Kvartet. Fire romaner af Jean Rhys

KVARTET FIRE ROMANER

Jean Rhys

KVARTET FIRE ROMANER Oversat af Lisbeth Hertel

TIDERNE SKIFTER

KVARTET – FIRE ROMANER REJSE I MØRKET Oversat fra engelsk efter »Voyage in the Dark«.

First published 1934 by Constable and Company Ltd. All rights reserved This edition published by André Deutsch 1967 Second edition 1976 © Dansk udgave: 1982 Tiderne Skifter

KVARTET Oversat fra engelsk efter »Quartet«. © 1928, 1969 by Jean Rhys © Dansk udgave: 1983 Tiderne Skifter

EFTER BRUDDET MED MR. MACKENZIE Oversat fra engelsk efter »After Leaving Mr. Mackenzie« © 1930 by Jean Rhys © Dansk udgave: 1984 Tiderne Skifter

GODMORGEN, MIDNAT Oversat fra engelsk efter »Good Morning, Midnight« © 1937 by Jean Rhys © Dansk udgave: 1985 Tiderne Skifter Emily Dickinsons digt på side 431 er oversat af Poul Borum trykt i »Sig Sandheden«, Brøndum, 1984 Sats: An:Sats, Espergærde Omslag: Remote Grafik Tryk: xxxxx ISBN 978-87-xxx-xxx-x

TIDERNE SKIFTER · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf. 33 18 63 90 tiderneskifter@tiderneskifter.dk · tiderneskifter.dk

Indhold Rejse i mørket Kvartet

7

149

Efter bruddet med Mr. Mackenzie Godmorgen, midnat

429

285

REJSE I MØRKET

Første del

1 Det var som om et tæppe havde sænket sig og skjulte alt hvad jeg hidtil havde kendt. Det var næsten som at blive født igen. Farverne var anderledes, lugtene anderledes, den fornemmelse ting gav én indeni var anderledes. Ikke bare forskellen mellem varme og kulde, lys og mørke, purpur og gråt. Men en forskel i måden jeg var bange på og måden jeg var lykkelig på. I begyndelsen kunne jeg ikke lide England. Jeg kunne ikke vænne mig til kulden. Sommetider lukkede jeg øjnene og legede at varmen fra ovnen eller sengetøjet jeg havde trukket op omkring mig var solvarme; eller jeg legede at jeg stod uden for huset hjemme og så ned ad Market Street mod bugten. Når det blæste glitrede havet, og på vindstille dage var det purpurfarvet som Tyrus og Sidon. Market Street lugtede af blæsten, men den snævre gade lugtede af niggere og brænde­røg og frikadeller af klipfisk stegt i fedt. (Når de sorte koner sælger frikadeller af klipfisk på savannen bærer de dem på bakker på hovedet. De råber: »Fiskefrikadeller, søde og sprøde, søde og sprøde«.)

Det var fjollet, men det var dét jeg tænkte mere på end på noget andet – lugten i gaderne og duftene af frangipani og limejuice og kanel og kryddernelliker, og konfekt lavet af ingefær og sirup, og røgelse efter begravelser eller processionerne til Kristi Legemsfest, og patienterne som stod uden for klinikken i det næste hus, og lugten af hav som vinden bragte med sig og den anderledes lugt inde fra land.

Sommetider var det som om jeg var tilbage og som om England var en drøm. Andre gange var England virkeligheden og det derude drømmen, men jeg kunne aldrig få dem til at passe ind i hinanden.

Efter en tid vænnede jeg mig til England, og jeg kunne da meget 11

godt lide det; jeg vænnede mig til det hele, undtagen til kulden og til at de byer vi besøgte altid så så ens ud. Uafladelig bevægede man sig et andet sted hen som uafladelig var det samme. Der var altid en lille grå gade der førte hen til sceneindgangen og en anden lille grå gade hvor man havde logi, og rækker af små huse med skorstene som skorstenene på legetøjsdampere og røg der havde samme farve som himlen; og en grå stenpromenade som løb barsk og nøgent og snorlige langs det gråbrune eller grågrønne hav; eller en Corporation Street eller High Street eller Duke Street eller Lord Street hvor man traskede op og ned og kiggede på butikkerne.

Southsea hed det denne gang.

Vi boede udmærket. Værtinden havde sagt: »Nej, jeg lejer ikke ud til skuespillere.« Men hun smækkede ikke døren i hovedet på os, og efter at Maudie havde snakket lidt og gjort sig umage for at lyde så damet som muligt, havde hun sagt: »Ja ja da, jeg kunne måske gøre en undtagelse for denne gangs skyld.« Og så andendagen vi boede der brokkede hun sig fordi vi begge to stod sent op og Maudie kom ned i natkjole og en las af en kimono. »Vise sig halvnøgen i mit dagligstuevindue,« sagde vært­inden. »Og dét klokken tre om eftermiddagen. Give mit hus et dårligt rygte.« »Helt i orden,« sagde Maudie. »Jeg går op og klæder mig på om et øjeblik. Jeg havde en grufuld hovedpine i formiddags.« »Jeg vil altså ikke ha’ det,« sagde værtinden. »Når De kom­mer ned til middag ska’ De være anstændig. Ikke i nat­tøj.« »Nu be’r jeg dig,« sagde Maudie. »Nu be’r jeg dig. Den gamle ged begynder at gå mig på nerverne. Jeg skal nok give hende et fur, hvis hun siger så meget som ét ord mere.« »Lad være at tage dig af hende,« sagde jeg.

Jeg lå på sofaen og læste Nana. Bogen havde papiromslag med et farvelagt billede af en kraftig, mørkhåret kvinde der svingede et vinglas.

Hun sad på knæet af en skaldet mand i kjole og hvidt. Bogen var trykt med meget små bogstaver, og den endeløse procession af ord gav mig en sær fornemmelse – bedrøvet, ophidset og forskrækket. Det var ikke det jeg læste, der gav mig den fornemmelse, men billedet af de mørke, slørede ord som blev ved og ved.

12

Der var en glasdør bag sofaen. Man kunne se ind i et lille umøbleret værelse, og bagved førte endnu en glasdør ud i haven som var omgivet af en mur. Træet ved muren for enden var beskåret så det lignede en mand med afhuggede arme og ben. Vasketøjet hang slapt, uden at bevæge sig, i det grågule lys. »Jeg klæder mig på,« sagde Maudie, »og så må vi hellere gå ud og få lidt luft. Vi går hen på teatret og ser om der er nogen breve. Det er en fræk bog, den dér, er det ikke?« »Nogensteder er den meget god,« sagde jeg.

Maudie sagde: »Jeg kender den; den handler om en tøjte. Jeg synes den er modbydelig. Jeg tør vædde på at en mand der skriver en bog om en tøjte kommer med en masse løgne af den ene og den anden slags.

Forresten er alle bøger sådan – det er bare nogen der binder én noget på ærmet.« Maudie var høj og tynd, og hendes næse fortsatte ud i ét med panden. Hun havde bleggult hår og meget hvid, glat hud. Når hun smilede manglede der en tand i den ene side. Hun var otteogtyve, og der var hændt hende alt muligt. Hun plejede at fortælle mig om det alt sammen, når vi kom hjem fra teatret om aftenen. »Man skal bare lære at blære sig, så går det alt sammen,« plejede hun at sige. Ved siden af hende i sengen lå hendes hår i to lange gule fletninger på hver sin side af hendes lange hvide ansigt. »Blære sig er ordet for det,« sagde hun så.

