Foreningsliv og fællesskab

Højskoler, afholdsforeninger, fagforeningerne, brugsforeninger, gymnastik- og husmoderforeninger

Udstillingsrummet kan anvendes til events og arrangementer Rummet er et mødested. Et rum hvor familien samles, kan opholde sig og tale sammen. Udstill ingen gør det muligt at hvile benene alt imens gæsterne lader blikket vandre -

Historierne om foreningslivet, traditioner og nationale symboler. formidles igennem tekst, lydbilleder, filmklip, arkivfotografier, kunst og genstande De mange foreningsdannelser og andelsbevægelser i tiden efter Grundloven i 1849, bidrog til det demokratiske grundlag vi kender i dag Trægulv som i forsamlingshusene

Mødesteder i 1800-1900-tallet

Fra slutningen af 1700-tallet udvikles nye interessebetonede fællesskaber på landet til afløsning af de hidtil kendte stedbundne fællesskaber. De første interessefællesskaber var religiøse, senere i 1800-tallet opstod de mere verdslige fællesskaber i foreningerne.

Gæsterne træder ind i en todelt udstilling om fællesskaber og mødesteder. Lokalet deles i to ved hjælp af transparente stykker stof som hænger ned fra en tværbjælke i loftet. Til venstre ses udstillingen ”Kampen om sjælene” og til højre ses udstillingen ”Foreningsliv, fællesskab og demokrati”. I forbindelse med arrangementer og events, kan stoffet trækkes til side og rummet kan anvendes i sin helhed.

I udstillingerne inviteres gæsterne til at sætte sig på bænkene i kirkerummet eller forsamlingshuset, eller til at bevæge sig rundt og gå på opdagelse i museets omfattende billedsamling om de religiøse og verdslige fællesskaber. I udstillingen ”Kampen om sjælene” foregår en kontinuerlig kamp om gæsternes opmærksomhed. Siddende på kirkens bænke oplever gæsterne de grundtvigske præster, som søger at ”vække” til troen og

et muntert og virksomt liv på jord. De kan dog også opleve de Indre Missionske præster, der søger at ”omvende” til troen for at sikre, at de vakte kommer ud af syndens sold eller undgår syndigheder. Igennem lydbilleder og projektioner i kirkerummet oplever gæsterne vækkelsens forskellige udtryk. Det kan være gennem digitale salmebøger og bibler, samt skriftsteder på væggene. På væggene er der endvidere altertavlen, kors, trosbekendelsen samt den 7 armede lysestage, der er det grundtvigske symbol.

I udstillingen ”Foreningsliv, fællesskab og demokrati” inviteres gæsterne ind i en anden form for mødested og fællesskab, nemlig et forsamlingshus med trægulve, bænke, talerstol, klaver til fællessang samt faner og genstande fra de mange forskellige foreninger. Lydbilledet og stemningen er et ganske andet end i kirken, men det er stadig museets store samling af billedmateriale og genstande, som fortæller historien i samspil med lys og projektioner. Historien om mødestederne er igennem hele perioden både en del af det lokale og det nationale samfund.

Altertavle fra Give kirke malet af Lucie Ingemann i 1840érne

En præstetaske brugt, når præsten skulle på hjemmebesøg. I tasken er der to rum med plads til salmebog og bibel

