{' '} {' '}
Limited time offer
SAVE % on your upgrade.

Page 1


Sortesø Morten Dürr

Plot


Morten Dürr Sortesø Forlaget Plot Tekst © Morten Dürr Fotos © Morten Dürr Grafisk tilrettelæggelse og forside: Minami Hirayama Korrektur: Lars Christensen, Dansk Sprogrevision Tak for uvurderlig hjælp og feedback fra Ellen Holmboe og Bo Skjoldborg Bogen er sat med: Portrait Text, Adobe Caslon Pro ISBN: 978-87-92789-57-0 1. udgave, 1. oplag, 2019 Trykt i Letland 2019, Livonia Print Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun indenfor de i aftalen nævnte rammer. Web: mortendurr1.wordpress.com

Forfatterens arbejde med teksten er støttet af Statens Kunstfond, litteraturudvalget.


INDHOLD

007

KVINDEØEN

019

SORT GRANIT

031

TROLDMANDEN

041

HJORTEKILDEN

055

GROTTEN

067

SVEDJERUG

083

SORTESØ

093

ARNES STEN

109

STORKEN

125

HUNGERTORP

137

TUSINDÅRSEGEN

147

DEN DØDE BY


KVINDEØEN

K

vindeøen var et fredssted midt i landets største sø. Helt fra gammel tid havde det været lov, at hverken

mænd eller våben måtte befinde sig på Kvindeøen. Nu var striden brudt ud i landet igen. Kongen af Bøgedalen

ville dræbe kongen af Nordmarken, og folk i skoven var

fanget midt imellem dem. I landsbyen spredte rygtet sig. Krigen rykkede nærmere; snart måtte kvinder og børn flygte til Kvindeøen, hvis de ville overleve.

I landsbyen fandtes 11 kvinder og 23 børn. Enken

007


Ragnhild blev valgt til deres anfører. Hun fik med naboernes hjælp læsset mad, frø, korn og redskaber på en og samme vogn og lod den trække af to heste. Turen mod

søen varede to dage. Kvinderne rejste kun i tusmørket ved daggry og solnedgang. Om dagen gemte de sig i skovene, væk fra soldaterne.

Kvinder og børn besteg bakker, stred sig gennem krat

og vandrede ad mudrede omveje, som ellers aldrig blev

brugt mere. De døjede med myg og igler, men undgik fuldstændig soldaterne.

Endelig var de fremme ved søen. Kvindeøen kunne

ses langt borte som en stor, grøn pude på vandet. Hen

på dagen mødte de tre fiskere, som fragtede dem over

til Kvindeøen i deres små sejlbåde. Fiskerne fik heste og hestevogn i bytte for deres besvær. For dem var det en heldig handel.

På Kvindeøen blev de mødt af kvinder og børn fra

skovens andre landsbyer. Men det stod dårligt til på øen.

Man manglede allerede mad, og alle følte sig sultne og svage.

“Sikke mange vi er,” sagde Ragnhild overrasket.

“Ja, det er en stor krig,” sagde Hilda, en kvinde, som

008


kom fra en anden landsby, der lå helt ovre for foden af bjergene.

Ragnhild delte ud af den mad, som de havde med

fra landsbyen. Røget kød, kartofler, æbler, nødder og

tørrede bær. De andre kvinder og børn tog med glæde imod maden. De næste par dage livede øens beboere

op. Der blev snakket, leget og sunget. Venskaber opstod blandt børnene og blandt de voksne.

Det varede ikke længe, for maden blev knap. Men

Ragnhild og Hilda kaldte kvinderne sammen og viste

dem de frø, korn og redskaber, som Ragnhild havde haft med.

Ragnhild fortalte kvinderne, hvad de kunne så,

hvornår de kunne høste, og hvordan afgrøderne skulle

plejes. Hun forklarede dem, hvordan de kunne fiske med snøre og garn og fange fugle og harer med snare. Mange

kunne ikke forstå, hvordan Ragnhild vidste alt dette, som jo var mændenes arbejde. Men Ragnhild forklarede, at som enke måtte hun arbejde for to og lære sig selv alt det, som hendes mand havde taget sig af førhen.

Nogle mente, at det var tosset at så noget her til forår,

som først ville spire, gro og modnes til sommer. Hvorfor

009

KVINDEØEN


ikke blot male kornet til mel nu og lave nogle lækre brød?

De skulle alligevel snart hjem til deres landsbyer. Da

rejste Hilda sig op og mindede dem om, at det var en krig, som strakte sig fra syd til nord. Den ville blive lang og blodig.

Hilda fik ret. Krigen varede ved igennem foråret og

ind i sommeren. Sent om aftenen stod hun og Ragnhild ved søens bred og kiggede mod land. Rundtomkring i bakkerne steg røgsøjler op. Landsbyer og skove brændte.

Soldaterne hærgede gennem landet, plyndrede og slog ihjel. Men på Kvindeøen var der fred.

Dagene gik. Der blev arbejdet flittigt på Kvindeøen.

Man passede marker og køkkenhaver. Der blev fisket. De gamle hytter blev sat i stand. Ragnhild viste de andre,

hvordan man høstede strå ved søens bred og brugte dem til at lægge nyt stråtag. Børnene deltog i arbejdet om formiddagen og havde fri om eftermiddagen. Så turede de rundt og udforskede øen.

Ragnhild var ikke den eneste, som kunne håndværk.

De andre kvinder lærte også fra sig. En vidste alt om lægeurter. En anden var kyndig, når det gjaldt bier. En

010


pige havde fundet et ungt bibo i et gammelt, hult træ. Nu blev der bygget et bistade. Med røg fra lyng blev bierne

beroliget. Børnene blev strengt formanet om at holde sig på afstand. Så flyttede de voksne det unge bibo over

i bistadet. Flere blev stukket af de forvirrede bier, men

hvad gjorde det, hvis man senere hen kunne høste den sødeste honning.

Men på Kvindeøen nåede man ikke at smage sommerens

honning. Krigen rykkede nærmere nu. En morgen blev Ragnhild vækket ved lyden af metal, der slog mod metal. Langt borte på den anden side af vandet kæmpede solda-

terne. Hun kunne knap skimte mændene, men deres

sværd glimtede i morgensolen. Efter en tid blev der stille.

Arbejdsdagen på Kvindeøen begyndte. Ragnhild fortalte

ikke nogen, hvad hun havde set. I løbet af dagen glemte

hun næsten det slag, hun havde overværet. Men da det blev mørkt, og hun var klar til at gå til ro, blev hun kaldt ned til søbredden.

“Se!” råbte Hilda og pegede.

Mørket blev brudt af et flakkende lys ude på søen. Et

bål. Nej, en båd, som brændte. Båden var af samme slags

011

KVINDEØEN


som fiskernes. En lille båd med plads til højst fem perso-

ner. Men sikke den kunne brænde. Nu lød der et plask ude ved båden. Den tippede. Tog vand ind. Sank.

Så var der helt mørkt igen. Båden og ilden var

forsvundet.

Kvinderne stod en tid og stirrede ud i mørket. Der

var stille. Det var så det ... Men pludselig lød et råb om

hjælp derudefra. Det plaskede i mørket som fra en, der

kæmpede med at holde sig oppe. En dreng på 13 år, som var den bedste svømmer på øen, kastede sig i søen. Ud af

mørket bjærgede han en lille dreng. Ved fælles hjælp fik de ham hevet op på land.

Drengen var bevidstløs. Hans tøj var forbrændt. Hilda

gik straks i gang med at få liv i ham. Snart hostede han vand op, hev efter vejret. Tårerne trillede ned ad hans kinder og trak streger i det sodsværtede ansigt.

Da drengen endelig kom til sig selv, var der en, som

spurgte, hvem han var, og hvor han kom fra. Drengen

rejste sig møjsommeligt. Han stod rank og alvorlig foran de forsamlede, og skønt han blot var syv eller otte år,

kiggede han på dem med et stærkt, selvsikkert blik. Han sagde:

012


“Jeg er kongen af Nordmarken.”

Kvinder og børn stirrede måbende på ham. Så var der

en pige, der fniste og sagde:

“Og jeg er dronning Saga!”

Nu begyndte de andre også at le. Men drengen forblev

alvorlig. Nu studerede Ragnhild hans tøj. Skønt det var

sodet og forbrændt, var det fine klæder med kunstfærdige broderier af guldtråd. Dette var ikke en almin-

delig dreng fra landsbyerne. Måske var han virkelig af kongeæt. Men Ragnhild blev brat revet ud af sine tanker, da der lød et råb fra søen. Et vredt råb, som fik alle til at vende sig om.

“Giv ham til os!”

På Kvindeøen havde man haft så travlt med at redde

drengen, at man slet ikke havde opdaget den flåde, der nærmede sig. Mindst 20 både havde kurs mod øen. Fakler

lyste det nærmeste skib op. Et rødt banner blev løftet af

brisen. På banneret sås aftegningen af en sort ørn. En høj mand klædt i rustning stod i stævnen af skibet. Han pegede med sit sværd. Nu råbte han igen: “Giv ham til os!”

Det var kongen af Bøgedalen.

013

KVINDEØEN


Nu slap drengens mod op. Han rystede af skræk.

“Han er blot et barn uden våben. Han har ret til

freden på Kvindeøen,” svarede Ragnhild.

“Er man konge, er man en mand,” sagde kongen af

Bøgedalen og gentog: “Giv ham til os!”

“Han bliver her,” svarede Ragnhild. De andre kvinder

nikkede og sluttede ring omkring Ragnhild og den forkomne dreng.

“Så er freden brudt på Kvindeøen,” sagde kongen af

Bøgedalen bistert. Så beordrede han sine soldater til at

angribe. De hoppede ud af bådene og kæmpede sig op af vandet. De stormede frem på en bølge af hæse skrig og fægtede med glinsende sværd.

Kvindeøen var engang et fredssted midt i landets

største sø.

014


SORT GRANIT

H

emmeligheden ved skovens kedelige, grå granit

var, at den kunne poleres og derved bringes til

at funkle som sorte ædelsten. Hvad der blot var triste,

grålige skærver, kunne forvandles til tindrende, matsorte klumper, der lignede noget hentet fra drømme. Farven på stenen blev gådefuldt sort, kold at røre ved og alligevel så dragende, at den var umulig at lægge fra sig. Det

krævede dog, at man polerede og sleb, til overfladen var helt glat.

