Polarfronten 1_2014

UDGIVET AF DET GRØNLANDSKE SELSKAB | NR. 1/2014 |

POLARFRONTEN

Polarlomvien i frit fald

| 4

I HIV-epidemiens fodspor

| 8

Camp Century - En by under isen | 14

|INDHOLD|

Endnu en gletsjer i bevægelse

| 3

Polarlomvien i frit fald

| 4

I HIV-epidemiens fodspor

| 8

Camp Century – En kurre på tråden

| 10

En by under isen

| 13

Den besværlige uran

| 14

Lyt til borgerne

| 16

Et neutralt skib

| 19

Sundhed på spil

| 20

Fra isbjørnens bug

| 22

En omgængelig mand i ternet flonelsskjorte | 26

Polarfronten udgives af: Det grønlandske Selskab Strandgade 102 1401 København K Tlf.: 3026 8090 redaktion@polarfronten.dk www.polarfronten.dk Polarfronten udkommer som e-magasin fire gange om året.

Gratis digitalt abonnement kan tegnes på polarfronten.dk eller i mail til abonnement@polarfronten.dk Redaktion: Einar Lund Jensen, ansv. redaktør Poul-Erik Philbert, redaktør, DJ Uffe Wilken, journalist, DJ Magasindesign: Spagat design studio Forsidefoto: Helheim-gletsjeren i Sydøstgrønland Foto: Henrik Egede-Lassen Polarfronten udgives med støtte fra Styrelsen for Forskning og Innovation, Aage V. Jensens Fonde og Energistyrelsen.

I det digitale e-magasin kan du benytte følgende muligheder:

Sende e-mail til kontaktperson Linke til mere info om emnet Afspille videoklip Høre lydklip Byline Sende e-mail til forfatter

2 | POLARFRONTEN | NR.1/2014

Endnu en gletsjer i bevægelse Den Nordøstgrønlandske Isstrøm er den seneste af Grønlands store gletsjere, der ved nærmere analyse viser sig at have et stort massetab. Det er kommet bag på forskerne, fordi den i mange år har ligget passivt hen. Isstrømmen ligger desuden i et hjørne af Grønland, hvor man ikke tidligere har observeret større fald i isvolumen.

Med flere af de store gletsjersystemer på retræte i Østgrønland (Kangerdlugssuaq), Vestgrønland (Jakobshavn Isbræ), Nordvestgrønland (Peterman) og til dels Sydøstgrønland (Helheim) kunne det nu se ud til, at den grønlandske iskappe er under begyndende afvikling.

Til det siger professor og forskningschef på Statens Naturhistoriske Museum Kurt Kjær: - Det er rigtig nok, at vi ser et stort massetab. Men det er primært dér, hvor gletsjerfronterne står ude i havet – det vil sige hovedsageligt i Vest- og Nordvestgrønland og i Sydøstgrønland. En gletsjer som Kangerdlugssuaq taber en hel del, hvorimod Helheim stort set er i balance.

Jakobshavn Isbræen taber ca. 30 gigatons om året, og Den Nordgrønlandske Isstrøm ligger på ca. 20 gigatons.

I samarbejde med DTU Space offentliggjorde Kurt Kjærs forskergruppe for nylig i tidsskriftet Nature Climate Change en undersøgelse, der viser, at massetabet fra Den Nordøstgrønlandske Isstrøm de seneste 7-8 år er taget til. Gletsjerranden er i løbet af det seneste årti rykket ca.

20 kilometer tilbage. Til sammenligning har Jakobshavn Isbræ trukket sig 35 kilometer tilbage – men over en periode på 150 år. Med et opland, der dækker 16 pct. af Indlandsisen, vil Den Nordøstgrønlandske Isstrøm have en betydelig påvirkning af Indlandsisens massebalance.

I forbindelse med havniveauændringer påpeger Kurt Kjær i stedet et nyt fænomen, man er begyndt at fokusere på. Han siger: - Fordi Indlandsisen er så gigantisk, påvirker dens masse det lokale havniveau. Med en iskappe, der taber masse, kan vi se, at massetiltrækningen mellem iskappen og havet er blevet mindre. Det betyder, at havet trækker sig lidt tilbage. Når man dertil lægger Grønlands landhævning, fordi der er mindre is til at trykke grundfjeldet ned, så kunne det blive en betragtelig mængde land, der fremover vil blive eksponeret langs de grønlandske kyster.

De nye data om Den Nordøstgrønlandske Isstrøms dynamik er ikke alarmerende i sig selv. Men da de kan kobles til et reduceret havisdække, der hidtil har virket som en prop i gletsjerudløbet, er det endnu en påmindelse om, at det arktiske klima er i hastig forandring.

Uffe Wilken

Kurt Kjær

Lokal landhævning At isstrømmen har undgået forskernes opmærksomhed indtil nu har også betydet, at dens massetab og dermed bidrag til ændringer i havniveau ikke er indregnet i de modeller, der forudsiger fremtidens havniveau. Da det totale bidrag frem til år 2100 fra Indlandsisen i forvejen er lille, har det dog næppe den store betydning.

Animationen har tre sekvenser. Den første viser oplandet for de fire gletsjere Den Nordøstgrønlandske Isstrøm (NEGIS), Jakobshavn Isbræ (JI), Helheim (HG) og Kangerdlugssuaq (KG). NEGIS’ opland dækker ca. 16 % af den grønlandske iskappe og rækker 700 km ind på Indlandsisen. Den anden viser gletsjerhastighederne i meter pr. år. I den tredje sekvens ses ændringer i gletsjeroverfladerne i meter pr. år for perioderne 2003-2006, 2006-2009 og 2009-2012.

Animation: Kristian Kjellerup Kjeldsen, Statens Naturhistoriske Museum.

POLARFRONTEN | NR.1/2014 | 3

Polarlomvien i frit fald Polarlomvien i Grønland er i stærk tilbagegang, og de biologiske rådgivere fra Grønlands Naturinstitut understreger, at det er nødvendigt med begrænsninger i jagten, hvis ikke tilbagegangen skal fortsætte og endnu en håndfuld kolonier lukke.

Polarlomvien yngler på meget stejle fuglefjelde direkte ud til havet. Kolonierne, der kan tælle tusinder af par, har ofte været beboet af polarlomvier i århundreder.

Foto: Knud Falk 4 | POLARFRONTEN | NR.1/2014

En af de glædelige nyheder i den nye videnskabelige rapport om biodiversitet er, at overudnyttelsen af især en række havpattedyr og fugle i Arktis nu hører fortiden til (se boks næste side). En af undtagelserne er bestandene af polarlomvier i blandt andet Grønland, som igennem mange år har været i tilbagegang. Det viser Grønlands Naturinstituts tællinger tydeligt.

Lomvier i voldsom tilbagegang I årene fra ca. 1990 til i dag er antallet af ynglende lomvier i Grønland sammenlagt gået tilbage med 15 pct., og lokalt er tallet visse steder helt oppe på 74 pct. Hvis Qaanaaqområdet, hvor bestanden er stabil, holdes ude af regnestykket, er den samlede nedgang for resten af Grønland på 35-40 pct. Samlet er ynglebestandene i 12 ud af de 19 kolonier i Grønland gået tilbage, og fem kolonier er forsvundet.

Værst ser det ud i seks kolonier i det sydlige Upernavik, Disko Bugt, Sydgrønland og Ittoqqortoormiit, hvor bestandene er reduceret med mellem 62 og 74 pct. siden 1990. Årsagerne til den voldsomme tilbagegang er ifølge Naturinstituttet til dels fangst, ulovlig fangst og indsamling af æg samt sandsynligvis ændrede klimamæssige og dermed også økologiske forhold.

Dertil kommer, at lomvierne fra naturens hånd er meget sårbare, fordi de formerer sig langsomt. De er 4-5 år gamle, inden de yngler første gang, og udruger kun ét æg ad gangen.

Begrænsninger i jagten På den baggrund anbefaler Grønlands Naturinstitut nogle drastiske begrænsninger i jagten på lomvier i den seneste biologiske rådgivning til Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug.

Anbefalingen lyder på, at der enten sker en totalfredning af lomvier i Grønland i mindst 10 år, eller at jagttiden skæres ned til perioden mellem 15. oktober og 15. november, ligesom forårsjagt på lomvier forbydes i hele Grønland, måske Qaanaaq-området undtaget.

Anbefalingen kommer også, fordi det trods gennemgribende ændringer i jagten på lomvier fra år 2000 ikke er lykkedes at vende den mangeårige tilbagegang og truslen

om udslettelse af en række kolonier.

Landsstyremedlem for natur og miljø Kim Kielsen siger til avisen Sermitsiaq, at der skal ske noget, og at han personligt helst ser, at man vælger den mindst vidtgående model, så fangsten ikke skal indstilles helt.

- Det er jo hele det bæredygtige biologiske univers, der skal hænge sammen. Og det er jo også mennesket, der lever i det. Så jeg hælder mere til en afkortning af jagtperioden, forklarer han.

Måske problemer i Nordatlanten Grønlands Naturinstitut melder også så klart ud om lomvierne, fordi der er tilbagegang i ynglebestanden på Svalbard, der består af fugle, som overvintrer i grønlandsk farvand.

Nye, norske undersøgelser sætter nemlig spørgsmålstegn ved, om den vestgrønlandske vinterjagt på lomvier nu også er bæredygtig.

Nordmændene mener, at ændrede strømforhold i centrale dele af Nordatlanten de senere år har påvirket havets temperatur og saltholdighed og muligvis svækket fødegrundlaget for lomvierne i vinteropholdsstederne i Sydvestgrønland.

Usikkerheden har fået biologerne på Grønlands Naturinstitut til at vurdere, at der kan være behov for større forsigtighed i udnyttelsen af lomvier i Grønland.

Der er under alle omstændigheder brug for større viden, så i år begynder et ph.d.-projekt under Grønlands Naturinstitut og Aarhus Universitet, som skal undersøge årsagerne til tilbagegangen i ynglebestanden i Grønland.

