Page 1

UDGIVET AF DET GRØNLANDSKE SELSKAB | NR. 2/2015 |

POLARFRONTEN

Der er brug for Polarfronten …| 6 Torskegilde eller rejekalas? | 13 På stedets betingelser | 20


|INDHOLD|

Polarfronten udgives af: Det grønlandske Selskab L.E. Bruunsvej 10 2920 Charlottenlund

DER ER BRUG FOR POLARFRONTEN …

| 3

OASEN I ISEN

| 4

JOURNALISTIK I SMÅ SAMFUND

| 10

FRA ARKTISK INSTITUTS ARKIV

| 13

MANPOWER PÅ SVALBARD

| 14

TORSKEGILDE ELLER REJEKALAS?

| 16

PÅ STEDETS BETINGELSER

| 20

TO FORTÆLLINGER, ÉN HISTORIE

| 24

KONEBÅDEN FRA KOFOEDS SKOLE

| 26

Redaktion: Einar Lund Jensen, ansv. redaktør

SOCIALT UDSATTE

| 28

Uffe Wilken, redaktør, journalist DJ

KORT NYT

| 29

NYE BØGER

| 30

FREMTIDENS FREMRAGENDE FORMIDLERE | 32

Tlf. 3177 2016 redaktion@polarfronten.dk www.polarfronten.dk Polarfronten udkommer som e-magasin fire gange om året. Gratis digitalt abonnement kan tegnes på polarfronten.dk eller i mail til abonnement@polarfronten.dk

Magasindesign: Spagat designstudio Forsidefoto: Søkongen er Grønlands mest talrige fugleart, og arten optræder i millionvis i Thuleområdet. Foto: Carsten Egevang. Polarfronten udgives med støtte fra Styrelsen for Forskning og Innovation og Energistyrelsen.

I det digitale e-magasin kan du benytte følgende muligheder: Se e-mail på kontaktperson Linke til mere info om emnet Afspille videoklip

2 | POLARFRONTEN | NR. 2/2015


Der er brug for Polarfronten … Polarfronten har siden 1997 været bindeled mellem de forskellige polarforskermiljøer i Danmark og har en stor skare af læsere med interesse for Grønland og forskning. Nu er bladet truet af lukning. Bladet har været flittigt brugt i folkeskolen af både lærere og elever, og frem til Dansk Polarcenters lukning i 2009 var magasinet centrets ansigt udadtil. Frem til slutningen af 2011 var det Styrelsen for Forskning og Innovation, der udgav bladet, men i 2012 blev det overdraget til Det Grønlandske Selskab takket være en stor indsats fra kontorchef Carsten Aabo fra styrelsen og Martin Appelt fra DGS. Hvad der var nok så vigtigt var, at der med overdragelsen fulgte en pæn pose penge til tre års arbejde med udvikling af et nyt format for Polarfronten. Andre fonde supplerede med midler, så i foråret 2012 kunne bladet relanceres – ikke som papirblad – men som digitalt magasin. Situationen ved indgangen til 2016 er desværre, at det ikke er lykkedes at finde finansiering til den videre drift af bladet. Vi arbejder naturligvis videre i de kommende måneder med at afsøge fondslandskabet, så bladet også fremover vil kunne være dét samlede medie, hvor læserne kan blive klogere på polarforskningens mange facetter. Vi vil holde vores abonnenter orienterede pr. nyhedsbrev og på Facebook, hvis det lykkes at skaffe midler til fortsat drift.

Polarfronten som indgang til dansk polarforskning Det er ikke kun havisen, der er i opbrud i disse år. Det er de arktiske kulturer og det politiske landskab også. Polarfronten populærformidler fra alle opbruddene – og mere til. Bladets opgave har altid været at fortælle de vedkommende og spændende forskningshistorier lige fra nordboere til grundfjeld, så alle kan forstå og se det fascinerende i polarforskningen. Det er derfor, der er brug for Polarfronten. Hvad enten man er forsker, embedsmand i et ministerium, lærer, elev, studerende, turist med hang til Grønland, dansker der har arbejdet i Grønland eller måske stadig gør det, forskningsinteresseret eller på

anden måde har smag for Grønland, så er Polarfronten stedet, hvor den, der ønsker at holde sig orienteret, kan blive orienteret. Siden bladet blev relanceret i 2012, har vi etableret et par velfungerende elektroniske platforme. E-magasinet blev papirbladets afløser, og siden lancerede vi også bladet i tabletformat til iPad med gratis download fra App Store. Parallelt med to numre af e-magasinet har vi udgivet samme numre i tabletformatet – og har ligeledes udgivet to engelsksprogede numre, særlig dedikeret til et internationalt publikum, så det bedste og mest spektakulære fra dansk polarforskning også kan udbredes ad denne kanal. Bladets abonnementskare har været konstant for opadgående, og således er det også med de læsere, der følger os på Facebook og hjemmeside. Begge disse medier fortsætter en rum tid endnu. Samlet set står brandet Polarfronten flot på fire elektroniske platforme og med et velfungerende redaktionelt team – så vi anlægger den positive tone og siger: På gensyn! Uffe Wilken

POLARFRONTEN | NR.2/2015 | 3


OASEN I ISEN

4 | POLARFRONTEN | NR. 2/2015


Da de første inuit vandrede ind i Grønland fra Nordamerika for 4.500 år siden, var jorden så at sige allerede gødet for dem – bogstavelig talt. For kort tid efter isens tilbagetrækning efter den seneste istid blev Thule-området koloniseret af søkonger og andre havfugle. Klimaet ændrede sig, og ud for det nordvestligste hjørne af Grønland åbnede havet sig nu i et polynie, det vil sige et farvand, som altid er isfrit – vinter som sommer. Det skabte et vindue ned til det undersøiske spisekammer, som søkongerne ikke var sene til at udnytte. Danske antropologer, arkæologer og biologer begyndte i 2014 et samarbejde med Thule-fangerne for at undersøge, hvad Nordvandspolyniet har betydet for livet i området helt tilbage fra de første søkonger og op til nutidens efterhånden ganske få fangere.

Fangere i drivis midtvejs mellem Canada og Grønland. (Foto: Carsten Egevang. Billeder fra bogen Thule – på tidens rand af Kirsten Hastrup med fotos af Carsten Egevang, 2015).

POLARFRONTEN | NR.2/2015 | 5


Ud for kysten i den allernordligste del af Melvillebugten myldrer det iskolde vand i Nordvandspolyniet med vandlopper, en lækkerbisken for de titusindvis af søkonger og andre havfugle der holder til på fjeldene. I årtusinder er den del af næringen, som fuglene ikke selv bruger, kommet landskabet til gode som gødning og har forvandlet de golde og livløse sortbrune skråninger til grønne tæpper af mos og græs. Det fandt omvandrende græssende pattedyr ud af og sidenhen også mennesket – i flere omgange.

fra Nordamerika fulgte – også i dyrenes fodspor. De første folk var rensdyrfangere, men de blev i stigende grad orienteret mod havet, efterhånden som Nordvandspolyniet åbnede sig. Thule-kulturen, som kom til Grønland omkring år 1100, var primært en hvalfangstkultur. Den kom fra Beringstrædet, hvorfra folk var gået langs Nordamerikas vandkant mod det Arktiske Hav og mod øst. De kom til hullet i isen, hvor de kunne fange hvaler; en del flyttede sydpå og blev sælfangere i Vestgrønland. Så hvorfor gjorde de det?

I dyrenes fodspor

Isens og menneskenes sammenhængskraft udfordres

NOW-projektet (NOW=North Water) er et stort tværfagligt projekt, som forsøger at afdække forholdet mellem mennesker og fangstdyr i Nordvandspolyniet i Thule-området – fra Grønlands første mennesker og op til dagens fangere. Professor Kirsten Hastrup fra Institut for Antropologi på Københavns Universitet er leder af projektet. Hun forklarer, hvorfor forskerne interesserer sig for Nordvandspolyniet: - Området er en oase af liv i et ellers meget karrigt højarktisk landskab. I denne oase trives mange arter, som er afhængige af hinanden, og hvis ressourcer delvist overlapper hinanden. Det, vi ser i øjeblikket, er, at arterne flytter lidt rundt i takt med ændringerne i havisen. Så spørgsmålet er, hvor længe man kan tale om et sammenhængende økosystem – og hvad der egentlig er sket tidligere, og hvordan udviklingen er her og nu. Samarbejdet mellem arkæologer og biologer er afgørende for at forstå dette. Kirsten Hastrup uddyber: - Mennesket er en del af økosystemet, og det er pga. polyniet, at de overhovedet har kunnet leve der. De første mennesker, der kom til landet for 4.500 år siden, fulgte rensdyrene og vandrede nord om Grønland, hvor de levede i nogle århundreder for siden at forsvinde igen. En ny indvandring til Thule-området

Tilværelsen omkring Nordvandspolyniet var baseret på fangst, som var drivkraften bag livet. Men i ny og næ sker der noget – dengang som nu, en overgang fra ét system til et andet. Nogle overgange er ret bratte, og forskerne er nu optaget af at finde årsagen til forandringerne. Kirsten Hastrup siger: - En af de ting, vi vil med projektet, er at afdække de mulige årsager til de skiftende livsformer i regionen. Det tværfaglige samarbejde gør det muligt at se fortid og nutid, dyr og mennesker i et samlet billede. For eksempel kan fangerne fortælle os ved hjælp af tegninger, hvor iskanten lå fast i gamle dage ved forårstid, og hvorfra de fangede. Kigger vi på det i dag, har iskanten trukket sig væsentligt længere ind mod land som i Inglefield Bredning, hvor fangerne er udfordret på adgangen til en stor del af Nordvandet. Isens nye omskiftelighed er en udfordring, der trækker en lige linje ind i bygdernes sociale sammenhængskraft. Hvis fangerne vil jage hvalros, så kan de sjældent nå dem fra isen, men er nødt til at tage langt nordpå til den forladte bygd Etah, en rejse, der kun kan foretages i en stor motorbåd. Men dels kan der ikke være så meget kød i dem som på en slæde, og dels er det ikke alle, der har råd til at købe en båd.

NOW-projektet Levende ressourcer og samfund omkring Nordvandet i Thule-området, Nordvestgrønland Projektet skal afdække de dynamiske forhold mellem de levende ressourcer og fangersamfundene i Thule-området i et langtidsperspektiv. Der fokuseres på området omkring Nordvandspolyniet med tre dicipliner (arkæologi, antropologi og biologi). Ledende forskere er professor Kirsten Hastrup (Antropologisk Institut, Københavns Universitet), Bjarne Grønnow (forskningsprofessor, Nationalmuseet) og Anders Mosbech (Afdeling for Bioscience, Aarhus Universitet). Projektet løber fra 2014-17 og er finansieret af Velux Fondene og Carlsberg Fondet.

