Polarfronten 1_2015

UDGIVET AF DET GRØNLANDSKE SELSKAB | NR. 1/2015 |

POLARFRONTEN

En isstrøm vågner op |4 Hvor går man hen...? | 14 Gastronomisynergi i Arsukfjorden | 24

|INDHOLD|

Polarfronten udgives af: Det grønlandske Selskab L. E. Bruunsvej 10 2920 Charlottenlund

PÅ CAMPINGTUR OVER INDLANDSISEN

| 3

EN ISSTRØM VÅGNER OP

| 4

ET KIG NED I ISSTRØMMEN

| 8

FORTIDENS BEVÆGELSER

| 1 0

ACCESSIONSNUMMER 2015-012

| 1 3

HVOR GÅR MAN HEN...?

| 1 4

KORT NYT

| 1 6

ET PAR SPIRENDE HÅB

| 1 8

Redaktion: Einar Lund Jensen, ansv. redaktør

NYE BØGER

|2 0

Uffe Wilken, redaktør, journalist DJ

NY HJEMMESIDE SAMLER RIGSFÆLLESSKABETS ARKTISKE FORSKNING | 2 3 GASTRONOMISYNERGI I ARSUKFJORDEN

|2 4

Tlf. 3177 2016 redaktion@polarfronten.dk www.polarfronten.dk Polarfronten udkommer som e-magasin fire gange om året.

Gratis digitalt abonnement kan tegnes på polarfronten.dk eller i mail til abonnement@polarfronten.dk

Magasindesign: Spagat designstudio Forsidefoto: Bestyrer Sofus Hansen i salatbedene på Upernaviarsuk Landbrugsskole.

Foto: Uffe Wilken.

Polarfronten udgives med støtte fra Styrelsen for Forskning og Innovation, og Energistyrelsen.

I det digitale e-magasin kan du benytte følgende muligheder: Sende e-mail til kontaktperson Linke til mere info om emnet Afspille videoklip Høre lydklip Byline Sende e-mail til forfatter

2 | POLARFRONTEN | NR.1/2015

På campingtur over Indlandsisen Center for Is og Klima har i maj-juni flyttet NEEM-lejren på Indlandsisens top til et nyt sted, hvor den næste iskerneboring går i gang i 2016. Det er hårdt arbejde at transportere tonsvis af udstyr over Indlandsisen i 20-40 graders kulde, men det var et lyspunkt, at der var husly hele vejen.

Det er ikke mange forundt at foretage en rejse på toppen af Indlandsisen med egen campingvogn. Men det var nærmest det, et hold fra Center for Is og Klima på Københavns Universitet gjorde, da de i maj-juni flyttede den tidligere NEEM-lejr til en ny lokalitet, hvor et boreprojekt, EGRIP, starter næste år (se artikel s. 4)

Isudgravninger Den første gruppe ankom til NEEM-Lejren med Herculesfly den 27. april og blev mødt med -33oC og vind. Den første opgave var at få befriet garagerne, så man kunne få gang i generatoren og det 7,5 tons tunge bæltekøretøj, PistenBully.

Det viste sig at blive en hård opgave, da alt var indkapslet i is, men med brug af skovle, spader, hakker, kædesav og hamre lykkedes det, så man kunne få gang i den lokale elproduktion.

Den anden store opgave var at få landingsbanen genetableret, så de kommende dages transporter med Hercules-flyet kunne gennemføres. Parat i Kangerlussuaq Lufthavn stod ikke blot de sidste fire ekspeditionsmedlemmer, men også endnu en PistenBully, brændstof, værktøj, reservedele, proviant og meget andet.

Til tider måtte to traktorer hjælpes ad for at trække domen.

Og så var der ikke mindst den 45 ton tunge hovedbygning, Domen, som har fungeret som opholdsstue, køkken og soverum under NEEM-boringen. Den skulle trækkes hele den lange vej til det nye borested, hvor den skal tage endnu en tørn som opholdsrum, køkken og soverum, og undervejs kunne den give deltagerne en uhørt luksus og fungere som campingvogn.

Ensomme på isen

I mål

Lejren begyndte langsomt at fungere, de sidste ekspeditionsdeltagere kom, slæderne blev gravet fri, og nedpakningen gik i gang. Den 6. maj kom det sidste Hercules-fly, og de 10 personer var nu overladt til sig selv og ville først blive hentet igen, når de havde flyttet hele den nedpakkede lejr og stillet en ny lejr op.

Samtidig med nedpakningen var der fire andre personer beskæftiget med videnskabelige sysler både i lejren, hvor der blev lavet opmålinger i det 2.538 meter dybe borehul fra NEEM-boringen, og ude i landskabet, hvor der blev indsamlet sneprøver, foretaget GPS-målinger og lignende. Den sidste del fortsatte under hele transporten.

Den 26. maj nåede ekspeditionen målet efter 465 kilometers bumpetur henover Indlandisen. Selve transporten var det mindst dramatiske med de forventede mekaniske problemer, sneproblemer og lignende, og en af de skader, der står nævnt i dagbogen på nettet er, at et søm rystede sig løs, borede sig ind i en elektrisk ledning og slog en sikring.

De næste dage gik med at indrette den nye lejr: Domen kom på plads igen, værksteder og garager blev indrettet, og en ny landingsbane blev anlagt.

Holdet drejede den 9. juni nøglen om for denne gang og vender tilbage næste år for at gå i gang med den store opgave med at bore en kerne ned i Den Nordøstgrønlandske Isstrøm (se artikel s. 8).

Poul-Erik Philbert

Utraditionel campingvogn Den 18. maj stod alt klappet og klart til afgang. Slæderne var pakket med garager, telte, generatorer, brændstoftanke og lejrudstyr, og de to bæltekøretøjer og tre specialtraktorer stod klar til at trække hele molevitten.

Foto: EGRIP

Dorthe Dahl-Jensen, Center for Is og Klima Læs om dagbogen fra felten

POLARFRONTEN | NR.1/2015 | 3

EN ISSTRØM VÅGNER OP Den Nordøstgrønlandske Isstrøm har forholdt sig i ro frem til midten af 00’erne.

Nu er den begyndt at sende store ismasser ud i havet, og da der er tale om den største isstrøm i Grønland, kan det komme til at påvirke havvandsstigningerne mærkbart i fremtiden.

Forskerne har dog ikke styr på hvor meget.

4 | POLARFRONTEN | NR.1/2015

Foto: Shfaqat Abbas Khan

Når turister, forskere, toppolitikere og andet godtfolk de senere år har skullet opleve de globale klimaændringer med egne øjne, så er turen gået til den vestgrønlandske

by Ilulissat. Her kan man komme tæt på det storslåede skue, når Grønlands mest produktive gletsjer, Jakobshavn Isbræ, spytter kæmpestore isbjerge ud i havet.

Men nu ser det ud til, at der i det fjerneste, nordøstligste hjørne af Grønland er kommet en konkurrent, som i løbet af få år kan overgå Jakobshavn Isbræ, og som allerede i dag i al ubemærkethed sender kolossale mængder is ud fra Indlandsisen.

Isen strømmer stærkt Helt ubemærket er det dog ikke foregået, for et forskerhold fra DTU har i flere år fulgt Den Nordøstgrønlandske Isstrøm og dens tre store udløbsgletsjere: Nioghalvfjerdsfjorden, Storstrømmen og Zachariae Gletsjer.

Lektor Shfaqat Abbas Khan og hans kolleger på DTU Space spærrede øjnene op, da det i midten af 00’erne gik op for dem, at området omkring Den Nordøstgrønlandske Isstrøm var begyndt at røre på sig. De foregående 25 år havde isstrømmen og dens tre store udløbsgletsjere i det store og hele været stabile, men så omkring 2005-6 begyndte satellitdata og GPS-målinger at vise, at noget var i gære.

Data fra satellitten GRACE, som måler tyngdekraften og kan bestemme ismassernes samlede vægt, viste, at området omkring isstrømmens udløb var begyndt at tynde ud. Det var en tendens, som blev bekræftet, da forskerne gik tættere på vha. satellitter som ICESat, der måler højdeændringer, for de viste, at hvor overfladen hidtil var tyndet ud med et par centimeter om året, så forsvandt der nu pludselig fra et par meter og helt op til fem meter ude ved randen.

- Når vi går tæt på, kan vi også se, at det er omkring isstrømmens flyderetning, at den flyder hurtigst. Og af de tre store udløbsgletsjere er det den gletsjer, der hedder Zachariae, som flyder stærkest og tynder mest ud, mens der ikke sker så meget med Nioghalvfjerdsfjorden og Storstrømmen gletsjerne, forklarer Shfaqat Abbas Khan.

Udover at isstrømmen tynder ud og mister højde, så er gletsjerfronten på Zachariae Isstrøm samtidig begyndt at trække sig stærkt tilbage. En sammenligning med Jakobshavn Isbræ – Grønlands mest aktive gletsjer – viser, at denne har trukket sig 35 kilometer tilbage gennem de sidste 150 år, mens Zachariae allerede er rykket omkring 20 kilometer ind bare fra 2005 til 2012.

- Det er gået sindssygt hurtigt, slår Shfaqat Abbas Khan fast. Og i takt med at fronten har trukket sig tilbage, så er isen strømmet hurtigere og hurtigere, og det betyder, at der er en stærkt voksende ismasse, som bliver kastet ud i havet.