Poul-Erik Philbert

Flemming Ravn Merkel, Grønlands Naturinstitut Læs om polarlomvier Se oversigt over Grønlands lomviekolonier Lomviebestanden har hårdt brug for hjælp Læs ny rapport om fuglebeskyttelsesområder

Mange døde lomvier i Sydgrønland Fangere i Sydgrønland er i den seneste tid stødt på et stort antal selvdøde lomvier i området mellem Nanortalik og Kap Farvel.

Grønlands Naturinstitut har fået fangerne til at indsamle nogle af de selvdøde fugle, og biologerne vil nu sammenligne deres generelle tilstand og maveindhold med nogle friske lomvier fra samme område.

Biologerne håber derfor på at have nogle resultater senere på året, som kan kaste lys over mysteriet.

- Mulige årsager til de selvdøde lomvier kan være fødemangel, eller at ekstremt vejr har forhindret fuglene i at søge føde. Så-

danne forhold vil i første omgang ramme de svage fugle, hvilket normalt er de unge fugle under ét år. Forhåbentlig vil undersøgelserne kunne sige noget om dette, siger seniorforsker ved Grønlands Naturinstitut Flemming Ravn Merkel.

Han opfordrer alle med kendskab til lignende tilfælde gennem de sidste 10-20 år om at tage kontakt til Naturinstituttet.

Forskerne er meget interesserede i at kortlægge hyppigheden af tilfældene, fordi Sydvestgrønland fungerer som overvintringsområde for ynglefugle fra Grønland, Svalbard og Island, hvor der er konstateret store bestandsnedgange.

POLARFRONTEN | NR.1/2014 | 5

Foto: Knud Falk

Videnskabelig rapport skabet debat Nu foreligger den endelig, den 678 sider lange videnskabelige rapport, Arctic Biodiversity Assessment – Status and trends in Arctic biodiversity, udgivet af arbejdsgruppen Conservation of Arctic Flora and Fauna (CAFF) under Arktisk Råd, som efter seks års arbejde samler den viden, vi har om biodiversiteten i Arktis.

Hovedresultaterne fra den nye rapport er, 1) at klimaændringer generelt udgør den største trussel for den biologiske mangfoldighed i Arktis, og at den højarktiske bioklimatiske zone risikerer at forsvinde, 2) at forurening, både langtransporteret og fra lokale kilder, også er en vigtig trussel mod arktiske arters sundhedstilstand, og 3) at forstyrrelser fra industriel aktivitet, olieudvinding og minedrift er i stigning.

En kortere og lettere tilgængelig statusrapport udkom foråret 2013, men den store videnskabelige rapport formåede alligevel at give genlyd og skabe debat.

Ved udgivelsen blev der peget på, at ‘overudnyttelse især af en række havpattedyr og fugle nu generelt hører fortiden til i Arktis’, bortset fra at ‘rapporten fremhæver polarlomvierne, den spættede sæl og hvalrossen som nogle af de arter, hvor bestandene i Grønland i særlig grad er presset af jagt og fangst’, som seniorrådgiver Hans Meltofte fra Aarhus Universitet forklarede i en pressemeddelelse.

Mens der er enighed om, at lomvierne er i tilbagegang (se artiklen s. 4), blev udtalelsen om den spættede sæl og hvalrossen mødt med kritik både fra forskerside og fra politisk hold (se links nedenfor).

6 | POLARFRONTEN | NR.1/2014

Ellers er den imponerende rapport blevet modtaget godt også af de grønlandske politikere, og selvstyremedlem for natur og miljø, Kim Kielsen, vil ifølge ugeavisen Sermitsiaq have oversat rapportens resumé til grønlandsk og vil arrangere et seminar for de politiske beslutningstagere og et offentligt debatmøde om rapporten og dens anbefalinger.

Læs hele rapporten

Overudnyttelse stadig et problem i Grønland, pressemeddelelse fra Aarhus Universitet

Selvstyremedlem for fiskeri, fangst og landbrug Finn Karlsen: Grønlands naturressourceudnyttelse, Sermitsiaq

Erik Born, dr. philos. og rådgiver for Grønlands Naturinstitut: Grønland i ”skurkerollen" Extracts from the Arctic Biodiversity Assessment

Ny satellit kortlægning af havisen Den 2,3 ton tunge satellit Sentinel-1 A er af European Space Agency opsendt fra Fransk Guyana og bragt i kredsløb om Jorden i 693 kilometers højde. De kommende år vil den dag og nat foretage målinger, og det glæder ikke mindst iskortlæggerne i Center for Ocean og Is på DMI. Lige nu baserer iskortlæggerne deres iskort over de grønlandske farvande på radarbilleder fra den canadiske satellit Radarsat-2, som frem til 2012 blev suppleret med tilsvarende radarbilleder fra satellitten Envisat.

Radarsat-2 er ni år gammel - en moden alder for en satellit – og sidst i 2015 får Sentinel-1 A derfor selskab af 1B. Tidligere benyttede Istjenesten fly til observationer i grønlandske farvande. De er bedre end satellitter om dagen og i godt vejr, men i dårligt vejr vinder satellitternes radarbilleder, som er lige gode døgnet rundt og i al slags vejr. Istjenesten valgte derfor at skifte flyobservationerne ud med satellitkortlægning i 2000. Helikopter bruges dog stadig indenskærs og i fjorde, hvor satellitterne kommer til kort.

Sentinel-1 A og 1B efterfølges af -2, -3, -4 og -5 og kommer til at udgøre en familie af satellitter udviklet af Den Europæiske Rumorganisation (ESA).

Besøg ESA-side om Sentinel-1 A :

Nordboruiner i Vatnahverfi, Sydgrønland.

Foto: Uffe Wilken.

Samme udgangspunkt – forskellig skæbne Hvilke forskelle og ligheder var der mellem to nordatlantiske middelaldersamfund, der udviklede sig på hver sin måde, så det ene kollapsede og uddøde, mens det andet bed sig fast og blomstrede op? Svarene skal måske findes i Sydgrønland og Nordisland og leveres af projektet Comparative Island Ecodynamics in the North Atlantic (CIE). Projektet begyndte i 2013, og snart går arkæologer i USA, Island og Danmark i gang med at pakke feltudstyret og gøre klar til sommerens feltarbejde.

Formålet med projektet er at få mere viden om bl.a. styreformer, klimaforandringer og menneskets påvirkning af sine omgivelser. Mens islændingene overlevede århundreder af skiftende klima, vulkanudbrud, jorderosion, epidemier og barske verdensøkonomiske realiteter og formåede at udvikle et moderne samfund som ligger højt på ranglisterne over jordens lykkelige folk, så mødte deres nordbofrænder i Grønland en krank skæbne. De uddøde i midten af det 15. århundrede. Ud over at kaste lys over en afgørende periode i Nordatlantens historie, så håber forskerne, at deres resultater kan bidrage til en mere bæredygtig udvikling af samfundene i området.

Uffe Wilken

Grafik: ESA POLARFRONTEN | NR.1/2014 | 7

I HIV-epidemiens fodspor HIV-smitte har været kendt i Grønland siden 1984-1985. Et videnskabeligt detektivarbejde med journaler, dataregistre og dna-analyser dokumenterer nu, hvor mange gange HIV er introduceret i Grønland, og at blot en enkelt af introduktionerne blev ophav til en epidemi. En artikel fra en ny ph.d.-afhandling forklarer, hvordan denne epidemi opstod og spredte sig. Den nye viden er banebrydende og kan bidrage til at forstå og forebygge epidemier andre steder i verden.

Det syndrom, der senere skulle blive kendt som AIDS, blev første gang beskrevet i 1981, og selve HIV-virus blev opdaget i 1983. Få år senere blev smitten første gang fundet i Grønland. Men selvom sygdommen i perioden 19842011 er bragt ind i Grønland mindst 25 gange, så er det en enkelt introduktion omkring 1986, der står for næsten halvdelen af de efterfølgende smittede, i hvad der indtil videre er Grønlands eneste HIV-epidemi.

I deres materiale kan forskerne konkret følge, hvordan epidemien introduceredes fra Danmark af en homoseksuelt smittet mand. Ganske hurtigt spredtes smitten dog til den heteroseksuelle del af befolkningen, ligesom den gik fra bygd til by (Nuuk og Sisimiut) for derefter at udbredes kraftigst i en af de mest udsatte socialgrupper. Herudover kan forskerne altså se, at HIV er bragt til Grønland mindst 24 andre gange. Ingen af disse gange forårsagede dog en epidemi.

Et epidemiologisk puslespil Nye molekylærbiologiske metoder og et godt datamateriale gjorde det muligt for forskerne at nærstudere epidemiens udvikling. Ph.d.-studerende Christian Bruhn fra Center for GeoGenetik på Københavns Universitet siger: - Der har været rigtig meget forskning om HIV-udbredelsen i Grønland, og man har vidst i et stykke tid, at der var en smittegruppe, som dominerede HIV-udbredelsen i Grønland. I dette studie forbinder vi alle brikkerne i det epidemiologiske puslespil og tilføjer nogle afgørende nye brikker for at kunne gøre billedet så bemærkelsesværdigt detaljeret. Det har været nødvendigt at samle alt materiale sammen, publiceret og ikke-publiceret, og desuden at analysere gamle blodprøver fra ældre arkiver med nye genetiske analyser for at komme så langt. Det faktum, at Grønland er en isoleret ø med en lille befolkning og et godt sundhedsvæsen, har også været en forudsætning for at kunne følge epidemien fra den første person, der introducerer den, og henover tre årtier. Så vidt jeg ved, er der ikke andre tilfælde, hvor man kan det for HIV. Det er det, der gør studiet interessant med hensyn til at forstå, hvordan HIV har udbredt sig globalt.

8 | POLARFRONTEN | NR.1/2014

Ad omveje fra Afrika til Grønland HIV-virus findes i genetiske undertyper, kendt som ’subtyper’, som A, B, C m.fl., der oprindelig spredte sig ud fra Centralafrika. I det sydlige Afrika er det for eksempel subtype C, der dominerer. Christian Bruhn forklarer om perspektivet i forskernes arbejde: - En del af scoopet i vores undersøgelse er, at vi beskriver et konkret eksempel på en såkaldt ’founding event’.