6 | POLARFRONTEN | NR. 2/2015


Se filmen: Søkonger, Nordvandspolyniet, Nordgrønland. Forskerne sætter GPS-sendere på søkonger for at forstå relationen mellem søkongerne og Nordvandspolyniets økosystem. (Film: Astrid O. Andersen, Institut for Antropologi, Københavns Universitet).

Hellefisk til tørring i Qaanaq. (Foto: Carsten Egevang. Billeder fra bogen Thule – på tidens rand af Kirsten Hastrup med fotos af Carsten Egevang, 2015).

POLARFRONTEN | NR.2/2015 | 7


Nordvandspolyniet Nordvandspolyniet er en arktisk oase, og det mest produktive polynie i Arktis. Opstrømning af næringsrigt vand skaber forudsætningen for høj biologisk produktion, diversitet og gunstige yngle- og fourageringsforhold for mange havpattedyr og havfugle. 80 % af verdens bestand af søkonger er afhængig af området. Kort: NOW.

Som Kirsten Hastrup siger: - Der er nogen, der har råd til at købe en større båd og tage til Etah. Men ikke alle. Det skiller folk, og uligheden bliver større. Man deler kød – men man deler ikke penge.

Tilværelser flytter sig Kirsten Hastrup har været på tilbagevendende feltarbejde i Thule-området de seneste ca. ni år. I løbet af den tid er der sket en hel del. En af de ting, der har overrasket hende, er, at folk er langt mere forbundne med den ydre verden, end hun havde forestillet sig. Kirsten Hastrup uddyber: - De har smartphones – de har sprunget leddet over med fastnettelefon! Nu er de på smartphone og satellitfjernsyn og den slags. Da jeg kom derop første gang, kunne de kun se KNR – og det på en god dag. Nu ser de også de danske kanaler, og så er de på nettet. Det er afsindig dyrt, men nogen er på nettet. Jeg var engang med på iskantfangst og snakkede med en af de ældre fangere. Da vi sagde farvel, sagde han, at jeg altid kunne skrive til ham på Facebook, og så fik jeg hans business card. De er meget opmærksomme på, hvad der foregår i den ydre verden. Det er dog ikke kun den moderne teknik, folk er hoppet med på. Forandringerne de seneste år med kommunesammenlægninger har bevirket, at de har fået en

8 | POLARFRONTEN | NR. 2/2015

meget tydeligere placering og stemme i den vestgrønlandske bevidsthed. De henvender sig mere direkte til regeringen, fangerorganisationerne og Grønlands Naturinstitut, hvor de før i tiden var mere tilbageholdne. Før kommunesammenlægningen havde de deres egen kommune, og de var repræsenteret længere sydpå. Efter sammenlægningen fandt de ud af, at de var langt væk, og at de selv måtte gøre noget. De mener, at folk sydpå ikke aner, hvad der foregår i det fjerne nord. Kirsten Hastrup siger: - De relaterer sig markant mere nu til deres egen situation i den globale verden. Det skyldes også, at det vælter ind med mennesker – fjernsynshold, forskere, journalister – der vil vide mere om livet i det højarktiske landskab, der i den grad er præget af klimaforandringer. De vil naturligvis kunne skabe sig en ny tilværelse, hvis der kommer nye ressourcer og indtægtsmuligheder – hvad det er sparsomt med nu. Der vil være nogle unge, som ikke kan få arbejde sydpå, og som så vælger at blive og køber en stor motorbåd og begynder at fiske. Så kan de måske begynde at arbejde kollektivt på, at der kommer en lidt bedre havn – den nuværende er nærmest en lagune, hvor man kun kan komme ind ved højvande. De er slet ikke fremmede over for forandringer. Så historien om Thule-området er bestemt ikke en ren tabs- eller forfaldshistorie. Uffe Wilken

Kirsten Hastrup kirsten.hastrup@anthro.ku.dk

A. O. Andersen, J. Flora og M.P. Heide-Jørgensen: Aaverparpaggiit – et tværfagligt møde om hvalrosser. Tidsskriftet Grønland nr. 4, 2015, side 225-236. now.ku.dk www.carstenegevang.com


Se filmen Mærkning af hvalros ved Uummannap Kangerlua/Wolstenholme Fjord, Nordgrønland. Mærkning af hvalros for at forstå dyrenes vandringer. (Film: Janne Flora og Astrid O. Andersen, Institut for Antropologi, Københavns Universitet. Foto: Mads Peter Heide-Jørgensen, Grønlands Naturinstitut).

Savissivik, den sydligste beboelse i Thule-området, med søkongekolonier på skrænterne bagved. Bygden er bygget på massive mospuder, som netop er resultat af de mange søkongers gødning. (Foto: Carsten Egevang. Billeder fra bogen Thule – på tidens rand af Kirsten Hastrup med fotos af Carsten Egevang, 2015).

POLARFRONTEN | NR.2/2015 | 9


JOURNALISTIK I SMÅ SAMFUND Naimah Hussain har arbejdet som nyhedsjournalist i Grønland og oplevet, at det var noget helt andet end det, hun kendte fra Danmark. Med den erfaring er hun nu i gang med at skrive en ph.d. om den grønlandske medieverden, som hun mener repræsenterer nogle fælles vilkår for journalistik i små samfund. Da Grønland omkring 2010 blev ramt af verdenspressens søgelys pga. debatten om landets råstoffer og de store mineralprojekter, pirrede det Naimah Hussains nysgerrighed så meget, at hun pakkede kufferten og flyttede til Nuuk. Her arbejdede hun på den landsdækkende radiostation KNR og på det lokale Nuuk TV, hvor hun kom tæt på det spændende stofområde. Men det gik undervejs også op for hende, at man som journalist arbejder under nogle helt specielle vilkår i Grønland: - Flere gange stødte jeg på noget i den journalistiske dagligdag, som adskilte sig markant fra det, jeg kendte fra mine tidligere arbejdspladser på DR og Politiken, fortæller hun.

Problemer med kilder Oplevelserne på de grønlandske medier inspirerede Naimah Hussain til at studere forskellene nærmere. Så efter et par år som underviser på Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet, er hun i starten af 2015 gået i gang med en ph.d.-afhandling på RUC, hvor hun vil undersøge, om der er en særlig måde at lave journalistik på i små samfund som det grønlandske (se boks). Som et lille, konkret eksempel peger hun på, at det kan være svært at finde brugbare kilder i Grønland. Ikke fordi der ikke er nogen, som vil bidrage med tips og gode historier, understreger hun, for det er der. Til gengæld er der også mange, som ikke vil stå frem bagefter, og som ikke er interesseret i at få deres person forbundet med en bestemt sag. - Hvad problemerne med kilderne skyldes? Det kan jeg fortælle dig, når min ph.d. er færdig om tre år, si-

10 | POLARFRONTEN | NR. 2/2015

ger Naimah Hussain med et grin. Men det kan selvfølgelig være mere risikabelt at stikke næsen frem i et lille samfund, hvor man er meget mindre anonym og f.eks. kan risikere at stå ansigt til ansigt med ‘modparten’ i Brugsen dagen efter. Det kan også hænge sammen med, at der er en vis konfliktskyhed og autoritetstro i det grønlandske samfund, og at mange – med rette eller ej – frygter, at det kan skade deres muligheder i fremtiden i et samfund, hvor alle kender alle. Hun oplevede også flere gange, at det kunne være svært at bruge en kilde, fordi vedkommende i forvejen var kendt i det lille samfund for noget andet. Det kunne være en politiker med private problemer, der kunne fylde så meget i offentligheden, at det skyggede for indholdet i den konkrete sag. Disse og mange andre problemstillinger er Naimah Hussain nu i gang med at undersøge. Og selvom hun er tilknyttet Roskilde Universitetscenter, foregår en stor del af arbejdet selvfølgelig i Grønland. I første omgang har hun en aftale om at observere det daglige arbejde på KNR, men senere håber hun på at udbrede det til de grønlandske aviser: - Jeg følger dagens gang, redaktionsmøder, produktionen af indslagene, udfordringer i det daglige arbejde, stort og småt. Jeg interviewer også journalister, redaktører og praktikanter, og ikke kun dem, der er aktive lige nu, men også dem, der har forladt Grønland eller arbejder med et andet område.

Mange danske journalister Gennem mange år har den grønlandske presse været præget af, at en stor del af journalisterne er kommet


Foto: Ulrik Bang.

fra Danmark og ikke taler grønlandsk. Der er siden 1980’erne hvert år kommet nogle få nye grønlandske journalister ud fra den grønlandske journalistuddannelse, men alligevel er der i dag stadig mange danske journalister i stillinger, hvor man ikke kan skaffe grønlandsksprogede. Situationen er ikke blevet bedre af, at mange dobbeltsprogede journalister de senere år er begyndt at sive fra pressen over i kommunikationsbranchen, hvor de arbejder for Selvstyret, kommunerne og de store virksomheder Så der bliver stadig hentet danske journalister som Naimah Hussain til Grønland. Hun kom med en dansk journalistuddannelse og ansættelser på danske medier i bagagen og fortsatte derfor med egne ord med at lave journalistik, som om hun stadig var på en dansk redaktion. Men der er store forskelle mellem grønlandske og danske journalister, og det præger kulturen på de grønlandske mediearbejdspladser: - De grønlandske journalister har en gigantisk viden om det grønlandske samfund, som danske journalister som udgangspunkt ikke har. De kender personerne, de ved, hvem der er i familie med hvem, for de møder dem hele tiden. De ved, hvordan Nuuk har udviklet sig, og at man f.eks. engang gik på jagt der, hvor lufthavnen nu ligger, fortæller Naimah Hussain. Hele den lokale forankring og viden, som danske journalister mangler, har en betydning for, hvordan man får idéer, og hvordan man laver journalistik. - Jeg vil gerne undersøge, hvad det betyder for journalistikken. Jeg er nemlig sikker på, at der er rigtig mange historier og vinkler, som danske journalister

bare ikke ser. En grønlandsk kollega fortalte mig, at mens hendes kilder ofte var almindelige borgere, så gik de danske journalister ofte til de danske embedsmænd, der arbejdede i f.eks. Selvstyret, hos politiet eller lignende myndigheder. Og det betyder selvfølgelig noget for, hvilke historier man får, og hvilke vinkler man vælger.

