„Mig skal I ikke narre,“ mumler han, og så tømmer han blæren. Ufatteligt så meget gul væske, der kan være inden i ham. Nok til at han kan overpisse det hele, både Gud og Djævlen, hvis han vil. Lettet går han ind og lægger sig igen. Poul og Arne er forsvundet, men de har sagt det til ham; at det er nu han skal dø. Kort efter falder han i søvn. Næste morgen finder han et postkort, som englene har smidt lige uden for døren, og han sætter vand over i den bulede kasserolle. Med saksen klipper han en tyk, ujævn humpel af sigtebrødet. Udenfor ligger disen over markerne og skjuler kirkespiret på bakken inde i Hvidinge fire kilometer fra profetens hus. Han kigger ud af vinduet på det disede landskab, inden han åbner køleskabet og tager margarine og skinke i skiver. Så sætter han sig ind på madrassen på gulvet i stuen. Han spiser og kigger på kortet og grifler noget bagpå. Efter morgenmaden går han de fire kilometer ind til postkassen i Hvidinge, hvor han poster kortet med billedet af en ko til sin søster Ine. Over koens hoved har han tilføjet en glorie med blå kuglepen, og fra koens mule en talebobbel, hvor der står: „Det skal være så sjovt.“ Bagpå har han skrevet: „Jeg skal dø om cirka to dage. Det har de selv sagt. Med venlig hilsen, Profeten.“ Hjemme igen sætter han sig til at vente på, at Ine modtager postkortet, så hun får viden om, hvordan det står til med ham. Profeten har forsøgt at helbrede sig selv med vin og kors, og han kan mærke, det virker. Det virker ad helvede til.
12
7LGHUQHB3URIHWHQV GDWWHUB3 LQGG