DEBAT
DOMPROVST: ORGANISTMANGEL TRUER EN HEL KULTUR Stadigt færre kan synge med på sangene og salmerne. Derfor må folkekirken besinde sig på, at reformationen også var en musikalsk bevægelse. Det handler ikke kun om kirken, men om samfundet. Dette debatindlæg er oprindelig blev bragt på internetmediet Kirke.dk og bringes her med tilladelse. Af Morten Fester Thaysen Folkekirken kan bryste sig af en stor musikalsk tradition. Det gælder på alle niveauer. Vores tyske naboer bygger nogle af verdens bedste biler, men her i landet bygger vi nogle af verdens bedste orgler. Mange af dem står i landets kirker, og vi har nogle af verdens bedste organister til at spille på dem. Mange af organisterne sørger også for, at der foregår et omfattende korarbejde i kirker og sognehuse. Der komponeres, spilles og synges som ingen andre steder i samfundet. Folkekirken er musikkens sted. Et sted, hvor en musikalsk kultur bevares, som ellers ikke ville overleve. Det er vigtigt hele tiden at kunne besvare spørgsmålet, hvorfor det er sådan. Det gælder især i en tid, hvor der i kirkelige sammenhænge tales så meget om dåbskrise, medlemskrise, stat-kirke-krise, at man måske glemmer det vigtigste, nemlig hvad en evangelisk-luthersk kirke egentlig er.
I SANGEN SVARER VI GUD Svaret handler blandt andet om musikkens afgørende rolle for kirkens selvforståelse. Kir-
22
ken kan ikke være evanglisk-luthersk uden musikken. Inkluderer man musikken i kirkens gudstjenestelige sammenhæng, åbnes der således for en forståelse af, at musikken er intet mindre end Guds gave til mennesker. Dermed får musikken en betydning, kraft og virkning, som overgår alt andet menneskeligt. Den er ligefrem Guds skabende gerning, som gør glade hjerter, siger Luther et sted. Musikken er således Guds skabende sprog gennem hele skaberværket. Den er i alt, hvad Gud har skabt, og den gør noget ved os. Men syndefaldet har gjort mennesket umusikalsk. Det kan ikke høre musikken. Det regner heller ikke musikken for noget. Men i gudstjenesten vækkes musikken igen til live og minder os om, at vi som Guds skabte mennesker, er skabt til at synge. Luther siger ganske vist, at gudstjenesten er stedet, hvor Guds Ord alene skal lyde, men han siger også, at mennesket svarer Guds Ord i sang. Man kan sige det sådan, at sangen i gudstjenesten udtrykker foreningen mellem Gud og menigheden. Sangen er således kærlighedens livstegn, som Grundtvig siger et sted.
SANGEN ER MODSTANDSKRAFT En evangelisk-luthersk kirke må derfor altid været dybt optaget af musikken. Luther indførte salmesangen i gudstjenesten og talte igen og igen om musikkens vigtighed i forhold til teologien. Det inspirerede en lang række af de største komponister i europæisk musikhistorie. En komponist sagde engang, at reformatio-
Organist.org 3/2023