Page 1


PROFETENS DATTER

7LGHUQHB3URIHWHQVGDWWHUB3LQGG




7LGHUQHB3URIHWHQVGDWWHUB3LQGG




Sofie Kragh-M端ller

Profetens datter Roman

TIDERNE SKIFTER

7LGHUQHB3URIHWHQVGDWWHUB3LQGG




Profetens datter © 2013 Sofie Kragh-Müller/ Tiderne Skifter Forlagsredaktion: Claus Clausen Sat med Sabon hos An:Sats, Espergærde Tryk: Specialtrykkeriet, Viborg ISBN 978-87-7973-593-4

TIDERNE SKIFTER · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf. 33 18 63 90 · Fax 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk

7LGHUQHB3URIHWHQVGDWWHUB3LQGG




„Og de vidste ikke noget, før syndfloden kom og rev dem alle bort.“ – Matthæusevangeliet 24, vers 39

7LGHUQHB3URIHWHQVGDWWHUB3LQGG




7LGHUQHB3URIHWHQVGDWWHUB3LQGG




1

7LGHUQHB3URIHWHQVGDWWHUB3LQGG




7LGHUQHB3URIHWHQVGDWWHUB3LQGG




1

S

nart skal han dø. Det har de selv sagt til ham. De kom flyvende hen over de nøgne og fugtige marker, der omgiver profetens stråtækte hus nogle kilometer uden for Hvidinge. De kom til ham midt om natten, ærkeenglen Gabriel og hans to medhjælpere, som kun profeten kan se, så han må bringe deres budskaber videre, selvom folk ryster på hovedet af ham og siger, han er skør. De tager fejl. Englene er hans vidner. Poul og Arne hedder de, og de ved, hvad det hele handler om, og nu skal han altså dø. Profeten griner i mørket. For i mørket må man le for at holde frygten fra livet og livet fra døden. Han skal tisse. Han rejser sig fra den gulnede madras på gulvet og kigger på Arne, der hænger og svæver lige over hans hovede. Han ved, at Gud ser ham midt i mørket. „Den satan,“ griner han, og Arne dasker ham irettesættende på hovedet. Det er godt med de engle. De minder profeten om, at Djævlen kan dukke op når som helst. Selv inden i profeten. Han griner. Som om det holder djævlen på plads. Som om han på den måde kan overbevise den satan om, at det er ham, der har overtaget. Men af og til virker det ikke. For af og til løfter englene ham fra gulvet, og i en hurtig bevægelse kaster de ham rundt lige så ubesværet, som var han en pandekage, og i et splitsekund, hvor alting vender på hovedet, er det ikke profeten, der griner, men Djævlen. Så er det ikke profeten, der stiller sig op midt i mørket og går ud i haven for 9

7LGHUQHB3URIHWHQVGDWWHUB3LQGG




at pisse op og ned ad Djævlen, men Djævlen der pisser på ham. For Djævlen er overalt. Gud er der også, selvom han forsøger at forvirre profeten, så han ikke mere kan kende forskel på godt og ondt, men bare må gå efter det lutrende lys, der gemmer sig et sted i det guddommelige mørke. Men nu skal profeten så dø. Det er Arne, der vækker ham og fortæller ham det. „Det er nu, lige om lidt,“ hvisker han og rækker to fingre op i luften foran profeten for at illustrere tiden. To dage. Så kigger han på profeten, ivrigt ventende på hans reaktion. Over ham svæver den lysende Gabriel, tavs og smuk som altid. Poul sidder åndsfraværende for enden af madrassen, som profeten har placeret midt på gulvet. Der står en halvfyldt kaffekop, og der er stadig to grønne Cecil tilbage i pakken, som ligger ved siden af. Profeten tænder en og rækker den til Poul, der ryster på hovedet. Engle ryger ikke. Profeten suger dybt, og det gløder i mørket. Han lægger et lille kors af to tændstikker ved sin højre fod. Englene hjælper ham med at forstå det hele. Hvorfor kaffekopperne pludselig flyver gennem luften, hvordan de små kors vil redde ham igen og igen, og hvordan hans bibel af sig selv slår op på den side, han skal læse. De har også fortalt ham, at Gud ikke er, som man skulle tro. Gud kan tage form af alt, og engang kom han til profeten i skikkelse af en smuk, ung kvinde, som forførte ham. Hun gav ham en datter, hvorefter hun legede med Djævlen. Eller Djævlen legede med hende. Profeten sukker og banker en rytme med foden. Der er vel også ligegyldigt, hvem der begyndte. Hovedsagen var, at Sula blev gravid igen, og det var helt ad helvede til, for så forsvandt hun og tog den nyfødte med, men lod pigen blive tilbage. „Det var satme noget lort,“ siger profeten til Arne, der er i gang med at tænde et stearinlys i vinduet. Poul går hen og puster det ud 10

