Page 1


NR. 4 .

1962

11. ÅRGANG

INDHOLD: Jernets vej................................................... 4 Fra sikkerhedsfronten .................................. 9 En ordre er en ordre ................................... 10 Fra afdelingerne ........................................ 12 Fjordbyen ................................................. 18 Bilparkering .............................................. 20 Kort sagt ................................................... 20 Olsen ........................................................ 21 Te............................................................. 24 Nyudlærte - nyansatte ................................ 31 Tillykke .................................................... 32 F O R S I D E B I L L E D E :

Model af konti-profilværket Tryk: Kay Hansens bogtrykkeri, Frederiksværk

Udkommet d. 5. december 1962 Trykt i 2.000 ekspl.

Redaktør KNUD NIELSEN


Direktør

A. Østergaard * 15. APRIL 1890 † 16. NOVEMBER 1962

Efter længere tids sygdom afgik direktør A. Østergaard ved dåden den 16. november i en alder af godt 12 år. Han var gennem 10 år stålvalseværkets administrerende direktør. Ved sin tiltræden i 1950 var værket inde i en kritisk periode affødt aj en almindelig stagnation på verdensmarkedet, men forholdene bedredes, og værket undergik i direktør Østergaards tid en rivende udvikling. Han var handelsuddannet inden for jernbranchen, og hans vej gik over Odense Stålskibsværft og firmaet Brødrene A. og O. Johansen A js til DDS. Det var således naturligt, at hans indsats særlig faldt på det handelsmæssige område. Men iøvrigt var han med sin naturlige myndighed og sine gode administrative evner den fødte leder, som også i kraft af sin menneskelige forståelse forstod at skabe tillid blandt sine medarbejdere. På grund aj sygdom så direktør A. Østergaard sig nødsaget til at trække sig tilbage fra sin stilling umiddelbart efter at være fyldt 70 år. Han var DDS en god mand. Æret være hans minde.


Jernets Vej K. N I E L S E N (Fortsat)

Profilvalsning.

pladevalsningsprocessen ikke u midd elba rt gi ver an lednin g ti l større problemer, idet det her væsentligt drejer sig om at føre emnet mellem to roterende valser, hvis afstand formindskes, efterhånden som valsningen skrider frem, er forholdet et andet og mere indviklet ved valsning af profiljern, hvor emnet skal tildeles et mere eller mindre kompliceret tværsnit. Dette sker ved a; lade emnet passere gennem profilerede åbninger dannet ved neddrejede spor i et valsepar. Åbningerne kaldes kalibre. Som allerede nævnt tidligere er det ikke muligt blot ved én passage at tildele emnet det ønskede færdigprofils form; først gennem flere mellemformer når man frem til denne. Fig. 52 viser således et antal mellemformer for et emnes vej fra kvadratisk tværsnit til det færdige U-jernsprofil. Emnet selv er imidlertid fremkommet ved nedvalsning af en i stålværket støbt blok og har således allerede passeret et valseværk nogle gange, hvilket vil sige, at antallet af mellemformer fra blok til færdigprofil er flere end de viste. Som nævnt under beskrivelsen af pladevalsning er udvalsningseffektiviteten størst, når der anvendes relativt små valsediametre - dette gælder også for EDENS

4

profilvalsning. Imidlertid er det ikke her muligt at anvende støttevalser, hvorfor valserne i sig selv må have den fornødne styrke og derfor diametre bestemt heraf. Men medbestemmende for valsernes mindste diametre er også valseparrets gribemulighed, idet valseparret ved almindelig profilvalsning er anbragt i konstant afstand fra hinanden i valsestolen i modsætning til, hvad tilfældet er ved pladevalsning, hvor valsernes afstand kan afpasses efter emnets tykkelse. For dog på de forskellige stadier af valsningen at kunne benytte så små valser som muligt overgår emnet fra større valseværker til mindre, efterhånden som valseprocessen skrider frem. Man taler således om forvalseværker, mellemvalseværker og færdigvalseværker. Hvert valseværk består ofte af flere på linie stående stole, som sammenkobles, så de kan drives af en fælles motor. Enkelte større værker har dog kun én stol, som i så tilfælde kan være en duo-stol. Endvidere kan værker med flere stole udføres således, at disse anbringes efter hinanden enten med fælles drivmaskineri

Fig. 52. Mellemformer for profilvalsning.


med transmission til de enkelte stole eller med et drivmaskineri for hver stol. Et sådant værk kaldes kontinuerligt og benyttes i forbindelse med udvalsning af mellemstore og mindre profiler, flad- og rundjern og tråd. Til samme formål kan et værk opbygges som en kombination af stole stående på linie og efter hinanden se fig. 53. Formålet med flere stole i samme værk er at få et passende antal valsepar til rådighed, således at de nødvendige kalibre kan anbringes under hensyntagen til en bekvem føring af emnet fra kaliber til kaliber. Hertil kommer, at det er almindeligt at anbringe flere ens kalibre i samme valsepar og evt. kalibre dækkende flere størrelser af samme profil, hvorved for hyppige valseudskiftninger undgås. Sagen er, at et kaliber bliver slidt under valseprocessen, hvorfor val-

Fig. 53. Finvalseværk bestående af for- og mellemværk med triostole efterfulgt af et kontinuerligt værk for færdigvalsning. a) Ovn. b) Forværk med 2 stole, c) Mellemværk med 4 stole, d) Færdigværk med 4 stole, e) Udløb for omvalsning.

serne efter nogen tids forløb må udtages af værket for afdrejning af sporene. Kombinationsmulighederne ved opdeling i flere eller færre selvstændige valseværksenheder samt med antal og typer af stole i de respektive enheder er mangfoldige. Til eksempel kan et middelstort profilvalseværk bestå af følgende enheder: 1) Blokvalseværk. 2) Grovvalseværk. 3) Mellem- og finvalseværk. 4) Trådvalseværk. Blokvalsevcerket.

Fig. 54. Blokvalseværk med manipulatorer (i forgrunden) for opretning og vending af valseemnet.

Blokvalseværket (fig. 54) har til opgave at udvalse de fra stålværket kommende blokke til emner for senere anvendelse i færdigvalseværkerne. Stålblokkene nedsættes i et dybovnsbatteri for efter opvarmning her at blive udvalset i en reversibel duostol til et rektangulært eller kvadratisk tværsnit af passende størrelse for det videre formål. De udvalsede, forholdsvis lange emner afskæres herefter i passende længder, som kaldes knipler, der indgår på et lager for senere at blive underkastet en syning, hvorunder eventuelle overfladefejl fjernes ved flammehøvling, mejsling eller slibning. De nu færdige knipler indlægges i stødovne for opvarmning til 1200° C inden valsningen.

5


Fig. 55. Grovvalseværk med vippeborde.

Ikke alle stålvalseværker har et blokværk, men udstøber blokkene i mindre enheder, som så direkte anvendes som emner for færdigvalsning af profiler.

Grovvalseværket.

Til færdigvalsning af middelstore profiler kan benyttes en række triostole stillet på linie og med fælles drivmotor se fig. 55. Da triostolen har to indstikshøjder, anbringes der på begge sider langs stolerækken kørbare vippeborde, forsynet med elektrisk drevne transportruller og indretninger for vending af valseemnet 90° om sin egen akse. Disse borde kan altså føre emnet fra kaliber til kaliber i overstik og understik og fra stol til stol. Vippebordene er imidlertid ret ømfindtlige mekanisk set, hvorfor valseemnets vægt er begrænset. Ved udvalsning af store færdigprofiler anvendes derfor duo-valser, evt. i forbindelse med stole med lodrette valser. Hvor der ikke findes et blokvalseværk, benyttes de første stole i grovvalseværket til udvalsning af emner til finvalseværket.

6

Finvalseværket.

