1 minute read

Leder

Viden giver handlekraft

Hvert år får omkring 900 personer i Danmark den nedslående besked: Du har nyrekræft. Hvordan det videre forløb foregår, er meget forskelligt fra person til person, for det kommer an på, hvor og hvor meget kræften har spredt sig til, hvilke andre syg domme man har, og hvordan medicinen virker. Derfor er det som udgangspunkt også de læger, der står for behandlingen, der bedst kan vurdere, hvilke behandlinger der vil gavne én mest. Alligevel er det en god idé at sætte sig ind i den sygdom, man er ramt af, og de behandlingsmuligheder der findes. På den måde har man de bedste forudsætninger for at stille spørgsmål og måske også stille nogle krav til den behandling, man får.

Advertisement

Som overlæge Lars Lund siger i artiklen ’Flere får skånsom operation’, bør alle behandlingstilbud tages op på en konference, hvor flere faggrupper er samlet. Det sker dog ikke altid, men som patient kan man faktisk godt tillade sig at banke i bordet og kræve det. Og selvom man som patient er taknemmelig over, at der findes noget medicin, som kan hjælpe én, skal man heller ikke negligere, at der kan være skrappe bivirkninger og senfølger forbundet med behandlingen. Som formand for Dansk Nyrecancer Forening Lennart Jønsson fortæller i artiklen ’Mere fokus på bivirkninger og tidlig opsporing’, kæmper patientforeningen netop for, at der kommer mere fokus på bivirkninger. Den gode nyhed er nemlig, at mange flere lever længere med nyrekræft – og derfor skal livet være værd at leve. Vi håber, at dette magasin om nyrekræft kan give dig noget viden, du kan bruge – uanset om du selv er ramt af nyrekræft eller er pårørende til én med sygdommen.

Rikke Esbjerg, læge og chefredaktør

This article is from: