Staalbaandet - 1963 - Nr. 3 by Preben Jørgensen

NR.

1963

12.

ÅRGANG

INDHOLD: Mennesket og arbejdspladsen ......................... 3 Fra afdelingerne ........................................... 8 Fra sikkerhedsfronten.................................. 10 Bedriftslægens beretning ............................. 13 Laboratoriesnak .......................................... 14 Vore lærlinge ............................................. 19 Olsen......................................................... 20 Til lykke .................................................... 22 Nyansatte ................................................... 23

F O R S I D E B I L L E D E :

Det nye kontiværk set i fugleperspektiv juli 1963

Afdelingslederen i pladevalseværket, ingeniør J. Skov, som fylder 50 år d. 5. november, hører til den stab af pionerer, der allerede, medens fjordens bølger endnu muntrede sig, hvor DDS nu ligger, var beskæft iget med projekteringen af vor virksomhed. Dette skete på en tegnestue oprettet for tilfældet hos firmaet Kampsax, København. Inden værkets endelige færdiggørelse blev Skov fast tilknyttet dette og sendt ril et udenlandsk stål- og valseværk for specialuddannelse, og han stod således ved værkets igangsættelse 1942 som den eneste af vore danske ingeniører, der havde praktisk kendskab til valseværksdrift. Indtil 1948 var Skov tilknyttet profilværket, men blev omkring tidspunktet for pladevalseværkets færdiggørelse ansat som afdelingsleder her og har siden været i første række i den rivende udvikling, dette værk i årenes løb har undergået. Ved rejser i USA og andre lande har Skov vundet stor indsigt, der har præget udviklingen i hans afdeling.! J. Skov står i dag so m den anerkendte, respekterede leder, og vi ønsker ham held og lykke fremover.

Tryk: Kay Hansens bogtrykkeri, Frederiksværk

Udkommet i august 1963 Trykt i 2.1 00 ekspl.

Redaktør

KNUD NIELSEN

Meddelelse fra fællesklubben. På fællesklubbens ordinære generalforsamling d. 1. maj 1963 vedtoges det, at den af fællesklubben tidligere vedtagne bestemmelse om økono misk hjælp ved dødsfald forårsaget ved ulykke på værket også skal være gældende ved almindelige dødsfald af familieforsørgere. Forudsætningen for at opnå denne hjælp er den samme som for oppebærelse af dagpenge, nemlig § 5,stk. b i vedtægter for arbejdernes sygekasse: I sygdomstilfælde, som ikke kan anmeldes til ulykkesforsikringen, ydes 10 kr. pr. dag i 13 uger indenfor et regnskabsår, når medlemmet af virksomheden er trukket for 6 ugers kontingent. For Fællesklubben E. Ambus .

MENNESKET OG ARBEJDSPLADSEN

Å DE FØLGENDE SIDER i bladet bringes en artikel omhandlende problemet »Mennesket og Arbejdspladsen«. De i artiklen fremførte synspunkter skal imidlertid ikke nødvendigvis opfattes som værende værkets, og det er da også usandsynligt, at læserne kan godtage dem i sin helhed. Men kan det vække til eftertanke, er artiklen ikke bragt forgæves. Problemet - forenklet sat op - drejer sig om, hvad der kan gøres til fremme af den enkelte medarbejders interesse i sit arbejde for derved at opnå eller vedligeholde en konkurrencedygtig produktion til gavn for fællesskabet. Problemet er langt fra nyt, men dets løsning har i tidens løb haft varierende sigte. Oprindelig var det lønnen og arbejdstidens længde, der var det væsentlige, senere blev interessen også vendt mod sanitære og hygiejniske arrangementer og i øvrigt mod - ved farver og former - at gøre arbejdspladsen tiltalende. Men i erkendelse af, at de hidtidige bestræbelser vel var nyttige, men måske ikke helt havde den indvirkning til opretholdelse eller opnåelse af det gode arbejdsklima, som var tilsigtet, har man i de senere år vendt interessen mod den medmenneskelige side parterne imellem. Ved parterne forstås ikke alene gruppeopdelingen foranlediget af virksomhedens organisation, men også den fagforeningsbetonede opdeling. Medens den første tager sigte på en vis orden til ledelse og fremme af produktionen, har den sidstnævnte i mange år set sin hovedopgave i væsentligt at virke for lønog arbejdstidsforbedringer, men er i dag også i høj grad engageret i produktionsfremmende foranstaltninger.

Således mødes ledelse og de øvrige ansatte i en fælles interesse og vel også i enighed om, at en af betingelserne for en god, konkurrencedygtig produktion er et godt arbejdsklima. Som det står i den nævnte artikel, er betingelserne for et godt arbejdsklima imidlertid kun til stede, hvor en følelse af fællesskab er fremherskende fra direktør til yngste lærling. Men et godt fællesskab kan kun være til stede, hvor hver enkelt føler sig ansvarsbevidst - hvor det for hver enkelt er en selvfølge at yde sit bedste, så langt evner og kræfter rækker - ikke af pligt eller frygt over for arbejdsgiveren - thi for ham gælder det samme - men i interesse for opretholdelse af fællesskabet og sin selvagtelse. Ifølge en organisations natur må der findes ledere med større eller mindre myndighed til bestemmelse af arbejdets tilrettelæggelse og udførelse samt til valget af den nødvendige arbejdskraft. Er kravet til den enkelte medarbejders loyalitet og flid af stor betydning for det gode arbejdsklimas opretholdelse, er det endnu større til den enkelte leder, thi ifølge sin stilling kan han direkte komme til at gribe ind i andres skæbne på godt og ondt. Det er derfor nødvendigt, at han foruden gode faglige kundskaber er i besiddelse af en høj etisk standard. Et godt arbejdsklima er imidlertid ikke noget, der kan dikteres oven fra, selv om ledelsen ved god tilrettelæggelse og information kan lægge en frugtbar bund. Men hver enkelt medarbejder - det være sig på kontorer, i værksteder, på tegnestue eller pladsen. - må gøre sit. KN

