KÆRLIGHEDENS GANG
Tiderne_Botton-Kærlighedens gang_P.indd 1
01/05/2017 16.29
Af samme forfatter på dansk: Om kærlighed, 1994 Portræt af en ukendt kvinde. Roman, 1996 Sådan kan Proust forandre dit liv, 1998 Filosofiens trøst, 2001 Kunsten at rejse, 2002 Statusangst, 2007 Lykkens arkitektur, 2009 Religion for ateister, 2013
Tiderne_Botton-Kærlighedens gang_P.indd 2
01/05/2017 16.29
Alain de Botton
Kærlighedens gang Oversat af Pia Juul
TIDERNE SKIFTER
Tiderne_Botton-Kærlighedens gang_P.indd 3
01/05/2017 16.29
Kærlighedens gang er oversat fra engelsk efter „The Course of Love“ Copyright © 2016 by Alain de Botton Dansk udgave © 2017 Tiderne Skifter Bogen er sat med Sabon hos An:Sats, Espergærde og trykt hos xx 1. udgave, 1. oplag ISBN 978-87-0222-6737 Printed in Denmark 2017
Udgivet med støtte fra
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med CopyDan, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen.
Tiderne Skifter · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 · tiderneskifter.dk
Tiderne_Botton-Kærlighedens gang_P.indd 4
01/05/2017 16.29
Til John Armstrong mentor, kollega, ven
Tiderne_Botton-KĂŚrlighedens gang_P.indd 5
01/05/2017 16.29
Tiderne_Botton-KĂŚrlighedens gang_P.indd 6
01/05/2017 16.29
Indhold ROMANTIK Forgabelser 11 Den hellige begyndelse
15
Forelsket 24 Sex og kærlighed
31
Frieriet 41 FOR EVIGT Dumme ting
53
Surmuleri 67 Sex og censur
72
Overføring 84 Universel skyld
92
At undervise og lære
101
BØRN Lektioner i kærlighed
113
Sødme 124 Kærlighedens begrænsninger
129
7
Tiderne_Botton-Kærlighedens gang_P.indd 7
01/05/2017 16.29
Sex og forældreskab
140
Vasketøjets anseelse
150
UTROSKAB Den utro
157
Pro 165 Kontra 172 Uforenelige lyster
183
Hemmeligheder 189 HINSIDES ROMANTIK Tilknytningsteori 195 Modenhed 208 Parat til ægteskabet
219
Fremtiden 226
8
Tiderne_Botton-Kærlighedens gang_P.indd 8
01/05/2017 16.29
ROMANTIK
Tiderne_Botton-Kærlighedens gang_P.indd 9
01/05/2017 16.29
Tiderne_Botton-KĂŚrlighedens gang_P.indd 10
01/05/2017 16.29
Forgabelser
Hotellet ligger på et klippefremspring, en halv time øst for Málaga. Det er henvendt til familier og afslører utilsigtet, især ved måltiderne, udfordringerne ved at være del af sådan en. Rabih Khan er femten og på ferie med sin far og stedmor. Stemningen mellem dem er dyster og samtalen tøvende. Der er gået tre år, siden Rabihs mor døde. Der dækkes op med buffet hver dag på terrassen med udsigt til poolen. Af og til kommer stedmoderen med en bemærkning om paellaen eller vinden, der har blæst stærkt fra syd. Hun er oprindelig fra Gloucestershire og kan godt lide havearbejde. Et ægteskab begynder ikke med et frieri, ikke engang med et første møde. Det begynder langt tidligere, når ideen om k ærlighed fødes, og mere specifikt med drømmen om en soulmate. Rabih ser pigen første gang ved vandrutsjebanen. Hun er omkring et år yngre end ham, med kastanjebrunt drengeklippet kort hår, olivenhud og slanke lemmer. Hun har en stribet sømandsbluse på, blå shorts og et par citrongule klip-klapper. Der sidder et tyndt læderbånd om hendes højre håndled. Hun kigger over på ham, trækker på noget, der ligner et halvhjertet smilebånd, og flytter på sig i liggestolen. I det næste par timer kigger hun eftertænksomt ud over havet, mens hun hører musik på sin walkman og indimellem bider negle. Hendes forældre 11
Tiderne_Botton-Kærlighedens gang_P.indd 11
01/05/2017 16.29
sidder på hver sin side af hende, moderen bladrer i et nummer af Elle, og hendes far læser en roman af Len Deighton på fransk. Som Rabih senere skal finde ud af i gæstebogen, er hun fra Clermont-Ferrand og hedder Alice Saure. Han har aldrig følt noget bare tilnærmelsesvis som dette. Følelsen overvælder ham fra første færd. Det er ikke nødvendigt med ord – som de aldrig kommer til at udveksle. Det er, som om han på en eller anden måde altid har kendt hende, som om hun tilbyder et svar på selve hans eksistens og især på et område af forvirret smerte i ham. I løbet af de kommende dage observerer han hende på afstand rundtomkring på hotellet: ved morgenmaden i en hvid kjole med blomstret kant, da hun henter en yoghurt og en fersken fra buffeten; på tennisbanen, hvor hun med rørende høflighed undskylder sin baghånd over for træneren på engelsk med stærk accent; og på en (tilsyne ladende) ensom spadseretur rundt om golfbanen, hvor hun standser op for at kigge på kaktus og hibiscus. Den kan komme meget hurtigt, denne vished om at et andet menneske er ens soulmate. Vi behøver ikke at have talt med vedkommende; vi kender måske ikke engang hans eller hendes navn. Objektiv viden har ikke noget med det at gøre. Det der gælder, er i stedet intuition: en spontan følelse der virker så meget mere præcis og værd at respektere, fordi den omgår de normale fornuftsprocesser. Forgabelsen udkrystalliserer sig omkring en række elementer: en klipklap der hænger nonchalant fra en fod; en billigbogsudgave af Herman Hesses Siddhartha, der ligger på et håndklæde ved siden af solcremen; fint formede øjenbryn; et distræt udtryk når hun svarer sine forældre; og den måde hun hviler sin kind i hånden på, når hun spiser chokolademousse i små mundfulde ved aftenbuffeten. Instinktivt sammensætter han en hel personlighed ud fra 12