Proppen ryger af Der er mange gletsjere i Grønland, som gennem de seneste 20-25 år er tyndet ud, men det er første gang, det er sket så højt mod nord. Specielt derfor kom isstrømmens opvågnen som en overraskelse for de forskere, der har fulgt de grønlandske gletsjere gennem årene.

- Alt det her sker i et område med temperaturer ned til omkring -40 grader om vinteren og under frysepunktet om sommeren inde på isen, siger Shfaqat Abbas Khan. Til trods for disse meget lave temperaturer mister gletsjerne is.

Og lad det være sagt med det samme. Hverken Shfaqat Abbas Khan eller andre eksperter har noget endegyldigt svar på, hvorfor gletsjerne pludselig er gået i udbrud. Der er enighed om, at de varmere havstrømme og temperaturstigningerne iøvrigt har spillet en rolle, men at der

Den Nordøstgrønlandske Isstrøm Den Nordøstgrønlandske Isstrøm er Grønlands største isstrøm og flyder 600 kilometer fra Indlandsisens midte ud til de tre udløbsgletsjere i Nordøstgrønland: Nioghalvfjerdsfjorden, Zachariae og Storstrømmen. Den dækker 12 % af Indlandsisens samlede område og har et dobbelt så stort dræningspotentiale som den store Jakobshavn Isbræ, der dækker 6 %.

Indlandsisen var samlet set nogenlunde i balance indtil 1995, men siden har den hvert år mistet massebalance, som er forskellen mellem den nye sne, som falder på toppen, minus den is, der smelter langs Indlandsisens rand og kystområderne, og de ismasser, som gletsjerne sender ud i havet. For perioden 200510 mistede Indlandsisen således omkring 240 gigaton pr. år, og tallet stiger med omkring 25 gigaton pr. år. Det bidrager til 0,7 mm af de 3 mm havvandsstigning, som vi har globalt pr. år.

Mens en lang række gletsjere i Vestgrønland (bl.a. Jakobshavn Isbræ) og Sydøstgrønland (bl.a. Helheim og Kangerlussuaq) har bidraget stærkt til Indlandsisens massetab de sidste 20 år, så har Den Nordøstgrønlandske Isstrøm helt frem til 2005 været stabil og i det store og hele ikke mistet is. Men siden er den begyndt at sende omkring 20 gigaton is ud om året. Det svarer til mellem 5 og 10 % af Indlandsisens samlede, årlige massetab, men ligger stadig under Jakobshavn Isbræs.

Det er overvejende sket gennem den ene af issstrømmens tre udløbsgletsjere, Zachariae, som er tyndet kraftigt ud i højden og har trukket sig 20 kilometer tilbage fra 2005 til 2012.

POLARFRONTEN | NR.1/2015 | 5

Hvordan har Indlandsisen det?

Det er vanskeligt at overskue, hvad der sker med Indlandsisen i Grønland, som dækker 1,7 mio. km2 og indeholder 2,8 mio. km3 is, hvilket ville få vandstanden i verdenshavene til at stige med 7,2 meter, hvis al isen smeltede.

Når forskerne forsøger at følge udviklingen af Indlandsisen, får de deres informationer og data fra mange forskellige kilder.

For det første er der satellitten GRACE, der måler tyngdekraften, og som siden opsendelsen i 2003 løbende har målt Indlandsisens masse eller massebalance. GRACE befinder sig i 2-300 kilometers højde og kan give et godt overblik over hele Indlandsisen og regionale isstrømme. Men vil forskerne gå mere i detaljer med, hvad der f.eks. sker med en lokal gletsjer, så må de tættere på og kombinere med andre observationsmetoder.

Her må de bruge andre satellitter, som typisk overflyver Grønland to-tre gange om året, f.eks. den der hedder ICESat,

og som måler højdeændringer. Endnu tættere på kommer man med målinger fra fly, bl.a. det amerikanske NASA-projekt ICEBRIDGE, som har overvåget højdeændringer på Indlandsisen siden 2009.

Helt tæt på kommer forskerne med GPS-målinger, der viser, hvor hurtigt isen bevæger sig, og hvor meget grundfjeldet synker eller løfter sig. Der er opstillet omkring 65 GPS-stationer langs Grønlands kyster, som løbende sender data, og flere projekter indsamler GPS-data i forbindelse med deres feltarbejde.

Endelig er der indsamlet en historisk viden om Indlandsisen, som mere indirekte kan give et vink om, hvordan isen vil opføre sig fremover. Der er forskerhold, som rekonstruerer Indlandsisens vandringer, siden den sidste istid sluttede for 12.000 år siden, ligesom der har været brugt historiske flyfotos til i kombination med satellitobservationer at vise gletsjernes højdeændringer i nyere tid.

også må være andre forklaringer, ikke mindst omkring den interne dynamik i isstrømmen.

- Det varme havvand smelter gletsjerne fra bunden, og i Nordøstgrønland har vi desuden kunnet følge, hvordan havisen er blevet tyndere og i længere perioder om sommeren har været helt forsvundet. Havisen har jo ligget som en prop på isstrømmene, og forsvinder den, får gletsjerisen fri bane, siger Shfaqat Abbas Khan.

Men vi har ikke tilstrækkeligt mange målinger tilbage i tiden til, at man kan sige, hvor stor betydning det varmere havvand har haft.

Sydvestgrønland og Peterman og Humboldtgletsjerne i Nordgrønland holder denne beskrivelse ikke. For dem gælder det, at når gletsjerfronten er smeltet ind til kystlinjen, så fortsætter gletsjerbunden ind i en fjordfordybning, og det lader tempereret havvand trænge videre ind under gletsjeren, hvor det fungerer som smørelse og får isen til at bryde yderligere op og smelte.

- Ved Zachariae hælder gletsjerbunden nedad i hvert fald 20 kilometer ind fra den nuværende front. Derefter kommer der et lille bump, og efter det kan det indtrængende havvand fortsætte yderligere 20-30 kilometer ind, hvilket er temmelig langt, fronten kan trække sig tilbage, inden den så at sige går i land. Derimod har Nioghalvfjerdsfjorden og Storstrømmen ikke et forløb, der fortsætter ind mod Indlandsisen, og det er sandsynligvis derfor, at vi indtil nu ikke har set noget bemærkelsesværdigt massetab ved de to, forklarer Shfaqat Abbas Khan.

Zachariae går ikke i land

Men det er samtidig forhold, som gør det enormt svært at forudsige, hvad der vil ske med Zachariae og de to andre gletsjere 10, 20 eller 100 år frem i tiden. Det vil kræve en langt dybere forståelse af, hvordan gletsjernes dynamik fungerer.

Forløbig kan Shfaqat Abbas Khan dog bekræfte, at Zachariae Isstrøm er fortsat med at kælve store mængder is: - Jeg har set på nogle af de seneste data, og de viser, at den tendens, som vi viste i vores videnskabelige artikel, der byggede på data til 2012, er fortsat. Vores data frem til 2015 bekræfter, at Zachariae Isstrøm løber endnu hurtigere, og at fronten fortsætter med at rykke tilbage med større fart end i 2012. Så den lever helt op til, hvad man kan forvente af en sådan type gletsjer.

Noget karakteristisk ved Zachariae Isstrøm er, at den i De store isstrømme dræner hvert år modsætning til en række andre Indlandsisen for store mængder is, gletsjere ikke går i land efter en der sendes ud i havet. Den største indledende smeltning. Man må er Den Nordøstgrønlandske Isstrøm forestille sig, at når havvandet (NEGIS), som dræner 12 % af Indhar smeltet den tunge af is, som landsisens område. Jakobshavn Is- strækker sig ud fra land, så vil bræ (JI) er halv så stor. De senere afsmeltningen og tilbagetrækninår har Helheim og Kangerlussuaq i gen bremse op, fordi gletsjeren så Sydøstgrønland også været aktive. at sige går i land, så det lune havvand ikke længere kan nå den.

Men for en gruppe gletsjere som Zachariae Isstrøm og Jakobshavn Isbræ i Vestgrønland, Kangerlussuaq i

6 | POLARFRONTEN | NR.1/2015

Fortsat kælvning og udtynding

Den Nordøstgrønlandske Isstrøm.

For øjeblikket sender Zachariae ikke så meget is ud som Jakobshavn Isbræ. Men hvor Jakobshavn dræner 6 % af Indlandsisens samlede areal, så dræner Den Nordgrønlandske Isstrøm 12 % og dækker derfor langt det største dræningsområde i Grønland. Det betyder, at den har et potentiale til at blive den største gletsjer i fremtiden.

Flere data til ismodellerne Det er indlysende, at Den Nordøstgrønlandske Isstrøm i fremtiden vil komme til at påvirke den del af havvandsstigningerne, som stammer fra den store grønlandske iskalot. Men hvor meget tør Shfaqat Abbas Khan ikke udtale sig om.

- Der er formentlig en kobling mellem atmosfæren, de varme oceaner og gletsjernes dynamik, som man skal have styr på for at kunne komme med et endeligt svar på, hvad der kommer til at ske i fremtiden, lyder hans bud.

Så det er vigtigt at opbygge viden om dette samspil og få indsamlet data, som kan fodre de ismodeller, der skal være med til at forudsige fremtidens massetab fra Indlandsisen og deres påvirkning af havniveauet. Og der peger Shfaqat Abbas Khan bl.a. på Center for Is og Klimas boring ned i Den Nordøstgrønlandske Isstrøm, som skal give en større forståelse af de store isstrømmes interne dynamik (læs side 8).