7LGHUQHB3URIHWHQVGDWWHUB3LQGG




igen. Det er i mørket, at alting står mest lysende, og det ved Poul. Det er godt, at englene er der til at sætte tingene i perspektiv. Ellers ville det hele være så forvirrende. Nu er det hele i virkeligheden bare en simpel prøvelse, som Gud har udsat ham for, og som han må stå igennem. Prøven er, at miste alt andet end det paradis, Gud viser ham hen mod. Prøven er hele tiden at se sandheden bag de falske facader. Tag nu købmanden. Hans facade er så tynd, at man hele tiden kan se horn, der stikker ud gennem den. Lige midt i hans fede pande. Ha ha ha! Det er også købmanden, der kalder ham profeten. „Nå, der har vi profeten,“ siger han og rækker ham to pakker grønne Cecil. „Han er simpelthen misundelig på grund af mit forhold til Gud,“ siger profeten til Arne og Poul. Det var det samme med den forløjede godhed, som Mogens og Gudrun viste ham og Sula. Intet andet end tynd fernis over ondskab og misundelse. Selv det gulv, som han sidder på, er intet andet end en tynd hinde som dækker over vand, der vækkes til live på de særeste tidspunkter. Det er det, englene hjælper ham til at se. Profeten sidder lidt på madrassen i mørket. Om natten er det hele så klart. I morgen skal de fandeme få det hele at vide. At syndfloden kommer. At de alle vil gå under, mens Sula henter ham på et skib og sejler ham ind i paradis. I morgen får han englene til at hente den hellige datter, så hun kan hjælpe ham med at tage af sted. Han nikker. Så tager han gummistøvlerne på, folder dem ned og går ud i haven. Han har kun den undertrøje på, som hans søster Ine gav ham sidste jul, og den kølige majluft får ham til at skutte sig. Hans hår har en ubestemmelig gullighvid farve, og vinden får det til at blafre, som vingerne på Pouls og Arnes ryg. I et hjørne af haven står det store kastanjetræ, og bag skellet glitrer et begyndende morgenlys over markerne. Et lutrende lys. Gud er med ham. Gud prøver ham. Og han er profeten. 11

7LGHUQHB3URIHWHQVGDWWHUB3LQGG




„Mig skal I ikke narre,“ mumler han, og så tømmer han blæren. Ufatteligt så meget gul væske, der kan være inden i ham. Nok til at han kan overpisse det hele, både Gud og Djævlen, hvis han vil. Lettet går han ind og lægger sig igen. Poul og Arne er forsvundet, men de har sagt det til ham; at det er nu han skal dø. Kort efter falder han i søvn. Næste morgen finder han et postkort, som englene har smidt lige uden for døren, og han sætter vand over i den bulede kasserolle. Med saksen klipper han en tyk, ujævn humpel af sigtebrødet. Udenfor ligger disen over markerne og skjuler kirkespiret på bakken inde i Hvidinge fire kilometer fra profetens hus. Han kigger ud af vinduet på det disede landskab, inden han åbner køleskabet og tager margarine og skinke i skiver. Så sætter han sig ind på madrassen på gulvet i stuen. Han spiser og kigger på kortet og grifler noget bagpå. Efter morgenmaden går han de fire kilometer ind til postkassen i Hvidinge, hvor han poster kortet med billedet af en ko til sin søster Ine. Over koens hoved har han tilføjet en glorie med blå kuglepen, og fra koens mule en talebobbel, hvor der står: „Det skal være så sjovt.“ Bagpå har han skrevet: „Jeg skal dø om cirka to dage. Det har de selv sagt. Med venlig hilsen, Profeten.“ Hjemme igen sætter han sig til at vente på, at Ine modtager postkortet, så hun får viden om, hvordan det står til med ham. Profeten har forsøgt at helbrede sig selv med vin og kors, og han kan mærke, det virker. Det virker ad helvede til.

