Page 1

UDGIVET AF DET GRØNLANDSKE SELSKAB | NR. 2/2017 |

POLARFRONTEN

Et skibsforlis... Fra høvl til hav Frodigt hav

|4 |8 | 12


Fra redaktionen

Kære læser Velkommen til det seneste nummer af Polarfronten. Redaktionen har været sparsommelig gennem årene, så vi har selv finansieret det, du sidder med på skærmen. Derfor er det heller ikke blevet så omfangsrigt, som vores numre sædvanligvis er. Men vi ville gerne gøre vores læsere opmærksomme på, at vi skam lever endnu. I nærværende nummer kan du bl.a. læse om: • et jernfund på den nedlagte boplads Nuulliit i Thule-området der viser, at der allerede omkring år 1300 har været samhandel mellem inuit i nord og nordboerne i syd • en feltberetning fra de nordøstgrønlandske tangskove

Polarfronten udgives af: Det grønlandske Selskab L. E. Bruunsvej 10, 2920 Charlottenlund Tlf. 6160 5331 www.dgls.dk Design: Spagat designstudio Redaktion: Einar Lund Jensen, ansv. redaktør

• om snavsets vej fra iskappen til havet • og om vinderne af en videnskabsformidlingskonkurrence. På gensyn – og god læsning!

Uffe Wilken, redaktør, journalist DJ uw@polarfronten.dk www.polarfronten.dk

Redaktionen

Følg os på Facebook https://www.facebook.com/ polarfronten

|INDHOLD| USPISELIGT

Forside: De grønlandske deltaer har haft vokseværk de seneste år. Foto: Nicolai Krog Larsen, AU.

| 3

ET SKIBSFORLIS OG EN SKOTSK ADELSMAND | 4 FRA HØVL TIL HAV

| 8

FRODIGT HAV

| 1 2

FOKUS PÅ DE ÆLDRE GRØNLÆNDERE

| 1 4

I det digitale e-magasin kan du benytte følgende muligheder: Se e-mail på kontaktperson Linke til mere info om emnet Afspille videoklip

2 | POLARFRONTEN | NR.2/2017


USPISELIGT Umiddelbart er det svært at lave en sammenligning mellem forholdene i Nordsøen og havet ud for Vestgrønland. Men når det gælder mængden af plastik, er sammenligningen ikke helt ved siden af. Billedet her på siden af en mallemuks maveindhold er ifølge biologen Jakob Strand fra SUMAG-projektet på Arktisk Center, Aarhus Universitet, det mest ekstreme, biologerne har fundet i de dyr, de har dissekeret i deres projekt. Men også et meget illustrativt eksempel på, at det ikke kun er tropiske have og europæiske kyster, der lægger vand til alt fra fiskenet til fibre – fra overflade til havbund. SUMAG-projektet vurderer, at 80 % af alt menneskeskabt affald, der skyller op på de grønlandske kyster, er af plast. Affaldet kommer dels fra bynære kilder på land, dels fra kilder på havet som skibstrafik og fiskeri. Situationen er værst i Vestgrønland med noget mindre forurening i Østgrønland. Og det er ikke kun større stykker plastik som fx plastikposer, der er et problem. Undersøgelserne i Vestgrønland har også vist, at mikroplast forekommer i mange miljøer.

Bekymrede fiskere Om plastiksituationen i Grønland siger Jakob Strand, der er projektleder på en kommende rapport om plastik i de grønlandske farvande: - Vi finder plastik, der er kommet langvejs fra. Men vi ser også tegn på, at det i Vestgrønland især er de lokale, der bidrager til plastforureningen. Der er diskussioner i Grønland om at få håndteret affaldet hensigtsmæssigt, men det støder på logistiske udfordringer. Heldigvis er der stor bevågenhed omkring problemet fra både politikere, fiskere og mange andre i Grønland, men der er ingen tvivl om, at man bør blive bedre til at håndtere affaldet. At der er bevågenhed om problemet, er der ikke tvivl om. Et foredrag i september i Katuaq om plastik holdt af Jakob Strand, en forespørgselsdebat i Inatsisartut i oktober måned og ikke mindst en nyhed på KNR i november, hvor både fiskere og WWF kaldte til handling. Så hvad gøres der? Jakob Strand siger: - Der har tidligere været nogle mindre projekter omkring affald og dumps, men Naturinstituttet og Aarhus Universitet fik midler fra DANCEA til det første egentlige projekt, hvor man systematisk i to år har kortlagt og skaffet data om forekomst og sammensætning af plastaffald på en række kyster i Grønland. Resultatet af SUMAG-projektet forventes offentliggjort i begyndelsen af 2018. Uffe Wilken

Foto: Jakob Strand.

Plastik fundet i maven på en enkelt fugl fra Manitsoq i 2016. Havfugle som mallemukker har ofte plastpartikler på 1-25 mm i maven.

