Til Tro #3 2012

20 12

Kristeligt Forbund for Studerende

Tema: Spiritualitet Succes med målsætningsarbejde » 5 I mål – og stadig på vej » 5 1263 på påskelejr » 6 Ny volontør i Montenegro » 9

I mål – og stadig på vej

9 13 17

4

her står du

Åndelig anoreksi?

1263 på Påskelejr

7

Tre volontører takker af

KFS’eren

Tema: Spiritualitet

Sund spiritualitet

En del af miljøet

At vandre med Gud

Gud kom til mig

Bøn

27 30 31 Bøger

Generalens

artikel · Spiritualitet · 2012 · #3 · TIL TRO

Leder

Åndelig anoreksi?

Af formand for KFS Peter Rask, peter.rask@pc.dk

Årets påskelejrs sidste aften var endnu en gang fantastisk at opleve.

Men hvad sker der, når hverdagen melder sig igen?

Der er noget helt specielt ved at stå i en hal fyldt med KFS’ere og synge lovsang. Følelsen af nærvær, samhørighed og glæde er overvældende. Jeg tror, det er derfor, vi har oplevet, at især påskelejrens sidste dag har mange dagsgæster. Man vil gerne opleve suset og mærke Guds nærvær på en måde, som kan være svær at få frem i hverdagen. Derfor søger man de store kristne events, og det glæder jeg mig over. Men følelsen af selv den bedste lovsangsaften vil med tiden fortage sig og hverdagen med dens kampe vil igen være den erfaring, man har tættest på. Når det sker, har vi som kristne ikke brug for kun at se frem mod næste store arrangement, som kan give os noget af suset tilbage, men vi har også brug for at få prioriteret og måske genstartet vores andagtsliv. Så vi ikke ender som åndelige anorektikere, der konstant sulter troens liv og holder den i live på et eksistensminimum.

Som jeg ser det, er det her kampen for tiden står for os i dag. Ikke at det er en ny kamp, men at blive en generation af bibellæsere og bibelbrugere er ikke noget, som bare automatisk går i arv fra generation til generation. Det er noget, som altid må tilkæmpes. Igennem hele skriften går det som en rød tråd, at den, som kender Gud, skal lade sig fylde af hans ord, så Ordet kan præge og forme os. Derfor er det i bedste fald naivt at tro, jeg kan have et godt og sundt trosliv med en lukket bibel. I KFS vil vi gerne arbejde med på at skabe bibelglæde og begejstring. For man kan ikke give noget videre, som man ikke selv har. Så hvis vi ønsker at gøre Jesus kendt blandt studerende, må vi selv kende ham først. Vi har brug for igen at opleve den kraft og glæde, som er i at leve med en åben bibel. Så troen styrkes og håbet grundfæstes i det som altid er konstant, nemlig Guds ord.

Kommentér på kfs.dk

Udgiver

Redaktionen

Tryk

Kristeligt Forbund For Studerende Ribevej 71, Ødsted 7100 Vejle Tlf: 35 43 82 82 Fax: 35 43 48 04 E-mail: kfs@kfs.dk TIL TRO: tiltro@kfs.dk Giro: 405-4954

Gymnasiesekretær Kathrine Kofod-Frederiksen (ansvarshavende redaktør) Kommunikationsmedarbejder Jens Jørgen Jensen (redaktionssekretær og nyhedsredaktør) Stud.hum.inf Mathilde Due Ørskov Stud.ling Vera Sønderby Jensen Stud.scient Simon Stark Sygeplejestuderende Liv Braüner Jensen Stud.theol Peter Bæk Pædagogmedhjælper Mikkel Haahr Andersen Lærerstuderende Daniel Sundgaard Stud.scient. Kristina Nørgård Larsen

Kolofon

Abonnement

Det er gratis at modtage Til Tro, men du er velkommen til at betale et frivilligt abonnement med lige netop det beløb, du har lyst til at give KFS. Et frivilligt abonnement er, ligesom alle andre gaver til KFS, fradragsberettiget. Sæt pengene ind på reg. 9544, kontonr. 0004054954

ISSN 1395-9786 Hjemmeside www.tiltro.dk Design

Martin Luckmann & Klaus Juul Jensen Annoncer

Kontakt KFS på tlf. 35438282 eller kfs@kfs.dk Layout og illustrationer

dittemunk.dk

3

4

TIL TRO · # 3 · 2012 · nyheder

Ånden fri i de højere luftlag

Åndsfriheden er under pres.

Under den antagelse lægger Åndsfrihedsprojektet op til debat ud fra 21 teser. Til Tro undersøger, what’s in it.

Af Stefan Østergård Jensen, cand.scient.pol., fuldmægtig, stefanoestergaardjensen@gmail.com Andægtigheden var et missionshus værdig.

En mandag morgen i maj i magtens korridorer. ’Borgen’ kaldes stedet. Det ved vi, belært af folkefællesskabet ’Søndag aften på DR1’. Nu også i folkemunde.

Hver fremmødt har pænt fundet sin plads i god tid. Her i Fællessalen mødtes Rigsdagens to kamre ved særlige lejligheder frem til Landstingets afskaffelse i 1953. Tingene var oftest politiske modparter. Denne

Læs mere på åndsfrihed.dk Konferencens program og indlæg findes på hjemmesiden.

dag præges fremmødet af to kirkelige modparter, der dog mødes under særdeles forbrødrede former: den grundtvigske og den missionske bevægelse i fælles front. Åndsfriheden truet?

Og hvorfor sidder Til Tros udsendte så her blandt friskolefolk og meningsmodige debattører og forskønner gennemsnitsalderen? Fordi problemet også vedrører kristne studerende, hvis friheden til forskelligheder – mindretal – snævres ind.

Konferencens arrangør, Åndsfrihedsprojektet (åndsfrihed.dk), har formuleret 21 teser om åndsfriheden i Danmark. Skaren af underskrivere breder sig i det kirkelige landskab, dog uden om tidehvervske enklaver. Projektet nyder sporadisk politisk opbakning, primært til højre for midten.

Konstateringen? Åndsfriheden er truet.

Tendenser til sindelagskontrol – statslig indblanding i værdimæssige spørgsmål og den offentlige menings ambition om religionsneutralitet i det kollektive rum.

Eksempelvis konkretiseret i forbehold og forbud mod KFS-aktiviteter på visse gymnasier. Det er ikke blevet lettere ikke at være mainstream.

Demokrati, frihed og kristendom Men her er åndsfrihed thumbs up. Ånden er så fri, at Folketingets forbud mod fællessang må vige for ”Frihed er det bedste guld”. Men hvordan konkretiseres åndsfriheden – og skal den? Journalist, multitalent og dagens ordstyrer, Kåre Gade, fløjter slaget i gang på sin lidt underspillede, intellektuelle facon.

Friheden og ånden får mange ord med på vejen i de ganske generiske debatter.

Hvad siger Grundtvig? Bør kristendommen lade filosofien få sin del af æren for vores frihedstradition? Skal staten sikre visse åndsfrihedsrettigheder, eller er den selv problemet? Børns åndsfrihed – hvem har ansvaret for den?

Der sidder jeg på min grønpolstrede stol og spekulerer på, om der fortsat er plads til kristne og kirke i morgendagens Danmark. Måske navnlig de kirkebænke, Til Tros læsere sidder på. Den ret principielle diskussion kan dog dårligt fremprovokere uenighed mellem bekymrede underskrivere, den værdineutrale opponent fra Humanistisk Samfund, den radikale indenrigs- og økonomiminister eller det DF’ske folketingsmedlem.

Tørklæder og ytringsfrihed Arrangementet går i hak i en velkendt debat. Dansk Folkepartis stedlige forsvarer for ytringsfriheden tager som forventet bladet fra munden: En slet skjult nazisammenligning i et angreb mod den såkaldte blasfemiparagraf (straffelovens § 266b). Lige så forventeligt, bekvemme fnys og foragt for DF og alt dets væsen. En medunderskriver fra Islamisk Forbund opfordrer dog med brug af sin tolk til en bredere religionsdialog.

Brobygningsforsøget strander i luften eller møder ikke land på modsatte side. Udenfor ses Dannebrog med split på en blå himmel over kobbertaget af en statslig bygning.

Dagens udbytte? En vigtig og interessant principiel diskussion. Om ikke andet for typer med hang til generelle samfundsdebatter. Åndsfrihed og Grundtvig er plusord, der vækker engageret debat – i hvert fald blandt de fremmødte. Nu forhåbentlig også lidt bredere.

nyheder · · 2012 2011 · # 36 · TIL TRO nyheder

Succes med målsætningsarbejde I store træk har KFS nået den modige målsætning, som blev formuleret for snart tre år siden om at besøge alle større studiesteder i Danmark inden for tre år.

Af kommunikationsmedarbejder Jens Jørgen Jensen, jens@kfs.dk "Jeg synes helt sikkert, vi har grund til at være stolte i KFS. Der er mange mennesker, der har gjort det muligt at nå disse mål.

Det gælder selvfølgelig vores sekretærer, volontører og LTC'erne, men også de mange KFS'ere på skolerne. Det er godt gået, og det er en stor opmuntring, når vi skal tage fat på en ny målsætning for vores arbejde.”

Sådan siger KFS’ formand, Peter Rask, om den seneste status for KFS’ målsætning, der viser, at der er gjort et stort arbejde de sidste tre år. Målsætningen har bestået i nogle delmål. Ud af de 200 skoler, som KFS ville besøge har vi nået 201. I løbet af den

treårige periode målsætningsarbejdet løber over, har KFS haft kontakt med KFS-grupper og KFS’ere på 208 skoler, det vil sige otte mere end målet på 200.

Et tredje mål var at hænge plakater på 350 skoler, hvor der nu kun mangler tre plakater. Den overordnede målsætning går på, at KFS vil besøge alle 406 skoler i Danmark, der har over 100 studerende.

Heraf er det kun 21, der endnu ikke haft skolebesøg af LTC’ere og KFS-ansatte, har haft en KFS-plakat hængende eller har haft kristne studerende med tilknytning til KFS. Deadline er august, så der er stadig tid at

løbe på, men allerede med de nuværende opgørelser må KFS siges at have nået sit mål i det store hele.

"Det er især opmuntrende, at vi har nået at besøge 201 skoler på tre år, hvor vores ret ambitiøse mål var 200 skoler. Det er mere end en skole om ugen. Men selvom vi nu kan sige, at vi har nået målet, betyder det ikke, at arbejdet stopper. Der er stadig mange studerende, der ikke kender Jesus.

Så vi har tænkt os at fortsætte i det gode spor," lover Peter Rask.

I mål – og stadig på vej Af generalsekretær Robert Bladt, robert@kfs.dk I KFS har vi arbejdet mod et – synes vi selv – ambitiøst mål. Vi har sat os for, at vi vil besøge alle landets større studiesteder for at gøre Jesus kendt i løbet af de tre skoleår fra sommeren 2009 til denne sommer. Nu, hvor perioden er til ende, har vi overordnet set nået vores mål – og på to af delmålene har vi sågar overgået vores målsætning.

Derfor er vi fyldt af taknemmelighed til Gud og vores venner, som sammen med KFS’ medarbejdere og studerende har gjort det muligt. Men selv om vi er i mål, er vi stadig på vej. En generation på et gymnasium er tre år. På de lange, videregående uddannelser er den lidt længere. Nye generationer af studerende er på vej – derfor er KFS også stadig på vej. På vej med evangeliet,

med invitationer til at tjekke Jesus ud, med opfordring til dialog om de grundspørgsmål, som mange studerende møder særligt intenst i studietiden.

For at målrette vores indsats og forvalte vores ressourcer bedst muligt, skriver vi i øjeblikket på en ny, treårig målsætning.

Den vil blive offentliggjort i næste nummer af Til Tro. Men jeg kan allerede nu afsløre, at vi ønsker at styrke indsatsen blandt de videregående studerende. Ikke på bekostning af gymnasiearbejdet, men ved at udvide KFS’ medarbejderflok med en universitetsevangelist fra sommeren 2013 og tre år frem.

Arbejdet med at komme ud på alle landets studiesteder de forløbne tre år

har befordret en kreativitet omkring vores arbejdsmetoder. Blandt andet har vi ladet os inspirere af den måde, hvorpå vores søsterorganisation i Storbritannien rækker ud til studerende på universiteterne. Vi har i lille skala forsøgt noget tilsvarende i København og Odense med blandt andet Muffinmission, Lunchbars og Movienight.

Vores erfaringer er så gode, at vi ønsker at styrke denne indsats gennem en treårig projektansættelse. Vi oplever, at vi gennem disse arrangementer får rigtig mange i tale med evangeliet.

Vi har altså nået et mål – men vi er stadig på vej. Tak til alle jer, som følger os på vejen.