12

7LGHUQHB3URIHWHQVGDWWHUB3LQGG




2

J

eg er profetens datter. Jeg har lige drukket to kopper kaffe, og om lidt tager jeg mine støvler på og går ud ad døren og ned på caféen, hvor jeg arbejder. Herinde er alting så enkelt. Jeg bor i Olís lejlighed langt væk fra Hvidinge. Herinde i byen er alting rent og pænt, og Olí er ligesom en klippe, jeg kan klatre op på, hvis der skulle blive oversvømmelse. Ligesom den dag der sprang et vandrør ude i køkkenet, og jeg hoppede op på ryggen af ham for ikke at drukne. Det er den slags, jeg gør, og Olí har ikke noget imod det. Herinde er alting helt i orden, siger Olí. Jeg skal ikke være bange. Siger han. Jeg ved ikke helt, hvad han mener, men jeg går ud fra, at det har noget med vandet at gøre. Måske fordi jeg har fortalt ham, at jeg aldrig har lært at svømme. Den ene gang jeg har haft brug for det, bar min onkel, stenhuggeren, mig gennem vandet, og det var nok meget godt. Ellers var jeg måske druknet. Men nu bor jeg altså hos Olí, fordi han elsker mig. Det vidste han fra første gang, han mødte mig. Han kom ind ad døren på caféen, hvor jeg arbejder, og lænede sig ind over baren og kiggede på mig. „Hvor længe har du været her?“ spurgte han. Hans øjne var mørke, og hans lyse hår var endnu let rodet efter søvn. „Fem dage,“ svarede jeg og hældte sort kaffe op, som jeg stillede foran ham. „Virkelig?“ sagde han, som om det skulle være løgn. Men han smilede og kiggede. 13

7LGHUQHB3URIHWHQVGDWWHUB3LQGG




„Hvor kommer du fra?“ spurgte han og jeg trak på skuldrene, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle svare, himmel eller helvede, og senere opdagede jeg, at hans hud var så blød, at når jeg lukkede øjnene og lod hænderne glide langs hans ryg, over maven og op mod hans hals, så behøvede jeg ikke tænke på andet. Det er derfor, jeg bor hos ham. Fordi jeg elsker fornemmelsen af hans varme hud, og fordi jeg ikke behøver at tænke. Hverken på profeten eller min mor, Sula, eller Hvidinge, hvor jeg engang var tæt på at drukne. Og hver morgen kl. 8.30 går jeg ned ad morgentrafikerede gader, ind i de små søvnige sidegader, til jeg kommer til caféen. Her låser jeg mig ind som den første. Jeg lægger morgenaviserne på et bord, men læser aldrig i dem. I stedet laver jeg en kop kaffe, og jeg er forbandet god til det. Jeg spiser en croissant fra dagen før, drikker min kaffe og kigger ud på gaden gennem den store rude. Olí har lagt en seddel i min jakkelomme, som jeg finder, da jeg leder efter nøglerne til caféen. „Jeg elsker dig,“ står der og så en masse udråbstegn. Jeg kigger på den og undrer mig over, hvordan Olís håndskrift, ligesom han selv, står som stejle klipper lige op i luften. Som om bogstaverne ville springe på mig om et øjeblik. „Vi elsker dig, vi elsker dig så vildt,“ ville de råbe. Jeg er den elskede, og jeg møder altid som den første, og jeg ved, hvordan tingene skal stå, så de bliver stående. Herinde smiler jeg det meste af tiden og bliver så rolig. En mand siger, jeg er det smukkeste han nogensinde har set. Olí hænger ved disken og siger: „Hun er min, så fingrene væk“. Og de unge piger ryger cigaretter og taler om livet og døden på en måde, så man ved, at det kun er for at fornøje sig selv og hinanden. Selv ved jeg, at det at elske er det samme som at dø. Derfor elsker jeg ingen. Olí kender intet til forskellen. Han kender ikke noget til profeten og Sula og til syndfloden, der vil rejse sig og tage de elskende med sig. Han ved ikke, at jeg snart må af sted. „Går du allerede?“ siger han, da jeg tidligt, før solen står op, 14