For øjeblikket er det Zachariae Isstrøm, der mister store ismasser, men Shfaqat Abbas Khan understreger, at der er mange andre gletsjere i Nordgrønland, som man

Film: Shfaqat Abbas Khan.

må forvente vil bidrage med temmelig meget massetab i fremtiden.

- Vi interesserer os for det store billede og prøver at beregne, hvad det samlede bidrag fra udløbsgletsjerne kan blive. Man siger jo, at havisen måske forsvinder helt i løbet af 20-30 år, og så vil vi pludselig stå med store områder, som er fuldstændig blottet for havis. Det vil betyde, at de store udløbsgletsjere som Peterman og Humboldt og en række andre gletsjere langs Grønlands nordkyst vil få frit løb og bidrage med meget store mængder is.

Afsted igen Shfaqat Abbas Khan er lige kommet hjem fra feltarbejde på gletsjerne omkring Ilulissat og Upernavik og er allerede i fuld gang med at planlægge den næste tur i felten.

Den går netop til Nordøstgrønland i august, hvor han sammen med sit hold skal op på Den Nordøstgrønlandske Isstrøm for at lægge en række GPS-stationer ud på den hurtigtflydende isstrøm.

- Når man måler med satellit, har det jo sine begrænsninger, fordi det foregår fra så stor højde. Der er GPS’en et godt supplement, som med millimeterpræcision kan sige, hvordan isen flytter sig, siger Shfaqat Abbas Khan.

Poul-Erik Philbert

Shfaqat Abbas Khan, DTU-Space Læs artikel om NEGIS fra Nature

POLARFRONTEN | NR.1/2015 | 7

Ukendt mikroskopisk liv

under forhold Et kig ekstreme ned i isstrømmen Center for Is og Klima forbereder en ny iskerneboring på Indlandsisen. Denne gang er målet ikke at kortlægge fortidens klima, men derimod at forstå, hvordan de store isstrømme flyder.

Det kan vise sig at være en vigtig viden, hvis man skal blive bedre til at beregne, hvor meget de i fremtiden vil bidrage til de globale havvandsstigninger.

På Center for Is og Klima på Københavns Universitet har man været nødt til at bryde med flere årtiers rutiner. Tidligere har man altid ledt efter de steder på Indlandsisen, hvor isen er så uforstyrret som mulig, så islagene ligger pænt ordnede i den rækkefølge, sneen faldt. Det har været afgørende for at kunne bore en 2.500 meter lang kerne, som kunne dokumentere klimaets udvikling de seneste 120.000 år.

Den tankegang er der vendt op og ned på i centrets nye projekt, hvor fokus er flyttet over på at undersøge, hvordan de evigt flydende isstrømme bevæger sig på rejsen ud mod havet. Vil man måle bevægelse, må man selvfølgelig finde et borested, hvor isen flyder så meget som muligt, og valget er her faldet på Den Nordøstgrønlandske Isstrøm, som de seneste år pludselig er begyndt af flyde hurtigt (Se artiklen s. 4).

- Vi vil bore ned gennem Den Nordøstgrønlandske Isstrøm for at finde svar på, hvorfor en isstrøm kan ændre hastighed så hurtigt, fortæller professor Dorthe DahlJensen fra Center for Is og Klima. Vi håber, at vi med sådan en boring bl.a. kan ‘se’, hvordan en isstrøm faktisk flyder, og hvordan vandsystemet ved bunden fungerer, for det vil hjælpe os med at forudsige, hvor meget isstrømmene vil bidrage til de globale havvandsstigninger i fremtiden.

det i lyset af den globale opvarmning i fremtiden kan skabe problemer for millioner af mennesker verden over.

Forskerne har dog meget lidt styr på fremtidens havvandsstigninger, og det skyldes ikke mindst, at der mangler viden om, hvor meget iskalotterne vil bidrage, fortæller Dorthe Dahl-Jensen: - Temperaturerne i Grønland er steget 1-1,5ºC. de seneste 10 år. Det har både øget afsmeltningen ved kysten og sat skub i de store udløbsgletsjere, der kælver de store isbjerge, og de to bidrag står hver for halvdelen af Indlandsisens årlige massetab. Mens afsmeltningen langs isranden er nogenlunde gennemskuelig, fordi det hænger tæt sammen med temperaturen, så er det langt mere kompliceret, hvad der sker med isstrømmene. Vi ved ikke rigtigt, hvorfor de ændrer hastighed, blot at der må være flere kilder, og at gletsjernes dynamik må være en af dem.

Gennem de seneste 10 år har isstrømmene i flere tilfælde fordoblet deres hastighed, og det har dramatisk forøget tabet af is fra Indlandsisen. Det var i starten især gletsjerne i Vestgrønland og Sydøstgrønland, som bidrog til havvandsstigningerne, og blandt dem ikke mindst den meget omtalte Jakobshavn Isbræ, der ikke blot har tiltrukket mange forskere, men også er blevet et politisk symbol på konsekvenserne af den globale opvarmning.

Dramatisk øget massetab

Gigatab

Det er almen viden, at afsmeltningen fra iskalotterne i Antarktis og Grønland får havniveauet til at stige, og at

Når Center for Is og Klima alligevel har valgt Den Nordøstgrønlandske Isstrøm langt mod nord, er en af

8 | POLARFRONTEN | NR.1/2015

Hovedgaden i den nye EGRIP-lejr. Kun venstresiden er bygget.

Iskerneboringen og laboratorierne samt beboelsestelte bliver bygget på højre side i 2016.

Den nye boring skal foregå i den meget store isstrøm i Nordøstgrønland. Isstrømmen begynder tæt på indlandsisens toppunkt og når ud til kysten, hvor den forgrener sig i tre store isstrømme.

Isens overfladehastighed er vist med farver.

Den mørke farve flyder med mere end 150 meter om året.

Foto: Center for Is og Klima

grundene, at den efter at have været stabil i mange årtier de sidste 10 år har mistet omkring 20 gigaton is om året.

Og det er ikke småting, for det svarer til mellem 5 og 10 % af det samlede, årlige massetab fra Indlandsisen (se artiklen s. 4).

Det har selvfølgelig øget forskernes interesse for isstrømmens tre udløbsgletsjere i nordøst, Nioghalvfjerdsfjorden, Zachariae og Storstrømmen, som de kommende år vil få besøg af flere forskningsekspeditioner.

- Den Nordøstgrønlandske Isstrøm er også enestående, fordi den er 600 kilometer lang og begynder så langt inde på isen, at vi faktisk har fundet et sted at bore, hvor isen bevæger sig hurtigt, uden at det er et ufremkommeligt spalteområde. Det kan man f.eks. ikke finde ved Jakobshavn, forklarer Dorthe Dahl-Jensen. På det valgte borested er hastigheden oppe på 60 meter om året, og selvom det ligger et stykke fra de 150 meter, man kan måle længere ude mod kysten, så er det optimalt, for spalteområderne begynder først 50 kilometer længere ude.

Risiko for deformation Det er ikke kun de logistiske udfordringer med at etablere en lejr og bore i en isstrøm, der skal løses. Det er også et teknologisk krævende projekt, fordi borehullet vil flyde med isen og dermed få en stor hældning, og det kan give problemer med boringen nær ved bunden.

Som en tommelfingerregel siger man, at 80 % af isstrømmenes bevægelse er blokflydning, som vil flytte hele borehullet med sig og derfor ikke påvirke hullets hældning. Men de sidste 20 %, der foregår som deformation, kan blive et problem for boringen, fordi det vil påvirke borehullets hældning.

Men Dorthe Dahl-Jensen er fortrøstningsfuld: - Hvis vi forudsætter, at de 20 % deformation vil ske i de nederste 500 meter, så vil det betyde, at hullet vil få

Illustration: EGRIP

10 hældning hvert år. Det kan vi godt håndtere over den 5-årige periode, boringen vil løbe, specielt hvis vi i den nederste del skifter vores 12 meter lange bor ud med et kortere, fire meter langt bor. I virkeligheden vil vi kunne håndtere en deformation på op til ti meter, forudsat selvfølgelig at det ikke sker for meget i ryk.

Et pionerarbejde

Dorthe Dahl-Jensen omtaler den kommende boring som et pionerarbejde, fordi der i dag kun er en sparsom viden om, hvad der egentlig sker nede i de store isstrømme. Og når forskerne ikke forstår processerne i isstrømmene, så kan de heller ikke udvikle gode isflydemodeller.

Det regner hun med, at boringen vil råde bod på, for den lange borekerne vil ikke alene give en ny viden om iskrystallerne og deformeringen af isen, men også om vandkanalerne og vandtrykket nede ved bunden. Og udover boringen vil man også løbende måle borehullets temperaturer, hullets hældning og trykket i borehullet.

- Vi skal bruge vores nye viden til at forstå, hvordan isen flyder, og de data, vi indsamler, bliver født ind i vores flydemodeller, som så skal simulerere isstrømmen.

Det vil blive brugt til at forudsige, hvad der sker frem i tiden, og det kan bruges direkte til at beregne havniveaustigningerne, slutter Dorthe Dahl-Jensen.

Boringen starter først i 2016, mens feltsæsonen i år bliver brugt på at flytte udstyret fra den gamle NEEM-lejr på Indlandsisens top til det nye sted, som har fået navnet EGRIP. Poul-Erik Philbert

Dorthe Dahl-Jensen, Center for Is og Klima Københavns Universitet

POLARFRONTEN | NR.1/2015 | 9

Forskere fra Arctic Research Centre på Aarhus Universitet har i maj boret kerner op af isbelagte søer i Finderup Land ved Station Nord.