55

6

TIL TRO · # 3 · 2012 · nyheder

1263 på Påskelejr Efter en veloverstået Påskelejr, KFS’ største lejr, er tallene gjort op, og det er meget opmuntrende.

Af kommunikationsmedarbejder Jens Jørgen Jensen, jens@kfs.dk Fra lørdag til onsdag i skolernes påskeferie var over tusind unge kristne samlet på KFS’ Påskelejr i Skanderborg. Lejren var velbesøgt, og udover 757 overnattende deltagere fandt 506 dagsgæster vej til de to skoler i Skanderborg, som dannede rammen for lejren med temaet ”Virkelig her – Virkelig nær.”

Fem dage med næsten 30 forskellige seminarer, fire indholdsmættede aftenmø-

der, to spor med solid bibelundervisning, paneldebat, brusende lovsang, et ukendt stort antal kaffekopper i de mange caféer og en række andre tilbud har givet KFS’ere fra hele landet mange forskellige ting med hjem. Der har været noget for enhver smag og ethvert behov. ”Vi er taknemmelige for en god lejr, og vi oplevede, at Gud kom virkelig nær, og vi blev mindet om, at han også er nær, når

lejrstemningen efterhånden forsvinder,” siger sekretariatsleder Lars Bjerregaard, som har stået i spidsen for lejren, og fortsætter, ”De mange forskellige bidrag fra frivillige og medarbejdere har betydet, at KFS’ere igen kunne mødes i påsken og møde en personlig Gud på en personlig måde.”

nyheder · · 2012 2011 · # 36 · TIL TRO nyheder

Hjælp din ”påskelejrnabo” Af kommunikationsmedarbejder Jens Jørgen Jensen, jens@kfs.dk

Nogle af påskelejrdeltagerne valgte at bruge en af lejrens eftermiddage på at hjælpe lokale beboere i Skanderborg, der havde brug for det.

Der var så mange, at der ikke var arbejde nok til alle. Sådan var det, da Påskelejr havde arrangeret ’Hjælp din nabo.’

Fire piger fra Vesjylland havde meldt sig, og deres opgave blev at hjælpe Ingrid, der i 1996 blev lam i den ene side efter en hjerneskade. Ingrid fik også hjælp af påskelejrdeltagerne sidste år, så da hun så annoncen i avisen, bad hun om hjælp til at få ryddet op i sit klædeskab. ”Jeg synes, det er rigtig hyggeligt. Og det er dejligt at kunne glæde nogle ældre mennesker, give et lille lyspunkt og vise, at vi er interesserede i hende. Jeg forestiller mig ikke, at der sker specielt meget i hende hverdag,” fortæller den ene af pigerne Rebekka Christensen, der går i 2. g på Vestjysk Gymnasium Tarm. Og blot det at få besøg er et lyspunkt for Ingrid.

”Jeg er så uheldigt stillet at jeg ingen familie har, så det kan godt blive lidt træls i helligdagene.”

Glæden går to veje Men pigerne har også fået noget igen: ”Når man hjælper andre, så bliver de glade, og man bliver selv glad. Man får virkelig meget igen, selvom man gør så lidt,” siger Marianne Svendsen, der går i 2. g på Holstebro Gymnasium.

Og denne positive oplevelse af at hjælpe andre har givet pigerne lyst til at fortsætte det gode arbejde derhjemme. ”Det kunne være fedt at komme hjem og få nogle flere af sådanne projekter sparket i gang. Der er jo lige så mange gamle mennesker eller mennesker, der har brug for hjælp i Skjern, som der er her i Skanderborg, og som sagtens kunne få brug for at få gjort en have i stand - eller et klædeskab eller et køleskab,” smiler Hanna Christensen, der er formand for KFS-gruppen på Vestjysk Gymnasium Tarm.

Udfordrende at virkeliggøre Men de fire piger er enige om, at det er en udfordring at føre det ud i livet derhjemme.

Ida Maria Sørensen fra Holstebro Gymnasium forklarer: ”Det ville helt sikkert være fedt, hvis man også kunne gøre det derhjemme. Det svære ved det er, at her er det arrangeret, man skal bare møde op og komme, men derhjemme skal man til at finde ud af hvem, hvor og hvordan.”

Alligevel håber de alle fire, at den positive oplevelse af, hvor lidt der skal til for at sprede stor glæde, vil føre til, at ambitionerne bliver virkeliggjort i deres eget lokalområde.

Bed for verden • Tak Gud for de gode kontakter, der er skabt ved et møde mellem ansatte og lokale kristne i det sydlige Asien. Tak for de få studerende, der var med; for deres iver for at udvikle bedegrupper og vidne på deres skoler og kollegier. Bed om et godt opfølgningsmøde; for at Gud må bruge disse studerende, og vores bønner til at bringe vedvarende forandringer i området.

• Den 16. juni organiserer den caribiske region den årlige ’Saving our Sons’-event i Guyana. Målet med eventen er at yde omsorg for unge mænd, der vokser op i et samfund med udfordringer.

Temaet i år er ’Det er bedre at opbygge sønner end at reparere fædre.’ Bed for mentorer, der kan tjene som positive rollemodel-

ler og støtte mænd i at leve bibelsk i den udfordrende kontekst (Læs Desmond Roger,’ IFES’ caribiske regionssekretærs, tanker om mentoring på IFES’ blog).

• At bringe Øst- og Vestafrika sammen… Det er, hvad der sker den 24.-28. juli i Mauritius. Delegerede fra Burundi, Rwanda, Madagascar, Mauritius, Malaysia og Australien mødes til en udrustningsconference med temaet ’Rescuing our Generation’. Bed for SCF Mauritius, der er værter for en underregional konference for første gang, og for, at de 70 deltagere må blive fornyet og udrustet til at være lys på deres campusser og videre ud.

77

8

TIL TRO · # 3 · 2012 · nyheder

Tre volontører takker af KFS’ tre områdevolontører ser tilbage på et godt år, hvor de har lært tillid og afhængighed af Gud. Af kommunikationsmedarbejder Jens Jørgen Jensen, jens@kfs.dk Når man spørger Tanja, Anton og Morten om, hvad der har været noget af det bedste ved at være volontør det sidste års tid, er svaret fra dem alle: at arbejde med KFS’ere. ”At have tid til at hænge ud med KFS’erne og have tid til at snakke med dem.

Og at kunne gøre det som mit arbejde, selvom det godt nok ret tit har føltes som om, det ikke har været arbejde,” siger Morten Højlund Vibe, der har været KFS’ volontør i Syddanmark, og volontør i Øst, Tanja Jespersen, supplerer, ”Jeg synes bare, det har været helt fantastisk at kunne følge med i deres liv. Og så kunne se den udvikling, der er sket på det her år. Når jeg tænker tilbage på nogle af dem, som jeg har været meget sammen med, er der bare sket så meget. Og hvor det fedt at have været en del af det.”

Den tredje volontør, Anton Vestergaard Braüner, som har været i Nord, samtykker, men nævner også en anden ting, ”Jeg synes også, at det har været fedt at være på skolebesøg og ude i klasser. Det giver bare god mening! Nu har vi lige haft en

teamperiode, hvor vi ikke har været på andet. Så kan det også blive lidt meget, men det er altså også spændende at komme til det punkt, hvor man får lov til at holde Gud frem og sige: ham må vi forholde os til, og hvor det bliver klart, at vi må forholde os til ham.”

Morten giver Anton ret og fremhæver samtidigt plakatbesøgene som en tillidsøvelse. ”Det er fedt med timerne, hvor man har fået talerøret og kan stå med megafonen og sige ”Jesus lever”. Og plakatbesøg er bare en god tillidsøvelse. Jeg kan simpelthen godt lide det der med at gå ud og hænge en plakat op og så sige, ”det var det, vi kunne.

Vi kunne ikke mere. Nu må Gud tage resten i sine hænder.” Og jeg synes virkelig, at han har bevist i år, at han godt kan selv.”

Tanja nævner også afhængigheden af Gud som en af de centrale ting i det seneste år. ”Man har virkelig brug for Gud, og man har virkelig brug for at tanke op hos ham.

For at kunne give videre til andre, så har

jeg brug for selv at få læst i min bibel. Jeg kan mærke det i en periode, hvor jeg ikke har fået læst, eller hvor jeg ikke har været til nogen møder, hvor jeg bare skulle få. Så har der bare ikke været noget at give af.”

Antons oplevelse er, at Gud også har vist, at han har været med. ”Man kan jo godt have tvivl, selvom han opleves nærværende, men jeg må også sige, at jeg har en oplevelse af, at Gud er trofast. Jeg tænker i hvert fald, at Guds trofasthed er noget, som man har fået lov til at erfare.”

Selvom de alle tre mener, at et år er nok, når man ”giver sig selv max,” som Morten udtrykker det, har Anton alligevel kræfter tilbage. ”Jeg tænker, at lige nu kunne jeg godt fortsætte.”

nyheder · · 2012 2011 · # 36 · TIL TRO nyheder

”Jeg kan godt lide at snakke med mennesker” KFS har fra kommende semester ansat Randi Fuglsang Pedersen som volontør i Montenegro.

Af kommunikationsmedarbejder Jens Jørgen Jensen, jens@kfs.dk ”Jeg kan godt lide at snakke med mennesker, så derfor synes jeg egentlig, at det er et meget relevant job. Og der mangler folk til at snakke med mennesker dernede om Jesus. Danijel (studentermedarbejder i Montenegro med støtte fra KFS, red.) er lidt ene mand.”

Sådan siger Randi Fuglsang Pedersen om sit kommende job som volontør i Montenegro. Selvom Randi, der har gået på LTC det seneste år, ikke præcist ved, hvad hun skal lave, glæder hun sig til at fortælle om Jesus og engagere sig i montenegrinernes liv. ”Jeg skal gå på café og snakke med mennesker og lave arrangementer. Jeg har i hvert fald lyst til at invitere folk til ting,”

siger Randi om det generelle indhold i sit nye arbejde, og hun uddyber, ”Det har altid været en drøm, at når jeg fik mit eget sted at bo, så skulle jeg invitere mennesker hele tiden. Og det synes jeg, det her er en meget god mulighed for, når jeg nu skal evangelisere igennem sociale relationer. Så kan jeg invitere dem hjem til mig, så det ikke kun bliver henne i kirken.”

Randi glæder sig meget til at flytte hjemmefra - selvom det er meget langt hjemmefra. Hun frygter lidt for kultur og sprogbarrieren. ”Jeg frygter lidt, at jeg overhovedet ikke kan finde ud af at kommunikere med dem.

For der er nogle, der ikke er helt vildt gode til engelsk. Og så frygter jeg også, at de ser

mig som en eller anden vesterlænding, der kommer og skal lære dem et eller andet og har mange flere penge end dem. Det er et ret fattigt land egentligt. Jeg håber, at jeg kan komme med i et socialt fællesskab og blive accepteret, selvom jeg kommer fra et rigt land.”

Randi forventer at rejse af sted i slutningen af august for bruge et par uger på at etablere sig, inden hun går i gang med arbejdet.

Sommerferiearbejde?

I uge 27 inviterer KFS til Assist i Hillerød. Det er en lejr for alle studerende uanset trosmæssig baggrund. Om aftenen er der foredrag over emnet næstekærlighed, og om dagen giver deltagerne en hjælpende hånd til mennesker, som har brug for det.

Den 2. til den 8. juli vil Hillerød blive beriget med op til 50 unge mennesker, som tilbyder sin hjælp. Det er nemlig i disse dage, at Assist løber af stablen. Assist er KFS’ sommerlejr for studerende, hvor konceptet er, at alle – uanset baggrund – kan komme og hjælpe beboere i Kongevænget i Hillerød om dagen med praktiske opgaver og lege med områdets børn. Om aftnen vil der være spændende foredrag af Niels NymannEriksen, Peter Søes, Thyge Enevoldsen og Ibrahim Uthman. ”Vi samles om at hjælpe andre om dagen og lytter til relevante foredrag om aftenen, der sætter gang i snakken om livet og forhåbentlig troen. Jeg håber, at KFS'erne bruger dette som en anledning til at tage deres venner med,” siger studen-

tersekretær Daniel Hougaard, som er en arrangørerne bag den missionale lejr.

Der er plads til cirka 50 deltagere på lejren, og konceptet er ganske enkelt: Der er brug for hjælp, og deltagerne hjælper.

En af foredragsholderne Thyge Enevoldsen, der er præst i den lokale kirke, Grønnevang Kirke, siger: ”Hvis vi holder det for os selv – måske for at forsvare os for verden, fordi vi tænker, at vi ikke skal påvirkes af et eller andet farligt – så tager vores egne indre urenheder over. Og der er nok af det. Men saltet skal spredes. Det skal ud og skal bruges.”

