Page 1

Udgivet af Det grønlandske Selskab | NR. 1/2012 |

Polarfronten

Postkort fra rummet | 4 De åbne anstalter lukker dørene | 8 Metaltræthed - ikke her | 10 Skipper på en flyvende gummibåd | 14 Olieforurening af vandlopper | 20


|INDHOLD| 2 | Polarfronten | NR.1/2012

Postkort fra rummet

| 4

Fokus på permafrosten

| 7

De åbne anstalter lukker dørene

| 8

Metaltræthed – ikke her!

| 10

Tilbage til Jameson Land

| 13

Skipper på en flyvende gummibåd | 14 Muligvis liv

| 18

Olieforurening af vandlopper

| 20

Mindre fedt i fødekæden

| 22

Lomviekoloni truet

| 24

Plads til det hele

| 28

Polarfronten udgives af: Det grønlandske Selskab Strandgade 102 1401 København K Tlf.:3026 8090 redaktion@polarfronten.dk www.polarfronten.dk Polarfronten udkommer som e-magasin fire gange om året. Gratis digitalt abonnement kan tegnes på abonnement@polarfronten.dk Redaktion: Einar Lund Jensen, ansv. redaktør Poul-Erik Philbert, redaktør, DJ Uffe Wilken, webredaktør, DJ Magasindesign: Spagat design studio Forsidefoto: Polarlomvier på redehylder Foto: Flemming Merkel


Udg

Polarfronten går netvejen Kære læser Polarfronten forlader med dette nummer sin hidtidige trygge tilværelse som postomdelt magasin og træder som e-magasin ind i de digitales rækker. Det sker for flere publikationer i disse år, og begrundelsen er ikke sjældent, at der er penge at spare. Specielt de stigende portopriser har skubbet i den digitale retning. Det gælder også for Polarfronten.

”Hvis du vil støtte Polarfronten, kan du nemt gøre det ved at tegne et gratis, elektronisk abonnement.” Samtidig med at Polarfronten bliver e-magasin, har redaktionen holdt flyttedag og er efter 2-3 år i Styrelsen for Forskning og Innovation vendt tilbage til Strandgade 102 på Nordatlantens Brygge, hvor magasinet fra 1997 frem til Dansk Polarcenters lukning i 2009 havde til huse. Dermed bliver magasinet en del af det arktiske og nordatlantiske miljø, som er bygget op omkring Det Arktiske Hus og Nordatlantens Brygge. I disse perfekte omgivelser vil Polarfronten i fremtiden høre under Det grønlandske Selskab, som i forvejen udgiver tidsskriftet Grønland. Vi ved fra henvendelser, at mange af vores abonnenter er kede af, at de ikke længere kan få bladet i en papirudgave. Men valget har stået imellem at dreje nøglen om eller gå over til det elektroniske, så den beslutning har truffet sig selv. Vi håber, at vores gamle læsere vil hænge på og finde deres egen måde at læse bladet på: på computeren, på Ipad’en eller simpelthen ved at udskrive det. Vi lægger forsigtigt fra land, så læserne vil i det store hele kunne nikke genkendende til magasinet. Designet er det samme, skrivestilen ligeså. Og vi vil selvfølgelig fortsat fortælle de mange gode historier om, hvad der rører sig inden for polarforskningen. Som noget nyt vil der være film- og lydklip, links til andre publikationer og artikler og flere fotos, alt sammen fordele ved det digitale magasin. På kort sigt er finansieringen de næste 2-3 år sikret gennem støtte fra Styrelsen for Forskning og Innovation, Aage V. Jensens Fonde og Miljøstyrelsen. Men hvis du vil støtte Polarfronten, kan du nemt gøre det ved at tegne et gratis, elektronisk abonnement. Du vil så modtage et nyhedsbrev, hver gang der kommer et nyt nummer, eller en nyhedsartikel, som ikke kan vente til den faste deadline. Det er vigtigt med mange abonnenter af hensyn til annonceindtægter og den fremtidige finansiering, så spred det glade budskab om et gratis digitalt abonnement. Du kan besøge Polarfrontens hjemmeside – polarfronten.dk – som er under udvikling. Her kan du læse og hente de nye numre af bladet og finde gamle numre i arkivet tilbage til 2000. På lidt længere sigt vil hjemmesiden også bringe nyheder, have korte præsentationer af nye bøger, en kalender over arrangementer mm. Men endnu en gang: velkommen til det nye elektroniske Polarfronten. Vi hører meget gerne fra jer læsere, kritik eller ros, idéer til artikler og andet.

iv e t

af d

et g

r øn

Pola rfro nten l an

dsk e

sel s

k ab

| nr .

1/20

12 |

Post ko De å r t fra rum bn met Meta e anstalt er lu ltræt kk h Skip | 4 per p ed - ikke er døren e | åe he olief 8 orure n fly ven r de gu ning | 10 mmib a f va ndlo pper åd | 14 | 20

I det digitale magasiner har du mulighed for at benytte følgende muligheder: Send email til kontaktperson Link til mere info om emnet Afspil videoklip Hør lydklip Byline

Send email til forfatter

Poul-Erik Philbert, redaktør

≈ Støt Polarfronten. Tegn et gratis abonnement Polarfronten | NR.1/2012 | 3


Postkort fra rummet Det er mindst 5.000 år siden, Cape York-meteoritten faldt i Nordgrønland. Hidtil er der kun fundet 58 ton af den måske 1.000 ton store jernmeteorit, og det er efterhånden mange år siden, den sidste hilsen fra rummet er dukket op. Men nu tyder noget på, at geofysikeren Henning Haack fra Geologisk Museum er på sporet af endnu et kæmpestort meteoritfragment.

4 | Polarfronten | NR.1/2012

Foto: Henning Haack


De grønne prikker viser, hvor meteoritterne er fundet.

Den 31. august 1963 vandrede meteoritforskeren Vagn Buchwald som så ofte før rundt i terrænet i nærheden af Thule Airbase, hvor han var tilknyttet som videnskabelig forbindelsesofficer. Han brugte sin fritid til at søge efter fragmenter af den verdenskendte Cape York-meteorit og befandt sig den pågældende eftermiddag i et ufremkommeligt landskab på halvøen Agpalilik. Han havde kæmpet sig gennem et område med en masse moræneblokke fra istiden og satte sig ned for at drikke en kop kaffe. På et tidspunkt kigger han sig tilbage over skulderen og ser et lillebitte hjørne af noget, der stikker op mellem gnejsblokkene. - Sådan blev den næststørste af de ni Cape Yorkmeteoritter fundet, fortæller Henning Haack, der er ansvarlig for meteoritsamlingen på Geologisk Museum. Den viste sig at veje godt 20 ton, og havde der blot været én moræneblok mere, havde Vagn Buchwald aldrig fundet den. Mit ræsonnement er derfor, at når de jernmeteoritter, der indtil nu er fundet i området, har været næsten helt begravet, så må der i sagens natur også være nogle, som er fuldstændig begravet. Henning Haack har ikke ladet det blive ved ræsonnementet, for han er netop vendt hjem fra en ekspedition til Meteoritøen, som ligger i Cape York-meteoritternes nedfaldsområde. Her har han forsøgt at lokalisere nogle af de skjulte meteoritfragmenter, og han har spændende resultater med, der måske betyder, at der kan findes flere jernmeteoritter i området.

Cape York-meteoritten For omkring 5-10.000 år siden faldt det, der er den største kendte meteoritbyge, i det nordvestlige Grønland. En kæmpestor jernmeteor, som Henning Haack mener har været seks meter i diameter og vejet omkring 1.000 ton, bragede ind i Jordens atmosfære med en fart på 20-25 km

i sekundet. Meteorens møde med atmosfæren skabte et overvældende lyshav, som har overstrålet solens mange gange og været synligt i flere tusind kilometers afstand. Derpå fulgte en række overlydsbrag, som har rystet området godt og grundigt. Kollisionen med Jordens atmosfære har været så voldsom, at meteoren er brækket i mange store og små fragmenter, som har ramt jordens overflade som meteoritter. Der er indtil nu fundet ni fragmenter af Cape Yorkmeteoritten over en 100 km lang strækning. Tilsammen vejer de 58 ton, og hvis meteoren har vejet op imod 1.000 ton, må der ligge store mængder tilbage i nedfaldsområdet. - Vi ved, at når en meteor brækker i stykker i atmosfæren, så får man et elipseformet nedfaldsområde med de små fragmenter i den ene ende og de store i den anden, fortæller Henning Haack. Problemet er imidlertid, at isen i de forløbne 5.000 år har skubbet rundt på fragmenterne, så de i dag er spredt hulter til bulter over et kæmpestort område.

Tre ugers hårdt arbejde Ellers har Henning Haacks ekspedition ikke været den store raketvidenskab. Konceptet har været to mand, Haack selv og hans hjælper Jeppe Møhl, til at trække hver sin pulk påmonteret et magnetometer, som kan spore metaller ned til omkring 10 meters dybde. Metoden har krævet, at ekspeditionen skulle foregå i april-maj, hvor sne og is stadig gør det ufremkommelige bloklandskab farbart. - Heldigvis var føret perfekt, fortæller Henning Haack. Meteoritøen er mange steder flad som et stuegulv og var dækket af et jævnt lag sne. Undervejs blev pulken afløst af to hundeslæder, og sammenlagt dækkede de to ekspeditionsdeltagere 9 km2 i løbet af de tre uger i felten, hvilket svarer til, at de hver løb 300 km på ski og kørte 150 km i hundeslæde.

Polarfronten | NR.1/2012 | 5


Meteoritjægerne

Foto: Vagn Buchwald

Vagn Buchwald fotograferede sig selv umiddelbart efter, han fandt Agpalilik-meteoritten i august 1963.

En af bekymringerne før ekspeditionen var, om de naturlige sten i området havde så meget magnetisme i sig, at deres signaler ville overdøve signalet fra eventuelle jernmeteoritter. - Havde det været tilfældet, så kunne vi i det store og hele lige så godt være taget hjem samme dag. Men heldigvis var der næsten intet signal fra omgivelserne. Når Henning Haack kom hjem om aftenen, løb han målingerne igennem, og fandt han et meget kraftigt signal, gik turen tilbage dagen efter. - Vi foretog så nogle mere systematiske målinger på stedet, og dukkede der et såkaldt ’bull’s eye’ op, dvs. nogle koncentriske ringe med en meget skarp kontur, så vidste vi, at der kunne være tale om en meteorit.