Dansk dominans Trods disse forskelle ligner det grønlandske mediesystem ellers det danske til forveksling. Der er justeret lidt hist og pist, men overordnet er såvel den journalistiske uddannelse som medielovgivningen og pressenævnets måde at fungere på kalkeret direkte af fra den danske virkelighed. Det er ikke nødvendigvis nogen god idé, mener Naimah Hussain, og hun vil derfor undersøge, om ikke der er løsninger, der passer bedre til grønlandske forhold. Svaret blæser foreløbig i vinden, men hun peger på, at når man bygger på danske normer og for eksempel siger, at man ikke vil bruge anonyme kilder, så begrænser man sig selv, specielt i et lille samfund. - Jeg ville godt kunne argumentere for, at det i et lille samfund kan give mening at bruge anonyme kilder i et større omfang, end man gør i Danmark. For nogle gange er historien så vigtig, at hvis ikke du kan få folk til at stille op, så er du nødt til at finde en anden måde at fortælle den på. Når de grønlandske medier alligvel viger tilbage, skyldes det, at man risikerer at brænde sig på nogle vedtagne journalistiske principper. Og det er ærgerligt, mener hun, selvom hun godt forstår betænkelig-

POLARFRONTEN | NR.2/2015 | 11


Journalistik i små samfund Projektet vil besvare følgende fire forskningsspørgsmål:

1) Hvordan ser mediesystemet ud i Grønland? 2) Hvordan ser indholdet ud i de tre landsdækkende grønlandske nyhedsmedier?  3) Hvilke særlige udfordringer gør sig gældende for journalisternes praksis i Grønland – og for små samfund generelt – og hvordan kommer disse udfordringer til udtryk? og  4) Findes der en særlig lokal habitus i det grønlandske journalistfelt?

hederne og de presseetiske problemer ved at bruge anonyme kilder. Naimah Hussain nævner et andet eksempel på den danske dominans. Under den seneste grønlandske valgkamp i 2015 var der en aften et meget kritisk interview på KNR-TV. Da man næste dag spurgte folk på gaden, hvad de syntes om interviewet, svarede den langt overvejende del, at det var alt for aggressivt. - Så når vi på den danske og den grønlandske journalistuddannelse lærer, at vi skal være kritiske og afslørende, så støder en sådan konfliktagtig tilgang måske i virkeligheden mange mennesker væk i en grønlandsk virkelighed. Det skal vi måske tænke ind i det daglige arbejde. Eller også er der måske et behov for at forklare pressens rolle noget tydeligere for befolkningen og politikerne.

Ikke tid til undersøgende journalistik Et af de store problemer i den grønlandske medieverden er, at der ikke er ressourcer til at lave undersøgende journalistik og tid til at grave de vigtige historier frem. Det er ikke blevet bedre, efter at Landstinget i 2015 har frataget aviserne den økonomiske støtte, som de siden 2010 har fået som kompensation for bortfaldet af portostøtten. Det er først og fremmest de to landsdækkende aviser AG og Sermitsiaq, som bliver klemt. - Det er her min bekymring for fremtiden mest ligger, siger Naimah Hussain. Den mistede støtte kan betyde afskedigelser, og det vil gøre det endnu vanskeligere at sætte relevante dagsordner og grave ting frem. Risikoen er, at der i fremtiden bliver endnu mere copypaste-journalistik, hvor man sakser fra pressemeddelelser og refererer politikernes beslutninger. Det sidste er i forvejen et problem. En undersøgelse, som Naimah Hussain lavede i 2013 viste, at der blev brugt forholdsvis mange pressemeddelelser, og at det betyder, at myndighedskilder stort set ufiltreret har adgang til medierne med deres egne vinkler. Og med

12 | POLARFRONTEN | NR. 2/2015

den professionalisering af kommunikationen, der sker med ansættelsen af pressemedarbejdere i partierne og Selvstyret, vil der fremover blive stillet endnu større krav til journalisterne om at grave de vigtige historier frem.

Støtte nødvendig På den anden side mener Naimah Hussain også, at den mistede støtte til pressen – selvom nedskæringerne kunne pege på det modsatte – kan give aviserne en ny uafhængighed, som måske kan bane vejen for mere kritisk journalistik. - Det er jo interessant i mit projekt at undersøge – også på KNR – om der er nogle historier, der ikke bliver bragt, fordi redaktionerne udøver en vis form for selvcensur. Her betyder det også noget, at KNR’s økonomi er enormt afhængig af de årlige finanslove og ikke, som f.eks. DR, har en 4-årig aftale, som ville have givet en større uafhængighed. Dilemmaet er selvfølgelig, at det ikke bliver nemmere at lave kritisk og afslørende journalistik, hvis man er nødt til at afskedige de journalister, som skulle have lavet den. Så måske er forudsætningen for en velfungerende presse i et lille samfund, at medierne bliver støttet? - Hvis man gerne vil have, at der skal være grønlandsksprogede medier og en landsdækkende presse i Grønland, så er man fra politisk side nok nødt til at gå ind og hjælpe, ikke mindst fordi distributionen er vanvittig dyr, og fordi man arbejder på to sprog. Faktisk har KNR’s bestyrelsesformand også lige været ude at sige, at medierne har en sprogbevarende og sprogudviklende rolle, og at man, hvis det af politiske grunde er ønskværdigt, så også er nødt til at støtte medierne, slutter Naimah Hussain. Poul-Erik Philbert

Naimah Hussain, RUC, naimah@ruc.dk


Fra Arktisk Instituts arkiv:

REGITZE MARGRETHE SØBY

Regitze Søby studerede indgående gennem flere årtier social kultur i det nordlige Grønland. Hendes fokus lå på familiestrukturer, herunder især kvindernes og børnenes roller, på fangerens forhold til fangstdyrene, på traditioner og skikke, både i almindelighed og i festlivet (eksempelvis Mitaartut og førstefangstfesten for småbørn) samt i det enkelte menneskes livscyklus. Bøger og artikler skrevet af Søby kan i dag lånes på Polarbiblioteket, mens der i Arktisk Instituts dokumentarkiv forefindes udførlige dagbogsnotater og optegnelser i forbindelse med hendes forskningsprojekter i Upernavik distrikt, nærmere bestemt Kullorsuaq og Savissivik 1964-65, 1973-75, 1982-88 og 1994-95. En del af disse dokumenter falder dog under en tilgængelighedsfrist på 75 år. Det gælder imidlertid ikke Søbys store diassamling, som i dag ligger offentligt tilgængelig på Arktisk Instituts fotodatabase. Der er tale om en unik samling, som åbner dørene til livet, som det levedes i bygderne mod nord i årene 1964-1989. Det unikke skyldes i særdeleshed, at enkel-

Se Regitze Margrethe Søby s diassamling på Arktisk Institut. te familiegrupper følges gennem flere år, hvilket giver et enestående indblik i det helt nære miljø. Samlingen består af intet mindre end 4349 farvedias og indeholder desuden billeder fra Søbys øvrige feltarbejde i Alaska og Sameland. Maia Dose. maia_dose@hotmail.com

≈ Arktisk Instituts fotosamling rummer ca. 100.000 fotografier, hvoraf op mod halvdelen er skannet og lagt på www.arktiskebilleder.dk POLARFRONTEN | NR.2/2015 | 13


MANPOWER PÅ SVALBARD Svalbard ligger i den nordligste ende af Grønlandshavet – korridoren mellem Det Arktiske Ocean og Atlanterhavet. Derfor er det en vigtig brik at få på plads, når man skal stykke klimaudviklingen efter sidste istid sammen i landmasserne omkring Det Arktiske Ocean.

Slette med hævede strandvolde i Palanderbukta på Nordaustlandet, Svalbard. I baggrunden ses ekspeditionens skib «Ulla Rinman». 10.08.2015. Fotos: Ekspeditionen.

14 | POLARFRONTEN | NR. 2/2015


Opbygningen og afsmeltningen af iskapperne på landmasserne rundt om det Det Arktiske Ocean under og efter den seneste istid skete ikke samtidig. Det er ikke de samme signaler, man ser, og der er stor variation i de maksimale isvolumener rundt om i Arktis. For at bidrage til et mere samlet indblik i isens tilsyneladende forskellige udviklingshistorier i denne del af verden drog et par håndfulde geologer sommeren 2015 til Nordaustlandet på Svalbard for at tage sedimentprøver i søer og kigge på fortidens hævede kystlinjer. Området er stadig delvist dækket af gletsjere og iskapper, men lå i sidste istid helt under det gigantiske Svalbard-Barentshav-isskjold, som modelleringer har vist kunne have været op til 2000 m tykt i de centrale dele. Det, der især optog forskerne, var perioderne omkring sidste istids afslutning, og hvornår den lille istid mere præcist begyndte og sluttede. Anders Schomacker fra Statens Naturhistoriske Museum og Norges Arktiske Universitet deltog i ekspeditionen, og han siger: - Vi har en formodning om, at den lille istid slutter på Svalbard ved udgangen af 1800-tallet, men hvornår den begyndte er noget mere usikkert. Håbet er, at svaret ligger i indsamlede sedimentkerner fra de søer, der ligger mellem de nuværende gletsjere og havet. Det er kombinationen af sedimenttype og det organiske indhold, der gør kernerne vigtige. Typerne af sediment fortæller, om den forhistoriske gletsjer var i gang med at afsmelte efter en glaciation. Eller om det måske var en periode med ophold, hvor der var tilstrækkeligt varmt til, at der var liv i søerne, så organisk materiale kunne samles på bunden. De organiske rester kan bruges til at datere de forskellige lag i kernerne og dermed sætte årstal på udviklingen af den specifikke gletsjer – hvad enten den er skrumpet eller vokset.

