På heden

Dag

En buet væg bidrager til perspektivet og oplevelsen af vidder Projekterede skyer bevæger sig over himlen Mød hedens beboere: gårdmand, husmand, fattiglemmer

Rekvisitter inddrages aktivt og må berøres En blød gulvbelægning bidrager til oplevelsen af at gå på heden Genstande bringes i spil, men udenfor rækkevidde

På heden

Nat

Korte animerede fortællinger om folketro og nattens væsner, som de er blevet fortalt på egnen I det fjerne ses et rakkerbål og lyset fra Maren Bjerregaards husmandssted Efterhånden som mørket falder på, træder stjerner frem

Natten falder på - folk og fæ trykker sig sammen indenfor og stænger dørene. Enkelte af hedens beboere har dog ikke den mulighed Ved brug af en 3D illusion, kan gæsterne smugkigge ind til gårdmandsfamilien som de samles i stuen Den taktile oplevelse af det bløde gulv forstærkes i mørket og opmærksomheden på de oplyste genstande i montrerne øges

På heden

Højderyggen var den identitetsskabende markering af, hvad der hørte til henholdsvis de fede jorde mod øst og de sandede hedejorde mod vest. Udgangspunktet for udstillingen er, at livet på heden ’på kanten’ har givet udfordringer, men også muligheder for menneskers forskellige udfoldelser. Heden var både et livsvilkår og en ressource.

Når gæsterne træder ind i udstillingen, træder de direkte ud på heden, som føles blød og lidt eftergivende under deres fødder. På loftet flyver skyerne over himlen og lyden af urfuglens kald blandes med vindens susen.

Igennem en kombination af scenografiske virkemidler, digitale installationer, tekst, genstande og rekvisitter, fortæller udstillingen hedens historie fra vikingetid op til 1900-tallet. Rummets vægge buer indad og bidrager til fornemmelse af den vidtstrakte hede. Det er også her, at gæsterne møder hedens beboere; en gårdmandsfamilie, en husmandsfamilie, fattiglemmer og samfundets udskud. Genstandene fortæller om de forskellige livsvilkår mennesker på egnen har levet under gennem tiderne, i perioder har det været et hårdt liv for alle, i andre perioder har heden været givende for i hvert fald nogle af dem, der boede på heden. Genstandene er indlejrede i montrer eller står frit fremme som rekvisitter. Sidstnævnte må berøres, og inddrages aktivt i formidlingen ud fra devisen, at tingenes historie bedst formidles, hvis man må holde dem i hænderne.

Med jævne mellemrum falder natten på i udstillingen, stjernehimmelen kommer frem og en målrettet lyssætning bringer udvalgte genstande og udstillingselementer i fokus. Lydene bliver anderledes, sanserne vækkes på ny og i det fjerne ses lyset fra gårdens eller husmandsstedets små vinduer, og rakkernes blafrende bål. På væggene ses animationer, som beretter om nattens væsener. Kontrasten imellem lys til mørke stiller skarpt på det gamle landbosamfunds virkelighedsopfattelse af den åbne og ufarlige hede om dagen, versus en verden med overnaturlige væsner, samt den uro og frygt, der fyldte for hedens beboere om natten.

En vekslen imellem dag og nat udvider således formidlingspotentialet i udstillingen.

Rammen for fortællingen om heden

Indtil midten af 1800-tallet var det vidtstrakte lyngklædte heder, der dækkede store dele af Midt- og Vestjylland. Oprindeligt var den jyske højderyg ligesom resten af landet dækket med skov. Men svedjebruget, hvor man fældede og brændte skov af for at kunne dyrke jorden og få arealer til at holde dyr betød, da vi nåede frem til omkring år 1000, at kimen til heden var lagt, og lyngen var indvandret. Det varmere klima fra omkring år 900 skabte grundlaget for befolkningstilvækst i vikingetiden og de næste århundrede frem, og selv om mange mennesker udvandrede og tog på togt, var der alligevel befolkningstilvækst og øget skovrydning, og mere jord kom under dyrkning. Tinnet krat, sammen med flere lignende krat, udgør nogle af de største rester af Danmarks oprindelige skove. Træfældningen fortsatte op igennem middelalderen, og i 15-1600tallet var der ikke meget skov tilbage og landet blev i stedet dækket af lyng. Sandflugten var med til at gøre det svært at leve på heden, og befolkningstallet faldt. De mange ødekirker vidner om, at området for 1000 år siden havde været tættere befolket.