Plads til optimisme De fleste gange viste genmålingen ikke den rigtige struktur: - Men vi har fundet en håndfuld steder, hvor specielt to ser meget lovende ud, fortæller Henning Haack. Hjemme i København er Henning Haack nu i gang med at analysere de mest interessante registreringer. Han diskuterer bl.a. med geologer i GEUS, om de meget lovende målinger kan skyldes nogle specielle geologiske formationer i undergrunden. Indtil videre peger meget på, at det kan være meteoritter. Men Henning Haack vil gerne være helt overbevist, før han

6 | Polarfronten | NR.1/2012

En jernmeteorit er kernen fra en forulykket asteroide, som er dannet længe før solsystemets opståen. Cape York-meteoritten ramte Nordgrønland for 5.000 år siden, hvor den 1.000 ton tunge jernmeteorit blev splintret i kollisionen med Jordens atmosfære og spredt ud over et kæmpestort område. Allerede i starten af 1800-tallet hørte hvalfangere og opdagelsesrejsende om noget specielt jern, som lokale jægere brugte til at lave redskaber af. I 1897 hentede den amerikanske opdagelsesrejsende Robert Peary tre meteoritter til USA, heriblandt den største, Ahnighito, på 31 ton. De er i dag udstillet på American Museum of Natural History i New York. Også Knud Rasmussen har hjembragt to meteoritter med 15 års mellemrum. Den næststørste i samlingen, Agpalilik på 20 ton, blev fundet af Vagn Buchwald i 1963. Den befinder sig nu på Geologisk Museum, hvor den største del står i forgården til museet, mens en mindre del er udstillet. Der er i alt fundet ni fragmenter af Cape York-meteoritten.

eventuelt går i gang med at grave. For det bliver både dyrt og besværligt. - Den må ligge i en 5-10 meters dybde i noget permafrost og gletsjeraflejringer og langt pokker i vold ude i fjeldet. Så det bliver ikke alene svært at sprænge sig ned til meteoritten, men også svært at få den op til overfladen. En anden mulighed er at drage tilbage til området , denne gang med en georadar, som kan fastslå, om det er en meteorit, hvor dybt den ligger, og hvor stor den er. Selvom Henning Haack ikke vil lægge hovedet på blokken, så virker han overbevist om, at han har fundet en meteorit: - Alene det, at målingerne aftegner en markant cirkel, taler for det. Det eneste, der ellers kan lave et sådant signal er en kimberlit (diamantrør), og det tror jeg ikke på, selvom det kunne være rigtig interessant, som han siger med et bredt smil. Ganske vist ved Henning Haack sikkert godt, at diamanter varer evigt, men han ser nu ud til at foretrække en jernmeteorit med tilhørende videnskabelige udfordringer. Poul-Erik Philbert

Henning Haack, Geologisk Museum


Fokus på permafrosten Permafrosten tør i Arktis, og det har konsekvenser for den globale opvarmning og de arktiske samfund. Men vi mangler viden om problemet. De næste seks år skal det nye Center for Permafrost (CENPERM) ved Københavns Universitet råde bod på dette med udgangspunkt i Grønland. De stigende temperaturer i Arktis får den frosne jord til at tø, efter at den i tusindvis af år har været permanent nedfrosset. Vi ved, at når permafrosten tør, så opstår der skader på huse, veje, broer og anden infrastruktur. Vi ved også, at optøningen frigiver store mængder af kuldioxid (CO2), metan og andre drivhusgasser, der sætter yderligere skub i den globale opvarmning. Problemet er, at vores viden om permafrosten er begrænset.

Et klap på skulderen Det er kort fortalt baggrunden for, at Danmarks Grundforskningsfond har bevilget 60 millioner kroner til det tværfaglige Center for Permafrost (CENPERM). Her skal medarbejdere fra Institut for Geografi og Geologi på Københavns Universitet i de næste seks år arbejde sammen med forskere fra Biologisk Institut og De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS). Centrets leder, professor Bo Elberling, og ansatte kan godt tillade sig at kippe med flaget, for Grundforskningsfondens centerbevillinger går kun til ’forskere med de bedste og mest ambitiøse idéer’. Der ligger da også et stort og systematisk arbejde forud for bevillingen, hvor forskerne i det nye center gennem mange år har samlet prøver ind i felten og analyseret i laboratorierne. Dette arbejde vil nu blive intensiveret og udbredt til nye feltområder i Grønland. Og der er nok at tage fat på: - Vi ved faktisk hverken hvor store mængder drivhusgasser, der ligger bundet i permafrostområderne, eller hvor hurtigt omsætningen vil foregå, og det gør det meget svært at komme med præcise bud på, hvordan fremtiden vil udvikle sig, lyder det fra Bo Elberling.

Tværvidenskabelig indsats

Fotos: CENPERM

Permafrosten tør En fjerdedel af Arktis er dækket af permafrost eller jordlag, som er frosset året rundt. Fra målinger i Grønland ved vi, at permafrosten tør, og at det f.eks. ved forskningsstationen Zackenberg i Nordøstgrønland sker med en hastighed på mellem 1 og 2 cm om året. Det anslås, at omkring 9-15 procent af de øverste tre meter af permafrosten vil være optøet i 2040, hvilket betyder, at 1-2 mia. ton kulstof pr. år kan mobiliseres og delvist frigives som kuldioxid og metan. Det svarer til USA’s årlige CO2-udslip.

- CENPERM er en unik chance for at koble forskellige videnskabelige grene sammen i et ambitiøst og langsigtet initiativ. De processer, vi vil undersøge, er helt centrale for at kunne forudsige ændringer i hele den arktiske region. Vi har valgt at fokusere vores indsats i Grønland, fordi vi allerede har udført forskning dér i mere end 15 år og samtidig har en veludbygget infrastruktur, fortæller professoren, der selv har været på mere end 15 ekspeditioner til Arktisk Canada, Grønland, Svalbard og Antarktis. Poul-Erik Philbert

Bo Elberling, CENPERM ≈ Læs mere om CENPERM

Han mener til gengæld, at en sammenhængende og tværvidenskabelig forskningsindsats i Grønland er et godt bidrag til en større viden:

Polarfronten | NR.1/2012 | 7


De åbne anstalter

lukker dørene

Indsatte i de åbne grønlandske anstalter er ikke længere i så tæt kontakt med det omkringliggende samfund som tidligere. Samtidig mangler anstalterne fængslets mange tilbud, og det undergraver resocialiseringen, lyder det i en ny ph.d.-afhandling om de såkaldt åbne anstalter i Grønland. Få har udgang

Det er nok almindelig kendt, at Grønland ingen fængsler har. Lovovertræderne opholder sig i åbne anstalter, kan passe et arbejde i dagtimerne og har rundhåndet tilladelse til at besøge familie og venner. Et humant syn på straf, hvor hovedvægten bliver lagt på resocialisering af de indsatte. Det er i hvert fald det officielle billede.

Mindre resocialisering Det er derfor overraskende, når sociologen Annemette Nyborg Lauritsen uden tøven slår fast: - Mine erfaringer er, at der foregår mere resocialisering i danske fængsler end i grønlandske anstalter. Det modsatte burde være tilfældet, hvad hun i næste åndedrag selv gør opmærksom på. Annemette Nyborg Lauritsen ved, hvad hun taler om. Hun er sociolog og har på Grønlands Universitet netop forsvaret sin ph.d.afhandling om den grønlandske anstalt og livet bag murene. Og hun har ikke kun siddet ved sit skrivebord, men har gennem ni måneder fulgt dagligdagen i anstalterne i Nuuk og Ilulissat.

Der er ikke tidligere forsket særlig meget i de grønlandske anstalter. Men i forbindelse med den grønlandske retsvæsenskommissions arbejde blev det bl.a. dokumenteret, at en meget stor del af de indsatte i 90’erne havde arbejde uden for anstalten, og at de åbne anstalter derfor grundlæggende fungerede efter hensigten på den tid. Annemette Nyborg Lauritsen mødte imidlertid en helt anden virkelighed, da hun i 2009-10 havde sin gang i anstalterne: - Det fremgik meget tydeligt, at der var meget få indsatte, som forlod anstalten for at gå på arbejde udenfor, og at det derfor kun var et lille mindretal, som mærkede noget til de oprindelige principper bag de såkaldt åbne anstalter. Annemette Nyborg Lauritsens gennemgang af anstalternes journaler bekræfter dette indtryk. Det viser sig, at kun 13,9 pct. af landets indsatte i juni 2010 var helt eller delvist beskæftiget uden for anstalten, og at kun 36,7 pct. af samtlige var i udgangsforløb.

Åbne anstalter

Fotos: Annemette Nyborg Lauritsen

8 | Polarfronten | NR.1/2012

De åbne anstalter kom med en ændring af kriminalloven i 1963. I en bemærkning til loven stod der, at de ikke måtte have karakter af fængsler. Det var i god pagt med de fremherskende vinde på retsområdet internationalt, hvor retssociologerne var meget optaget af at undgå fængslets skadelige virkninger. Og så sparede statskassen selvfølgelig også mange penge på ikke at bygge rigtige fængsler. Den bærende idé var, at de indsatte skulle bevare en tilknytning til det omkringliggende samfund. De boede på anstalten, men gik på arbejde i dagtimerne og havde i det hele taget gode muligheder for udgang. I forbindelse med kriminalloven i 1953 blev gerningsmandsprincippet slået fast, dvs. at der ikke blev lagt så meget vægt på gerningen (gerningsprincippet) som i Danmark, men mere vægt på gerningsmandens fremtid. Dette princip er det bærende fundament i etableringen af de åbne anstalter og i resocialiseringstanken.


- Ganske vist var 28,3 pct. af de indsatte tilbageholdte, dvs. varetægtsfængslede, som ikke kunne få udgang, men det ændrer ikke ved den kendsgerning, at størstedelen af de indsatte lever deres fulde liv i en anstalt, hvilket er stik imod intentionerne og ideologien bag det grønlandske straffesystem, siger Annemette Nyborg Lauritsen.

Anstalt eller fængsel Hendes pointe er, at efterhånden som anstalten mere og mere lukker sig om de indsatte, begynder den at ligne traditionelle fængsler bortset fra, at den mangler de positive sider af fængselssystemet. - Fængslet er det, man kalder en total institution, hvor de indsatte lever deres fulde liv. Og derfor har man indrettet en lang række faciliteter, der er tilpasset til et liv i afsondrethed. Der er som regel et kæmpestort gårdareal, der er skole, kirke, kiosk, arbejdspladser, der er musiklokaler, motionsrum og meget mere. Alle disse faciliteter mangler de grønlandske anstalter, fordi de er indrettet på, at anstaltens beboere under afsoningen er i beskæftigelse uden for anstalten i dagtimerne. I de perioder jeg har opholdt mig i anstalterne i Nuuk og Ilulissat, så jeg således kun i meget begrænset omfang behandling og aktiviteter, som havde et resocialiserende sigte. Grønland står derfor over for det grundlæggende valg, om anstalten fortsat skal være ’åben anstalt’, eller om den i virkeligheden skal være et fængsel. - Som det er i dag, har man skabt en ’bastard-institution’, der hverken er det ene eller det andet. En institution, som ligger fjernt fra den åbne anstalts oprindelige ideologi, og som for de fleste indsatte synes langt mere lukket og pinefuld end fængslet, slår Annemette Nyborg Lauritsen fast.

