Staalbaandet - 1957 - Nr. 1 by Preben Jørgensen

INDHOLD:

Tegninger: Quist . Eriksen Foto: Poul Hansen Tryk: Kay Hansens bogtrykkeri

P E RSONALE B L AD udgivet af

DET

D AN S K E S T A A LV ALS E V Æ R K A / S FREDERIKSVÆRK

Nytårsbetragtninger .................................... Fra samarbejdsudvalget .............................. Fra sikkerhedsudvalget............................... Dødsfald ...................................................... Maskiner og mennesker ............................. Af jernets historie ....................................... Vore maskiner og anlæg............................. Ilt og gas...................................................... Gamle Frederiksværkslægter ..................... Fra afdelingerne .......................................... Bedriftslægens beretning............................ Skak............................................................. Spareklubben .............................................. Hjælpefond for arbejderne (regnskab) . Hjælpefond for funktionærer (regnskab). Til lykke ...................................................... Personalia ...................................................

3 5 9 13 14 17 21 23 25 29 30 31 31 32 34 35 36

Redaktør KNUD NIELSEN

FORSIDE:

VICT OR

BROC HDORF

Traditionen tro giver DDS igen i år gratis teaterforestilling for arbejderne og funktionærerne med nærmeste pårørende. Forestillingerne finder sted på Grand Hotel d. 1. , 2., 3. og 4. marts hver aften kl. 19.30 og lørdag d. 2. tillige om eftermiddagen kl. 15.00. Kay Abrahamsen tournéen opfører operetten DOLL ARPRINSESSEN

med Asta Hansen som gæst i hovedrollen. Nærmere vedrørende afhentning af billetter m. m. vil fremkomme ved opslag.

DIRE KT ØRE N:

RET 1956 har lykkeligvis været præget af fuld aktivitet for alle hænder og hjerner og af lyst og energi fra alle sider til at præstere det bedst mulige arbejde og den størst mulige produktion i godt samarbejde. Herfor vil jeg gerne varmt takke hver enkelt medarbejder. Trods de ca. 3 ugers produktion, vi mistede i begyndelsen af året på grund af strejkerne, først og fremmest fordi ovnene ikke kunne blive reparerede, oversteg stålværkets produktion de 200.000 tons blokke, som var vort mål ved årets begyndelse. Også valseværkerne har kunnet forøge deres produktion af færdigt materiale, det har endda undertiden knebet med at skaffe blokke nok, og vi har ikke helt kunnet tilfredsstille efterspørgslen. En sammenligning mellem de seneste år viser følgende tal:

1952. . . . 1953. . . . 1954. . . . 1955. . . . 1956. . . .

Blokke

Plader

Stangjern

Færdigt stål

139.700 142.300 166.000 196.500 204.000

62.500 58.000 69.000 74.500 84.000

59.200 50.200 61.000 72.500 77.500

121.700 108.200 130.000 147.000 161.500

Heller ikke året 1956 skulle gå til ende uden ulykkestilfælde med døden som udgang. Jeg beklager overordentlig dybt tabet af 2 gode medarbejdere. Trods alle tænkelige sikkerhedsforanstaltninger og det store arbejde, som er nedlagt i at øge sikkerheden, maner dette til forsat indsats og til øget omtanke under arbejdets udførelse. På grundlag af den store ordrebestand vil det nye år også give fuld beskæftigelse til alle, naturligvis først og fremmest med produktionen,

men også med etablering af den nye klippelinie i pladeværket og overflytning af laboratorium, prøveanstalt, elektrikerværksted og tegnestue etc. til den nye bygning samt med færdiggørelse af den nye havn og endelig mellempladeværket. Disse arbejder kan give nogen forstyrrelse i produktionen, men jeg føler mig sikker på, at opgaverne vil blive løst hurtigt og på bedste måde. Det er stadig vor opgave at producere den størst mulige mængde stål i den bedst mulige kvalitet til den lavest mulige pris til gavn for det danske samfund og samtidig at sørge for den konsolidering, der muliggør de moderniseringer og udvidelser, der er så nødvendige for at holde et stålværk konkurrencedygtigt. Ved fælles mål og i godt samarbejde er jeg overbevist om, at vor opgave vil lykkes, og at min tillid til fremtiden er berettiget. Tak for værdifuldt medarbejde i det forløbne år og et lykkeligt nytår for alle.

F ÆLLESTI LLI DSM ANDE N: Å R vi SER B OR T fra konflikten i foråret, har vi i 1956 kunnet glæde os over fuld beskæftigelse, og dersom oliesituationen ikke forværres, skulle der efter direktør Østergaards udtalelse om produktions- og markedsforhold være lyse udsigter angående beskæftigelsesforholdende fremover. Trods en stor indsats fra værkets side på det sikkerhedsmæssige område er der i 1956 sket nogle alvorlige ulykker, som i to tilfælde krævede kammeraters liv. Det må være alle ansattes største ønske, at vi i det nye år må være forskånet for større ulykker — jeg ved at der fra sikkerhedsudvalgets side bliver gjort et stort arbejde for at begrænse deres antal, men enhver af os må — hver på sin plads — udvise omtanke og agtpågivenhed til fremme af sikkerheden for os selv og vore kammerater. Sikkerheden bør gå frem for alt.

Med ønske om alt godt i det nye år.

MØDET D. 30. NOVBR. 1956

A.-gruppen: A. Østergaard, B. Christiansen, J. Skov, P. W. Mortensen, B. Jensen, K. Schaldemose, K. Nielsen. B -gruppen: E. Ambus, P. Dressler, Jørgen Hansen, Fru Ella Jacobsen, Harry Jørgensen, Børge Pedersen. 1. Mødet indledtes med en gennemgang af punkterne fra forrige møde. Vedrørende pladsforholdene i omklædnings- og baderummene meddelte K. Nielsen, at vi nu disponerede over 1200 skabe. Ambus erindrede om det stillede forslag, efter hvilket en del af smedene og reparatørerne skulle have forskudt deres arbejdstid til 6.30—15.30 for at undgå sammenstuvning i baderummene kl. 16. Spørgsmålet drøftedes påny, og der nedsattes et udvalg bestående af Ambus og K. Nielsen til at fremkomme med forslag til en sådan ordning. Værkstedsforholdene. Siden sidste møde havde man forsøgsvis anskaffet et svensk afsugningsanlæg. Imidlertid virkede dette ikke tilfredsstillende ved de nye svære elektroder, og der vil i nær fremtid komme et anlæg med større kapacitet til afprøvning.

Trådværket. Siden sidste møde er der på pillerne mellem trådværket og finværket blevet opsat net, der formodentlig vil forhindre, at eventuelle udslagsheder kan komme alt for langt bort, f. eks. helt over i grovværket. Der arbejdes stadig videre på at finde en tilfredsstillende løsning på indkapslingen af trådværket. DDS orkester. Fru Jacobsen oplyste, at der ikke syntes at være det fornødne antal musikanter for tiden. Chamottegrus ved dybovnene. B. Christiansen meddelte, at han havde studeret spørgsmålet yderligere, og at chamottegrus syntes at frembyde en vis risiko for silicose. De foretagne målinger ved dybovnene havde vist, at luften var ret støvrig, formentlig omkring risikogrænsen. Skov meddelte, at man var overgået til at anvende krommagnesitgrus i stedet for chamottegrus, og at dette syntes at være udmærket anvendeligt i praksis. Da krommagnesitgrus kun indeholder en brøkdel af den kiselsyremængde, som chamottesten indeholder, menes problemerne hermed at være løst. Man var dog enige om at anmode industrilægen om at drage omsorg for, at de ved dybovnene beskæftigede, varmere og bloklagermænd, kom ind i en regelmæssig røntgenundersøgelsesturnus.

2. Motorcykelgarager. Foranlediget af nogle tyverier drøftede man påny spørgsmålet og blev enige om forsøgsvis at etablere en ordning, hvor garagen er aflåset undtagen ved de store skiftetider. Folk, der skal hente motorcykler uden for disse tider, vil kunne låne nøglen hos portneren mod deponering af identitetskort.

Cyklestativer. Dressler rejste spørgsmålet om cyklestativer ved stålværket, idet han anførte, at folkene i stålværket havde deres omklædnings- og baderum og spisestuer ved stålværket og at det derfor ville være bekvemt, om cyklestativerne lå i nærheden. Fra ledelsens side gjorde man gældende, at der ikke noget sted omkring stålværket kunne opstilles cyklestativer, særlig under hensyntagen til de mange byggearbejder der foregår og vil komme til at foregå i den nærmeste fremtid. Det erkendtes, at der var for få cyklestativer ved folkebygningen. Problemet har været undersøgt, og der menes at være behov for endnu 150 stativer. Disse vil blive opført, og man vil derefter kraftigt henstille, at al parkering af cykler foregår ved folkebygningen og ikke rundt omkring på værkets arbejdspladser. I denne forbindelse kom man også ind på knallerter, og der var af flere grunde enighed om, at også disse måtte søges parkeret ved folkebygningen, blandt andet fordi deres kørsel indenfor værkets område ofte rummede en vis risiko for de øvrige trafikanter. Der vil blive udarbejdet forslag til en garageordning for knallerter svarende til den for motorcykler omtalte. Under drøftelsen af disse interne trafikproblemer blev der fra flere sider klaget over, at adskellige af de fremmede biler kørte for hurtigt og hensynsløst på værkets område. Man var enige om, at samarbejdsudvalgets medlemmer skulle påtale det, når de havde mulighed for det eller indrapportere eventuel iagttaget hensynsløs kørsel, hvorefter denne af portneren ville blive påtalt overfor den pågældende chauffør eller eventuelt overfor hans arbejdsgiver.