Læs mere og meld dig til via kfs.dk/assist

99

10

TIL TRO · # 3 · 2012 · KFS’eren

KFS’eren Til middag hos KFS På DTU havde nogle KFS’ere inviteret internationale studerende til aftensmad. Det endte med, at 55-60 studerende tog imod tilbuddet.

Af kommunikationsmedarbejder Jens Jørgen Jensen, jens@kfs.dk

Nogle KFS’ere på DTU i København delte i marts invitationer ud til de internationale studerende, der bor på campus. Der var rigtig mange, som mødte op til arrangementet, der bød på aftensmad og socialt samvær. ”Der kom 55-60 internationale studerende. Det trækker nok også godt, hvis der er gratis mad. Man kan mærke på internationale studerende, at de ikke får ret mange danske venner. De vil meget gerne lave noget socialt, hvis det er danskere, der inviterer,” siger Nikolaj Peter Iversen Kammersgaard, der selv studerer elektroteknologi på DTU, og var en af initiativtagerne til arrangementet.

På DTU, som er et universitet for tekniske fag, ligger tingene geografisk samlet, og nogle barrakker på området udgør Campus Village.

Her bor mange af de studerende, som kommer fra udlandet for at læse på DTU. De lever isoleret og har ikke så meget med danskere at gøre.

Viljen til at være noget for disse mennesker var den ene af to begrundelser for initiativet. ”Der er to aspekter i det. Vi vil gerne gøre noget for de internationale studerende, som ikke kender ret mange danskere. Det andet er håbet om, at nogle må møde Jesus igennem det,” forklarer Nikolaj.

Efter maden, var der arrangeret lege, og KFS’erne fortalte, hvorfor de havde inviteret til aftensmad uden at skulle have penge for det: ”Vi har fået så meget af Gud, og derfor vil vi gerne give noget videre,” fortæller den kommende elektroingeniør.

Selvom initiativet blev taget for de internationale studerendes skyld har de kristne på DTU også fået noget ud af det selv. Der har nemlig ikke været nogen KFS-møder på DTU i et godt stykke tid, men blot en gruppe på universitetets intranet. ”Det endte med, at der faktisk kom lidt mere organisation mellem os kristne på DTU. Vi har aftalt at mødes en gang om ugen eller hver 14. dag. På den måde har det også haft en positiv effekt, at folk melder sig mere og bliver lidt mere engagerede, når der sker noget udadvendt,” afslutter Nikolaj.

artikel · Spiritualitet · 2012 · #3 · TIL TRO

Tema: Spiritualitet Spiritualitet har gjort sit indtog på mange forskellige områder i samfundet. Langt flere mennesker end tidligere anerkender, at vi har en spirituel side, som er en naturlig del af livet. I dette nummer af Til Tro bliver begrebet og fænomenet sat under lup. Blandt andet i Robert Bladts artikel om, hvad sund spiritualitet egentlig er, for ikke alt er en god idé at give plads til i sit liv.

I Mesterens Lys forsøger at engagere sig i de nyåndelige miljøer, og Til Tro har sendt en reporter af sted på en Krop-Sind-Ånd messe for at tale med Ole Skjærbæk Madsen om, hvilke overvejelser han gør sig om at blive en del af miljøet. Martin Drengsgaard beretter om sine egne erfaringer og forklarer, hvordan han har brugt forskellige åndelige praksisser i sin vandring med Gud. I et interview fortæller Birte Christensen om sin vej ind i det nyåndelige miljø, hvor Gud dukkede op og forandrede hendes liv, og retrætelederen Carsten Dalsgaard giver i sin artikel nogle retningslinjer for, hvordan vi som kristne skal navigere i alle de nye strømninger som på godt og ondt flyder ind over vores trospraksis.

Tre bøger bliver anmeldt af vores faste anmelder, nogle tanker om ironi og en filmanmeldelse fylder også de afsluttende sider. Når du har lukket bladet kan du på bagsiden læse Generalens tankeeksperiment om at invitere en fjerde part ind i de politiske trepartsforhandlinger.

Der er grobund for både fordybelse og kortere dryp i dette nummer af Til Tro. Enjoy!

11

12

TIL TRO · #3 · 2012 · Spiritualitet · artikel

Sund spiritualitet Spiritualitet. Smag lidt på ordet. Måske du tænker ”farligt” eller ”anderledes”.

Måske ikke. Men hvad har spiritualitet med kristendommen at gøre? Hvilken type spiritualitet skal man passe på, og hvilken type spiritualitet kan man med glæde og frimodighed udleve?

Af Robert Bladt, generalsekretær i KFS, robert@kfs.dk Spiritualitet her, der og ...

Spiritualiteten har gjort sit indtog i erhvervslivet, i studieverdenen, i kulturen (både den smalle og den populære) og ... ja, i alting.

Man kan dårligt spise et måltid mad uden at det skal have en spirituel dimension.

På en måde er det forløsende. De hårde videnskabers dominans (naturvidenskab, økonomi og den slags) har i mange år fortrængt tilværelsens spirituelle dimension.

Men tilsyneladende har det efterladt et hul og en hunger efter det spirituelle, som nu fyldes op. Pludselig vækker det genklang, når vi kristne taler om bøn, meditation og åndelighed. Det spirituelle anerkendes som andet og mere end en elitær fritidsbeskæftigelse for ekstra sensitive og sværmeriske personligheder.

Denne nye anerkendelse af spiritualiteten er i sin grund i overensstemmelse med Bibelen. Bibelen beskriver mennesket som en enhed af krop, sjæl og ånd (Første Thessalonikerbrev kapitel 5, vers 23). Det spirituelle hører med andre ord med til det at være menneske, ligesom knogler og blodtryk, følelser og fornuft.

Materialismens utilstrækkelighed En materialistisk virkelighedsforståelse har forsøgt sig med at forklare virkeligheden ud fra den ene dimension, den fysiske. Det forsøg har været godt hjulpet på vej af forskningen i den menneskelige hjerne, som har vist sig at være et enormt komplekst center for følelser, tænkning, kreativitet, sociale kompetencer og meget mere.

På den anden side er den materialistiske forklaring blevet kritiseret. For det, at man kan aflæse følelser i hjernen, betyder det, at følelser udelukkende er et fysisk fænomen? Eller kan der være en ikke-fysisk, sjælelig dimension, som spiller sammen med den fysiske dimension? Eller sagt på en anden måde: Følelser er noget fysisk, men er de også mere end det? Er en forelskelse udelukkende et fysisk fænomen? Hvad med venskab, hengivenhed eller erfaringen af skønhed?

Sagen er, at hvis virkeligheden kan forklares udelukkende materialistisk, så er alt i denne verden forudbestemt. For i den fysiske verden foregår alt som et resultat af årsag og virkning. Det er en kompliceret år-

sagssammenhæng, og vi kan ikke forudsige den, men ikke desto mindre udelukker den, at man kan tale om sådan noget som en fri vilje. En fri vilje står uden for det materielle.

Faktisk bliver det meningsløst at tale om skyld og ansvar, hvis den materielle verden er alt, hvad der er.

Jesus gør meget eksklusivt krav på, at god, sund og gavnlig spiritualitet står og falder med hans person.

Der er altså en række problemer med at forklare alting inden for en materialistisk ramme. Men at menneskets legemlige, sjælelige og åndelige dimension er tæt forbundet med hinanden synes oplagt.

Det særligt spirituelle Forskere, som i 2009 foretog MR-scanning af kristne under bøn, registrerede, hvilke

artikel · Spiritualitet · 2012 · #3 · TIL TRO

dele af hjernen, der aktiveres under forskellige former for bøn. Det er ikke et udtryk for, at bøn blot består i fysisk hjerneaktivitet.

Det er derimod et udtryk for, at vores fysik og spiritualitet hører sammen. Det samme gælder for den sjælelige/psykiske dimension af os som mennesker. Også psyken er mere end summen af hjernens elektriske ladninger og hormoner.

Alligevel kan vi godt sætte ord på, hvad det særligt spirituelle er. Det handler nemlig om det dybeste i vores eksistens: Vores grundlæggende værdier, den mening, vi tillægger livet og vores relation til det, vi anser for at være større end os selv, det guddommelige. Som en følge heraf har den spirituelle eller åndelige dimension stor betydning for sådan noget som vilje, etik og sprog. Åndløshed Ligesom vi kan crashe vores krop ved at spise forkert og motionere for lidt, sådan kan vi også crashe vores ånd ved at ernære den forkert eller ignorere den dimension af vores liv. Ignorerer vi den åndelige dimension, ender vi i det, vi med et almindeligt gængs ord kalder åndløshed. Det sker for os alle sammen. Samtalen kommer til at handle om, hvor mange penge vi tjener, hvilke gadgets vi begærer, og hvad vi synes om vejrudsigten. Den slags samtaler, som ikke berører følelsesmæssige eller eksistentielle emner, har vi alle brug for at føre. Men hvis de kommer til at dominere, bliver vi følelsesmæssigt og åndeligt afstumpede. Vi kommer simpelthen til at mangle nogle dimensioner.

Det er et stort problem for mange af os såkaldt moderne mennesker, at vores samtaler og samvær med andre mennesker bliver åndløse. Dette hjælpes i øvrigt godt på vej af alkohol og andre rusmidler, og måske også af musik, som spiller på at aktivere vo-

res reflekser og drifter mere end vores følelser, intellekt og spiritualitet.

Sund eller usund?

Vi er som mennesker skabt med krop, sjæl og ånd og har derfor et grundlæggende behov for, at både krop, sjæl og ånd stimuleres. Vi har behov for spiritualitet, ligesom vi har behov for motion. Hvilken spiritualitet kunne man spørge? Sexologen Joan Ørting har sagt: ”Jeg er ligeglad med, hvad du tror på, men du er nødt til at tro på noget, der er større end dit eget ego.” Heri ligger erkendelsen af vores behov for spiritualitet.

Men der mangler en målestok for, hvad der er sund og gavnlig spiritualitet.

Der findes spirituelle mennesker, som er klar til at ofre deres liv med et bombebælte om livet, fordi de tror på noget, der er større end deres eget ego. Der findes spirituelle

mennesker, som er fordømmende, selvretfærdige og hovmodige, fordi de mener at tjene Gud på en måde, som giver dem et fortrin hos Gud. At sige: ”Du har brug for at tro på noget, uanset hvad,” svarer til at sige: ”Du har brug for at spise noget, uanset hvad.” Det siger sig selv, at det råd kan være skadeligt.

Vælger jeg en kost bestående af chips, citronmåner og cola, bliver jeg hurtigt syg, og i længden dør jeg – måske tager det ikke så lang tid endda.

Vi må altså lære at skelne mellem sund og usund spiritualitet. Spiritualitet der gavner, og spiritualitet der skader. Jesus gør meget eksklusivt krav på, at god, sund og gavnlig spiritualitet står og falder med hans person. Spiritualitet forbindes ofte med en indre vej til større åndelig og menneskelig klarhed. Jesus siger om sig selv: ”Jeg er

13

14

TIL TRO · #3 · 2012 · Spiritualitet · artikel

vejen ... ingen kommer til Faderen uden ved mig” ( Johannesevangeliet kapitel 14, vers 6). Han siger kort og godt, at kun i kraft af ham kan vi nå målet med vores spirituelle vandring.

Kend den på motivationen Men hvis den sunde spiritualitet står og falder med Jesus, hvordan kan det da være, at der foregår så meget ondt i Jesu navn? Her må vi se på, hvad der motiverer og driver spiritualiteten hos os. Som sagt findes der både sund og usund spiritualitet, ligesom der findes sund og usund mad. Ligesom usund mad ikke aktiverer mine muskler og min hjerne på en god måde, sådan stimulerer usund spiritualitet heller ikke min ånd på en god måde. Det er ikke sådan, at Jesus er som et krydderi, vi kan drysse hen over vores spirituelle praksis, og så er den per definition sund.

Martyn Lloyd-Jones fortæller en historie, som er klargørende for, hvad sund religiøsitet er. Vi skal forestille os en bystat, som trues af en angribende fjende. Kongen samler sin hær og drager ud for at møde den fremtrængende fjende. Der er en risiko for, at kongens hær taber slaget. I så fald vil han sende en budbringer tilbage til byen og befale dem at befæste byen, sætte vagtposter på bymuren og kæmpe for livet, for fjenden er over dem. Men det er også muligt, at kongen

vinder slaget over den angribende fjende. I så fald vil kongen også sende en budbringer tilbage til byen, men nu vil budskabet lyde: ”Kongen har vundet slaget! Glæd jer og gør klar til at modtage kongen.”

