Polarfronten 2_2014

UDGIVET AF DET GRØNLANDSKE SELSKAB | NR. 2/2014 |

POLARFRONTEN

Fra brun til hvid bjørn | 4 | 8 Et overset dyr Teknologi på grønlandsk | 12

|INDHOLD|

Logistikken skal optimeres

| 3

Fra brun til hvid bjørn

| 4

Isbjørnens reaktion på klimaforandringer

| 7

Et overset dyr

| 8

Amaunaliks foranderlige liv

| 11

Teknologi på grønlandsk

| 12

Arbejdskraft til fremtiden

| 15

Spildevand ud i havet

| 16

Sort-hvide erindringer fremkaldes

| 18

Har rigsfællesskabet og Kina fælles interesser i Arktis?

| 20

Kort nyt

| 22

Nye bøger

| 23

Ikke Dante’s Peak

| 24

Polarfronten udgives af: Det grønlandske Selskab Strandgade 102 1401 København K Tlf.: 3026 8090 redaktion@polarfronten.dk www.polarfronten.dk Polarfronten udkommer som e-magasin fire gange om året.

Gratis digitalt abonnement kan tegnes på polarfronten.dk eller i mail til abonnement@polarfronten.dk Redaktion: Einar Lund Jensen, ansv. redaktør Uffe Wilken, redaktør, DJ Poul-Erik Philbert, journalist, DJ Magasindesign: Spagat design studio Forsidefoto: Ingeniøruddannelsen på ART EK i Sisimiut uddanner ingeniører med specialviden om udfordringerne i de arktiske egne.

Foto: Hans Peter Christensen.

Polarfronten udgives med støtte fra Styrelsen for Forskning og Innovation, Aage V. Jensens Fonde og Energistyrelsen.

I det digitale e-magasin kan du benytte følgende muligheder: Sende e-mail til kontaktperson Linke til mere info om emnet Afspille videoklip Høre lydklip Byline Sende e-mail til forfatter

2 | POLARFRONTEN | NR.2/2014

Arktisk Station på Disko.

Logistikken skal optimeres Polarforskningen i rigsfælleskabet skal koordineres bedre for at udnytte kapaciteten optimalt. Logistik er derfor første prioritet i et nyoprettet forum.

Logistik i Arktis er dyr. Blandt andet derfor har det nye Forum for Arktisk Forskning (FAF) set dagens lys. På foranledning af uddannelses- og forskningsministeren blev forummet nedsat for at koordinere indsatsen inden for rigsfællesskabet for så vidt angår forskning, undervisning på kandidatniveau og infrastruktur. FAF har ingen beslutningskompetence, men kan rådgive i forskellige sager. Og indtil videre er eneste forpligtelse overfor ministeren en årlig rapport. Formand for det 17 personer store forum, som lige har holdt sit første møde, er prodekan på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet Morten Pejrup. Om FAF’s umiddelbare fokus siger han: - Temaet på det første møde var logistik og infrastruktur, og der blev nedsat en arbejdsgruppe, der skal forsøge at skabe et overblik over, hvilke typer logistik der eksisterer. Og så ikke mindst komme med forslag til, hvordan logistikken kan deles og kapaciteten udnyttes optimalt.

At dele med andre kan være svært. Man vil jo gerne have hals- og håndsret over egne faciliteter. Morten Pejrup fortsætter og kommer med et eksempel fra sin egen verden: - Og det er så her, at de enkelte institutioner begynder at overveje, om de skal afgive suverænitet over noget af deres eget apparatur. Man ønsker jo ikke at afgive retten til at være førstebruger. Som eksempel kan jeg nævne, at Københavns Universitet ejer Arktisk Station på Disko i Vestgrønland. Som udgangspunkt vil vi gerne give alle adgang til stationen. Men vi har et grundforskningscenter, der bruger stationen som forskningsbase, og vi afholder en lang række kurser i løbet af sommeren. Det er

Foto: Uffe Wilken.

klart, at vi jo ikke kan give los og sige ’kom bare’ til alle.

Så det er her, at udvalget bl.a. skal diskutere, hvor fleksible vi hver især kan være.

Et nærliggende spørgsmål er så, om FAF har tænkt sig at oprette en egentlig koordinerende logistikfunktion. Til det siger Morten Pejrup: - Det er den slags, arbejdsgruppen skal finde ud af. Der er ikke lagt op til, at der skal etableres en sådan omkostningstung konstruktion eller et nyt polarcenter. Men det kunne være, at medlemmer fra f.eks. Aarhus Universitet, Københavns Universitet eller DTU ville påtage sig at stå for noget koordinering, så man kunne komme tættere på hinanden.

Forsvarets rolle Forsvaret sidder med i FAF, og netop forsvaret yder forskningen en værdifuld indsats. Men indsatsen kunne optimeres. Morten Pejrup diskuterede det med forsvarets repræsentant, og formanden siger: - Et eksempel er, at vi frem for at forsvaret får 5, 7 eller 20 henvendelser fra forskellige forskere dryssende ind, så kan vi nøjes med at henvende os til dem et par gange i løbet af året og sige, at vi har de og de behov. Det syntes forsvaret var en glimrende idé!

Uffe Wilken

Morten Pejrup

Forum for Arktisk Forskning, Uddannelses- og Forskningsministeriet

Medlemmerne i forummet er: Prodekan Morten Pejrup (KU), prodekan Kurt Nielsen (AU), prorektor Bjarne Graabech Sørensen (SDU), universitetsdirektør Peter Lauritzen (RUC), leder af CIRCLA Robert C. Thomsen (AAU), vicedirektør Niels Andersen (DTU Space), forskningsdekan Alan Irwin (CBS), rektor Tine Pars (Ilisimatusarfiq/Grønlands Universitet), rektor Sigurð í Jákupsstovu (Færøernes Universitet), vicedirektør Flemming Getreuer Christiansen (GEUS), sektordirektør Mads Melbye (SSI), afdelingsleder Kathrine Krogh Andersen (DMI), chef for Planlægnings- og Operationsafdelingen Kim Jesper Jørgensen (Forsvarsministeriet), direktør Klaus Nygaard (Grønlands Naturinstitut). Observatørstatus: forskningskoordinator Sten Lund (Grønlands Selvstyre), rektor Sigurð í Jákupsstovu (Færøernes Landsstyre), Frei Sorento Dichmann og Mia Sichelkow (FIVU/Polarsekretariatet).

POLARFRONTEN | NR.2/2014 | 3

Isbjørnen er en af de nyeste arter blandt de store pattedyr og har tilpasset sig livet i den arktiske ørken inden for 2-300.000 år.

Fra brun til hvid bjørn Foto: Magnus Elander

Det er nu slået fast, at isbjørnen og den brune bjørn er to forskellige arter. Et internationalt forskerteam med dansk deltagelse har kortlagt isbjørnens genom og fundet, at den har udviklet sig til en selvstændig art inden for de seneste få 100.000 år. Forskerne har også fundet flere vigtige gener, som gør isbjørnen i stand til at leve af en ekstremt fed kost.

Ingen vil umiddelbart forveksle en isbjørn med en brun bjørn. Det er også almindelig kendt, at de to bjørne lever meget forskellige liv. Isbjørnen vandrer rundt på havisen i højarktis, hvor den klarer sig på en iøjnefaldende ensidig og fedtrig kost hovedsageligt bestående af sæl. Den brune bjørn holder til i skovklædte områder og lever af fisk, smådyr, bær og insekter.

Alligevel har det indtil for ganske nylig været god latin i biologiske fagkredse, at isbjørnen og den brune bjørn tilhørte den samme art, og at isbjørnen dermed i virkeligheden blot var en brun bjørn, som var hvid. Den holdning er blevet styrket af, at en isbjørn og en brun bjørn kan parre sig og få afkom.

Det var således også, hvad postdoc og genforsker Eline Lorenzen lærte, da hun for nogle få år siden læste biologi på Københavns Universitet. Men nu har hun som del af

4 | POLARFRONTEN | NR.2/2014

et internationalt forskerteam fra University of California, Berkeley, Center for GeoGenetik, Statens Naturhistoriske Museum på Københavns Universitet og BGI-Shenzen i Kina for ganske nylig været med til at trække tæppet væk under denne del af vores børnelærdom ved at fastslå, at isbjørnen er en selvstændig art.

To forskellige arter Når tidligere genundersøgelser har vist, at der var tale om én art, er en del af forklaringen, at forskerne har begrænset sig til at undersøge cellens mitokondrie-DNA (mitokondriegenomet) og ikke cellekernens DNA (kernegenomet). Mitokondrierne er meget hurtigere og nemmere at arbejde med, men indeholder kun DNA-oplysninger fra moderen og tegner derfor et forenklet genetisk billede.

Inddrager man også cellekernens DNA, som indeholder DNA fra både faderen og moderen, så viser der sig så store genetiske forskelle, at forskerne nu kan fastslå, at der er tale om to arter.

- Vi blev meget overraskede, da vi stod med resultatet, fortæller Eline Lorenzen. Vi troede faktisk ikke rigtig på det, og vi brugte et par uger på systematisk at søge efter fejl i vores analyser. Men det viste sig simpelthen, at der var tale om to selvstændige arter.

Og så skete der noget, som kan føre en mørk sky ind over ethvert ambitiøst foskningsprojekt. Et andet forskerhold publicerede en artikel med den samme konklusion.

- Tre uger efter kom der i tidsskriftet Science en artikel med præcis den samme konklusion. Det var pisseærgerligt! Vi havde siddet med de her kolossale datamængder i to et halvt år – to et halvt år! – og knoklet og knoklet, og vi havde arbejdet med 100 isbjørneindivider, hvor vi havde kortlagt hele genomet, 20.000 gener. De andre havde kun kortlagt 14 gener, og så fik de en forside i Science. Jeg ved godt, det kan lyde latterligt for mange, men det med forsider går vi utroligt meget op i, siger Eline Lorenzen med et selvironisk grin.