Et politisk pres Annemette Nyborg Lauritsen gør opmærksom på, at denne udvikling er gået hånd i hånd med, at det grønlandske samfund i 00’erne er begyndt at sende flere til afsoning. Selvom der er sket et fald i kriminalretslige afgørelser fra 2000 til 2009, har der i samme periode været en voldsom stigning i antallet af sager, som har ført til anstaltsanbringelse. Hvor det i 2000 kun var tilfældet for 3,2 pct. af de kriminalretslige sager, var det i 2009 steget til hele 11 procent. - Forklaringen må være, at politi og domstole har skærpet kursen mod de kriminelle, siger Annemette Nyborg Lauritsen. De er begyndt at sidestille gerningsmandsprincippet med gerningsprincippet og har dermed indledt en tilnærmelse mellem det grønlandske og det danske system (se boks). Det fremgår således direkte af den nye kriminallov, som trådte i kraft 1/1-2010, at gerningsmands- og gerningsprincippet skal sidestilles. Men Annemette Nyborg Lauritsen understreger, at den udvikling allerede var i gang administrativt, før det lovmæssige grundlag kom til. Poul-Erik Philbert

Annemette Nyborg Lauritsen, Ilisimatusarfik ≈ Læs ph.d.-afhandling: Anstalten – frihedsberøvelse i Grønland

Foto: Carsten Egevang, Arc-pic.com

Kriminalitet i Grønland Grønland havde i 1994 16,5 indsatte pr. 10.000 indbyggere, og det var i 2011 steget til 34, hvilket er ekstremt højt i en international sammenligning. Annemette Nyborg Lauritsens journalstudier viser, at der i juni 2010 var 180 indsatte i grønlandske anstalter, hvoraf 14,4 pct. var kvinder mod 3 pct. I Danmark i 2008. Lidt mere end en fjerdedel havde misbrugsproblemer med hash eller alkohol, og 45 pct. var hjemløse. Størsteparten sidder for personfarlig kriminalitet, nemlig 63,3 pct. Heraf halvdelen for vold, drabsforsøg eller trusler, 12,7 pct. for drab og 14,5 pct. for sædelighedsforbrydelser. Drab og sædelighedsforbrydelser er ti gange så hyppige som i Danmark, mens vold er ca. otte gange så hyppig. 22 af Nuuks 73 indsatte havde været i isolation i forbindelse med nuværende indsættelse, hvilket er bekymrende højt ifølge Annemette Nyborg Lauritsen.

Polarfronten | NR.1/2012 | 9


Metaltræthed – ikke her! Avisoverskrifter, konferencer, debatindlæg fra engagerede grønlandske borgere og fra en tidligere dansk udenrigsminister. Alt sammen har på den ene eller anden måde noget at gøre med nogle grundstoffer i den grønlandske undergrund, som er ved at blive en global mangelvare. Men at det er kommet dertil, er nu vores egen skyld. Smartphones og vindmøller har det tilfælles, at de indeholder metaller. Sidstnævnte har indhold af grundstoffet neodymium, som er et af stofferne i den klynge metaller, der kaldes ’de sjældne jordarter’. På det seneste er de blevet årsag til, at politikerne i EU er gået i en nær-panik tilstand (se boks om sjældne jordarter). Årsagen er trefoldig: For det første har Kina store mængder sjældne jordarter i undergrunden. For det andet har Kina udviklet industrier, der forbruger disse metaller. Dette er en direkte følge af den vestlige verdens outsourcing af industriproduktionen, som har gjort det muligt for Kina at etablere en monopollignende situation på produktion og forbrug af disse efterspurgte metaller. Og for det tredje har EU sovet i timen. Kineserne har nu rettet opmærksomheden mod Grønland, hvis forekomster af sjældne jordarter potentielt vil kunne bryde Kinas monopol. Panikken opstår, fordi EU satser på grøn teknologi som et vækstområde. Her er de sjældne jordarter essentielle ingredienser. Den uheldige situation er dog vores egen skyld, mener en statsgeolog.

Vi har sovet i timen Det er ifølge statsgeolog Karen Hanghøj fra GEUS (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland) vores egen skyld, når debatten nu spidser til og panikken breder sig med hensyn til for-

10 | Polarfronten | NR.1/2012

syningssikkerheden for de sjældne jordarter. Statsgeologen forklarer: - Ressourcer som metaller indgår i et dynamisk system. Det kan ikke siges for tit i relation til historien om udvindingen af de sjældne jordarter: Der er ingenting i det forløb, der skulle have overrasket nogen. Efterspørgslen på de sjældne jordarter er styret af de nye teknologier. Vi har kendt teknologierne, vi har vidst, at det var teknologier, der var kommet for at blive, og at efterspørgslen efter sjældne jordarter ville blive øget. Priserne på de sjældne jordarter gik op, produktionen skiftede fra at være baseret i flere lande, ikke mindst USA til, at Kina øgede produktionen i takt med, at andre producenter stoppede brydning. - Vi kunne have undgået, at kineserne fik monopol, hvis vi havde haft øjnene åbne. Problemet er ikke, at de har haft en eller anden hemmelig teknologi eller viden. Det har været fuldstændig markedsdrevet, og Kina har kunnet drage fordel af, at vi måske i virkeligheden er godt tilfredse med at have minedrift langt væk i f.eks. Kina og Afrika. Og Karen Hanghøj tilføjer: - Det hører jo med til billedet, at vi i Europa ikke bryder os særlig meget om mineindustri. Det sviner jo. Vi opfatter det som en snavset industri, men vi vil gerne have al teknologien. Som Karen Hanghøj nævner, så er forbrug af råstoffer - som de sjældne jordarters metaller - meget dynamisk

og varierer med priser, udbud og ikke mindst nye teknologier, som skaber efterspørgsel efter nye råstoffer. Hvis man nu skulle undgå at sove i den næste time og kigge lidt ud i fremtiden, hvilke grundstoffer kunne så blive interessante?

Grafit på vej - måske En kurve over lysten til at lede efter grafitforekomster kan måske give et svar. Frem til februar 2012 lå kurven nogenlunde stabilt på et ’ikkeinteresseret’ niveau. Men fra februar og fremefter er interessen for grafit pludselig eksploderet. Om årsagen til dette siger seniorgeolog på GEUS Per Kalvig: - Der er ingen tvivl om, at det er grafit til litiumbatterier, der driver interessen. Hvis man ser på efterforskningen, opdager man, at de små selskaber begynder at røre på sig. For år tilbage ville der ikke have været én eneste, som overvejede noget som helst med grafit. Men nu begynder det at trække overskrifter og gribe om sig. Per Kalvig fortsætter: - De sidste par år er de små selskaber blevet bedre til at lægge ørene til vandrørene og finde ud af, hvad der er trenden, og hvor de kan tjene penge. De ved måske godt, at de ikke kan gå hele vejen fra efterforskning til minedrift. Men de kan i hvert fald tage det første skridt i efterforskningen og få projektet løftet op, så det kan blive interessant for selskaber med særlig ekspertise på området.


Kringlerne nær Qaqortoq i Sydgrønland er et af de steder, hvor grundfjeldet indeholder sjældne jordarter. Her har firmaet TANBREEZ Mining Greenland A/S en efterforskningslicens.

Foto: Anders Westergaard, MT Højgaard.

Karen Hanghøj supplerer: - Det første der sker er, at prisen stiger. Når batteriproducenterne har svært ved at skaffe grafitten, så stiger prisen. Udbud og efterspørgsel. Når prisen stiger, så stiger efterforskningen med det samme. Skulle grafit gå hen og blive det næste store hit, kan man måske forestille sig en situation om 5-10 år, som ligner den, der udspiller sig omkring de sjældne jordarter i dag. Kina sidder nemlig på 77 pct. af markedet, og i Grønlands undergrund er der grafitforekomster. Spørgsmålet er, hvor mange og hvilken størrelse og kvalitet de har. Karen Hanghøj siger: - Det er ikke et felt, der har fået meget opmærksomhed endnu, hverken fra GEUS eller fra Råstofdirektoratet

i Nuuk. Så det er ikke noget, vi ved ret meget om, og vi har ikke brugt mange ressourcer på det. Men det er noget, vi taler om at tage fat på. Og så maner Karen Hanghøj til besindighed. Hun understreger kraftigt: - En meget vigtig pointe er, at grafit godt kan blive det næste. Men det kan også ske, at det bliver noget andet. Så hele pointen er, at det er et meget dynamisk system, hvilket er vigtigt for os at understrege. Det skal netop ikke være sådan, at vi nu kaster alt, hvad vi har i hænderne og går efter de sjældne jordarter og glemmer alt andet. Og det skal vi heller ikke gøre med grafit – og så glemme, at vi skal holde os orienteret om 117 andre ting. Uffe Wilken

Statsgeolog på GEUS Karen Hanghøj: Hvad skal der til,

for at grafit ændrer status fra at være ’next-generation interessant’ til at være ’her-og-nu interessant?’ Statsgeolog Karen Hanghøj, GEUS

I både elbiler og vindmøller bruges neodymiun. Grundstoffet indgår i generatorernes magneter.

Foto: Uffe Wilken

Polarfronten | NR.1/2012 | 11


Sjældne jordarter – ikke så sjældne, men kritiske Der er 17 grundstoffer, som samlet kaldes de sjældne jordarter (på engelsk: Rare Earth Elements, REE). Heraf bruges de 14 i industrien især inden for produktion af smartphones, computere, superledere, katalysatorer og de grønne teknologier som vindmøller og elbiler. I Grønland er lokaliseret otte forekomster. Selskaberne, der har koncessionerne på disse forekomster, arbejder med at vurdere, om forekomsterne kan danne grundlag for minedrift. De sjældne jordarter tilhører den gruppe af stoffer, som EU kalder ’kritiske mineraler’. At et mineral betegnes som kritisk betyder, at mineralet har en høj risiko, når det gælder forsyningssikkerhed. Samtidig skal mineralet være vigtigt i industriel sammenhæng. Ud over jordarterne omfatter EU’s liste mere end 13 grundstoffer, som bl.a. tæller kobolt, grafit, magnesium og wolfram. At de sjældne jordarter tilhører gruppen af kritiske mineraler skyldes forsyningssikkerheden – eller rettere usikkerheden. I 2009 sad Kina på 97 pct. af verdens produktion af jordarterne, og landet har indført restriktioner og kvoter på eksport. De sjældne jordarter findes også andre steder end i Grønland og Kina, men forekomsterne er ikke økonomisk bæredygtige på nuværende tidspunkt. EU er stærkt foruroliget over en situation, hvor landenes industrier er totalt afhængige af at måtte importere de sjældne jordarter, og hvor Kina stort set har monopol på stofferne og kan styre markedet. Den tilspidsede situation understreges af, at der endnu ikke findes hverken nævneværdigt genbrug eller erstatningsprodukter, der er rentable.