Mindre dimensioner af profiler, fladjern, rundjern og tråd udvalses i finværket, der ofte består af flere valseværksenheder, som igen er opbygget af flere eller færre stole. Problemet ved finvalsning i forhold til valsning af større profiler er at få et passende afløb for de ofte meget lange valsestrenge, idet det må tages i betragtning, at der bliver ca. 240 m langt 10 mm rundjern ud af en knippel på 150 kg. Selv om det for mellemformernes vedkommende ikke drejer sig om nrr så lange længder, vil det forstås, at en valsning med fuldstændigt udløb fra det enkelte kaliber, inden indstik i det næste finder sted, vil være både tids- og pladskrævende, hvorfor man anvender den såkaldte omvalsning, d. v. s. at emnet ved begyndelsen af udløbet af et kaliber føres ind i det næste. Emnet er således under valsning i flere valsepar samtidigt. Omføringen kan ske manuelt, ved at valseren griber emnet med en tang under udløbet og tvinger dets ende ind i næste stik. Men i almindelighed anvendes mekanisk omvalsning, hvorved


emnet føres fra stik til stik af ledeplader af passende facon - se fig. 56. Under udløbet fra sidste stik deles færdigjernet i passende længder ved i farten at blive overklippet i en roterende saks, og de afklippede længder føres ud på en kølebedding. Hvor det drejer sig om trådvalsning, opspoles færdigmaterialet på såkaldte haspier til trådringe. Den omtalte omvalsning kan naturligvis kun anvendes i forbindelse med emner af passende tværsnit. Til finvalseværker kan benyttes triostole, men for mindre dimensioner anvendes som regel enkeltduostole opstillet som vekselduoværker eller dobbeltduostole opstillet på linie og evt. kombineret med enkeltduostole på samme linie eller selvstændigt drevne. Fig. 57 viser et finværk bestående af et forvalseværk med to triostole efterfulgt af en række dobbelt- og enkeltduostole til udvalsning af dimensioner ned til 10 mm rundjern eller andre mindre profiler. For valsning af rundjern under 10 mm arbejder finværket som et forværk for trådvalseværket bestående af en serie enkeltduostole. Som nævnt kan omføringsprincippet kun anvendes i forbindelse med enklere emnetværsnit, hvorfor det f. eks. ikke kan benyttes til færdigvalsning af vin-

Fig. 57. a) Ovn. b) Mellemvalseværk, c) Færdigværk med omførere, d) Roterende saks. e) kølebedding.

keljern, U-jern o. s. v. For også at kunne valse disse profiler hurtigt anvendes kontinuerlige værker. Fremgangsmåden er da at forvalse emnet i trio- og duostole med delvis anvendelse af omførere og lade den endelige formgivning finde sted i en række efter hinanden opstillede og selvstændigt drevne enkeltduostole, hvoraf nogle har lodrette valser. Valseemnet går altså her fra stol til stol for efterhånden at få sit endelige tværsnit. Det er muligt ved dette arrangement at udvalse flere parallelle strenge samtidig, og denne type værker har en særdeles stor kapacitet, men kræver lange valsehaller. Efter endt valsning i færdigvalseværkerne føres det endnu glødende færdigjern som nævnt ud på en kølebedding: et stort ristværk med transportindretninger til materialets langsomme fremføring over denne. Der findes mangfoldige konstruktioner af beddinger, men alle går de ud på at undgå at deformere det glø-

Fig. 56. Finværk med mekaniske omførere


dende og derfor bløde færdigmateriale under transporten over beddingen. Fig. 58 viser en såkaldt ekscenterkølebedding. Som regel anvendes naturlig køling fra den omgivende luft. Trods anordninger

Parallelflangede profiler.

Både af hensyn til valseteknikkens krav og for at kunne efterdreje slidte spor i valserne er det nødvendigt at give U- og I-jernsprofilerne et vist slip på flangernes inderflader, ligesom det er begrænset, hvor brede man kan gøre flangerne. Dette forhold kan i nogen grad være til ulemper for profilernes anvendelse. Man er derfor i de senere år kommet ind på at valse parallelflangede profiler. Færdigvalsningen af sådanne kan imidlertid ikke ske i kalibre som ovenfor beskrevet, men finder sted i specielle stole med vandrette og lodrette valser anbragt således, at mellemrummene danner profilet - se fig. 60. På lignende måde valses de bredflangede profiler, de såkaldte Differdingerprofiler. (Fortsættes)

Fig. 58. Ekscenterkølebedding .

for at undgå deformationer af det varme materiale vil mange profiler dog have tilbøjelighed til at krumme sig under afkølingen, hvorfor de efter denne føres gennem en rettemaskine på vejen til færdiglagerpladsen, hvor de efter en syning oplagres, se fig. 59.

Fig. 59. Rullerettemaskine .

8

Fig. 60. Valsning af parallelflangede profiler mellem vertikale og horisontale valser.


FRA SIKKERHEDSFRONTEN: S I K K E R H E D S I N G E N I Ø R C . E . LA N G

Antal personskader pr. måned. Oversigten omfatter alle indgåede rapporter bortset fra tilfælde vedrørende ituslåede briller eller ødelagte proteser, hvor iøvrigt ingen personskade er sket.

I månederne juni, juli og august 62 er forekommet en personskade for hver 93, 134 og 8o beskæftigede, hvilket svarer til, at henholdsvis l,o8, o,74 og 1,25 % af samtlige ansatte er kommet til skade. 5 personskader i juni, 2 i juli og 4 i august har ikke medført nogen sygedage. CEL.


EN ORDRE er EN ORDRE

I ethvert samfund, stort eller lille, kan man komme i klemme, sådan som det her skete for portvagten, der blev »forfremmet« til opsynsmand.

Mangel på arbejdskraft? Må jeg være her. Det er i hvert fald ikke mig, der er mangel på nogen steder. Og da slet ikke her! Hør nu her: jeg er så at sige født her i firmaet. Kom ind som arbejdsdreng, da jeg var 16. Havde 40 års jubilæum i sommer. Tale af direktøren cigar, et glas vin og 300 kr. i gave. Et par dage efter kom driftslederen: Madsen, vi skal bruge en betroet mand til kontrolarbejde. Det må være noget for dig. Næh tak, sagde jeg, jeg har det godt her. Så begyndte han at væve noget om, at man påskønnede min indsats, men man er jo ikke 20 år længer, og tempo og sådan noget, og så forstod jeg, hvad klokken var slået. Der er fire år, til jeg kan få folkepension, så hvad var der at gøre andet end at slå til og så sige tak til? Det lød slet ikke så dårligt, da jeg fik mere at vide om, hvad det gik ud på: Kontrol ved porten, sørge for, at ordens-

10

reglerne blev overholdt, og at ingen parkerede foran administrationsbygningen. Du er jo gammel korporal, sagde driftslederen, så det må lige være noget for dig. Rigtigt - jeg husker udmærket min tid i tjenesten. Jeg lærte, at en ordre er en ordre, og det har jeg altid levet efter og klaret mig godt ved. Og det er jo rigtigt, at det kniber lidt med at følge med i tempoet. »Firmaets ansigt udadtil«, sagde driftslederen også. Jo, tænkte jeg, det er slet ikke noget dårligt firma - de kunne lige så godt have smidt mig ud, men i stedet for gør de mig til funktionær - næsten da — med kasket og ansvar. Jeg var helt glad for det og skulle nok sørge for, at reglementet blev fulgt til punkt og prikke. Jeg skulle vise mig tilliden værdig. Jeg synes, jeg har udført min pligt. Men hvad er takken? De gamle arbejdskammerater har helt vendt sig fra mig. Jeg er jo — ingen tvivl om den ting den helt rigtige mand til jobbet her, for fra mine 40 år i produktionen kender jeg alle fiduser. Og jeg har ordre til at sørge for, at reglementet overholdes. Det er mit ansvar. Og jeg har pligt til at indberette overtrædelser. Det ved kammeraterne. De ved også, at jeg udførte min pligt, da jeg indberettede Svendsen for at forsøge at stjæle rør med hjem. Jo, jeg siger stjæle, for Svendsen ved udmærket, at han skal have mesters tilladelse


