Staalbaandet - 1963 - Nr. 4 by Preben Jørgensen

NR. 4 .

1963

12. ÅRGANG

INDHOLD: Da jernet kom til verden ......................... 3 Varde Staalværksforsøg.......................... 7 Fra sikkerhedsfronten............................. 8 Fra afdelingerne..................................... 9 Siden sidst........................................... 12 Fra Schweiz......................................... 16 Brev fra søen ....................................... 20 Olsen .................................................. 24 DDS’ orkester...................................... 27 Nye svende.......................................... 29 Personalia ........................................... 30 Til lykke ............................................. 31 Vi bygger ............................................ 32 F O R S I D E B I L L E D E :

Ny tilkørsel til DDS med aut. halvbomme

Tryk: Kay Hansens bogtrykkeri, Frederiksværk

Udkommet d. 9. december 1963 Trykt i 2.100 ekspl.

Redaktør KNUD NIELSEN

Erik Stub, som døde i sit hjem den 13. september i en alder af kun 48 år, havde gennem længere tid lidt af en snigende sygdom. Men selv om han vel var vidende om, hvor det bar hen, og selv om han ofte havde store smerter, bar han sin lidelse med stor styrke og passede sit arbejde, så længe han overhovedet var i stand dertil, og endda havde han et smil og et venligt blik tilovers for os andre. Det må have været svært for en ellers så livsglad mand som Stub at være syg, og også for hans unge hustru, der tålmodigt stod ved hans side lige til det sidste. Stub blev ansat på DDS som reparationsmester i 1947. Han var den fødte arbejdsleder med en udpræget retfærdighedssans. Han var venlig, men bestemt i sin adfærd og aftvang umiddelbart respekt ved sin personlighed og faglige dygtighed. Skønt rolig og besindig af væsen forstod han ved smidighed og et godt overblik at klare de for en reparationsafdeling ofte så vanskelige opgaver til alles tilfredshed. Vi har i Stub mistet en god medarbejder, og vi vil savne ham. BC

Rettelse: Side 16, 2. stykke, 4. lin., 300.000, læs 800.00 0.

I oktober havde fjernsynet en udsendelse, hvor man ved et praktisk forsøg i marken forsøgte at demonstrere en ny teori om jernfremstilling i jernalderens Danmark, uden at man dog fik nogen egentlig bekræftelse på teoriens gyldighed. Da en fjernsynsudsendelse sjældent går i dybden, og da der allerede for denne forelå en særdeles instruktiv artikel om emnet i tidsskriftet »Skalk«, som udgives af Forhistorisk Museum, Århus, har vi, da emnet skønnes af særlig interesse for Staalbaandets læsere, opnået tilladelse til nedenstående gengivelse.

- broncealder - jernalder. Rækkefølgen af oldtidens tre »aldre« er så velkendt, at den forekommer som en naturlig ting, der ikke kan være anderledes. Men er det nu så selvfølgeligt? I hvert fald kan man med god grund spørge, hvorfor bronzen kom før jernet, der forekommer hyppigst i naturen, og tilmed har det fortrin fremfor bronzen, at det ved opvarmning bliver blødt og kan smedes. En af grundene til, at jernet er kommet på sidstepladsen, kan måske være, at de metaller, som indgår i bronzen, smelter ved en noget lavere temperatur end jernet. Jernudviklingsprocessen er desuden temmelig omstændelig. Kobber f. eks. kan man udsmelte ved at brænde kobbermalm i en ovn sammen med trækul. Det samme kan man gøre med jern, men ved afkølingen viser jernet sig at have en stor fejl: Det er skørt og kan ikke smedes. Jernet har nemlig optaget kul fra trækullet og er blevet til støbejern. Sagen kan imidlertid klares ved, at man slet ikke smelter jernet, men nøjes med at bortsmelte slaggen, der bliver flydende ved en lavere temperatur. Derved undgås kulstoffet, men metoden giver en meget dårlig udnyttelse af malmen, og TENALDER

man har da også i nyere tid fundet bedre udveje. Hvordan det nu end forholder sig, så er det i hvert fald en kendsgerning, at jernet kom sidst. Det var Hetitterfolket i Lilleasien, som først tog det i brug. Jernet var deres hemmelige våben, som de vågede over, og først efter Hetitterrigets fald godt et årtusinde før Kristi fødsel bredte kendskabet til det nye materiale sig ud over verden. 700 år senere nåede det til Danmark. Om det ældste danske jern var indført, eller om vi straks fra begyndelsen har kunnet fremstille det selv, er et åbent spørgsmål. Men råmaterialet havde vi i mosernes myremalm, og vi ved med sikkerhed, at hjemmeudvinding har fundet sted senere i jernalderen; det fortæller de mange fund af jernudvindingspladser. I almindelighed er de ganske vist vanskelige at datere, men nu og da sker det dog, at der mellem slaggerne findes oldsager, som røber alderen. Når vort kendskab til jernudvindingspladserne er så omfattende, skyldes det i første række de store indsamlingsarbejder, som er udført af lærer Rasmus Mortensen og professor Niels Nielsen. Stort set kan der skelnes mellem to

forskellige former for jernudvindingspladser: slaggegruber og slaggedynger. Det er tydeligt, at de svarer til hver sin udvindingsmetode. Slaggegruberne består, som navnet siger, af gravede gruber i jorden. Hver grube er ofte udfyldt med en enkelt, stor slaggebrok, der kan veje op til 175 kg. Slaggedyngerne derimod ligger oven på jorden, og hver dynge indeholder mange småslagger. På dyrket mark er dyngerne altid spredt, men i skove og på heder kan man finde dem urørte. Mens slaggedynger kendes fra hele landet og fra Norge og Sverige, så træffes gruberne kun i Jylland og sydpå over et bredt område af Mellemeuropa. Ingen af slaggedyngerne har kunnet dateres tilbage til forhistorisk tid; gruberne derimod rækker i hvert fald et godt stykke ned i jernalderen, og det er om dem, der nu skal tales. Fremgangsmåden ved den ældste danske jernudvinding har man gennem mange år i hovedsagen anset for at være et løst problem. Man forestillede sig gruben indvendig beklædt med ler og fyldt op med trækul og jernmalm i skiftende lag.

Trækullet blev antændt, og under branden pustedes luft ned ovenfra. Når slaggen var smeltet, sank de små, faste jerndele på grund af deres vægt ned gennem slaggemassen og lejrede sig på bundens lag af endnu uforbrændt trækul. Efter brændingen, når slaggen var størknet, måtte man for at få fat i jernet bryde slaggeblokken op. For et par år siden undersøgtes i Drengsted i Sønderjylland fem slaggegruber. Under udgravningen blev der gjort iagttagelser, som var vanskelige at forlige med den traditionelle opfattelse af jernudvindingsmetoden. Tre af de fem gruber var forstyrret, men to lå urørte, og det sås tydeligt, at slaggen aldrig har været brudt op. Alligevel var der intet jern på bunden, som man skulle vente, hvis teorien holdt stik. Dernæst fremgik det klart, at smeltningen af slaggen ikke har fundet sted i selve gruben. Den flydende slaggemasse er kommet strømmende oven fra. Fra det område, hvor slaggen er højest, har den fordelt sig ned i gruben og ud til siderne. Det er tydeligt, at nedstrømningen ikke er sket på

En af Drengsted-gruberne, lodret gennemskåret. På billedet til højre er det ved pile antydet, hvordan slaggen er strømmet ned og har fordelt sig i gruben.

Det lodrette snit viser jernudvindingsgruben, som man forestillede sig den efter afsluttet brænding. På bunden trækul — uforbrændt på grund af iltmangel. Derover jernet, som man tænkte sig nedsunket på bunden af den flydende slaggemasse. Øverst slaggen, der nu er størknet til blok.

