Polarfronten 3_2012

UDGIVET AF DET GRØNLANDSKE SELSKAB | NR. 3/2012 |

POLARFRONTEN

KVUG nedlægges |3 Den grønlandske torsk er… grønlandsk |4 Vand på Mars for blot 200.000 år siden | 10

|INDHOLD|

KVUG nedlægges

| 3

DNA-test omskriver torskens grønlandshistorie | 4 På togt til Nordpolen

| 6

Vand på Mars

| 10

Alle tiders mennesker

| 12

DNA fra Indlandsisens bund

| 14

Et tjek af livsstilen

| 16

Følg fiskene nordpå!

| 20

Fotograf i felten

| 22

Ekspeditionen til verdens ende

| 28

Polarfronten udgives af: Det grønlandske Selskab Strandgade 102 1401 København K Tlf.: 3026 8090 redaktion@polarfronten.dk www.polarfronten.dk Polarfronten udkommer som e-magasin fire gange om året.

Gratis digitalt abonnement kan tegnes på polarfronten.dk eller i mail til abonnement@polarfronten.dk Redaktion: Einar Lund Jensen, ansv. redaktør Poul-Erik Philbert, redaktør, DJ Uffe Wilken, webredaktør, DJ Magasindesign: Spagat design studio Forsidefoto: Fra fotobogen ’Life At The Edge – Et liv på kanten – Inuunerup killingani' Foto: Carsten Egevang

I det digitale e-magasin kan du benytte følgende muligheder:

Sende email til kontaktperson Linke til mere info om emnet Afspille videoklip Høre lydklip Byline Sende email til forfatter

2 | POLARFRONTEN | NR.3/2012

KVUG nedlægges En institution inden for polarforskningen forsvinder, når Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser (KVUG) ved årsskiftet drejer nøglen om. Kommissionens formand kritiserer beslutningen.

Enighed om ny model Men denne gang er det slut. Det sidste møde i KVUG er blevet holdt, og kommissionens medlemmer har for sidste gang uddelt årets forskningsmidler og tre samfinansierede p.hd.-stipendier. Herefter bliver KVUG den 31/12 opløst efter at have fungeret siden 1878.

Uddannelsesminister Morten Østergaard siger i et svar til det grønlandske folketingsmedlem Sara Olsvig, at baggrunden for at nedlægge KVUG er, at administrationsomkostningerne er for høje i forhold til de faktisk uddelte midler.

De samlede midler har ligget på omkring 9 mio. kr. om året, som hidtil har været fordelt på projektbevillinger og tre samfinansierede ph.d.-stipendier. I 2013 vil pengene udelukkende gå til ph.d.- og postdoc-stipendier, mens halvdelen fra 2014 skal sikre den fortsatte drift af Grønlands Klimaforskningscenter. Prioriteringen af ansøgningerne kommer til at foregå i et kommende Grønlands Forskningsråd, som for øjeblikket er under etablering.

Aftalen er indgået mellem den danske og den grønlandske minister for forskning, og fra Selvstyrets side giver man udtryk for, at KVUG har spillet en stor og vigtig rolle i at fremme grønlandsk forskning og ikke mindst i at promovere det dansk-grønlandske forskningssamarbejde.

- Selvstyret mener, at den nye model for udmøntning af danske finanslovsmidler til arktisk forskning sikrer videreførelsen af disse vigtige værdier, siger forskningskoordinator Martin B. Oleksiewicz fra Departementet for Uddannelse og Forskning.

Foto: Poul-Erik Philbert

I 1999 blev KVUG reddet fra lukning i 11. time. Det var i hvert fald så tæt på, at kommissionens medlemmer sammen med 100 inviterede gæster ved en middag på Langeliniepavillonen lagde det gamle forskningsråd i graven med skåltaler, og hvad dertil hører.

Dengang blev det ikke til noget. I stedet genopstod KVUG som et rådgivende organ i spørgsmål vedrørende dansk-grønlandsk forskningssamarbejde.

Arkæologen Jens Fog Jensen arbejder på Clavering Ø i Nordøstgrønland.

Hans projekt 'Kampen om Vejret – en arkæologisk/historisk undersøgelse af tyske og allierede vejrstationer i Nordøstgrønland', 1941-44, er et af de mange små projekter, som igennem årene har fået støtte i KVUG.

Polarforskningen svækkes Den afgående formand for KVUG, professor Minik Rosing, er ikke udelt begejstret for nedlæggelsen, som han mener svækker dansk polarforskning og det dansk-grønlandske forskningssamarbejde: - Min holdning er, at lukningen ikke er blevet udført med særlig megen fingerspidsfornemmelse med hensyn til tidspunktet. Der kunne være god grund til en revision, ikke mindst fordi Grønland har fået selvstyre, men det er uheldigt at svække det dansk-grønlandsk forskningssamarbejde netop i den situation. Især de grønlandske institutioner har givet udtryk for, at de er meget kede af, at vi ikke har samarbejdet i KVUG i fremtiden, siger Minik Rosing.

Minik Rosing beklager også, at de små, konkurrenceudsatte projekter, som har svært ved at finde midler i det store forskningsrådssystem, nu kan få svært ved at finansiere deres forskning.

- Der er tale om en svækkelse af Danmarks engagement i polarforskningen. I forbindelse med Dansk Polarcenters nedlæggelse i 2009 blev der talt meget om, at målet med nedlæggelsen var at frigøre midlerne ’fra mursten’ til aktiv tjeneste som konkurrenceudsatte forskningsmidler. Det har vi ikke oplevet, og nedlæggelsen af KVUG er endnu et tegn på, at det går den forkerte vej, slår Minik Rosing fast.

Poul-Erik Philbert

Læs om KVUG's historie POLARFRONTEN | NR.3/2012 | 3

Naturinstituttets arkiv af gamle øresten fra torsk er en af verdens mest komplette samlinger. Ved hjælp af topmoderne DNA-metoder kan man bruge den til at ’rejse tilbage i tiden’ for at afgøre, hvor fiskene i det store boom kom fra: Grønland eller Island?

Foto: Line Reeh

Foto: Finn Sivebæk

DNA-test

Nina Overgaard Therkildsen, DTU Aqua

omskriver torskens grønlandshistorie Fiskene i det store torskeboom var ikke fra Island, som man hidtil har troet, men ’made in Greenland’.

Mens det i dag er rejerne og hellefiskene, som man tjener penge på, så har torsken tidligere været en af de vigtigste fisk ved Grønland. I de største ’torskeår’ i 1960’erne nåede de samlede fangster op på 400 ton om året. Siden er torsken på bankerne næsten forsvundet på grund af overfiskeri og ændrede havtemperaturer.

Fire forskellige bestande Hidtil har man troet, at de mange torsk i boomet faktisk stammede fra Island, og at de blev ført til opvækstområderne i Grønland som æg og larver af havstrømmene.

Men nu tyder dugfriske, genetiske analyser af fiskeprøver fra en gammel samling i Nuuk på, at historien om den grønlandske torsk skal skrives om.

4 | POLARFRONTEN | NR.3/2012

- Biologer har siden 1930’erne mærket over 100.000 grønlandske torsk, præcis som når man ringmærker fugle. Når torsken bliver genfanget, kan man bruge informationerne til at kortlægge dens vandring. Flere fisk fra de store årgange er blevet genfundet ved Island, hvilket man har tolket som, at fiskene er svømmet tilbage til Island for selv at gyde, fortæller Rasmus Berg Hedeholm, biolog ved Grønlands Naturinstitut i Nuuk.

Den opfattelse bliver nu udfordret af nye DNA-test udviklet af fiskegenetikerne ved DTU Aqua i Silkeborg i forbindelse med et projekt om den grønlandske torsk i klimaperspektiv under Grønlands Klimaforskningscenter.

Biologerne har set på genforskelle mellem torsk fra forskellige bestande i forhold til bl.a. vækst, kønsmodning og stress. Arbejdet er udført i samarbejde med kolleger ved Grønlands Naturinstitut i Nuuk, som sammen med fiskere i Grønland, har indsamlet torsk rundt langs hele kysten til analyse.

Det grønlandske torskeeventyr Analyserne har foreløbig slået fast, at torsken i grønlandske farvande i dag tilhører mindst fire forskellige bestande, som ikke yngler med hinanden: tre, som gyder ved Grønland, og en, som gyder ved Island. De resultater kan på sigt komme til at ændre hele den måde, man forvalter torskefiskeriet ved Grønland på, fordi de peger på, at de opdelinger, man hidtil har haft i en udenskærs- og en indenskærs bestand, ikke er de mest dækkende.

Gamle øresten, nye metoder Men ud over at give helt ny viden om de nutidige fisk, så har de genetiske analyser også bidraget med et unikt blik tilbage i tiden.

Ved at lave analyser af vævsrester på gamle øresten fra torsk fanget under boomet kan man se, hvilke bestande fiskene fra dengang tilhører. Ørestenene, otholitter, er en lille kalkstruktur ved torskens øre, som er blevet indsamlet løbende, fordi man kan tælle årringe på dem som på et træ og få svar på, hvor gamle fiskene er. Nu har man med udviklingen af de moderne DNA-teknikker fået en ny måde at bruge Naturinstituttets gamle arkiv på.

- Samlingen i Nuuk er nok verdens bedste samling af otholitter fra torsk, fordi den er komplet og går helt tilbage til 1930’erne. Der ligger hen mod 400.000 prøver, og der er også øresten fra fisk fanget under det store torskeboom, fortæller professor Einar Eg Nielsen, DTU Aqua.

