samværet med kristne er afgørende for at bevare sin integritet som kristen: - Det ville ikke være godt for mine ikkekristne venner, hvis jeg ikke havde kristne venner. Jeg finder meget identitet i, hvem jeg er sammen med. De tanker, jeg gør mig, deler jeg med de mennesker, jeg er sammen med. Derfor må jeg være bevidst om, hvem jeg er sammen med, hvilken feedback jeg får, og hvem jeg lytter til, siger hun og fortsætter: - Kristne giver mig det, jeg har brug for.

Og ikkekristne er flødeskummet på lagkagen... Det er sjovt og dejligt at være sammen med dem, og de udfordrer mig. Hun holder en kort pause: - Men det er ikke, der jeg bliver stærk. Det er der, jeg bruger mine kræfter.

Din egen tro først - og så verden

Jo stærkere netværk jeg har i kristne kredse, jo stærkere netværk kan jeg også have i ikkekristne kredse - Når jeg ser tilbage, kan jeg godt blive lidt bekymret for mig selv og min tro. Jo stærkere netværk, jeg har i kristne kredse, jo stærkere netværk, kan jeg også have i ikkekristne kredse. Jeg er bevidst om det. Jeg tager temperaturen på min egen tro og på min egen livsførelse. Hvis udfaldet af temperaturmålingen viser, at hun er begyndt at afvige fra principperne, eller hvis hun kommer i tvivl, så trækker hun på hendes kristne venner og fortæller, hvad der er sket. - Jeg kan bruge mit kristne fællesskab til at blive stillet til ansvar for min livsførelse. De kan også bære mig hen til Gud, hvis jeg ikke selv kan gå derhen. Og det er det, der gør, at jeg ikke er bange for, at afsmitningen også vil gå den anden vej. Ikke alle og enhver skal gøre som Judith. Hun mener, at det faktisk er tilladt at være lidt egoistisk; for at undgå for meget afsmitning: - Jeg vil ikke opfordre alle og enhver til at have 50 procent ikkekristne venner. Ens egen tro er den vigtigste. Hvis man går ud i verden og vil omvende alle mennesker, men mister sin egen tro, så tror jeg ikke, at man gør det, som Gud ønsker. Man skal kende sit eget værd - overfor Gud. Og så skal man have et godt kristent fællesskab!

19


20

TIL TRO · # 2 · 2012 · Fællesskab · artikel

Af Mattias Stølen Due, Psykolog (cand.pscyh.aut.) og parterapeut hos Center for Familieudvikling mattiasdue@gmail.com

Kunsten at lev

Mennesket har igennem hele historien indgået i parforhold. Historien understøtter således den kristne pointe om, at mennesket ikke er skabt til at være alene. Vi er relationelle skabninger, der har brug for andre for at forstå os selv og for at opnå den tryghed, der skal til for at fungere. Problemer, der har med parforhold og familien at gøre, er den tematik, der er årsag til flest henvendelser til psykologer i Danmark, og det taler sit eget tydelige sprog: hvis ikke vi har det godt i vores parforhold, så går det ud over individuel trivsel, trivsel (og effektivitet) på jobbet og evnen til at være der for venner og bekendte. Kort sagt: de nærmeste relationer har enorm betydning!

Parforholdet er udfordret Fordi de nære relationer er så vigtige, er det derfor væsentligt at stoppe op engang imellem og overveje, hvordan det går med ens eget parforhold: Hvordan fungerer vores forhold? Hvad er godt, og hvad kunne vi trænge til at gøre noget ved? Dette er ekstra vigtigt at gøre i en tid, hvor rigtig mange har det svært med de nære relationer. Skilsmissestatistikken taler sit tydelige sprog: cirka 15.000 ægteskaber bliver opløst hvert år. Og det er vel at mærke kun blandt de par, der er registreret. Hvis vi skulle tælle ugifte samboende med, ville tallene være langt højere. Udover dette oplever jeg i mit daglige arbejde, at mange af dem, som ikke indgår i denne statistik, fordi de stadig er sammen, også har det rigtig svært. Men hvordan kan det være, at så mange kæmper med at få disse enormt vigtige relationer til at fungere? Svaret på dette er ikke nemt, men jeg vil alligevel forsøge på at bidrage med et par refleksioner.

Viden om parforhold Først og fremmest oplever jeg, at folk har

manglende viden om, hvad der er vigtigt i et parforhold. Man kan være nok så sød og have nok så mange gode intentioner og værdier, men hvis man fx ikke ved nok om, hvad god kommunikation består i og ikke ved nok om, hvordan man håndterer uoverensstemmelser på en god måde, så kommer man alligevel igen og igen til at gå skævt af hinanden. Hvis man i det hele taget ikke ved nok om, hvad der fremmer og hvad der hæmmer et godt parforhold eller familieliv, så vil det naturligvis gå ud over relationen. Jeg argumenterer ikke for, at alle skal være professorer på dette område, men ligesom det er svært at tale spansk uden at have viden om sprogets grammatik, således er det også svært at få et parforhold til at fungere godt uden viden om, hvad der fremmer, og hvad der hæmmer et forhold. Vi skal have kørekort for at få lov til at køre bil, for ellers risikerer vi at køre hinanden ihjel. Måske burde vi også have et ”kørekort” til parforholdet?