3. Spisestuer i stålværket. Dressler oplyste, at spisestuerne i stålværket nu var for små, når vi i forbindelse med ovnreparationerne havde stor mandskabsstyrke inde. Han mente, at der for tiden manglede plads til 25—30 mand. Spørgsmålet drøftedes, og der vil nu blive udarbejdet forslag til en overbygning af maskincentralen, der både vil kunne give større plads for spisestuerne og skaffe mulighed for en udvidelse af baderummene. Ambus oplyste, at det også i marketenderiet var ved at knibe med plads, men at særlig udleveringsforholdene var utilfredsstillende og gav for lang ventetid. Han henstillede, at der blev lavet endnu et par udleveringslemme. Forslag til en løsning vil blive udarbejdet.

4. Emblemer. Foranlediget af, at værket har ladet fremstille et emblem til brug for funktionærer, når disse deltager i større møder eller sammenkomster, drøftede man, om dette eventuelt vil have interesse for alle ansatte. Dette mente mødet ikke at kunne tage stilling til.

5. Olie-situationen. Christiansen meddelte, at stålværket har særdeles gode forsyninger, idet vi i øjeblikket i egne og andres tanke har liggende ca. 3 måneders forbrug af den specielle svovlfattige olie, som vi gennem årene har importeret fra U. S. A. Udover denne beholdning har vi kontrakter på yderligere ca. 4

måneders forbrug, af hvilke den første post i disse dage bliver afskibet i U. S. A. Stålværket regnede med frit at kunne disponere over denne oliemængde og har i den anledning herom indsendt ansøgning til Direktoratet for Vareforsyning. Hvis stålværket skal følge reglen om 80 % af forrige års forbrug, vil dette betyde en ikke ringe arbejdsløshed her og en meget større ved de danske skibsværfter. Det var klart, at de planer om 5 dages uge, der har været nævnt i pressen, ikke kunne finde anvendelse på stålværket, hvor de kun ville betyde oliespild. Christiansen gik ud fra, at man var enige i, at såfremt stålværket af oliesituationen skulle blive tvunget til at indskrænke sin drift, måtte det ske på en sådan måde, at vi fik mest mulig produktion ud af den til rådighed stående olie. Sluttelig beklagede han ikke at kunne fremlægge en endelig afgørelse på spørgsmålet, om vi skulle indskrænke eller ej, men det nævn, der skulle behandle sagen, var først lige blevet nedsat. Stålværket havde imidlertid stor fortrøstning til, at vi vil blive undtaget fra 80% reglen. Ambus sagde, at det var tilfredsstillende at erfare den gode olieforsyning værket havde sikret sig. Hvad der videre skulle ske, ville fremtiden vise, men det var klart, at stålværket har særlige problemer, og at f. eks. 5 dages ugen vil være meningsløs under vore forhold.

6. Produktions- og markedsforhold. Christiansen omtalte, at stålværket i forbindelse med forårets arbejdskonflikter har tabt nogen produktion. Da behovet for stål særlig plader var meget stort, og da vi har formået at sikre os passende store råjernsleverancer, blev det den 13. sept. besluttet at forøge råjernsindsatsen på stålovnene og dermed forøge deres produktion. Det var herigennem lykkedes at indhente størstedelen af det lidte tab, og 1956's årsproduk-

tion vil efter alt at dømme blive den hidtil største i værkets historie. Det var klart, at en forøgelse af råjernsprocenten fra ca. 15 til 30 % betød en temmelig betydelig stigning af produktionsomkostningerne. Vore priser er jo imidlertid væsenligt lavere end importpriserne, og der vil derfor være en margin for en prisforhøjelse til sikring af en rimelig fortjeneste. Det meget store behov for stål, som har været en væsentlig årsag til, at vi i dette efterår gik over til at køre med høj råjerns procent gør sig også gældende for første halvår 1957. Det var derfor blevet besluttet også for denne periodes vedkommende at køre med øget råjerns indsats, og de fornødne kontrakter for råjern var sikrede. Gennem disse dispositioner håbede værket at kunne betjene den danske industri, således at produktionen kunne opretholdes og arbejdsløshed undgås. Østergaard sagde herefter, at markedsforholdene stadig ligger støt med stigende priser, og at vi har afsætningen af vor produktion sikret langt fremover, således at beskæftigelsessituationen ved stålvalseværket var særdeles betryggende, såfremt ikke forhold udenfor vor kontrol spillede ind. I denne forbindelse omtalte han, at den nødvendige råjernsmængde til den forcerede kørsel var sikret ved kontrakter dels med den danske råjernsproducent, dels med Rusland og dels med Østrig. Ambus udtalte sin glæde over, at beskæftigelsessituationen så så betryggende ud, og at værkets materialeforsyninger var så velsikret, som det fremgik af de givne redegørelser.

7. Lønudbetalingen i julen. Efter at have tilkaldt lønningsbogholder Robert Petersen redegjorde denne for de

vanskeligheder, der vil være ved udregningen af lønnen i forbindelse med jule- og nytårsferien. Han fremsatte et forslag til løsning af problemet i denne forbindelse. Forslaget drøftedes, og der var enighed om hurtigst muligt at bekendtgøre det i værket gennem opslagning.

8. Kran 33. Dressler spurgte, om det var meningen, at denne kran fortsat skulle anvendes, eller om den skulle tages ned. Han motiverede sin forespørgsel med, at førerkurven var i så dårlig forfatning, at den måtte repareres inden vinteren, hvis kranen fortsat skulle bruges. Børge Jensen meddelte, at kran 33 skulle tages ned, men at dette ikke var helt let uden at forstyrre produktionen. Han mente dog, at kranen vil være nede inden nytår.

9. Eventuelt. Børge Pedersen spurgte, hvad det var for sprængninger, man havde foretaget i stålværket for nylig. En enkelt af disse havde forskrækket ham personligt, ved at nogle papstykker og grus var slynget helt over i pladeværket. Schaldemose meddelte, at det drejede sig om en ny teknik til oplukning af afstikkere ved S.M.-ovne. Teknikken består i, at sprænglegemer af samme art som anvendes i bazookaer indførtes i afstikket og sprængte det åbent. Denne teknik var opfundet i Amerika allerede for ca. 10 år siden og er nu indført flere steder i Europa. Stålværket har haft besøg af en tysk ekspert fra Nobel-koncernen, som har forestået de foretagne forsøgssprængninger. Sprængningerne

var ganske ufarlige, idet sprængstoffet kun virkede i den retning, hvor det mødte modstand. Han havde ikke hørt om de nævnte småting, før Børge Pedersen nu bragte det frem, men ville mene, at det ikke har frembudt nogen som helst risiko. Imidlertid ville han gå nærmere ind i sagen. Man drøftede teknikken og var enige om, at såfremt forsøgene faldt gunstigt ud, ville det være en meget elegant måde at ordne et vanskeligt og ubekvemt stykke arbejde på. Mødet sluttede kl. 16.30. B. C.

Referat fra mødet d. 19. december 1956 SIKKE RHEDSIN GENI ØR C. E. L AN G

Til stede: E. A. Ambus (EAA) B. Jensen (BJ) P. Dressler (PD) C. E. Lang (CEL) H. R. Jørgensen (HRJ) K. Nielsen (KN) B. Pedersen (BP) I overensstemmelse med dagsordenen udsendt 5 / 12 blev følgende behandlet:

1. Gennemgang af sager fra mødet den 13

/ 1 1956. ad. 1. Oplæring af reserveholdsarbejdere på de pladser, hvor de skal indsættes i produktionen, samt nye folk der begynder som reserveholdsfolk. Nogen praktisk gennemførlig form foreligger endnu ikke. Forholdet er bl. a. undersøgt på et af Sveriges største jernværker, hvor man som mange andre steder meget vanskeligt kan klare en speciel skoling på grund af det hurtigt skiftende behov. Man giver de nyansatte en kortfattet orientering ved fremmødet, hvorefter de respektive afdelingers mestre og formænd giver orientering om den pågældende afdeling og herunder også, hvad der rent sikkerhedsmæssigt skal iagttages. Endelig lægger man den største vægt på stadig vejledning fra sikkerhedsrepræsentanter og arbejdskammerater, som de nyansatte arbejder sammen med. Også hos os vil stadig vejledning fra sikkerhedsrepræsentanter og arbejdskammeraters side være af allerstørste betydning for at undgå, at nyansatte eller folk, der flyttes til andet arbejde, kommer til skade. ad. 2. Tidsbegrænsede certifikater til kranførere og autogenskærere. Dette er overvejet og regnes ført ud i praksis i 1957.

ad. 3. Manglende udsyn ved betjening af kran 46 i skehuset. Til forbedring af dette forhold er der på vestvæggen i skehuset opsat en gangbro, hvorfra kranen betjenes. Forholdene anses nu for tilfredsstillende, selv om der ved skeerne fortsat må arbejdes med den største agtpågivenhed. ad. 4. Nedskridende råjern fra bunken i skrotgården til fare for forbipasserende under skrotbroen. Umiddelbart over den afgrænsede kokillerække ud mod færdselsvejen er opsat en pladeskærm til at opfange råjern, der tabes og glider ned af bunken. Afskærmningen må anses at virke tilfredsstillende. ad. 5. Støvplagen i ovnhallen forårsaget af stensaven. Forholdene er undersøgt andre steder, og en ændring med tilfredsstillende udsugning vil blive foretaget. ad. 7. EL-afbryder på vippebordet øst i pladeværket, der skal vende rullebanens omdrejningsretning, dersom skærmen ikke er på plads. BP oplyste, at afbryderen havde været ude af drift enkelte gange i den forløbne tid på grund af vand og anden beskadigelse, og foreslog i denne forbindelse, at der blev sat en skærm over afbryderen til bedre beskyttelse af denne. BJ undersøger, om dette er muligt. BJ gjorde opmærksom på, at det er falsk sikkerhed at stole 100 % på denne afbryder og at det fortsat er nødvendigt at undlade at færdes i farezonen under valsning, såfremt afbryderen skulle svigte.