Det kristne budskab er helt grundlæggende en proklamation af, at sejren er vundet. Jesus er kongen, som ved opstandelsen besejrede synden, døden og Djævelen. Dette budskab er væsensforskelligt fra et religiøst budskab, som lader det være op til mig og min gudsdyrkelse at kæmpe for mit liv og

Ligesom vi kan crashe vores krop ved at spise forkert og motionere for lidt, sådan kan vi også crashe vores ånd ved at ernære den forkert eller ignorere den dimension af vores liv. min evighed. Hvis det er det sidste budskab jeg lytter til, vil jeg kunne motiveres til at gøre hvad som helst for at redde mig selv.

Det er denne form for forkyndelse, som skaber selvmordsbombere, religionskrige og farisæiske, selvretfærdige og fordømmende

kristne. Her motiveres min spirituelle praksis af frygt for at blive fordømt og af et ønske om at fortjene Guds velvilje, så han kan belønne mig med liv og frelse.

Proklamationen af Jesu sejr over døden rummer en helt anden motivation for spirituel praksis. Her er det taknemmeligheden, der motiverer mig til at tjene min konge med glæde, både ved at gøre godt imod andre og ved at søge fællesskab med Gud. Rodfæstet i evangeliet Med andre ord, må min spiritualitet rodfæstes i og vokse ud af evangeliet om Jesus Kristus, hvis den skal være sund. Her må min spirituelle praksis tage sit udgangspunkt, og hertil må jeg igen og igen vende tilbage - som et træ, der sætter rødderne dybt ned i jorden for at hente vand til vækst.

Det er meningen med som kristen at søge spiritualitetens kilder i dåben, nadveren og forkyndelsen af Guds ord i en mangfoldighed af former.

Når jeg forankrer min spiritualitet i Jesus Kristus og evangeliet om ham, kan min spiritualitet til gengæld udfolde sig i al sin mangfoldighed og fylde, med fællesskab, meditation, tjeneste, nådegaver, retræte, godhed, bøn, lovsang, åndelige erfaringer, faste og meget mere. Alt sammen motiveret af Kristi godhed og gjort i glæde og taknemmelighed.

artikel · Spiritualitet · 2012 · #3 · TIL TRO

Mesterens lys skinner Man kan gøre sig mange forestillinger om spiritualitet, men hvordan kan det egentlig se ud i virkeligheden?

Benjamin Dalton er taget på Krop-SindÅnd messe for at tage en snak med Ole Skjærbæk Madsen om spiritualitet, og om de muligheder der er for at nå andre spirituelle mennesker med budskabet om Jesus.

Af cand.mag i idéhistorie Benjamin Dalton, benjaminmarco@gmail.com Jeg befinder mig på den såkaldte Krop-Sind-Ånd-messe i FalkonerCentret på Frederiksberg. Her forsøger jeg at orientere mig blandt lydhealere, indiske Yoga-kendere, aurafotografer, Hare Krishna-kreationister, tarot-eksperter, mirakelmagere og Tai Chi-udøvere. Omkring 200 stande er opstillet i centrets lokaler, og indtrykkene er så mange og spraglede, at man til tider føler sig visuelt tæppebombet af helbredende krystaller, indianertrommer og buddhistiske statuetter. Ole Skjerbæk Madsen, missionspræst for selskabet Areopagos, forklarer overordnet om det miljø, der er samlet på messen: ”I gamle dage havde man kaldt det New Age. Nu ville man nok kalde det et nyåndeligt eller holistisk spirituelt miljø, som titlen ”Krop-Sind-Ånd” også siger. Der er ikke noget samlende navn for det, andet end overskriften ”Krop-Sind-Ånd”, altså at mennesket er en helhed af krop, sjæl og ånd”.

stand på messen. Mange kender Ole Skjerbæk Madsen som en slags missionær for de nyåndelige miljøer. Dette kræver en uddybning: ”Standen hedder I Mesterens Lys og henviser selvfølgelig til Jesus som Mesteren. Det er jo Ham, vi gerne vil have i fokus. Men vi vil også gerne bygge bro og bare være en del af dette miljø. Vi ønsker ikke at se os selv som et fremmedelement, men derimod være lige så meget en del af miljøet, som kristne i Danmark er en del af det danske samfund”.

Det lader altså til, at Ole og hans kollegers tilstedeværelse på messen, og i lignende miljøer, er præget mere af et forsøg på dialog end af mission eller evangelisation i klassisk forstand. De frivillige i I Mesterens Lys forsøger at indgå i åbne samtaler og relationer, centreret omkring det spirituelle, selv om de altså selv tager udgangspunkt i et fokus på Kristus som mester.

En del af miljøet Jeg er fulgt med Skjerbæk ud på messen, hvor han, som del af det kristne fællesskab I Mesterens Lys, for 16. år i træk har opstillet en

At tale som en indfødt Jeg bliver nu nysgerrig omkring, hvordan man kan finde en fælles forståelse om de spirituelle emner, når man kommer med vidt for-

15

16

TIL TRO · #3 · 2012 · Spiritualitet · artikel

skellige udgangspunkter og skal tale sammen. Hvordan kan samtalen komme i stand, uden at man for eksempel kommer til at opstille sit kristne udgangspunkt som en skarp modsætning til den andens spiritualitet? Hvad er den fælles referenceramme, der gør det muligt at tale så åbent sammen – det fælles ”sprog”, kunne man måske sige? ”Det vigtigste for de fleste mennesker, der kommer her, er ikke hvilket sprog, du taler, men at du taler autentisk. Så kan du næsten sige hvad som helst, for der er mange forskellige ”sprog” til stede.

Nogle gange går man ind i et mere specifikt sprog, og så kan man gå så langt, som jeg har gjort, og bruge tarotkortenes symbolverden som sprog. Så siger man: Nu lærer jeg et særligt sprog, ikke bare som noget ydre, men som noget, jeg gerne vil være så fortrolig med, at jeg kan leve i det som en indfødt.”

Tarotsprog Skjerbæk refererer her til, at han har sat sig grundigt ind i tarotkortene og den spiritualitet, de fungerer som del af. Ud fra mit overfladiske indtryk af Skjerbæks arbejde, lader det til, at han benytter kortenes symbolverden som et ”sprog” til at tale om det åndelige. Han finder derfor også rig mulighed for at tale om kristendommens syn på den åndelige verden ud fra tarot-symbolikken. Men ikke nok med, at han bruger tarotkortene i sin forkyndelse af Kristus; han er også så kompetent en tarotkender, at hans materiale om kortene bruges til undervisning inden for tarotmiljøet. Dette er bare et eksempel på, hvordan den åndelige dialog kan starte med, at man lader sig integrere i det miljø, man ønsker at tjene.

Noget tyder da også på, at I Mesterens Lys er et accepteret og endda velkomment element på messen. Sådan lyder det i hvert fald på Janne, som holder til i standen over for Skjerbæk og hans kolleger, hvor man fotograferer folks aura. ”Det er nogle af de mest kærlige og hjælpsomme mennesker,” lyder det fra Janne. ”Helt utroligt, at der står sådan en stor gruppe frivillige, som har så meget kærlighed og overskud til at hjælpe os andre. De er et talerør fra Gud, det er det, de er”.

Tro som praksis Dette sidste udsagn fra Janne peger på, at der i dette miljø er stor åbenhed over for det at tale om Gud, om tro og om alt, hvad dertil hører. Jeg tænker, at Skjerbæk og co. nok ikke har lukkethed over for det åndelige som deres største udfordring. Mildest talt. Til gengæld vil mange af os nok tænke, at det må være en udfordring at holde fast ved et specifikt kristent syn på det åndelige midt i alle disse spirituelle strømninger. Hvis alle omkring mig var enige om, at der er guddommelige kræfter på spil i verden, ville det nok være vigtigt for mig at have klarhed over, hvad der specifikt kendetegner kristen spiritualitet i forhold til al mulig anden spiritualitet. Det er blandt andet dette, jeg er kommet for at tale med Skjerbæk om. Først har jeg

dog et mere grundlæggende spørgsmål, jeg gerne vil have på plads: Hvad er spiritualitet overhovedet? ”Se, det er der jo næsten lige så mange svar på, som der er mennesker, der kalder sig spirituelle.

Egentlig er det et kristent ord. Det opstod som udtryk for bestemte katolske åndelige discipliner.

Men kristeligt set, der vil jeg sige, at vores spiritualitet er vores trospraksis. Man går ind i en regelmæssighed, der skaber disciplin, for at Gudsforholdet skal præge og sætte fortegnet for hverdagen.

Også forbøn og det at tjene næsten er trospraksisser - at finde måder at være nærværende over for andre. Så det er jo spiritualitet, kristen trospraksis, vi er til stede med.”

Religion og spiritualitet Så langt så godt. Vi har fået defineret den kristne spiritualitet. Men, som Skjerbæk siger det: ”da der også er trospraksisser i andre religioner, så taler man også om deres spiritualiteter.” Så hvad kan man mere generelt sige om begrebet spiritualitet? ”Alment kan man definere spiritualitet instrumentielt som noget, der ledsager én på ens åndelige rejse, måske for at finde den tran-

”Standen hedder I Mesterens Lys og henviser selvfølgelig til Jesus som Mesteren. Det er jo Ham, vi gerne vil have i fokus. Men vi vil også gerne bygge bro og bare være en del af dette miljø.”

artikel · Spiritualitet · 2012 · #3 · TIL TRO

scendens, der gør, at man kan finde mening i immanensen (her og nu, i tid og rum).

For nogle er spiritualitet udtryk for noget, de oplever som sandere end religion. I de her mijøer opfattes religion oftest som noget tillukket, noget dogmatisk, noget institutionelt. Og så er der spiritualitet, som er det levende.”

For Skjerbæk at se bærer kirken en stor del af skylden for dette modsætningsforhold mellem religion og spiritualitet. ”Jeg tror, at vi som kristne ofte har skabt for mange forskelle. At vi ikke har accepteret de menneskelige grundvilkår. Fordi vi er skabt i Guds billede, og Gud har indblæst sin livsånde i os, er det jo muligt, at skabningen faktisk fungerer efter Guds intention på mange områder. Det er måske ikke helt luthersk teologi, men det er bibelsk teologi.”

Jesus som fortegn Nuvel. Forholdet til det åndelige er noget helt grundlæggende ved det at være menneske. Det kan jeg jo som kristen ikke være uenig i.

Men nu kan jeg måske få svar på mit store spørgsmål: Er der da slet ikke noget særligt ved kristen spiritualitet i forhold til andre spiritualiteter? ”Den eneste forskel på det, vi gør i vores stand, og det, som foregår i de andre stande, er, at vi hele tiden gør det med Jesus som fortegn. Mange af praksisserne er fænomenologisk set de samme.

Det er klart, at fortegnet betyder noget.”

I denne sammenhæng nævner Skjerbæk en situation, hvor en såkaldt lydhealer opsøgte en af messens andre kristne stande. Samtalen drejede sig om, hvorvidt der var nogen forskel på lydhealerens helbredende sang og så det, at de kristne synger i tunger. ”Så melder spørgsmålet sig: Skal man bekræfte, at det er det samme, eller skal man lægge vægt på tolkningsmæssige forskelle?

Jeg vil sige, at på det skabelsesmæssige plan har det samme funktion. At synge ro ind i et menneske fungerer på samme måde, om du synger i Ånden, om du synger et salmevers, eller om du sætter et stykke Mozart på. Det har samme funktion. Men de kristne er bevidste om, at den åndelige verden, hvorfra vi henter vores inspiration, ikke nødvendigvis er neutral. Hvis man vil være sikker på at hente ren energi ned, så er vejen via Jesus.”

Skabelse i nadveren Det står altså fast, at Ole Skjerbæk Madsen ønsker at forkynde Jesus overalt. Jeg får en stærk fornemmelse af, at det virkelig er en personlig relation til Kristus, der er Skjerbæks udgangspunkt i hans arbejde, og at det er denne relation, der sætter ham i stand til at møde folk på et dybt personligt plan, uanset om deres udsagn strider mod kristendommens dogmer og doktriner. Derfor bliver jeg også nødt til at spørge, om han – og vi andre kristne – har noget at lære af mødet med de nyspirituelle miljøer. Her får jeg et meget interessant svar,

hvor det faktisk ser ud til, at samtalerne med ”den holistiske verden” har fungeret som en slags rettesnor i Skjerbæks forståelse af den kristne teologi. ”Den holistiske verden er stærk i forhold til kirken, når det kommer til helhedstænkningen omkring det øvrige skaberværk. Vi har ikke kunnet holde skabelsesteologi og frelsesteologi sammen. Og det synes jeg, at jeg får en inspiration til. For eksempel til at genop-

Kristeligt set, der vil jeg sige, at vores spiritualitet er vores trospraksis. dage skabelsen i nadveren. De fleste forstår nadveren som en slags skriftemål, hvor man går op og får syndernes forladelse. Men nadveren er en skabelsesliturgi; det er skabningens genoprettelse, der sker for øjnene af én, og man bliver selv en del af den genoprettede skabning, som er Kristi legeme. Vi bliver nødt til at finde ord igen for den skabelsesforståelse i vores spirituelle praksis.”