Foto: Nicolaj Krog Larsen

FORTIDENS BEVÆGELSER En forskergruppe forsøger at afdække Den Nordøstgrønlandske Isstrøms hemmeligheder ved at undersøge, hvordan områdets gletsjere har opført sig de 11.700 år, der er gået siden afslutningen af seneste istid.

Geologen Nicolaj Krog Larsen har sammen med tre kolleger fra Arctic Research Centre på Aarhus Universitet tilbragt det meste af maj måned – iøvrigt den koldeste i årtier – ved Station Nord i det nordøstligste hjørne af Grønland.

10 | POLARFRONTEN | NR.1/2015

Her har de taget hul på et stort nyt forskningsprojekt, som skal rekonstruere fortidens gletsjerbevægelser i Nordøstgrønland ved at finde geologiske spor efter isens vandringer i landskabet mellem Indlandsisen og kysten.

Vellykket tur i felten Feltarbejdet foregik fra den nyanlagte Villum Forskningsstation, som ligger på Station Nord og derfor er tilgængelig året rundt med fly.

Formålet var at bore sedimentkerner op fra nogle af områdets søer, som forskerne havde udvalgt på forhånd hjemme i Aarhus og forsynet med de relevante GPSkoordinater. Langt de fleste søer lå i Finderup Land 30-50

Film: Nicolaj Krog Larsen.

Forskere på feltarbejde på en af søerne, hvor de er igang med først at grave sig igennem 1 m sne og derefter bore igennem 0.8-1,2 m.

Formålet med boringen er, at indsamle vandprøver og borekerner fra søbunden.

kilometer fra Station Nord, og de daglige ture til de is belagte arbejdspladser foregik på snescootere med slæder pakket med boreudstyr og andet grej på slæb.

Forskellen mellem succes og fiasko kan være hårfin specielt på denne tid af året, men vejrguderne var i godt lune, så de fleste dage var vejret godt med solskin, vindstille og -15 til -20 grader. Det betød, at de fire forskere fik det, de kom efter, og kunne pakke elleve borekerner ned, da de skulle forlade Station Nord i slutningen af maj.

Historisk rekonstruktion Rørene med de to meter lange borekerner er endnu ikke blevet åbnet, men Nicolaj Krog Larsen fortæller, at man umiddelbart kan se forskellige sedimentlag, som skifter fra mørkegrå til lyse farver. Det viser, at søerne har gennemløbet forskellige perioder, og en nærmere analyse hjemme i laboratorierne vil så kunne slå fast, hvornår de har været dækket af Indlandsisen, har været isfri eller har været dækket af hav.

Det er lige netop den type data, som forskerne skal bruge, når de skal rekonstruere, hvordan isen er vandret frem og tilbage i de 10-12.000 år, der er gået siden den seneste istid brat sluttede (se boks om isens historiske bevægelser).

- De tilgængelige spor efter isens bevægelser findes – som ved Station Nord – i det isfrie område mellem Indlandsisen og kystlinjen, der består af fjeldlandskaber gennemskåret af fjorde. Det er områder, som indtil istidens afslutning for omkring 11.700 år siden var dækket

af is. Siden har isen bevæget sig frem og tilbage, og det er disse bevægelser, som vi vil datere vha. en række forskellige metoder, fortæller Nicolaj Krog Larsen. Derefter kan vi sammenholde isens historiske udbredelse med klimaudviklingen, som vi kender i store træk.

Tre metoder Én metode består i at bore bundkerner op af de såkaldte tærskelsøer, som ligger umiddelbart uden for den nuværende isrand i en højde, hvor de ikke har været i kontakt med havet. De forskelligt farvede lag i en sådan borekerne kan – som borekernerne fra Finderup Land ved Station Nord – vise, hvornår søen har været dækket af is, og hvornår den har været fri af isen, og beretter dermed historien om isens vandringer frem og tilbage.

En anden metode består i at indsamle stenprøver fra store klippeblokke, der ligger spredt foran gletsjerranden. Man ved, at når klippeblokkene smelter fri af Indlandsisen, så vil energiladede partikler fra rummet begynde at omdanne ilt til beryllium 10-atomer, og ved at måle antallet af disse atomer i stenprøverne kan man regne sig tilbage til, hvornår klippeblokken blev isfri, og dermed fastslå det tidspunkt, hvor gletsjeren trak sig tilbage.

Endelig bruger man borekerner fra de såkaldte isolationsbassiner, som er søer, der ligger helt ude ved kysten lige under eller lige over havoverfladen. Kernerne vil vise en række skift mellem marine sedimenter og søsedimenter, og ved hjælp af en C 14-datering kan man se-

POLARFRONTEN | NR.1/2015 | 11

Afslutningen af feltarbejdet bliver fejret med en barbecue og øl udenfor den nye Villum forskningsstation.

nere fastslå, hvornår søen har været en del af havet, og hvornår den har været over havoverfladen. Det giver et fingerpeg om, hvor stor Indlandsisen har været, fordi det viser, hvornår landskabet har hævet sig, fordi istrykket er blevet mindre, og hvornår det er begyndt at synke under voksende ismassers tryk.

Brug af historiske data Får man stykket en viden sammen om, hvordan Indlandsisen i takt med klimaændringerne er vandret frem og tilbage siden istiden, kan det ifølge Nicolaj Krog Larsen hjælpe os til at forstå, hvordan gletsjerne vil op-

Isens historiske bevægelser Den seneste istid sluttede for omkring 11.700 år siden, hvor Jorden bevægede sig ind i en varmeperiode, Holocæn. Klimaet er imidlertid skiftet flere gange i denne varmeperiode.

Der har været kolde perioder for omkring 9.300 og 8.200 år siden, hvor Indlandsisen i Grønland rykkede frem. Disse kuldeperioder blev efterfulgt af en varmere periode, det klimatiske optimum, som varede fra omkring 8.000 til 5.000 år før nu.

I den periode lå temperaturerne på mellem to til fire grader højere end i Grønland i dag, og man ved, at Indlandisen er blevet mindre, og at en del af de søer og landskaber, vi kender i dag, tidligere har været dækket af isen og måske har haft isen frem og tilbage flere gange.

Efter det klimatiske optimum kom for 5.000 år siden en ny kuldeperiode – Neoglacial – som kulminerede med Den Lille Istid fra 1300 til 1900 e. Kr., hvor gletsjerne og iskappen generelt opnåede den største udbredelse i Holocæn.

12 | POLARFRONTEN | NR.1/2015

Foto: Nicolaj Krog Larsen

føre sig i fremtiden. Men han mener også, at man skal være forsigtig med direkte at overføre erfaringerne fra dengang til fremtidens scenarier.

- Vi ved, at temperaturerne for mellem 8.000 til 5.000 år siden var to til fire grader højere end i dag, og at afsmeltningen fra Indlandsisen fik havspejlet til at stige med minimum 16 centimeter. Det fortæller alt andet lige noget om, hvad konsekvenserne kan blive, hvis vi får et lignende klima. Men samtidig må man være opmærksom på, at der er en forsinkelse eller en inerti i Indlandsisen, som gør, at en sådan proces måske kan tage mange hundrede år.

Men resultaterne fra de historiske analyser vil med stor sikkerhed øge vores muligheder for at forudsige isstrømmenes bevægelser i fremtiden, fordi de også forbedrer de eksisterende ismodeller.

- Selvom vi ikke kan forudsige 1:1, hvad der vil ske, så er de indsamlede historiske data betydningsfulde, fordi de kan indgå i de eksisterende ismodeller, som stadig er ret ufuldstændige. På den måde kan vi med vores geologiske observationer af isens historiske fluktuationer være med til at justere og optimere modellerne, så de passer bedre med virkeligheden.

Forude ligger flere ture til Nordøstgrønland, før projektet er afsluttet. Allerede i august drager Nicolaj Krog Larsen og hans kolleger igen på feltarbejde, hvor de vil indsamle data langs Nordøstgrønlands kyst.

Poul-Erik Philbert

Nicolaj Krog Larsen, Institut for Geoscience, Aarhus Universitet,

Fra Arktisk Instituts arkiv:

Accessionsnummer 2015-012 Et nummer på en politisk fange? Nej, men ’politiske afvigere’ i fx Sovjetunionen blev udsat for uforståelige anholdelser, meningsløse forflyttelser og overraskende løsladelser.

Tilsvarende sker det, at historisk materiale udsættes for en uforståelig vej gennem ”systemet”, indtil det endelig bliver ”løsladt” og tilgængeligt i et åbent arkiv. Sådan har Hastrups fotoalbum ført en omtumlet tilværelse fra ”indfangning” til ”løsladelse”: 7. december 2004 er der møde i Polarcaféen.

Efter mødet bliver et rødt fotoalbum afleveret; mødelederen takker og giver albummet videre til Arktisk Instituts arkivar, som noterer accessionen (modtagelse af arkivmateriale) og lægger albummet hen i køen af ventende materiale. Efter 10 dunkle år dukker albummet op igen i januar 2015, hvor det indskrives i databasen med accessionsnummer 2015-012. Men hvad gik der forud for indleveringen? – Jo, arkivaren har noteret følgende: ”Historien er, at han fandt det på låget af en skraldespand. Han har været elektriker i Angmagssalik m.fl. steder og da han mente at kende de mennesker og steder, der var på fotografierne, tog han det med.”