Manpower For at samle sedimentkerner i en sø må man have en båd som arbejdsplatform, hvorfra man kan sænke sit borerør. De fleste søer, der blev besøgt, lå ca. 8 km fra kysten, hvor ekspeditionens baseskib lå for anker. Så hvordan bærer man sig ad med at få fragtet grej flere kilometer ind i landet, hvor der yderligere er en stigning på 100 m, og der ikke er midler til en helikopter? Anders Schomacker smiler lidt skævt og siger: - Man går. Gummibåden alene vejede 50 kg. Heldigvis havde vi en stor og stærk islænding, der

Geologisk profil med glacialtektonisk deformerede marine sedimenter. Disse er aflejret efter sidste istids afslutning og må derfor være foldet ved et senere gletsjerfremstød, formentlig i tidlig Holocæn. De Geerbukta i Lomfjorden på det nordøstlige Spitsbergen, Svalbard. 12.08.2015. kunne tage sig af båden. Men alle havde fyldte rygsække og ømme rygstykker om aftenen. Heldigvis er der også andre spor i landskabet, som fortidens klima har efterladt, og hvor geologerne ikke behøver at slæbe en gummibåd med. Strandvolde opstår, når bølgerne i det åbne og isfri hav former kystlinjen i aflange forhøjninger. Kan man datere disse strandvolde, får man også her en mulighed for at sætte årstal på en klimabegivenhed – i dette tilfælde et varmere klima. Anders Schomacker siger: - En af de ting, der overraskede os, var, at vi fandt strandvolde så højt oppe i landskabet. De er hidtil kun fundet op til 50-70 m over havet. I sommer fandt vi strandvolde med hvalben og drivtømmer op til over 80 m. Det tyder på, at området har været mere trykket ned af isen under sidste istid, og at centeret for Svalbard-Barentshavs-isskjoldet lå tæt på Nordaustlandet. Vi venter dog stadig på dateringerne, så der er desværre endnu ingen aldre på strandvoldene. Fortidens strandvolde og nutidens havniveau sætter de tidsgrænser, der arbejdes indenfor. Når hvalbenene fra fortidens øverste strandvolde har afsløret deres aldre, viser de, hvornår landmassen har haft størst isbyrde og været trykket i bund. Klimabegivenhederne mellem dengang og nu ligger så gemt i søsedimenterne, hvor de forskellige lag vil fortælle om vekslende temperaturer og dermed gletsjerfremstød – eller det modsatte. Uffe Wilken

Anders Schomacker. anders.schomacker@snm.ku.dk

POLARFRONTEN | NR.2/2015 | 15


Torskegilde eller rejekalas? Flere grønlandske bygder fik et socialt knæk, da torskefiskeriet kollapsede i slutningen af 1960’erne. Siden da har det været diskuteret, om det var overfiskeri eller miljøforandringer, der udraderede fisken. For nylig slog biologer fast, at det var både og. I årene efter dukkede så rejerne op, hvilket fik mange til at drage konklusionen, at når torsken forsvinder, så kommer rejen. Men er denne konklusion nu også rigtig?

16 | POLARFRONTEN | NR. 2/2015


Det var ikke kun torsken, der forsvandt fra de grønlandske kyster tilbage i slutningen af 1960’erne. Det gjorde de fede tider for fiskeindustrien også. Kollapset i torskefiskeriet medførte, at bygder i Vest- og Sydgrønland blev affolket, og mange af de folk, der blev tilbage, endte i arbejdsløshed. Tristheden bredte sig. Årsagen til torskens kollaps har været omdiskuteret. Var det klimaændringer? Overfiskeri? Eller måske noget helt tredje? For nylig slog danske og grønlandske forskere i tidsskriftet Scientific Reports fast, at det var både overfiskeri og miljøændringer, der tog livet af torskene og dermed også bygderne. Professor Einar Eg Nielsen fra DTU Aqua siger: - Vi ved nu, at de torsk, man fiskede ud for Vestgrønland, var sammensat af flere forskellige bestande. Kollapset skyldtes i første omgang overfiskeri på den ene langsomtvoksende bestand. Men fordi torsken i Grønland lever på grænsen af sit udbredelsesområde, så skrumper bestandene, når miljøet ændrer sig, og det bliver koldere.

På afgrundens rand At biologerne har kunnet løse gåden skyldes en lidt besynderlig samling sten – nærmere bestemt øresten fra torsk, indsamlet systematisk gennem årtier, og som Pinngortitaleriffik (Grønlands Naturinstitut) har liggende i sit arkiv. Øresten vokser inde i torskens hoved og består af kalk. I kalken indlejres vævsrester, som indeholder DNA. Ved at analysere resterne af DNA kunne forskerne se, at den grønlandske torsk har været fordelt på tre bestande: en østgrønlandsk/islandsk, en udenskærs bestand, og en bestand af fjordtorsk. DNA-undersøgelserne viste, at størstedelen af fangsten op til kollapset var gået ud over den grønlandske udenskærs bestand, en bestand som kun vokser langsomt, og som derfor hurtigt blev fisket op.

Om klimaets indvirkning på torskene forklarer Einar Eg Nielsen: - Miljøændringerne er hovedsageligt ændringer i temperatur. Torsken i Grønland lever på kanten af sit nordlige og temperaturmæssige udbredelsesområde, så derfor vil selv forholdsvis små udsving i temperaturen have en effekt på bestandene. Det vil sige, at de vil have en bedre rekruttering og vækst og vil være i stand til at sprede sig over større områder, hvor temperaturen er gunstig (højere) for dem. Og omvendt. Hvis man så fastholder et fiskeri i den samme størrelsesorden som hidtil, når det bliver koldere, er det klart, at det har en hårdere effekt på fisk. De vil ikke være i stand til at rekruttere så godt, som de ville være, hvis temperaturen var højere. Jo tættere på afgrunden, jo større chance for at falde ud over den. Vores undersøgelse viser også, at evnen til at rekruttere for de grønlandske torsk er meget ringere end for de islandske torsk. Derfor kan de grønlandske tåle et meget mindre fiskeri end de islandske torsk. Derfor kan det få katastrofale konsekvenser, hvis man ikke er klar over, hvilken bestand man fisker på. Einar Eg Nielsen forklarer: - Hvis man ikke kender til en bestands struktur og ikke ved hvilke bestande, man fisker på, så er chancen for at overvurdere fiskeriet forholdsvis stor. Hvis du fisker uden at skelne mellem hvilke bestande, det går godt, og hvilke det går dårligt, så er der en kæmpe risiko for, at du kommer til at overudnytte dem, der klarer sig dårligt. Og måske endda underudnytte dem, der har det godt. Før 2011 rådgav man på én bestand, nu rådgiver man på alle tre bestande – den indenskærs, den udenskærs og den østgrønlandske/islandske bestand.

Foto: GN fotoarkiv POLARFRONTEN | NR.2/2015 | 17


Figuren viser udsvingene fra gennemsnittet (0) fra cirka år 1900 til i dag i overfladetemperaturerne ved Vestgrønland. Vandtemperaturen er over gennemsnittet fra midten af 1920’erne til midten af 1960’erne, hvilket passer med opsvinget i fiskeriet. En række meget kolde år i 1970’erne medvirkede til at knække bestandene. Nu er temperaturen igen høj, så man håber på igen at se en positiv udvikling i bestandene. Kilde: Einar Eg Nielsen

De to udenskærsbestande af torsk ved Grønland. Rød (islandsk), brun (østgrønlandsk/islandsk), grøn (udenskærs vestgrønlandsk). Kilde: Rasmus Hedeholm.

Torsken er så småt ved at vende tilbage til de vestgrønlandske farvande, og der må fiskes. Men risikerer man så ikke, at man overfisker den sårbare bestand, allerede inden den er genetableret? Rasmus Hedeholm fra Naturinstituttet siger:- Jo, og derfor har vi også anbefalet, at der ikke fiskes nord for 61 grader nord langs vestkysten. Ikke fordi der ikke er fisk, men fordi vi vurderer, at det er den østgrønlandske torsk, der vokser op her. Hvis man fisker dem, vil man uundgåeligt også fange den lokale udenskærs torsk, som man helst så blive genopbygget. Samtidig med at torskene forsvandt fra kødgryderne, blev de langsomt erstattet af rejecocktails. Interessen for rejer steg, og Grønlands Fiskeriundersøgelser begyndte at undersøge de udenskærs rejebestande. Det viste sig, at der her var gode muligheder for fiskeri.

Også torsk spiser rejer Samtidig med at torsken forsvandt, dukkede rejerne så op. Det var derfor nærliggende i årene efter at foreslå en sammenhæng mellem de to arters skæbner og antage, at det var det koldere havvand, der tog livet af torsken. Til gengæld blev Vestgrønland så mere indbydende for rejerne. Problematikken er nu dukket op igen og fylder stadig her mange år efter en del hos biologerne på Grønlands Naturinstitut i Nuuk. Rasmus Hedeholm fra Naturinstituttet forklarer hvorfor: - Efter torskekollapset var der en lang periode uden torsk, men i de senere år er vi begyndt at se en stigning af torsk igen i alle grønlandske farvande. Når så

rejerne i samme periode, som torskene har været væk, er den dominerende naturressource, så er det nærliggende at tage problematikken op igen. Rejer er jo Grønlands helt store eksportvare, så det er vigtigt at se på, hvor stor en effekt den rejeædende torsk kan få på rejefiskeriet. Når snakken falder på koldere vand som bagtæppe for idéen om, at ‘torskene forsvandt – rejerne kom’, så er Rasmus Hedeholm noget mere reserveret. Han siger: - Betragter man de to ting lidt adskilt, så er der ingen tvivl om, at koldere vand er godt for rejen, og at torsken har det lidt sværere med koldere end med varmere vand. Som vi har set i de andre varmeperioder, så kan torsken lige pludselig spredes langt nordpå, hvilket også er årsagen til, at den har været så udbredt i Vestgrønland. Torsk spiser rejer, så der er ingen tvivl om, at torsken vil have indflydelse på rejerne. Det, jeg er lidt loren ved, er, hvor stærk koblingen til koldt vand er. Det er fristende at lave en 1:1-kobling, men jeg tror ikke, at det er så ligetil. Det er en kombination af klima og af, at torsk æder rejer.