til at tage det med, og nar han ikke engang gider gøre sig den ulejlighed at spørge, så er det tyveri, og ifølge reglementet bliver man fyret for tyveri. Er det så retfærdigt, at man ligefrem bliver lagt for had af de gamle kammerater? Og så bliver man oven i købet gjort til grin af ledelsen. Blev Svendsen måske fyret? Nej, han gjorde ikke. Advarsel! For simpelt tyveri. Advarsel! Og så er man begyndt at give mig øgenavne: Spionen, pansermadsen, rørtangen. Og det, der er værre. Og jeg gør da ikke forskel på folk. Reglementet gælder for alle. Også for ledelsen. »Biler må ikke parkeres foran administrationsbygningen« står der. Er det måske ikke tydeligt nok? Er det så retfærdigt, at direktøren skælder mig ud, fordi jeg beder ham flytte vognen. Er det retfærdigt, at jeg bliver kaldt op og får besked på, at tillidsmanden har klaget over min »nidkærhed«, og at der godt kan blive ballade, hvis jeg ikke »dæmper mig lidt ned«. Er det tillidsmanden eller mig, der har ansvaret for at reglerne overholdes? Jeg spørger bare. Det sagde jeg også, og jeg sagde, at så længe jeg var ansvarlig, så skulle reglerne overholdes til punkt og prikke. Firmaet har vist mig den tillid at overdrage det arbejde til mig, og jeg skal vise, at jeg er tilliden værdig. Sådan sagde jeg til direktøren, og han gav mig

ret, til dels i hvert fald, men rådede mig til at fare lidt med lempe, »mest for Deres egen skyld, Madsen«. Men så sagde jeg også til direktøren: »Hr. direktør. Så længe firmaet viser mig den tillid at at varetage dets interesser, går jeg ikke på akkord. I tjenesten lærte jeg, at en ordre er en ordre. Det har jeg altid levet efter. Og direktøren har aldrig haft grund til at klage over min lydighed i alle de 40 år, jeg har været her, og De skal heller aldrig komme til det!« »Ja, ja, det er udmærket Madsen«, sagde direktøren så. Mangel på arbejdskraft. Sludder. Jeg passede det job, gjorde jeg. Og jeg egnede mig til det. Som gammel befalingsmand. Det sagde direktøren også: »Madsen, jeg beundrer Deres retlinethed og pligtopfyldenhed«. Og så tilføjede han noget om, at vi jo alle bliver ældre, og at vi må lægge noget af ansvaret over på andre. Tiderne er jo blevet anderledes, end da vi var unge, sagde han. Ja, det skal guderne vide, sagde jeg. Folk har ingen respekt mere. »Madsen«, sagde direktøren så, »Jeg har tænkt at udnævne Dem til opsynsmand«. Og nu går jeg altså og fejer pladsen og vander plænerne. Spild af kvalificeret arbejdskraft. Men en ordre er jo en ordre... Søren Madsen.

11


Excellent mine herrer! Men næste kvartal må vi stræbe efter et endnu bedre resultat.

SALGSAFDELINGEN Salgschef V. Andersen.

Siden sidste udgave af Staalbaandet, hvori vi måtte male situationen på stålmarkedet i temmelig dystre farver, har man oplevet en kortere periode, i hvilken der sporedes en vis stigende optimisme på det internationale stålmarked. De kontinentale stålværker forsøgte at hæve priserne en lille smule, men bedringen var ganske kortvarig, og det viser sig, at priserne igen er vigende. Montanlandene har hidtil haft god afsætning på deres egne hjemmemarkeder og har kun haft behov for at afsætte en forholdsvis mindre del til tredielande, hvoriblandt Danmark, men nu ser man med bekymring på ordretilgangen fra hjemmemarkederne, og man står overfor yderligere at reducere den allerede nedsatte produktion, samtidig med at eksportpriserne da kan forudses at blive nedsat. Som altid må vi i Danmark være beredt til at følge den udenlandske konkurrence, hvilket i realiteten vil sige, at vi skal sælge til den laveste pris, til hvil-

12

ken der kan købes fra udlandet, hertil kommer, at man med faldende priser må regne med mindre købelyst. Endelig er de danske skibsværfter i den ubehagelige situation, at ordreindgangen har svigtet. Det skal vi nok få at føle, og vi bestræber os af al magt for at skaffe kompensation for de kvantiteter, som af denne grund går tabt for DDS. Hidtil er det lykkedes os ganske godt at skaffe ordrer på andre områder, end vi har været vant til, og vi er i fuld gang med at afvikle disse ordrer, som på væsentlige punkter er forskellige fra, hvad vi er vant til, men stort set må vi være godt tilfredse med vor ordrebestand, ikke mindst når vi ser, hvorledes vore store udenlandske konkurrenter er stillet, men udsigterne er alt andet end lyse, det kan se ud til, at der er trangere tider forude. Salgsafdelingen i oktober 1962.


STÅLVÆRKET Martiningeniør Carlo Poulsen .

Produktionen i juli kvartal udgjorde 82.137 t, hvilket er 3.651 t mere end sidste års kvartal. Arbejdet i stålværket er forløbet støt uden nævneværdige svingninger. Vedr. nyanskaffelser i anlæg er i kvartalet intet anskaffet, men et projekt for skrotforberedning (klipning) er under udarbejdelse og vil antagelig tage sin form i det kommende kvartal.

PLADEVÆRKET Valseværksingeniør J. Skov.

Det, der skrives her i rubrikken »Fra afdelingerne«, handler i det væsentligste om, hvorledes det foregående kvartal er forløbet, og der lægges mest vægt på produktionstallene. Flere faktorer har imidlertid indflydelse på produktionens størrelse, bl. a. valsningens forløb, udbytteprocenten og de forstyrrelser, der har forekommet inden for kvartalet. Alt dette er betinget af maskinernes tilstand og maskinernes betjening og pasning. Derved kommer vi til, at det er os, der arbejder i pladeværket, som gennem vort arbejde afgør, om resultaterne bliver gode eller dårlige. For at de gode resultater kan opnås, er det nødvendigt, at forskrifterne, instruktionerne og oplæringen vedrørende betjening og pasning af maskinerne er klare og rigtige, og dernæst at disse følges, så at maskinerne betjenes, uden at de lider overlast. Det er rigtigt, at hastværk er lastværk, for hastværksarbejde udføres overilet og uovervejet, derfor må enhver handle besindigt og tage den tid, som en sikker betjening af maskinerne

kræver. I det lange løb er det den rolige arbejdsrytme, der giver de bedste resultater. De store fejl registrerer sig selv og kræver standsninger og øjeblikkelige omfattende reparationer, men måske har en stor fejl på et tidligere tidspunkt været en upåagtet lille fejl, som - dersom den var blevet opdaget i tide - kunne være blevet bragt ud af verden på kort tid, måske blot ved en ændring af betjeningen. Enhver mistanke om en sådan fejl skal meddeles, så den kan undersøges på begyndelsesstadiet og beslutning træffes om, hvorvidt en øjeblikkelig reparation er nødvendig, eller om reparationen kan udskydes. Det har i de senere år knebet med plads i afsendelsesområdet af v-5, hvilket har krævet megen krantid ved afsendelsen. Med henblik på de større krav, der er sat med hensyn til samlet levering af ordrer, og en bedre sortering ved afsendelsen er bestilt en hal med to parallelløbende kraner. Hallen dækker et areal på 105X60 m = 6.300 m 2 og lægges nord for pladeværket. Pladeværkerne står stille i tiden fra

13


23. december til 2. januar, for at der kan blive monteret en 3,3 meter saks mellem de to beddinger og i forbindelse hermed et skrottransportbånd og en skrotsaks. Produktionen i 3. kvartal har været 32.340 t grovplader eller 24 t i timen mod 23.360 t sidste år og 21 t i timen. Og mellemplader 2.066 t = 6,5 t/time og 1.722 = 5,4 t i timen.

