Page 1

UDGIVET AF DET GRØNLANDSKE SELSKAB | NR. 2/2013 |

POLARFRONTEN

Global opvarmning på stand by | 4 Ægteskaber i koloniens tjeneste | 8 Biodiversitet under pres | 16


|INDHOLD|

Global opvarmning på stand by

| 4

Ægteskaber i koloniens tjeneste

| 8

En lang vej til alteret

| 9

Når isen smelter

| 12

Grønland på vej op

| 14

Biodiversitet under pres

| 16

Færre insekter i Nordøstgrønland

| 17

Fossilerne i Sirius Passet

| 18

Nordvandet – et højarktisk hotspot

| 22

Et køligt, grønlandsk overblik

| 25

Som da Knud var der

| 30

Polarfronten udgives af: Det grønlandske Selskab Strandgade 102 1401 København K Tlf.: 3026 8090 redaktion@polarfronten.dk www.polarfronten.dk Polarfronten udkommer som e-magasin fire gange om året. Gratis digitalt abonnement kan tegnes på polarfronten.dk eller i mail til abonnement@polarfronten.dk Redaktion: Einar Lund Jensen, ansv. redaktør Poul-Erik Philbert, redaktør, DJ Uffe Wilken, webredaktør, DJ Magasindesign: Spagat design studio Forsidefoto: Søkonger Foto: Peter Lyngs Polarfronten udgives med støtte fra Styrelsen for Forskning og Innovation, Aage V. Jensens Fonde og Miljøstyrelsen.

I det digitale e-magasin kan du benytte følgende muligheder:

Sende email til kontaktperson Linke til mere info om emnet Afspille videoklip Høre lydklip Byline Sende email til forfatter

2 | POLARFRONTEN | NR.2/2013


Sundhedsforskning samles Grønlands Center for Sundhedsforskning, GCS, er blevet en del af Institut for Sygepleje og Sundhedsforskning på Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet. Den sundhedsvidenskabelige grønlandsforskning er traditionelt foregået på danske forskningsinstitutioner og blevet udført af danske forskere. Sammenslutningen af de to forskningsinstitutioner i Nuuk er derfor et led i bestræbelserne på at forankre sundhedsforskningen i Grønland og trække forskere til landet. Centrets formål er at skabe og drive et forskningsmiljø, som kan indsamle viden på sundhedsområdet, højne

sundhedstilstanden i Grønland og fremme og koordinere den grønlandsmedicinske forskning. Det skal styrke den lokale forskning, herunder grønlandske ph.d.-programmer, og også tilbyde vejledning til ph.d.-studerende fra danske og udenlandske universiteter. Den først opgave for centerets ledelse bliver at skaffe finansiering til et sekretariat og til ansættelse af videnskabeligt personale. Formand for centret er læge Gert Mulvad og institutleder er Suzanne Møller.

Gert Mulvad eller

Suzanne Møller

Foto: Uffe Wilken

Grønlands Center for Sundhedsforskning får til huse på Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet.

POP’er øger ikke risikoen for højt blodtryk En stor befolkningsundersøgelse i Grønland har vist, at unedbrydelige organiske stoffer i blodet ikke øger risikoen for højt blodtryk, selvom de såkaldte POP’er – persisterende organiske forurenere - i mange år har været mistænkt for det. Ganske vist havde 40 procent af alle deltagere i undersøgelsen forhøjet blodtryk, og som i tidligere studier var koncentrationen af POP’er blandt grønlændere langt højere end i europæiske befolkninger. Men undersøgelsen viste på trods af dette ingen tegn på, at der var en sammenhæng mellem koncentrationen af POP’er og et forhøjet blodtryk. De allerhøjeste koncentrationer af POP’er i blodet er fundet i arktiske befolkninger. Grønlænderne spiser en

del havpattedyr, især sæler, som er øverst i fødekæden og derfor har ophobet store mængder organiske giftstoffer i fedtvævet. POP’er er unedbrydelige organiske forbindelser, der potentielt kan skade miljø og dyrs og menneskers helbred.
De bruges som pesticider, indgår i industrielle processer og ved produktionen af opløsningsmidler, polyvinylklorid og medicin.

Marit Eika Jørgensen, Steno Diabetes Center Se mere om undersøgelsen

POLARFRONTEN | NR.2/2013 | 3


Global opvarmning

på stand by I det engelske tidsskrift The Economist kunne man for et par måneder siden i en artikel om den globale opvarmning se en temperaturkurve, der kunne tolkes derhen, at den globale opvarmning er gået i stå. Efter at kurven var klatret opad siden slutningen af 1970’erne, har den siden slutningen af 1990’erne ligget nogenlunde stabilt fladt. Betyder det, at vi nu kan afblæse klimakrisen og rette opmærksomheden og pengestrømmene mod andre kriser? Næppe – for klimasystemet gemmer måske stadig på nogle hemmeligheder.

Foto: Michael Van Woert 4 | POLARFRONTEN | NR.2/2013


Det besynderlige er, at mens den globale gennemsnitstemperatur de seneste 15 år har afbrudt sin optur og i stedet er fladet ud, så er mængden af udledt CO2 bare steget og steget. Koblingen mellem mængden af drivhusgasser i atmosfæren, især CO2, og stigende temperaturer var af fundamental betydning for etableringen af FN’s klimapanel i 1988 – en direkte konsekvens af et årti med stadigt stigende temperaturer og udledninger af CO2. Siden da har klimamodellerne spået, at Jordens gennemsnitstemperatur kun ville gå én vej: opad. Men når nu modellernes prognoser ikke afspejler, hvad der rent faktisk måles på et utal af stationer rundt om på Jorden, så kan det jo tyde på, at der er noget galt et eller andet sted. Det kan være modellerne, der er problemet. Eller måske er klimasystemet bare mere kompliceret, end vi hidtil har vidst.

Tilfældigheder Artiklen i The Economist påpeger tre mulige årsager til kurvens udfladning: At der er en forsinkelse mellem det højere CO2-indhold i atmosfæren og atmosfærens temperaturreaktion. At årtiet 1990’erne, hvor temperaturen steg markant, var et anormalt årti. Eller at klimaet reagerer på den højere koncentration af CO2 på måder, som vi ikke helt forstår. Der er dog også en fjerde mulighed. Klimaforskeren professor Eigil Kaas fra Niels Bohr Instituttet siger: - Modellerne har hele tiden vist, at der er en generel temperaturstigning, som vil fortsætte de næste 100 år og mere til. Men modellernes temperaturer varierer også fra år til år. Man kan godt opleve, at temperaturen i en model ikke stiger særlig meget eller måske slet ikke stiger i f.eks. en 10-års periode. Det er, fordi modellerne i sig har indbygget de samme fysiske processer, som er i det virkelige klimasystem. Det betyder, at de ind imellem kan finde på at danne nogle år, hvor temperaturen ikke stiger så meget. Det hænger typisk sammen med de år, hvor der bliver ophobet mere energi i verdenshavene. Så ser

De globale middeltemperaturer flader ud. 0C

Kilde: The Economist, March 30th 2013.

Figurens grønne område viser, hvor meget modellerne har forudsagt, at den globale gennemsnitstemperatur vil variere i perioden fra 1950 til 2035. Den tykke linje viser de målte overfladetemperaturer fra 1950 og frem til 2012.

vi ikke opvarmningen i atmosfæren, fordi varmen ryger ned i havet. Senere vil den samme model så vise en kraftig temperaturstigning. Man kan sige, at der ikke er noget, der går stik imod, hvad modellerne har sagt. De har også variationer. Eigil Kaas fortsætter: - Det interessante er, at indtil for ikke så længe siden var der en tendens til, at modellerne havde lidt mindre variabilitet over et tiår (dvs. hvor meget klimaet skifter af sig selv) end det, man har set i den virkelige verden. Det er dog nu, som om de nyeste modeller indeholder rimelig meget variabilitet. Måske ikke helt så meget som i virkeligheden – men tæt på. Så derfor er det nok bare en tilfældighed, at temperaturen i modellerne ikke er steget så meget.

På vej mod 1°C I årtiet 2000-2010 udledte menneskeheden CO2 i en størrelsesorden, der svarer til en fjerdedel af den samlede mængde CO2, der er udledt siden 1750. Ifølge videnskaben vil en fordobling af atmosfærens CO2-indhold i forhold til indholdet fra førindustriel tid medføre en temperaturstigning på 1°C. Med et naturligt CO2-indhold på 280 parts per million (ppm), fra før skorstenene begyndte at puste CO2 ud i atmosfæren, ville vi med det nuværende CO2-indhold på 400 ppm være ved at være godt på vej mod den ene grads stigning. Der er dog andre forhold, der kan påvirke klimasystemet, så temperaturerne stiger mere end den ene grad. Det drejer sig især om mængden af vanddamp, sod og aerosoler i atmosfæren, som forskerne dog ikke er helt enige om, hvor stor en rolle de spiller for klimaforandringerne.

POLARFRONTEN | NR.2/2013 | 5


Fortsætter opvarmningen i Arktis? De klimamodeller, man bruger for Arktis, er de samme, som bliver brugt i prognoserne for det globale klima. Man trækker blot resultaterne for Arktis ud af modellerne. Temperaturstigningerne i Arktis er cirka dobbelt så store som andre steder, og man kunne derfor tro, at det ville påvirke klimamodellerne. Til det siger Eigil Kaas: - Arktis er kun et ganske lille område med et lille areal og vil ikke kunne influere væsentligt på klimamodellerne. Arktis varmer op, men det er ikke vildt mere end det globale gennemsnit. Sidste års massive afsmeltning af Indlandsisen hang nok sammen med en vejrfluktuation, og den kan vare en måned eller mere. Med hensyn til Indlandsisen har man ikke haft så gode modeller til at eftergøre afsmeltningen af iskappen, men det går nok hurtigere, end de fleste havde forventet. Det, der bekymrer mig mest, er, at havisen smelter hurtigere, end de store modeller har forudsagt. I rapporten ’Snow, Water, Ice and Permafrost in the Arctic’ (SWIPA) fra oktober 2012 anslår forskere, at overfladetemperaturen i år 2070-2090 vil ligge mellem 1°C og 12°C højere om vinteren end i perioden 1960-1990. Om sommeren vil overfladetemperaturen ligge mellem 0°C og 4°C højere. Temperaturstigningerne varierer dog meget afhængigt af, hvor i Arktis man befinder sig.