M E N N E SK E T OG

A R B E J D SP L A D SE N

er uddrag af et fored ra g h oldt a f d en admini strerende direktør for det store moderne engelske jern- og stålværk Steel Company of Wales, Mr. W. F. Cartwright, ved et informationsmøde for medarbejdere ved virksomheden. Foredraget omhandler problemet »Mennesket og arbejdspladsen« set i forhold til den tekniske udvikling i Sydwales gennem de sidste 100 år. Selvom foredraget således har en speciel baggrund og er præget af lokale forhold, er det omhandlede problem aktuelt i alle industrilande og også herhjemme ofte behandlet i foredrag og tidsskrifter. Senest er problemet taget op af »Foreningen til mentalhygiejnens fremme«. At problemet er internationalt fremgår også deraf, at det nævnte foredrag er refereret i »Werk und Wir«, personalebladet for den tyske stålkoncern Hoesch Aktiengesellschaft, Westfalenhiitte, et personaleblad, der udsendes til virksomhedens ca. 50.000 ansatte. Nedenstående referat er i uddrag taget fra dette blad. Problemer for opnåelse eller bibeholdelse af et godt arbejdsklima opstår ofte i forbindelse med modernisering, ved indførelse af udstrakt mekanisering, ændrede organisationsforhold og proEDENSTÅENDE ARTIKEL

duktionskontrol, idet en sådan modernisering ifølge sit formål ikke alene formindsker behovet for antallet af arbejdere pr. produktionsenhed, men også øger kravet til de ansattes kvalifikationer. Da forholdet sjældent kan imødegås ved naturlig afgang, må ledelsen, hvor arbejdsstyrken skal reduceres, planere og informere således, at de pågældende, der bliver berørt, er klar over dette i god tid. Men bortset fra forholdet i forbindelse med modernisering er problemet, hvorledes der i almindelighed kan opretholdes et godt klima på arbejdspladsen; hvorfor der på nogle virksomheder består et godt forhold parterne imellem og på andre ikke. Mr. Cartwright henviser her til nogle amerikanske undersøgelser om arbejdsklimaets afhængighed af arbejdsmoral og arbejdsydelse, og hvorefter man har opdelt virksomhederne i følgende 4 kategorier: 1.

Virksomheder med lav arbejdsmoral og lav arbejdsydelse.

Virksomheder med høj arbejdsmoral og lav arbejdsydelse.

Virksomheder med lav arbejdsmoral og høj arbejdsydelse.

Virksomheder med høj arbejdsmoral og høj arbejdsydelse.

Levedygtigheden af de under punkt 1 hørende virksomheder må formodes at være ringe, og det samme kan siges om de under punkt 2 nævnte arbejdspladser. Sidstnævnte er som oftest ældre virksomheder, hvor der hersker et gensidigt tillidsforhold mellem de ansatte og ledelsen, hvor det hele går sin jævne og stille gang, og hvor afstanden mellem parterne ikke er stor. Stillinger som arbejdsledere og lign. besættes med egne folk. Der bliver ikke importeret »lyse og kloge hoveder« udefra til at kommandere med de ældre arbejdere. Her hersker en følelse af et varigt tilhørsforhold mellem fabrikejeren og dennes familie og arbejderne og deres familier. Men sådanne virksomheder har imidlertid overlevet sig selv og vil før eller siden bukke under i konkurrencen. Forholdene som nævnt under punkt 3 synes at være ret almindelige. Her er det ikke muligt for ledelsen at opnå et godt arbejdsklima. Man frygter strejker, og sådanne opstår tit af betydningsløse årsager. Forholdene synes ofte at kunne henføres til, at arbejdernes tillid til ledelsen er mindre udpræget. En høj arbejdsmoral og en god arbejdsydelse som nævnt under punkt 4 er givetvis lettest at opnå i en ny virksomhed uden traditioner, vel at mærke hvis der fra begyndelsen foretages en omhyggelig planlægning for alle led fra direktør til yngste mand. Et godt arbejdsklima kan kun være til stede i virksomheder, hvor der findes gensidig agtelse for menneskene på alle trin i organisationen - det være sig direktør, smed eller arbejdsmand, og hvis virksomheden altid er beredt til at gå ind for ændringer i forbindelse med den tekniske udvikling for at følge med i konkurrencen. Dog skal man være klar over nødvendigheden af i god tid at in-

formere alle og træffe forberedelser til evt. flytning af folk til andre afdelinger, hvor dette er påkrævet og muligt. Er det ikke muligt, må det meddeles de pågældende i god tid, så de kan se sig om efter andet arbejde. Kan en virksomhed gennemføre sin produktion med færre arbejdere, f. eks. ved indførelse af automation, da er det helt forkert at tro, at man kan opretholde et godt arbejdsklima ved stadig at beskæftige de overflødige arbejdere. Man skal i god tid gøre disse opmærksomme på, at man har til hensigt at formindske arbejderstaben og forklare hvorfor. At beholde overflødig arbejdskraft i det gode arbejdsklimas interesse er et skridt mod dårlig arbejdsydelse og fører i sidste ende til de slettest mulige forhold. Udførlige informationer over alle arbejdets aspekter er grundlaget for et godt arbejdsklima, og her drejer det sig om såvel gode som dårlige efterretninger. Herefter efterlyste Mr. Cartwright årsagerne til et dårligt arbejdsklima, idet han dog først fastslog, at grundlaget for ledelse af andre mennesker er at være fair, beslutsom og karakterfast, hvilket ikke mindst gælder, hvor det drejer sig om lønproblemer. Den virksomhed, der betaler høje lønninger, har ikke ubetinget det bedste arbejdsklima. Ofte har man følelsen af, at det modsatte er tilfældet. Man kan sikkert fastslå, at det dårligste arbejdsklima er tilstede, hvor der er stor forskel i lønnen til den bedst og dårligst betalte arbejder, hvor disse udfører lige værdifuldt arbejde. Hvor det f. eks. er muligt for en arbejder ved stor flid at tjene en god akkord, og en anden arbejder under de samme vilkår kun kan opnå en mindre fortjeneste, er dette en kilde til utilfredshed og dårligt