Tid sammen Udover manglende viden så oplever jeg, at mange ganske enkelt bruger for lidt kvalitetstid sammen med deres nærmeste, og

En kilde til enorm glæ frustration. Dette er det gælder vores re nærmeste. Hvorfor vi elsker allermest gå os mest på ner relation kan ikke autopilot; den for, men her e konkrete og hen

m e d kvalitetstid refererer jeg blandt andet til den tid, hvor man er nærværende, og hvor man taler med hinanden om væsentlige ting. Hvis begge parter i forholdet arbejder meget eller bruger meget tid på studiet, og det praktiske derudover skal klares, så er der ikke mange timer og kræfter tilbage. Især ikke hvis man også har børn. Hvis man så prioriterer fx tv og internet forud for samvær og samtale med sin nærmeste, så risikerer man, at det går ud over relationen. Jeg oplever, at mange har en naiv forestilling om, at man kan vedblive


artikel · Fællesskab · 2012 · # 2 · TIL TRO

ve i parforhold

partnere i stedet for næstekærlighed! Dette lyder muligvis både radikalt og mærkeligt, så jeg vil prøve at forklare, hvad jeg mener. Næsten-kærlighed afviger fra næstekærlighed på ét bestemt punkt. Hvor næstekærligheden har den anden (ens partner, ven, barn) i fokus, så er næstenkærligheden præget af, at blikket er vendt mod en selv. Rigtig mange mennesker i Danmark anno

æde. En kilde til stor r virkeligheden, når elation til den allerr er det menneske, t også den, der kan rverne? Din nære ke bare sættes på må du kæmpe er der heldigvis g gode råd at nte...

Så længe vi primært betragter kærlighed som en følelse, er der en risiko for, at vi bliver selvoptagede. Så bliver vores fokus, hvad jeg føler, hvad jeg får ud af at være sammen med den anden, og hvordan jeg trives. Dette er i virkeligheden ikke kærlighed i en kristelig forstand Næstekærlighed vs. næsten-kærlighed

m e d at have et godt forhold uden at der aktivt sættes tid af til den gode samtale. Vi ved fra forskning i parforhold, at kendskabet til hinanden har stor betydning for trivslen, men hvis der ikke afsættes nok tid til at spørge ind til den andens dagligdag, tanker, følelser, drømme osv., er det ikke muligt at opnå og vedligeholde dette kendskab til hinanden. Uden en kontinuerlig snak om, hvordan man hver især har det, skabes der ofte en afstand, som kan bidrage til ensomhed eller utilfredshed med forholdet.

Jesus lærte os, at vi skal vise næstekærlighed i mødet med andre mennesker! Jeg tænker hurtigt på lignelsen om Den barmhjertige Samaritaner, når snakken falder på temaet næstekærlighed, og i næste omgang bliver jeg optaget af at drøfte vores sociale engagement overfor dem, der er fattige, og dem der lider. Selvom jeg ikke er teolog, er jeg dog sikker på, at Jesus ikke kun mente, at vi skulle tænke på de fattige i Afrika, når talen falder på fænomenet næstekærlighed. De fattige er vigtige, men det er vores nære relationer også! Selvom jeg oplever, at mange engagerer sig i at hjælpe den tredje verden og dermed herigennem viser næstekærlighed, så vil jeg vove den lidt provokerende hypotese, at vi på flere måder som kultur og som enkeltpersoner ikke altid formår at vise næstekærlighed overfor dem, vi indgår i parforhold med. Vi er måske på nogle måder begyndt at praktisere næsten-kærlighed overfor vores

2012 definerer kærligheden som en følelse. At elske vil altså sige at føle noget bestemt. Dette er et problem fra et kristent perspektiv, men også fra et psykologisk. Så længe vi primært betragter kærlighed som en følelse, er der en risiko for, at vi bliver selvoptagede. Så bliver vores fokus, hvad jeg føler, hvad jeg får ud af at være sammen med den anden, og hvordan jeg trives. Dette er i virkeligheden ikke kærlighed i en kristelig forstand. Det er næsten-kærlighed forstået på den måde, at det ligner kærlighed og giver sig ud for at være det, men ikke er det. Kærlighed i en kristelig forstand består i modsætning hertil i, at man har et fokus på den anden. Denne kærlighed består således i, at man er optaget af, hvordan ens allerkæreste har det. Kennedy sagde engang: ”Don´t ask what the country can do for you, but what you can do for your country?” Dette er en sentens, der også kan bruges i parforholdet og i alle andre relationer: ”Spørg ikke, hvad din nærmeste kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for ham eller hende?” For mig

21


22

TIL TRO · # 2 · 2012 · Fællesskab · artikel

at se er kærlighed i en kristen forstand lig med næstekærlighed. De er et og samme. Kærligheden i en kristen fortand består således i, at man gør, hvad man kan for, at ens partner kan få det godt. Det kan konkret betyde, at man går ned i tid på sit arbejde eller reducerer sin studieaktivitet for at få mere tid til sin partner. Det kan betyde, at man

Parforholdets store betydning

prioriterer at være sammen med sin svigerfamilie – også selvom man ikke synes, det er vildt hyggeligt. Det kan betyde, at man prioriterer at spørge til sin partner hver eneste dag. Det kan betyde, at man passer ungerne, så den anden kan få lov til at sove. Kort sagt så implicerer det, at man gør, hvad man kan, for at den anden skal opleve sig værdifuld og elsket!

I parforholdet og i familien kan man lære noget om at tilsidesætte sig selv. Det ved forældre rigtig meget om. Som forældre er man nemlig ofte nødt til at lade børnenes behov gå forud for sine egne. Dette er en kompetence, som er central i det kristne budskab, men det er også en kompetence, der er nødvendig ud fra et psykologisk og pragmatisk perspektiv. Hvis vi får fremelsket en kultur, hvor folk primært tænker på sig selv og sig selv, og så sin næste – hvis det ellers er til eget bedste – så får vi et samfund, der bliver vanskelig at leve i. For vi mennesker har brug for at møde folk, der vil os det bedste, og som ikke kun bruger os i deres egen lykkes tjeneste. Vi mennesker kan ikke fungere, hvis vi bliver andres midler. Vi har behov for at være mål i os selv. Fordi det er så vigtigt for kulturen, at man kan tilsidesætte sig selv, er det godt, at vi har familier og parforhold. Netop herigennem får vi værnet om

Gode råd til kommunikation

Gode råd – helt generalt

• Vær nysgerrig! Gå på opdagelse i din partners livsverden og interessér dig for, hvad hun eller han tænker! Gør dette hver dag i større eller mindre omfang. • Vær en god lytter! Spørg din partner om du har forstået hans eller hendes budskab korrekt, før du konkluderer noget, og før du reagerer med vrede, tristhed eller lignende. • Vær procesorienteret! Udskyd et behov for at finde løsninger, når du diskuterer med din partner. I første omgang er det vigtigste, at I forstår hinandens perspektiver og kan snakke om dem på en rolig og god måde.