Filmen ‘The New Arctic Reality – Snow, Water, Ice and Permafrost in the Arctic’. Produceret af Arctic Monitoring and Assessment Programme (AMAP).

6 | POLARFRONTEN | NR.2/2013

De naturlige variationer Eigil Kaas mener, at der er en grundlæggende drivkraft mod, at det hele tiden bliver varmere, men oven på det kan der sagtens være ret store, naturlige variationer. Som professoren siger: - Det vigtige er, at der er meget store fluktuationer i klimasystemet, som ikke har noget med global menneskeskabt opvarmning at gøre. Det har også hele tiden været den forståelse, man har haft af systemet. Nogle af de naturlige variationer er mere fundamentale såsom mængden af kulstof og metan i atmosfæren – noget der har spillet en stor rolle under istiderne. Eigil Kaas slår dog fast: - Men hvor kulstof under istiden virkede som en tilbagekoblingsmekanisme, så ser man nu på kulstof fra menneskets udledninger som den drivende kraft bag de stigende temperaturer. Den udlægning er professor på Oslos Universitet Ole Humlum dog ikke enig i. Han siger: - Det overordnede spørgsmål, som gemmer sig bag den såkaldte klimadebat, er jo, hvor vigtige de naturlige klimavariationer er i forhold til dem, som måtte være menneskeskabte (dvs. CO2). Jeg mener, at de naturlige variationer fortsat er vigtigere end de menneskeskabte. Hvis man tilhører ’skolen’, som mener, at de naturlige variationer er vigtige, er den nuværende udfladning naturlig og forventet. Det vil derfor ikke overraske mig, om vi ser et vist temperaturfald de kommende 15-20 år.

Hvornår skal vi undre os? Et af de mest påtrængende spørgsmål for ikke mindst politikerne er: Hvor lang tid skal udfladningen blive ved, førend forskerne og vi andre begynder at undre os for alvor og måske skal til at overveje at justere eller ligefrem lægge politikker og handlingsplaner om? Til det siger Ole Humlum: - Det er svært at sige. For omkring seks år siden mente mange, at hvis udfladningen varede mere end syv-otte år, var det udtryk for, at noget var galt med klimamodellerne. Et par år senere mente man, at der måtte 10 år til. Senere mente man, at der måtte 15 år til, og nu mener nogen, at der skal 20 år til. Kort sagt, man flytter målstolperne i takt med, at tiden går. Jeg bemærker derimod, at i året 1988 var opvarmningsperioden 19781987 tilstrækkelig til at overbevise mange om, at CO2 var dominerende, hvorfor man oprettede FN’s klimapanel IPCC i 1988. Med det udgangspunkt vil det for mig være logisk, om man på tilsvarende vis efter 10 års temperaturstilstand – som nu er 17 år – konkluderede, at CO2


nok ikke alligevel var så vigtig, som man tidligere troede. Min tolkning af udfladningen er, at vi er vidne til en forventet, naturlig temperaturudvikling, som ikke kommer overraskende for mig. Eigil Kaas er lidt mere afventende. Han siger: - Jeg kan godt se, at kurven er stagneret, og hvis det fortsætter, så vil jeg da også studse og bemærke, at der er noget underligt. Men lad os nu lige klappe hesten. 10 år mere, så kan vi se på det. Hvis det er fladt i endnu 10 år, så vil jeg begynde at undre mig. Det ser med andre ord ud til, at vi må væbne os med tålmodighed. Og holde interesseret øje med de kommende års temperaturmålinger.

Den globale temperaturudvikling fra 1880 – 2011. Kilde: NASA.

Uffe Wilken

Artiklen ‘A sensitive matter’, The Economist, March 30th 2013

Foto: Budd Christman

ARGO-floats En væsentlig del af de data, der bruges i klimamodellerne, hentes op af havet ved hjælp af såkaldte ARGO-floats. Det er en slags bøjer, der er sat ud i verdenshavet, og som dykker ned, henter data, dykker ud og sender data til forskningscentrene, for så at dykke ned igen.

POLARFRONTEN | NR.2/2013 | 7


Kolonistyret kontrollerede, om børn af blandede ægteskaber blev opdraget grønlandsk, herunder om drengene kunne sejle i kajak. I oversigten fra Jacobshavn 1807 står der om 20-årige Benjamin, der var søn af kok Abraham Fischer, at han ’har en kajak, men er doven og skødesløs’.

Ægteskaber

i koloniens tjeneste Danske mænd i Grønland fandt i 1700- og 1800-tallet sammen med grønlandske kvinder. Nogle gange blev det til ægteskab og børn, andre gange til børn uden for ægteskab. Ukompliceret var det ikke, heller ikke for koloniadministratorerne, som målrettet forsøgte at styre og regulere resultaterne af kønsdrifterne. For mange udsendte, danske mænd var det i 1700- og 1800-tallets Grønland løsningen på et elementært behov at få et forhold til en grønlandsk kvinde og måske gifte sig med hende og få børn. For koloniadministratorerne i København og Grønland kunne det derimod give panderynken at finde ud af, hvordan man skulle forholde sig til den uundgåelige fraternisering.

Det skal styres Historikeren Inge Seiding, som er ansat på Grønlands Nationalarkiv, har netop forsvaret sin ph.d.-afhandling

8 | POLARFRONTEN | NR.2/2013

om blandede ægteskaber i Grønland fra 1750 til 1850, hvor hun fortæller historien om forbindelserne mellem danske mænd og grønlandske kvinder: - Da jeg blev ansat i arkivet, fandt jeg ud af, at blandede ægteskaber var noget, som fyldte rigtig meget i den danske administration af Grønland. Der blev sat massivt ind på at kontrollere og regulere ægteskaberne, og det blev gennem hele perioden livligt diskuteret, hvad man skulle stille op med fænomenet. Én ting var man dog hele tiden enige om: det måtte styres! Og det blev det. Både fra missionen og Kongelige Grønlandske Handel (KGH), som var de to afgørende instanser i den grønlandske koloni. Men Guds og øvrighedens tjenere så ikke altid helt ens på de blandede ægteskaber. Missionen var stort set positiv. For dem var ægteskabet en del af det kristne budskab, som skulle spredes blandt grønlænderne, og derfor passede de blandede ægteskaber på en meget håndgribelig måde ind i missionsarbejdet. Kom det til kritik, var den oftest vendt mod mænd, der forlystede sig med grønlandske kvinder uden at være gift. Særligt hvis der blev børn ud af det. Og så ville missionen naturligvis også være med, når der skulle gives tilladelse til et giftermål.


Da Inge Seiding begyndte at arbejde på Grønlands Nationalarkiv, opdagede hun, at arkivalier om blandede ægteskaber fyldte godt op i arkivet. Nu har hun skrevet en ph.d.-afhandling om emnet.

Af blandet herkomst Der kom dog først for alvor gang i reguleringen af de blandede ægteskaber, da KGH blev oprettet i 1776. Før den tid skulle de udsendte mænd ganske vist hente tilladelse i Danmark, når de ville gifte sig med en grønlandsk kvinde, men ellers havde der ikke været så meget fokus på, hvem der giftede sig med hvem. Det bliver der nu, hvor problemet rykker ind i direktionsgangene i KGH. De første resultater af overvejelserne kom i 1782, hvor KGH udsender en meget detaljeret instruks, der udstikker reglerne for de ansattes omgang med grønlandske kvinder. - Her møder vi også for første gang en holdning til race, fortæller Inge Seiding. For der står faktisk i instruksen, at man ikke længere må gifte sig med en grønlandsk kvinde af ublandet herkomst, men kun med en kvinde med en europæisk far eller forfader. Der blev dog givet dispensation fra reglen. Inge Seiding har fundet en 60-70 stykker, som frem til 1850 fik tilladelse til at gifte sig med en rent grønlandsk kvinde, og det er betydeligt flere, end forskerne hidtil har kunnet spore.

Målet var en effektiv koloni Der blev moraliseret i koloniadministrationen, men Inge Seiding understreger, at der grundlæggende var en meget pragmatisk holdning til sagen: - Der er i dag mange, der gerne vil se bestemmelserne som ren racetænkning. Men det er ikke det, der er på spil. Det drejer sig i bund og grund om, at man gerne vil have en effektiv koloni. Race spiller ind, da det i stigende grad begynder at handle om klasse. Med reguleringen forsøger KGH at mindske antallet af grønlændere med relationer til de øverstbefalende. Derimod skal de danske håndværkere og kolonister, underbetjentene, integreres så meget som muligt blandt grønlænderne (læs s. 10).

Rigtige grønlænderbørn Frem til 1800 handlede det især om at få styr på, hvem der giftede sig med hvem. Men en af de rigtig store bekymringer var også, hvad der skulle ske med de børn, der kom ud af det mellemfolkelige samvirke. I de ældste ægteskabskontrakter fra midten af 1770’erne står der, at sønnerne måske kunne opdrages til samme erhverv som deres far, og det var typisk håndværker af den ene eller anden art. Men den praksis får KGH hurtigt sat en stopper for. Frem til midten af 1800-tallet bliver det meget insisterende slået fast, at børn af blandede ægteskaber skal opdrages til at være rigtige grønlændere. De må ikke forvænnes med europæisk kost, og der må ikke være en upassende blanding af dansk og grønlandsk opdragelse.

Drenge skal lære at ro i kajak, og pigerne skal være fangerkoner. De skal med andre ord kunne klare sig selv og ikke ende Foto: Klaus Georg Hansen på fattighjælp og blive en belastning for kolonistyret. - Man vil kort og godt styre og regulere, hvad det er for nogle mennesker, der bliver ud af det, forklarer Inge Seiding. Der kommer f.eks. forslag fra København om, at inspektøren hvert år skal tage rundt i sit inspektorat, mønstre blandinger og se, hvor gode de er til at sejle kajak. Og for at understrege alvoren i det, kan faderen straffes for ikke at sørge for, at børnene får en grønlandsk opdragelse.