arbejdsklima. Dette har medført, at mange værkstedsledere betragter akkordsystemet som mindre heldigt, og at dét er bedre, hvor arbejdstempoet bestemmes af ledelsen og ikke af den enkelte mand. En given årsag til dårligt arbejdsklima er at finde, hvor arbejderen tjener mere end hans foresatte. Og dog findes mange virksomheder, hvor dette er tilfældet, ligesom der findes tiltælde, hvor nyansatte tjener mere end ældre og mere erfarne arbejdere, med deraf følgende større rutine og kendskab til arbejdsprocesserne. Det er dog ikke let at finde et idealgrundlag, efter hvilket alle arbejdere bliver betalt efter deres værd, og hvor store akkordudsving ikke forekommer. Vanskelighederne, som mange driftsledere står overfor, er, hvorledes man skal handle i de tilfælde, hvor sådanne store lønforskelle allerede består, og hvor absolut overflødig arbejdskraft bibeholdes af vane og almindelig praksis. Problemerne vedrørende det gode arbejdsklima sammenfatter Mr. Cartwright herefter i flg. 4 punkter: 1. Nødvendigheden af at afskedige personer, som man over længere tid har beholdt på grund af sædvane til trods for, at omhyggelige arbejdsstudier har vist, at de er overflødige. 2. Måden, på hvilken man skal handle over for arbejdere ved indførelse af mekanisering, automation eller nye arbejdsmetoder, som kræver færre folk. 3. Fremgangsmåden ved skiftende behov for arbejdskraft ved varierende efterspørgsel efter virksomhedens produkter. 4. Tillempning af arbejdslønnen, som i for høj grad afviger fra lønnen i andre konkurrerende virksomheder. Til punkt 1 bemærker Mr. Cartwright bl. a., at der findes en del arbejdsom-

råder, hvor det af sikkerhedsgrunde og ifølge deres natur er nødvendigt for en håndværker at have en hjælper. Men i en moderne industri findes flere områder, hvor en sådan hjælper ikke mere er nødvendig, men er bibeholdt af gammel vane. Men arbejdsstudier og arbejdsmålsætning har ved den stedfundne udvikling vakt tillid hos såvel ledere som arbejdere, og der vokser en tydelig sigtbar ansvarsfølelse for på dette grundlag ikke at undlade at indskrænke arbejdskraft, hvor dette er forsvarligt. Mellem en del virksomheder og fagforeninger er imidlertid afsluttet overenskomster, hvorefter der ikke må foretages afskedigelser på grund af tekniske fremskridt. Dette forhold, som bygger på en naturlig afgang, er tilsyneladende menneskelig set den mest tiltalende. Men det må ikke glemmes, at virksomhedens trivsel og dermed evt. senere tilgang af ny arbejdskraft er afhængig af, at den til enhver tid er konkurrencedygtig, hvoraf følger, at den ikke må beskæftige overflødig arbejdskraft. Man må ikke sætte langfristede beskæftigelsesforhold på spil, fordi man har forsømt at foretage kortfristede reduceringer. Tekniske fremskridt kommer ikke pludseligt. Selvom tempoet i udviklingen går hurtigt, må anvendelse af nye fremgangsmåder og ny teknik forud planeres og tilrettelægges omhyggeligt. Tiden, der medgår hertil, må benyttes til informering i alle led. Det er en naturlig menneskelig reaktion at gøre modstand mod ændringer. Kun, hvor der bliver informeret således, at alle, der berøres af ændringer, er klar over disses betydning, vil de kunne gennemføres med held og uden gnidninger. Man kan ikke nok fremhæve uddannelsens betydning. Mange mennesker er-

hverver sig ved uddannelse nye fagkundskaber, som ikke ubetinget passer ind i bestående fagopdelinger. Der må derfor ved forhandlinger med fagforeningerne gennemføres en omhyggelig vurdering, hvorved de fagkundskaber, som er nødvendige for et bestemt arbejde, kan komme til udfoldelse på tillokkende måde. Efter at Mr. Cartwright havde omtalt problemet om beskæftigelse af arbejdskraften ved sæsonbetonet fabrikation og problemer i forbindelse med forsømmelser på grund af sygdom, sammenfattede han de faktorer, som han betragter som vigtige i forbindelse med et godt arbejdsklima, i følgende: »Det er fuldkommen klart, at et godt klima på arbejdspladsen ikke kan være til stede, hvor der hersker usikkerhed vedrørende beskæftigelse videre frem. I en hvilken som helst virksomhed er det for dennes videre bestående nødvendigt teknisk at være på højde med udviklingen og opnå den højeste ydelse. Hånd i hånd hermed kommer nødvendigheden af en sund planlægning og krav til arbejdskraftens effektivitet. Hertil kommer som tidligere nævnt en god informering. En vis informering i et arbejdsforhold finder altid sted, bevidst eller ubevidst. Men for at en leder skal være sikker på at give en god information, må han gøre følgende klart for sig selv: 1. Hvad skal jeg meddele? (Det må ubetinget være rigtige informationer, som er klare og tydelige). 2. Hvem skal jeg informere? (Han må kende sine folk, deres placering i organisationen, deres funktioner og ansvar). 3. Hvornår skal jeg informere? (Det skal ske hurtigst muligt og i den rigtige organisatoriske rækkefølge).

Hvorledes skal jeg informere? Her har man som regel valget mellem mundtlig og skriftlig information. Den skriftlige information kan foreligge i forskellig form, f. eks. gennem meddelelsesformularer, opslag eller personaleblade. Valget er afhængigt af personalekredsens omfang, som man henvender sig til. Ved mundtlig information består muligheden for misforståelser. Information fra ledelsen må bringes til de pågældendes kendskab ved samtaler eller skriftligt og er for lederen på arbejdspladsen et meget vigtigt hjælpemiddel. Han må være loyal overfor de informationer, han får, og ikke tolke dem efter sine egne ønsker. Ændringer er uundgåelige. Men for at alle kan forstå grundene og acceptere dem, må informationerne være i orden«. 4.

— Hvad jeg kan lide hos Dem, Nilsson, er at De er en mand, som ved, hvad jeg vil . . .

FRA AFDE

Mine herrer! — Hvor behovet ikke er til stede, er det Deres opgave at skabe det!