Man har længe konkluderet, at grunden til, at enkelte subtyper kan dominere hele regioner, må være, at det er en enkelt introduktion fra en person med netop den subtype, der er blevet til hele den efterfølgende regionale epidemi. Denne persons introduktion betegnes derfor som en ’founding event’, fordi den grundlægger epidemien.

Personens HIV-subtype afgør dermed subtypen for hele den regionale epidemi – i det mindste indtil der kommer en ny ’founding event’ i området. For Grønland er vi altså i stand til at beskrive, hvordan det helt præcist er sket for en region. At gøre det samme i f.eks. det sydlige Afrika ville være umuligt. I Grønland er det en subtype B-introduktion, der grundlagde epidemien. Dette skyldes forbindelserne til Danmark. Fra Afrika kom subtype B til Caribien, videre til USA og resten af Vesteuropa og Danmark. Og derfra altså til Grønland. At forstå hvordan en introduktion bliver til en ’founding event’, er således fundamentalt for at forstå, hvordan HIV har spredt sig på globalt plan. Undersøgelsen viser netop, at det er svært for HIV at etablere sig, og derfor er det endnu vigtigere at forstå, hvad der sker, når en enkel introduktion vokser til en epidemi.

I deres materiale om epidemien har forskerne desuden opdaget indikationer for, at nogle af de seneste patienter i studiet er en generation yngre end den typiske epidemigruppe. Selvom hyppigheden af nye HIV- tilfælde for tiden er lav i Grønland, er det værd at være opmærksom på, om dette antyder endnu et skift i epidemiens udbredelse, som Christian Bruhn udtrykker det.

Et effektivt, fintmasket net Allan Gelvan er overlæge på Dronning Ingrids Hospital i

Grønland er en isoleret ø med en lille befolkning og et godt sundhedsvæsen, og det har gjort forskerne i stand til at følge HIV-udviklingen fra den første person henover tre årtier.

Nuuk. Han mener ikke, at man kan tale om en epidemi.

Han siger: - Vi har i dag i Grønland 63 HIV-smittede ud af en befolkning på 63.000, så jeg ved ikke, om man kan kalde det for en epidemi. Tallet ligger stabilt, og det ændrer sig ikke meget. Der er et tilfælde her og et der – det svarer befolkningsmæssigt til det, vi ser i Danmark.

Der er tre ting, Allan Gelvan påpeger som årsag til det stabile niveau. Først og fremmest er der gjort et stort arbejde med at informere om, hvordan HIV smitter.

Dernæst udleveres der gratis kondomer på alle distriktssygehuse. Og sidst, men ikke mindst, er der behandlingen. Allan Gelvan siger: - Vi har et andet behandlingsprincip end i Danmark. Vi giver alle smittede antiviral behandling, så deres virus i blodet bliver så lavt, at de næsten ikke smitter. Og det er nok den vigtigste del af det. Det er samme princip, de bruger på de bedste behandlingssteder i USA. De eneste patienter, vi ikke behandler, er dem med et så stærkt immunsystem, at immunsystemet selv kan bekæmpe virus.

Der kommer en til to nye smittede til om året. At tallet er så lavt skyldes et screeningsprogram, der har været i brug de seneste fem-seks år. Allan Gelvan uddyber: - Vi screener folk på den måde, at vi er opmærksomme på alle infektionssygdomme. Kommer der f.eks. en patient med tuberkulose, bliver vedkommende testet for HIV. På samme måde med folk, der har noget klinisk, der kunne munde ud i HIV. Desuden tester kirurgerne patienterne, inden de bliver opereret, og alle gravide bliver også testet.

Der er tilsyneladende godt styr på HIV-smitten i Grønland. Og dette til trods for, som Allan Gelvan siger, at brug af kondomer aldrig har vakt den store begejstring i landet.

Uffe Wilken

Christian W. Bruhn, Center for Geogenetik, KU Kontakt: Allan Gelvan, Dr. Ingrids Hospital, Nuuk

POLARFRONTEN | NR.1/2014 | 9

CAMP CENTURY: En kurre på tråden USA havde tidligere søgt om tilladelse til at opføre lejren under isen, men de danske myndigheder havde i første omgang henstillet til, at ansøgningen blev trukket tilbage. Krags forbløffelse over, at amerikanerne alligevel var gået videre med projektet, blev kun overgået af hans frygt for, hvad der ville ske, når det kom frem, at stationen skulle forsynes med energi fra en lille atomreaktor.

Med deres fait accompli trampede amerikanerne direkte ind i et politisk minefelt, som Krag og regeringen måtte finde en vej ud af.

Det første afslag

Fotos: US Army

Den danske regering løb i 1959 ind i et akut politisk problem, da det blev klart, at USA var i gang med at bygge en forskningslejr under Indlandsisen. Ikke blot skulle lejrens energi komme fra en transportabel atomreaktor, men hele udformningen viste, at der måtte være tale om et kamufleret militært projekt. To århusianske videnskabshistorikere mener, at det er et godt eksempel på Danmarks følsomme sameksistens med USA i Grønland under den kolde krig.

Ved en sammenkomst tirsdag den 18. august 1959 trak USA’s ambassadør i Danmark, Val Peterson, den danske udenrigsminister, Jens Otto Krag, til side. Under fire øjne fortalte Peterson, at USA var i gang med at anlægge en forskningsstation under Indlandsisen omkring 250 kilometer øst for Thule-basen. Han beklagede, at det var sket, uden at der forelå en dansk tilladelse, men rådede Krag til at gå efter en mindelig løsning af det diplomatiske problem.

10 | POLARFRONTEN | NR.1/2014

Der gik da heller ikke mere end to dage, før Jens Otto Krag havde organiseret et krisemøde mellem topembedsmænd fra Udenrigsministeriet, Grønlandsministeriet, Forsvarsministeriet og Atomenergikommissionen. Her blev det diskuteret, hvad man skulle stille op med Camp Century, som var forskningsstationens navn.

Historikerne Henry Nielsen og Kristian Hvidtfelt Nielsen fra Center for Videnskabsstudier på Aarhus Universitet har i forbindelse med et større forskningsprojekt om den kolde krig, Exploring Greenland, undersøgt forløbet omkring Camp Century.

- Vi kan se, at det amerikanske forsvars ansøgninger om forsøg i Grønland normalt vandrede igennem de forskellige ministerier uden de store problemer, fortæller lektor Henry Nielsen. Det ser ud til, at ministerierne i det store og hele bare gav grønt lys.

Med ansøgningen om forskningsstationen Camp Century får piben en anden lyd. Udenrigsministeriet var allerede 10 måneder tidligere blevet informeret om, at USA havde planer om en forskningsstation under Indlandsisen. Og at det indebar opsætning af en transportabel atomreaktor.

Det var især det sidste, som fik embedsmændene i Udenrigsministeriet til for første gang forsigtigt at anbefale, at amerikanerne opgav projektet, og at de måske kunne placere stationen i Alaska eller Canada.

- We have come to the conclusion that experiments with nuclear reactors in Greenland will give rise to a number of problems that we rather [...] would like to avoid, lød det i noten til amerikanerne.

Regeringen under pres I første omgang var problemet, at en amerikansk atomreaktor i Grønland kunne lede tankerne hen på et brud med det danske forbud mod a-våben på dansk grund i fredstid. Det kunne provokere ikke mindst Sovjetunionen, som ikke brød sig om USA’s fremskudte trussel i Nordgrønland, og som så sent som i 1957 havde reageret usædvanlig skarpt på Danmarks beslutning om at opstille ikke-atombevæbnede Honest John- og Nike-missiler.

- Hvis Danmark og Grønland blev opfattet som et sted, hvor USA kunne gøre, som de ville med atomreaktorer – og potentielt atomvåben – så kunne man frygte, at Sovjetunionen ville begynde at optræde endnu mere aggressivt over for Danmark og f.eks. kunne finde på at true med atomvåben, siger Kristian Hvidtfelt Nielsen.

Man var i den socialdemokratisk ledede regering også presset af, at regeringspartneren Det Radikale Venstre, som var stærk modstander af atomvåben og delvis modstander af NATO, ville slå sig i tøjret, hvis amerikanernes atomkraftværk blev installeret i Thule. Og trådte de Radikale ud, ville regeringen falde.

Så i Udenrigsministeriet følte man sig trængt op i en krog. Danmark havde gennem 50’erne stort set nikket til alt, hvad amerikanerne havde bedt om, for ikke at bringe suveræniteten over Grønland i fare. Man havde uden at kny spillet det såkaldte grønlandske kort og udnyttet den goodwill i USA og NATO, som en accept af USA’s ønsker i Grønland kunne give.

En sprængfarlig hemmelighed Men der var også et andet – mindre gennemskueligt – problem: - I bakspejlet kan vi se, at det ikke blev mindre uoverskueligt af – hvad kun en lille håndfuld vidste i 1959 – at H. C. Hansen i 1957 gennem den amerikanske ambassadør i al hemmelighed havde givet amerikanerne lov til at have atomvåben på Thule-basen, siger Henry Nielsen.

Vi ved fra Jens Otto Krags dagbog, at han kendte til H. C. Hansens indrømmelse. Så da Krag indkaldte til mødet den 20. august 1959, vidste han, at der lå en sprængfarlig hemmelighed, som med sikkerhed ville føre til regeringens fald, hvis den kom frem i forbindelse med en konflikt omkring Camp Century.

En kamufleret plan Livet for regeringen blev heller ikke lettere af, at Camp Century i virkeligheden var et kamufleret militært forsøg.

Et storstilet projekt, Operation Iceworm (se artiklen s.

12), skulle på længere sigt gøre det muligt at opstille flere hundrede amerikanske atombevæbnede mellemdistanceraketter, som skjult i gange i Indlandsisen skulle øge truslen mod Sovjetunionen.

- Planerne omkring Operation Iceworm var ikke helt udfoldet i 1958-59, men det var ikke nogen hemmelighed, at det ikke kun var grundvidenskabelige undersøgelser, der lå bag projektet, fortæller Kristian Hvidtfelt Nielsen.

