5 minute read

Vi har altid haft klimadagsordenen tæt inde på livet

LEMVIG ER DEN KOMMUNE I DANMARK, DER PRODUCERER MEST VINDENERGI PR. INDBYGGER

Vi har altid haft klimadagsordenen tæt inde på livet

Advertisement

Erik Flyvholm er født og opvokset i Harboøre, hvor han også bor med sin hustru i dag. Han er ud af en fiskerfamilie, uddannet økonom og var ansat hos Bang & Olufsen i 15 år. I 1998 blev han valgt til byrådet første gang og udnævnt til viceborgmester i den daværende Thyborøn-Harboøre Kommune. Efter fire år blev Erik Flyvholm i 2002 valgt som borgmester og har siden kommunesammenlægningen været borgmester for Lemvig Kommune. Han er i dag i gang med sit 21. år på borgmesterposten.

Med så mange år som borgmester i Lemvig har Erik Flyvholm i dén grad været med til at udvikle Lemvig Kommunes meget grønne profil.

– I forhold til den grønne omstilling har der altid været tradition for at arbejde med udvikling af vindmøller i vores lokalområde. Vi er det sted i Danmark, hvor der er de allerbedste vindforhold i forhold til vindenergi, og bl.a. derfor har Risø etableret deres testcenter for store vindmøller i Høvsøre, ude ved Bøvling Klit. Landbruget har gennemgående været en vigtig medspiller i forhold til at få lagt arealer ud til såvel vindmøller som solceller i hele vores område, fortæller Erik Flyvholm.

FRONTLØBER FOR BÆREDYGTIG ENERGI

Lemvig er den kommune i Danmark, der producerer mest vindenergi pr. indbygger og kvadratkilometer, og historisk set har kommunen altid været én af frontløberne i forhold til at producere bæredygtig energi. Eksempelvis sikrede en gruppe landmænd sammen med Lemvig Kommune via varmeforsyningsloven, at der allerede i 1992 blev bygget et stort biogasanlæg, så man kunne producere biomasseenergi til brug i varmeforsyningen.

Når man står i vand til halsen, så gør tankerne det ikke alene. Så må man gøre noget.

– I de senere år har vi naturligvis også haft meget stort fokus på klimaforandringerne og de konsekvenser, det giver. Vi har masser af vand, der omgiver os, og grundvandet stiger, så på det område er vores kommune ret udfordret.

– Derfor er denne klimaudfordring, holdt oppe mod den grønne omstilling, noget, der virkelig fylder her hos os. Vi er nødt til at forholde os til de ting, der sker pga. klimaforandringerne, og her har vi sammen med nogle nabokommuner deltaget i et stort projekt: Coast to Coast Climate Challenge, hvor vi sammen med Regionen har udviklet forskellige projekter. Og en af de ting, det har medført, er Klimatorium, som vi har bygget på havnen i Lemvig. Det fungerer som et udstillingsvindue, hvor vi arbejder med forskellige løsningsmodeller på klimamæssige udfordringer. For når man står i vand til halsen, så gør tankerne det ikke alene. Så må man gøre noget. Eksempelvis har vi bygget en højvandssikring, så byen ikke bliver oversvømmet, når de store storme er over os. På den måde har vi altid haft klimadagsordenen tæt inde på livet.

TRANSPORTDELEN BELASTER KLIMAAFTRYKKET

Noget af det, der virkelig belaster klimaaftrykket, er transportdelen, og det har man i Lemvig Kommune haft fokus på i flere år.

– Vi startede med at skifte kommunens biler ud med hybrid-modeller. Da færgen mellem Thyborøn og Agger skulle udskiftes, investerede vi i en hybrid-færge. For nylig har vi købt el-biler til hjemmeplejen, og vi har fået tilsagn om, at de regionale busser bliver skiftet til el-busser på strækningerne Struer-Lemvig og Holstebro-Lemvig. Senest har vi i fællesskab med Midtjyske Jernbaner arbejdet hårdt på at få skiftet vores elskede, gamle „grise“ ud med el-tog. Selv om det både er lidt ærgerligt og vemodigt, og lidt af et kulturklenodie, der forsvinder, så er det ganske enkelt en nødvendighed, understreger Erik Flyvholm.

PASSER SOM HÅND I HANDSKE

– De nye batteritog passer fuldstændig som hånd i handske ind i Lemvig Kommunes grønne profil. For ud over vindmøllestrøm arbejder vi også meget med solceller, så der er ingen tvivl om, at vi er rigtig gode til at producere grøn energi. Vi producerer dobbelt så meget strøm, som vi selv bruger, og derfor er det indlysende, at vi selv kommer til at producere og levere strøm til de kommende batteritog.

EN BJERGTAGENDE NATUR

Ud over at have en bemærkelsesværdig grøn profil har Lemvig Kommune og hele egnen uendeligt meget andet at byde på. Ikke mindst en bjergtagende natur, som både de fastboende og gæster i området kan nyde godt af.

– Der er så mange spændende ting at opleve i vores område. For det første skal man nyde den fantastiske natur. Hele 4.760 km2 i Struer, Holstebro og Lemvig kommuner og i den vestlige del af Limfjorden og i Nordsøen ud til Jyske Rev er blevet udpeget til Geopark Vestjylland af UNESCO. Man skal nyde det kuperede terræn, vi, på grund af stilstandslinjen fra sidste istid, har her i Nordvestjylland. Det er helt unikt. Man kan fx opleve det ved at tage turen ned i Lemvig by, som bliver kaldt Vestjyllands Smilehul. Og med god grund, for byen ligger i et hul med snoede hårnålesving dertil.

Jeg synes, vi har et hav af oplevelser at byde på.

– Når man kommer ud til kysten på klinterne ved Bovbjerg Fyr, kan man se de forskellige aflejringer på de lodrette sider af klinten. Hvis man kører længere nordpå i kommunen, kommer man op mod Harboøre Tange med de store sommerhusområder og gamle landingssteder, hvor man fiskede ud fra – og videre til Thyborøn, som i dag har én af Danmarks største fiskerihavne. Man bør også se de smukke skovområder ved Klosterheden og det fantastisk flotte Limfjordsland ved Struer.

– I Lemvig by har vi Museet for Religiøs Kunst og Klimatorium, som helt klart er et besøg værd. I Thyborøn ligger Sea War Museum, JyllandsAkvariet og Sneglehuset. Sådan kunne jeg blive ved.

KOSTER IKKE EN FORMUE

– Jeg synes, vi har et hav af oplevelser at byde på – og i forhold til vand, så har vi nogle fantastiske badestrande, både hvis man er til store bølger og mere stille vand. Hele outdoor-delen er i udvikling med hanggliding og paragliding ved Bovbjerg og ved Toftum Bjerge.

– Vi er begunstiget af, at vi ligger omgivet af hav, fjord og skov – med det flade Vestjylland, der møder det kuperede terræn. Det betyder, at vi har store naturoplevelser og attraktioner for både børn og voksne liggende lige uden for døren. Heldigvis behøver det ikke at koste en formue. Som far til fire ved jeg, at det har betydning, at det ikke koster en masse penge, hver gang man skal afsted, slutter Erik Flyvholm.

This article is from: