
2 minute read
Sådan fungerer målrettet behandling
Målrettet behandling (også kaldet targeteret behandling) forhindrer, at kræfttumoren danner nye blodkar, så den holder op med at vokse. Behandlingen kan medføre en række bivirkninger, men nogle af dem er faktisk meget hensigtsmæssige.
Af Sille Kristine Rasmussen, redaktør, Netdoktor.dk
Advertisement
For at nyrekræft kan vokse og sprede sig, skal der dannes en masse nye blodkar rundt om kræfttumoren. Målrettet behandling er rettet mod nogle bestemte processer, men virker overordnet set ved at blokere dannelsen af nye blodkar i kræftvævet, så der ikke kan tilføres ilt og næringsstoffer. På den måde kan man sænke eller helt stoppe kræftens vækst, og hos nogle patienter bliver tumoren også betydeligt mindre. Nogle patienter oplever dog ingen effekt af behandlingen.
Typisk vil medicinen holde op med at virke efter en periode, men så vil der ofte være mulighed for at prøve andre typer målrettet behandling. Der er nemlig udviklet en række lægemidler inden for målrettet behandling, der retter sig mod forskellige processer i kræfttumorens fremmarch. Målrettet medicin gives som tabletter, som man skal tage resten af livet, og hver tredje måned bliver man CT-scannet for at se, om kræftsygdommen er i ro eller har udviklet sig.
Bivirkninger ved målrettet behandling
Ligesom ved anden medicin kan der være en række bivirkninger, som varierer fra lægemiddel til lægemiddel og fra patient til patient. Bivirkningerne opstår, fordi medicinen ikke kun påvirker kræftcellerne, men også kroppens raske celler. Den korrekte dosis af kræftmedicin er, når man udvikler lette bivirkninger, som er til at leve med. Hvis man slet ikke har bivirkninger, får man for lidt medicin, men får man invaliderende bivirkninger, kan det være nødvendigt at skrue ned for dosis. Man har fundet ud af, at nogle bivirkninger også kan være udtryk for, at behandlingen har en effekt – det man kalder for ’on-target’-effekt. Det vil sige, at tumoren ikke vokser eller kun vokser langsomt, hvilket fører til forlænget overlevelse. Det gælder for eksempel bivirkninger som forhøjet blodtryk, lavt niveau af neutrofile og blodplader i blodet, lavt stofskifte, slimhindegener og hånd-fod-syndrom, som er hudirritation i håndflader og under fodsålerne.
Målrettet medicin
• Axitinib (handelsnavn: Inlyta) • Cabozantinib (handelsnavn: Cabometyx) • Everolimus (handelsnavn: Afinitor) • Pazopanib (handelsnavn: Votrient) • Sorafenib (handelsnavn: Nexavar) • Sunitinib (handelsnavn: Sutent) • Tivozantinib (handelsnavn: Fotivda) • Temsirolimus (handelsnavn: Torisol)
I nogle tilfælde kan man behandle bivirkningen – eksempelvis forhøjet blodtryk – uden at det har nogen betydning for medicinens effekt på kræftsygdommen. Netop fordi bivirkninger ikke bare er af det onde, men også er udtryk for, at medicinen virker, arbejder forskere på, hvordan man kan komme bivirkningerne til livs. Blandt andet er forskere fra Aarhus Universitet i gang med at undersøge, om folinsyre kan afhjælpe de store gener i slimhinderne.
Kilde: Danyca, cancer.dk, Netdoktor.dk
NYE LÆGEMIDLER TIL BEHANDLING AF KRÆFT
Ipsen er en fransk lægemiddelvirksomhed, som er repræsenteret i hele verden. Ipsen har mange års erfaring med lægemidler til brug inden for kræftområdet. I dag er vi ca. 50 medarbejdere i Norden, der arbejder med klinisk forskning inden for udvalgte sygdomsområder, undervisning og information om vores lægemidler. Vores lægemidler anvendes bl.a. til behandling af prostatakræft, nyrekræft og neuroendokrine tumorer. Ipsens fokus er gennem innovation og præcision at finde nye lægemidler til behandling af kræft. Målet er at udvikle effektive behandlinger, der giver et bedre resultat for patienterne. TAILORED ONCOLOGY