Forskerne ekstraherer ikke DNA fra selve ørestenene, men fra gamle rester af slim og blod, der sidder som mørke klatter på dem, og som har vist sig at være nok til, at forskerne kan køre deres analyser.

Nu er de første, foreløbige resultater klar. Og ifølge postdoc Nina Overgaard Therkildsen, DTU Aqua, som netop har forsvaret en ph.d.-afhandling om den grønlandske torsks bestandsstruktur i klimaperspektiv, så er de genetiske test noget overraskende i forhold til tidligere tiders mærkningsforsøg: - Et af de mest spændende resultater er, at de prøver, som vi har fra vestkystbankerne, mens fiskeriet boomede fra 1930’erne til 1950’erne, ligner de fisk, som vi finder der i dag, fortæller fiskegenetikeren og fortsætter: - Det tyder altså på, at det i hvert fald delvist var opblomstring af en lokal grønlandsk bestand og ikke inflow fra øst eller Island, som gav det gode fiskeri dengang.

Endnu flere analyser skal dog være færdige, før Nina Therkildsen og hendes kolleger endeligt kan afgøre, hvilken rolle fisk østfra har spillet.

Nutid og fremtid Når man overhovedet er interesseret i at vide, hvor fiskene i torskeboomet kom fra, så er det blandt andet for

Torsken har ubetinget været den historisk vigtigste fiskeriressource ved Vestgrønland, men forekomsterne har svinget meget. I de største ’torskeår’ i 1960’erne var den internationale flåde af trawlere ved Vestgrønland på omkring 250 skibe. Fiskeriet kulminerede i 1962 med fangster på over 400 tusinde ton om året. Grønlændernes egne torskefangster var små i sammenligning – under 30 tusind ton årligt.

Generelt faldt torskefangsterne drastisk fra slutningen af 1960’erne for til sidst at forsvinde i 1992.

at kunne vurdere, hvilke betingelser der skal være til stede, for at man kan få en ny, solid torskebestand ved Grønland: - Hvis torskene i boomet kom fra Island, så er det havstrømmene, som skal være de rigtige for at sende æg og larver mod Grønland i stor skala igen. Og hvis de kom fra bankerne ud for Grønlands vestkyst, så er det forholdene her, som skal være gunstige, uddyber Nina Overgaard Therkildsen.

Og bekræfter de videre analyser, at fortidens store bestande rent faktisk var ’made in Greenland’, så kan det måske også gøre det nemmere at enes om at passe på torsken ved Grønland i dag. Det Internationale Havforskningsråd, ICES, anbefaler fortsat, at man ikke fisker på den udenskærs torsk ved Grønland for at give den ro til at komme på fode igen. Men frygten fra fiskerne har været, at torsken så bare svømmede hjem til Island, når de var gydemodne, for så at blive fanget dér af islandske fiskere.

I dag tillader Grønlands Selvstyre et begrænset forsøgsfiskeri på den udenskærs bestand på 5.000 ton om året for at følge bestandens udvikling. De seneste år har den indenskærs bestand været i fremgang, og Det Internationale Havundersøgelsesråd har for 2013 anbefalet en kvote på 8.000 ton. Den er siden af Grønlands Selvstyre blevet fastsat til 15.000 ton.

Line Reeh, DTU Aqua

Postdoc. Nina Overgaard Therkildsen, DTU Aqua

POLARFRONTEN | NR.3/2012 | 5

PÅ TOGT TIL NORDPOLEN Sommeren 2012 bød på en forskningsekspedition til Nordpolen med isbryderen Oden. Der blev indsamlet geologiske data, som skal understøtte rigsfællesskabets krav på havområder i Det Arktiske Ocean. Men ombord var også små forskerhold som Lars Chresten Lund-Hansen og Brian Sorrell fra Arctic Research Centre ved Aarhus Universitet, der forsker i isalger og havis.

De fortæller her om en tur rig på både oplevelser og resultater.

Foto: Lars Chresten Lund-Hansen

6 | POLARFRONTEN | NR.3/2012

Odens togt til Nordpolen startede den 31. juli med afgang fra Longyearbyen på Svalbard, hvor vi også afsluttede togtet den 14. september efter godt seks uger i isen og omkring 2.500 kilometers sejlads.

På vej gennem isen Efter et lille døgns sejlads nåede vi iskanten nord for Svalbard, og herfra var der kun is. Havisen er ikke én stor, kompakt isklump. Der er masser af render og sprækker, som vi forsøgte at følge for at spare brændstof.

Tykkelsen varierer rigtig meget fra et gennemsnit på 1-2 meter og op til 4 meter eller mere i områder med store isskruninger, som var blevet presset sammen af vinden. På en video optaget under isen kunne vi se, at isskruningerne på overfladen stak lige så dybt i vandet, men Oden har ca.

24.000 heste og kommer nemt igennem selv meget tyk is.

Det var en speciel oplevelse at måle hastigheder med en GPS i hånden ude på isen, især fordi man ikke kan registrere farten umiddelbart. Al isen bevæger sig, og der er ikke noget referencepunkt, som når man sejler eller cykler. Første dag på isen måtte vi efterlade nogle store dunke med vand, som helikopterpiloten ville hente efter at have fløjet os tilbage til Oden, men da han returnerede til den noterede GPS-position, var dunkene der ikke længere. De var i mellemtiden transporteret langt væk af isen, men blev dog fundet efter lidt flyven rundt.

På Oden som på andre større skibe er der faste spisetider, hvor der bliver serveret varm mad tre gange om dagen. Det er en fast tradition med ærtesuppe, punch og pandekager hver torsdag aften. Oden er også indrettet med bibliotek, biograf, stort fitnessrum og sauna. Et af turens højdepunkter var, da vi sent om af-

Lomrog III – et togt til Nordpolen

Lomonosov Ridge er en ca. 1.700 kilometer lang undersøisk bjergryg, der strækker sig fra det nordligste Grønland, over Nordpolen og videre over mod Rusland

tenen den 22. august nåede frem til Nordpolen. Kaptajnen havde kaldt alle på broen, og der blev hilst i champagne og sagt tak til besætningen for deres indsats. Landgangen blev sat, og vi gik alle ud på isen til fotografering, hvorefter der hurtigt blev tændt op i en grill og serveret varme hotdogs!

Liv i isens bund Der var relativt mange havfugle og enkelte isbjørne omkring iskanten, men efter et par dage i isen på vej nordpå var der stort set intet liv. Vi så nogle få ismåger, en enkelt sæl en gang imellem og en isbjørn ikke så langt fra Nordpolen. Det var det!

Skete der ikke meget på overfladen af isen, var der til gengæld masser af liv under og inde i isen. Vores projekt handler om isalger, som er en speciel type phytoplankton, en mikroskopisk plante, der har tilpas-

set sig det meget ekstreme miljø i bunden af havisen, hvor der kun er få procent lys og temperaturer omkring minus 2-30 C. Isalger udfører som andre planter fotosyntese, hvor der ud fra lys og næringssalte dannes organisk stof, der bidrager med 10-20 procent af hele primærproduktionen i Det Arktiske Ocean. Denne produktion er selve forudsætningen for den arktiske fødekæde, der går fra phytoplankton til zooplankton og derfra til fisk, sæler og isbjørne.

Foto: Lars Chresten Lund-Hansen

Der er gennem de sidste 10-15 år kommet meget mere fokus på Arktis og Det Arktiske Ocean, fordi havisen skrumper om sommeren. Det har bl.a. åbnet for, at der kan sejle fragtskibe gennem både Nordøstpassagen, der forbinder Europa og Asien nord om Rusland, og Nordvestpassagen, der går nord om Canada.

Mindre is om sommeren har også gjort det økonomisk interessant at lede efter olie og naturgas i det arktiske område. Både USA, Canada, Rusland, Norge og Danmark, på vegne af rigsfællesskabet, har store interesser i området, men grænserne i Det Arktiske Ocean er ikke endeligt fastlagt. En kommission under FN skal afgøre spørgsmålet om grænserne, og landene omkring Det Arktiske Ocean er ved at indsende eller har indsendt deres krav. På den baggrund har den danske stat sammen med det svenske Polarforskningssekretariatet i 2012 for tredje gang udrustet en isbryder til at indsamle geologiske data, der skal anvendes til at understøtte rigsfællesskabets krav på havområder over for Havretskommissionen under FN. Togtets officielle navn er LOMROG III (Lomonosov Ridge Off Greenland), og det var tredje og sidste togt til området omkring Nordpolen. Lomonosov Ridge er en ca. 1.700 kilometer lang undersøisk bjergryg, der strækker sig fra det nordligste Grønland, over Nordpolen og over mod Rusland. Det blev den svenske isbryder Oden, som også blevet brugt på LOMROG I og II, der blev chartret og udrustet til ekspeditionen. Det største projekt på Oden var det danske Kontinentalsokkelprojektet, der var ansvarlig for de geologiske data og indsamlinger i form af seismik, multibeam ekkolod, sedimentkerner og overfladeprøver fra havbunden.

Ud over det store hovedprojekt var der fire pladser til dansk følgeforskning, hvor man får adgang til laboratorier og forplejning, men er uden indflydelse på selve sejladsen. Der var også flere svenske forskningsprojekter på Oden om bl.a. zooplankton og bakterier i havis. I alt var der 68 personer ombord, hvoraf de 22 var besætning, og resten var forskere, helikopterpersonel, læge, logistik- og mediefolk.

Og så må vi ikke glemme togtleder Christian Marcussen, GEUS, som fortjener en stor tak for sit arbejde på togtet med Oden.

