VIDENSKABSTEORETISK AFSÆT

Jeg er inspireret af både socialkonstruktivismen og socialkonstruktionismen. Ganske kort ser socialkonstruktivister verden som værende subjektiv; den konstrueres og vedligeholdes af individet på baggrund af den tid, kultur og det samfund, som det er født ind i og bliver præget af de kollektive forestillinger, værdier og normer, der eksisterer. Således bliver disse reproduceret og stadfæstet gennem opdragelsen og hverdagssocialiseringen (Høyen & Brinkkjær 2018).

Selvom konstruktionen, forståelsen og tolkningen af verdenen er en individuel proces, er forståelses - og fortolkningsrammen kollektivistisk bestemt (ibid.); dvs. at de udenomliggende strukturer, der definerer de herskende normer og værdier kun eksisterer i kraft af, at man kollektivt er nået frem til en konsensus herom. Her lægger socialkonstruktivismen sig op af socialkonstruktionismens grundlæggende idé om, at konstruktionen af verdenen er en social proces (Gergen & Mellon 2017).

Da der findes forskellige kulturer i vores samfund (kultur skal her forstås bredt og inkluderer f.eks. forskellige samfundslag, forskellige samfundsskabte institutioner såsom skoler mv.) findes der altså også forskellige syn på verdenen med hver deres normer og værdisæt.

Kulturen er det bærende element, der skaber rammen indenfor hvilken man skaber sin virkelighed, og det er også kulturen med dens normer og værdier, som vi forstår verdenen ud fra.

Dette er relevant, da det kan være med til at forklare, hvorfor mønsterbrydere og vi som uddannelsesinstitution har modsatrettede værdier, og at der som resultat heraf opstår konflikter.

Ifølge socialkonstruktionismen skaber og tolker man verdenen i fællesskab; det er altså en social proces, hvorfor sprog, sprogbrug, dialog og relationer bliver nøglebegreber (ibid.). Sprog skal forstås bredt og inkluderer f.eks. fagsprog og slang.

I praksis skal det forstås sådan, at hver kultur har deres eget “sprog”, som kun giver mening indenfor den kultur, hvor det er opstået. Det betyder altså, at der gennem sproget og relationerne (ikke kun i forhold til andre elever men også lærerne) kan opstå konflikter, når børn fra ufaglærte hjem skal til at forstå og begå sig i uddannelsesverdenen.

Det er dog særligt socialkonstruktionismens fokus på relationerne, der giver dette perspektiv relevans i forhold til nærværende opgave. Mønsterbryderprocessen er jo netop ikke en individuel proces, men en fælles, og relationerne spiller en særlig betydning i denne forbindelse.