én gang, men gennem længere tid. Flager af det løse sand, hvori gruberne er gravet, er fra tid til anden skredet ind. Slaggeblokken er derved blevet mindre regelmæssig, end slaggeblokke plejer at være; til gengæld er det blevet lettere at spore slaggestrømmene. I den ene grube fandtes øverst rødbrændte lerflager med slaggedråber på den ene side, og i bunden af den anden grube lå der et tæt lag af forkullet halm. Aftryk i slaggens underside viste, at halmen ikke har ligget løst, men har været samlet i et knippe på mindst 20 cm diameter. Halm og lerflager med slaggedråber blev også fundet i de mindre velbevarede gruber. Alt dette viser klart, at den gamle opfattelse af jernudvindingsprocessen må revideres grundigt. Udsmeltningen er ikke foregået i selve gruben. Over den må have stået en ovn, og derfra er slaggen løbet ned. Lerflagerne, som blev fundet i Drengsted, og som også kendes fra ældre fund, er rester af denne ovn. Hvordan ovnen så ud, behøver vi ikke at gætte os til. Ved nærmere eftersyn viste det sig, at der foreligger en næsten fuldstændig bevaret ovn og brudstykker af flere andre fra et jernudvindingsfund ved Hamburg. Som billedet viser har

ovnen skorstensform; den er åben nedefter, og nederst i siderne er der flere lufthuller. Slaggedråber indvendig i ovnen fortæller tydeligt om brugen. Rekonstruktionstegningen viser, hvordan vi nu må forestille os det samlede anlæg. Ovnen har været opstillet på marken over gruben. Nedgravningens form har naturligvis varieret; men i reglen har gruben nok videt sig ud nedefter, hvorved man opnåede større rummelighed. Gruben fik altså en forholdsvis snæver munding, som man har lukket med en halmprop. Ovnen er nu blevet »beskikket« ved at trækul og myremalm afvekslende er blevet hældt ned fra oven, og derefter har antændingen fundet sted. Lufttilførslen er foregået »af sig selv« gennem hullerne forneden. Brændingen har antagelig stået på gennem flere dage. Halmproppen er brændt ud, og den smeltede slagge er løbet ned i gruben. Men jernet? Det skulle jo efter den gamle opfattelse i kraft af sin tyngde synke ned og lægge sig til hvile på gru-

Den næsten fuldstændige jernudvindingsovn, som er fundet ved Hamburg, har været mønster for billedet til venstre. Til højre et lodret snit gennem en ovn, som er fyldt og klar til antænding. Under brændingen har man påfyldt mere trækul og malm.

Slaggeblokke har ofte en karakteristisk tragtform. På dråberne i slaggemassen kan man se, at blokkene har ligget med den brede flade nedad. Vi får herigennem en forestilling om formen af det hulrum, som slaggen har udfyldt.

bens bund. Da det ikke blev fundet i de urørte Drengstedgruber, må vi gå ud fra, at teorien er forkert. Jernet må være blevet oppe i selve ovnen. Forklaringen er formentlig denne: Når jern opvarmes til en bestemt temperatur, bliver det blødt og klæbrigt. Samtidig med at slaggen er løbet bort, har de bløde jernkorn klæbet sig til hinanden og til ovnens sider. Jernet bliver med andre ord hængende i ovnen som en svamp, der til slut falder eller stødes ned på ovnbunden, hvor den udtages. Ovnen har antagelig kunnet bruges flere gange; men den ublide medfart, som den fik ved brændingerne, har dog sikkert gjort dens levetid ret kortvarig. Ovenstående er endnu en teori. Nogen støtte kan dog hentes ad etnografisk vej, som billedet viser, og formodningen om

»jernsvampen«s dannelse bestyrkes af et i England foretaget forsøg. For at opnå sikkerhed er det dog nødvendigt, at fremgangsmåden prøves i praksis, og forhåbentlig vil der blive mulighed for at gennemføre et sådant eksperiment. Der bør også foretages flere udgravninger. Statens almindelige Videnskabsfond har ved sin sidste uddeling betænkt de kommende undersøgelser. Gennem C 14-analyse af halmen i Drengstedgruberne er disse anlægs alder fastslået til ca. 200 efter Kristi fødsel; men hvornår metoden først blev taget i brug herhjemme, ved vi som sagt intet sikkert om. Vi ved heller ikke, om jernet kun har været til hjemlig brug, eller om noget af det er anvendt til eksport. De mange slaggefund viser, at jernudvinding har fundet sted i stor stil i Midt- og Vestjylland. Træet til brændingerne har man hentet fra skovene, og det er ikke umuligt, at vi her har en af grundene til, at lyngen breder sig så voldsomt netop i de områder og netop i jernalderen. Udbyttet af en enkelt brænding har ikke været stort, i bedste fald vel 30-40 kg jern, og der ligger en lang arbejdsproces mellem dette råmateriale og de færdigsmedede brugsgenstande. Man må ikke forestille sig jernvarer så billige som nutildags. Fra skriftlige kilder i tidlig middelalder ved vi, at et smedet sværd havde samme værdi som syv køer, og at et bidsel kostede mere end en hest. Olfert Voss.

Jernudvindingsovne fra Vestafrika. Ovnen fyldes ovenfra mod trækul og jernmalm — det sidstnævnte dog kun i ovnens øverste trediedel, hvor det lægges lagvis mellem trækullet. Slaggen flyder ikke ned i en gravet grube, men ud gennem hullerne forneden. Brændingen varer et par dage. På tredjedagen falder den endnu glødende jernmasse ned på ovnens bund.

Som det fremgik af udsendelsen i fjernsynet, kom man ikke til et positivt resultat med forsøget i Sønderjylland, idet de til rådighed stående midler var for primitive. Fortsættelsen af forsøgene blev derfor henlagt til Varde Staalværk, hvor man har mulighed for at gå mere systematisk frem med indsats af fagfolk og instrumentering til overvågelse af processernes forløb. Varde Staalværk har været så venlig at give os følgende oplysninger om forsøgets hidtidige forløb:

Det første forsøg, der er udført med 2 ovne, nøjagtig som beskrevet i »Skalk«, er nu afsluttet. Ovnene var forsynet med temperaturmåleinstrumenter under forsøget. Resultatet blev nogle kilogram jern, dels i form af jernsvamp og dels som grovkrystallisk jern. Begge former lader sig smede, når blot temperaturen holdes tilstrækkelig høj. Jernets kemiske sammensætning er: Kulstof = 0,01 %, Silicium = 0,76 %, Mangan = 0,04 %, Fosfor = 0,67 %, Svovl = 0,03 %. En del af Si-indholdet stammer sansynligvis fra slaggeindeslutninger. Til sammenligning tjener, at SM-stål kan have følgende sammensætning: C = 0,15 %, Si = 0,30 %, Mn = 0,60 %, P = 0,02 %, S = 0,03 %. Der er planlagt endnu to forsøg. I det første håber man at opnå en højere temperatur i ovnene. Dette forsøg vil blive kørt med fuld instrumentering af ovnene. Inden det sidste forsøg forventer man at have indhøstet så megen erfaring, at man kan udføre processen på jernaldermanér uden anvendelse af instrumenter. På vedstående fotos ses ovnen på Varde Staalværk.

FRA

Sikkerhedsfronten Sikkerhedsingeniør C. E. Lang Antal personskader pr. måned. Oversigten omfatter alle indgåede rapporter bortset fra tilfælde vedrørende ituslåede briller eller ødelagte proteser, hvor iøvrigt ingen personskade er sket.

Let....

Middel.

Svær...

Død....

I månederne juni, juli og august 63 er forekommet en personskade for hver 95, 18o og 114 beskæftigede, hvilket svarer til, at henholdsvis l,o5 %, o,55 % og o,88 % af samtlige ansatte er kommet til skade. Heraf personskader med sygedage:

4 og flere

juni

juli

august

6 CEL.

SALGSAFDELINGEN Salgschef V. Andersen.

