Delkonklusion

Delkonklusion

Den afgrænsede LCA af de udvalgte renoveringstiltag indikerer, at flere tiltag med stor sandsynlighed kan reducere CO2-belastningen fra etageboligbebyggelser opført i 1930-1974. Resultatet afhænger dog af den konkrete situation og bygning, da det ikke er alle tiltag, der er CO2-mæssigt fornuftige. Samtidig er der tiltag, der er problematiske i forhold til bygningers bevaringsværdier. Følgende fokuserer på de overordnede konklusioner, der kan drages om CO2-belastning og bevaringsværdier:

Konvertering af varmeforsyning • Konvertering af varmeforsyningsform fra naturgas til fjernvarme kan bidrage til en betragtelig reduktion af CO2-belastningen. I praksis forudsætter det, at konverteringen er teknisk mulig, ligesom den økonomiske rentabilitet skal vurderes. • Renoveringstiltag, der reducerer energiforbruget i driftsfasen, vil have en større CO2-reduktion for bygninger forsynet med naturgas i forhold til fjernvarme pga. en højere CO2-emission pr. kWh for naturgas. Hvis bygningen derfor er forsynet med naturgas, vil de fleste renoveringstiltag, der reducerer energiforbruget, derfor give anledning til en CO2-besparelse.

Efterisolering af ydervægge • Ved gradvis tilførsel af efterisolering enten indvendigt eller udvendigt på en ydervæg er der et vendepunkt i balancen mellem den indlejrede CO2-belastning og driftsfasens

CO2-belastning, som retfærdiggør en LCA-betragtning af tiltaget, inden der tages en beslutning. • Udvendig efterisolering af ydervægge giver den største absolutte reduktion i CO2-belastning af de undersøgte tiltag for ydervægge. Tiltaget vil dog kompromittere bygningens bevaringsværdier. • Den isoleringstykkelse, der giver den marginalt største reduktion af CO2-belastning (uden betragtning af usikkerheder) for udvendig efterisolering er større end den mængde isolering, som U-værdi-kravet i BR18 kræver. Desuden viser ingen af de undersøgte isoleringstykkelser for udvendig efterisolering, at usikkerhederne gør CO2-belastningen positiv, hvilket understreger robustheden af tiltaget. • Indvendig efterisolering med forsatsvæg og korrekt udført dampspærre giver den største absolutte reduktion i CO2belastning uanset opbygningen af den eksisterende væg sammenlignet med de øvrige to indvendige efterisoleringsløsninger: diffusionsåben isolering og aktivt ventileret hulrum mellem forsatsvæg og eksisterende ydervæg. De to sidstnævnte indvendige efterisoleringsløsninger har dog nogle fugtmæssige fordele. • For fuldmurede ydervægge (1930-1939) har alle de undersøgte tiltag et balancepunkt, hvor tiltaget med stor sandsynlighed vil reducere CO2-belastningen. For den diffusionsåbne indvendige efterisoleringsløsning kan der ved højere isoleringstykkelser observeres en positiv CO2-belastning, hvis usikkerhederne betragtes. Det betyder, at det ikke nødvendigvis kan anbefales at efterisolere mere end 0,2 m i dette tilfælde, hvilket er lavere end U-værdi-kravet i BR18 på grund af yderpunktet for usikkerheden. • For vægge med isoleret hulrum på mindst 50 mm (1950 og frem) er det tvivlsomt, om CO2-belastningen kan reduceres med diffusionsåben isolering grundet løsningens høje indlejrede CO2-belastning. Effekten af løsningen med aktivt ventileret hulrum mellem forsatsvæg og eksisterende ydervæg er også reduceret væsentligt, på grund af at

CO2-driftsbesparelsen ikke i samme grad kan kompensere for den introducerede indlejrede CO2-belastning. Dette understreger igen behovet for at lave LCA-beregninger af den konkrete situation. • For de indvendige efterisoleringsløsninger med den laveste

CO2-belastning gælder det, at isoleringstykkelsen for en forsatsvæg er højere, end hvad Bygningsreglementet kræver.