Om ikke før stod det sort på hvidt i Det Bedste i 1960, hvor Camp Century blev omtalt som en forløber for en meget større plan om at anlægge tunneler under Grønlands Indlandsis til missiler.

På krisemødet den 20. august 1959 kom det også frem, at deltagerne ikke troede på, at Camp Century udelukkende var et civilt forskningsinitiativ. For eksempel sagde formanden for Atomenergikommissionens forretningsudvalg, at der måtte være andre formål med atomreaktoren end at undersøge mulighederne for at forsyne fjerntliggende områder i Arktis, og at det var bekymrende, at opsætningen af en atomreaktor også kunne tjene militære formål.

Spin anno 1959 Det stod imidlertid klart, at amerikanerne uanset den danske modvilje ville køre videre med Camp Centuryprojektet. De danske myndigheder prøvede i første omgang at begrænse de værste skadevirkninger og bad den 26. august amerikanerne om ikke at informere pressen om projektet, ‘as such indiscretion would create great difficulties for the Danish authorities’.

Men det var for sent. Avisen The Sunday Star havde allerede et par dage forinden fortalt historien om Camp Century og atomreaktoren. Amerikanerne og ikke mindst den amerikanske hær ønskede tværtimod aktivt at bruge Camp Century som en del af en PR-kampagne. De havde nok også svært ved at forstå danskernes bekymringer, og de efterfølgende år besøgte adskillige pressehold Grønland og Camp Century.

Men den danske regering var nu tvunget til at lukke nyheden ud.

POLARFRONTEN | NR.1/2014 | 11

- Folketingets Udenrigsudvalg blev orienteret om regeringens tilladelse til at bygge en civil forskningsstation og installere en atomreaktor med det fredelige formål at forsyne stationen med energi, fortæller Henry Nielsen.

Samtidig ændrer regeringen udadtil sin modstand mod atomreaktoren under isen til en historie om, at det kunne blive en fordel for energiforsyningen i de små grønlandske samfund.

Så mistanken om et militært formål bag stationen gled helt i baggrunden, og kvababbelserne over atomreaktoren blev vendt til en solstrålehistorie om atomkraftens fordele for små, isolerede arktiske samfund. Spin anno 1959.

I hvert fald var de fleste danske journalister optaget af at fortælle historien om den fantastiske by under isen udstyret med en atomreaktor, som vi eventuelt kunne udnytte i Grønland. Undtagelsen fra reglen var Poul Hammerich, som i en artikel i Politiken i 1960 mente, at der måtte gemme sig noget militært bag projektet.

Camp Century blev forsynet med energi fra en transportabel atomreaktor.

Det skabte problemer for Danmark.

Samarbejdet med USA i 1959 USA havde været militært til stede i Grønland siden 2. verdenskrig og havde siden 1945 samarbejdet med Danmark, som efter krigen igen forsøgte at hævde sin suverænitet over Grønland.

Samarbejdet hvilede på Grønlandsoverenskomsten af 1951, som gav amerikanerne næsten uindskrænket råderet inden for de såkaldte amerikanske forsvarsområder. Aftalen understregede, at amerikanerne ikke måtte have a-våben på grønlandsk område. Derudover kunne amerikanerne ansøge om tilladelse til at foretage videnskabelige undersøgelser også uden for forsvarsområderne.

Exploring Greenland Exploring Greenland er et fælles projekt mellem forskere fra Aarhus Universitet og Florida State University, som har til formål at undersøge den videnskabelige og teknologiske udvikling i Grønland under den kolde krig. Projektet er blevet støttet af Carlsbergfondet i perioden 2010-13.

.

Censur af amerikansk presse Som et kuriosum nævner de to historikere, at Danmark havde adgang til at censurere amerikanske journalisters artikler fra Grønland. Der fandtes en tillægsaftale til overenskomsten af 1951, som gik ud på, at besøgende journalister i Grønland skulle sende deres manuskripter til den danske administration til godkendelse.

- Vi kan se, at denne presseaftale bliver brugt aktivt i forbindelse med Camp Century, og at danske embedsmænd og politikere har gjort anmærkninger til tilsendte artikler, hvori man nedtoner det militære element, fortæller Kristian Hvidtfelt Nielsen.

En vigtig del af aftalen var også, at artiklerne og indholdet skulle stilles gratis til rådighed for dansk presse.

Det drev over Regeringen fik lagt låg på Camp Century og slap helskindet igennem det, som kunne være blevet et stort problem.

Også skrækscenariet med Operation Iceworm og flere hundrede atombevæbnede langdistanceraketter under Indlandsisen fordampede. Camp Century blev lukket ned 1966, og Operation Iceworm blev lagt tilbage i skuffen.

Dermed kom den danske regering ud af en kattepine, som kunne have gjort det grønlandske kort brandvarmt.

Danmark undgik at komme i klemme mellem supermagterne, og H. C. Hansens tilladelse til, at amerikanerne kunne udstationere a-våben på Thule-basen forblev en hemmelighed helt frem til 1997, hvor forskningsrapporten ‘Grønland under den kolde krig’ bragte den frem i lyset.

Besøg Exploring Greenlands hjemmeside

Poul-Erik Phllbert

Carlsbergfondets omtale af Exploring Greenland Læs om de enkelte projekter Hør om projektet på Danskernes akademi

12 | POLARFRONTEN | NR.1/2014

Henry Nielsen og Kristian Hvidtfelt Nielsen, Center for Videnskabsstudier, Aarhus Universitet Se US Army’s film om opbygningen af Camp Century

De første spæde skridt til iskerneboringerne fandt sted på Camp Century i 1966

En by under isen Da amerikanerne i 1959 gik i gang med at bygge en forskningsstation under Indlandsisen 250 km øst for Thule-basen, var det officielt for at afprøve anlæg under isen. Men bag projektet lå i virkeligheden et storstilet og ambitiøst militært mål om at øge atomtruslen mod Sovjetunionen.

Camp Century var i sig selv et omfattende projekt. I 1959 og 1960 blev der transporteret 5.600 ton materialer de mere end 250 kilometer ind over Indlandsisen, og i løbet af forbløffende kort tid voksede en veritabel by med plads til omkring 200 personer frem under isen.

Velfungerende lejr Lejren bestod af 21 istunneler, i alt 3.000 meter gange, med tag af store metalbuer, som blev dækket med sne. Inde i rørene var der opstillet containerhuse, hvor forskerne og det øvrige personel havde deres dagligdag. Tunnellerne var seks til ni meter brede og 10 til 400 meter lange, og hovedgaden, som gik gennem hele lejren, var stor nok til at kunne rumme slædetog trukket af en traktor.

Der var selvfølgelig indkvartering, messe, værksteder, laboratorier, vand- og energiforsyning og kloakering, men også faciliteter som butik, hospitalsklinik, kirke, gymnastiksal, posthus og bibliotek, var der tænkt på.

Operation Iceworm Det stod allerede tidligt klart, at de mange aktiviteter havde nogle vidtrækkende militære formål. Og senere har åbning af de amerikanske arkiver bekræftet, at der bag Camp Century lå planer om et gigantisk projekt, Operation Iceworm, der ville gøre Grønland til en central del af USA’s atomstrategi.

Planen gik ud på at placere op til 600 atombevæbnede Iceman interkontinentale raketter og 2.100 affyringssteder i et 4.000 kilometer langt istunnelsystem ti meter under Indlandsisens overflade. Planlæggerne havde beregnet, at hele komplekset skulle dække ca. 140.000 km2, og at det ville kræve 11.000 mand at betjene systemet.

Fra Nordgrønland kunne USA hurtigere og mere præcist nå sovjetiske mål end fra Nordamerika. Desuden ville anlægget ligge isoleret, langt fra de tætbefolkede områder i USA og Vesteuropa, og transporten af raket-

terne under isen på et område, der svarede til tre gange Danmarks størrelse, ville gøre det umuligt for russerne at lokalisere dem alle.

Isen sagde nej Når Iceworm-projektet ikke blev til noget, er forklaringen næppe de anslåede astronomiske anlægsudgifter på 2,4 mia. $ eller de 400 mio. $ til den årlige drift. Heller ikke den forventede politiske modstand i Danmark kan alene begrunde, at USA lod planerne blive i skrivebordsskuffen.

I sidste ende var det Indlandsisen, som væltede læsset.

De mange glaciologiske undersøgelser og de konkrete erfaringer i Camp Century viste nemlig, at de evigt bevægelige ismasser i løbet af ganske få år ville trykke og slide både tunneller og missilaffyringsstationer i stykker, og at projektet derfor ikke var praktisk gennemførligt.

De militære visioner blev pakket sammen, og Camp Century lukket i 1966. Alligevel har den store forskningsindsats på Indlandsisen givet afkast. Blandt andet blev de første spæde skridt til de senere iskerneboringer på Indlandsisen taget, da en 1.390 meter lang iskerne i 1966 blev boret op af Indlandsisen.

Poul-Erik Philbert

Henry Nielsen og Kristian Hvidtfelt Nielsen, Center for Videnskabsstudier, Aarhus Universitet Se gamle billeder fra Camp Century

POLARFRONTEN | NR.1/2014 | 13

Den besværlige uran Den grønlandske uran har de seneste år været konfliktstof både i Grønland og i forholdet mellem Grønland og Danmark. Det er ikke første gang, for det kontroversielle grundstof har siden 1945 ført til mere politisk uro og flere bristede forventninger end succeser.

Det er ikke mange måneder siden, det grønlandske landsting efter mange diskussioner ophævede den såkaldte nultolerance over for uran og banede vejen for udvinding af det omdiskuterede grundstof. Samtidig er den danske og den grønlandske regeringsleder enige om én ting, hver gang de mødes: de er uenige om, hvem der har retten til at bestemme over uranen i Kvanefjeld.

Den grønlandske uran har altid sat lus i skindpelsen, viser en undersøgelse, som videnskabshistorikerne Henry Nielsen og Henrik Knudsen fra Aarhus Universitet har stået for som en del af det store forskningsprojekt Exploring Greenland (se boks s. 12).