Under den nuværende arbejdsgang ved valsestolen er der ingen, der behøver at opholde sig i farezonen.

April kvartal.

ad. 8. Ændring på færdiglageret påtalt på et tidligere sikkerhedsudvalgsmøde af Frode Jacobsen. Omlægningen med etablering af rullebaner, så krantransport ikke behøver at foregå over hovedet på folkene, er nu godt i gang. Arbejdet er blevet en del forsinket grundet ændring af oprindelige planer, men ventes færdig i løbet af foråret.

Let............. Middel . . . Svær Død

ad. 12. Skrottet aflagt for højt og for stejlt i skrotgården, så der er fare for nedskridning. Skrotbunken har været under stadig observation,, men de skiftende forhold i skrotgården har hidtil umugliggjort at fastsætte grænser for højde og hældningsvinkel. Mod nord er opsat en kokillerække som afgrænsning mod spor og vej. Ved at holde skrottet i passende højde ved kokillerækken vil denne opfange nedskridende skrot. Tilstanden må anses for acceptabel under de nuværende forhold cg vil, når muligt, blive forbedret.

Let............. Middel . . . Svær ......... Død...........

2. Gennemgang af ulykkerne i januar, april og juli kvartaler 1956. I nedenstående oversigt er medtaget alt, hvad der er skrevet rapport på med undtagelse af ituslåede briller eller ødelagte gebisser, hvor der iøvrigt ingen personskade er sket. Januar

Let.......... Middel.... Svær....... Død.........

Januar Februar F R F R 6 4 9 2 2 1 0 2 0 0 1 0 - 1 8 5 11 4 13 15

Marts Total F R F R 6 2 21 8 2 1 4 4 0 0 1 0 - 1 8 3 27 12 11 39

April F R 8 1 3 3 0 0 - 11 4 15

Maj Juni F R F R 4 3 7 6 3 2 2 5 0 0 1 0 - - - 7 5 1 11 0 12 21

Total F R 19 10 8 1 0 - 28 20 48

Juli Augus Septbr. F R F Rt F R 5 4 6 7 5 3 2 2 3 5 7 3 0 0 0 0 0 0 - - - - 7 6 9 12 1 6 2 18 13 21

Total F R 16 14 12 10 0 0 - 28 24 52

Juli kvartal.

F = faste arbejdere. R = reserveholdsarbejdere.

Procentvis fordeler ulykkerne sig således mellem faste arbejdere og reserveholdsarbejdere: Januar kvartal . . April kvartal. . . Juli kvartal . . . .

. F 69 o/0 . F 58 » F 54 »

R 31 % R 42 » R 46 »

Det er dog af større interesse at se, hvorledes ulykkerne fordeler sig i forhold til antallet af faste arbejdere og reserveholdsarbejdere. Ifølge lønningskontoret er gennemsnitsarbejdertallet for de 3 kvartaler ialt ca. 1100, hvoraf det gennemsnitlige antal af reserveholdsarbejdere udgør ca. 22 %, hvilket i gennemsnit giver F = 858 og R = 242. Ulykkeshyppigheden for F og R bliver da: Jan. kvt. April kvt. Juli kvt.

1 1 1

p 32 ansatte 1 pr 20 ansatte r.» 31 » 1 ». 12 » » 31 » 1 » 10 »

I genn.snt.

1 p 31 ansatte 1 pr 14 ansatte r. .

De stærkt varierende tal for reserveholdsarbejdere må henføre til, at antallet af disse svinger meget stærkt i modsætning til de faste arbejdere, hvis antal er meget konstant.

Tages i stedet gennemsnittet for de 3 kvartaler R — 14, er vi sikkert virkeligheden betydeligt nærmere og konstaterer da at en reserveholdsarbejder kommer ca. 2,2 gange så ofte til skade som en fast arbejder. Til gengæld viser kvartalsstatistikken, at der her kun er tale om lette og middelsvære ulykker. — I denne forbindelse appelleres indtrængende til alle, der arbejder sammen med nyansatte eller forflyttede, om til stadighed at vejlede disse, så vi undgår de mange ulykpå grund af manglende kendskab til forholdene. —

3. Orientering om antallet aj sikkerhedsrepræsentanter, der anses for nødvendige i de respektive afdelinger. I forbindelse med ønsket om at forøge antallet af sikkerhedsrepræsentanter er der foretaget en nærmere undersøgelse af arbejdsfordelingen i afdelingerne og her ud fra er det skønnede behov opsat nedenstående under hensyntagen til skifteholdstjeneste eller daghold alene, medens arbejdsholdenes størrelse er anset at være mindre væsentlige.

Det endelige resultat forventes ikke, når planen føres ud i praksis, at komme til at afvige væsentligt fra de anførte 53. Det er dog en forudsætning, at der på de anførte arbejdssteder findes egnede folk, som er villige til at påtage sig opgaven som sikkerhedsrepræsentanter. Ud fra et arbejdshold på ca. 1300 vil der derefter gennemsnitlig findes en sikkerhedsrepræsentant for hver 25 arbejdere. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at der stilles store forventninger til disse sikkerhedsrepræsentanter, hvis opgave det især bliver på bred basis at medvirke til, at de alt for mange småulykker, forårsaget af ubetænksomhed, tilsidesættelse af sikkerhedsforanstaltninger og manglende erfaring, nedbringes til et minimum. Hertil kommer at medvirke til bedre forståelse af sikkerhedens betydning og at skabe respekt om givne påbud i form af advarselstavler og sikkerhedsforskrifter, som skal følges. Og endeligt at foranledige, at erfaringer om faremomenter videregives til afdelingslederen via formand og mester eller direkte, til undersøgelse og afhjælpning.

4. Sager, der af udvalgets medlemmer ønskes optaget på dagsordenen. Ingen forslag var indgivet. 5.

Eventuelt.

1. PD forespurgte angående kran 35 — slaggekranen — hvor meget den måtte belastes. KN oplyste, at kranen ved undersøgelse og prøvebelastning er fundet egnet til en max. belastning på 18 tons og den 17/12 1956 tilmeldt til fabrikstilsynet som sådan. Kranen er fremstillet før krigen og overdimensioneret til den hidtidige maximale belastning på 15 tons, hvilket har gjort det muligt at forøge dens bæreevne som anført.

2. EAA foreslog, at der blev anbragt et par slibebriller ved hver slibesten, da det er svært at få folk til at hente briller for kun at skulle slibe et øjeblik. CEL oplyste, at dette var tanken, men at de hidtidige briller med nakkerem ikke skønnedes egnet hertil, dels af hensyn til den nødvendige indstilling for manges vedkommende, dels af hensyn til at mange næppe ønskede at anvende briller med en fedtet og snavset rem. I Sverige anvendes nogle steder slibebriller med stænger (stel), som fastholdes af en magnet ved slibestenen, når de ikke er i brug, men de er temmelig klodsede, og en bedre model eftersøges. Det anbefales indtil videre at anvende en let nylonbrille med stel, som findes på magasinet og yder tilfredsstillende beskyttelse mod gnister og slibekorn. 3. KN efterlyste et udstillingsskab til forevisning af personlige beskyttelsesmidler, der har afværget ulykker, samt til værktøj m. v., som på grund af misbrug eller dårlig vedligeholdelse frembyder et faremoment. CEL oplyste, at dette var på tanke tillige med et »ulykkestermometer«, der viste ulykkestallet måned for måned. 4. BP forespurgte, om folk, der ikke havde gennemgået kursus, undtagelsesvis måtte anvendes til autogenskæring. Svaret er et klart nej — ingen ikke faglært på DDS må betjene en skærebrænder uden at have gennemgået kursus (mester Christensen) og være godkendt. 5. BP forespurgte, om den engang tidtidligere givne bestemmelse om, at fyldte oxygen (ilt-) og gasflasker ikke måtte transporteres i stropper, stadig er gældende. KN oplyste, at denne bestemmelse stadig er i kraft, og at der i sin tid blev fremstillet stativer til 4 flasker til transport, som skal anvendes.

6. EAA henledte opmærksomheden på, at ledninger til EL-svejseapparater kunne frembyde en fare, når disse ikke blev fornødent beskyttet på steder, hvor færdsel foregik. BP gjorde i denne forbindelse opmærksom på, at der ligeledes var et utilfredsstillende forhold i valsehal 5, hvor ledninger til de elektriske autogen skæremaskiner lægges ind i hallen. BJ fandt anledning til at indskærpe: at ledninger, der trækkes over veje, gulve eller andre steder, hvor der er færdsel eller arbejdes med materialer nødvendigvis må beskyttes effektivt mod beskadigelser, at de elektriske autogen skæremaskiner kan frembyde en fare, dersom varme skrotstykker falder ned og beskadiger ledningen, hvorfor den største agtpågivenhed må udvises af de, der betjener disse apparater. BJ nævnte i denne forbindelse et tilfælde her i landet, hvor der efter en ulykke var rejst sag mod den elektriker, der havde etableret den pågældende forbindelse, som forårsagede ulykken, idet fremgangsmåden var fundet uforsvarlig. 7. BP mente, at dybovnskranerne fik en alt for hård behandling under den nuværende fremgangsmåde, hvor rodenderne trækkes af blokkene under kanten på støbebordene, idet den såkaldte rodhugger ikke arbejder tilfredsstillende, så den hidtidige fremgangsmåde må fortsættes. BJ var enig heri og så gerne, at forholdet blev undersøgt indgående med henblik på en anden fremgangsmåde til fjernelse af rodenderne for at aflaste kranerne. C. E. Lang.