• Bliv klogere på hvad der bidrager til et godt parforhold. Enten ved at læse bøger (Fx 7 gyldne regler for 2 der lever sammen af John Gottman eller Kæmp for Kærligheden af Howard Markman m.fl.) eller ved at deltage på et PREP-kursus (læs mere om dette på www.familieudvikling.dk). • Sæt tid af til hinanden: Både til hyggelige stunder og til samtaler om det, som kan være vanskeligt.

Ligesom det er svært at tale spansk uden at have viden om sprogets grammatik, og ligesom det er svært at fungere som præst uden at læse i Bibelen, på samme måde er det også svært at indgå i et parforhold og i en familie uden viden om, hvad der fremmer og hæmmer forholdet

denne evne, som er så vigtig, men som samtidig er så svær. Når det er så vigtigt at arbejde med sit parforhold og sin familie, så er det psykologisk set fordi, den har en stor betydning for vores velbefindende! Den engelske psykiater og udviklingspsykolog John Bowlby blev berømt for sin pointe om, at familien skal fungere som en sikker base – altså det sted hvor vi kan opleve os elsket, også når vi ikke er den mest charmerende og fantastiske udgave af os selv. Vi lever i en verden, der forandrer sig hurtigere end nogensinde, og hvor det fordres, at man konstant plejer sit image, hvis man vil have det rigtige CV, de rigtige kontakter og de rigtige jobs. Vi lever i en performativ, krævende og hurtig verden, og lige netop i en sådan sociokulturel kontekst bliver det formentlig endnu vigtigere at værne om parforholdet. Mennesket har nemlig endnu større brug for en tryg base, når omskiftelighedens vinde blæser kraftigt omkring én. En sådan tryg base kan parforholdet udgøre – hvis vi ellers værner om det.


artikel · Fællesskab · 2012 · # 2 · TIL TRO

Bøn af Nanna Gummesen, nanna_gummesen@gmail.com

Hvorfor er det kristne fællesskab så svært?

Men Jesus, hvordan ser de andre ud på indersiden? Åh, jeg ville ønske, at jeg havde den viden! Er de fejlfri og perfekte, som jeg ser? De elsker virkelig dig mere end noget andet her!? De erfarer at komme til at ligne dig mer’!? Det er en dyb glæde, der gør, at de ler!? Det ligner, at alt for dem i sandhed er fryd og gammen Især når de løfter hænderne, klapper hinanden på skuldrene og siger amen Hvad hvis jeg ikke hører til her? Du ved, jeg kæmper i tvivl og synd og skam Og indimellem er min tro uendelig tam! Og hvad med min personlighed og den jeg er? Vil de bare tænke, jeg er sær? Hvad hvis jeg bryder deres uskrevne normer for ”rigtigt”? Og ikke ved, hvad jeg skal sige til det, som de synes er vigtigt? Hvad hvis jeg fejler i at passe ind? Og ender med igen at have tårer løbende ned over min kind? Hvad hvis de giver mig fordømmelsens kolde skulder? Og sladderen om mig derfra for alvor ruller? Hvorfor er det kristne fællesskab så svært? Hvorfor er det bare en kamp at få det nært? Min Gud, du siger vi skal elske og rumme hinanden Men virkeligheden er nogle gange mildest talt en anden! Jeg tror, jeg skal vælge at ville Kaste mig ud i at være, den jeg er Og fortælle om virkeligheden, som er her Inden i mig - Jesus, kan jeg ikke bare leve selv med dig? Så jeg slipper for at udstille mig selv og risikere, at de takker nej? Åh Jesus, hvordan ser de andre ud på indersiden? Jeg ville sådan ønske, at jeg havde den viden! Er de fejlfri og perfekte, som jeg ser? Elsker de virkelig dig mere end noget andet her!? Erfarer de at komme til at ligne dig mer’!? Og er det dyb glæde, der gør, at de ler!? Eller ligner deres indre det kaos, som vi to ved er her Inden i mig? Min Gud, jeg vælger! Giv mig mod til at leve sammen med de andre sammen med dig!

23


24

TIL TRO · # 2 · 2012 · Fællesskab · artikel

Gud har sat os her i vejkrydset Flygtninge og indvandrere skal vide, at de er velkomne i kirken, uanset om de er eller føler sig velkomne i Danmark. Det mener Ingeborg og Arne Kappelgaard fra Nørrebro, som har gjort det til en livsstil at møde udlændinge, der er på vej ind i samfundet. Passionen er lige så stærk som for 30 år siden, men de gør det ikke for at få noget igen - så kører man træt, forklarer de. Af terapeut og foredragsholder Ellen Esmarch Pedersen, ellenesmarch@gmail.com

I 1974 mødte Ingeborg og Arne Kappelgaard hinanden i en engelsktalende bibelkreds i KFS. Her havde de ifølge dem selv nogle af deres rigeste oplevelser af kristent fællesskab. Siden har fællesskabet med den fremmede været en stor del af deres liv. Det kommer til udtryk, når de er primusmotor i at arrangere engelsksprogede gudstjenester, men i lige så høj grad, når de hilser på den pakistanske slikhandler og den irakiske cykelhandler rundt om hjørnet. Her er deres kirkelige baggrund ikke nogen hindring – tværtimod, forklarer Ingeborg: - Jeg siger altid som noget af det første, at jeg er gift med en præst. Det har alle muslimer respekt for. Hvis de ønsker at gå dybere ind i det, så har de chancen, uden at jeg har trængt mig på. Arne er præst i Kingos Kirke, og Ingeborg, der er uddannet cand. pæd, har arbejdet med integration på blandt andet Luthersk Missions Højskole.

