”JEG TÆNKER HURTIGT,
jeg taler hurtigt, og jeg har brug for at se jer handle hurtigt.” Winston ”The Wolf ” Wolfe står i et køkken i en forstad – klædt i smoking – og giver ordrer. Harvey Keitels legendariske karakter The Wolf i Quentin Tarantino-filmen ”Pulp Fiction” er blevet symbolet på den elegante ”fixer” – den, man ringer til, når fanden er løs i Laksegade. Den, som bare løser problemet. I PostNord Danmark behøver de ikke et symbol eller en legende. De har deres egen. Endda en levende en af slagsen. På de mindre gode dage ringer telefonen over 100 gange i det lille røde parcelhus udenfor Ringsted på Midtsjælland. Her bor Birthe Larsen. De fleste dage arbejder hun hjemmefra, og de færreste kolleger har mødt eller bare set hende. Men alle har hørt om Birthe, Akut-Birthe som hun også kaldes. Det er hende, man ringer til som den sidste udvej, når en forsendelse er forsvundet – og hun svarer altid. Præcis som det er tilfældet med The Wolf, skal man ikke begynde at diskutere for meget med Akut-Birthe, når hun har overtaget et problem. Man skal bare gøre, som hun siger. Til gengæld bliver forsendelsen næsten altid fundet og problemet løst. – Jeg er forhåbentlig elsket, men sikkert også frygtet og måske endda hadet en gang imellem, det ved jeg ikke. Det er mig, kollegerne i kundeservice ringer til, når en forsendelse er håbløst væk, og når kunderne råber højt. Jeg taler ofte med utilfredse og sure mennesker, som ikke altid bruger sprogets pæneste gloser, lad os sige det sådan. Derfor kan jeg sikkert godt blive kortluntet selv en gang imellem, når det hele presser på. Så er der ikke tid til snak, så må vi fixe problemet. Birthe Larsen smiler, venligt og bestemt på samme tid, og fortsætter: – Jeg er opdraget til, at man gerne må være direkte, men også at man ikke må bære nag, og det lever jeg efter. Det er vigtigt at opføre sig over for andre, som man vil, at andre skal opføre sig over for en selv. Og så har min far altid sagt, at jo højere man står på hønsestigen, jo mere skal man passe på ikke at skide i hovedet på dem nedenunder – for man ved aldrig, hvornår man selv står nederst. Så bliver det vist ikke mere direkte, siger hun og griner højt.
J
BIRTHE HAR ARBEJDET i Posten siden 1985, hvor den ældste af hendes to drenge blev født. Det var den gamle landpost, som kom hos hendes forældre, der anbefalede den unge mor at søge ind. ”Det er verdens bedste job, hyggeligt og afslappet,” sagde han, mens han fik lidt mere kaffe, før han skulle videre på ruten. Sådan fungerer Posten ikke længere, og sådan fungerer Birthes hverdag slet ikke, selv om også hun er glad for kaffe. Siden år 2000 har hun arbejdet i kundeservice, og det var her, at Birthe blev til Akut-Birthe. Det var til en julefrokost, hvor gode kolle50
xx x x x x x x x x x x x x x x x xx x x x xxx x x x x xx x x x x x xx x xxxxxxxxxx
Akut-Birthes tips Følg os på Instagram #peoplebypostnord
ger gav hende en brandhjelm, der stod AKUT på, og som både kunne blinke og lyse. – Det var sødt gjort, og jeg har det fint med mit tilnavn, som jo passer ganske godt. I min verden passer jeg bare mit arbejde, og jeg kan selvfølgelig ikke gøre noget som helst uden hjælp fra mine mange gode kolleger. Tingene hænger sammen. DET ER VANSKELIGT at udpege ét specielt eksotisk eksempel på en forsvundet forsendelse frem for andre. Der har været så mange gennem årene, de er alle forskellige, og for kunderne er de alle vigtige. Det kan handle om at få nogle pas frem til en familie, som sidder i et fly, der er på vej til at lette fra Kastrup. Om en brudekjole, som SKAL nå frem, før kirkeklokkerne P E O P L E BY P O ST N O R D