Oplysningstankerne i landboreformerne gavnede derfor ikke umiddelbart de fattige. Dem gavnede det mere, at kongen i 1814 besluttede, at alle danske børn skulle i skole. Det hang sammen med oplysningstidens tanker om, at viden og uddannelse ville give mennesker øget indsigt og dermed bedre muligheder for at træffe beslutninger, som kunne føre til lykke og velstand for både det enkelte menneske og samfundet som helhed. I løbet af 1700-tallet opstod en øget handel, håndværk og industri i København, og det førte til, at byens befolkningstal voksede. Men velstanden var meget skævt fordelt. I løbet af 1700-tallet bredte den opfattelse sig mere og mere, at det var en opgave for staten at tage sig af dem, der var ude af stand til selv at skaffe brød på bordet. I 1799 begyndte bystyret i København derfor at opkræve nogle nye skatter og afgifter, som blev brugt på at hjælpe byernes fattige. Der har sikkert været nogle af kongens folk, som af et godt hjerte ville hjælpe samfundets svage og i oplysningstidens ånd gøre samfundet bedre at leve i, også for de fattigste. Det var en del af oplysningstidens tankegang at tale om lighed. Men statens bekæmpelse af fattigdom handlede nok lige så meget om at bekæmpe tiggeri, kriminalitet og smitsomme sygdomme, der også kunne ramme de mere velhavende i byen. Danmark er et godt eksempel på, at det er svært at argumentere imod, at oplysningstidens liberale tanker om vækst og fri konkurrence var med til at skabe mere velstand i vores del af verden. Men diskussionen om slaveriet og udviklingen blandt de fattige var også med til at sætte fokus på, hvor grænserne skulle gå for, hvor meget rigdom den enkelte kan samle sammen ved at udnytte andres arbejdskraft. Hvor fri skal konkurrencen være? Hvordan skal samfundets goder fordeles? Hvor meget økonomisk lighed skal der være i et samfund? Det har været centrale spørgsmål i den politiske debat siden da.
LEVEVILKÅR, TEKNOLOGI OG PRODUKTION
34
