--- FORSKNING ---
Her er nogle eksempler på situationer, hvor tandlæger fremover vil begrænse brugen af antibiotikum: 1. Tandbyld Tandbylden er fyldt med bakterier, og det er derfor forståeligt, at man hidtil som regel har givet antibiotikum i forbindelse med behandling af en tandbyld. Men ny forskning viser, at tandbylder i de fleste tilfælde kan fjernes uden brug af antibiotikum, blot gennem almindelig tandbehandling, fx en rodbehandling eller tandrensning. I nogle situationer kan det dog være nødvendigt at bruge antibiotikum. Det gælder fx, hvis der er risiko for, at bakterierne spredes til svælget eller brysthulen, eller hvis patienten har feber på grund af tandbylden. Eller hvis bylden medfører, at man ikke kan åbne munden så meget, at tandlægen kan komme til at udføre den nødvendige behandling. 2. Operation i mundhulen Mange tandlæger har tidligere givet antibiotika i forbindelse med operationer i mundhulen, fx ved fjernelse af visdomstænder, fjernelse af betændte tandrødder eller indsættelse af implantater. Årsagen er, at man kan mindske mængden af bivirkninger [SEE1] i helingsperioden efter operationen, hvis man giver antibiotika. Ny forskning viser imidlertid, at der stort set ingen væsentlige bivirkninger [SEE2] er efter mindre operationer i mundhulen på sunde og raske personer. Det er derfor i langt de fleste tilfælde forkert at give antibiotikum i forbindelse med sådanne indgreb. 3. Marginal parodontitis Selvom marginal parodontitis skyldes bakteriebelægninger, bruger man normalt ikke antibiotika ved behandling af sygdommen. I stedet forsøger man at forbedre mundhygiejnen, udføre tandrensninger samt eventuelt operationer i tandkødet. Det kan i næsten alle tilfælde holde sygdommen nede. I enkelte tilfælde forværres sygdommen trods god mundhygiejne og veludført behandling. I de tilfælde vil tandlægen overveje at supplere den sædvanlige behandling med en antibiotikakur. 4. Peri-implantitis Peri-implantitis er en betændelsestilstand i støttevævet omkring tandimplantater. Tilstanden minder om marginal parodontitis og skyldes bakteriebelægninger ligesom marginal parodontitis. Nyere forskning har vist, at antibiotika ikke har nogen væsentlig effekt på peri-implantitis, og tandlægen bør derfor normalt ikke tilbyde antibiotika ved peri-implantitis. 5. Knoglestyrkende medicin Hvis patienten tager knoglestyrkende medicin, bisfosfonater eller denisumab, og får trukket tænder ud eller bliver opereret i kæbeknoglen, kan der ske henfald af knoglevævet i dele af kæbeknoglen. Hvis patienten tager knoglestyrkende medicin på grund af knogleskørhed, er risikoen for osteonekrose meget lille, og tandudtrækninger og operationer vil normalt foregå hos egen tandlæge. Tandlægen kan da vælge at tilbyde antibiotika, efter at have har vurderet patientens helbredstilstand og sværhedsgraden af det indgreb, der skal foretages. Hvis der derimod tages knoglestyrkende medicin på grund af en kræftsygdom, bør tandudtrækninger og andre indgreb i kæbeknoglen foregå på en kæbekirurgisk hospitalsafdeling. (Kilde: Tandlægeforeningen)
50