Bolig blandt grønlændere Der var også regler for, hvor dansk-grønlandske ægtepar skulle bo. I starten var det et krav, at de skulle bo grønlandsk, f.eks. hos konens familie. Det sparede udgifterne til en familiebolig til de underordnede i kolonien, samtidig med at børnene blev opdraget i en grønlandsk kultur. Da man begyndte at indføre nye træhuse, fik en håndværker med en grønlandsk kone ikke eget hus, men måtte bo sammen med en grønlandsk familie. - Det sker dog ikke blot for at spare penge, men er også et udtryk for et civilisatorisk skifte, fortæller Inge Seiding. Hvor man tidligere mente, at de mange underbetjente, som giftede sig grønlandsk, skulle leve blandt grønlænderne, bliver de med tiden opfattet som nogen, der kunne formidle europæisk kultur til grønlænderne.

Ikke kun et onde Så de underordnedes ægteskaber var ikke kun et onde, man skulle forsvare sig imod. Ønskede man f.eks. at flytte nogle sælfangerfamilier til et andet sted, kunne det nemmere lade sig gøre, hvis der var en dansk mand indgiftet i familien, som KGH kunne flytte. Det kunne få andre familier til at flytte med, og så havde koloniledelsen de gode sælfangere, hvor man gerne ville have dem. - Man kan godt se det sådan, at koloniadministrationen måtte lade folk gifte sig, fordi det alligevel var umuligt at styre seksualiteten. Men vi kan se, at det ikke kun var et nødvendigt onde, som man skulle forsvare sig imod. Det kunne for eksempel også bruges som en strategi for både handel og mission til at indtage land og vinde sjæle, slutter Inge Seiding . Poul-Erik Philbert

Inge Seiding, Grønlands Nationalarkiv

POLARFRONTEN | NR.2/2013 | 9


Foto: Arktisk Institut

Johan Christian Geislers datter, Karen Margrethe, var en af de blandinger, der overskrider grænsen mellem dansk og grønlandsk kultur. Hun blev gift med en assistent Zimmer fra København, der efter endt karriere som assistent, kolonibestyrer og konstitueret inspektør tager hende med til Frederiksberg, hvor de her er fotograferet sammen. Billedet er et af de to ældste fotos i Arktisk Instituts samling.

En lang vej til alteret De overordnede i koloniadministrationen i Grønland var i første halvdel af 1800-tallet udsat for en meget restriktiv praksis fra KGH’s side, som gjorde det vanskeligt - for ikke at sige umuligt - at gifte sig med en grønlandsk kvinde. Først fra midten af 1800-tallet åbner Kongelige Grønlandske Handel (KGH) så sagte for adgangen for europæiske kvinder til den grønlandske koloni. Før den tid var et stærkt reguleret ægteskabsmarked med grønlandske kvinder den eneste mulighed, som danske mænd havde for at få et familieliv. Og det var ikke uden forhindringer for de såkaldte overbetjente: inspektører, kolonibestyrere og assistenter og overassistenter.

Svært at blive gift Før KGH kom til, blev en væsentlig del af denne gruppe gift med grønlandske kvinder, skriver historikeren Inge Seiding i sin ph.d.-afhandling om blandede ægteskabet fra 1750-1850. Men det blev der sat en stopper for med KGH’s instruks af 1782.

10 | POLARFRONTEN | NR.2/2013

- Der var ifølge instruksen sådan set ikke noget i vejen for, at overbetjentene kunne gifte sig. Men jeg er i arkivmaterialet stødt på et par stykker, der levede ugift med grønlandske kvinder hele deres liv. De ville meget gerne gifte sig, men fik ikke lov, fortæller Inge Seiding. Og det var slet ikke ualmindeligt for denne gruppe.

Afslag på afslag En af dem var Johan Christian Geisler, en dannet mand, som havde gået på en fin skole – Herlufsholm – og havde en juridisk embedseksamen. Han var som 22-årig kommet til Grønland i 1801 til en stilling som assistent i Godhavn. Først i sommeren 1827 fik han som kolonibestyrer i Egedesminde efter adskillige afslag tilladelse til at gifte sig med Karen,


der var barn af grønlandske forældre, og som han igennem 23 års samliv havde fået syv børn med. Det fremgår af ægteskabstilladelsen, at dispensationen til at gifte sig med en grønlandsk kvinde alligevel til sidst blev givet, fordi han var en værdsat medarbejder, og fordi det så ud til, at han skulle pensioneres i Grønland. Men så bliver det også stærkt understreget, at tilladelsen kun gælder Geisler og ikke må danne præcedens. Nu var Geislers situation specielt vanskelig, fordi han levede sammen med en kvinde af ren grønlandsk herkomst, for KGH’s instruks slog fast, at danske mænd kun måtte gifte sig med kvinder fra blandede ægteskaber. Mange ikke-overordnede fik dog meget hurtigere en dispensation (se artikel s. 8). Men andre overordnede, som havde fulgt reglerne og fundet sammen med en grønlandsk kvinde af blandet herkomst, stødte også ind i problemer, når de søgte om at få lov til at gifte sig. Geislers forgænger i Egedesminde, Johan Lorentz Mørck, nåede således at leve sammen med Birgitte – datter af en dansk assistent, Lars Nielsen – næsten 25 år og få syv børn med hende, før han fire år før sin død i 1830, syg, svækket og degraderet fra købmand til assistent endelig bliver gift med hende.

Ingen sanktioner Det var bestemt hverken efter reglerne eller velset, at Geisler og Mørck levede på polsk eller i ’naturlige ægteskaber’, som det kaldtes, med en grønlandsk kvinde i mange år. Men selvom Johan Christian Geisler mødte utilfredshed og kritik fra sine overordnede og fra de lokale missionærer, blev han ikke udsat for sanktioner for at leve sammen med et ’besvangret fruentimmer’. Heller

ikke da Karens søster, der var flyttet ind i det geislerske hjem i 1812, fødte en pige med Johan Christian som far. Missionæren reagerede, ikke overraskende, forfærdet over Geislers syndefulde liv. Inspektør Motzfeldt i Godhavn derimod var langt mindre påvirket. Han bad kortfattet om barnets fødselsdato, så han kunne udregne Geislers børnebidrag. Men samme inspektør havde også selv seks børn uden for ægteskab med grønlandske Cecilie Dalager, så han havde vel næppe lyst til at kaste for tunge sten mod Geislers glashus, som Inge Seiding formulerer det.

Et ønske om afstand Koloniadministrationen så således meget forskelligt på de overordnedes og de underordnedes muligheder for ægteskab med grønlandske kvinder. - KGH ønskede ikke, at de øverstbefalende i Grønland stod i for nær kontakt til befolkningen, og den nærhed opstod jo netop, når man giftede sig med en grønlandsk kvinde, som ikke blot gav tæt kontakt til en enkelt person, men ofte til en hel familie eller slægt, fortæller Inge Seiding. Så hvor KGH kunne se det fordelagtige i, at underbetjentene giftede sig med grønlandske kvinder og spredte den europæiske kultur, gjorde det modsatte sig gældende for deres overordnede. Man ønskede en vis distance mellem den grønlandske befolkning og toppen af hierarkiet, og klassemæssigt gik den grænse mellem under- og overbetjente. Poul-Erik Philbert

Inge Seiding, Grønlands Nationalarkiv

Et hul i historien En vigtig del af kilderne til Grønlands kolonihistorie forsvandt i bølgerne, da Hans Hedtoft i 1959 forliste ved Kap Farvel. Inge Seiding er under arbejdet med sin ph.d.-afhandling om blandede ægteskaber i Grønland fra 1750-1850 stødt på det samme store hul i kildematerialet som mange historikere før hende. Det kom blandt andet til at påvirke afhandlingens geografiske afgrænsning. I kolonitiden frem til 2.verdenskrig var Grønland delt i to inspektorater, et nordligt og et sydligt. Det er imidlertid kun kildematerialet fra det nordlige inspektorat, som er tilgængeligt i dag. En stor del af kolonibestyrerarkiverne, inspektørens arkiv og kirkebøgerne fra det søndre inspektorat findes ikke længere. De mange kilder forsvandt, da Hans Hedtoft den 30. Januar 1959 på sin jomfrurejse ramte et isbjerg ved Kap Farvel og gik til bunds med 95 passager. I skibets lastrum lå blandt det sædvanlige gods 16 ton tætpakkede kasser, der gemte på størstedelen af arkivalierne fra Sydgrønlands Inspektorat, indsamlet siden inspektoratets oprettelse i 1782.

Groft sagt forsvandt en fjerdedel af Grønlands kolonihistorie i bølgerne. Beslutningen om at flytte arkivalierne til Rigsarkivet i Danmark blev taget, fordi den bygning, der benyttedes som arkiv i det daværende Godthåb, var blevet revet ned, og det dyrebare historiske kildemateriale til sidst var endt i en kælder under meget dårlige opbevaringsforhold. Hvis man vil beskæftige sig med Sydgrønlands kolonihistorie før 1900, kan man heldigvis finde en stor del af det forliste materiale i Rigsarkivet. Årsregnskaber, mandtalslister, rekvisitioner m.m. blev som regel lavet i tre eksemplarer, hvoraf ét blev sendt til KGH’s direktion i København. Men f.eks. kirkebøger og regnskaber fra de små udsteder, samt ikke mindst den korrespondance der foregik internt i Grønland, herunder også kolonibestyrernes arkiver, er gået tabt. Poul-Erik Philbert

Læs også POLARFRONTEN | NR.2/2013 | 11


Når isen Indlandsisen svinder ind, men det påvirker Jordens områder forskelligt. For oceanerne både stiger og falder, og hele kloden vipper, vokser og skrumper på én og samme tid.