Tiderne_Botton-Kærlighedens gang_P.indd 12
01/05/2017 16.29
disse detaljer. Mens Rabih kigger op på de drejende træpropeller i loftsviften på sit værelse, nedskriver han i tankerne sin livshistorie med hende. Hun vil nok være melankolsk og kvik i replikken. Hun vil betro sig til ham og le ad andres hykleri. Somme tider vil hun være nervøs før en fest og når hun er i nærheden af de andre piger i skolen – symptomer på at hun har en sensitiv og dyb personlighed. Hun vil have været ensom og vil før nu aldrig helt have betroet sig til nogen. De vil sidde på hendes seng og legende flette fingre. Hun vil heller aldrig have troet, at sådan et bånd kunne være muligt mellem to mennesker. Så en morgen, uden varsel, er hun væk, og et hollandsk par med to små drenge sidder ved hendes bord. Hun og hendes forældre har forladt hotellet ved daggry for at nå Air Franceflyet hjem, forklarer bestyreren. Hele hændelsen er ubetydelig. De skal aldrig mødes igen. Han fortæller det ikke til nogen. Hun er fuldkommen uberørt af hans grublerier. Men hvis historien begynder her, er det – selv om der er så meget ved Rabih, der vil ændre sig og modnes gennem årene – fordi hans forståelse af kærligheden i årtier vil bevare nøjagtig den struktur, den første gang antog på Hotel Casa Al Sur, den sommer han var seksten år. Han vil blive ved med at tro på at en lynhurtig, dyb forståelse og empati mellem to mennesker er mulig, og at en afgørende afslutning på ensomheden er det. Han vil komme til at opleve lignende bittersøde længsler efter en tabt soulmate, han har fået øje på i busser, i supermarkeder og på bibliotekers læsesale. Han vil få nøjagtig samme følelse, da han tyve år gammel er på et semesters studier på Manhattan, over for en kvinde der sidder til venstre for ham i C-toget nordpå, og som femogtyveårig på tegnestuen i Berlin, hvor han er i praktik, og som niogtyveårig på en flyrejse mellem Paris og London efter en kort samtale over Den Engelske Kanal med en kvinde ved navn Chloe; følelsen af at være stødt på den længe savnede tabte del af sig selv. 13
Tiderne_Botton-Kærlighedens gang_P.indd 13
01/05/2017 16.29
For romantikeren er der kun et meget kort skridt fra et glimt af en fremmed til formuleringen af en storslået og betydelig konklusion: at han eller hun kan udgøre et detaljeret svar på eksistensens uudtalte spørgsmål. Intensiteten kan forekomme triviel, endog humoristisk, og dog er denne ærbødighed over for instinktet ikke en ubetydelig planet inden for relationernes kosmologi. Den er den underliggende centrale sol, hvorom samtidens idealer for kærlighed drejer. Den romantiske tro må altid have eksisteret, men kun i de seneste få århundreder er den blevet regnet for mere end blot en sygdom; først for nylig er eftersøgningen på en soulmate blevet tilladt at antage status af noget nær meningen med livet. En idealisme, der tidligere var rettet mod guder og ånder, er blevet omdirigeret mod menneskelige subjekter – en angivelig generøs gestus ikke desto mindre fyldt med afskrækkende og skrøbelige konsekvenser, eftersom det ikke er nogen let sag for noget menneske i et helt liv at skulle leve op til den perfektion, han eller hun måske har antydet over for en fantasifuld iagttager på gaden, kontoret eller flysædet ved siden af. Det vil tage Rabih mange år og hyppige forsøg på kærlighed at nå frem til nogle anderledes konklusioner, at anerkende, at netop de ting, han engang anså for at være romantiske – ordløs intuition, øjeblikkelig længsel, troen på eksistensen af en soulmate – er det, der står i vejen for at lære, hvordan man opretholder et forhold. Han vil komme til at konkludere, at kærligheden kun kan holde, hvis man er utro mod dens spændende første ambitioner; og at han, hvis hans forhold skal fungere, må opgive de følelser, der førte ham ind i dem fra begyndelsen. Han vil blive nødt til at lære, at kærlighed er en evne snarere end en begejstring.
