I middelalderen havde byen ikke mindre end 12 sognekirker. Det var ikke for ingenting, man sagde, at „Roskilde klokkeringen og Slagelse møgagen faar aldrig ende!". Den meget berømte klokkestøber Johannes Fastenowe, en nederlænder eller nedertysker, som virkede her i landet, vistnok i København, i første fjerdedel af det 16. aarhundrede, støbte i 1511 to klokker til domkirken. De eksisterer begge to endnu og bruges stadig. Den ene af dem, stormklokken, er Danmarks største middelalderlige kirkeklokke. Men ogsaa til Sct. Laurentii kirke støbte Fastenowe (i 1515) en klokke, og landsbykirker i Roskildes omegn saavel som til andre sjællandske kirker var han ligeledes leverandør til. Allehelgens kirke nævnes som nedlagt i 1539, altsaa lige efter reformationen. Ogsaa Sct. Budolfi og Sct. Laurentii kirke er forsvundet. I 1537 blev Sct. Laurentii kirke nedbrudt - med undtagelse af taarnet, der skaanedes, og som blev sat i forbindelse med raadhuset, da det opførtes i 1883-84. Endvidere var der Sct. Hans kirke, hvis kirkegaard brugtes til pestbegravelser i 1711, Sct. Mikkels (nedrevet i 1575), Set. Peders (omtales i 1539 som nedlagt), Sct. Pouls, Sct. Olai (nedbrudt i 1570), Sct. Dionysii, der eksisterede endnu i 1527, men omtales som forsvundet i 1561, og Sct. Mortens, der henlaa øde i 1562. Sct. Ibs kirke, hvis fraadstens-hovedskib fra midten af det 12. aarhundrede er til endnu, har en interessant historie. Af dens data skal her nævnes, at kirken var dømt til nedrivning i 1574, men skaanedes efter Frederik den Andens ønske. Først i 1808 nedlagdes den og blev da brugt som sygehus for de spanske tropper. Senere degraderedes Sct. Ibs til materielhus, og i 1816, efter at kirken var solgt til en privatmand, blev koret, taarnet og hvælvingerne nedbrudt. Til sidst skal nævnes to kirker, som senere
28
blev sognekirker, nemlig Vor Frue og Graabrødre. * Foruden disse mange kirker havde Roskilde 5 klostre, hvoraf de tre hørte til landets største: Vor Frue (oprettet ca. 1158), Sct. Klare (nævnes første gang i 1255) og Sct. Agnete (stiftet 1264). Klaresøstrene var franciskanere, og de ejede meget gods saavel paa Sjælland som i Jylland og Skaane. Til Sct. Klare kloster knytter sig den tragiske historie om Erik Menveds dronning, Ingeborg, den svenske kong Magnus Ladelaas' datter. Hun og Erik Menved fik - de blev gift i 1296 mange børn, men de var alle dødfødte eller døde som spæde. Det yngste af børnene, en prins, saa dog ud til at kunne leve, og dronningen tog tre maaneder efter fødselen ophold med drengen paa det stille og fredelige Abrahamstrup slot, det nuværende Jægerspris. Fjorten dage efter ankomsten, det var i 1318, skulle dronningen køre til Holbæk, og hun tog den lille kronprins med sig i hængekarmen. Undervejs skete der en ulykke. Vognen væltede, og barnet blev slaaet ihjel. Den ulykkelige begivenhed tog saa stærkt paa dronningen, at hun indtraadte i Sct. Klare kloster i Roskilde, hvor hun døde allerede aaret efter af sorg og græmmelse. Under sit korte ophold i klosteret skal dronning Ingeborg have spaaet Roskildebispen Oluf, at ikke alene hun og kongen, men ogsaa biskoppen snart ville dø. Dronningen døde den 15. august, kongen den 13. november 1319 og bispen den 10. marts 1320. Endnu i 1559, altsaa efter reformationen, var der nonner i Sct. Klare, men et par aar efter overgik klosteret til Københavns universitet, som forgæves søgte at afhænde bygningerne. Saa blev de nedbrudt, og man