7LGHUQHB3URIHWHQVGDWWHUB3LQGG




begynder at tage tøj på for at gå. „Jep,“ svarer jeg og trækker i de brune læderstøvler, selvom sommeren er på vej. Det er bare, fordi jeg må have noget, der kan holde mig ved jorden uanset årstid. Og fordi jeg lige så godt kan være klar til at gå. Olí fatter ikke en brik, men det er lige meget, for alt er stadig godt et lille stykke tid endnu. På hylden over døren i caféen er der rækker af udstoppede fugle, der aldrig mere behøver tænke på deres egen overlevelse, og indehaverens søn har malet billeder i klare farver, der hænger til salg på den ene endevæg. De skal forestille det fællesmenneskelige urdyb. „Vi er slet ikke så forskellige, som vi går og tror. Vi drømmer alle sammen den samme store drøm,“ siger han og peger ivrigt på et billede, han kalder „Haven.“ Jeg kigger på det. Stakkels ham. Han ved ikke, at i drømme er alting sort og hvidt. I drømme leger Gud og Djævlen med hinanden. Først den ene vej. Så den anden vej. Ine ringer om morgenen. Ine ringer og siger, at det måtte jo gå den vej, og så ved jeg, at jeg skal hjem igen. Hjem til Hvidinge, hvor profeten skal dø. Dø skal han, og jeg skal med. Eller jeg skal sidde på hans værelse og måske holde ham i hånden og synge med ham lige til skibet, med min mor Sula i stævnen, kommer og henter ham. Hvem ved, om jeg skal med denne gang? „Jeg synes bare, du skulle vide det,“ siger Ine, men jeg ved, at jeg ikke har noget valg. Jeg skal rejse mig og trække i de brune støvler, gå ud af Olís dør og smide nøglen til hans lejlighed i vandet, der løber gennem byen, og aldrig, aldrig vende mig om. Oppe fra stationen ringer jeg til Olí. „Jeg kan ikke komme i aften alligevel,“ siger jeg. „Hvad skal du?“ spørger han, og jeg siger, at der er sygdom i den nærmeste familie, at jeg er profetens datter og må våge over de døende, og han griner og siger, jeg er så poetisk. 15