14
Tiderne_Botton-Kærlighedens gang_P.indd 14
01/05/2017 16.29
Den hellige begyndelse
I de første dage af deres ægteskab, og faktisk i mange år efter, er det altid det samme spørgsmål, der stilles til Rabih og hans kone: ‘Hvordan mødte I to hinanden?’ – som regel ledsaget af en stemning af legende begejstring på andres vegne. Parret kigger så typisk på hinanden (somme tider lidt generte, når hele bordet tier for at lytte) for at afgøre, hvem der skal fortælle det denne gang. Afhængigt af publikum kunne de vælge at være vittige eller ømme. Det kunne koges ind til en linje eller fylde et helt kapitel. Begyndelsen får så uforholdsmæssig stor opmærksomhed, fordi den ikke anses for at være blot én af mange faser; for romantikeren indeholder den i koncentreret form alt, der er betydningsfuldt ved kærligheden som helhed. Det er derfor, at der i så mange kærlighedshistorier ikke er andet for fortælleren at gøre med et par, efter at de har overvundet nogle indledende forhindringer, end at sende dem af sted til en vagt defineret lykkelig fremtid – eller at slå dem ihjel. Det, vi typisk kalder kærlighed, er kun begyndelsen på kærligheden. Det er underligt, bemærker Rabih og hans kone, hvor sjældent de bliver spurgt om, hvad der er hændt dem, efter at de mødtes, som var en nysgerrighed efter den virkelige historie om deres 15
Tiderne_Botton-Kærlighedens gang_P.indd 15
01/05/2017 16.29
forhold ikke legitim eller frugtbar. De har aldrig offentligt beskæftiget sig med det ene spørgsmål, der virkelig optager dem: „Hvordan er det at have været gift i et stykke tid?“ Historier om forhold, der har holdt i årtier, uden indlysende ulykke eller lyksalighed, hører stadig ikke – på fascinerende eller bekymrende vis – til blandt de fortællinger vi vover at fortælle os selv om kærlighedens forløb. Den foregår sådan her, den begyndelse der får alt for megen opmærksomhed: Rabih er enogtredive og bor i en storby, han knap nok kender eller forstår. Han boede engang i London, men er for nylig flyttet til Edinburgh for at arbejde. Hans tidligere tegnestue fyrede halvdelen af personalet efter uventet at have mistet en kontrakt, og arbejdsløsheden tvang ham til at kaste sit professionelle net længere ud, end han brød sig om – hvilket til sidst fik ham til at sige ja til et job på en skotsk tegnestue med speciale i byplanlægning, særligt pladser og vejkryds. Han har været single i et par år, efter at hans forhold til en grafiker gik i stykker. Han har meldt sig ind i et lokalt træningscenter og til et datingsite. Han har været med til åbningen af et galleri, der udstillede keltiske kunstgenstande. Han har deltaget i en stribe arrangementer, der var løst forbundet med hans arbejde. Alt sammen forgæves. Nogle få gange har han følt en intellektuel forbindelse med en kvinde, men ikke en fysisk – eller omvendt. Eller endnu værre, en gnist af håb og så bliver den partner nævnt, der som regel står i den anden ende af lokalet og ligner en fangevogter. Alligevel giver Rabih ikke op. Han er romantiker. Og efter nogen tid, efter mange tomme søndage, sker det endelig, næsten som han har lært – især af kunsten – at det vil. Rundkørslen ligger på A720 i sydgående retning fra Edinburghs centrum og forbinder hovedvejen med en blind vej med 16
Tiderne_Botton-Kærlighedens gang_P.indd 16
01/05/2017 16.29
direktørboliger ud mod en golfbane og en dam – det er en opgave, Rabih har påtaget sig ikke så meget af interesse som på grund af de forpligtelser, der følger med hans beskedne placering i firmaets rangorden. På klientens side er det et ældre medlem af byrådets landmålingsudvalg, der står for tilsynet, men dagen før projektet skal begynde, mister manden en nærtstående, og en yngre kollega tager over. De giver hånd ved byggepladsen en overskyet formiddag tidligt i juni lidt over elleve. Kirsten McLelland har en selvlysende jakke på, beskyttelseshjelm og et par tunge støvler med gummisåler. Rabih Khan kan ikke høre meget af, hvad hun siger – ikke kun på grund af rystelserne fra en hydraulisk kompressor i nærheden, men også, som han vil opdage, fordi Kirsten som så mange andre fra Inverness tit taler lavmælt og lader stemmen dø hen, før sætningerne er blevet helt afsluttet, som om hun på halvvejen har opdaget en indvending mod det, hun var ved at sige, eller simpelt hen synes noget andet er vigtigere. Trods hendes beklædning (eller faktisk på grund af den) bemærker Rabih med det samme en række psykologiske og fysiske træk ved Kirsten, som han er modtagelig over for. Han iagttager hendes uanfægtede måde at svare det muskuløse, tolv mand stærke byggesjaks nedladende holdning på, næsten som om det morer hende; den flid hvormed hun tjekker de forskellige punkter på sit skema; hendes selvsikre ligegyldighed over for mode og den individualitet, der antydes af hendes let uregelmæssige fortænder. Da mødet med sjakket er forbi, går klienten og entreprenøren hen og sætter sig på en bænk i nærheden for at gennemgå kontrakterne. Men i løbet af få minutter begynder det at øse ned, og da der ikke er plads til papirarbejde i kontoret, foreslår Kirsten, at de går hen på hovedgaden og finder en café. På vejen derhen, under hendes paraply, begynder de en sam17