Hurtig udvikling Endnu et forskerhold kom ud med en artikel om emnet to måneder senere, men det viste sig, at mens der var enighed om, at isbjørnen var en selvstændig art, så var de tre forskerhold grundlæggende uenige om, hvor længe den havde været det. Den ene gruppe havde beregnet, at udspaltningen af isbjørnen fra den brune bjørn var sket for 600.000 år siden. Den anden, at det var sket for mellem 4 og 5 mio. år siden. Og her havde Eline Lorenzen og hendes kolleger et andet godt bud: - Det vi ved med sikkerhed er, at der fandtes noget, der minder om en moderne isbjørn allerede for 110.000 år siden, fortæller hun. Den viden har vi fra en gammel kæbeknogle, der blev fundet på Svalbard, og som er blevet dateret til at være 110.000 år gammel. Samtidig har isotopanalyser af knoglen vist, at bjørnen har levet af mad fra havet ligesom vor tids isbjørn.

Eline Lorenzens forskergruppe har desuden ved at sammenligne DNA fra de to bjørne beregnet matematisk, at den genetiske udspaltning af isbjørnen fra den brune bjørn tidligst kan være sket for 500.000 år siden.

- Så specialiseringen af isbjørnen som selvstændig art må være sket inden for 2-300.000 år, hvilket er kolossalt hurtigt evolutionært og gør isbjørnen til en af de nyeste arter i verden blandt de store pattedyr.

Fra brun til hvid Eline Lorenzen mener, at isbjørnen har udviklet evnen til at leve i det arktiske område så hurtigt, fordi den på et

Hør Eline Lorensens foredrag i Videnskabernes Selskab: Genetisk kortlægning af isbjørnens (udviklings)historie.

tidspunkt blev udsat for et voldsomt pres til at tilpasse sig nogle helt nye vilkår.

For 4-500.000 år siden oplevede Jorden en lang, varm mellemistid, som kan have fået bl.a. den brune bjørn til at søge nordpå mod Polarcirklen. Da kulden og isen vendte tilbage, kan man forestille sig, at de brune bjørne er trukket sydpå igen til varmere himmelstrøg, men at en gruppe er blevet isoleret i den arktiske kulde og har været nødt til at tilpasse sig de nye omgivelser, hvis de skulle overleve.

Forskerne har derfor ledt efter de gener, som kan være et resultat af det selektionspres, som bjørnens nye tilværelse i de arktiske omgivelser påtvang den.

- Vi har kortlagt de 20.000 gener hos hhv. isbjørnen og den brune bjørn og har søgt efter de gener, som er mest forskellige hos de to bjørne, og som har været under størst selektion hos isbjørnen, fortæller Eline Lorenzen.

Vi har også søgt efter gener, hvor der er stor variation hos den brune bjørn, men ingen variation hos isbjørnen. Et gen, som har været under stærk selektion, har nemlig kun ganske få varianter, der er gode nok.

Et fedt liv Forskerne har især haft fokus på at kortlægge de gener, der gør isbjørnen i stand til at klare en livslang fedtholdig kost uden at blive ramt af hjertekarsygdomme.

Om undersøgelsen Forskerne har kortlagt både den brune bjørns og isbjørnens genom. 20.000 gener hos hver art.

Deres analyser omfattede blod- og vævsprøver fra 79 grønlandske isbjørne og 10 brune bjørne fra Sverige, Finland og Alaska. Isbjørneprøverne er blevet indsamlet af Rune Dietz og Christian Sonne fra Aarhus Universitet og af Erik Born fra Grønlands Naturinstitut.

Projektet har været et samarbejde mellem forskere fra University of California i Berkeley, Center for GeoGenetik på Statens Naturhistoriske Museum på Københavns Universitet og BGIShenzen i Kina. Projektet blev ledet af Jun Wang fra BGI-Shenzen i Kina.

Foto: Rune Dietz POLARFRONTEN | NR.2/2014 | 5

- En isbjørn er afhængig af fedt. Diende unger drikker isbjørnemoderens mælk, der kan indeholde op til 30 % fedt, og voksne bjørne lever hovedsageligt af sæler, som er ekstremt fedtholdige. Isbjørnene har store fedtdepoter under huden, som kan blive op til 11 centimeter tykke, og da de lever i en polarørken uden adgang til ferskvand det meste af året, er de afhængige af det vand, der er et biprodukt af nedbrydningen af fedt. Som hos kameler, hvor fedtet i puklerne bliver omdannet til vand.

Det er derfor ikke så overraskende, at forskerne under deres kortlægning af de 20.000 gener har konstateret, at halvdelen af de 20 gener, der har været under stærkest selektion hos isbjørnen, har noget at gøre med fedttransport i blodet og med fedtsyrestofskiftet.

- Her har vi de gener, der sandsynligvis har været bestemmende for, at isbjørnen har kunnet tilpasse sig en ny niche i højarktis, fortæller Eline Lorenzen. Og det er interessant at se, at arten kan leve med et så højt fedtindtag og kolesterolindhold i blodet. Tilsvarende værdier hos mennesket ville give mange hjerte-kar-problemer og åreforkalkning. Vi ser, at mange gener, der er associerede med hjerte-kar-sygdomme, har været under et voldsomt selektionspres. Det kan forklare tilpasningen til en meget fed føde.

Blandt de 20 gener, der har været under stærkest selektivt pres hos isbjørnen, er også LYST, der har at gøre med pigmentering og muligvis kan forklare isbjørnens hvide pels, der skyldes en mangel på pigmentkorn i håret.

Eline Lorenzen har også selv været med ude og indsamle prøver sammen med kolleger fra Aarhus Universitet og taler om feltarbejdet med begejstring i stemmen. Men det fylder desværre ikke ret meget i det samlede arbejde.

- Vi tager prøverne med hjem til København og bearbejder dem i DNA-laboratoriet på Center for GeoGenetik. Det er et kedeligt arbejde! Da jeg blev biolog, ville jeg gerne ud og lave en masse feltarbejde. Siden har jeg fundet ud af, at man laver to dages feltarbejde, så følger to års arbejde i laboratoriet, og efterfølgende sidder man et par år og analyserer data. Så det er overhovedet ikke, som jeg havde troet. Man skulle være blevet økolog i stedet for genetiker, siger hun med et grin.

Det kan godt være, at der er meget rutinepræget laboratoriarbejde, men det er nu meget svært at tro på, at Eline Lorenzen skulle have fortrudt sit valg af genforskningen.

Hun taler allerede entusiatisk om det næste projekt, hvor hun skal undersøge klimaforandringernes betydning for isbjørnen (se artiklen s. 7). Og så har forsiden på tidsskriftet Cell nok også været et plaster på såret.

Poul-Erik Philbert

Eline Lorenzen Læs artiklen i Cell

På den rette hylde Forskerne har brugt prøver fra flere steder i verden.

Prøverne af den brune bjørn er fra nedlagte bjørne i Sverige, Finland og Alaska. Og blod- og vævsprøver af isbjørnene stammer fra Grønland og er hentet hos kolleger på Grønlands Naturinstitut og Institut for Bioscience på Aarhus Universitet.

Eline Lorenzen har været i felten i Østgrønland, men ellers tilbringer genforskeren al sin tid foran computeren eller i laboratoriet.

Foto: Rune Dietz 6 | POLARFRONTEN | NR.2/2014

Isbjørnens reaktion på

klimaforandringer Forskere frygter, at isbjørnen vil få store problemer, efterhånden som havisen i Arktis smelter bort. Men fremskrivningerne hviler på nyere data fra en kortvarig periode, og en gruppe genforskere vil nu undersøge, hvordan lignende klimaændringer tidligere har påvirket isbjørnen evolutionært.

Det er af gode grunde ikke nemt at finde knoglerester af gamle isbjørne. Isbjørnen lever og dør på havisen, og dens jordiske rester synker til bunds i ishavet.

Gemt bort i magasinerne Derfor var genforskeren Eline Lorenzen fra Center for GeoGenetik ved Statens Naurhistoriske Museum i København fyr og flamme, da det gik op for hende, at der på et museum i Skt. Petersborg lå en samling 10.000 år gamle, forhistoriske isbjørneknogler gemt væk i magasinerne. Der havde de ligget og samlet støv i mange år, efter at de i 1980’erne var blevet fundet i en køkkenmødding under en arkæologisk udgravning på de Nysibiriske Øer.

De 10.000 år gamle knogler er siden blevet hentet til Statens Naturhistoriske Museum i København, hvor der i laboratorierne er blevet udvundet DNA-materiale fra dem.

Et evolutionært perspektiv De gamle isbjørneknogler er så værdifulde for Eline Lorenzen og hendes kolleger, fordi de kan levere det DNAmateriale, som skal være med til at afsløre, om tidligere tiders klimaforandringer har påvirket isbjørnen genetisk.

- Isbjørnen bliver i dag vurderet som en truet art af IUCN (International Union for Conservation of Nature and Natural Resources). Vurderingen bygger på en formodning om, hvordan klimaforandringerne vil påvirke isbjørnen, men hviler på data, der ikke strækker sig over mere end 20-30 måske 50 år, forklarer Eline Lorenzen. Vi vil gerne kunne anskue problemet i et længere evolutionært perspektiv, altså over tusindvis af år, og søge tilbage til tidligere klimaforandringer, som minder meget om dem, der venter i fremtiden. Og vores spørgsmål er: hvordan reagerede isbjørnen på ændringerne dengang?

Foto: Tina Brand

DNA fra nogle 10.000 år gamle isbjørneknogler fra et museum i Skt. Peterborg spiller en vigtig rolle i nyt klimaprojekt.