Under omstilling i tråd- og finværk fredag den 16. november styrtede hjælperetter Helge Andersen ned i en af de roterende haspier. Tililende fik øjeblikkelig standset haspien, men for alle, der så den forulykkede, var det straks klart, at her var alt håb ude. 2 timer senere gik Stålværkets flag på halv. Døden var indtrådt. Hans færden i selve ulykkesøjeblikket er en gåde for alle, og nogen antagelig grund til hans tilstedeværelse på dette forbudte sted er stadig ikke fundet. Helge Andersen blev ansat på DDS i 1947 og havde al sin tid haft sin gerning i finværket. Han var afholdt som få. Værdsat af ledelsen som en præcis og omhyggelig arbejder og populær blandt kammeraterne for sin hjælpsomhed og sit gode humør. Helge Andersen blev 34 år og var ugift. Alfred Jensen.

Fra T IDSS KR IF TET F OR I NDUS TR I nr. 23, 1956 har vi hentet nedenstående artikel

ANLEDNING AF,

at Det internationale Handelskammers direktør gennem 35 år, Pierre Vasseur, til næste år forlader sin post, var han den 21. november 1956 indbudt til at tale i handelskammerets danske nationale komité. Han talte om: Vort ansvar i Vesteuropas krise — internationalt borgersind — og det blev en stærkt personligt præget tale med kraftigt optrukne linjer. Selv om talen er vanskelig at referere, skal nogle hovedsynspunkter trækkes frem. Pierre Vasseur udtalte bl. a., at vi kan være stolte af vor industrielle revolution. De sidste 100 års fremskridt har været storartede. Og dog! Af Jordens befolkning på 2 ½ milliard mennesker kan 1 ½ milliard hverken læse eller skrive .... I to trediedele af Jordens stater er ytringsfriheden en forbrydelse, og al objektiv meningsdannelse er forsvundet __ Mistro, hævngerrighed og frygt fremkalder afskyelige politiregimer, en psykose af had og brutalitet __ Vor civilisation har givet fri bane for: en uhæmmet trang til profit, som har fornedret forholdet mellem mennesker og skabt forfærdelig fattigdom og social uretfærdighed, en ophidset nationalisme fulgt af en række krige, som har kostet ofre i geometrisk stigning, en grænseløs magthunger, der har givet sig til kende i forfærdelige totalitære regi-

mer og en økonomisk og politisk imperialisme, der truer med at drive verden ud i katastrofer. Vi står, takket være atomkraften og automatiseringen, i begyndelsen af en ny teknisk-social revolution. De økonomiske konsekvenser vil blive vældige. Dens menneskelige konsekvenser kan blive det i endnu højere grad. Vi må altså gøre vort bestik og ikke gentage fortidens fejl. Det drejer sig ikke om at standse anvendelsen og tilpasningen af de videnskabelige opdagelser, eller bremse det industrielle livs opvoksende rytme, fremskridtets stigende hast. Men i vor mekaniske optimisme glemmer vi i altfor høj grad de menneskelige faktorer. Nutidens brede masser er ikke længere og vil ikke længere være så føjelige som tidligere tiders. Der er opstået en kollektiv ømfindtlighed og uro. Vi siger altid »jeg«, »min virksomhed«, »mit fædreland« og glemmer, at vor person udgør en del af et samfund, vort land er en del af en verdensomspændende, sammensat enhed. I de sidste 500 år har vi f. eks. interesseret os for Afrikas og Asiens fjerne lande som råstofområder, som markeder eller som »vore« besiddelser, men vi har ikke betragtet dem som menneskelige enheder med deres egen historie, deres egne lidelser, rettigheder og håb, og ligesom vi har ladet kapitalismen glide over i en klassekamp i stedet for at gøre den til en stor sammenslutning af arbejdende mennesker, har vi ikke forstået at organisere et sådant loyalt samarbejde med de fattige folkeslag, som kunne have forhindret disse menneskers skæbnesvangre oprør. Dette massernes problem, den voksende befolknings problem negligerer vi i altfor høj grad. Det betinger morgendagens økonomiske og sociale organisation____ Vi er 2,7 milliarder mennesker på jorden, og af dem er næsten en milliird praktisk talt nøgne. I FN har man beregnet, at inden århundredet ender, vil vi være 5 mil-

Harder, og det er de fattigste, der formerer sig stærkest. Og disse tal tager ikke hensyn til den menneskelige levealders stadige vækst, takket være hygiejne og lægekunst.... Produktionens vækst kan ikke på langt nær følge befolkningens vækst.... Nødvendigheden af hvert år at finde arbejde til 6-10 millioner er et truende problem, som automatiseringen sikkert ikke løser, selv om den med en ny produktionsteknik kan bidrage til at hæve levestandarden ved en forøget produktion til billigere pris.... Enten må massernes sult stilles og et minimum af velfærd give deres liv mening, eller også vil disse fattige, arbejdsløse ofre for automatiseringen blive den farligste revolutionshær, som nogensinde har rejst sig til berettiget forsvar for de håbløse. Vor mekaniserede civilisation må give dem et eksistensminimum, hjælp i sygdom, klæder, tag over hovedet. Nu befinder vi vesteuropæiske folk os mellem to kæmpe-nationer, som rivaliserer om Verdens leadership. Den ene udfolder en fane med indskriften »free enterprise« og hylder konkurrencen. På den andens fane står der »statens herredømme over alt«. Deres slagord er modsatte, deres metoder er inspirerede af modstridende ideologier, men fællesnævneren er en stadig hastigere produktivitet, og for dem begge er kvantiteten fuldkommenhedens kriterium. Den første af disse nationer har gennemført en storartet højnelse af levefoden på basis af vilkårenes ligelige fordeling. Den anden anstrenger sig for, ved hjælp af jernhård disciplin og en generations opofrelse, at indhente den første på det industrielle plan. Begge besidder en imponerende kraft og udvidelsesevne. Begge har den fikse ide at ville »save the world«. Herren bevare mig fra at sammenligne verdens erobring ved hjælp af tyggegummi og coccacola med en Gengis Khans måde at erobre på, men vi er mange, som med rette ængstes for, hvad der

skal blive af vor personlige menneskelige skæbne.... I Rusland som i Amerika er alt blevet elektrificeret og motoriseret. De åndelige værdier regnes for at være sekundære. Det vigtigste er at holde mennesket fri for sult og elendighed, for at han kan være i stand til at producere og råde over den størst mulige energi, så at hans ydelse bliver maksimal.... Den stat, som ser sin lykke heri,risikerer den ikke at glide umærkeligt over til at blive et samfund, hvor selvtilbedende statskollektivisme, smykket med indskriften »frihed«, råder over et teknokrati, en dialektik og en politimagt, der alle er lige tyranniske.... Skal vi, som bor i det gamle Vesteuropa, uden modstand anerkende anonymitetens, kvantitetens, massens og menneskemekaniseringens sejr? Naturligvis må alle energikilder udnyttes i en anseelig grad, så at vi kan prøve på at løse de flest mulige materielle problemer.... Vi har pligt til at være herrer over de kræfter, vi bruger, og at styre dem mod et mål, der gavner menneskeheden, og ikke kun søge rigdom og magt. Vi vil få flere midler end nogensinde — lad os ikke lade en økonomisk ordning opstå, der betyder en fornægtelse af mennesket. Derfor: lad os blive klar over, hvad individets styrke og det sande private initiativ betyder___ Menneskehedens fremskridt afhænger af den personlige anstrengelse, enhver af os præsterer. De år, vi just har gennemlevet, har vist os, at vi er afhængige af hinanden indbyrdes. Lad os da også være klar over vort ansvar over for det samfund, vi er en del af.... Denne bevidsthed om, at vi er indbyrdes afhængige og ansvarlige, åbenbarer sig gennem vor morallov, vor etik: Solidariteten — over for vore landsmænd, men også international solidaritet....

Fremtidens Verden vil uden tvivl hverken være liberal eller statsdirigeret, for teknokratiet blæser ad al økonomisk teologi. Under de nye kræfters tryk vil den blive meget forskellig fra vor tids verden. Europas adsplittede nationer har en stor mission at udføre, nemlig den at hindre os i at gå til grunde i standardisering og uni-

formering, at frelse den menneskelige personligheds kvalitet fra den bølge af kvantitetstilbedelse, som river os med sig, og at hjælpe denne gale verden til at genoprette den vidunderlige sans for mådehold. Maskinen i menneskets tjeneste betyder fremskridt. Maskinen som erstatning for mennesket betyder selvmord....

— Jamen han må være på kontoret. Han tager altid med bussen 8.27.

AF JERNETS HISTORIE: Caprani Winkel

W I L L I A M SIE M E N S

YSK OPFINDER og naturaliseret englænder ii dronning Victorias regeringstid, det var Charles William Siemens. Med en populær forenkling plejer man at sige, at tyskere er slidere, opfindere langhårede professorer og victorianere støvede museumsgenstande. William Siemens var ingen af delene. Han var en mand, der som et lyn, gik gennem sin samtid, altid på farten og altid i gang med et eller andet — og en af de ting blandt mange han satte i gang, var den moderne stålindustri, som vi kender den i dag her hos os selv. Han var døbt Carl Wilhelm Siemens i den lille landsby Lenthe i nærheden af Hannover året 1823 som den fjerde son i en stor og først senere berømt familie. Som barn viste han ikke særlige tekniske evner og skulle egentlig have været anbragt ved bankvæsen. Imidlertid så hans ældre bror Werner mu-

