Polarfronten 1_2013

Udgivet af Det grønlandske Selskab | NR. 1/2013 |

Polarfronten

Bygder ingen belastning Unge i klemme

CO2-deponering i islandsk lava

| | |

6 10 14

|INDHOLD|

Forskere indtager Station Nord

| 3

På randen af en ny tid

| 4

Bygder ingen belastning

| 6

Bygder med fremtid

| 8

Alvorligt i klemme

| 10

Mange unge forsøger selvmord

| 12

CO2-deponering i islandsk lava

| 14

Frk. Tervos fornemmelse for lyd

| 16

Et skakbræt med en lang historie

| 19

Meteorittens rigdomme

| 20

For feltgeologer og sofaturister

| 22

Tæt på det arktiske

| 26

Polarfronten udgives af: Det grønlandske Selskab Strandgade 102 1401 København K Tlf.: 3026 8090 redaktion@polarfronten.dk www.polarfronten.dk Polarfronten udkommer som e-magasin fire gange om året.

Gratis digitalt abonnement kan tegnes på polarfronten.dk eller i mail til abonnement@polarfronten.dk Redaktion: Einar Lund Jensen, ansv. redaktør Poul-Erik Philbert, redaktør, DJ Uffe Wilken, webredaktør, DJ Magasindesign: Spagat design studio Forsidefoto: Kuummiut Foto: Cecilia Petrine Pedersen Polarfronten udgives med støtte fra Styrelsen for Forskning og Innovation, Aage V. Jensens Fonde og Miljøstyrelsen.

I det digitale e-magasin kan du benytte følgende muligheder:

Sende email til kontaktperson Linke til mere info om emnet Afspille videoklip Høre lydklip Byline Sende email til forfatter

2 | Polarfronten | NR.1/2013

Forskere indtager Station Nord Klimaændringer og forurening i Arktis kommer under skærpet overvågning, når en ny forskningsstation de næste par år skyder op på Station Nord i det nordøstligste hjørne af Grønland. Den omfattende investering på 70,5 mio. kr. kommer fra Villum Fonden, og Aarhus Universitet vil stå for driften af stationen.

Det er ikke noget nyt, at forskere søger mod Station Nord.

Gennem årene har mange brugt den militære station og dens landingsbane som indfaldsport til feltarbejde i Nord- og Nordøstgrønland. Aarhus Universitet har allerede i en årrække fulgt luftforureningen fra et lille, rødt målehus finansieret af DANCEA via Miljøstyrelsen.

Topmoderne forskningsstation Med en bevilling på 70,5 mio. kr. fra Villum Fonden kan professor og seniorforsker Henrik Skov fra Institut for Miljøvidenskab på Aarhus Universitet nu om føje tid flytte sine målinger fra det undseelige skur og ind i en topmoderne forskningsstation, som også vil give plads til forskningsaktiviteter, der hidtil har været umulige i Højarktis.

- Vi kan udvide undersøgelserne, så vi ikke kun følger luftforureningen, men også udviklingen i klima, anden forurening og de sårbare økosystemer i Højarktis, siger Henrik Skov. Derfor ved vi også, at kolleger fra ind- og udland vil stå på spring for at komme med i arbejdet.

Det er ikke kun de unikke forskningsmuligheder, som vil trække forskere til. Forskning i Højarktis er logistisk meget udfordrende ikke mindst på grund af områdernes utilgængelighed og manglen på moderne forskningsinfrastruktur. Så de logistiske fordele ved et samarbejde med militæret på Station Nord og den lette forbindelse til Svalbard vil gøre stationen til et tilløbsstykke.

Tre i én Der er med 70,5 mio. kr. tale om en bemærkelsesværdigt stor bevilling.

- Til sammenligning er der på forskningsstationen i Zackenberg 700 kilometer længere sydpå siden starten i 1995 investeret 35 mio. 2013-kr. i bygninger og videnskabeligt udstyr, fortæller Morten Rasch, Institut for Bioscience, som har deltaget i opbygningen af Zackenberg-stationen og nu skal bruge sine erfaringer i opbygningen af den nye forskningsstation .

De mange penge vil i 2013-14 blive brugt til at opføre tre delstationer med alt, hvad et forskerhjerte kan begære af faciliteter og udstyr.

En basisstation, der gør det muligt at studere forurening, permafrost, is, klima og biologiske processer i nærheden af Station Nord, og som kommer til at bestå af et stort laboratorium og et beboelseshus med plads til omkring 12 forskere og en logistiker. Dertil kommer et såkaldt ’clean air’-laboratorium to kilometer uden for Station Nord med laboratoriefaciliteter og en 25-50 meter høj mast, der kan tage luft ind til analyser.

En mobil station med snescootere, bæltekøretøjer, slæder, telte, vand- og elforsyning og laboratorier mv., som kan pakkes sammen og bruges til skiftende kampagner, så forskere kan komme rundt i områder langt fra Station Nord.

Og endelig for det tredje en luftstation, som først og fremmest kommer til at bestå af nogle små dronefly, der vil gøre det muligt at studere luftens sammensætning og observere jorden fra luften.

Forskningsinfrastrukturen vil være åben for danske og internationale forskere, bl.a. gennem det nye Arktiske Forskningscenter ved Aarhus Universitet.

Poul-Erik Philbert

Henrik Skov, Institut for Miljøvidenskab, Aarhus Universitet

Institut for Miljøvidenskab har allerede I flere år målt luftforurening på Station Nord. De høje rør på målehusets tag benyttes til ind- og udsugning af prøveluft.

Foto: DMU Polarfronten | NR.1/2013 | 3

Især beboerne i de små bygder har følt, at deres egne dagligdags problemer er blevet overskygget af interessen for råstofferne.

På randen af

en ny tid Foto: Kåre Hendriksen

Grønland har haft valg til Landstinget, og det bragte nye politikere på taburetterne. Men den nye landsstyrekoalition står over for de samme udfordringer som den tidligere. Grønland kæmper med et skrøbeligt erhvervsgrundlag, som store råstofprojekter måske kan råde bod på i fremtiden Mere end hver femte stemme ved det grønlandske valg den 12. marts faldt på Siumuts leder Aleqa Hammond.

Det bragte Grønlands historisk dominerende socialdemokratiske parti tilbage til magten, efter at det for første gang siden Hjemmestyrets start i 1979 havde tilbragt fire år uden for døren. Nu byder fremtiden på en koalition mellem Siumut, det gamle borgelige parti Atassut og det helt nye nationalistiske Partii Inuit.

Tilskuere til udviklingen Valgets store tabere er de to landsstyrepartier Inuit Ataqatigiit/IA og Demokraterne, som samlet gik tilbage med fem mandater. Det svarede til den store fremgang for Siumut, som nåede op på over 40 procent af stemmerne.

Det blev en valgkamp domineret af råstofpolitikken.

Siumut og den øvrige opposition kritiserede Landsstyret for at sælge Grønlands naturrigdomme for billigt. De gik bl.a. imod storskalaloven, krævede en omlægning fra selskabsbeskatning af olie- og mineselskaber til fordel for royalties og støttede en ophævelse af nultolerancen, hvilket kan bane vejen for udvinding af uran i Sydgrønland.

4 | Polarfronten | NR.1/2013

Birger Poppel, samfundsforsker ved Ilisimatusarfik/ Grønlands Universitet, mener imidlertid ikke, at råstofpolitikken har været afgørende for valgresultatet, selvom mange har ment, at Grønland er kommet for meget med hatten i hånden til forhandlingerne med de store mineselskaber.

For Poppel afspejler valgresultatet mere, at en stor del af befolkningen har oplevet, at de ikke er tilstrækkeligt medinddraget, og at udviklingen er gået for stærkt.

- Dele af befolkningen har følt sig som tilskuere til udviklingen. Der er gennemført reformer, der er lagt planer for storskalaprojekter, hele råstofdiskussionen er kommet tættere på, og der har været en debat om storskalaloven, som de fleste synes er blevet hastet igennem. Det er simpelthen gået for stærkt.

Store dele af befolkningen i de mindre byer og bygder lever fortsat med arbejdsløshed, sociale problemer og stigende priser.

- De har nok oplevet, at politikerne for meget har haft Nuuk-brillerne på, og at deres egne problemer er druknet i diskussionerne om den overordnede erhvervsudvik-

ling og storskalaprojekter. Så mange af de vælgere, som denne gang er vendt tilbage til Siumut, har sikkert ønsket mere fokus på lokal erhvervsudvikling og beskæftigelse på fiskeriområdet, siger Birger Poppel. Derfor har det sikkert også fundet klangbund hos mange, da man under valgkampen tog spørgsmålet om småfiskernes forhold op.

Behov for selvbærende økonomi Koalitionsaftalen mellem Siumut, Atassut og Partii Inuit er holdt i meget brede vendinger. Bortset fra et forslag om at indføre royalties på mineralske råstoffer, justere storskalaloven og ophæve nultolerancen for uranholdige mineraler er der ikke meget nyt under solen.

Der er forslag til aktiviteter inden for fiskeri og turisme og småindustri, men ikke noget, der ændrer Grønlands økonomi fundamentalt.

Professor Torben M. Andersen, Aarhus Universitet, som er formand for Økonomisk Råd i Grønland, understreger, at uanset hvilke partier der sidder i Landsstyret, så er hovedopgaven stadig at udvikle en selvbærende økonomi.

- Der er først og fremmest brug for en erhvervsudvikling, som involverer grønlandske erhvervsvirksomheder, skaber nogle job og påvirker indkomster, arbejdsmarked og sociale forhold. Det vil lette presset på de offentlige finanser, for jo flere der har et ordentligt job, jo flere er der til at hjælpe med at betale noget skat, og jo færre skal have en eller anden social ydelse.

Og udsigterne for de offentlige finanser er ret dystre.

Udgifterne vil simpelthen løbe fra indtægterne alene på grund af demografiske ændringer med flere ældre.

Og samtidig vil bloktilskuddet fra Danmark langsomt få mindre og mindre betydning som finansieringskilde.

- Så der er en underliggende ubalance i den grønlandske økonomi, som vil give nogle ret store underskud, slår Torben M. Andersen fast, og det gør det vanskeligt i fremtiden at finansiere den offentlige sektor og det velfærdssystem, som man har i dag.