7LGHUQHB3URIHWHQVGDWWHUB3LQGG




„Skal jeg tage med dig?“ spørger han, men jeg siger, at det skal han ikke, jeg er snart tilbage. „Jeg elsker dig, det ved du vel?“ siger han, og jeg nikker, som om han kunne se gennem telefonrøret og jeg ved allerede, hvad der skal stå i brevet til ham: Kære Olí. Om lidt rejser syndfloden sig, og skibet henter de sidste overlevende. Selv vender jeg ikke tilbage. Mange hilsner PS. Jeg har brugt det sidste mælk, men det håber jeg er ok. Hvis ikke, så har jeg lagt penge på bordet i stuen. Det skulle der stå, hvis jeg sendte et brev. „Vil du stadig gifte dig med mig?“ spørger Olí. „Måske,“ svarer jeg. For kærligheden er et vildt bæst med vinger, og selv er jeg bare en gråspurv, der gemmer mig i busken. „Vi ses lige om lidt,“ siger jeg og lægger røret. Der er seksten minutter til rutebilen går. Jeg går ind i kiosken og ser på slikket langs den ene væg. Køber to lakridspiber og et heksehyl. Bare fordi. Men så kommer Olí løbende, fordi han elsker mig så højt og insisterer på at vinke til mig og puste kys fra hånden og den slags. „Hvordan kan jeg få fat i dig?“ „Hvorfor?“ „Jeg vil gerne ringe,“ siger han og kysser mig, mens jeg næsten forsvinder i hans arme. Olí har engang boet langt væk, et sted med stejle klipper, vilde skove og vand. Det var dengang, han ville være fårehyrde, og jeg synes, det lyder romantisk. Meget mere end at han nu står og hvisker i mit øre, at jeg er satans smuk. Jeg giver ham telefonnummeret. Inde i Bus 315 er det røde plyssæde stadig varmt efter en tidligere passager. Jeg spiser den ene lakridspibe, mens jeg kigger ud på Olí, 16

7LGHUQHB3URIHWHQVGDWWHUB3LQGG




der står og vinker, og jeg overvejer et øjeblik aldrig at stå af igen. Jeg gør det kun, fordi profeten skal dø. Står af ved læskuret på Hvidinge Bygade, hvor der lugter af gammelt pis. Og livet med Olí forsvinder med rutebilen, der drejer om hjørnet henne ved byens nedlagte autoværksted. Rutebilen var rød. Den var fuld af de normale. En af dem havde en indkøbspose, og øverst lå en pakke leverpostej, og en agurk var proppet ned i den ene side. En eller anden skal låse sig ind ad en dør, ind i en entre, hvor alting ser ganske almindeligt ud, og hvem det end er, så skal vedkommende råbe gennem huset: „Jeg er hjemme,“ og en anden kommer ud og siger: „Uhm, leverpostej med agurk, lige hvad jeg havde lyst til.“ For sådan taler man til hinanden uden for Hvidinge. Nu er leverpostejen og agurken forsvundet rundt om hjørnet med rutebilen, og her står jeg, profetens datter, overvåget af alverdens engle, med den forsonende Gud i spidsen, der forbereder profetens snarlige død. Lugten af urin er som en mur, da jeg træder ud af rutebilen. Jeg tænker, at det er de unge mænd, der sender stråler af urin op ad det firkantede læskur, når de beduggede og pissetrængende vender hjem sent om aftenen. Sådan er det altså at ankomme til Hvidinge, tænker jeg. Af en eller anden grund bliver jeg stående, selvom jeg ville gå. Af en eller anden grund tænker jeg på Olí, der insisterede på at løbe gennem byen og op til banegården, hvor jeg netop havde købt mine lakridspiber. Jeg elsker ham ikke, men han er åbenbart ligeglad. Han kysser mig, lige inden jeg stiger på bussen, og jeg vinker gennem ruden, og han smiler og laver luftkys igen og igen. Folk gør den slags. De går rundt og taler, som om ting betød noget. Som om vi fandtes, sådan for alvor. Mig og Olí. Det er derfor, det er rart at være i byen. Som at være turist og vade rundt i fremmede eksotiske byer, indtil man igen tager tilbage til sit eget ubegribelige udgangspunkt. 17