Naboerne kommer til Ingeborg og Arne for at få hjælp til papirarbejde eller for at forstå, hvad der sker i samfundet - ”hvorfor kan statsministeren ikke lide udlændinge?” Eller sågar når de gerne vil have forbøn: - En dag hos cykelhandleren fór det bare ud af mig: ”Skal jeg be for jer? Altså selvfølgelig ikke lige her… men oppe hos mig selv.” Der var et familiemedlem, der skulle rejse til Irak, så de var bekymrede, fortæller Ingeborg. - Han svarede, ”ja!” Efter en uge kom en af hans kammerater og fortalte, at han også skulle rejse til Irak og hentydede til, om jeg

Man må gøre op med sig selv, om man vil knokle løs et par år, eller om det skal være en permanent livsstil. Vi holder for meget af det til, at vi vil risikere at brænde ud og blive bitre

Brænder for mødet med muslimer Gennem en åben tilgang og en vedvarende kontakt har de opbygget et tillidsfuldt forhold til mange nydanskere i deres nabolag.

også ville bede for ham! Ingeborg og Arne bor på den berygtede Jagtvej et par brostenkast fra ”ground 69.” Shawarmabarer, halalslagtere, genbrugsbutikker, cool caféer og finurlige nicheforretninger præger Nørrebros gadebillede og afslører befolkningens multikulturelle sam-


artikel · Fællesskab · 2012 · # 2 · TIL TRO

mensætning. Gennem årene har parret oplevet flere muslimer komme til tro. Netop dåbsoplæring af søgende muslimer har de en særlig passion for. - Jeg tror, Gud har lagt det ind i os - det man i gamle dage kaldte kald, siger Ingeborg. Da vi for ikke så længe siden kom i kontakt med et par, hvor konen fra muslimsk baggrund gerne ville døbes og fik dåbsoplæring først, blev jeg så jublende glad og tænkte: ”Det er det, vi er skabt til.”

Kirken er ikke en borg, men en vejkro Kort efter at Ingeborg og Arne kom til Kingos Kirke, fik de en vision om at afholde engelsksprogede gudstjenester for blandt andet asylansøgere i Sandholmlejren. Deltagerantallet har svinget, men i mange år blev en busfuld hver måned kørt fra Sandholm til København for at være med til gudstjeneste. Initiativet kører nu på 27. år. - Det er blevet til adskillige tusinde, der har fået et ”velkommen i kirken,” uanset om de var velkomne i Danmark, fortæller Arne. - Nogle ganske få har vi bevaret kontakten til, men de fleste må vi give slip på. Vi møder mange mennesker i en fase, hvor de er på vej, og vi er blot én station på en lang rejse. Vi har lært, at de ikke altid orker at give lyd eller kommer tilbage og styrker vores menighed. Kirken er ikke en borg, men en vejkro. - Der er noget i os, der så gerne vil eje, forklarer Ingeborg. - Men Gud har sat os her i vejkrydset. Det kan betyde, at de får hjælp til ikke at bukke under, men at overleve – og senere måske finde ind i en menighed, der hvor de kommer hen. Vi har fundet hvile i at tænke sådan, siger hun og fortsætter: - Det er lidt ligesom KFS. Vi har folk en tid, og så er de videre. Vi kan ikke regne med, at de vender tilbage og er evigt taknemmelige.

med udfordringer og overraskelser. - Vi har lært, at for mange udlændinge er det vigtigere at få besøg end at komme på besøg. Det er en ære at have gæster, fortæller Arne. - De laver gerne lækker mad, så det passer os fint, siger Ingeborg. - Den største udfordring er, at man kommer med forskellige uskrevne regler for, hvad en god ven er, forklarer Arne. - Det kan være ubehageligt, men over for en udlænding er man nødt til at sige mere direkte, hvad der forventes. Fx det der med, hvor længe det er naturligt at være på besøg. Er det en time? Er det fem? - For dem skal det helst være en hel dag, og det har vi jo slet ikke tid til, fortsætter Ingeborg. - Så vi siger fx til dem: ”Vi kommer den og den dag, og vi bliver 1½-2 timer. Vi skal bare have kaffe og the, men næste gang har vi mere tid, og så vil vi gerne have mad.” - Det er lidt af en kunst at være tydelig omkring de uskrevne regler, men man skal lære at sætte sine grænser, inden man eksploderer og bliver sur, siger Arne. - Man kan ikke undgå at dumme sig og komme til at såre hinanden. Men er man

Der må være en villighed til at lade sig standse og se den enkelte. Der er Jesus vores forbillede

Kulturelle spilleregler udfordrer venskaber Ingeborg og Arne understreger, at nogle af deres relationer med flygtninge og indvandrere har udviklet sig til langvarige venskaber, som har beriget dem dybt. Men tværkulturelle venskaber er fyldt

oprigtig, så skal venskabet nok komme sig over det.

