DIGITALT

NODESKRIVNING MED LOGIK OG SMIDIGHED Dorico er navnet på et længe imødeset nodeskrivningsprogram fra den tyske musik-it-gigant Steinberg, som lancerede programmet den 19. oktober. Nu er vi klar med en anmeldelse af det yderst ambitiøse men ikke helt færdige program. Af Morten Poulsen Det er ikke hver dag, der lanceres et helt nyt nodeprogram, og slet ikke med en hovedmålgruppe der falder helt sammen med målgruppen for de to præsidenter på området, Finale og Sibelius.  Det er bestemt heller ikke hver dag, en erfaren udviklergruppe får chancen for at lave et nodeprogram ”helt fra bunden”, men netop den opgave var, hvad de tidligere programmører på Sibelius for en årrække siden ik tilbudt og sagde ja tak til. Dorico, opkaldt efter Palestrinas nodesætter fra 1500-tallet, er deres bud på, hvordan man kan gøre det hele ”rigtigt” fra starten i stedet for at bygge ovenpå en årtier gammel programarkitektur.

HVAD ER DET SÅ, DET KAN? Netop hvad angår den bagvedliggende arkitektur, har holdet gjort sig mange tanker om, hvordan man opbygger et program modulært og leksibelt. De har valgt at bygge Dorico op i mange små ”motorer”, altså enkeltstående elementer, som arbejder sammen som Legoklodser om at producere det endelige nodebillede. Den modulære opbygning gør programmet nemmere og mere overskueligt at udvikle og vedligeholde, og samtidig giver det

16

bedre udnyttelse af moderne computere, som tillader parallelle processer.  Hvad de også har gjort, er at gentænke alle elementer, både indtastning og bearbejdning af noder, og i meget høj grad kvaliteten af det gra iske resultat. Af de store penselstrøg kan nævnes:  Workϐlow: Dorico arbejder med en logisk proces, hvor man som bruger bevæger sig igennem (a) opsætning af stemmer (kaldet players) og lows (groft sagt svarende til en sats, men kan udnyttes til andet), (b) nodeindtastning, (c) nodeopsætning og layout, (d) afspilning af ens arbejde og endelig (e) udskrivning af stemmer/partitur.  Man kan altid hoppe frem og tilbage mellem disse fem områder, men det giver mening at adskille tilstandene for at undgå, at man allerede leger med layout samtidig med, at man skriver noder ind. En praksis der kan komme meget rod ud af.  Nodeindtastning: En smidig indtastning af noder er noget af det vigtigste i et nodeprogram, og selvom man godt kan klikke sig til mange ting med musen, så er Dorico i høj grad baseret på tastaturet, evt. suppleret med et MIDI-keyboard. Tastekombinationerne er mange og anderledes end i alle andre programmer, men de er logiske og gennemtænkte og desuden fuldt kon igurérbare.  En virkelig smart ting er ”popovers”, som i lere forskellige situationer giver mulighed for at indtaste det, man mener, i stedet for at skulle inde det på en oversigt og klikke. Et eksempel er dynamik. Hvis man indtaster nogle noder og ønsker at angive dynamik, kan man f.eks. mar-

Organist.org 1/2017