Der var ingen breve til os på teatret.

Maudie sagde hun kendte en forretning, hvor jeg kunne få et par strømper jeg ville have. »Gaden lige inden man kommer ned til promenaden,« sagde hun.

Der var nogen som spillede klaver i et af de huse vi kom forbi – en pludrende lyd som af løbende vand. Jeg begyndte at gå meget langsomt fordi jeg ville høre det. Men det kom længere og længere væk, og så kunne jeg ikke høre det mere. »Borte for altid,« tænkte jeg. Jeg havde en kvælende fornemmelse i halsen som om jeg havde lyst til at græde. »Det må man sige om dig,« sagde Maudie. »Du ser altid ud som en dame.« 13

»Vorherre bevares,« sagde jeg, »hvem har lyst til at se ud som en dame?« Vi gik videre. »Lad være at vende dig om,« sagde Maudie. »Der er to mænd som følger efter os. Jeg tror de vil i snak med os.« De to mænd overhalede os og gik meget langsomt foran. Den ene havde hænderne i lommerne; jeg kunne godt lide hans måde at gå på.

Det var den anden, den højeste af dem, der vendte sig om og smilede.

Maudie fnisede. »Goddag,« sagde han. »Er De ude at gå tur? Dejligt vejr, ikke? Meget varmt af oktober at være.« »Ja, vi snupper lidt luft,« sagde Maudie. »Altså ikke for me­get.« Alle lo. Vi delte os i par. Maudie gik foran med den høje mand. Den anden kiggede på mig fra siden – hurtigt op og ned, på den måde de plejer – og spurgte så hvor vi var på vej hen. »Jeg var på vej herhen for at købe et par strømper,« sagde jeg.

De gik alle sammen med mig ind i butikken. Jeg sagde at jeg gerne ville have to par – merceriseret bomuld med pile på siderne – og var længe om at vælge. Ham jeg havde gået sammen med tilbød at betale dem, og det lod jeg ham gøre.

Da vi kom udenfor sagde Maudie: »Det er vist blevet køligt. Hvad med at komme med op på vores værelse og få lidt te? Vi bor lige i nærheden.« Den høje mand virkede temmelig ivrig for at slippe væk, men den anden sagde at det ville de da gerne, og de købte to flasker portvin og nogle kager på tilbagevejen.

Vi havde ingen gadedørsnøgle. Jeg troede helt sikkert at værtinden ville være uforskammet når hun lukkede os ind. Men da hun åbnede døren gloede hun bare, uden at sige noget.

Der var lagt i ovnen i stuen. Maudie satte en tændstik til og tændte gaslyset. På kaminhylden fægtede to bronzeheste i luften med forbenene på hver sin side af et stort, mørkt ur. Der hang blå platter rundt om på væggene med regelmæssige mellemrum. »Lad som om I er hjemme, gutter,« sagde Maudie. »Må jeg præ­sen­ tere Miss Anna Morgan og Miss Maudie Beardon, der begge medvirker 14

i Den blå vals. Hvad med at lukke portvinen op? Jeg finder en proptrækker, Mr.-hvad-De-nu-hedder. Hvad hedder De forresten?« Den høje mand svarede ikke. Han stirrede hen over skulderen på hende, med runde og matte øjne. Den anden hostede.

Maudie sagde med meget jævn udtale: »Jaj talte alså te daj, kammerat. Du hørte det majet godt. Du er jo ikke døv på ørerne, vel? Jaj spurgte hva’ du hedder.« »Jones,« sagde den høje mand. »Jeg hedder Jones.« »Bliv ved,« sagde Maudie.

Han så irriteret ud. »Det er sgu meget sjovt,« sagde den anden og begyndte at le. »Hvad er sjovt?« spurgte jeg. »Han hedder altså Jones.« »Gud, gør han,« sagde jeg.

Han holdt op med at le. »Og jeg hedder Jeffries.« »Tænk,« sagde jeg. »Sådan bare Jeffries?« »Jones og Jeffries,« sagde Maudie. »Det skulle ikke være så svært at huske.« Jeg hadede dem begge to. Hele den komedie med at samle folk op, og så mener de altid de kan tillade sig at være ubehøvlede imod én.

Man samler folk op, og så er de ubehøvlede imod én.

Men da jeg havde fået et glas portvin, begyndte jeg også at le, og så kunne jeg ikke holde op igen. I spejlet over kaminhylden så jeg mig selv le. »Hvor gammel er De?« spurgte Mr. Jeffries. »Jeg er atten. Troede De jeg var ældre?« »Nej,« sagde han. »Tværtimod.« Mr. Jones sagde: »Han vidste at De ville være enten atten eller toogtyve. Piger som I har kun to aldre. De er atten, og så er Deres veninde selvfølgelig toogtyve. Selvfølgelig.« »De er en af de snedige, kan man høre,« sagde Maudie og slog med nakken. Det gjorde hun altid når hun var irriteret. »De véd det hele.« »Jeg er altså atten,« sagde jeg. »Jeg kan vise Dem min dåbsattest, hvis De vil se den.« 15

»Nej, kære barn, nej. Det ville være for meget af det gode,« sagde Mr. Jones.

Han kom over med portvinsflasken og fyldte mit glas igen. Da han rørte ved min hånd lod han som om han gøs. Han sagde: »Jamen dog, jamen dog. Iskold. Kold og temmelig klam.« »Hun er altid kold,« sagde Maudie. »Hun kan ikke gøre for det. Hun er født i de varme lande. Hun er født i Vestindien eller derovre ad, ikke skat? De andre piger kalder hende hot­tentotten. Er det ikke synd?« »Hvorfor hottentotten?« spurgte Mr. Jeffries. »Jeg håber De kalder dem noget værre til gengæld.« Han talte meget hurtigt, men hvert ord var adskilt fra de andre. Han gloede ikke på mine bryster eller mine ben, som de plejer at gøre. I alt fald ikke det jeg bemærkede. Han så lige på mig og hørte på alt hvad jeg sagde med et høfligt og interesseret udtryk, og så så han væk og smilede som om han havde taget bestik af mig.

Han spurgte hvor længe jeg havde været i England, og jeg sagde: »To år,« og så snakkede vi om tourneen. Truppen skulle videre til Brighton, derefter til Eastbourne, og så sluttede vi af i London. »London?« sagde Mr. Jones og hævede brynene. »Nå ja, Holloway. Holloway er London, ikke?« »Selvfølgelig er det det,« sagde Mr. Jeffries. »Det må være nok om forestillingen,« sagde Maudie. Hun så stadig irriteret ud. »Fortæl om Dem selv, til en afveksling. Fortæl os hvor gammel De er og hvad De bestiller. Bare til en afveksling.« Mr. Jeffries sagde: »Jeg arbejder i City. Jeg arbejder meget hårdt.« »De mener at nogen andre arbejder hårdt for Dem,« sagde Maudie. »Og hvad bestiller Daniel-i-løvekulen? Men vi får ikke noget ud af at spørge ham. Han vil ikke ud med sproget. Op med humøret, Daniel, kender De den om slangetæmmeren?« »Nej, den tror jeg ikke jeg kender,« sagde Mr. Jones stift.