Livet på heden var et liv på kanten, som det sås, da pesten ramte Danmark i 1350erne. Pesten betød, at mennesker døde i hobetal, særligt langs hærvejen, datidens ’motorvej’, og befolkningstallet faldt med 40%. I 15-1600-tallet var både krige, epidemier og klimaet en udfordring. Klimaet var blevet meget koldt, så koldt, at vi taler om den lille istid. Klimaændringerne markerede, at livet på heden var på kanten af det mulige. Det var svært for dyrene at finde føde om vinteren, og bønderne havde svært ved at dyrke de magre jorde. Men hedens lyng, tørv og engarealer ved åerne kunne bruges til brændsel og som foder til får og stude. Omkring år 1800 var kun 2-3% af Danmarks areal dækket af skov. Hedens udstrækning var sandsynligvis på sit højeste omkring år 1700 og strakte sig fra Hærvejen og ud til vestkysten, og fra vandskellet sås de uhyre store flade heder. Kun lidt egekrat kunne tjene som kompas for de vejfarende. Bebyggelsen var spredt og bestod af små landsbyer samt de gårde, der lå enkeltvis på heden. I 1828 blev Give og de øvrige sogne i området beskrevet som nogle, der for 90% vedkommende bestod af skarpsandede jorde og uopdyrket hede, der på ikke ubetydelige strækninger var direkte flyvesand.

Den, der lever skjult, lever godt, synes at have være devisen, man skiltede ikke med sine værdier. Nøjsomhed var en nødvendighed, for der kunne være langt til naboen efter hjælp. Opfindsomheden har været stor med hensyn til, hvordan man har kunnet reparere og bruge tingene igen og igen eller på helt nye måder.

Bæredygtighed har været i centrum for hedebondens organiske omgang med naturen, men langt hen også for den gårdmand, der blev resultatet af hedeopdyrkningen.

På kanten handler om den forståelseskløft, der var mellem på den ene side de landbrugsfaglige eksperter, der ønskede kornavl, og hedebønderne, der fra 1700-tallet fravalgte hedeopdyrkningens slid for at satse på får og studeavl i kombination med hosebinding, pottemageri, kulsvierarbejde, børstebinderi og andre binæringer som gravning af tørv.

Denne selvhjulpenhed og selvstændige livsform har kunnet skabe en vis velstand for nogle men også en tradition for iværksætteri, og for at gøre noget og selv gå i gang. På kanten handler om den geografiske og kulturelle dobbelthed i livet på landet – på heden før hedeopdyrkningen. Om de mennesker, der var inden for den sociale orden, som kirken og gældende lov og ret skabte, og de mennesker, der var udenfor denne orden, og som levede langt fra gårde og landsbyer som ’rakkerpakket’, de lovløse, ulvene og andre frygtede væsener gjorde. Det handler om livet mellem høj og lav, om rationalitet og folketro, og om lyset og mørket.

En glarkiste er en glarmesters glaskiste. Der var langt imellem gårdene på heden, og en glarkiste kunne bæres på ryggen. Denne har været brugt af mindst to generationer glarmestre på egnen

Et landmålingsapparat. En teodolit fra o. 1900. Brugt i forbindelse med hedeopdyrkningen

Rakkerglas med træstilk. Personer af natmandsfolket blev betragtet som urene og uærlige. Glassene skulle være let genkendelige så ingen kom til at drikke af de samme glas, som dem

Stuehuset

1900-1955

Spisekammer

Bryggers Køkken Stue

Kammer Dagligstue

Staldbygning Gårdspladsen Kammer Aftægtsværelse

Gang

Aftægtsstue Syd

Das

Karlekammer