Rammen om fortællingen om mødesteder

Den nye tids interessebetonede fællesskaber kom først til udtryk med de ’stærke jyders’ religiøse fællesskab, der opstod mellem 1790erne og 1840erne på Horsens – og Vejleegnen ved Løsning, Korning, Uldum og Gadbjerg i den sydøstlige del af Vejle Vesteregn. Socialt var de religiøse vækkelsesbevægelser et resultat af landboreformerne i 1780erne. Med udskiftningen og selvejet afløstes den gamle kollektive bondekultur – og de stedbundne fællesskaber – af en ny individualistisk kultur, der afviste kirkens og præsternes rationalisme. De beskyldte præsterne for at tale om opdyrkning og landbrug i stedet for Gudsforholdet. De ’stærke jyder’ var inspireret af pietismens kritik af den forstands-, billede- og oplevelsesfattige statskirke. Overfor denne asketiske protestantisme satte pietismen fokus på den religiøse oplevelse, der gav indre autoritet til den enkelte og selvtillid til at bryde med kirkens og dermed statens hierarki. Lægfolk forsamledes uden for den officielle kirke til religiøse møder, først var det i hjemmene, senere blev det i selvbyggede forsamlingshuse. De kritiserede her de rationalistiske præster for at være ’Djævelens’ mænd og de holdt deres egne religiøse møder med omrejsende lægmandsprædikanter. På den måde fik de lokale vækkelsesgrupper kontakt med hinanden og udviklede fællesskabsfølelse gældende for hele nationen og en stor social tillid indenfor fællesskabet. De lagde vægt på at opdrage børnene i den rette tro og tog skridt til at oprette skoler. Både i kirke og skole kæmpede de for, at der skulle synges efter Kingos gamle pietistiske salmebog, og de brugte den gamle pietistiske bibel og vragede dermed rationalismens oversættelser, bøger og tolkninger. De blev truet med bøder og fængsel, alligevel fortsatte de, og de kom til at betale for det. Religiøst samlede de sig senere i forskellige retninger såsom grundtvigianere, indre missionske, baptister mfl. Men trods forskellighederne kom vækkelsesbevægelsen til at stå stærkt som en national samlende bevægelse i Danmark, og som en vigtig del af den demokratiske bevægelse, der samlet set førte til enevældens fald i 1848.

Den kulturangst og foragt for verden, som prægede de ’stærke jyder’, var et typisk træk ved vækkelsen i den tidlige fase. De stærke jyder afholdt sig fra dans, teater, sang og gymnastik. De var dog ikke fanatiske afholdsfolk. I de stærke jyders skoler kunne man mærke deres kulturangst, og de var længe om at få indført fag som geografi, historie og gymnastik, mens bibelen blev læst i en så gammel oversættelse som muligt. De stærke jyders sakramentetro – frelse alene ved troen – førte til

grundtvigianismen, mens kulturangsten førte til indre mission. Grundtvig mente, at trosbekendelsen var den afgørende forbindelse til Jesus. Vækkelsen førte for Grundtvigs tilhængere til liv og engagement, ikke bare i forhold til Gud, men også til samfundet med højskole, andelsbevægelsen samt det politiske parti Venstre, der for dem repræsenterede ’folket’. For indre mission var der ikke tale om en vækkelse, men om en omvendelse til den sande kristne tro og kamp mod ’mellemtingene’. Dermed mente de ’syndige’ handlinger som kortspil, hvor man risikerede at spille sig fra hus og hjem, druk, som gjorde det umuligt at overholde sociale normer, og dans, der kunne føre til hor og utroskab.

Disse to religiøse bevægelser kæmpede om sjælene i hele landet sammen med en tredje vigtig folkelig bevægelse, afholdsbevægelsen. Afholdsbevægelsens synspunkt var, at den enkeltes vej til lykke gik gennem ædruelighed, mens man inden for den fjerde folkelige bevægelse, arbejderbevægelsen mente, at arbejderen skulle frelses gennem bedre leve- og arbejdsvilkår. Socialdemokratiet var præget af landbrugets dominans i Danmark og af grundtvigianismens folkelige nationalitetsbegreb. På baggrund af de religiøse vækkelser, der udviklede sig til de folkelige bevægelser skabtes udviklingen af det demokratiske grundlag, som det kom til udtryk i de mange foreninger, der opstod efter Grundloven 1849.

Vi er vant til at se de to dominerende retninger grundtvigianismen og indre mission som konkurrenter med helt forskellige opfattelser af det rigtige liv og betingelserne for sjælens frelse. Men ser man på deres betydning for demokrati, folkeoplysning og politisk kultur i Danmark er de lige betydningsfulde og kan sammenlignes med Socialdemokratiet som folkelig bevægelse.

Slidt fodboldstøvle fra 1930’erne Kyse til folkedansedragt

‘På kanten’ handler om byen og bysamfundene i området på kanten til et andet Jylland, et overgangssted mellem Øst- og Vestjylland. Et område, som administrativt er orienteret mod Østjylland, men som også er en del af et andet Jylland med fokus på produktion, entreprenørskab og værdier som, at man skal kunne klare sig selv.