Nul-tolerance: Men hvorfor? Debatten om udvindingen af de sjældne jordarter i Grønland har mange facetter. Fra bekymring over social dumping, hvis kineserne selv medbringer tusindvis af anlægsarbejdere, til strategiske, storpolitiske overvejelser. En af de meget konkrete problemstillinger går på, hvad man skal stille op med uranen. Den er et radioaktivt biprodukt af udvindingen af de sjældne jordarters metaller, som man får med i pakken af problemer, der skal løses. I Grønland som i Danmark har der været en ’nul-tolerance’, forstået på den måde, at en udvinding ikke må forøge strålingen i et område ud over, hvad der er naturlig baggrundsstråling. Det debatteres i øjeblikket i Grønland, om man skal ændre på denne grænse, fordi den gør det vanskeligt at udvinde de sjældne jordarters metaller. Til spørgsmålet om nul-tolerancen siger statsgeolog Karen Hanghøj fra GEUS – De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland: - Debatten om nul-tolerancen er direkte afledt af problematikken omkring de sjældne jordarter, fordi de meget ofte forekommer sammen med uran og thorium. Hvordan denne tolerancegrænse overhovedet er opstået er uklart, men den stammer formentligt fra den danske deltagelse i ikke-spredningstraktaten og beslutningen om ikke at satse på atomkraft. På et eller andet tidspunkt har nogen valgt at kalde den nul-tolerancen. Nu dukker den så op i samfundsdebatten i Grønland og gør, at politikerne må overveje, om de vil have den eller ej. Uffe Wilken

Udvinding af grafit i Grønland Kommer det på tale at udnytte Grønlands forekomster af grafit, vil det i givet fald ikke være første gang. Forskellige forekomster har været udnyttet over en 100-årig periode fra 1845. Fra 1914-24 var der regulær underjordisk minedrift ved Amitsoq i Sydgrønland, hvor grafitten netop blev brugt som ingrediens i Hellesens batterier. Kvaliteten af grafitten var dog ikke god nok, og driften blev indstillet i 1924.

12 | Polarfronten | NR.1/2012

≈ IA’s konferencemateriale:

’Råstoffer i Arktis - de udenrigspolitiske udfordringer’

≈ GEUS’ konference

‘Critical minerals for the clean energy and high technology industries 2012 and beyond - the EU perspective’


Fotos: Geologisk Institut, KU

Udgravninger i Jameson Land i slutningen af 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne, hvor bl.a. Lars B. Clemmensen deltog.

Tilbage til

Jameson Land Geocenter Møn planlægger en dinosaurudstilling og henter selv nogle af skeletterne på en ekspedition til Jameson Land i Østgrønland denne sommer. Nils Natorp er som leder af Geocenter Møn i fuld gang med at planlægge en dinosaurudstilling og besøgte for nylig Harvard Universitet, hvor mange af udstillingsgenstandene befinder sig. Det store trækplaster bliver et næsten komplet plateosaurskelet, og Nils Natorp lægger ikke skjul på, at han spærrede øjnene op, da han blev præsenteret for det: - Jeg fik noget af et chok, da jeg så, hvor mange løsdele plateosauren lå i på Harvard Universitet, fortæller han. Der var mindst 1.000, og jeg tænkte umiddelbart, at det her går simpelthen ikke. Det kan vi ikke præsentere for publikum. Men da den første overraskelse havde lagt sig, viste det sig, at det kunne man nu alligevel godt.

Også nye skeletter Plateosaurskelettet bliver hovedattraktionen på dinosaurudstillingen, som slår dørene op i foråret 2013. Men med i kasserne fra Harvard Universitet kommer mange andre genstande: skeletdele og rester af rovøgler, urpadder og små pattedyr og en masse forstenede fodspor, der alle sammen stammer fra en række ekspeditioner til Jameson Land i Østgrønland i slutningen af 1980’erne og første halvdel af 90’erne. Nils Natorp håber også på at kunne præsentere nogle helt nyudgravede dinosaurskeletter på udstillingen. En portion af de 7 mio. kr., som en række fonde har givet til projektet, bliver nemlig brugt til at sende en ekspedition til netop Jameson Land denne sommer. Der er samlet et hold på 10 personer, hvoraf de fem er dinosaur-eksperter, og i spidsen står geologen Lars B. Clemmensen fra Københavns Universitet, som var med på flere af ekspeditionerne i 80’erne og 90’erne og kender området særdeles godt. Han kender blandt andet to-tre steder, hvor der ligger delskeletter af plateosaurer.

Plateosaurus

- Så vi ved, at vi kommer hjem med noget, men vi vil jo meget gerne finde noget mere komplet materiale, siger Lars B. Clemmensen. Det ville også være fantastisk, hvis det lykkedes os at finde et velbevaret skelet af en rovøgle. Paradoksalt nok er der ikke fundet skeletter efter rovøgler, selvom der er fundet tusindvis af fodspor efter dem. Forskerholdet vil også benytte lejligheden til at studere nogle af de mange forstenede fodspor nærmere og finde hemmeligheder om fortidens klima i de gamle bjergarter.

Følg ekspeditionen Vi får alle mulighed for et kig over skuldrene på forskerne de tre uger i juli, hvor ekspeditionen foregår. På Geocenter Møns hjemmeside vil der dagligt blive lagt dagbogsoptegnelser ud og sendt 5-10 minutters filmoptagelser fra dagens arbejde, hvor vi kan følge udgravningerne og ekspeditionsdeltagernes dagligdag. Udstillingen må vi vente på til foråret 2013, men det kan allerede nu afsløres, at plateosauren fra Harvard kommer med. Ikke som et samlet opretstående dinosaurskelet ganske vist. Men professor Farish Jenkins fra Harvard har lovet at komme til Møn og lægge de hundredvis af knogler, så de kommer til at ligge præcist, som de blev fundet i Jameson Land i 1989. Poul-Erik Philbert

≈ Følg ekspeditionen og læs om udstillingen. Polarfronten | NR.1/2012 | 13


Den flyvende gummibåd er velegnet til rekognoscering i Grønland, fordi den kan lande både i vand og på land.

Skipper på en flyvende gummibåd En flyvende gummibåd er Jeppe Møhls gave til polarforskningen. Med den kan han for en klatskilling gøre det muligt for forskere at rekognoscere i selv vanskeligt fremkommelige egne af Grønland. Det løber nemt op i en 20-30.000 kr. i timen, hvis et forskerhold skal bruge en helikopter eller et twinotter-fly under feltarbejde i Grønland. Og det kan hurtigt udhule et måske i forvejen ikke særligt velpolstret budget. Så hver krone bliver vendt og drejet, når det skal besluttes, hvad der er nødvendigt i felten, og hvad man desværre må se bort fra. Det har forskerne lært at leve med, men samtidig er den ansvarlige kassemester altid på udkig efter små forbedringer, som kan flytte penge fra logistik til forskning.

Lette og lande på vand Det ved Jeppe Møhl alt om, for han har været konservator på Zoologisk Museum i næsten 45 år og har deltaget i ekspeditioner til Grønland utallige gange. Så da der en dag i 2007 kom en mail fra hans søn, som er Airbus-pilot, om et specielt, ultralet vandfly, kunne han hurtigt se, at her lå der måske et lille columbusæg til udrugning. Det forunderlige fly, der bedst kan beskrives som en flyvende gummibåd, kunne lette og lande på vand og var ekstremt billigt i drift. Det gjorde det meget anvendeligt til rekognoscering i utilgængelige og øde egne af Grønland, ikke mindst fordi meget af feltarbejdet foregår i kystområder, ved søer og elve. Det gælder bl.a. for arkæologerne, som gerne vil kunne identificere bopladser og andre arkæologiske strukturer fra luften.

14 | Polarfronten | NR.1/2012

Foto: Bo Elberling


Polarfronten | NR.1/2012 | 15


Foto: Jeppe Møhl

Over nordbopladser I dag fem år senere har Jeppe Møhl ikke alene sin egen flyvende gummibåd og certifikat til at føre den. Han har også gennemført mange ture med forskere i passagersædet og har dermed fået afprøvet flyets anvendelighed i store – måske ellers utilgængelige – grønlandske områder. Han har både i 2008 og 2009 haft flyet med i Sydvestgrønland, hvor han har et sommerhus, og hvor der omkring Igaliku for øjeblikket foregår en masse arkæologi. Begge år har Jeppe Møhl og den flyvende gummibåd gjort sig nyttige og løftet arkæologerne op over nordboernes gamle bopladser. Og det har været en succes. Der er blevet plads til Møhl og hans maskine i forordet til den afsluttende rapport, hvor arkæologerne N.C. Clemmensen og Hans Kapel understreger, at overflyvninger og fotografering fra lav højde har været ’et værdifuldt supplement’, og at fotomaterialet har givet ’en langt mere præcis tolkning af de opmålte ruiner, end det er muligt ved iagttagelse fra jorden’. De nævner også, at flyvningerne har resulteret i ’fund af et par hidtil oversete ruiner samt andre menneskeskabte spor i terrænet’.

På ekspedition med Activ Den ultimative ilddåb fik Jeppe Møhl sidste sommer, hvor han havde sit fly med på Nordøstgrønland Ekspeditionen 2011 med skonnerten Activ. Videnskabsfolk, kunstnere og filmmagere tilbragte nogle uger sammen ombord og kiggede hinanden over skuldrene til fælles inspiration. Det var derfor en meget varieret gruppe passagerer, som Møhl gik i luften med: - Jeg gennemførte vel omkring 15 flyvninger. Ikke kun med arkæologer, men også med et par geografer, som var interesseret i vegetationsforholdene i et ørkenagtigt område, og en geolog, som brugte fugleperspektivet til at finde interessante formationer og vurdere, hvordan man senere kunne komme dertil til fods med grej og proviant.

16 | Polarfronten | NR.1/2012

Foto: Haslund Film

Der var også filmfotografer med på bagsædet, og rygterne siger, at Jeppe Møhls flyvende gummibåd kommer til at spille en fremtrædende rolle i den film om ekspeditionen, som filmmanden Michael Haslund-Christensen for øjeblikket er i gang med at færdiggøre, og som antagelig får premiere i løbet af efteråret.