Et videnskabeligt svar Det er især en periode for 6-8.000 år siden, som interesserer forskerne. Dengang blev det så varmt, at store dele af den grønlandske havis smeltede bort, og sommerisens sydlige grænse lå 1.000 kilometer længere mod nord end i dag. Det var et klima, som minder meget om det, som klimaforskerne forudser, vil blive en realitet de næste årtier.

Genforskerne har genomet for de 10.000 år gamle, russiske bjørne og for den nulevende isbjørn, så ved at sammenligne den genetiske mangfoldighed før og efter den pågældende klimaperiode for 6-8.000 år siden regner de med at kunne fastslå, om der har været en klimamæssig respons hos isbjørnen på det varmere klima. Som Eline Lorenzen formulerer det: - Dette studie vil give de første konkrete beviser på, hvordan isbjørnen har klaret sig gennem tidligere tiders klimaforandringer. Det vil gøre os i stand til for første gang at give et videnskabeligt svar på, hvordan arten vil reagere fremover på den globale opvarmning. Vil isbjørnen uddø, eller er det en populærvidenskabelig misforståelse?

Poul-Erik Philbert

Eline Lorenzen

POLARFRONTEN | NR.2/2014 | 7

Et overset dyr Grønlandshajen er både et myteomspundet og upopulært dyr, hvilket måske skyldes mangel på viden om den store fisk. Et hold forskere tilbragte et par uger i maj med bl.a. at sætte satellitsendere på nogle af Diskobugtens grønlandshajer. Og med risiko for at blive tossede udførte de også et eksperiment på sig selv.

Foto: Julius Nielsen

Grønlandshajer fanges ofte som bifangst i det kommercielle fiskeri eksempelvis når der fiskes med bundtrawl efter hellefisk.

Her er en haj på næsten 4 m blevet fanget af forskningsskibet RV Pâmiut under Grønlands Naturinstituts årlige fiskesurvey i SV Grønland.

Hajen var godt nok stor og havde flere rækker urovækkende tænder – men her hørte ligheden med ’Dødens gab’ da også op. Fra sine nylige møder med grønlandshajerne i Diskobugtens algegrønne forårshav fortæller undervandsfotografen Richard Martin fra Den Blå Planet.

- En af mine grønlandske venner fortalte mig, at der er fundet rester af både isbjørn og sæl i grønlandshajens mave. Men jeg følte mig nu ikke truet, selvom jeg lå umiddelbart ved siden af dem og fotograferede. De hajer, vi fangede, var meget sløve.

8 | POLARFRONTEN | NR.2/2014

Det med sløvheden genkender biologen John Fleng Steffensen fra Marinbiologisk Laboratorium på Københavns Universitet fra alle de grønlandshajer, han har været med til at fange. Sammen med ph.d.-studerende Julius Nielsen har han de seneste år forsøgt at gøre det, der bliver kaldt ’den oversete haj’, mere synlig. De siger begge samstemmende: - Når vi fanger dem, har vi ingen problemer med at vikle en line om halen på en 300 kg sund og rask haj. Den ligger bare sløvt hen i vandet.

Sløvheden til trods er der flere ting ved grønlandshajen, der fascinerer forskerne og får dem til at tilbringe ugevis på havet.

Det oversete dyr fascinerer På spørgsmålet om, hvad der fascinerer ved et dyr, der bare ligger sløvt hen, når man fanger det på langline, siger Julius Nielsen: - Den umiddelbare fascination ligger i at arbejde med verdens næststørste kødædende haj. Vi prøver at besvare nogle basale spørgsmål: Hvor stort er deres udbredelsesområde, og hvilke vandringsmønstre følger de? Hvor stor en indflydelse har de på deres bytte, og kan de overhovedet fange levende sæler og hurtigtsvømmende fisk, eller bliver disse spist som ådsler fra havbunden? De spørgsmål er vigtige at få belyst for bedre at forstå, hvilket dyr grønlandshajen er, og hvilken rolle den har i økosystemet.

På forårets togt i Diskobugten fik biologerne taget biopsiprøver og sat ’nummerplader’ på 12 hajer. Nogle af hajerne blev desuden udstyret med satellitsendere, så forskerne kan aflure hajernes svømmedybde og vandringsmønstre.

Biologerne har en formodning om, at der kan være flere bestande af grønlandshajer. Nogle bestande kan være standfaste og holde sig til mindre områder, andre bestande er måske meget mobile og flytter sig over store afstande på kort tid. Udtagningen af vævsprøver og mærkningen med satellitsendere er et forsøg på netop at prøve at få belyst dette spørgsmål.

Dusør på hajens hjerte Fra 1700-tallet og frem til midten af det 20. århundrede blev der fanget massive mængder af grønlandshajer. I en 50-årig periode blev der indhandlet 44.000 hajer om året.

Leveren er meget stor og rig på olie, og olien blev tidligere brugt til tranlamper og maskinolie. Efter at andre produkter kom på markedet, fanges grønlandshajen ikke længere kommercielt.

Grønlændernes forhold til hajen er anstrengt. De steder, hvor der fiskes med langline efter hellefisk og torsk, mener fiskerne, at hajen nupper både krog og fisk. John Fleng Steffensen siger: - I Uummannaq, Ilulissat og i Qeqertarsuaq får du dusør, hvis du møder op på kommunekontoret med hjertet fra en grønlandshaj. Tidligere fik man 250 kr., i dag er det kun 50 kr. Da fiskeren skal opgive sit cpr-nummer, har

Møde med grønlandshaj under vandet.

En 2,7 meter lang grønlandshaj sættes fri efter at være blevet forsynet med satellitsender, maj 2014.

man en glimrende opgørelse over, hvor mange der bliver fanget. I et lille sted som Uummannaq-distriktet fangede man f.eks. et år ca. 3.000 grønlandshajer. Det er mange for så lille et sted!

Og Julius Nielsen supplerer: - I Grønland betragtes hajen som et skadedyr, men dette er muligvis en opfattelse, der kan tåle modifikationer ud fra et biologisk synspunkt. Eftersom hajerne med stor sandsynlighed fanger det meste af deres bytte levende, kan de derfor udgøre en væsentlig del af den naturlige selektion på fisk og sæler i havet og er derfor i sidste ende formentlig med til at holde bestandene af deres byttedyr sunde.

Om projektet Projektet er et samarbejde mellem Københavns Universitet, Grønlands Naturinstitut og Den Blå Planet. Projektet finansieres af Det Frie Forskningsråd (FNU), Carlsberg Fondet og Save Our Seas Foundation.

POLARFRONTEN | NR.2/2014 | 9

Det er ikke kun i Grønland, at den store haj er ilde set.

Hos inuit i Canada blev der for få år siden lavet et antropologisk studie, der sammenlignede den videnskabelige viden, der var om grønlandshajen, med den viden, som lokale inuit havde. Julius Nielsen fortæller: - Det viste sig, at der var god overensstemmelse mellem den viden, man fik via interview af inuit, og det som den begrænsede forskning indtil videre havde fundet ud af.

I samme studie blev der også lavet interviews med inuit om deres spirituellle tilhørsforhold til hajen. Det stod klart, at grønlandshajen aldrig er blevet betragtet som et dyr, der har kunnet bruges til at få bedre jagt, og den har slet ikke været spændende nok til at lave fortællinger om.

Dette symboliserer godt den opfattelse, der generelt er af grønlandshajen – et ligegyldigt dyr.

Hajfulde hunde Med et dyr, der allerede ses som værende ligegyldigt, hjælper det ikke på populariteten, at den også betragtes som giftig. I Grønland har det altid heddet sig, at man ikke kunne spise kødet fra grønlandshajen, hvilket er en af grundene til, at fisken ikke fiskes kommercielt. Man risikerede at blive ’hajfuld’, som det blev kaldt. Selv om man næppe kan kalde det videnskabelig bevisførelse, så har John Fleng Steffensen og kolleger alligevel risikeret helbredet for at finde ud af, om kødet nu også er giftigt. Med et muntert glimt i øjenkrogene fortæller professoren:

- Myten går på, at når fangerne havde været ude på isen i dagevis med hundespandet, og hundene blev fodret med friskfanget grønlandshaj, så blev de hajfulde. Man kunne se et spand på 16 hunde, som alle løb i hver sin retning, og fangerne blev nødt til at tilbringe et ekstra døgn på isen, før de kunne køre hjem.

For at undersøge myten etablerede forskerne et lille, udokumenteret forsøg en af dagene, hvor lokale hunde blev fodret med hajkød. De blev ikke tossede. Bagefter eftergjorde biologerne forsøget med sig selv som prøveklude. Og som John Fleng Steffensen grinende siger: - Og vi blev heller ikke tossede.

Det er tilsyneladende et højt indhold af stoffet trimethylamino-oxid, der gør hundene fulde. Julius Nielsen fortsætter med en forklaring: - En sulten slædehund kan spise en tredjedel af sin egen kropsvægt. Det svarer til, at et menneske skulle spise omkring 25 kg hajkød for at få samme effekt. Og man kan vel sige, at ligegyldig hvad man spiser 25 kg af, så bliver man nok småsyg og vil opføre sig underligt.

Uffe Wilken

Professor MSO John Fleng Steffensen Ph.d.-studerende Julius Nielsen

Blog fra Save Our Seas Foundation: Greenland shark expedition in Disko Bay (Greenland) May 2014.

Foto: Richard Martin

Grønlandshajens lever (de to gullige lober) kan være enorme og udgøre 10-15 % af hajens totale kropsvægt. Indtil midten af forrige århundrede var grønlandshajen en kommerciel fiskeart, eftersom der kunne udvindes olie fra leveren, som blev brugt til smørelse af maskiner.