750-1100 kg, anvendes til 5 og 6 mm plader. Grovværket.

I grovværket har produktionen været god, og der har ikke været større driftsstop. I september blev der foretaget prøvevalsning af 8 rundjernsdimensioner i området 105—150 mm. Valsningen forløb tilfredsstillende, og disse dimensioner vil fremover blive udvalset i tilslutning til vort nuværende rund jernsprogram i grov værket. Finværket.

PROFILVÆRKET Valseværksingeniør J. Andersen. Blokværket.

Produktionen i 3. kvartal har været normal. Den nye M. A. N.-kran er nu taget i brug og fungerer absolut tilfredsstillende, ligesom vore kranførere på forbavsende kort tid fik den fornødne rutine i at køre den for dem helt nye krantype. Blokværket har i september påbegyndt udvalsning af »slabs« til pladeværket. Disse »slabs«, der ligger i vægtområdet

Finværksproduktionen lå på grund af de vanskelige afsætningsforhold betydeligt under produktionen i 3. kvartal 1961. Produktionen i 3. kvartal 1 9 6 2 : Færdig jern t.

Blokværk .....................

Knipler og emner t.

29.335

Grovværk .....................

9.504

Finværk ......................

13.743

Færdigjern i alt.............

23.247

Rationalisering.

Referat af samarbejdsudvalgsmødet d. 12. nov. vil fremkomme i næste nummer.

14

430


NYBYGNINGSAFDELINGEN

Konti-profilværket. De nye haller begynder nu at tage form. Stålkonstruktionerne for 150 m hallængde er allerede rejst i fuld bredde. Beklædningen af denne del af bygningerne påbegyndes i første halvdel af november. Elektrostationen er bygningsmæssigt ca. halvfærdig. Den 19. okt. 1962 var der nedrammet 2.436 stk. pæle, dels træ- dels betonpæle, udgravet 6.455 m 3 jord, udført 6.500 m 2 forskalling samt udstøbt 2.515 m 3 beton. I forbindelse med nybygningen skal der lægges ca. 2 km nye jernbanespor. Dette arbejde er påbegyndt, idet afgreningen fra det eksisterende spornet er udført. Sv. P.

Efter indpumpningen af de første 150.000 m 3 sand påbegyndtes rammearbejdet for kontiværkets bygningsfundamenter. Piloteringspælene er dels granog dels betonpæle, og på nogle ganske få stykker nær er pælene til bygningsfundamenterne rammede. - Rammearbejdet for maskinfundamenterne skrider godt fremad, og enden på dette arbejde nærmer sig. - Andetsteds i nærværende Staalbaand står beskrevet, hvor mange pæle, der hidtil er rammet ved kontiværket; når rammearbejdet er afsluttet, vil der være anvendt ca. 40 km pæle. Støbearbejdet med bygningsfundamenterne er snart tilendebragt, i hvilken forbindelse skal nævnes den særlige udformning, som fundamenterne for midtersøjlerækken har fået. Som det fremgår af vedstående skitse, er fundamenterne set fra siden trapezformede. Gen-

15


Fundament for midtersøjlerækken med kabelkanal.

nem hvert fundament er der udført en 1,6 X 2,2 m åbning. Åbningerne bliver indbyrdes forbundet med betonkanaler, som til sin tid tilsammen vil danne en på langs gennem hele bygningens længde løbende kabelkanal. En stor del af kontiværksbyggeriet er elektrostationen, som er en jernbetonbygning med islæt af det utraditionelle byggeri. Den er 112,5 m lang og 15,0 m bred. Facaden i denne bygning vil blive udført i stål, idet den hovedsagelig vil bestå af store porte til transformatorceller. Gavlene vil blive udført af røde mursten. Det indpumpede sand ligger nu godt en meter over daglig vande, men en senere indpumpning, når byggeriets afslutning nærmer sig, vil bringe terrænet op i den for stålvalseværket almindelige terrænhøjde på ca. 2,3 m over daglig vande. Ved denne delte indpumpningsenterprise spares under arbejdets gang meget jordarbejde. Således vil f. eks. de sokkelbjælker, der støbes nu og som står på det nuværende terræn i en synlig højde af ca. 1,4 m, efter sidste indpumpning kun være synlige på de øverste 10-15 cm. Alle bygningsfundamenternes undersider ligger under grundvandspejlet; dette betød tidligere, at man måtte ramme spunsvægge for overhovedet at kunne udføre fundamenterne; men på kontiværksbyggeriet er der anvendt et forholdsvis

nyt princip, der her skal beskrives nærmere. Princippet går simpelthen ud på, at man, forinden man foretager udgravningen, sænker grundvandstanden, således at man, når gravearbejdet udføres, på intet tidspunkt generes af vand. Denne grundvandssænkning udføres ved hjælp af sugespidser, et simpelt rørsystem og en dobbeltvirkende sugepumpe. Sugespidserne er ca. 1 m lange og 2” i diameter. Den ene ende er forsynet med en kugleventil, der anvendes ved nedskylningen, og som automatisk lukker sig, når sugning i rørene finder sted. Den anden ende er forsynet med gevind til forbindelse med rørsystemet. Imellem kugleventil- og gevindenden består sugespidsen af et filter, der er så fint, at det kun tillader vandgennemtrængning og tilbageholder sand- og lerpartikler. Filtret kan være et plasticrør, hvori der er lavet nogle fine revner, eller et rør udført af et meget finmasket metalnet. Når grundvandssænkning skal finde sted, monteres sugespidserne på et 2” rør, hvis længde afpasses efter den ønskede udgravningsdybde, idet hele sugespidsen skal være under den fremtidige udgravningsbund og den øvre ende af røret skal være over terrain. Sugespids og rør skylles nu ned i grunden, den øverste ende af røret forbindes ved hjælp af slanger til 4” samlerør, der igen forbindes til sugepumpen, der nu, hvis rørsystemet er lufttæt, kan suge grundvandet til sig; fra sugepumpen ledes vandet i stranden. For fuld-

16 Kontiværkets elektrostation.


stændighedens skyld skal det nævnes, at det ikke er overalt, man kan anvende grundvandssænkning som her beskrevet. En betingelse for anvendelsen er, at byggegrunden består af et materiale, der tillader en passende vandgennemtrængning. Vinteren nærmer sig, og på byggepladsen er der rejst søjler og monteret spær og åse for de vestligste 150 m haller. Snart vil tagplader og vægge blive udført sammesteds, og der kan derefter arbejdes på maskinfundamenterne i vintermånederne uden store gener af vintervejret. Udvidelsen af folkebygningen. Syd for den eksisterende folkebygning opføres for tiden en tilbygning, der med sine 258 m 2 i 3 etager vil blive omtrent lige så stor som den eksisterende folkebygning. Endnu er der ikke meget at se af tilbygningen, men kældergulv og -vægge er støbte, og murerarbejdet er påbegyndt. I lighed med den eksisterende folkebygnings facader vil tilbygningen også blive opført af røde mursten. Også ved folkebygningens udvidelse er der anvendt grundvandssænkning, og for at belyse værdien af dette kan nævnes, at med én sugepumpe og tolv sugespidser har byggegruben været så tør, at den »støvede«, skønt der ved normal grundvandstand skulle have stået ca. 0,7 m vand. Saksfundament i valsehal 5 og transportørkanal i valsehal 6. I valsehal 5 er der for det kommende saksfundament udgravet ca. 650 m s jord, og betonarbejdet er påbegyndt. Arbejdet, der skal færdiggøres i december, er ret omstændeligt, hvad materiale-

Ny folkebygning med i alt 470 omklædningsskabe i 2 etager.

transporten angår, idet alle materialerne skal igennem valsehal 6 og på tværs over eller under den sydlige, arbejdende rullebane i valsehal 5. I valsehal 6 er der udført ca. 15 m af den kanal, der fra valsehal 5 skal gå på tværs af valsehal 6 og udmunde i »korridoren«. Da en del af de maskiner, der står lige ved siden af kanaludgravningen, ikke er funderet på pæle, har det været nødvendigt at udføre tætte spunsvægge og lave særdeles kraftige afstivninger af disse. V. Spøer, Kampsax.