Grønlands indlandsis svinder årligt med, hvad der svarer til mere end 400 isterninger, som er én kilometer på hver led. At fjerne en så stor masse fra et begrænset område og fordele den ud over resten af Jorden har helt konkrete konsekvenser for hele kloden, og medens nogle af dem bliver tydelige i hverdagen, vil andre mest have videnskabelig interesse.

Havet stiger og falder Grønlands indlandsis indeholder vand nok til, at det vil hæve oceanernes overflade med syv meter, hvis det hele smelter. Men den vil ikke stige lige meget over hele Jorden. Faktisk vil havoverfladen falde omkring 120 meter ved Grønland, samtidig med at kystegne på den sydlige halvkugle vil blive oversvømmet. Det lyder paradoksalt, men forklaringen er enkel. Oceanerne er i forvejen ikke vandrette, men præget af bakker og dale med højdeforskelle på op til halvandet hundrede meter, forklarer Glenn Milne fra Ottawa University i Canada. Han var indlægsholder på den nyligt afholdte konference om landhævninger i Ilulissat (Se s. 14): - Det er tyngdekraften, der bestemmer havets overflade, og Indlandsisen er enormt tung, så i dag trækker den havvand til Grønland bare ved at være der. Men i takt med, at den smelter, mindskes dens tyngdekraft, og så løber det ekstra havvand væk. Allerede i dag viser målinger, at havet stiger med forskellig hastighed forskellige steder på Jorden. Indlandsisens massetab betyder, at havet falder inden for de nærmeste tusinder af kilometer

12 | POLARFRONTEN | NR.2/2013

omkring Grønland, medens det stiger på især den sydlige halvkugle. Danmark ligger lige imellem det stigende og faldende havspejl.

Jorden vipper Den svindende is har også en direkte betydning for Jordens rotation, for i takt med at isen mister masse, vipper hele kloden, forklarede en anden indlægsholder, John Wahr fra University of Colorado. Han foretrækker dog at forklare den omvendte situation: - Bliver der tilført masse til Jordens overflade, vil Jordens centrifugalkraft søge at kaste den væk. Men da det ikke er muligt, ender det med, at kraften i stedet tipper hele Jorden i retning af den tilførte masse. Med andre ord fjerner centrifugalkraften Nordpolen fra den tilførte masse. Omvendt bevæger polen sig imod et område med massetab som f.eks. Grønland. Ifølge John Wahr er svindet i Indlandsisen ikke den eneste aktør, når det handler om at flytte Nordpolen. Fra 1890 til 2005 vandrede Nordpolen overordnet set imod Quebec i Canada. Men for otte år siden ændrede den brat retning imod Skandinavien, fordi Jordens is løber i havet.

Ferskvand en joker Men vandet fra isen er ferskt, og det ændrer regnestykket for havspejlets stigning. Ferskvand er nemlig lettere end oceanernes saltvand, og det opfører sig anderledes, forklarer Glenn Milne: - At vandet er ferskt vil også give havspejlsændringer, for det ændrer oceanernes dynamik. Men det er meget svært at afgøre præcist, hvad det vil


smelter betyde, for oceanerne er bundet sammen af et net af havstrømme, og det kræver computere med en enorm regnekraft at finde resultatet. Ferskvand blander sig ikke jævnt op med havets vand, ligesom solbærsaft ikke blander sig med vandet i et glas og bliver til saftevand. Det kræver både tid og omrøring. Derfor vil det ferskere vand optræde længe og langt borte fra Grønland, og det lette vands forstyrrelser af havstrømmene kan lægge flere meter til havniveauet nogle steder.

Grønland rejser sig Men hurtigere end ferskvandets effekt opstår, sætter en helt anden effekt ind. Klipper er elastiske. Ikke ret meget, men nok til, at den enorme vægt af Grønlands indlandsis har presset dem lidt sammen, og i takt med at der nu bliver mindre is, retter klipperne sig ud igen. I Grønland hæver overfladen sig med op til fire centimeter om året alene af den grund. Denne elastiske landhævning fortsætter, så længe isen svinder ind, men en langsommere landhævning fortsætter over de næste mange årtusinder. Det er den viscoelastiske hævning.

Foto: Sabina Askholm Larsen

POLARFRONTEN | NR.2/2013 | 13


Grønland og alle de andre kontinenter er reelt lette, kolde klipper, som flyder oven på de tunge, varme og bløde klipper nede i Jordens indre. I takt med at Indlandsisen byggede sig op for en eller to millioner år siden, pressede den Grønlands rødder godt en kilometer ned, og klipperne nede i Jorden blev presset ud til siderne. Nu da isen svinder ind, flyder klipperne langsomt tilbage og løfter øen, medens havbunden omkring den synker. Hele Jorden bliver på sigt ramt af den langsommelige viscoelastiske hævning af Grønland, fordi den kræver så meget materiale, at hele Jorden langsomt ændre form.

Lokale kystlinjer Hvad havniveauet betyder forskellige steder på Jorden er et regnestykke, som både bygger på effekterne af issvindet og på, om de lokale kystlinier på Jorden bevæger sig op eller ned. Venedig i Norditalien synker f.eks. langsomt, fordi byen ligger i den kontinentale kollision imellem Afrika og Europa.

Her bliver noget presset op, medens andet glider i dybet, og Venedig har altså trukket det korte strå både i forhold til den lokale landhævning og til smeltevandet. Grønland er heldigere, for her stiger landet samtidig med, at havet falder. Danmarks kyster er stabile i forhold til Grønlands indlandsis mange år frem, for grænsen imellem, hvor havet stiger og falder, løber igennem landet, samtidig med at den lokale landhævning er minimal.

Havet kommer på plads Hvis hele Indlandsisen smelter, vil de bløde klipper i Jordens indre om nogle tusinde år være flydt på plads under Grønland og have hævet øen med én meter for hver tre meter is, der forsvandt. Dermed vil øens indre være forvandlet til et lavt bjergland, og med bjergene får Grønland sin gamle tyngdekraft tilbage. Derfor vender havet tilbage, plus de cirka syv meter smeltevand fra Indlandsisen, som da er jævnt fordelt over hele Jorden. Dermed gælder det også for Danmark. Grønland er i øvrigt kun en del af historien om Jordens is, for ved Sydpolen lækker Antarktis vand i oceanerne. Her mener forskerne, at temperaturstigninger på 4-60 C kan give op til fem meter ekstra havvand i gennemsnit verden over, men det vil til gengæld koncentrere sig på den nordlige halvkugle. Steen Laursen

Foto: Sabina Askholm Larsen 14 | POLARFRONTEN | NR.2/2013


Grønland på vej op Grønland hæver sig hastigt af havet, i takt med at Indlandsisen svinder. For at få styr på detaljerne i denne proces har DTU Space netop afholdt en konference i Ilulissat. I 2004 begyndte klipperne ved Helheim-gletsjeren i Sydøstgrønland at skyde i vejret, og i løbet af det følgende år voksede de fire centimeter. Fjeldtoppene er nu blevet knap en halv meter højere, medens hævningen har spredt sig til det sydlige Grønlands kyster og videre nord på langs vestkysten i takt med, at over 400 kubikkilometer is forsvinder i havet om året. Svindet i Indlandsisen har en række konsekvenser på både kort og lang sigt, som ingen har et detaljeret overblik over. Sidst i maj mødtes en række forskere fra mange forskellige discipliner derfor i Ilulissat til konferencen: ’Reconciling observations and models of elastic and viscoelastic deformation due to ice mass change’. Den skulle give et overblik over den eksisterende viden og over konsekvenserne af issvindet og landhævningen.

Styr på detaljerne Drivkraften bag konferencen var Shfaqat Abbas Khan, som er seniorforsker i geodæsi på DTU Space i Lyngby. Ifølge ham er det overordnede billede klart nok. Det er detaljerne, der mangler. Det er f.eks. ikke nok at forudse, at verdenshavene vil stige med syv meter i gennemsnit, hvis al isen smelter. Havet falder således direkte omkring Grønland, men ikke lige meget ved alle kyster (se artiklen s. 12). Forskerne ved desuden godt, at vandet fra Grønland samler sig på den sydlige halvkugle, men ikke helt hvor. Det er imidlertid vigtigt for landene i den del af verden at vide, præcist hvor mange meter de skal forberede sig på i netop deres område.

Nødvendige forenklinger Konferencen viste, at mekanismerne bag de meget forskellige havspejlsstigninger er kendte, og at forskerne langt hen ad vejen kan beregne dem. Men de måtte også erkende et skisma. De har brug for flere data for at lave nøjagtige modeller. Derfor var det vigtigt, at flere forskere på kongressen

Forskerne arbejder på Helheim-gletsjeren

Foto: Shfaqar Abbas Khan

fremlagde data for både Grønlands istab og landhævning samt tilsvarende tal fra Alaska, Patagonien, Antarktis og Svalbard. Men samtidig skal beregningerne forenkles, fordi computere har begrænset regnekraft. Det er simpelthen ikke muligt at arbejde med modeller, der er så avancerede, at computerne skal bruge et halvt år på beregningerne. Derfor var forenkling af modeller og færre data også et vigtigt punkt på dagordenen for konferencen. Steen Laursen

Shfaqat Abbas Khan, DTU Space

Arktisk landhævning I Ilulissat har forskerne dokumenteret, at grunden hæver sig under en række områder i verden, som i disse år mister is. Områder i både Grønland, Alaska, Svalbard og Antarktis samt Sydamerikas sydlige vestkyst i Patagonien er på vej op, og sammenligninger imellem målinger af landhævning fra jordbaserede GPS-stationer og satellitmålinger af istabet viser, at der er en direkte sammenhæng imellem landhævning og istab.

POLARFRONTEN | NR.2/2013 | 15


Foto: Toke Thomas Høye

Biodiversitet under pres Den biologiske mangfoldighed i Arktis er truet af menneskeskabte klimaændringer og voksende økonomiske interesser i området. Det bliver slået fast i en ny statusrapport om biodiversitet, som også giver forslag til bedre forvaltning af naturen i Arktis.