For vort eget vedkommende tegner situationen sig lysere end tilfældet har været gennem længere tid. Det er lykkedes os at træffe aftaler, som kan forventes at give os god beskæftigelse for resten af dette år, og den bedring i de kontinentale priser, som indtil nu er slået igennem, har givet os mulighed for en mindre forhøjelse af priserne for nogle af vore produkter - og så må vi jo håbe, at det holder. Særlig bemærkelsesværdigt og glædeligt er den gode ordreindgang på grovjern, som vil give grovværket en beskæftigelse, som det ikke har været forvænt med i årevis.

SALGSAFDELINGEN

Salgsafdelingen i juli 1963. V. Andersen.

Salgschef V. Andersen.

Der har i løbet af de sidste par måneder fundet talrige forhandlinger sted i de store stålproducerende lande for at stimulere de meget lave priser, som har været herskende gennem de sidste år, og det ser faktisk ud til, at disse bestræbelser til en vis grad har båret frugt. Man har i den sidste tid kunnet notere en mindre stigning i priserne. Det er dog højst usikkert, om disse bedringer vil holde, for nok tilgår der værkerne ganske gode ordremængder, men dette er ikke tilstrækkeligt til at beskæftige den udvidede kapacitet, som de fleste stålværker i dag er i besiddelse af.

STÅLVÆRKET Martiningeniør Carlo Poulsen.

Produktionen for april kvartal udgjorde 75.059 tons, hvilket er ca. 500 tons mindre end planlagt, men alligevel 4.500 tons mere end for samme kvartal sidste år. I øvrigt er der ikke meget at fortælle. Arbejdet i afdelingen går jævnt og roligt uden væsentlige svingninger.

PROFI LVÆRKET Valseværksingeniør J. Andersen.

Blokværket.

LINGERNE April kvartal 1963

Blokværkets produktion blev også i årets 2. kvartal god, idet der udvalsedes 32.150 tons, hvilket er 10.000 tons mere end i det tilsvarende kvartal 1962. Den i sidste nummer af Staalbaandet omtalte udvidelse af el-ovnene blev som planlagt udført i værkets sommerferie, og gik umiddelbart efter denne i normal drift.

PLADEVÆRKET Valseværksingeniør J. Skov.

Grovværket.

Sommerferien i pladeværket var i år fra 28. juli til 11. august. Det er ikke store feriearbejder, vi har haft. Det meste var almindeligt vedligeholdelseseftersyn, men der blev monteret en ny kran i v-5 til erstatning for kran 38. Desuden blev der monteret et sprinkleranlæg til brandslukning i pumperummet ved motorrum 7. Anlægget er hængt op under loftet, og det består af 50 dyser med glasbulb for. Disse sprænges ved 69° C., hvorved dyserne blottes og spreder vand ud over brandstedet. Vandet tilføres gennem trykforøgerpumperne ved ca. 7-8 at. Så snart et vandforbrug opstår, starter et alarmsystem, der gør opmærksom på, at en eller flere sprinklere er trådt i funktion. Alarmsystemet kan afprøves ved at åbne en ventil, der giver samme vandmængdeforbrug som en dyse. I mellempladeværket blev monteret to nye storskruer og -møtrikker, der er en del kraftigere end de gamle, og desuden udskiftedes vippebordet med et nyt. Hangaren begynder så småt at skyde op over jorden, og den står færdig i løbet af efteråret. Produktionen har været 73.200 tons grovplader i første halvår mod 73.750 tons i 1962, og mellemplader 3.885 tons i 1963 mod 4.300 tons i 1962.

I grovværket har produktionen været god, og der er i 1. halvår udvalset 20.600 tons. I værkets sommerferie blev varmsaks og varmsav hovedrepareret, og i blokovnens rekuperator blev rørene udskiftet. Finværket.

Produktionen i finværket har været normal, og maskineriet har gået godt. Der har dog været et enkelt større driftsstop på grund af et tandhjulsbrud i knippeltrykkeren.

Produktionen i 2. kvartal 1963: Færdigjern t.

Blokværk . . . . Grovværk . . . . Finværk . . . .

10.214 18.476

Færdigjern i alt

28.690

Emner Knipler t.

31.423 586

Slabs t.

727

A nt al pe rs o ns k ad e r p r. m å n ed

Oversigten omfatter alle indgåede rapporter bortset fra tilfælde vedrørende ituslåede briller eller ødelagte proteser, hvor iøvrigt ingen personskade er sket.

Let.... ______ Middel.

Svær...

Sød....

I månederne marts, april og ma.i 63 er forekommet en personskade for hver 131, 99 og 111 beskæftigede, hvilket svarer til, at henholdsvis o,76 %, l,ol % og o,9o % af samtlige ansatte er kommet til skade. Heraf personskader med sygedage:

4 og flere

marts

april

maj

I fortsættelse af de afholdte kurser i »Elementær Førstehjælp« vinteren forud, påbegyndes i november (2., 6. og 13.) samariterkursus med 43 tilmeldte fordelt på 3 hold. Hvert hold mødte hver 3. uge efter formiddagsvagten, og for at få de 14 lektioner afviklet inden en rimelig tid, blev der givet 3 lektioner pr. uge. Instruktører på kursus var fru E. Nielsen, Hillerød og G. Simonsen, finværket, medens dr. Steenberger var kursuslæge. Endvidere var P. Bach Andersen, instrumentværkstedet, censor ved de afsluttende prøver. 35 deltagere gennemførte kursus og deltog i den afsluttende prøve, der blev afviklet over 3 aftener i marts (1., 8. og 13.) i bedriftslægens lokaler, hvorefter lærere og elever med flere samledes i kantinen og hyggede sig en stund ved et fælles kaffebord.

På det ene af vedstående fotos ses A. Conradsen, pladeværket, demonstrere og forklare behandlingen af en armlæsion. Ofret er B. Nielsen, stålværket. Billedet er et udtryk for den interesse og alvor, hvormed alle gik til sagen. Det andet foto viser V. M. Gilling, stålværket, der er ved at udrede et teoretisk spørgsmål, tilsyneladende på allerhøjeste plan, beundret af fru Nielsen, der ikke kan skjule sin glæde over elevens præstation, medens dr. Steenberger og Bach Andersen sidder i dyb eftertanke. CEL

fra det første hele driftsår i 1943 til udgangen af 1962 er gengivet i nedenstående diagram

En sammenligning af kurverne ved begyndelsen og slutningen viser, at den laveste ulykkesfrekvens er opnået i 1962. 1943

1962

Antal årsarbejdere ...................