Tiderne_Botton-Kærlighedens gang_P.indd 17
01/05/2017 16.29
tale om vandreture. Kirsten fortæller Rabih, at hun prøver at slippe ud af byen så tit som muligt. Faktisk tog hun for nylig til Loch Carraigean, hvor hun slog sit telt op i en øde fyrreskov og havde en usædvanlig oplevelse af fred og perspektiv ved at være så langt væk fra andre mennesker og alt det, der distraherer i bylivets vanvid. Ja, hun var deroppe alene, svarer hun; han ser et billede for sig af hende under teltdugen, hvor hun snører sine støvler op. Da de når til hovedgaden, er der ingen café i syne, så de søger i stedet tilflugt i Taj Mahal, en dyster og øde indisk restaurant, hvor de bestiller te og (på ejerens indtrængende opfordring) en tallerken med poppadoms. Således styrket gennemgå de skemaerne og konkluderer, at det vil være bedst først at bestille cementblanderen til den tredje uge og få fliserne leveret i ugen efter. Rabih gransker Kirsten med retsmedicinsk interesse, mens han prøver at være diskret. Han bemærker fregnerne hen over hendes kinder; en pudsig blanding af selvsikkerhed og tilbageholdenhed i hendes udtryk; tykt, skulderlangt rødbrunt hår der er skubbet til side; og en vane med at begynde sætninger med et handlekraftigt: „Sagen er dén …“ Midt i den praktiske samtale lykkes det ham ikke desto mindre at fange lejlighedsvise glimt af en mere privat side. På hans spørgsmål om hendes forældre svarer Kirsten, med et anstrøg af noget kejtet i stemmen, at hun er vokset op i Inverness alene med sin mor, da hendes far tabte interessen for familien på et tidligt tidspunkt. „Det var ikke noget ideelt udgangspunkt for at få tillid til andre mennesker,“ siger hun med et tørt smil (det går op for ham, at det er den venstre fortand, der sidder lidt skævt). „Måske er det derfor, at tanken om ‘lykkeligt til deres dages ende’ aldrig rigtig har været noget for mig.“ Bemærkningen er nedslående for Rabih, der minder sig selv om den leveregel, at kynikere blot er idealister med usædvanlig høje principper. 18
Tiderne_Botton-Kærlighedens gang_P.indd 18
01/05/2017 16.29
Gennem de store vinduer i Taj Mahal kan han se skyer, der bevæger sig hurtigt, og i det fjerne en tøvende sol kaste sine stråler på Pentland Hills’ vulkansk sorte kupler. Han kunne nøjes med at tænke, at Kirsten er en vældig rar person at tilbringe formiddagen med, mens man løser nogle irriterende problemer i kommunaladministrationen. Han kunne lade være med at vurdere dybden af hendes personlighed på baggrund af hendes refleksioner om kontorlivet og skotsk politik. Han kunne acceptere, at hendes sjæl næppe kan aflæses i hendes bleghed og halsens bue. Han kunne nøjes med at sige, at hun virker interessant nok, og at han behøver fireogtyve år til for at vide mere. I stedet føler Rabih sig overbevist om, at han har opdaget en, der er udstyret med den mest usædvanlige kombination af indre og ydre egenskaber – intelligens og venlighed, humor og skønhed, alvor og mod; en han ville savne, hvis hun forlod rummet, selv om han intet har kendt til hende to timer tidligere; en hvis fingre – der lige nu tegner linjer med en tandstik på dugen – han længes efter at kærtegne og trykke mellem sine egne; en han gerne vil være sammen med i resten af sit liv. Skrækslagen for at fornærme hende, usikker på hendes smag og klar over faren for at misforstå et tegn, viser han hende ekstrem omsorg og finkornet opmærksomhed. „Undskyld, vil du helst selv holde din paraply?“ spørger han, da de går tilbage til pladsen. „Åh, jeg er ligeglad,“ svarer hun. „Jeg vil gerne holde den for dig – eller lade være,“ presser han. „Altså, gør hvad du vil!“ Han redigerer sig selv strengt: Trods glæden ved at åbne sig forsøger han at skærme Kirsten mod alt undtagen nogle få sider af sin personlighed. At vise sit sande jeg er ikke en prioritet på dette stadie. 19
Tiderne_Botton-Kærlighedens gang_P.indd 19
01/05/2017 16.29
De mødes igen ugen efter. Da de går tilbage mod Taj Mahal for at snakke budget og udvikling, spørger Rabih, om han skal give hende en hånd med den pose mapper, hun bærer på, hvorpå hun ler og siger, at han ikke skal være så sexistisk. Det virker ikke som det rette øjeblik at sige, at han ikke desto mindre gladelig vil hjælpe hende med et flyttelæs – eller passe hende hvis hun får et malariaanfald. På den anden side forstærker det bare Rabihs entusiasme, at Kirsten ikke lader til at have meget brug for hjælp til noget som helst – svaghed er når alt kommer til alt hovedsagelig kun charmerende hos en der er stærk. „Sagen er dén, at halvdelen af min afdeling lige er blevet fyret, så jeg gør faktisk tre mands arbejde,“ forklarer Kirsten, så snart de har sat sig. „Jeg blev først færdig klokken ti i aftes; selv om det mest er fordi, hvad du måske har opdaget, at jeg er lidt af en kontrolfreak.“ Han er så bange for at sige noget forkert, at han ikke kan finde på noget at tale om – men fordi stilhed ligner et tegn på kedsomhed, kan han heller ikke lade pauserne fortsætte. Han ender med at komme med en omstændelig beskrivelse af, hvordan broer fordeler deres vægt mellem bropillerne, og følger det op med en analyse af bildæks relative bremsehastigheder på tørre og våde overflader. Hans klodsethed er et biprodukt af hans oprigtighed: Vi bliver sjældent særlig ængstelige, når vi forfører folk, vi er ligeglade med. Hvert andet øjeblik mærker han svagheden i sit krav på Kirstens opmærksomhed. Hans indtryk af hendes frihed og selvstændighed skræmmer ham, lige så meget som det ophidser ham. Han anerkender enhver mangel på gode grunde til, at hun nogensinde skulle nære nogen følelser for ham. Han forstår fuldkommen, hvor lidt ret han har til at bede hende om at se på ham med den venlighed, hans mange begrænsninger kræver. I udkanten af Kirstens liv er han på beskedenhedens højdepunkt. Så kommer den afgørende udfordring med at finde ud af, 20