Resultatet af valget 2013

Siumut IA Atassut Partii Inuit Demokraterne Andre

Pct. 42,8 34,4 8,1 6,4 6,2 1,1

Mandater 14 11 3 2 2 0

+/+5 -3 -1 +2 -2 -1

dermed dybest set hele uddannelsessystemet - og til den geografiske mobilitet.

Derfor bliver Landsstyrets håndtering af råstofproblematikken alfa og omega den næste valgperiode. Siumut har i valgkampen kritiseret det tidligere Landsstyre for, at det gik for hurtigt og defensivt frem i forhandlingerne om de kommende storskalaprojekter. Til gengæld advarer IA og Demokraterne om, at Siumut-koalitionens ønsker om revidering af storskalaloven og vægt på royalties vil skræmme investorerne væk fra mineprojekterne.

Hverken Birger Poppel eller Torben M. Andersen tror dog, at det nye landsstyres politik på råstofområdet bliver et problem i forhold til udenlandske investorer. Begge peger på, at koalitionsaftalen fastslår, at indgåede aftaler ikke vil blive ændret. Men derudover er det helt afgørende, at der skabes klarhed over de fremtidige vilkår inden for en overskuelig periode.

Derimod kan Landsstyrets ønske om at ophæve nultolerancen for uran godt blive en sten i skoen i samarbejdet mellem Danmark og Grønland. Måske kommer koalitionsaftalens afsluttende bemærkninger om, at ’der finder forsoning og tilgivelse sted’ i forhold til Danmark, her til at stå deres prøve.

Poul-Erik Philbert

Råstofferne i centrum I dag er Grønlands økonomi nærmest totalt afhængig af fisk, men bestandene er vigende, og de senere års prisstigninger holder realistisk set ikke på længere sigt. Så selvom fiskeri er vigtigt for Grønland, så understreger Torben M. Andersen, at man ikke kan skabe en selvbærende økonomi på fisk alene.

- Den eneste realistiske mulighed for erhvervsudvikling ligger i at udnytte råstofferne. Det kan give plads til nogle mindre virksomheder, som kan knytte an til store råstofprojekter. Men det er vigtigt at understrege, at det stiller store krav til arbejdstyrkens kvalifikationer- og

Torben M. Andersen , Aarhus Universitet Birger Poppel, Ilisimatusarfik Læs koalitionsaftalen Økonomisk Råds Rapport 2012

Polarfronten | NR.1/2013 | 5

Bygder ingen belastning Det er en udbredt opfattelse, at de grønlandske bygder er meget dyre i drift. En ny ph.d.-afhandling punkterer dette billede og viser, at bygderne som helhed ikke koster mere end byerne. Afhandlingen viser også, at der er store variationer i bygdernes erhvervsmuligheder og i tilfredsheden med vilkårene blandt bygdeboerne.

Bygdebefolkningen trives de steder, hvor de traditionelle erhverv stadig kan give en rimelig indkomst.

Foto: Cecilia Petrine Pedersen 6 | Polarfronten | NR.1/2013

Kåre Hendriksen har efter eget udsagn overnattet i tre fjerdedele af Grønlands bygder og har siden slutningen af 1990’erne i det hele taget haft hænderne godt nede i den grønlandske bolledej som konsulent, underviser og forsker. Undervejs har han ofte mødt påstanden om, at bygderne er dyrere end andre bosteder, og at de skulle være en af årsagerne til Grønlands økonomiske problemer, fordi de påfører ekstraudgifter i milliardklassen.

Nu har han i sin ph.d.-afhandling, ’Grønlands bygder – økonomi og udviklingsdynamik’, analyseret økonomien bag bygderne og taget temperaturen på de små bosteder og deres beboere. Så meget klogere slår han fast, at påstanden om, at bygderne koster Grønland dyrt, mere bygger på fordomme end på realiteter.

Omtrent samme niveau Kåre Hendriksen har i forbindelse med sit ph.d.-projekt været igennem økonomien bag 29 bygder i de gamle distrikter Nanortalik, Qaqortoq, Narsaq, Kangaatsiaq, Upernavik og Ammassalik. Gennemgangen af de tilgængelige regnskaber har vist, at merudgifterne pr. indbygger i bygderne er særdeles beskedne i forhold til byerne. Hvis man går ud fra, at ekstraudgifterne i gennemsnit er de samme i landets øvrige bygder, er det på landsplan under én procent af de offentlige udgifter, som skal fordeles på godt 14 procent af befolkningen.

Men det er ikke nemt at foretage en vandtæt beregning. For eksempel er en af de virkelig store udgifter til bygderne subsidieringen af helikopterbeflyvningen. Det tal fremgår tydeligt i landskassens regnskab.

Det gør tallet for udgifterne til afskrivning af etableringsudgifter for fastvingelufthavnene i de større byer derimod ikke. Hvis man bare fik korrigeret dette forhold, ville forskellen mellem byerne og bygderne blive reduceret betragteligt.

- Derfor er det umiddelbart vanskeligt at sige, om bygderne er dyre eller billige, lyder det fra Kåre Hendriksen, men overordnet set ligger udgifterne i hvert fald kun en lille smule over niveauet i byerne pr. indbygger.

Færre sociale udgifter Der er også andre relevante måder at sammenligne udgifter på. Langt størstedelen af bygdebefolkningen er ufaglærte, fiskere og fangere eller uden for erhverv, og sammenligner man med de tilsvarende grupper i byerne, viser det sig, at de offentlige udgifter pr. indbygger i stort set alle bygder ligger under de tilsvarende omkostninger i byerne. De sociale udgifter, og primært de sociale overførselsindkomster, er nemlig væsentligt større i byerne for disse befolkningsgrupper.

Forklaringen er, at bygdebefolkningen i langt højere grad end befolkningen i byerne supplerer med privat fangst og fiskeri, og at de gamle traditioner med, at man deler fangsten, i en vis udstrækning er blevet opretholdt.

Samtidig har kommunerne generelt været mere tilbageholdende med offentlig hjælp i bygderne, ligesom boligsikringen er mindre i bygderne. Det betyder samlet, at det sociale sikkerhedsnet fungerer på en helt anden måde end i byerne, hvor de socialt udsatte er på understøttelse, boligsikring og socialhjælp.

- Så hvis bygdebeboerne flytter til byerne, vil det blive dyrere for de offentlige kasser, siger Kåre Hendriksen.

Som det er i dag, vil de fleste tilflyttere fra bygderne blive arbejdsløse, samtidig med at de ikke vil kunne supplere indtægterne med fangst og fiskeri.

Bagsiden af medaljen er så til gengæld, at de lavere udgifter pr. indbygger i bygderne dækker over, at bygdernes beboere må leve med et meget lavere socialt serviceniveau, og at de ikke har de mange tilbud, som man finder i byerne.

Store forskelle mellem bygderne Men det er svært at sætte bygderne på en fælles formel, for de er meget forskellige.

Der er fanger- og fiskerbygder som i Upernavik- og Kangaatsiaq-distrikterne, hvor de traditionelle erhverv giver et eksistensgrundlag eller et tilskud til den daglige husholdning. Her er der også i mange af bygderne indhandlingssteder, hvor fangere og fiskere kan afsætte deres fisk.

- Mine undersøgelser viser, at størstedelen af beboerne i disse bygder trives og ikke kunne drømme om at forlade deres bosted, fortæller Kåre Hendriksen. Der foregår selvfølgelig en afvandring især blandt de unge, men indbyggertallet har været svagt stigende i Upernavikbygderne og relativt stabilt i Kangaatsiaq-distriktet.

Den modsatte tendens møder man f.eks. i bygderne i Qaqortoq- og Nanortalik-distrikterne. Her er det oprinde-

lige erhvervsgrundlag tyndet stærkt ud, og der mangler indhandlingsmuligheder. Derfor er bygderne i disse distrikter mest finansieret af det offentlige i form af offentlige job og overførselsindkomster.

Selvom der er en større afvandring fra disse bygder, er der mange, der bliver boende, fordi de stadig oplever, at fangstunderlaget er tilstrækkeligt til at brødføde en familie. En mindre gruppe bliver selvfølgelig i bygderne, fordi de har et offentligt job. Og så er der endelig nogle, der bliver tilbage, fordi de ikke kan se noget attraktivt alternativ.

- De ved, at alternativet er at komme ind i en stor by og bo i en blok, ikke at kunne komme ud på fangst og at måtte leve af socialhjælp. Mange har prøvet at bo i en by, er måske gået i hundene og er så flyttet tilbage til bygden, hvor de lever af socialhjælp og i det hele taget ikke lever særlig godt, fortæller Kåre Hendriksen.

Kåre Hendriksens undersøgelse viser, at det især er bygderne i Sydgrønland og Østgrønland, som mangler et ressourcegrundlag og de nødvendige indhandlingsfaciliteter. De er derfor socialt dårligt fungerende og har en række borgere, som kun bor der, fordi de ikke oplever alternativet som attraktivt.

Poul-Erik Philbert

Kåre Hendriksen, DTU Byg

Bygderne skrumper Der findes i dag 58 registrerede bygder i Grønland. Antallet af bygder er groft sagt blevet halveret siden efterkrigstiden, mens indbyggertallet fra begyndelsen af 1900-tallet og frem til midten af 1990’erne har ligget relativt stabilt på omkring 10.000.

Der har i hele perioden fra 1960’erne været en afvandring fra bygderne, men en meget høj fødselsrate har bidraget til at stabilisere indbyggertallet. De sidste 10 år har indbyggertallet i bygderne været faldende, og det ligger nu nede omkring en 7-8.000. Den store tilbagegang falder sammen med, at fødselsraten har været faldende, og at det de seneste 10-15 år er blevet dyrere at bo i bygderne med bl.a. ophævelsen af enspris på fødevarer, el og vand.

Fotos: Kåre Hendriksen Polarfronten | NR.1/2013 | 7

Bygder med fremtid Fremtiden er usikker for en række grønlandske bygder, og nogle vil forsvinde, mener forfatteren bag en ny ph.d.-afhandling. Men han peger samtidig på, at der kan være fornuft i at støtte de velfungerende bygder, som har et erhvervsgrundlag.

Der er ingen tvivl at spore hos Kåre Hendriksen, når han udtaler sig om de grønlandske bygders fremtid: - Selv med de mest positive politiske tiltag vil der også i fremtiden blive lukket bygder.