325

1041

Ulykkesfrekvens pr.: 100.000 arbejdstimer ............... 100 årsarbejder .......................

3,5

3,2

8,5

7,8

BEDRIFTSLÆGENS BERETNING Den 22. april, 23. april, 28. juni og 5. juli er der blevet røntgenfotograferet 1660 personer beskæftigede på DDS. Der blev foretaget 1660 røntgenundersøgelser og 345 tuberkulinprøver. 1219 var tidligere tuberkulinpositive og 29 tuberkulinnegative. Heraf blev 6 calmettevaccinerede. 59 blev senere fotograferet på Frederiksværk sygehus. 14 er ikke mødt til undersøgelse, og de vil blive kraftigt opfordret til at give møde på sygehuset. Der blev fundet 3 tilfælde med mistanke om tuberkulose, og 16 bliver nærmere observeret. Møderesultatet er det bedste, vi endnu har haft. E. Steenberger.

Jeg ved at firmaet er omhyggelig med sit personale dr. Petersen. Men er det virkelig nødvendigt med en undersøgelse hver uge?

CIVILINGENIØR CAPRANI WINKE L

Skibskedel.

ER ER DEM ,

der synes, at der er for mange slags kedelplade - og det er der måske noget om! Der er også dem, der mener, at kedelplade var meget bedre i de gode gamle dage - men det er der til gengæld ikke så meget om. Dette skulle være indledningen til en artikel om kedelplade. Men hvad er kedelplade egentlig, hvortil bruges den? Det sidste spørgsmål er lettest at besvare. Slår man op i de danske normer, står der ordret om anvendelse af kedelplade: »Ved trykbeholdere forstås enhver dampkedel, koger, beholder, rørledning eller lignende til damp, luftarter eller væsker med højere tryk end atmosfæretrykket.« Her skal man altså bruge kedelplade, hvis man da ikke kan smyge sig uden om kravet ved at læse de samme normers undtagelsesregel: »Til fremstilling af trykluftbeholdere, hydroforer og andre tilsvarende trykbeholdere, for hvilke beregningstrykket ikke overstiger 10 kg/cm 2 , og hvor D x p er mindre end 10.000 (D = indvendig diameter i mm, p = beregningstrykket i kg /cm 2 ), samt af lavtrykskedler, varmtvandskedler og vandvarmere med beregningstemperatur på højst 120° C kan

varmere behøver man altså ikke at bruge kedelplade! Det var, hvad kedelplade skulle bruges til. Men hvad er kedelplade så? Desværre et vanskeligt spørgsmål at svare på, for i virkeligheden udgår der ikke ret mange plader fra DDS, som ikke med sindsro kan bruges som kedelplade - i hvert fald efter normalisering. Kedelplade er plade, der er dyrere end almindelig plade - kedelplade er plade, der er bedre kontrolleret end almindelig plade - kedelplade er plade, der har færre lagdelinger end almindelige plader, men først og fremmest: kedelplade er plade, som en myndighed enten til lands eller vands har tilladt anvendt til et af de mange tidligere nævnte formål. Altså sagt meget populært: kedelplade er plade, som har et certifikat med mange og fine stempler og underskrifter. Skal man bruge en plade til en stålkonstruktion på landjorden, overlader man trygt kontrollen til DDS’s højtkvalificerede laboratoriepersonale. Skal man bruge en skibsplade eller en kedelplade, må der en mere officielt udseende myndighed til. Alt stål til skibe kontrolleres hos os af klassifikationsselskabernes inspektører for at sikre en ensartet kontrol fra land til land - ofte bygges et skib jo langt fra det stålværk, der har valset pladerne.

Klassifikationsselskabernes kontrol er stat, kommune og sogneråd uvedkommende, og derfor kan klassifikationsselskabernes kedelplader kun anvendes om bord i skibe. En ret væsentlig ting at huske: Det går ikke at bruge en Lloyds kedelplade til en kedel på landjorden. Alt stål, der skal bruges som kedelplade til lands, sorterer under Direktoratet for Arbejdstilsynet, der giver de forskrifter, der skal gælde for anvendelse og kontrol. I praksis er det dog arrangeret på den måde, at Arbejdstilsynet har akcepteret de normer, stålet fremstilles efter, samtidig med, at Arbejdstilsynet har været repræsenteret i de udvalg, der redigerer normerne. Kedelplade godkendes således efter meget komplicerede regler, og derved vanskeliggøres enhver form for overføring fra én kvalitet til en anden, idet de forskellige myndigheders godkendelser i hvert tilfælde spiller ind. Kedelplade er altså plade, der er godkendt efter helt specielle regler, men adskiller kedelplade sig fra anden plade på andre områder? Selve prøvningen er mere omfattende. Hvor man ved almindelige plader kan nøjes med at lave nogle få trækprøver pr. charge udvalgte efter særlige regler, prøves hver kedelplade enkeltvis, og er pladerne særligt store endda med en prøve fra både top- og bundende. Derved sikrer man sig først og fremmest mod, at styrken skulle ligge uden for det foreskrevne, men samtidig opnår man, at der er større mulighed end ved normale plader for, at lagdelinger findes. Rigtige kedelplader havner formodentlig i rigtige kedler, og da rigtige kedler af ret naturlige grunde går hen og bliver varme, er det i virkeligheden urationelt at prøve pladerne ved stue-