Tiderne_Botton-Kærlighedens gang_P.indd 20
01/05/2017 16.29
om følelsen er gengældt, et emne der er næsten barnligt enkelt men ikke desto mindre anledning til endeløse semiotiske studier og detaljerede psykologiske gætterier. Hun gav ham en kompliment for hans grå regnfrakke. Hun lod ham betale for deres te og poppadoms. Hun opmuntrede ham, da han nævnte sine ambitioner om at vende tilbage til arkitekturen. Men alligevel virkede hun utilpas, næsten lidt irriteret, de tre gange hvor han prøvede at føre samtalen hen på hendes tidligere forhold. Hun bed heller ikke på hans hentydning til, at man kunne se en film. Den slags tvivl optænder kun begæret. Som Rabih har indset, er de mest tiltrækkende mennesker ikke dem, der accepterer ham med det samme (han tvivler på deres dømmekraft), eller dem der aldrig giver ham en chance (han kommer til at hade deres ligegyldighed), men snarere dem der af uransagelige årsager – måske en konkurrerende romantisk komplikation eller en forsigtig natur, en fysisk forlegenhed eller en psykologisk hæmning, en religiøs overbevisning eller en politisk modvilje – lader ham hænge lidt til tørre i vinden. Længslen viser sig på sin egen måde at være stærk. Til sidst slår Rabih hendes telefonnummer op i sine papirer og sms’er en lørdag morgen, at det måske bliver solskinsvejr senere. „Nemlig,“ kommer det næsten øjeblikkelige svar. „Med på en tur i Botanisk Have? Kx“ Hvilket er hvor de havner tre timer senere og går rundt og ser på verdens mærkeligste træ- og plantearter i Edinburghs kongelige botaniske have. De ser en orkidé fra Chile, de bliver slået af en rododendrons kompleksitet, og de standser op ved et fyrretræ fra Schweiz og en enorm kæmpefyr fra Canada, hvis nåle sitrer i en let vind, der kommer ind fra havet. Rabih er løbet tør for energi til at formulere de meningsløse kommentarer, der normalt går forud for den slags begivenheder. Det er derfor ud af en følelse af utålmodig fortvivlelse snarere end af arrogance eller af at have ret til noget, at han afbryder 21
Tiderne_Botton-Kærlighedens gang_P.indd 21
01/05/2017 16.29
Kirsten midt i en sætning, da hun læser op af informationsskiltet – „Man bør aldrig forveksle alpine træer med …“ – lægger hænderne om hendes ansigt og trykker sine læber mod hendes, hvilket hun reagerer på ved at lukke øjnene og slå armene tæt om det nederste af hans ryg. En isbil på Inverleith Terrace udstøder en uhyggelig jingle, en allike skriger fra en gren, der er kommet hertil fra New Zealand, og ingen lægger mærke til to mennesker, der halvt skjult af ikke-indfødte træer befinder sig i et de ømmeste og mest afgørende øjeblikke i begge deres liv. Og dog, bør vi insistere på, er der intet af dette, der har noget at gøre med en kærlighedshistorie endnu. Kærlighedshistorier begynder ikke, når vi frygter, at nogen måske ikke vil se os igen, men når de beslutter, at de ikke ville have noget imod at se os hele tiden; ikke når de har mulighed for at løbe væk, men når de har afgivet alvorsfulde løfter om at holde om os, og blive holdt fanget af os, for hele livet. Vores forståelse af kærligheden er blevet kapret og forført af dens første distraherende bevægende øjeblikke. Vi har tilladt vores kærlighedshistorier at slutte alt for tidligt. Vi lader til at vide alt for meget om, hvordan kærligheden begynder, og uforsvarligt lidt om, hvordan den kunne fortsætte. Ved porten til Botanisk have siger Kirsten til Rabih, at han skal ringe til hende, og tilstår med et smil, hvori han pludselig ser, hvordan hun må have set ud, da hun var ti år gammel, at hun er ledig hver aften i næste uge. På sin gåtur hjem til Quartermile, hvor han snor sig gennem lørdagsmylderet, er Rabih så henrykt, at han har lyst til at standse tilfældige fremmede og fortælle dem om sit store held. Uden at han ved, hvordan det er sket, har han til overflod haft 22
Tiderne_Botton-Kærlighedens gang_P.indd 22
01/05/2017 16.29
held med de tre centrale udfordringer, der er fundamentet for den romantiske forestilling om kærligheden: Han har fundet den rette, han har åbnet sit hjerte for hende, og han er blevet accepteret. Og dog er han selvfølgelig ingen steder endnu. Han og Kirsten kommer til at gifte sig, de kommer til at lide, de vil tit have økonomiske bekymringer, de vil få først en pige, så en dreng, en af dem vil have en affære, der vil være perioder, hvor de keder sig, de vil somme tider få lyst til at slå hinanden ihjel og ved nogle få lejligheder at slå sig selv ihjel. Det vil være den virkelige kærlighedshistorie.