17


FJORDBYEN

Samlingslokale og bestyrerbolig .

Ved opførelsen af det oprindelige pladevalseværk i 1947-48 viste det sig nødvendigt at træffe foranstaltninger til imødegåelse af det behov for værelser, der opstod ved tiltrækning af en del fremmed arbejdskraft, idet det ikke var muligt at få tilstrækkeligt med værelser i byen. Der blev derfor i hast opstillet en del barakker med sengeplads til ca. 130 personer samt indrettet et marketenderi og en badebygning. Barakkerne stammede fra de flygtningelejre, der blev oprettet ved krigens afslutning, men som efterhånden var blevet overflødige. Hele arrangementet havde foreløbighedens karakter, og efter byggeperiodens

18

afslutning blev marketenderiet og de fleste af beboelsesbarakkerne fjernet. Tilbage blev kun to beboelsesbarakker med 40 værelser samt badebygningen. Komplekset fik navnet »Fjordbyen« og opfyldte gennem årene et vist behov, selv om det var under lidt primitive former. Ved beslutningen om bygning af kontiværket stod man igen overfor en større byggeperiode med arbejdskraft fra alle egne af landet, og problemet med fremskaffelse af værelser blev igen aktuelt. Efter forskellige overvejelser blev det bestemt at udvide Fjordbyen, idet man dog var klar over, at dette måtte gøres på et andet og mere ordnet grundlag end tid-


Køkken med kaffeautomat .

ligere. Der blev entreret med et firma i Kalundborg, som havde udført arbejder i tilslutning til bygningen af olieraffinaderierne i Kalundborg og Stigsnæs, om opførelse af en bygning med 31 enkeltværelser, toiletter og omklædningsog baderum samt en bygning med samlingslokale og bolig for bestyreren. Tillige blev det besluttet at reparere og delvis ombygge de gamle barakker og gøre omgivelserne tiltalende. Bortset fra ombygningen er komplekset au færdigt og taget i brug. Der findes i alt 71 enkeltværelser med opredte senge. I samlingsstuen, som er udstyret med moderne møbler, forefindes fjernsyn, radio samt telefonautomat. I tilslutning til stuen findes toiletter og et te-køkken, hvori der er opstillet en automat for kaffe og chokolade.

Interiør fra den nye beboelsesbarak.

Fra samlingslokalet.

19


B I L P A R K E R I N G Medens parkeringsforholdene for cykler nu nærmest må betragtes som overvældende, kan det samme ikke siges for bilernes vedkommende. Nå, det ene er måske affødt af det andet. For hver ny bil, der kommer til, bliver der 3-4 færre cykler. Dag for dag vokser bilernes antal, uden at parkeringsforholdene kan siges at følge med. Men det kommer, selv om der vil gå nogen tid, inden forholdene er tilfredsstillende. Arbejdet er i gang! Vedstående tegning viser en plan over parkeringspladsen, når den er færdig. Der bliver plads til ca. 240 vogne, hvortil kommer de nuværende 50 pladser ved administrationsbygningen. Ved således at have givet parkeringsmulighed til 290 vogne, må vi være dækket et stykke frem i tiden.

Lad os gå ind i fællesmarkedet og indføre te-pausen i Tyskland. I løbet af 10 år vil dets industri ikke være bedre end vor. (Sunday Express).

Sidste nyt i psykiatrisk chokbehandling er at sende regninger på forhånd. (English Digest).

20

En regnorm stak hovedet op af jorden. Ved siden stak en anden orm hovedet op. Den første sagde indsmigrende: - Du er sød - jeg elsker dig! Den anden svarede med foragt i stemmen: - Hold bøtte, jeg er din anden ende. Forskellen mellem en lille og en stor pige er den, at de bliver pudret i hver sin ende. Meningen med en diskussion er at finde sandheden - ikke at gå af med sejren. (Confutse).


ÆH ,

ved De nu hvad, Olsen! Er det ikke et lidt for nærgående spørgsmål, De der kommer med? Det har jeg minsandten ikke været ude for før! Om jeg tror på Gud! Er De kommet i Frelsens Hær, eller hvad i alverden går der af Dem? Olsen sidder med et lunt smil på læben og følger min lidt hæftige reaktion, og jeg blev klar over, at han nok havde spurgt sådan for at chokere mig men måske også, fordi han havde noget på hjerte. - Nå, ja - siger Olsen. - Godt ord igen! De må undskylde, hvis De finder mit spørgsmål for nærgående. Nu skal De forøvrigt ikke tro, at det er sådan noget, jeg går og spø’r folk om til hverdag. Men jeg skal sige Dem, at tanker om de ting slog mig på den rejse i Tyskland, jeg fortalte Dem om sidst. – - Ja vist, Olsen - indskyder jeg lidt afvisende - ja vist, Olsen - det her øldrikkeri kan jo føre til mange tanker! Jeg søgte at komme bort fra emnet, som var mig lidt ubehageligt. Men det hjalp ikke, for Olsen fortsatte: - Nej, det var nu ikke øllet, der var skyld i det. Men på turen besøgte vi jo osse domkirken i Köln en morgenstund. Man må sige, at den blev benyttet lidt anderledes, end kirkerne herhjemme. Sikke’ en færdsel ud og ind af voksne på vej til arbejde, af børn på vej til skole og husmødre med kurv på armen

på vej til deres indkøb. Det tør nok antydes, at der var søgning! Alle skulle de ind til en kort andagt inden dagens gerning. De forstår, at det undrede mig ja, det imponerede mig faktisk! Og så er det, ligesom man bli’r lidt i tvivl med sig selv. Vi var der jo som turister — og det var nok værd at se altsammen. Så stort - så stille. Man kunne sgu ikke undgå at blive lidt rørt. Hvælvingerne der højt oppe båret af vældige søjler. De store mosaikruder i prægtige farver og så det dæmpede lys, som fyldte det mægtige kirkerum. Det gyldne hovedalter med helgenskrinet, eller hvad det nu var. Men det, der rørte mig mest, var vel nok livet omkring et mindre sidealter, hvor folk trængtes og knælende bad til en helgeninde. Store som små - alle bøjet i dyb andagt. Og lysene! Hundreder af små blafrende flammer fra stearinlys anbragt af de bedende ved altret kastede et mystisk skær over hele sceneriet. Man kom og gik - og nye kom til. Det var ikke langt fra, at en anden én havde lagt sig på knæ ved siden af de andre. Dejlig var hun at skue, hende madonnaen! Men mutter var med, og så kan man jo ikke sådan være bekendt at ligge

21


på knæ, selv om jeg ikke er sikker på, at hun ikke selv stod og bad en stille bøn. – - Har De selv været der? - afbryder Olsen sig selv. - Jo, det havde jeg - endda flere gange. Men jeg var faktisk så forundret over Olsen - at min nøgterne Olsen kunne fortælle sådan. Det må have grebet ham stærkt - det besøg. Ganske vist havde jeg vel selv følt lidt af den samme betagelse som Olsen. Men det havde dog ikke grebet mig så stærkt. - Nå ja - fortsatte Olsen - så er det altså, at man bagefter gør sig sine tanker. Men de kan være lidt svære at få skik på, og så var det jo, jeg tænkte, at vi måske kunne sludre lidt om det. Det er jo ikke noget, man sådan i almindelighed taler om. — - De har ret, Olsen - det taler man ikke om. Vi er nok for åndeligt blufærdige. Men det kan jo osse være, det er, fordi det ikke interesserer os. - Måske - svarer Olsen - måske. Men de fleste af os er da medlemmer af folkekirken og lader vores børn døbe, og de fleste begravelser foregår da under medvirken af en præst. Så helt kan vi da ikke sige os fri. – - Nej vist! - svarer jeg. - Men det har måske ikke så meget med tro at gøre - måske mere med overtro. – - Overtro? – - Ja, man vil være på den sikre side. Man ved jo aldrig - måske er der noget om det. Og så kan det jo aldrig skade. Man ønsker kort sagt at gardere sig. Kender De historien om middelalderens stormænd, der såvist ikke havde levet som Guds bedste børn. De lod sig begrave i munkekutte i et kloster, så var der jo en chance for, at St. Peter tog fejl på den yderste dag og lukkede dem ind i paradis med de rigtige munke. -

