satte det. Rygtet om Hjortekilden havde bredt sig til
hele egnen. Flere og flere kom humpende, haltende ned ad vejen, eller de blev båret eller kørt dertil på kærre. Hver og en ville drikke af vandet. De ville have en del af
underet, som var Hjortekilden. Og alle var villige til at betale, når Viola rakte hånden frem. Nu fik hun mønter
og ikke hestesko. Til gengæld fik familien snart råd til deres første hest.
Hjortekilden gav nu ikke blot vand, men også penge
– og mange af dem. Bjarne købte skoven ved siden af sin
eng. Hele efteråret var han optaget af at hugge træ. Han
havde endda råd til at betale naboens store drenge for at hjælpe til. Da Bjarne var i skoven hele dagen, blev det
Viola og Felicias opgave at tage imod penge fra de mange syge, forkomne stakler, der kom for at drikke af Hjortekilden. Viola havde opdaget, at hvis hun sendte datteren rundt for at samle ind, skæppede det bedre i kassen. Det
var, som om folk var mere gavmilde, når de stirrede ind i Felicias blå, troskyldige øjne.
Bjarne købte en ko. Så en mere. Han byggede endnu
et udhus, for næste sommer kunne fårene græsse på det skovområde, han var i færd med at forvandle til eng.
047
HJORTEKILDEN