P IE R R E M AR T I N

lighederne hos ham og sikrede ham til trods for familiens modstand en teknisk uddannelse. Denne bror, grundlæggeren af de senere så kendte Siemens værker, sørgede ikke alene for hans uddannelse, men han sendte ham også samtidig til London for at lære sproget og varetage firmaets interesser i England. Studiebesøget kom til at vare hele livet. Som andre af den tids opfindere arbejdede han med de mest forskelligartede ting: papirfremstilling, trædemøller, skibsskruer, mærkelige lokomotiver, vingede raketter og flyvende maskiner. Hans tilknytning til stålfremstillingen var ganske perifer, og det var da også arbejdet med en ny type dampmaskine, der bragte ham i forbindelse med ovnkonstruktionerne. Idéen bag det hele var baseret på den iagttagelse, at en del af varmen fra en

dampkedel går til spilde lige op gennem skorstenen. Han ville derfor konstruere en maskine, der kunne spare varme. I ti år arbejdede Siemens med disse tanker med meget beskedent resultat, indtil samarbejdet med en tredie bror, Frederick, ledte arbejdet hen mod konstruktionen af en ovn, der kunne spare brændsel. Her lå de store muligheder. Løsningen kom i flere trin. Først arbejdede han kun med tanken om at spare brændsel, og det gav en ovnkonstruktion med to kamre. Igennem det ene kammer kom luften ind, og igennem det andet passerede røggassen ud igen. Med mellemrum, når røggassen havde opvarmet sit kammer, blev trækken vendt, og forbrændingsluften varmedes på denne måde så kraftigt op, at der kunne opnås væsentlige brændselsbesparelser. Men denne ovn kunne mere. Den viste sig også overraskende at give højere temperaturer end vanligt, og i virkeligheden lykkedes det for Siemens ved det første forsøg at ødelægge sin ovn. Den styrtede helt sammen, fordi hverken sten eller armering kunne tåle påvirkningerne. Det betød flere års arbejde med at finde bedre ovnmaterialer, og da det var sket, viste fyringsprincippet — regenerativfyringen kalder vi det — sig uhyre velegnet til f. eks. glasovne. Til stålovne gik det imidlertid ikke så godt, fordi stålet ikke tålte at være i kontakt med kullene i fyret, uden at det optog kullenes forureninger af blandt andet svovl. Derfor fandt Siemens på først at forgasse kullene i en særlig ovn og fordoble ovnens kammerantal, så at både gas og luft kunne forvarmes. Med denne ovn kunne man smelte stål — ikke som i Huntsmann's digelovn små portioner på knap 100 kg, nej i første omgang op til 1000 kg, og tillige var det nu muligt at tage prøver fra stålet i ovnen, så man hele tiden kunne følge sammensætningen og opnå et langt sikrere resultat end i Bessemers konvertor. Sideløbende med

denne konstruktive udvikling må vi nemlig ikke glemme, at man nu med nye kemiske og metallurgiske undersøgelsesmetoder lærte stålets egenskaber langt bedre at kende, end man nogensinde før havde gjort. Siemens første ovne sparede mere en 50 % brændsel og kunne hæve temperaturen op til 1600 °C — altså over stålets smeltepunkt, og så er vi parate til at skifte over til Frankrig til Pierre Martin i Sireuil. I faderens puddelværk og geværfabrik eksperimenterede Pierre i 1862 med at smelte stål uden digel. Heldet havde han dog ikke med sig, og først efter i 1864 at have bygget en Siemens-ovn af sure Dinas sten lykkedes det den 8. april 1865 for ham som den første at smelte 1 ton stål af en charge bestående af Elba-råjern, puddeljern og skrot. Han tog patenter på processen, og i de næste år fik han i samarbejde med Siemens hold på processen og byggede to nye ovne med 1,5 og 2 tons ydelse svarende til 3 m2 herdflade. Stål fra disse ovne skaffede ham i 1867 guldmedalje på verdensudstillingen i Paris. Senere skiltes deres veje. Som den geniale opfinder han var, arbejdede Siemens videre med en hel række nye opfindelser langt fra arbejdet med stålovnen. Ligesom sin samtidige Bessemer havde han det held virkeligt at kunne glæde sig over økonomisk fordel af sit arbejde, og også han opnåede i 1883 at blive adlet. Samme år døde han. Hans hovedværk — SM-processen — opnåede dog først sin fulde blomstring nogle år senere omkring 1890—1900, fordi den i sin karakter var tvunget til at udvikles senere end Bessemer's og Thomas' konvertorprocesser. Konvertoren kræver næsten 100% råjern fremstillet af malm og tærer dermed direkte på jordens malmbeholdninger, medens SM-ovnen til modsætning er i stand til at arbejde med meget store mængder gammelt jern og derved forbruge og regenerere de mængder af affaldsjern, den tek-

Som andre af den tids opfindere arbejdede han med de mest forskelligartede ting.

niske udvikling giver. Den voldsomme udvikling af jernbaner og skibsfart i konvertorprocessens kølvand fulgtes derfor hurtigt af problemet med at slippe af med skrottet fra kasseret ubrugeligt materiel, og her kunne så SM-processen sætte ind som den eneste virkelig skrotforbrugene stålproces. Dermed vandt Siemens og Martin's stål i betydning, og endnu vigtigere var det, at man hurtigt fandt ud af, at man i SM-stålet havde et materiale, der som følge af den roligere ovngang kvalitetsmæssigt var konvertorstålene overlegent, men da denne udvikling kom, var Siemens død og Martin glemt. Martin's ovn havde haft sur udmuring og kunne derfor som Bessemer's konvertor hver-

ken fjerne svovl eller fosfor fra chargen. Udviklingen svarende til Thomas' basiske konvertor skete for SM-ovnens vedkommende i Frankrig, hvor man hos le Creusot byggede den første ovn med herd af tjæredolomit, så man dermed effektivt var i stand til at fjerne alle urenheder fra stålet med en kalkbasisk slagge. Medens udviklingen således for SM-ovnen bragte en blomstring, som hverken Siemens eller Martin havde forestillet sig, levede Martin fuldkommen glemt under meget fattige kår på landet. Han havde trukket sig tilbage 1880, da hans patenter udløb og først 1910, da han var 85 år gammel, blev han fundet frem fra glemselen af franske

stålværker, der ønskede at hylde den mand, hvis jordiske eksistens man i mange år ikke havde skænket en tanke. Nu stod pludseligt en samlet verden parat til at hylde ham med

Med ovennævnte artikel om Sir William Siemens har civilingeniør Caprani Winkel afsluttet en historisk oversigt over grundlaget for udviklingen indenfor moderne jernog stålfremstilling. De tidligere artikler har været trykt i Stålbåndet 4/1955, 1/1956, 2/1956, 3/1956 og omhandlede bessemerstål, Thomasstål og nu i dette nummer Siemens-Martinstål. Artikelserien var foranlediget af, at det er hundrede år siden ideerne fremkom til de metoder, hvorefter en væsentlig del af stålet i dag bliver fremstillet. Når man betænker den rivende tekniske udvikling, der har fundet sted i disse hun-

guldmedalje, hæders- og folkepension, æreslegionens ridderkors samt selvfølgelig statue i fødebyen. Fem år fik han til at glæde sig over denne anerkendelse. Han døde 1915. C. W.

drede år, og at de nævnte ideer har været det absolutte grundlag for denne, må man formode, at deres ophavsmænd indgår i menneskehedens historie mellem førerne i vor kamp mod naturen, i kampen — ikke blot for det daglige" brød — den samme kamp fører dyrene — men for at gøre denne kamp lettere og derved give mennesket overskud af kræfter og tid til dyrkelse af andre interesser — åndelige og materielle — efter evne og behov. Om vi så forstår på fordelagtig måde at anvende den prioritet som moderne fremstilling af stål, og hvad deraf er fulgt og følger af tekniske fremskridt, er en anden historie. Red.

IL FORSYNING AF OVNENE og valseværkerne findes forskellige hjælpeanlæg. Foruden til elforsyningen findes der anlæg for kølevand, brændselsolie, damp m. m. Anlæggene for el- og kølevandsforsyningen har tidligere været beskrevet i Stålbåndet og nedenfor skal gives en orientering vedrørende olieanlægget.

Brændselolieanlægget. Stålvalseværket er en relativ stor forbruger af brændselsolie. Olien, der i almindelighed anvendes, er en meget svær kvalitet, der benævnes heavy fuel oli — Bunker C. Der bruges rundt regnet 150 tons pr. døgn. Brændværdien af olien ligger på ca. 9.600 varmeenheder (kg cal.), hvilket vil sige, at 1 kg olie, hvis der ikke fandt tab sted ved ufuldstændig forbrænding og gennem skorstenen kan opvarme 9.600 kg vand 1 grad eller 100 kg vand 96 grader. Da 150 tons er lig med 150.000 kg, vil det sige, at den mængde olie, vi anvender pr. døgn, teoretisk ville kunne opvarme 15 millioner kg eller liter vand 100 grader. Dette blot for at få et begreb om, at det ikke er småting, vi bruger af varme. Olien bliver i almindelighed sejlet til værket i mindre tankbåde fra indenrigske havde, idet vanddybden i fjorden ikke er stor nok til at tage de større tankskibe, og

bliver af skibets egne pumper pumpet på virksomhedens lagertanke, af hvilke der findes 2 — den ene rummer 750 tons og den anden 3.000 tons olie. Da olien ved almindelig udetemperatur er meget stiv og derfor ikke pumpebar, kommer olien til værket i opvarmet tilstand med en temperatur på ca. 40 °C, og olien holdes opvarmet i tankene dels ved dampspiraler, der er anbragt inde i tankene, og dels ved at der stadig pumpes olie fra tankene gennem en udenfor liggende dampforvarmer tilbage til tankene. I nærheden af lagertankene ligger pumpestationen med nødvendige pumper og forvarmere. For olieforsyning til forbrugsstederne rundt på værket suger en af de i stationen placerede pumper fra en af tankene og trykker igennem en stor forvarmer olien ud i en ringledning, der løber gennem værkets forskellige afdelinger. Fra denne ringledning fører stikledninger til afdelingernes forbrugstanke, og ved ventiler på stikledningerne kan afdelingerne efter behov fylde på tankene. Den overskydende olie i ringledningen føres tilbage til lagerolietanken. De nævnte forbrugstanke er placeret i nærheden af forbrugsstederne i stålværk, profilværk og pladeværk, og hvert sted findes pumpestation for oliens videre befordring til ovnens brændere. De lokale arrangementer er opbygget efter samme princip, som er gældende for hovedolieforsyningen, idet pumperne gennem en ringledning fører olien så tæt til brænderne som muligt. Oliebrænderne er tilsluttet ringledningen ved en stikledning, og den overskydende mængde olie føres tilbage til forbrugstanken gennem en modtryksventil, som altså bestemmer olietrykket før de respektive brænderes reguleringsventil. Der er anbragt forvarmere således, at olie overalt i ringledning og tanke har en temperatur af ikke under 40 °C, og da det er af stor betydning for en god forstøvning af olien i brænderne, at olien er opvarmet til

en endnu højere temperatur, er der på stikledningerne til brænderne yderligere anbragt forvarmere, som opvarmer olien til ca. 100110 °C. Ved længere tids stop i helligdage, ferier o. 1. er der selvfølgelig ingen plan i at lade olien cirkulere gennem de lokale ringledninger; disse bliver da umiddelbart inden man stopper fyldt med dieselolie fra en særlig tank, idet dieselolien ikke som den svære brændselsolie stivner ved afkøling.