Det gælder ikke mindst de bygder, som ikke længere har et erhvervsgrundlag i form af fangst og fiskeri.

Foto: Kåre Hendriksen

Intet alternativ Samtidig er en af hovedkonklusionerne i Kåre Hendriksens nye ph.d.-afhandling, ’Grønlands bygder – økonomi og udviklingsdynamik’, at de fleste bygder, som har et grundlag for fiskeri og fangst og de nødvendige indhandlingsmuligheder, fungerer godt både økonomisk og som bosteder.

- Men jeg frygter, at også nogle af disse bygder i f.eks.

Upernavik- og Kangaatsiaq-distrikterne vil blive afviklet relativt hurtigt, hvis Selvstyret ikke ændrer holdning til den grønlandske bosætning og den lokale udnyttelse af ressourcerne, siger han.

Ifølge Kåre Hendriksen vil der ikke være den store fornuft i disse lukninger, for alternativet for mange af beboerne vil i dag være en tilværelse som arbejdsløse og sociale klienter i grønlandske byer med den konsekvens, at de offentlige udgifter vil blive forøget.

- Problemet er, at befolkningen i de grønlandske byer i dag lever af at klippe hinanden, fordi der ikke er noget solidt erhvervsgrundlag. Og så længe situationen er sådan, vil det være en fordel at støtte de velfungerende bygder, hvor der er mulighed for fangst og fiskeri.

Han mener heller ikke, at de meget omtalte mineprojekter nødvendigvis vil give mange nye arbejdspladser til grønlændere. I Nulanaq-guldminen, som er det eneste igangværende mineprojekt, er det siden starten for 10 år siden ikke lykkedes gennem længere tid at have over 50

8 | Polarfronten | NR.1/2013

procent grønlandsk arbejdskraft, selvom der kun arbejder 80-100 mand.

Lokal satsning Men det kræver en indsats over for de mere velfungerende bygder, hvis man skal undgå, at beboerne stemmer med fødderne og forlader dem.

I dag er grundholdningen, at stordrift er mere rentabelt, og det har f.eks. betydet, at politikerne har satset på at udfase det lokale jollefiskeri til fordel for fiskeri fra store kuttere, og at bygdefabrikkerne og de små indhandlingssteder bliver erstattet af større enheder.

- I stedet kunne man begynde at tænke i bæredygtighed og orientere sig mod potentielt nye forbrugergrupper i den vestlige verden, som efterspørger eksklusive, miljørigtigt producerede fiskeprodukter, som er fanget lokalt og har en historie, foreslår Kåre Hendriksen.

Højere leveomkostninger Kåre Hendriksen peger også på, at bygdebefolkningen ikke alene lever med et langt lavere socialt serviceniveau og stærkt begrænset vareudbud, men også med højere priser på dagligvarer.

Da ensprissystemet blev ophævet i 1994, blev det besluttet, at Hjemmestyret skulle sikre de samme priser i de forskellige distrikter. Siden er subsidieringen faldet fra omkring 100 mio. kr. til 37 mio. kr. i 2011.

Dertil kommer, at priserne på el og vand er meget højere i bygderne end i Nuuk. Det rammer ikke kun husholdningerne, men også den lokale fiskeindustri, som af den grund har sværere ved at konkurrere.

Poul-Erik Philbert

Kåre Hendriksen, DTU byg

Foto: Greenland Minerals and Energy

Boring ved Kvanefjeld i Sydgrønland 2011.

Delte meninger om storskalaloven

Råstoffer under akademisk behandling

Grønlænderne går ind for de store mineprojekter, som i disse år er på tegnebordet, men frygter, at udenlandsk arbejdskraft vil trykke lønningerne og forringe arbejdsforholdene i Grønland.

Det viser en undersøgelse blandt 712 repræsentativt udvalgte grønlændere foretaget via telefoninterview af det grønlandsk baserede analyseinstitut, HS Analyse, for Ugebrevet A4 i februar og marts i år.

Over halvdelen mener, at storskalaloven vil få en meget positiv eller overvejende positiv betydning for Grønlands fremtid. Halvdelen mener også, at loven og udenlandske investeringer er forudsætningen for økonomisk uafhængighed i Grønland.

Samtidig mener næsten hver anden grønlænder imidlertid, at deres løn- og arbejdsforhold i større eller mindre grad kan blive forringet, når udenlandske virksomheder får mulighed for at beskæftige udenlandsk arbejdskraft på mineanlæggene.

Et grønlandsk-dansk universitetsudvalg skal undersøge, hvordan man bedst udnytter Grønlands geologiske ressourcer til gavn for det grønlandske samfund og for samspillet mellem Grønland og Danmark.

Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet) og Københavns Universitet nedsætter nu et universitetsudvalg, der skal undersøge, hvordan man kan sikre en samfundsgavnlig udvinding af Grønlands råstoffer. Det sker med opbakning fra Grønlands Selvstyre og den danske regering.

Det nye udvalg skal se på mulighederne for at udvinde råstoffer og på, hvordan ressourcerne kan skabe værdi i Grønland i form af blandt andet vækst og beskæftigelse.

Udvalget skal også undersøge, hvordan minedrift, olieudvinding og storskalaprojekter kan gøres så bæredygtige som muligt med respekt for miljøet og de mennesker, der lever og bor i Grønland.

Formand for udvalget bliver professor Minik Rosing fra Københavns Universitet, som også er tilknyttet Ilisimatusarfik. Udvalget består derudover af ni medlemmer, som er udpeget af de to universiteters rektorer. De har særlig ekspertise inden for relevante fagfelter.

Udover undersøgelsen af Grønlands ressourcemæssige potentiale skal udvalget fremsætte forslag til konkrete skridt, der kan tages af grønlandske og danske interessenter.

Heriblandt tiltag, der kan styrke det grønlandske samfunds mulighed for at få direkte gavn af investeringer i udvindingen af Grønlands geologiske ressourcer.

Udvalget skal fremlægge sine forslag senest ved udgangen af 2013 i en form, som er egnet som grundlag for offentlig debat.

Læs artiklen i A-4

Minik Rosing, Statens Naturhistoriske Museum,

Polarfronten | NR.1/2013 | 9

Alvorligt i klemme En stor undersøgelse af de 15-17-årige grønlænderes trivsel viser, at mange stadig kæmper med uoverskuelige problemer. De fleste trives, men bekymrende store grupper har et liv med seksuelle overgreb, vold og misbrug af alkohol og hash i familien.

Fotos: Cecilia Petrine Pedersen

10 | Polarfronten | NR.1/2013

Der er gået syv år, siden Center for Sundhedsforskning i Grønland ved Statens Institut for Folkesundhed sidst var ude at spørge de 15-17-årige grønlændere om, hvordan det er at være ung i Grønland. Nu foreligger så rapporten ’Det svære Ungdomsliv – Unges trivsel i Grønland 2011’ , som giver et solidt signalement af, hvad der plager de unge.

Der er mange unge grønlændere, som lever et godt liv, og der er også sket positive ændringer siden undersøgelsen i 2004. Færre unge er involveret i konflikter i hjemmet, flere unge drikker ikke spiritus, færre piger starter med at ryge, inden de fylder 13, og der er mærkbart færre piger, der har selvmordstanker og har forsøgt selvmord.

Alligevel afslører rapporten, at der er foruroligende store grupper af de grønlandske unge, som kæmper med at få tilværelsen til at hænge sammen, og rapportens hovedforfatter, Cecilia Petrine Pedersen fra Center for Sundhedsforskning i Grønland, peger især på misbrug og vold i familien, seksuelle overgreb og selvmord (se artiklen s. 12) som de værste plager.

Mange seksuelle overgreb Undersøgelsen i 2004 viste, at der var mange unge, som havde været udsat for seksuelle overgreb.

Det samme gælder for undersøgelsen i 2011. Her siger 9 procent af drengene og 21 procent af pigerne, at de har haft mindst én uønsket seksuel erfaring med en jævnaldrende, langt de fleste under den seksuelle lavalder første gang, det skete.

Desuden har 17 procent af de unge – heraf væsentligt flere piger end drenge – haft seksuel erfaring med eller er blevet kontaktet på en seksuel måde af en voksen. Over halvdelen af disse unge har også haft samleje med en voksen, og tre ud af fire var under 15 år, da det skete.

Det svære ungdomsliv Det kan ikke undre, at hovedparten, nemlig 87 procent af de unge som har haft seksuel kontakt med en voksen, har oplevet det som et overgreb. Og tager man alle de unge, som har haft en uønsket seksuel erfaring med en voksen eller en jævnaldrende, har 29 procent af pigerne og 7,7 procent af drengene været udsat for et seksuelt overgreb.

Det er et vanvittigt højt tal, og en tilsvarende dansk undersøgelse viste, at de tilsvarende tal kun var 1 procent blandt drengene og 9 procent blandt pigerne.

Misbrugsproblemer og vold Et andet stort problem for mange unge er alkohol- og hashmisbrug i familien.

Godt én ud af fire piger og én ud af seks drenge siger, at deres forældre har haft mindst ét misbrug. Én ud af tre af de unge har oplevet alkoholmisbrug i den nærmeste familie, og hver femte har oplevet alkoholmisbrug hos deres forældre.

- Vi har for første gang inddraget afhængighed af pengespil, og undersøgelsen bekræfter, at det er et mærkbart problem, fortæller Cecilia Petrine Pedersen. Én ud af tre unge, der har forældre med spilleafhængighed, har nemlig oplevet, at forældrenes spil har påvirket familien negativt.

Der er færre unge, som denne gang rapporterer om vold og konflikter. Men der er stadig en stor gruppe på 13 procent, der oplever, at forældrene skændes dagligt eller ugentligt. Én ud af seks unge har også været udsat for fysisk vold fra mindst én af forældrene. Og godt en fjerdedel af de unge har været vidne til, at deres mor er blevet udsat for vold inden for det seneste år.

- Konflikter og vold i hjemmet er derfor centralt for de unges mistrivsel. Og da en fjerdedel af de unge også har oplevet vold uden for hjemmet, må vi erkende, at der er tale om en generel samfundsmæssig udfordring, siger Cecilia Petrine Pedersen.

Store sociale forskelle Den nye rapport viser kun, hvad de unge samlet har svaret, og kommer ikke umiddelbart med årsagssammenhænge. Det analysearbejde venter i den kommende tid.