Med disse perspektiver i bagagen begiver jeg mig ud i messens mylder, hvor der venter mig samtaler om livets træ i kabbala-mystikken og om guddommen Krishna, der, som en edderkop, har intim føling med trådene i sit skaberværk. Jeg føler mig stærkt fristet til at løfte paraderne og afvise alt, hvad jeg ser og hører, som overfladisk, ureflekteret humbug sammenlignet med den kristne kirkes århundreder af detaljeret dogmatik. Så lidt har jeg endnu forstået af den kærlighed, Skjerbæk har vidnet om. Så dårligt kender jeg endnu Ham, der kom til os mennesker og tog del i alle vores fjollede tanker og vaner – uden at støde os bort. Jeg vil lade Brorson afrunde dagens oplevelser: ”Hvor skulle jeg den visdom få, om det kun ret at tale?”

17

18

TIL TRO · #3 · 2012 · Spiritualitet · artikel

At vandre med Gud At have en relation til Jesus. At vandre med Gud. At blive ledt af Ånden. Udtrykkene er mange, når kristenlivet skal beskrives. Men hvad indebærer det egentlig?

Og hvad gør jeg, hvis jeg ikke føler, at Gud er nær og siger noget til mig?

Af cand.theol. Martin Drengsgaard, drengsgaard@gmail.com Jeg hører ofte mennesker, der siger: ”Jeg skal også blive bedre til at læse i bibelen,” eller ”Jeg burde også bruge noget mere tid på bøn eller lovsang.” Det er udtalelser, der ofte er født ud af en dårlig samvittighed over ikke at være der, hvor man tror, at Gud ønsker, man skal være.

I min vandring med Gud har der været meget dårlig samvittighed og mange selvbebrejdelser, der ligner disse. Især er de dukket op, når jeg har sammenlignet mig selv med andre og tænkt, de har noget med Gud, som jeg ikke har.

Men Gud ønsker ikke, at vi skal gå rundt med nedbøjede hoveder og bebrejde os selv. Han ønsker, at vi skal se på ham og lade ham fylde vores liv med ny energi, glæde og kraft. Og når vi vandrer i ånden, så handler det primært om, at vi bringer os selv derhen, hvor vi lader Gud se os, og hvor vi ser Gud. Når det sker, så vil vi opleve, at vi begynder at vandre i Guds kraft i stedet for at vandre i egen kraft.

nem åndelige øvelser og discipliner. En af de vigtigste åndelige øvelser i mit liv med Gud kan udtrykkes i følgende sætning fra oldkirken: ”Lær din mund at sige, hvad der er i dit hjerte.” Vores menneskelige natur fortæller os, at vi lykkes og har succes som mennesker, når vi kan fremvise en positiv historie om os selv. Det kan betyde, at vi ofte prøver at være noget andet, end det vi er. Måske ved vi ikke engang, hvem vi selv

Åndelige øvelser og discipliner At komme til det sted, hvor vi har en tæt vandring med Gud og lever i ånden, findes der imidlertid ikke nogen kvik fix-løsning på. Det er noget, som vi må lære fx gen-

er, fordi vi altid har levet ud af andre folks forventninger. Vi har søgt at skabe den gode historie om os selv ved kun at ville fortælle os selv og verden de ting, som vi tror er ”de rigtige”. På den måde lever vi ved siden af

Hvis min tro på Gud ikke går ned i mine fødder eller forvandler den måde, jeg handler og agerer på i verden, så bliver livet med Gud ligegyldigt, tomt og fladt.

os selv. Og for nogen af os bliver det til, at vi lever på flugt fra os selv. Vi ønsker ikke at se vores egen svaghed, skrøbelighed og mangelfuldhed i øjnene. Men hvis vi ønsker at leve i ånden, så er det nødvendigt, at vi kommer derhen, hvor vi tør tale sandt om os selv. I Johannesevangeliet siger Jesus, at de sande tilbedere skal tilbede Gud i ånd og sandhed. Det betyder, at Guds ånd knytter sig til sandheden. Derfor, hvis jeg lever mit liv på en løgn, så kan Guds ånd ikke knytte sig til mit liv, og min vandring vil blive en ensom vandring i egen kraft.

Sandhed og skriftemål Derfor må vil lære at tale sandt om os selv.

Det er faktisk en stor udfordring. For mig begyndte den vandring for alvor, da jeg første gang gik til skriftemål og fortalte min præst alt det, som jeg ikke havde lyst til at sige højt hverken til andre eller til mig selv. Jeg kan huske, at da jeg for første gang i mit liv havde bestemt mig for at skulle gå hen til en præst for at sige, hvordan det så ud i mit indre, så troede jeg nærmest, at jeg skulle dø. Jeg var anspændt i hele kroppen. Men efterfølgende var det en ny begyndelse. Hos præsten havde jeg erfaret, at selvom jeg måske ønsker at afvise mig selv, så afviser

artikel · Spiritualitet · 2012 · #3 · TIL TRO

Gud mig aldrig. Derfor begyndte jeg her på en ny vandring, der handlede om at lære at sige det med min mund, som var gemt i mit hjerte. Den vandring er jeg stadig på den dag i dag. Det er en vandring, som jeg nok aldrig bliver helt færdig med, fordi der bliver ved med at dukke ting op i mit hjerte og i mine tanker, som jeg ikke har lyst til er der, men som jeg har brug for at sige højt og ikke flygte fra. Jeg har erfaret gang på gang, at når jeg forsøger at flygte fra følelser og tanker, så ligger jeg låg på noget i mig selv, der gør, at jeg ikke er åben over for Guds tale og nærvær i mit liv. Derfor: Lær din mund at sige, hvad der er i dit hjerte.

Gudstjeneste og retræte Konkret lærer jeg hver uge i gudstjenesten, at det ikke er farligt at sige, hvad der ligger gemt i mit hjerte. Det lærer jeg, når jeg går til nadver, fordi, at jeg der får en erfaring af, at Gud er den Gud, som aldrig vil afvise mig, selvom det koster ham hans liv.

Tit kan det være svært at finde tid og ro til virkelig at mærke efter, hvad der gemmer sig i hjertet. Derfor har det været vigtigt for mig at tage på stilleretræte én gang om året,

hvor jeg i løbet af en weekend ikke siger et ord. I stilheden begynder det indre nemlig at tale, og jeg mærker, hvad der gemmer sig indeni mig.

At være i den proces, hvor jeg søger at leve sammen med mig selv, i stedet for at leve på flugt fra ubehagelige tanker og følelser, har været det første skridt i mit liv til at komme nærmere Guds hjerte.

ser mig. Derfor har det været virkelig vigtig for mig at bruge min tid på en sådan måde, at der dagligt bliver tid til at læse eller høre en podcast med en prædiken og dernæst, at jeg sørger for at mødes ugentlig med mennesker, som jeg beder sammen med, og som beder for mig. Hvis jeg ikke søger Gud der, så oplever jeg nemt, at jeg tørrer ud. For andre er det måske mere vigtig at sætte noget

En relation kræver tid og udfoldes på forskellig vis Det næste skridt i mit liv har været at lære at være disciplineret omkring mit åndelige liv og at vide, at en relation til Gud ikke er noget, der kommer af sig selv. Relationen med Gud kræver, som enhver anden relation, at vi investerer tid i den. I den sammenhæng har det været vigtig for mig at finde ud af, hvordan jeg på en god måde bruger tid sammen med Gud. Fællesskabet med Gud ser ikke ens ud for alle. Vi er forskellige mennesker, og derfor har vi også forskellige måder, hvorpå vi oplever fællesskab med Gud. Til en gudstjeneste vil hengivelse i lovsangen således være meget vigtig for nogen, mens prædikenen og liturgien er vigtig for andre. Andre igen oplever at træde ind i Guds nærvær, når de går til forbøn og hører nogen bede for dem, og umiddelbart efter gudstjenesten oplever andre et fællesskab til kirkekaffen.

Uden for gudstjenesten oplever andre måske et særligt nærvær, når de er engageret i en kamp for fred og retfærdighed i verden, mens andre elsker at bruge deres tid på at hjælpe mennesker, som har brug for hjælp. Umiddelbart kan vi måske synes, at vi alle skal gøre både det ene og det andet, men for mig, personligt, har det været vigtig at sætte mig selv fri til særligt at bruge tid på prædikenen og fællesskabet. Det har det været, fordi jeg her oplever, at jeg på en særlig måde træder ind foran Gud. Når jeg lytter til en prædiken eller læser en god bog derhjemme, oplever jeg, at jeg får et sprog for troen, som jeg ikke havde før. Fællesskabet i bøn er vigtig for mig, fordi når andre beder for mig, så oplever jeg, at Gud

Hos præsten havde jeg erfaret, at selvom jeg måske ønsker at afvise mig selv, så afviser Gud mig aldrig. lovsangsmusik i ørene, og så der opleve at komme tæt på Guds hjerte, og andre skal måske prioritere at kæmpe for fred og retfærdighed i verden.

Troen sidder i fødderne Sidst har jeg har lært, at hvis min tro på Gud ikke går ned i mine fødder eller forvandler den måde, jeg handler og agerer på i verden, så bliver livet med Gud ligegyldigt, tomt og fladt. Det liv, jeg modtager fra Gud, når jeg fx sidder og læser en god bog, eller når jeg oplever et fællesskab med Gud igennem forbøn, er liv, som kalder mig ind i en livsstil, hvor Jesus udfordrer mig til at begynde at leve, som han levede og gav liv til verden.

Derfor har det været vigtig for mig at finde ud af, hvordan jeg er med til at give liv til verden. Det har set ud på mange forskellige måder i mit liv. I nogle perioder har jeg været optaget af at hjælpe hjemløse ved at være frivillig i et suppekøkken på et herberg.

I andre perioder har jeg været engageret i kirkens børne- og ungdomsarbejde. Og i andre perioder har det handlet mere om mine naboer og andre, som jeg mødte på min vej.

Det vigtige er, at vi handler, når vi hører Jesus kalde på os. Ellers vil vi opleve, at troen bliver tom og indholdsløs. Og vi vil opleve, at han kalder, når vi søger fællesskabet med Gud.

19

20

TIL TRO · #3 · 2012 · Spiritualitet · artikel

”Jeg er helt sikker på, at Gud taler til os alle sammen. Det er bare os, der ikke kan høre ham. Det er jeg sikker på!”

artikel · Spiritualitet · 2012 · #3 · TIL TRO

Gud kom til mig ”Når man mediterede og skulle give healingsmassage, skulle man rette sig mod det, der var det højeste for en. Det vidste jeg ikke hvad var, så jeg rettede bare opmærksomheden opad.” Og så dukkede Gud pludselig op. Birte Christensen ved i dag, at Gud ledte hende gennem sin spirituelle søgen.

Af cand.scient.pol. og fuldmægtig Stefan Østergård Jensen, stefanoestergaardjensen@gmail.com Jeg har indfundet mig i en lejlighed i et hjørnehus på Frederiksberg. Velankommet og installeret med kaffekop og kage efter en klam cykeltur gennem en sludbyge. Det er en rummelig stue, og de gamle loftsbjælker afslører, at vi befinder os lige under taget.

Sofaen og stuens ejer er Birte Christensen og en hvid kat. Rummet er udsmykket med flotte ikoner og kristne symboler, som sammen med det oliventrækors, der hænger om Birtes hals, afslører, at kristendommen har en betydning i dette hjem. Sådan har det ikke altid været for Birte, hvis vej til Gud er gået via transcendental meditation, healingsmassage, krystaller og den slags – det nyåndelige. ”Eller New Age, som vi kaldte det dengang,” siger Birte. Det rolige tonefald skjuler næsten hendes ophav i hovedlandet – hun har boet i København siden 1961. Efter at have arbejdet mange år som

socialrådgiver, nyder Birte nu sit otium som folkepensionist. Åndeligt søgende ”Som jeg husker det, fornemmede jeg en begyndende travlhed”, siger Birte om, hvordan det hele begyndte. ”Jeg havde sådan en fornemmelse af, at det ville være godt for os mennesker at meditere. Og så kan jeg huske, jeg læste en kronik i Politiken om transcendental meditation, som jeg blev inspireret af. Og så meldte jeg mig til et kursus.”

Birte fik hurtigt faste rutiner med at meditere. Hun har dog ikke lyst at gå nærmere ind i det, da jeg spørger, ’hvad man gør’ i transcendental meditation. Det er et afsluttet kapitel. ”Jeg synes, det var godt for mig at meditere, og det mener jeg også stadigvæk. Det

er godt for os mennesker at bruge tid på at være stille og meditere, tror jeg.”

Katten, som har accepteret min tilstedeværelse i sofaen, ligger ved siden af mig og spinder samtykkende.