Forholdene på det europæiske stålmarked bliver stadig mere brogede. I Tyskland er produktionen faldende, samtidig med at importen er stigende. Værkerne kæmper en hård kamp for at få ordrer nok, og trods alle gode forsætter reduceres såvel hjemmemarkedssom eksportpriserne stadig med det resultat, at en rentabel produktion næppe er mulig. Samtidig arbejdes der også i Frankrig på at få hævet importtolden yderligere for at spænde ben for importen fra tredielandene, og dette giver anledning til protester på allerhøjeste plan og advarsler om meget skarpe modforanstaltninger fra USA, såfremt Fællesmarkedet ikke kan løse sine interne vanskeligheder. Det er nødvendigt for DDS at leve op til de meget lave priser, som disse forhold medfører, og som det ligger i dag, er det påkrævet yderligere at skulle nedsætte priserne først og fremmest på plader. På dette marked hersker et regulært kaos, de udenlandske værker tager ordrer til en hvilken som helst pris, fastslåede regler fraviges bare for at redde flest mulige ordrer uden hensyn til rimelighed og god sædvane. Kun ét drejer det sig om, at holde produktionen igang. At det volder besvær, kan ses af,

at man i fællesmarkedslandene har måttet slukke adskillige højovne og SMovne, samtidig med, at der arbejdes på nedsat arbejdstid i valseværkerne. Nu da vi er ved årets slutning, kan vi være tilfredse med, at det er lykkedes os at komme godt igennem et meget vanskeligt år, med så godt som fuld beskæftigelse; om også dette skal lykkes i det kommende år, er det endnu for tidligt at udtale sig om. Salgsafdelingen i november 1963. V. Andersen.

STÅLVÆRKET Martiningeniør Carlo Poulsen.

Produktionen i 3. kvartal udgjorde 82.258 tons, hvilket er samme produktion som i sidste års 3. kvartal. I øvrigt er der ikke meget at berette. Fundamentet til en skrotsaks er allerede støbt, og monteringen af selve saksen vil ske i det kommende år. Samtidig med saksens opstilling vil lasteforholdene blive forbedret ved en forlængelse af skrotbroen mod nord. Endvidere er det besluttet at opstille et vejearrangement for skrot. Indførelsen af ovennævnte vil forbedre vore produktionsvilkår betydeligt, og vore ventetider vil blive reduceret væsentligt.

PROFILVÆRKET Valseværksingeniør J. Andersen.

Blokværket. Produktionen i 3. kvartal har været normal. Der har været nogle mindre driftsstop på grund af fejl ved arbejdsrullebanens drivmaskineri, og mulighederne for en eventuel forstærkning undersøges. Grovværket. I grovværket har produktionen været god, og der har ikke været større driftsstop. Der er til klipning af U- og I-jern bestilt en speciel profilsaks, der ventes leveret i slutningen af oktober måned. Finværket. Finværksproduktionen blev noget større end i det tilsvarende kvartal i 1962, og den samlede færdigjernsproduktion i grov- og finværk har i årets første 9 måneder været 83.919 tons, hvilket er ca. 4.500 tons mere end i den tilsvarende periode i 1962.

V 6-arbejderne hjælper med ovnreparationer fra 24. november til 22. december og holder derefter juleferie. En afstrygerbjælke til topvalsen knækkede en dag, fordi en spaltet pladeende borede sig op mellem afstrygeren og valsen. Især plader fra tykke blokke er slemme til at spalte i pladeenderne og gabe som en sulten gøgeunge, se fig. 1.

Produktionen i 3. kvartal 1963: Færdigjern t. Blokværk............ Grovværk ...........

9.795

Finværk ..............

14.407

Færdigjern i alt

24.202

Emner Knipler t. 29.492

Slabs t. 661

892

PLADEVÆRKET Valseværksingeniør J. Skov.

I år holder pladeværket en rigtig juleferie, idet vi ikke valser fra 22. december til 2. januar. Så vi håber på en rigtig hvid jul.

Det sker også, at underste næb af gabet borer sig mellem undervalsen og dens leder. Der er flere årsager til, at pladerne spalter. Dersom en plade er valset af en blok, som er støbt på et slidt støbebord, har vi allerede fra starten et indhak fra indløbsstenen (fig. 2). Dette bliver under valsningen et gab i bundenden, der kan blive 300-400 mm dybt. Er en blok, der kommer til valsestolen, ikke ensartet gennemvarmet, men koldere i midten end på ydersiden, vil der også dannes et gab, og er det yderligere sådan, at blokkens eller pladens over-

side er koldere end undersiden, vil pladen krumme under valsningen og overnæbet være kortere end undernæbet. Omvendt med kold side nedad. Og - det er vist sagt tidligere - opvarmningen er alfa og omega for at opnå en let og elegant valsning uden risikomomenter. Under selve valsningen kan gabdybden holdes igen ved, at der valses meget over hjørnerne, så pladen set oven fra ikke bliver rund i top- og bund-

enden, men så kantet som muligt, og desuden hjælper det også, dersom blokken vendes tidligt før tværvalsning, og antagelig bliver gabet også mindre ved, at der tages store reduktioner ved starten. Retfærdigvis skal siges, at den meget skarpt kantede blok-bundende giver i sig selv anledning til omtalte gab. Grovpladeproduktionen oktober 1963 med var 122.100 tons eller 23,2 t/timen mod 22,7 t/timen i 1962.

Kan du ikke vente med at fremkalde vore bryllupsbilleder til i morgen.

Ny folkebygning. en nye folkebygning blev taget i brug for nogen tid siden og giver plads til i alt 440 omklædningsskabe i 2 etager, hvortil senere kommer indretning i kælderen med i alt 100 skabe. Den lidet hensigtsmæssige opdeling af kælderen var nødvendiggjort af et stærkstrømskabel, som først kan fjernes, når flytningen af transformatorstationen har fundet sted. Formålet med den nye bygning er først og fremmest at aflaste de nuværende overfyldte omklædningsrum og få ryddet kælderen i den gamle folkebygning fuldstændigt. Hertil kommer, at der i tidens løb som nødforanstaltninger er indrettet flere lokale> mindre omklædningsrum, hvis pasning og vedligeholdelse kræver uforholdsvis megen arbejdskraft. Flere af disse rum kan nu inddrages til andet formål. Den nye bygning er bygget og indrettet efter tidens krav og opfylder be-

tingelserne for eventuel indretning af beskyttelsesrum. Der findes så godt som intet træværk, hvorved man foruden at gøre bygningen brandsikker undgår en del vanskeligt vedligeholdelsesarbejde, idet træværk i forbindelse med emmen fra vaske og bade let angribes af skimmel. Der findes således ikke egentlige vinduer i omklædnings- og baderummene, men bælter af glassten anbragt så højt, at man har stået frit m. h. t. skabsrækkernes og badenes placering. Et effektivt ventilationssystem med indblæsning af varm luft og udsugning sørger for luftfornyelsen og hindrer em og damp fra vaske og bade i at sprede sig i lokalet. Alle gulve og trapper er belagt med skridsikkert materiale, og væggene er beklædt med fliser. Skabene er uden ben, men opsat vandtæt på sokler, hvorved faren for rustdannelser fra rengøringen formindskes. Mellem skabsrækkerne er anbragt kraftige gelændere, hvorpå tøjet kan hænges under omklædning. Der findes toiletter på begge etager. Efter at der således er skaffet plads i den nye folkebygning, vil etagerne i den gamle bygning successivt blive ryddet foreløbigt, idet det er hensigten at foretage en længe tiltrængt reparation her. Samtidig vil gulvbelægningen og indretningen blive bragt op på samme standard som i den nye bygning. Når arbejdet er afsluttet, vil folkebygningskomplekset have skabsplads til i alt ca. 1100 personer. Når hertil lægges de 300 skabe i stålværkets 2 normale omklædningsrum, vil det sige, at vi har skabsdækning et stykke frem i tiden.