temperatur og så bruge dem ved 300400° C. Ved højtemperatur- og højtrykskedler, hvor der for at holde dimensionerne nede skal bruges kedelplade fremstillet af legeret stål, prøves pladerne derfor ved den virkelige driftstemperatur. Det er besværligt, idet der skal bygges en ovn op omkring prøven, og en enkelt trækprøve kan let komme til at vare flere timer. Vore almindelige husholdningskedelplader vil det derfor være helt umuligt at prøve på den måde, og vi må nøjes med en gang imellem at kontrollere og dermed eftervise, at styrkerne - det er her specielt flydespændingen, der betyder noget - ligger over, hvad man generelt regner med og i normerne opgiver som retningsgivende værdier ved temperaturer over 100° C. Kedelplade skiller sig altså ud fra almindelig plade ved prøvningen. Et andet punkt, hvor kedelplade er »usædvanlig«, er varmebehandlingen. Normale plader varmebehandles næsten aldrig, hvorimod kedelplade oftest skal normaliseres. Ved normaliseringen opnår man, at pladerne bliver mere homogene styrkemæssigt set, og at eventuelle spændinger fra valsningen fjernes. Det er lidt forskelligt fra land til land, hvor ofte der forlanges normalisering. I Tyskland skal således alle kedelplader normaliseres, medens vi herhjemme kræver normalisering over 30 mm og under 8 mm. Svenskerne siger 25 mm, englænderne 45 mm, og på Malabarkysten er normalisering slet ikke nødvendig, for der er det så lunt til daglig. Denne mangel på overensstemmelse landene imellem har man i de sidste år forsøgt at afbøde ved udviklingen af overnationale normer, og her kommer for os først og fremmest de såkaldte INSTA-forskrifter til at betyde noget.

INSTA står for skandinavisk samarbejde, og inden længe må vi regne med, at kedelpladeforskrifter vil blive de samme for hele Norden, og at de oprindelige nationale normer dermed er gået op i en højere helhed. Med hensyn til normaliseringen vil der således blive foreskrevet 25 mm bortset fra de tilfælde, hvor man af særlige grunde vil foreskrive generel normalisering uafhængig af tykkelsen. Skal jeg til slut minde om, at normalisering er en opvarmning til ca. 900920° C og afkøling i rolig luft uden for ovnen? Kan vi finde flere punkter, hvor kedelplade skiller sig ud fra almindelige plader? Sagtens! Der er f. eks. analysen. Først og fremmest plejer man at kræve, at kedelplade skal være renere end almindelig plade med hensyn til fosfor og svovl. Meget ofte sætter man den øvre grænse for disse to elementer til 0,06 %, hvorimod man for kedelplade går ned til 0,05, 0,04 eller helt ned til 0,035 %. Her spiller f. eks. hensyn til svejseligheden ind, idet specielt stål, der skal automatsvejses, kræver lavt indhold af fosfor og svovl for at undgå revnedannelse og blæredannelse. Medens vi snakker analyse, er der også spørgsmålet om beroligelsen, som vi har skrevet om til trivialitet her i Staalbaandet. Medens handelsstål ofte kan leveres som hel-, halv- eller uberoliget stål, kræves det meget ofte, at kedelplade skal være fuldberoliget, for at stålet kan være så homogent som muligt. Til orientering skal her lige nævnes, at man mange steder sætter grænsen for beroligelse ved minimum 0,15 % Si. Vi kom fra svejseligheden. I dag svejses næsten alle kedler, og ofte sker det under vanskelige ydre forhold. Det er

derfor nødvendigt, at kedelplade er et virkeligt godt svejseligt materiale, og bortset fra de allerede nævnte analysekrav sikrer man det i dag ofte igennem en foreskrevet slagstyrke. Specielt på dette punkt er de svenske og de kommende interskandinaviske normer meget moderne (jeg behøver vel ikke at nævne, hvem der er en af de danske INSTArepræsentanter?) For de godt svejselige kvaliteter er slagprøvning foreskrevet ved 0 eller ÷ 20° C. Nu kan man hævde, at en kedel sjældent kommer ned på ÷ 20° C. Det er rigtigt; men slagsejgheden har også en anden betydning ud over den betydning, den normalt tillægges ved udvælgelsen af stål til brug ved lave temperaturer. Under visse forhold kan kedelvandet virke så angribende på stålet, specielt i nittede kedler, at der ligefrem som følge af spændingerne i kedlen kommer voldsomme revnedannelser. Denne kalamitet kaldes ludskørhed og bekæmpes ved anvendelse af stål med god slagstyrke ved lave temperaturer. Hermed være ikke forsøgt at give nogen dybsindig forklaring på ludskørhed og på, hvordan den bekæmpes. Egentlig lave temperaturer kan forekomme, hvor der er tale om trykbeholdere til opbevaring af flydende gasser, samt i den kemiske industri. Her kan temperaturerne blive meget lave, og der kræves til disse formål ofte stål med garanteret slagstyrke ved temperaturer helt ned til omkring ÷ 100° C. Så er det imidlertid ikke vore stål, der skal bruges - man må gå over til komplicerede legeringer med f. eks. adskillige procent nikkel. Kedelplade adskiller sig altså på mange måder fra almindelige plader. De »indre« forskelle er nævnt; men der er også »ydre«. En kedelplade har som of-

test et meget flot certifikat med erklæringer, stempler, underskrifter og et utal af analysetal svarende i sin mangfoldighed til selve pladen, der kan have lige så mange indhuggede tegn og underlige gerninger og være malet i alle regnbuens farver.

Som sagt er der mange forskellige slags kedelplade, alt afhængigt af, hvilken myndighed der står bag anvendelsen. Til søs vil det udelukkende være klassifikationsselskaberne, og til de forskellige anvendelsesformer har man en række styrkegrupper: Ved Lloyds Register of Shipping opererer man med følgende typer: 38 til 44 kg/mm 2 brudstyrke, 41 til 47, 44 til 50, 47 til 54 og 50 til 60. Reglerne foreskriver så, hvor og hvorledes de forskellige typer skal anvendes. Ved Det Norske Veritas har man en tilsvarende opdeling med grupperne: 37 til 45, 41 til 50, 44 til 52, 50 til 58, 47 til 56 og 52 til 62. Derudover er der en yderligere opdeling, idet der kan kræves slagprøvning ved en række lave temperaturer: 0, ÷20, ÷40 og ÷60° C. Det Norske Veritas har rekorden med antal af kedelpladetyper, idet man blot ved de almindelige kulstofstål kan komme op på 22 forskellige muligheder! Slet så slemt er det ikke ved Bureau Veritas, hvor man er så menneskelige at nøjes med kun fire grupper: 37 til 44 km/mm 2 , 40 til 48, 41 til 50 og 48 til 56. Som man vil se: alt i alt en uhyggelig mangfoldighed, der gør det ret vanskeligt at fremstille kedelplade og især gør det vanskeligt, hvor der skal lægges plade på lager, og hvor pladerne derfor helst skal kunne anvendes til en række forskellige klassifikationsselskabers typer.