Fare for at brænde ud Grænser er også vigtige at sætte, når det kommer til omfanget af engagementet, påpeger Ingeborg og Arne. - Der er nogle, der kommer i kontakt med en asylsøgende familie og giver sig fuldstændig hen i at støtte dem. De gør fantastiske ting, men bagefter er de absolut drænede i flere år, fortæller Arne. - Vi har valgt, at vi ikke laver arrangementer i juni, juli og august, forklarer Ingeborg. - Vi ved godt, at flygtninge ikke holder ferie på den måde, men det gør vi altså. Man må gøre op med sig selv, om man vil knokle løs et par år, eller om det skal være en permanent livsstil. Vi holder for meget af det til, at vi vil risikere at brænde ud og blive bitre.

Der er brug for os her De to døtre er for længst fløjet fra reden, men Ingeborg og Arne, som ikke er indfødte på Nørrebro, har ikke planer om at bryde op. - Nogle af vores egne fra Jylland spørger nogle gange: ”Kommer I da ikke snart hjem? Skal I ikke have jer et ordentligt hus?” Men vi føler, at der er brug for os her, forklarer Ingeborg. - Der er mange her, der er hårdt ramt. - Nogle få af dem kommer vi i kontakt med, fortsætter Arne. - Man kan selvfølgelig ikke åbne sig for alle, men nogle af dem lægger Gud hen til mig. Det er min næste. Der må være en villighed til at lade sig standse og se den enkelte. Der er Jesus vores forbillede. Ingeborg supplerer: - Jeg beder tit om morgenen: ”Gud, læg dagen til rette, så jeg møder andre med et åbent sind. Du ved, hvem der særligt har brug for et smil eller et kærligt ord i dag.” Det hjælper mig til at slappe af i, at jeg ikke skal frelse hele verden, men at jeg skal være der, hvor Gud vil bruge mig netop nu. Jeg tænker mere og mere, at jeg ikke er centrum i det her.

25


26

BØGER

Dansk Tidskrift for Teologi og Kirke 100 kr. pr udgivelse eller 150 kr. pr år (4 udgivelser) www.dttk.dk

Af Filip Friis, filipfriis_87@hotmail.com Skræmmer begreber som missional teologi, postkonstantinisme, toregimentelære og konfessionalitet dig, er det ikke Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke (DTTK) du skal have fingre i. Lyder det bekendt eller i hvert fald ikke helt skræmmende, så kan du måske godt overveje at stifte bekendtskab med bladet. DTTK udgives fire gange årligt af Menighedsfakultetet. DTTK prøver ifølge bladets egen hjemmeside at formidle ”teologi på akademisk vis med et kirkeligt perspektiv.” Jeg må indrømme, at jeg var noget skeptisk, da jeg første gang så det. Men jeg må i samme åndedrag indrømme, at jeg både blev klogere og flere gange blev grebet af læsningen. Som nævnt udkommer tidsskriftet 4 gange, og jeg vil i denne anmeldelse kigge på de fire tidsskrifter fra 2011 og de temaer, der bliver taget op. De enkelte blade er bygget op over et tema, som artiklerne på en eller måde relaterer sig til. Og i slutningen af hvert blad, er der et par boganmeldelser af bøger, der er relevante for det emne, der er blevet belyst i bladet.

Missional teologisk uddannelse (2011/1) Temaet for det første nummer er missional teologi og handler grundlæggende om teologistudiet og dets rolle i forhold til kirken. Den første artikel er en spændende

historisk gennemgang af Kurt E. Larsen, der påviser, at der er en sammenhæng mellem kirke og teologi, og at der altid har været det. Derefter er der input fra forskellige steder i verden, hvor kirkerne har en mere praksisorienteret præsteuddannelse. Der artikler om den lutherske kirke i Brasilien, den anglikanske kirke i England og Mekane Yesus-kirken i Etiopien. Fælles for de tre uddannelser er deres kraftige vægtlægning på den praktiske del. Finn Aa. Rønne har også en kort kommentar til den tværkulturelle teologiske uddannelse på DBI. Der er rigtig mange gode tanker, der bliver tænkt de forskellige steder, men som Asger Chr. Højlund gør opmærksom på i sin respons til artiklerne, bliver man ved disse former for uddannelse nødt til at give lidt køb på det fagteologiske, da det simpelthen ikke er muligt at nå det samme på fx tre studiedage om ugen som fem studiedage.

Kirke og politik (2011/2) Temaet kirke og politik, som bliver taget op i dette nummer er i den grad relevant lige nu. I denne tid, hvor vielser af homoseksuelle fylder rigtig meget i den kirkelige debat, er det meget nærliggende at diskutere, hvordan kirkens forhold til staten - og omvendt - er. Det er de færreste, der vil benægte, at spørgsmålet om vielser af homoseksuelle bliver betragtet som et politisk spørgsmål og ikke et teologisk.

DKKT belyser heldigvis ikke den konkrete sag, som man nok kan finde information om, hvis man vil, men vælger i stedet at kigge på forholdet mellem kirken og staten set med kirkehistoriske briller. Augustin bliver behandlet, men specielt Luther og hans toregimentelære bliver belyst og perspektiveret ind i den kirkelige situation, vi står i i dag i den vestlige verden. Hans Raun Iversens artikel om ”Forholdet folkstat-kirke i politisk og teologisk belysning” er spændende læsning. En vigtig pointe er, at den danske folkekirke i praksis er lige så meget statskirke som folkekirke, hvilket debatten også vidner om. Artiklens forfatter fremhæver fem argumenter for at ændre stat-kirkeforholdet, så kirken kan få mere frihed og selvbestemmelse. Debatten om forholdet mellem kirke og stat er svær, men den er nødvendig. Til sidst har daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen en længere artikel, der munder ud i en hyldest til Grundtvig sammen med en slet skjult propaganda for Lars Løkkes politiske agenda. Også kirkeordfører for de konservative, Charlotte Dyremose, har et kort indlæg, som handler om folkekirkens sammenhængsskabende kraft, men ender i stedet ud i en hyldest til konservative værdier, hvilket hun da heller ikke er bange for at gøre opmærksom på.