I Norge forsøger en gruppe at arrangere en fælles nordisk strandrensningsdag. Den vil gerne have kontakt til og inddrage et netværk i Grønland. De satser på et opstartsmøde før jul 2017 for at planlægge de fælles aktiviteter i 2018, og de vil gerne have repræsentanter med fra Grønland.

Lise Gulbransen, Lise.Gulbransen@HoldNorgeRent.

Jakob Strand, jak@bios.au.dk

POLARFRONTEN | NR.2/2017 | 3


Udgravning i mødding foran mandshuset på Nuulliit, hvor de mange jernstykker fandtes. Holdet omfattede Mikkel Myrup (Grønlands Nationalmuseum & Arkiv), Jens Fog Jensen og Anne-Birgitte Gotfredsen (begge fra Statens Naturhistoriske Museum), Bjarne Grønnow, Asta Mønsted og Martin Appelt (de tre sidstnævnte fra Nationalmuseet).

ET SKIBSFORLIS OG EN SKOTSK ADELSMAND Det er ikke så tit, at arkæologernes foroverbøjede bestræbelser ligefrem giver dem færten af en 800 år gammel begivenhed. I hvert fald ikke i Arktis. Men jernfund på den nedlagte boplads Nuulliit i Thule-området viser ikke alene, at der allerede omkring år 1300 har været samhandel mellem inuit i nord og nordboerne i syd, men også, at der på samme tid fandt et dramatisk skibsforlis sted i Melvillebugten ud for de første inuit-bopladser.

4 | POLARFRONTEN | NR.2/2017

Foto: Bjarne Grønnow, Nationalmuseet.


Illustration: Martin Appelt, Nationalmuseet.

I 2015 gravede arkæologen Martin Appelt og hans kolleger fra nationalmuseerne i Danmark og Grønland efter gammelt jern på den nedlagte boplads Nuulliit i det nordligste Grønland. Et 36 m2 stort felt blev støvsuget for jern med en jerndetektor, og 276 især bittesmå, men også lidt større genstande dukkede frem. - Vi fandt som ventet mange genstande, som stammede fra jern fra den kæmpestore Kap York-meteorit, som inuit-befolkningen efter indvandringen i 12-1300-tallet forarbejdede til redskaber, pilespidser og lignende, fortæller museumsinspektør Martin Appelt. Men der var også rester af nordbojern fra omkring 1300-tallet: en ring fra en ringbrynje og en skibsnagle. De to genstande vender vi tilbage til senere.

Inuit krydser Baffin Bugten Så vi har to større befolkningsgrupper i Grønland i 12-1300-tallet. Nordboerne kom omkring år 1000 og slog sig ned i den sydvestlige del i Vesterbygden ved Nuuk og Østerbygden helt sydpå, hvor de levede af landbrug og i mindre omfang fiskeri. Og inuit, Thulefolket, som blev presset af en voksende konkurrence om ressourcerne i Alaska i 12-1300-tallet og derfor først krydsede MacKenzie-deltaet ind i arktisk Canada og snart efter fortsatte over Baffin Bugten til Grønland. De slog sig i første omgang ned i Thuleområdet og anlagde deres bopladser ud til Nordvandet, et tempereret åbentvandsområde med et levende fugle- og dyreliv og med rigelige mængder af hvaler og hvalrosser. Det har uden tvivl også tiltrukket de nye invandrere, at der i Thule-området fandtes en sjælden og værdifuld ressource, nemlig Kap York-meteoritten, som 5-10.000 år tidligere var kollideret med Jorden og på sin vej gennem atmosfæren brækket i otte mindre stykker, som tilsammen har vejet omkring 58 tons. Den kolossale jernmængde var tidligere i et mindre omfang blevet udnyttet af forgængerne, Dorsetfolket, som stadig var i området, da Thulefolket vandrede ind og for alvor begyndte at udnytte meteoritjernet. - Jernet har skabt grundlaget for et udstrakt handelssystem, der har dækket et kæmpestort område i Arktis, fortæller Martin Appelt. Vi kan se, at fra det tidspunkt, inuit etablerer sig i Thule-området, begynder der at dukke meteoritjern op helt ned til Hudsonstrædet. Så Thulefolket leverer i det store og hele meteoritjern til hele det nordøstlige Arktis, før europæerne kommer til.