019


Det var Ejnar, som opdagede stenenes hemmelighed.

De andre folk på egnen havde ikke meget tilovers for

disse sten, som skoven var fyldt med. Det var nemlig ikke nok at rydde skoven for træer for at få mark. Man måtte

også rydde jorden for de store sten. Først da havde man

en eng velegnet til fårehold og græsning. Bondemanden Ejnar brugte de golde måneder tidligt på foråret til dette

arbejde. Han samlede sten på marken og anbragte dem i diger, der kunne holde fåreflokken inde. Stendigerne

slyngede sig gennem landskabet og vidnede om, hvordan

jordlodderne var fordelt. Al jord syd for bakkerne tilhørte storbonden Thorkild. Alt vest for bakkerne tilhørte landsbyens småbønder. Her var jordlodderne mindre, og sten-

digerne skar sig gennem landskabet på kryds og tværs og formede et virvar af felter i dalen. Men Ejnar ejede

ikke jord længere. Da hans gravide kone blev syg med lungesot, måtte han pleje hende i stedet for at passe sin

gård. Ejnar måtte købe god mad og dyr urtemedicin, som kunne få den vordende mor rask. Han havde i forvejen

gæld til Thorkild for køb af lam. Nu voksede denne gæld. Konen døde. Få uger efter slog lynet ned, og laden

brændte. Ejnar mistede både hø, korn og får. Nu kunne

020


han ikke længere betale sin gæld tilbage. Derfor overgik

hans jordlod til storbonden. Ejnar overgav ikke jorden frivilligt. Han beklagede sig til landsbyens ældste. Men alle havde gæld til Thorkild. Ingen turde sige ham imod. Til sidst måtte Ejnar give sig.

Nu havde Ejnar hverken jord eller familie. Det eneste,

han ejede, var en hest og en kærre. Men selv med hest

og vogn til hjælp var det alligevel utrolig hårdt arbejde at fjerne sten fra marken. Efter en lang dag i marken

værkede hans ryg, og vablerne på hænderne blødte. Netop på sådan en dag kom Thorkild ridende. Han

begyndte straks at skælde ud. Han sagde, at arbejdet

skulle gøres om. Det stendige, som Ejnar havde bygget på i en måned, skulle ikke længere ligge, hvor det lå. For

Ejnars jord skulle jo slås sammen med Thorkilds. Stendiget skulle fjernes, så Ejnars tidligere jordlod blev åbnet

op mod Thorkilds marker. Thorkild pegede på en sten længere borte. Her skulle stendiget ligge.

Ejnar beklagede sig. For stendiget var ikke kun bygget

dette år. Her lå også sten fra sidste forår og forrige år igen. Skulle de alle flyttes, ville det mindst tage hele sommeren.

“Husk din gæld til mig!” sagde Thorkild. “Bare kom i

021

SORT GRANIT


sving.” Som afsked svirpede Thorkild med ridepisken og efterlod Ejnar med et svidende sår på kinden.

Ejnar betragtede Thorkild forsvinde over bakkerne på sin hvide hest. En stor sten lå for hans fødder. Det måtte

blive den sidste sten, han flyttede i dag. Thorkild fik

fat; han kunne knap rokke stenen, så stor var den. Idet han fik lirket den fri af jorden, pilede en slange gennem græsset. Thorkild slap forskrækket stenen, men slangen var allerede væk. Thorkild undersøgte forsigtigt græsset

omkring stenen, men der var ikke mere kryb at frygte

for. Med møje og besvær fik han omsider båret den store sten op på kærren. Det gjorde ondt i såret på kinden. Så

klappede han hesten og klikkede med tungen. Han kørte

stenen hen til stedet, som Thorkild havde udpeget. Men da han kastede stenen fra sig, skete det. Stenen ramte en

anden sten og brækkede midtover. Den flækkede så rent,

at bruddet var helt glat og glinsende. Som sort is. Ejnar måbede. Hvem skulle have troet, at den matte, grå overflade på stenen gemte på sådan en indre skønhed. Synet

af den sorte granit gav Ejnar en underlig følelse. Uden at tænke over det samlede han den ene halvdel af den

022


flækkede sten op. Han kastede den fra sig igen. Hårdt og

vredt. Nok en gang flækkede den. Han greb klippestykket, nu på størrelse med en høne, og kastede det fra sig en gang til. Igen flækkede det.

Ejnar svedte. Han pustede ud og samlede det mindste

stykke sten op. Det var på størrelse med en barnenæve.

Stenen var rund, men lidt aflang. På to af siderne var

stenen grå og kedelig. På tre af siderne skinnede den sort som en dyrebar juvel.

Ejnar krammede stenen og fik igen den samme følelse

af uro. Så med ét blev han rolig. For i det øjeblik fik han ideen til, hvordan han skulle blive fri for Thorkild og fri af sin gæld.

Den næste måned gjorde Ejnar to mænds arbejde. Om dagen flyttede han sten for Thorkild. Om aftenen sleb

og polerede han den sorte granit. Han sleb stenen, så den fik en smuk, elliptisk form. Han polerede den glat i

vådt sand. Det sidste var det sværeste og tog længst tid.

Stenen måtte være absolut glat og skinnende. Dagene

gik, Ejnar knoklede i marken, om aftenen polerede han den lille, sorte sten, til knoerne blødte.

023

SORT GRANIT


En dag sidst i maj var han omsider færdig. Der mang-

lede blot en sidste ting. Ejnar fangede en slange ved

stendiget. Den tog han med hjem. Han skar hovedet af

slangen og stænkede dens blod på stenen. Han lod blodet sidde hele natten. Næste morgen vaskede han omhygge-

ligt blodet væk. Thorkild var tilfreds med stenen, som

han undertiden var begyndt at tænke på som ægget. Nu ventede han blot på Thorkild.

En uge gik. Endelig kom dagen, hvor Thorkild red

forbi igen. Storbonden standsede op, som han havde

gjort i april. Også denne gang skældte han ud. Ikke fordi

arbejdet skulle gøres om. Men fordi arbejdet gik for lang-

somt. Ejnar bukkede og undskyldte. Idet han bøjede sig

ned efter en stor sten, lod han ægget glide ud af lommen. Thorkild råbte:

“Hov ... du tabte noget!”

Ejnar bøjede sig hurtigt, samlede stenen op og

knugede den i næven.

“Hvad var det?” ville Thorkild vide.

Ejnar viste ham den blankpolerede sten. Han lod

endda Thorkild holde den.

Thorkild stirrede på stenen og hviskede drømmende:

024


“Sikke en skønhed ...”

Ejnar greb stenen og puttede den i lommen. “Hvor har du den fra?” spurgte Thorkild. “Det siger jeg ikke,” svarede Ejnar.

“Hvor kan man få sådan en henne?” “Alle vegne,” svarede Ejnar.

Nu blev Thorkild sur og sagde, at Ejnar ikke skulle

gøre nar af ham. For en sådan juvel havde ingen da set før. “Hvad vil du have for den?” “Den er ikke til salg!”

“Ser man det,” svarede Thorkild vredt. Så red han sin

vej igen.

De næste par dage fortsatte arbejdet i marken. Men Ejnar tog den med ro nu. Der var ingen grund til at slide så hårdt i det længere. Hans tid under Thorkilds åg var

snart forbi. Ganske rigtigt. Der kom Thorkild igen. Han gik lige til sagen.

“Den sorte sten. Jeg vil købe den!” “Den er ikke til salg!”

“Giv mig stenen, så kan du stoppe med stendiget. Jeg

får en anden til at gøre det færdigt. Du kan vogte får i

025

SORT GRANIT


stedet for. Du fortjener en pause fra det hårde slid.” “Den er ikke til salg.”

“Ser man det!” Thorkild rev i seletøjet, så hesten vrin-

skede. Han red bort.

Den næste dag kom Thorkild igen. Han var endnu mere

opsat på at købe stenen. Nu ville han også eftergive Ejnars gæld.

Ejnar ville ikke sælge.

Næste dag kom Thorkild med et endnu bedre tilbud.

Gælden blev eftergivet, og Ejnar ville få sin jord igen. Ejnar ville ikke sælge.

Der gik to dage. Mon Thorkild havde givet op? Det

mente Ejnar nu ikke. Han havde set begæret i Thorkilds øjne, da han holdt om den sorte sten.

Da Thorkild kom ud i marken igen, var han anderle-

des afdæmpet. Han gik endda så langt som til at stige af hesten og kigge Ejnar mildt i øjnene. Så sagde han: “Fortæl mig nu bare, hvad du vil have.” Ejnar tøvede ikke. Han sagde:

“Jeg vil have stenens vægt i guld.”

Det svarede Thorkild ja til. De gav hånd på handlen.

026


Samme dag blev guldet vejet af, og Thorkild fik overrakt

den blanke, sorte sten. Ejnar fik sit guld; han var nu en rig mand. Ejnar steg op på sin hest og bød alle i landsbyen farvel.

Thorkild glædede sig så meget over sin skat, at han ville

have den nær ved sig hele resten af dagen. Han gemte den i jakkelommen. Fra tid til anden tog han den frem og lod den glide rundt mellem fingrene. Om natten kunne han

heller ikke undvære stenen. Han lagde den under hovedpuden, da han skulle sove.

Der lå stenen, der havde form som et æg. Poleret i

ugevis af Ejnar ved hjælp af vådt sand og had. I varmen under puden klækkede ægget. En slange gled frem. Mens Thorkild sov, bed den ham i den sarte, bløde hud

på halsen. Han vågnede blot et øjeblik og så aldrig mere.

Næste dag blev han fundet død og med vidtåbne øjne. Det var et spørgende blik, som intet så, og som ikke

forstod, at hemmeligheden ved skovens kedelige, grå granit var, at den kunne poleres og derved bringes til at funkle som sorte ædelsten.

027

SORT GRANIT


TROLDMANDEN

T

roldmanden boede i et hus langt inde i skoven.

Han manglede ikke noget. Det, han behøvede,

fremtryllede han blot. Troldmanden og hans kone havde et nemt og behageligt liv. Når de blev sultne, gik troldmanden ned til bækken og tryllede en skrubtudse om til en lækker fisk. En tornet tidsel tryllede han om til

knasende kål. Småstenene i marken tryllede han om til

søde kartofler. Troldmanden og hans kone gik aldrig sultne i seng.