artikel · Fællesskab · 2012 · # 2 · TIL TRO

Kirke i en postkonstantinsk tid (2011/3) Selvom der fra udgivers side ikke er sat en titel på dette nummer, kunne det passende være kirke i en postkonstantinsk tid, som en stor del af nummeret handler om. Den konstantinske tid regnes for at være perioden fra, da Konstantin gjorde Romerriget kristent og til vores tid. Det, der kendetegner den konstantinske tid, er, at der har været en syntese mellem kirken og staten, og kirken har fungeret som en samfundsbærende institution. Den tid er ved at være ovre, og kirken bliver nu nødt til at agere i en virkelighed, hvor folk ikke tager dens sandheder for givet. Forfatterne til artiklerne har et forskelligt syn på, hvorvidt konstantisme er positivt. Oskar Skarsaunes’ artikels titel ”Kirkens konstantinske fangenskap – ser vi slutten?” afslører vist også hans syn på tiden. Udover det rent historiske er der også flere spændende overvejelser omkring, hvordan kirken kan agere i den nye virkelighed, den står i. Henrik Højlunds artikel ”Apolegetikkens genkomst” er en spændende analyse af den tid, vi lever i, og hvordan trosforsvar har fået en genfødsel. Ifølge ham, er vi kommet efter postmodernisme, hvor apolegetik blev negligeret, og ind i en tid, hvor det igen at argumentere rationelt for sin tro.

Konfession og videnskab (2011/4)

Konklusion

Jeg kan lige så godt afsløre, at det bedste er gemt til sidst. I årets fjerde udgivelse bliver der fokuseret på forholdet mellem konfession og videnskab og specielt berettigelsen af (måske nærmere behovet for) en konfessionel teologisk uddannelse i Danmark. Udgangspunktet for Menighedsfakultet og Dansk Bibel-Institut er, at den danske stat ikke vil akkreditere deres uddannelser eller yde økonomisk støtte, da de begge er på et konfessionelt grundlag og derfor forhindret i fri forskning ifølge den danske stat. Artiklernes forfattere er ikke overraskende uenige og argumenter fint for, at der til grund for al forskning ligger en grundanskuelse. Der er mange videnskabsteoretiske overvejelser med, og generelt er det spændende læsning. Forfatterne har en tydelig agenda: de ønsker ved hjælp af saglige argumenter at retfærdiggøre eksistensen af konfessionel, statsligt akkrediteret teologisk uddannelse i Danmark. Som Jeppe Bach Nikolajsen skriver i introduktionen omkring det, er det ”et vigtigt arbejde, for dersom en akademisk position mangler sprog og ikke kan redegøre for sine synspunkter, vil en sådan position let kunne betragtes som vilkårlig og befordre andres fordomme.” Det er lykkedes med denne udgivelse, og der ønskes fortsat god kamp til de konfessionelle teologiske institutioner i Danmark.

Tidsskrift for Teologi og Kirke har været spændende at stifte bekendtskab med. Interesser man sig teologi eller den kirkelige situation i Danmark ud fra et mere akademisk synspunkt, er DTTK anbefalelsesværdigt. Man behøver ikke at være fagteolog for at kunne følge med, men det er uden tvivl til hjælp, hvis man er nogenlunde inde i den teologiske terminologi. Tidsskriftet kan bestilles på www.dttk.dk, hvor der er en rabat for studerende, så et årsabonnement kan fås for 150 kr.

27


28

REFLEKSIONER

Ensomhed Af stud.theol. Mikael Kongensholm, mikaelkongensholm@gmail.com

I efteråret fik jeg igen besøg af en, som hed ensomhed. Han kom ind ad min dør, uden at banke på. Uden at spørge om lov. Pludselig var han der. Og han var der på en meget nærværende og insisterende måde. Jeg kunne mærke ham, selvom jeg ikke kiggede på ham eller gav ham nogen opmærksomhed. Jeg ignorerede ham. Lod som om, han ikke var der. Jeg er nemlig ikke super begejstret for den slags ubudne gæster. Han kunne da i det mindste godt have meldt sin ankomst, så jeg kunne have forberedt mig. Ryddet lidt op, lagt en handlingsplan, ringet til en ven. Men det er typisk ham. Han kommer, når jeg mindst venter ham. Desuden er han så lumsk, at han kan tage forskellige former. Mindst 4 forskellige. Som da jeg var i Tivoli og hørte Tina Dickow synge. Jeg stod midt i en tætpakket menneskemængde, men alligevel fik han sig mast ind ved siden af mig. Han hviskede ting i mit øre, skabte stemninger i mig og pludselig følte jeg mig ensom og fortabt som aldrig før. Larmen inde i mig overdøvede helt musikken. Den eksistentielle ensomhed havde besøgt mig. Han kan også iklæde sig sin sociale form, måske den form, han er mest kendt i. Han dukker ofte op på den måde, når man lige er flyttet et nyt sted hen og ikke har fået et

netværk endnu. Eller når man prøver, at finde nogen at hænge ud med en fredag aften, men får nej fra alle dem, man spørger. Når han ændrer sig til den forståelsesmæssige ensomhed, ændres hele landskabet omkring mig også. Jeg står pludselig alene på en ø. Der er andre øer i nærheden. På dem står mine venner. Jeg prøver at råbe til dem og forklare dem, hvordan livet er herovre på min ø. Men enten hører de mig ikke, eller også forstår de ikke, hvad jeg siger. Jeg er alene. Og alene om at prøve at forstå mig selv. Eller ensomheden kommer på besøg i en åndelig form. Gud føles fjern. Og så kan vi synge nok så mange gange, at “ensom har jeg aldrig vandret,” og “der var spor af to i sandet,” uden at det hjælper. Ensomheden giver os meget mere lyst til at synge, “ensom har jeg altid vandret, og jeg er da godt nok fuldstændig alene på den strand.” Nåh, men tilbage til det uanmeldte besøg. Til sidst kan jeg ikke ignorere ensomheden mere. Så jeg løfter endelig øjnene og kigger på ham. Til min store overraskelse ser han meget familiær ud, han ligner mig. Ja, faktisk er han mig. Et øjeblik er jeg både mundlam og tankelam, men det er ensomheden bestemt ikke, han begynder straks at tale, nu