Maudie fortalte den om slangetæmmeren. De lo ikke særlig meget, og så hostede Mr. Jones og sagde de blev nødt til at gå. »Gid vi kunne have set Deres forestilling i aften,« sagde Mr. Jeffries, »men jeg er bange for at det ikke kan lade sig gøre. Vi må ses igen når De kommer til London; ja, vi må virkelig ses igen.« 16

»Måske vil De spise middag med mig en aften, Miss Mor­gan,« sagde han. »Vil De give mig en adresse hvor jeg kan kontakte Dem, så vi kan træffe en aftale?« Jeg sagde: »Vi kommer til Holloway om fjorten dage, men dette her er min faste adresse.« Jeg skrev: Miss Anna Morgan c/o Mrs. Hester Morgan 118, Fellside Road Ilkley Yorks

»Er det Deres moder?« »Nej, Hester er min stedmoder.« »Vi må finde ud af noget,« sagde han. »Jeg glæder mig til vi ses.« Vi fulgte dem ud på gaden og sagde farvel. Jeg tænkte på at det var sært at jeg kunne fnise sådan, for i hjertet var jeg altid bedrøvet, og det gjorde ondt på samme måde som kulden gjorde ondt i brystet på mig.

Vi gik ind i stuen igen. Vi hørte værtinden komme igennem gangen udenfor. »Nu skal hun til at lave ballade igen,« sagde Maudie.

Vi lyttede. Men hun gik forbi døren uden at komme ind.

Maudie sagde: »Hvad jeg gerne ville vide er: Hvorfor tror de at de har ret til at fornærme én uden nogensomhelst grund? Det ville jeg gerne vide.« Jeg satte mig helt hen til ilden. Jeg tænkte: »Det er oktober. Det er ved at blive vinter.« »Du blev helt gode venner med din fyr,« sagde Maudie. »Min var ikke rigtig noget. Hørte du hvordan han nærmest vrængede da han talte om at jeg måtte være toogtyve?« »Jeg brød mig ikke om nogen af dem,« sagde jeg. »Du var ellers hurtig nok til at give ham din adresse,« sagde Maudie. »Og det var fornuftigt. Gå du bare ud med ham, hvis han inviterer.

Den slags mænd har penge; man kan straks mærke det, ikke? Alle kan mærke det. Mænd der har penge og mænd der ikke har er fuldkommen forskellige.« 17

»Jeg har aldrig set nogen ryste af kulde som dig,« sagde hun. »Det er rædsomt. Gør du det med vilje eller hvad? Sæt dig i sofaen, så skal du få min tykke frakke om dig, hvis du vil.« Frakken havde en varm dyre-lugt og en billig parfumelugt. »Jeg fik den af Viv,« sagde Maudie. »Sådan er han. Han giver ikke mange gaver, men det han giver er ordentligt, ikke kradsuld.« »Som en jøde,« sagde jeg. »Er han jøde?« »Selvfølgelig er han ikke jøde. Det har jeg jo sagt.« Hun blev ved at snakke om den mand der gav hende f­ rakken. Han hed Vivian Roberts, og hun havde været forelsket i ham længe. Hun så ham stadig når hun var i London ind imellem tourneerne, men kun med lange mellemrum. Hun sagde hun var sikker på at han var ved at gøre det forbi, men gjorde det lidt efter lidt, fordi han var forsigtig og tog sin tid til alting.

Hun blev ved at snakke om ham. Jeg hørte ikke efter.

Jeg sad og tænkte på hvor koldt der ville blive udenfor på gaden og hvor koldt i garderoben, og på at min plads var henne ved døren i trækken. Det var den altid. Forbandet ærgerligt. Og på Laurie Gaynor der sad ved siden af mig den uge. Jomfruen, kalder hun mig, eller somme tider den dumme ko. (»Kan du ikke sørge for at holde den dør lukket, Jomfru, din dumme ko.«) Men jeg kan bedre lide hende end nogen af de andre. Hun er en sød pige. Hun er den eneste jeg rigtig kan lide.

Og på de kolde nætter; og på den måde mine kraveben stikker ud af den kjole jeg har på i første akt. Man kan købe noget der gør ens hals rund. Venus Carnis. »Ingen tiltrækning uden kurver. Mine Damer, understreg Deres fortrin.« Men det koster tre guineas, og hvor skulle jeg få tre guineas fra? Og de kolde nætter, forbandet kolde nætter.

Beliggende mellem 15° 10’ og 15° 40’ nordlig bredde og 61° 14’ og 61° 30’ vestlig længde. »En pænt stor ø med noget højland, men ganske skovdækket« stod der i den bog. Og helt krammet sammen i højdedrag og bjerge som man krammer et stykke papir sammen i hånden – blødt svungne grønne højdedrag og forrevne bjerge.

Et tæppe sænkede sig, og så var jeg her. … Det er så England sagde Hester og jeg betragtede det igennem togvinduet inddelt i firkanter som lommetørklæder; småt og net og 18

ryddeligt med indhegninger der afskar allevegne fra alle andre vegne – hvad er det for nogle tingester – det er høstakke – åh er det høstakke – jeg havde læst om England ligeså længe jeg havde kunnet læse – alting mindre og tarve­ligere men skidt med det – her er London – hundredtusinder af hvide mennesker der styrter afsted og alle de ens mørke huse der skuler ned på én det ene efter det andet alle sammen ens mast tæt sammen – gaderne som glatte lukkede slugter og de mørke skulende huse – åh jeg kommer ikke til at bryde mig om stedet her jeg kommer ikke til at bryde mig om stedet her jeg kommer ikke til at bryde mig om stedet her – du vænner dig til det blev Hester ved at sige du har det vel som en fisk på landjorden men du vænner dig snart til det – hold nu op at se så traurig ud som den stakkels fader altid sagde du vænner dig til det …

Maudie sagde: »Lad os drikke portvinen op.« Hun skænkede to glas, og vi drak langsomt. Hun spejlede sig. »Jeg er vist ved at få rynker under øjnene.« Jeg sagde: »Jeg har en kusine derhjemme, ret speciel. Og hun har aldrig set sne, og hun er frygtelig nysgerrig efter at vide hvordan det er.

Hun bliver ved at skrive og bede mig fortælle hende hvordan det er. Jeg ville også så gerne se sne. Det var noget af dét jeg glædede mig til at se.« »Men nu har du da fået din lyst styret,« sagde Maudie. »Hvad tror du vores regning bliver på i denne uge?« »Omkring femten dask, ville jeg tro.« Vi regnede på det.

Jeg havde sparet seks pund op, og Hester havde lovet at sende mig fem pund til jul, eller tidligere hvis jeg ville have det. Derfor var jeg blevet enig med mig selv om at finde et eller andet billigt værelse i stedet for at tage ind på korpige-pensionen i Maple Street. Et gyseligt sted. »Kun tre uger tilbage af denne her forbandede tur, gud være ­lovet,« sagde Maudie. »Det er ikke noget liv, i hvert fald ikke om vinteren.« Da vi kom hjem fra teatret den aften begyndte det at regne, og i Brighton regnede det hele tiden. Vi kom til Holloway, og det var vinter, og de mørke gader omkring teatret fik mig til at tænke på alle mulige mord. * 19

Jeg viste Maudie brevet, og hun sagde: »Det var dét jeg sagde. Jeg sagde han havde penge. Det er en af de blærede klubber. De fire mest blærede klubber i London er …« Alle pigerne begyndte at diskutere hvad der var den mest blærede klub i London.