Ved søgning på Hastrup i Arktisk Instituts åbne databaser falder nogle brikker på plads: Biografisk Leksikon for Grønland meddeler: Oluf Hastrup, kolonibestyrer i Julianehaab, 1916; gift m. Julie Gnatt. Dokumentarkivet, samling A 143: Julie Hastrups bog: ”Tyve år blandt Grønlændere” og en søgning i Fotosamlingen giver 35 hits: Ægteparret, børnene Ruth og Carl, hjemmet og meget mere.

På trods af de underlige omveje – skraldespand, Polarcaféen og et overset hjørne i arkivet – er Hastrups fotoalbum nu ”løsladt”, og i løbet af 2015 bliver fotografierne skannet og gjort tilgængelige på instituttets hjemmeside.

Bent Nielsen

Foto: Ing. Nyboe)

Julie Hastrup og Kolonibestyrer Oluf Hastrup fotograferet mellem 1915 og 1920.

Foto: S.A. Andersen

≈ Arktisk Instituts fotosamling rummer ca. 100.000 fotografier, hvoraf op mod halvdelen er skannet og lagt på www.arktiskebilleder.dk POLARFRONTEN | NR.1/2015 | 13

Hvor går man hen…?

At være hjemløs i Grønland kan på grund af klimaet være livsfarligt. Og netop et par tragedier var årsagen til, at Selvstyret for et par år siden med en rapport tog initiativ til en kortlægning af problemet. Rapporten udkom i 2013, og spørgsmålet er nu, om det siden da er blevet mindre farligt for dem, der ikke har eget tag over hovedet.

Lars svinger ihærdigt kosten på gulvet i spiserummet i Naapiffik, Kofoeds Skoles mødested for grønlændere i København. Han er ved at feje krummer væk efter dagens middag. I Danmark har han ikke noget sted at bo, men overnatter på Mændenes Hjem. Førhen havde han heller ikke et sted at bo i Grønland, men her var han en af de mere heldige boligløse grønlændere. Som VVS’er havde han tit arbejde og kunne sove på en madras i værkstedet. Og havde han ikke arbejde, overnattede han for en stund hos familie eller venner. Hans situation er vel det, man forstår ved at være hjemløs. Men en rapport fra 2013 viste, at billedet er mere nuanceret end som så. Lars’ situation er blot én af tre nuancer, men fælles for alle nuancer er, at det er udsatte mennesker, der har behov for hjælp. Så spørgsmålet er: Hvad venter der Lars og de andre grønlændere fra Kofoeds Skole, hvis de vender hjem til Nuuk og ikke har eget tag over hovedet?

”Det er jo koldt om vinteren” Om baggrunden for rapporten siger forskningschef Hans Thor Andersen fra Statens Byggeforsknings Institut: - Noget af det, der plagede Departementet for Familie og Justitsvæsen i Selvstyret, var diskussionen om hjemløshed, især efter at der var fundet et par hjemløse, der var omkommet i kulden – den ene blev fundet i en container. Det er jo koldt om vinteren. Grønland, som så mange andre lande, har et problem med hjemløse, men problemet skærpes af det arktiske klima.

En del af problemet ligger i den måde, boligmarkedet er styret på i Grønland, som er ret forskelligt fra Danmark.

Ifølge Hans Thor Andersen drejer det sig om tjenesteboliger, som er puttet over i en særlig konstruktion, der er 100 % statsejet. Selvstyret ejer boligselskabet INI og fastlægger reglerne for, hvordan boliger fordeles. Der er nogle landstingforordninger, som bl.a. siger, at hvis der er en ledig bolig, så skal den først tildeles personer i Selvstyret, dernæst de næste i hierarkiet osv. Til allersidst kommer den almindelige venteliste. De, der er boligløse, kommer efter alle andre. Det er som regel ikke noget problem i fx Paamiut eller Qaqertoq, men der hvor der er tryk på som fx i Sisimiut eller Nuuk, er det et problem, for der er ikke særlig mange ledige boliger. Selvstyret skal bruge boliger

14 | POLARFRONTEN | NR.1/2015

til deres embedsmænd, for hvor skal de ellers bo? Har de ikke noget sted at bo, fungerer embedsværket ikke.

Hans Thor Andersen fortsætter med at fortælle om et par af rapportens konklusioner: - En af de ting, vi fandt ud af, var, at man ikke umiddelbart kan bruge den almindelige, vestlige forståelse af hjemløshed, men er nødt til at moderere forståelsen, så den passer til grønlandske forhold. Det vigtige var, at når vi sagde hjemløshed, så tænkte vi automatisk på dem, der var på gaden og ikke havde noget sted at overnatte eller måtte sove i en opgang. De findes også. Men i virkeligheden er der to andre grupper, der også er vigtige: den ene er dem, der er genhusede, fordi de ikke har betalt husleje eller på anden måde er sat ud af deres lejebolig.

Det er mennesker, som er kommet ud for et eller andet, og som derfor ikke kan betale husleje – og så er blevet sat ud af deres lejlighed. Man må ikke smide folk ud i den kolde sne, så man tilbyder dem en gratis installering i fx en eksisterende bolig, hvor man har et værelse. Her deler man en lejlighed med nogle andre familier, der er blevet udsat. Det er jo ikke de mest ressourcestærke, der bor dér, så det kan godt udvikle sig til fx misbrug.

Den anden vigtige gruppe, som Hans Thor Andersen nævner, er dem, der fx bor i Nuuk, men ikke har registreret bopæl. De bor hos venner og bekendte.

Familiebåndene betyder, at man ikke kan smide sin fætter på gaden. I stedet må man acceptere, at ens sofa er omdannet til en alternativ beboelse et stykke tid.

Boligerne er ret små, så det kan godt være belastende.

Den gruppe er der en del af. Et er værterne, men det er også ydmygende for de mennesker, der skal satse på, at der er nogen, der vil vise hensyn og tage sig af dem.

Selvhjælp Det er svært at sige, hvor mange i Grønland, der lever uden eget tag over hovedet. Men Lissi Olsen, formand for Grønlands Røde Kors, har et bud: - Af decideret hjemløse er der nok langt over 100 her i Nuuk. Jeg tror ikke, der er flere reelt hjemløse nu, end der altid har været. Vi har rigtig mange boligløse i den forstand, at de sover på sofaen hos familien og af samme grund har svært ved at holde på et arbejde.

Genhusningsbolig, boligselskabet INI 2012: Sove- og opholdssted for tre udsatte beboere i fællesrum, her senge for to af beboerne.

Beboerne betaler ikke husleje, men kan bo i disse midlertidige 'boliger' i flere år.

Foto: Knud Erik Hansen (SBi/ AAU).

Andre kilder nævner, at tallet snarere er op mod 600.

Lissi Olsen mener, at rapporten måske har fået Departementet for Boliger og Infrastruktur til at bygge et herberg i Nuuk i 2014. Men hun siger også: - Det, der gør mig en lille smule skeptisk, er, at dem, der har finansieret byggeriet, er Departementet for Boliger og Infrastruktur, og jeg er ret sikker på, at årsagen til, at det er blevet bygget, er, at man har en bekendtgørelse, der sikrer, at hvis folk bliver sat ud af deres bolig, så er boligselskabet INI forpligtet til at anvise et alternativt tag over hovedet. Det har man så kunnet gøre i eksisterende lejligheder, men det hænger måske derfor sammen med, at man gerne ville have flyttet forpligtelsen ud af boligselskabet og ind i noget mere offentligt.

En anden måde at hjælpe hjemløse og andre udsatte på er ved give dem kompetencer, så de hen ad vejen kan opretholde en selvstændig og meningsfuld tilværelse. Og på den måde få sig en bolig. Netop hjælp til selvhjælp er et af de principper, som Kofoeds Skole arbejder ud fra. Her kan socialt udsatte komme ind fra gaden og arbejde i værksteder, deltage i undervisning og få råd og vejledning til at forbedre deres muligheder i livet. Deltagernes indsats honoreres med bl.a. spisning og tøjvask. Takket være fondsmidler kan skolen senere i 2015 åbne en afdeling i Nuuk. Seniorkonsulent Kurt Olsen siger: - Kofoeds Skole har i årenes løb haft en række besøg af grønlandske politikere og embedsmænd. Et besøg på Kofoeds Skole i Aalborg for et par år siden vakte en sådan begejstring hos de besøgende, at de sagde, at ”sådan én må vi også have i Nuuk”. Så initiativet til at åbne en Kofoeds Skole i Nuuk er kommunens eget. Der mangler den slags tilbud, som vi kan tilbyde med undervisning og værksteder og den slags – alle, vi har talt med, mener at vi vil dække et stort behov.

Et tabu At være hjemløs i Grønland har indtil for nylig været et tabu. Om den generelle holdning blandt folk siger Lissi Olsen: - Den er meget omklamrende. Jeg tror, at man har ondt af folk, men også lægger en smule afstand til dem, fordi man føler sig afmægtig. Man ved ikke, hvad man skal gøre, og man har måske også rigeligt at se til i sin egen familie. Vi mærker det specielt omkring jul, hvor alle gerne vil gøre noget for de hjemløse. Så begynder de at samle tøj ind, selvom de hjemløse ikke mangler tøj, for det kan de få hos os. Nede på herberget drukner de i mad, fordi hver gang, der er lidt til overs fra en julefrokost, så kører taxierne ned på herberget. Det meste er uspiseligt, fordi det bare er bunket sammen. Det er sådan lidt omklamrende og så alligevel et problem, man ikke bryder sig om at beskæftige sig med.