Jagten på hvalrostand Men spørgsmålet er, hvor udbredt kontakten mellem nordboerne og Thulefolket har været. Nordboerne har

Inuit bopladser med norrøne fund. De fleste af genstandene kan meget vel stamme fra et skibsvrag, som forliste i det tidlige 1300-tal et eller andet sted i Avanersuaq/Thule-området.

ikke været interesseret i meteoritjernet. De havde deres eget jern fra Europa, og mens inuit møjsommeligt måtte banke flager af meteoritten for at få skarpt jern til pilespidser, knive og harpuner, kendte nordboerne teknikken med at smelte og forarbejde jern. Men nordboerne havde ifølge Martin Appelt andre gode grunde til at begive sig ud på den lange og farefulde rejse fra de lunere, sydlige himmelstrøg til det langt mere barske og udfordrende nord. Fra 1100-tallet var hvalrostand i høj kurs ved de europæiske hoffer og hos adelen, fordi importen af elefantstødtand i perioder var lukket på grund af de uroligheder, der fulgte med korstogene i Mellemøsten. Og i Thule-området lå nogle af de største fangstområder for hvalros. - Den lille nordbobefolkning har siddet på en ressource og været klar til at overtage et ledigt marked i Europa. Det har givet store eksportindtægter og er også blevet brugt til at betale tiende til kirken og skat til den norske konge, siger Martin Appelt. Så nordboerne har haft rigtig gode grunde til at bevæge sig op i det nordlige område og enten selv jage hvalros eller handle hvalrostænder med inuit.

Mange fund i Thule Der er også gennem årene gjort mange nordbofund netop i Thule-området. Rester af en ringbrynje, uldklæde, skibsnagler, træ, stumper af bronzekedler, en vægt-arm og jern- og kobberstumper. Se kortet på denne side. - Faktisk er det i Thule-området, vi har fundet de fleste nordbogenstande på de inuitiske bopladser overhovedet, fortæller Martin Appelt. Det er lidt overraskende, at det

POLARFRONTEN | NR.2/2017 | 5


Udgravningerne ved Nuulliit i 2015.

er længst væk fra nordbobygderne i Sydgrønland, vi har gjort fundene, og ikke på de nærliggende bopladser langs vestkysten. Men forklaringen må være, at netop jagten på de værdifulde hvalrostænder har trukket nordboerne nordpå. Martin Appelt erkender, at nordbogenstandene i sig selv ikke beviser, at nordboerne har været på handelstogter til Nordgrønland. Genstandene kan have været handlet sydpå og over en længere periode bevæget sig langsomt nordpå ad lange handelskæder. Men dateringen af et kedelskår, som er produceret omkring år 1300 på Fyn eller i Nordtyskland, sandsynliggør ifølge Martin Appelt, at der har været tale om direkte kontakt mellem nordboerne og Thulefolket.

Et nordboskib forliser Arkæologerne er med et kedelskår i bogstaveligste forstand nede i småtingsafdelingen, når de skal sandsynliggøre, at nordboerne har været i Thule-området omkring år 1300. Det samme gælder den lille skibsnagle med et firkantet nittehul og ringen fra en middelalderlig ringbrynje, som Martin Appelt fangede med sin jerndetektor i Nuulliit i 2015, og som også kan fremlægges som bevismateriale for, at nordboerne har været i området omkring år 1300. Arkæologerne må have nikket genkendende til de to genstande, da de dukkede op, for der er fundet lignende skibsnagler og ringe fra ringbrynjer flere andre

6 | POLARFRONTEN | NR.2/2017

steder i Thule-området og på den anden side af sundet i Ellesmere Island. Polarfrontens udsendte bryder begejstret ind med, at det da må være et bevis på, at nordboerne har været i området. Martin Appelt nikker tilfreds og går videre: - Der kan være mange forklaringer, men jeg mener, det er et godt bud at sige, at der er tale om én og samme ringbrynje. For det er meget svært at forestille sig, at man har handlet med ringe fra ringbrynjer. Det samme gælder skibsnaglerne, som må stamme fra et nordboskib, der kan være forlist i et uvejr eller være faldet i inuits hænder i forbindelse med et sammenstød. - Man kommer uvilkårligt til at tænke på nogle af de fejlslagne, engelske ekspeditioner i 1800-tallet i det canadiske område, hvor strandede og forladte skibe blev kilde til rigdom, fordi vraggods som træ og metaller blev handlet over gigantiske omåder.

Kontakt mellem nord og syd Undersøger man, hvor der i nordboområdet er fundet dele fra ringbrynjer, viser det sig overraskende, at det kun er sket ét sted, nemlig på Nipaatsoq-gården helt inde i bunden af Nuuk-fjorden. Ingen andre steder. - Og så er det i denne samenhæng interessant, at der på den samme tomt i Nipaatsoq lå en pilespids af meteoritjern, som er identisk med en af de pilespidser, vi har fra pladserne i Thule-området, fortæller Martin Appelt.


Foto: Bjarne Grønnow, Nationalmuseet.

Foto: Bjarne Grønnow, Nationalmuseet.

Foto: Michelle Taube, Nationalmuseet.