Jeg skrev at jeg ikke kunne spise middag med ham mandag da jeg havde en aftale i forvejen. (»Du skal altid sige at du har en aftale i forvejen.«) Men jeg skrev at jeg kunne om onsdagen, den 17. november, og jeg gav ham adressen på det værelse jeg havde lejet i Judd Street.

Laurie Gaynor sagde: »Bed ham om at låne dåseåbneren fra klubben. Skriv »P.S. Husk dåseåbneren«.« »Lad hende være i fred,« sagde Maudie. »Helt i orden,« sagde Laurie. »Jeg generer hende ikke. Jeg lærer hende gode manerer.« »Hun véd godt at jeg er en rar gammel ko,« sagde Laurie. »Meget rarere end de fleste andre gamle køer. Ikke osse, du dér hvad-er-detnu-du-hedder-Anna?«

2 Jeg kiggede ned på mine hænder, og neglene skinnede som pudset messing. I hvert fald den venstre – den højre var ikke så pæn. »Går De altid i sort?« sagde han. »Jeg kan huske at De var i en sort kjole da jeg så Dem sidst.« »Lige et øjeblik,« sagde han. »Lad være at drikke det dér.« Tjeneren bankede grundigt på og kom ind for at tage suppen ud. »Der er prop i vinen,« sagde Jeffries. »Prop, Hr.?« sagde tjeneren med en blød, vantro og skræk­slagen stemme. Han havde krum næse og et blegt, fladt ansigt. »Ja, prop. Lugt.« Tjeneren snusede. Så snusede Mr. Jeffries. Deres næser var fuldkommen ens, deres ansigter højtidelige. Brødrene Smart & Sløv, Brød­ re­ne Tapippetframig. Jeg tænkte: »Nu må du altså ikke grine. Han opdager at det er ham du griner ad. Du må ikke grine.« Der var en lampe med rød skærm på bordet og tunge rosa silkegardiner for vinduerne. Der var en stiv sofa og to stole med buede ben op 20

ad væggen – alle betrukket med rødt. Hotel-Restaurant Hoffner hed stedet. Hotel-Restaurant Hoffner på Hanover Square.

Tjeneren holdt op med at undskylde og gik. Så kom han ind igen med fisken og en ny flaske vin og skænkede op. Jeg tømte hurtigt mit glas, for jeg havde hele dagen haft en fornemmelse af at være ved at blive forkølet. Jeg havde ondt i halsen. »Hvordan har Deres veninde det – Masie?« »Maudie.« »Nå ja, Maudie. Hvordan har Maudie det?« »Hun har det godt,« sagde jeg. »Hun har det fortræffeligt.« »Hvor er hun blevet af? Er hun stadig sammen med Dem?« »Næ,« sagde jeg. »Ind imellem tourneerne bor hun hos sin moder i Kilbourn.« Han sagde: »Nåe, hun bor hos sin moder i Kilbourn?« og kiggede på mig som om han så mig an. »Hvad plejer De at lave ind imellem tourneerne? Bor De hos den dame, hvis adresse De gav mig?« »Min stedmoder?« sagde jeg. »Hester? Næ, jeg ser ikke så meget til hende. Hun er ikke så tit i London.« »Bor De altid i de værelser i Judd Street?« »Værelse,« sagde jeg. »Der er kun ét. Nej, jeg har aldrig boet der før, og jeg bryder mig ikke særlig meget om det. Men det er i hvert fald bedre end Kattepensionen. Det var dér jeg boede sidste sommer – korpigernes pension i Maple Street. Det gik mig på nerverne fordi man skal komme ned til andagt hver morgen inden morgenmaden.« Jeg drak noget mere vin og stirrede på dugen og så bestyrerinden bede med løftet ansigt og lukkede øjne. Og hendes lille, stumpede næse og hendes lange læber der bevægede sig. Hun var fuldkommen som en kanin, som en blind kanin. Der var noget uhyggeligt ved den form for bøn. Jeg tænkte: »Jeg tror der er noget uhyggeligt ved enhver form for bøn.« Jeg så hende, og jeg så skyggerne fra de nelliker som stod på bordet, og vi snakkede om tourné-livet, og han spurgte mig hvor meget jeg fik.

Jeg sagde: »Femogtredive dask om ugen og selvfølgelig ekstra for ekstra matineer.« »Du godeste,« sagde han. »Det kan De da ikke klare Dem for, vel?« 21

»Det går meget godt,« tænkte jeg. Men tjeneren der gik ind og ud med maden generede mig.

Vi fik en flaske vin til, og jeg følte den varm og lykkelig i maven. Jeg hørte min stemme snakke og snakke og svare på hans spørgsmål, og hele tiden mens jeg snakkede kiggede han så sjovt på mig, som om han ikke troede på hvad jeg sagde. »Så De ser ikke meget til Deres stedmoder? Misbilliger hun at De farter om på tourné? Synes hun at De gør familien skam eller sådan noget?« Jeg så på ham, og han smilede som om han lo ad mig. Jeg holdt op med at snakke. Jeg tænkte: »Åh, gud, han er af den ondskabsfulde type.

Gid jeg ikke var kommet.« Men da tjeneren bragte kaffen og likørerne ind og lukkede døren efter sig som om han ikke kom tilbage og vi gik hen til kaminen, havde jeg det rart igen. Jeg kunne lide værelset og de røde nelliker på bordet og hans måde at tale på og hans tøj – især hans tøj. Det var en skam med min kjole, men den var i hvert fald sort. »Hun var i sort. Mænd glædede sig over denne mørke farve, eller manglende farve.« Sådan skrev en mand der kaldte sig »Krone«, eller var det en mand, der kaldte sig »En Adelsmand«?

Han sagde: »De har de dejligste tænder. De er sød. De så helt rørende ud da De valgte de dér skrækkelige strømper så omhyggeligt.« Og så begyndte han at kysse mig, og hele tiden mens han kyssede mig tænkte jeg på manden til middagsselskabet på The Greyhound i Croy­ don da han sagde: »Du har slet ikke forstand på at kysse. Jeg skal lære dig at kysse. Sådan gør man.« Jeg var svimmel. Jeg drejede hovedet væk og rejste mig.

Der var en dør bag sofaen, men jeg havde ikke lagt mærke til den før, fordi der hang et forhæng for den. Jeg trykkede håndtaget ned. »Åh,« sagde jeg, »det er et soveværelse.« Min stemme kurede opad. »Ja, det er det,« sagde han. Han lo. Jeg lo også, for jeg følte at det var hvad jeg burde. Nu kan du, og du forstår hvad det går ud på, og hvorfor ikke?

Mine arme hang klodset ned langs siderne. Han kyssede mig igen, og hans mund var hård, og jeg huskede hvordan han snusede til vinglas22

set, og jeg kunne ikke tænke på andet, og jeg hadede ham. »Hør, slip mig,« sagde jeg. Han sagde et eller andet jeg ikke hørte. »Tror De jeg er født i går, eller hvad?« sagde jeg, meget højt. Jeg skubbede ham væk ligeså hårdt jeg kunne. Jeg kunne mærke flippens skarpe spidser mod hånden. Jeg blev ved at sige: »Pokker tage Dem, slip mig, pokker tage Dem. Slip, eller jeg laver ballade.« Men så snart han slap mig holdt jeg op med at hade ham. »Det må De meget undskylde,« sagde han. »Det var forfærdelig dumt gjort af mig.« Og så på mig med sine smalle og tætsiddende øjne som om han hadede mig, som om jeg ikke var der; så vendte han sig om og kiggede sig i spejlet.