Birte fik også interesse for andre spirituelle ting – healende krystaller, astrologi og nye kursusforløb. ”Jeg havde en eller anden længsel, som jeg ikke kunne finde ud af, hvordan jeg skulle få opfyldt. Og jeg fandt den altså ikke. Jeg fandt det først, da jeg blev kristen,” siger hun.

Gud dukker op En dag så Birte en annonce i Lokalavisen om et kursus i healingsmassage, og hun vidste straks, at dét skulle hun tage. ”Når man mediterede og skulle give healingsmassage, skulle man rette sig mod det,

21

22

TIL TRO · #3 · 2012 · Spiritualitet · artikel

der var det højeste for en. Det vidste jeg ikke, hvad var, så jeg rettede bare opmærksomheden opad.”

Under meditation på kursusforløbet, bliver Birte pludselig klar over, at hun har været ude for incest som barn – og netop dér dukker Gud op. ”Dengang troede jeg ikke, der eksisterede nogen Gud. Men jeg vidste bare, at det var Gud. Og jeg så ham ligesom fysisk, altså mit billede af Gud. Og så tog han sig bare så kærligt af den der lille pige, der var blevet misbrugt, og så gik jeg bare videre i meditationen.”

Oplevelsen blev ikke bare startskuddet til, at Birte lærer Gud at kende, men også at hun fik taget hånd om og bearbejdet sin opvækst, efterhånden som de fortrængte hændelser dukkede op. I dag er hun forundret over at kunne se tilbage og vide, at Gud har ledt hende igennem det hele. ”Det er lidt utroligt, at jeg skal rette opmærksomheden mod det, der er det højeste for mig – og så får jeg lige kontakt med Gud. Det, synes jeg altså, er ret fantastisk! Det var i hvert fald tydeligt, at Gud kom til mig. Og jeg har aldrig nogen sinde været i tvivl om, at det var Gud. Aldrig.”

Birte fortsætter sit kursus og sin søgen, og på den spirituelle messe Krop-Sind-Ånd, besøger hun den kristne stand I Mesterens Lys, som hun havde set en annonce om. Hun bliver tilbudt at deltage i en meditation og derefter en heling af hjertet. Forbønnen blev en stærk åndelig oplevelse. ”Jeg blev bare fyldt af en helt utrolig kraft”, fortæller Birte og lyser op i et smil. ”Dengang vidste jeg ikke, det var Helligånden, der virkede på den måde, men det var det altså. Jeg var helt fortumlet!”

I forbindelse med et religionskursus kommer Birte på besøg til en gudstjeneste i Bethlehemskirken på Nørrebro i København.

Her føler hun sig rigtig godt tilpas. Efterhånden som hun bliver en del af menigheden, oplever Birte flere gange Guds konkrete vejledning og tale, beretter hun, mens hun

tænksomt kigger ud af vinduet, hvor sludvejret vist er blevet til regn.

Fra meditation til morgenbøn I efteråret 1997 giver Birte sit liv til Jesus. ”Jeg gik direkte fra at meditere til at have en morgenbøn, hvor jeg talte med Gud og spurgte ham til råds.”

Hun oplevede det ikke som noget stort brud med fortiden. Men Gud gjorde det klart, at hun skulle skille sig af med, hvad hun havde af krystaller og New Age-litteratur.

Den store forskel på Birtes spiritualitet før og efter, hun blev kristen, er, at hun nu ved, hvad hun åbner sig op imod. ”Dengang troede jeg bare, det var sådan en intuition, jeg havde, for da troede jeg jo ikke på Gud. Nu ved jeg, at det er Gud, jeg

Jeg havde en eller anden længsel, som jeg ikke kunne finde ud af, hvordan jeg skulle få opfyldt. Og jeg fandt den altså ikke. Jeg fandt det først, da jeg blev kristen. åbner mig op for. Jeg ved, det er ham,” siger Birte, idet hendes firebenede sambo kortvarigt bryder den eftertænksomme stemning med et pludseligt møbelspring og efterfølgende sofabordsbump.

Bønsdisciplin Birte er stadig en del af menigheden i Bethlehemskirken og blandt andet engageret i I Mesterens Lys. I det daglige liv med Gud er det især bønnen, som har stor betydning.

Her har Birte stor glæde af den disciplin, som hun har lært gennem sine faste meditationsrutiner. ”Jeg tror, at det rimelig faste bønsliv er virkelig vigtigt. Det er ligesom, når man op-

bygger et venskab – det tager også tid. Jeg opbygger mit venskab med Gud, når jeg tager mig tid til min morgenbøn.”

Som vi taler sammen, fortæller Birte igen og igen, hvordan hun spørger Gud til råds og får svar, og jeg spekulerer på, om nogle kristne bare har en særlig åndelig kanal til Gud. I hvert fald er vi nogle, der ofte oplever støj på linjen. ”Jeg er helt sikker på, at Gud taler til os alle sammen. Det er bare os, der ikke kan høre ham. Det er jeg sikker på!” siger Birte, da jeg spørger, hvad man kan gøre, hvis kontakten til Gud ikke er så ligetil. ”Det er vigtigt at kunne være stille, være lyttende. Man skal være indstillet på, at det skal være en tovejskommunikation – det tror jeg ikke, alle kristne er. Og jeg vil også godt sige, at det sandelig ikke er altid, at jeg får svar. Men jeg prøver. Og at det så nogen gange bare kører lidt på rutinen, sådan er det selvfølgelig. Men så ind i mellem kommer den der dejlige, hellige stund med et dejligt nærvær. Og det, synes jeg jo, er utroligt. Bare at kunne være – være sammen med Gud, uden at tale, bare være i hans nærvær!” siger hun med sin rolige begejstring.

Mørket er faldet på, mens vi har talt sammen, og stuen er nu næsten mørk. Katten har fundet sig til rette i Birtes skød. Min kaffe er blevet helt kold og glemt, men jeg sluger den for den gode opdragelses skyld – eller også var det for at få den kop at cykle hjem på, som Birte netop har tilbudt.

artikel · Spiritualitet · 2012 · #3 · TIL TRO

23

Far Tak fordi vi må kalde dig vores far, og at det er sandt.

Tak fordi du er den, som min sjæl længes efter at være sammen med, og den eneste som kan give mig fred i sindet.

Tak fordi mit hjertes uro ikke stopper noget andet sted end der, hvor du er.

Tak at dit hjerte bløder for os, for dem som føler sig alene og dem, som forfølges.

Tak fordi du deler smerten og græder over de onde ting, som vi udsættes for, og som vi påfører andre. Du nøjedes ikke med at lade dig slå ihjel, for at vi kunne være sammen, du bliver ved med at tage del i vores daglige bekymringer og frustrationer.

Tak fordi bønnen til dig giver mening, fordi den drejer sig om dig og afhænger af dig.

Tak fordi det betyder, at selv de bønner, som føles forkerte eller dem, som føles hule, bliver hørt af dig, du den levende Gud, som hører og handler.

Tak at du konstant våger over os, ikke for at håne os når vi snubler, men for at rejse os op og puste på såret.

Tak fordi du er en vældig Gud, som har skabt os sådan, at vi er gåder for os selv.

Tak at du har skabt ånden og sjælen som en del af kroppen på en måde, så vi må se op til dig og undres.

Tak at du har skabt os som udødelige væsener og ikke tilfældige udfald af mange cellers mutationer.

Tak at du har skabt os med evig længsel efter det evige og dermed efter dig.

Jesus lad vores hjerter falde til ro hos dig.

Fri os og andre fra det onde. For riget er dit, magten og æren i evighed.

Amen.

24

TIL TRO · #3 · 2012 · Spiritualitet · artikel

Kristen spiritualitet – hvordan finde rundt?

Det er ”in” at være spirituel. Men er spiritualitet ikke kun noget, der hører hjemme i hinduisme og New Age? Hvordan kan man udleve en sund, kristen spiritualitet?

Af Carsten Dalsgaard, teolog og retræteleder, carsten@margerit.dk Det er meget vigtigt, at vi skelner mellem spiritualitet i almindelighed og kristen spiritualitet. Den første strømning er hovedsagelig inspireret af Østens religiøsitet og mystik, som generelt er kendetegnet af en bevægelse væk fra kroppen og den fysiske verden mod en transcendent eksistens. Kristen spiritualitet derimod er kendetegnet af en bevægelse i stik modsatte retning, nemlig mod mere krop og tættere forbindelse med den skabte verden, med andre ord mod en immanent eksistens.

Det bibelske svar på den åndelige tomhed er ikke flugt fra verden. Det er ikke materien, det skabte, som der er noget galt med. Det er åndløsheden, som er problemet. Når ånd og krop skilles ad, indtræder døden. Det er det, som er problemet i vores vestlige kultur.

Derfor er det helt naturligt inkarnationen, som er blevet det store teologiske omdrejningspunkt for den bølge af ny kristen spiritualitet, som nu skyller hen over os. Ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Evangeliet er, at Gud kom ned til os og blev helt og fuldt menneske. Frelse er, at vi kan blive hele mennesker for tid og evighed.

Inkarnationen er Guds blåstempling af alt det skabte. Kroppen er et tempel for Helligånden. ’Krop’ er hovedordet Hvis jeg skal vælge ét ord til at beskrive, hvad kristen spiritualitet går ud på, må det være krop. Gennem kirkens historie har der altid været en tendens til åndeliggørelse. Fromheden har ofte haft svært ved at bevare jordforbindelsen. Hertil kan vi lægge et andet fænomen, som kendetegner vores kultur, nemlig intellektualiseringen. Det meste foregår i vore hoveder. Og når vi så i de seneste årtier har fået monteret en turbolader i form af øget arbejdspres, krav om større produktivitet og øget tempo i det hele taget, så må det gå galt. Vi

kan ikke længere mærke os selv. Vi ved egentlig ikke, om vi lever, når det kommer til stykket. Og Gud mærker vi heller ikke meget til. Vi ved ikke rigtig, om det hele bare er ét stort blufnummer.

Den kristne spiritualitets udtryksformer Derfor er vi begyndt at gå på pilgrimsvandringer. Derfor er vi begyndt at tage på retræter. Derfor er vi begyndt at meditere over bibelen frem for blot at studere den. Derfor er vi begyndt at bede med en Kristuskrans i hånden. Derfor er vi begyndt at bruge ikoner og andre kristne symboler. Derfor er vi begyndt at synge taizésange og afholde stillegudstjenester.

Pilgrimsvandringerne handler ikke som i middelalderen om at gøre bod. De er ikke en straf – tværtimod handler de om at finde sig selv og opleve lettelsen ved at vandre i dagevis fri for hverdagens byrder og hastværk. Hvor meget åndeligt indhold, der er i en pilgrimsvandring, er helt op til den enkelte vandrer. Men mange op-

Det er vigtigt, at vi forsøger at følge det indre kompas, som Gud har givet os. Det gør vi bl.a. ved kun at følge dem, som vi har menneskelig og åndelig tillid til. lever, at når der bliver mere plads indvendig, bliver Gud mere mærkbar. Når jeg mærker mig selv, mærker jeg også Gud og vise versa.

Det er også tilfældet på retræterne. Roen og stilheden og ”kravløsheden” giver Gud en chance. Mange vender hjem med en over-

artikel · Spiritualitet · 2012 · #3 · TIL TRO

raskende ny åndelig erfaring. Gud synes ikke længere så fjern. Og måske mærkede man en smerte, som blev lindret ved mødet med den korsfæstede.

På retræterne praktiseres den såkaldte Jesusmeditation. En tekst fra én af de fire evangelier gøres til genstand for en struktureret timelang meditation, hvor alle sanser tages i brug i en meditativ indlevelse i teksten. Målet er at møde Jesus personligt og være åben overfor, hvad han vil med mit liv.

På retræterne er der også tilbud om åndelig vejledning. Det er ikke terapi og heller ikke sjælesorg. Formålet med åndelig vejledning er, at vejlederen skal støtte den vejledte i den personlige relation til Gud. Det handler ikke om at give råd og svar, men om at understøtte en trosrelation og opmuntre til at søge Jesus og vandre i hans lys.

Vi er begyndt at bruge flere kristne symboler. Vi tænder lys og beder foran en ikon. Vi anskaffer os en kristuskrans, som kan glide mellem fingrene, mens vi beder og standser op for hver perle og dens særlige betydning. Symbolerne skal fysisk hjælpe os på vej mod den guddommelige virkelighed. Vi har simpelthen brug for den hjælp, som vi kan få gennem disse tegn for at kunne fokusere og overskride grænsen mellem den synlige og den usynlige verden.

Når det økumeniske klosterfællesskab i den lille sydfranske by Taizé er blevet så populært, er det ikke noget tilfælde. Tusindvis af især helt unge valfarter hvert år i en konstant strøm til dette specielle sted. Her bruges tiden til bøn og stilhed i en meget enkel form.

