
2 minute read
EMPIRI
Når jeg skal analysere de sociale og psykologiske forudsætninger samt mønsterbryderprocessen tager jeg udgangspunkt i min primære empiri - Ea, som er elev på skolen og igangværende mønsterbryder.
I forhold til de sociale forudsætninger, var det vigtigt for mig at få afdækket om Eas forhold var så udfordrende, at hun kunne bruges som case. Det første vi talte om handlede derfor meget om nogle helt konkrete ting, såsom forældrenes uddannelse, indkomst, beskæftigelse, økonomiske situation i hjemmet, civilstatus, Eas boligform mv. Det var også forholdsvis nemme spørgsmål at starte med, og det var vigtigt for mig at starte let ud, så hun ikke blev afskrækket med det samme.
I Eas tilfælde er hun fra et hjem, hvor forældrene er skilt, faderen er alkoholiker og moderen, som Ea bor hos, gør rent. Ingen af forældrene har en ungdomsuddannelse, og det er også fint for dem, hvis ikke Ea tager en.
Jeg ville gerne påvise, at Ea var vokset op uden den dannelse, det blandt andet ligger til grund for at få de nødvendige forudsætninger, der skal til for at klare sig godt i skolen, så derfor spurgte jeg ind til, hvad de talte om i familien, deres fjernsynsvaner, adgang til litteratur, hvorvidt de gik på museer, tog på ferier mv.
Hos Ea taler de udelukkende om hverdagsting og i fjernsynet bliver nyheder og dokumentarer ikke prioriteret. Ea er ikke vant til at læse bøger eller aviser, og der er ikke råd til ferier, fritidsinteresser og lignende.
Derefter gik jeg over til nogle lidt mere personlige spørgsmål, som blandt andet omhandlede de psykiske forhold i hjemmet. Her fortalte Ea blandt andet, at moderen havde boet sammen med en kæreste, der måske/måske ikke var voldelig. Hun sagde det ikke direkte, men det lå alligevel mellem linjerne. Hun fortalte også om sin søster, som har ADHD og som gennem Eas barndom har haft utallige skænderier med moderen, hvilket har skabt en trykket og dårlig stemning.
Vi brugte en del tid på at tale om hendes tid i folkeskolen, og hvordan den har formet og udviklet hende. Ea blev mobbet både af elever og lærere, hvilket resulterede i dårligt selvværd. Ydermere blev hun udadreagerende mod sine klassekammerater på den ene side, men trak sig også fra undervisningen, hvor hun mentalt stod af.
I forhold til hendes mønsterbryderproces talte vi især om hendes mentor Sif, og den rolle hun spillede og stadig spiller i forhold til at få Ea til at ændre adfærd og se, at der er andre måder at reagere på omverdenen på end Eas hidtidige.
Derudover har jeg talt med Max, som står for vores SPS, er en del af ledergruppen og lærer, Pia, som er studievejleder og lærer samt Jon, som er mentor og lærer. Vi talte primært om relationerne og deres betydning for elevernes fastholdelse. Der var bred enighed om, at vi potentielt blev en betydende voksen i et udsat ungt menneskes liv, og at dette var værdifuldt i forhold til at fastholde eleven og få ham til at gennemføre sin uddannelse.
Ud over primær empiri benytter jeg mig i begrænset omfang af sekundær empiri i form af statistikker for at gøre Eas udsagn mere generelle og vise en større trend.