Uffe Wilken

Einar Eg Nielsen. een@aqua.dtu.dk Rasmus Hedeholm. rahe@natur.gl Pinngort italeriffik/Grønlands Naturinstitut Se video af torskefiskeri i Grønland

Bestande: Gæt en fisk! Hvis man er fisker i Vestgrønland, hvordan kan man så kende forskel på de forskellige bestande? Einar Eg Nielsen forklarer: - Vi har lavet nogle undersøgelser, vi kalder ’gæt en fisk’, hvor vi har bedt fiskerne om at sige, om det er en udenskærs eller en indenskærs torsk, de stod og sorterede. Efterfølgende lavede vi DNA-test, og den korte besked er, at man ikke kan se forskel. Der er nogen fisk, der ser anderledes ud, men det er mere pga. deres opvækststed, end det er genetikken. Er de vokset op på sandbund, er de måske lysere. For at kunne kalde en mængde torsk for en bestand, skal der være nogle mekanismer, så de holder sig isolerede. En af disse mekanismer er havstrømme. Tit gyder fisk i et område, hvor æg og larver bliver inden for samme område. På den måde er der mindre udveksling med andre steder. Samtidig er der meget, der tyder på, at der er homing i havfisk, dvs. de svømmer tilbage til det sted, de selv blev gydt. Det er f.eks. vist, at torsk, der genetisk er af islandsk afstamning, svømmer tilbage, når de bliver kønsmodne. 18 | POLARFRONTEN | NR. 2/2015


TORSKENS BETYDNING FOR GRØNLANDSKE BYGDER – TRE EKSEMPLER AAPPILATTOQ i det sydligste Grønland i Prins Christians Sund var et af de bosteder, som Grønlands-kommissionen af 1948 eksplicit ønskede at lukke. Men befolkningen blev boende og oplevede i perioden 1947 til 1977 en vækst fra 147 til 234 indbyggere, og bygden blev i høj grad en del af torskeeventyret. Siden indhandlingen lukkede i slutningen af 1980’erne, er der foregået en betydelig affolkning til i dag 113 indbyggere. Der er inden for de sidste år blevet genetableret en indhandling i Aappilattoq, og befolkningstallet har stabiliseret sig. ALLUITSUP PAA (Sydprøven) blev anlagt som udsted i 1832. Allerede i 1920 var der godt gang i fiskeriet, og Alluitsup Paa havde større fiskeindhandling end Qaqortoq. I 1966 blev der bygget en rejefabrik, og bygden voksede og havde god økonomi. Ved indførelsen af hjemmestyret havde Alluitsup Paa 607 indbyggere og blev regnet for et meget velfungerende bosted, så det blev diskuteret, om bygden skulle overgå til bystatus. Rejefabrikken betød, at Alluitsup Paa ikke blev ramt så hårdt, da torsken forsvandt. Men rejerne og rejefiskeriet flyttede gradvist længere nordpå, og rejeproduktionen blev koncentreret på færre steder til i dag kun at foregå i fire byer, og i det spil kom Alluitsup Paa til kort over for de større byer med flere vælgere. IKERASAARSUK ligger mellem Sisimiut og Aasiaat i Vestgrønland og har været en boplads siden ca. 1900 som grønlandsadministrationen løbende ønskede at nedlægge. En tendens der fortsatte i hjemmestyrets første år. Befolkningstallet er steget markant fra 45 i 1977 til 107 i 2011, hvorefter der har været et svagt fald til 97 i dag. Hovederhvervet har været og er fortsat en kombination af fangst og fiskeri, hvor fiskeriet primært er efter torsk, uvak og stenbiderrogn. Da torsken forsvandt fra Vestgrønland, var der fortsat en lokal torskestamme i Kangaatsiaqs fjordsystemer, som lokalbefolkningen oplevede blev overfisket af udefrakommende trawlere, men der har gennem hele hjemmestyreperioden været indhandling af torsk i Ikerasaarsuk. Bygdens primære udfordring er, at indhandlingsanlægget er alt for lille i forhold til den torsk, der kan fanges i dag. Den primære forklaring på, at Ikerasaarsuk befolkningsmæssigt har klaret sig så godt gennem perioden med begrænset torskefiskeri, er befolkningens drive og store omstillingsparathed. Hvis der er mindre at fiske, fanger man noget mere, og befolkningen er kendt i hele Diskobugten for at levere havpattedyr og rener. Kåre Hendriksen

Bygden Aappilattoq. Foto: Uffe Wilken.

POLARFRONTEN | NR.2/2015 | 19


PÅ STEDETS BETINGELSER Grønlandsk boligbyggeri er stærkt domineret af danske byggetraditioner. Nu er en projektgruppe gået i gang med at skabe en ny arktisk byggeskik, som skal udvikle et byggeri på grønlandske betingelser. Når man lytter til arkitekt Jens Thomas Arnfred fra tegnestuen Vandkunsten, kan man kan godt få den tanke, at det er et meget stort brød, tegnestuen Vandkunsten, DTU’s polare afdeling og ingeniørfirmaet Rambøll har slået op. I hvert fald er de gået sammen om at udvikle intet mindre end en helt ny arktisk byggeskik og er blevet bakket op af den A.P. Møllerske Støttefond med en rundhåndet bevilling til et projekt, som i første omgang skal munde ud i, at der opføres en prøvebolig i Nuuk.

Byggeri på dansk Det er Jens Thomas Arnfred, som har været primus motor bag det ambitiøse forsøg på at forny boligbyggeriet i Nuuk. Han har arbejdet med idéen siden 2011 og præsenterede sammen med to Nuuktegnestuer hovedindholdet i projektet allerede på Arkitekturbiennalen i Venedig i 2012. Arnfred fortæller, at det var mødet med nybyggeriet i Nuuk, som skabte den indignation, der har været brændstoffet bag de store ord om en ny byggeskik i Arktis. - Vi havde rejst tusindvis af kilometer, havde sat urene fire timer tilbage og ankom til verdens største ø, hvor vi helt åbenlyst befandt os i en helt anden kultur og natur og i et markant andet klima. Og så mødte vi allerede på vej ind fra lufthavnen et nybyggeri, som ligeså godt kunne have ligget i Valby eller Hvidovre. Så vi gik rundt i Nuuk og blev småindignerede og sagde til hinanden, at det her kan ikke være meningen. Vi var på udkig efter et byggeri på stedets betingelser, som kan blive karakterfuldt i de rette hænder, men fandt det ikke.

Udfordrer eksisterende traditioner

i de senere år er der i Nuuk skudt mange lejlighedskomplekser op efter dansk forbillede, bl.a. de såkaldte tårn- eller punkthuse med store glaspartier og altaner. Skal man i dag bygge et hus i Grønland, laver man en aftale med en af de relativt få entreprenører, som har erfaring med at bygge på fjeldet og har de store maskiner, som kan transportere beton, gipsplader og alle de andre tunge materialer. De anlægger et betonfundament, og i det omfang det er nødvendigt, sprænger de klippen væk. Herefter bliver de præfabrikerede elementer bragt ind og samlet. Et af de vilkår, det bliver vanskeligt at ændre på, er, at næsten alle materialerne må importeres: - Inden for nybyggeriet er næsten alt, hvert eneste søm og hver skrue, importeret. Og sådan har det været siden de gamle tørvehuse, som stort set var lavet af lokale materialer, fortæller Jens Thomas Arnfred. Så selvom vi taler om at bygge på stedets betingelser, så har vi ikke en rosenrød forestilling om, at Grønland pludselig skal være selvforsynende med byggematerialer, men vi eksperimenterer da med, om vi f.eks. kan bruge tang som isolering. Men ellers er kursen sat mod et byggeri, som udfordrer de eksisterende traditioner og tager højde for de særlige, ekstreme arktiske forhold: en barsk natur lige uden for døren, fjeldlandskaberne, den evige vekslen mellem vinterens mørke og sommerens lys, kulden og stormene og en befolkning med rødder og identitet tilbage til den gamle fangerkultur.

Fire varme hænder Arbejdet med den nye arktiske byggeskik hviler på nogle dogmer og spilleregler, der både er en ramme omkring idéudviklingen og afspejler nogle af de grønlandske betingelser.

Boligbyggeriet i Grønland har siden 1960’erne været domineret af danske byggetraditioner med den herostratisk berømte Blok P, der blev jævnet med jorden for et par år siden, som det største skræmmebillede. Og

20 | POLARFRONTEN | NR. 2/2015

Illustrationer: Tegnestuen Vandkunsten


I den nye arktiske byggeskik forestiller man sig grupper af tætte, lave boliger omkring et fælles adgangsdæk.

Se film om Ny arktisk byggeskik: New Arctic Building Practice – Possible Greenland

Boligen er i to forskudte planer og dækket af en gennemsigtig klimaskærm. Den inderste zone består af nogle isolerede stabelbare bokse til sove- og opholdsrum. Den yderste zone er en højloftet udestue.

POLARFRONTEN | NR.2/2015 | 21


- Et af dogmerne lyder, at en bolig skal kunne opføres af ‘fire varme hænder’, og nok skal det ikke tages helt bogstaveligt, men det bygger på den konstatering, at der er stadig flere ledige hænder i Grønland, og at det vil gøre byggeriet mere uafhængigt af entreprenørfirmaerne og deres store maskiner, forklarer Jens Thomas Arnfred. Men da Jens Thomas Arnfred og hans kolleger samtidig forestiller sig, at man begynder at ‘indtage land’ og krybe op ad de stejle fjeldsider til steder med storslåede udsigter, så får det konsekvenser for materialevalg og bygningskomponenter. For hvis man inviterer til selvbyg og vil transportere elementerne op til en byggeplads på en fjeldside uden de store entreprenørmaskiner, så kræver det både lette materialer og et monteringsvenligt samlesystem. - Et andet dogme er, at vi samtidig stiller det krav, at det skal være reversibelt, så man skal kunne skille huset ad og så at sige kunne tage det på ryggen og flytte det til et andet sted, fortæller Jens Thomas Arnfred. Det hænger sammen med det helt elskelige, at der i Grønland ikke er privat ejendomsret til fjeldet, som tilhører fællesskabet, og at man derfor i princippet kan slå sig ned, hvor man vil.

Krudt forbudt Det er også det fælles ejerskab til fjeldet, som ligger bag dogmet ‘krudt forbudt’, der betyder, at man afskriver sig muligheden for at bruge dynamit. - Vi foretager et indgreb i og beslaglægger fælles grund, hver gang vi bygger, og vi siger – stadig med lidt skælvende hænder – at vi kun har grunden til låns, og at vi derfor må minimere indgrebene i fjeldet,

22 | POLARFRONTEN | NR. 2/2015

lyder det fra Jens Thomas Arnfred. Er der tale om større byggerier, bliver der i dag f.eks. grebet ind i terrænafvanding og andre fysiske forhold. Og når man skal anlægge de principielle forsyninger: varme, vand og kloakker, så har man valget mellem enten at sprænge sig ned i klippen og lægge dem dér, eller også at lade dem ligge oven på fjeldet. - Og vi nåede frem til, at hvis vi bare kunne rykke lidt tættere sammen, og vi kunne få boligens principielle forsyningsrør op at hænge, isoleret og serviceringsvenligt selvfølgelig, under et adgangsdæk, at så en brygge, så kunne vi undgå at sprænge fjeldet i stumper og stykker. Det ville skabe et helt nyt grundmodningsprincip i Grønland. Så man forestiller sig bosteder i grupper af tætte, lave boliger omkring et fælles adgangsdæk, der både fungerer som boligernes sociale uderum med fællesfunktioner og gemmer på bydelens forsyningsrør. De enkelte dæk eller brygger vil så være forbundet på fjeldsiden med ramper og trapper.