Så der er to genstande, pilespidsen af meteoritjern og ringen fra brynjen, som forbinder de to områder. Det fortæller mig, at der må have været en forbindelse mellem Nipaatsoq og Thule-området. Hvordan skulle det ellers være kommet derned?

Foto 1. Al den udgravede jord screenes med metaldetektor. Det kan meget vel være årsagen til, at udgravningerne på Nuulliit gav usædvanligt mange jernstykker i forhold til andre inuitbopladser, hvor der ikke er brugt metaldetektor.

En skotsk adelssøn?

Foto 2. En enkelt ringbrynjering fundet på Nuulliit.

Men lad os slutte af med en anden lille genstand fra Nipaatsoq-gården, som yderligere kan pirre fantasien. Sammen med ringen fra brynjen og meteoritjernspidsen har man nemlig i Nipaatsoq også fundet et lille, bitte sølvskjold, som har vist sig at være et lille våbenskjold, der stammer fra den skotske Campbell-slægt. Det rejser unægtelig nogle spørgsmål? Hvordan er et skotsk våbenskjold havnet på en nordbogård længst inde i Nuuk-fjorden? Har våbenskjoldet og ringbrynjen tilhørt den samme person? Kan det have været en skotsk adelssøn, som har lært en nordbosøn at kende under korstogene og måske har været på besøg i Nipaatsoq? Eller er det bare kommet i nordbohænder i forbindelse med en handel? Alle er velkomne til at bruge fantasien og komme med et bud. Vi får nok aldrig et autoriseret svar på vores spørgsmål. Poul-Erik Philbert

Foto 3. De fleste af metalstykkerne var vanskelige at bestemme i felten. Tilbage i laboratoriet afslørede røntgenbillederne eksempelvis, at det rustne jernstykke var nittepladen fra en skibsnagle.

Martin Appelt, Nationalmuseet, martin.appelt@natmus.dk

POLARFRONTEN | NR.2/2017 | 7


Foto: Anders Anker Bjørk, KU.

Fra høvl til hav

De grønlandske deltaer har haft vokseværk de seneste år.

8 | POLARFRONTEN | NR.2/2017


Indlandsisens massive vægt høvler store mængder grundfjeld af, som indlejres i isen. Når isen smelter, bringer smeltevandselve sedimenterne ud til kyster, fjorde og hav. Det medfører omstruktureringer i både det fysiske, men måske også i det biologiske miljø.

I løbet af efteråret 2017 udkom tre videnskabelige artikler, hvori bl.a. danske forskere med hver deres udgangspunkt undersøgte konsekvenserne af, at den grønlandske Indlandsis hvert år taber betragtelige mængder masse – der ser ud til kun at øges med tiden. De tre artikler kortlægger tilsammen smeltevandets vej fra Indlandsisen og ud i de grønlandske fjorde, og betragtningerne går på, hvilke konsekvenser det ultimativt kan få for kysterne og livet i fjorde og det kystnære hav – ikke mindst økonomisk.

Udvaskning Massetabet sker både ved, at gletsjere kælver isbjerge og ved en egentlig afsmeltning af iskappen, og tabet er øget gennem de senere år fra 263 gigaton pr. år i perioden 20052010 til 380 gigaton pr. år i perioden 2009-2012. Med det øgede massetab sker der også en øget sedimenttransport. Står man ved isranden, opdager man, at isen ikke er snehvid – snarere sortgrå. Beskidt, kunne man også kalde den. Snavset er afslibningsprodukter fra ishøvlen, som er blevet indlejret i isen og nu er dukket op ved iskanten. Forestiller man sig, at den beskidte is ikke kun er et fænomen ved iskanten, men også omfatter bundlaget af iskappen, forstår man pludselig bedre, hvorfor mange grønlandske elve er gråbrune, og deres udløb rækker farvede tunger langt ud i havet. Et spørgsmål er, hvilken effekt disse mængder sedimenter har på kysternes og fjordenes miljøer. Bent Hasholt er lektor emeritus på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet. Han er medforfatter på en artikel i Nature Geoscience, som viser hvor stort et bidrag af sediment fra Indlandsisen, der havner i verdenshavet. I artiklen næsten tidobler Bent Hasholt og kolleger det hidtidige datagrundlag, der bruges til at vurdere, hvor meget sediment hver enkelt elv fører ud. Metoden baserer sig på satellitdata fra 160 grønlandske floder. Satellitdata er