Tiderne_Botton-Kærlighedens gang_P.indd 23
01/05/2017 16.29
Forelsket
Kirsten foreslår en tur til Portobello Beach, en halv times cykel tur ved Firth of Forth. Rabih er usikker på cyklen, lejet i en butik som Kirsten kender ved Princes Street. Hun har sin egen, en kirsebærrød model med tolv gear og avanceret skivebremse. Han gør sit bedste for at følge med. Halvvejs nede ad bakken skifter han gear, men kæden protesterer, hopper og snurrer magtesløst mod navet. Frustration og et velkendt raseri vælder op i ham. Det vil blive en lang gåtur tilbage til butikken. Men sådan tænker Kirsten ikke. „Se lige dig,“ siger hun, „din store arrige tosse.“ Hun vender bunden i vejret på cyklen, bakker gearene og justerer bagskifteren. Hendes hænder er snart smurt ind i olie, og en streg af den ender på hendes kind. Kærlighed betyder beundring af egenskaber hos den elskede, der giver løfte om at korrigere vores egne svagheder og uligevægt; kærlighed er en søgen efter fuldendelse. Han har forelsket sig i hendes ro, hendes tro på at det nok skal gå, at hun ikke føler, verden er ude efter hende, hendes mangel på fatalisme – dette er dyderne hos hans usædvanlige nye skotske ven, der taler med en accent, der er så svær at forstå, at han må spørge tre gange for at for at få afklaret hendes brug af ordet midlertidig. Rabihs kærlighed er en logisk reaktion på 24
Tiderne_Botton-Kærlighedens gang_P.indd 24
01/05/2017 16.29
opdagelsen af komplementære styrker og en række egenskaber, som han higer efter. Han elsker ud fra en følelse af ufuldkommenhed – og ud fra et begær efter at blive hel. Det er han ikke alene om. Om end det er på andre områder, søger Kirsten ligeledes at råde bod på utilstrækkeligheder. Hun rejste ikke uden for Skotland før efter universitetet. Alle hendes slægtninge kommer fra den samme lille del af landet. Det kniber med livsmodet dér: farverne grå, atmosfæren provinsiel, værdierne selvfornægtende. Hun er til gengæld stærkt tiltrukket af, hvad hun forbinder med Syden. Hun vil have lys, håb, folk der lever gennem deres kroppe med passion og følelse. Hun nærer ærefrygt for solen og hader sin egen bleghed og sit ubehag i dens stråler. Der hænger en plakat fra medinaen i Fez på hendes væg. Hun er begejstret over det, hun har hørt om Rabis baggrund. Hun synes, det er spændende, at han er søn af en libanesisk civilingeniør-far og en tysk stewardesse-mor. Han fortæller hende historier om en barndom, der blev tilbragt i Beirut, Athen og Barcelona med øjeblikke af lys og skønhed og, nu og da, ekstrem fare. Han taler arabisk, fransk, tysk og spansk; hans ømme ord (legende fremsagt) findes i flere varianter. Hans hud er olivenfarvet mod hendes rosenrødt hvide. Han lægger benene over kors, når han sætter sig, og hans overraskende spinkle hænder ved, hvordan de skal lave makdous, tabbouleh og kartoffelsalat til hende. Han fodrer hende med sine verdener. Også hun søger kærlighed, som skal afbalancere og komplettere hende. Kærlighed handler også, og på samme måde, om svaghed, om at blive berørt af andres svagheder og sorger, især når vi (som det sker i begyndelsen) ikke selv er i fare for at blive gjort ansvarlig for dem. Når vi ser den elskede mismodig og i krise, grådkvalt og ude af stand til at klare sig, kan det forsikre os om, at de 25
Tiderne_Botton-Kærlighedens gang_P.indd 25
01/05/2017 16.29
trods alle deres fortrin ikke har en fremmedgørende uovervindelighed. Også de er indimellem forvirrede og ude at svømme, en erkendelse der forlener os med en ny støttende rolle, mindsker vores følelse af skam over vores egne utilstrækkeligheder og bringer os tættere på hinanden i en fælles oplevelse af smerte. De tager toget til Inverness for at besøge Kirstens mor. Hun insisterer på at hente dem ved toget, selv om det indebærer en bustur fra den anden ende af byen. Hun kalder Kirsten „Lamse“ og holder hende tæt ind til sig på perronen, med øjnene smerteligt lukket. Hun rækker formelt Rabih hånden og undskylder årstidens betingelser: Klokken er halv tre om eftermiddagen, og det er allerede næsten mørkt. Hun har samme spillende øjne som sin datter, men hendes har et ekstra, ubøjeligt præg, der gør ham ret utilpas, da de falder på ham – hvilket de gør gentagne gange, og uden synlig grund, under deres ophold. Boligen er et smalt, toetages, gråt hus, der ligger