10 | POLARFRONTEN | NR.2/2014

Foto: Julius Nielsen

To grønlandshajer (længde ca. 4 m) fanget i bundtrawl fra forskningsskibet RV Pâmiut under Grønlands Naturinstituts årlige fiskesurvey i SV Grønland. Det er ikke ualmindeligt, at flere hajer fanges, når der fiskes med bundtrawl i dette område.

Fra Arktisk Instituts arkiv:

I fedtstenslampens skær:

Amaunaliks foranderlige liv

Foto: Arktisk Institut

Amaunalik smiler til fotografen, eskimologen Erik Holtved, mens barnet titter frem fra hendes hætte. I horisonten bag Amaunalik og hendes barn rejser det karakteristiske Thule-fjeld sig. Heroppe i det nordvestlige Grønland er afstanden til Canada kortest – blot ca. 30 km det korteste sted – og igennem flere årtusinder har det været her, indvandringerne fra Canada til Grønland har fundet sted. Den seneste så sent som i midten af 1800-tallet. Amaunalik valgte i sin ungdom at tage den anden vej og bo blandt de canadiske inuit for en tid, før hun flyttede tilbage til Thule.

Thule nåede at ændre sig markant igennem Amaunaliks lange liv fra 1907 til 1989: Thule-befolkningen spillede en væsentlig rolle i Robert Pearys og Knud Rasmussens ekspeditioner i starten af 1900-tallet, og de to

blev for Thule katalysatorer for indførelsen af nye genstande, en ny tro og indlemmelse i Kongeriget Danmark.

Fiskekutteren bag Amaunalik og smøgen i hendes højre hånd vidner om denne udvikling. Dragten er dog stadig af skind, og i hjemmet lyser fedtstenslampen op. Flere årtier efter at dette billede blev taget, sidder Amaunalik ved sin mors fedtstenslampe og fortæller om sit lange liv til sine børnebørn, mens et svensk filmhold optager hende. Dog bor hun ikke længere i Thule, men i Qaanaaq.

Få år efter at Amaunalik blev fotograferet, blev Thulebefolkningen forflyttet grundet den sidenhen kontroversielle oprettelse af den amerikanske Thule Air Base.

Amaunalik smiler dog stadig, mens filmen ruller, og smøgen er fortsat tændt.

Stig Søndergaard Rasmussen

≈ Arktisk Instituts fotosamling rummer ca. 100.000 fotografier, hvoraf op mod halvdelen er skannet og lagt på www.arktiskebilleder.dk POLARFRONTEN | NR.2/2014 | 11

TEKNOLOGI PÅ GRØNLANDSK I mere end 10 år har man på Center for Arktisk Teknologi uddannet arktiske ingeniører.

Det er en pionerindsats, som langsomt er med til at skabe et fundament for teknologisk viden i Grønland. Men det er samtidig en satsning med store udfordringer.

Der bliver holdt et vågent øje med, hvordan det går de ingeniører, som bliver udklækket fra DTU’s Center for Arktisk Teknologi i Sisimiut (ARTEK). På centrets kontor hænger en stor opslagstavle med billeder af alle de årgange, som har gået på centret siden 2001, og den viser, hvem der kom igennem nåleøjet, og hvor de er blevet ansat.

De finder arbejde En hurtig optælling viser, at der er blevet uddannet 46 arktiske ingeniører siden starten i 2001, og at mere end halvdelen af dem er grønlændere.

Man kan også se, at alle har fundet beskæftigelse, langt de fleste i Arktis, og at de grønlandske ingeniører, bortset fra en enkelt, alle arbejder i Grønland. Det sidste er studieleder Hans Peter Christensen på ARTEK specielt tilfreds med, fordi uddannelsens mål bl.a. er at skaffe ingeniører til det grønlandske samfund, og erfaringerne fra andre uddannelsesområder viser, at grønlandske studerende i mange tilfælde ikke vender tilbage efter et studieophold i udlandet.

- De ingeniørstuderende tilbringer trods alt to af de fire studieår i Danmark, så man kunne sagtens forestille sig, at der var nogle, som blev der, men det har ikke været tilfældet. Alle er vendt tilbage til Grønland, fortæller Hans Peter Christensen.

Der er også en håndfuld danske ingeniører fra ARTEK, der arbejder i Grønland, mens andre af danskerne har fundet ansættelse i Mærsk Oil eller i virksomheder i Norge og Sverige.

Mange falder fra Man skal ikke studere opslagstavlen ret længe, før man bliver klar over, at der er rigtig mange, der falder fra un-

12 | POLARFRONTEN | NR.2/2014

dervejs på den arktiske ingeniøruddannelse. Mindre end halvdelen af de grønlandske studerende er kommmet igennem de fire års uddannelse. Måske ikke noget særsyn i den grønlandske uddannelsesverden, men alligevel et iøjnefaldende problem.

- Det går stadig ikke så godt med frafaldet. Det må vi se i øjnene, siger Hans Peter Christensen. Vi optager mange studerende, som viser sig ikke at kunne gennemføre en ingeniøruddannelse. De mangler ofte grundlæggende forudsætninger i matematik og fysik og sprog.

Der kommer ganske vist flere igennem i dag end i de første år, men det er stadig højt prioriteret at styrke de nye studerendes faglige startniveau for at få frafaldsprocenten ned for alvor. For øjeblikket tester man ved optagelsen de nye studerendes forkundskaber i matematik og udarbejder en opgraderingsplan for hver enkelt, så de står bedre rustet, når faget bliver introduceret på 2. semester.

Desuden har DTU et gymnasialt suppleringskursus i Sisimiut, hvor kommende ansøgere kan forbedre deres kvalifikationer i matematik og fysik.

Det seneste initiativ er, at Center for Arktisk Teknologi har ansat en dansklærer, som skal hjælpe med det skriftlige arbejde, ligesom der arbejdes med planer om at styrke de studerendes engelskkundskaber.

- Desværre er der også mange, der falder fra af sociale grunde. Der sker så meget i det grønlandske samfund, som gør, at de unge ikke er i stand til at gennemføre en så hård og krævende uddannelse, selvom de måske har evnerne til det. Og selvom vi forsøger at pille de uegnede fra tidligt, så er der alligevel nogle, der har svært ved at klare omstillingen til Danmark, hvor anden del af studiet foregår.

Ingeniøruddannelsen på ARTEK i Sisimiut uddanner ingeniører med specialviden om udfordringerne i de arktiske egne.

Foto: Hans Peter Christensen

Voksende interesse Siden starten i 2001 har den arktiske diplomingeniøruddannelse været igennem nogle magre år, hvor ansøgertallet stagnerede og ligefrem en overgang begyndte at falde. Men fra 2007 er udviklingen vendt, og der optages nu de 22 nye studerende hvert år, som kapaciteten tillader. Sidste år var ansøgertallet helt oppe på 30, så man for første gang måtte afvise ansøgere.

De grønlandske studerende er stadig i flertal på ARTEK, og antallet af grønlandske ansøgere er blevet fordoblet de seneste 5-6 år. Samtidig er uddannelsen blevet mere og mere populær blandt danske studerende, som med en firedobling af tilgangen efterhånden udgør næsten halvdelen af ansøgerne.

Hans Peter Christensen mener, at det stigende antal grønlandske ansøgere er et resultat af, at der er kommet grønlandske ingeniører i Grønland.

- Grønlænderne mangler rollemodeller inden for ingeniørområdet. De har meget vage forestillinger om, hvad en ingeniør laver. Men det er begyndt at ændre sig, for nu møder vi efterhånden grønlandske ansøgere, som fortæl-

ler os, at de søger ind, fordi de kender nogen, der har læst til ingeniør.

Brug for miljøviden Den arktiske ingeniøruddannelse har ambitioner om at præge det grønlandske samfund i forhold til bæredygtighed og selvstændighed. Så de seneste års aktiviteter på råstofområdet er ikke gået ubemærket henover ARTEK. - Vi er ikke interesseret i at uddanne meget snævre specialister til mine- eller olieindustrien. De vil komme til at skulle konkurrere med udefra kommende eksperter, samtidig med at det grønlandske samfund har brug for eksperter, som kan overskue de samfundsmæssige konsekvenser og gå ind i en ligeværdig dialog med selskaberne, siger Hans Peter Christensen. Der vil formodentlig være lige så meget brug for miljøingeniører inden for råstofindustrien som for ingeniører, der kan lave huller i fjeldet.

Desværre søger næsten alle de grønlandske studerende på ARTEK ind på byggeri, og næsten ingen vælger miljøsporet. Og det beklager man på ARTEK. For udover råstof-

POLARFRONTEN | NR.2/2014 | 13

Opmåling med GPS ved lufthavnen. Det har været svært at tiltrække grønlandske unge til ingeniøruddannelsen, men de senere år er interessen for uddannelsen vokset mærkbart.

Fotos ved Hans Peter Christensen

industrien har også kommunernes teknik- og miljøforvaltninger og de rådgivende ingeniørfirmaer hårdt brug for ingeniører med miljøviden.

Hans Peter Christensen håber, at en ny studieplan, hvor miljø får en selvstændig og synlig placering, kan få flere til at vælge området i fremtiden.

Et initiativ på gymnasierne Uddannelsen til arktisk diplomingeniør er en dansk uddannelse, men er godt forankret i det grønlandske samfund. Opbygningen er sket i et meget tæt samarbejde med grønlandske interessenter, som sidder med ved bordet i forhold til både drift og udvikling.

Det er et vigtigt mål at optage flere grønlandske studerende med gode forudsætninger for at gennemføre studiet.

- Derfor går vi nu i gang med et initiativ på de grønlandske gymnasier, hvor vi indbyder til samarbejde og stiller udstyr og ekspertise til rådighed for naturfagslæ-

rerne. Det starter i år med et pilotprojekt på gymnasiet i Sisimiut, og så regner vi med fra næste år at rulle det ud til alle gymnasier i Grønland, forklarer Hans Peter Christensen.