Cykler. Angående cykler findes der rigeligt med stalde til disse, hvilket imidlertid ikke alle synes at være klar over, idet der stadig står henstillet cykler op ad folkebygningens facade i arbejdstiden, skønt der ikke er mere end 10-20 skridt til den nærmeste cykelstald. Lad være med det!

Skrot. Betydningen af rationel skrotbehandling har tidligere været berørt i Staalbaandet, og som også nævnt tidligere er der købt en stor hydraulisk saks til sammenpresning og opklipning af skrottet til en stykstørrelse, som stuver godt i mulderne. Saksen, hvortil fundamentet står færdigt, skulle have været leveret i oktober, men er forsinket. Den påregnes at kunne behandle ca. 60.000 tons skrot pr. år. Angående transporten af det klippede skrot bort fra saksen har der været forskellige projekter fremme, og man har nu valgt en forholdsvis enkel løsning, der går ud på så vidt muligt at fjerne det klippede skrot med en almindelig lastemagnet ophængt i en traverskran

kørende over skrotgården i lighed med de øvrige kraner og fylde skrottet direkte i mulder anbragt på vogne på højbanen, som i den anledning bliver forlænget mod nord. Herved undgås tidskrævende omladninger. Synes løsningen ligetil, har den dog i overvejelserne været mere kompliceret end som så, idet problemet har ligget i at få rangeringen af muldevognene fra det nye pålæsningssted på højbanen til at passe ind i den nuværende rangering, idet de to rangeringer har modsatte retninger i forhold til indkørslen til ovnplatformen.

P a r k e r i n gs p l a ds f o r b i l e r .

M e r e f o l ke b y g n i n g . Af hensyn til rengøringen må folkebygningernes bade- og vaskerum samt toiletterne i den nye folkebygning kun benyttes i forbindelse med omklædning. Altså ikke til vask og barbering i frokostpauser og arbejdstid.

Vi er et kørende folkefærd på DDS. En torsdag eftermiddag er der således talt ikke mindre end 220 personvogne på parkeringspladsen uden for hegnet. Dette forhold skyldes ikke vor magelighed - i hvert fald ikke alene - men mere, at mange kommer langvejs fra. Men biler kræver plads - megen plads. Den nye parkeringsplads, som nu har været i brug nogle måneder, har forøget mulighederne for parkering, således at der nu er plads til ca. 290 personbiler uden for værkets indhegning, og mon ikke dette skulle række et stykke frem i tiden.

TRANSFORMATORSTATION den nye parkeringsplads og t en n i s b a n e rn e h a r d e r i d e s i d s t e par måneder været rodet og regeret en del på et areal, som tidligere var en dejlig legeplads for Strandvejens drenge. De havde hjemmelavede skibe og en imponerende røverborg, men sandpumperen »Uffe« lavede det hele om til en sandørken, som tennisbanerne og vore naboer på den anden side jernbanen havde fornøjelse af i blæsevejr. Der blev kørt ler på for at mindske sandflugten, og det hjalp vel også en del. Nu graves der, rammes pæle og støbes. Hensigten er at bygge en ny transformerstation for byens og omegnens og så selvfølgelig DDS’ egen forsyning med elektricitet. Den frilufts-transformerstation, vi nu har ved siden af folkebygningen, har længe ligget noget i vejen for os, og YD FOR

elektroteknisk set har den heller ikke været ideel i de senere år. Vi er derfor blevet enige med NESA om at flytte den - og samtidig bygger NESA en ny forsyningslinie hertil. Den gamle dobbelte linie, som har hængt på masterækken lige siden værkets start, er noget knap. Til april-maj 1964 vil en ny masterække stå nord for den gamle og gøre vor strømforsyning sikrere. Selvom én af vore linier skulle havarere, har vi til den tid stadig to at »hænge« på, og den nye kan overføre lige så meget som de to gamle tilsammen. Også »det røde palæ«, folkebygningens nabo mod vest, rømmes for elektrisk udstyr, og der bygges et stationshus, som vil komme til at ligne en moderne rødstensvilla. Dette hus vil ligesom det gamle røde komme til at rumme tavler med instru-

menter og betjeningsknapper, som man kan manøvrere de store afbrydere ude på arealet med. Den nye station bliver indrettet til fjernstyring, således at NESA’s hovedkontrolstation, Glentegården i Buddinge, kan overvåge og betjene afbryderne. Huset vil komme til at ligge i den nordlige ende af stationsarealet, som bliver græsdækket. Vi modtager vor elektriske energi med en spænding på 50 kV (50.000 volt). Denne spænding omsætter byens og vore transformere til 10, 6 eller 3 kV (10 i byen og oplandet, 6 i pladeværk, ma-

skincentral og det nye kontiværk og 3 kV i resten af værket). 50/10 og 50/30 kV transformere står i friluftsstationen og skal altså flyttes. 50/6 kV transformerne står ude i værkerne, og her må man så flytte 50 kV tilledningskablerne fra den gamle til den nye station. Det hele sammen med tykke bundter af styre- og hjælpekabler. Hele dette flytteprogram kører næste forår og sommer, og det bliver samtidig med, at vi skal afprøve det store udstyr i det nye kontiværk, så vi elektrikere får en livlig sommer 1964.

Den nye bygning for pladesortering er rejst.

Typisk for den industrielle udvikling i flere af de vesteuropæiske lande gennem de sidste 10—15 år er anvendelsen af udenlandsk arbejdskraft til supplering af de pågældende landes egne kræfter. — Dette forhold er særligt udpræget i Vesttyskland, Sverige og Schweiz. I Vesttyskland beskæftiges således ca. 700.000 udlændinge, medens de tilsva-

Men det er ikke alene italienerne, der

rende tal for Sverige og Schweiz er ca.

søger arbejde i det fremmede, også andre

134.000 og 300.000. En stor del af denne

har følt sig tiltrukket - bl. a. også dan-

fremmede arbejdskraft stammer fra Ita-

skere. For os er det imidlertid ikke sav-

lien, som trods sin egen industrielle

net af det daglige brød, der er den

fremgang har et arbejdsoverskud, og da

drivende kraft, men - især hvad Sverige

italienerne er både flittige og intelligente

angår - det tillokkende ved en øjeblik-

og har evne til at tilpasse sig under

kelig bedre fortjeneste. Men andre rejser

fremmede levevilkår, er det en skattet

ud for at lære og med den baggrund be-

arbejdskraft.

riget at vende hjem igen for at gøre

Når vi herhjemme, trods det, at vor

livsgerning i deres eget land. Blandt

industri heller ikke har ligget på den

disse er en ingeniør Andreasen, som efter

lade side, ikke i den grad har haft brug

2 års arbejde i Schweiz har fået an-

for

sættelse på DDS.

udenlandsk

arbejdskraft,

skyldes

dette for en del, at en betydelig arbejds-

Da det må skønnes at være af almen

kraft er frigivet ved landbrugets ratio-

interesse at få lidt at vide om vilkårene

nalisering og overgået til industrien, et

og indtryk fra arbejde i det fremmede,

forhold der nok er mere udpræget her

har vi bedt ingeniør Andreasen fortælle

end i andre lande.

lidt herom.