Læs mere

POLARFRONTEN | NR.3/2012 | 7

Mindre havis om sommeren

Filmklip: Se hvordan biologerne arbejder på ekspeditionen:

Spørgsmål om fotosyntese Nogle af de spørgsmål vi ville undersøge var, hvor gode isalgerne er til at lave fotosyntese, og om det er lyset eller næringssaltene, der begrænser fotosyntesen på denne årstid.

Sammensætningen (spektralfordelingen) af lyset under isen er meget forskellig fra den på overfladen, og det rejser spørgsmålet, om isalger bruger nogle andre pigmenter, der bedre udnytter lyset på undersiden af isen, hvor der f.eks. ikke er noget rødt lys tilbage. Undersøgelser fra Antarktis har vist, at isalger er i stand til at udskille en slags antifryseproteiner, som kan optimere deres fotosyntese, og vi vil se, om det samme er tilfældet i Det Arktiske Ocean.

Tidligere var det nødvendigt at tø de udtagne iskerner op for at måle, hvor gode isalgerne er til at lave fotosyntese, og det forstyrrede selvfølgelig det miljø, de sidder i. Vi har imidlertid udviklet en ny fluorescensbaseret metode, som gør, at vi kan måle i de uforstyrrede iskerner.

evne til fotosyntese gennemførte vi på bagsædet af helikopteren, hvor udstyret var placeret. Det gav læ for vinden og skærmede for solen. Med vores metode får vi også et billede af, hvordan isalgerne er fordelt i iskernen, hvor de nogle gange er samlet i nogle store ’klatter’, andre gange i nogle aflange, trådformede arter.

Tilbage på Oden blev iskernestykkerne vejet og målt, inden de blev sat til optøning i vores bøtter i laboratoriet, hvorfra vi havde en fantastisk udsigt. Efter smeltning blev der så taget prøver ud til en lang række analyser som næringssalte, bestemmelse af hvilke arter af isalger vi har med at gøre, algernes pigmentsammensætning mv.

2012 var året med den hidtil mindste isudbredelse i Det Arktiske Ocean siden 1979, hvor man startede med satellitmålinger. Vinterudbredelsen af isen er nogenlunde konstant, og den nåede faktisk et maksimum i 2012. Der har været peget på flere forskellige forklaringer på den mindre udbredelse om sommeren såsom højere temperaturer i Arktis, indstrømning af varmt vand fra Atlanterhavet til Det Arktiske Ocean og øget transport af is ud gennem Framstrædet. At der bliver mindre is betyder dog alt andet lige, at der bliver færre isalger om sommeren. Det forudses, at der så er andre arter af phytoplakton, der vil tage over. Undersøgelser har vist, at den samlede primærproduktion i Det Arktiske Ocean vil stige i takt med, at en mindre del af havoverfladen er dækket af is, da lyset nu kan trænge meget længere ned i vandsøjlen.

Vi er nu i gang med at analysere prøverne og vil vende tilbage med flere resultater, når de foreligger.

Lars Chresten Lund-Hansen og Brian Sorrell Arctic Research Centre, Aarhus Universitet

Lars Chresten Lund-Hansen Besøg projektets hjemmeside

På isen og i laboratoriet Når vi skulle på isen, blev vi fløjet ud i helikopter. Vi borede iskerner ud, skar dem op og lagde dem i poser i en frysetaske. Målinger af isalgers

Når vi skulle på isen, blev vi fløjet ud i helikopter

Foto: Lars Chresten Lund-Hansen 8 | POLARFRONTEN | NR.3/2012

Fra Arktisk Instituts arkiv:

Jetstrømme og kontinentaldrift Det er den 4. juni 1907 i Danmarkshavn, det nordøstlige Grønland.

Vejrballonen stiger op mod solen, der på denne tid af året aldrig når under horisonten. Via et spil er ballonen forbundet med Grønlands første automobil. En bil, der oprindelig var tiltænkt udforskningen af dette endnu ikke kortlagte område, hvilket den dog viste sig at være uegnet til.

I stedet blev der anvendt hundeslæder, som bl.a. ekspeditionens leder, Mylius-Erichsen, benyttede på sin forskningstur, mens fotografiet blev taget. Til højre for bilen og imellem de to maskinmestre står den tyske videnskabsmand Alfred Wegener med sin pibe. Ved hjælp af ballonen undersøgte han, hvordan de polare vindforhold hang sammen. Et emne der fik ham til Grønland fire gange. Men ud over at studere vind og vejr over de næste 23 år fremlagde Wegener også en ny teori inden for geofysik: Idéen om kontinentaldrift.

En idé, der stadig blev latterliggjort af samtiden, da han i 1930 omkom på Indlandsisen på vej tilbage til kysten fra vejrstationen Eismitte, han netop selv havde oprettet, og hvorfra jetstrømmene skulle måles.

I Danmarkshavn opsætter man endnu i dag vejrballoner, som stiger hele 35 kilometer op til jetstrømmene, mens deres rumfang forøges op til 200 gange, hvorefter de sprænges som sæbebobler. Men vores viden om kloden er blevet markant forbedret i løbet af de lidt over 100 år, der er gået fra Wegeners luftballon steg til vejrs.

Og det til dels takket være netop Alfred Wegeners pionerarbejde inden for meteorologi og geofysik.Stig Søndergaard Rasmussen

Foto: Arktisk Institut

Foto: Arktisk Institut

≈ Arktisk Instituts fotosamling rummer ca. 100.000 fotografier, hvoraf op

mod halvdelen er skannet og lagt på www.arktiskebilleder.dk

POLARFRONTEN | NR.3/2012 | 9

Vand på Mars Landskabsstudier på Jorden gør os i stand til at forstå former fundet på Mars.

De afslører overraskende, at der har været vand på Mars’ overflade for blot 200.000 år siden.

Foto: Lars Johansson

Det stod vist skrevet i stjernerne, at Andreas Johnsson fra Gøteborgs Universitet skulle blive marsforsker. Allerede fra han var helt lille, var han optaget af den røde planet og brugte enhver lejlighed i skole- og studietiden til at skrive om Mars. Nu har han netop forsvaret sin ph.d.afhandling om sammenlignende studier mellem Jorden og Mars, hvor han har brugt Svalbard som reference for landskabsformer dannet i et koldt klima, også kaldet periglaciale landskabsformer. De dannes typisk i et miljø i nærheden af gletsjere og som et resultat af permafrost.

Stort materiale om Mars Andreas Johnsson har nærstuderet de tusindvis af satellitbilleder, som er offentligt Andreas Johnsson i et tilgængelige på amerikanske marslandskab på Svalbard marshjemmesider. Et helt utroligt billedmateriale både i antal, pixelkvalitet og informationsmængde. Derudover sender satellitter og robotter på Mars’ overflade løbende data om atmosfære og undergrund ned til Jorden. På NASA’s hjemmeside kan man bl.a. følge Curiosity-robotten, den seneste af de vellykkede marslandinger, som er udstyret med et hav af analyseinstrumenter.

Derudover har sammenlignende studier med landskaber på Jorden været en vigtig del af marsforskningen.

Det er ikke nogen ny idé at bruge de polare egne i sammenligninger med Mars, og fremfor alt har Dry Valley i Antarktis været et yndet rejsemål for marsforskerne.

Krateret, som Andreas Johnsson og kollegaer har studeret, er markeret med hvid pil og ligger tæt på et meget større meteoritkrater, som har en anden interessant struktur, der tyder på vand. Man kan se, hvordan meteoritten er slået ned i isrigt sediment og har dannet en blomsterformet struktur (den hvide linje), som ser ud som vand, der er kastet ud til alle sider.

10 | POLARFRONTEN | NR.3/2012

Området er et af de få steder i Antarktis, der ikke er dækket af is, og er samtidig præget af et ekstremt tørt klima helt uden nedbør.

- Dry Valley har vist sig at være en god lokalitet at bruge til at sammenligne med forholdene på Mars i dag, men ikke nødvendigvis med forholdene før i tiden, fortæller Andreas Johnsson.

Lighed mellem Svalbard og Mars Det kom som en stor overraskelse for forskerne, da satellitbilleder af klassiske, periglaciale landskabsformer på Mars dukkede op.

- De viste, at Svalbard er det perfekte sted for feltstudier, for her har vi landskabsformer dannet af is og permafrost, som har en slående lighed med Mars, forklarer han.

Andreas Johnsson refererer til landskabsformer på overfladen som polygoner, jordflydning og i sjældne tilfælde mudderskred, som er resultater af permafrost udsat for gentagne gange frost og tø.

På Mars findes de på den sydlige halvkugle i et stort meteoritkrater med en diameter på fem kilometer, og det overraskende er, at ravinerne kun er på kraterets nordlige side, og at de er så nye. Forskere har tidligere forsøgt at simulere disse strukturer ud fra ’tørre’ stenskred uden indblanding af vand, men Andreas og hans kollegaer mener, at de med al tydelighed må være dannet af vand via processer, der svarer til, hvad der sker på Svalbard.

Vand på Mars langt senere Alderen på krateret er fastlagt til ca. 200.000 år. Andreas Johnsson forklarer, at man daterer et krater på Mars ud fra, hvor tæt kraterne ligger på hinanden. Princippet er helt enkelt, at jo flere og større kratere der er, jo ældre er de, og omvendt. Indsamling af stenprøver på Apollomissionerne til Månen har vist, at dette er en brugbar metode.

Krateret er dermed den hidtil yngste struktur på Mars, som viser tegn på vand. Og det er en alder, som virkelig udfordrer klimamodellerne for Mars, som hidtil har beregnet, at det er meget længere siden, der sidst var vand på planetens overflade. Nu bliver modellerne modificeret og genovervejet for at gøre dem bedre i stand til at fange den nye datering.