Der var røde nelliker på bordet, og ilden flammede op. Jeg tænkte: »Hvis det bare kunne skrues tilbage og være præcis som det var før det skete og så ske på en anden måde.« Jeg tog min frakke og min hat og gik ind i soveværelset. Jeg trak døren til efter mig.

Der var tændt op, men værelset var koldt. Jeg gik hen til spejlet og tændte lyset ovenover det og stirrede på mig selv. Det var som om jeg så en anden. Jeg stirrede længe på mig selv og lyttede efter om døren gik op. Men jeg hørte ikke en lyd fra værelset ved siden af. Der kom ingen lyde nogen steder fra. Når jeg lyttede kunne jeg kun høre en lyd som når man holder en konkylie op for øret, som af noget der bruser forbi én.

Også her i værelset var der røde skærme; og her var en hemmelig fornemmelse – tyst, som et sted hvor man gemmer sig når man leger skjul.

Jeg satte mig på sengen og lyttede, så lagde jeg mig. Sengen var blød; puden var kold som is. Jeg følte det som om jeg var trådt ud af mig selv, som om jeg befandt mig i en drøm.

Nu kommer han snart ind igen og kysser mig, men på en anden måde. Han vil være på en anden måde, og derfor vil jeg være på en anden måde. Det hele vil være på en anden måde. Jeg tænkte: »Det hele vil være på en anden måde, på en anden måde. Det må være på en anden måde.« 23

Jeg lå der længe og lyttede. Ilden var ligesom malet ild; den gav in­ gen varme. Da jeg lagde hånden mod ansigtet var den meget kold og ansigtet hedt. Jeg begyndte at ryste af kulde. Jeg rejste mig og gik ind ved siden af. »Dav,« sagde han. »Jeg troede De havde lagt Dem til at sove.« Han smilede til mig, ganske uanfægtet. »Op med humøret,« sagde han. »Lad være at se så trist ud. Hvad er der i vejen? Kom og få en Kümmel til.« »Nej tak,« sagde jeg. »Jeg skal ikke have noget.« Jeg havde ondt i brystet.

Dér stod vi og så på hinanden. Han sagde: »Lad os gå, i himlens navn«, og holdt frakken for mig. Jeg kom i den og tog min hat på.

Vi gik ned ad trapperne.

Jeg gik og tænkte: »Pigerne ville hyle af grin hvis jeg fortalte dem det her. Simpelthen hyle af grin.« Vi gik ud på gaden og gik hen til hjørnet, og han standsede en taxa. »Hvordan var det nu – Judd Street, ikke?« Jeg steg ind i taxaen. Han gav chaufføren nogle penge. »Jamen, så godnat.« »Godnat,« sagde jeg.

Jeg kom tidligt tilbage, klokken var ikke tolv. Jeg havde et lille værelse på anden sal. Tienhalv shilling betalte jeg for det om ugen.

Jeg klædte mig af og kom i seng, men jeg kunne ikke få varmen.

Værelset lugtede koldt og indelukket. Det var som at være i en lille, mørk æske.

Der gik nogen forbi og sang ude på gaden. Skrålede: Brød, brød, brød, Husholdningsbrød, En lille bid husholdningsbrød, Tra la la,

om og om igen.

Jeg tænkte: »Sikke en sang. Skrupskør sang. Det er melodien der er 24

så rædsom; som slag.« Men ordene kørte rundt og rundt i hovedet på mig, og jeg begyndte at trække vejret i takt med dem.

Da jeg kom til at tænke på mit tøj var jeg for ked af det til at græde.

Hvad tøj angår er det simpelthen skrækkeligt. Alt gør én helt syg efter pænt tøj. Folk griner ad piger der er dårligt klædt. Ha, ha, ha … »En smukt klædt kvinde …« Som om det ikke er nok at man gerne vil være smuk, at man gerne vil have pænt tøj, at man er helt syg efter det.

Som om det ikke var nok. Men nej, det er ha, ha og se, se hele tiden.

Og butiksvinduerne glor og griner én lige op i ansigtet. Og så ser man på sin nederdel, helt krøllet bagpå. Og på sit rædselsfulde undertøj.

Man ser på sit rædselsfulde undertøj og tænker: »Godt, jeg vil gøre hvad som helst for at få noget pænt tøj. Hvad som helst – slet og ret – for at få noget tøj.« »Men det kan da ikke blive sådan ved til evig tid?« tænkte jeg. »Det ville være alt for skrækkeligt, hvis det skal blive sådan ved. Det er ikke muligt. Der må ske noget, der gør det anderledes.« Og så tænkte jeg: »Ja, det er som det må være. Jeg er fattig, og mit tøj billigt, og måske vil det være sådan altid. Og det er også som det må være.« Det var første gang i mit liv at jeg tænkte sådan.

Dem uden penge, dem med de forfærdelige liv. Måske skal jeg være en af dem med de forfærdelige liv. De sværmer som bænkebidere når man stikker en pind i et bænkebider-bo hjemme. Og deres ansigter har samme farve som bænkebidere.

Jeg følte mig syg da jeg vågnede. Det gjorde ondt over det hele. Jeg lå bare, og noget senere hørte jeg værtinden komme op ad trappen. Hun var tynd og yngre end de fleste værtinder. Hun havde sort hår og små røde øjne. Jeg holdt hovedet drejet væk for ikke at se på hende. »Den er over ti,« sagde hun. »Jeg er lidt sent på den med mor­ genmaden, men mit ur gik i stå. Det her kom til Dem, bragt med bud.« Der var et brev på morgenbakken, og en stor buket violer. Jeg løftede dem op; de lugtede som regn.

Værtinden stod og iagttog mig med sine små røde øjne. Jeg sagde: »Må jeg få mit varme vand?«, og så gik hun.

Jeg lukkede brevet op og der var fem fem-punds sedler indeni.

25

»Kæreste Anna, gid jeg kunne sige Dem hvor sød De er. Jeg er lidt bekymret for hvordan det skal gå Dem. Vil De købe Dem nogle strømper for disse her? Og lad nu være at se så ængstelig ud når De køber dem, ikke? Deres for altid, Walter Jeffries.« Da jeg hørte værtinden komme tilbage stak jeg pengene ind under puden. De knitrede. Hun satte spanden med varmt vand udenfor og gik igen.

Violbuketten var for stor til tandglasset. Jeg satte den i vandkanden.

Jeg tog pengene frem fra puden og lagde dem i min taske. Jeg havde allerede vænnet mig til dem. Det var som om jeg altid havde haft dem.

Penge burde være alles. Ligesom vand. Det kan man mærke fordi man vænner sig så hurtigt til dem.

Mens jeg klædte mig på tænkte jeg hele tiden på hvad for noget tøj jeg ville købe. Jeg tænkte ikke på noget som helst andet og jeg glemte at føle mig syg.

Udenfor lugtede der af smeltet sne.