7LGHUQHB3URIHWHQVGDWWHUB3LQGG




Hovedgaden i Hvidinge snor sig mellem huse, der ligger pĂĽ hver side af vejen. Over for det grønne lĂŚsskur ved busstoppestedet ligger købmanden. Udenfor er der placeret en benzinstander, hvor folk kan tanke benzin, inden de kører videre gennem byen. Enten lige ud eller ad de to sideveje, der forbinder byen med noget langt vĂŚk. Resten er marker og enkelte grusveje. Jeg bliver stĂĽende pĂĽ Hvidinge Hovedgade, selvom jeg ville gĂĽ. Nej, ikke gĂĽ, men løbe efter bussen og tage den til en anden form for verdens ende. Men profeten skal dø, og jeg betvivler det pĂĽ ingen mĂĽde. Det er ham, der er den seende, og mig der er blĂŚndet af hans lys, der fĂĽr det til at sortne for mine øjne. Inden han dør, skal jeg se det, han har set, og jeg skal fatte det hele. Jeg gĂĽr lidt tilbage ad vejen, hvorfra bussen kom. Jeg gĂĽr ud pĂĽ den anden side af byskiltet, hvor jeg efter nogle kilometer kommer til allĂŠen med nøddebuske. I november er de nøgne, nĂŚrmest gennemsigtige. Jeg gĂĽr langs dem, til jeg stĂĽr ved indkørslen og ser ned mod hans hus. Det er mere tilgroet nu. Den ene halvdel af strĂĽtaget er erstattet af sort plastik og gamle brĂŚdder. Vinduesrammerne og døren ind til huset er stadig pebermyntegrønne, men det er lĂŚnge siden, nogen har malet dem. Som om det var nødvendigt. Huset er alligevel nĂŚsten ikke-eksisterende. Jeg banker pĂĽ. Profeten ĂĽbner. „Kender jeg dig?“ siger han og hoster. Hans gummistøvler er grønne, og i dag er de rullet helt ned, sĂĽ langt som de kan komme. Det er et tegn pĂĽ, at han har det godt, siger Ine senere. Det er tegn pĂĽ, at syndfloden er langt vĂŚk og ikke truer med at oversvømme hele lortet. SĂĽ profeten er altsĂĽ glad. „Jeg er din datter,“ svarer jeg og skal lige til at tilføje, at jeg er gĂĽet forkert, og at det var en anden, jeg skulle besøge, men han nikker, griber kort mine hĂŚnder, før han vender sig om og gĂĽr ind i huset. „De var clairvoyante hele bundtet,“ siger profeten og hoster, 18

7LGHUQHB3URIHWHQVGDWWHUB3LQGG




mens han sætter en kasserolle med vand over på komfuret. Han hælder kaffe i den brune kaffetragt. „Hvad mener du?“ „Præsident Carter og Jesus og hele det slæng der. De vidste, at Vietnamkrigen var det rene skuespil. Make love, not war. Sådan var de bare. Det hele var bluff.“ Profeten kigger tankefuldt ud af vinduet. Han trommer med foden, mens han venter på, at vandet koger. „Han kom fandeme gående herude en dag, og han var sgu sød.“ Profeten griner og kigger på mig. „Det var mig, der sendte invitationen, og han vidste godt, hvordan det hele hang sammen. Det sagde han også.“ Jeg nikker. Jeg boede engang i huset på marken. Dengang havde jeg en seng i det bagerste rum. Nu er stuen i midten af huset det eneste sted, profeten opholder sig. Han har lagt to madrasser på gulvet. I kakkelovnen buldrer en varm ild. Og engang cyklede min mor Sula nøgen ud ad grusvejen, mens støvet stod op bag hende, som et brudeslør, og præsident Carter rystede min fars hånd op og ned i døren, hvor fredstegnet for længst var slidt af. Det siger profeten selv, og jeg prøver at forestille mig, hvor fantastisk det var, mens alting stadig var godt. Han hælder vand ned i tragten. Lyden af varm kaffe, der drypper hurtigt mod bunden i kaffekanden. „De sagde, du ville komme,“ siger han tilfreds og går ind i stuen med kanden i hånden. Jeg følger efter ham, for det er mig, der er profetens datter, og det er mig, der altid har gået lige bag alle hans tanker, transmitteret direkte fra Gud og herned på marken i Hvidinge. Sådan er det for de mennesker, der fødes med gaven. At kunne se gennem alle tider, gennem alle løgne og helt ind i sjælen på folk. Det er derfor, han kan afsløre dem som løgnere og tyveknægte, farisæere hele bundtet. Selv kan profeten gå på vandet. I hvert fald har han svævet tværs over branddammen i Hvidinge 19