lige over for den folkeskole, hvor Kirstens mor har undervist i tre årtier. Overalt i Inverness er der voksne – som nu bestyrer butikker, laver kontraktudkast og tager blodprøver – som kan huske deres indføring i grundlæggende regnefærdigheder og bibelhistorier på mrs. McLellands skød. Især husker de fleste hendes karakteristiske måde at fortælle dem på, hvor godt hun kunne lide dem, men også hvor let de kunne skuffe hende. De spiser alle tre aftensmad sammen i stuen, mens de ser en quiz i fjernsynet. Tegninger som Kirsten lavede i børnehaven, er hængt op på væggen ved trappen i nydelige guldrammer. I entreen er der et fotografi fra hendes barnedåb; i køkkenet er der et portræt af hende i skoleuniform, hun ser fornuftig ud og har mellemrum mellem tænderne som syvårig; og i reolen står der et snapshot, fra da hun var elleve, radmager, forpjusket og frygtløs iført shorts og T-shirt på stranden. I hendes værelse, der mere eller mindre har stået urørt, siden 26
Tiderne_Botton-Kærlighedens gang_P.indd 26
01/05/2017 16.29
hun flyttede til Aberdeen for at studere jura og bogføring, er der sort tøj i garderoben og hylder proppet med krøllede billigbøger fra skolen. I Penguin-udgaven af Mansfield Park har en teenageudgave af Kirsten skrevet: „Fanny Price: den usædvanlig almindeliges fortrin.“ Et fotoalbum under sengen viser et afslappet billede af hende med faderen, hvor de står foran en isbil ved Cruden Bay. Hun er seks år og vil have ham i sit liv i et år til. Familiehistorien fortæller, at Kirstens far bare gik sin vej en formiddag efter at have pakket en lille kuffert, mens hans kone gennem ti år stod og underviste. Den eneste forklaring, han kom med, var en seddel på bordet i entreen, hvor der stod Undskyld. Derefter drev han omkring i Skotland og tog forefaldende arbejde på gårde, holdt kun kontakt med Kirsten med et årligt kort og en gave på hendes fødselsdag. Da hun blev tolv, ankom der en pakke med en cardigan til en niårig. Kirsten sendte den tilbage til en adresse i Cammachmore sammen med et brev, hvor hun oplyste afsenderen om sit åbenhjertige håb om, at han snart ville dø. Der kom ikke en lyd fra ham efter dét. Hvis han havde forladt kone og barn til fordel for en anden kvinde, havde han bare brudt sine ægteskabsløfter. Men at forlade dem bare for at være for sig selv, for at være mere i sit eget selskab, uden nogensinde at komme med en tilfredsstillende redegørelse for sine motiver – dette var en afvisning af en langt dybere, mere abstrakt og mere ødelæggende natur. Kirsten ligger i Rabihs arme, mens hun forklarer det. Hendes øjne er røde. Dette er en anden del af hende, han elsker: en dybt kompetent og dygtig persons svaghed. Hun på sin side føler det samme for ham – og i hans historie er der ikke mindre sorgfulde omstændigheder at berette om. Da Rabih var tolv, efter en barndom mærket af sekterisk vold, vejspærringer og nætter tilbragt i beskyttelsesrum, forlod han og hans forældre Beirut og flyttede til Barcelona. Men kun et 27
Tiderne_Botton-Kærlighedens gang_P.indd 27
01/05/2017 16.29
halvt år efter at de var ankommet og havde slået sig ned i en lejlighed ved den gamle havn, begyndte hans mor at klage over en smerte i underlivet. Hun gik til lægen, og med en pludselighed der tildelte hendes søns tro på stort set altings stabilitet et ubodeligt slag, fik hun diagnosen fremskreden leverkræft. Hun var død tre måneder senere. Inden et år var faderen gift igen, med en følelsesmæssigt reserveret engelsk kvinde, som han nu bor sammen med som pensionist i en lejlighed i Cádiz. Med en intensitet, der forbavser Kirsten, ønsker hun at trøste den tolvårige dreng hen over årtierne. Hun vender hele tiden tilbage i tankerne til et billede af Rabih og hans mor, taget to år før hendes død, på asfalten i Beiruts lufthavn med et Lufthansa-jetfly bag dem. Rabihs mor arbejdede på fly til Asien og Amerika og serverede måltider til rige forretningsfolk forrest i flyet, sørgede for, at deres sikkerhedsbælter var spændt, skænkede drinks og smilede til fremmede, mens hendes søn ventede på hende derhjemme. Rabih kan huske den eksalterede næsten kvalme, han følte på de dage, hvor hun var på vej hjem. Fra Japan gav hun ham engang nogle notesbøger lavet af fibre fra morbærtræer og fra Mexico en lille malet figur af en aztekerhøvding. Hun lignede en