blevet holdt op mod egentlige fysiske sedimentmålinger i Watson River, der løber gennem Kangerlussuaq i Vestgrønland. Watson River er en stor flod, der sender 1.000-3.000 m3 brunt vand ud i havet pr. sekund i smeltesæsonen. Til sammenligning nævner Bent Hasholt Skjern Å, som under tøbruddet i 1970 havde et flow på 100 m3 pr. sekund. Bent Hasholt siger om undersøgelsen: - Globalt set bidrager Grønland kun med ca. 1 % ferskvand til verdenshavene. Men grønlandske floder og elve bidrager med 7-9 % af den totale mængde sediment, der tilføres verdenshavene. Samtidig er Grønland langt den største leverandør i det arktiske område set som helhed. Målinger har vist, at op til 10.000 tons sediment pr. km2 vaskes ud i havet om året fra dele af Indlandsisen. Geografernes satellitdata viser også, at blot 15 % af floderne tilsammen står for størstedelen af sedimenterne, der vaskes ud, og at det er de vestgrønlandske floder, der er de mest produktive. Det er dog langtfra alt snavset fra iskappen, der havner ude i havet. En del af sedimenterne ender i de utallige deltaer lang den grønlandske kyst. Hvor deltaer langs fx tropiske, lavtliggende kyster oplever, at et stigende havniveau borteroderer landet, så er billedet noget anderledes for Grønlands vedkommende.

Vokseværk Hidtil har man set, at de arktiske kyster i Alaska og Sibirien borteroderes, fordi permafrosten tør. Dermed forsvinder stabiliteten. Desuden er havisen også på retræte, så kysterne er eksponerede for erosion i længere tid end tidligere. Selvom det ikke er helt de samme forhold, der gør sig gældende på Grønland, så skabte det forventninger om, at deltaerne på de grønlandske kyster ville opføre sig på samme måde. Men Mette Bendixen, der er ph.d. på Center for Permafrost på Københavns Universitet og førsteforfatter på en nylig artikel i tidsskriftet Nature, siger noget andet:

POLARFRONTEN | NR.2/2017 | 9


Foto: Projektgruppen ved Bent Hasholt.

Watson Rivers lysebrune vand ved broen syd for Kangerlussuaq Lufthavn set mod vest mod fjorden.

- Da vi begyndte på projektet, var vores forventninger, at vi ville se samme fænomen i Grønland. Det holdt ikke stik. Der manglede simpelthen viden på området. Du ser forskere, der arbejder på iskappen og på havet, men ikke i det område, der ligger imellem. Vi designede vores studie, så det blev todelt, hvor vi først kiggede på, hvad der sker med kysterne, og bagefter så på de ting, der forårsager ændringerne. Forskerne brugte flybilleder og satellitdata i perioden fra 1940 og op til nu for at sammenligne vokseværket i 121 deltaer – eller det modsatte. Tilsyneladende var deltaerne stabile i perioden fra 1940-1980, men fik vokseværk fra 1980 og frem. De fandt ud af, at deltaerne voksede, når et stort input af sedimenter fra iskappen faldt sammen med perioder med kun lidt havis. Om de faktorer, der forårsager vokseværket og kan ændre kystlinjerne, siger Mette Bendixen: - Det kan enten være noget, der sker på land eller ude på havet. Og de faktorer, der kan spille ind, er temperatur, nedbør, afsmeltning, sedimenternes evne til at blive eroderet, landhævning, havis, og hvor eksponeret et delta er for bølger. Data om dette blev lagt ind i en statistisk model, der egentlig bliver brugt af lægevidenskaben, som kan rumme

10 | POLARFRONTEN | NR.2/2017

mange variable og virker lidt som et rutediagram. Om resultatet siger Mette Bendixen: - Når det bliver varmere, er der større afsmeltning, som igen medfører, at en større mængde materiale vil blive ført ud i deltaerne, der vokser. Vi fandt ud af, at selv om der er en øget bølgeerosion af deltaerne på grund af mindre havis, så vil deltaerne altid vokse. Deltaerne vil vinde kampen. Det er nærliggende at spørge, om modellen fremover vil kunne bruges af fx myndigheder i deres planlægning af infrastruktur. Til det siger Mette Bendixen: - Det er ikke noget, vi kan gøre på nuværende tidspunkt. Men vi blev faktisk kontaktet af kommunen i Kangerlussuaq. Den gamle havn er ved at sande til med materiale fra floden, der løber gennem byen, så der skal bygges en ny havn. Kommunen ville gerne se vores flyfotos og data fra fjordbunden for at kunne sammenligne med deres egne data. Både Bent Hasholt, Mette Bendixen og andre forskere spekulerer på, hvad afstrømningen fra isen betyder. For i det brune vand er der ikke kun sediment, men måske også næringsstoffer, som kan ændre den biologiske produktivitet i fjordene og havet den ene eller den anden vej.


Foto: Venstre; Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering.

Google Earth.

I perioden mellem 1940 og 1980 har deltaerne ikke ændret sig, men efterhånden som klimaet er blevet varmere, er de vokset. Venstre foto viser et delta i Vestgrønland i 1985 og samme delta i 2010, og det ses tydeligt, hvordan deltaet er udbygget flere kilometer over denne 25 års periode.