7LGHUQHB3URIHWHQVGDWWHUB3LQGG




op til flere gange. „Jeg gjorde det bare, fordi de sagde det til mig. At jeg kunne gå på vandet,“ siger profeten. Det er ham, der har fået gaven. Selv er jeg bare en ganske almindelig pige, der for længe siden erfarede, at det med at gå på vandet ikke er en gave, jeg selv blev født med. Men jeg nikker venligt til profeten og kan ikke sige det til ham. At han lyver. For sandheden er ham givet. Det er bare mig, der ikke kan fatte den. Tag nu bare det med min mor, Sula. Som om hun styrede profetens skæbne. Som om det var hende, der svigtede. Profeten har jo selv sagt det hele tiden, at hun var Guds prøvelse til ham. At hun var en pagt mellem himmel og helvede. Noget der ikke er til at få hold om. Og selvom det ser ud, som om det er profeten, der får alle ting til at ske, så er det i virkeligheden Sula. Det siger profeten, og det siger de to engle Poul og Arne også til ham senere. „Hun ville ikke lade mig gøre noget som helst. Jeg kunne ikke lægge det gulv i stuen, for hun ville ikke have det. Det kan godt være, hun sagde det. Men hun ville ikke have det, for der kom stråler ud gennem hendes øjne,“ siger profeten og banker lidt med foden i gulvet. Jeg siger ikke noget, nikker bare, mens jeg spekulerer på, om han har snydt mig og Ine med det postkort? Måske skal han ikke dø alligevel. Måske bliver jeg snart suget ind i Gudsriget for aldrig nogensinde at vende tilbage. „Det der Gudsrige, det er godt,“ siger profeten til mig, og jeg tænker, om han mon dør, inden jeg går, eller måske først i løbet af natten. Jeg sidder på gulvet i hans stue. Små kors af tændstikker ligger i en cirkel henne foran døren ud til haven, for det er sådan, man holder Djævlen ude. Oppe på vejen kommer bussen kørende. Den er stadig rød med brunt og orange plys indvendig. Derinde kan man sidde og lade det hele passere forbi, mens man venter på, at det bliver ens 20

7LGHUQHB3URIHWHQVGDWWHUB3LQGG




egen tur til at stå af. Selv ville jeg køre lige ud ad landevejen og langt, langt væk fra Hvidinge, hvor jeg ville stå af, og hvor jeg ville indånde den friske klare luft af lettelse. „Det er på grund af kræften,“ siger Ine senere i køkkenet, efter at jeg har besøgt profeten. „Den får ham til at tisse mere end normalt, men jeg burde have forberedt dig på lugten.“ Hun står ved det brede køkkenbord i huset, hvor hun og stenhuggeren bor, og hun har lige æltet en portion dej, så melet nu har lagt sig som fint støv på gulvet under hende. Ovnen gør rummet varmere end resten af huset, og Ines hår er let fugtigt af sved. Hun kigger ikke på mig, men lægger endnu et stykke kage på min tallerken og hælder derpå mere kaffe op i det store grønne krus. Min finger glider hen over koppens glatte overflade og tegner cirkler om dens hvide markblomster, der aldrig forandrer sig. Højst falmer lidt. Kirken lidt oppe ad bakken slår halvtimeslag. I resten af byen er livet en lyd af ure, der slår timeslag, og rutebilen, der kører frem og tilbage mellem de samme to punkter kaldet „Ude godt. Hjemme bedst“. Anderledes er det med den kræft, som Ine taler om. Den danser med profeten midt i alt det uforanderlige. Selv er profeten ikke andet end en krusning på fjorden, der snart forsvinder, og den slags lægger folk i Hvidinge ikke for alvor mærke til. Altså lige bortset fra de gange himmel og helvede bryder løs, og han forstyrrer det hele. Sidste gang smadrede han eksempelvis tre rødvinsflasker hårdt ned i gulvet inde hos købmanden og lavede underlige tegn mod ham og hans kone. „Det var jo ikke så godt,“ siger Ine og vender dejen ned i bordet. Jeg nikker. Det var faktisk ad helvede til. Det tør siges. For det er i sådanne situationer, at telefonen hos Ine ringer. Landbetjenten har kørt profeten de 35 kilometer nordpå til Statshospitalet, hvor han kan falde til ro igen. 21