1945-55: et spørgsmål om suverænitet Da den første atombombe udslettede Hiroshima i august 1945, stod det med ét klart for alle, at uranen havde fremtiden for sig.

Geologerne vidste, at der kunne være uran på Bornholm, men da russiske tropper havde besat øen, valgte man at gå stille med dørene for ikke at gøre det vanskeligere at få dem ud igen. Efter at russerne havde forladt øen i 1946, viste det sig hurtigt, at der var tale om en ringe forekomst, som ikke kunne udnyttes.

14 | POLARFRONTEN | NR.1/2014

I Grønland var der i 1945 endnu ikke fundet uran. Men geologerne mente, at der med stor sandsynlighed måtte være noget i dette kæmpestore, uudforskede område. Og i lighed med uranen på Bornholm landede den grønlandske uran fra starten i en storpolitisk hvepserede.

USA havde etableret sig militært i Grønland i løbet af 2. verdenskrig, og skulle der vise sig store uranforekomster i landet, kunne det blive endnu sværere for lille, neutrale Danmark at hævde sin suverænitet.

I 1946 var geologen Lauge Koch i felten i Østgrønland, og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GGU) gik i gang med den store kortlægning af Grønland samme år. De var også på udkig efter uran, men var enige om, at man skulle gå stille med dørene og holde amerikanerne ude af eftersøgningen.

- Lige fra starten møder vi suverænitetsproblemet, og det er nøglen til at forstå Danmarks optræden de første 5-10 år, fortæller lektor Henry Nielsen, Center for Videnskabsstudier på Aarhus Universitet.

1955-70: en selvstændig atomkraft Først da en fredelig udnyttelse af atomenergi fra 1953 blev mulig, kom uranen i Grønland for alvor på dagsordenen.

- Vi kunne nu få hjælp til at udvikle atomkraft, og Danmark oprettede i 1955 en atomenergikommission.

Pludselig var der ingen ende på, hvor meget godt man kunne bruge uranen til, fortæller Henry Nielsen.

Atomenergikommissionen fik hurtigt oprettet forsøgscentret Risø, som fra starten planlagde at udvikle en selvstændig dansk reaktor, der skulle bruge uran fra Grønland.

Forude lå drømmen om at blive selvforsynende og befri Danmark fra afhængigheden af importeret olie og kul.

De vigtigste uranforekomster i Grønland findes i Kvanefjeld i nærheden af Narsaq.

Kommissionen fik bevilget mange penge og ville straks i gang i 1955. GGU blev inviteret med til en uranekspedition, men havde allerede planlagt årets feltarbejde og foretrak i øvrigt en mere grundig kortlægning af Grønlands geologi.

GGU pegede dog på mulighederne for at finde uran i Kvanefjeld, og Atomenergikommissionen gik sammen med Forsvarets Forskningsråd i gang med overflademålinger udført af værnepligtige udstyret med geigertællere.

I GGU rystede man på hovedet over denne fremgangsmåde, og da GGU selv kom med i 1956, lykkedes det efter et år at få smidt Forsvarets Forskningsråd ud af samarbejdet.

- I det hele taget oplever man en masse rivalisering omkring eftersøgningen. Helt galt bliver det i 1957-58, hvor Atomenergikommissionen sammen med Kryolitselskabet Øresund – bag om ryggen på GGU – får bevilget 2 mio. kr. til dybdeboringer, fortæller Henry Nielsen Parterne forligedes dog igen efter nogle gevaldige bråvallaslag, og i sommeren 1958 foretog man 36 dybdeboringer i Kvanefjeld med en gennemsnitsdybde på 100 meter.

- De finder uran, men det har ikke en tilstrækkelig høj lødighed til, at en udvinding kan blive rentabel, forklarer Henry Nielsen. Da efterforskningen startede i 1955, var priserne på uran meget høje, men det vender hurtigt, og priserne fortsætter med at falde de næste 10-15 år. Uran var ikke så sjældent et grundstof, som man havde troet.

Den første begejstringsrus fordampede dermed hurtigt, men Atomenergikommissionen og GGU fortsætter samarbejdet op igennem 60’erne på et lavere blus.

- Det viser sig at være meget svært at få skilt uranen ud af malmen, forklarer Henry Nielsen. I slutningen af 60’erne er man nået op på 60 pct., og det må man erkende ikke er nok.

Så med en lav malmlødighed, verdensmarkedspriser på uran i fortsat fald samt diverse tekniske og politiske problemer opgiver Risø i 1967 at udvikle en selvstændig reaktor.

Fotos: Alexander Bartels, GEUS

- Det havde i bagklogskabens klare lys hele tiden været urealistisk at tro, at et lille land med begrænsede ressourcer kunne udvikle en selvstændig atomreaktor, lyder Henry Nielsens vurdering.

70-erne: nej til atomkraft I begyndelsen af 70’erne kom et nyt opsving. Der var forventninger om, at efterspørgslen på uran ville stige, og med oliekrisen I 1973 og de stærkt stigende oliepriser begyndte stærke kræfter at arbejde for atomkraft i Danmark. Så eftersøgningen efter uran bliver intensiveret over alt i Grønland, og undersøgelserne i Kvanefjeld fortsætter med endnu flere boringer.

I begyndelsen af 80’erne stod man med et færdigt projekt, som kunne være blevet til noget. Priserne var begyndt at stige fra midten af 70’erne, og et pilotprojekt på Risø fra 1980-82 med grønlandsk uran havde gjort det muligt at udvinde 80 pct. af uranen.

- Alligevel beslutter den danske regering I 1985, at Danmark ikke skal have atomkraft, siger Henry Nielsen. Grunden er først og fremmest den folkelige modstand mod atomkraft, som er vokset frem i Danmark, og en grønlandsk modstand, som har udviklet sig i takt med tankerne om større politisk selvstændighed og indførelsen af Hjemmestyre.

Uden et hjemmemarked var det virkelig op ad bakke, og i løbet af 80’erne begyndte priserne på uran endnu en gang at falde.

- Og så når vi frem til 1988, hvor Fællesrådet for Råstoffer vedtager det, der senere er blevet kendt som nultolerancepolitikken, der forbyder både at søge efter og udvinde uran i Grønland, fortæller Henry Nielsen.

Med stigende råstofpriser i 00’erne og jagten på de sjældne jordarter viser interessen for uran sig igen, og Grønland ophæver nultolerencepolitikken. Mon det lykkes denne gang?

Poul-Erik Philbert

Henry Nielsen, Center for Videnskabsstudier, Aarhus Universitet.

POLARFRONTEN | NR.1/2014 | 15

Lyt til borgerne Der er store råstofprojekter i støbeskeen i Grønland, og de fleste vil påvirke lokalsamfundet gennemgribende. Anne Merrild Hansen fra Aalborg Universitet har fulgt udviklingen og mener, at hvis man skal have fuldt udbytte af råstofferne og undgå de værste gener og fejltagelser, er det nødvendigt at inddrage borgerne.

For de omkring 1.600 indbyggere i Narsaq vil det vende op og ned på livet, hvis planerne om at udvinde sjældne jordarter og uran fra Kvanefjeld bliver til noget. I første omgang vil der være brug for mindst 1.000 ansatte, langt de fleste sandsynligvis udefra, til at anlægge minen, og når den først er i gang, vil der komme flere hundrede nye, faste arbejdspladser, som vil falde på et tørt sted i en by med høj arbejdsløshed.

Men det er samtidig næsten umuligt at forudse, hvad et så stort projekt samlet vil betyde for et lille grønlandsk samfund, og befolkningens forventninger er blandet med en lige så stor portion frygt for fremtiden. Risikoen for, at der dukker uforudsete problemer op, er da også til at få øje på.

Hvis man vil minimere listen over ubehagelige overraskelser, så er det ifølge lektor Anne Merrild Hansen, Institut for Planlægning på Aalborg Universitet, afgørende for alle parter – selskaber, politikere, embedsmænd og de lokale borgere – at beslutningerne ikke bliver topstyrede, men hviler på et samarbejde med lokalbefolkningen.

Kun natur, ingen mennesker Anne Merrild Hansen kastede sig over miljøvurderinger af de grønlandske råstofprojekter i midten af 00’erne, da hun skulle vælge sit ph.d.-projekt. Næsten samtidig begyndte efterforskningsselskaberne at sværme om de grønlandske råstoffer, og i løbet af ganske kort tid blev miljøvurderinger, borgerinddragelse og bæredygtighed en vigtig del af den politiske dagsorden.

- Dengang var miljøvurderingerne lukket land, fortæller Anne Merrild Hansen. De blev ikke offentliggjort, og det var kun med besvær, at jeg fik dem udleveret. Og der var ingen høringer, for slet ikke at tale om inddragelse af borgerne.

Det undrede dengang Anne Merrild Hansen, at samfundet ikke var en del af de miljøvurderinger, som selskaberne var forpligtede til at lave. Det var ofte tilfældet internationalt, men ikke i Grønland, hvor der udelukkende var fokus på natur og miljø.

16 | POLARFRONTEN | NR.1/2014

- Der blev talt om den forventede påvirkning af fugle, hvaler og fisk, men ikke om konsekvenserne for mennesker. Det virkede specielt underligt i Grønland, hvor befolkningen er meget tæt på naturen.

Forbedringer, men…

Siden er der sket ændringer til det bedre. En af de vigtigste er, at den snævre miljøvurdering er blevet udvidet og splittet op, så selskaberne nu skal undersøge både påvirkningen af miljøet (VVM-undersøgelse) og den samfundsmæssige bæredygtighed (VSB-undersøgelse), før de kan ansøge om en tilladelse til at gå i gang.

Anne Merrild Hansen mener dog, at retningslinjerne bag VVM- og VSB-undersøgelserne i dag er for overordnede og ikke tager tilstrækkelige hensyn til de store forskelle, der er i Grønland. Forskellige projekter kan have vidt forskellige effekter, afhængigt af om der f.eks. er tale om offshore- eller onshoreprojekter, bynære eller afsidesliggende projekter, små eller store projekter.