Låg på bundvandet Netop spørgsmålet om tilførsel af næringsstoffer fra afsmeltningen er fokus for den tredje artikel i Global Change Biology. Forskere fra bl.a. Grønlands Naturinstitut giver her måske et svar på dette spørgsmål. John Mortensen siger: - I vores artikel har vi sammenlignet den biologiske produktivitet i fjordene i forhold til afsmeltningen fra gletsjere, der slutter i henholdsvis havet og på land. De førstnævnte gletsjere skaber mest produktivitet – ikke på grund af næringsstoftilførsel fra ferskvandet, men fordi ferskvandet strømmer ud gennem bunden af gletsjerne og på den måde, når det stiger op gennem vandsøjlen, skaber turbulens. Derved bliver det næringsrige bundvand fra havet tilgængeligt for dyr og planter højere oppe i vandsøjlen. Om de gletsjere, der slutter inde på land, siger John Mortensen: - Afstrømningen fra de landbaserede gletsjere vil til gengæld lægge sig som et låg af ferskvand øverst i vandsøjlen og forhindre, at det næringsrige bundvand stiger op. Vi har ikke kunnet måle nitrat i ferskvandet, som er det vigtigste næringsstof, så dermed vil det næppe medføre en øget produktion.

Det er altså ikke den direkte tilsætning af næringsstoffer, der kan forandre en fjords biologiske produktivitet med hensyn til fx fiskeri. Det er de indirekte konsekvenser af et varmere klima, der kan vise sig at få betydning. Smelter de gletsjere, der har deres gletsjerfronter ude i havet, så meget, at de trækker sig tilbage og kravler på land, kan scenariet blive, som forskernes landbaserede model viser: At der lægges låg på, så det produktive bundvand forbliver på bunden og ikke kommer i spil længere oppe i vandsøjlen med mulige konsekvenser for fjordfiskeriet. Uffe Wilken

Bent Hasholt, bh@ign.ku.dk Mette Bendixen, mette.bendixen@ign.ku.dk John Mortensen, jomo@natur.gl Se filmen DELTAS OF GREENLAND

POLARFRONTEN | NR.2/2017 | 11


Foto: Ole Geertz-Hansen

Frodigt hav Kysten i fjorden Kangerlussuaq på Grønlands østkyst. Der bliver udført transekter fra både med et undervandskamera. Det er live-video på dækket, så man kan følge med i arter og fordeling af tangvegetationen på bunden og i dybden, mens man optager. Kameraet holdes blot i kablet, som sænkes med dybden, mens der sejles langsomt (max 1 knob) væk fra kysten.

Skrækscenariet er et oliespild i farvandet ud for Nordøstgrønland, der vil drive ind på kysten. For at finde ud af om kysten rummer særligt sårbare områder, har to biologer tilbragt et par sæsoner med at optage videoer af tangskove og -enge under vandet. - Det er nok det mest effektive feltarbejde, jeg nogen sinde kommer til at deltage i! Ordene kommer fra biologen Susse Wegeberg fra Dansk Center for Miljø og Energi på Aarhus Universitet og henviser til den logistiske støtte, hun og kollegaen Ole Geertz-Hansen fra Grønlands Naturinstitut fik fra inspektionsfartøjet Knud Rasmussen. Anledningen var en kortlægning af kystens algesamfund på den 1.700 km lange strækning fra Tasiilaq i syd til Danmarkshavn i nord.

12 | POLARFRONTEN | NR.2/2017

Deres arbejde er et delprojekt, der omfatter en kortlægning af særligt følsomme områder og er en del af en større undersøgelse af Nordøstgrønlands marine miljø, der er sat i gang efter salget af en håndfuld olieefterforskningslicenser i havet ud for Nordøstgrønland. Der er 12 delprojekter, der samlet skal bidrage til et offentligt tilgængeligt atlas over kystens følsomhed overfor oliespild. Som det er nu, er der meget begrænsede data, myndighederne kan handle ud fra, i fald der sker et oliespild. Derfor vil de, når der skal gives tilladelser til aktiviteter, være nødt til at bruge forsigtighedsprincippet. Det ville kræve en langt bredere regulering af aktiviteterne, end hvis man havde et kvalificeret datagrundlag at handle ud fra.

Det lange træk Der eksisterer kun en ganske sporadisk viden om tang i det område, og det meste stammer fra første halvdel af forrige århundrede eller tidligere. Algerne er vigtige


gemmesteder for fiskeyngel og smådyr og yder beskyttelse mod rovdyr og bølger. Kortlægningen foregår ved at sejle transekter, dvs. gå så tæt på kysten som muligt med støttebåden og derfra sejle vinkelret ud fra kysten, indtil det 50 m lange kabel med videokameraet er langet helt ud. En afstand der passer nogenlunde med vegetationsgrænsen. På den måde fik de to biologer kortlagt 10-12 transekter om dagen. I 2016 blev det til ca. 160 transekter, i 2017 ”kun” 120. Visse steder fik biologerne assistance af Søværnets dykkere til at indsamle prøver.