Man sidder på en pude på gulvet og synger korte sangstrofer på en smuk flerstemmig melodi og med mange gentagelser. Der er levende lys overalt og foran står et stort rødt franciskansk kors.

Prøv alt, hold fast ved det gode Det er apostelen Paulus, som skriver dette til menigheden i Thessalonika. Når han opfordrer til at prøve alt, mener han vel at mærke ikke, at vi bare skal kaste os kritikløst ud i alt, hvad vi møder på vores vej. Tværtimod mener han, at vi skal anvende vores sunde kritiske sans og under bøn og varsomhed gå forsigtigt frem. Ikke alt er lige godt. Og noget er måske ligefrem noget åndeligt bras, som vi skal holde os fra.

Det er vigtigt, at vi forsøger at følge det indre kompas, som Gud har givet os. Det gør vi bl.a. ved kun at følge dem, som vi har menneskelig og åndelig tillid til. Lige nu oplever vi, at snart sagt alle og enhver udbyder retræter og pilgrimsvandringer. Gå med dem, som du kender og har åndelig tillid til.

Endnu vigtigere er det, at vi tester alt på Bibelen. Harmonerer det nye, som vi møder på vores vej, med det, som vi i forvejen kender fra de hellige skrifter i Bibelen? Hvis vi er utrygge, bør vi vare os.

Pendulet og faren for sekterisme Generelt skal vi være opmærksomme på det, som jeg vil kalde penduleffekten. Historiens gang har det med at bevæge sig som et pendul. Fra et yderpunkt til et andet. I årtier og århundreder har vi været

fokuserede på sjælens frelse og det evige liv efter døden. Nu forstår vi, at der også er et liv før døden, som betyder noget – en vandring med Gud, som det er vigtigt at have fokus på, hvis vi skal nå det evige mål. Faren er, hvis vi pludselig fokuserer så meget og måske helt ensidigt på spiritualiteten og dens forskellige udtryksformer, at vi ”glemmer” noget af det, som før var vigtigt for os. Det kan være så helt centrale og afgørende ting som betydningen af Jesu forsoningsdød på korset, syndernes forladelse, vigtigheden af, at kirken

Vi har brug for sund kristen spiritualitet – en trospraksis, som hverken fornægter kroppen eller ånden, som hverken er sekterisk eller har tendens til universalisme, men som er funderet i evangeliet. fortsat driver mission og måske flere ting endnu. Det er bl.a. derfor, vi skal være kritiske med, hvem vi følger. Spiritualiteten skal være hel, ellers fører den vild.

Faren for en psykologisering og universalisme Erfaring samt åndelig og menneskelig vækst er nøgleord i spiritualiteten. Hvis evangeliet om Kristi død på korset som soning for vore synder ikke forkyndes stærkt, er der efter min mening en reel fare for, at spiritualiteten bliver psykologiseret og at frelsen i sidste ende bliver til åndelig oplysning. Og så havner vi i en ny udgave af det klassiske gnostiske kætteri.

Det, som bekymrer mig mest ved den ”nye” spiritualitet eller rettere ved den måde, som den fremtræder på i dag, er nok, hvad jeg vil hævde, er en tendens til universalisme. Teologisk betyder universalisme, at alt bliver godt til sidst, og at Gud vil sørge for, at alle mennesker bliver frelst. Det er selvfølgelig både meget ønskværdigt og meget smukt. ”Gud vil, at alle mennesker skal blive frelst og komme til erkendelse af sandheden” (1. Timotheusbrev kapitel 2, vers 4). Men Bibelen siger jo samtidig helt klart, at det kræver omvendelse og modtagelse af evangeliet. Derfor driver kirken mission. Derfor skal evangeliet forkyndes til verdens ende. Det er som om, der i meget af den nye spiritualitet gemmer sig en opfattelse af Guds kærlighed som så ubegrænset og altomfattende, at der slet ikke bliver plads til Guds hellighed og til skellet mellem lys og mørke.

25

26

TIL TRO · #3 · 2012 · Spiritualitet · artikel

BØGER

Hellig hverdag

Forsoning i kløfternes land

af Gene Edward Veith 158 sider 180,00 kr.

LogosMedia 2011

af Jørgen Hedager Nielsen 225 sider 250,00 kr.

Fokal 2011

Anmeldelser af Filip Friis Jakobsen, filipfriisjakobsen@gmail.com

Hvad vil det sige at have Gud med i hverdagen. Det er et spørgsmål, som mange kristne møderækker, konferencer og lignende har prøvet at belyse, og derfor er der en risiko for, at Hellig hverdag ville være noget, man havde hørt før.

Heldigvis har Gene Edward Veith valgt en spændende indgangsvinkel til temaet.

Det er egentlig ikke nye tanker, han bringer på bane, men han genopdager Luthers tanker om, at vi som kristne er kaldet til at leve helligt. Det er egentlig ikke vigtigt, om vi er generalsekretær, præst eller blikkenslager, det vigtige er, at vi gør vores arbejde til Guds ære. Det betyder ikke nødvendigvis, at en kristen blikkenslager gør sit arbejde bedre end sin ikkekristne kollega, men det betyder, at han udfører sit arbejde i overensstemmelse med sit kald.

Det er dog ikke kun, når vi er på arbejde, at vi udlever Guds kald, men også i de andre sammenhænge vi kan være sat i. Det kan være i de kald vi har i vores familieliv, i vores menighed eller som samfundsborger.

Det ligger forfatteren på hjerte, at vi i alle de sammenhænge vi befinder os i er klar over Guds kald ind i dem, og derfor prøver at leve et helligt liv.

Derudover gør forfatteren meget ud af at forklare, hvordan det er Gud, der arbejder i og gennem kaldet. Selvom det kan føles som om, at det er noget, vi må selv må bære, må vi lære at stole på, at Gud vil arbejde igennem kaldet. Det betyder samtidig ikke, at Gud ikke vil arbejde igennem mennesker der ikke kender Ham. De

kan stadig blive brugt som redskaber i Hans hånd.

Samlet set behandler bogen et relativt tungt emne med et for det meste letlæseligt sprog. Det er spændende at opdage (eller genopdage) Luthers tanker om kaldet.

Samtidig er der også flere konkrete ting at tage fat på i forhold til at leve et helligt liv.

Der er et dog et par gange, hvor problematikker bliver behandlet meget overfladisk eller helt skubbet til side. Det gælder fx i spørgsmålet om, hvordan man som kristen skal leve i det spændingsfelt, hvor man skal adlyde myndigheder, som arbejder imod Gud. Alt i alt en god bog, hvis du trænger til lidt seriøs læsning om, hvad Guds kald er, og hvilke konsekvenser det har for dit liv.

Der findes mange ting, som vi som blegfede danskere aldrig rigtig kommer til at forstå.

De fleste af de ting slipper vi heldigvis for at forholde os til. Der er dog ting, der fylder så meget, at det ikke kan undgå af og til at fange vores opmærksom. En af de ting er konflikten om et lille landområde, ikke meget større end Jylland, som i snart 65 år har været et af verdens brændpunkter.

Dette område kaldes af den ene side Israel, mens den anden side omtaler området som Palæstina.

Denne konflikt, som handler om mere end bare land, har stået på siden staten Israels oprettelse i 1948. Flere gange har de omkringliggende arabiske lande forsøgt at erobre området, men det er dog slået fejl hver gang. Disse krige og konsekvenserne af dem har skabt bitre følelser på begge sider. Er det muligt at skabe forsoning i dette miljø? Det er dette tema Jørgen Hedager Nielsen bringer på banen i denne bog. 18 interviews med folk, der er knyttet til det kristne forsoningsarbejde Musalaha, udgør denne bog. Det er dejligt at læse beretninger om, hvordan mødet med Jesus og igennem Jesus kan skabe forsoning, men samtidig er der også bred enighed om, at uden Jesus er forsoning ikke mulig. Man bliver i bogen ført grundigt ind i Musalahas arbejde. Af og til bliver det næsten for meget, specielt når alle de interviewede skal fortælle om deres historie i Musalaha, og hvordan det har hjulpet dem.

Det er tydeligt, at selvom personerne i bogen har oplevet en delvis forsoning, er

artikel · Spiritualitet bøger · 2012 · #3 · TIL TRO

En blodrød tråd gennem Johannes’ Åbenbaring af Sverre Bøe 198 sider 200,00 kr.

LogosMedia 2012

der lang vej igen. Der bliver talt pænt og varmt om dem på den anden side, som man har lært at kende, men samtidig lægges der ikke skjul, at de varme følelser ikke gælder dem på den anden side i almindelighed.

Det er en fin bog, hvis man ønsker et indblik i forholdene og konflikten i Israel, men samtidig er der ikke meget mere at komme efter. Forfatterens fortællestil er meget tilbageholdende, og han lader interviewene stå alene. I grunden en fin tanke, men man savner lidt, at der måske bliver gået lidt mere i kødet på de interviewede, og at forfatteren kommer med sine egne betragtninger omkring konflikten.

Johannes Åbenbaring er uden tvivl en af de mest omdiskuterede bøger i Bibelen.

De teologiske diskussioner, der følger i kølvandet på den, har fundet sted siden den tidlige kirke. Bliver begreber som tusindårsrige, bortrykkelse eller rytteren på den hvide hest nævnt, er der garant for enten heftige diskussioner eller et meget hurtigt emneskift. Derfor er det også spændende, når en forfatter tør give sig i kast med dette skrift.

Sverre Bøe har med En blodrød tråd gennem Johannes’ Åbenbaring skrevet en blanding af en bibelkommentar og en opbyggelig bog som udgangspunkt. Der sker tit, at en forfatter ubevidst blander genrer sammen, så det ender ud med en mellemting, der ikke rigtig ved, hvilket ben det skal stå på. Sverre Bøe er pinlig bevidst om, hvad det er, han vil med bogen, og det ender ikke som en usikker mellemting.

Sverre Bøe er professor i Det Nye Testamente, og hans første doktorafhandling var om sammenhængen mellem Ezekiel og Johannes’ Åbenbaring, så det er en mand, der er dybt inde i Johannes’ Åbenbarings univers. Denne dybe indsigt og interesse kan fornemmes når små, men betydelige sproglige detaljer sættes under lup. Der er en spændende indgang med den fagteologiske vinkel på tingene, når græske ord bliver forklaret, så selv ikketeologer kan følge med.

Johannes’ Åbenbarings hovedtema er de sidste tider, og mange kristne har haft svært ved at forholde sig til det, da

det indebærer plager, krig og trængsel.

Sverre Bøe pointerer kraftigt, at Johannes’ Åbenbaring oprindeligt var et trøsteskrift til de første kristne og ikke skrevet for at afskrække dem. Derfor kan vi også i dag have lov til at læse det som et skrift til trøst og opmuntring.

Selvom Johannes’ Åbenbaring indeholder meget trængsel og lidelse, er der også et andet fokus, som vi som kristne sejr må få lov at glæde os over. Jesus kommer igen, besejrer Satan endeligt og genskaber en ny jord. Denne opmuntring giver Sverre Bøe videre og viser, at temaet igennem Åbenbaringen ikke er lidelsen i denne verden og specielt i de sidste tider, men er den røde tråd, som Jesus farvede ved sit blod på korset.

Det er klart, at med den begrænsede plads, der er til rådighed på 198 sider, er det ikke muligt at komme i dybden med alle aspekter af så kompleks en bog som Johannes’ Åbenbaring, og det er ærgerligt som læser, da man føler, at forfatteren havde endnu mere at byde ind med. Læs den, hvis du er interesseret i et lettilgængeligt og godt indblik i Johannes’ Åbenbaring.

27

28

TIL TRO · #3 · 2012 · Spiritualitet · artikel

REFLEKSIONER

Ironi Af stud. theol. Mikael Kongensholm, mikaelkongensholm@gmail.com

Ironi er lidt som et vildt dyr i et bur. Eller som ild. Så længe de rette rammer er tilstede, så fungerer den. Man kan lege med den og nyde den, og det fællesskab det skaber sammen at bruge den. Men er de rette rammer ikke til stede, så viser ironien sine farlige egenskaber. Sine sande egenskaber.

At den i virkeligheden er et vildt dyr eller en ild, som kan såre os.

Ord virker Jeg bruger selv en del ironi og synes, at jeg mestrer det sprog. Jeg forstår, at meningen ikke ligger direkte i de sagte ord, men i kropssprog, øjenkontakt og tonen i sproget.

Men jeg har alligevel jævnligt svært ved at aflæse det, selv hos mennesker, jeg kender godt. Mest på skrift, fordi jeg her mangler de ovennævnte ironimarkører, men også mundtligt.