da han endelig har fået min fulde opmærksomhed. Først foreslår han, at jeg fremover kalder ham alenehed. Det navn kan han bedre lide, det har ligesom et bedre rygte. Så siger han, at jeg ikke skal være bange for ham, at han vil mig det godt. Han vil bare gerne have, at jeg tør møde ham, tør møde mig selv. Også de ting i mig selv, som jeg ikke har så stor lyst til at være alene med. Han fortæller, at han også besøger mange andre. Ja, faktisk mener han, at det vil være muligt for mig at finde fællesskab med de andre, han besøger. Jeg opdager, at han ikke er så skræmmende at snakke med, som jeg frygtede. Så jeg sætter noget kaffe over, finder bastognekiks frem, og vi snakker videre.


artikel · Fællesskab · 2012 · # 2 · TIL TRO

MEDIER

Reality vs. virkelighed vs. mig Af Lasse Kobbersmed, cand mag i musikvidenskab og film, lassekobbersmed@gmail.com

I starten af februar blev jeg kastet ud i et vikariat i mediefag på et nærliggende gymnasium. Undervisningsplanen var lavet af min forgænger, og første emne var “reality-tv.” Jeg sank lige en klump. Reality-programmer har aldrig lige været min kop te. Men ud fra et fagligt ideal om, at ens personlige smag ikke bør diktere undervisningens indhold alene, pudsede jeg de mediefaglige briller og kastede mig ud i en infight med dette tv-monster. Den nyslåede mediefagslærer i det ene ringhjørne og det dobbelthovedede uhyre Big Brother/Paradise Hotel i det andet. Modparten blottede hurtigt sit mest effektive våben: en problematisk omgang med sin egen etikette som “reality” - virkeligheds-tv. Problem 1: Der er ikke længere noget provokerende i, at et faktaprogram bruger løs af skuffen med fiktionskoder: underlægningsmusik, nærbilleder, markante skift i klippetempo, kameravinkler osv. Men lad os lige standse op, før vi sænker paraderne helt. Der er ikke noget galt i at blive henført af filmiske virkemidler, men hvor er det, vi bliver ført hen? Er det dybere ind i en god fortælling? Tættere på verden og livet? Eller snarere ind i en konstrueret skinvirkelighed? Problem 2: Seksualitet er en vigtig side ved vores skabthed. Men når seksuelle excesser som pole- og lapdance, strategisk

partnerbytte og hentydninger til voldtægt bliver standardinventar i realitygameshows rykker det ved opfattelsen af, hvad det vil sige at være ung og et seksuelt væsen. Også for en god kfs’er, som kun kigger med på afstand. Problem 3: Min største klemme på genren er et træk, den deler med fiktionsfilmen: castingen. Den stramme og nøje gennemtænkte sammensætning af persongalleriet. Hvor en fiktionsfilms cast ofte byder på en vis bredde, er realityspillerne langt mere skabelonagtige: drengene har altid six pack’en i orden, og pigernes BMI er i barbieklassen. Historien: stripperen/bartenderen møder pretty boy’en med hang til Nic & Jay og spray tan og sød musik opstår. Der foreligger ikke en direkte kontrakt med seeren om, at programmet viser et repræsentativt udsnit af Danmarks unge befolkning. Alligevel må man spørge, hvad denne form for typecasting gør ved rummeligheden i vores kropsideal. Man kan overveje, hvorfor stadigt flere elever i folkeskolens ældste klasser ikke vil i bad efter idræt, fordi det er flovt at vise sig nøgen overfor kammerater af det samme køn. Er det altsammen Big Brother og co.’s skyld? Tvivlsomt. Er programmerne uden skyld? Næppe. Efter en hård boksekamp med realitydyret var det en tørstslukker at se dokumentarfilmen ”Testamentet” af Christian

Sønderby Jepsen. Vi møder hovedpersonen, Henrik, som bor ovenpå et solcenter i provinsbyen Skals. Han er en personificeret antitese til realitystjernen. Han er kvapset, kikset og har ikke drevet det til andet i sit godt 30-årige liv end at vente på arven efter sin rige tyske bedstefar. Filmen er klippet og fortalt som en spillefilm, men alligevel mister man aldrig fornemmelsen af at have med mennesker af kød og blod at gøre. Som fx da Henrik sammenbidt filosoferer: “Hvad er der ved at have et stort og fedt hus, hvis du ikke har nogen gæster at putte i det? Hvad er der ved at elske en pige, når hun ikke elsker dig tilbage?” Med nærmest bibelske allusioner stiller filmen tilskueren over for helt igennem jævne menneskers kampe med livet uden realityprogrammernes pseudorealisme. Her var der atter en klump, der skulle synkes. Denne gang ikke i reality-kvababelse, men i mødet med de rå grundvilkår i Guds skønne, men faldne verden.

Anbefalinger ”Testamentet” (premiere februar 2012) instrueret af Christian Sønderby Jepsen. Se de to dokumentarer ”Side om side” og ”Min fætter er pirat” af samme instruktør gratis på filmstriben.dk.