I stålværket har hver ovn sin særlige ringledning med pumpe og forvarmere, hvorved ovnene gøres uafhængige af hinanden med hensyn til temperatur og olietryk. Blok- og knippelovnen har ligeledes hver sit system, medens der findes et fælles system for alle fem huller i dybovnsanlægget. Olien føres til brænderne med et tryk på 10-15 atm., og den forstøves i brænderne med damp. Vedstående diagram viser rørsystemerne skematisk. KN

Diagram for brændselsolieforsyningen.

Nedenstående artikel er hentet fra »Dansk Svejsetidende« nr. 9, 1956

NGEN VIL VEL PÅSTÅ, at

det har skortet på advarsler mod letsindig omgang med oxygen og acetylen her i dette blad ? *) Lige så ufarlige disse to gasarter er, når de anvendes på den rigtige måde, lige så farlige kan de være, når de behandles forkert. Oxygen- og acetylenfabrikerne har til stadighed folk i marken, som besøger virksomheder indenfor industri og håndværk, og disse folk må jævnlig give anvisninger for den rigtige anvendelse af gasarterne og for den rette behandling af værktøjet. Og det er mange mærkelige tilfælde, disse folk kommer ud for — og man undres af og til over, at der ikke sker flere ulykker! For nylig var en instruktør således ude for, at et værksted brugte oxygen til sprøjtemaling ! ! ! Det var vel sagtens lettere at tage en oxygenflaske, som var ved hånden i værkstedet, end at hente en flaske trykluft, men at der ikke var sket en ulykke er egentlig ubegribeligt. Sprøjtelakker og deres fortyndere er næsten alle meget brandfarlige — enhver ved jo, at rygning og brug af åben ild i et malerværksted er forbudt — men foretager man forstøvningen med ren oxygen, bliver blandingen højeksplosiv. Og der skal intet til at antænde den. Alene den statiske

elektricitet, der kan opstå ved at trække en gummislange over gulvet, kan danne tilstrækkelig gnist til antænding af blandingen. En sådan anvendelse er derfor ganske utilgivelig og ansvarsløs. Oxygen må kun benyttes til de formål, hvortil den er beregnet. Ved disse formål benyttes den i særlige brændere eller apparater, som er indrettede til anvendelse af oxygen eller blandinger af oxygen med andre gasarter, og som er udført således, at der opnås den størst mulige sikkerhed. Uden videre at benytte oxygen i stedet for trykluft må aldrig finde sted. Der er desværre eksempler nok på, hvor galt det kan gå. Vi behøver blot at minde om de sørgelige tilfælde, hvor man har benyttet oxygen til start af dieselmotorer. Resultatet er næsten 100 % sikker — motoren sprænges, og den mand, der forsøger starten, bliver dræbt. Men heller ikke til andre formål må man anvende oxygen i stedet for trykluft. Benytter man f. eks. oxygen til rensning, tørring eller bortblæsning af støv, kan der ske ulykker. En blanding af støv og oxygen kan antændes af sig selv, og man har en eksplosion og måske brand. Der kan også nævnes et eksempel på, at en varmemester havde renset en bræn-

*) Oxygen = ilt.

der til et oliefyr, og til slut ville han blæse brænderen tør for den olie, han havde brugt til rensningen. Resultatet var, at olien antændtes, og en voldsom forbrænding ødelagde hans hånd. Olie, fedt og brændbare vcedsker har intet at gøre i forbindelse med oxygen. Det kan også nævnes, at en gasmester benyttede oxygen i stedet for luft til gennemblæsning af nogle gasrør, som var forstoppede. Resultatet var uhyggeligt. Sprængte ledninger og ruder i stor omkreds, men mærkelig nok ingen skader på personer. At man ikke må smøre apparater, som anvendes i forbindelse med oxygen, er fremhævet tit nok her i dette blad. Ikke desto mindre ser man stadig folk, som smører flaskeventiler og andre apparater. Samme instruktør, som opdagede, at man sprøjtemalede med oxygen, var også ude for en virksomhed, hvor man smurte flaskeventilerne med fedt, hvis de gik for stramt. Det kan selvfølgelig kun beklages, hvis flaskeventilerne går for stramt, således at de er svære at åbne og lukke, men det berettiger absolut ikke til, at man foretager en sådan letsindighed som at smøre dem med fedt eller olie. Det er ikke alene farligt, men også hensynsløst og uansvarligt overfor andre forbrugere og fabrikerne. Måske bemærker fabriken ved fyldning af flasken ikke, at ventilen er blevet smurt — det overflødige fedt vil som oftest være tørret af, således at der kun sidder rester inde under håndhjulet og lignende steder, hvor det ikke kan bemærkes. Ved fyldning af flasken — eller ved senere brug hos en anden forbruger — kan ulykken indtræffe. Det er ikke alene farligt, men også forbudt at smøre flaskeventilerne. Det er dog ikke alene flaskeventilerne, men alle andre apparater og dele, som kommer i forbindelse med oxygen, må heller ikke komme i forbindelse med olie og fedt. Olie og fedt bør derfor være bandlyst i et svejseværksted. Tør ikke brændere, reduktionsventiler og andre apparater af med

fedtede klude eller fedtet tvist, og sørg altid for at hænder og tøj er frit for fedt, når der arbejdes med oxygen. Det er dog trist at miste en hånd eller blive forbrændt på grund af en ussel letsindighed. Også acetylenen skal behandles med en passende forsigtighed. Her er folk dog ofte mere påpasselige, fordi de ved, at acetylen er en brændbar gasart. Man skal dog altid være på vagt overfor utætheder i acetylenanlæggene og overfor udstrømmende acetylen. Blandinger af acetylen og luft — og naturligvis også oxygen — er eksplosive, og der skal ikke megen acetylen i luftblandingen, før eksplosionsfaren indtræder. Alle blandinger af acetylen og luft med mere end 3 % og mindre end 75 % acetylen er eksplosive. Derfor skal man sørge for, at ens apparater, brændere, slange o. s. v. er tætte og i orden. Heller ikke acetylen bør bruges til andre formål end de, hvortil den er beregnet. Den uskik at prøve at udrydde muldvarper, rotter, mus og andre skadedyr ved at blæse acetylen ind i deres opholdssteder er en meget farlig fremgangsmåde, som absolut må frarådes. Acetylenflasker må heller ikke opstilles i nærheden af stærk varme eller åben ild — det må oxygenflasker iøvrigt heller ikke. Disse advarsler er ikke urimelige, og de kræver ingen urimelige forholdsregler i værkstederne og medfører ingen tidsspilde. Der kræves blot almindelig god orden. Men de kan medvirke til at undgå mange ubehageligheder og ulykker. Når oxygen og acetylen benyttes efter formålet og på rigtig og fornuftig måde, er faren for anvendelsen ganske minimal, hvilket også erfaringerne viser. I næsten alle tilfælde, hvor der er indtrådt uheld eller ulykker, kan man finde tilbage til årsagen, der som regel viser sig at være letsindig omgang med gasarterne eller dårlig vedligeholdelse af apparater og material.

1860 eller der omkring kom Frederik den Syvende og grevinde Danner en dag kørende fra Asserbo slotsruin på vej til Frederiksværk — berettes det i en af de mange historier, der fortælles om »Madam Larssen på Arresødal«. Da kongens vogn havde passeret Vinderød og var ved at køre ind i skoven ved »verdens ende«, brød det ene hjul sammen, så de høje herskaber måtte stå ud af vognen. Kongen råbte til en gammel kone, der gik og samlede brænde, om hun vidste, hvor man kunne låne en anden vogn. Jo, det mente konen da nok kunne lade sig gøre nede på slottet, ja, på Arresødal altså. Kongen og grevinden gik så til fods ned til Arresødal, som dengang ejedes af K. A. Larssen, en af Frederiksværks matadorer, og den kongelige kusk kom forsigtigt listende bagefter med hestene og den havarerede vogn. På Arresødal var K. A. Larssen selv hjemme, og naturligvis bad han de fornemme gæster om at træde indenfor, medens en af slottets vogne blev trukket frem og gjort i stand. Lidt efter kom madam Larssen — hun

nægtede at lade sig kalde frue — ind i stuen og hilste på gæsterne. I samtalens løb sagde grevinden til madam Larssen : »Hvis jeg ikke vidste, at det umuligt kunne passe, ville jeg være overbevist om, at jeg så syner ved højlys dag, for konen med det blå bomuldsforklæde, som vi traf i skoven, og som viste os herned, hun lignede på en prik Dem, slottets frue, fraregnet Deres sorte silkekjole og pibestrimlen i halsen altså. Ja, De tager mig forhåbentlig ikke ilde op, at jeg siger det?« »Nej, bevares vel, for det var mig, der var en tur i skoven, og som forklarede Dem, hvor der var en vogn at få. Jeg skal sige Deres Nåde, at jeg er imod, at noget går til spilde, og derfor piller jeg sommetider lidt pinde i skoven.« »En prisværdig egenskab.« »Ja, den der spar', han har, og den der gi'r, til han tigger, han skal sla's, til han ligger. Men på den anden side: skal der være gilde, så skal der være gilde, og skal der hjælpes her eller der, så skal det gøres, så det kan forslå.«