22

- Javel - sa’ Olsen. - Men det var da ikke sikkert, at alle munkene blev lukket ind. - Næh - men det troede man altså dengang. Når et menneske forsagede livet, var han på den rigtige vej. Den mening er der jo flere, der har den dag i dag. – - Det kender jeg! Men jeg tror nu, man skal være forsigtig med at dømme om andre menneskers trosforhold. Jeg tror ikke, at det er dem, der skilter mest med det og dømmer andre ud fra deres eget standpunkt, der altid er på den rette vej. – - Rigtigt, Olsen! Men en tro - og det vil for os herhjemme sige en kristen tro er efter min mening dog noget, der ikke kan undgå at sætte sit præg. En tro er et livsgrundlag - noget, der ligger dybt i den pågældendes sind, og som må give sig udslag i mere end blot at lade sine børn døbe og lade præsten kaste jord på kisten. Det rent ydre udtryk for troen, som De så dernede i Köln, og som forøvrigt hver dag kan ses i hundreder af katolske kirker jorden over, kan man naturligvis henføre til juleaftenstemning; men for mange ligger der sikkert en reel tro bag. De sa’ før, at fordi man skilter med det, er det ikke sikkert, at man er på den rette vej. Men omvendt behøver det ikke at være et bevis for, at man er det, fordi man ikke skilter med det. Når vi her i landet ikke giver noget synligt udtryk for tro ud over juleaften o. s. v., er grunden nok, at vi ikke har nogen. Vi betaler os fra det med humanitet - med en række sociale foranstaltninger og mener så, at vi har givet Gud, hvad Guds er. – - Jeg tror, jeg ved, hvor De vil hen afbryder Olsen. - Men det her med, hvad Guds er, tror jeg ikke, der er


mange, der tænker på. Man mener da vist, det er noget, vi selv har fundet på. - Det skal nok passe, Olsen. Man glemmer, at det med humaniteten blot er en lille underafdeling af kristendommens bud om kærlighed til vore medmenne-

sker. Men sig mig Olsen, er vi ikke kommet lidt langt ud i vores samtale? – - Jo, det skal nok passe - siger Olsen. Men vi fik da faktisk talt lidt om et problem, som jeg mener ligger flere på sinde, end man tror. – Og så gik Olsen. KN

23


FRA BEDRIFTSLÆGEN I MENNESKER i den civiliserede verden står i gæld til de såkaldte naturfolk, fordi vi gennem dem er kommet i besiddelse af nogle af vore bedste lægemidler. Således har vi fået Kinin, hovedmidlet mod Malaria, fra indianerne i Peru, og andre sydamerikanske indianere har givet os brækmidlet Ipecacuanbae, hvoraf afledes Emetin, der er virksom mod tropisk Dysenteri. Mangfoldige andre eksempler kan med lethed fremdrages; men det er langt interessantere at tænke på, at primitive stammer har fundet disse medicinske planter alene ved deres virkning, og man må i høj grad forbavses over den kendsgerning, at vilde på et lavt kulturtrin stående folkestammer i forskellige af jordens egne og uafhængig af hverandre blandt alle verdens planter med usvigelig sikkerhed har fundet netop dem, der indeholder det stimulerende stof Koffein. Kaffe stammer fra Østafrika, kakao fra Centralamerika, Guarana kommer fra Amazonflodens distrikter. Fra Sydamerika kommer endvidere Paraguay-te, som også kaldes Mate, der ikke er en te, men tørrede blade af en kristtornart, fra Vestafrika Colanødder og fra Østasien den højtskattede te. Problemet om teplantens hjemsted er omstridt. I mange år troede man, at teen stammede fra Kina eller Japan; men i

24

disse lande er ingen steder fundet vilde tebuske, som ved forædling kunne have udviklet sig til nutidens planter. Den mening er nu fremherskende, at teens egentlige hjemsted er de bjergrige landstrækninger, der skiller Kinas og Indiens sletter, altså Assam, Øvre Burma, Øvre Laos og egnene omkring de store floder Mekon, Brahmaputra og Irawadi. I Kina lærte man meget tidligt at sætte pris på teplanten; thi allerede i den kinesiske ordbog »Ra-ya«, der for nogle deles vedkommende skriver sig fra det 12te århundrede f. Kr., omtales den rosende, og man ved, at den i århundreder før vor tidsregning har været dyrket i mange provinser. Man har derfor lov til at mene, at teen hører til de kosteligste gaver, som Kina har skænket aftenlandene. Ganske vist var teen oprindelig ikke noget nydelsesmiddel, men en medicin, man tilskrev de egenskaber at kunne gengive synet samt styrke legemet og viljen. I det 4de århundrede e. Kr. var te dog efterhånden blevet et folkeligt nydelsesmiddel blandt beboerne i Yangtsekiang-dalen. Den blev tilberedt på den måde, at de dampede teblade blev stødt i en morter, og derefter blandedes massen med mælk, ris, salt, appelsinskaller og ingefær og formet til en kage. Senere blev tilberedningen af te forfinet, og


samtidig finder man drikken omtalt og hyldet i digtekunsten. Digteren Lu Yii der døde 804, forfattede et meget estimeret værk, »Cha-king«. Hans illustrerede »Hellige Skrift om Teen« beretter om teplantens bedste sorter og om indsamling og sortering af dem. Han opregner fireogtyve enkelte dele af te-servicet og giver en historisk oversigt over landets store tekendere. Kinas tehandlere har siden æret poeten som deres skytshelgen. Langsomt ændredes teens tilberedning sig atter, idet man malede bladene i en stenmorter, hvorved fremstilledes et fint pulver, hvorpå man piskede pulveret opblandet med vand til det blev skum. Til denne proces benyttedes et pensellignende piskeris eller et spaltet bambusrør. Den metode, som nu bruges, at hælde kogende vand på teblade i en skål eller lignende stammer fra tiden omkring midten af det 15de århundrede under Mingdynastiet (1368-1644). I Japan blev te også den foretrukne yndlingsdrik efter at have gennemløbet det medicinske stadium akkurat som i Kina. En gammel legende sætter teens oprindelse i forbindelse med stifteren af Zen-sekten, den indiske helgen Bodhidarma, som kom til Kina i året 520, hvor han blev den buddhistiske kirkes første patriark. Sagnet går, at missionæren satte over Yangtsekiang på et sivrør, og derefter dvælede han i ni år foran en klippevæg hensunket i meditation. Han fastede og vågede og søgte at nå det højeste mål for menneskelig fuldkommenhed. En dag hændte det imidlertid, at han faldt i søvn udmattet af træthed. Da han vågnede, vrededes han såre over sine øjenlågs træthed, hvorefter han skar dem af og bortkastede dem. Men se! Fra hvert af dem skød en busk frem. Han smagte på bladene og følte sig straks vederkvæget og befriet for sin træthed.