031


Men én ting savnede de. De havde aldrig fået nogen

børn. Det var konen trist over. En dag, hvor hun blev ked

af det, muntrede troldmanden hende op ved at sige: Jeg ved, hvad vi gør. Jeg fremtryller et pigebarn til os.

Allerede næste dag gik han hen til et ungt birketræ,

som stod på engen foran deres hus. Så tryllede han træet om til en lille pige. Pludselig stod hun der bare, pigen.

Hendes hår var lyst, og huden hvid som birkens bark. Hendes øjne var klart blå og overraskede.

Konen smilede og krammede sin nye datter. Hun bød

hende velkommen i familien og førte hende ind i huset.

Til aftensmaden fremtryllede troldmanden den lækreste

mad, som nogensinde var blevet set på de kanter. Men pigen ville intet spise. Hun sagde: “Jeg behøver kun sol og regn.”

Ved aftenstid ville konen læse pigen en godnathisto-

rie. Men pigen sagde:

“Jeg behøver kun sol og regn.”

Næste morgen lå pigen ikke i sin seng. Troldmanden og

hans kone var fortvivlede. Tænk, hvis deres datter var løbet bort og faret vild i skoven. Men de fandt hende

032


hurtigt igen. Datteren stod ganske nær hytten, præcis på samme sted, hvor det unge birketræ havde stået.

Konen udbrød: “Datter, har du stået og frosset her

hele natten! Hvad laver du?”

“Jeg venter på sol og regn.”

Troldmanden og hans kone låste nu døren til hytten for

at sikre sig, at datteren ikke løb bort igen. Det var for

hendes egen skyld. Der var koldt udenfor hytten, og ulvene strejfede sultne rundt om efteråret. Troldmanden tryllede ild i kaminen og sagde til datteren: “Sæt dig her og få varmen.”

“Jeg behøver kun sol og regn,” svarede pigen. Efteråret gik på hæld. Nu tog frosten fat om natten. Der

var bidende koldt ude. Døren var låst. Troldmanden og hans kone blev inden døre.

“Nu skal du lære at læse,” sagde troldmanden og fandt

bøger frem. Han tryllede lys i olielampen og viste pigen ord og bogstaver.

“Jeg behøver ikke lære at læse. Jeg skal blot have sol

og regn.”

033

TROLDMANDEN


Sådan fortsatte det. Pigen spiste ikke, læste ikke.

Hun ville ikke engang lære at trylle, skønt troldmanden tilbød hende sine inderste hemmeligheder. Hver gang var svaret det samme:

“Jeg behøver blot sol og regn.”

Som dagene gik, blev pigen mere og mere trist. Hun bad

om at få døren låst op og komme udenfor. Men troldmanden havde gemt nøglen væk. Han brugte den kun

tidligt hver morgen, når han gik ud for at hente vand i brønden. Så skete det en dag, de løb tør for vand hen på

eftermiddagen. Troldmanden låste døren op og gik ud til

brønden med sin spand. Straks løb pigen ud ad døren på bare fødder i sneen og langt ind i skoven.

Troldmanden ledte efter hende, indtil det blev mørkt.

Så vendte han hjem. Han beroligede sin kone:

“Vi låser ikke vores dør i nat. Så kan vores datter selv

lukke sig ind. Hun vender hjem igen, når det bliver for koldt udenfor.”

Men næste morgen var pigen stadig ikke kommet

tilbage. Troldmanden og konen gik ud for at kigge efter

034


hende. De så hende straks. Der stod hun. På marken foran huset. Men pigen var ikke en pige længere. Hun

var blevet til et ungt birketræ igen. Træet stod rankt og roligt. Vinden rykkede blidt ved dets grene. Solen fik den hvide bark til at glinse.

“Hvor er vores datter smuk,” sagde konen og græd. Troldmanden vendte sig bort og gik ind i hytten.

Vinteren kom, og konen blev mere og mere trist.

Troldmanden gik lange ture i skoven. Han tryllede

granknogler om til duftende æbler. Han tryllede indtørret lyng om til farvestrålende blomster. Men ingen af disse gaver gjorde hans kone i bedre humør. “Jeg savner hende,” sagde konen.

Som dagene gik, tilbragte hun flere og flere timer ude

ved det unge birketræ. Hun satte sig på stenen for foden

af træet svøbt i uld og lod sneen falde i sit hår, indtil hendes læber var blå af kulde. Sådan fortsatte det, indtil konen pludselig fik feber og hoste.

Troldmanden tilbød at trylle hende rask. Men konen

nægtede. Hun lagde sig blot i sengen besluttet på at lade feberen rase ud af sig selv. Hun var syg i ti dage og tæt på

035

TROLDMANDEN


at dø. På den tiende dag fik hun pludselig kræfterne igen. Hun rejste sig og sagde:

“Jeg må se til min datter.”

“Hvil dog blot en dag mere, så kan du gå ud til hende

i morgen,” sagde troldmanden.

Den nat tog troldmanden en økse. Han fældede det

unge birketræ og hakkede det i fem dele. Konen vågnede næste morgen. Hun var frisk. Feberen var væk. Hun sagde igen, at hun ville ud og se til datteren.

“Der er intet at se,” sagde troldmanden. “Du behøver

ikke sidde ude i kulden og blive syg.”

Da konen hørte dette, blev hun urolig og løb ud på

engen.

Der lå birketræet. Hugget ned og hakket itu. Men

det var ikke et træ, som konen så. Hun så pigen ligge død og kold i sneen.

Samme dag pakkede konen sine ting og drog bort uden at se sig tilbage. Troldmanden blev boende i huset langt

inde i skoven. Han manglede ikke noget. Det, han behøvede, fremtryllede han blot.

036


HJORTEKILDEN

M

an sagde, at vandet fra Hjortekilden kunne gøre folk raske. Hjortekilden gav godt vand og meget

af det. Brønden lå på Bjarnes jord, og det kunne han være

glad for. For kilden løb aldrig tør, selv på de varmeste sommerdage. Men vandet gjorde mere end blot at slukke tørsten. De syge, svækkede eller vanføre kom rejsende langvejsfra. Hver eneste dag kom nye til. De stillede sig i

kø og ventede. Nogle lå og hvilede sig i skyggen af elme-

træerne, udmattede efter lang vandring. Alle stod i kø til

041


deres andel af det lægende vand.

Kilden havde ligget der, lige så længe som nogen kunne

huske. Men det var først for nylig, at man havde opdaget

vandets helbredende kraft. En dag midt på sommeren, da Bjarne pumpede vand i to spande, så han to skikkelser

i det fjerne. Fremmede på stien var et sjældent syn. For vejen ned til hans gård førte ingen steder hen. Kom man

ad stien, var det kun for at besøge Bjarne, hans kone,

Viola, og deres eneste barn, den spinkle Felicia med den

sarte hud og de spørgende blå øjne. I skoven og marken var datteren ikke meget bevendt med sine spage lemmer,

men det hørte man aldrig Bjarne beklage sig over. Så

længe Felicias latter blandede sig med fuglenes pippen, var livet fuldendt.

Efterhånden som de to fremmede kom nærmere, var

det tydeligt at se, at der var noget galt. Den ene mand,

den ældre af dem, støttede sig til den anden med armene

om hans skuldre. Den gamle var en storbonde at dømme efter de nye, solide læderstøvler, han havde på. Den unge, som hjalp ham, var anderledes fattigt klædt på og gik i slidte træsko.

“Vi søger Katte-Sissans hus,” råbte den unge og

042


tørrede sved af panden.

“Så er I gået galt,” sagde Bjarne.

Han bad dem hvile og rakte dem spanden med det

iskolde vand. Begge mænd takkede og drak begærligt. Den gamle mand ømmede sig og gned sin ryg. Hans unge hjælper sagde:

“Er det sandt, at hun kan gøre rask?”

Bjarne trak på skuldrene. Det eneste, han vidste om

Sissan med sikkerhed, var, at hun gik og talte med sine

mange forhutlede katte med ord, som ingen kunne forstå. “I skal tilbage forbi elmetræerne. Hun bor oppe bag

bakkerne derovre.”

Bjarne udpegede stedet, og den unge mand nikkede.

Så hankede Bjarne op i sine spande og gik ned til engen for at vande køerne.

Da han vendte tilbage til brønden for at hente mere

vand, var de to mænd allerede væk.

Men han så dem igen to dage senere. Igen, mens han

pumpede vand til køerne, kom de to skikkelser gående

hen ad vejen mod hans hus. Det var de samme to mænd. Men noget var anderledes. Den gamle mand humpede

ikke længere. Han gik rank og frejdig med armene svin-

043

HJORTEKILDEN


gende til siderne for hvert skridt, han tog. Da han kom

nærmere, kunne Bjarne dårligt genkende ham. Han var som forandret. Hvor han dagen før havde virket trist, syg

og træt, lyste han nu af kraft og livsmod trods sin fremskredne alder.

I det samme kom Bjarnes kone, Viola, ud af huset. “Får vi gæster?” råbte hun til Bjarne.

Den gamle mand gik nu forrest og vinkede til Viola.

Han fjernede endda hatten.

“Du har fået det bedre, ser jeg,” bemærkede Bjarne.

“Så Katte-Sissan gav dig lægeurter?”

“Ja, jeg er rask!” sagde manden. “Men ikke på grund

af den skøre kælling.”

Han pegede på brønden.

“Jeg er rask på grund af dit vand!”

“Det er et under,” fastslog den unge mand og stirrede

frygtsomt på brønden.

Bjarne smilede til Viola. “Har du hørt det, Viola? Et

under ... på Hjortekildegård!” Så lo han.

Den gamle mand forblev alvorlig. Han sagde: “Må jeg drikke noget mere?”

“Selvfølgelig,” sagde Bjarne. “Vores brønd har masser

044


af vand. Drik, til du skammer dig!”

Den gamle mand tog en trækop frem og fyldte den

med frisk vand fra spanden. Men idet han førte den til læberne, sagde Viola:

“Hvad vil du give?”

Manden stivnede. Han stod lidt og stirrede på Viola,

så på Bjarne. I det samme kom Felicia løbende med et æg i hver hånd.

“Den grå har ikke lagt æg i dag, far.”

“Så kan den blive til suppe!” sagde Bjarne.

“Neeeej. Hun lægger et æg i morgen. Det har vi

aftalt!”

Bjarne lo og purrede op i hendes hår. “Løb ind med

æggene, pige.”

Under alt dette stirrede Viola blot på den gamle

mand. Så sagde hun: “Min datter har brug for nye sko.”

