
2 minute read
METODE
For at besvare min problemformulering vil jeg først undersøge de forudsætninger vores elever kommer med, og hvilken effekt disse har på elevens evne til at gennemføre uddannelsen.
For at belyse dette empirisk har jeg for det første interviewet en elev, som er indenfor målgruppen i min undersøgelse fra U/NORD (kaldet Ea) omkring hendes sociale baggrund, hendes tid i folkeskolen og ydermere spurgt ind til de psykologiske udfordringer hun har og har haft i sit liv. For at gøre hendes besvarelser mere generelle har jeg, hvor det var muligt bakket hendes udsagn op med forskellige statistikker fra diverse undersøgelser og rapporter; altså sekundære kilder.
Da jeg interviewede Ea, brugte jeg den den dialogbaserede interviewmetode (Olsen & Pedersen, 2018), da den passede godt i forhold til det resultat, jeg gerne ville have. Jeg ville gerne høre hendes subjektive forståelse af hendes situationer, samtidig med jeg ikke var ikke ude på at kvantificere resultatet, men gerne ville have indholdsmæssigt dybdegående svar, der afspejlede refleksion hos den interviewede.
Inden interviewet, havde jeg udarbejdet en interviewguide med de områder, jeg gerne ville ind på, som jeg i forvejen havde sendt den til eleven, så denne havde mulighed for at se og tage stilling til emnerne på forhånd.
Ligeledes havde jeg informeret hende om, at interviewet var fortroligt og at hun ville forblive anonym i min opgave. Dog kan jeg fortælle, at Ea går i en EUD-klasse. Jeg optog vores samtale noget, som hun var bekendt med.
I analysen har jeg primært brugt Ea til dels at belyse de sociale og psykologiske forudsætninger udsatte elever som hende har og dels til at forstå mønsterbryderprocessen og særligt de relationer, der er den konstante faktor. Informationerne har jeg sat ind i en teoretisk ramme for at opnå en forståelse for de bagvedliggende årsager, der har betydning for elevernes muligheder for at deltage i undervisningen og dermed gennemføre deres uddannelse.
Derefter diskuterer jeg vores praksis på U/NORD i forhold til at skabe gode relationer til eleverne og kommer med forslag til, hvordan vi kan løse de udfordringer, der er med dette.
Til at belyse hvordan vi kan arbejde med relationsarbejdet har jeg indsamlet primær data og talt med en mentor/lærer, en studievejleder/lærer samt en repræsentant fra ledelsen, der samtidig står for vores SPS og er lærer. Her har jeg igen gjort brug af den dialogbaserede interviewform med samme begrundelse som beskrevet ovenfor.
Grundet det store og langvarige arbejde det er at transskribere, har jeg fravalgt dette; jeg har dog lyttet til optagelserne flere gange og trukket det ud, som jeg mener, er relevant.