N SCHWEIZISK MASKINFABRIK søgte i danske aviser en maskiningeniør. Denne stilling søgte jeg, og det resulterede i 2 års ophold i Schweiz. Efter den obligatoriske helbredsundersøgelse ved grænsen for fremmede med arbejdstilladelse, rejste jeg til en lille by Uzwill beliggende i den nord-østlige del af Schweiz, hvor maskinfabrikken lå. I almindelighed forestiller man sig vist Schweiz bestående af ene høje bjerge. Ganske vist kunne man fra Uzwill langt borte se en enkelt bjergtop, men ellers kunne omgivelserne godt minde noget om egnen omkring Frederiksværk, når man ser bort fra Arresø og fjorden. Thi bortset fra et friluftsbad fandtes der ikke vand i nærheden. Mange af indbyggerne i byen var at finde blandt de ca. 2000 ansatte på fabrikken. I den del af landet tales schweizertysk, som min kone og jeg i begyndelsen havde besvær med at forstå. Senere gik det bedre. Den første uge kom jeg på skolebænken sammen med 6 andre nyansatte teknikere, bl. a. en tysker, en østriger og en fra Sydamerika. Her blev vi informeret om firmaets interne forretningsgang, lærte at udfylde forskellige formularer, blev sat ind i de af firmaet benyttede standards o. s. v. Desuden blev vi informeret om, hvad der fandtes af fritidsbeskæftigelser både på fabrikken og i byen. Til orientering blev desuden udleveret et særdeles instruktivt hæfte omhandlende forholdene på fabrikken og i byen. Efter dette grundige informationskursus, som nok også havde til formål at give fabrikken et begreb om de nyansattes egenskaber og kvalifikationer, gik turen til afdelingen. Her kom jeg på en

4 mands tegnestue og arbejdede sammen med en schweizer, en hollænder og en østriger, så der var en international atmosfære. Det var der nu ikke alene på den tegnestue, det var der overalt på fabrikken, både i værkstederne og på kontorerne. I værkstedet bestod den udenlandske arbejdskraft hovedsagelig af italienere og spaniere samt en del østrigere og tyskere. På tegnestuen var der ikke alene mange nationaliteter repræsenteret, men også folk med højst forskellig uddannelse. Man kunne f. eks. se en tømrer stå og tegne maskinkonstruktioner ved siden af en »Diplomingenieur« med samme opgave, men samtlige konstruktionstegninger blev grundigt kontrolleret først af tegnestuens egen kontrollør for derefter at passere et normkontor. Firmaet havde bl. a. på grund af de mange ansatte udlændinge et stort personalekontor, som tog sig af de ansattes forskellige problemer. De ordnede f. eks. opholdstilladelser, betalte skat, sygekasse o. s. v. samt sørgede for noget til folk at bo i, hvis man ikke selv ville klare

Fra friluftsbadet i Uzvill.

sagen. Det, der nok kunne forbavse en dansker, var, at der ingen problemer var med at få lejlighed. Der var både store moderne lejligheder til rådighed til en rimelig pris og uden indskud. To værelsers lejligheder var der så at sige ingen af, men 3, 4 og 5 værelsers var de mest almindelige. I et bygningskompleks over for, hvor vi boede, havde kommunen således forlangt, at der skulle være et vist antal 5 værelsers lejligheder til børnerige familier. Efter at være faldet til i det fremmede miljø begyndte vi at se os om. Hvad foretog schweizerne sig i fritiden? Der findes overalt selv i denne lille by et utal af små restaurationer, hvor man efter endt arbejdsdag slentrer ind og får sig et glas fadøl (ca. 70 øre), eller - da mange schweizere er medlemmer af en eller anden forening - mødes de senere på aftenen her for at drøfte fælles interesser, det være sig sangforeninger, gymnastikforeninger, fotoklubber, skisports- og bjergbestigningsforeninger o. s. v., eller man slår et slag kegler på en af byens mange keglebaner. Det syntes, som om schweizerne gjorde mindre ud af hjemmelivet end vi. Om sommeren nydes mange dage ved friluftsbadet, hvilket findes i næsten hver en lille by. Om vinteren kunne man løbe på skøjter på byens kunstisbane eller dyrke den af alle schweizere så yndede skisport. Det at stå på ski er noget, man lærer fra barn af. Hver lørdag og søndag mødte man overalt på vejene biler med ski på taget og folk på vej til et af de mange skisportssteder. Min kone og jeg holdt selv et forår en dejlig ferie ved det kendte vintersportssted Davos. Vi skulle selvfølgelig også prøve at stå på »brædderne«, men det er slet ikke så let, som det ser ud til. Derfor tog vi et

lille kursus først for at lære grundreglerne: at bremse og at dreje. Så først turde vi vove os op med svævebanen og prøve nedturen. Det er fantastisk at se, hvor dygtige schweizerne er til denne dejlige sport, og morsomt at se, hvordan selv børn behersker skiene. Fra denne ferie slap vi helskindede hjem, men en af vore week-end-ture måtte jeg desværre afslutte med en forstuvet fod. Min kone havde flere morsomme oplevelser, når hun var ude på indkøb. Hun blev således pænt behandlet af de handlende, der syntes, at det var interessant at høre om forholdene og spisevanerne i Danmark. Slagteren viste hende glædestrålende, hver gang han havde fået svin og dybfrosne kyllinger fra Danmark, og om sommeren havde han dansk iscreme i sin fryseboks. En gang om ugen kunne man på torvet købe fisk fra Esbjerg, og ville man have en snaps til silden, kunne man få en Aalborg taffel hos købmanden - endda billigere end herhjemme. Vareudvalget i fødevarebutikkerne var dog for en del præget af italienernes og spaniernes spisevaner. Da jeg havde fri hver lørdag, havde vi god mulighed for at køre ud i weekenden, hvilket vi udnyttede fuldtud. Vi var på mange pragtfulde ture rundt i det skønne land med den for en dansker så særprægede og storslåede natur. Leveomkostningerne i Schweiz i forhold til lønningerne er nogenlunde de samme som herhjemme. Dog er madvarer gennemgående dyrere, men til gengæld var skatterne betydeligt lavere, ligesom nydelsesmidler som tobak og alkohol er billigere. Udbyttet af opholdet? Ja, arbejdsmæssigt set var det rimeligvis ikke større, end om jeg var blevet hjemme. Men jeg fik et indblik i den udprægede

orden og organisationssans, der er så typisk for schweizerne, og som er grundlaget for den schweiziske storindustris succes. Schweiziske industriprodukter har som bekendt verdensry for kvalitet og præcision. Deres fabrikation rækker lige fra de mindste ure til de største dampturbiner, dieselmotorer, lokomotiver for eksport jorden over. Virksom heden, hvor jeg var beskæftiget, fremstillede møllerianlæg, herunder arrangementer og transportanlæg i forbindelse med store siloanlæg, bl. a. til bryggerier. Langt størstedelen af produktionen gik til eksport (også til Danmark). Arbejdstiden for funktionærerne er noget anderledes end herhjemme. Man begyndte således arbejdet på kontorer og tegnestuer allerede kl. 7,15, havde en mindre kaffepause om formiddagen og middagspause fra kl. 12 til kl. 13,30, hvorefter arbejdet uafbrudt fortsatte til kl. 17,30. Som nævnt var fabrikken

lukket om lørdagen. Kantineforholdene for såvel arbejdere som funktionærer var gode. Men som reglen er i alle veludviklede industrilande, måtte der heller ikke i Schweiz udskænkes eller drikkes alkoholiske drikke på virksomhederne. J. Andreasen.

Fru Ragnhild Madsen er sikkert kendt af de fleste, idet hun, efter at være udlært på vore kontorer som frk. Gisselmann, arbejdede som assistent i kassen. Hendes mand, maskinmester Erik Madsen, sejler imidlertid i udenrigsfart, og som skik er, har også fru Madsen fået lejlighed til at følge sin mand på færden over verdenshavene. Hun har imidlertid ikke glemt sin gamle arbejdsplads og har således skrevet flere interessante breve til sine venner i kasse og bogholderi. Da vi synes, at disse breve indeholder noget af almindelig interesse, har vi fået fru Madsens tilladelse til at gengive indholdet af et af brevene i Staalbaandet, dog med udeladelse af enkelte bemærkninger af mere personlig art.