Snart åbenbarede han for sine disciple vidunderplantens magt til at holde søvnen borte, og senere blev tebusken alment kendt og udbredt viden om. I tidens løb opstod den skik, at tilhængerne af Zen-sektens sydlige skole ofte samledes foran billedet af Bodhidarma for i fælleskab at drikke te af samme skål under udfoldelse af et kompliceret ritual. Af dette udviklede sig i Japan en kult med tilbedelse af skønhed, den såkaldte Teisme, hvorom senere skal berettes. I året 729, altså væsentligt senere end i Kina, omtaltes teen for første gang i Japan, men temmelig ubestemt og vagt. Derimod synes det sikkert, at to buddhistiske præster indførte tefrø fra Kina i begyndelsen af det 9de århundrede. Teens helbredende egenskaber foranledigede kejser Kwammu til at anlægge en teplantage i forbindelse med hoffets lægestab. Omkring midten af det 10de århundrede under kejser Murakami (947— 967) ofrede præsten Kuya skumpisket te til en statue af gudinden Juichimen Kwannon med de elleve ansigter. Statuen blev på en vogn ført gennem byen Koyoto for at bekæmpe en voldsom epidemi. Derfra stammer den skik, at man på den tredie dag i det nye år drikker te i Kuyatemplet for at forebygge sygdomme i årets løb. Den virkelige grundlægger af Japans tekultur er vistnok præsten Eisai (1141— 1215), der indførte nye tesorter fra Kina. Han skrev et to-binds værk om teens helbredende kraft og mystiske, livsforlængende virkning. I første halvdel af det 14de århundrede gav man overdådige teselskaber med væddemål om, hvem der kunne angive de tesorter, der blev drukket, og vinderne fik overrakt kostbare gaver. Denne skik gik helt over gevind, og

25


1338 forbød shogunen (hærføreren) Ashikaga Takauji disse selskabelige sammenkomster. Alt som tiden randt, vandt teen indpas i andre lande. I det 9de århundrede eksporteredes den til Tibet. Åbenbart var planten også kendt i Mongoliet i det Ilte århundrede, for i et gammelt skrift om mystikeren og alkymisten Ch’ang Ch’un fortælles udtrykkeligt, at han ikke var tedrikker, hvilket formentligt var højst

usædvanligt. I 1567 indførte kosakkerne Ivan Petrof og Boornash Jalyshef teen til Rusland, og halvfjerds år senere fandtes tehuse i den persiske by Ispahan. I det egentlige Europa havde i lang tid verseret rygter om en mærkelig drik fremstillet af en busks blade, og i et stort værk om søfart fra 1557 skrev sekretær i det venetianske timandsråd Giovanni Battista Ramusio (1485-1557), at en arabisk handelsmand ved navn Hadschi Mohamed blandt andet falbød »Kinesernes te«, og at den kostede »en unze eller så meget som en hel sæk rabarber«. I England og Holland stiftedes i begyndelsen af det 17de århundrede et ost-

26

indisk kompagni, og den første teimport til sidstnævnte land fandt angiveligt sted 1610. Ejendommeligt nok begyndte te først at blive kendt i England omkring 1650, hvor der syv år senere åbnedes et tehus i London. Efterhånden blev mange af kaffehusene til tehuse, og snart efter blev teen alment kendt og meget værdsat, hvilket fremgår af hin tids dagbøger og af det faktum, at Oliver Cromwell lagde skat på denne vare. Til at begynde med blev te anset som et virksomt lægemiddel navnlig efter, at den franske Jesuiterpater Alexandre de Rhodes (1591-1660), der foretog lange rejser som missionær, i et skrift havde berettet, at han var blevet befriet for voldsomme hovedsmerter ved at drikke te. I Frankrig blev te aldrig så almindelig som kaffe vel nok, fordi den i hovedsagen blev brugt som medicin. Her skete for øvrigt det for det medicinske fakultet i Paris ret beskæmmende, at en læge efter i en afhandling med brask og bram at have prist teens lægende egenskaber blev udsat for det reaktionære fakultets mishag, hvilket gav sig udslag i, at hans skrift blev brændt; men ak! otte år senere måtte den samme lærde institution vedgå teens lægende kraft. I Holland mødte teen mange steder betydelig modstand, men vandt dog omsider terræn navnlig efter, at den bekendte Amsterdamlæge Nicolaas Tulp (1593-1674), foreviget på Rembrandts verdenskendte maleri »Anatomiscenen« (se Staalbaandet nr. 4, 1953), kraftigt gik i brechen for den. I Tyskland indførte en kurfyrstelig, brandenburgsk livlæge tedrikningen, der i begyndelsen fik mange modstandere, som sammenlignede teen med hø, hakkelse og opvaskevand. Trods sin kostbarhed gik teen sin sejrsgang gennem det meste af vor verdens-


del, men blev desværre ret ofte betragtet som et skattepligtigt objekt. Til de undertrykte engelske kolonier i Nordamerika nåede teen også, og her kom den til at spille en historisk rolle, idet den blev belagt med så svære toldafgifter, at indbyggernes tålmodighed brast, og tekisterne blev kastet i Bostons havn. Fra den dag stammer Nordamerikas uafhængighed.

II. Den såkaldte Teisme i Japan er tidligere omtalt. I og for sig er den kommet til dette land fra Kina, hvor man lidt efter lidt opelskede en vis »testemning«, der blev udtrykt ved ordene »ærefrygtig harmoni og afklaret ro«. I denne stemning gav gæsterne sig hen i kunstnerisk nyden og beundring af det ærværdige tit meget kostbare, keramiske testel, kunstfærdige blomsterarrangementer og værtsfolkenes ceremonielle optræden. I Japan kulminerede teidealerne, ja, man kan sige, at teen blev livskunstens religion, idet teismen på en måde var en forklædt Taoisme, hvorved forstås et system af naturfilosofisk magi udviklet af den kinesiske filosof Lao-tse (f. 604 f. Kr.). Oprindelig betyder Tao en sti; men ordet fortolkedes som vejen, loven, na-

turen, det absolutte. Lao-tse omtalte det således: »Der findes noget, som er altomfattende, som blev skabt, før himlen og jorden var til. Hvor tavst! Hvor ensomt! Det holder stand alene og forandrer sig ikke. Det drejer sig uden fare for sig selv og er moder til universet. Jeg kender ikke dets navn og kalder det vejen«. På æstetikkens område har Taoismen givet sit vigtigste bidrag til asiatisk åndsliv, og kinesiske historikere har altid omtalt Taoismen som »Kunsten at leve i verden«. Den foran nævnte Zenlære var en legitim efterfølger af Taoismen, og den docerede blandt andet, at det jordiske var af lige så stor betydning som det åndelige; thi når alt kommer til alt, var der ingen forskel på lille og stor, da et atom havde samme mulighed som universet. Udviklet ved tilbedelsen af Zensektens stifter Bodhidarma blev tedrikningen efterhånden en hellig handling, ved hvilken vært og gæst søgte at skabe den højeste, jordiske skønhed, hvor ingen lyd måtte bryde tingenes skønhed og ingen grel kulør forstyrre harmonien. Vi kan udtrykke denne udvikling således, at Taoismen banede vej for æstetiske idealer, medens Zenismen førte dem ud i virkeligheden. Det siger sig selv, at det værelse, i hvilket teceremonien i ældre tider foregik, ganske særligt skulle genspejle Zenlærens sætninger. I haven blev bygget en lille i reglen stråtækket hytte, der var bestemt til at rumme ikke flere end fem personer. Det var en tomhedens bolig, blottet for anmassende udsmykning, men tillige en fantasiens bolig bygget for at huse en poetisk indskydelse. Noget af bygningskonstruktionen var ufuldendt, så at indbildningskraften kunne have for-

21


nøjelsen af at fuldende det. Et sådant enkelt teværelse, fri for alle banaliteter, var et virkeligt fristed for dem, der søgte at undfly denne verdens fortrædeligheder. Navnlig i det sekstende århundrede blev det et velkomment tilflugtssted for de vilde krigere og de statsmænd, der var optaget af at genrejse Japan. I værelset var lyset dæmpet, og overalt var kun anvendt diskrete farvetoner. Der rådede endvidere den største renhed, hvilket var en æressag for værten; thi hvis der blot fandtes det ringeste støvgran, var han ingen »temester«. Et enkelt, smukt maleri fandtes eller en blomsterdekoration af en raffineret sammensætning. De få prydgenstande blev valgt, så at gentagelser kunne undgås. Hvis kedlen var rund, måtte vandkanden være kantet. Hvis der fandtes en levende blomst i rummet, var et blomstermaleri ikke tilladt, og en kop med sort glasur måtte ikke sættes sammen med en tedåse i sort lak - og så fremdeles. De indbudte gæster gjorde sig den største umage med deres påklædning, som måtte have lidet iøjnefaldende farver. De samledes i en buegang Machiai,