Seniorforsker Hans Meltofte fra Aarhus Universitet, der har stået i spidsen for arbejdet med den omfattende statusrapport, siger om dette: - Vores analyser konkluderer, at klimaændringerne er langt den største trussel mod den biologiske mangfoldighed i Arktis, idet den nuværende tundra og ishavet er under pres fra arter, der indvandrer sydfra og ’overtager’ de arktiske økosystemer. De nye arter, som breder sig i Arktis, findes i forvejen længere sydpå og øger derfor ikke den samlede biodiversitet. De vil tværtimod i nogle tilfælde udkonkurrere de arktiske arter, som på grund af afgrænsningen mod Polhavet i nord vil blive presset sammen på et mindre og mindre geografisk område. Det betyder samlet en indskrænkning i den globale biodiversitet. Rapporten peger også på andre menneskeskabte trusler mod den arktiske biodiversitet: - Overudnyttelse af fisk, fugle og pattedyr er også en trussel, som desværre ikke er helt forbi endnu. Og så er der de nye trusler fra forsuring af havet pga. CO2 og risikoen for olieulykker, som tilsammen øger presset på den arktiske natur, der hidtil har været noget af det mest uforstyrrede i verden, forklarer Hans Meltofte.

Behov for handling

Det er ikke nogen nyhed, at isbjørnen er presset, fordi de stigende temperaturer i Arktis praktisk talt fjerner havisen under den. Men det er kun det mest kendte eksempel på, at den biologiske mangfoldighed, biodiversiteten som fagfolk kalder den, er truet i Arktis. Det fremgår af en omfattende statusrapport, Arctic Biodiversity Assessment, udgivet af arbejdsgruppen Conservation of Arctic Flora and Fauna (CAFF) under Arktisk Råd, som samler den viden, vi har om biodiversiteten i Arktis. Den slår fast, at mange af de 21.000 forskellige arktiske arter fra de helt store havpattedyr til de allermindste mikroorganismer er truede af ændringer i de arktiske økosystemer.

Klimaændringer på spil Undersøgelser viser, at mange nye arter indvandrer i Arktis fra syd, og at de arktiske arter bliver presset stadig længere nordpå.

16 | POLARFRONTEN | NR.2/2013

Det vigtigste budskab i rapporten er, at det er den biologiske mangfoldighed i Arktis, som er på spil: - Hvis vi ikke handler nu, vil vi på baggrund af klimaforandringerne og de nye økonomiske interesser i Arktis miste de utrolige kvaliteter og den fascination, som den arktiske biodiversitet i dag tilbyder os, lyder det fra Hans Meltofte. Med den nye statusrapport har beslutningstagerne fået et godt udgangspunkt for den fremtidige bevarelses- og forvaltningsindsats for den arktiske flora og fauna. Poul-Erik Philbert

Hans Meltofte, DCE, Institut for Bioscience, Aarhus Universitet Der er udgivet en hovedrapport på 600 sider, en synteserapport med hovedrapportens nøgleinformationer og endelig en særlig rapport med anbefalinger til de politiske repræsentanter fra landene i Arktisk Råd Find rapporterne


Færre insekter i Nordøstgrønland På 14 år er antallet af insekter i Zackenbergområdet i det nordøstlige Grønland halveret. Forklaringen er, at det varmere klima får planterne til at afblomstre hurtigere, så insekterne har mindre tid til at finde nektar. Hvis det ikke fungerer mellem blomsterne og bierne, er der et problem. Det ved ethvert barn. Og det gør det faktisk ikke helt i Arktis.

Et stort tællearbejde Et forskerhold har de seneste 14 år fulgt blomstringen og antallet af insekter i et område ved forskningsstationen Zackenberg i Nordøstgrønland. Hver sommer har de holdt minutiøst styr på hvor mange planter, der var i en række plantefelter, og hvor mange insekter, der var faldet i de nedgravede fælder. Et monotont og simpelt tællearbejde, som har leveret en kolossal mængde data – omkring 150.000 insekter der nu har gjort det muligt at lave en videnskabelig analyse af forholdet mellem blomsterne og de bestøvende insekter i et arktisk område.

Kortere blomstring, færre insekter Et vellykket samspil mellem blomsterne og insekterne kræver, at insekterne har adgang til så meget pollen og nektar, at de kan opretholde bestanden. Zackenberg-forskernes analyser viser imidlertid, at den samlede blomstringsperiode for en række forskellige plantearter i løbet af de 14 år er blevet kortere. - Vores undersøgelser viser, at det særligt er de arter, der blomstrer sent, som har rykket sig meget og blomstrer meget tidligere end før, fortæller seniorforsker Toke Thomas Høye fra Institut for Bioscience, Aarhus Universitet, der har ledet undersøgelsen. Forskerne kan også se, at det har konsekvenser for antallet af insekter. - Der har vist sig at være en sammenhæng mellem blomstringssæsonen ét år og antallet af insekter næste år. Efter de mest ekstreme år – med korteste blomstringssæson – var der kun halvdelen af de dyr, der plejer at være, siger Toke Thomas Høye. Samtidig med at den samlede blomstringsperiode er blevet kortere, er der målt en dramatisk temperaturstigning på 2,5°C ved Zackenberg. Så forskerne finder det nærliggende at konkludere, at det er klimaændringerne, der er skyld i, at der er opstået problemer mellem blomsterne og de bestøvende insekter.

Fotos: Toke Thomas Høye

Svært at gisne om fremtiden Det er ikke svært at forestille sig, at færre insekter kan betyder dårligere frøsætning for planterne. Samtidig kan mange af de fugle, der lever af insekter, også blive påvirket. - Men det er altid svært at påvise, hvordan én effekt i naturen forplanter sig til andre dele, så derfor kan vi kun gisne om langtidskonsekvenserne af de tendenser, som vores undersøgelse har afdækket, siger Toke Thomas Høye. Hvis vi skal blive bedre til at sige noget om fremtiden, må vi undersøge biodiversiteten i de arktiske områder yderligere. For eksempel er vores kendskab til artsrigdommen af insekter i dag dårligt. Poul-Erik Philbert

Toke Thomas Høye , Institut for Bioscience, Aarhus Universitet.

POLARFRONTEN | NR.2/2013 | 17


Foto: Jakob Walløe Hansen

Fossilerne i Sirius Passet Sirius Passet i Nordgrønland gemmer på 520 millioner år gamle hemmeligheder fra Kambrium, hvor en eksplosiv udvikling af dyrelivet fandt sted.

18 | POLARFRONTEN | NR.2/2013

Foto: Adam Garde

Opmåling af skiferprofilet.


Foto: Ghedo

Både i 2009 og 2011 drog internationale ekspeditioner til Sirius Passet i det nordligste Grønland. Målet var at indsamle fossiler fra den tidlige del af den geologiske tidsperiode Kambrium for ca. 520 millioner år siden. Det viste sig, at der var masser af unikke og spændende fossiler at finde i de sorte skifre, som er aflejret i et lunt hav, der dengang lå omkring Ækvator og ikke som nu langt mod nord, hvor fossiljagten foregår med flot udsigt til fjordis så langt øjet rækker!

Den kambriske eksplosion Sirius Passet i Nordgrønland er en af tre hovedlokaliteter på verdensplan, der har bidraget med essentiel viden om den tidlige udvikling af dyrelivet, som fandt sted under den såkaldte Kambriske Eksplosion. Betegnelsen dækker over, at dyrelivet i Kambrium i løbet af få millioner år udviklede sig voldsomt, og at mange af de organismer, vi kender i dag, har deres oprindelse i denne periode. De fossile fund fra Sirius Passet er derfor helt afgørende for vores forståelse af, hvor hurtigt det tidlige, flercellede liv udviklede sig.

Mange nye fossiler På tidligere ekspeditioner i 1980’erne og 90’erne indsamlede forskerne udelukkende fossiler fra løse skifre, der lå i skredkeglerne under de udstikkende skiferlag. På de nye ekspeditioner har man derimod valgt at hamre fossilerne ud direkte fra den fastsiddende klippe. Samtidig har man for første gang opmålt det ca. 13 meter tykke profil, så indsamlingen kan foregå med nøjagtig niveauangivelse. Det gør det muligt at undersøge, hvilke dyr der levede sammen. Der var ikke bare mange fossiler at finde i 2009 og 2011, men også mange nye former. De var ikke blevet fundet på tidligere ekspeditioner, fordi bevaringen i de friske skifre er anderledes end på de let forvitrede overflader af løse stykker. Ydermere blev der samlet prøver til geokemiske analyser, der skal belyse forholdene på datidens havbund og ikke mindst forholdene i det kambriske hav. Data fra disse undersøgelser skal hjælpe os til at forstå de styrende processer for livets tidlige udvikling og bevaringsforholdene.

Tegning: Olof Helje

Blandt de første fossiler, der blev beskrevet fra Burgess Shale i Canada, var et dyr, der grundet sit specielle udseende blev kaldt Anomalocaris (se det øverste billede). Dyret var med sin blotte størrelse – næsten op til 1 meter – og sine store fangarme et sandt uhyre i de kambriske have. I Sirius Passet i Nordgrønland er der i sorte skifre, en smule ældre end Burgess Shale, fundet fragmenter af, hvad der synes at være en lignende organisme. Hvis dette er tilfældet, kan det fortælle noget om disse rovdyrs udbredelse, der allerede omfatter det nuværende Canada, Kina og Australien. En yngre, større form er fundet i Marokko. Nederste billede viser et bud på, hvordan Anomalocaris har set ud.

