
1 minute read
Café og mødested
Mødested og Café
Museum Gives mødested og café skal indrettes i stil med 1980ernes caféer. Derved vil de gæster, som har besøgt udstillingen, været til foredrag i udstillingen eller anden aktivitet, opleve at gå fra udstillingsdelen ’Give by’ anno 1960-70erne og videre ind i en café anno 1980. Caféen breder sig ud i fællesområdet og om sommeren åbnes dørene til siddepladser i den indre gård. Caféen vil til daglig og i sammenhæng med de forskellige mødelokaler have en kapacitet på op til 150 gæster. Caféen kan også danne ramme om samvær med familie og venner, hvor man mødes på museet, spiser, nyder et glas vin eller saft, drikker kaffe og bruger museet som mad- og mødested. I forhold til lokale borgere vil det være et aktiv, at man kan bruge museet i sådanne sammenhænge. Caféen på Museum Give kan for eksempel danne rammerne om fællesspisning, ’social dining’, hvor museet er vært. I samarbejde med lokale restauratører tilbyder museet forskellige tema-menuer med brug af stedbundne fødevarer, det vil kunne tiltrække lokale gæster – yngre målgrupper og familier. Kartoflen vil indgå som en central del af café-aktiviteterne på museet.
Advertisement
Caféen kan endvidere fungere som mødested for virksomheder, der ønsker at bruge museets café og lokaler som ramme om et møde eller en mindre konference.
Caféen vil også kunne fungere som et mødested for de mange mennesker, som dagligt besøger museets udenomsarealer. Caféen skal være stedet, hvor man mødes efter en tur på skovlegepladsen, i hunde- eller museumsskoven.
De gæster som ikke ønsker at besøge udstillingerne, kan anvende indgangen igennem butikken og få direkte adgang til caféområdet. Caféen og butikken vil have åbent flere dage i ugen frem til kl. 20.30, sådan at lokale kan bruge butikken og caféen efter alm. arbejdstid. Foredrag og lign. aktiviteter vil også typisk ligge om aftenen.
Café