I dag er der også indført krav om offentlige høringer i forbindelse med miljø- og samfundsvurderingerne, hvor borgerne især skal inddrages i samfundsdelen.

- Når man skal vurdere bæredygtigheden og konsekvenserne af et råstofprojekt, er det vigtigt at involvere befolkningen, for den har ofte en bedre fornemmelse for de lokale forhold end de eksperter udefra, som står for undersøgelserne, siger Anne Merrild Hansen.

Men hun peger også på, at det ville være en fordel, hvis borgerne både blev inddraget mere og på et tidligere tidspunkt end i dag, hvor det først sker, når den indledende efterforskningsfase er overstået. Det kunne skabe en bedre dialog mellem parterne og dermed give et langt større udbytte af borgerinddragelsen.

Modstridende forventninger Anne Merrild Hansen har deltaget flittigt i borgermøder gennem de senere år. Hun fortæller, at det varierer fra projekt til projekt, hvor meget borgerne bliver inddraget, og hvordan det foregår.

Uranprojektet i Kvanefjeld har skabt konflikt bandt indbyggerne i Narsaq. Anne Merrild Hansen mener, at det kunne være undgået ved en bedre planlagt borgerinddragelse.

Til gavn for Grønland

Foto: Narsaq Foto

Et af de store problemer ved borgerinddragelsen har været, at der ofte er meget store forskelle i de forventninger, deltagerne møder op med.

Anne Merrild Hansen har sammen med kollegaen Anne Sofie Olsen undersøgt, hvordan deltagerne i et projekt i Nordvestgrønland forholder sig til borgermøder. Deres undersøgelse viser, at der er flere opfattelser: Selskaberne ønsker at følge lovgivningen og vil gerne informere lokalsamfundet. Politikerne og embedsmændene fra Selvstyret vil vise, at de lever op til internationale standarder, og at de lytter til befolkningen. Og blandt borgerne er der NGO’erne, som vil påvirke beslutningerne, og de lokale, som vil have at vide, hvad der kontant er i projektet for dem.

- Så der var så mange modstridende forventninger, at ingen af deltagerne forlod mødet med en oplevelse af, at det havde været en succes, fortæller Anne Merrild Hansen.

Hun har den samme oplevelse fra mange af de borgermøder, hun selv har deltaget i, og mener, at det er meget vigtigt at organisere borgerinddragelsen på en ordentlig måde.

- Hvis man ikke planlægger borgerinddragelsen ordentligt, opstår der let splid og polarisering i lokalsamfundet. Det har vi set både i Maniitsoq omkring aluminiumssmelteren og i Narsaq omkring udvindingen af uran. Begge steder blev diskussionerne hurtigt meget følelsesladede, så det er endt i to lejre, som bekæmper hinanden i stedet for at tale sammen.

I rapporten Til gavn for Grønland konstaterer et forskerudvalg, at minedrift og olieboringer ikke bliver den hurtige genvej til økonomisk uafhængighed af Danmark, som mange grønlandske politikere har udtrykt håb om.

Rapporten viser, at der ganske vist er et reelt potentiale for udvikling af det grønlandske samfund ved at udvinde mineraler, men at det ikke er tilstrækkelig stort til, at det kan blive den primære kilde til balance i Grønlands økonomi. Det ville kræve hele 12 storskalaprojekter frem mod år 2040, hvoraf fem skulle være i gang på samme tid, og det er ikke et realistisk mål, vurderer forskerne.

I rapporten peger man på, at et begrænset antal mineprojekter i en afgrænset årrække kan være en vej til succes. Desuden foreslår man at lægge projekterne i nogle nøje definerede zoner, hvor påvirkningen af miljø og kultur vil have færrest negative konsekvenser.

Udvalget mener også, at mange store projekter på én gang vil gøre afhængigheden af arbejdskraft fra udlandet meget stor, og at opbygning af nye erhverv uden for råstofområdet desuden vil være en væsentlig ingrediens i en succesopskrift for Grønland.

Der peges endelig på, at en hurtig opbygning af en råstoffond er afgørende, da hullet i den grønlandske økonomi ellers vil blive meget svært at lukke. Og udvinder man råstofferne – og dermed bruger Grønlands nationalformue – uden at sætte penge til side i en fond, vil fremtidens grønlændere ikke have noget at leve af, lyder det.

Læs rapporten Hent rapport og baggrundspapirer

til gavn for

grønland Udvalget for samfundsgavnlig udnyttelse af Grønlands naturressourcer

Nærmest krig I Narsaq har der været afholdt flere møder, og det har været tilløbsstykker med op til 500 af byens 1.600 indbyggere.

Samarbejdet løb dog helt af skinnerne, fordi der var en gruppe borgere, som ikke havde tillid til sikkerheden omkring en kommende uranmine og frygtede en forurening, som i værste fald kunne betyde, at de Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet · Postboks 1061 · Manutooq 1 · 3905 Nuussuaq · +299 36 23 00 · mail@uni.gl Københavns Universitet · Nørregade 10 · 1165 København K · +45 35 32 26 26· ku@ku.dk

POLARFRONTEN | NR.1/2014 | 17

Borerig i Kvanefjeld

Foto: Greenland Minerals and Energy A/S

ville blive nødt til at flytte fra området. Det skabte en polarisering i byen i én gruppe, som var for uranudvindingen, fordi det kunne give arbejdspladser og økonomisk udvikling, og én gruppe, som var imod på grund af forureningsfaren.

- Der opstod nærmest krig i lille Narsaq, som Anne Merrild Hansen kontant beskriver situationen.

Anne Merrild Hansen mener, at denne udvikling kunne have været undgået, hvis befolkningen fra starten var blevet bedre informeret og problemerne talt ordentlig igennem.

- Råstofselskabet præsenterede projektet, men det havde været bedre, hvis Råstofdirektoratet på et tidligt tidspunkt havde indledt en dialog med lokalbefolkningen og fortalt om de fordele og ulemper, der kunne være ved projektet, siger Anne Merrild Hansen. Så havde folk været bedre klædt på til senere at tage en diskussion med selskabet og kunne have udpeget nogle områder, som ville være interessante at få belyst mere. Måske kunne lokalbefolkningen også have været med til at vælge, hvem der skulle lave de efterfølgende miljø- og samfundsundersøgelser.

18 | POLARFRONTEN | NR.1/2014

Foto: Narsaq Foto

borgerne kan bremse projektet, men blot at de bliver hørt, før politikerne træffer den endelige beslutning.

Anne Merrild Hansen efterlyser noget lignende i Grønland og er desuden fortaler for, at man nedsætter et borgerpanel på et meget tidligt tidspunkt i projektforløbet.

- Det ville give en helt anden indsigt i projektet og gøre borgerpanelet i stand til at indsamle en nyttig viden til deres bagland.

Hun mener også, at der burde være borgerinddragelse i den såkaldte Impact Benefit Agreement (IBA), som er en aftale om en investeringsplan, der indgås mellem mineselskabet, Selvstyret og kommunerne, og som skal afspejle nogle af de lokale problemer og behov, der er listet op i miljø- og samfundsundersøgelsen.

- I Nuuk har man omkring jernminen valgt at inddrage borgerne i dette arbejde, men ellers er der lagt op til, at det er kommunerne, Selvstyret og selskaberne, der indgår IBA-aftalen, som dermed risikerer at blive en poltisk ønskeseddel, der ikke rækker mere end fire år frem, slutter Anne Merrild Hansen.

Poul-Erik Philbert

Nedsæt et borgerpanel Borgerne bliver inddraget for sent og er heller ikke med i den sidste fase, hvor projektet bliver godkendt. Andre steder i verden har man f.eks. et borgerpanel, som før et projekt bliver godkendt tager stilling til, om de sociale konsekvenser er tilstrækkeligt godt belyst. Det betyder ikke, at

Borgermøde i Narsaq om uranprojektet

Anne Merrild Hansen, Institut for Planlægning, Aalborg Universitet

Fra Arktisk Instituts arkiv:

Et neutralt skib

Foto: Arktisk Institut

I det rolige vand ud for det daværende Holsteinsborg spejles det nymalede ord DANMARK, og maleren er nu i gang med at tilføje et lille neutralitetsflag på M/S Disko.

Over indlandsis og Nordsøen, næsten 4.000 kilometer væk, er tyske tropper på tredjedagen i gang med Hitlers invasion af Polen, og Storbritannien og Frankrig har på denne dag, den 3. september 1939, erklæret Tyskland krig. Det er begyndelsen på et blodbad uden lige, der finder sted langt borte i Europa, men som med radioteknologien er bragt helt tæt på Grønland.

Som følge af krigsudbruddet bliver ekstra store forsyninger i efteråret 1939 sendt fra KGH’s plads i København op til Grønland, og lidt over et halvt år efter, at billedet af Disko blev taget, bliver Danmark besat den 9. april, og forbindelsen til Grønland er hermed brudt. Familie og venner fanget på hver sin side af krigens fronter måtte

vente på den dag, hvor forbindelsen måske igen kunne etableres.

Skibene Gertrud Rask, Hans Egede og Julius Thomsen befandt sig på dette tidspunkt allerede oppe i Grønland, men Disko skulle først den 11. april sejle til Grønland og måtte derfor blive i det besatte Danmark. Undervejs i krigen gik både skibet Gertrud Rask og Hans Egede tabt, kun Julius Thomsen klarede sig igennem. Da besættelsen slutter den 5. maj 1945, bliver Disko det første skib, der sejler fra Danmark til Grønland og retur, og som dermed genetablerer de brudte relationer over Nordsøen. I de følgende 20 år kunne man se M/S Disko i det igen fredelige farvand langs Grønlands kyster.

Stig Søndergaard Rasmussen

≈ Arktisk Instituts fotosamling rummer ca. 100.000 fotografier, hvoraf op mod halvdelen er skannet og lagt på www.arktiskebilleder.dk POLARFRONTEN | NR.1/2014 | 19

Sundhed på spil Foto: Visit Greenland

I Grønland bliver misbrugsproblemer oftest forbundet med alkohol og hash. Senest er opmærksomheden begyndt at rette sig mod ludomani, som dog endnu ikke har samme omfang som de andre misbrug. En ny ph.d.-afhandling peger på, at der er forskelle mellem bygder, byer og Nuuk, og at ludomanien ofte kommer i kølvandet på andre misbrug.