Meget velbevarede fossiler De første fossiler, der blev fundet i Sirius Passet, var trilobitter og svampe. Men det stod hurtigt klart, at faunaen indeholdt mere end det. Det var de fint bevarede fossiler,

Se forskerne arbejde med at finde fossiler i Sirius Passets skiferlag

POLARFRONTEN | NR.2/2013 | 19


En tilfældighed bag enestående fund Lokaliteten i Sirius Passet blev ved et rent lykketræf opdaget i 1984 af geologerne Anthony K. Higgins og Jack Soper, der begge arbejdede som kortlæggere for Grønlands Geologiske Undersøgelse (GGU). De indsamlede fossiler blev i første omgang ignoreret, da de ikke var gode nok til at aldersbestemme lagene, hvilket var kortlæggernes primære opgave. Da der i 1985 blev indsamlet flere fossiler fra samme lokalitet, og palæontologen John S. Peel fra GGU fik lejlighed til at kigge på dem, blev det klart, at de var helt unikke for Grønland. Nærmere undersøgelser viste, at skiferen ikke bare indeholdt fragmenter af trilobitter, som er skalbærende, nu uddøde leddyr, men også aftryk af ukendte organismer uden hårdt skelet. Det stod hurtigt klart, at der var tale om et helt enestående fund.

Prøverne fra dengang og senere ekspeditioner i 1989, 1991, 1994 og 2006 samt i 2009 og 2011 kan fortælle palæontologer fra Statens Naturhistoriske Museum i København og fra universiteterne i Odense, Uppsala, Oxford, Durham og Bristol, hvordan miljøet så ud i det fortidige hav, der dækkede det nordlige Grønland i tidlig Kambrium. Samt ikke mindst hvordan livet så ud kun små 20 millioner år efter, at skalbærende dyr opstod på Jorden. To andre lokaliteter er de mere kendte Burgess Shale i Canada og Chengjiang i Kina. Der er betydeligt flere fossiler på disse lokaliteter end i Sirius Passet, hvilket skal ses i lyset af, at lokaliteten i Nordgrønland mildest talt ligger langt fra alfarvej, og at den sammenlignet med Burgess Shale, der har været kendt i over 100 år, kun har været i forskernes søgelys i ca. 30 år.

En skiferskive med mange trilobitter

helt sikkert mere at finde på stedet, når ekspeditioner engang i fremtiden lægger vejen forbi. Et af de dyr, man gerne vil finde flere fossiler af, er en Anomalocaridid-lignendende organisme. Dette store rovdyr kunne blive op til næsten en meter langt og var toprovdyr i det kambriske hav. Den ligner noget fra det ydre rum med sine lange fangarme og runde mund omkranset af firkantede plader.

Et stort arbejde venter

Foto: Arne Thorshøj Nielsen

der var helt enestående. Der er fundet aftryk af dyr uden hårde skeletdele, og i visse af fossilerne findes sågar udfyldninger af kropshuler med bevaring af tarm og mave og muskler. Det giver et helt unikt kig ind i fortiden, og vi kan med andre ord ikke bare beskrive dyrets udseende, men med lidt held også dets levevis. Der er hidtil indsamlet i omegnen af 10.000 fossiler i Sirius Passet, og der er registreret omkring 45 arter, hvoraf størstedelen tilhører gruppen af leddyr. Flere afventer formel beskrivelse og dermed også klassificering. Et af de senere resultater viser, at faunaen har en højere artsrigdom end oprindelig antaget. Og det foreløbige artsantal vil givet øges, når forskerne får kigget endnu grundigere på det indsamlede materiale. Desuden er der

20 | POLARFRONTEN | NR.2/2013

Cirka 25 år henne i udforskningen af lokaliteten i Sirius Passet er der stadig intensiv forskning i gang. Arbejdet med at beskrive fossilerne er langvarigt, og det vil tage endnu en rum tid, før alle fossiler er formelt beskrevet. Endnu mangler grundige analyser af faunaens sammensætning og en forklaring på, hvorfor man ser variationer i sammensætningen gennem lagpakken. Yderligere geokemiske analyser vil også kunne belyse miljøet, som dyrene levede i. Faktisk er det endnu uklart, hvorfor fossilerne er så velbevarede lige her og ikke alle mulige andre steder i Nordgrønland i jævnaldrende lag. Disse faktorer er meget vigtige for vores forståelse af de lokale bevaringsforhold og datidens miljø og vil med tiden forhåbentlig kunne fortælle os, hvorfor denne lille lokalitet i Nordgrønland blev bevaret for eftertiden og kendt så viden om. Jakob Walløe Hansen og Arne Thorshøj Nielsen

Jakob Walløe Hansen, Statens Naturhistoriske Museum


En nyttig skelnen De Gletsjere og små iskapper, som ikke er forbundne til den grønlandske indlandsis, reagerer kraftigere på klimaforandringer end Indlandsisen, og det betyder, at de bidrager mere til de globale vandstandsstigninger end hidtil antaget. Det viser en undersøgelse offentliggjort i tidsskriftet Geophysical Research Letters baseret på lasermålinger foretaget over Grønland. De løsrevne gletsjere udgør fem til syv procent af det samlede isdækkede areal på Grønland. Alligevel tegner de sig for op til 20 procent af de vandstandsstigninger, som afsmeltning i Grønland bidrager med på globalt plan. Det er ny viden for forskerne, da det hidtil ikke har været muligt at opgøre, hvor meget af afsmeltningen der kommer fra henholdsvis Indlandsisen og fra de omkringliggende gletsjere og iskapper. Det er en ny kortlægning, baseret på satellitbilleder af Grønlands gletsjere og små iskapper, der har gjort det muligt at skelne mellem Indlandsisen og de løsrevne gletsjere. Man har benyttet altimetri-målinger fra satellit til at bestemme højdeændringerne af isen, og målingerne viser, at gletsjere og iskapper uden nogen tilknytning til Indlandsisen i tidsrummet 2003-2008 har bidraget med ca. 30 gigaton årligt til den samlede globale havstigning. Hvis gletsjere og iskapper, der er delvist tilknyttet Indlandsisen, tælles med, kommer tallet op på ca. 40 gigaton. Det svarer

Foto: Louise Sandberg Sørensen

til, at afsmeltningen årligt har bidraget med vandstandsstigninger, der fylder halvdelen af en af Europas største søer, Genevesøen. Det er en nyttig viden, der i fremtiden gør det muligt lave mere pålidelige prognoser for, hvordan afsmeltningen på Grønland bidrager til vandstandsstigninger på globalt plan. Poul-Erik Philbert

Louise Sandberg Sørensen, DTU Space

Artiklen ‘Mass loss of Greenland’s glaciers and ice caps 2003-2008 revealed from ICESat laser altimetry data’ er bragt i tidsskriftet Geophysical Research Letters. Forskerne bag artiklen er tilknyttet det europæiske forskningsprogram Ice2sea.

Fjordens form vigtig

Se Jakobshavn Isbræ kælve

Læs artikel i Videnskab.dk

Et internationalt forskerhold med dansk deltagelse har udviklet en matematisk model, som giver de hidtil mest præcise beregninger af, hvordan gletsjerne i Grønland påvirker havniveauet. Modelberegningerne, som netop er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature, viser blandt andet, at formen af de fjorde, som gletsjerne udmunder i, har en stor betydning for, hvor meget is der brækker af som isbjerge. - I studiet viser vi, at det blandt andet er meget relevant at vide, hvordan undergrunden ser ud under de enkelte gletsjere, for at forstå, hvordan gletsjeren vil opføre sig under forskellige klimatiske forhold. Fjordens udformning er vigtig, siger ph.d. og forsker Morten Langer Andersen fra GEUS, som er medforfatter til en artikel i videnskab.dk

POLARFRONTEN | NR.2/2013 | 21


Søkonger ved Paakitsoq syd for Kap Atholl. Området er en del af det økologiske system Nordvandet.

Nordvandet

– et højarktisk hotspot Foto: Peter Lyngs.

Med havisen på hastig retræte opstår der muligheder for nye aktiviteter i Arktis. Seismiske undersøgelser, prøveboringer, fiskeri og skibsfart har dog en bagside, for det påvirker dyrelivet i de sårbare områder. En rapport har udpeget tolv følsomme områder omkring Grønland, og øverst på listen står Nordvandspolyniet.

sæl, narhval, søkonge, polarlomvie og mange andre havpattedyr og havfugle. Nordvandet opfylder samtlige de økologiske kriterier, der er udstukket af FN’s maritime organisation IMO i forbindelse med identifikation af vigtige og følsomme havområder, og det er specifikt nævnt i Kongeriget Danmarks Arktiske Strategi 2011–2020 som et område, som danske og grønlandske myndigheder skal søge at beskytte mod påvirkninger fra skibsfarten.

Svær tilpasning I den nordligste del af Baffin Bugten, hvor Grønlands og Canadas kystlinjer nærmer sig hinanden som siderne i en gigantisk tragt, ligger Nordvandet, et stort åbenvandsområde, et såkaldt polynie, hvor der er isfrit det meste af året. Det er havstrømmene, der både er årsag til, at isen ikke lukker området ned, og til, at der er et stort og varieret dyreliv set med arktiske briller.

Et særlig følsomt område Seniorforsker Anders Mosbech fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi på Aarhus Universitet siger: - Nordvandet er specielt, fordi der er en stor planktonopblomstring om foråret, som danner et solidt grundlag for resten af fødekæden. De fleste andre steder i Arktis falder produktionen af plankton efter den første opblomstring – men ikke i Nordvandet. Her fortsætter planteplanktonet i længere tid med at producere det primære, solide grundlag for et varieret dyreliv med isbjørn,

22 | POLARFRONTEN | NR.2/2013

Den største trussel mod Nordvandet kommer ifølge Anders Mosbech imidlertid fra klimaforandringerne, som kan ændre havstrømme og isforhold. Det kan skabe problemer for dyrene, både fordi de er afhængige af isen og den særlige højarktiske fødekæde, og fordi der med klimaforandringerne også bliver mindre forudsigelighed i årsrytmen – noget dyrene kan få svært ved at tilpasse sig. Selvom der i øjeblikket ikke er den store skibstrafik i området, så er der seismiske undersøgelser i kanten af Nordvandet. Hvordan det påvirker havpattedyrene, er ved at blive undersøgt. Over 80 procent af verdens bestand af søkonger – eller mere end 30 millioner par – skønnes at yngle langs den grønlandske del af polyniet sammen med 200.000 polarlomvier. Uheld med store olieudslip kan blive katastrofale og få langvarige følger for disse enorme fuglebestande, der er i området mellem maj og september. Det er derfor vigtigt både at begrænse risikoen for uheld og at finde ef-


IMO’s beskyttelseskriterier FN-organisationen IMO (International Maritime Organization) har opstillet 11 økologiske kriterier for at kunne udpege vigtige og følsomme havområder. Kriterierne omfatter bl.a., hvor enestående lokaliteten er, dens biodiversitet, den biologiske produktivitet, uberørthed og sårbarhed. De enkelte kriterier får også en mærkning på baggrund af, i hvor høj grad kriteriet er opfyldt. Ud over Nordvandspolyniet har Diskobugten med Store Hellefiskebanke også fået højeste prioritet.

fektive metoder til at begrænse skaderne i økosystemet, hvis der skulle ske et udslip.