28

hvor de ventede, indtil der blev givet dem tilladelse til at betræde teværelset. En for en, alt efter deres rang, skred de frem ad en havegang kaldet Roji. Formålet med den var at afbryde forbindelsen med den ydre verden, så at gæsten fuldt ud blev i stand til at glæde sig over teværelsets æstetiske skønhed. Stille nærmede han sig helligdommen; thi således opfattedes terummet. Dybt måtte han bøje sig for at kunne krybe ind gennem en lav dør bestemt til at indprente ydmyghed. Tavs tog gæsten plads efter at have bøjet sig hilsende for blomsten eller maleriet. Roen var så stor, at kun det kogende vand i kedlen fornemmedes. Med afmålte bevægelser foretog derefter værten den hellige handling at tilberede teen alt efter et ganske bestemt ritual. Teceremonien, som for en vesterlænding trods alt er højst fremmedartet og vel nok i mange tilfælde ret uforståelig, finder stadig sted i vore dages Japan, og mange af de hemmelige ritualer foreligger i bogform; men tilegnelsen af dem er kun mulig for indviede personer, som behersker det ejendommelige sprog, der er benyttet.


III. Alle i handelen værende tesorter stammer fra plantearten Thea, der i dag deles i to hovedarter, nemlig den småbladede Kinate og den storbladede Assamte. Som omtalt er problemet om teplantens hjemsted lidt omstridt; men hvor det end har været, er tebusken nu dyrket mangfoldige steder på jordkloden. De vigtigste dyrkningsområder findes i det centrale og sydlige Kina samt i Japan og på Formosa. Dernæst avles te i Burma, Thailand, Vietnam, Forindien, Ceylon, Malakka, Java, Filippinerne, Borneo, Ny-Guinea og Fidjiøerne. Der er foretaget talrige dyrkningsforsøg i mange afrikanske stater samt i Texas og South Carolina i USA og i Vestindien. Det eneste europæiske område, der i denne forbindelse fortjener omtale er Kaukasus, hvor teavlen i de allerseneste år har taget et stort opsving på grundlag af de resultater, der er opnået på forsøgsstationer. Tebusken er af naturen en underskovsplante, der foretrækker skygge, hvorfor man ved anlæg af teplantager samtidig planter skyggeplanter, i Japan for eksempel ærter og Maniok. Teen høstes ved, at bladene med regelmæssige mellemrum plukkes af, hvorefter de gennemgår følgende processer: Tørring, rulning, hvorved bladårerne knuses og nogle kemiske omdannelser finder sted, ristning og sortering. Herved fås den såkaldte grønne te, der væsentligt kommer fra Kina og Japan og særligt foretrækkes i USA, Nordafrika, Portugal og Rusland. Den sorte te fremstilles ved, at bladene efter tørringen og rulningen gennemgår en gæring. I verdenshandelen spiller te en betylig rolle, endskønt statistikken viser, at

over halvdelen af menneskeheden ikke drikker te. I de nordiske lande for eksempel foretrækkes kaffe, og i Frankrig, Italien og Grækenland sættes vinen højest. Udregnet i forbrug pr. capita er Tibetanerne verdens største tedrikkere med 12 kg årligt, medens kineserne kun bruger 1 kg pr. capita. I Europa optræder Storbritanien med over 4,5 kg som den største tekonsument, medens Danmark kun bruger 100 gr. pr. capita. Te er et nydelsesmiddel på grund af de mange tilstedeværende aromatiske stoffer og en stimulans betinget af dens indhold af koffein. Ved indtagelsen af en eller to kopper te strammes man op, trætheden jages på flugt, søvnigheden forsvinder og opfattelsesevnen skærpes, altsammen fordi koffein har en betydelig indvirkning på centralnervesystemet og blodkredsløbet, hvilket er omtalt i artiklen om kaffe. Om virkningen af de aromatiske stoffer, der spiller så stor en rolle ved vurderingen af teens kvalitet, ved man så godt som intet. De gamle kinesiske og japanske tekendere, såvel som en af nutidens kinesiske tænkere, Lin Yutang, er enige om den ting, at den rette nydelse af te kun kan fås i de rette omgivelser. I et ældgammelt specialskrift om te, »CWasu«, opregnes ting og steder, man bør holde sig fra, når man vil have den fulde glæde ved tenydelsen: »Fugtige værelser, køkkener, larmende gader, skrigende børn, iltre personer,

29


tjenestefolk, der skændes, ophedede værelser«. Det betones, at det er af den yderste vigtighed, at omgivelserne og selskabet omhyggeligt vælges således, at den rette stemning indfinder sig, hvorved de tedrikkende opfyldes af en livsalig fred. Salig fader Holberg udtrykker på sit

bramfri sprog den samme tanke: »Når jeg kommer i Mænds Selskab, presenteres mig enten et Glas Viin eller en Pibe Tabac, som aldeles ikke er min Ragout. Udi Fruentimmer-Selskab derimod faaer jeg Thee, Café og jævn PølseSnak; hvilket accomoderer mig bedst udi mine ledige Timer«. Erik Steenberger.

Zen. Buddhistisk meditationsmetode, der tilstræber en udvikling af det legemligt-sjælelige beredskab både m. h. t. handlingsliv og erkendelse. Zen har via Japan, hvor den isærhar været dyrket, fået en vis udbredelse i bl.a. U. S. A. Taoisme, kinesisk religion, der bygger på Lao-tses klassiske skrift Tao te king. Ifl. dette er det ikke ophobning af kundskaber el. rastløs ydre virksomhed, der er det væsentlige, men det er den

stille fordybelse i verdensgrunden, Tao (vejen), hvoraf de rette tanker og handlinger spontant bryder frem. — I den senere Taoisme kom asketiske øvelser, mirakeltro, magi og brug af narkotiske midler til at spille en betydelig rolle. Teisme, af græsk theos, gud; troen på en personlig gud, som ganske vist er skilt fra og hævet over verden (i modsætning til, hvad panteismen hævder), men som dog åbenbarer sig for mennesket og som et forsyn griber ind i verdens gang (begge dele i modsætning til deismens opfattelse).


NYUDLÆRTE:

Torben Christian Frydensberg, maskinarbejder, 14. oktober.

Mogens Jacobsen, maskinarbejder, 14. oktober.

Preben Andersen, maskinarbejder, 14. oktober.

NYANSATTE:

Karen Sørensen, ass., tegnestuens arkiv, 1. september.

Ruth Westengaard, ass., pladeværkskontor, 1. okt.

Egon Culmsee, ass., organisationsafdelingen, 10. okt.

Erling Jensen, ingeniør, nybygningstegnestue, 1. okt.

Birte Karen Roswall Jørgensen, elev, 15. okt.


Waldemar Frandsen, 65 år, 26. december, stålværk.

Aage Olsen, 65 år, 5. Januar, stålværk.

Aksel Frederiksen, 50 år, 1. november, rep.

Viktor Andersen, 60 år, 5. februar, reservehold.

Jens Skov Vasegaard, 50 år, 19. november, grovværk.

Karl Madsen, 65 år, 13. februar, rep.

Adolf Sørensen, 50 år, 2. december, reservehold.

Tage Christiansen, 50 år, 20. december, el-afdeling.

Peter Rasmussen, 60 år, 28. november, reservehold.

Alfred Jensen, 60 år, 8. januar, reparations-afdeling.

Valdemar Sørensen, 50 år, 15. december, prøveanstalt.

Carl Christensen, 50 år, 13. december, pladeværk.

Alfred Malmgren, 50 år 22. december, reservehold.

Staalbaandet - 1962 - Nr. 4  

Personaleblad udgivet af Det Danske Stålvalseværk A/S - 1962

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you