Har man besøgt en by i Grønland, er der stor chance for, at man er faldet over bingo på lokalradioen eller har set byens kvinder på vej til bingohallen. I byer og bygder er bingo det mest udbredte spil. Dels er der ikke så mange andre rekreative tilbud, dels har bingospillet en social dimension, som samler folk.

Bingo fylder meget Christina Viskum Lytken Larsen, Statens Institut for Folkesundhed, har i sin ph.d.-afhandling undersøgt omfanget af spillelidenskab i Grønland. Om byernes og bygdernes bingospil siger hun:

20 | POLARFRONTEN | NR.1/2014

- En af de ting, der satte gang i mit projekt, var bekymringen omkring bingo, fordi det mange steder fylder så meget. Konkret kan man sige, at hvis der spilles bingo i en sportshal, så bliver der i hvert fald ikke spillet fodbold.

Man hører især mange historier fra Østkysten, hvor det sociale fællesskab på godt og ondt er bygget op omkring spil. Hvis man vil være med i fællesskabet, så spiller man.

Men det er jo ikke nødvendigvis et sundt fællesskab.

Christina Larsen har i sin undersøgelse ikke kunnet se en afhængighed hos bingospillerne. Så det er mere de sociale konsekvenser, der bekymrer. Bingospillere er typisk kvinder – også mange yngre kvinder, der har børn. Der spilles oftest flere gange om dagen og om aftenen, som er tidspunkter, hvor børnene har brug for mødrenes opmærksomhed.

Mellemgrupperne mest udsatte Der bliver spillet en del i hele Grønland, og Christina Larsen har især set på, hvor meget de forskellige typer spil bliver spillet, og hvilke forskelle, der er mellem bygd, by og Nuuk. Et af resultaterne er, at omfanget af problemspil set over et livsforløb er noget højere blandt mænd i byer sammenlignet med mænd i Nuuk og bygder. Ud over

at der spilles mindre i Nuuk, er det også en anden type spil, der er populær. Christina Larsen siger: - Godt nok er der flere muligheder for spil i Nuuk og de større byer, men der er heldigvis også andre muligheder for adspredelser, så spil ikke kommer til at fylde helt så meget.

I Nuuk er det langt overvejende Tips & Lotto, der spilles. Og af både mænd og kvinder. Dette pengespil er også størst i byerne, men her følger bingo godt med. I bygderne er kort- og terningspil og bingo de absolutte favoritter over for Tips & Lotto og spillemaskiner. Med 28 pct. er kvinderne stærkt repræsenteret i bingohallerne mod kun 16 pct. af mænd. De foretrækker kort og terninger.

Med undtagelse af Nuuk er spillemaskinerne meget lavt repræsenteret, og selv her er det ikke mange, der bruger penge på dem. I Grønland er der ikke egentlige spillehaller. Spillemaskinerne står oftest i grillbarer og på værtshuse. Her sørger de for indtjeningen, fordi ejerne ikke kan tjene penge på mad og sodavand.

Christina Larsen ser primært en afhængighed af kortspil og spillemaskiner. Afhængigheden er størst i undersøgelsens mellemgrupper (se faktaboks) og mindst hos fiskerne og fangerne i de små bygder og hos de veluddannede i de største byer. Christina Larsen forklarer: - Jeg tror, at det er, fordi de to grupper er de mest velintegrerede i hver deres samfundsorden. Er du fisker eller fanger i en af de små bygder, er du respekteret og nyder høj status, og du er en del af en traditionel livsform. På den måde giver deres liv måske mere mening. Det er sværere at opnå social status i en storby, hvis man måske ikke engang har et arbejde.

Alkohol, hash og spil Undersøgelsen viser også en tydelig kobling mellem forskellige misbrugsformer. Christina Viskum siger: - Det var slående at se, at ca. halvdelen af de mænd, der havde spilproblemer, også havde et alkohol- eller stofmisbrug. Vi kunne se, at der i halvdelen af alle familier er en eller anden form for misbrug. Alkohol fylder mest, dernæst hash og problemspil. Der er desværre også en tydelig sammenhæng mellem opvækst i en misbrugsfamilie som barn, og så afhængighed af problemspil som voksen, hvor den er 2-3 gange højere end hos mennesker, der har haft en tryg opvækst. Det er i øvrigt det samme, man ser hos inuit i Canada og Alaska og hos andre oprindelige folk – måske med undtagelse af samer.

Ludomani har været stort set ikke-eksisterende i sundhedsdebatten i Grønland, men det er nu så småt ved at ændre sig. Der har været en åbenhed fra politikernes side om, at de vil afvente undersøgelsens resultater.

Hvis man kigger på blandingsmisbrug, så fylder alkohol mest. Set i lyset af det, skal man nok ikke gøre ludomani til det store problem, selvom der er mulighed for at komme i behandling på samme måde, som hvis man har et alkohol- eller stofmisbrug, mener Christina Larsen.

Hun siger: - Der er mange andre ting at tage fat på. Jeg har forsøgt at komme igennem med, at vi skal huske at tage ludomani med, når vi taler om misbrug, og når vi skal lave en målrettet misbrugsindsats. Vi skal huske ludomanien, fordi den ofte kombineres med hash og alkohol eller opstår i kølvandet på de andre afhængigheder. Men ludomani er nævnt i det seneste folkesundhedsprogram – og det er jo et skridt i den rigtige retning.

Uffe Wilken

Christina Viskum Lytken Larsen, Statens Institut for Folkesundhed

Fakta om undersøgelsen - Man skelner mellem ludomani og problemspil. Diagnosen stilles på baggrund af en protokol med ti punkter. Opfyldes fem ud af ti kriterier, er der tale om ludomani. Opfyldes tre-fire kriterier, er der tale om problemspil.

- Undersøgelsen omfattede ni byer (inklusiv Nuuk) og 13 bygder.

3.102 personer deltog i spørgeskemaundersøgelsen. Deltagerprocenten var 66,7. Undersøgelsen dækker perioden 2006-2010.

Danskere i Grønland har ikke været inkluderet i undersøgelsen, da de ikke matchede baggrundsgruppen, og da undersøgelsens fokus ikke var på denne gruppe.

- Undersøgelsen skelnede mellem Tips/Lotto, bingo, kort/terninger og spillemaskiner.

- Undersøgelsen opdelte deltagerne i seks grupper: 1) fangere og fiskere i bygder; 2) andre bygdebeboere; 3) beboere uden erhvervsuddannelse, opvokset i bygd; 4) beboere opvokset i by, uden erhvervsuddannelse; 5) byboere med kort erhvervsuddannelse; 6) professionelle i byer med mellemlang erhvervs- eller akademisk uddannelse - Internetbaserede spil er ikke undersøgt, eftersom de ikke fandtes, da undersøgelsen blev tilrettelagt i 2001-2002.

POLARFRONTEN | NR.1/2014 | 21

FRA ISBJØRNENS BUG – EN BOG MED JETTE BANGS FOTOGRAFIER Beskæftiger man sig med Grønland og grønlandsk kultur og historie over længere tid, vil man med sikkerhed før eller siden støde på fotografen Jette Bangs fantastiske fotografier. Og det forunderlige er, at er man først blevet fanget ind, så er man til enhver tid i stand til at genkende et af hendes billeder, når man møder dem.

Det har eskimologen Leise Johnsen, som har stået for udgivelsen af fotobogen Jette Bang – I isbjørnens bug en forklaring på. Hun indleder bogen med at fortælle om angakkoq’en, en person i det traditionelle Grønland, der besad magiske kræfter og kunne se og være i kontakt med det ukendte. For at blive angakkoq skulle man sluges af et dyr og genfødes, og det højeste en angakkoq kunne opnå var at bevæge sig gennem isbjørnens bug.

- Jette Bang lod sig opsluge af Grønland, som blev hendes isbjørn, formulerer Leise Johnsen det underfundigt.

At hun har ret, fremgår tydeligt, når man langsomt bladrer sig gennem de 85 smukke fotografier fra Grønland fra perioden 1936-61.

Fotografierne lyser langt væk af, at Jette Bang fordomsfrit er blevet inviteret ind i grønlændernes liv og har gengældt gæstfriheden ved at fange deres hverdag i nogle stemningsmættede fotografier. Hun har med stor nænsomhed skildret den grønlandske kultur uden den antropologiske distance, som ofte kendetegner fotos fra den tid.

Fotografierne viser mennesker i deres hverdag i gang med de daglige gøremål, på arbejde, i skole, ude i naturen, i hjemmet, og de viser fremfor alt mennesker, som har noget sammen, kvinder, der ammer deres børn, børn,

22 | POLARFRONTEN | NR.1/2014

der leger eller lærer at læse, voksne, der ryger foran huset, mænd i gang med at skære en hval op og alt det andet, som var livet i Grønland, før der ikke var plads til den gamle kultur mere.

Jette Bang var kun 22 år gammel da hun eventyrlysten og antagelig inspireret af livet på den nærliggende Kongelige Grønlandske Handels Plads første gang tog til Grønland i 1936. Hun rejste i løbet af otte måneder flere tusinde kilometer langs den grønlandske vestkyst, hvor hun åbenbart helt og aldeles tabte sit hjerte til grønlænderne og den grønlandske kultur. Det blev til i alt seks fotorejser til Grønland, inden hun døde i 1964.

Leise Johnsen, som har skrevet speciale om Jette Bang og har stået for digitaliseringen af hendes mange fotografier, har udgivet en bog, som præsenterer Jette Bangs mange små mesterværker på smukkeste vis.

Poul-Erik Philbert

Leise Johnsen: Jette Bang. Fra isbjørnens bug.

85 fotografier og indlagt dvd med filmen Inuit.

Milik Publishing, 200 s.