Sikker i luften Når man ser det spinkle fly, som har lidt Georg Gearløsagtigt over sig, kan man måske få en fornemmelse af, at det må være farligt at flyve i. Men det er Jeppe Møhl ikke enig i: - Vi er jo spændt fast, så man falder i hvert fald ikke ud. Det, alle piloter frygter, er motorstop. Men sker det – og det har jeg oplevet – så skal man blot vælge et landingssted, lade flyet svæve ned og samtidig holde en bestemt vinkel og hastighed, så det ikke staller. Det er en procedure, som vi træner meget, og som derfor sidder på rygmarven, så i virkeligheden er det meget udramatisk. - Når jeg har passagerer med oppe at flyve, er de altid voldsomt begejstrede bagefter, fortæller han. De bliver vildt høje af oplevelsen, og selv mennesker, som virkelig lider af flyskræk, har syntes, at det var helt vidunderligt. Men der har selvfølgelig været ture, hvor nogle er blevet udsat for grænseoverskridende prøvelser. Jeppe Møhl fortæller om en tur med en forsker, hvor radiokontakten mellem dem svigtede undervejs, og han til sidst besluttede at gå ned på en elv for at reparere det. Landingen gik godt, men vandet var lidt uklart, og flyets ror stødte på en sten, som slog det ud af kurs. Da de skulle lette, stødte roret igen på en stor sten, og Jeppe Møhl måtte søge ind til bredden endnu en gang . - Til sidst kom vi selvfølgelig op, men da havde min passager godt nok fået røget mange cigaretter, griner Jeppe Møhl. Det var ikke nogen farlig situation, men jeg forstår da godt, at han blev bekymret.


Foto: Bo Elberling

Blod på tanden Jeppe Møhl har bud på andre opgaver, hvor forskere kunne have fornøjelse af hans flyvninger. Det gælder f.eks. biologernes mærkning af hvaler, hvor han fra sit fly kan være med til at spore hvalerne før mærkningen. Nogle af mærkningsinstrumenterne sidder kun på hvalen en dag eller to, og i de situationer kunne den flyvende gummibåd hurtigt og effektivt finde frem til den rigtige position og samle dem op. Jeppe Møhl har i hvert fald blod på tanden og mener nok, han kan give en hjælpende hånd nogle år frem: - Jeg er ganske vist en ældre herre, siger han, men det kan godt blive til nogle sæsoner endnu som skipper på den flyvende gummibåd. Poul-Erik Philbert

Filmklip: Jeppe Møhl i luften

Den flyvende gummibåd Den flyvende gummibåd er et ultralet fly, som er udstyret med en gummibåd, der gør det muligt at lette og lande på vand. Jeppe Møhls model er desuden udstyret med landingshjul, der kan trækkes op eller ned, alt efter om der skal landes på land eller vand. Flyet er en italiensk opfindelse og er en ombygning af det mere udbredte dragefly, som i stedet for gummibåden har hjul. Dens topfart er 80 km/t, den har et vingefang på 11,15 m og vejer ca. 250 kg. I luften må den højst veje 450 kg totalt (incl. brændstof og to ombord) og ikke komme højere op end 3.000 meter. Den er udstyret med en tocylindret totakts Rotax-motor, som er luft/vandkølet og forsynet med en firebladet propel, der vender bagud, således at maskinen bliver skubbet frem. Den er billig at flyve med, og på en fuld tank på 30-35 liter kan den flyve et par timer eller sammenlagt omkring 150 kilometer. Man regner med, at der er solgt omkring 1.000 af dem på verdensplan. Prisen for hele herligheden ligger på mellem 160 og 200.000 kr.

Kontakt: Jeppe Møhl Polarfronten | NR.1/2012 | 17


Muligvis liv Den ydre verden kom forbi et kort øjeblik i februar 2012. For første gang i 15 millioner år var der kontakt mellem den tilfrosne Lake Vostok på Antarktis og isoverfladen næsten fire kilometer længere oppe. På trods af den lange isolation og det ekstreme miljø mener flere biologer, at man nok vil finde en eller anden form for liv i søen. Det tyder fund af bakterier i isen på. Da de russiske forskeres borehoved brød gennem den sidste is, fik undertrykket i borerøret vand fra søen til at fosse op i røret. Det frøs dog hurtigt til igen og skabte en ca. 40 meter lang prop af is. Når forskerne vender tilbage til søen til december, skal de bore denne prop ud, før de kan komme ned til det, som det hele drejer sig om. Lake Vostoks isolerede verden af vand, som har været indkapslet af is i 15 millioner år. Antarktis er et ekstremt sted på kloden på grund af de lave temperaturer, fravær af sollys i flere måneder og den permanente nedfrysning. Noget af det videnskabsfolkene håber at få ud af at bore på et så ugæstfrit sted er at se, om der er liv. Og i givet fald hvilke former for liv, og hvordan det har tilpasset sig det ekstreme miljø. Umiddelbart er det dog hverken mørket, et tryk der er flere hundrede gange så højt som ved havoverfladen eller vandtemperaturer på et par minusgrader, der er de største udfordringer for liv. Det er paradoksalt nok ilt. Ikke for lidt, men alt for meget.

Giftig ilt Der er mere end 386 søer under Antarktis’ is. Med et areal som halvdelen af Jylland er Vostok den største af søerne. Nedisningen af Antarktis begyndte for 30-35 millioner år siden, og Vostok har sandsynligvis været dækket af is halvdelen af tiden.

18 | Polarfronten | NR.1/2012

Sergey Bulat er på forårsbesøg i København. Han er professor på Petersburg Nuclear Physics Institute i Gatchina i Rusland og er ansvarlig for at analysere dna-materialet fra Vostok. Om de barrierer der er, for at liv har kunnet overleve og udvikle sig under isen, forklarer han: - Tryk er ikke en barriere. Selvom trykket i Vostok er omkring 400 gange højere end ved havoverfladen, så finder man mikrober på bunden af dybhavet, hvor trykket er mange gange større. Ikke mange arter, men dog nogle. Manglende lys og en vandtemperatur på minus tre grader er heller ikke nogle barrierer. Den største barriere er det ekstreme indhold af opløst ilt, der sandsynligvis må være i vandet. Da søen blev isoleret for omkring 15 millioner år siden, begyndte ilten at akkumulere fra den smeltende gletsjeris, som dækker søen som et låg. I den nordlige halvdel af søen smelter isen, hvilket skyldes jordvarmen fra grundfjeldet på søbunden samt et tykkere isdække. I den anden halvdel af søen genfryser søvandet øverst i søen under gletsjerisen på grund af et tyndere isdække og en temperatur, der er ca. en grad koldere. Polarforskeren forklarer videre om vand og ilt: - I kolde kilder ved havoverfladen er der ca. 14 milligram opløst ilt pr. liter vand, hvilket er det maksimale. Tages udskiftningen af søvandet i be-

tragtning i løbet af en periode på 15 millioner år, viser beregninger, at der må være mere end 700 milligram opløst ilt per liter Vostokvand. Det er en enorm mængde! I laboratorieforsøg med et iltindhold på 175 milligram ilt pr. liter ophørte almindelige bakteriers udvikling. Derfor forventer vi at finde ukendt liv i søvandet - under forudsætning af, at mikroorganismerne har kunnet tilpasse sig de høje iltkoncentrationer. Vi ved, at søen var der, da nedisningen af Antarktis begyndte, og at der må have levet bakterier i søen på det tidspunkt .

Ukendt liv I den sydlige del af søen, hvor vandet genfryser under isen, har russerne tidligere hentet en glasklar iskerne op af frossent søvand. I den har forskerne gjort enkelte fund af bakterien Hydrogenopthilus. Professor Bulat forklarer: - Denne bakterie er termofil – det vil sige, at den trives i varmt vand. Det er en velkendt mikrobe fra bl.a. varme kilder på havbunden. Da Vostok ligger i en klippesænkning, kan det tænkes, at der er seismisk aktivitet med opsivning af varmt vand gennem sprækker fra jordens indre. Går man ned i en dybde på to til tre kilometer under søen, vil man finde temperaturer på 40-60 grader. Hydrogenophilus-bakterien har de bedste levevilkår ved 52-53 grader, så et par kilometer under Vostok ville


Vostok søens beliggenhed på Antarktis.

være et godt sted for bakterien at leve. På grund af den seismiske aktivitet ville bakterien så kunne blive skyllet op, ud i søen og indefryse i isen. Det er så her, at professor Bulat skyder spørgsmålet ned, om bakterien skal ses som et tegn på liv i Vostok. - Nej, bakterien er ikke en indikation på liv i søen. Bakterien fortæller noget om, at der er varme kilder i den dybe undergrund med vand, der står og siver op et eller andet sted. Men man kan godt forestille sig, at der måske er en form for oaser på bunden, hvor liv samler sig om de lune kilder. Et andet bakteriefund fra søisen er dog mere mystisk. Sergey Bulat siger: - Vi har fundet en mikrobe, som er fuldstændig ukendt. Den er ikke registreret i databaserne. Vi kan placere den rent systematisk og evolutionsmæssigt – det er det hele. Desværre kan vi intet sige om dens fysiologi og biokemiske karakteristika.

Et spørgsmål om ’hvordan’ På de hjemlige forskningsfronter er professor på Ferskvandsbiologisk Laboratorium på Københavns Universitet Kirsten Christoffersen nok den, der har arbejdet mest med søer i polarområder. Om mulighederne for organismers udvikling i Vostok siger hun: - Betragter man livets udvikling i søen over et meget langt tidsrum,

kan det ændre sig dramatisk. Det er jo ligesom at gå fra dinosaurer til det, vi har i dag. Ser man på for eksempel en vandloppe, kan den have flere generationer på et år. Går man ned på bakterieniveau, kan de dele sig flere gange på et døgn. Så der kan løbes utroligt mange generationer igennem over den tid, søen har eksisteret. Men det er svært at forestille sig, hvordan det biologiske samfund vil se ud. Det er jo et lukket system – så i princippet kan alt organisk materiale jo være brændt ud og brugt op. På den anden side findes der liv i andre ekstreme sømiljøer som for eksempel kogende søer og meget dybe saltsøer. John Priscu er biologiprofessor på Montana State University i USA og har de sidste 30 år beskæftiget sig med de antarktiske søer – ikke mindst som en pendant til forholdene på planeten Jupiters måne Europa. Her mener videnskabsfolk, at den is, der danner en skorpe omkring månen, skjuler et hav af vand. Og dermed måske liv. John Priscu siger: - Lige meget hvor vi leder efter liv i ekstreme miljøer, finder vi mikroorganismer. Personligt er jeg nået dertil, hvor jeg ikke længere tænker, at det er et spørgsmål om, hvorvidt der er liv i Vostok. Spørgsmålet er snarere: Hvordan eksisterer liv i dette unikke miljø med 4.000 meter is ovenover? Uffe Wilken

Skematisk tværsnit af Vostok-søen. Isen i gletsjeren smelter, og på grund af forskelle i søvandets og smeltevandets vægtfylde opstår der en svag strøm af smeltevand, som genfryser under iskappen.