Værtinden vaskede trappe. Hun stak hænderne i en spand snavset vand, vred kluden og begyndte at gnide igen. Hun lå dér på knæene. »Vil De være så venlig at lægge til rette i ovnen?« sagde jeg. Min stemme lød rund og fyldig i stedet for lille og tynd. »Det er på grund af pengene,« tænkte jeg. »De må virkelig vente,« sagde hun. »Jeg har andet at gøre end at rende op og ned ad trapperne og tænde op.« »Jeg er ikke tilbage før i eftermiddag,« sagde jeg.

Jeg kiggede mig tilbage, og hun lå dér ret op og ned på knæene og stirrede efter mig. Jeg tænkte: »Det er i orden – glo bare.« En kjole og en hat og sko og undertøj.

Jeg fik fat på en taxa og bad chaufføren køre til Cohen på Shaftesbury Avenue.

Der var to søstre Cohen, og de var virkelig søstre for de havde samme næse og øjne – sløve og blanke – og samme uforskammethed der kun var en maske. Jeg kendte forretningen; jeg havde været der med Laurie da vi holdt prøver.

Den var varm, og der lugtede af pelsværk. Der var to lange spejle og et skab med skydedøre hvor dørene var skudt tilbage så man kunne se 26

kjolerne hænge i rækker på bøjler. Kjolerne – i alle farver – som hang dér og ventede. Hattene var i et mindre rum bagved, med undtagelse af en enkelt eller to, der var sat op på udstillingsstativer.

De to frøkener Cohen stirrede – den ene lille og rund, den anden tynd med et gult ansigt.

Jeg sagde: »Jeg ville gerne prøve den mørkeblå kjole og frakken i vinduet.« Og den tynde kom smilende hen imod mig. Hendes røde læ­ber smilede, og hendes tunge øjenlåg hang ned over hendes små, blanke øjne.

Dette er en begyndelse. Ud fra dette varme værelse der dufter af pelsværk skal jeg gå alle de dejlige steder hen jeg nogensinde har drømt om.

Dette er en begyndelse.

Den fede Miss Cohen gik ind i det bageste værelse. Jeg løftede armene, og den tynde gav mig kjolen på som om jeg havde været en dukke. Nederdelen var lang og stram, så jeg tydeligt så formen på mine lår når jeg bevægede mig i den. »Perfekt,« sagde hun. »De kunne gå afsted i den præcis som den er.« Jeg sagde: »Ja, jeg kan godt lide den. Jeg beholder den på.« Men mit ansigt i spejlet så lille og forskrækket ud.

Kjolen og frakken kostede otte guineas.

Så kom den anden søster ind med en mørkeblå og hvid fløjlshue.

Den kostede to guineas.

Da jeg tog pengene frem for at betale sagde den tynde Miss Cohen: »Jeg har en meget sød lille aftenkjole der lige var noget for Dem.« »Ikke i dag,« sagde jeg. »Hvis De bryder Dem om kjolen,« sagde hun, »behøver De ikke betale med det samme.« Jeg rystede på hovedet.

Den fede smilede og sagde: »Nu kan jeg huske Dem. Jeg mente nok jeg kendte Deres ansigt. Var De ikke med da Miss Gaynor skulle prøve sin dragt? Miss Laurie Gaynor?« »Det er jo sandt,« sagde den tynde, »det kan jeg godt huske. De var i samme trup. Hvordan har Miss Gaynor det?« Den fede Miss Cohen sagde: »Vi får nye kjoler hjem i næste uge. Parisermo­deller. Kom indenfor og kig på dem, og hvis De ikke kan betale med det samme finder vi nok en ordning.« Gaderne så anderledes ud den dag, ligesom et spejlbillede er anderledes end virkeligheden.

27

Jeg gik over gaden til Jacobus og købte sko. Og så købte jeg undertøj og silkestrømper. Og så havde jeg syv pund tilbage.

Jeg begyndte at føle mig syg igen. Når jeg trak vejret gjorde det ondt i siden. Jeg fik fat på en taxa og kørte tilbage til Judd Street.

Der var ikke lagt i ovnen. Jeg bredte det undertøj jeg havde købt ud på sengen og sad og kiggede på det da værtinden kom ind med en spand kul og optændingsbrænde og papir.

Jeg sagde: »Det bliver rart at få ild på. Jeg har det ikke særlig godt.

Kunne De også lave mig noget te?« »De lader til at tro jeg er her for at varte Dem op,« sagde hun.

Da hun var gået tog jeg brevet op af tasken og læste det meget omhyggeligt igennem, sætning for sætning, for at blive klar over hvad hver sætning betød. »Han skriver ikke noget om at se mig igen,« tænkte jeg. »Her er Deres te, Miss Morgan,« sagde værtinden. »Og jeg vil bede Dem finde Dem et andet værelse på lørdag. Værelset her er reserveret fra lørdag.« »Hvorfor sagde De ikke dét da De lejede mig det?« spurgte jeg.

Hun begyndte at skræppe op: »Jeg bryder mig ikke om den måde De opfører Dem, hvis De vil vide det, og det gør manden heller ikke.

Komme kravlende op ad trappen klokken tre om morgenen. Og så majet sådan ud i dag. Jeg har øjne i hovedet.« »Den var ikke tre,« sagde jeg. »Det er løgn!« »De skal ikke komme her og kalde mig løgner,« sagde hun. »De og Deres drævende stemme. Og hvis der kommer ét ord mere fra Deres side, sender jeg manden op til Dem.« I døren vendte hun sig og sagde: »Jeg vil ikke have tøjter i mit hus, at De véd det.« Jeg svarede ikke. Mit hjerte hamrede. Jeg lagde mig og begyndte at tænke på den gang jeg var syg i Newcastle, og på det værelse jeg havde dér, og på den historie om væggene i et værelse der bliver mindre og mindre indtil de til sidst maser én ihjel. Liglagnet af jern hed den. Det var ikke Poe’s historie; den var mere uhyggelig end dén. »Jeg tror dette her fordømte rum er ved at blive mindre og mindre,« tænkte jeg. Og jeg tænkte på husrækkerne udenfor, kalkede grave, rådne at se på, og fuldkommen ens alle sammen.

28

Lidt senere fandt jeg et stykke papir og skrev: »Tak for Deres brev.

Jeg har reddet mig en væmmelig forkølelse. Måske De vil komme og besøge mig? Vil De komme så snart De får dette brev? Jeg mener, hvis De da bryder Dem om det. Min værtinde vil ikke være meget for at lukke Dem ind, men hun bliver nødt til det, hvis De siger De er familie og vil De ikke nok komme?« Jeg gik ud og lagde brevet i postkassen og købte noget kinin med salmiakspiritus. Klokken var næsten tre. Men da jeg havde taget kininen og lagt mig igen følte jeg mig for syg til at tage mig af om han kom eller ej.

Dette er England, og jeg er i et pænt, rent engelsk værelse med alt skidtet fejet ind under sengen.

Det blev mørkt, men jeg kunne ikke komme op og tænde gaslyset.