Foreløbig har Cecilia Petrine Pedersen undersøgt de sociale forskelle ved at se på, hvordan problemerne fordeler sig ud fra de unges oplevelse af deres egen families velstand (se oversigt her).

- Der er tale om en markant socioøkonomisk ulighed, hvor der for alle alvorlige problemer er en tydelig sammenhæng med familiens økonomiske status, siger Cecilia Petrine Pedersen. Børn fra de mindrebemidlede hjem er i store træk dobbelt så belastede som unge fra økonomisk velstillede hjem.

Rapporten ’Det svære ungdomsliv’ præsenterer resultaterne af undersøgelsen ’Unges Trivsel i Grønland 2011’. Undersøgelsen omfatter 481 unge på 15 år og derover fra 9. og 10. klassetrin i syv byer. Den samlede deltagerprocent var 81%, svarende til knap halvdelen af alle folkeskoleelever på disse klassetrin i Grønland.

Undersøgelsen blev gennemført i foråret 2011 af Center for Sundhedsforskning i Grønland ved Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet i samarbejde med Departementet for Familie, Kultur, Kirke og Ligestilling, Grønlands Selvstyre og PAARISA. Undersøgelsen følger op på den tidligere undersøgelse ’Unges Trivsel i Grønland 2004’ og er sammenlignelig med den danske ’Unges Trivsel’-undersøgelse fra 2008.

Formålet med rapporten er ikke at afdække alle aspekter af de unges trivsel og helbred, men at fokusere på de områder af unges opvækst, som kan påvirke deres trivsel særlig negativt.

Det svære ungdomsliv

Hent rapporten

Unges Trivsel i Grønland 2011 - En undersøgelse om de ældste folkeskoleelever

06. 03. 2013 | Cecilia Petrine Pedersen | Center for Sundhedsforskning i Grønland

Forskellene slår især igennem for selvmord blandt piger og for vold, hvor 3-4 gange så mange kommer fra økonomisk dårligt stillede hjem.

Geografiske forskelle Undersøgelsen afslører også, at de unge i nogle dele af Grønland er hårdere belastede end i andre. Det gælder bl.a. for de forskellige former for misbrug i familien. I Østgrønland siger halvdelen af de unge, at der er tale om alkoholmisbrug i familien, mens antallet er mindre i de øvrige regioner.

Det samme gælder de unges egne alkoholvaner, hvor 32 procent i Østgrønland angiver, at de drikker alkohol én eller flere gange om ugen i forhold til 17 procent i Nuuk, 15 procent i Nordgrønland og 8 procent i Sydgrønland.

2004-undersøgelsen viste, at det især var unge i bygderne, der var udsat for seksuelle overgreb, og at der samtidig ofte var misbrugsproblemer i familien.

- Vi kan se den samme tendens i den nye undersøgelse, forklarer Cecilia Petrine Pedersen. Og denne gang har vi flere informationer om misbrugsproblemer, vold i familien og psykisk helbred, som kan belyse dette forhold yderligere.

Poul-Erik Philbert

Cecilia Petrine Pedersen, Center for Sundhedsforskning Læs om undersøgelsen

Polarfronten | NR.1/2013 | 11

Mange unge forsøger selvmord En ny undersøgelse viser, at der stadig er uhyggeligt mange unge i Grønland, som forsøger selvmord. Blandt pigerne har 25 procent af de 15-17-årige forsøgt, og blandt piger opvokset i en bygd er tallet helt oppe på 41 procent.

Den gode nyhed er, at kun halvt så mange 15-17-årige grønlandske piger har overvejet selvmord, og at væsentligt færre har forsøgt det i 2011 i forhold til 2004. Det viser en ny undersøgelse, Unges trivsel i Grønland 2011, som Center for Sundhedsforskning i Grønland har gennemført.

Den dårlige er, at der stadig er foruroligende mange unge grønlændere, som forsøger eller overvejer selvmord.

Et udbredt problem Hver tiende dreng og hver fjerde pige i undersøgelsen oplyser, at de har forsøgt at begå selvmord. Og af dem har to ud af tre forsøgt sig mere end én gang.

Selvom forsøg på selvmord er meget udbredt blandt unge, ser det samtidig ud til at være delvist skjult. I hvert fald har halvdelen ikke fortalt det til nogen.

- Det falder også i øjnene, at det er meget få, der har været i kontakt med det offentlige system i forbindelse med deres selvmordsforsøg. Så det, vi ser i statistikkerne hos sundhedsvæsnet eller politiet, giver slet ikke det fulde billede. Så der er et stort behov for at opspore de sårbare unge med risiko for selvmord tidligt, siger hovedforfatteren bag rapporten, Cecilia Petrine Pedersen.

De unge begrunder selv deres forsøg på selvmord med manglende omsorg, problemer med andre mennesker og deraf følgende dårlig trivsel, samt ikke mindst ensomhed. For mange er savnet af mennesker, de har mistet, især tabet af kære ved selvmord, en begrundelse for at beslutte sig for selvmord.

Det bekræfter, at unge, der har oplevet selvmord i den nære omgangskreds, har en højere risiko for at havne i

12 | Polarfronten | NR.1/2013

samme situation. De mange selvmord i Grønland betyder nemlig, at de fleste kender en person, der har taget sit eget liv. Det gælder for tre ud fire unge i undersøgelsen.

Geografiske forskelle Der er store geografiske forskelle i antallet af selvmordsforsøg blandt pigerne.

Den mindste udbredelse finder man i Nuuk med 19 procent, efterfulgt af Sydgrønland med 23 procent, Nordgrønland med 27 procent. Den største er i Østgrønland, hvor 48 procent af pigerne har forsøgt at begå selvmord.

Piger opvokset i en bygd fortæller også i højere grad om selvmordsforsøg end piger opvokset i en by. 41 procent blandt piger fra bygderne mod 23 procent fra byerne.

Cecilia Petrine Pedersen forklarer den store forskel med, at de unge i bygderne er mere sårbare, fordi de oplever flere seksuelle overgreb og mere vold og alkoholmisbrug i familien og de nærmeste omgivelser. Hun mener også, at dårlige fremtidsudsigter og manglende adgang til hjælpeforanstaltninger og væresteder i bygderne spiller en rolle. Endelig peger hun på, at skoleskift fra bygd til by i de ældste klassetrin kan være en sårbar periode for unge fra bygderne, der i højere grad føler sig ensomme end unge fra byerne.

Poul-Erik Philbert

Cecilia Petrine Pedersen, Center for Sundhedsforskning

De unge siger - Når de unge i vore dage er vrede, forsøger de at løse det ved at tale sammen.

- Det er meget nødvendigt, at forældre i vore dage holder øje med deres børn, for barnet kan på hvilket som helst tidspunkt komme ud for noget farligt.

- At der er mulighed for behandling for forældre. F.eks. et sted, hvor en mor/far kan tale om at have været påført smerte i barndommen.

Et hårdt liv Én ud af ti drenge og én ud af fire piger har forsøgt at begå selvmord. Heraf har to ud af tre forsøgt mere end én gang.

Tre ud af fire unge kender en person, der har begået selvmord.

17% har angivet en seksuel erfaring eller er blevet kontaktet på en seksuel måde af en voksen, før de fyldte 15 år, procentvis væsentlig flere piger end drenge.

En ud af seks unge har oplevet fysisk vold fra mindst én af forældrene. Én ud af ti unge har været vidne til grov fysisk vold mod mor inden for det seneste år. Én ud af ti unge har været udsat for grov fysisk vold fra mindst én forælder.

9 procent af drengene og 21 procent af pigerne har haft mindst én uønsket seksuel erfaring med en jævnaldrende, og langt de fleste unge var under den seksuelle lavalder første gang, det skete.

- Der er så frit her i Grønland, man kan sejle, gå en tur, løbe ude, cykle mange steder, og der er vinteraktiviteter som snowboard, ski, snescooter osv.’

- Dem, der gør børn og unge ondt, skal fucking tage sig sammen og holde op med det, de gør.

- Der er tit nogen, som ikke har det så godt derhjemme eller andre steder, og som ikke siger det, før det er for sent.

Blandt de 17 procent, der har haft mindst én seksuel erfaring med en voksen, har over halvdelen haft samleje med en voksen.

- Nogle børn prøver at ryge, drikke alkohol eller har prøvet narko. Jeg synes, at det skal stoppes, så børn og unge teenagere kan få et godt liv.

Halvdelen af de unge rapporterer om én eller flere former for misbrug i den nærmeste familie.

- Her i Grønland, synes jeg, at forældre skal være bedre til at hjælpe deres børn med at komme videre efter folkeskolen.

Én ud af tre unge har oplevet alkoholmisbrug i den nærmeste familie, og hver femte har oplevet alkoholmisbrug blandt deres forældre.

- ... menneskene bør uddanne sig noget mere.

- Det er meget nødvendigt, at børns liv bliver bedre, da intet barn skal opleve noget meget ubehageligt. Der bør være flere steder, hvor man kan henvende sig.

Polarfronten | NR.1/2013 | 13

CO2-deponering

i islandsk lava På vulkanøen i Nordatlanten er man gået i gang med at afprøve en ny form for kuldioxidlagring, der skal omdanne CO2 fra klimaskadelig gas i atmosfæren til harmløse mineraler på 400-800 meters dybde i de vulkanske lavamarker.

Vejen til succesrig CO2-lagring i Island har været lang og kringlet og har undervejs været på nippet til at lukke på grund af landets økonomiske kollaps i 2008 og en række tekniske problemer. Men i januar 2012 kunne man endelig starte nedpumpningen af CO2 ved et geotermisk varmekraftværk, Hellisheidi, uden for hovedstaden Reykjavik. Målet er at mindske industriens udslip af kuldioxid til atmosfæren og i stedet oplagre den dybt nede i den vulkanske undergrund som harmløse mineraler.

Fremsynet præsident Det var Islands præsident, Olafur Ragnar Grimsson, som oprindeligt tog initiativ til dette CO2-projekt kaldet CarbFix. Efter at have deltaget i et internationalt møde om konsekvenserne for jordens klima af den øgede mængde CO2 i atmosfæren, inviterede han forskere, miljøorganisationer, civilforsvaret, industrien m.v. til et møde for at diskutere Islands muligheder for at løse problemet. Det blev startskuddet til CarbFix, som er et islandsk-amerikansk-fransk universitetssamarbejde og et samarbejde med den islandske stat og industrien.