For diffusionsåben isolering er tykkelsen lavere, end hvad

Bygningsreglementet kræver, mens det for løsningen med aktivt ventileret hulrum gælder, at tykkelsen balancerer omkring Bygningsreglementets krav. • Isolering af eksisterende hulrum med EPS-isolering giver den marginalt laveste CO2-belastning (uden betragtning af usikkerheder) på trods af en højere indlejret CO2-belastning, da EPS har en antaget lavere varmeledningsevne end mineraluld og papiruld. Denne konklusion vil dog ændre sig for større hulrum og/eller ved anvendelse af andre kilder for indlejret CO2-belastning for isoleringsmaterialet, hvilket usikkerhederne også indikerer, hvorfor det kræver en mere konkret vurdering for at fastlægge den CO2-mæssigt bedste løsning.

Efterisolering af tag • For vandret efterisolering i tagrum kan det observeres, at den samlede CO2-belastning uden usikkerheder er lavest ved en efterisoleringstykkelse, der er højere, end hvad Bygningsreglementet kræver. Dog gør yderpunktet for usikkerheden, at det ikke nødvendigvis kan anbefales at efterisolere mere end kravet i Bygningsreglementet. Usikkerhederne taget i betragtning for de undersøgte tiltag bliver CO2-belastningen aldrig positiv, hvilket understreger robustheden af tiltaget. • For vandret udvendig efterisolering af flade tage (1960-1974) er det usikkert, om CO2-besparelsen fra driftsfasen kan kompensere for den indlejrede CO2-belastning. Ud fra

CO2-belastningen er det derfor ikke formålstjenligt at efterisolere til overholdelse af U-værdi-kravet i BR18. • Ingen eller minimal effekt på bevaringsværdier

Efterisolering af gulv mod kælder • For alle undersøgte tiltag gælder det, at den samlede

CO2-belastning uden usikkerheder er lavest ved en efterisoleringstykkelse, der er højere, end hvad bygningsreglementet kræver. Dog indikerer yderpunktet for usikkerheden, at det ikke nødvendigvis kan anbefales at efterisolere meget mere (maks. 5-10 cm mere) end kravet i Bygningsreglementet. • Robustheden af tiltaget understreges ved, at CO2-belastningen aldrig bliver positiv, på trods af de introducerede usikkerheder. • Ingen effekt på bevaringsværdier Vinduer • Der er en betydelig reduktion af CO2-belastningen ved alle tre undersøgte vinduestyper i forhold til de undersøgte udgangspunkter på grund af en betragtelig reduktion af CO2-belastning i driftsfasen. • Uden usikkerheder giver 3-lags-vinduet den laveste CO2belastning på trods af en højere indlejret CO2-belastning.

Dette forhold kan dog ændre sig ved anvendelse af andre kilder for indlejret CO2-belastning, hvilket usikkerhederne også indikerer. Forskellen mellem forsatsløsningen, 2-lags- og 3-lags-vinduerne er dog marginal i de fleste tilfælde, og for de to sidste perioder (1950-1959 og 1960-1974) indikerer yderpunkterne, at forsatsløsningen kunne være en CO2-mæssigt fornuftig løsning. • Usikkerhederne taget i betragtning for de undersøgte tiltag bliver CO2-belastningen aldrig positiv, hvilket understreger robustheden ved at gøre noget ved de undersøgte vinduer. • Ved indgreb i eksisterende vindueskonstruktioner kan der være væsentlige ændringer af bygningens bevaringsværdier.

Mekanisk ventilation • Reduktion af CO2-belastninger ved implementering af mekanisk ventilation med varmegenvinding afhænger af luftskiftet i den eksisterende bygning. Antages et luftskifte på 0,5 h-1 både før og efter etablering af mekanisk ventilation, er der en betydelig reduktion af CO2-belastningen. Er luftskiftet lavt i den eksisterende bygning, og der etableres mekanisk ventilation med et luftskifte 0,5 h-1, vil reduktionen i CO2belastning grundet varmegenvinding blive overgået af

CO2-belastningen fra elforbrug til lufttransport og indlejret

CO2-belastning. • Uden usikkerheder bidrager den decentrale ventilationsløsning til den største reduktion af CO2-belastning i forhold til den centrale løsning. Dette skyldes det reducerede elforbrug til ventilatordrift for den decentrale løsning, der overkompenserer for den decentrale løsnings lidt højere indlejrede CO2belastning. Hvis usikkerhederne betragtes, kan det ikke fastlægges med sikkerhed, hvilken af de to ventilationsløsninger der CO2-mæssigt er anbefalingsværdig.