- fortsat
fra side
7
I
Men sådan har denne insisterende initiativlyst så mange forskellige udtryk. Så der er ikke noget at sige til, at landsforeningen "I-andsbyerne i Dan-
vestiyske
mark" for nylig udnæ.,nte Skovlund til "Å,rets I-andsby 1996". For man har nemlig sørget for at holde gang i hjulene i Skovlund. Og det er også som om stemningen her midt på dagen i Skovlund er lidt en blanding af l{ondike-humør parret med en god portion ægte vestiysk sindighed. Her fra mit udkigspunk ved lokal-Brugsens parkeringsplads centralt i byen kan jeg se, at snart passerer en Toyota varebil med murerbaljer og stiger på ladet, hurtigt derefter en lukket Toyota HiAce og kigger feg ind på lokal-Brugsens parkeringsplads, så har Mazda 626'erne og Peugeot 406'erne alle mindst to antenner og anhængertræk. Her står bilerne så og udstøder metalliske suk, mens føreren er mde og købe en cola eller sidder bag rattet og har vensue arm hængende skødesløst ud af vinduet, mens han taler ind i sit højre frakkeærme. Ellers kommer de fleste kunder på cykel eller slentrende rundt om hjørnet. De fleste er klædt i arbefdstøj, og de ser alle ud som om de lige har sagt til chefen, at de er borte et kvarters tid.
Kodeordene Men det er ikke kun på gn:nd af igangsætteren Ole Flensted, at Skovlund nu
Skoalunds historie ifotos og papkasser. Kai Knudsen er leder af det lokale sognearkio skal til at finde et sted i byen at placere den solide granit-flise med inskrip-
år. Kai l(nudsen er indfødt skovlunder og har en fortid som medlem af byrå-
tionen "Aarets I-andsby 1996". For en indfødt skovlunder er kodeordene nemlig "sammenhold" og "engagement" parret med en god portion ægte vestiysk snusfornuft, lokal patrio-
det i Ølgod I{ommune og som amtsborgmester i Ribe Amt. I dag er han blandt meget andet leder afsognearkivet, og når han bladrer tilbage i bøgerne og ikke mindst i hukommelsen, kan han fortæIle, at denne lokale initiativlyst nærmest er historisk betinget. For omkring ar.19l0 ville man i Skovlund have sin egen kirke, men det ville fire andre lokalsamfund i området også, og det var mere end dati-
tisme og uang til at "gøre det selv." Det har givet et lokal sammenhold som gennem årene har været stærkere end politiske modsæminger og religiøs uenig-
hed mellem fortalere for den grundtvigske reming og indremissionsfolk. Men hvad har det så ført til, dette engagement og evnen til at løse opgaver i fællesskab? Det må en indfødt skovlunder kunne fortælle mig. Så ieg forlader for en stund min post og går på fem minutter ud i den anden ende af byen, op på Skovlund Sognearkiv. Her sidder I(ai I(nudsen og har netop lagt sidste hånd på en komplet registrering af samtlige huse og gårde i
Skovlund. Her blandt sirligt ordnede ringbind og pap-kassetter, har han overblik over, hvad sognebørnene - og han selv - har sat i gang de sidste mange
dens finanslov kunne klare. Men skovlunderne gik rundt med raslebøsserne, samlede 18.000 kroner ind, afleverede dem i ministeriet, og kirken til en pris af 27 .000 kroner - stod færdig i 1910.
Sådan har man lige siden samlet penge ind i Skovlund.
Og for nogle år gav Skovlunderne 500.000 kroner til en idrætshal, som rent fysisk ligger i det nærliggende Ansager. Men både i Skovlund og i den of-
ficielle vejviser hedder hallen altså "
Skovlund-Ansaserhallen".
august i år blev Skovlund Efter-
skole indviet. 74 elever fiilder den til sidste plads. Indsamlingen i Skovlund gav 400.000 kroner. IGocketklubben kan også sige de lokale tak for den nye tilbygning til klubhuset. Og endelig har indbyggere og virksomheder i Skovlund investeret 6n million kroner i erhvervsffemmeselskabet Skovlund Invest fu S, som de seneste one år har skaffet syv virksomheder med i alt 25 arbejdspladser til byen. Sådan laver man nemlig selv det meste
i Skovlund.
forlader sognearkivet med en fornemmelse af, at det at bo i Skovlund, må være lige som hele tiden at gå med en lineal i ryggen. Og jeg når til min store overraskelse tilbage til min plads ved lokal-Brugsen uden at støde på en skovlunder, som er ude for at rejse penge til et eller andet. Jeg
Da jeg igen fordyber mig i Ølgod Museums hæfte, læser jeg, at denne stærke bevidsthed også har udviklet en form for lokal egoisme. Da arbeidsløsheden begyndte at brede sig i 30'erne, mente man i Skovlund, det var bedst at skille byen ud fra Ansager Sogn og blive en selvstændig kommune, for i Skovlund frygtede man at skulle betale sin del afregningen, hvis arbejdsløsheden ramte andelsslagteriet i Ansager.
Men det var i 30'erne kan ieg forstå. Her fra min personlige holdeplads kan jeg konstatere, at gadebilledet hat ændret sig sidst på eftermiddagen. Fre-
KROCKET.KTUB OO FODBOLD.FOTK I
Klubhuset står nærmest og i det ene hiørne af
trykker sig lidt
Skovlund Krocketklubs anlæg med de seks permanente baner. Huset er ikke meget stØrre end et kolonihavehus, og denne nærmest overdrerne beskedenhed kan faktisk godt syrres lidt uforståelig.
For klubbens formand, Thomas Tyndkjær, og en afklubbens grundH. Guldager, kan fortælle om en krocket-ldub, som med stne 24 år er landets ældste, og hvor det undertiden har været nødvendig at feie baneme for læggere, Niels
sne, fordi man altså bare ville spille krocket. Men fakisk blev klubben i sin tid startet for at få nogle ensartede reg-
Niels H. Guldager (tz:) og Thonras'Tyndkjær, Skozslund hrocketklub' Undertidenfejer de banernefor sne. For krocket skal der spilles
8 Dansk Unpdom
€s ldræt 37196
ler for spillet, det kunne nemlig være
lidt
svært at blive enige, når man den ene
gang spillede hjemme i haven og den næste gang i den nedlagte foderstofforretning. Hårdt presset indrømmer de to indfødte skovlundere, at klubben ikke klarer sig så dårligt i det krocket-glade sydvestiylland. Faktisk skal de omkringliggende klubber kun regne med at få gevinst med hjem fra Skovlund, hvis man her har en dårlig dag, fortæller Niels H, Guldager, som med et par tusinde kampe som ballast er med på klubbens elitehold.
Fra krocketklubbens beskedne træhut til lysmasteme og det solidt murede klubhus hos Skovlund Idrætsforening nogle få hundrede meter længere op ad vejen. Her viser kasserer, Ok er der udsigt