- Der fandtes med sikkerhed vand på Mars i planetens tidlige liv for 3,8-3,7 milliarder år siden. Dengang havde planeten en tættere atmosfære, et varmere klima, nedbør og mindst lige så gode forudsætninger for at udvikle liv som Jorden, fortæller Andreas Johnsson.

Siden blev planeten kølet ned, og atmosfæren blev tyndere. Gigantiske kanaler og floddeltaer vidner om enorme vandmasser, som strømmede ud på overfladen for ca.

3 milliarder år siden og dannede floder, søer og måske endda have i perioder. Vandmasserne kom sandsynligvis fra store permafrostområder, som pludselig smeltede på grund af enten vulkanisme eller meteornedslag.

I dag lever Mars med en tynd atmosfære bestående af 95 procent CO2 plus små mængder kvælstof, argon m.v.

Mars’ atmosfæretryk er på blot 5-9 mbar (mod Jordens ~1013 mbar) og levner ingen mulighed for hverken flydende vand eller liv på overfladen. Under overfladen kan det derimod se helt anderledes ud.

Måske vand længere nede Spektralanalyser af polerne viser, at de består af vand (H2O) med et lag af tøris (CO2 sne) ovenpå. Denne tøris varierer med årstiderne og forsvinder helt i løbet af sommeren på nordpolen. En marsrobot gravede is frem, som dog hurtigt fordampede, men det viste, at der findes is under overfladen.

Hvis Mars virkelig har så store mængder permafrost, som meget tyder på, er det ikke udelukket, at der findes vand dybere nede. Det er kun 10 millioner år siden, at Mars senest oplevede aktiv vulkanisme med lavastrømme på overfladen, og hvis der stadig findes vulkanisme, kan der ske en opvarmning indefra. Og hvem ved, måske er der liv derinde.

- Mars er i hvert fald stadig en dynamisk planet, siger Andreas Johnsson. For eksempel kan vi se, at der stadig dannes polygone permafroststrukturer, som langsomt fjerner sporene efter de mindre kratere. Der er store områder på Mars, hvor landskabsformerne kun er ca.

300.000 år gamle, og selvom processerne måske ikke er aktive nu, så har de været det indtil for ganske nylig. Bare med det seneste års resultater i hånden kan vi se, at jo mere vi lærer om Mars, desto flere overraskende unge processer finder vi, slutter han.

Gabrielle Stockmann

Andreas Johnsson, Gøteborgs Universitet Svalbard-projektets hjemmeside Satellitbilleder Mars Orbiter Satellitbilleder Hirise Se simulering af landingen på Mars Se Curiosity-robotten

Figur: NASA

Curiosity-robotten sender informationer hjem fra Mars

Sammenligning af landskaber på Mars (A) og Svalbard (B)

POLARFRONTEN | NR.3/2012 | 11

Alle tiders mennesker Arkæologerne anslår, at der i Grønland er mere end 6.000 lokaliteter med kulturminder. Når talen falder på klimaforandringer, er det tit truslerne mod mennesker og dyr, der fokuseres på, men måske er en væsentlig del af de kulturminder, der gør det muligt at rekonstruere Grønlands historie, også truet. I sommeren 2012 tog et hold videnskabsfolk ud i felten for at danne sig et indtryk af, hvordan klimaændringerne påvirker sporene fra fortiden.

Mennesket slår sig ned, hvor der er gode muligheder for at finde noget at spise. I Grønland har det været på særligt gunstige steder langs kysten, hvor der var godt fiskeri og masser af sæler.

Grønlands kyster har en stor del af året været beskyttet af hav- og drivis, som er naturens eget kystværn og bølgebryder. Men nu er der mindre is, og den er der i kortere tid, samtidig med at flere og kraftigere storme øger nedbrydningen af kulturminderne. Andre steder risikerer knogler, ben og materialer af træ at blive ædt og nedbrudt af bakterier og svampe, når permafrosten i jorden begynder at tø.

Foto: Christian Koch Madsen.

Sand tværfaglighed! Arkæolog, pollenanalytiker og bevaringsekspert arbejder tæt på hinanden om samme prøvehul inderst i Austmannadalen. Det gav både indblik i bevarings- og jordforhold og mulighed for at udgrave nye fund.

12 | POLARFRONTEN | NR.3/2012

Konsekvensen af erosion og tøende permafrost har fået Grønlands Nationalmuseum og Arkiv i samarbejde med eksperter på området til at fokusere på disse problemer.

Projektet har fået titlen ’Alle tiders mennesker’.

En overvældende stor kulturarv Pauline Knudsen er bekymret. Hun er museumsinspektør på Grønlands Nationalmuseum og Arkiv og uddyber sin bekymring: - Fagfolk, som besøgte den arkæologiske lokalitet Dødemandsbugten i Nordøstgrønland for fem år siden, fortalte, at ti meter af kysten var ædt af havet i løbet af 80 år. Fortsætter erosionen vil kulturminderne efter inuit i løbet af en overskuelig tid blive skyllet i havet. Også nyere bygninger som f.eks. fangstmandshytter er faldet i havet, fordi kysten blev eroderet væk under dem. En anden trussel fra klimaændringerne er optøningen af permanent frosne møddinger. Hvis disse tør op – hvor hurtigt vil det gå? Snakker vi om fem år eller 500 år? Det er den slags bekymringer, der ligger til grund for projektet. I de senere år er man blevet mere opmærksom på, at der også skal være nogle kulturminder tilbage for eftertiden og for nye undersøgelsesmetoder, som uundgåeligt vil opstå.

Det er meningen, at projektet skal skabe et overblik over, hvad der er truet, og hvor meget der skal dokumenteres, før det forsvinder. Ligeså hvilke lokaliteter man ønsker at overvåge, og eventuelt om der skal gøres noget for at modvirke nedbrydningen af særlige kulturminder.

Nu kaster Pauline Knudsen og kolleger sig ikke ud i at undersøge alle 6.000 fortidsminder – det vil være uoverkommeligt. Men en spæd start er taget med et forprojekt ved Nuuk i sommer, hvor forskerne har testet metoder, som gerne skulle give nogle svar på, hvordan klimaforandringerne påvirker fortidsminderne. Og undervejs fik de sig nogle anstrengende overraskelser.

Ved Grædefjorden findes en tre meter tyk køkkenmødding, som aldrig før er blevet undersøgt arkæologisk. Ved besøget i sommer fik arkæologerne et første indtryk af, hvad møddingen indeholder. Møddingen ligger lige ud til havet, og ved højvande kommer vandet helt op til kanten og kan erodere i de nederste arkæologiske lag.

Godt at sidde i et hul sammen Forprojektet er tænkt som optakt til en større ansøgning, og om baggrunden for feltarbejdet fortæller ph.d.-studerende Christian Koch Madsen: - Jeg gik på jagt i arkivet og fandt nogle udgravningsrapporter, hvor der i 1930’erne og 1980’erne var konstateret permafrost med fantastiske bevaringsforhold. Så havde vi jo noget at holde vores nye undersøgelser op imod.

Dengang dækkede arkæologerne ikke udgravningshullerne til igen. Vi gravede i møddingerne for at se, om der stadig var permafrost, hvor der havde været det tidligere. Ét sted lavede vi en mindre udgravning for at se, hvad der ville ske, hvis vi gik en meter ind i profilen for at få noget knoglemateriale ud til dateringer. Et andet sted blev der taget prøver ud til dna-analyser. På den måde fik vi også forskningspotentialet med i vores undersøgelser.

Holdet bestod af en broget skare videnskabsfolk – flere arkæologer, en naturgeograf, en dna-forsker, en kemiker og pollenanalytiker. Om nytten af det tværfaglige siger kemikeren Henning Matthiesen fra Nationalmuseets Bevaringsafdeling: - Når vi sidder nede i udgravningshullet, lægger vi som fagfolk mærke til forskellige ting. Det var f.eks. godt at få forklaret, hvad arkæologerne kan tolke i et snit ned gennem en mødding, for vi er nødt til at udvikle en fælles terminologi og finde et fælles fodslag.

Et skrækscenarie Én ting er at sidde i sit lune kontor og forestille sig, hvordan tingene skal foregå ude i felten. Noget andet er at stå med støvlerne i mudderet og pludselig opdage, at ens forestilling ikke holder. Henning Matthiesen forklarer: - Vi havde tænkt meget på, at havniveaustigninger og kysterosioner ville være slemme til at æde af kysten. På nogle lokaliteter viste det sig dog, at vandet nedefra ikke

var det store problem. Det var vandet bagfra til gengæld.

Når vandet løber ned langs klinterne, løber det under møddingerne og udvasker dem, og de risikerer at falde sammen. Det havde vi ikke lige set hjemmefra.

Det var ikke kun vandet, der overraskede. Henning Matthiesen fortæller om en tur i ’skoven’: - På fotos fra 1980’erne ser man, at pilekrat bare er nogle små krybende buske. I dag er pilekrattet to meter højt og har nogle steder en forkærlighed for ruiner, hvor dets rødder kan være ret destruktive. Det havde vi heller ikke lige tænkt over. Vi havde ikke forestillet os, at vi på det nærmeste skulle kæmpe os gennem krattet, hvilket bestemt ikke blev gjort nemmere af al vores udrustning.

Ud over at være et praktisk problem så ligger der også et skrækscenarie gemt i pilekrattet. Christian Koch Madsen forklarer: - Vi frygter, at problemet med krattet med de stigende temperaturer vil flytte nordpå. Her vil det ødelægge de faste strukturer og kun efterlade sporene af træ og knogler. Så det er lidt af et kapløb med tiden.