Behov for beskyttelse Det er ikke kun i vores tid, at mennesket har haft øje for områdets rigdom. Ruiner fra palæoeskimoer vidner om, at de første inuit fra Nordamerika bosatte sig her og udnyttede spisekammeret for 4.000 år siden. For at bevare dette unikke område foreslår flere forskere, at Nordvandet får status som UNESCO Biosphere Reserve. De første skridt er taget. Flere skal til, førend det bliver op til politikerne at tage beslutning om Nordvandets fremtid. Uffe Wilken

Anders Mosbech, DCE, Aarhus Universitet

Download rapporten ‘Identifikation af sårbare marine områder i den grønlandske/danske del af Arktis’ WWF’s internationale website: Last Ice Area Resources WWF’s Den sidste is – et arktisk fristed

Foto: Jens Ostermann

Albatros på afveje Jagt- og fiskeribetjentene Jens Ostermann og Hans Mølgård fra Sisimiut fik sig noget af en overraskelse, da de for nylig var på havet. En stor fugl med et kæmpestort vingefang passerede henover båden, og de to jagtbetjente kunne straks se, at det måtte være en albatros, selvom den slet ikke burde være her ud for Grønlands kyst. Albatrossen lever på den sydlige halvkugle, og Ostermann og Mølgård kan derfor indskrive sig i en lille, meget eksklusiv klub, som har mødt en levende albatros i de grønlandske farvande. Heldigvis fik de trods befippelsen taget nogle billeder af den store fugl. Biologerne på Naturinstituttet kunne derfor slå fast, da de havde fået kigget nærmere på billederne, at det drejede sig om en yngre, sortbrynet albatros, som virkelig var kommet på afveje. De nærmeste, ynglende bestande af sortbrynede albatrosser findes nemlig så langt mod syd som på Falklandsøerne og Sydgeorgien. I alt er der gennem tiden kun registreret fem albatrosser i Grønland, og det er 50 år siden, det sidst skete. De tidligere observerede albatrosser er tilsyneladende alle blev skudt, da to af dem befinder sig på Thorshavn museum, mens der er en gulnæbbet albatros på Zoologisk Museum i København og én i en privat samling. Den skæbne undgik denne albatros. Ifølge den grønlandske fuglebekendtgørelse af 2009 er der kun 20 fuglearter, som må jages. Resten – heriblandt albatrossen, når den en meget sjælden gang kommer på besøg – er fredede.

Havstrømme i Baffin Bugten og de to polynier Lancaster Sund og Nordvandet. (Kilde: Oceans North Canada). POLARFRONTEN | NR.2/2013 | 23


Knud Rasmussens dagbog vender hjem

Knud Rasmussens Hus har på Bruun Rasmussens auktioner købt en dagbog, som Knud Rasmussen skrev under et ophold i Lapland. Det skete med støtte fra Kulturstyrelsen og Hundested Lokalhistoriske Forening. På en rejse til Lapland i 1906 nedskrev Knud Rasmussen løbende forskellige brudstykker og forarbejder til artikler og længere tekster om de mennesker, han mødte, de fortællinger, han hørte, og de oplevelser, han havde. En del blev nedskrevet i to dag- og notesbøger. Knud Rasmussens datter Inge Thorborg forærede den nu erhvervede dagbog til filmskaberen Jørgen Roos ved premieren på Roos’ film ’Knud’ i 1966.

Læs mere og se dagbogen

Zackenberg på frimærke Forskningsstationen Zackenberg er kommet på frimærke i Grønland. Eller rettere sagt: en moskusokse fra området foreviget af biologen og fotografen Lars Holst Hansen under et af hans arbejdsophold på stationen i Nordøstgrønland.

Læs Lars Holst Hansens beskrivelse

Grønlandske fortællinger på nettet

Foto: Arktisk Institut

Trommesang i Ammassalik

Arktisk Institut har siden efteråret 2012 i samarbejde med lektor emeritus Birgitte Sonne arbejdet på at konvertere databasen ’Grønlandske fortællinger’ og give den en mere brugervenlig flade. Databasen er nu på plads og indeholder grønlandske myter og sagn med registreringsdata, heraf ca. 2.150 i oversættelse eller resumé og omkring 130, der blot er registrerede. Materialet stammer fra samlinger af Heinrich Rink, Knud Rasmussen, Gustav Holm, William Thalbitzer, Erik Holtved, Paul-Émile Victor, Jens Rosing, Otto Sandgren, Hans Lynge, Mâliâraq Vebæk, Martêraq Nielsen m.fl. Der er udarbejdet en omfattende pdf-baseret vejledning samt en manual med råd og vejledning til søgning i basen. 
  Databasen blev oprindelig lavet på Københavns Universitet i et program, som imidlertid viste sig ikke at være tidssvarende og derfor var svært tilgængeligt for almindelige brugere.

Læs mere 24 | POLARFRONTEN | NR.2/2013


Fra Arktisk Instituts arkiv:

Foto: Arktisk Institut

Et køligt, grønlandsk overblik På den ene af Heinkel H. M. II-flyets pontoner sidder søløjtnant Erik Overbye i sit tykke og varme skindtøj. Selv dette polaroutfit var dog ikke nok til at holde kroppen varm i det åbne cockpit, når han fløj i 3-4 timer i omkring 4.000 meters højde, hvorfra flyets fotograf tog billeder af den grønlandske kyststrækning. Ifølge Overbye kunne kombinationen af kulde og iltmangel ’føre til ret temperamentsfulde meningsudvekslinger i talerøret mellem flyver og fotograf’, ikke mindst når begge var blevet godt trætte og kolde og ikke længere kunne se meningen med alle disse fotos af bjergtoppe og indlandsis. Men der var en mening med det hele. I sommeren 1932 tager Overbye og en række andre piloter, fotografer, videnskabsfolk m.m. samt tre Heinkel-fly til Grønland.

Fly og mandskaber skal fordeles på to ekspeditioner: Lauge Kochs Treårsekspedition og Knud Rasmussens 7. Thuleekspedition. Koch blev sidenhen lidt af en pioner i brugen af fly til den geologiske kortlægning af Grønland, og de tre Heinkel-fly er første led i denne nye kortlægningsmetode. Kochs Treårsekspedition gik til Østgrønland, som Danmark og Norge i disse år stredes om suveræniteten over. I dette politiske lys skal kortlægningen og de andre videnskabelige undersøgelser også ses. Den første danske beflyvning af Grønland fandt sted 10. juli 1932 med Overbyes kollega, Erik Rasmussen, ved rorpinden. En ny æra i den dansk-grønlandske historie havde tage sin begyndelse. Stig Søndergaard Rasmussen

≈ Arktisk Instituts fotosamling rummer ca. 100.000 fotografier, Besøg Arktisk Instituts billedsamling. POLARFRONTEN | NR.2/2013 | 25


Arktisk instituts

forskningsformidlingspris

Forskning og formidling hører sammen! Derfor udfordrer Arktisk Institut unge akademikere til at formidle forskning med almindelige ord til almindelige mennesker. Formålet er dobbelt: at opmuntre unge forskere til god formidling og at åbne forskningen i det arktiske område for et større publikum. I samarbejde med Sermitsiaq, Det Grønlandske Selskab og Royal Arctic Line antager Arktisk Institut tre artikler, som publiceres i Sermitsiaq og Tidsskriftet Grønland. De tre artiklers forfattere modtager sammen med prisen et unikt dokument med bedømmelses­ udvalgets kommentarer til artiklen.

Førsteprisen er 10.000 kroner Andenprisen er 5.000 kroner Tredjeprisen er 3.000 kroner Bedømmelsesudvalgets sammensætning: Direktør Bent Nielsen, Arktisk Institut (formand) Chefredaktør Poul Krarup, Sermitsiaq Bestyrelsesformand Einar Lund Jensen, Det Grønlandske Selskab Kommunikationschef Jakob Strøm, Royal Arctic Line Journalist Kirsten Rosing, Danmarks Radio Artiklerne skal skrives på dansk og indsendes til Arktisk Institut senest 1. oktober. Artiklerne indsendes i elektronisk form og må højst fylde 6.000 anslag og forventes ledsaget af 2­3 illustrationer. Litteraturliste medregnes ikke i antal anslag.  Artiklerne må ikke tidligere være publiceret.  Alle yngre forskere kan deltage – dvs. aktive kandidatstuderende, ph.d.­studerende og personer, som har modtaget deres akademiske grad indenfor kalenderåret 2013.  Alle akademiske discipliner accepteres, blot skal emnet have specifik arktisk relevans.  Arktisk Instituts Forskningsformidlingspris uddeles fredag 1. november 2013.