Efter en tids søgen efter et egnet oplagringssted tilbød det statsejede selskab Reykjavik Energy at gøre plads til CO2-lagringen ved varmekraftværket Hellisheidi.

Island er en stor vulkanø med ca. 30 aktive vulkaner, og den primære energikilde er geotermisk og af vulkansk oprindelse. Energien fra varmen fra smeltede bjergarter i undergrunden bruges til strøm og opvarmning. Selvom geotermisk energi anses for at være grøn, så er der vulkanske gasser, der slipper ud i atmosfæren under processen. Bl.a. kuldioxid, metan, brint, nitrogen og ikke mindst svovlbrinte (H2S), der giver den karakteristiske lugt af rådne æg, som mange sikkert kender fra Island.

14 | Polarfronten | NR.1/2013

Fra gas til mineraler Sigurdur Reynir Gislason, projektansvarlig for CarbFix og forsker ved Islands Universitet, forklarer omdannelsen af gasser til mineraler således: - Det som adskiller projektet i Island fra de fleste andre CCS-projekter (Carbon Capture and Storage) er, at kuldioxiden opløses i vand, mens den pumpes ned i undergrunden. Det svarer til at lave mineralvand i en sodavandsmaskine. Bare i gigantiske mængder.

- Når vandet med opløst CO2 strømmer ud i lavaen på 400-800 meters dybde, sker der en kemisk reaktion, hvor lavabjergarterne først bliver opløst af det sure vand og dernæst udfælder mineraler, der binder CO2’en.

Fordelen ved vulkanske bjergarter er, at de forholdsvis let går i opløsning, og at de indeholder store mængder af ioner, som kan reagere med den opløste CO2 og danne nye mineraler kaldet karbonater. Karbonaterne er ufarlige for miljøet og kan være stabile i millioner af år. Og da kuldioxiden allerede er opløst i vandet, risikerer man ikke udslip til overfladen, som er en risiko andre steder.

Store udfordringer Den største tekniske udfordring ved processen i Island har været at adskille CO2 fra de andre vulkanske gasser, som er svære at opløse i vand og kan blokere omdannelsen af CO2 til mineraler. Især svovlbrinte har voldt problemer, da den let omdannes til stærkt ætsende svovlsyre under processen. Det har kostet mange hovedbrud, penge og korroderede rør at løse dette problem, men det er endt med, at man har besluttet at bruge en blanding af 75 procent CO2 og 24 procent svovlbrinte.

– Kraftværket har fået påbud om at minimere udslippet af svovlbrinte, fordi det i store mængder kan udgøre et helbredsmæssigt problem i omgivelserne, så ved at bruge denne blanding slår vi to fluer med et smæk, siger Sigurdur Reynir Gislason.

- Desuden er det en meget dyr affære at lagre CO2, og vi sænker udgifterne ved ikke at skulle adskille gasserne, fortsætter han. Og at bruge en gasblanding modsvarer i virkeligheden meget bedre de forskellige industriers gas-

Fotos: Sigurður Reynir Gíslason

Nedpumpningen af CO2 foregår ved et geotermisk varmekraftværk, Hellisheidi, uden for hovedstaden Reykjavik.

To ph.d.-studerende, som arbejder med CO2-nedpumpningen.

produktion, som sjældent består af ren kuldioxid, men af en blanding af gasser.

Udover den høje pris er det adgangen til vand, som er kritisk. For hvert ton gas, der pumpes ned, behøves 28 tons grundvand til at opløse det i, og det bliver til anselige mængder vand i det lange løb.

- Grundvand findes i rigelige mængder i Island, fordi det regner meget, og samtidig er vi kun en lille befolkning på 320.000 til at bruge vandet, smiler Sigurdur Reynir Gislason. Men for de fleste andre lande vil brugen af grundvandsressourcer til et sådant projekt være en umulighed.

chancen for at se, om det virker i praksis. Resultaterne af sidste års CO2- nedpumpning ser meget lovende ud, og vi er ved at regne ud, hvor stor en del af gassen der er blevet til mineraler, afslutter han.

Den islandske metode kan anvendes andre steder, hvor der findes vulkanske bjergarter eller gammel havbund, og i virkeligheden kunne midtoceanryggene i verdenshavene være et potentielt oplagringssted.

Og nye ideer er nødvendige. For i takt med at verdens lande forbyder CO2-lagring på land, betyder det, at mængden af egnede, sedimentære bassiner til havs ganske enkelt ikke rækker, hvis ambitionen er at lagre en større del af Jordens industrielle CO2-produktion i fremtiden.

Gabrielle Stockmann

Sigurdur Reynir Gislason, CarbFix

Fremtiden for CO2-lagring Hellisheidi kraftværk producerer p.t. 40.000 tons CO2 per år, og lavamarkerne under Hellisheidi har kapaciteten til at oplagre kraftværkets gasproduktion de næste 200 år.

Indtil videre er det kun en brøkdel af kraftværkets gasproduktion, som skal pumpes ned; 1.200 tons gasblanding over en seks måneders periode med start i 2013.

- Projektet skal i første omgang teste, om processerne fungerer, forklarer Sigurdur Reynir Gislason. Vi har haft et mindre forsøg med nedpumpning af ren CO2-gas, samt hydrologisk-geokemiske modeller og adskillige laboratorieforsøg kørende de sidste fem år, og nu har vi endelig

Se CarbFix hjemmeside Se The Global Roundtable on Climate Change

Video og interaktive kort m.v., som illustrerer CCS teknologi andre steder I verden EU-brochure om CO2-oplagring

Polarfronten | NR.1/2013 | 15

Foto: C. Ilmoni

Frk. Tervos fornemmelse for lyd Af de omkring 12 arter af bardehvaler er det kun pukkelhvalen og grønlandshvalen, hvis sang dækker både lav- og højfrekvente områder, og det er lidt af et mysterium. Hvalforskeren Outi Tervo har undersøgt grønlandshvalernes sang i Diskobugten og bruger sine optagelser til at forstå deres adfærd.

Utallige gange de seneste syv år har biologen Outi Tervo pakket hundeslæden og sat kursen mod den isdækkede Diskobugt for at sænke hydrofoner ned gennem isen og lytte til havets lyde. Det er nu ikke så meget isbjergenes skurren og knagen, som det er grønlandshvalernes sange, der får hende til at trodse kulden. Outi Tervo siger: - Grønlandshvalen er interessant, fordi den har været næsten udryddet, og fordi vi ved så lidt om den. Ved at analysere dens lyde kan jeg måske lære mere om dens adfærd og herunder om, hvorfor den synger. Min største udfordring har været, at der var så lidt viden om hvalen. Der fandtes ikke lydoptagelser af grønlandshvalernes sang

16 | Polarfronten | NR.1/2013

om vinteren, så det var udfordrende i starten bare at finde grønlandshvalens sang blandt alle de andre lyde, når jeg ikke havde noget at sammenligne med.

Sang og parring Arktisk Station i Qaqertarsuaq på Diskoøen er et ideelt sted at observere grønlandshvaler fra. Outi Tervo fortsætter: - Herfra har vi mulighed for at optage lyd en længere periode end andre steder. Vi begynder, når hvalerne ankommer fra den anden side af Davis Strædet i slutningen af januar, og fortsætter, til de forsvinder igen omkring maj måned. Vi kan se, at deres sang er meget sæsonaf-

Grønlandshvalens sang – hvor langt væk kan sangen høres?

Stjernen viser en syngende grønlandshval i Diskobugten. Sangen er vist som et lydspektrogram. Sangens udbredelse er meget afhængig af frekvensen. De lave frekvenser kan høres længere væk fra hvalen end de høje frekvenser. Den store stiplede cirkel markerer, på hvor lang afstand de laveste frekvenser af sangen (omkring 1.000 Hz, 1 kHz) kan høres. Sangen er filtreret således, at man i første omgang kun hører denne dybeste del.

Den lille røde cirkel markerer det område, hvor modtageren skal være i forhold til hvalen for at høre alle sangens frekvenser, og dermed have mulighed for at modtage al den information, som sangen indeholder (samme sang, men ufiltreret).

Museklik i alt ni gange for at komme igennem animationen.

Åbn animationen ved at klikke HER!

hængig, og det gælder både, hvordan sangen lyder, og hvor meget de synger. Fra at have været meget aktive om vinteren, bliver de stort set tavse i maj.

Man ved fra andre arter af bardehvaler og fra fugle, at en kompleks og høj sangintensitet ofte hører sammen med parring. Så selvom biologerne ikke kan se hvalerne på grund af isen, så formoder de, at der foregår noget ret socialt under isdækket, når hvalerne synger meget.

I Alaska er det kendt, at hvalerne har parringssæson om vinteren. Outi Tervo har tidligere dokumenteret, at når lysten til sang og parring falder sidst på foråret, så stiger behovet for at mæske sig til gengæld – og det foregår stort set i stilhed. Det er på det tidspunkt, at mængden af vandlopper eksploderer, og så fylder hvalerne deres depoter op.

Uhørt mange hunner For at fastslå om det er hunner eller hanner, der synger, er det nødvendigt både at have en lydoptagelse og en biopsi fra den hval, man mener sang på det pågældende tidspunkt og sted. Det lykkedes da også Outi Tervo og hendes hjælpere at få udtaget 22 biopsier fra 21 grønlandshvaler.

Men desværre kunne kun en enkelt biopsi med sikkerhed kobles til pejlingen på en syngende hval. Biopsien viste, at den pågældende hval var en hun.

Mads Peter Heide-Jørgensen har datasæt, der ikke er koblet til individuelle, syngende hvaler, men som viser,

Musen, elefanten og det aktive rum Hos hvaler er lyd den primære metode til at kommunikere, orientere sig og finde føde. Hos mennesker ligger mænds stemmeleje i området 60-200 hertz (Hz) og kvinders mellem 120 og 350 Hz. Unge mennesker kan høre lyde, der ligger fra 20–20.000 Hz. For de dyr, man har undersøgt, er tendensen, at jo større et dyr er, jo lavere frekvens kommunikerer dyret på. En elefant har et dybt trut – en mus et højt piv.Hos bardehvalerne følger blåhvalen og finhvalen denne tendens og synger med lavfrekvente lyde i området 15–29 Hz. Grønlandshvalen og pukkelhvalen bryder dette mønster og synger langt mere bredspektret i området 20–4.000 Hz. Forskerne taler om et akustisk signals ’aktive rum’, dvs. afstanden længst væk fra lydkilden, hvor modtageren stadig kan opfatte og afkode signalet. Et dyrs aktive rum er derfor vigtigt i forbindelse med dyrets adfærdsmæssige udvikling.