Uffe Wilken

Pauline Kleinschmidt Knudsen, Grønlands Nationalmuseum og Arkiv

Bevaret fuglevinge fundet ved afrensning af møddingsvæggen ved Kangeq. Vingens fine bevaringstilstand viser, at møddingens nederste lag stadig er vandmættede, hvilket hindrer forrådnelse af organiske materialer.

Foto: Peter Andreas Toft.

POLARFRONTEN | NR.3/2012 | 13

Iskerner boret i Grønlands indlandsis indeholder meget gammelt DNA. Det er bevaret, fordi det er blevet frosset ned.

DNA fra Indlandsisens bund Foto: Center for Is og Klima

DNA-rester boret op fra Indlandsisens bund viser, at Grønland har været et grønt, frodigt landskab, før det blev dækket af is. Det er nye metoder inden for DNA-forskningen, som gør det muligt at vise et helt andet Grønland end det, vi kender i dag.

Forestil dig, at du står på en stor, grøn græsmark og kigger ud over landskabet. Ude i horisonten kan du se en bjergkam rejse sig. Der er sne på toppen, men omkring dig er landskabet grønt og frodigt med et væld af forskellige træer, planter og insekter. Lyder dette som Grønland?

Ikke i dag, men fund af fossilt DNA fra jordrester indlejret i Indlandsisen har tidligere indikeret, at Grønland har set sådan ud for mere end 400.000 år siden. Umiddelbart er den nedfrosne DNA utilgængelig, men ved hjælp af iskerner boret ned gennem Indlandsisen har forskere fået adgang til bunden af iskappen.

Astrid Schmidt er en af de få forskere i verden, der arbejder med DNA i iskerner. Hun har for nylig med succes forsvaret sin ph.d.-afhandling og arbejder nu som postdoc i et samarbejde mellem Center for Geogenetik og Center for Is og Klima, begge på Københavns Universitet.

Hun arbejder med at artsbestemme det DNA, der er

14 | POLARFRONTEN | NR.3/2012

gemt i iskernerne, for at få viden om biologien i fortidens Grønland. Et alsidigt arbejde, der bringer hende fra de fjerneste egne af Grønland og til sterile laboratorier i København, og ikke mindst byder på arbejde ved temperaturer langt under frysepunktet.

Nye metoder Meget gammelt DNA kalder man fossilt DNA. Det findes normalt i permafrost, fordi miljøet her fungerer som en naturlig fryser, der bevarer det fossile DNA for eftertiden.

Men i modsætning til permafrost har iskerner en langt lavere koncentration af genetisk materiale. Tidligere har det derfor været svært overhovedet at finde DNA i isen, men sådan er det ikke mere. Forklaringen er, at de seneste års fremskridt i teknologi har gjort det muligt for forskere som Astrid Schmidt at finde langt mere genetisk materiale end for få år siden.

Astrid Schmidt på feltarbejde på Indlandsisen.

- Det svarer til, at man leder med en magnet nede i en suppe. Hvis magneten ikke er så stærk, så får man kun fat i de mest hyppige elementer. Har man derimod en langt stærkere magnet, så kan man tiltrække meget mere, og så får man et meget bredere billede af, hvad der er nede i suppen, forklarer Astrid Schmidt.

Det betyder, at man nu kan bruge iskerner til at lære om fortidens biodiversitet, altså alsidigheden i plante- og dyreliv. Astrid Schmidts arbejde er derfor resulteret i, at DNA fra langt flere forskellige arter af dyre- og planteliv nu er identificeret i isen.

Man kan undres over, hvorvidt små mængder biologisk materiale fra en iskerne på kun 10 centimeter i diameter kan give et tilstrækkeligt billede af det samlede dyreliv i Grønland, en landmasse der dækker et areal knap 10 gange så stort som Danmark. Men forklaringen skal findes i isdækkets bevægelse.

- På baggrund af isens langsomme bevægelse over land tror vi i dag, at det genetiske materiale, der findes opsamlet i iskernernes bund, repræsenterer biodiversiteten i et større område, siger Astrid Schmidt.

DNA og klimaet Viden om fortidens biodiversitet er ikke kun vigtig ud fra et biologisk og evolutionært perspektiv, også klimaforskning kan drage nytte af den. Visse plantearter, såkaldte indikatorarter, gror kun under nogle helt særlige temperaturforhold. Eksistensen af en planteart kan derfor bruges som pejlemærke for temperaturen på det tidspunkt, hvor planten groede. I fremtiden håber man at kunne bruge denne viden som et slags DNA-termometer.

Fordi den bedste bevarelse af DNA sker under kolde forhold, forestiller forskerne sig, at det genetiske materiale, der er fundet i iskernernes bund, stammer fra perioden umiddelbart før, klimaet blev drastisk koldere, og isdækket begyndte at vokse. Arterne fortæller derfor noget om klimaet, umiddelbart inden Grønland blev dækket af is, og alderen på DNA’et bruges til at afgøre, hvornår dette skete.

Astrid Schmidts forskning har vist, at det nordlige Grønland har været dækket af is i længere tid end tidligere antaget. Usikkerhederne når man foretager aldersbestemmelse er store, og derfor er det svært at give et præcist bud på dette tidspunkt. Resultaterne indikerer dog, at Grønland i hvert fald har været dækket af is indtil for 400.000 år siden og muligvis mange hundrede tusinde år før det. Det mest overraskende resultat viser, at isdækket i det nordlige Grønland ikke smeltede væk under Eem-

I laboratoriet smeltes og analyseres isen. Når man leder efter fossilt DNA foregår det under meget rene forhold Fotos: Astrid Schmidt

tiden for godt og vel 100.000 år siden, den seneste periode som havde et klima varmere end i dag.

DNA-materiale fra pattedyr som ulve, hjorte eller bjørne forekommer sjældnere end materiale fra plantevækst, og endnu har Astrid Schmidt og hendes kolleger til gode at finde dette i Grønland. Måske ligger der materiale fra store pattedyr gemt i isen, eller måske er det allerede nedbrudt.

Regionale forskelle Næste store projekt bliver at undersøge materiale fra det nyligt afsluttede iskerneboringsprojekt, NEEM. Fordelen ved at analysere isen mange forskellige steder i Grønland er, at det bliver muligt at studere de regionale forskelle i klima og biologi i fortidens Grønland. Eksempelvis kan man lære mere om, hvordan den nuværende iskappe i Grønland gradvis voksede frem ved at sammenligne fund og alder på det fossile DNA fra de forskellige iskerner.

Fortsætter de teknologiske fremskridt inden for DNAteknologi , så kan man også forestille sig, at det i fremtiden bliver muligt at finde genetisk materiale fra endnu flere arter end hidtil. Vi kan dermed håbe på, at det vil gøre os endnu klogere på biologi- og klimaforhold i fortidens Grønland.

Anne-Katrine Faber

Astrid Schmidt, Center for Is og Klima Center for Is og Klima Center for Geogenetik Om iskerner: isarkiv.dk

POLARFRONTEN | NR.3/2012 | 15

Et tjek af livsstilen I kølvandet på, at den vestlige livsstil bliver udbredt i Grønland, følger helbredsproblemer som diabetes, for højt blodtryk og KOL. En projektgruppe arbejder for øjeblikket på at gøre det grønlandske sundhedsvæsen bedre i stand til at håndtere disse livsstilssygdomme.

Fredelig kappestrid på skridttællere er en ny disciplin blandt grønlændere, som har fundet ud af, at en stillesiddende dagligdag kræver handling. De gåglade grønlændere konkurrerer f.eks. om, hvem der kan gå flest skridt i løbet af en måned, og i Nuuk har der været vandreture til Store Malenes fjeldtop.

Slår man et smut omkring kampagnens hjemmeside amisut.gl, viser det sig blandt andet, at et hold bestående af Benedikta og Nicolas har vundet oktober måneds konkurrence med tilsammen 550.627 tilbagelagte skridt, og at det samme hold er godt på vej til at vinde novemberkonkurrencen.

Skridttæller på recept På hjemmesiden kan man også se, at det er LivsstilsGruppen, en projektgruppe under det grønlandske sund-

hedsvæsen, som står bag initiativet med skridttællerne, og at aktiviteterne indgår i en større kampagne, der skal gøre sundhedsvæsnet bedre til at håndtere livsstilssygdomme som diabetes, for højt blodtryk og KOL. Lederen af LivsstilsGruppen er læge Michael Lynge Pedersen fra Dronning Ingrids Sundhedscenter i Nuuk, og han fortæller, at ideen med at bruge skridttællere i sundhedsarbejdet opstod i forbindelse med et tidligere projekt, DiabetesGruppen. I en skridttællerkonkurrence, Tour de Grønland, konkurrerede 610 personer fordelt på 122 hold om, hvem der først kunne tilbagelægge en distance, som svarede til en gåtur Grønland rundt. Erfaringerne viste, at den lille skridttæller giver et hurtigt og nemt mål for, hvor meget en person bevæger sig, og samtidig motiverer den til at gå mere og regelmæssigt. Det gør den til et meget håndgribeligt redskab i sundhedsvæsnets arbejde med at gribe ind over for livsstilssygdommene.

- Der er efterhånden enighed om, at fysisk inaktivitet er ekstremt farligt, og at det i virkeligheden nok er farligere end overvægt, forklarer Michael Lynge Pedersen, og skal man have patienterne til at blive mere aktive, har det vist sig at være en god fremgangsmåde at udlevere skridttællere.

Resultaterne har været så gode, at man i Grønland i 2011 besluttede at udlevere skridttællere på recept, og i dag er det ved at blive rutine at indføre i journalen, hvor meget patienten går.