Til spørgsmålet, om der er nok sovepladser og boliger, siger Lissi Olsen: - Nej, der er for lidt kapacitet. Jeg vil mene, at man kan lave en liste på 40 navne med folk, der stadig sover i opgange og containere. Der mangler måske en herbergstype, som man ikke har på nuværende tidspunkt – et sted, hvor der er varme på, og man kan ligge og sove. Ikke et nemt problem at løse. Det er ikke alle problmer, man kan løse med et snuptag – og heller ikke alle problemer, der kan løses.

Uffe Wilken

Hans Thor Andersen

Læs artiklen ’Hjemløshed/boligløshed i Grønland’ i Tidsskriftet Grønland nr. 4/2014.

Hent rapporten ’Hjemløshed i Grønland’ af K. E. Hansen og H. T. Andersen.

POLARFRONTEN | NR.1/2015 | 15

KORTNYT EU booster polarforskningen Et nyt initiativ for at styrke Europas videnskabelige og operationelle formåen i polarregionerne er blevet finansieret af EU Horizon 2020-programmet.

Bevillingen på 2 millioner euro til programmet ”EU-PolarNet” skal sikre adgang til de bedste forskningsoperatører og infrastrukturer i polarregionerne og samler 22 af Europas internationalt respekterede multidisciplinære forskningsinstitutioner. Målet er at udvikle og levere et integreret europæisk polarforskningsprogram frem til 2020.

EU-PolarNet vil fra starten arbejde for at skabe en bred vifte af forskningsforslag. Outputtet af disse forslag skal have direkte relevans og gavn for Europas samfund og økonomier. EUPolarNet vil desuden etablere en løbende dialog mellem politikere, erhvervsliv og industriens ledere, lokalsamfund og videnskabsmænd for at skabe et integreret europæisk forskningsprogram for både Antarktis og Arktis.

Interessen for problemstillinger i polarområderne er øget i hele Europa i løbet af det seneste årti. Med bevillingen til EU-PolarNet vil EU’s regeringer vise, hvor kritisk polarforskningen er for udformningen af politikker, herunder dem der vedrører klimaændringer, energisikkerhed, global fødevaresikkerhed, innovation og økonomisk vækst. En vigtig rolle for EU-PolarNet er at arbejde tæt sammen med Europa-Kommissionen for at yde støtte og rådgivning i alle spørgsmål vedrørende polarområderne.

Grønlands Naturinstitut er en blandt de 22 deltagende forskningsinstitutioner i initiativet. EU-PolarNet koordineres af Alfred Wegener Instituttet for Polar- og Marinforskning i Tyskland.

Grønlands Naturinstitut, 19.05.15

16 | POLARFRONTEN | NR.1/2015

Verdens første videokanal for geovidenskab Verdens første online videokanal med fokus på geovidenskab blev lanceret d. 20. april 2015. Bag kanalen står en række af Danmarks stærkeste forskningsinstitutioner på området. Gennem filmmediet vil UNDERGROUND CHANNEL give svar på komplicerede spørgsmål om klodens udfordringer såsom klimaforandringer, råstofudnyttelse, sikring af rent drikkevand og forståelse af voldsomme fænomener som jordskælv, vulkanudbrud og tsunamier.

- Vi lever i en tid, hvor der er stadigt større fokus på jagten og fordelingen af jordens ressourcer. Kampen om vand, mineraler og olie samt frygten for klimaændringer og klodens generelle velbefindende har pludselig skubbet geologien og geovidenskaben meget tættere på vores hverdag, sagde professor Kurt Kjær fra chefgruppen ved Geocenter Danmark ved lanceringen af kanalen.

Der er adskillige film med grønlandske temaer, fx ’Ni hao Nuuk’, The future of Greenland, 1 & 2’ og Early platetectonics & the oldest rocks on Earth’.

Bag UNDERGROUND CHANNEL står Geocenter Danmark, der er et formaliseret samarbejde mellem fire af Danmarks stærkeste forskningsinstitutioner inden for geovidenskaben. Det drejer sig om: Statens Naturhistoriske Museum på Københavns Universitet, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet, Institut for Geoscience på Aarhus Universitet, og GEUS, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland.

UNDERGROUND CHANNEL

Isbjørneføde Isbjørnens øgede interesse for landmad bekymrer forskerne, fordi to nye undersøgelser antyder, at isbjørne i Norge og Canada nu er begyndt at søge efter føde på land. Det har man dog altid vidst, at de gør, idet de supplerer deres sælkost med bl.a. bær, svampe og æg. Men ifølge forskerne udgør denne del af føden nu en større andel end tidligere. Hvilke konsekvenser det måtte have, står dog mindre klart, men en af konklusionerne er, at det signalerer et økosystem, der er ude af balance.

Den ene af undersøgelserne, offentliggjort i Frontiers in Ecology and Evolution, bemærker, at et stigende antal isbjørne i det norske Arktis æder æg i fuglekolonierne, samt at isbjørnene ankommer en måneds tid tidligere end set i de oprindelige observationer.

Dette er måske et resultat af en vigende havis. Forskerne noterer også med bekymring, at for at overleve er en isbjørn nødt til at æde 20 kg fugleæg hver dag – noget der kan være katastrofalt for en koloni.

Forskerne foreslår selv, at det er tre faktorer, der er årsag til den ny landkost: Flere isbjørne, et forbud mod jagt på isbjørne samt dårligere jagtbetingelser for isbjørnene på havisen.

Den anden undersøgelse, offentliggjort i Frontiers in Ecology and the Environment, understøtter den første undersøgelse, men kommer også ind på spørgsmålet om, hvorvidt isbjørnen overhovedet vil kunne overleve på en landbaseret kost. Forskernes konklusion er, at det er usandsynligt, bl.a. fordi den mængde energi, isbjørnene normalt får fra sæl- og hvalrosspæk, ikke vil være tilstrækkelig med en kost fra bær og den slags.

Arctic Journal, 16. april 2015

Foto: Uffe Wilken

Bakterier fra Grønland beskytter kartofler mod skimmelsvamp Et tilfældigt besøg på en kartoffelmark i Sydgrønland førte forskere på sporet af bakterier, der hæmmer væksten af den problematiske skimmelsvamp, som har store konsekvenser for bl.a. den danske kartoffeldyrkning.

Stofferne undersøges nu nærmere og kan forhåbentlig føre til et mere bæredygtigt landbrug.

Det var et tilfældigt møde med en kartoffelavler i Sydgrønland, der førte lektor Peter Stougaard fra Københavns Universitet på sporet af stoffer, der hæmmer væksten af skimmelsvamp. Mødet blev efterfølgende grundlag for at starte forskningsprojektet ’Biocontrol bakterier fra Grønland’ op.

I Danmark og andre steder i verden kan man ikke dyrke kartofler samme sted år efter år, da de ville blive angrebet af skimmelsvampe, men det sker altså ikke i Grønland. Så forskerne tog derfor derop igen for at un-

dersøge, hvad der foregik i den grønlandske jord, og fandt svampene i jorden, men ikke på kartoflerne.

Kartoflerne slipper for svampene, fordi der i den grønlandske jord findes en meget høj frekvens af bakterier, der producerer stoffer, der hæmmer væksten af svampene. Der viste sig at være en god balance mellem mængden af skimmelsvampe og gode bakterier i jorden.

Forskerne har siden arbejdet videre med at undersøge stofferne, der hæmmer svampene, og håber, at de kan finde mikroorganismer, der kan bruges til at sikre et mere bæredygtigt landbrug ikke kun i Grønland, men også i Danmark og resten af Europa. Forskningen kan også være interessant for kartoffeldyrkningen i Grønland, der spreder sig nordpå i takt med klimaændringerne og er afhængig af de særlige forhold i jorden.

Københavns Universitet, 27. maj 2015

POLARFRONTEN | NR.1/2015 | 17

Salaten kunstvandes på Upernaviarsuk.

Et par spirende håb Vil Grønland udvide sit landbrug, kommer både klimaforandringer og den unge generation til hjælp. Der bliver dog nogle udfordringer undervejs, der skal overvindes.

18 | POLARFRONTEN | NR.1/2015

Foto: Uffe Wilken.

Med lidt hjælp fra landskassen og nogle initiativrige forretningsfolk kunne historien såmænd godt gentage sig inde i bunden af Nuukfjorden. Forholdene nu er, som de var, da fårene fra omkring 90 nordbofarme græssede derinde i begyndelsen af det 14. århundrede. Professor Bo Elberling fra grundforskningscentret Center for Permafrost (CENPERM) på Københavns Universitet har undersøgt nutidens landbrugspotentiale i Sydgrønland og i Nuukfjorden, og han siger: - Nordboerne vidste godt, at Nuukfjorden var et godt sted at holde får. Så det er der ikke noget nyt i. Der er frodigt, lune somre, juni-temperaturen er pænt høj, og området matcher i biomasse, hældning og afstand til havet – det vil sige, at de seks primære kriterier for, hvor vi i dag i Sydgrønland har marker, er opfyldt i Nuukfjorden. Fremover ville området kunne producere tilstrækkeligt med hø til vinterfodring, når det suppleres med importeret kraftfoder. Så fjorden har et betydeligt potentiale.

At CENPERM har fokus på Nuukfjorden, skyldes en undersøgelse, der i første omgang skulle fremskrive landbrugspotentialet i Sydgrønland, men som altså fik en afstikker længere nordpå. Oprindelig gik analysen ud på at fremskrive og opskalere det, som man ved fungerer som en god forretning for 40-44 gårde og deres produktion af 20.000 slagtedyr i Sydgrønland.