filmstjerne – Romy Schneider, sagde folk. Inderst i Kirstens kærlighed ligger der en længsel efter at hele såret fra Rabihs længe begravede, stort set unævnte tab. Kærligheden når et højdepunkt i de øjeblikke, hvor den elskede viser sig at forstå, mere klart end andre nogensinde har gjort, og måske endda bedre end vi selv gør, de kaotiske, pinlige og skamfulde dele af os. At en anden forstår, hvem vi er, og både har medlidenhed med os og tilgiver os det, de ser, understøtter hele vores evne til at stole på nogen og til selv at give. Kærligheden er en bonus af taknemmelighed over for den elskedes indsigt i vores egen forvirrede og problemfyldte psyke. 28
Tiderne_Botton-Kærlighedens gang_P.indd 28
01/05/2017 16.29
„Du er i dit ‘vrede-og-ydmygede-men-sært-tavse’ humør igen,“ diagnosticerer hun en aften, da den biludlejningshjemmeside, Rabih har brugt til at leje en minibus til sig selv og fire kolleger, fryser fast for ham på den allersidste skærm, så han er i tvivl om hvorvidt den har forstået hans hensigter rigtigt og har trukket pengene på hans kort. „Jeg synes, du skulle skrige, for eksempel noget primitivt, og så komme i seng. Jeg vil ikke have noget imod det. Måske vil jeg endda ringe til biludlejningen for dig i morgen tidlig.“ På en eller anden måde ser hun direkte ind i hans manglende evne til at udtrykke vrede; hun genkender processen, hvor han omdanner et problem til lammelse og selvforagt. Uden at ydmyge ham kan hun identificere og navngive den form, hans vrede sommetider antager. Med lignende præcision fanger hun hans frygt for at virke uværdig i sin fars øjne og i forlængelse heraf i øjnene på andre mandlige autoriteter. På vej til deres første møde med hans far på George Hotel hvisker hun uden videre til Rabih: „Bare forestil dig, at det ikke betyder noget, hvad han synes om mig – eller, nu jeg tænker over det, hvad han synes om dig.“ For Rabih føles det, som om han sammen med en ven ved højlys dag vender tilbage til en skov, som han ellers kun har været i alene og om natten, og kan se, at de ondsindede skikkelser, som engang havde skræmt ham, egentlig hele tiden bare havde været store sten, der havde fanget skyggerne i forkerte vinkler. Der er i kærlighedens første tid et mål af ren lettelse over endelig at være i stand til at afsløre så meget af dét, der har måttet holdes skjult for et syns skyld. Vi kan tilstå, at vi ikke er så respektable eller så sobre, så meget på ret køl eller så „normale“, som samfundet tror. Vi kan være barnlige, fantasifulde, vilde, håbefulde, kyniske, skrøbelige og mangfoldige – alt dette kan den elskede forstå og acceptere os for.
29
Tiderne_Botton-Kærlighedens gang_P.indd 29
01/05/2017 16.29
Klokken elleve om aftenen med allerede én gang aftensmad bag sig går de ud efter en omgang til og henter barbecue-ribben fra Los Argentinos i Preston Street, som de derefter spiser i måneskin på en bænk i The Meadows. De taler med hinanden med sjove accenter; hun er en forvildet turist fra Hamborg, der leder efter Museum of Modern Art; han kan ikke hjælpe, for han er hummerfisker fra Aberdeen og kan ikke forstå hendes underlige udtale. De er tilbage i barndommens legesyge humør. De hopper i sengen. De skiftes til at bære hinanden på ryggen. De sladrer. Efter en fest ender de uundgåeligt med at finde fejl ved de andre gæster, deres loyalitet over for hinanden bliver forstærket af deres stadigt stigende illoyalitet over for alle andre. De gør oprør mod hykleriet i deres liv. De gør hinanden fri af kompromiser. De er fælles om en følelse af ikke at have flere hemmeligheder. Normalt må de svare på navne, som resten af verden har givet dem, dem der bruges på officielle dokumenter og af regeringens bureaukrati, men kærligheden inspirerer dem til at søge efter øgenavne, der mere nøjagtigt passer til deres respektive kilder til ømhed. Kirsten bliver til „Teckle“, det skotske udtryk for „god“, hvilket for Rabih lyder drilsk og opfindsomt, kvikt og beslutsomt. Han bliver imidlertid til „Sfouf“, efter den libanesiske kage, der er krydret med anis og gurkemeje, som han præsenterede hende for i en delikatesseforretning på Nicolson Square – og som for hende perfekt indfanger den reserverede sødme og levantinske eksotisme i drengen med de sørgmodige øjne fra Beirut.
Tiderne_Botton-Kærlighedens gang_P.indd 30
01/05/2017 16.29