7LGHUQHB3URIHWHQVGDWWHUB3LQGG




„Men det er så også sidste gang,“ siger han til Ine, som ryster på hovedet og sukker. „Det er på grund af kræften,“ siger hun, og det sætter det hele i perspektiv. Det er profetens snarlige død, der gør ham ekstra pirrelig og desuden har lagt sig som en vammel lugt af urin ud over Hvidinge Bygade. I køkkenet sammen med Ine trækker lugten et spor tilbage til alle de morgener, jeg kørte med Ine ind til skolen i byen, og til lige så mange eftermiddage, hvor jeg selv tog rutebilen tilbage, stod af ved læskuret og gik op over bakken, forbi den hvide kirke og ned på den anden side til Ine og stenhuggerens hus. Dengang lugtede der mere af kolort, og der var mere liv end nu. Dengang cyklede jeg på min lyseblå cykel ned ad bakken til købmanden, hvor jeg stillede den, og i min erindring var det altid sommer, og jeg gik i en evighed frem og tilbage mellem de gule citrontyggegummier og frysedisken med astronaut-is, før jeg kunne vælge. Senere tog jeg bussen med min rygsæk og en kuffert, og jeg kom ikke tilbage. For i Hvidinge er der kun himmel og helvede, men neden for Olís lejlighed går folk rundt på den mørke asfalt, der ligger og spærrer for adgangen til helvede. De var der ikke, den dag profeten lo og lo. Det var aften, og Sula kom svævende som en ånd ind gennem det ødelagte vindue i stuen. Profeten var netop i gang med at sætte plastik for vinduet, og på bordet bag ham stod pludselig to kaffekopper. „Hun havde simpelthen taget dem med, så vi kunne drikke kaffe sammen,“ sagde profeten til Ine, da vi besøgte hende nogle dage senere. Jeg havde siddet i sofaen, og jeg sov måske. Jeg husker det ikke. Men Sulas ånd var der, varm og givende, og hun tog den ene kop og rakte den til profeten. Den svævede gennem rummet, inden den ramte jorden og knustes. Jeg vågnede. Profeten kiggede på mig og lo. „Det var din mor,“ sagde han og så lykkelig ud. Bagefter gik 22

7LGHUQHB3URIHWHQVGDWWHUB3LQGG




jeg ind i sengen i det bagerste rum og forsøgte at falde søvn igen. Jeg prøvede at lukke øjnene hårdt i. Jeg forsøgte at tænke på varm hud, mens jeg trak dynen tæt omkring mig, og et øjeblik lod jeg, som om det var Sula, der lagde sig op ad mig. Den nøgne moder, tryg og god. Folk nedenfor Olís vindue går frem og tilbage på asfalten, og de drikker kaffe, hvorefter de sætter koppen på bordet, hvor den bliver stående. Hvilken forunderlig lettelse. Det var derfor, jeg begyndte at servere kaffe på caféen, og jeg har stadig ingen trang til at gå andre steder hen, for jeg kan virkelig lide, at kopperne står, hvor de står. Men hvor er jeg dog blevet narret. Det indser jeg først nu, hvor jeg er tilbage i Hvidinge. Selvfølgelig har Gud og hans følge holdt øje med mig hele tiden, og de ved, at jeg med vilje har nægtet at tænke på profeten og Sula siden den dag ude ved fjorden. Men undslippe kan jeg ikke. For jeg er profetens datter, og det er der ingen, der kan gøre noget ved.

23

7LGHUQHB3URIHWHQVGDWWHUB3LQGG



Profetens datter af Sofie Kragh-Müller  
Profetens datter af Sofie Kragh-Müller  
Advertisement