Tangens grænseland For lægmand er tang noget slimet noget, man får mellem tæerne på stranden om sommeren. Biologerne har ikke overraskende et noget mere nuanceret syn på den slags. Susse Wegeberg siger: - Tangskovene på det nordlige stræk fra Ittoqqortoormiit til Danmarkshavn i 2016 var markant anderledes end dem, vi ser på vestkysten af Grønland, selvom der dog også er de samme arter som fx vingetang begge steder.

For det sydligere stræk fra Tasiilaq til Ittoqqortoormiit i 2017 så biologerne, at der især omkring Tasiilaq er en blanding af arter fra tangskovene på nordøstkysten og dem fra vestkysten. Susse Wegeberg forklarer: - Det var tydeligt at se, hvor de to typer tangskove mødtes. En dominerende art på vestkysten som hultang blev ikke set nord for Ittoqqortoormiit, mens en art af Laminaria (skivebladtang), som ikke er særlig almindelig på vestkysten, var ret almindelig her ved Tasiilaq og nordpå. Man kan så spekulere på, hvorfor hultang ikke er nået længere nordpå – og Susse Wegeberg understreger, at det kun er spekulationer: - Hultangen er nok kommet via Atlanterhavet, har spredt sig på vestkysten, er gået syd om spidsen af Grønland og op på Østkysten. Her har den mødt den barske og stejle Blossevillekyst, som måske har været en barriere. Selv om Blossevillekysten under vandet har en lang og flad bund, så er bunden i høj grad af sand, og der kan tangen ikke sætte sig fast. Uffe Wilken

Susse Wegeberg, sw@bios.au.dk

En videotur over havbunden ved Danmarkshavn i august 2016.

POLARFRONTEN | NR.2/2017 | 13


Foto: Rebekka Johanne Knudsen

FOKUS PÅ DE ÆLDRE GRØNLÆNDERE

14 | POLARFRONTEN | NR.2/2017


De ældre har hidtil ikke været et højt prioriteret grønlandsk forskningsområde. Det bliver der nu rettet op på med en stor bevilling til et stort forskningsprojekt, som frem til udgangen af 2020 vil sætte fokus på ældres leveforhold. Grønlands Statistiks fremskrivning til 2040 viser, at befolkningstallet i Grønland som helhed vil falde en smule, men at antallet af ældre over 67 år i samme periode vil blive næsten fordoblet. Det betyder, at de ældres andel af den samlede befolkning vil stige fra 6,5% i 2017 til 12,5% i 2040. Det er udgangspunktet for et stort dansk-grønlandsk forskningsprojekt, Arktisk Aldring, som de næste fire år vil udforske sundhed, velvære og livskvalitet blandt ældre mennesker i Grønland og komme med forslag til initiativer på ældreområdet. Med i projektet er en række forsknings- og uddannelsesinstitutioner og de grønlandske kommuner. - Der er allerede i dag en masse initiativer på ældreområdet i kommunerne, fortæller projektleder, lektor Tenna Jensen fra Saxo Instituttet på Københavns Universitet, og projektets formål er at integrere de forskningsmæssige interesser i ældreområdet med de praktiske udfordringer og konkrete interesser, som de grønlandske kommuner har.

En kvalitativ og en kvantitativ del Forskningen i projektet er delt op i en kvantitativ og en kvalitativ forskningsdel. Den kvantitative del står Statens Institut for Folkesundhed (SIF) og VIVE (det tidligere SFI) for. SIF’s tilbagevendende befolkningsundersøgelse i Grønland er blevet udbygget med en række målrettede spørgsmål, der kan belyse de grønlandske ældres vilkår og gøre det muligt at sammenligne med den viden om danske ældre, som VIVE’s Ældrebase giver. Det vil give et indblik i de mange forskellige typer af ældreliv, der eksisterer i rigsfællesskabet. Den kvalitative del bliver varetaget af Københavns Universitet, Grønlands Universitet og Aarhus Universitet og består både af historiske studier af ældres livsvilkår og opfattelser af aldring og ældre mennesker og af et omfattende etnografisk feltarbejde i de grønlandske kommuner, hvor forskerne går tæt på det enkelte menneskes hverdagsliv og på ældrepleje og andre kommunale tilbud til ældre mennesker. Projektet er støttet med 5,6 mio. kr. af Velux Fonden. Poul-Erik Philbert