29


oplev verden

mere info imb.dk

Avisen Tro&Miss

Oplev Etiopien på studieturen. Oplev Gud og nye sider af dig selv. Oplev nye sider af Bibelens verden hver eneste dag.

SE HER!

per ladekjær bibelskolelærer

Sæt en annonce i Til Tro - og bliv kendt blandt bladets over 5700 abonnenter! Vi gi’r en god pris - du støtter en god sag. Kontakt KFS på tlf. 35438282 eller kfs@kfs.dk og hør nærmere.

Ta´ på bibelskole

Tid til Gud Tid til andre Tid til dig selv ”Vi vil vise eleverne Jesus, så de aldrig glemmer ham” Henrik Nymann Eriksen, forstander

Ansgarvej 2 · 3400 Hillerød · Tlf. 4826 0766 · lmh@lmh.dk · www.lmh.dk

Frederiksborg Apotek Slotsgade 26 3400 Hillerød Tlf. 48 26 56 00

Frederiksborg Apotek Slotsgade 26 3400 Hillerød Tlf: 4826 5600 www.frederiksborg.netapotek.dk ___________________________________

Apoteket har døgnvagt www.frederiksborg.netapotek.dk  ___________________________________

 Apoteket har døgnvagt

    

       

 


TimoThy keller

Torben jensen (red.)

Ikke alt der glImrer er gud

216 sider 249,95 kr.

Ovenlys på mørke dage 64 sider 99,95 kr.

»dette er en af de mest skelsættende og befriende bøger, jeg har læst i mange år. der findes en plads i ethvert menneskes hjerte, som kun gud kan fylde ud. står pladsen tom, flytter afguderne ind. kun budskabet om Jesus magter at befri menneskehjertet for afguder og i stedet fylde det med tak! timothy keller tager fat i en række bibelske personer og viser, hvordan de plages og beherskes af afguder. han lader evangeliet afsløre fortidens og nutidens afguder og gør det klart, at det alene er evangeliets kraft, som kan befri vores hjerter!«

denne lille bog er tænkt som en hjælp til dig, som erfarer den mørke side af livet. her er kærlige ord fra gud, opmuntringer, formaninger og evighedsperspektiv. Bogen indeholder andagter til 28 dage - morgen og aften.

sam allberry

208 sider 149,95 kr.

krIstus er Opstanden! - Og hvad så? » … nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde …« ordene kommer næsten af sig selv, når vi siger trosbekendelsen. Bogen kaster nyt og spændende lys på bibeltekster, som vi måske troede, vi kendte til hudløshed. en opløftende og befriende bog.

Jens Lomborg, Skjern Forlagsgruppen lohse tlF.: 75 93 44 55 www.credo.dk

NU OVER 6 MIO EKSEMPLARER – HERAF 6.000 PÅ DANSK

nr 1 Times ork

wY på Ne ellerliste i bests uger 55 Todd Burpo Himlen findes virkelig ISBN 978–87–7068–048-6

210 sider paperback · kr 149,95

online shop på www.prorex.dk · tlf. 7456 3343


Magasinpost SMP • • ID-nr. 42728 • •

Generalens På knæ En skik med at bede knælende er begyndt at brede sig i kristne ungdomsmiljøer – særligt med tilknytning til Indre Missions Unge. Både derhjemme, til møder og på lejre kan man finde unge, der knæler, mens de be’r. Endda helt op til en time ad gangen. Den praksis står i skærende kontrast til den måde, der blev talt om bøn på i min ungdom. Jeg vil tro, at hver anden andagt, jeg lyttede til, handlede om, at vi kan bede til Gud, mens vi cykler. Indrømmet, der var også en del andagter om bøn til eksamen, eller når vi havde tabt mors og fars bilnøgle på en mørk parkeringsplads en halv time efter, at vi skulle have været hjemme med bilen. Med andre ord: Bøn er ikke noget, man behøver at planlægge eller stylte op. Gud er tilgængelig 24/7. Knælende bøn udfordrer den spontane bønspraksis. Når jeg knæler, giver jeg med kroppen udtryk for, at nu lægger jeg andre ting til side for at fokusere på samværet med Gud. Det er naivt at tro, at min bønspraksis ikke har betydning for min relation til Gud

Af generalsekretær Robert Bladt robert@kfs.dk

og mit syn på ham. Hvad fortæller jeg mig selv, når jeg knæler, mens jeg be’r? Ja, jeg kan næppe knæle uden at føle, at jeg underkaster mig. Hvis jeg derimod udelukkende be’r til Gud på cyklen, ved eksamensbordet og på parkeringspladsen, vil Gud let blive en ”pal” - en kammerat. Gud og mig, vi er på bølgelængde. Men hvis den spontane bøn står alene, er der i virkeligheden ikke noget særligt kammeratligt over den. Forestil dig en ven, du kun henvender dig til, når du har brug for, at han lige fikser noget for dig. Jeg vil gerne udfordres til at gå på knæ. Gud er nok tilgængelig 24/7, men hvor tilgængelig er jeg egentlig? Mon ikke jeg har brug for at komme på knæ for Gud og mærke, at han er langt mere end en Gud, der fikser ting? Han er en Herre, som råder over alt. På knæ for ham kan det måske gå op for mig, hvor stort et privilegium det er, at jeg må be’ til ham. Kommentér på kfs.dk

Girokort

kr. __________ Frivilligt Til Tro abonnement kr. __________ Gavebrev kr. __________ Fastgiver kr. __________ Almindelig gave Oplys cpr.nr. ______________________________

Ribevej 71, Ødsted 7100 Vejle

Ribevej 71, Ødsted 7100 Vejle

Til Tro nr. 2 2012  

I dette nummer af Til Tro vil vi gerne sætte spot på nogle forskellige præmisser for fællesskab, som er afhængig af, hvem fællesskabet rumme...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you