Stilleh a vet, den 11. august 1963.

så heldig at kunne l å n e en s k r i v e m a s k i n e, og t r od s mine ringe færdigheder i skrivemaskinekunsten, går det alligevel hurtigere og lettere end pr. håndkraft. Altså - jeg begynder fra en ende af, nemlig den 25. juni, dagen hvor min eventyrrejse begyndte. Det var med hjertet helt oppe i halsen, jeg ankom til hovedbanegården, hvor jeg steg ind i bussen, som skulle køre os til Genova. Men jeg blev hurtigt EG H AR VÆRET

mig selv igen efter at have sludret lidt med de forskellige mennesker. Vi var ca. 10 »koner«, som skulle ekspederes til forskellige skibe. Busturen var dejlig der blev sørget for os i alle ender og kanter. Først torsdag aften ankom vi til Genova, og da skal jeg love for, at alle var rystet sammen - lige fra matros- til kaptajnsfruer. Skibet, jeg skulle sejle til New York med, hed »Lexa Mærsk« - et dejligt skib med rare mennesker. Inden vi sejlede fra Genova, var jeg lige rundt og kigge lidt på byen sammen med nogle andre fra skibet. På »Lexa« kom jeg til at bo sammen med en dame (eller pige eller hvad man nu skal kalde det) på min egen alder, og vi levede en luksustilværelse, som jeg ikke før har oplevet magen til - vi skulle ikke lave et klap, så det kunne man lige holde til. Turen fra Genova til Halifax varede ni døgn, og i den tid oplevede jeg Atlanterhavet både fra den gode og den dårlige side. I Halifax var jeg i land - selve byen var ret kedelig, og ture i omegnen var der ikke tid til. Næste dag sejlede vi videre mod Boston, og på denne tur fik jeg telegram om, at Mads var blevet flyttet til »Thomas Mærsk«, hvor han var blevet 3. mester. »Thomas« lå i Baltimore, så jeg skulle på en eller anden måde fragtes der til. Jeg fandt ud af, at det var bedst at tage med til New York og derfra tage toget til Baltimore. Den 13. juli sejlede vi ind i New Yorks havn, og her så jeg for første gang i mit liv storbyen New York med Frihedsgudinden, Manhattan og alt det hele. A. P. Møller har sin egen kaj, som ligger i Brooklyn, hvilket er New Yorks dårligste og fattigste kvarter, men derom senere. Nu var jeg jo begyndt at blive utålmodig, og turen til Baltimore kunne ikke gå stærkt nok. Jeg kom først ned på »Thomas« sent om aftenen den 13. juli, og

jeg behøver vel ikke at fortælle, at gensynsglæden var enorm - det er herligt at være sammen med' Mads igen. Vi kunne lige nå at komme ud at studere Baltimore, inden vi skulle sejle til New York, hvor vi var så heldige at ankomme en dag, da Mads havde fri om eftermiddagen. Vi planlagde derfor den helt store sight-seeing, som også blev meget vellykket. Først var vi oppe i verdens højeste bygning, Empire State Building, som er 1.472 feet høj. Der er naturligvis en herlig udsigt oppe fra toppen, og biler og mennesker blev bitte, bitte små. En tur på Broadway var vi selvfølgelig også, og her lægger man især mærke til en hel masse biografer med de sidste nye film. F. eks. Cleopatra. Vi var i Radio City Hall - et kæmpe-show-teater, hvor der var forestilling i tre timer. Ja, vi så en masse, og jeg kunne ikke rigtig få ind i hovedet, at jeg gik rundt »ovre« i Amerika. Og så skal jeg lige fortælle om Brooklyn, som må være New Yorks skamplet. Husene er faldefærdige - overalt er der snavset - jeg har aldrig set magen til derhjemme. Når man står i Brooklyn, mister man alle illusioner om det moderne Amerika. I øvrigt blev jeg skuffet over Amerika - jeg ved ikke hvorfor, men jeg troede, at alt var supersmart og flot og moderne - og så troede jeg, at der var skyskrabere over det hele . . . haha. Deres undergrundsbane vil jeg sammenligne med vores røde skinnebus, når den har allermest fart på, på vej mod Kregme (hvorefter øvrige kommentarer er overflødige). Mens vi lå i New York, havde jeg lejlighed til at mødes med en veninde, som er pige i huset derovre. Hun fortalte mig, at når man lærer amerikanerne at kende, er de fantastisk søde og hjælpsomme, og hun er meget glad for at bo der. Fra New York sejlede vi til Phi-

ladelphia, hvor vi kun lå én dag. Herfra til Savannah i Sydstaterne. Havde vi ikke mærket noget til raceforskellen før, så oplevede vi det med egne øjne i Savannah. På vej op til byen mødte vi negerdemonstranter med skilte, hvorpå der stod: Vi kræver bedre bolig- og arbejdsforhold. Senere så vi skilte på restaurantdørene: Vi serverer ikke for farvede folk. Eller: Ingen adgang for farvede. Ligesom hjemme hos slagteren, hvor der står: Ingen adgang for hunde. Når man ser sådan noget, kan man jo harmes, men vi kan jo ingenting gøre, man kan kun spørge sig selv, om man i alle forhold ville være parat til at acceptere en neger - er svaret ja, harmes man med rette. Fra Savannah gik turen sydover mod Panamakanalen. Vi sejlede forbi Cuba (Castro stod på stranden og vinkede med et rødt tørklæde) samt Jamaica. Efter få dages forløb gik vi i havn i Kristobal, som ligger ved indsejlingen til kanalen. Kristobal er en

Vent et øjeblik — stikket er faldet ud!

by, hvor livet leves - jeg var oppe nogle timer og blev nærmest paf. Dette overgik alt, hvad jeg endnu har set af usselhed og snavsethed. Ungerne løb rundt i laser eller slet intet, folkene sad ude på fortovet og så herrens ud — overalt var der rent ud sagt møgbeskidt. Deres vasketøj lå til tørre ude på fortovet i små bunker - jeg var flere gange ved at rende ind i en hel storvask. Indbyggerne er en blanding af spaniolere, indianere og negre - de så ganske vist ud til at have det dejligt alle sammen, men når man ankommer hjemme fra vores »pæne«, rene Danmark, så føler man sig lidt malplaceret i al deres skidt. Turen gennem Panamakanalen var en mægtig oplevelse. Vi blev hævet gennem tre sluser og derefter gik turen gennem et område med jungle. Klimaet er tropisk og meget varmt - ikke særlig behageligt for os. Turen tog ca. 8 timer, og vi var atter på frit hav igen på vej mod Ensenada i Mexico. Ensinada er en pæn by — en turistby, hvortil der kommer mange amerikanere. Jeg var helt rundt på gulvet over at se alle de ting, man kunne købe, bl. a. alligatorskindtasker til ca. 70 kr. - store flotte lædertasker også meget billige, men jeg holder mig lidt tilbage - vi kommer jo mange steder endnu. Fra Ensenada sejlede vi til Los Angeles, hvilket er en tur på kun 8 timer. Desværre havde Mads ikke fri, og vi havde endda planlagt en hel masse, vi skulle se. Men heldigvis findes der flinke mandfolk her om bord, så jeg blev tilbudt at tage med 4 andre på en tur til Disneyland. Jeg ved ikke, om nogen har hørt om Disneyland, men det er meget berømt her i Amerika - man kan sammenligne det med Tivoli i København - det er blot meget større. Vi fik en hel dag til at gå derude og prøvede det meste af, hvad der var mulighed for.