Bo Elberling siger: - Vi ville finde ud af hvor mange flere får, klimaændringerne potentielt kunne give mulighed for i Sydgrønland frem til år 2090. Det viste sig, at en øget vækst af græs og dermed hø ville kunne understøtte en forøgelse på 40 % får i forhold til den nuværende produktion af hø og de tilhørende ca. 20.000 moderfår. Så tænkte vi, at vi ville forsøge med den samme øvelse op ad kysten – dér hvor forholdene matcher dem i Sydgrønland. Det viser sig, at Nuukfjorden er et godt sted. Det interessante er, at vi ikke behøver at vente til 2090. Forholdene i dag er så gunstige, at der er et potentiale svarende til 2/3 af den nuværende sydgrønlandske produktion af slagtefår.

Tunnelformet drivhus på Upernaviarsuk. Drivhuse i Grønland skal kunne modstå kraftige stormvejr. Foto: Uffe Wilken.

Grønlandske lammepølser Men der mangler noget. Bo Elberling hælder lidt malurt i opdagelsen og fortsætter: - Men hø er ikke det eneste, der skal til, der mangler en logistikplatform. Der skal pramme til at flytte rundt på tunge landbrugsmaskiner, kunstgødning og dyr mv. Dertil kommer behovet for et slagteri, der kan forarbejde kødet.

Ifølge Bo Elberling består et af landbrugets problemer i at komme ud på verdensmarkedet. Hvis de skal producere ret meget mere, end de gør i dag, så er det ikke hjemmemarkedet, der skal aftage produkterne. Men skal de på verdensmarkedet, skal de være konkurrencedygtige.

Enten må man have nogle supergode eller også nogle eksklusive produkter. Ellers kan man ikke matche de logistiske udgifter. Bo Elberling forklarer videre: - Men som fåreavlerne siger: Hvis man kan få slagteriet til at lave lammepølser, så er man jo allerede længere i værdikæden, og så kan man eksportere lammepølser.

De smager mindst lige så godt som de engelske. Så selvfølgelig har grønlandske pølser en chance. Man skal ud i en udviklingskæde, hvor man ikke bare har en masse råt kød, men også har en forarbejdning. Her vil politikerne høre ’arbejdspladser’ som alternativ til malmproduktion.

Det er ikke kun inden for kødproduktion, der er et uudnyttet potentiale. Mange fåreholdere har en nicheproduktion af grøntsager – især kartofler. Også her er der spirende muligheder – men også udfordringer.

Udfordringer Der er politisk interesse for at udvide landbruget og øge grøntsagsproduktionen – noget der kan hjælpes på vej af et lunere klima. Der er også gode finansieringsmuligheder fra Selvstyret, hvor man kan låne penge til maskiner og bygninger. Puljen har dog en begrænset størrelse og bruges for det meste op hvert år. Der har været produceret kartofler i ca. 20 år, men som med grøntsagsproduktionen går det langsomt frem. Lederen af Konsulenttjenesten i Sydgrønland Aqqalooraq Frederiksen mener, at det er en fordel med landbrug, fordi Grønland kan være selvforsynende, og det vil være godt for landets økonomi. Han siger: - Afsætnings- og transportmulighederne er for langsomme. Kartoflerne sendes til resten af kysten, men det er sværere med grøntsagsproduktionen, fordi det skal være friske varer. Fragten er for langsom. Hvis man bygger drivhuse, vil man kunne udvide dyrkningssæsonen. Indtil videre er det stort set kun på Upernaviarsuk, der er drivhuse. Problemet med drivhuse er de kraftige vinde, som nemt kan ødelægge dem.

En af udfordringerne er uddannelsen, som Aqqalooraq Frederiksen mener skal styrkes. Der er ikke så mange, der starter landbrug op, fordi det er økonomisk svært og hårdt

arbejde. De fleste, der starter op, er børn af fåreholdere, hvor der er tale om et generationsskifte. Men måske blæser der også her mildere vinde.

Med overskriften ”Unge vil ind i landbruget” kunne man d. 13. maj 2015 læse i magasinet tamanut, at der er en stigende interesse for at blive væksthusgartner.

Uddannelsen på Upernaviarsuk varer ca. tre år, og dele af uddannelsen foregår enten i Norge, Island eller Danmark.

Den omfatter primært dyrkning af forskellige grøntsager i drivhus, hvor gartneren deltager i hele processen, inklusive planlægning og salg af produkter. Uddannelsen er tilpasset grønlandske forhold med kortere vækstsæson i et koldere klima. Landbrugsskolen har p.t. 14 elever. Måske ligger kimen til en egentlig grønlandsk grøntproduktion blandt disse 14 unge mennesker?

Uffe Wilken

Bo Elberling

Publikation: Greenlandic sheep farming controlled by vegetation response today and at the end of the 21st Century. Andreas Westergaard-Nielsen et al.; Science of the Total Environment 512–513 (2015) 672–681 Upernaviarsuk forsøgsstation

Landbrugskommissionens betænkning, februar 2014, hovedindhold ¼ Lovgivningen omkring landbrugsområdet belyses, da lovgivningen sætter rammerne for landbruget. ¼ Der gives et overblik over det historiske forløb omkring landbrugserhvervet og landbrugspolitik. ¼ Økonomien beskrives i landbruget/fåreavl, så man kan få et indblik i hvilke indtægter og udgifter, fåreholderne har. ¼ Mulighederne for øget selvforsyning af grønlandske land- brugsvarer, hvor Neqi A/S er det centrale, beskrives kort. ¼ Der beskrives, hvad der skal til, for at opnå et mere økono- misk bæredygtigt grønlandsk landbrug, herunder landbrugets nuværende tilstand og fremtidige investeringsbehov. ¼ Landbrugskommissionens anbefalinger.

Hent rapporten her

POLARFRONTEN | NR.1/2015 | 19

NYEBØGER William Thalbitzer: Dagbog Østgrønland : juni 1905 - september 1906.

Det Grønlandske Selskab, 2014.

210 s. - (Det Grønlandske Selskabs særskrifter ; 44)

William Thalbitzers originale dagbog og fotografier fra Ammassalikområdet. Et år – fra 1905 til 1906 – tilbragte sprogforskeren og antropologen William Thalbitzer med sin hustru, kunstneren Ellen Locher Thalbitzer, i den isolerede, nyoprettede handels- og missionsstation Ammassalik i Østgrønland blandt de endnu kun delvist kristnede østgrønlændere. Et ophold, der skulle give ham materiale til et langt livs arbejde.

Thalbitzer var den første europæer, der slog sig ned i Ammassalikområdet og beskrev sproget, befolkningen og vilkårene.

Jens Gregersen: Arktisk sommer.

Gyldendal, 2014. 397 s.

På baggrund af dagbogsnotater og akvareller fortæller Jens Gregersen om sine rejser til og arbejde i de arktiske egne hele vejen rundt om Nordpolen. De første rejser gik til det nordlige Skandinavien for 15 år siden. Senere har han besøgt Nordøstgrønland, Alaska, det nordlige Canada og Sibirien – sidstnævnte hele seks gange.

Formålet med turene har dels været en kunstnerisk udforskning af Arktis, dets farver og stemninger, dels videnskabelige undersøgelser af det arktiske fugleliv.

Einar Lund Jensen: Rejsen til landets ende : historier om 1800-tallets indvandring fra Østgrønland til Kap Farvel.

Museum Tusculanum, 2014. 189 s.

Kulturmødet mellem østgrønlandske indvandrere, herrnhutiske missionærer og danske handelsmænd udgør den væsentligste faktor for 1800-tallets historie for Kap Farvel-områdets befolkning. Rejsen til landets ende præsenterer kulturmødet og de samfundsmæssige forandringer, som det førte med sig for områdets befolkning – qavaat, dem der var bosat i området, og uiarnerit, dem der kom fra Sydøstgrønland og slog sig ned i Kap Farvelområdet.

20 | POLARFRONTEN | NR.1/2015

Læs anmeldelser af nye bøger om Grønland og Arktis på arktiskeanmeldelser.dk

Annette Danielsen: Strik med inspiration fra Grønland : Kalaallit Nunaat.

Kristensen & Ko, 2014. 136 s.

Strikkebog med 16 opskrifter på tøj til kvinder. Modellerne er inspiret af den grønlanske natur og de farver, der præger den.

Opskrifterne er både på kjoler, jakker og bluser og indeholder rigtigt gode billeder af både de færdige resultater af strikningen, samt hvad der har inspireret til modellerne.

Niviaq Korneliussenp: Homo sapienne : roman.

Milik, 2014. 177 s.

Debutroman om fem unge grønlændere i Nuuk, fem historier om opbrud, identitet og kærlighed, som er vævet ind i hinanden. Forfatteren skriver om ungdom, kærlighed, seksualitet samt ikke mindst om den ægte og sandfærdige verden og alle dens skygge- og lyssider.

SLiCA: Arctic living conditions. Nordic Council of Ministers, 2015

Living conditions and quality of life among Inuit, Saami and indigenous peoples of Chukotka and the Kola Peninsula.

POLARFRONTEN | NR.1/2015 | 21

ARKTISK INSTITUTS

FORSKNINGSFORMIDLINGSPRIS

Forskning og formidling hører sammen!