Bolig med to klimazoner Når vi har fået lagt bryggerne, ramperne og trapperne ud som fårestier på fjeldskråningen, så mangler der bare at få husene koblet på: - Vores huse hviler på tynde metalpæle og danser på fjeldsiden i samtale med det omkringliggende landskab. Vi har udviklet en kantbolig, som rider på kanten af bryggerne og snøvser sig til forsyningsledningerne, som Arnfred udtrykker det. Og så er festen sådan set startet. Boligen er i to forskudte planer og dækket af en gennemsigtig klimaskærm. Bag skærmen kan man styre


klimaet, udenfor kan man ikke. Men inden for klimaskærmen er der to klimazoner. Den inderste zone, som er kerneboligen med soveog opholdsrum, består af nogle isolerede, stabelbare bokse og vil kunne holde en stabil temperatur på 20 grader året rundt. Den yderste zone er en meget højloftet udestue, som ganske vist er beskyttet af den gennemsigtige klimaskærm, men hvor temperaturerne vil svinge med årstiderne, så der vil være køligt om vinteren og varmt om sommeren. - Vi har de små huler, hvor man kan overleve om vinteren. Og så har vi udvendigt mod syd og vest et højloftet område, hvor vi kan dyrke tomater året rundt på Grønland. Ja, det er nok at tage munden for fuld, men vi introducerer væksthuset i boligen som en banal udestue, hvor man også kan have værksted, reparere sine motorer, tilberede sine fangster, opbevare fornødenheder og i øvrigt samles i højloftet rummelighed, når lyset kalder på det, siger Jens Thomas Arnfred. Og det gør det grønlandske lys, for vi har iskrystaller, vi har tåge, vi har stjernehimle, og vi har nordlys. På den måde tilbyder boligen både nogle huler, som yder beskyttelse mod et hårdt, arktisk klima året rundt, og en højloftet, rummelig udestue, som bringer beboerne tæt på omgivelserne og lukker årstidernes skiften ind.

dringer som de økonomiske kalkuler og alt det andet, som et byggeri i Grønland involverer. Man fornemmer, at det er et hårdt slid, men endemålet med en prøvebolig – måske allerede til sommer – synes at være inden for rækkevidde. - Vi har allerede nu sammen med Sermersooq kommune lavet et plangrundlag for et helt vidunderligt område i Nuuk i forlængelse af Myggedalen ved Vandsøen, hvor vi skal bygge et prøvehus i et meget svært terræn, fortæller Jens Thomas Arnfred. Og har vi så en ny arktisk byggeskik? Dog ikke, mener Jens Thomas Arnfred: - Vi kan ikke sidde her i København og tegne en ny arktisk byggeskik. En byggeskik er slet ikke noget, man tegner sig til. Det er en bevægelse, som ikke desto mindre starter et sted. Og hvis vi kan skabe en bolig, som arkitektonisk og brugsmæssigt bliver anerkendt af dem, der bygger den, og som beboerne synes er elskelig, så er vi måske dér, hvor man kan sige, at der er plantet et frø til det, vi lidt højrøvet kalder en ny arktisk byggeskik. Poul-Erik Philbert

Jens Thomas Arnfred, Vandkunsten, ja@vandkunst.dk Læs om projektet på Vandkunstens hjemmeside

En ny arktisk byggeskik? Den nye arktiske byggeskik har hidtil hvilet på en lang række postulater, som man nu i projektgruppen er i gang med at verificere bådei forhold til såvel de grønlandske bygningsreglementer og de tekniske udfor-

Se film: Possible Greenland: forberedelse af det dansk- grønlandske bidrag til Arkitekturbiennalen i Venedig

POLARFRONTEN | NR.2/2015 | 23


To fortællinger, én historie Kristne missionærer drog ud fra deres hjemlande for at udbrede evangeliet til inuitterne i Grønland og aboriginerne i Australien. Der er både forskelle og ligheder i deres missionshistorie, men resultatet af møderne har i medierne været repræsenteret i to meget forskellige fortællinger – den ene en succes, den anden en fiasko. Ud over oplagte svar som bænke, træer og travle mennesker hvad har Christianhavns Torv i København og Belmore Park i Sydney så til fælles? Jo, begge steder finder man grupper af oprindelige folk fra landenes egne indbyggere. Fra Rigsfællesskabet er torvet et velbesøgt mødested for grønlændere, i Australien er det landets urbefolkning, aboriginerne, der sidder i hinandens selskab. Det var dette sammenfald af til tider noget skæve menneskeskæbner, der gav den australske historiker Claire McLisky idéeen til sit forskningsprojekt om ligheder og forskelle mellem fortællingerne om de tidlige danske kristne missioner i Grønland og kristne missioner i Australien blandt aboriginerne. Claire McLisky siger: - Jeg flyttede til Danmark i 2009 efter at have gjort min ph.d. om en australsk kristen mission færdig. Jeg var interesseret i kolonihistorie og var ikke klar over, at Danmark også havde en kolonihistorie, førend jeg flyttede hertil. Når jeg gik over Christianhavns Torv, snakkede jeg med grønlænderne og fandt ud af, at de var i en lignende situation som de aboriginere, jeg plejede at snakke med i Melbourne og Sydney. Det gjorde mig interesseret i at læse om deres historie, og det gik op for mig, at arven fra kristne missioner de to steder havde mange ligheder. I Danmark var det dog ikke et emne, der havde haft særlig megen opmærksomhed.

Avislæsning Med et stipendie fra Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation og et flot Sapere Aude-stipendie kunne Claire McLisky kaste sig over at finde ud af, hvordan missionernes historie og den måde, de blev fortalt på, har påvirket såvel aboriginerne og de australske nybyggere som de danske kolonisatorer og grønlænderne. Ent aspekt af forskningen var at undersøge, hvordan missionerne var repræsenteret i aviser. Claire McLisky forklarer hvorfor:

24 | POLARFRONTEN | NR. 2/2015

- Aviserne er nok et trin nærmere, hvad almindelige mennesker har haft adgang til, og afspejler måske derfor også mere, hvordan folk har opfattet tingene. Selvom man umiddelbart kan mene, at det kan være svært at sammenligne kristne missioner to så forskellige steder som Grønland og Australien, så siger Claire McLisky: - Langt hen ad vejen havde både missionærerne og deres projekter de samme mål, og deres forhold til hhv. grønlænderne og aboriginerne blev fortalt med de samme vendinger. Hele missionsbevægelsen var en transnational bevægelse, og Grønland var et af de første steder, hvor man afprøvede den evangeliske tilgang til koloniserede urfolk. Der går en direkte linje fra Hans Egede til de første anglikanske missionærer i Australien, fordi den britiske missionsbevægelse var inspireret af missionen på Grønland, og de havde læst om Egede og ville lære af hans succeser og fiaskoer. Der er naturligvis forskelle i både de koloniale situationer og de oprindelige folks kulturer. Som Claire McLisky fandt ud af, er der også store forskelle på de to steders fortællinger.

Opbrud Den Grønlandske Fortælling, som er blevet fortalt gennem de dansksprogede aviser i Grønland og Danmark og senere de grønlandsksprogede aviser i Grønland, ligner en succeshistorie et stykke hen ad vejen. I det 18. og 19. århundrede tegnede der sig et billede af hæderlige missionærer, der arbejdede under vanskelige forhold med moralsk fordærvede indfødte og et større antal taknemmelige konvertitter. Alt sammen mere eller mindre støttet af en koloniadministration. I modsætning hertil ses Den Australske Fortælling som en historie om en total fiasko. Ifølge Claire McLisky manglede Australien bl.a. det nære forhold mellem mission og koloniadministrationen, et forhold


Hans Egede i Grønland. Illustration fra Danmarks Historie i Billeder (1898).

der var til stede i Grønland. Disse forskelle resulterede i, at missionærer og nybyggere i Australien udlagde fortællingen som en fiasko. Denne fortælling var ikke i aboriginernes interesse, så i det tidlige 20. århundrede udviklede aboriginerne så småt nye fortællinger, som udfordrede tanken om, at spirituel lighed under en kristen gud var det eneste og mest ønskværdige valg, de havde. I Danmark begyndte den traditionelle opfattelse af missionernes fortælling så småt at blive udfordret i begyndelsen af det 20. århundrede f.eks. med en artikel i Politiken, der advarende bemærkede, at ‘det civiliserende arbejde, som lutheranske missioner havde udført i Vestgrønland, havde fornedret og fjernet grønlandsk kultur’. I Grønland blev kimen til de følgende års diskussion lagt af kateketen Jonathan Petersen, som skrev en artikel i Atuagagdliutut på grønlandsk hvor han bl.a. beskrev Hans Egedes mission som en invasion af grønlandsk kultur.

I Australien er relationen mellem tilflytterne og aboriginerne et følsomt område, så det er nærliggende at spørge, om forskeren er blevet brugt eller misbrugt af forskellige missionsselskaber eller politikere. Hertil svarer Claire McLisky: - Ikke specielt. Missionsselskaberne har udviklet sig meget siden det 18. århundrede. I dag ser de sig selv som meget mere oplyste. Og når jeg har haft dialog med dem, har det været meget produktivt. Jeg er ikke ude på at fordømme dem – jeg er mere en form for udforsker. Men forestil dig, hvordan det må have været dengang. I dag er vi meget mere opmærksomme på kulturforskelle og farerne ved kulturimperialisme. Dengang kom missionærerne fra en totalt anderledes kultur. De må have været usædvanligt stærke i troen – ikke noget jeg kan identificere mig specielt meget med. Uffe Wilken

Claire McLisky. cmclisky@hum.ku.dk

POLARFRONTEN | NR.2/2015 | 25


Fotos: Pavia Høegh

KONEBÅDEN

FRA KOFOEDS SKOLE

Nationalmuseet har aflyst planlagte særudstillinger om Carsten Niebuhr og Dansk Vestindien, men en lille udstilling om en grønlandsk konebåd – en umiaq – undgik besparelserne og løber af stablen i april. Det er ikke nogen helt almindelig konebåd, Nationalmuseet præsenterer på en lille særudstilling i april. Den er ganske vist konstrueret som alle andre grønlandske konebåde, men den er bygget i Danmark og har aldrig været i vandet i Grønland.

26 | POLARFRONTEN | NR. 2/2015

Et socialt projekt Konebåden stammer nemlig fra den sociale institution Kofoeds Skole, der fik den bygget for 10 år siden som led i et projekt for socialt udsatte grønlændere. 12 af skolens grønlandske elever, heriblandt mange kvinder, deltog i projektet, der varede to uger og foregik på Naturlivsskolen ved Nykøbing Sjælland hos Svend Ulstrup, som er ekspert i at bygge umiaqer og kajakker. Siden har båden gjort gavn på Kofoeds Skole, hvor den har været i vandet på mærkedage som den grønlandske nationaldag og ved en række andre lejligheder. Gennem årene var interessen for konebåden blevet mindre, og den var langsomt begyndt at forfalde, da


Kofoeds Skole i 2015 henvendte sig til afdelingen for Nyere Tid og Verdens Kulturer på Nationalmuseet for at høre, om de var interesseret i at overtage den.