Manden nikkede. “Fint! Det var da det mindste.” Så

gravede han i lommen og rakte fire mønter til Viola.

Fra den dag var Bjarnes lykke gjort. Det forstod han dog ikke straks. For de næste mange dage fortsatte livet på gården, som det plejede. Han vandede køerne, han

045

HJORTEKILDEN


vendte halmen på marken, så den hurtigere ville tørre. Fårene blev klippet. Ulden blev kartet af Viola og Felicia.

Der var nok at gøre, og snart var de to fremmede mænd glemt. Men på sjettedagen skete der noget.

To mænd kom trækkende på en vogn, hvor der lå en

mand med indsunkne kinder.

Det var Viola, som så mændene først. Hun stillede sig

midt på vejen, så de måtte stoppe op, før de var fremme ved brønden.

Den ene mand, en stor mand med grove hænder,

rakte Viola en bylt.

“Det er alt, hvad vi har,” sagde han. “Må min far

drikke af Hjortekilden?”

Viola åbnede lærredsposen. Indeni lå fire hestesko. “Hvad skal jeg med hestesko? Vi har ingen hest.”

Men Bjarne vinkede mændene forbi. “Selvfølgelig må

han drikke. Det må I alle tre!”

Den aften, da Felicia sov, skændtes Bjarne og Viola. Viola

havde ikke tænkt sig at give deres vand væk gratis ... eller

for et par hestesko. Det burde Bjarne kunne forstå. Men

deres skænderi fik ingen betydning. For næste dag fort-

046


satte det. Rygtet om Hjortekilden havde bredt sig til

hele egnen. Flere og flere kom humpende, haltende ned ad vejen, eller de blev båret eller kørt dertil på kærre. Hver og en ville drikke af vandet. De ville have en del af

underet, som var Hjortekilden. Og alle var villige til at betale, når Viola rakte hånden frem. Nu fik hun mønter

og ikke hestesko. Til gengæld fik familien snart råd til deres første hest.

Hjortekilden gav nu ikke blot vand, men også penge

– og mange af dem. Bjarne købte skoven ved siden af sin

eng. Hele efteråret var han optaget af at hugge træ. Han

havde endda råd til at betale naboens store drenge for at hjælpe til. Da Bjarne var i skoven hele dagen, blev det

Viola og Felicias opgave at tage imod penge fra de mange syge, forkomne stakler, der kom for at drikke af Hjortekilden. Viola havde opdaget, at hvis hun sendte datteren rundt for at samle ind, skæppede det bedre i kassen. Det

var, som om folk var mere gavmilde, når de stirrede ind i Felicias blå, troskyldige øjne.

Bjarne købte en ko. Så en mere. Han byggede endnu

et udhus, for næste sommer kunne fårene græsse på det skovområde, han var i færd med at forvandle til eng.

047

HJORTEKILDEN


Det blev december, og nu kom der færre folk for at

drikke af Hjortekildens vand. Rygtet om kildens kraft

løb stadig. Men vinteren var startet tidligt og hårdt, så

man måtte stride sig gennem knæhøj sne for at komme frem.

En dag sidst i december haltede en duknakket mand

frem af det tidlige tusmørke. Felicia rakte ham en trækop med brøndens vand. Med rystende hænder tog han imod koppen og rakte Felicia en mønt. Da han drak, fik han vandet i den gale hals og blev overmandet af et voldsomt

hosteanfald. Han hostede og hostede. Han hostede ned

i sin hånd, som blev rød af blodigt spyt. Da Felicia så dette, blev hun bange og løb ind til sin mor.

Allerede få dage senere begyndte hun selv at hoste.

Det blev hurtigt alvorligt. Felicia fik feber. En hel aften

og nat lå hun og var brændende varm. Hun lå blot i sengen og svedte helt svag og kunne næsten intet sige.

“I morgen rider jeg op til Katte-Sissan og får fat i

lægeurter,” sagde Bjarne.

“Du rider ingen steder,” sagde Viola.

“Om ikke til Katte-Sissan, så til Aage og Berit. Berit

kender til lægeurter.”

048


“Du rider ingen steder,” gentog Viola blot. “Hvad mener du?” spurgte Bjarne.

“Felicia er frisk i morgen. Det skal nok gå.”

Bjarne tav. Felicia lå nu helt stille. Viola havde nok

ret. Det var jo, som om feberen var veget. Hun var ikke længere så varm. Blot uendelig bleg og blå om læberne. Hendes vejrtrækning havde fået en pibende lyd.

Udmattede af at våge næsten hele natten gik Bjarne

og Viola til ro.

Da de vågnede igen ved det første morgenlys, lå

Felicia død.

Da vinteren slap sit greb, begyndte folk igen at finde vej

til Hjortekilden. Unge såvel som gamle kom de. Med

trætte håb malet i ansigtet. Viola tog deres penge. På en

mild dag i april kom den gamle mand, som havde startet det hele. Han følte sig på ny svagelig; nu måtte han igen

drikke af Hjortekilden. Viola sagde, at hun var glad for at se ham. Hun lyste op i et stort smil, da storbonden rakte

hende fem skinnende mønter. Manden drak af vandet og spurgte:

“Og hvad med jeres fine datter? Er hun glad for de

049

HJORTEKILDEN


nye sko?”

“Det er hun,” sagde Viola hurtigt, “men hun er sendt

ud for at tjene på en gård langt borte.”

Bjarne holdt sig efterhånden helt væk fra brøndgæsterne. Han var begyndt at hente vand fra en anden kilde, som lå

længere borte, og han fik ondt i ryggen af at slæbe vand-

spande frem og tilbage. Men sådan måtte det være. For skønt man sagde, at vandet fra Hjortekilden kunne gøre folk raske, smagte det ham ikke mere.

050


GROTTEN

D

er var ingen, som vidste, hvor dyb grotten var, eller hvem de hviskende stemmer derindefra tilhørte.

Grotten lå for foden af en bakke midt i skoven. Her lå den skjult i alle år, indtil en gammel eg væltede i efterårsstormen. Egen væltede med rode og trak en stor mængde

jord med sig, da den faldt. Der, hvor den havde stået, var der nu et sort hul, som førte ned i grotten.

Hvert forår blev landsbyens unge sendt ind i grotten

med prægtige offergaver. Sølvsmykker, skind, røget kød,

055


frisk øl og nybagt brød. En efter en forsvandt de ind i grotten, lod sig opsluge af mørket. De følte sig frem,

gik gennem mudder under det fugtige, dryppende loft

af store klippesten, blot oplyst af en enkelt fakkel. Når

processionen havde fulgt de ældres anvisninger og banet

sig dybt, dybt ned i det sorte hul i jorden, befandt de sig efter lang tid på et sted, hvor grotten blev til en prægtig underjordisk sal.

Her blev de mødt af de hviskende stemmer.

Udenfor ventede deres forældre sammen med landsby-

ens øvrige voksne i flere timer. Hen på eftermiddagen dukkede de unge mennesker frem af grotten. Sølv, skind,

kød, øl og brød var blevet efterladt nede i mørket. Skønt de unge kom tomhændede ud i sollyset igen, bar de nu på

det, som folk i området betragtede som den største gave af dem alle. Nemlig visheden om deres egen skæbne.

En efter en trådte de unge frem for landsbyens voksne

og berettede om, hvad stemmerne havde hvisket til dem i mørket.

Den unge pige Åsa med det røde hår kiggede på de

ældste med et sikkert blik og sagde:

056


“Stemmen sagde, at jeg skal tage på en lang vandring

og søge det, der kan mane al sygdom bort fra vores landsby.”

Drengen Asbjørn sagde: “Stemmen sagde, at jeg skal

blive bonde, rydde skov og sætte fire børn i verden.”

Sådan fortsatte det. Stemmen i grotten havde udstuk-

ket dem alle et mål og en retning i livet. Jeg skal blive gudernes tjener. Jeg skal bage vores brød.

Jeg skal passe fårene og oplære vores hunde. Jeg skal være smedens lærling.

Jeg skal ride til kongen og bede om fred og beskyttelse til

landsbyen.

Jeg skal giftes med en kvinde fra en landsby bag bjergene.

Jeg skal lære sproget, de taler i syd, og sælge vores skind for

sølv.

Til sidst var det Thorbjørns tur til at sige, hvad der var blevet stillet ham i udsigt i grottens dyb. Trods sit slag-

færdige navn var Thorbjørn blåøjet, lyshåret, spinkel, mild og blid. Han talte sagte og sjældent. Thorbjørn

var landsbyhøvdingens søn. Men det kunne man ikke

057

GROTTEN


se. For høvdingen var Thorbjørns modsætning. Han var en høj mand med svulmende overarme og brede

skuldre, så han både måtte bukke sig og gå sidelæns ind ad døren til sit eget hus. Høvdingen var tidligt blevet

skaldet, men havde et imponerende, sort skæg, som han med buldrende stemme bød yndlingsdatteren flette hver

morgen. Nogle gange når han drak for meget øl, blev han ondsindet og pryglede Thorbjørn med sit bælte. Så

fik Thorbjørn at vide, at han ikke var høvdingens egen søn. At han var en horeunge. De gange kastede moren

sig over Thorbjørn og beskyttede drengen med sin egen krop, indtil høvdingen blev udmattet af at svinge bæltet og kaldte efter mere øl.

Nu stod Thorbjørn foran alle de forsamlede. Den sidste

i rækken af unge, som skulle erklære sin skæbne. Solen var væk nu. Ved det spinkle lys fra bålet så han bleg og

ynkelig ud. Han åbnede munden, men der kom ingen

ord. Alle ventede. Til sidst rømmede høvdingen sig. Thorbjørn for sammen og kiggede frygtsomt på sin far.

Faren gav ham et nik. Endelig begyndte Thorbjørn at tale. Han sagde:

058


“Stemmen sagde ...” Thorbjørn hostede. Så gentog

han:

“Stemmen sagde ... at jeg ... at jeg skal slå en i lands-

byen ihjel.”

Thorbjørn slog blikket ned. Der løb tårer ned ad hans

kinder nu. Alle stirrede på ham i stilhed. Man hørte kun bålet, der knitrede. Tavsheden hang i luften, indtil der var en, som råbte:

“Lad os så få noget øl!”