Helt galt bliver det dog først, hvor der også skal kombineres med de kedelpladetyper, der skal anvendes til lands. Mest almindeligt ude i den store verden er de tyske kedelplader efter DIN 17155, hvor der forekommer fem forskellige grupper: 35 til 45 kg/mm 2 , 41 til 50, 44 til 53, 47 til 56 og 52 til 62. Mere overskueligt bliver det, når vi nærmer os de hjemlige strande, idet man i Sverige kun opererer med tre grupper: 37 til 45 kg/mm 2 , 44 til 52 og 50 til 58, og allerlettest er det herhjemme, hvor vi i DS 320 mener at kunne klare os med kun to: 35 til 44 kg/mm 2 og 41 til 50 kg/mm 2 . Denne enestående enkle opdeling vil vi imidlertid ikke blive stående ved i fremtiden, idet de kommende danske normer - d. v. s. de vedtagne interskandinaviske normer - har tænkt sig at anvende fire styrkegrupper: 37 til 45 kg/mm 2 41 til 50, 44 til 52 og 50 til 58, kombineret med slagprøvning ved 0 eller ÷20° C, hvor det skønnes nødvendigt, således at der i alt bliver 12 forskellige muligheder. Samtidig rummer de nye normer ret omfattende krav til analyse, idet der f. eks. er givet regler for beroligelsen, renhedsgraden (fosfor og svovl) og indholdet af metalliske følgestoffer som krom og kobber. Normalisering er foreskrevet over 25 mm for nogle typer og generelt for andre. De nye normer vil således være en meget omfattende udvidelse af de gældende regler, men til gengæld opnår man som følge af den øgede materialesikkerhed mulighed for at bruge langt tyndere plader, idet de nye stål har væsentligt højere beregningsspændinger end de tidligere. Et par gange har det været nævnt,

hvilken rolle Arbejdstilsynet spiller ved kedelpladeaftagningen. Det er nu imidlertid ikke således, at Arbejdstilsynets inspektører kommer herop for at kontrollere de kedelplader, der sorterer under Arbejdstilsynets område. Vi har for mange år siden fået en aftale, der muliggør, at Statsprøveanstalten kan tage sig af den side af sagen, og ved blødere kedelpladekvaliteter er det tilstrækkeligt, at vore værkcertifikater kontrol leres med en stikprøvevis udvælgelse af trækprøver. En så lempelig ordning går ikke ved de stærkere kedelplader med mindstebrudstyrke på 44 kg/mm 2 og derover. Ved visse plader skal enten Statsprøveanstalten eller f. eks. en inspektør fra Lloyds Register overvåge prøvningen.

Det var det. Men var kedelplade så bedre i de gode gamle dage? Man hører

af og til udtalelsen, men svaret må blive så afgjort NEJ! Kedelplade er i årene efter krigen blevet et langt mere omfattende prøvet produkt, kravene er steget på alle punkter, og mange nye og dengang ukendte prøvemetoder er taget i brug for at sikre den bedste kvalitet. Var pladerne bedre dengang, var det i hvert fald udelukkende, fordi anvendelsesbetingelserne var så lempelige, at de fejl, der i dag generer, ikke blev opdaget. Til allersidst: en advarsel! Anvendelse af kedelpade er en så kompliceret sag, at alle forhold ikke kan være taget med i en artikel som denne. Hvad der er min personlige mening kan være meget interessant; m e n, det der betyder noget ved anvendelse er, hvad den pågældende inspektør, der skal godkende tegninger og materialer, mener - hans ord er det, der gælder. cw

Grunduddannelse Inden vore lærlinge kommer til at deltage i det almindelige arbejde i værkstederne, skal de uanset fag gennemgå en lovfæstet 3 måneders grunduddannelse, hvorunder de informeres og indøves i brugen af håndværktøj. Det er forbavsende at se, hvad der kan præsteres på disse 3 måneder af en ung mand, der aldrig før har haft et værktøj i hånden. Vedstående foto giver et begreb om resultatet. Ganske vist fortæller det ikke noget om den håndværksmæssige kvalitet, men det kan forsikres, at den i langt de fleste tilfælde er fremragende. Man kan spørge: Hvortil så 4-4V2 år for at blive udlært? Her må erindres, at grunduddannelsen kun omfatter skruestiksarbejde - først når den egentlige læretid begynder, kommer lærlingen til værktøjsmaskinerne og montagearbejder. Endvidere må det tages i betragtning, at den unge mand under grunduddannelsen er under bestandig instruktion, og at udviklingen til den for enhver svend nødvendige selvstændighed, rutine og erfaring kun kan foregå ved lang tids ar-

Kurt Erik Christensen blev udlært som elektromekaniker d. 9. august 1963 og udførte som svendestykke en statorvikling samt en mindre donkraft, begge dele til ære for ham selv og lærepladsen. Til lykke!

Emner fremstillet under grunduddannelsen.

John Jørgensen og John Bertelsen undervises af Egon Larsen.

bejde med vekslende emner og opgaver under de almindelige vilkår, som er gældende i værksted og på montageplads.

ET VAR en af de varme dage i sommer, at Olsen og jeg traf hinanden. Nå, Olsen! Hvorledes går det med at holde varmen? Jo tak! Jeg klager ikke, selv om det kan være lidt drøjt af og til. Man er jo ikke vant til det. Men det går da. Hvorledes gik sommerferien? Jeg ledte efter Dem, men hørte, De havde ferie. Sommerferie, siger De! Nå, ja. Jo, den gik såmænd meget godt. Men det er snart så længe siden, at man har glemt den. Nåh! Det kan vel ikke være så mange uger siden? Næh, det er rigtigt nok. - Olsen tøvede lidt, men fortsatte så: Kender De den her bog af Sandemose: Det forbigangne er en drøm? Jo, den kender jeg nok, i hvert fald titlen. Men hvad har det med sommerferien at gøre?

