en lille landejendom - saadan ca. 14 tønder land, forstaar De - og saa var meningen jo, at vi skulle leve der resten af vore dage. Men den gik altsaa ikke. Det er ikke saadan at være landmand nu om stunder det her med kaniner og høns ta'r en masse tid, og jorden skal osse passes. Det er selvfølgelig meget godt med de her maskinstationer, men dyrt er det, saa vi opdagede jo efterhaanden, at den kunne vi ikke klare. Da der saa bød sig en lejlighed, solgte vi og reddede lidt af vore penge hjem igen." „Jamen," siger jeg, „hvorledes gik det saa med at faa et sted at bo igen, det er da ikke saa let?" „Jo, det fik vi da," svarede Olsen. „Den ene af knægtene har et hus ude ved Ølsted, og der blev der altsaa plads til mor og mig. Det er ellers lige noget, der passer min kone, kan De tro - det her med børnebørnene," fortsatte Olsen helt oplivet. „Det er sjovt nok, for da vi selv havde børnene hjemme, var hun skrap nok til at skænde og lange en ud. Men nu - hun vogter ungerne som en kyllingemor!" Olsen smiler lidt ved tanken. Man mærker nok, at det heller ikke er øretæver Olsen strør om sig med, naar det gælder børnebørnene. „Ja, men, saa har De da en lang vej til arbejdet, Olsen," bemærker jeg. „Naa, hva', det gaar," siger Olsen, „det gaar meget
godt, naar man har en Harley Davidson." „En hvad for en?" spørger jeg. „Naa, ja, en knallert altsaa." „Javel," siger jeg - og der er maaske lidt foragt i tonefaldet, for Olsen fortsætter: „Ja, den er skam ikke til at rynke paa næsen af. - Vi har jo ikke alle raad til at holde bil - vel?" „Saa, saa, Olsen, jeg rynker skam ikke paa næsen, men jeg forbinder altid knallerter med et farligt spektakel." „Ikke hos mig, kan De tro," siger Olsen, „min lister afsted - den er næsten lydløs!" Nu kender jeg Olsen som en meget hensynsfuld og beskeden mand. Det her med Harley Davidson'en var jo bare lidt sjov. Olsen er skam ikke af den slags, der tror, han er til dirt-trackløb, bare fordi han sætter sig op paa en knallert, saa det skal nok passe, at Olsens knallert er lydløs. Vi forlader imidlertid emnet og gaar over til at tale om Staalværket. Men saa ringer telefonen. „Ikke vand nok!" svarer jeg stemmen i telefonen, „jeg skal være der med det samme!" „Ja, der kan De se, Olsen, nok er der ændret en del, siden sidst De var her men kølevandet -! Jeg kommer desværre til at løbe nu, Olsen, men se op en anden dag -". Og saa gik jeg. KN
25