Gymnasieleverne vil møde ARTEK’s bidrag allerede det første halve år, og håbet er så, at det kan få nogle flere til at vælge de naturvidenskabelige og tekniske linjer, hvor ARTEK vil tilbyde nogle længerevarende projekter.

- Desuden vil vi invitere nogle gymnasieelever med på vores sommerkurser i august, hvor et stort antal ingeniørstuderende arbejder i felten med projekter, som er udbudt af kommuner, Selvstyret og andre interessenter. Det vil give gymnasieeleverne et realistisk og meget konkret indtryk af, hvad det vil sige at være ingeniørstuderende, og forhåbentlig øge interessen blandt de unge grønlændere.

Det arktiske semester Til sidst en nyhed. Hidtil har der kun været diplomingeniørstuderende i Sisimiut, men til foråret starter et semester for masterstuderende.

Det arktiske semester har flere målgrupper. For det første internationale studerende, som har lyst til at tilbringe et halvt år i Grønland med arktiske problemstillinger og kan indpasse opholdet i deres uddannelse.

For det andet bliver det arktiske semester udformet sådan, at det kan indgå i DTU’s kandidatuddannelse inden for byggeteknologi Poul-Erik Philbert

Hans Peter Christensen, ARTEK

Arktiske ingeniører Uddannelsen af de arktiske ingeniører foregår på Center for Arktisk Teknologi (ARTEK) i Sisimiut og er en 4-årig diplomingeniøruddannelse fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU) specielt rettet mod at løse opgaver i Grønland og andre arktiske egne.

De første tre semestre foregår i Sisimiut og bliver efterfulgt af et år i Danmark. Herefter følger et halvt års praktik i Grønland eller en anden arktisk lokalitet. Det sidste år indeholder specialkurser på DTU eller et universitet i udlandet og et arktisk afgangsprojekt.

Tidligere kunne de studerende vælge mellem tre specialiseringer, men i forbindelse med ændringer af diplomingeniøruddannelserne ved DTU er det nu blevet udvidet til fem: byggeri,

14 | POLARFRONTEN | NR.2/2014

installationer, miljø, anlæg og planlægning. De studerende har mulighed for efter 2,5 år at skifte til Ilisimatusarfik/Grønlands Universitet og på 1,5 år blive gymnasielærer i matematik.

ARTEK uddanner ingeniører og udfører også forsknings- og udviklingsarbejde inden for den arktiske teknologi. Desuden er det planlagt at gennemføre efteruddannelseskurser for bl.a. teknikere og folkeskolelærere i Grønland.

ARTEK er optaget på den grønlandske finanslov og finansieres herudover af DTU og af projektbevillinger. Centeret drives i et samarbejde mellem Teknikimik Ilinniarfik (KTI – tidligere Byggeog Anlægsskolen) i Sisimiut og DTU.

Arbejdskraft til fremtiden For øjeblikket er der ingen miner i gang i Grønland. Men med Råstofskolen i Sisimiut er et af de første spæde skridt til en fremtidig råstofudvinding i Grønland taget.

- Kommer blot ét af mineprojekterne i gang, så vil alle, som vi hidtil har uddanet her på skolen, straks kunne finde beskæftigelse inden for deres område, lyder det fra Hans Hinrichsen, som er uddannelseschef på Råstofskolen i Sisimiut, hvor man uddanner faglig arbejdskraft til en kommende råstofindustri.

Og det bliver ikke sagt som en undskyldning for en skole, der uddanner håndværkere til en branche, som i 2013 mistede sin eneste mine, guldminen i Nulanaq, men som en understregning af det potentiale, som man på skolen mener, ligger i mineindustrien for grønlænderne.

Uddannelse til råstofområdet Det er snart flere år siden, at det grønlandske hjemmestyre på baggrund af den voksende interesse for landets råstoffer besluttede, at der var brug for en institution, som kunne uddanne grønlandske unge til den kommende råstofindustri.

Siden 2008 er der på Råstofskolen blevet udviklet kurser i råstofengelsk, omskolingskurser, et 10-ugers grundkursus og en række specialkurser rettet mod mineindustrien. Og efter at off shore-området i 2010 kom med, har skolen nu tre uddannelsesområder: entreprenør-, mineog off shore området.

I 2012 blev det så besluttet at sætte gang i en regulær erhvervsuddannelse med to 4-årige linjer som minesvend og maskinentreprenør, hvor der optages 15 på hver linje en gang om året.

Elever fra Råstofskolen i sving ude i felten.

Foto: Råstofskolen

Mangel på relevante praktikpladser Foreløbig har Råstofskolens elever i vid udstrækning fundet arbejde, især inden for entreprenørområdet. Men det er et problem, at der i sagens natur mangler praktikpladser til minesvendene i et land, som for øjeblikket ingen aktive miner har.

- De første 15 elever skal i praktik efter sommerferien, og vi har forsøgt at løse problemet ved at finde praktikpladser i Norge, men uden held, fortæller Hans Hinrichsen.

Så vi arbejder nu på at finde et års praktik ved et entreprenørfirma og håber så på, at der er kommet regulære minearbejdspladser i 2015. True North Gems rubinmine ved Fiskenæsset i Sydgrønland er meget tæt på at gå i gang.

Høj gennemsnitsalder

Planer om ny uddannelse

Der har været stor interesse for skolens kurser. 270 har været igennem grundkurset, og stort set ingen falder ifølge Hans Hinrichsen fra på kurserne. Frafaldet sker på det obligatoriske kursus i råstofengelsk, hvor halvdelen ikke gennemfører.

Overraskende nok har det især været unge med mange erfaringer fra arbejdslivet, som har søgt ind, og gennemsnitsalderen blandt eleverne på de faglige uddannelser ligget på omkring 25 år.

- Det skyldes sikkert, at der ikke er ret megen tradition i Grønland for at arbejde i miner, vurderer Hans Hinrichsen, men vi kan dog se, at gennemsnitsalderen er på vej ned.

Opbygningen af Råstofskolen og dens uddannelsesprogrammer er foregået i et samarbejde med en række institutioner i lande, som har erfaring med uddannelse til råstofområdet: Norge, Sverige og Canada.

Derfor bliver der også skelet til den norske model, når man går i gang med at planlægge næste trin i udviklingen, som er en mellemteknikeruddannelse – bjergværksteknikere.

Poul-Erik Philbert

Uddannelseschef Hans Hinrichsen Læs mere om Råstofskolen

POLARFRONTEN | NR.2/2014 | 15

Spildevand ud i havet En løsning af spildevandsproblemet i Arktis kræver nytænkning. I Sisimiut arbejder forskere fra Center for Arktisk Teknologi på at udvikle en effektiv rensning af byens spildevand, som kan minimere de miljømæssige gener ved at lede det direkte ud i havet.

Slå et smut omkring Google Earth og tag en tur til Sisimiut. I den sydlige del af byen breder der sig en brunlig fane ud fra kysten, og ser man nøjere efter, opdager man, at den må stamme fra et rør, som kommer fra en større bygning.

Bygningen går under navnet Chokoladefabrikken, og det er stedet, hvor man samler toiletaffaldet fra de huse i Sisimiut, som ikke har kloakering.

En brun fane Pernille Erland Jensen er forsker ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og har siden 2006 været tilknyttet Center for Arktisk Teknologi i Sisimiut. De seneste 4-5 år har hun i et samarbejde med Qeqqata kommune specielt forsket i Grønlands spildevandsproblemer.

- Det kunne være i orden at lede toiletaffaldet direkte ud i vandet, hvis det bare blev fortyndet i det åbne hav, siger Pernille Erland Jensen. Men ved tidevand breder den brune fane sig til den nærliggende bugt, hvor folk har deres joller liggende, og hvor kajakklubbens medlemmer ligger og øver grønlændervending. Det er både ulækkert og sundhedsfarligt.

Hun peger også på, at turister, som ser toiletaffaldet ligge og skvulpe i vandoverfladen, sandsynligvis vil tøve en kende med at anbefale Sisimiut til deres venner og bekendte som en malerisk grønlandsk by midt i en smuk og uberørt natur.

Skyde spurve med kanoner Så der er ifølge Pernille Erland Jensen gode grunde til at gøre noget ved spildevandsproblemet. Men samtidig skynder hun sig at slå fast, at man må finde alternative, tekniske løsninger til at håndtere spildevandet i Grønland og ikke bare kopiere det, man gør andre steder.

– Det ville være at skyde spurve med kanoner at vælge en konventionel dansk løsning med et rensningsanlæg.

Det ville i sig selv være ekstremt dyrt at anlægge, og med

16 | POLARFRONTEN | NR.2/2014

de små, afsidesliggende grønlandske samfund ville udbyttet for miljøet slet ikke stå mål med omkostningerne, understreger hun.

DTU-forskeren har undersøgt spildevandsløsninger i små bygder uden kloakering og i større byer med kloakering. I nogle bygder samler man toiletposer sammen og tømmer dem enten ud i havet eller samler dem på land.

Andre steder smider beboerne poserne ud af vinduet og lader dem ligge der, eller lægger dem på isen, så de forsvinder i vandet, når isen smelter.

Det ser ud til at være en god idé at samle bygdernes toiletaffald og blande det med biologisk husholdningsaffald og kompostere det.

- Vores forskning har vist, at det har en rigtig stor effekt at fryse det komposterede affald. Det gælder især, hvis det fryser og tør nogle gange i løbet af vinteren, fordi det vil reducere de sygdomsfremkaldende mikroorganismer, så det bliver et renere og mere hygiejnisk materiale, fortæller Pernille Erland Jensen.

Små spildevandsudløb Der er stadigvæk huse i Sisimiut, som ikke er kloakeret.