 

26 | POLARFRONTEN | NR.2/2013


NYEBØGER Jens Eising: Døden på isen – Mylius-Erichsens sidste rejse. Danmark-Ekspeditionen 1906-1908. E-bog. ArtPeople/ Berlingske, 2013. 34 s. I november 1907 døde den danske polarforsker Ludvig MyliusErichsen fjernt fra Danmark i den nordøstgrønlandske vinterkulde, og hans lig blev aldrig fundet. Sådan er historien om MyliusErichsens død blevet fortalt lige siden. Men er den sand? Blev hans lig i virkeligheden fundet af hans rejsekammerater? Men var sandheden så svær at håndtere, at det var bedst at fortie den? Læs mere

Claus Bornemann: Et mappedyrs erindringer – Grønland mellem kolonitid og hjemmestyre. Det Grønlandske Selskab, 2012. 309 s. Claus Bornemann skriver med stor indsigt og venlig humor om sit liv som embedsmand i Grønland mellem 1951 og 1979. Store og afgørende begivenheder som landsrådssamlingen efter krigen, G60, Hans Hedtofts forlis, flystyrt og atomulykken i Thule, Hjemmestyrets indførelse samt mødet med en mangfoldighed af kendte personer danner baggrund for Bornemanns fortælling. Læs mere

Henri Gordon Lee: Mamaq – en kulturkogebog. Kvann Kompagniet, 2012. 156 s. Med afsæt i det nye nordiske køkken byder bogen på 50 spændende opskrifter med sydgrønlandske urter som kvan og arktisk timian. Opskrifterne er tilpasset en nutidig og international smag og folks adgang til råvarer. Læs mere

Læs anmeldelser af nye bøger om Grønland og Arktis på Arktiske anmeldelser

Ole Christiansen: Nuutoqaq – Guide til Godthåbs bygningshistorie – Guide to the history of buildings in Godthåb. Atuagkat, 2013. 108 s. Bogen fortæller om nogle af Godthåbs (Nuuks) gamle bygninger. Bogen er tilrettelagt som en ’byvandring’, der starter ved Grønlands Nationalmuseum, fører rundt i den gamle bydel ved Kolonihavnen, videre op gennem centrum og forbi Kulturhuset Katuaq, for efter en afstikker til Herrnhutmissionens hovedsæde at slutte ved Sømandshjemmet og Atlanthavnen. Hvert enkelt hus er fotograferet, og bag i bogen er der bykort, hvor de omhandlede huse er vist og ’byrundturen’ indtegnet. Grønlandsk, dansk og engelsk tekst. Læs mere Naboer i Nordatlanten: Færøerne, Island og Grønland – hovedlinjer i Vestnordens historie gennem 1000 år. red.: Jón Th. Thór et al. Fróðskapur, Faroe University Press, 2012. 487 s. Bogen omhandler hovedlinjer i de tre vestnordiske landes fælleshistorie fra tidlig middelalder til ca. år 2000. Med islændingenes landnam i Grønland omkring år 985 e. Kr. og deres senere møde med landets oprindelige inuit-befolkning var det første gang, at Jordens befolkning fra øst og vest mødtes, efter at urbefolkningen fra Afrika i tidernes morgen spredtes og opdelte sig, hvor nogle udvandrede og begav sig mod nord og andre mod øst. Med dette møde i Grønland sluttede ringen. Læs mere

Ordbøger på CD-rom DE GRØNLANDSKE ORDBØGER med konkordans og ordanalyse er en cdrom med 4. udgave af programmet GroenOrd, som slår grønlandske og danske ord op i de vigtigste grønlandske ordbøger. Læs mere

POLARFRONTEN | NR.2/2013 | 27


Jagten på svaneøglerne Tag med til Svalbard sammen med geolog Steen Laursen. 6 dage inkl. fly, overnatning og gæstehus, morgenmad, vildmarksaften og sejltur til Pyramiden.Vi besøger det utrolig spændende museum, går på fossiljagt, og der er mulighed for 6 dage flere oplevelser på egen hånd.

inkl. fly AFREJSE

6. - 11. september 2013

Svalbard

PRIS Dobbeltværelse fra

12.595,-

Enkeltværelse fra

13.995,-

Læs mere her:

Amagertorv 33, 2. sal - 1160 København K. - Tlf. 70 27 78 00 - info@icelandexplorer.dk - www.icelandexplorer.dk


KORTNYT Pollen afslører ny mellemistid Forskere fra Aarhus Universitet har opdaget en ny mellemistid i Danmark. Hidtil har man kun kendt tre mellemistider forud for vores nuværende varme periode, men undersøgelser af mange tusind års aflejringer af pollen i jordens lag har afsløret, at klimaet for 340.000 år siden har været varmere end hidtil antaget – så varmt, at der har været tale om en regulær mellemistid.

Forstenet plateosaurus

Foto: Jesper Milan

Dinosaurudstilling I juni åbnede Geocenter Møn en ny, interaktiv særudstilling – Den første dinosaur baseret på fundene fra centrets ekspedition til Jameson Land i juli 2012 og fra otte tidligere ekspeditioner til samme område. Udstillingen fortæller i billeder, video og 3Danimation om livet i Triastiden for 210 mio. år siden i Grønland, hvor den store planteædende plateosaur havde selskab af rovdinosaurer, sære padder, flyveøgler og det vilde, krokodillelignende rovdyr phytosauren. Udstillingen løber til den 31. oktober. Udgravning ved Trelde Klint

Foto: Bent Odgaard

Læs mere

Flere misbrug En stor del af de grønlændere, der har haft problemer med pengespil på et eller andet tidspunkt i livet, har også et skadeligt alkoholforbrug og ryger hash regelmæssigt. Det viser tal fra den grønlandske befolkningsundersøgelse 2006-2010. Undersøgelsens resultater understreger ifølge forskerne vigtigheden af, at der tages højde for kombinationen af flere afhængighedsformer i forebyggelsesarbejdet.

Læs mere

Læs mere

Sundhedspris til dansk forsker Professor Peter Bjerregaard fra Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet har fået tildelt Nordisk folkesundhedspris 2013. Peter Bjerregaard får prisen for en betydelig indsats for den oprindelige befolkning i Norden igennem flere årtier og for at have bidraget til at styrke den nordiske folkesundhedsvidenskab på en meget værdifuld måde. Prisen uddeles af Nordisk Ministerråd og Nordic School of Public Health.

Læs mere

Hvalerne svømmede nordpå Mange store landpattedyr som f.eks. mammutten og det uldhårede næsehorn overlevede ikke den seneste istid. Men det gjorde grønlandshvalen - verdens længst levende pattedyr. Den klarede sig ved at spare på energien og svømme nordpå. Det viser forskernes første studier af, hvad der skete med de store havpattedyr i forhold til de store landpattedyr for 11.000 år siden, da isen brød op, og varmen satte ind i Nordeuropa og de omgivende have. Resultaterne fra Københavns Universitet offentliggøres nu i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Nature Communications.

Læs mere POLARFRONTEN | NR.2/2013 | 29


Som da Knud var der Knud Rasmussens Hus i Hundested har igen slået dørene op efter en brand i 2011. Renoveringen har bragt husets indretning tættere på Knud Rasmussens tid, og gæsterne møder et mere organiseret og stilrent museum. Knud Rasmussens Hus på toppen af Fyrbakken i Hundested tager igen imod efter halvandet års ufrivillig lukning. Gæsterne er der og bevæger sig nysgerrige rundt i de små rum, beundrer udsigten fra karnapvinduerne og kringler sig op og ned ad den smalle trappe. Udenfor har små grupper slået sig ned i græsset og nyder det storslåede kig ud over Kattegat. Men huset har de seneste år været vidne til begivenheder, som må have været de mest dramatiske, siden det stod indflytningsklart til Knud Rasmussen og hans familie i 1917.

Lukket af brand Den helt store ulykke ramte huset den 21. oktober 2011 om natten, da et signal fra alarmsystemet viste sig at være fuld alvor. Brandvæsnet fandt stråtaget i det nordlige anneks omsluttet af flammer, og brandfolkene måtte arbejde hårdt et par timer for at få situationen under kontrol. Da ilden var kvalt, var anneksets stråtag væk og tagkonstruktionen stærkt beskadiget, mens resten af huset stod uskadt, men stærkt røgskadet tilbage. I dag siger museets daglige leder, museumsinspektør Søren la Cour Jensen, at kun brandvæsnets hurtige indgriben og en heldig vindretning reddede huset fra at brænde helt ned.

Tilbage i tiden Vi andre kan tilføje, at når nu den store katastrofe blev afværget, har branden været et mindre held i uheld for Knud Rasmussens Hus. Huset har været lukket frem til påsken i år, og i den tid har håndværkerne og museumsfolkene haft travlt med at udbedre skaderne og renovere huset. Annekset har fået helt ny tagkonstruktion og nyt stråtag, men det virkelig gennemgribende har været, at alle husets rum og alle genstandene er blevet renset for røgog sodskader. Som ved enhver grundig forårsrengøring er der blevet ryddet grundigt op. Sneen på malerierne har fået sin oprindelige hvide farve igen, og alle genstande har været igennem museumsfolkenes hænder. Nogle er forsvundet i depoter og arkiver. Andre har fundet vej til huset, og en del er blevet arrangeret på en ny måde. Søren la Cour fortæller, at man har tilstræbt at føre huset så meget tilbage til Knud Rasmussens tid som muligt og komme tættere på atmosfæren fra dengang. En omgang farvearkæologi har afsløret de gullige og rødlige jordfarver, som prydede huset, mens familien Rasmussen levede der, og som nu har fundet vej til vægge og træværk igen. Der er blevet fri adgang til Knud Rasmussens arbejdsværelse i annekset, hvor den dybrøde vægfarve understreger, hvorfor rummet bliver omtalt som Knuds hule. Desuden er et tidligere depotrum blevet renoveret og inddraget til læsestue, hvor man kan fordybe sig i forskelligt materiale om Knud Rasmussen. Knud Rasmussens Hus har altid været et besøg værd. Ikke mindst på grund af stemningen i huset og den fantastiske beliggenhed. Glæden er bestemt ikke blevet mindre efter renoveringen. Poul-Erik Philbert

Læs mere om Knud Rasmussens Hus

Fotos: Poul-Erik Philbert 30 | POLARFRONTEN | NR.2/2013

Polarfronten 2_2013  
Polarfronten 2_2013  

Polarfronten bringer historier fra polarforskningens arbejdsmark. Vi skriver om epokegørende resultater og nye initiativer, ekspeditioner og...