Kulturkampen om skolen

Foreningsliv og fællesskab

Neder Donnerup Skole ved enelærer Peder Degnbol 1906-52

Interiør fra Ndr. Donnerup skole. Miljøet kan anvendes i formidlingen Fremvisningsapparat. Apparatet er bygget om og kan projektere fotografier fra Ndr. Donnerup skole op på væggen

Anskuelsesbillederne kom på skoleskemaet i 1899. Museet samling af interiør fra Ndr. Donnerup skole inkluderer også en samling af anskuelsesbilleder Degnbols skolesamling er i dag en af Danmarks største eksisterende enkelt-lærersamlinger. Glasmontren lader gæsterne gå på opdagelse i samlingen Igennem museets omfattende arkivsamling forfattet af og om Degnbol, formidler udstillingen Degnbols vision for lærergerningen samt de nye skolereformer, som Degnbol var nødt til at forholde sig til

Med ansættelsen af lærer Peder Degnbol i 1906, blev landsbyskolen Neder Donnerup skole en del af kulturkampen om skolen. Degnbol var noget ganske særligt, så særligt, at en seminarielærere fra Nørre Nissums kunne gribe sig i at ønske, at man kun var 6 år og boede i ”Deres Skoledistrikt. Sikke en glæde at se frem til!” Det særlige ved Peder Degnbol var, at han praktiserede en ny pædagogik. En pædagogik, der havde rødder i den Grundvig -Koldske friskoletradition.

Udstillingen ”Kulturkampen om skolen” er placeret et stykke fra museets andre udstillinger. Rammen om udstillingen er museets interiørsamling fra bl.a. Neder Donnerup skole, og centrum i udstillingen er lærer Degnbols imponerende skolesamling. Rummet både opdeles af og samles omkring en lang smal glasmontre der går tværs igennem lokalet, hvori skolesamlingen vises frem i sin helhed. Til venstre for glasmontren træder gæsterne ind i en lille landsbyskole med pulte, anskuelsestavler og bøger. Her kan gæsterne sætte sig ved de gamle skolepulte, skrive på tavlerne eller kigge i bøger og genstande. Museet kan endvidere tilbyde guidede forløb for skoler og private, hvor genstandene i montren kan inddrages i formidlingen og komplimenteres af museets formidlingssamling med rekvisitter, som gæsterne kan få i hænderne. Præcist som det oprindeligt har været tiltænkt med en skolesamling. Til højre for glasmontren træder gæsterne ind i Degnbols skoleunivers, hvor drenge og piger havde fælles undervisning. Der var ingen fysisk afstraffelse, undervisningen kunne foregå i haven såvel som i klassen, og princippet var, at der skulle udvises tillid til udviklingskræfterne i barnet. Udstillingen vil formidle tidens syn på skolen og skolens formål igennem Degnbols vision for lærergerningen samt de nye skolereformer, der kom senere i 1900-tallet. Tanken er at formidle Degnbols skolesamling og museets omfattende arkivsamling forfattet af og om Degnbol.

Rammen for fortællingen om skolen i 1900-tallet

Degnbol var lærer på Neder Donnerup landsbyskole frem til sin død i 1952. Museum Give fik overdraget Degnbol samlingen fra Danmarks Skolemuseum, og museet har dermed en af Danmarks største eksisterende enkelt-lærersamlinger.

Det særlige ved Peder Degnbol var, at han praktiserede en ny pædagogik. En pædagogik, der havde rødder i den Grundtvig-Koldske friskoletradition. Pædagogikken slog gradvist igennem i sidste del af 1800-tallet, og den fik i tiden op til og efter 1.verdenskrig fornyet kraft under navnet reformpædagogikken. Reformpædagogikken ville gøre op med tidens autoritære skole og lærerrolle, dens systemer, faste pensum, riset og tampen.

Degnbol lagde fra starten vægt på friluftslivet, og der blev gravet et svømmebassin ved skolen, ligesom der blev etableret en skolehave. Skolehaven som fænomen går tilbage til 1800-tallet, den friske luft og nærheden til jord og natur blev set i direkte forlængelse af tidens visioner for den gode børneopdragelse. Skolehaven ved Neder Donnerup Skole blev anlagt i 1906. I overensstemmelse med tidens nye pædagogiske strømning badede børnene nøgne i skolens svømmebassin, piger og drenge dog hver for sig. Derefter luft- og soltørrede de ved at løbe rundt i skolehaven. Bagefter lavede de gymnastik i Degnbols have.