Her bliver det grå spildevand fra køkken og håndvask ledt direkte ud i terrænet, mens toiletaffaldet bliver samlet op i septiktanke eller afhentet i poser.

Men i Sisimiut er omkring 75 % af husene kloakeret.

Det samme er tilfældet i andre større byer. Man ser stadig kloakrør over jorden, men det mest almindelige i dag er, at rørene bliver sprængt ned i klippen, selvom anlægsomkostningerne er store.

I det kuperede terræn er der to metoder til at lede spildevandet væk. Enten udnytter man tyngdekraften og lader det løbe ud i det nærmeste hav. Eller også har man et større og mere energikrævende system, hvor man pumper spildevandet igennem landskabet.

I Sisimiut har man valgt den første løsning, som sparer udgifter til vedligeholdelse og energi. Til gengæld spredes generne, fordi toiletaffaldet pumpes ud i havet gennem flere små spildevandsudløb.

Spildevand truer sundheden Tidligere ville en direkte udledning i det åbne hav have været en brugbar løsning. Toiletaffaldet bestod hovedsageligt af organisk materiale og nogle næringsstoffer, som hverken var farlige eller miljøfremmede, og som i de beskedne mængder, der var tale om, blev fortyndet og nedbrudt fuld-

Foto: Pernille Erland Jensen

To DTU-studerende, Ellen Marie Drastrup og Susanne Bjerg Petersen, arbejder med et pilotanlæg til kemisk-mekanisk behandling af spildevand i Sisimiut.

På Google Earth ser man tydeligt, hvordan en brun vifte breder sig ud fra 'Chokoladefabrikken' i Sisimiut. Toiletaffaldet kan både give lugtgener og sundhedsproblemer og er if. Pernille Erland Jensen fra DTU med til at plette Sisimiuts ry som turistby.

stændig i havet uden problemer for miljøet. Desuden var beboelserne mere spredte og risikoen for infektioner lav, fordi der var ringe kontakt med det omkringliggende samfund I dag er situationen en helt anden i en moderne grønlandsk by som Sisimiut med dens 5.500 indbyggere.

- Det nye er, at specielt toiletspildevand indeholder rigtig mange kemikaler fra bl.a. medicin og medicinrester, som er svært nedbrydelige og miljøfremmede, fortæller Pernille Erland Jensen. Man skal tænke på, at mindst 95 % af den medicin, man indtager, kommer ud igen, primært i urinen, og derfor ender i miljøet.

Det betyder, at der kan ligge et sundhedsproblem i den nuværende spildevandsløsning. Forskere fra Aarhus Universitet har i samarbejde med Center for Arktisk Teknologi undersøgt muslinger og krebsdyr i Ulkebugten, hvor en del af spildevandet ledes ud, og de har bl.a. fundet mikroorganismer, som ikke dør, hvis man giver dem antibiotika.

- Og det er selvfølgelig et problem, hvis de overføres til mennesker, for det betyder, at de kan få infektioner med sygdomsfremkaldende bakterier, som er resistente over for antibiotika og derfor ikke kan behandles.

Det andet problem er, at udledningen ikke sker ud i det åbne hav, men ud i Ulkebugten og andre områder, som er lukkede og stillestående. Det fører til både iltsvind og død havbund og giver lugtgener. Spildevandet indeholder også en del tungmetaller, som lægger sig på bunden.

større partikler, som så kan filtrereres fra.

- Vores mål er at udvikle et anlæg med både en kemisk og en mekanisk rensning, som er så effektivt, at man til sidst kan bestråle med UV-lys, der fjerner de sygdomsfremkaldende mikroorganismer og dermed eliminerer smittefare.

Men det kræver noget meget klart spildevand, da tilbageværende mikropartikler ellers vil skygge for UV-lyset, så mikroorganismerne kan gemme sig og overleve.

Fjerne mikroorganismer Forskerne fra DTU arbejder med forskellige løsninger på spildevandsproblemet. Den mindst komplicerede er mekanisk rensning, hvor man ganske enkelt fjerner større ting ved filtrering. Pernille Erland Jensen har også arbejdet med kemisk rensning, hvor man tilsætter kemikalier for at få de små mikropartikler til at samle sig til nogle

Simpel løsning Der er tale om en meget simpel løsning uden et stort rensningsanlæg eller en stor fælles kloak. Man kan bruge det eksisterende system ved at montere et lille anlæg på de uværende udløb i Sisimiut.

Kommunen er meget ivrig efter at komme i gang med projektet, men Pernille Erland Jensen advarer mod at begynde, før der er en plan for, hvad man skal gøre ved det slam, som bliver tilbage.

- Vi har undersøgt mulighederne for at kompostere det, ligesom med toiletaffaldet i bygder og fra turisthytter. En anden mulighed er at lave biogas, men det rejser nye tekniske udfordringer, forklarer hun.

Foreløbig har forskerne eksperimenteret med at frasortere det organiske husholdningsaffald og blande det med affaldet fra den lokale rejefabrik, og Pernille Erland Jensen mener, at der er grundlag for et økonomisk bæredygtigt biogasanlæg. Udfordringen ligger i, at det kræver stor teknisk kompetence at køre et sådan anlæg, og at det kan være svært at tiltrække de nødvendige teknikere til Sisimiut.

Poul-Erik Philbert

Pernille Erland Jensen

POLARFRONTEN | NR.2/2014 | 17

Sort-hvide erindringer fremkaldes Gamle film vækker erindringer og får ofte seeren til at reflektere over nutiden. Denne kobling mellem dengang og nu bruger antropologen Anne Mette Jørgensen til at sætte tanker i gang om fremtiden.

Anne Mette Jørgensen fra Nationalmuseet: - Filmene repræsenterer et meget bredt materiale med stor detaljerigdom, der vil kunne bruges af især forskere.

For eksempel viser filmene, hvordan kajakkerne så ud i Kangamiut til forskel fra dem i Nuuk-fjorden, hvilket igen måske afspejler, at de har været tilpasset til særlige forhold i forskellige områder. Biologer kan givetvis udlede noget omkring fiskearters udbredelse. Og som antropolog vil jeg mene, at filmene også kan have en identitetspolitisk vinkel og vise, hvordan Grønlands historie kan ses med grønlandske øjne. Der er ting fra 1930’erne, som ikke er velbeskrevne i andre kilder, og som der ikke var meget fokus på dengang. Nu kan man så se, hvad folk foretog sig.

Nysgerrige og dokumenterende øjne

Hajfangst ved Saatut, 1939.

Foto: Jette Bang

Scenen i det flimrende, sortgrå filmklip viser en grønlandsk fanger i kajak, der giver en haj de sidste dræbende slag. Næste klip viser samme fanger flå den meterlange haj, mens hajen ligger langs kajakkens side. Klippene stammer fra fiskeribiologen Paul M. Hansens film fra 1930’erne og er interessante, fordi de fortæller om, hvordan fangsten foregik, om noget biologi, og om hvordan kajakkerne så ud i det pågældende distrikt.

De omtalte klip er del af et stort 16 mm filmmateriale, som har ligget gemt og indtil for nylig glemt i Nationalmuseets Etnografiske Samling. Materialet omfatter film fra Asien og Afrika, men en tredjedel er fra Grønland i perioden 1914-1971 og filmet af bl.a. Jette Bang og Lauge Koch. Og altså også af Paul M. Hansen. Om betydningen af filmene for nutiden siger ph.d.-studerende

18 | POLARFRONTEN | NR.2/2014

Der er dog en vis forskel på de grønlandske film og filmene fra Asien og Afrika. Hvor sidstnævnte ofte er egentlige etnografiske film, så er Anne Mette Jørgensen mere tilbageholdende med at kalde de grønlandske film for etnografiske. Hun foretrækker i stedet at kalde dem ’historiske arkivfilm fra verden’ ud fra den betragtning, at etnografiske film især viser, hvordan folk levede. De grønlandske film dokumenterer i højere grad f.eks. institutioner og erhverv – omend der dog er en del undtagelser. Mange af filmene er filmet af udsendte danske embedsmænd.

På spørgsmålet, om man kan se en ændring i den måde, Grønland og grønlændere fremstilles på i den ca. 60 år lange periode, som filmene dækker, tøver Anne Mette Jørgensen. Hun forklarer: - Hovedparten af filmene er fra 1930’erne, og der synes jeg, det er svært at se. Det er stort set det samme tema, der går igen. Det skal bevise en gældende opfattelse af, at kolonimagten Danmark på en omsorgsfuld og succesfuld måde bringer Grønland ind i den moderne verden. I Jette Bangs film ser man nogle gange også hendes ægte nysgerrige øje og lysten til at vise, hvordan folk levede, selvom hun jo egentlig var hyret af Grønlands Styrelse til at dokumentere Danmarks modernisering af Grønland.

Det er ofte de samme temaer, der går igen i filmene – naturligt nok fokuseret på mange af de samme ikoner, som nutidens fjernsynsseere elsker at se. Naturen er et kæmpe tema ligesom i alle andre arktiske film, siger Anne Mette Jørgensen. Den optræder både som kulisse,

Jette Bangs to filmklip om hajfangst og minen i Marmorilik

Hajfangst filmet af fiskeribiologen Poul M Hansen

men også som objekt for det, man filmer, og fylder meget i en del af filmene. Desuden optræder stereotyper som kajakker og konebåde. Anne Mette Jørgensen siger: - I det hele taget er livet på vandet meget fremherskende – hvordan man bevæger sig rundt og udnytter kajakker og konebåde til fangst, fiskeri og transport. Det gælder både i Knud Rasmussens film fra 7. Thuleekspedition og Thalbitzers film fra 1914. Begge viser kapsejlads med kajak. Thalbitzer har endda et klip af bygdebestyrerens motoriserede båd.

fra rejefabrikken i Sisimiut, bemærkede de, at det var samme slags borde, de havde stået ved, indtil bygdens fabrik lukkede i 1998. Så gik tankerne tilbage, og de snakkede om, at der dengang kom sæsonarbejdere rejsende til Qasigiannguit, og at der blev bygget nye barakker til dem.