Lektor Tenna Jensen, Saxo Instituttet, KU, tennaje@hum.ku.dk

Læs mere

Specielle udfordringer Det er tale om et vidtforgrenet projekt med mange forsknings- og ældreinstitutioner, og der har allerede været afholdt en række workshops, hvor deltagerne har identificeret vigtige temaer på ældreområdet. - Et vigtigt tema er demens, for med mange flere ældre i samfundet, vil der både blive flere demente og mange flere meget plejekrævende med behov for særlige bo- og aktiveringstilbud, siger Tenna Jensen. Hun nævner, at der også generelt vil blive behov for flere plejepladser til ældre borgere, en udbygning af hjemmehjælpen og en større viden ikke mindst om demens hos plejepersonalet og i befolkningen som helhed. De store geografiske afstande og de små bygdesamfund er også en speciel grønlandsk udfordring, som ikke mindst kan gøre det svært for de ældre at blive i eget hjem, selvom de ønsker det. Derfor kan der i fremtiden blive brug for at bygge flere bofællesskaber eller eksperimentere med andre former for mindre enheder, som kan blive en mellemstation før en plads på et pleje- eller aldersdomshjem.

Foto: Kamilla Pernille Johansen Nørtoft

Der bliver relativt flere ældre i Grønland i fremtiden.

POLARFRONTEN | NR.2/2017 | 15


ARKTISK INSTITUTS

FORSKNINGSFORMIDLINGSPRIS

Forskning og formidling hører sammen!

Derfor udfordrer Arktisk Institut unge akademikere til at formidle forskning med almindelige ord til almindelige mennesker. Formålet er dobbelt: at opmuntre unge forskere til god formidling og at åbne forskningen i det arktiske område for et større publikum.

I krydsfeltet mellem forskning og formidling: I samarbejde med Sermitsiaq og Det Grønlandske Selskab antager Arktisk Institut tre artikler, som publiceres i Sermitsiaq og Tidsskriftet Grønland. De tre artiklers forfattere modtager sammen med prisen et unikt dokument med bedømmelsesudvalgets kommentarer til artiklen. Oticon Fonden sponsorerer årets uddeling.

Forskningsformidlingsprisen Academicus Arcticus uddelt Førsteprisen er 10.000 kroner Andenprisen er 6.000 kroner Tredjeprisen er 3.000 kroner

Bedømmelsesudvalgets sammensætning: Direktør Bent Nielsen, Arktisk Institut (formand) Chefredaktør Poul Krarup, Sermitsiaq Bestyrelsesformand Johnny Fredericia, Det Grønlandske Selskab Redaktør Uffe Wilken, Tidsskriftet Grønland Journalist Kirsten Rosing, Danmarks Radio

 Artiklerne skal skrives på dansk og indsendes til Arktisk Institut senest 1. oktober.  Artiklerne indsendes i elektronisk form og må højst fylde 6.000 anslag og forventes ledsaget af 2-3 illustrationer. Litteraturliste medregnes ikke i antal anslag.

 Artiklerne må ikke tidligere være publiceret.

 Alle yngre forskere kan deltage – dvs. aktive kandidatstuderende, ph.d.-studerende og personer, som har modtaget deres akademiske grad indenfor kalenderåret 2015.  Alle akademiske discipliner accepteres, blot skal emnet have specifik arktisk relevans.

Planter, moskusokser og nogle  Arktisk Instituts Forskningsformidlingspris uddeles fredag 6.stykker november 2015.træ var det grundstof, som tre unge forskere tryllede hver deres vinderhistorie frem fra. Historierne tager udgangspunkt i forskernes eget arbejde, men frem for at blive præsenteret som en videnskabelig artikel, bliver resultaterne formidlet, så alle kan forstå og få glæde af dem. Og det er netop essensen i Arktisk Instituts forskningsformidlingspris – Academicus Arcticus. Formålet med prisen er at opmuntre unge forskere til at formidle og åbne forskningen i det arktiske område for et større publikum. Første-, anden- og tredjepriserne blev begavet med hhv. 10.000 kr., 5.000 kr. og 2.500 kr. – venligt sponseret af Oticon Fonden, og uddelingerne skete i et

samarbejde mellem Det Grønlandske Selskab, Sermitsiaq/AG og Arktisk Institut. I år fandt prisuddelingen sted under den Arktiske Festival d. 4. november i det Arktiske Hus på Christianshavn. Årets førstepris gik til Lærke Stewart, andenprisen til Rebekka Paarnannguaq K. Dorph Berg og tredjeprisen til Mads Kildegaard Nielsen. Uffe Wilken

Du kan læse de tre vinderartikler i Tidsskriftet Grønland nr. 4, 2017 her.

Du kan se vinderen af konkurrencen Lærke Stewart fortælle om at vinde prisen og om sin forskning her.

16 | POLARFRONTEN | NR.2/2017

Polarfronten 2_2017  
Polarfronten 2_2017