En udstilling om konebåden Nationalmuseet tog imod tilbuddet med åbne arme, for konebåden passer godt ind i museets ønske om at sætte fokus på efterkrigstidens velfærdssamfund og spille en aktiv rolle i samfundsdebatten med historier om ellers oversete grupper - Det blev besluttet at skabe en lille udstilling med konebåden i centrum, som kunne bidrage til vores viden om den lille gruppe af socialt udsatte grønlændere, der udgør en del af Kofoeds Skoles elevgruppe, fortæller seniorforsker Ulla Odgaard, som har fået ansvaret for udstillingens indhold. Båden fra Kofoeds Skole er ni meter lang og er bygget efter de metoder, vi kender fra Grønland: et træskelet dækket af sammensyede, vandskyende skind. En undtagelse er dog, at den er beklædt med hørlærred gennemvædet med linolie i stedet for gennemsigtigt skind, fordi skindet ikke vil kunne bevares i et dansk klima. Udstillingen vil først og fremmest fortælle historien om byggeriet af konebåden. Ulla Odgaard har talt med nogle af de personer, som var med i projektet i 2005, og disse interviews vil blive klippet sammen, så de kan give de besøgende et indtryk af, hvordan arbejdet forløb, og hvordan det er at være socialt udsat grønlænder i Danmark. Ulla Odgaard håber også, at det vil blive muligt at arrangere en workshop, hvor bådebyggeren Svend Ulstrup kommer ind på udstillingen og viser, med hvilke teknikker man bygger en grønlandsk skindbåd. Men under alle omstændigheder har man en video, som viser håndværket bag bådebyggeriet, og de besøgende vil også kunne se eksempler på de fire stykker værktøj, en økse, et bor, en kniv og en høvl, som op gennem historien traditionelt er blevet brugt.

Til transport og hvalfangst Der vil kun blive udstillet ganske få etnografiske og arkæologiske genstande til at belyse konebådens historie, for udstillingen kommer til at ligge i umiddelbar nærhed af Nationalmuseets permanente grønlandsudstilling, hvor de besøgende kan finde et væld af genstande fra Grønlands historie. Konebåden kom til Grønland med Thule-kulturen, som koloniserede Grønland fra omkring 1100-tallet, og den var et vigtigt transportmiddel i det fangersamfund, som var grundlaget for den grønlandske befolk-

ning frem til begyndelsen af 1900-tallet. Den blev roet af kvinder og har været livsvigtig i et samfund, hvor man flyttede mellem bopladser for at følge fangstdyrene året igennem. Materialerne har været opskyllet drivtømmer og skind fra fangstdyrene, men det er værd at bemærke, at inuit under thule-kuluren har haft adgang til jern fra meteoritter og siden hvalfangertiden også europæisk jern til fremstilling af redskaber og værktøj. Det er måske mindre kendt, at konebåden ikke kun blev brugt til transport af ejendele og kvinder, børn og gamle, men også har været vigtig i hvalfangsten, hvor den er blevet roet af mænd. De grønlandske fangere kunne på denne måde nedlægge store grønlandshvaler, en fangstmetode som ikke har været anvendt i Grønland i mange år, men stadig er i brug hos oprindelige folk i Alaska. Konebåden har også fået sit eget lille kapitel i den grønlandske udforskningshistorie med den kendte konebådsekspedition 1883-85. I et forsøg på at trænge op langs den grønlandske sydøstkyst brugte ekspeditionsleder Gustav Holm en konebåd, som kunne manøvrere uden om den tætte drivis og ind i det smalle bælte af åbent vand, der fandtes langs kysten. På den måde nåede Gustav Holms ekspedition som den første frem til Ammassalik, som var den største bygd på østkysten.

En styrke for identiteten Arbejdet med at stable udstillingen på benene og kontakten til det grønlandske miljø omkring Kofoeds Skole har givet Ulla Odgaard, der har forsket i Grønlands historie og arkæologi i mange år, et godt kendskab til de grønlandske elever på Kofoeds Skole: - Jeg har opdaget, at der kan ligge en stor styrke i at have en grønlandsk identitet. Og jeg kan også se, at der ligger en fantastisk værdifuld viden i det traditionelle håndværk, som mange grønlændere stadig har et forhold til, og som er med til at styrke identiteten og selvrespekten også blandt den gruppe grønlændere, som lever et liv på kanten af det danske samfund, siger hun. Udstillingen åbner den 21. april og løber frem til efterårsferien. Poul-Erik Philbert

Ulla Odgaard, Nationalmuseet, Ulla.Odgaard@natmus.dk Læs om Kofoeds Skoles arbejde med udsatte grønlændere

POLARFRONTEN | NR.2/2015 | 27


Grønlændere i Danmark

SOCIALT UDSATTE SFI har undersøgt, hvordan grønlændere klarer sig, når de flytter til Danmark. I en ny rapport kan man læse, at de som helhed er betydeligt mere socialt sårbare end den øvrige danske befolkning, og at de trods små lyspunkter ikke har fået det bedre efter nogle år i landet. SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, har udsendt en ny rapport, Grønlændere i Danmark – En registerbaseret kortlægning, som giver et signalement af de grønlændere, der flytter til Danmark. Der er fokus på de mest sårbare og socialt udsatte blandt tilflytterne, og interessen samler sig derfor om sociale forhold som uddannelse, arbejdsløshed, støtte fra det offentlige, helbred, kriminalitet og lignende.

Grønlændere meget socialt udsatte SFI-forskerne anlægger to vinkler i undersøgelsen. I den første del ser de på, hvordan tilflyttede grønlændere i 2011 havde det i Danmark i forhold til den øvrige danske befolkning. Sammenligningen viser, at grønlænderne er langt mere socialt udsatte end den danske befolkning som helhed og for eksempel er dårligere uddannet, har højere arbejdsløshed og lavere lønninger. I flæng kan man nævne, at der er næsten fem gange så mange i gruppen af grønlandske tilflyttere, som modtager offentlig støtte, og at de i gennemsnit får næsten dobbelt så stort et beløb som danskerne. Der var også 10 gange så mange i behandling for alkoholmisbrug og 50 gange så stor en andel af hjemløse sammenlignet med den danske befolkning som helhed. Forskerne har også samlet en gruppe af meget sårbare, der er plaget af en cocktail af sociale problemer, og det viser sig, at der er fem gange så mange særligt sårbare blandt grønlænderne, som der er blandt danskerne..

Intet fremskridt efter fem år I den anden del af undersøgelsen ser SFI-forskerne på, hvordan det er gået for 221 grønlændere, som flyttede til Danmark i 2007 og stadig var her fem år senere. Der er ganske vist nogle, som har gennemført en uddannelse, og nogle som er kommet i job, men det overordnede indtryk er, ifølge projektleder og seniorforsker Siddhartha Baviskar fra SFI, at de ikke trives bedre end ved ankomsten til Danmark.

28 | POLARFRONTEN | NR. 2/2015

I løbet af de fem år steg den gruppe, som havde den svageste tilknytning til arbejdsmarkedet med 30 procentpoint til 50% Og 68% af dem, som var i gang med en uddannelse i starten af perioden, var efter fem år på en eller anden form for overførselsindkomst. Næsten én ud af fem grønlændere havde søgt ly på et herberg eller forsorgshjem mindst én gang i perioden 2007-2011. Og mindst halvdelen modtog offentlig støtte i løbet af hele perioden, og størrelsen af denne støtte steg til mere end det dobbelte over den 5-årige periode. Samlet steg gruppen af særligt sårbare i løbet af de fem år fra at udgøre 14% til 29%.

Mere opsøgende arbejde Siddhartha Baviskar gør opmærksom på, at tidligere undersøgelser viser, at mange af grønlænderne har problemer af den ene eller anden art, allerede inden de kommer til Danmark. - Så alle problemerne bliver ikke skabt ved, at de kommer til en fremmed kultur uden at kende det danske system, understreger han. Han mener, at man er nødt til at være mere opsøgende, hvis man skal komme det sociale armod blandt grønlænderne til livs. - Man kan ikke vente på, at grønlænderne kommer og søger om hjælp. Vi ved fra tidligere undersøgelser, at der er en række kulturelle forskelle, som gør, at de er mere tilbageholdende, siger seniorforskeren. Undersøgelsen leverer dokumentation til Socialministeriets Strategi for socialt udsatte grønlændere i Danmark 2013-16. Poul-Erik Philbert

Siddhartha Baviskar, SFI, sib@sfi.dk Læs mere her


KORTNYT FN’s orden i Arktis under pres af Ukrainekonflikten

Hans Henrik Tholstrup, Statens Naturhistoriske Museum

Indlandsisens afsmeltning i det 20. århundrede – et missing link i FN’s klimarapport For første gang nogensinde har klimaforskere fra Center for GeoGenetik ved Statens Naturhistoriske Museum sammen med et team af nationale og internationale forskere dokumenteret tilbagegangen og afsmeltningen af den grønlandske indlandsis gennem de sidste 110 år via direkte observationer. Resultatet er netop offentliggjort i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Nature. Alle tidligere vurderinger af afsmeltningen bygger på computermodeller, som nok er værdifulde, men som ikke giver den samme detaljerede indsigt som de direkte observationer. I studiet viser forskerne, at de er i stand til præcist at ‘pinpointe’, hvor indlandsisen er særligt følsom, og hvad der styrer tabet af gletsjeris i Grønland. Og endnu vigtigere: resultaterne fra de direkte observationer lukker et afgørende hul i FN’s klimapanels (IPCC) vurdering af de globale havniveauændringer, hvorfor de nye data vil være en vigtig brik for klimapanelet, næste gang de sætter sig sammen for at udarbejde en ny klimarapport. Statens Naturhistoriske Museum, 16. december 2015.