Ironi skaber forvirring og usikkerhed, jeg forstår mindre og forstås mindre. Noget ironi er af den mere grove slags, grænsende til sarkasme. Her siger man grimme ting, man ikke mener. Og ja, det kan være ret sjovt, og jeg kan selv blive helt høj på at bruge det. Men i længden er det ikke sundt at tale negativt til og om andre, eller at høre negativ tale om sig selv. Også hvis man er sikker, næsten sikker, på at det ikke menes.

Især for ordfølsomme sjæle. Ord virker, ord trænger ind, ord forandrer liv.

Ironiens sande natur Når man taler sandt og ærligt, er man blottet, og kan føle sig sårbar. Så er det fristende at række ud efter ironien og gemme sig bag den. Det er også nemmere og mindre forpligtende. Men ironi spreder mistillid til andre mennesker og måske også til os selv.

Den får os til at blive i tvivl om, hvorvidt andre taler sandt og mener, hvad de siger.

Måske er det egentlig ikke så mærkeligt, for ironien er en slags løgn! Når man taler ironisk, lyver man på en måde. I hvert fald hvis man kigger meget specifikt på den mening, som selve ordene formidler, og ikke på ironimarkørerne. Som kristne er vi kaldede til at møde andre mennesker med tillid og åbenhed, ikke med løgn. Med kærlighed, og ikke med den ukærlige tale, som ironien kan være.

Ekskluderende eller fællesskabende Ironi kan i nogle situationer være konstruktivt. Den kan skabe en forløsende latter i en trykket stemning. En tilpas mængde selvironi er et godt værn mod usund stolthed, og man kan kommunikere ting med ironi, som man ikke så nemt kan kommunikere på

andre måder, fx fordi de er politisk ukorrekte. Ironi kan skabe fællesskab mellem dem, som forstår det.

Men ironi kan også være ekskluderende.

Ikke alle forstår ironi, ja, ingen forstår det vel altid, og hvis man ikke er yderst varsom, så kan ironi være med til, at nogle føler sig ekskluderet. Det kan være utroligt irriterende at være et sted, hvor der bliver talt et sprog, man ikke forstår. Så har man mest lyst til bare at gemme sig væk i et hjørne eller blive usynlig.

Nye skridt Der er altså en del negative sider ved ironien. Den kan være ukærlig, den er en slags løgn, og den kan føles ekskluderende. Skal vi så stoppe med at tale ironisk? Jeg tror faktisk, at verden ville blive et bedre og gladere sted at leve, hvis vi talte mindre ironisk.

Derfor prøvede jeg her i foråret - sådan lidt halvhjertet - at faste fra ironi. Det lykkedes ikke, men forsøget gjorde, at jeg er blevet meget mere bevidst om, hvornår jeg selv bruger ironi, og hvornår andre bruger det.

Det er første skridt på vejen. Næste skridt kunne så være at forsøge at sænke brugen af ironi og finde andre måder at være sjov på. Der er vel andre former for humor, som ikke har lige så store negative sider?

artikel · Spiritualitet bøger · 2012 · #3 · TIL TRO

MEDIER

At være i verden Om Guder og mænd (2010) Instrueret af Xavier Beauvois

Filmanmeldelse fra www.filmogtro af Michael Agerbo Mørch

Munkelivet er fascinerende på grund af dets radikalitet og stærke forfølgelse af kaldet.

Det ses i den mærkværdige dokumentar Den store stilhed. Men munkevæsenet har ikke altid vendt deres blik indad. En stor del af munkelivets idehistorie har faktisk fokus rettet mod omverdens nød. Mange munke har fx haft en gesjæft som læger, og klosteret har fungeret som hospital. Således også i nærværende film.

I kamp for fredens rige Otte munke har taget turen fra Frankrig og har bosat sig i Algeriet. Her kombinerer de munkelivets indre andægtighed med diakoni. Mellem 100 og 150 muslimer fra landsbyen besøger dagligt broder Lucs ”hospital,” og prior Christian fungerer som både menneskelig og politisk rådgiver for en lang række mænd.

Men under overfladen ulmer borgerkrigen, og pludselig står klosteret i et dilemma: Skal de blive og være tro mod byen og deres kald, eller skal de flygte for at redde deres liv og være Guds disciple andetsteds? For der er jo ikke meget hjælp at få fra en død munk? Eller hvad?

Som Christian siger til islamisterne, da de trænger ind i klosteret for at få fingrene i medicinen: ”Dette er et fredens hus, her bæ-

res ingen våben.” Jesus kom til verden for at frelse mennesker, og samtidig ønsker han at sprede fred og næstekærlighed i denne verden. Fredens proklamation er en del af forkyndelsen om Guds rige!

At være ærligt tilstede Med et fremmedord kalder man det kontekstualisering, at man tager det bibelske budskab, og gør det håndgribeligt og forståeligt i den kultur, man er en del af. Det er præcis, hvad munkene gør. Ligesom Jesus blev kød og tog bolig blandt mennesker (inkarnation), bliver munkenes fromme ord i klosteret til kød og blod blandt de lokale muslimer.

De er ydmyge, men fulde af integritet. De er milde, men ærlige. De er trofaste, men selvstændige.

Filmen er faktisk ikke blankpoleret, selvom det kunne lyde sådan. Munkene debatterer indbyrdes, om de handler rigtigt, og flere gange kommer frustrationerne frit frem. Men hvad andet ville være naturligt, når døden kommer så tæt på?

Et andet godt aspekt ved munkenes liv er, at de forsøger at forstå den algeriske kultur. Christian studerer Koranen, så han kan forstå islamisternes tankegang. Ikke for at være dem intellektuelt overlegen, men for at kunne komme i dialog med dem. Når musli-

merne mærker, at munkene kender Koranen og har respekt for den, så møder munkene også respekt og forståelse for deres fejring af julen. Ikke lyserødt venskab, men respektfuldt bekendtskab. For sådan må det være, når vi møder muslimer. Der vil være uenigheder, for vores gudsbilleder er forskellige.

Men det forhindrer ikke, at vi fuldt ud kan være venner med dem på lige fod med vores ateistiske, buddhistiske osv. venner. Åndelig udvikling Jeg fik virkelig meget ud af at se filmen. Denne tætte kombination af fordybelse og det daglige liv blandt mennesker, som filmen så ærligt beskriver, har givet mig meget stof til eftertanke. Der er ingen lette løsninger for kristne, når de vil møde mennesker af anden religiøs overbevisning, etnicitet etc., men vi er kaldet til at dele evangeliet ud til alverden, og denne film viser, at tålmodighed, integritet og kærlighed til Kristus og mennesker kan bryde selv store barrikader ned.

Filmen er ikke specifikt kristen, men snarere en skildring af en virkelig hændelse.

Men det ændrer ikke noget for mig. Filmen er fuldstændigt fabelagtig god!

29

Fokus på livets udfordringer

agapenyt

agapeny

Nummer

1 2012

t

åndsfrihed Parvis.dk

styrkes

Nyt tilbu d på Fær øerne Frihed, mag t, religion og kristendom

Bestil bladet GRATIS på agape.dk

Når trosfrih eden kræ nkes Frihedstænk ning i kirk e og samfund

eller ved at scanne QR-koden herunder.

Agape er en kirkelig forening, som arbejder med omsorg og tjeneste.

Agapes formål er at udøve og fremme diakoni på evangelisk luthersk grund: - via foredrag, kurser, terapi og sjælesorg at hjælpe mennesker, som oplever livet problematisk (udøve diakoni) - at inspirere menigheder og fællesskaber til at sætte fokus på omsorg og tjeneste (fremme diakoni).

Agape har ingen lette løsninger på komplekse problemer.

Læs mere på

agape.dk

Ta´ på bibelskole

Tid til Gud Tid til andre Tid til dig selv ”Vi vil vise eleverne Jesus, så de aldrig glemmer ham” Henrik Nymann Eriksen, forstander

Ansgarvej 2 · 3400 Hillerød · Tlf. 4826 0766 · lmh@lmh.dk · www.lmh.dk

psssst

B

T OT

R RUP T ANSPO

RT

Bottrupvej 40, 8723 Løsning Tlf. 20 64 69 96

-

to nye øredøvende linjer oprettet på imb

& K URERSERVICE HURTIG, EFFEKTIV OG KONKURRENCEDYGTIG

VI KENDER VEJEN Tlf./Fax: 75 65 23 21 - Mobil: 20 64 69 96 / 22 79 37 69 Mail: bottruptransport@gmail.com Web: bottrup-transport.dk

APPETIZER

vind

den nye ipad og hør om de fede SmS ”imB” til 1910 det koSter 0 kr. + alm.

SmS-takSt. Vinderen får BeSked 1. aug.

22-05-2012_TIL-TRO.indd 1

BoB kauflin

352 sider 299,95 kr.

»titlen Liv & lovsang signalerer præcist det, der er kauflins pointe: at lovsangsledelse ikke kan gøres som venstrehåndsarbejde uden parallel til det liv, jeg i øvrigt lever.« Merete Steffensen, musiksekretær i Indre Mission

Forlagsgruppen lohse tlF.: 75 93 44 55 www.credo.dk

3

Læs Jørgen Jørgensens bog om at være kirke i det 21. århundrede!

Bliv inspireret til at finde nye muligheder for at fylde kirken med mennesker – og til at være kirke for ’den almindelige dansker’.

ISBN 9 788770 68052

»liv og lovsang« er en bog til alle, der beskæftiger sig med lovsang: lovsangsledere, menigheds- og samfundsledere, korledere, mødeledere og alle der på forskellig måde deltager i lovsangen.

Bob Kauflin

5/22/12 10

Kirke for folket

Liv & Lovsang

Liv & lovsang

imb.dk

Kirken dør, hvis den fortsætter med blot at være en kristelighed af bænkevarmere.

Liv og vækst i kirken er vigtigere end vedligeholdelse af mursten. Frivillige og ansatte finder i fællesskab farbare veje for det kristne evangelium i en ny tid til gavn for folket.

En bog til inspiration.

190 sider · 149,95 kr

online shop på www.prorex.dk tlf. 7456 3343

Magasinpost SMP • • ID-nr. 42728 • •

Generalens Firepartsforhandlinger Firepartsforhandlinger er et endnu ukendt begreb, som vi måske kommer til at se i fremtiden.

Trepartsforhandlinger er forhandlinger mellem regeringen, repræsentanter for arbejdsgiverne og lønmodtagerne. I øjeblikket er vanskelige trepartsforhandlinger i gang. Udbuddet af arbejdskraft i Danmark skal øges, så Danmark kan stå stærkere i den internationale konkurrence, og den danske bruttonationalindkomst kan hæves.

Oprindeligt ville man øge den daglige arbejdstid med tolv minutter. Det har imidlertid vist sig vanskeligt at gennemføre i praksis. Derfor har de tre parter kastet deres manglende kærlighed på Store Bededag.

En dejlig forårsfredag, hvor industrien kunne udvikle nogle flere termostater, vindmøller og fedmepiller, så vi alle kan blive lidt rigere. Og hvorfor kan sådan en bededag ikke bare ligge på en søndag?

Men her er det så trepartsforhandlinger burde blive til firepartsforhandlinger. For man kan vel ikke forestille sig, at regeringen og arbejdsmarkedets parter vil gøre afskaffelse af en kirkelig helligdag til et rent arbejdsmarkedsanliggende? At fjerne eller flytte Store Bededag griber dog trods alt ind i folkekirkens

Af generalsekretær Robert Bladt, robert@kfs.dk

tekstrække og dermed kirkeårets forkyndelse og tematik. Det rokker ved konfirmationstraditioner, som berører folkekirkens og andre kirkers medlemmer. Så hvorfor ikke invitere repræsentanter for kirken med, så der kan blive tale om reelle firepartsforhandlinger?

Man ser det for sig. Biskoppen åbner forhandlingerne med et: ”Lad os alle bede!” Fromt og andægtigt bøjer arbejdsgivere og arbejdstagere deres hoveder.

Herefter begynder de første forpostfægtninger mellem parterne. Men biskoppen afbryder dem, for at læse og påskrive alle det hellige evangelium ifølge Matthæus: ”Saml jer skatte i himlen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler.” Hertil føjer han en prædiken om enkel livsstil og slutter med en formaning om, at velstand ikke er det samme som at være vel klædt, vel spækket og vel lønnet, men at det først og fremmest handler om at stå sig vel med vor Herre.

Firepartsforhandlinger? Nej, det kommer nok ikke til at ske. Men som symbol på et samfund, der ikke kun prioriterer økonomisk, men også åndelig rigdom, håber jeg, at de tre parter vil lade Store Bededag i fred.

Girokort

kr. __________ Frivilligt Til Tro abonnement kr. __________ Gavebrev kr. __________ Fastgiver kr. __________ Almindelig gave Oplys cpr.nr. ______________________________

Ribevej 71, Ødsted 7100 Vejle

Ribevej 71, Ødsted 7100 Vejle