F

Fotos: Jette Bang

POLARFRONTEN | NR.1/2014 | 23

KORTNYT Nye beskyttede fugleområder En ny rapport fra Grønlands Naturinstitut peger på, at det er nødvendigt med en omlægning af fuglebeskyttelsesområderne i Grønland. Der er 13 fredningsområder i landet, men i den tid, områderne har været der, har der imidlertid været markante tilbagegange i fuglebestandene. For flere af områderne virker det formålsløst at opretholde dem som fredede områder, påpeger rapporten, som anbefaler, at fire områder i Upernavik/Uummannaq nedlægges, og at et tilsvarende antal nye fuglebeskyttelsesområder oprettes i samme område.

Forstyrrelser på ynglepladsen og ulovlig fangst og ægsamling er en medvirkende årsag til, at det i dag står skidt til i fuglebeskyttelsesområderne.

Læs: De grønlandske fuglebeskyttelsesområder – en statusrapport Kontakt: Carsten Egevang

Sydlig rethval © Brian J. Skerry / National Geographic Stock / WWF

Stor sejr for bevarelsen af hvaler Den Internationale Domstol i Haag har nedlagt forbud mod hvalfangst i et enormt område på 50 mio. kvadratkilometer på den sydlige halvkugle.

Som resultat af afgørelsen skal den japanske regering stoppe alle former for hvalfangst under deres nuværende program i havene omkring Antarktis. Rettens afgørelse er bindende og kan ikke appelleres.

Sagen, der begyndte i 2010, er rejst af Australien mod Japans såkaldt videnskabelige hvalfangst og blev afgjort i noget nær enstemmighed i FN’s højeste retsinstans, Den Internationale Domstol.

Kommerciel hvalfangst blev forbudt på verdensplan i 1986, og de sydlige oceaner omkring Antarktis blev udpeget som fristed for hvaler otte år senere. Trods den beskyttelse har Japan fanget over 10.000 hvaler i området siden fangstforbuddets indførelse. Hvalerne i de sydlige oceaner er foruden fangst truet af fiskeri efter deres føde, støjforurening, kemiske udslip, skibsfart og klimaforandringer.

Læs mere

18,9 mio. kr. til stort forskningsprojekt Carlsbergfondet, Velux Fonden og Villum Fonden har sammen bevilget i alt 18,9 mio. kr. til et stort tværvidenskabeligt forskningsprojekt om økosystemer i Arktis. Med udgangspunkt i Nordvandet, som er et område med åbent vand (et polynya) i Thuleregionen, vil projektet studere dette økosystems dynamik i et langt tidsperspektiv.

Fokus vil være på interaktionen mellem klima, levende ressourcer og de skiftende kulturers bosætnings- og subsistensstrategier over de sidste fire tusind år.

Læs mere Kontakt

Østgrønlands fjelde meget unge To nye studier viser, at fjeldene i Østgrønland rejste sig fra sletter i havniveau til at blive op imod 3,7 kilometer høje fjelde. Det skete over to omgange med det første ryk opad for 10 millioner år siden, og det andet for fem millioner år siden. Der er derfor tale om meget unge bjerge, og opdagelsen kan ifølge seniorforsker Peter Japsen fra GEUS være med til at forklare, hvornår og hvordan Indlandsisen blev skabt.

Læs mere Kontakt

24 | POLARFRONTEN | NR.1/2014

NYEBØGER Udvalget for samfundsgavnlig udnyttelse af Grønlands naturressourcer (Redaktion Minik Rosing, Rebekka Knudsen): Til gavn for Grønland, Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet & Københavns Universitet, 2014. 50 s.

I rapporten konstaterer et bredt funderet forskerudvalg, at minedrift og olieboringer ikke bliver den hurtige genvej til økonomisk uafhængighed af Danmark, som mange grønlandske politikere har udtrykt håb om. Forskerudvalget peger på, at et begrænset antal mineprojekter i en afgrænset årrække kan være en vej til succes.

Desuden mener de, at opbygning af en råstoffond kan blive et afgørende parameter. Til rapporten hører 11 baggrundspapirer udarbejdet af udvalgets medlemmer. (Se artiklen s. 14) Læs mere

Carla Rosing Olsen, Eva Møller Thomassen, Abia Abelsen (red.): Aasiaat 1763-2013 – Aasiaat i 250 år, Caabe, 2013. 357 s.

Udgivet i anledning af Aasiaat's 250 års jubilæum i 2013. Bogen gennemgår byens historiske udvikling og portrætterer en del tidligere og nuværende beboere.

Læs mere

James Kraska (red.): Arctic security in an age of climate change, Cambridge University Press, 2011. 312 s.

En beskrivelse af forsvarspolitikken og sikkerhedspolitikken i de otte arktiske stater. Klimaændringerne og den smeltende havis aktualiserer udviklingen af militærstrategier i det arktiske.

Bogen analyserer Ruslands opstigning som arktisk supermagt og den dermed voksende betydning af NATO’s rolle i regionen.

Læs mere

Læs anmeldelser af nye bøger om Grønland og Arktis på http://arktiskeanmeldelser.dk

Mads C. Forchhammer: Zackenberg on the edge of winter, Aarhus University Press, 2013. 175 s.

Bogen giver et unikt portræt af vinteren på en af de mest isolerede forskningsstationer i Arktis. Gennem sort-hvide fotos følger vi livets og naturens gang på Aarhus Universitets forskningsstation Zackenberg i Nordøstgrønland. Forskningsstationen blev etableret i 1996 for at skaffe mere viden om den globale opvarmning og dens indflydelse på de fintfølende arktiske økosystemer. I bogen følger vi de mennesker, der lever på stationen om vinteren, og deres forskning i felten.

Læs mere

Bea Uusma: Expeditionen – Min kärlekshistoria, Nordstedts, 2013, 313 s.

I 1897 gik Andrées luftballonfærd galt på vej mod Nordpolen. Først 33 år senere findes resterne af Andrée og hans to ekspeditionsmedlemmers sidste lejr på Vitön. Siden har polarforskere, journalister og læger forsøgt at løse gåden om, hvad der skete med de tre på øen, hvor de døde, selvom de havde rigelig proviant og varmt tøj. Nu har lægen og forfatteren Bea Uusma meget systematisk gennemgået alt materialet og fulgt i sporet på Andrée, og hun tilbageviser vedtagne teorier og finder helt nye beviser.

Se mere

POLARFRONTEN | NR.1/2014 | 25

En omgængelig mand i ternet flonelsskjorte De fleste af os ranker os lidt i biografsædet, når en af heltene i filmen pludselig viser sig at have samme profession som os, og dukker til gengæld hovedet, hvis det senere viser sig, at han er en skurk.

Fire biografinteresserede svenskere fra den geologiske verden har, som de sande videnskabsmænd de er, besluttet sig for at undersøge, hvordan geologer bliver beskrevet i film.

Kun få onde De har fundet frem til 60 amerikanske eller engelske spillefilm, der har en geolog i rollebesætningen. Til beroligelse for bekymrede geologer kan vi allerede nu slå fast, at fordommene om, at geologer er omgængelige mennesker, der arbejder i felten og gerne går ned og tager en – eller flere – øl, ser ud til at holde.

Dermed adskiller geologer sig fra kemikere og fysikere, som ganske vist kan være distræte, miskendte genier, men som oftest stræber efter det totale verdensherredømme eller jordens endegyldige destruktion.

Af de 94 geologer, som de svenske artikelskrivere har fundet frem til, spiller 32 en hovedrolle. Det store flertal er gode mennesker, som befinder sig på den rigtige side, og kun 12 er onde og går de store skurkes ærinde.

Der er to rigtig ondskabsfulde geologer. Den ene er Daniel Plainview i There Will Be Blood (2007). Han opkøber jord for at kunne bore efter olie. Jo rigere han bliver, jo mere pengefikseret, paranoid og ondskabsfuld bliver han.

Den anden er professor Dent i den første James Bond-film, Agent 007: Mission drab (1962), som myrder to mennesker.

Kun i fire film er der skøre geologer, og kun i filmen Armageddon finder vi en geolog, som er skør fra filmens start. Han bliver senere fuldstændig gal, men har, som artiklens forfattere nævner, to doktorgrader, én i geologi og én i kemi, så forklaringen er måske graden i kemi.

Flere geologer i dag Ifølge de fire forfattere er geologernes kultfilm Dante’s Peak (1997), en katastrofefilm, hvor geologen Harry Dalton bliver sendt tll den lille by Dante’s Peak for at kontrollere en slumrende vulkan.

Filmen skildrer den typiske geolog iført ternet flonelsskjorte, som fotograferer sten og ikke mindst har en sund interesse i øl og whisky.

Den første film med en geolog på rollelisten var westernfilmen Roaring Ranch, som kom i 1930. Den første

26 | POLARFRONTEN | NR.1/2014

Tegning: Lars-Ole Nejstgaard

med en geolog i en af hovedrollerne var Hot Saturday fra 1932, hvor Randolph Scott spiller geologen Bill Fadden, som bor i en grotte. Han mister undervejs sin kæreste til Romer Sheffield, som bliver spillet af Cary Grant. Svær at konkurrere med selv for en geolog.

I øvrigt viser undersøgelsen, at der er kommet flere geologer på film de seneste 10-15 år, og forfatterne mener, at det må være, fordi vi i dag har større kendskab til naturkatastrofer.

En farlig rolle Et mindre glædeligt resultat er, at 33 ud af 94 geologer mister livet i løbet af filmen. De fleste bliver myrdet, og resten dør af arbejdsrelaterede årsager: rammes af vulkanske bomber eller lerskred, falder ned i et hul, som åbner sig mm.

De mest bemærkelsesværdige dødsfald foregår i science fiction-filmen Prometheus (2012), hvor en geolog bliver smittet af et væsen fra rummet, og i filmen Track of the Moon Beast (1976), hvor en geolog bliver offer for en hændelig ulykke, da han bliver ramt af en meteorit. Ifølge forfatterne er risikoen i det virkelige liv 1: 3 921 910 064 328. Heldigvis dør flere onde geologer end gode.

Og lad os så slutte af med, at der kun er 13 kvinder, hvilket ifølge forfatterne ligger under gennemsnittet for geologer i Sverige.

Poul-Erik Philbert

Læs artiklen