≈ Infografik fra Novosti. Professor Sergey Bulat fortæller om de barrierer, der har kunnet forhindre livet i at udvikle sig i Lake Vostok, efter at søen blev dækket af is for 15 millioner år siden.

Professor Sergey Bulat fortæller om

betydningen af fund af bakterier i den genfrosne søis under fire kilometer isdække.

Polarfronten | NR.1/2012 | 19


Olieforurening af vandlopper Vandlopperne er grundlaget for dyrelivet i havet. Foreløbige undersøgelser i Vestgrønland tyder på, at en olieforurening af vandlopperne under deres overvintring ved bunden har stor betydning for deres reproduktion og fødeoptagelse den følgende sæson. Hele det tidlige forår har en forskergruppe og studerende fra DTU Aqua været i felten fra Københavns Universitets Arktisk Station i Qeqertarsuaq i Vestgrønland. Her er de kørt ud på isen på snescooter, mens bugten stadig var dækket af havis. De har indsamlet vandprøver, fyldt med vandlopper, gennem huller i isen i 28 graders kulde og transporteret dem tilbage til laboratoriet.

Vandloppen livsvigtig føde Det har kostet både lette forfrysninger og givet masser af eventyrlige oplevelser, fortæller professor Torkel Gissel Nielsen, DTU Aqua, som har taget initiativ til disse undersøgelser af, hvordan havets mikroskopiske krebsdyr, vandlopperne, klarer at blive udsat for olie. Det lille dyr er livsvigtig føde for fiskelarver, fugle og hvaler. Og regnet i samlet biomasse så er de 3-5 mm store vandlopper et af Diskobugtens vigtigste dyr. - Hidtidige undersøgelser af effekter af olieforurening i Arktis har haft fokus på dyr øverst i fødekæden. Dels fordi oliestoffer bliver ophobet i dyrene øverst i fødekæden, og dels fordi fugle, sæler og hvaler har stor betydning for lokalsamfundene. Men

20 | Polarfronten | NR.1/2012

vandloppen er rent faktisk grundlaget for hele det rige dyreliv i området. Så vil man kende til effekterne af olieforurening, så er man nødt til også at vide, hvordan havets mindste liv bliver påvirket, argumenterer professoren, som har forsket i Diskobugtens økosystem i mere end tyve år. - Vi har i år for første gang haft mulighed for at undersøge, hvordan oliekomponenten pyren påvirker den største af vandlopperne i bugten, Calanus hyperboreus, som gyder på dybt vand midt om vinteren. Det er lykkedes, fordi bugten efter to sæsoner næsten uden is har været totalt isdækket. Dermed har vi gennem borehuller i isen kunnet indsamle vandprøver fra det dybe vand, hvor vandlopperne står i dvale om vinteren, fortæller Torkel Gissel Nielsen, som har haft to specialestuderende, Laila Espersen og Rasmus Dyrmose Nørregaard, og forskningsassistent Malene Møhl i felten tre måneder for at gennemføre forsøgene. På Arktisk Station tog gruppen de friskfangede dyr ind i laboratoriet. Herefter udsatte de dem for et såkaldt blow-out, dvs. et simuleret

udslip af olie fra et borehul i havbunden, ved at blande en oliekomponent, pyren, i forskellige koncentrationer i det vand, som vandlopperne stod i. Efterfølgende arbejdede holdet bag mikroskoperne i døgndrift: - Vi har populært sagt talt vandloppeæg og -lorte for at se, hvordan vandloppernes evne til at omsætte føde og til at sætte levedygtigt afkom i verden blev påvirket.

Fiskeføden truet Torkel Gissel Nielsen og hans gruppe har tidligere vist, at vandlopper voksede langsommere eller døde, hvis de blev ramt af olieforurening om foråret, hvor de står højt oppe i vandet. Turen er nu kommet til at få svar på, hvordan olien påvirker, hvis den kommer ud i økosystemet om vinteren, som det f.eks. kunne være tilfældet, hvis havisen skulle nå at lægge sig, inden man fik ryddet helt op efter et udslip. Derved ville vandlopperne blive udsat for olien i deres vinterdvale i bugtens dybe områder, hvor de står, indtil de om foråret går til overfladen for at æde og lægge æg. - Vores foreløbige resultater tyder på, at også en eksponering til olie i


Vil man kende til effekterne af olieforurening i Arktis, må man også se på, hvordan det påvirker havets mindste liv, mener Torkel Gissel Nielsen, DTU Aqua.

Der tælles vandloppeæg og -lorte – det er Laila Espersen, Rasmus Dyrmose Nørregaard og Malene Møhl, alle tre DTU Aqua.

Fotos: Line Reeh

Olie i Arktis vandloppernes overvintringsdybder har stor betydning for deres reproduktion og fødeoptagelse den følgende sæson. Dermed bør også denne form for påvirkning tages i betragtning, når effekterne af en potentiel olieforurening på de arktiske fødekæder skal vurderes, siger DTU Aqua-professoren.

≈ Sanne Kjellerup et al.:

Effects of a future warmer ocean on the coexisting copepods Calanus finmarchicus and C. glacialis in Disko Bay, western Greenland. Marine Ecology Progress Series. 2012.

Olie i vigtige fiskeområder Olieudslip i kystnære områder som Diskobugten betragtes generelt som mere skadelige for økosystemerne end olieudslip i det åbne hav, fordi kystområderne både huser ynglende havfugle og rummer gydeområder for mange fiskearter. I Diskobugten foregår efterforskninger af olie i områder, som er vigtige for flere kommercielt vigtige bestande af rejer og hellefisk. Området er også et vigtigt spisekammer for Grønlandshvaler. - I takt med at olieefterforskninger-ne bliver udbygget, så vokser også behovet for pålidelige moniteringsredskaber til at vurdere potentielle risici i de marine økosystemer. Her er kendskab til nøgleorganismers følsomhed over for oliestoffer helt nødvendig, siger Torkel Gissel Nielsen.

Marie Vestergaard Henriksen et al. : Effect of temperature and food availability on feeding and egg production of Calanus hyperboreus from Disko Bay, western Greenland. Marine Ecology Progress Series. 2012.

Torkel Gissel Nielsen, DTU Aqua

Med klimaforandringer og mindre havis i fremtiden vil der for alvor blive adgang til de potentielle olieressourcer i Arktis. Et skøn lyder, at der bare i Grønlands undergrund kan blive fundet henholdsvis 31 milliarder tønder olie og gas ved den nordøstgrønlandske kyst og 17 milliarder tønder olie og gas i områderne vest for Grønland og øst for Canada. Tallene kommer fra ’Kongeriget Danmarks Arktiske Strategi 2011-2020’, som er vedtaget i fællesskab af Danmark, Færøerne og Grønland.

De vigtige vandlopper Dyreplankton spiller en afgørende rolle i det arktiske økosystem, fordi de udgør det vigtigste led for overførsel af energi fra planteplankton til højere fisk, havfugle og pattedyr i det marine miljø, og med isbjørne og mennesker som det sidste led i fødekæden. Dyreplanktonet er domineret af Calanus-vandlopper, som lever af mikroorganismer i havet. Når vandlopperne spiser planteplankton, ophober de overskudsenergi i form af fedt. Man mener, at denne fedtbaserede energistrøm er den primære årsag til de store populationer af fisk, fugle og pattedyr i mange arktiske områder.

Line Reeh

Polarfronten | NR.1/2012 | 21


Hvis den tynde, atlantiske vandloppe vinder frem på bekostning af de fuldfede arktiske, så kan fiskelivet komme på smalkost. Calanus finmarchicus, billedet, indeholder kun en trediedel så meget fedt som de nordlige arter.

sig. Det understreger, at det var regionale ændringer i havstrømmene, der fra sommeren 1997 fik store mængder af nordatlantisk vand til at strømme op langs Grønlands vestkyst og ind i bugten. - Det er disse ændringer i strømningsforhold, som har fået vandet til at blive varmere. Én grad kan lyde som en ubetydelig ændring, men mange af de arktiske dyr og planter er nøje tilpasset forholdene her, og sammen med påvirkninger fra generelle klimaændringer kan det tippe den hårfine balance, så nogle arter får sværere ved at klare sig og bliver udkonkurreret af nogle andre, fortæller professor Torkel Gissel Nielsen. Foto: Russ Hopcroft

Mindre fedt i fødekæden Havvandet i Diskobugten er blevet én grad varmere de sidste 10 år efter ændringer i strømforhold i 1997. Det har tiltrukket de atlantiske vandlopper, som indeholder mindre fedt end de oprindelige arktiske, og det kan påvirke fødekæden. - Mens gennemsnitstemperaturen tidligere lå på 1,3 grader, så har vi de seneste ti år målt vandtemperaturer, som er en hel grad varmere i gennemsnit ved vores faste målestation en halv kilometer fra kysten ved Qeqertarsuaq på Diskoøen, fortæller professor Torkel Gissel Nielsen fra DTU Aqua.

Brat skifte i 97 Han har sammen med kolleger netop publiceret en beskrivelse af forandringerne i tidsskriftet Limnology and Oceanography.

22 | Polarfronten | NR.1/2012

- De seneste år er havisen begyndt at bryde tidligere, og udbredelsen af havis er også blevet mindre, så det er oplagt at tænke, at det varmere vand i bugten også skyldes klimaforandringer, men det er ikke nødvendigvis tilfældet, siger professoren. Indsamling af store mængder hydrografiske data og målinger af næringssalte fra bugten fra de seneste 86 år har hjulpet forskerne til at vise at skiftet skete meget brat i april 1997. Samtidig med at temperaturen steg, viser målinger, at blandt andet saltholdigheden også forandrede

Tynd loppe rykker ind Indtil 1997 var de to dominerende vandlopper i området to fede arktiske arter, som udgjorde ca. 85 pct. af den samlede vandloppebestand. Resten stod en tynd, atlantisk fætter for. I dag udgør de fede, arktiske lopper tilsammen kun 50 pct., mens den anorektiske, atlantiske udgør resten. - Hvis den sydfra kommende vandloppe fortsat vinder frem, kan det få store konsekvenser for resten af fødekæden, da indholdet af livsvigtigt fedt er langt mindre i den end i de arktiske lopper. For fiskeynglen i området kan det blive, som hvis madpakken skifter fra at indeholde fuldfed flæsk til riskiks. Der vil fortsat være mad, men det kan blive svært at få fedt nok til at klare den arktiske vinter, siger professoren. Sammen med de to ph.d.-studerende Sanne Kjellerup og Signe Jung-Madsen og bachelorstuderende Marie Vestergaard Henriksen har han gennemført forsøg, som dokumenterer, at den atlantiske loppe kan reproducere hurtigere, når vandtemperaturen stiger, mens det


57 nye grønlandske fiskearter ikke er nogen fordel med varmere vand for de to oprindelige arktiske arter. Grønlands Klimaforsknings-centers overvågningsprogram ved Daneborg har ligeledes vist, at den atlantiske vandloppe på Grønlands østkyst også har bredt sig nordover på bekostning af de arktiske arter. Undersøgelserne af forandringerne i Diskobugtens arktiske økosystemer er lavet i et samarbejde mellem DTU Aqua og Grønlands Klimaforskningscenter i Nuuk og er støttet af FNU og Carlsbergfondet.