Som det hørte sig til, blev de unges færd ned i grotten

hvert år fejret med fest. Også dette år blev der spist svin og drukket øl. Der blev danset og sunget. De fleste

slog Thorkilds ord hen. Knægten var ikke helt rigtig i hovedet. Sådan var der flere, som mente. Men Asger, som var Thorbjørns ven, ville ikke lade det ligge. Hen på

aftenen, da alle var blevet fulde og i højt humør, hev han

Thorbjørn med ind i skovbrynet væk fra de andre. Asger bad om en forklaring. For hvorfor sige noget så underligt, når nu Asger vidste, at Thorbjørn aldrig ville kunne gøre andre fortræd.

059

GROTTEN


“Det var, hvad stemmerne fortalte mig,” sagde Thorbjørn. “Stemmerne? Hvilke stemmer?” spurgte Asger. Men Thorbjørn stirrede bare mut på ham.

“Der var jo ingen stemmer!” sagde Asger og grinede.

Han ruskede i Thorbjørn.

Thorbjørn skubbede Asger til side og gentog blot: “Jeg har sagt, hvad stemmerne sagde til mig!” Så løb han sin vej.

Hen på natten, da festen endelig var ovre, og Thorbjørn sov tungt i sin seng, gled døren til hans kammer op. Hans

far stod i døråbningen. Han bar noget i hænderne, indsvøbt i et klæde.

“Sov blot videre, Thorbjørn.”

Så lagde han bylten under Thorbjørns hovedpude.

Høvdingen strøg Thorbjørn over håret og sagde blidt: “Sådan ... du har gjort det godt.”

Næste dag blev Thorbjørn vækket af lyden af høje skrig.

Noget faldt på gulvet og gik itu. Thorbjørn var stadig halvt indhyllet i en drøm om grotten. De kolde, våde

sten. De sagte, sukkende lyde, når dråberne faldt fra

060


loftet. Men nu blev han brat revet ud af søvnen. Skriget blev til et råb:

“Hun er død ...”

Og råbet blev til en jamren.

“Hun ... er ... død ... hun er død ...”

Thorbjørn rejste sig hurtigt og løb i retning af lyden.

Ind til moren og farens kammer. Der knælede hans

søster ved foden af morens lig, som lå badet i blod. For fødderne af søsteren lå en knust keramikkande. Hvid mælk blandede sig med det sorte blod.

Man havde fundet kniven under Thorbjørns hovedpude; den var indsmurt i indtørret blod.

I landsbyen skændtes man om, hvad man skulle stille

op med Thorbjørn. Mange ville hænge ham og smide

ham på bålet. Eller blot smide ham på bålet uden først at hænge ham. Thorbjørn selv var tavs, som om han havde mistet talens brug. Skønt landsbyhøvdingen havde lidt det største tab, påtog han sig en del af skylden.

“Jeg drak for meget og faldt i søvn udenfor ved bålet.

Jeg burde have holdt øje med Thorbjørn. Man kan jo se, at der skete ham noget i grotten.”

061

GROTTEN


Landsbyens ældste mente ikke, at man kunne straffe

en barn, som havde mistet sin forstand. Deres beslutning var, at Thorbjørn måtte finde sig et liv alene inde i skoven

væk fra andre mennesker. Så måtte han klare sig, så godt det lod sig gøre.

Høvdingen græd og sagde, at han på den måde

mistede både kone og søn. Men enden på det blev alligevel, at høvdingen måtte udstyre Thorbjørn med vinterklæder, økse, kniv og andet udstyr samt al den mad, han kunne slæbe.

Thorbjørn gik ind i skoven uden at sige et eneste ord.

Han gik og gik, til han hverken kunne høre haner og

hunde fra landsbyen eller lugte røgen fra husene. Han

gik forbi mosen og engen med får. Forbi markerne, hvor korn ville spire om foråret. Han fortsatte videre forbi bakken, hvor grotten lå som en sort mund, der slugte sollyset.

Efter nogen tid glemte landsbyens folk alt om Thorbjørn.

Man talte i hvert fald aldrig om ham. Kort efter tog høvdingen sig en ny kone. Sommeren kom og gik og

slog over i efterår. Om vinteren blev hullet ned til grotten

062


dækket af sne. Ved forårstid stod et nyt hold unge klar

med offergaver ved grottens munding. De var spændte. For ingen vidste, hvor dyb grotten var, eller hvem de hviskende stemmer derindefra tilhørte.


SVEDJERUG

M

anden fra øst dukkede op med løftet om en gylden høst.

Det var sommeren for tre år siden, at han pludselig

kom til syne. Oskarsson hørte, at fårene blev urolige midt på dagen. Så opdagede han manden. Fra skovens skygger trådte han frem. Ud i sollyset på engen kom han.

En høj, tynd mand. Hans tøj hang i laser. De hule kinder mindede om, at her var en mand, som havde vandret

langt og ikke spist godt i flere uger. Med sig havde han

067


en dreng, som var i lige så elendig forfatning. Manden havde ingen ejendele på nær én ting: Over ryggen bar han en lille lærredssæk.

Oskarsson fik medlidenhed med dem. Han tilbød

manden og drengen mad og husly for natten. Manden hed Aki, og hans søn hed Matti. Det endte med, at de to blev i Oskarssons hus i flere dage.

Skønt manden fra øst var tynd og ranglet, var han

ikke bange for at arbejde hårdt. Oskarssons to spæd-

børn krævede det meste af konens tid. Tvillingerne skulle ammes i tide og utide. Oskarsson havde brug for

al den hjælp, han kunne få. Ikke mindst hvis de skulle

have høsten i hus, inden sommervejret skiftede til regn og storm.

Om dagen arbejdede de i kornmarken, i de lyse

aftener sad de og hørte Aki fortælle historier. Det var ikke altid glade historier. Det var historier om krig i det

land, han kom fra. Hvordan hans kone var blevet slået ihjel. Hans lille datter var blevet stjålet. Efter sådanne

historier blev manden fra øst tavs og sørgmodig. Nogle gange bad han Matti synge for dem. Drengen havde en

mild og lys stemme. Han sang på et sprog, som Oskars-

068


son ikke kunne forstå. Ikke så meget som et eneste ord.

Men drengen var en gave for deres lille husholdning. Han hjalp både til med fårene og de to spædbørn. Han fik dem til at le så let som ingenting.

Efter en uge med den ekstra arbejdskraft havde de

høstet kornet. Oskarsson var tilfreds med udbyttet. Oskarsson forventede, at manden nu ville drage videre. Han stod netop og overvejede, hvad han skulle tilbyde Aki at tage med på rejsen. Aki havde hjulpet ham godt,

og det sagde sig selv, at han skulle have røget kød, brød og ost med sig, når han vandrede videre sammen med

Matti. Men Aki kom ham i forkøbet. Han spurgte pludselig:

“Hvor mange fold giver din kornmark?”

“Bruger jeg én sæk såsæd, høster jeg tre sække korn,”

svarede Oskarsson.

“Du høster tre fold?” Aki fnøs og tilføjede: “Dét var

ikke meget!”

Det brød Oskarsson sig ikke om. Tre fold var alt, man

fik på de kanter. Sådan havde det altid været.

“Jeg kan skaffe dig et udbytte på 60 fold. Hvad siger

du til det?”

069

SVEDJERUG


Oskarsson lo hånligt. “Så siger jeg, at du har mistet

forstanden.”

Aki bad ham vente. Kort efter kom han tilbage med

den sæk, han havde haft med fra landet i øst. Han åbnede sækken og holdt en håndfuld korn frem.

“Dette er rug fra mit eget land. En helt særlig slags.

Det giver 60 fold igen, hvis man sår det på den rigtige måde.”

Oskarsson tog et par korn i sin hånd. Rugkornene var

små og mørke; de lignede ikke den rug, som Oskarsson kendte.

“Så du mener, at jeg skal opgive hveden og plante

kornmarken til med denne særlige rug?”

Aki rystede på hovedet. “Fortsæt blot med hveden på

din mark, hvis du vil. Vi planter rugen et andet sted.”

“Et andet sted? Jamen jeg har ikke andre marker. Og

det har taget mange år at rense dette sted for træer og sten.”

“Vi planter rugen derovre!” Aki pegede over mod

fyrreskoven. Så forklarede han, hvordan det skulle gå til.

Først skulle de brænde et område af skoven af. Ilden ville fortære det hele, således at alle skovens planter og træer

070


blev til aske. Dernæst skulle rugen sås. Denne rug fra øst

ville spire frem og vokse uhæmmet helt uden konkur-

rence fra andre vækster og give dem et udbytte på 60 fold.

Oskarsson kunne dårligt tro det. Men Aki sagde blot:

“Sådan gør vi i øst. Sådan har vi altid gjort. Det

hedder svedjebrug. Denne særlige rug, som kan gro i asken af fyrreskoven, hedder svedjerug. Det er godt korn, som giver et saftigt brød.”

Men Oskarsson hørte knap efter. Han stirrede over

mod fyrretræerne. Han sagde:

“Det er kongens skov, du taler om.”

Aki pressede på. “Hvilken konge? Dette er grænse-

land. Her hersker ingen konger.”

Aki spyttede og tilføjede: “Heldigvis!”

Oskarsson lå vågen den nat. 60 fold. Han tænkte på tvillingerne, som snart blev store og krævede mere mad. Den nat bestemte han sig. Han ville gå ind på Akis forslag.

“Der er bare én ting,” sagde Aki. “Jeg lover dig 60

fold. Men jeg vil have en fjerdedel. Og det vil tage os to år.”

071

SVEDJERUG


Oskarsson syntes, at en fjerdedel til Aki var rimeligt,

da han vidste, hvor hårdt manden kunne arbejde. Men to år? Hvorfor kunne de ikke blot høste til næste sommer?

Aki forklarede, at først måtte de fælde fyrretræerne.

Dernæst skulle træet ligge og tørre i et helt år, for ellers

ville det være for fugtigt og ikke brænde helt bort. Først da kunne man så. Han tilføjede, at det specielle ved

denne rug var, at den kunne høstes to gange. Planten ville skyde frem igen året efter.

“To gange!” Nu var Oskarsson ved at tro, at det hele

var en stor løgn.