Det føltes som om jeg havde bundet lodder om benene så jeg ikke kunne røre mig. Ligesom den gang hjemme da jeg havde feber og det var eftermiddag og persiennerne var trukket for og der kom gult lys ind gennem tremmerne og det lå i stænger hen ad gulvet. Der var ikke malet i værelset. Der var knaster i træet, og på én af dem en kakerlak som bevægede følehornene langsomt frem og tilbage. Jeg kunne ikke røre mig. Jeg lå og så på den. Jeg tænkte: »Hvis den flyver hen på sengen eller hvis den flyver hen på mit ansigt, bliver jeg vanvittig.« Jeg fulgte den, og jeg tænkte: »Flyver den nu?«, og bandagen jeg havde om hovedet var brændende varm. Så kom Francine ind, og hun så den og fik fat i en sko og slog den ihjel. Hun skiftede bandagen på hovedet af mig, og den var iskold, og hun begyndte at vifte mig med en palmebladsvifte. Og så nat udenfor, og folks stemmer når de gik forbi på gaden – den forladte lyd af stemmer, spinkle og triste. Og varmen trykkede én ned som om den var et levende væsen. Jeg ville være sort. Jeg ville altid være sort.

Jeg var lykkelig fordi Francine var der, og jeg så på hendes hånd der bevægede viften frem og tilbage og svedperlerne der trillede frem under hendes hovedtørklæde. At være sort er varmt og muntert, at være hvid er koldt og trist. Hun sang altid: Farvel, min skat, farvel, Salt flæsk og sild, farvel,

29

Farvel til min halve sjæl, Farvel, min skat, farvel.

Sådan var hendes eneste engelske sang.

– Det var da jeg så bagud fra skibet og så lysene i byen hoppe op og ned, at det for alvor gik op for mig at jeg skulle afsted. Onkel Bob sagde nå, så er du afsted, og jeg vendte hovedet for at ingen skulle se mig græde – det løb ned ad ansigtet på mig og dryppede ned i havet som regn drypper – Farvel, min skat, farvel – Og jeg så på lysene der løftede sig og sænkede sig – Han stod i døråbningen. Jeg kunne se ham op mod lyset i gan­gen. »Hvad er klokken?« spurgte jeg.

Han sagde: »Den er halv seks. Jeg kom straks jeg fik Deres brev.« Han kom hen til sengen og lagde sin hånd ovenpå min. Han sagde: »Men De er jo brændende varm. De er rigtig syg.« »Det sku’ sku’ jeg me-mene,« sagde jeg.

Han tog en æske tændstikker op af lommen og tændte gaslyset. »Du fredsens, her er sandelig ikke muntert.« »Det er som de alle sammen er,« sagde jeg.

Undertøjet jeg havde købt lå i en bunke på en stol. »Jeg fik en masse tøj,« sagde jeg. »Godt.« »Og jeg er nødt til at komme væk herfra.« »Det ville jeg da også mene var udmærket,« sagde han. »Det er virkelig et skrækkeligt sted.« »Her er så koldt,« sagde jeg. »Det er det værste ved det. Men hvor skal De hen?« Ikke at det spillede nogen rolle. Jeg havde det for dårligt til at interessere mig for det. »Jeg er tilbage om ti minutter,« sagde han.

Han kom tilbage med en masse pakker – en dyne og en flaske ­bourgogne og nogle vindruer og Brands oksekødsekstrakt og en kold kylling.

Han kyssede mig, og hans ansigt føltes køligt og glat mod mit. Men feberen sendte kulde og hede op og ned ad ryggen på mig. Når man 30

har feber er man tung og let, man er lille og opsvulmet, man klatrer i det uendelige op ad en stige der drejer rundt som et hjul.

Jeg sagde: »Pas på. De får bare min influenza.« »Det gør jeg vel,« sagde han. »Det er der ikke noget at gøre ved.« Han satte sig og røg en cigaret, men jeg kunne ikke ryge. Alligevel kunne jeg godt lide at se ham gøre det. Det var som om jeg havde kendt ham altid.

Han sagde: »Hør engang. I morgen er jeg nødt til at tage væk, men jeg er tilbage i næste uge. Jeg sender min læge hen for at se til Dem i aften eller i morgen tidlig. Han hedder Ames. Han er en flink fyr, De vil kunne lide ham. Se nu bare at blive rask og lad være at gøre Dem bekymringer, og skriv og fortæl mig hvordan det går.« »Jeg er nødt til at gå og lede efter et andet værelse i morgen,« sagde jeg. »Bestemt nej,« sagde han. »Jeg skal nok tale med Deres værtinde, og jeg beder Ames om også at tale med hende. Det skal nok gå alt sammen, skal De se. Tag Dem ikke af hende.« Han gik. Værelset så anderledes ud, som om det var blevet større.

Noget efter kom værtinden ind og satte den åbnede vinflaske og suppen på bordet uden at sige noget. Jeg spiste suppen, og så drak jeg to glas vin, og så faldt jeg i søvn.

3 Der stod et sort bord med snoede ben i forstuen i huset dér, og på bordet stod et ur med firkantet skive som var gået i stå fem minutter over tolv, og en plante lavet af gummi med skinnende højrøde blade, femfingrede. Jeg kunne ikke få øjnene fra den. Den så ud til at være stolt af sig selv, som om den vidste at den skulle holde evigt, som om den vidste at den ­passede til huset og gaden og jerngitteret med spidserne udenfor.

Værtinden kom op nede fra køkkenetagen. »Så er De altså rask nok til at rejse i morgen, Miss Morgan?« »Ja,« sagde jeg. »Det var alt hvad jeg ville vide,« sagde hun. Men hun blev stående og gloede på mig, så jeg gik udenfor og blev stående på dørtrinnet og 31

trak handskerne på. (En dame tager altid handsker på inden hun går ud på gaden.)

En mand og en pige lænede sig op ad stakittet på Brunswick Square og kyssede hinanden. De stod i skyggen uden at røre sig, med mundene limet sammen. De var som biller der klynger sig til stakittet.

Jeg fik spejlet op af tasken og så på mig selv hver gang taxa­en passe­ rede en gadelygte. Det er pjokket altid at se så trist ud. Sjove historier – kom i tanker om nogen, for himlens skyld.

Men den eneste historie jeg kunne huske var den om kapellanen.

Han lo, og så sagde han: »Der stikker en hårnål ud på denne side som ødelægger Deres ellers så perfekte udseende.« Da han trykkede hårnålen tilbage på plads strejfede hans hånd mit ansigt, og jeg prøvede at beherske mig og huske at første gang jeg havde mødt ham havde jeg ikke kunnet lide ham. Men det virkede som uendelig længe siden, så jeg holdt med op at prøve. »Dr. Ames var flink,« sagde jeg. »Han lukkede bøtten på værtinden så let som ingenting.« Jeg kunne stadig mærke hvor hans hånd havde strejfet mit ansigt. »Bliver De tit sådan syg om vinteren?« spurgte han. »Sidste vinter, ja,« sagde jeg. »Ikke den første vinter jeg var her. Da havde jeg det godt; jeg syntes ikke engang det var særlig koldt. Man siger at det altid er sådan – at det tager et år før kulden rigtig slår ind. Men sidste år fik jeg lungehindebetændelse, og truppen måtte efterlade mig i Newcastle.« »Helt alene?« sagde han. »Din stakkel!« »Ja,« sagde jeg, »det var det.

Tre uger var jeg der. Det var som en evighed.« Jeg smagte ikke på noget af det jeg spiste. Orkestret spillede Puccini og den slag musik hvor man altid véd hvad der kommer om lidt, den slags man kan høre på forhånd, så at sige; og jeg kunne stadig mærke hvor hans hånd havde stejfet mig. Jeg blev ved at prøve at forestille mig hans liv.