De lavfrekvente lyde kan høres over tusindvis af kilometer, hvor de mere højfrekvente kun kan høres over kortere afstande. Hos grønlandshvalerne ligger det aktive rum på ca.

130 kilometer for de lavfrekvente sange og ca. 40 kilometer for de højfrekvente sange.

Polarfronten | NR.1/2013 | 17

Snorkeldykkere filmer dykkende grønlandshval ud for Arktisk Station.

at ca. 80 procent af de grønlandshvaler, der findes i Diskobugten, er hunner. Andre af Outi Tervos data peger i samme retning. At det næsten kun er hunner, der samles i Diskobugten, er usædvanligt. Biologen siger: - Det er helt uhørt. Man har ikke kendskab til andre steder i Arktis, hvor der er samlingsområder kun for hunner.

En forklaring på det kunne være, at hannerne har været stort set udryddet, men denne teori har specialestuderende Mikkel Sinding afvist (se boks). Outi Tervo har i en videnskabelig artikel for nylig foreslået, at udviklingen af lydsignalerne er sket samtidig og i forbindelse med udviklingen af hvalernes samlingsadfærd.

Grønlandshvalen har den særlige evne, at den kan udsende lyde over et meget bredt spektrum mellem ca. 20 og 4.000 Hz. Outi Tervo mener, at de to frekvenser har hvert sit formål. Hun forklarer: - Grønlandshvalen kan pakke megen information ind i sin sang, når den har et så bredt frekvensbånd. Min teori er, at de lavfrekvente lyde bruges til at fortælle, at ’her er jeg’ over større afstande. Hvorimod de højfrekvente sange bruges i nærområdet til at sige noget om hvalens identitet og position og kan hjælpe modtageren med at ’zoome ind’ på afsenderen.

Foto: C. Ilmoni

Hunnernes adfærd med at samle sig i Diskobugten er med andre ord en form for kompensation eller supplement, fordi grønlandshvalernes højfrekvente sang har en så begrænset udstrækning. At det lige er Diskobugten, hunnerne sætter hannerne stævne i, er næppe uden årsag heller. Bugten er et sandt spisekammer for hvalerne – noget de sikkert sætter pris på efter de fysiske udfoldelser under parringen.

Uffe Wilken

Outi Tervo ,

Biopsi på grønlandshval. (MP4 17,4 MB; 1 min. 48 sek.)

Undervandslyd af knagende isbjerg.

High Source Levels and Small Active Space of HighPitched Song in Bowhead Whales (Balaena mysticetus).

Mikkel H. S. Sinding: 4.500 års grønlandshvaler vejer under et gram. Tidsskriftet Grønland, 3/2012, side 191-197

Gemt i menneskets historie...

En forklaring på, at det næsten kun er hvalhunner, der samles om foråret, kunne være, at hannerne har været næsten udryddet.

Men Mikkel Sinding fra Center for GeoGenetik på Statens Naturhistoriske Museum har i sit speciale fra december 2012 påvist, at det ikke kun er i dag, det forholder sig således. Fra fiskenet og andre forhistoriske redskaber af hvalbarder fra Disko-området udtog han prøver og analyserede dem for dna. På materialet fra fortidens grønlandske kulturer kunne Mikkel Sinding påvise, at mønstret med de mange hunner også gjorde sig gældende

18 | Polarfronten | NR.1/2013

tidligere. Diskobugten har i hvert fald de seneste 4.000 år været samlingspunkt for hunner. Hans undersøgelser, der baserer sig på op til 4.000 år gamle museumsgenstande, viser endvidere, at bestandene af grønlandshvaler rundt omkring i Arktis til tider har været isoleret fra hinanden, men til andre tider har blandet sig med hinanden. Om perspektivet af undersøgelsen siger Mikkel Sinding: Gemt mellem linjerne i menneskets historie findes dna, der fortæller grønlandshvalernes historie.

≈ Arktisk Instituts fotosamling rummer ca. 100.000 fotografier, Besøg Arktisk Instituts billedsamling.

Fra Arktisk Instituts arkiv:

Et skakbræt med en lang historie En lille, ellers ubetydelig genstand kan fortælle en langt større og mere interessant historie, end man umiddelbart forestiller sig. Det gælder f.eks. et gammelt rejseskakbræt, som blev indleveret på Arktisk Institut.

I efteråret 2012 blev der afleveret et rejseskakbræt på Arktisk Institut. Instituttet indsamler ellers ikke genstande, men rejseskakbrættet fik dog efter en nærmere undersøgelse en plads i samlingerne, idet det var et eksempel på ’en lille ting med en større historie’.

Via Peter Freuchen Den tidligere ejer havde arvet brættet fra sin far, som havde arvet det fra sin far, og familiehistorien fortæller, at denne bedstefar havde fået det foræret af Peter Freuchen (1886-1957). Bedstefaren var nemlig dyrlæge og kom ofte på Enehøje, øen som Peter Freuchen ejede og boede på i perioden 1926-40.

Bare denne lille historie gør det lille rejseskakbræt mere interessant end andre skakbrætter. Men det var ikke alt. Brættets tidligere ejer gjorde ved afleveringen opmærksom på, at der på bagsiden var skrevet en temmelig svært læselig tekst om ’noget med FranklinEkspeditionen’. Efter en nøjere analyse af den omtalte tekst viser det sig, at der står følgende: Foræret for: Krydstoldbetjent Adolph Jensen til erindring om Nordpolsekspeditionen for opdagelsen af Franklin, og Undertegnede, der deltog i 3 Expeditioner.

Den 14de April 1863.

Carl Petersen

XXX (Pharo?) Hjelm Se, det gjorde skakbrættet endnu mere interessant på et sted som Arktisk Institut. For her blev pludselig inddraget endnu en polarfarer i fortællingen, nemlig Carl Petersen (1813-1880).

Fra Upernavik til Hjelm Han er ikke så kendt som f.eks. Peter Freuchen og Knud Rasmussen, men var faktisk en temmelig efterspurgt herre i forbindelse med de engelske og amerikanske ekspeditioner i det arktiske i midten af 1800-tallet. Han flyttede som 20-årig til Grønland, hvor han levede i næsten 20 år. I Upernavik giftede han sig med en grønlandsk kvinde og tilegnede sig grønlandsk sprog og kultur.

Foto: Arktisk Institut

Carl Petersen blev på den måde en værdifuld person for ekspeditionerne, idet han kunne bruges både som en erfaren sømand i ishavet og som tolk. Han var med på en lang række ekspeditioner heriblandt William Pennys ekspedition, Kanes anden Grinnell-ekspedition og ikke mindst McClintocks ekspedition, hvor man kortlagde omstændighederne omkring Franklin-ekspeditionens skæbne.

Når teksten på bagsiden er underskrevet Carl Petersen, Hjelm, er forklaringen, at Carl Petersen i 1874 flyttede tilbage til Danmark med sin kone og børn og blev fyrmester på øen Hjelm. Her forærede han efter teksten på bagsiden at dømme i 1863 sit rejseskakbræt til en Adolph Jensen, som var krydstoldbetjent. Om Adolph Jensen selv senere traf Peter Freuchens far, Lorentz Bentzon Freuchen (18591927), som var kgl. vejer og måler i Nykøbing Falster, og forærede ham skakbrættet, eller om det er givet direkte til Peter Freuchen, er uvist.

Både Peter og Lorentz Bentzon Freuchen var ivrige skakspillere, så mon ikke dette bræt har aftjent sin værnepligt og er blevet brugt i mange aftenstunder? Det kunne i hvert tilfælde se sådan ud!

Lisbeth Valgreen, Arktisk Institut

Polarfronten | NR.1/2013 | 19

Meteoritnedslaget ved Maniitsoq sendte chokbølger igennem klipperne, som blev voldsomt krøllede og delvist smeltede for tre milliarder år siden.

Meteorittens rigdomme Foto: Adam Garde

Finnefjeld ved Maniitsoq i Vestgrønland består af klipper, som blev knust ved Jordens største og ældste, kendte meteoritnedslag. I og omkring dem finder geologerne både guld og platin samt nikkel, kobber og sjældne jordartsmetaller.

Den vestgrønlandske by Maniitsoq ligger tæt på bjergområdet Finnefjeld, som har været nedslagssted for en gigantisk meteorit. I Jordens ungdom for tre milliarder år siden slog den ned og dannede et 500-600 kilometer stort krater i overfladen, som for længst er slebet bort af vind og vejr. Men de knuste klipper dybt under kraterbunden eksisterer stadig og kan føre bevis for nedslaget.

Klipperne er knust af chokket og svejset sammen igen af varmen fra nedslaget, og de indeholder mange af de metaller og mineraler, som fortidens konger lavede deres kroner af, og som fremtidens grønne teknologier er afhængige af.

Et enormt krater I alt er et område på over hundrede kilometer i diameter domineret af knuste og omdannede klipper, og midt i det ligger Finnefjeld. Stedet blev først erkendt som en del af et krater i 2012, men mange geologer har i tidens løb undret sig over det. Klipperne passer nemlig ikke ind blandt de øvrige i området, og de passer for den sags skyld heller ikke ind andre steder på Jorden.

Ifølge Adam Garde fra GEUS lå klipperne nemlig omkring 25 kilometer under overfladen, da meteoritten slog ned, og et så dybt snit igennem et stort meteorkrater har man ikke set andre steder på Jorden.

20 | Polarfronten | NR.1/2013

Hele området er opdelt i cirkler omkring det centrale Finnefjeld, der selv er 35-50 kilometer i diameter. Her er alle klipper knust og svejset sammen igen, og med afstanden fra dem aftager ødelæggelserne ud til omkring 75 kilometer fra midten. I et bredt område på øst- og sydsiden af Finnefjeld er grundfjeldet gennemsat af mørke klipper i et område, der går under betegnelsen noritbæltet.

Lovende metaller Firmaet North American Nickel arbejder med stigende iver på at kortlægge netop noritbæltet, for her ser der ud til at ligge en udbredt nikkel- og kobbermalm. I den østlige ende af det område har firmaet desuden fundet både guld og platin. De gætter på, at metallerne er blevet koncentreret her som et resultat af meteoritnedslaget.