»Jeg har det selv på nøjagtig samme måde«, sagde grevinden og fortsatte: »Vi er vist af samme slags folk, De og jeg.« *** Var grevinde Danner og madam Larssen »af samme slags folk«? Både ja og nej. At de lignede hinanden i mangt og meget, forøvrigt også af udseende, er i hvert fald notorisk. Knud Arnt Larssen, som var født i Holbæk i 1793, søn af avlsbruger, brændevinsbrænder og gæstgiver Lars Mandix Nielsen, lærte handelen i Hillerød og kom til Frederiksværk for at bestyre sin svigermors købmandshandel. Han var den sidste, der — efter at han selv havde overtaget forretningen — sad inde med handelsmonopolet på værket. Han blev medejer af kobbervalseværket og nåede at blive lige så rig som general Classen. En række legater og stiftelsen i Hermansgade minder om ham og hans hustru. Af de to var hun den mest særprægede. Hun var af gammel Frederiksværk-slægt, men hendes familie havde langt bagud rod dels i Slangerup og Frederikssund, dels i Norge. Madam Larssens tipoldefar hed Simon Lorens Hansen. Han var gift med Lene Karstensdatter, som blev enke og derefter, ca. 1707, giftede sig med møller Jens Petersen på kratmøllen ved Slangerup. En søn af Simon og Lene var Karsten Simonsen med tilnavnet Schiøtt. Han blev 1728 købmand i Slangerup og boede i Kongensgade, i den nederste ejendom i gadens østre side. I 1738 flyttede Karsten Schiøtt til Frederikssund. En broder til ham, Peter Simonsen Schiøtt, fik Kratmøllen. I 1729 giftede Karsten Schiøtt sig med en skipperenke, Mette Cathrine Corth. Deres søn, Berthel Schiøtt, viedes i 1763 i Slangerup til Rebecca Viborg, en søster til Slangerupkøbmanden David Viborg. De, Rebecca og David, var begge kommet fra Norge.

Bertel Schiøtt blev købmand i Frederiksværk. Da han døde, oprettede enken, altså Rebecca, kaldet »Madam Schiøtt«, et marketenderi for det artillerikorps, som dengang lå i byen. Det var midt i 1770'erne. I 1804, da det nuværende hotel »Frederiksværk« på Torvet blev til — på samme sted, hvor madam Schiøtts soldaterkro lå — flyttede madammen ned i Strandgade og åbnede en købmandshandel dér. Den gav efterhånden store penge. Hun døde i 1821. En datter af madam Schiøtt, Johanne Marie, født ca. 1766, blev gift med sin mors krambodssvend Lauritz Krog Thodberg, der senere overtog butikken og endte som bogholder på værket og kancelliassessor. Han var født ca. 1756 og døde 1806. Thodbergs datter, Laurentze Marie, var født 1799 og blev den 27. december 1818 gift med købmand Knud Arnt Larssen, der døde på Arresødal i sommeren 1865. I 1854 havde K. A. Larssen og madam Larssen (altså Laurentze Marie) samlet så mange penge ved arv og handelsvirksomhed, at de kunne købe Arresødal slot af Det Classenske Fideicommis. Indtil da havde de boet i valseværkets hovedbygning, det smukke patricierhus med den store park, det nuværende »Skjoldborg«. Trods K. A. Larssen og hans hustrus store rigdom holdt de sig begge på det jævne. Navnlig madam Larssen var kendt for sin påholdenhed til hverdagsbrug, men tillige, og det sagdes også om hendes mand, for rundhåndethed, når det virkelig gjaldt. Madam Larssen var opdraget i butikken i Strandgade, væsentligst af en gammel pige, der hed Gitte. Det var af hende, madam Larssen fra barnsben havde fået indpodet sparsommelighed. Når Gitte vejede kaffebønner af, og vægten ikke ville balancere, bed hun en af bønnerne over. Som nævnt døde K. A. Larssen i 1865, og da madammen døde i 1883 — børn havde

M AD A M L AR SSE N

K. A . L ARSSEN

de ikke — overtog Det Classenske Fideicommis påny Arresødal. I K. A. Larssens tid var slottet blevet ombygget i italiensk renæssancestil. Som det nu står, ser det ud som i Classens dage, idet Fideicommis'et i årene 1909—10 førte det tilbage i den oprindelige skikkelse. Som bekendt er der nu kvinde-rekonvalecenthjem på slottet. Både K. A. Larssen og madam Larssen ligger begravet på Vinderød kirkegård.

derik Bruhn. Han var født 1812 og døde 1889. I 1851 giftede han sig med en skovfogeddatter fra Ostrup i Gribskov, Marie Frederikke Dorthea Erharth. En datter af dem hed Rosalie Christiane Marie Bruhn, bedst kendt under sit forfatternavn Rose Bruhn. Hun var født 1861 og døde i 1939 den 30. marts. I 1888 blev hun gift med den kendte redaktør Hans Jensen, »Sorø Amtstidende« i Slagelse. Hos skovfoged Erharth i Ostrup havde man, fortæller Rose Bruhn i en af sine bøger, en tid haft en tam hjort gående. »Hjorteper«, som den blev kaldt, hørte så at sige med til familien i skovfogedstedet, og her fik Frederik den Syvende den at se en dag. Kongen fik lyst til at få »Per«, og Erharth forærede ham den så. Hjorten blev sat på græs på »Dronningeøen« i Frederiksborg slotssø, men en dag, da kongen med sin båd lagde til ved øens stensætning og kravlede i land for at snakke lidt med hjorten, tog »Per« fejl af situationen. Han puffede majestæten i ballen, sprang derefter selv i vandet og svømmede over til Jægerbakken«, hvorfra turen gik hjemad til Ostrup.

*** Garvermester Chr. Fr. Bruhn i Frederiksværk hørte til en kendt nordsjællandsk »skovmandsslægt«. I hans butik i Nørregade var der en dørklokke, som havde en ikke helt almindelig historie. Det var »Hjorteper«s klokke . . . Bruhn'ernes stamfader var kgl. over-parforcejæger Heinrich Bruhn (1715—1795) En af hans sønner, Johan Otto Bruhn (1752— 1802), var kgl. skovrider. En søn af Johan Otto hed Daniel Friederich Bruhn (1781 — 1840). Også han var — på »Skovfryd« i Nødebo — kgl. skovrider. Et af hans mange børn — der var 10 ialt — var Frederiksværk-garveren Chr. Fre-

Skovfoged Erharth skrev til kongen, at hjorten var kommet tilbage til skovfogedstedet, men at man var klar til at bringe den til Frederiksborg endnu engang. »Nej, ellers tak! Jeg vil hverken eje eller ha' det lumske bæst«, svarede Frederik den Syvende. Dog, dermed var »Hjorteper«s hoftjeneste ikke forbi. Da den i sin tid meget berømte billedhuggerinde Adelgunde Herbst søgte en model til hjorten, der står i Jægerspris slotsgaard, fik hun anvist »Per« fra Ostrup, og han »stod« for hende i mange timer. »Hjorteper« holdt i fire år til ved skovfogedstedet i Ostrup, hvor han hver dag kom og fik sig en lækkerbidsken. Men en sommer ventede man forgæves på hans besøg. At »Per« stadig levede, var der dog flere beviser på. Adskillige mennesker havde truffet ham snart her snart der i Gribskov eller hørt lyden af en lille klokke, som skovfoged Erharth havde hængt i en bøjle om halsen på ham. Når Erharth havde tid, foretog han sammen med sin hund »Unkas« strejftog i skoven for at komme på sporet af den for-

svundne »Hjorteper«. Alle eftersøgninger var dog forgæves. Men så pludselig passede det »Per« at lade sig se igen. I spidsen for en flok kronvildt kom han en dag farende til skovfogedstedet, hvor der heldigvis var folk ude i gården, så besøget ikke gik upåagtet hen. Man fløjtede efter flokken og kaldte på »Per«. Han standsede, og det så ud, som om noget dæmrede for ham. Han gik nærmere, løftede hovedet og vejrede. Stiv og strunkt stod han og stirrede frem for sig i tanker, vendte så om med et ryk og forsvandt sammen med sine undersåtter ind i skoven igen. Efter den tid så man aldrig »Hjorteper« mere. Men mange år efter, at Erharth var flyttet fra Ostrup, blev »Per«s halsbøjle med klokken fundet i skoven. Bøjlen bar tydelige spor af en fil, så man regnede med, at en krybskytte havde gjort det af med den tamme hjort. De nye folk sendte »Hjorteper«s klokke til fru Erharth, og fra hende kom den til hendes datter, der var gift med garver Bruhn i Frederiksværk. Garveren hængte klokken op over sin butiksdør, og Rose Bruhn fortæller, at i hele hendes barndom »lød dens klang, hver gang døren gik op for en kunde«