Fjeldtur med skridttællere

Foto: Amisut 16 | POLARFRONTEN | NR.3/2012

Mere systematik og effektivitet LivsstilsGruppen er anden etape i arbejdet med at indrette det grønlandske sundhedsvæsen på livsstilssygdommene. Michael Lynge Pedersen var også i spidsen for første del, som i årene 2008-10 arbejdede med at effektivisere behandlingen af diabetespatienter (se boks). LivsstilsGruppens opgaver i det nye projekt er ud over at føre diabetesarbejdet videre at sætte fokus på for højt blodtryk og KOL (rygerlunger), ligesom den skal arrangere borgerrettede sundhedsevents.

Gruppen har først og fremmest blikket vendt mod personalet i det grønlandske sundhedsvæsen og har som sin vigtigste opgave at gøre det daglige arbejde med livsstilsproblemerne mere systematisk og effektivt. Og det skal forstås meget konkret.

- Det lyder måske banalt, men vores vigtigste opgave er at få sundhedspersonalet til at føre observationerne ind de rigtige steder. Vi er så heldige, at Grønland har et fælles journalsystem, men hvis vi skal have fuldt udbytte af det, så kræver det, at vi skriver tingene ind de rigtige steder, siger Michael Lynge Pedersen. Men det skal være tidsbesparende, før man begynder at registrere. Vi må ikke bede sundhedspersonalet registrere for registreringens skyld.

Foto: Carsten Egevang

Offensiv mod diabetes LivsstilsGruppen bygger videre på erfaringerne fra et diabetesprojekt, som 2008-10 arbejdede med at forbedre håndteringen af diabetes i det grønlandske sundhedsvæsen. Diabetesprojektets resultater er velbeskrevne, fordi læge Michael Lynge Pedersen i sin ph.d. undersøgte, om projektet havde bidraget til, at der var sket forbedringer og effektivisering i behandlingen af diabetespatienterne.

Ved projektets start i 2008 vidste man fra befolkningsundersøgelser, at 10 procent af den voksne befolkning havde diabetes, og at yderligere 20 procent havde forstadier. Desuden var 70 procent ikke diagnosticeret, hvilket er højt, da det normale i de vesteuropæiske lande er 50 procent.

En gennemgang af journalerne ved projektets start viste, at der var 450 diabetespatienter i Grønland, selvom to byer dog ikke

kunne levere data. Efter to år var alle byer med, og tallet var nået op på omkring 750. Der var tale om en markant stigning i de registrerede diabetestilfælde på omkring 10 procent om året. I 2012 er tallet nået op på 800 diagnosticerede diabetestilfælde, og der er for øjeblikket tale om en stigning på 2-3 procent om året. Alt tyder derfor på, at sundhedsvæsnet er blevet betydeligt bedre til at diagnosticere diabetestilfældene.

Undersøgelsen viste også, at systemet ikke blot var blevet bedre til at opfange diabetes, men at kvaliteten af behandlingen var blevet signifikant bedre på alle projektets hovedområder og målsætninger. En af de mest succesfulde målsætninger var, at det var lykkedes at få tilknyttet nogle faste nøglepersoner lokalt og få sundhedsplejerskerne til at være drivkraften i diabetesarbejdet.

POLARFRONTEN | NR.3/2012 | 17

Nu er det selvfølgelig meget vigtigt, hvad man registrerer, så for at få indsamlet de rigtige informationer om patienter med for højt blodtryk, diabetes og KOL, har man i LivsstilsGruppen udarbejdet en livsstilsprofil, der sætter indsamlingen af de vigtigste patientoplysninger om livsstilssygdommene i system.

Plads til forbedringer

Rapelling med skridttællere i Nuuk.

Foto: Amisut

Mindre røg LivsstilsGruppen har udpeget rygning til sammen med manglende motion at være de største problemer i forhold til livsstilssygdomme. Gruppen har derfor en målsætning om, at sundhedspersonalet i fremtiden skal være mere opmærksom på rygning, tale med patienterne om deres rygevaner og bakke op om rygestop.

Rygning er den væsentligste årsag til KOL, og det skønnes, at mere end hvert fjerde dødsfald i Grønland skyldes rygning og passiv rygning. Der er dog blevet færre rygere de seneste 20 år, for hvor 78 procent røg i 1993, var tallet i 2007 faldet til 66 procent. Det største fald er sket i perioden 1993 til 1999, og herefter har tallet ikke ændret sig væsentligt.

KOL synes ganske vist ikke at være så udbredt i Grønland som i Danmark og andre vesteuropæiske lande, men det kan skyldes en lavere levealder i Grønland, og at grønlandske rygere ikke ryger så mange cigaretter dagligt som rygere i andre lande.

Det sidste hænger sammen med, at der er lagt store afgifter på cigaretter i Grønland. Grønland gennemførte desuden sin første rygelov i 2002, og den er blevet strammet i 2010, så man nu ikke må ryge på offentlige steder.

Michael Lynge Pedersen, Dronning Ingrids Hospital Læs mere om LivsstilsGruppens arbejde Livet er en gave – Livsstilshåndbogen

18 | POLARFRONTEN | NR.3/2012

Projektet blev i 2011 indledt med en opsamling af den viden, der var tilgængelig om de tre sygdomme. Diabetes var godt beskrevet af DiabetesGruppen, mens der var langt mindre overblik over de to andre lidelser.

Den indledende undersøgelse viste, at der ganske vist var mange mennesker, der fik blodtryksmedicin i Grønland, men at der til gengæld også var rigtig mange, der ikke blev kontrolleret. Kvaliteten på området kunne med andre ord sagtens forbedres.

- Den stille dræber, som for højt blodtryk også kaldes, giver oftest ingen specifikke symptomer, så derfor bliver vi nødt til at være proaktive, hvis vi vil forebygge blodprop i hjertet eller hjernen, fortæller Michael Lynge Pedersen. Og det giver mening nu, hvor vi har rigtig god blodtryksnedsættende medicin, som kan forebygge dødsfald.

På KOL-området var der også plads til forbedringer. Her var det ikke spørgsmålet, om KOL-patienterne blev behandlet ordentligt, for det viste sig, at lungefunktionen ikke blev tjekket, så diagnosen slet ikke blev stillet.

- Vi har nu udviklet nye indikatorer, som skal øge sundhedspersonalets opmærksomhed omkring rygning og lungefunktioner. Hvis man f.eks. uddeler astmamedicin til patienter, så mener jeg, at man også på et tidspunkt bør foretage en lungeundersøgelse, siger Michael Lynge Pedersen.

Livsstilscaféer på vej Som aktiviteterne omkring skridttællerne viser, har LivsstilsGruppen også gang i de udadvendte, forebyggende aktiviteter. I forbindelse med kulturnatten i 2012 lancerede man i Nuuk en såkaldt livsstilscafé, hvor befolkningen kan komme og få en samtale om livsstil og f.eks. få målt blodtryk, lungefunktion og lignende.

- Der er hverken sundhedsmæssig eller økonomisk fornuft i at screene alle for alt, mener Michael Lynge Pedersen. Men det er i orden at give mennesker en uformel mulighed for at blive tjekket, hvis de møder frivilligt op og selv har et ønske om at kende f.eks. deres blodtryk eller lungefunktion.

Michael Lynge Pedersen håber, at forsøget i Nuuk kan sprede sig til resten af kysten, så andre byer også kan holde en livsstilscafe åben nogle timer hver måned.

Poul-Erik Philbert

NYEBØGER Grønlands fascinationskraft – fortællinger om polarforskningen.

Et festskrift til Hendes Majestæt Dronning Margrethe II ved 40-årsregeringsjubilæet 2012 (redigeret af Marita Akhøj Nielsen).

Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, 2012. 196 s.

Grønland er temaet for Videnskabernes Selskabs festskrift til Dronningen i anledning af regeringsjubilæet. Medlemmer af Videnskabernes Selskab er blevet bedt om at give en alment forståelig fremstilling af et emne med relation til Grønland. Nogle har valgt at behandle et felt, der står centralt i deres daglige arbejde, andre er blevet udfordret til at tage nye emner op eller behandle dem ud fra en uvant synsvinkel.

Læs mere

Michael Katz Krefeld: Sort sne falder.

Lindhardt og Ringhof, 2012. 616 s.

Kriminalroman om vicekriminalkommissær Katrine Bergman og hendes chef Nikolaj Storm. Plottet drejer sig om et attentat på den skandaleramte politiker Peter Levin. Efterforskningen fører dem til magtfulde mænd i det danske erhvervsliv og tidligere ansatte i Forsvarets efterretningstjeneste, og alt sammen synes at pege i retning af Grønland og begivenheder fra den kolde krigs tid, hvor en atombombe efter et flystyrt i 60’erne synes at være forsvundet.

Læs mere

Læs anmeldelser af nye bøger om Grønland og Arktis på Arktiske anmeldelser

Niels Aage Jensen: Polarsvindlerne – svigt og svindel under udforskningen af polerne. Sohn, 2012. 221 s.

Forfatteren fortæller historien om bagsiden af de store polarekspeditioner. Ikke alle begivenheder er helt så heroiske, som de først ser ud. Det skete, at en eller flere af polarheltene viste sig at være almindelige mennesker med almindelige menneskers fejl og mangler.

Der fortælles bl.a. om den store strid mellem Cook og Peary, som begge påstod at have været på Nordpolen og gensidigt beskyldte hinanden for at lyve. Om fejlslagne ekspeditioner under ledelse af uheldige mænd som Franklin og egomaner og adfærdsvanskelige som Kane, der satte alle deres mænds liv på spil.

