– Fur er lige midt i det hele Hun har sejlet på verdenshavene, inden hun gik i land og uddannede sig til sejlmager. Nu er 29-årige Maria Øgaard Madsen flyttet til Fur og har startet Limfjordens Sejlmageri, der har fået en flyvende start. Blandt andet fordi øboerne „gerne vil have, det går mig godt“, som hun siger. Hvorfor i alverden Fur? Forklaringen er både smuk og ligetil: – Jeg boede halvandet år i en lejlighed i Esbjerg uden at ane, hvem der boede inde ved siden af. Her stopper folk og hilser. Vi kigger hinanden i øjnene. Det er sgu attraktivt! Maria Øgaard Madsen smiler. – Folk vil hinanden, når de bor på en ø. I en by kan man bedre lade være med at snakke med hinanden, og det trives jeg ikke med. Jeg har lige været i København for at besøge min søster, og det kan godt blive meget ensomt i storbyen, selvom der er så mange mennesker omkring én. Her er vi hinandens nærmeste og hinandens sikkerhedsnet, siger hun. Ø-netværket blev aktiveret allerede, da den unge sejlmager i efteråret 2019 skrev på Facebook, at hun ledte efter et værksted og en bolig på Fur. Knap havde hun rejst sig fra computeren, før henvendelserne strømmede ind. – Alle ville hjælpe. Og da jeg havde fundet værkstedet, blev jeg ringet op af én fra øen, som foreslog mig at søge LAG-midler, fortæller Maria, der blev henvist til John Bertelsen (formand, Fur Udviklingsråd), der, sammen med LAG Småøernes koordinator Morten Priesholm, hjalp hende med at få ansøgningsprocessen i gang. – Ellers var jeg ikke blevet opmærksom på den mulighed, siger Maria, der siden er blevet indstillet til et LAGtilskud og pt. afventer det endelige tilsagn fra Erhvervsstyrelsen. Tæt på det hele I et lille, nyrenoveret pakhus nær havnen på Fur ligger nu Limfjordens Sejlmageri. I stueetagen er privaten og på 1. salen værksted med symaskine og udsigt til Limfjorden. Fur kendte Maria fra et vennepar, der havde slået sig ned på øen. Samtidig var hun kommet på øens bedding gennem en række vintre med foreningsskibet Noatun. – Jeg overvejede faktisk ikke andre øer, 6
Maria Øgaard Madsen var lige ved at slå rødder med kæreste, fast job og hus i Esbjerg, men valgte i stedet et liv som selvstændig sejlmager på Fur. Her er hun i værkstedet, hvor hun syr sejl, kalecher, hynder, presenninger og covers.
fordi det var her mine gode venner var flyttet til, og når jeg besøgte dem, kunne jeg se, at her var ro, smuk natur og folk, der kommer hinanden ved. Jeg kunne også se, at øen tilbød det gode liv ikke bare for mine venner, men også deres datter, siger Maria, der ved, at hun ønsker sig børn på et tidspunkt, og så er det fint med en ø med både børnehus og skole. Men lige nu gælder det virksomheden, og her var beliggenheden midt i Limfjorden også god. – Det er som om, Fur er lige midt i det hele. Der er ikke ret langt til noget, og det er tæt på gode venner og tæt på min familie i Viborg. Medvind fra starten Maria er bare én i rækken af tilflyttere til Fur. Hele 34 er flyttet til øen sidste år. At rejse fra Esbjerg var for Maria begyndelsen på noget helt nyt på alle fronter. – Jeg gik fra en kæreste, skulle flytte fra et hus og sige et job op. Det var meget voldsomt, og derfor var det vigtigt at få en god start – både på Fur og med
virksomheden. Det skulle være en succes, så jeg brugte noget tid på at lande og formulere min mission. Hvad var det for et arbejdsliv, jeg ville have? Hvilke kunder? Hvad var det helt særlige, jeg kunne? Banken bakkede fra starten op om virksomheden og indkøb af bl.a. symaskiner. – Sejlmager er jo et nichefag, og jeg havde allerede de første kunder inden starten, fortæller Maria, der havde erfaringer med alt fra indkøb til udformning af tilbud fra sit tidligere job på en større virksomhed i Esbjerg. Derudover har hun et stærkt netværk i det maritime miljø, og det udløser en del opgaver for den 29-årige sejlmager, der bl.a. har syet hængekøjer og solsejl til Skoleskibet Danmark og senere topsejl til Fulton. – Jeg kan mærke, at der er mange, som gerne vil have, at det går mig godt. Både af mine tidligere kolleger på fx Skoleskibet, men også her på Fur, hvor der er kommet rigtig mange kunder. De vil også gerne have, at det lykkes for mig. Det var da et spring at flytte hertil og blive selvstændig, men jeg håbede, at