Det er flere år siden, jeg har kørt så meget i luftbåde - racerbiler - måneraketter og meget mere. Om aftenen var vi på cowboybar, så det var en »opløftet« fru Madsen, der vendte hjem til sin ægtemage. Nu er vi så på vej over Stillehavet til Japan, og her må jeg lige fortælle, at »Thomas« går en anden rute end »Nicoline«. »Nicoline« er jo en jordomsejler, mens »Thomas« går til Japan, Formosa, Hongkong, Saigon, Bangkok, Singapore og Filippinerne og omkring derude. Derpå går den igen tilbage over Stillehavet til San Francisco og gennem Panama tilbage langs østkysten til New York, hvorefter den går til Montreal i Canada, og herfra begynder en ny tur. Det vil sige, at jeg skal hjem fra New York på en eller anden måde - måske med passagerbåd, men det tænker jeg ikke på endnu - heldigvis har jeg lang tid tilbage endnu, vi regner ikke med at være tilbage til New York før omkring midten af november. Jeg har slet ikke fortalt, at »Thomas« er et helt nyt skib og et af rederiets flotteste. Mads har et pænt lille kammer, og vi har vores eget badeværelse. Desværre er her ingen andre koner med, så jeg er omgivet ene af »mænner«, men de er også flinke alle sammen. Nu tror I selvfølgelig, at jeg går og keder mig, men tro bare ikke det. Jeg nyder det - min eneste pligt er at gøre kammeret rent samt vaske og holde vores tøj. Derudover kan jeg tage solbad, når det passer mig samt læse alle de bøger, jeg har lyst til. Nogle gange er jeg også helt rundtosset af at læse, men så holder jeg en lille pause og broderer i stedet for. Her om bord er bibliotek, så jeg behøver ikke at savne læsestof. Af og til går jeg også på ekspedition rundt på skibet, som er enormt. Lastrummene er utroligt store, og det er ikke til at forstå, at de overhovedet kan

fyldes op. Vi sejler for øjeblikket med bl. a. appelsiner, kalkuner (altså i frossen tilstand), bomuld, gummi, biler og meget andet godt. Maskinen er et kapitel for sig - jeg er blevet en endnu større beundrer af Mads - tænk, at han kan finde ud af alle de dippedutter og mærkelige indretninger. Maskinen er fantastisk stor - på flere etager. Jeg er ikke særlig flittig gæst dernede, for der er en larm, varme og olielugt, så det er ikke til at holde ud for almindelige mennesker - kun for maskinmestre. Mads er glad for sit job og befinder sig godt ved at sejle - og det kan jeg naturligvis også

være glad for. Ja, I har vel gættet jer til, at jeg har det vidunderligt samt oplever en hel masse, og det bedste ved det hele er, at jeg skal opleve endnu mere, når vi kommer til Østen - der er livet jo endnu mere fremmedartet, end det jeg hidindtil har set. Men som lovet skal jeg nok sende et kort fra »kineserland«. Til slut må jeg undskylde min maskinskrift - som undskyldning tjener, at skibet »vugger«, så maskinen skriver forkert. Desuden er jeg jo ude af træning. Jeg håber, at alle har det godt, og sender mange hilsener her ude fra Stillehavet. Ragnhild Madsen.

ved Ølsted for at besøge Olsen. Olsen har nemlig nogle særlige æbler, som vi sætter megen pris på min kone og jeg. Og som det hedder: Et æble hver aften - nærer livskraften! Men for vort vedkommende skal det altså være Olsens æbler, og heldigvis har han så mange af dem, at han gerne sælger én et par kasser, og så får man oven i købet en kop kaffe med hjemmebag til i fru Olsens hyggelige stuer. Jeg kan godt lide fru Olsen. Hun har et kontant og praktisk greb om tingene - og på Olsen! Det sidste kan nok gøres nødigt, for Olsen er inderst inde lidt af en sværmer. Han hælder sådan lidt til det filosofiske, og det kan fru Olsen ikke li’. Hun vil ha’, at han skal passe sit arbejde og sin have og ikke sidde inde og læse fjollede bøger. Selv skal hun helst have noget mellem hænderne altid, og er der ikke nok at gøre hos hende selv, er hun inde hos svigerdatteren og hjælper med at holde styr på børnebørnene. Der er altid en snotnæse, der skal pudses, eller en ble at skifte, men selv om det til tider går lidt raskt, tager fru Olsen aldrig fejl af ble og forklædesnip! Selv om fru Olsens hjerte ikke hænger uden på den nystrøgne blåternede bluse, så banker det dog varmt og kærligt for hele familien. Om hun ikke var der, så der nok anderledes ud hos Olsens. Det er hende, der præger hjemmet. Men én ting er ikke fru Olsens. Oppe i den lille reol på væggen står blandt andet et par bøger. Det er billigE G V AR U D E

udgaven af Lindhardts: Det evige liv, samt professor Sløks: Kristenmoral før og nu. Da vi sidder hyggeligt ved kaffebordet, spørger jeg lidt drillende fru Olsen, om det var hende, der interesserede sig for filosofiske problemer. - Mig! - siger fru Olsen. - Hvordan kommer De på den tanke? Jeg peger på bøgerne deroppe i reolen. Fru Olsen drejer sig i stolen og ser derop. - Nå dem, det skidt! Næh, der må De hellere spørge ham der. Fru Olsen nikker over mod Olsen. Jeg får imidlertid ikke tid til at spørge, for fru Olsen fortsætter: - Gå og gi’ penge ud til sådan noget, som han ikke forstår noget af alligevel! – - Nå, det er vel mig, der tjener pengene - siger Olsen lidt lavmælt. - Og mig, der bruger dem - ikke sandt! - afbryder fru Olsen. - Næh, lille Olsen, lad os ikke komme ind på det! – - Ja, men en bog til 6-7 kroner kan da ikke gøre os fattige - mener Olsen. - Fattige! Næh, det skulle lige mangle - svarer fru Olsen og fortsætter: - Var det så endda ordentlige bøger, du købte, så kunne jeg forstå det. Men det der! Ville du endelig ha’ fat i sådan noget, kunne du passende hente dem fra biblioteket. Der er sikkert nok af den slags hjemme altid, og så kunne vi da komme af med dem igen, når du blev klar over, at du ikke forstod noget af det alligevel. Fru Olsen greb sig selv i den lidt skrappe tone og smilede undskyldende over til mig. - En kop til? - spurgte hun afvendende og greb kaffekanden. - Ja tak - svarede jeg. Og resten af tiden ved kaffebordet forløb med hyggelig snak om dit og dat.

Da jeg ville gå, siger Olsen: - Det haster vel ikke. Sid ned, så gi’r mutter nok en bajer. Og mens fru Olsen rumsterede ude i køkkenet, sad Olsen og jeg i den halvmørke stue og talte sammen. - Næh, siger Olsen - som De hørte, holder mutter ikke af, at jeg læser den slags. Hun siger, det tager barnetroen fra én, så hun har nok selv kikket lidt i dem. Men hun har nok delvis ret, når hun siger, at jeg ikke får meget ud af

Men jeg tør s’gu itte ha’ nogle af hans bøger hjemme for konen. Så ville hun da tro, at jeg var helt tosset! Olsen smiler ved tanken. - Næh, det er såmænd galt nok med dem der, hørte De nok, og de er endda sådan lidt gudelige. Men det er rigtigt nok, at éns barnetro let går fløjten, hvis man da ellers har nogen. Har De læst dem - afbryder Olsen sig selv. - Ja, det har jeg, men jeg skal indrømme, at også jeg har lidt svært ved at

dem. De er li’som for lærde, de mennesker, der skriver den slags! – - Ja, det er klart, Olsen, det ligger vel i sagens natur. Filosofi vedrører tænkning, og som vi andre anlægger en pæn have, opbygger filosofferne en tankeverden - måske om den dybere mening med tilværelsen, måske om årsagerne til menneskenes handlinger, måske - som de bøger dér - om formodede vildskud på kristendommen. De kender Karl Marx, Søren Kierkegård og Freud - for at nævne nogle? – - Ja vist kender jeg dem af navn svarede Olsen. - Men jeg har nu ikke læst noget af dem, selv om jeg godt ku’ li’ at se lidt nærmere på ham Freud.