Hvad der er lige så interessant for Anne Mette Jørgensen, er at finde ud af, hvad det sætter i gang af tanker hos unge, der ser filmene. De kan jo i sagens natur ikke vide noget om ’dengang’, så her er det mere historieforståelsen og lokalhistorien, forskeren fisker efter. Derfor samlede hun en fokusgruppe fra gymnasiet i Sisimiut. Anne Mette Jørgensen siger: - De unge kan genkende lokaliteter og er meget opmærksomme på, at tingene var anderledes. De hæftede sig en del ved, at man dengang på fabrikken arbejdede mange sammen – i dag udfører to mand samme arbejde. Så det er også en måde at sætte tanker i gang om nutiden på.

Anne Mette Jørgensen slutter af: - Jeg har indsnævret mit projekt til at fokusere på naturressourcer og minedrift for at sætte nutiden i perspektiv. Filmene viser, hvordan vi har levet. Men spørgsmålet er: Hvordan kommer vi så videre i dag?

En terapeutisk effekt Anne Mette Jørgensens projekt foregår dog ikke kun foran computerskærmen i et af Nationalmuseets smukke rum.

Hun viser også nogle udvalgte film i Grønland i de bygder, hvor de oprindelig blev optaget – fx i Qasigiannguit og Sisimiut. Anne Mette Jørgensen siger: - Jeg vil undersøge, hvilken betydning arkivfilm har, og hvad vi som museer kan bruge dem til i dag. Som antropolog interesserer det mig, hvad filmene sætter i gang i folks hoveder. Hvilke tanker folk har om sig selv og deres liv, og hvad fortiden betyder for dem. Det har en nærmest terapeutisk effekt hos nogle af tilskuerne. Mange kommer hen og siger tak for en god dag. Så det vækker mange erindringer hos folk. Da folk i Qasigiannguit så en film

Uffe Wilken

Anne Mette Jørgensen.

Thalbitzer 1914 William Thalbitzer var dansk sprogforsker og eskimolog. En af de ældste film i det materiale, som Anne Mette Jørgensen undersøger, er en film fra Thalbitzers ophold i Sydgrønland i 1914.

Om anvendeligheden af denne film for forskerne her 100 år senere siger professor på Nationalmuseet Hans Christian Gulløv: - Filmen viser kajakker og konebåde og har billeder af de store grønlandsfartøjer i Julianehaab havn fra før 1. verdenskrig. Det er noget af det tidligste, der findes. Hvad der er helt unikt, er optagelser fra nu nedlagte bygder i Kap Farvel-området. Dengang boede der folk, der oprindelig kom fra Østgrønland, og han fandt deres efterkommere. Det er et enestående materiale, fordi han har dokumenteret noget, der sidenhen forsvandt.

POLARFRONTEN | NR.2/2014 | 19

Den kinesiske isbryder Xuelong (Snedragen) i antarktisk farvand.

Har rigsfællesskabet og Kina fælles interesser i Arktis?

Hvordan skal rigsfællesskabet forholde sig til supermagten Kina, som pludselig har kastet sin kærlighed på Arktis og måske Grønland i særdeleshed? Svarene ligger i organisationer og aftaler.

Politikens chefredaktør Bo Lidegaard kaldte i martsnummeret af Tidsskriftet Grønland Kina for ’… en joker for udviklingen i Arktis’. Og selvom Kina, i modsætning til sin fremfærd i f.eks. Det Sydkinesiske Hav, har en meget afdæmpet tilgang til at fremme sine interesser i Arktis, så er der næppe tvivl om, at Kina har et særdeles godt øje til området. Men hvad er de ude på? Og hvordan skal rigsfællesskabet forholde sig til Kina i Arktis.

Erik Vilstrup Lorenzen er Rigsfælleskabets arktiske ambassadør. På sit kontor i Udenrigsministeriet forklarer han, inden for hvilke rammer rigsfællesskabet agerer i Arktis: - Grundlaget er vores Arktiske Strategi, der dækker årene fra 2011 og frem til 2020. I den har vi formuleret vores interesser og de udfordringer, vi ser, samt hvordan vi agter at forholde os til dem. Helt fundamentalt skal vores indsats være til gavn for de mennesker, der bor i Arktis.

Vi betragter området som et ’low tension’ område, hvor de store udfordringer ikke er så meget af sikkerhedspolitisk karakter, men mere om klima, miljø, søredning og borgernære ting. Kongeriget er repræsenteret i Arktisk Råd, som er det forum, hvor vi sammen med de otte andre faste medlemmer håndterer de rent praktiske og konkrete Foto: Xinhua

sager. Det er USA, Canada, Rusland, kongeriget Danmark, Norge, Finland, Island og Sverige. Herudover er en væsentlig del af grundlaget for den måde, samarbejdet fungerer på, nedfældet i Ilulissaterklæringen fra 2008, hvoraf det fremgår, at samarbejdet skal baseres på FN´s havretskonvention, og at det skal foregå fredeligt. Det har alle parter levet op til.

Har Danmark og Grønland fælles interesser?

Hvis man et øjeblik ikke tænker rigsfællesskab, men Grønland og Danmark som to politiske enheder, hvor langt hen ad vejen følger vores interesser så hinanden over for Kina? Erik Vilstrup Lorenzen svarer: - Man er nødt til at se på, at alle parter helt overordnet har en fælles interesse i at have et godt forhold til Kina.

Både i forhold til det kommercielle samarbejde og det sikkerheds/udenrigspolitiske. Dette er også baggrunden for, at vi samarbejder om, hvordan kontakten til Kina skal foregå – og blandt andet derfor, at jeg besøgte Kina sammen med en kollega fra Grønland i januar i år. Kina har på linje med en række andre internationale aktører en legitim interesse i Arktis og vil under alle omstændigheder blive en stadigt vigtigere spiller i regionen. Danmark og Grønland har en fælles interesse i – og et medansvar for – at bidrage til, at Kina kommer til at spille en positiv og konstruktiv rolle i regionens udvikling.

Kinas interesser Kinas vækst er afhængig af råstoffer og energi, områder, hvor Arktis er leveringsdygtig. Og af største interesse er også adgangen til markederne – en adgang, som i den nære fremtid sandsynligvis vil foregå gennem nye sejlruter i Arktis. En stor del af Det Arktiske Ocean er internationalt farvand, og Kina er meget opsat på at fastholde denne status. Erik Vilstrup Lorenzen siger: - Vi er nødt til at tage udgangspunkt i virkeligheden.

Når et land som Kina har store kommercielle interesser Medlemmer af en kinesisk ekspedition undersøger temperatur og saltholdighed på isen i Det Arktiske Ocean i 2010.

20 | POLARFRONTEN | NR.2/2014

Foto: Xinhua

i sejlads, så skal vi samarbejde med dem. De vil sejle i Arktis i internationalt farvand – om man kan lide det eller ej. Både rigsfællesskabet og Kina har her nogle fælles interesser. Vi er interesserede i, at de lever op til de internationale standarder for sejlads i Arktis, og de er interesserede i, at vi kan håndtere søsikkerhed og oliespild.

På Arktisk Råds møde i efteråret 2013 blev Kina optaget som observatør sammen med blandt andet Japan, Sydkorea, Singapore og Italien. Mange lande mener, at de har en legitim interesse i Arktis, og her har de så valgt Arktisk Råd som det forum, de vil fremme deres interesser i. Observatørstatus giver ikke ret til at sidde med ved de faste medlemmers bord, når det er på minister- eller højt embedsmandsniveau, men observatørerne kan sidde bagved og lytte. De er inviteret med på arbejdsgruppeniveau og kan spille ind, hvis de har forskning, der er interessant for arbejdsgruppernes dagsorden.

Rigsfællesskabet møder dog ikke kun Kina i Arktisk Råd. Aftaler om søsikkerhed foregår i FN-organisationen International Maritime Organisation, som har udarbejdet et polarkodeks for arktisk sejlads. Såfremt der er drøftelser om klimaudfordringer, er EU også en central aktør. Og endelig er der det direkte bilaterale samarbejde mellem Rigsfælleskabet og Kina. Som Erik Vilstrup Lorenzen siger: - Når det gælder Arktis, har vi interesse i at samarbejde med Kina i flere forskellige rum.

Til trods for at Kina efterhånden må regnes som verdens næststørste supermagt, vil Kina ikke kunne skifte sin observatørstatus ud i Arktisk Råd med et fuldgyldigt medlemskab med deraf følgende indflydelse, ikke mindst fordi alle faste medlemmer af Arktisk Råd har vetoret.

Erik Vilstrup Lorenzen siger: - Arktisk Råds interesser og Kinas interesser vil til dels være sammenfaldende, når det kommer til at sikre en fredelig og bæredygtig udvikling. Derfor den tætte dialog.

Sejlruter i Arktis.

(Kilde: Kina, Grønland, Danmark – konsekvenser og muligheder i kinesisk Arktispolitik.

Center for Militære Studier, Københavns Universitet, Januar 2014).

WHO’S WHO ARKTISK RÅD Rådet blev etableret i 1996 for at fremme bæredygtig udvikling i Arktis og har udviklet sig fra et mindre forum med primært forskere til at være et forum på højt niveau, som mange lande gerne vil være med i. Faste medlemmer er de fem arktiske kystnationer samt tre selvstyrende områder og seks NGO’er. Adskillige lande uden for Arktis har observatørstatus.

ILULISSAT-ERKLÆRINGEN Blev vedtaget i 2008 af de fem arktiske kyststater.