Samtidig arbejder det grønlandske firma NunaMinerals lige i nærheden på at kortlægge en ualmindelig rig forekomst af de sjældne jordartsmetaller, som den moderne elektronik og den grønne teknologi er så afhængige af.

Firmaet har også fundet et område, som er særlig rigt på løse blokke af kimberlit, som indeholder små diamanter, og som måske også huser store. Her er meldingen, at meteoritten har afgjort, hvor de sjældne jordarter ligger, medens kimberlitten nok selv har fundet vej.

Sjældne jordarter På den nordøstlige grænse af Finnefjeld og omtrent midt under det forsvundne krater ligger Qaqarssukkarbonatitten. Den udgør et tre gange fem kilometer stort område af klipper rige på vulkansk kalksten, der er trængt op nedefra som en smeltet stenmasse. Det er almindeligt, at sådanne klipper indeholder meget specielle

mineraler, og NunaMinerals har da også store forventninger til stedet. Joshua Hughes leder projektet og forklarer: - Karbonatitten har vist koncentrationer på op til 13,2 procent oxider af sjældne jordarter og 11,8 procent niobium-oxid, hvilket er helt exceptionelle koncentrationer. Vi regner med, at nedslaget dannede strukturer, som stak langt ned i Jordens skorpe og kappe, og at de blev aktive igen, da området blev strukket i Jura-tiden. Derved gav de plads til, at kalkstenssmelterne kunne trænge igennem.

Joshua Hughes regner med, at smelterne er trængt op langs grænsen imellem det gamle grundfjeld og det centrale område under krateret, hvor klipperne blev smadret og delvist smeltet ved nedslaget.

Platin, guld og nikkel North American Nickel arbejder ude i noritbæltet, og i 2012 brugte firmaet tre millioner dollars på efterforskning af nikkel og kobber. Fundene er så lovende, at man fortsætter med syv og en halv million i 2013.

Området har været gennemsøgt for malm flere gange siden 1965, men først ved hjælp af geofysiske undersøgelser fra helikopter med den ny metode SkyTEM kom de lovende områder for dagen. Nu står firmaet med 75 gode bud på en malm. Op til julen 2012 offentliggjorde det oven i købet pæne koncentrationer af platin, palladium og guld ved Spotty Hill i den nordøstlige kant af kraterets kerneområde.

Noritbæltet blev dannet, efter meteoritten slog ned for tre milliarder år siden. Nedslaget smeltede en del af klipperne i Jordens kappe dybt under overfladen, og smelten banede sig i zigzag opefter igennem det smadrede grundfjeld. Smelten størknede til den specielle klippetype norit, og i dag ser man den som meter- til kilometerstore plamager i overfladens gnejs.

Nogle steder strømmede smelten langsomt opefter igennem næsten vandrette gange, medens store og små partikler i den dryssede til bunds og dannede tykke lag. I dag

ligger lagene tilbage som store legemer af svovl, der er bundet til jern, nikkel og kobber. Her er også mindre mængder af guld, platin og forskellige andre dyre metaller.

Meget er gået tabt

Sorte pletter: noritbæltet Blåt område: karbonatitten

Området bærer tydelige spor af, at varmt vand har cirkuleret igennem klipperne lige efter nedslaget og har flyttet omkring på metaller og mineraler. Det passer med teorien fra kraterets finder, Adam Garde, om, at da meteoritten slog ned, lå der her en ø-bue. Et havområde med vulkanske øer i stil med Japan i dag.

Den anden side af historien om det cirkulerende vand er mindre spændende, for væskerne har sandsynligvis taget metaller med sig højere op i krateret og dannet malm der. Men fordi Jordens vejrlig har brugt en del af de seneste tre milliarder år på at barbere de øverste 25 kilometer af krateret bort, er den rigdom gået tabt.

Kort: GEUS

Steen Laursen

Se Adam Gardes videnskabelige artikel om krateret Læs om Grønlands mineralske råstoffer: Se North American Nickel projektbeskrivelse:

En på sinkadusen For tre milliarder år siden slog en 30 kilometer stor meteor ned i Maniitsoq-området i det sydvestlige Grønland. Dengang var området vulkansk og mindede meget om Japan i dag. Nedslaget udløste en gigantisk eksplosion og dannede et krater på mere end 500 kilometer i diameter – nok til at opsluge Tokyo og det meste af Japan.

Chokbølgen fra nedslaget fik dele af Jordens kappe til at smelte og danne et magma, som var rigt på nikkel og platin. Fordi det trængte op i de knuste klipper og størknede der, kan der være store mængder af disse metaller nær Maniitsoq.

Grafik af Carsten Thuesen, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland

Polarfronten | NR.1/2013 | 21

Det grønlandske bjerg Grundtvigskirken blev indirekte starten på det arbejde, som nu er ført frem til en bog og et digitalt værk- og legetøj om stednavne i Nordøstgrønland.

Foto: Anthony K. Higgins

For feltgeologer og sofaturister Når man kigger på et kort over Nordøstgrønlands bjerge og fjorde, spørger mange sikkert sig selv: Hvordan i alverden har de fået deres navne? Har du en iPad eller en smartphone ved hånden, kan du nu få svaret med det samme.

Det begyndte egentlig med en sejltur forbi Grundtvigskirken i 1968. Som læserne måske kan gætte, er det ikke den københavnske kirke, der her er tale om. I stedet har vi at gøre med et 1.977 meter højt bjerg i Nordøstgrønland, og ser man på det fra øst, ligner det til forveksling mastodonten i Københavns nordvestkvarter.

Geologerne Tony Higgins og Niels Henriksen fra det daværende Grønlands Geologiske Undersøgelse (GGU) var på feltarbejde i området, og der opstod lidt forvirring, fordi ’kirkens’ position ikke passede med placeringen på kortet. Forvirringen blev kimen, der et par og fyrre år senere resulterede i både en bog og et digitalt værk- og legetøj om stednavne i Nordøstgrønland.

Pebermyntefjeld, Rosinante og alle de andre Bogen ’Exploration history and place names of northern East Greenland’ udkom i 2010. I den kan man finde forklaringer på, hvordan bl.a. Pebermyntefjeld og Rosinante har fået deres navne. Samtidig indeholder bogen også en komplet fortegnelse over de videnskabelige ekspeditioner, der gennem tiden fandt vej til denne fjerne del af

22 | Polarfronten | NR.1/2013

verden. Nu er både forklaringer og kort så også gjort tilgængelige digitalt på GEUS’ hjemmeside af et team under geodæten Willy Weng. Vel at mærke på alle tre digitale platforme pc, tablet og smartphone.

Forfatteren og nu pensioneret geolog Tony Higgins siger: - Det væsentlige for mig med projektet er, at stednavnene ikke går i glemmebogen, for de fortæller en masse om historien bag områdets udforskning. Min egentlige indsamling af navne startede i 1970. Når GGU’s og senere GEUS’ ekspeditioner flyttede rundt i Nordøstgrønland, begyndte jeg at skrive navnene ned og udgive dem i små publikationer. Baggrundshistorierne kommer fra de oprindelige optegnelser, jeg finder fra de gamle rejseekspeditioner. Den første, jeg startede med, var William Scoresby, som var hvalfanger i Grønland indtil 1823.

Kort tid efter ham sejlede Clavering forbi på en videnskabelig ekspedition, og der kom så 18 nye navne på Grønlandskortet. En stor tysk ekspedition kom også forbi.

De ville til Nordpolen via Østgrønland, hvilket dog ikke var nogen smart idé. Men de udgav et tobindsværk med kort om deres zoologiske og botaniske opdagelser.

Klik på kortet og gå på opdagelse i Nordøstgrønland.

Onkler og tanter

Fortsætter nordpå

Bogen og basen indeholder 5.600 lokaliteter, hvoraf ca.

3.000 er navne, der er godkendt. Det sidste navn kom til i 1979, da Grønland fik hjemmestyre.

Der er lidt forskel på, hvordan de forskellige nationaliteter valgte navne. Skandinaver sagde tak for den økonomiske støtte til en ekspedition ved at opkalde lokaliteter efter den pågældende mæcen. Eller som svenskeren Alfred Nathorst, der med navne som Ella Ø, Ruth Ø og Maria Ø opkaldte steder efter sine døtre og sin kone. Som Tony Higgins siger: - Det var der ingen problemer med. De var jo de første, der var der!

Navnet Jomfru Tidsfordriv Fjord i Lambert Land har dog en mere arm oprindelse. Fjorden er opkaldt efter én af slædehundene på Danmark Ekspeditionen, som efter sigende skulle have været særlig god til at holde hanhundene på afstand. Slædehunden var selv opkaldt efter en af Københavns originaler – en præstedatter, der var blevet svigtet af en lysten løjtnant og nu drev rundt i stræderne i grøn kjole og store støvler, mens hun delte slik ud til stenbroens unger.

Kan Tony Higgins så læne sig tilbage og lægge Grønland bag sig? Nej, GEUS’ geodæt Willy Weng har opfordret pensionisten til at fortsætte sin navnerejse nordpå. Og Higgins siger med begejstring i stemmen: - Det er jo oplagt at fortsætte nordpå! Geologen Dan Laursen udgav en bog med stednavne i 1972, men på det tidspunkt manglede der gode kort over Nordgrønland. I dag har vi jo et fantastisk kortmateriale. Så nu mangler vi at koble kortenes koordinater med Laursens navne. Det bliver forhåbentlig i samarbejde med Peter Dawes, som også er pensioneret GEUS-geolog, og som var en af de første fra GGU, der rejste i Nordgrønland. Der er dog kun 1.600 navne, så vi regner med, at det vil tage ca. tre år. Og det er jo ingen tid!

Uffe Wilken

Willy Lehmann Weng, GEUS Der kan læses mere om stednavnene i Tidsskriftet Grønland 1/2013.

Hvor blev Île de France af?

Der er kun ganske få grønlandske navne i Nordøstgrønland, ikke mindst fordi området er meget tyndt befolket.