Derfor udfordrer Arktisk Institut unge akademikere til at formidle forskning med almindelige ord til almindelige mennesker. Formålet er dobbelt: at opmuntre unge forskere til god formidling og at åbne forskningen i det arktiske område for et større publikum.

I samarbejde med Sermitsiaq og Det Grønlandske Selskab antager Arktisk Institut tre artikler, som publiceres i Sermitsiaq og Tidsskriftet Grønland. De tre artiklers forfattere modtager sammen med prisen et unikt dokument med bedømmelsesudvalgets kommentarer til artiklen. Oticon Fonden sponsorerer årets uddeling.

Førsteprisen er 10.000 kroner Andenprisen er 6.000 kroner Tredjeprisen er 3.000 kroner Bedømmelsesudvalgets sammensætning: Direktør Bent Nielsen, Arktisk Institut (formand) Chefredaktør Poul Krarup, Sermitsiaq Bestyrelsesformand Johnny Fredericia, Det Grønlandske Selskab Redaktør Uffe Wilken, Tidsskriftet Grønland Journalist Kirsten Rosing, Danmarks Radio  Artiklerne skal skrives på dansk og indsendes til Arktisk Institut senest 1. oktober.  Artiklerne indsendes i elektronisk form og må højst fylde 6.000 anslag og forventes ledsaget af 2-3 illustrationer. Litteraturliste medregnes ikke i antal anslag.  Artiklerne må ikke tidligere være publiceret.  Alle yngre forskere kan deltage – dvs. aktive kandidatstuderende, ph.d.-studerende og personer, som har modtaget deres akademiske grad indenfor kalenderåret 2015.  Alle akademiske discipliner accepteres, blot skal emnet have specifik arktisk relevans.  Arktisk Instituts Forskningsformidlingspris uddeles fredag 6. november 2015.

22 | POLARFRONTEN | NR.1/2015

Ny hjemmeside samler rigsfællesskabets arktiske forskning ISAAFFIK Arctic Gateway er navnet på en ny webportal, der bliver et dynamisk værktøj for alle, der arbejder med forskning i Arktis.

ISAAFFIK betyder den store port på grønlandsk. Nu er det også navnet på en ny webportal, der skal være en hjælp til alle, der planlægger en ekspedition til de arktiske områder, og som samtidig vil fungere som et forum for udveksling af idéer og bidrag til undervisning, forskning og uddannelse.

Udviklingen af hjemmesiden er sket på tværs af danske, grønlandske og færøske universiteter og forskningsinstitutioner samt det danske forsvar. Baggrunden var Forum for Arktisk Forsknings (FAF) ønske om at øge koordineringen mellem forsknings- og udviklingsmiljøerne inden for rigsfællesskabet. På en konference på Hindsgavl Slot i efteråret 2014 om et fælles arktisk initiativ foreslog forskerne opbygning af en fælles hjemmeside.

Hvorfor er det særlig vigtigt med koordinering af logistik, forskning og uddannelse inden for netop det arktiske område? Ved lanceringen af ISAAFFIK, den 8. april, formulerede prodekan ved Aarhus Universitet, Kurt Nielsen, det bl.a. således: - Først og fremmest fordi det er dyrt og besværligt at arbejde i Grønland og øvrige arktiske områder. Dernæst fordi en koordineret indsats vil styrke den arktiske forskning – med andre ord lægger rigsfællesskabets universiteter og andre forskningsinstitutioner kræfterne sammen til gavn for forskerne og i sidste ende for befolkningerne i Grønland og andre områder. Samtidig bliver den samlede danske indsats mere synlig – vi bliver mere attraktive som samarbejdspartnere for de internationale forskningsinstitutioner.

På Hindsgavl-mødet gav forskerne samstemmende udtryk for, at de savnede overblik over arktiske forskningsinitiativer og infrastruktur. Under udviklingen af hjemmesiden har visionen derfor været at skabe et sådant overblik. Dette ses i den enkle struktur med blot tre indholdselementer. En forside, hvor omdrejningspunktet er en rejsekalender. Her kan arktiske forskere ”købe” og ”sælge” ledige pladser på flyvninger og sejladser, og der er mange penge at spare, hvis man kan få fyldt sit fly helt op. Det andet element er fire ensartede undersider, hvor forskning, uddannelse, myndighedsrådgivning og logistik hver for sig kan annoncere events, aktiviteter og nyheder. Fra hver af disse fire grupper er der samtidig en

indgang til et Facebook-diskussionsforum. Det tredje element er en adressebog, Arctic Directory, der indeholder information om arktisk infrastruktur omfattende alt fra beboelser, forskningsfaciliteter, myndigheder, flyvepladser, logistikaktører og forskerne selv. Skulle man savne overblik, kan hele indholdet i stedet vises som punkter på et landkort over Arktis. Enkeltheden afspejler sig også i, at hjemmesiden kun føres i én sprogvariant – engelsk.

Bag etableringen af portalen står et kollektiv af følgende institutioner: Aarhus Universitet, Københavns Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, GEUS, Danmarks Meteorologiske Institut, Grønlands Naturinstitut, Syddansk Universitet og Forsknings- og Innovationsstyrelsen. Portalen er brugerdrevet og hver partner i kollektivet sørger selv for sin del af indholdet.

Peter Schmidt Mikkelsen

Se den nye arktiske webportal på: www.isaaffik.org

Koordinator for ISAAFFIK Peter Schmidt Mikkelsen, Grønlands Naturinstitut og Aarhus Universitet.

POLARFRONTEN | NR.1/2015 | 23

Foto: Uffe Wilken

Gastronomisynergi i Arsukfjorden Efter at Grønlands Kommando i Grønnedal blev nedlagt, har der været flere bud på, hvad områdets bygninger kan bruges til i fremtiden.

Et afgangs-projekt fra Arkitektskolen i Aarhus giver et bud, der smager lidt anderledes end andre forslag.

Flere af de tidligere idéer tager udgangspunkt i Grønnedals smukke bygninger som platform for forskningsprojekter – noget som Grønlands Kommando i sin tid også var en gæstfri vært for. Og den nyslåede arkitekt Aviaaja Ezekiassen fra Arkitektskolen i Aarhus nævner da også forskning som en del af sit forslag. Men et væsentligt element i hendes afgangsprojekt drejer sig om at gøre nogle af bygningerne til ramme for aktiviteter inden for den nye bølge – New Nordic gastronomi. Aviaaja Ezekiassen forklarer: - Tanken er, at reprogrammere Grønnedal til en forskningsstation, der forsker i landbrug og plantevækst under arktiske forhold og i forhold til det skiftende klima.

Men det skal også det være et uddannelsescenter, hvor det vil være muligt at tage dele af sin uddannelse som landmand eller gartner. Som supplerende funktion og for at styrke programmet vælger jeg at indtænke oprettelse af en kokkeskole i Grønnedal. Jeg mener, en sådan skole er oplagt at tænke i forlængelse af landbrug, og at det vil ramme en tendens i tiden. Jeg tænker på New Nordic-bølgen, som spreder sig globalt. Tanken er, at kokkeskolen skal have fokus på arktiske og lokale råvarer og benytte sig af det mangfoldige dyreliv i og omkring Arsukfjorden samt bruge produktionen fra landbrugsskolen. Arktiske spiselige planter vil derfor indgå i landbrugsproduktionen i lige så høj grad som importerede planter.

Landbrugseksperimenter er ikke noget nyt i Grønnedal.

Ifølge Aviaaja Ezekiassen var der tilbage i 1960’erne et område, der blev kaldt ’den fænologiske have’, hvor man plantede træer og planter og holdt øje med dem fra år til år for at se, hvordan de voksede i forhold til vejr og vind.

Som Aviaaja Ezekiassen siger, var det et tidligt studie i, hvordan man kan drive landbrug under arktiske klimaforhold, og det har været en inspiration for hendes afgangsprojekt.

Aviaaja Ezekiassen var på felttur til området i februar måned, men fik kun en flygtig smag af Grønnedal fra en jolle ude på Arsukfjorden tre kilometer fra den tidligere

24 | POLARFRONTEN | NR.1/2015

Det er tanken, at det er de lokale råvarer fra fjord og fjeld, kokkeskolens elever skal lære at bruge som hovedingredienser i tilberedningen af New Nordic-retter. Gerne nedlagt af besøgende jagtselskaber.

base. Fjorden var frosset til, og jollen kunne ikke bryde igennem isen. Men den overordnede plan er at bruge den gamle velfærdsbygning med kantine og boligbarak, gøre gymnastiksalen til auditorium, genbruge biblioteket og klasselokalerne og etablere laboratorier, hvor der tidligere var boliger.

Aviaaja Ezekiassen var også på studiebesøg på Upernaviarsuk Landbrugsskole ved Qaqortoq, men hvor planteskolen primært dyrker importerede planter, vil Aviaaja Ezekiassen tilbage til rødderne og bruge lokale råvarer.

Som hun siger, så er New Nordic inspireret af den grønlandske madkultur – men de lokale råvarer mangler i det nuværende grønlandske køkken.

Området omkring Grønnedal og Arsuk havde tidligere besøg af turister, noget Aviaaja Ezekiassen mener kunne blive interessant igen med besøg til den nedlagte mineby Ivittuut, den nærliggende Ikkafjord og trofæjagt på moskusokser. Og hvorfor så ikke slutte en god dag af med en kulinarisk oplevelse i Grønnedals kantine, hvor eleverne præsenterer deres New Nordic-retter?

Uffe Wilken

Aviaaja Ezekiassen