“Ja, to år i træk,” sagde Aki selvsikkert, “og den gror

og gror og bliver højere end en voksen mand. Vent og se!” Sensommeren gik med at fælde træer. Men det var ikke

som at rydde skov. Træer og grene lod de ligge på skovbunden efter Akis anvisninger. Kun et par enkelte fyrrestam-

mer slæbte de med tilbage til huset. Ud af dem byggede Aki en hytte til sig selv og drengen. Aki bestemte, hvor

meget skov der skulle fældes – og hvordan. Han stod ofte stille under arbejdet og stirrede op i skyerne og tog bestik

af vinden. Det syntes Oskarsson var underligt. Men Aki

072


forklarede blot:

“Vi skal kunne styre ilden, derfor skal vi kende

vinden ... og vi fælder ikke for stort et område, så ilden blot spreder sig uhæmmet.”

Det blev efterår og vinter. Vintertøjet blev taget i

brug, og fårene på engen fik sne i pelsen. De stimlede sammen for at holde varmen. Oskarsson så med stigende

bekymring, hvordan deres madlager svandt. Nu var der to ekstra munde at mætte. Men 60 fold på rugmarken

ville være det hele værd. Ved at spare på maden fik de den alligevel til at strække, og snart blev det atter forår. Man fik travlt med engen, marken og fårene.

Midt på sommeren gik Aki ud og undersøgte det

område af fyrreskoven, hvor træerne var blevet fældet. Det havde været et lunt forår, og sommeren var tør og

hed. Træet var tørt nok. Nu skulle det brændes. Igen var

det Aki, som styrede arbejdet. Han studerede skyerne, mærkede vinden og satte faklen ned, hvor det var forsvarligt. Han tændte ild flere steder. Ventede. Lod ilden brede sig, men ikke for hurtigt.

Den aften sad Oskarsson og Aki på bænken foran

huset. Flammerne malede deres ansigter røde og fik

073

SVEDJERUG


deres skygger til at danse. Brandtomten osede i dagevis. Først efter et par dage var alt kølet ned igen.

De lod det afbrændte område ligge endnu nogle dage

og uger, og så såede Oskarsson og Aki brandtomten til med den rugsæd, som Aki havde haft med fra øst. Aki

forklarede Oskarsson, at man skulle så ganske tyndt, meget tyndere end med hveden, da rugplanterne ellers ville kvæle hinanden. Oskarsson forstod ikke, at man kunne få 60 fold ved at så så tyndt, men Aki lod til at

vide, hvad han havde med at gøre. I løbet af sensommeren skød de grønne rugspirer frem i askelaget. Tidligt på efteråret blev rugen høj nok til at slå halm af.

Endnu en vinter gik, og den hvide sne dækkede det sorte, afbrændte skovområde. Oskarsson og hans kone

var begyndt at opfatte Aki og Matti som en del af familien. Alle kom godt ud af det med hinanden.

Da foråret kom, voksede rugen igen. Denne gang

skulle den ikke skæres til halm, men have lov at sætte

korn. Aki fik ret i, at denne rug var speciel. Den voksede hurtigt fra spire til plante. Den voksede hurtigere end

hveden på engen. Den voksede sig høj og stærk. Allerede

074


først på sommeren voksede den Oskarsson over hovedet. Rugen var ikke alene høj, den var også gavmild. Hver plante gav op til 90 strå med 50 korn per aks, lovede Aki.

Det blev endnu en lun sommer uden ret meget regn.

Også dette var gunstigt for rugen, som udviklede sig helt

perfekt. Marken bugnede og var et smukt syn med alle de matgyldne strå, som lyste op midt i den mørke skov.

“I morgen høster vi,” erklærede Aki. Oskarsson gav

ham et klap på skulderen. De grinede til hinanden. “I morgen!” sagde Oskarsson.

Men samme aften kom en flok ryttere ridende. Det var

kongens mænd. De red op til gården og steg af. Hårde mænd med sult i blikket.

Oskarsson hviskede til Matti: “Vær nu helt stille. Lad

dem ikke opdage, at I er fra øst.”

Matti sendte sin far et skræmt blik. Aki nikkede blot

til dem.

“Giv os noget mad,” lød det straks, da rytterne kom

nærmere.

Oskarsson tøvede.

“Er du tro mod din konge eller ej! Giv os noget mad!”

075

SVEDJERUG


Oskarsson skyndte sig ind og hentede tørret kød og

brød. Men det var ikke, hvad soldaterne havde tænkt sig. “Vi har redet langt. Du må slagte et svin.”

Så fik Oskarsson og konen travlt. De udvalgte sig et

svin fra foråret, som blev slagtet og gjort i stand. Imens blev Matti og Aki sat til at gøre bålet klar.

Grisen blev anbragt over gløderne ved hjælp af det

spyd, som soldaterne havde haft med. Det tog et par timer at stege grisen; imens råbte mændene på øl. Soldaterne sad omkring bålet, og snart var deres ansigter blussende røde af varmen fra ilden og øllet.

Oskarsson kunne ikke lide den måde, som en af dem

kiggede på hans kone på. Men mindst af alt kunne han

lide den måde, som soldaterne stirrede på Aki og Matti på.

“Du der! Du siger ikke meget!” sagde en af soldaterne

og spændte ben for Matti. Matti faldt i græsset ved siden af bålet. Han tog fra med hænderne og satte håndfladen ned i en glød fra bålet. Det gjorde så ondt, at Matti kom til at råbe noget på sit eget sprog.

Aki hjalp ham op. Med ét stirrede alle soldaterne på

Matti og Aki.

076


“I to ... hvor kommer I fra?” spurgte rytternes anfører. Aki stirrede bare trodsigt på ham.

Soldaten begyndte at le. Han sagde:

“Sikke en hidsig ungersvend … sådan en hidsig …

østerlænding!”

Så forsvandt smilet, og han råbte til sine soldater: “Gør det af med dem!”

Straks han sagde dette, sprang soldaterne op og halede

Aki og Matti afsted. Væk fra bålet og ud i mørket. Der lød et skrig fra Aki, da Matti blev stukket ned. Bagefter var det hans tur. Soldaterne kom tilbage med sværd indsmurt i blod.

Deres anfører blev roligt siddende ved bålet.

“Hvad skal vi gøre med jer? Hvad skal vi gøre med

folk, som huser rakkerpakket fra øst?”

Nu rejste han sig og greb fat i håret på Oskarssons

kone.

“Hvad skal vi stille op med jer, hva’!” skreg han.

Oskarsson råbte: “Lad hende leve ... så ... skal jeg vise

dig, hvordan du kan få 60 fold på rug!”

Rytterne tog høsten med sig. De red i flere dage, til de

077

SVEDJERUG


nåede kongens by. Soldaternes anfører lod sække af korn bringe til kongen. Han sagde: “Nu ved jeg, hvordan vi

kan skaffe os af med rakkerpakket og vendekåberne i grænselandet – og samtidig få os en overdådig høst!” Kongen kunne lide, hvad han hørte.

Der gik en måned. Oskarsson og hans lille familie boede stadig på gården. Soldaterne var ikke kommet tilbage.

Livet gik videre, skønt det var trist at tænke på Aki og Matti.

Så en dag gentog historien sig. Fårene blev urolige.

Oskarsson forventede næsten at se Aki træde frem af skovbrynet. I stedet kom noget andet ham i møde. Først

kunne han kun lugte det. En dyne af røg lagde sig over trætoppene. Snart kunne han høre ilden. Det knitrede og

knagede fra træerne, da ilden kom marcherende. Lyden kom fra alle sider, hjulpet på vej af en heftig blæst. Flam-

merne ramte som en mur af ild, som sendte gnister ind over engen og satte gårdens stråtag i brand. Fårene løb

forvildet rundt med ild i pelsen. Oskarsson, konen og tvillingerne krøb sammen. Flammerne omringede dem. Der var ingen steder at løbe hen. Familien omkom i ilden.

078


Røgen lagde sig flere dage senere. Skoven var væk. Det

eneste, man så, var sort aske, så langt øjet rakte. Sådan lå jorden brak et helt år, indtil kongens folk såede jorden til med svedjerug. Men af Oskarsson, hans kone, deres børn, husdyr og gård var der ingen spor. Der var intet tilbage, blot løftet om en gylden høst.

079

SVEDJERUG


SORTESØ

K

lippen over Sortesø ligger så højt, at ingen overle-

ver faldet. Det er her, de gamle og syge kommer for

at dø. Med deres allersidste kræfter kæmper de sig op ad en bugtet sti forbi bøjede, vindblæste træer og mosgroede

sten. Stien er trampet til år efter år. For i det område af skoven har man, lige så længe nogen kan huske, søgt den

evige hvile i faldet. Når man når til toppen, flader landskabet ud, og den tørre, grå klippe venter. Det sidste, man ser, er de duvende trætoppe, der spejler sig i søen

083


nedenfor. Så lader man sig bære af vinden, der kluntet og famlende synes at holde en tilbage et kort øjeblik for så pludselig og hidsigt at give slip. Øjnene af de døde bliver føde for de sorte ravne, der lydløst flakser hen over søen og har lagt grund til dens navn.

Faldet skal tages frivilligt, det ved enhver. Det er

gammel lov. Men den sommer havde der været tørke. Høsten var slået fejl, og maden slap op sidst på året. Det

var nye tider, og så gjaldt de gamle regler ikke. Midt i den mørke vinternat lyste faklerne op. Tre unge mænd

havde drukket sig mod til. Nu skulle den halte enke

ryges ud. For hvorfor skulle hun have lov at æde, når en anden netop havde mistet sit yngste barn? Derfor kom de løbende med tændte fakler. Med høje råb kastede de dem fra sig hen mod huset og op på taget. Mændene

med hule kinder og tynde lemmer lignede skeletter i det

skarpe lys fra ilden. Den ene bankede hårdt på enkens dør og befalede hende at komme ud. Stråtaget brændte snart lystigt, nu svingede døren op, og enken kom vraltende ud.

Hun råbte ad dem på sit eget mærkelige sprog. Men

084


det gjorde ingen forskel. Mændene blev blot endnu mere

vrede af at høre på hende. Hvorfor skulle hun have lov til at æde, når hun ikke engang fik lært deres sprog efter

alle de år? Hvorfor var hun her egentlig! Sådan hidsede mændene sig op. De vidste, at skønt de ikke forstod

hende, forstod hun udmærket dem. En greb hende i kraven og hvæsede:

“Nu holder du kæft. Du tager faldet. Her er ikke mad

til dig!”

I det samme gnistrede det fra stråtaget, ilden flam-

mede op, varmen tvang de tre mænd og den halte kvinde væk fra det brændende hus – ind til midten af landsbyen.