Efter at Hjemmestyret og senere Selvstyret overtog navngivningen, er det primært de tættere befolkede områder i Vestgrønland, der får nye grønlandske navne. En undtagelse, Tony Higgins ikke er glad for, er Ïle de France. Han siger: - Øen Île de France ligger i Nordøstgrønland og fik navnet af en fransk ekspedition. Hjemmestyret omdøbte øen den 11. juni 2004 til Qaqertaq Prins Henrik som en fødselsdagsgave til prinsen. Det var bare ikke særlig smart, for navnet Île de France er godt kendt i litteraturen. For eksempel er mange af de arkæologiske fund, som Eigil Knuth beskrev, gjort her. Men folk bruger stadig den gamle betegnelse – og det vil de nok blive ved med.

Pebermyntefjeld

70°29.2’ N 28°57.5’ W. Mountain 1.680 m high between Rolige Bræ and Vestfjord. So named by Laurent Jemelin during the 1967-72 GGU Scoresby Sund expeditions because it is built up of red and white layers reminiscent of a peppermint.

Rosinante

73°21.0’ N 25°07.9’ W. Mountain 758 m high on NW Ymer Ø. Named during Lauge Koch’s 1947-49 expeditions by Silvio Eha, possibly for a supposed resemblance to Don Quixote’s horse. It has also been called Little Chocolate Mountain.

Polarfronten | NR.1/2013 | 23

KORTNYT Kritik af anstalten i Nuuk Europarådet kritiserer Danmark for de dårlige forhold for de indsatte i anstalten i Nuuk og kræver forbedringer. Kritikken går bl.a. på, at en kvindelig fange har afsonet sammen med mænd, og at en 17-årig har afsonet under isolationslignende forhold. Rådet peger også på behovet for psykologstøtte og en strategi for narko- og alkoholafvænning. Justitsministeren oplyser, at forbedringer er på vej, da arbejdet med at bygge et nyt fængsel i Nuuk er i gang. Det bliver dog først færdigt i 2017.

Nyt Arktisk forum Forskeren Damien Degeorges har under navnet ’Arctic Policy and Economic Forum’ oprettet et nyt forum, som har til formål at slå bro mellem arktiske beslutningstagere og erhvervslivet. Idéen er at arrangere en årlig konference, som på skift vil blive placeret i et arktisk land og et ikke-arktisk land. Forummet kommer også til at være med til at arrangere mindre seminarer.

Læs mere

Halvering af sodudslip Miljøministrene i Arktisk Råd er på et møde i februar blevet enige om et dokument, som foreslår at halvere de nationale emissionsgrænser for sod. Baggrunden for initiativet er, at sodpartikler, der stammer fra dieselmotorer og brændeovne, føres til Arktis over store afstande og bidrager til at øge opvarmningen i området, fordi de sorte partikler absorberer varme både i luften og på sne- og isoverfladen. Aftalen bliver nu overdraget til udenrigsministermødet, som finder sted i Kiruna i maj.

Besøg Arktisk Råd 24 | Polarfronten | NR.1/2013

Sådan ser der ud nede i Lake Whillans.

Foto: Alberto Behar

Liv under Antarktis Der er liv dybt under Antarktis' tykke iskappe. Det er i hvert fald det foreløbige budskab fra et hold forskere fra Montana State University i USA, som har boret sig 800 meter ned i isen og har nået Lake Whillans, som er en 60 km2 stor sø. Søen har været forseglet fra omverdenen i over en halv million år, og forskerne har allerede fundet masser af liv i de 30 liter ferskvand, som de har hentet op. Lake Whillans er kun to meter dyb og er en af omkring 145 ferskvandssøer under Antarktis’ tykke iskappe.

Læs artikel i Nature

Oplysende hjemmeside om Arktis Klima-, Energi- og Bygningsministeriet har lanceret en ny hjemmeside om Arktis, som retter sig mod de ældste klasser i folkeskolen i Danmark og Grønland. Den nye hjemmeside vil ifølge Energistyrelsen på en brugervenlig måde give adgang til den sidste nye viden om de arktiske klimaændringer. Den er baseret på den såkaldte Svipa-rapport, der blev udgivet af Arktisk Råd i 2011, og er skrevet af 200 af verdens førende arktiske forskere.

Besøg den nye hjemmeside

NYEBØGER Lars Jensen: Danmark: Rigsfællesskab, tropekolonier og den postkoloniale arv.

Hans Reitzel, 2012. 312 s.

Bogen perspektiverer og redegør for Danmarks koloniale erfaringer, der sammentænker afhændelsen af tropekolonierne Dansk Vestindien, Tranquebar og Guldkysten med de nordatlantiske koloniers overgang til ikke-koloniale områder. Derudover er der analyser af, hvordan mødet med verden uden for Europa har påvirket forståelsen af den danske identitet.

Læs mere

Mogens Trolle (tekst) og Uri Golman (fotos): Grønlands dyreliv.

Gyldendal, 2012. 280 s.

I tekst og billeder berettes om den grønlandske fauna. Der portrætteres 77 arter af pattedyr og fugle samt grønlandshajen.

Bogen er en beretning om et liv på kanten af, hvad der er fysisk muligt. Kun ved at være ekstremt tilpasset har dyrene en chance for at overleve i den arktiske dybfryser. Det ekstreme miljø har skabt noget af det mest fascinerende dyreliv, man kan opleve her på Jorden.

Læs mere

Læs anmeldelser af nye bøger om Grønland og Arktis på Arktiske anmeldelser

Kurt K. Burnham m.fl.: The History and Range Expansion of Peregrine Falcons in the Thule area, Northwest Greenland.

Museum Tusculanum Press, 2012.

106 s. (Meddelelser om Grønland.

Bioscience ; vol. 60) Verdens nordligste ynglebestand af vandrefalke holder til nær Thulebasen i Nordvestgrønland. Selvom videnskabelige ekspeditioner udforskede egnen allerede i 1818, blev vandrefalke først registreret i 1930’erne. I starten af 1990’erne havde bestanden etableret sig i området. Samtidig gjorde stigende temperaturer det muligt for vandrefalke længere sydpå at udvide deres yngleområde i nordlig retning. På baggrund af 13 års forskning i perioden 1993 til 2005 fremlægger Burnham og hans medforfattere i denne bog omfattende viden om opdagelsen af vandrefalkene samt deres biologi og økologi.

Læs mere Kristian Mainz: Inua: en fotografisk fortælling om tid. Forlaget Atuagkat, 2012. 140 s.

Fotografiske motiver fra Grønlands særegne geologi og naturforhold dannet over millioner af år. Ikke alene skaber de klimatiske forhold en særegen natur, men også geologisk er landet noget ganske særligt.

De ældste klipper i verden findes i Grønland. Og den tektoniske vandring fra bunden af den sydlige halvkugle til toppen af den nordlige har sat sit præg på landet. Med parallel dansk, engelsk og grønlandsk tekst.

Læs mere

Jørgen Ellegård Trondhjem: 100 års grønlandsk billedkunst : en introduktion til billedkunsten, kunsthistorien og kunstverdenen i Grønland siden 1900.

Turbine, 2012. 137 s.

Om de sidste 100 års udvikling af grønlandsk billedkunst skabt af kunstnere i Grønland, men også af kunstnere, der har relationer til Grønland. Der fortælles om enkelte kunstnere, perioder, motiver og de vigtigste tendenser sammenholdt med de særlige historiske og naturmæssige betingelser.

Med parallel dansk, engelsk og grønlandsk tekst.

Læs mere

Polarfronten | NR.1/2013 | 25

Tæt på det arktiske Zoo i København har åbnet et nyt anlæg for isbjørne, nordatlantiske fugle og sæler. Den Arktiske Ring giver de arktiske dyr mere plads til udfoldelse og lader de besøgende komme tæt på dem både på land og i vandet.

Helt uden sidestykke i Europa, lyder det selvsikkert i Zoo’s pressemeddelelse om det nye arktiske anlæg, Den Arktiske Ring. Og det tror man gerne.

På en kold, forblæst eftermiddag i marts med termometret omkring nul synes de to isbjørne at trives i det nye anlæg, helt optaget af nogle store, blodige ben. De befinder sig i det 950 m2 store, åbne kystlandskab, hvor de kan grave, gnave og jage måger, og hvor de besøgende i sikkerhed bag tykke glasruder på tæt hold kan stirre uhæmmet på det halvt ton store dyr, som ved nærmere eftersyn viser sig ikke at være hvid, men gullig.

Herfra kan bjørnene i et enkelt spring tage den på hovedet ned i et 1900 m3 stort bassin med saltvand. Og det er så her, den helt store attraktion i Den Arktiske Ring møder Zoo’s gæster.

For går man indenfor, kommer man til en tunnel, som går tværs gennem bassinet. Hvis man er heldig – og det var vi ikke – kan man se de svømmende bjørne helt tæt på til den ene side og en flok sæler boltre sig til den anden. De er adskilt af en tyk rude og har efter sigende hurtigt vænnet sig til, at der ikke er noget at komme efter.

Får man ikke den oplevelse, kan man i stedet gå ind til fuglefjeldet, hvor en flok lunder, lomvier og alke er i utrættelig bevægelse på det kunstigt opbyggede fjeld og i det 1,8 meter dybe hav foran. Her kan man på helt tæt hold se de vævre fugle styrtdykke i det kolde vand på jagt efter føde.

Samme sted kan man også se udstillingen, som fortæller om isbjørnens liv og tilpasning i naturen og om fuglenes liv på fjeldet og tilpasning over og under havoverfladen i Nordatlanten. Der er skærme, man kan prikke på og blive klogere af. Hvem vidste for eksempel, at isbjørnens pels isolerer så effektivt, at der kan være en temperaturforskel på 62 grader mellem dens skind og omgivelserne?

Poul-Erik Philbert

Fakta om Den Arktiske Ring Isbjørneanlægget er muliggjort takket være en donation fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal på 150 mio. kroner.

Arkitekt og totalrådgiver Dall & Lindhardtsen A/S .

Samlet areal 3.200 m2. De to bassiner indeholder til sammen 2.500 m3 vand.

Ude: Polarkysten 720 m2. Sælbassin 600 m3. Isbjørnebassin 1.900 m3.

Inde: Polarhavet 135 m2. Fuglefjeld og udstilling 250 m2.

Tunnel gennem isbjørnebassin 20 m2. Serviceområde og teknik 746 m2.

Se videoer om Den Arktiske Ring og isbjørnene 26 | Polarfronten | NR.1/2013

Foto: Henrik Sørensen