Læs mere Martin Appelt (tekst) og Nuka K. Godtfredsen (illustration): Hermelinen.

SILA og Ilinniusiorfik Undervisningsmiddelforlag, 2012. 60 s.

Hermelinen er bind to i tegneserien Oqaluttuaq, der handler om Grønlands forhistorie.

Handlingen foregår i 1100tallet, hvor den sene Dorsetkultur møder inuit-kulturen.

Inuitterne, som netop var indvandret, indtog i løbet af blot få generationer alle dele af arktisk Canada og Grønland, mens Dorsetfolket (som inuitterne kaldte tunit) forsvandt sporløst.

Læs mere Jessie Kleemann – qivittoq, Essays (redigeret af Iben Mondrup). Hurricane, 2011. 151 s.

Om den grønlandske performancekunstner Jessie Kleemann (f. 1959) og hendes værker. Kleeman har især beskæftiget sig kunstnerisk med fænomenet qivittoq. Qivittoq eller fjeldgænger er i Grønland en person, der enten føler sig krænket eller skuffet og derfor vælger at leve en eneboertilværelse langt fra civilisationen. Med engelsk og grønlandsk tekst.

Læs mere

POLARFRONTEN | NR.3/2012 | 19

Følg fiskene nordpå!

Med klimaforandringerne opstår nye muligheder for folk og fisk. Og når omgivelserne forandrer sig, må de organisationer, der til daglig arbejder med forskning og rådgivning, følge med.

Derfor har The International Council for the Exploration of the Sea (ICES) netop vedtaget at styrke sit arktiske engagement sammen med sine strategiske partnere og samtidig invitere til nye samarbejder. Magasinet Polarfronten har besøgt ICES for at høre om organisationens arktiske ambitioner.

- ICES er på én og samme tid en traditionsrig og moderne organisation, der lige fra begyndelsen i 1902 har haft sekretariat i København. På vores nylige generalforsamling nr. 100 besluttede vi at opprioritere og styrke vores engagement i Arktis, siger Anne Christine Brusendorff, der er organisationens generalsekretær.

Klimaforandringer sætter dagsordenen Og hun fortsætter: - Det er ikke, fordi ICES ikke har været aktiv i Arktis tidligere. Vi har fokuseret på Arktis fra starten, hvor vi

20 | POLARFRONTEN | NR.3/2012

foreslog en international undersøgelse af Det Arktiske Ocean. Siden har vi bl.a. etableret en gruppe, som analyserer populationerne af fisk i det arktiske område. I de kommende år vil vi gøre en indsats for at sikre, at det store netværk af havforskere, som bruger ICES som en platform, yderligere kan være til gavn for beslutninger om udvikling og beskyttelse i Arktis.

Om motivationen for den øgede opmærksomhed på Arktis siger Anne Christine Brusendorff: - Det er især to ting, der har ført os i den retning. Dels har Norge skubbet kraftigt på for et arktisk fokus. Dels står vi over for nye trusler og muligheder i forbindelse med klimaforandringerne. Med alle disse forandringer er det også nødvendigt med nogle referencepunkter, så man senere kan måle sine aktiviteter i forhold til et fælles udgangspunkt. Det er et af de områder, hvor ICES har en styrke. Vi kan bidrage til at etablere disse referencepunkter på samme måde, som vi koordinerer f.eks. overvågningsprogrammer. ICES er et forum, hvor et stort netværk af havforskere udvikler metoder og koordinerer dataindsamling. Ved at koble dette netværk sammen med andre forskningsaktiviteter i Arktis forventer vi stor synergi.

Udvikle strategisk samarbejde Den måde, ICES er konstrueret på, giver ifølge generalsekretæren nogle muligheder for organisationen. Anne

Christine Brusendorff forklarer: - Hvis man ser på et kort over de arktiske lande, så er alle landene medlemmer af ICES. Det betyder, at de alle er bekendte med, hvordan vi arbejder, og hvad vi kan bidrage med. Deres havforskningsmiljøer er vant til at bruge ICES som en samarbejdsplatform. De ved af erfaring, at ICES kan informere om vanskelige politiske beslutninger og bidrage med viden baseret på den bedst tilgængelige forskning. Vi håber på, at vi om fem år har udviklet strategiske samarbejder med en række partnere, så vi kan levere videnskabeligt baserede resultater og rådgivning .

Og ICES er langt fra fremmed i en grønlandsk sammenhæng. Anne Christine Brusendorff fortsætter: - Vi forsyner Grønlands Selvstyre med informationer om de østgrønlandske fiskebestande og rådgiver på anmodning. Senest har ICES i 2012 rådgivet om forvaltningen af torskebestandene i de grønlandske farvande (se artiklen side 4). Den anden vej rundt leverer Selvstyret gennem Grønlands Naturinstitut arbejde og eksperter til arbejdsgrupper i ICES, der beskæftiger sig med de grønlandske fiskeriressourcer. Desuden er Grønland medlem af NAMMCO (North Atlantic Marine Mammal Commission), hvor ICES også har et samarbejde.

ICES - Det Internationale Havforskningsråd ICES - The International Council for the Exploration of the Sea koordinerer og fremmer havforskning inden for oceanografi, det marine miljø og økosystem og om både de levende og ikke-levende ressourcer i Nordatlanten. Medlemmerne tæller alle kyststater, der grænser op til Nordatlanten og Østersøen, og organisationen samarbejder med andre organisationer og institutter på internationalt niveau.

ICES er et netværk, der består af mere end 4.000 forskere fra 300 institutter. De er kædet sammen gennem en interstatslig aftale, der skal støtte de nationale forskningsindsatser. Organisationen yder neutral og upolitisk rådgivning til f.eks. EU. De 20 medlemslande, som finansierer og støtter ICES, bruger denne rådgivning til at forvalte Nordatlanten og tilgrænsende havområder.

Mere info om ICES

Et bredt arbejdsområde På spørgsmålet om, hvor de arktiske muligheder ligger for ICES, svarer Adi Kellermann, chef for det videnskabelige program: - Vores videnskabelige arbejde vil især kunne fokusere på skibsfart, invasive arter og ballastvand, olie- og gasefterforskning, miljøpåvirkninger, nye fiskerimuligheder og forvaltningsplaner samt moniteringsprogrammer i internationalt farvand. Men også inden for mere tværgående områder som observationssystemer i oceanerne og forudsigelser om havisdækket kan vi bidrage.

Nye tider og nye udfordringer for en gammel og veletableret organisation. Men som Anne Christine Brusendorff siger: - Hvis fiskene bevæger sig nordpå, så følger vi efter!

Uffe Wilken

Anne Christine Brusendorff, ICES Foto: ICES/Ø. Poulsen, Havforskningsinstituttet, Norge.

POLARFRONTEN | NR.3/2012 | 21

FOTOGRAF I FELTEN

Naturfotografen og biologen Carsten Egevang udgav i slutningen af 2011 sin fotobog, Grønland – Dyrenes og menneskenes land, som han modtog mange roser for. Allerede nu et års tid efter er han på færde igen med en ny fotobog, Life at the Edge – Et liv på kanten, hvor den anerkendte naturfotograf har valgt nogle nye vinkler og udtryk.

De 170 fotos bringer os ganske vist endnu en gang til Grønland. Men denne gang ikke til mange forskellige lokaliteter, men udelukkende til Scoresbysund, som både i sin østgrønlandske isolation og med sine barske eksistensbetingelser i sandhed byder på et liv på kanten.

Carsten Egevang har besøgt byen fem gange gennem de sidste ti år, og han har valgt at præsentere sine billeder i sort/hvid, fordi det bedst rammer den tiltrækning, stedet har haft på ham: - Man kan videregive mange stemninger og nuancer med farver, men sort-hvide fotos kan noget helt andet.

De skærer alt det overflødige bort, og jeg synes, at det rå, skrællede udtryk passer rigtig godt til de barske levevilkår og den krævende natur i Scoresbysund.

22 | POLARFRONTEN | NR.3/2012

I Scoresbysund spiller den traditionelle fangst en større rolle end de fleste andre steder i Grønland, selvom den også her - trods de manglende alternativer - er i stærk tilbagegang. Carsten Egevang har været med på flerdages fangstture bevæbnet med sit kamera og er kommet tæt på den moderne fanger med de gamle jagtteknikker. Der bliver ikke talt meget på sådan en tur, og sker det, er det om det nære, konkrete, ikke mindst hundene: - Jeg har været ude med en fanger, som måske talte et par timer om sine hunde i løbet af turen og så i en bisætning kort nævnede, at han havde en kæreste og et nyfødt barn derhjemme.

Som mange andre forskere, hvoraf en del er endt med at blive dygtige fotografer, begyndte Carsten Egevang sin karriere med at tage fotos til dokumentation, når han som biolog på Grønlands Naturinstitut var på feltarbejde og tilbragte dage og uger i naturen. Han nøjedes dog ikke med at blive en habil fotograf, men opnåede i løbet af nogle år at blive en anerkendt naturfotograf både herhjemme og internationalt. Han er kåret til Årets Naturfotograf 2011 af NaturFotografer i Danmark, har modtaget Selvstyrets Miljø- og Naturpris i slutningen af 2011 og har desuden fået flere placeringer i internationale fotokonkurrencer.

Carsten Egevang har nye fotoprojekter i støbeskeen, men befinder sig ellers efter eget udsagn i et vadested mellem biolog og fotograf.

Poul-Erik Philbert

Carsten Egevang: Life at the Edge – Livet på kanten.

Milik publishing, 216 sider, ill.