FN’s orden i Arktis er, ifølge Mikkel Runge Olesen, relativt robust centreret om FN’s havretskommission (UNCLOS). UNCLOS udspecificerer bl.a., hvordan de enkelte lande kan gøre krav på dele af kontinentalsoklen under det Arktiske Ocean. Men FN’s regler rummer imidlertid ingen garanti imod uenighed. To lande kan nemlig få tilkendt retten til et overlappende område. Netop derfor er et velfungerende forhandlingsklima landene imellem ligeledes centralt for en stabil løsning på kontinentalsokkelproblematikken, skriver Mikkel Runge Olesen i en artikel i magasinet Baggrund. Netop derfor kan Ukraine-konflikten komme til at gøre varig skade på stabiliteten i regionen. Ikke alene fordi konflikten allerede har ført til et lavpunkt i forholdet mellem Rusland og Vesten, der ikke er set siden den Kolde Krigs afslutning, men også fordi Vestens sanktioner mod russisk olie- og gasudvinding i Arktis svækker Ruslands økonomiske interesse i arktisk stabilitet, i hvert fald på kort sigt. Indtil videre har Rusland fortrinsvis opretholdt sin ‘gode’ opførsel. Men jo før Arktis igen kan være fri for Ukrainekonfliktens skygge, jo bedre. DIIS, 5. januar 2016

Læs mere her

Læs mere her

POLARFRONTEN | NR.2/2015 | 29


NYEBØGER Susanne Christiansen: Kajs Grønlandskrønike: magt, håb og kampe på vejen mod det moderne Grønland. Information, 2015. 308 s.

Kurt L. Frederiksen: Ejnar Mikkelsen: en biografi. Gyldendal, 2015. 314 s.

Kaj Kleist (f. 1943) har været en central figur i grønlandsk politik siden før hjemmestyrets indførelse, og i denne bog flettes hans liv sammen med udviklingen i Grønland i de sidste 65 år. Bogen giver et indblik i grønlandsk politik før og nu, hvor der kæmpes med druk og kammerateri, men først og fremmest kæmpes for et stærkt og økonomisk levedygtigt Grønland. En kamp, der rummer alle de udfordringer med sproglig og kulturel identitet og magtmisbrug, der kendetegner de fleste unge nationers vej mod selvstændighed.

Om polarforskeren Ejnar Mikkelsens (1880-1971) begivenhedsrige liv, hans store Grønlandsekspeditioner, og den efterfølgende tid som journalist og embedsmand. Om nogen blev Ejnar Mikkelsen manden på Grønlands østkyst. Han var med fra den første korttegning af den ukendte kyst, han mødte befolkningen i deres helt oprindelige kultur, og han overlevede mirakuløst tre år i Nordøstgrønland sammen med Iver Iversen. Hans grundlæggelse af Scoresbysund fik afgørende betydning ved forhandlingerne i Haag, hvor hele Grønland blev dansk. Så blev han hvalfanger og ekspeditionsleder, inden han som den første fik stillingen som inspektør for Østgrønland. Under krigen måtte han flygte til Sverige. Han blev hentet videre til USA, hvor han sammen med diplomaten Henrik Kauffmann arbejdede på at sikre Grønland som en del af Danmark og især som en del af den vestlige verden.

Knud Michelsen: Vejen til Thule: Knud Rasmussen belyst gennem breve og andre kilder 1902-1910. Falcon, 2014. 357 s.

Bogen er en fortsættelse af ‘Den unge Knud Rasmussen, belyst gennem breve og andre kilder, 1893-1902’ (forlaget Falcon 2011) og består som denne af tre dele. Første del omfatter selve den detaljerede gennemgang af årene 1902-10, anden del en række u(op)trykte tekster fra perioden og tredje del en perspektiverende efterskrift. Med udgangspunkt i den litterære ekspedition (1902-04) skildrer forfatteren Knud Michelsen, hvordan Knud Rasmussen skaber sig en position, dels som grønlænderes og polareskimoers talsmand, dels som etnograf og forfatter. Desuden belyses hans forhold til Mylius-Erichsen og Freuchen, hans indblanding i Cook-affæren, der gør ham verdenskendt, og den eksistentielle krise, han må igennem, før han helt og fuldt vier sit liv til Grønland med bl.a. oprettelsen af Thule-stationen.

30 | POLARFRONTEN | NR. 2/2015


Læs anmeldelser af nye bøger om Grønland og Arktis på arktiskeanmeldelser.dk

Jan O. Kongstad: Skal vi krepere her som dyr?: den dramatiske historie om J.P. Kochs grønlandsekspedition tværs over indlandsisen med islandske heste 1912-1913. Haase i samarbejde med Arktisk Institut, 2015. 351 s.

Hele den samlede historie – fra idé til fuldførelse – om kaptajn J.P. Kochs forskningsrejse til Nordøstgrønland 1912-13. Historikeren Jan Kongstads bog er det første overordnede værk om Kochs dramatiske ekspedition, der ud over ekspeditionsdeltagernes dagbøger er sammenstykket af talrige dokumenter fra bl.a. Grønlandske Handel og Grønlands Styrelse. Ekspeditionen var den første, der overvintrede på indlandsisen, den første der benyttede islandske heste som træk- og lastdyr, og den første der foretog iskerneboringer på indlandsisen, hvormed en stor dansk disciplin blev grundlagt. Ekspeditionen var også den første, der på klos hold oplevede – og overlevede – en gletsjer kælve.

Kirsten Hastrup: Thule på tidens rand. Lindhardt og Ringhof. 2015. 496 s.

En stor og smuk bog, der i tekst og billeder giver et levende portræt af Thule gennem otte kapitler: Stedet. Folket. Isen. Fangsten. Teknologien. Kolonien. Invasionen. Tiden. Gennem otte år har antropologen Kirsten Hastrup regelmæssigt besøgt Thule for at forstå verden, som den tager sig ud derfra. Møder og samtaler med de mennesker, der bor der, er blevet suppleret med læsning af den lange og righoldige historie. Resultatet er dette portræt af Thule som et samfund med dybe rødder, der netop nu står over for svære udfordringer. Bogens titel henviser til, at Thule i disse år er udsat for massive forandringer. Isen smelter, permafrosten tør, plante- og dyreliv ændrer sig, og i takt hermed ændrer samfundslivet sig naturligvis også. Fangerne har stadigt sværere ved at nå frem til de store havpattedyr, der har været deres livsgrundlag i mere end fire tusind år, og dyrene opfører sig også anderledes. Men der er ikke mange alternativer til fangst i det højarktiske område. Naturens nye luner opleves som en reel trussel mod fangertilværelsen.

POLARFRONTEN | NR.2/2015 | 31


Fremtidens fremragende formidlere Arktisk Instituts pris Academicus Arcticus er en dedikeret pris til formidling af polarforskning, og konkurrencen henvender sig til unge forskerspirer. Til uddelingen i december 2015 havde dommerpanelet modtaget 19 artikler, der samlet set lover godt for formidling af spændende og fængende polarforskning i de kommende år. Det faglige indhold i bidragene spændte vidt, og mange fagdicipliner var repræsenteret: glaciologi, antropologi, samfundsvidenskab, pædagogik, geologi og biologi. I kriterierne for at finde de tre mest fængende og formidlende artikler blev der bl.a. lagt vægt på relevans til et specifikt arktisk emne, en sprogligt god og velvalgt stil, og at artiklerne maksimalt måtte fylde 6.000 anslag – en begrænsning nogle få af forfatterne desværre ikke overholdt. Konkurrencens dommere bestod af formand for Det Grønlandske Selskab, Johnny Fredericia, journalist Poul Krarup fra avisen Sermitsiaq/AG, journalist Kirsten Rosing fra Danmarks Radio, direktør for Arktisk Institut, Bent Nielsen og redaktør på Tidsskriftet Grønland, Uffe Wilken. I begrundelserne for priserne til de tre vindere roste dommerne naturligvis forfatterne – men fik også lige indflettet et par gode råd hist og her som for eksempel: ‘… forfatteren hjælper læserne videre til at forstå forskningens overordnede spørgsmål og til at se formålet med at bruge ressourcer på omfattende indsamling og analyse af historisk såvel som nulevende materiale … På trods af manglende korrekturlæsning er bedømmelsesudvalget enige om, at vi her har en … ’ ‘… en flot artikel skrevet af en akademiker, der forstår at formulere sig på en måde, så almindelige læsere kan følge med… så det fanger opmærksomheden og vækker de spørgsmål, der er begyndelsen på al god forskning. Desuden er artiklens forfatter i stand til at koble forskningsresultater med hverdag og økonomi i nutidens Grønland på en måde, så det virker overbevisende. Selvom der er en del relevante spørgsmål, artiklen ikke besvarer, så er bedømmelsesudvalget enige om, at artiklen fortjener en flot placering!’ ‘… artiklen er velskrevet, og så udmærker den sig ved at bygge på forfatterens eget feltarbejde. Det er en forfatter, der kan skrive i et letforståeligt sprog med overskrifter, introduktion og fotografier, der fanger interessen … Samtidig kunne vi godt ønske os flere kritiske spørgsmål. Kan man virkelig på grundlag af forholdsvis få interviews og iagttagelser drage konklusionen, at enten-eller bliver til både-og? Men vi overbevises …’.

Fra slædehunde til ler og minesvende Det blev en biolog, der løb med førstepladsen. Ph.d.studerende Mikkel Holger Strander Sinding fra Center

32 | POLARFRONTEN | NR. 2/2015

Foto: Uffe Wilken

Mads Peter Heide Jørgensen (tv) modtog prisen på vegne af Mikkel Sinding, som var på feltarbejde i Svalbard. I midten er det Ida Bertelsen og til højre Ida Neergaard. for GeoGenetik på Statens Naturhistoriske Museum vandt med artiklen Den grønlandske slædehunds genetiske oprindelse og båndet til ulven, hvor han skriver om genetisk populationshistorie af grønlandske ulve og slædehunde. I sit arbejde bruger Mikkel Sinding de nyeste DNA-metoder til at afdække grønlandske ulve og hundes mangfoldighed og evolution gennem de sidste 4.000 år. Andenprisen gik til ph.d.-studerende Ida Maria Gieysztor Bertelsen fra ARTEK på Danmarks Tekniske Universitet for artiklen Grønlandsk ler forvandles til smukke, røde mursten. Tredieprisen gik til specialestuderende på Institut for Antropologi Ida Marie Torp Neergaard for artiklen Mellem rensdyr og råstoffer. Forfatteren sætter i artiklen spørgsmålstegn ved den gængse forståelse af modsætningsforholdet mellem traditionel grønlandsk kultur og indførelsen af moderne teknologi i forbindelse med råstofudvinding. Priserne blev overrakt de tre vindere fredag d. 6. december i Det Arktiske Hus i Strandgade og var sponseret af Oticon Fonden. Academicus Arcticus er indstiftet af Arktisk Institut og uddeles i samarbejde med Det Grønlandske Selskab/ Tidsskriftet Grønland og avisen Sermitsiaq/AG. Uffe Wilken

Læs de tre vinderartikler her!

Polarfronten 2_2015  

Polarfronten bringer historier fra polarforskningens arbejdsmark. Vi skriver om epokegørende resultater og nye initiativer, ekspeditioner og...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you