Næh, ikke sådan. Men det er li’som, det kommer til at passe mere og mere på én, jo ældre man bli’r. Det hele går mere ud i ét uden at efterlade noget særligt indtryk. Nu er det selvfølgelig ikke sådan, at man helt har tabt pusten, fordi man er oppe i tresserne. Man kan da endnu klare et og andet end netop at løfte skovlen. Men det er alligevel ikke sådan, som da man var yngre og bare havde stukket en pind gennem en kokasse. Man kunne lang tid efter føle sig selv som en farlig ka’l. Men — tilføjede Olsen lidt pessimistisk: Det kan jo være, det er fordi, man ikke mere laver noget, der virkeligt er noget ved. Nå, så gammel er De da heller ikke, Olsen. Gammel og gammel. — Det er vel, som man ta’r det. Men det kan såmænd godt til tider gi’ et chok i én, når man kommer til at tænke på sin alder. Nå, man skal vel ikke klage - sluttede Olsen - når bare man har sit helbred. Jeg kan forstå, Olsen, at De har holdt sommerferien i fred og ro hjemme. Hjemme, siger De. - Næh! Mutter ville nok betakke sig for at ha’ mig gående hjemme i 14 dage. Olsen lo ved tanken og fortsatte: Jeg var såmænd på en knallerttur Sjælland rundt. Sjælland rundt! - siger jeg forbavset. Det var ellers ikke så lidt. Men hvad så med overnatning?

Vandrerhjem, min herre. - Vandrerhjem. Har De aldrig prøvet det? Jo, det har jeg faktisk. Men det var lige efter krigen, og da var de ikke rigtigt kommet i gang igen, så der var flere steder ret primitivt. Nå, ja! Men det kan man bestemt ikke sige i dag. De unge gloede naturligvis lidt, når bedstefar her kom anstigende - og ikke mindre, når de ved sengetid så de lange underbukser! Men de var skam flinke nok. Hvor var De så, Olsen? Ja, hvor var jeg? Alle steder - hele vejen rundt med små afstikkere. Først med Rørvig-færgen og så Nykøbing, Kalundborg, Korsør, Skelskør, Næstved, Vordingborg og hvad det nu hedder alt sammen. Ja, men det må da have været meget trættende?

Trættende! Ikke spor - knallerten gik da ikke med brødmotor, så det var let nok. Og alt det man får at se og høre på sådan en tur! Man må beklage alle dem, der farer afsted i bil. Hvad ser og hvad oplever de? Ikke et klap! Oplevelsen må da ligge i at træffe andre mennesker og ikke at sidde indeklemt i en kasse sammen med familien og være kilometeræder! Ja, ja, - Olsen! Men der er da osse bilister, som overnatter og måske opholder sig flere dage på en campingplads. Der har de da lejlighed til at træffe andre. Men Olsen var så begejstret for sin knallerttur, at han ikke havde tid til at høre, hvad en anden sa\ Helt gammel er Olsen altså ikke endnu. KN

Knud Nielsen, overingeniør, 65 år, 8. oktbr. Karl Jørgensen, 65 år, 5. novbr., stålværk. Jørgen Larsen, 60 år, 17. dec., reservehold. Andreas Larsen, formand, 50 år, 5. oktober. Henry Petersen, 50 år, 8. oktober, stålværk. Alf Jensen, 50 år, 11. okt., lager & eksp. Jørgen Skov, valseværksing., 50 år, 5. nov. Boie Clausen, 50 år, 19. dec., reparation

Ole Olsen, 65 år, 22. oktober, grovværk.

Ludvig Munch, 60 år, 8. dec., plads & havn.

Egon Jensen, afs.fmd., pladeværk, 1. juli.

Børge Olsen, kontorass., 50 år, 14. august.

Wilhelm Thomsen, 50 år, 18. december, el.afd.

Harry Gronning, afs.fmd., pladeværk, l. juli.

Chr. Nørgaard, afs.fmd., pladeværk,1l. juli.

Kaj Jensen, 50 år, 20. december, pladeværk.

Peter Petersen, 50 dr, 31. december, pladeværk.

Alfred Larsen, undermester, rep., 1. juni.

Børge Rosenberg Larsen, u.forv., hovedmgs., 1. juli.

Bent Hagen Behrensdorff, ass., pladeværk, 1. februar.

Werner Parbst, ass., 1 maj, indkøbs.

Jonna Thomsen, tekn. Tegn., nybygning, 1. juni.

Poul-Christian Mortensen, ass., 20. maj, stålværk.

Viggo Larsen, ass., 25. juni, tentorværk.

Else Bjerregaard, ass., 1. juli, salg.

Holger B. Vestergaard, ass., 1. juli, hulkort.

Ninna Brødsted, ass., 14. maj, indkøbskontrol.

Hanne Thybring, hulkortmedhj., 1. juli.

I almindelighed beskæftiger Staalbaandet sig ikke med aktuelle sportsbegivenheder, selv om personer fra virksomheden er impliceret, idet sådanne begivenheder dækkes på udmærket måde af dagspressen og kan være ganske uaktuelle, når Staalbaandet udkommer. En sportspræstation synes vi dog bør omtales, nemlig bygningsingeniør N. P. Nielsens danmarks mesterskab i sejladsen med BB-joller. Først vandt han sejladsen i Øresundsugen og derefter danmarksmesterskabet ved det specielle stævne for disse joller, som i år var henlagt til Frederiksværk i dagene 11. - 14. juli. N. P. Nielsen må betragtes som så nogenlunde suveræn i sejlads med BB-joller. Således blev han også danmarksmester i 1960 og er altid blandt de første i de almindelige kapsejladser. Ikke alene er N. P. Nielsen en god sejlsportsmand, men også en fremragende skibsbygger. Sine mesterskaber har han vundet i selvbyggede både, og båd nr. 2 i sejladsen ved Frederiksværk var også bygget af ham. I alt har N. P. Nielsen bygget omkring 10 joller.

Fra kontivĂŚrket