Se film om bogen Se uddrag af bogen Se Carsten Egevangs hjemmeside

POLARFRONTEN | NR.3/2012 | 23

24 | POLARFRONTEN | NR.3/2012

POLARFRONTEN | NR.3/2012 | 25

KORTNYT Forskningspris til arkæologer Forskere fra Nationalmuseet og Nanortalik Museum har fået Kulturministeriets forskningspris, Julius Bomholt Prisen, for udgivelsen af forskningsprojektet ’Cultural Encounters at Cape Farewell’. I begrundelsen lægges der vægt på, at det som et tværfagligt, dansk-grønlandsk samarbejde i krydsfeltet mellem historie, etnohistorie og arkæologi er et godt eksempel på forskning af meget høj kvalitet. Forskningsprojektet handler om kulturhistorie og kulturmøder i Kap Farvel-området i 500 år og sætter fokus på de østgrønlandske udvandrerslægters identitet og historie.

Foto: Fernando Ugarte

En ordentlig mundfuld Julemanden får ambassade i Nexø Den grønlandske julemand, som efter sigende skulle være den eneste ægte af slagsen, har åbnet sin første ambassade i det gamle tinghus i Nexø. Åbningen bliver markeret med et julemarked på torvet og med udstilling af genstande fra julemandens raritetskabinet. Og så er der selvfølgelig opstillet en kæmpepostkasse ved ambassaden med tilhørende svargaranti.

Forskere fra Institut for Bioscience på Aarhus Universitet og Grønlands Naturinstitut har vha. elektronisk måleudstyr undersøgt, hvordan pukkelhvalen spiser. Den 30 ton store hval trænger mod bunden ved hjælp af halens rytmiske slag og holder dykningen i otte minutter. Undervejs støvsuger den vandet for småkrebs og stimer af fisk, idet den med åbent gab og underkæben krænget nedad fylder det store gab med omkring 30 tons vand med byttedyr. Den nu 60 tons tunge hval møder en enorm vandmodstand, men halens rytmiske slag fortsætter og fører hele tiden hvalen videre. I løbet af de otte minutters dykning kan pukkelhvalen nå at indtage omkring fem af disse måltider, hvorefter den må op og puste ud igen.

Læs mere

Guldfund i Sydgrønland Nunaminerals har gjort et guldfund i et område på østsiden af Grønlands sydspids.

Fundet er gjort i et område, som først er blevet tilgængeligt fornylig, fordi en lokal gletsjer har trukket sig tilbage. Guldet er fundet i bjergarter kun 25 kilometer nord for en eksisterende guldmine.

Læs selskabsmeddelelsen

Ozonhul over Antarktis det mindste i 21 år Det årligt tilbagevendende antarktiske ozonhul er slut for i år, en måned tidligere end sidste år. Størrelsen af årets ozonhul satte i flere perioder minimumsrekord sammenlignet med perioden 1990-2011. Den maksimale størrelse (den 20. september) blev 20,2 millioner kvadratkilometer, og det er det mindste, der er set efter 1990.

Læs mere på dmi.dk

26 | POLARFRONTEN | NR.3/2012

Optagning af isprøve.

Nordboerne kunne lide sæler For 500 år siden forsvandt vikingernes efterkommere, nordboerne, pludselig fra Grønland. Der hersker stor mystik om deres forsvinden, og både katastrofer, klimaforandringer og manglende tilpasningsevne til de barske grønlandske forhold har fået skylden.

Det har blandt andet været en fremherskende opfattelse, at nordboerne var stivnakkede bønder, der kun ville drive landbrug, og til sidst bukkede under, fordi de ikke tilpassede sig de grønlandske forhold. Ny forskning viser imidlertid, at nordboerne tværtimod spiste masser af føde fra havet, især sæler, og at de hurtigt fandt sig til rette i det arktiske miljø og med de særlige grønlandske jagtmuligheder.

Den nye viden stammer fra danske og canadiske forskeres undersøgelser af 80 nordboskeletter, som ud fra en analyse af skeletternes indhold af isotoperne kulstof-13 og kvælstof-15 kan afgøre, hvor stor en del af kosten der stammer fra havet. Analyserne viser, at i den periode nordboerne var i Grønland, spiste de flere og flere sæler, og at sæler i 1300-tallet udgjorde 50-80 procent af deres kost.

Der er heller intet, der tyder på, at nordboerne forsvandt som følge af katastrofer. De fik snarere nok af at spise sæler i verdens udkant. I skeletmaterialet er der tegn på, at de stille og roligt forlod Grønland. Yngre kvinder er f.eks. underrepræsenterede i gravfundene fra nordboernes sidste tid. Det tyder på, at det var de unge, som forlod Grønland, og når antallet af yngre, fødedygtige kvinder falder, kan befolkningen ikke opretholde sig selv.

Læs mere

Jan Heinemeier er leder af AMS Dateringscenteret ved Aarhus Universitet.

Her ses han ved det store acceleratoranlæg, der er blevet brugt til at analysere knogleresterne fra Grønland.

Foto: GCRC

Ambitiøse forskningsplaner for Arktis Det arktiske forskningssamarbejde mellem Danmark, Grønland og Canada har nu barslet med en fælles forskningsplan frem til 2017. Arctic Science Partnership, ASP, koordinerer fælles forskningskampagner i Godhåbfjorden og i Young Sund i Nordøstgrønland, i flere områder i Det Arktiske Ocean og i Baffin Bugten mellem Grønland og Canada samt fra Hudson Bugten til Fox Basin i Canada.

Samarbejdet skal øge forståelsen af klimaændringernes konsekvenser for Arktis, og forskerne vil bl.a. undersøge, hvorfor havisen og permafrosten forvinder. Også de arktiske folks levevilkår og sygdomme og sammenhængen mellem forandringerne i Arktis og klodens klimasystemer vil blive inddraget.

Allerede i vinteren 2013 indfinder det første forskerhold sig i Nuuk, hvor forskerne vil undersøge en lang række processer i havisen og deres indflydelse på atmosfærens og havets indhold af kuldioxid. Når havisen er smeltet væk, går et nyt hold i gang med nogle af de mange livsvigtige processer, der finder sted i havet, på land og i atmosfæren. Desuden undersøges Indlandsisens afsmeltning og effekten på cirkulationen og livet i havet.

Arctic Science Partnership er et samarbejde mellem Grønlands Naturinstitut, Arctic Research Center på Aarhus Universitet og Centre for Earth Observation Science på University of Manitoba.

Søren Rysgaard Læs mere

POLARFRONTEN | NR.3/2012 | 27

Ekspeditionen til verdens ende I 2011 var skonnerten Activ rammen om en meget utraditionel ekspedition for forskere og kunstnere til Nordøstgrønland. Med ombord var også filmhold, og det er der nu kommet en dokumentarfilm ud af.

Foto: Per Arnesen

Skibet var tungt lastet med forskere og kunstnere, da bramsejlsskonnerten Activ i sommeren 2011 forlod Nordatlantens Brygge i København. Kursen var sat mod det nordøstgrønlandske fjordsystem og naturreservat omkring Ella Ø, Kong Oscar Fjord og Kejser Franz Joseph Fjord.

En utraditionel ekspedition Ambitionerne var høje og eventyrlysten stor.

- Ekspeditionen har mulighed for at gøre ting, som ikke er gjort før. Vi er ude, hvor andre ikke har været. Leder efter sammenhænge ikke før set, lød afskedssalutten på ekspeditionens hjemmeside ved afgangen.

Og det nyskabende var, at forskeren og kunstneren var i samme båd.

- Sammenstødet mellem den videnskabelige og den kunstneriske verden kan måske åbne op for nye tilgange til viden og nye veje i kunsten. Det irrationelle og personlige fra det kunstneriske blik kan inspirere og udfordre det rationelle i videnskaben, og omvendt.

Siden er der bl.a. kommet en spændende bog, Nordøstgrønland ekspeditionen 2011, som gennem deltagernes egne fortællinger og billeder giver et godt indtryk af ekspeditionen.

En film om mødet Med om bord var der også et filmhold, eller rettere sagt tre filmhold, som på skift lavede optagelser til ’en mytologisk filmfortælling om Jordens og menneskets tilblivelse og endeligt’. Det kom der 150 timers filmoptagelser ud af, som nu er blevet til en 88-minutters dokumentarfilm, ’Ekspeditionen til verdens ende’, der præsenterer mødet med Nordøstgrønlands isverden som et memento til

28 | POLARFRONTEN | NR.3/2012

menneskets forhold til den plagede klode, og viser, hvordan mødet mellem forskerne og kunstnerne og – ikke at forglemme - mandskabet spændte af.

Daniel Dencik, en af de tre filminstruktører, slår dog med et glimt i øjet lidt koldt vand i blodet omkring de mange dommedagsprofetier om menneskets ødelæggelse af kloden: – Al den her klimasnak er et udslag af storhedsvanvid.

Vi tror, at vi kan udslette Jorden, men sådan er det overhovedet ikke. Vi kan udslette vores mulighed for at bebo Jorden på den måde, vi kender – men så er det heller ikke værre.

Daniel Dencik er filmens hovedinstruktør med Janus Metz som kreativ partner og Michael HaslundChristensen som producer. De tre fulgte hver en del af ekspeditionen under overskrifterne Jordens skabelse, Undergangen og Fortsættelsen. ’Ekspeditionen til verdens ende’ er produceret af Haslund Film med Beofilm og Garage Film som koproducenter og med støtte fra Det Danske Filminstitut. Der har været premiere i november 2012, og den vil blive vist i 2013 bl.a. af de tv-stationer, som filmprojektet har kontrakt med.

Poul-Erik Philbert

Michael Haslund-Christensen Se ekspeditionens hjemmeside Se trailer