Marc Overgaard Hansen, Torkel Gissel Nielsen, Colin A. Stedmon and Peter Munk: Oceanographic regime shift during 1997 in Disko Bay, Western Greenland. In: Limnology and Oceanography, 57(2), 2012, 634–644

Se video fra feltarbejdet

i Diskobugten.

Line Reeh

Ph.d.-kursus på Arktisk station De røde træbygninger på Københavns Universitets Arktisk Station i Qeqertarsuaq i Vestgrønland var fyldt til bristepunktet i starten af maj, da DTU Aqua holdt ph.d.kursus for forskerstuderende fra hele Norden. Kurset handlede om forårsopblomstringen af planktonalger i bugten og om, hvordan energien føres videre i fødekæden af smådyr som vandlopper. De 18 deltagere var udvalgt blandt mere end dobbelt så mange ansøgere og kom fra institutioner i både Danmark, Sverige, Norge, Finland, Island, Grønland og New Zealand. Blandt underviserne på kurset var biologerne Kristine Arendt og Thomas Juul-Petersen, Naturinstituttet i Nuuk. De øvrige undervisere kom fra Spanien, Svalbard (Norge), Island og Danmark. Kurset blev arrangeret at professor Torkel Gissel Nielsen, DTU Aqua og blev gennemført med økonomisk støtte fra Nordisk Ministerråds Nordforsk.

En ny liste over de kendte fiskearter i de grønlandske farvande er blevet offentliggjort for nylig. Den viser, at der er 269 kendte fiskearter, og at de 57 er kommet til siden den seneste oversigt fra 1992. Af de 57 nye grønlandske fiskearter er de 47 kendt på verdensplan, men nye i de grønlandske farvande. Til gengæld er 10 arter fuldstændig nye og ikke tidligere beskrevet af videnskaben. Kun fem af arterne er arktiske - dvs. at de kun forekommer i det kolde vand nord for de undersøiske højderygge, der løber mellem Canada og Grønland og Grønland og Island. - Vi kan ikke sige med sikkerhed, om de nye fisk har noget med klimaændringer at gøre. For det første kan en art sagtens være fanget af en fisker tidligere, uden at forskerne har opdaget det. For det andet bliver der nu fisket meget mere end førhen både af forskningsskibe og erhvervsfiskere især på dybt vand, så derfor er chancerne for at fange sjældne arter simpelthen større, udtaler fiskekurator Peter Rask Møller fra Zoologisk Museum. - Vi er derfor forsigtige med at annoncere, at de mange nye arter skyldes klimaændringer, men der er dog omkring fem nye arter, som sandsynligvis er kommet til pga. øgede temperaturer. Det drejer sig om laksesild, hvilling, blåkæft, havtaske og snippe - alle arter, der også forekommer i danske farvande. Da den første snippe blev indleveret til Naturinstituttet i 2005, troede forskerne faktisk, at det var en spøgefuld fisker, der havde været på ferie i Danmark, men siden er den fanget flere gange på instituttets egne rejetogter.

Peter Rask Møller, Zoologisk Museum

≈ Læs mere

Foto: Henrik Lund Foto: Line Reeh

Polarfronten | NR.1/2012 | 23


Lomviekoloni truet Der er kun én lomviekoloni tilbage mellem Maniitsoq og Upernavik, nemlig Innaq-kolonien på Alluttoq (Arveprinsens Ejland) i Diskobugten. Den er i stærk tilbagegang, og er ifølge Aili Labansen og Flemming R. Merkel fra Grønlands Naturinstitut i overhængende fare for at uddø. I 1980 var der omkring 4.000 ynglepar i kolonien, og det er i dag skrumpet til 1.050 par. Samtidig er der ingen tegn på vækst, så kolonien må derfor betegnes som truet. Ifølge internationale anbefalinger kan en truet bestand af polarlomvie på størrelse med Innaq-kolonien klare en høst på ca. 10 fugle om året, uden at tilbagegangen øges. Så blot en enkelt ulovlig jagtepisode ved selve kolonien kan altså være nok til at fastholde den negative bestandsudvikling. Samtidig viser undersøgelser foretaget af Aarhus Universitet og Grønlands Naturinstitut, at ynglebetingelserne i Diskobugten er gode. Fuglene har let ved at finde føde, og ungerne vokser, som de skal, så det er ikke derfor bestanden er i tilbagegang. Tilbagegangen kunne skyldes forhold i vinterkolonierne i Sydvestgrønland og Newfoundland. Men her ligger heller ikke en oplagt forklaring gemt. Der bliver i dag nedlagt 50 pct. færre lomvier i Sydvestgrønland end i 2002, og i Newfoundland er jagttrykket også faldet, ligesom problemer i forbindelse med olieforurening er blevet mindre. Meget peger imidlertid på, at det er ulovlig forårsjagt i Diskobugten og jagt og forstyrrelser ved kolonien, som er den væsentligste årsag til tilbagegangen: Vi bygger vores teori på oplysninger fra jagtbetjenten i Ilulissat, vores egne observationer af jagt i kolonien i 2006, samt dokumenteret viden om, at selv en beskeden jagt i forårsmånederne og især i selve yngleperioden kan få alvorlige konsekvenser for kolonien. Det skyldes, at den jagt først og fremmest rammer de lokale ynglefugle, mens jagt i overvintringsområdet i Sydvestgrønland primært rammer helt unge lomvier og i høj grad lomvier fra andre lande. Det er mindre skadeligt for bestanden at skyde unge lomvier, fordi mange af dem alligevel dør i løbet af de første vintre af naturlige årsager. Når lomvierne har nået den yngledygtige alder (4-5 år), er kun de stærkeste tilbage. Det er derfor en meget dårlig idé at skyde yngledygtige lomvier, hvis man ønsker at bevare en sund ynglebestand. Aili Lage Labansen Flemming R. Merkel Foto: Flemming Merkel

Aili Lage Labansen på feltarbejde i lomviekolonien Innaq.

24 | Polarfronten | NR.1/2012

≈ Læs rapport om Innaq-kolonien


Fra Arktisk Instituts arkiv:

Foto: Jette Bang. Jette Bang Photos / Arktisk Institut

Det traditionelt moderne? I Arktisk Instituts store billedsamling kan man gå på opdagelse blandt mange tusinde fotografier, der beretter om livet i Arktis. Mange af disse portrætterer uidentificerede personer, lokale folk fra bygder, skibsbesætninger og handelsmænd. Men af og til er det muligt at sætte navn på et ansigt. Arktiskebilleder.dk rummer nemlig adskillige billeder af de store personligheder, der var med til at forme udviklingen i de nordligste egne af verden. Vinden og den sagte lyd af sne, der bliver mast, mens han langsomt kryber nærmere sælen, er det eneste, der er at høre i det hvide landskab. Foran sig skubber han sin skydeslæde, der skjuler ham for sælen. Han vurderer, at han er kommet tæt nok på, tager sigte med sin riffel, der stikker ud gennem skydesejlet, og skyder… Det er foråret 1939, og Jette Bang bor hos Thule-befolkningen. Det er tredje gang, at hun er i Grønland for at fotografere det liv, hun finder så dybt fascinerende: En interesse, der har rødder tilbage til barndomshjemmet

nær Den Kongelige Grønlandske Handels Plads, hvor skibene fra Grønland lagde til læsset med bl.a. spæk og skind. Jette Bang tog over 10.000 billeder i Grønland, der i høj grad skildrer det såkaldt traditionelle liv. Det interessante ved dette billede er dog, at det netop stiller spørgsmålstegn ved opfattelsen af det traditionelle over for det moderne. Skydeslæden, som manden skubber foran sig, er en relativt ny, eskimoisk opfindelse, som blev udviklet efter riflens indtog i det arktiske. Den eskimoiske kultur har taget et våben fra en europæisk industrikultur, tilpasset det til miljøet og udviklet en ny variation af sæljagten. En sæljagt, som Jette Bang nu er i gang med at forevige… Patronen flyver gennem luften, manden rejser sig op og løber hen mod sælen. Men dræbte han den? Svaret er, muligvis, at finde på Arktiske Billeders hjemmeside, hvis du søger på skydesejl. God billed-jagt!