STÅLVÆRKET I året 1956's fjerde kvartal har samtlige ovne været ude for de normale hoved- og mellemreparationer. Produktionen udgjorde 59.211 tons, hvorved vi nåede den hidtil maximale årsproduktion på 203.928 tons, hvilket er ca. 7.000 tons mere end året 1955. Da vi ved årets begyndelse satte os 200.000 tons som produktionens mål i 1956, havde vi naturligvis ikke regnet med et arbejdsstop, der som bekendt gav os et produktionstab på ca. 7.000 tons, og derfor så det efter dette ikke særlig lyst ud. At vi alligevel opnåede den ønskede produktion skyldes i ikke uvæsentlig grad, at der i en vis udstrækning er anvendt forøget råjernstilsats på en hensigtsmæssig måde navnlig i sidste kvartal, hvor vi har opnået en måneds rekordproduktion i november på 21.532 tons, d.v.s. ca. 5.400 tons pr. uge. Dette være skrevet uden at forklejne det vel udførte arbejde, der i årets løb er udført af såvel arbejdere som funktionærer, uden hvilke det ville have

været umuligt at få denne stålmængde ud af porten til viderebehandling. Her ved indgangen til året 1957 ønsker vi alle arbejdere og funktionærer i stålværket og med tilknytning til dette et godt og lykkeligt år såvel på arbejdspladsen som i hjemmene. Carlo Poulsen. K. Schaldemose. K. Schermer. * * * PROFILVÆRKET Til trods for årets driftsstop på grund af arbejdskonflikten lykkedes det profilværket igen i 1956 at øge produktionen betydeligt, nemlig fra 71.089 tons i 1955 til 78.123 tons i 1956, hvilket svarer til en forøgelse på ca. 10 %. Grovværket har i det forløbne år gået uden store maskinelle besværligheder, dog har der været en del vanskeligheder med valselejer og koblinger. Rulleretteren blev ved årets slutning taget ud af drift for at

gennemgå en større reparation. Samtidig foretages en del konstruktive ændringer. Med hensyn til valselejer og koblinger håber vi, at disse problemer vil blive løst i det nye år. For at mindske afklip på færdiglageret er 150 tons saksen blevet flyttet ud i en afstand af 32 m fra rulleretteren. Finværket har også i det forløbne år gået uden større vanskeligheder, men der er stadig mange svage punkter, som må forbedres. Valsningen af fladjern bør også automatiseres, og i julen blev der i mellemværket opsat valseplader for denne valsning, og i finværket vil forsøgene med omføring af fladjern blive fortsat. Den nye syneplads for finværket er desværre endnu ikke klar, men dette sker forhåbenligt meget tidligt i det nye år. Efter de første års store besværligheder med tentormaskinen er det nu lykkedes at få denne til at gå godt. Produktionen i grovværket i 1956: Anvendt blokke og emner. 106.495 tons. Prima færdigjern . . . . . . . 28.241 tons Produktionen i finværket i 1956:

Til 32 meters forlængelsen af V 5 er søjlerne rejst, og snart vil taget også tage form. Vogn vægten i V 5 er flyttet ud i forlængelsen, og banesporet er ændret, så der nu er skiftespor i hallen. Af nyt, der er bestilt til pladeværket, skal fremhæves en kraftig rulleretter for 5—35 mm plader, en 2 x 7,5 tons traverskran til V 5 og et filter til rensning af afskalningsvandet. Graven nord for pladeværkets vippeborde er overdækket, og mellem V 4 og V 5 er ophængt et aluminiumstæppe. Begge dele er udført for at beskytte V 4 mod frosten. I 1956 er valset ca. 84.000 tons plader mod 74.513 tons i 1955 eller 12,7 % bedre. Det er et fint resultat, det er godt valset og takket være en forbedring af materialet fra stålværket er vor udbytteprocent steget med 1,7 %. Ved indgangen til det nye år vil alle i pladeværket takke arbejdere og funktionærer i de øvrige afdelinger for det gode samarbejde i 1956 og ønsker alt godt og heldbringende for det nye år. J. Skov.

49.882 tons .

Totalproduktion i grov- og finværk:

78.123 tons .

Det opnåede gode resultat skyldes i høj grad et godt samarbejde såvel inden for afdelingen som med de øvrige afdelinger. P. W. Mortensen. *** P L AD E V Æ R K E T I efterårsmånederne er fundamenterne for det nye vægtarrangement støbt, og montagen af afkasterarmene og rullerne før vægten var så vidt fremme, at vægten kunne flyttes mellem jul og nytår og blev straks taget i i brug i det nye år. Afkasterarmene ud mod lagerpladsen vil blive færdige i løbet af januar.

Bedriftslægens beretning Oktober kvartal 1956 I oktober kvartal er arbejdet på lægeklinikken foregået jævnt uden bemærkelsesværdige begivenheder. I dagene 8/11—9/11 blev 1389 personer undersøgt på røntgenvognen. 64 mødte ikke. Selv om resultatet er bedre end ved tidligere lejligheder, ville det dog være meget betydningsfuldt og tilfredsstillende, hvis dette antal kunne formindskes. Dette vil man nu forsøge at opnå ved en opfordring til de udeblevne om en undersøgelse på tuberkulosestationen i nærmeste fremtid. Erik Steenberger.

Ja, så har vi afsluttet den 3. sæson i Staalvalseværkets sommerskakturnering. Jævnheden i første række skyldtes, at det var nye mænd, der var kommet i spidsen. 1. gruppe blev i år vundet af elektriker V. Sommer med Carl Rasmussen, som nr. 2 og Frede Jensen, ovnene, som nr. 3. Gruppe 2 blev vundet af maskinarbejder Børge Petersen med Danker Jørgensen som nr. 2, og Lohman, færdiglageret som nr. 3. Orla Hansen, ovnene, blev nr. 1 i 3. gruppe med Hans Eriksen, elektrikerværkstedet, på andenpladsen og Jens Sørensen, ovnene, som nr. 3. Skakklubben har holdt afslutning og generalforsamling i marketenderiet. Der blev spillet lynturnering, som Carl Andersen, færdiglageret, vandt. Der blev uddelt 3 præmier i hver gruppe, hvortil værket havde stillet et beløb til rådighed. Ved generalforsamlingen blev følgende valgt: Til formand L. P. Larsen, finværket og som bestyrelsesmedlem Martin Oddershede. Når disse linier læses, er vi ved at starte en ny turnering, og jeg synes, at halvtreds deltagere er for lidt. Jeg tror, at der er endnu flere, der kan spille skak og ingen må holde sig tilbage. I vil i DDS turnering møde spillere, som I er jævnbyrdige med. Vel mødt til DDS turnering 1957. Carl Rasmussen.

Opsparing 2. halvår 1956

Alm. opsparing............. kr. 399.838,00 Sparekassens rente ...... » 3.863,53 Værkets rentetilskud . . » 1.932,31

PR ÆM I E- O PG AV E

bedes afleveret til Carl Rasmussen inden fredag d. 1. marts 1957 og først udtrukne rigtige løsning vil blive belønnet med et skakspil.

stiftelse i september 1944, ikke genvalg. Som nyt bestyrelsesmedlem valgtes E. Løbner Jeppesen, og bestyrelsen valgte Karl Bahne Pedersen til formand. Der har hersket tvivl om udbetalinger til statslånsydelser, hvorfor der gøres opmærksom på, at der foretages udbetalinger til dette formål før den ordinære udbetaling uden fortabelse af renterne.

kr. 405.633,84 Opsparing med 6 mdr.s opsparing . . . . . . . kr.

50.871,65

Ved spareklubbens årsmøde ønskede Erik Jensen, som var formand siden klubbens

REG NS K AB F O R ÅRET 1 9 5 6

Driftsregnskab for tiden 1. januar 1956 — 31. december 1956

Status pr. 1. januar 1957.

Fr ed erik sv ærk , d en 3 . janu ar 1 9 5 7

Frode Jacobsen,

G. Boysen,

formand.

kasserer. Værkets tilsynsførende.

REG NS K AB F O R ÅRET 1 9 5 6

Frederik sværk, den 4. ja nuar 1957.

G. Boysen, kasserer.

Frederik Christian Jensen, 28. jan., 70 år, stålværket

Christian Nielsen, 31. jan., 60 år, lager & ekspedition

Nicolaj Olsen, 8. marts, 50 år, stålværk

Formand Andreas Hansen, 6. jan., 50 år, stålværk

Johannes Nielsen, 3. jan., 50 år, stålværk

Rasmus Rasmussen, 12. marts, 50 år, reserveh.

Ass. Harry E. Andersen, 20. jan., 50 år, Lønningsk.

Eigil Jensen, 8. februar, 50 år, reservehold

Bernhard Hansen, 3. april, 50 år, stålværk

Salgschef Viggo Andersen, 16. marts, 50 år

Rasmus Frandsen, 19. apr., 70 år, reservehold

Johannes Strøm, 2. marts, 50 år, stålværk

Montør Carlo Weber har den 11. marts været ansat på Helsingør Skibsværft i 25 år. Når han — skønt ikke ansat hos os — skal i Stålbåndet, er det fordi han ca. det halve af denne tid har været udlånt til DDS. Vi siger ham tak for hidtil godt udført arbejde og ønsker hjertelig til lykke med dagen.

Ebbe Frydensberg, udlært s. maskinarbejder 1. januar 1957

N Y E

S V E N D E

Kurt Eriksen, udlært s. maskinarbejder 1. februar 1957

NY ANS ATTE:

Ass. Olga L. Larsen, 1. nov. 1956, indkøbskont.

Ingeniør Martin Bar am, 12. nov. 1956, profilværk

Ingeniør Gydrgy Fabian, 10. jan. 1957, tegnestiten

Eva Jolan Fabian, 10. jan. 1957, kern. laboratorium

Forholdene medførte, at ingeniør Mærsk efter i mange år at have virket selvstændig måtte tage stilling hos os som ingeniør på tegnestuen. Ingeniør Mærsk klarede denne omstilling i livsvilkår på fremragende måde. Han er faldet særdeles godt til på DDS og har ved sine gode evner til samarbejde og sin tekniske kunnen formået at skabe respekt om sig. Han er stålværkets uundværlige støtte, hvor det drejer sig om nykonstruktioner af ovne og tilbehør. At ønske ingeniør Mærsk et snarligt otium vil være helt ved siden af. Han er trods alderen endnu ung. Men vi ønsker ingeniør Mærsk hjertelig til lykke og siger tak for hidtidig god indsats.