Da vi gik ud så taxaerne og lysene og de forbipasserende enorme ud, som hvis jeg havde været beruset. Vi kom til hans hus i Green Street, og det var stille og vogtede på mig og var mig ikke venligt stemt. * 32

»Jeg ventede brev fra Dem hele sidste uge,« sagde han, »og De skrev aldrig. Hvorfor gjorde De ikke det?« »Jeg ville se om De gjorde,« sagde jeg.

Sofaen var blød og overdådig, betrukket med chintz med et mønster af små blå blomster. Han lagde hånden på knæet af mig, og jeg tænkte: »Ja … ja … ja …« Sommetider er det sådan – alting forsvinder undtagen dette ene øjeblik. »Da jeg sendte Dem penge ville jeg ikke – troede jeg ikke at jeg nogensinde skulle se Dem igen,« sagde han. »Det véd jeg godt, men jeg ville gerne se Dem igen,« sagde jeg.

Så begyndte han at snakke om at jeg jo var jomfru, og det forsvandt alt sammen – fornemmelsen af at der var ild i én – og jeg var kold. »Hvorfor begyndte De nu på det?« sagde jeg. »Gør det no­get? Desuden er jeg ikke jomfru, hvis det er dét der bekymrer Dem.« »De burde ikke lyve om dét.« »Jeg lyver ikke, men under alle omstændigheder spiller det ingen rolle,« sagde jeg. »Det er alt sammen noget folk har fundet på.« »Jo, det spiller en rolle. Det er det eneste der spiller en rolle.« »Det er ikke det eneste der spiller en rolle,« sagde jeg. »Det er noget folk har fundet på.« Han stirrede på mig, og så lo han. »De har fuldkommen ret,« sagde han.

Men jeg frøs som hvis nogen havde smidt koldt vand over mig. Da han kyssede mig begyndte jeg at græde. »Jeg må gå,« tænkte jeg. »Hvor er døren? Jeg kan ikke se døren.

Hvad er der sket?« Det var som om jeg var blind.

Han tørrede mine øjne meget blidt med sit lommetørklæde, men jeg blev ved at sige: »Jeg må gå, jeg må gå.« Så var vi på vej op ad endnu en trappe, og jeg gik blødt. »Kravlende op ad trappen klokken tre om morgenen,« sagde hun.

Godt, jeg er ved at kravle op ad trappen.

Jeg standsede. Jeg ville gerne sige: »Nej, jeg har ombestemt mig.« Men han lo og klemte min hånd og sagde: »Hvad er der i vejen? Kom nu – tør bare,« og jeg sagde ikke noget, men jeg frøs og det var som om jeg drømte.

33

Da jeg kom i seng udstrålede han varme, og jeg krøb tæt ind til ham.

Selvfølgelig har man altid vidst det, altid husket det, og så glemmer man det helt og aldeles, lige bortset fra at man altid har vidst det. Altid – hvor længe er altid?

Tingene der lå på toiletbordet glødede i skæret fra ilden, og jeg tænkte: »Når jeg lukker øjnene vil jeg kunne se værelset her alle mine dage.« Jeg sagde: »Jeg må gå nu. Hvad er klokken?« »Den er halvfire,« sagde han. »Jeg må gå,« sagde jeg igen, hviskende.

Han sagde: »Du må ikke være bedrøvet, du må ikke gøre dig bekymringer. Min lille skat må ikke være bedrøvet.« Jeg lå ganske stille og tænkte: »Sig det igen. Sig »min lille skat« igen på den måde. Sig det igen.« Men han sagde ikke noget, og jeg sagde: »Jeg er ikke bedrøvet.

Hvorfor har du fået den pjokkede idé, at jeg altid er bedrøvet?« Jeg rejste mig og begyndte at klæde mig på. Båndene på min chemise så fjollede ud. »Jeg bryder mig ikke om dit spejl,« sagde jeg. »Ikke?« sagde han. »Har du aldrig lagt mærke til hvor anderledes nogle spejle får én til at se ud?« sagde jeg.

Jeg fortsatte med at klæde mig på uden at se mig mere i spejlet. Jeg tænkte på, at det havde været præcis som de andre piger sagde, bortset fra at jeg ikke havde vidst at det ville gøre så ondt. »Må jeg få noget at drikke?« sagde jeg. »Jeg er skrækkelig tørstig.« Han sagde: »Ja, tag noget mere vin. Eller vil du hellere have noget andet?« »Jeg vil gerne have en whisky-soda,« sagde jeg.

Der var en bakke med drikkevarer på bordet. Han skænkede mig én.

Han sagde: »Vent nu lige lidt. Jeg går med og skaffer dig en taxa.« Der var en telefon ved siden af sengen. Jeg tænkte: »Hvorfor ringer han ikke efter en taxa?«, men jeg sagde ikke noget.

Han gik ud i badeværelset. Jeg var stadig tørstig. Jeg fyldte glasset op igen med sodavand og drak det i små slurke, uden at tænke på noget 34

som helst. Det var som om alt var standset i hovedet på mig.

Han kom ind i værelset igen, og jeg iagttog ham i spejlet. Min taske lå på bordet. Han tog den og stak nogle penge i den. Inden han gjorde det kiggede han hen på mig, men han troede ikke jeg kunne se ham.

Jeg rejste mig. Jeg ville have sagt: »Hvad er det du gør?« Da jeg gik hen til ham sagde jeg alligevel ikke: »Lad være med det«, men i stedet: »Det er i orden, gør hvad du vil – alt hvad du vil, hvordan du vil.« Og jeg kyssede hans hånd. »Lad være,« sagde han. »Det er mig der burde kysse din hånd, ikke omvendt.« Jeg følte mig pludselig helt elendig og fortabt. »Hvorfor gjorde jeg sådan?« tænkte jeg.

Men så snart vi var ude på gaden følte jeg mig lykkelig igen, og rolig og med fred i sjælen. Vi gik sammen i tågen, og han holdt mig i hånden.

Jeg kunne mærke pulsen i hans håndled.

Vi fik fat på en taxa på Park Lane. »Jamen, så farvel,« sagde jeg.

Han sagde: »Jeg skriver til dig i morgen.« »Skriver du så jeg får det tidligt?« spurgte jeg. »Ja, jeg sender det med bud. Du får det når du vågner,« sagde han. »Du har min nye adresse, ikke? Du går ikke og taber den, vel?« »Ja, ja, jeg har den,« sagde han. »Jeg taber den ikke.« »Jeg er frygtelig søvnig,« sagde jeg. »Jeg tør vædde på jeg falder i søvn i taxaen her.« Da jeg betalte chaufføren blinkede han til mig. Jeg så henover skulderen på ham og lod som om jeg ikke så det.

4 Mine nye værelser var i Adelaide Road, ikke så langt fra Chalk Farm undergrundsstation. Der var ikke noget særligt at tage sig til hele dagen. Jeg plejede at stå sent op og gå mig en tur og gå hjem og få noget at spise og kigge ud ad vinduet efter et telegrambud eller et bybud.

Hver gang postbudet bankede på tænkte jeg: »Er det et brev til mig?« Der var altid gamle mænd som traskede rundt og sang salmer – Nærmere, Gud, til Dig eller Vær Du mig nær – og nogle af de forbipas35