Stig Søndergaard Rasmussen, Arktisk Institut

≈ Arktisk Instituts fotosamling rummer ca. 100.000

fotografier, hvoraf op mod halvdelen er skannet og lagt på www.arktiskebilleder.dk

Polarfronten | NR.1/2012 | 25


KORTNYT Alkoholforbruget falder i Grønland Siden 2000 er indførslen af alkohol til Grønland faldet med 21 pct. viser tal fra Grønlands Statistik. Ann B. Kjeldsen, departementschef ved Grønlands Departement for Sundhed, forklarer det med en mere restriktiv alkoholpolitik. Tallene fra Grønlands Statistik viser som nævnt kun indførslen af alkohol, men da landets egen alkoholproduktion er minimal, dækker indførselsstatistikken samtidig over grønlændernes samlede alkoholforbrug, oplyser Grønlands Statistik. Læs mere

Arkæolog får stor pris Forskningsprofessor Bjarne Grønnow, Nationalmuseet, har modtaget Westerbyprisen på 100.000 kr. for sin indsats inden for eksperimentalarkæologi og sit arbejde med Grønlands arkæologi. Grønnow har gennem årene gennemført omfattende arkæologiske studier i Grønland, og han er nok mest kendt for, at han i 1983 opdagede bopladsen Qeqertasussuk ved Disko Bugt. Her fandt han en køkkenmødding fra Saqqaq-kulturen og de første mennesker i Grønland. Bopladsen havde et enestående indhold af ben- og træsager, som var bevaret af permafrosten. Siden 1999 har Bjarne Grønnow været leder af SILA – Nationalmuseets Center for Grønlandsforskning, som har haft stor succes og høstet megen international anerkendelse med Grønnow i spidsen. Foto: Nationalmuseet

Foto: ESA

Klimasatellit stopper signalerne Kort tid efter, at den europæiske klimasatellit Envisat kunne fejre sit 10 års jubilæum, blev satelitten i april måned pludselig tavs, og det er ikke lykkedes European Space Agency at genoplive den. Det betyder, at forskere verden over kommer til at mangle værdifulde data fra Envisat om alt fra vulkanudbrud over omfanget af isdækket I Arktis til algeopblomstringer i verdenshavene. På DMI oplyser man, at satellitten hidtil har leveret 2000 radaroptagelser til isovervågningen omkring Grønland om året. Nu må DMI købe deres data hos kommercielle satellitter, og det betyder en betragtelig merudgift, da Envisat var gratis. På længere sigt er der europæiske planer om at sende en ny klimasatellit, Sentinel, op til afløsning af Envisat. Læs mere

Mange pingviner Forskere fra England, USA og Australien har ifølge BBC brugt satellitteknologi til at spore og tælle kejserpingvinerne på Antarktis og har fundet frem til, at der er 600.000 af dem. Det er omkring dobbelt så mange, som hidtil antaget. Kolonierne er blevet lokaliseret ved at søge efter store brune områder med guano på den hvide is, og derefter er antallet blevet beregnet ud fra højtopløselige satellitbilleder. Den avancerede teknik forventes at kunne bruges til at overvåge pingvinkolonierne på lang sigt. Læs mere

Polarforskningen samler kræfterne Rækken af nye centre inden for polarforskningsområdet fortsætter med at vokse. Senest har Aalborg Universitet etableret CIRCLA (The Centre for Innovation and Research in Culture and Learning in the Arctic), som er et tværfagligt og tværfakultært center, der har til formål at informere om, organisere og støtte den arktisrelaterede forskning på Aalborg Universitet. Arbejdsområdet defineres bredt som arktisrelevante studier, men der vil blive lagt særlig vægt på humanistisk forskning inden for samfunds- og kulturanalyser, kommunikation, kulturdrevet innovation, bæredygtig udvikling og planlægning, natur- og kulturarvsforskning, humanistisk informatik og læring.

Robert Chr. Thomsen, CIRCLA 26 | Polarfronten | NR.1/2012


NYEBØGER Jens Nielsen og Det Grønlandske Selskab

Lone van Deurs: Vi går gerne langt for vore døde: kirkegårde og landskaber i Grønland. Forlaget Vandkunsten, 2011. 271 s. Bogen er en personlig beretning om landskaber, kultur og mennesker i Grønland. Omdrejningspunktet er grønlandske kirkegårde, fordi de er anlagt ud fra et ønske om at skabe noget smukt i respekt for mennesket og i dialog med landskabet. Kirkegårde og gravpladser står markant eller sløret af tiden i Grønland. Forfatteren har brugt 10 års rejser på at fotografere og beskrive Grønlands kirkegårde i byer og bygder fra Thule i nord til Kap Hope på østkysten. Introduktion ved eskimologen Karen Nørregaard.

Niels Barfoed: Manden bag helten: Knud Rasmussen på nært hold. Gyldendal, 2011. 461 s. Niels Barfoed tegner et nærgående portræt af polarforskeren, der udforskede Grønland på adskillige ekspeditioner. Bogen giver et psykologisk portræt af den karismatiske personlighed gennem samtaler med dem, der kendte ham bedst. Bogen indeholder desuden arkivmateriale, der ikke tidligere er blevet vist for offentligheden.

Det Grønlandske selskab

9 788787 925457

DagbogSbreve fra ScoreSbySuND 1957-59

Hverdagsliv i Nordøstgrønland 1957-59

Disse skriverier stammer fra en rejse til scoresbysund i 1957 og efterfølgende 2 års ophold. Vi var en familie, der bestod af Morten (knapt ét år), søren (knapt 4 år), Grethe (tandlæge og knapt 29 år) samt Jens (læge og 29 år). Vi skulle være den første fastboende lægefamilie i nordøstgrønland i byen scoresbysund, som i dag hedder ittoqqortoormiit og ligger i et af verdens smukkeste naturområder med en befolkning, som vi lærte at sætte stor pris på. Det blev til 2 år, hvor Grethe og jeg blev voksne, og hvor vi ustandseligt blev udfordret – ofte på kanten af overlevelse. Det blev vort livs største oplevelse...

Jens nielsen

Carsten Egevang: Grønland – dyrenes og menneskenes land. Milik, 2011. 264 s. Fantastisk flot fotobog med motiver af Grønlands dyreliv og lokalbefolkning. Fugle og pattedyr skildres i det barske arktiske miljø. I bogen følger man med på traditionel isbjørnefangst og sælfangst og på fiskeri efter hellefisk, som det tager sig ud i dagens Grønland. Fotografen er biolog med speciale i arktiske havfugle og ansat på Grønlands Naturinstitut i Nuuk. Han fortæller også om sine erfaringer bag kameraet som fotograf i Grønland. Tekst på dansk og engelsk.

Jens nielsen

Dagbogsbreve fra Scoresbysund 1957-59 D e t G r ø n l a n Ds k e s e l s k a b

Jens Nielsen: Dagbogsbreve fra Scoresbysund 1957-59. Det Grønlandske Selskab, 2012. 184 s. Bogen er baseret på lægen og kunstneren Jens Nielsens breve til venner og familie i Danmark, da han og hans kone Grethe valgte at bo og arbejde i den lille by Scoresbysund (i dag Ittoqqortormiit) i perioden 1957-59. Det er en humoristisk fortælling om årene i den nordøstgrønlandske by, illustreret med hans egne akvareller, linoleumstryk og tegninger.

Ole Høiris og Ole Marquardt (red.): Fra vild til verdensborger: grønlandsk identitet fra kolonitiden til nutidens globalitet. Aarhus Universitetsforlag, 2011. 650 s. I bogen belyser en række grønlandske og danske forskere aspekter af grønlandsk identitet fra kolonitiden frem til i dag. Den oprindelige inuitbefolknings selvopfattelse forbliver et mysterium, da den opløstes i slutningen af det 16. århundrede ved mødet med europæerne i deres søgen efter Nordvestpassagen. Siden da og langt op i det 20. århundrede var grønlændernes egen identitetsopfattelse så domineret af de danske koloniherrers, at flere af dem accepterede kolonimagtens kategorisering som deres egen. I den europæiske opfattelse blev inuitter oprindeligt opfattet som vilde, senere som naturfolk og senere igen som primitive.

Jan Andersen: Den juridiske ekspedition: et studie i Grønlands retsforhold : Grønlands videnskabs historie. Naalakkersuisut, Grønlands Selvstyre, 2010. 318 s. Beretningen om tre danske jurister, der i 1948 blev sendt til Grønland for at kortlægge retstilstanden. Ekspeditionens instruks lød på at undersøge, hvorvidt det var muligt at indføre dansk ret i Grønland. Et resultat af juristernes virksomhed blev Grønlands første straffelov, kriminalloven. Bogen bygger på forfatterens ph.d.-afhandling.

Polarfronten | NR.1/2012 | 27


Plads til det hele Arkitektkonkurrencen om et nyt naturhistorisk museum er afgjort. Vinderforslaget kombinerer de gamle, historiske bygninger med lette glasbygninger og placerer udstillingerne under jorden. Det fremtidige museum vil samle en række forsknings- og formidlingsaktiviteter og bringe forskere og publikum tættere på hinanden. Der er taget endnu et lille, men afgørende skridt på den lange vej mod Danmarks nye naturhistoriske museum. Arkitektkonkurrencen er blevet afgjort, og blandt de seks bud på et nyt museum har dommerkomitéen valgt forslaget fra Lundgaard og Tranberg Arkitekter og arkitekt Claus Pryds. Sidstnævnte vandt også den åbne idékonkurrence i 2009.

Hvalskelet som vartegn Det vindende forslag fletter det nye museum ind i Botanisk Have og bevarer de historiske bygninger, som bindes sammen af lette glasbygninger og væksthuse. Museets vartegn over hovedindgangen i Sølvgade bliver et stort hvalskelet, som om aftenen vil aftegne sig mod himlen med dæmpet belysning. Indenfor finder man et stræde, som alle kan gå gratis igennem ud i Botanisk Have og op til Nørreport. Løfter man blikket på turen gennem strædet, ser man direkte op mod flokke af hvaler og øverst museets vartegn, det kæmpestore blåhvalskelet. Kun en lille del af museet bliver synligt over jorden. Under overfladen vil man finde store udstillinger om verdensrummet, jordens og livets historie, hvaler og meget andet. Polarområderne bliver dækket med en udstilling om Grønland, der med et arktisk væksthus med de små og hårdføre planter vil bringe publikum helt tæt på den grønlandske natur.

Forskning og formidling - Med det nye museum samler vi en lang række forsknings- og formidlingsaktiviteter, der i dag er spredt på forskellige adresser. På formidlingsfronten vil det betyde en firedobling af besøgstallet, en tidobling af turistbesøgene og en flerdobling af skolebesøgene, siger Morten Meldgaard, direktør for Statens Naturhistoriske Museum. Museets magasiner rummer i dag kolossale mængder af – utilgængelige - sommerfugle, frøkapsler, sjældne fossiler, skeletter af alverdens pattedyr og millioner af andre

28 | Polarfronten | NR.1/2012

genstande. I det nye museum vil magasinerne blive langt mere åbne for forskere, studerende og interesserede borgere. Museets forskere kan også se frem til, at det nye museum bliver indrettet med helt moderne forsknings- og laboratoriefaciliteter på områder som geogenetik, stjerne- og planetforskning og makroøkologi.

Penge på vej Bygningen af det nye museum foregår i et samarbejde mellem Københavns Universitet, staten og private fonde. Byggeprojektet er budgetteret til 1,1 mia. kr. Dertil kommer udvikling og opstilling af nye udstillinger til ca. 275 mio. kr. I alt 1,375 mia. kr. En række private fonde har udtrykt positiv interesse for projektet, mens staten og Københavns Universitet bidrager med grund, bygninger og renovering til en samlet værdi på omkring 385 mio. kr. Det forventes, at finansieringen er på plads ved årsskiftet 2012/13, og at byggeriet kan påbegyndes i 2013 og afsluttes i 2016/17. Poul-Erik Philbert

≈ Læs mere

Polarfronten 1_2012  
Polarfronten 1_2012  

Polarfronten bringer historier fra polarforskningens arbejdsmark. Vi skriver om epokegørende resultater og nye initiativer, ekspeditioner og...