Erklæringen forpligter medlemmerne til at løse konflikter gennem forhandlinger.

ARCTIC FIVE Er ikke en organisation som sådan, men består af de fem arktiske kyststater. I modsætning til f.eks. Arktisk Råd har Arctic Five ikke faste møder, men mødes efter behov.

Det er især landenes kerneinteresser som grænsedragning og arktisk højsøfiskeri, der varetages i dette forum.

Uffe Wilken

POLARFRONTEN | NR.2/2014 | 21

KORTNYT Polarforskerdag Efter at have ligget stille et par år blev traditionen med en årlig polarforskerdag genoptaget d. 2. juni. Nu under navnet Polarforskningskonferencen 2014 og i regi af Styrelsen for Forskning og Innovations (FI) nyoprettede Polarsekretariat. Mere end 150 interesserede deltog i konferencen. Om indholdet af konferencerne fremover siger kontorchef fra FI Gitte Agerhus: - Polarforskningskonferencens formål er at koble den aktuelle politiske debat med de forskningsmæssige prioriteter og dermed understøtte samspillet mellem den politiske og forskningsmæssige dagsorden. Der skal skabes større synlighed omkring den arktiske forskning, sættes fokus på tværfaglige og tværinstitutionelle initiativer, støttes videndeling i forskningsmiljøerne samt gives unge polarforskere mulighed for at præsentere deres projekter, og det er polarforskningskonferencen et godt forum for.

Hovedbudskaberne fra konferencen vil spille ind i Polarsekretariatets videre arbejde, blandt andet i Forum for Arktisk Forskning. Det er intentionen, at Polarforskningskonferencen skal være en årlig begivenhed. I 2015 vil konferencen blive afholdt på Aalborg Universitet.

Første grønlandske romanmanuskript tilbage til Grønland Den første roman skrevet på grønlandsk udkom i Grønland i 1914. Det var Mathias Storchs ’Sinnattuaq’ (Drømmen). I forbindelse med Arktisk Instituts 60-års jubilæum d. 4. juni blev en del arkivalier udleveret til Grønland, heriblandt Mathias Storchs originale manuskript.

Manuskriptet betragtes som en særlig kulturskat og er af uvurderlig betydning for Grønland.

Om romanen siger chef for den grønlandske repræsentation i Danmark Tove Søvndahl Gant: - Romanen har uhyre stor symbolsk betydning for os grønlændere som folk og nation. Det er den første grønlandske roman, der samtidig har et visionært indhold om landets fremtid. Betydningen Mathias Storch. Copyright Arktisk Institut. kan illustreres ved, at før jeg kunne læse, havde jeg hørt om bogen fra større børn. Jeg håber, at der kan skabes opmærksomhed om bogen, og at bogen f.eks. kan bruges til projekter på Ilisimatusarfiq (Grønlands Universitet). Bogen er et vigtigt led i opbygningen af vores nation.

Det er Arktisk Institut i samarbejde med Rigsarkivet og Grønlands Nationalmuseum og Arkiv, der har udvalgt de arkivalier, der udleveres.

Smeltesæsonen startet i Polhavet Sommerens smeltesæson i Polhavet begyndte i år d. 17. juni. Det er syv dage senere end normalt. Rasmus Tonboe fra DMI siger, at den senere startdato øger mulighederne for, at mere af den arktiske havis overlever den ca. tre måneder lange smeltesæson.

Ved at kigge på 35 års satellitbilleder har både Rasmus Tonboe og andre forskere fundet en sammenhæng mellem arealet af smeltevandssøer på isen i juni og arealet af årets mindste isudbredelse i september.

Læs mere: 22 | POLARFRONTEN | NR.2/2014

NYEBØGER Living with environmental change: waterworlds / edited by Kirsten Hastrup & Cecilie Rubow. Routledge, 2014. 301 s.

Klimaændringer er en realitet for mange mennesker over hele verden – fra Arktis til troperne. Bogen beskriver hvordan man forholder sig til de ændrede livsbetingelser som stigende vandstand, smeltende gletsjere og tørke. Hvorledes samfundene tager ansvar for de ændrede vilkår og finder kreative løsninger på problemerne.

Bogen er opdelt i fire temaer: vand, landskab, teknologi og tid.

Se mere

The meaning of ice : people and sea ice in three Arctic communities / editors Shari Fox Gearhead ... [et al.].

International Polar Institute Press, 2013. 365 s.

Havisen er et livsvilkår for inuit over hele Arktis, som i generationer har levet med den og af de muligheder, den giver for fangst. Tre forskellige inuitsamfund beretter i ord og billeder om, hvad isen betyder for dem. Bogen er et bidrag til forståelsen af samfundene i Arktis i en tid, hvor klimaforandringerne betyder, at havisen ændrer sig dramatisk.

Se mere

Benny Nybo: Nordatlantiske spejlbilleder: fotofortællinger fra Grønland, Island, Færøerne og Danmark.

PhotoStory, 2013. 273 s.

Fotobog om de nordatlantiske lande med billeder af landskaber, dyr og planter, og hurtigt optagne billeder fra byer og begivenheder. Udgivet i forbindelse med indvielsen af Nordatlantisk Hus i Odense Se mere

Læs anmeldelser af nye bøger om Grønland og Arktis på http://arktiskeanmeldelser.dk

Marie Skou: Pavia Petersen – miniorganisten og hans slægt.

Atuagkat, 2014. 152 s. + 1 cd Om Pavia Petersens (1904-1943) liv som lærer, organist, forfatter, digter, sangskriver og maler.

Biografi om den alt for tidligt afdøde (38 år) grønlandske organist, komponist, lærer, digter, forfatter, maler og sangskriver Pavia Petersen.

Bogen er skrevet af Pavia Petersens datter Marie Skou. Bag i bogen er indlagt en CD med et udvalg af Pavia Petersens mest elskede sange indspillet/indsunget af Aasiaat Nipaat.

Se mere

Pipaluk Lykke Løgstrup: Isi = Eye = Øje. Nebula, 2014. 118 s.

Fotografisk billedværk der skildrer det moderne Grønland med 45 indsendte fotos taget af amatørfotografer Se mere

Christel Lüttichau: Grønlænderinden. People’s Press, 2014.

Grønlænderinden er fortællingen om et langt liv i Grønland før og nu. Maria Meyer er en mønsterbryder, rundet af de nedarvede dyder i en traditionel fangerfamilie, som kommer til at bane vejen for de grønlandske kvinder. Men hendes egen vej frem har haft en pris. Gennem Marias personlige historie udfoldes et stykke grønlandshistorie om et fangersamfund af i går og et moderne selvstyre af i dag med en ny, stor, international interesse for Grønlands rigdomme – noget, Maria Meyer, i dag 80 år, også har en mening om.

Se mere

POLARFRONTEN | NR.2/2014 | 23

Ikke Dante’s Peak Når snakken falder på pingoer, vil langt de fleste tro, at der er tale om sorthvide fugle, der ikke kan flyve. For geologen og geografen er der snarere tale om en meget speciel landskabsform, der er direkte forbundet med permafrost.

Pingo betyder – hurtigt oversat fra grønlandsk – jordhøj.

Flere steder rundt om i verden kender man til dette fænomen, hvor massiv is som et resultat af rumfangsudvidelse i forbindelse med frysning af vand under jord skaber mindre og større jordhøje. Faktisk er størrelsesvariationen så stor, at den spænder fra små jordknolde til deciderede fjeldblokke, der er meget synlige i landskabet. Som geologen Anders Schomacker fra Statens Naturhistoriske Museum siger: - Flyver du ned gennem en dal på f.eks. Svalbard, er du ikke i tvivl, når du ser dem. De ligger nærmest som en række af høje kupler i dalbunden.

Dannelsen af pingoer er et komplekst fænomen. Som et resultat af tryk dannes pingoer i åbne og lukkede systemer, og fænomenet forekommer udelukkende i områder med kontinuerlig permafrost og i områder med en årsmiddeltemperatur lavere end −6 °C. I de åbne systemer, f.eks. i dalbunde og gamle søbassiner, kan vand sive ned fra højere liggende niveauer i sprækker i permafrosten, hvor det fryser og udvider sig. Lukkede systemer forekommer derimod i det flade terræn, hvor vand under

bundlagene i lavvandede søer kan fryse til og skubbe de tynde bundlag op.

I takt med at den massive is i kernen smelter bort, kollapser toppen og danner et kraterlignende udseende eller en ringformet vold. Dette karakteristiske udseende gav tidligere anledning til en alternativ forklaring på fænomenet. Alfred Rosenkrantz fremlagde i 1938, på baggrund af studier fra Vestgrønland, en teori, der sagde, at de ringformede forekomster var et resultat af grundvand, der ved stort gastryk trængte igennem jordoverfladen og forårsagede det kraterlignende udseende. Om end en smule misvisende og uden yderligere sammenligninger med amerikanske fremstillinger til åbninger af jordens indre valgte Rosenkrantz at kalde disse vulkanlignende forekomster for dyndvulkaner.

Pingoer findes i dag primært i de arktiske egne og tilstødende områder, men er også observeret på Antarktis.

Tidligere tider har dog budt på dannelsen af pingoer andre steder – bl.a. under den seneste istid, hvor isdækket var noget mere omfattende end i dag. Visse steder i Holland og Belgien er rester af pingoer fra den seneste istid ikke ualmindelige.

Disse jordhøje er, så komplekse som de er, gode klimaindikatorer og udgør med deres vidnesbyrd om fortidens miljø et vigtigt element i vores forståelse for udbredelsen af permafrostområder.

Jakob Walløe Hansen

.

Pingo i øvre Eskerdal, centrale Spitsbergen, Svalbard. Pingoen er ca. 30 m høj.

24 | POLARFRONTEN | NR.2/2014

Foto: Ole Humlum, Universitetet i Oslo.