Læreren kunne gå foran, men i øvrigt tie og lade eleverne arbejde selv, dvs. det var en helt anden undervisning end den klasseundervisning, der karakteriserede den autoritære skole. Degnbol mente, at skolestuen skulle indrettes så den havde præg af ”Hygge”. ”Den skal være et Hjem for børnene, saa stor en del af deres tid de tilbringer der”. Undervisningen skulle understøtte børnenes nysgerrighed, og elevernes trang til at undersøge deres omverden skulle støttes. De centrale fag var for ham, og i overensstemmelsen med pædagogikken, ”omverdens-kundskab”, der rummede fagene geografi, historie, naturfag, kristendom, læsning, skrivning og regning. Degnbol lagde vægt på ’levendegørelse’ i undervisningen, derfor var det vigtigt for ham at kunne vise børnene udstoppede fugle, sten eller andre genstande. Han indsamlede genstande fra ind- og udland, så eleverne kunne møde verden og lære omverdenen af kende i skolen.

Degnbol gjorde også meget ud af at have billeder i skolestuen – anskuelsestavler, så børnene kunne se, hvordan tingene så ud. Anskuelsestavlerne kom ind i undervisningen i danske skoler fra omkring 1860erne. I første omgang var det tyske tavler, senere blev det danske tavler. I 1900 kom undervisningen i anskuelsestavler ind som fag. Brugen af tavlerne har dog varieret meget fra skole til skole. Degnbol var også fortaler for, at de bøger, der blev anvendt i undervisningen, skulle være gennemillustrerede. Noget der alt sammen senere blev en selvfølgelighed men ikke var det, da Degnbol gik i gang med sin lærergerning.

I 1930erne blev Neder Donnerup Skole og lærer Degnbol besøgt af medierne i rigt mål og pædagogikken blev diskuteret. Degnbols undervisning var meget anderledes end den, der var baseret på udenadslære, ikke mindst af de kristne trossætninger, bibelhistorie, geografiske remser og staveord. Degnbol måtte derfor kæmpe for sin undervisning mod den lokale præst, der var formand for skolekommissionen, og som skulle føre tilsyn med skolen. Præsten var alt andet end begejstret for Degnbols skole. Tidens krav om ophængte timeplaner, skemaer og systemer var ikke en del Degnbols pædagogiske tilgang, og det gav ham modstand fra flere sider. Bøjelig og føjelig har han heller ikke været.

Kirken havde fra gammel tid haft tilsynet med skolen. Præsten var selvskrevet formand for skolekommissionen og de øvrige medlemmer blev udpeget af sognerådet. På skoledirektionsniveau var det provsten, præstens overordnede, der var formand. Systemet markerede, at læreren var underordnet præsten, og det har ikke huet Degnbol, der havde stor opbakning i lokalsamfundet, sådan som nok generelt har været. Læreren var den samlende figur i lokalsamfundet, for nok var læreren også statens og kirkens repræsentant, og nok havde læreren en boglig uddannelse bag sig, men læreren var ikke akademisk uddannet som præsten. Læreren havde ofte også en tættere kontakt til de lokale, fordi læreren ofte selv var af bonde- eller husmandsfamilie. Med styrkelse det faglige tilsyn, styrkedes læreren i forhold til præsten, og med det nye system kom der endvidere avancementsmuligheder for læreren. Det har dog næppe interesseret Degnbol, ligesom at 1930ernes diskussion om at styrke fagligheden med faglærere og centralskoler, heller ikke var en del af hans forestilling om den gode skole. Han var derimod i hele sit virke fortaler for landsbyskolen og enkeltlærersystemet, hvor læreren kunne udvikle og forme børnene. Hans pædagogiske tradition vandt – om end det blev i en den skole, der kom ud af reformerne i 1937, 1958 og 1976, og altså en anden skole, end den han stod for i landsbyen Neder Donnerup.