forstå dem. Men ét får man da ud af dem, nemlig det, at man ikke skal tro alt, hvad man hører og læser og for så vidt heller ikke, hvad der står i de pågældende bøger. — - Ja, sådan noget lignende har jeg osse fået ud af det - siger Olsen og fortsætter: - Gør de ingen anden gavn, så lærer de da én at tænke lidt mere over tingene, at tænke selv. - Netop, Olsen - afbryder jeg lidt ivrigt. - Netop! Og det er ikke særlig almindeligt i samfundet i dag. – - Næh, det har jeg heller ikke indtryk af. Aviser, bevægelser og partier er svært skrappe til at gøre det for os. Nok vil

man ha’, at vi skal kunne læse og skrive, men det med at læse er nok mest, for at vi skal læse, hvad de på bjerget mener, og det med at skrive - nå ja, det overanstrenger jo ikke ret mange. Olsen ser lidt usikkert på mig. Jeg kan nok mærke, at han selv føler, at han er lidt langt ude. - De sa’ »de«, Olsen. Hvem er »de«? - spørger jeg. - Ja, hvem er de? Det ved jeg såmænd ikke. Men der er altid nogle, der er ude med fejekosten for at hverve .

De sidste ord hørte jeg ikke, for Bornholmeren derhenne i hjørnet slog 6 lydelige slag. Jeg rejste mig hurtigt og sa’: - Æblerne, Olsen! Jeg har lovet konen at være hjemme i god tid inden middag. Vi skulle have æbleflæsk til middag med Deres æbler. – - Ja, så bli’r det sgu itte i dag - siger Olsen tørt. - Nej, men jeg må hjem. Farvel Olsen, og hils konen. Og så kørte jeg. KN

Onsdag den 1. november 1961 mødtes 5 mand i den gamle tegnestue. 3 med hver sit horn, 1 med lilletromme og 1 uden horn (det fik han først til næste prøve). Noget tøvende kastede man sig ud i det første nummer: »Muss ich denn«, fik fingrene placeret nogenlunde rigtigt og trådte speederen i bund. - Da stilheden sænkede sig over lokalet efter denne kraftpræstation, så man ængsteligt på hinanden: Jo, - alle havde overlevet. Det blev begyndelsen til DDS’ blæserorkester. Man fortsatte stædigt hver kommende onsdag. Der kom skik på noderne, medlemstilgangen øgedes jævnt, og vor dygtige dirigent og instruktør Poul Schwennesen trådte til og satte snart sit præg på orkesterets spilleteknik. I dag, to år efter starten, tæller orkesteret 23 mand, og kvaliteten er hørlig forbedret. Det tager lang tid at oparbejde et godt orkester. Det er parolen: Samarbejde, øvelser og »om igen« indtil trivialitet. Men selv om vi kun er et amatørorkester, er målet hos os det

samme. Der arbejdes energisk på at højne orkesterets standard, så vi kan komme på højde med kollegerne i andre firmaorkestre. I den forløbne sæson har vi afholdt 12 koncerter, som var resultatet af 39 prøveaftener. Den kommende sæson ser vi hen til med særlig glæde, idet vi omsider har fået tag over hovedet. Orkesteret har venligst fået overladt det nordlige kælderrum i den nye folkebygning og skal nu i gang med at indrette sit kommende musiklokale der. Orkesterets nuværende medlemstal bringer os blandt de største tilsvarende orkestre i Danmark. Det er dyrt at opretholde et orkester af dette format. Men her råder også den gode samarbejdsvilje. Vi får et årligt tilskud fra DDS, og medlemmerne selv betaler et månedligt kontingent på 5 kr. Vi spiller hovedsagelig på egne instrumenter i dag, men håber engang at kunne stå frem med nye ensartede instrumenter indkøbt af orkesteret. Skulle vi i dag forsyne alle medlemmerne med nye instrumenter, ville det koste omkring 30.000 kr., vi har selv til dato investeret ca. 4000 kr.

i instrumenter m. v. af orkesterets kasse, så der er lang vej endnu. Men vi fortsætter fortrøstningsfuldt i bevidstheden om, at vi dyrker en sund og fornøjelig fritidssyssel, som glæder os selv og også bringer musikglæde til andre. Findes der ansatte på DDS, som har lyst til at spille med i orkesteret, men på grund af manglende instrument eller rutine afholder sig fra at medvirke,

så kontakt os alligevel. Problemerne er næppe større, end de lader sig løse, og orkesteret står åbent for enhver ansat på DDS, som har lyst og evne til sammenspil inden for orkesterets rammer. Inden længe går det løs hver onsdag aften kl. 19,30 til 21,30 i den nye folkebygning, og eventuelle interesserede, der ønsker optagelse i orkesteret, kan henvende sig der de pågældende aftener. Andreas Sørensen.

Tv.: Henning Larsen Th: Jørgen Pedersen

Tv.: Thorkild Olsen Th.: Jørgen Storegaard Andersen

Tv.: Torben Larsen Th.: Jørgen Thomsen

Ib Andreasen, ing., overing. KN, 1. august.

Ingrid Ørting, hulkortmedhjælper, 1. august.

Joan Jørgensen Busk, ass., nybygn., 1. august.

Grete Schwennesen, elev, 8. august.

Dorit Truelsen Hansen, elev, 8. august.

Bente Larsen, elev, 8. august.

Elsi Wulff Jensen, ass., hulkortafd., 2. septbr.

Mogens Petersen, ass., salg, 1. oktober.

Niels H. Lindegaard, ass., tekn. dir., 1. novbr.

Thorkild Sylvest Hansen, ing., nybygn., 1. novbr.

Sv. E. Rye Jensen, tekn. tegn., profilv., 1. novbr.

K. E. Svenningsen, plv. driftsassistent, 1. juli.

E. Krist iansen, pladev., driftsassistent, 1. juli.

O. Schultz, profilværk, driftsassistent, 1. juli.

Peter Rasmussen, 70 år, 2. februar, stålværk.

Emil Hoff, 70 år, 3. marts, bygningsafd.

Anton Jensen, 65 år, 3. januar, stålværk.

Jens Hørby Jørgensen, 65 år, 1. februar.

Axel Folke Ax, 60 år, 1. februar, rep.afd.

Helmer Pedersen, 60 år, 23.februar, bygningsafd.

Ove Rasmussen, 60 år, 23. februar, stålværk.

Rich. Mortensen, 60 år, 26. januar, rep.afd.

Jens Olsen, 60 år, 29. februar, rep.afd.

Robert Petersen, løn.bogh., 50 år, 26. feb. Reinhold Petersen, 65 år, 10. januar, el-afd. Holger Nielsen, 60 år, 10. marts, reserveh. Frederik Knudsen, 60 år, 28. marts, stålv. Alfred Jensen, 50 år, 6. februar, reserveh. Haakon Petersen, 50 år, 12. februar, pladev. Kai

Carl P. Nielsen, 50 år, 27. januar, formand.

Børge Nielsen, 50 år, 27. marts, stålværk.

Klamer,

år,

marts,

stålværk.

Knud Culmsee, 50 år, 16.

marts, rep.afd.

Børge

inarts,

Larsen,

år,

18.

rep.afd.

Eiler Willumsen, 50 år, 28. marts, rep.afd.

Øverst til venstre: Udsnit af de 24 ensrettere. Øverst til højre: Maskinfundament. I midten: Fundament for haspelbane. Nederst til venstre: Sideskib mod syd. Nederst til højre: Værksted.