Folk var begyndt at stimle sammen. De var vågnet ved mændenes råb og de blussende lys fra branden.

“Du kender stien til klippen over Sortesø. Ellers skal

vi nok følge dig på vej!”

Landsbyens folk stirrede på enken. Alle havde matte

øjne og indsunkne kinder. For sultne til at føle andet en udmattelse. Ingen sagde noget på nær landsbyens ældste. “Det her er ikke loven,” forsøgte han.

“Du kan gå samme vej,” snerrede en af de unge mænd. Det var nok, så tav han igen.

085

SORTESØ


Enken studerede ansigterne på sine naboer. Hun

gloede på hver enkelt. De mødte hendes blik, men de så hende ikke.

Hun sagde noget. Kun et enkelt ord. En forbandelse

måske. Eller en ed af den tungeste kaliber. Så spyttede hun og begyndte at gå. Ingen sagde noget. Det eneste,

man hørte, var den ujævne, haltende rytme fra enkens fodtrin. Hendes træsko klaprede, når hun gik: Klipklop ... klipklop ... klipklop ...

De tre unge mænd fulgte efter. Kun den ene havde sin

fakkel. Resten var endt på bålet. De fulgte stien, lod den halte kvinde gå forrest og sætte tempoet.

Hun hev efter vejret; der var langt op, og bakken var

stejl. Alligevel beklagede hun sig ikke. Hun forsøgte ikke

at vende om igen. Først da hun nåede toppen og trådte ud på den grå klippe med udsigt over søen, tøvede hun.

De tre mænd holdt sig på afstand. Ventede. Enken

stirrede ud i mørket. Man kunne hverken se skov eller sø ... kun den sorte nat. Til sidst blev ventetiden for lang for manden med faklen. Han sagde:

“Så er det nu. Lad os få det overstået.”

086


Da vendte enken sig om og stirrede længe på ham.

Hendes øjne borede sig ind i hans, så han måtte kigge væk. Manden til højre greb ud efter faklen. “Du skal ikke lade hende nidstirre dig!”

Så skubbede han til enken med faklen. Idet hun fik

overbalance og faldt, brød hendes hår og tørklæde ud

i lys lue. Hun styrtede fra klippen ned mod søen med en hale af ild efter sig. Så ramte hun vandspejlet med et plask, og alt blev atter sort.

I landsbyen talte man aldrig siden hen om hungervinteren. Året efter var høsten god. Det var den også året efter igen. Og de næste år. Ingen manglede noget, ingen

sultede om vinteren. Sådan gik årene, landsbyen blom-

strede op, børneflokken blev større, og den halte enke var for længst glemt. På stille vinteraftener skete det dog

nogle gange, at der hørtes lyde ude fra skoven. Hyrden

spidsede ører ved sit bål. Jægeren stoppede op og lyttede på vej hjem. Bedstefaren standsede midt i at samle æg i hønsehuset. Det var en sagte, ujævn rytme, som på én gang lød både uendelig fjern og helt nær. Klipklop ... klipklop ... klipklop ...

087

SORTESØ


De unge slog det hen. Måske var det blot træernes

knirken i vinden. Et dyr? Kun de ældre kom til at tænke

på den halte enke. Var hun derude et sted blandt de mørke træer? Men det var jo umuligt. For klippen over Sortesø ligger så højt, at ingen overlever faldet.

088


ARNES STEN

A

rnes sten var noget helt særligt på grund af de runer,

der stod hugget på den. Det var alle enige om.

Flere gange om året stimlede folk sammen om stenen

og festede og afholdt ritualer. Stenen stod midt i lysningen i bøgeskoven, majestætisk, mystisk, stor og evig. En

gammel kæmpesten dækket af grønt mos, svampe og visne blade. Stenen var tilnærmelsesvis rund med sære,

bløde udposninger sine steder. Den var uformelig og mægtig, lige så bred og dyb, som den var høj. Stenen var

093


tålmodig som skoven, der omgav den. I årtusinder havde den modstået vind og vejr. Dog var det ingen af disse ting, som gjorde Arnes sten speciel. Det var derimod dét, som stod skrevet på den.

På en af stenens sider, nænsomt mejslet og slebet flad

for meget længe siden, var der indgraveret nogle sære

runer. Mystiske tegn, som når man stirrede på dem, syntes at danse for ens blik. Runerne, som var ristet i granitten,

lignede ikke tidens bogstaver. Stirrede man længe nok, når lyset stod rigtigt, kunne man måske skimte et kroget

J, et skælvende A, et hastende S, et flygtigt M. Stenens mønstre viste snart det ene, snart det andet, alt afhæn-

gigt af vind og vejr. Når stenen var våd, glinsede den smukt, og skriften antog nye, finurlige mønstre.

Folk, der gjorde sig kloge på den slags, havde stude-

ret stenen. De mente, at runerne her og der dannede ord, som navngav mennesker og steder fra forgangne tider. Der var dog ingen, som til fulde kunne tyde runerne eller

deres præcise sammenhæng. Der var ingen, som hævdede at vide, nøjagtig hvad der stod skrevet på stenen. Allige-

vel var der på egnen to klare holdninger til, hvad skriften på stenen handlede om.

094


Hakonsønnerne var en klan, som påstod at nedstamme i lige linje fra kong Hakon. De mente, at stenen var en gravsten, et mindesmærke over netop denne konge.

Hvor og hvornår Hakon egentlig havde været konge – og over hvilke lande – var man mindre sikker på. Men

ægte Hakonsønner lod sig ikke gå på af den slags detaljer. De fremviste stolt Hakons våbenskjold ved højtidelige lejligheder – kronhjortens profil som sort skygge på

en grøn baggrund. Man så våbenskjoldet broderet på en jakkerevers, vævet som mønster på en ung piges kjole eller tatoveret på skulderen af en af de unge. Karl, den

ældste af Hakonsønnerne, havde for længst slået fast, at navnet Hakon var at finde i det flimrende virvar af runer på Arnes sten. Og var det ikke ligeledes sådan, at

det bugtede mønster, som dannede et slingrende omrids omkring runerne, måtte være billedet på det smukt svungne gevir hos en ældgammel kronhjort?

Hakonsønnerne var derfor af den klare opfattelse,

at Arnes sten var en gravsten, et mindesmærke sat over deres stolte forfader kong Hakon.

Hakonsønnerne holdt stenen kær. To gange om året,

for at mindes kongens fødedag samt hans dødsdag,

095

ARNES STEN


samledes man omkring stenen og holdt store fester, der

begyndte om eftermiddagen og strakte sig langt ind i

natten. Den første fest på året fandt sted den sidste dag i maj. Den anden fest fandt sted den første dag i septem-

ber. Det var dage, man så frem til med stor længsel. Den bedste mad blev serveret. Folk dukkede op i deres stiveste puds. Der blev serveret godt øl og rigeligt af det.

Det var netop på den sidste dag i maj, hvor festen skulle til at begynde, at Hakonsønnerne satte hinanden stævne under stenen, men her blev de mødt af et højst besyn-

derligt syn. For en anden fest omkring Arnes sten var allerede i fuld sving. Eller ved nærmere øjesyn var det måske slet ikke en fest, men et ritual af en slags. Folk i

lange, grønne kjortler stimlede sammen omkring stenen. Der var unge såvel som gamle, kvinder såvel som mænd.

Årsas børn var folk, som tilbad måneguden. De mente, at Arnes sten var ristet med runer som hyldest til en gud.

Det var folk, der kom fra egnen, men også folk, som kom rejsende til fra fjerne egne. Det var folk spredt hid og

did, men alle fandt de daglig trøst og fred ved at bede til

096


månens gudinde.

Årsas børn mødtes en gang om året ved Arnes sten.

Orla, den ældste af Årsas børn, mente ganske tydeligt at kunne læse Årsas navn blandt de mange skrifttegn

på stenen. Og så man desuden ikke tydeligt månens vandring gennem nattens himmel i de bugtende, sling-

rende mønstre, som dannede en krans omkring de mange runer? Derfor betragtede Årsas børn stenen som et helligt sted. En sten rejst og ristet med runer for længe

siden. Et vidnesbyrd om, at troen på Årsa havde eksisteret, lige så længe som nogen kunne huske. Og en forsikring om, at troen ville vedblive ind i al evighed.

Det var, når fuldmånen stod blottet på en skyfri natte-

himmel i maj, at Årsas børn mødtes og dansede omkring

Årsas sten. Ritualet varede fra middag og til sen aften,

når månen stod op. Det var et mægtigt skue, hvor alle klædte sig i simple, grønne kjortler som bevis på, at de alle delte troen på Årsa.

Der var nu sket det, at Hakonsønnerne samt Årsas børn for første gang gjorde krav på stenen den samme dag.

Hakonsønnerne dukkede op ved Arnes sten med deres

097

ARNES STEN


tønder af øl, røget skinke og nybagt brød. Men da var Årsas børn allerede midt i deres store fest til Årsas ære, hvor måneguden blev hyldet med sang og dans. Man

nåede dog ikke langt, før Alf, en af de unge stærke af Hakonsønnerne, trak sit sværd. Han råbte:

“Hold op med at svanse omkring, eller jeg hugger jer

ned!”

Der var ingen, som lod til at have hørt Alf. Så slog

han ud med sværdskæftet. Han ramte den første og den bedste. En gammelfar, som dermed mistede sine fortænder. Nu lå han på skovbunden foran stenen og jamrede sig med ansigtet indsmurt i blod.

Da blev der pludselig helt stille. De grønklædte stop-

pede straks deres dans. De holdt op med at synge. Der

hørtes nu kun én lyd. Den syngende lyd af sværd, som

bliver draget frem af skeden. Da måtte Hakonsønnerne

sande, at godt nok så Årsas børn besynderlige ud, men de havde skarpe sværd gemt under særken.

Mænd fra begge sider stod en tid og nidstirrede

hinanden. De grønklædte nedgjorde kong Hakon med vrede tilråb. Hakons sønner spyttede på de grønklædtes kjortler. Det var kun et spørgsmål om tid, før det kom til

098


blodig kamp.

Netop da gemytterne var allermest ophidset, trådte

en af de grønklædte frem. Det var oldermanden fra den

nærliggende landsby. En mand, som var respekteret i vide kredse, selv blandt Hakons sønner. Oldermanden tog ordet:

“Arnes sten er et helligt sted. Her kan vi ikke slås!”

Der blev nikket på begge sider. Det var vise ord, mente

man. Oldermanden bød dernæst de to ældste fra hver side at blive en stund for at finde en løsning på striden.

Resten fik besked på at gå hver til sit. Da forsamlingen var opløst, tog oldermanden fat på stridens kerne og bad de to ældste snakke sig til rette.

Karl af Hakonklanen forklarede, at stenen utvivlsomt

var en hyldest til kong Hakon. Mens Orla af Årsas børn

hårdnakket påstod, at Arnes sten var en bøn til måneguden.

“Man kunne jo ... deles om stenen ... som vi altid har

gjort?” foreslog oldermanden.

“Det er der jo ingen grund til,” mente Karl. “Dette

er en sten til kong Hakon. Det står jo lige der!” Han

pegede på nogle runer, der lignede indtørrede kviste i et

099

ARNES STEN


tæt buskads.

Orla sagde: “Der står ikke Hakon nogen steder. Jeg

har studeret stenen i årevis!”

Oldermanden kunne mærke, at det igen trak op til

strid. Han sagde:

“Sagen er vel, at vi ikke kan læse runerne – ingen af

os ...”

“Så må vi afgøre sagen med kamp,” sagde Karl.

“Men ...” indskød oldermanden, “der findes måske en

mand, som kan!”

Karl og Orla stirrede blot på oldermanden, som

dernæst forklarede, at han havde hørt om en munk, der boede langt borte. Denne munk havde ry for at være

så skriftklog, at han kendte til alle landes sprog. Også sprog, man havde talt før i tiden, men som nu var næsten glemte.

Da de to andre mænd hørte dette, blev de vældig

ophidsede. De lovede begge at betale munken i guld,

blot han kunne hentes til egnen og tyde stenens runer for dem. Dette blev der givet håndslag på.

Der gik tre uger. I egnen omkring Arnes sten talte man

100


ikke om andet end munken, som var på vej dertil. Det blev aftalt, at kun Orla og Karl skulle møde munken ved

stenen. Det gik ikke, hvis der var en større folkemængde

til stede, når stenens skrift skulle læses højt på tidens sprog, for da kunne man risikere nye blodige kampe.

Endelig kom dagen, hvor Karl og Orla kunne møde

munken ved stenen. Munken var en tyk mand, der straks spurgte efter øl og skinke. Først da han var godt forsynet, undersøgte han Arnes sten.

Han stirrede med tom mine på stenen i nogen tid. Så

vendte han sig mod de to mænd og bad dem sige, hvad de selv troede, at runerne betød.

Nu gentog mændene efter tur, hvad de mente, runerne

berettede om.

Munken lod dem tale ud. Så bredte der sig et smil på

hans læber.

“En konge ... og en ... gud?”

Pludselig lo munken. Han ikke blot lo. Hele hans

krop dirrede af latter, så det rungede i skoven. Han lo så højt og længe, at han fik tårer i øjnene.

“Så fortæl det dog, menneske,” snerrede Karl ad

munken. “Hvad siger stenen?”

101

ARNES STEN


Munken hev efter vejret og tørrede øjnene. Så sagde

han:

“Stenen ... den siger ... ingenting!”

De to mænd stirrede mistroisk på munken. Så pegede

Orla:

“Selvfølgelig siger den da noget – se alle de runer!”

“Ja, der er runer ... og mange af dem ... men ... det er

det rene vrøvl!”

Munken lo igen. Denne gang kom han sig hurtigere,

og endelig forklarede han sig. Han sagde, at han havde

set den slags før. Rundtomkring stod der runesten, som

gav mening. Sten, der ganske rigtigt var gravsten, sat for at ære en konge eksempelvis. Sten ristet med runer, som

kunne tydes. Men en gang imellem stødte man på en

sten, hvor runerne ganske enkelt ikke gav mening. Sten,

hvor runerne godt nok lignede skrifttegn, men blot var mere eller mindre tilfældige mønstre.

“Men ... hvorfor, hvorfor så riste runerne i stenen?”

spurgte Karl.

“Det kan man ikke sige med sikkerhed,” forklarede

munken og trak på skulderen. “Måske ville en mand

hævde sig eller gøre sig interessant. Måske pryde sig med

102


lærdom, han ikke havde, for at opnå magt. Vi kan ikke vide det! Sikkert er det i hvert fald, at dette er runer ristet

af en, som ikke kan skrive, for at gøre indtryk på nogen, der ikke kan læse!”

Så lo munken igen, og da han kom sig, bad han om

mere øl og skinke. Men det havde Karl ikke i sinde at give ham. Han var gal nu og råbte:

“Jeg kan læse! Og dér står Hakon!”

“Der står desværre ingenting,” sagde munken roligt. “Jeg kan jo se, at der står Hakon!”

“Så er du et fjols!” sagde munken og lod igen smilet

spille i ansigtet.

Det kan være, at munken aldrig havde hørt om

Hakons sønner. Det kan også være, at han blot var træt

af livet. Han nåede nok aldrig at se Karl trække kniven.

I sit raseri stak Karl kniven dybt ind i munkens mave. Men munken var godt foret, så stikket gjorde det ikke af med ham straks. Han sank blot i knæ. Blod sivede fra såret i maven. Han vendte sig mod Orla.

“Hjælp mig,” hulkede han. “Jeg er jo blot en fredelig

munk.”

Orla trak sit sværd og stillede sig foran munken. Han

103

ARNES STEN


tøvede og så op mod Karl. Karl havde hidset sig lidt ned nu og gjorde ikke mine til at angribe.

De to mænd udvekslede et blik. Uden et ord nåede

de til en overenskomst. Orla vendte sig om og kløvede munkens hovedskal med et enkelt hug med sværdet. Kroppen spjættede et par gange, men munken var død.

Da Orla stak sværdet i skeden, snerrede han: “Man

kan jo også være for klog for sit eget bedste.”

De to mænd stod en tid og betragtede liget.

Karl og Orla fulgtes ad langs stien væk fra stenen. Der,

hvor stien skiltes, gav de hinanden hånden og bød hinanden farvel.

Sådan kunne det være endt.

Men idet Orla vendte sig om for at gå, huggede Karl

ham ned.

Da Karl lidt senere kom hjem til landsbyen, fortalte

han alle og enhver, at det var Orla, som havde dræbt munken. Han forklarede, at munken havde læst stenen. Runerne var, som Karl jo altid havde sagt, et herligt vers

til kong Hakons ære. Men da Orla hørte dette, blev han ilter og dræbte munken. I sin blodrus vendte han også

104


sværdet mod Karl. Dette blev Orlas endeligt.

Der blev drukket i landsbyen den nat. Hakons sønner

festede. Endelig havde man fået runerne tydet. Det var en glædens dag.

Da Hakons sønner lå døddrukne og sov rusen ud,

angreb Årsas børn. De grønklædte kom i ly af mørket og dræbte mange mænd som hævn for det nedrige mord

på deres ældste. Den nat startede krigen, som hærgede egnen i mange år. Mange unge mænd døde. Kvinder

og børn måtte flygte, og huse blev brændt ned. Man mistede meget i krigen, men glemte dog aldrig, hvad

man kæmpede for – nemlig Arnes sten, som var noget helt særligt på grund af de runer, der stod hugget på den.

105

ARNES STEN


STORKEN

S

torken var jægernes ven. Den skød man ikke. Det vidste enhver idiot.

Når det blev forår, så man tit storken som en sort

silhuet mod himlen. Storken kom fra sit vinterhi i de

varme lande og søgte nu til den milde sommer i nord.

Her slog den sig ned i en rede bygget i et halvdødt, gammelt piletræ, der stod på en ø midt i søen. Storken

sås tit svævende lydløst hen over søen i lav højde. På nær gøgens kukken hørte man kun dens sagte vingeslag.

109


I lysningen omkring søen ventede jægerne med deres

bøsser. Men de ænsede ikke storken. I den milde aften lige omkring solnedgang lå de på lur efter råbukken. De

ventede på, at råbukken skulle komme ned fra bøgebak-

kernes dybe skov og ud i det åbne land ved søen for at drikke.

Jægerne lå skjult bag et egetræ. De snakkede ikke

sammen. Kun Eriks bøssepibe stak frem. Erik skulle have første skud på bukken, for det var alment kendt, at

Erik havde utrolig god jagtlykke. Han ramte alt, hvad

han pegede på med sit gevær. Eriks tre naboer var med på jagten. De lå alle klar med skarpladte bøsser og var parate til at skyde, når Erik havde haft sin tur. Den femte

mand havde intet gevær. Han skulle ikke skyde. Han havde kun en eneste ting at bestille på jagten. Det var

at holde sin mund. For Ole havde været tossedum, siden han blev født. Han var lige så fattesvag, som han var høj

og ranglet. Han var bedst egnet til at lege med børnene. I landsbyen kunne man sjældent gøre brug af hans hjælp,

når der skulle høstes, bygges eller laves andet arbejde, der krævede planlægning og overblik. For så blev Ole forvirret og begyndte at stamme, nulre sit højre øre ganske

110


voldsomt og til sidst slå sig selv i hovedet gentagne gange. Så kunne kun hans far få ham hidset ned. Men forleden

døde hans milde, gode far ganske pludseligt. Hans mor

var død få måneder forinden. Ole var utrøstelig. Naboerne fik ondt af ham. For at give ham noget andet at

tænke på inviterede de ham med på bukkejagt. Det var dog på én betingelse. At han kunne huske at være stille. Helt stille.

Men Ole var og blev Ole. Bukken kom endelig ud af

skoven, sky og med et tøvende trav, der blev afbrudt nu og da, når den årvågent standsede, kiggede og vejrede, for så at søge mod søen igen. Da Ole opdagede den, rejste han sig op og pegede:

“Jeg ser den! Jeg ser den! Skyd, Erik!”

Men før Erik kunne løsne sit skud, var bukken natur-

ligvis løbet langt bort.

Erik blev så rasende, at han pandede Ole én med

bøsseskæftet. Ole væltede bagover, holdt sig til hovedet og jamrede. En smule blod piblede frem fra en flænge i

panden. Erik skulle til at slå en gang til, men de andre holdt ham tilbage.

“Man slår da ikke tossen,” sagde Egil, som var Eriks

111

STORKEN


ældste nabo og en mægtig rolig mand.

Erik kunne mærke de andres blikke på sig. Så hjalp

han Ole op at stå igen.

Næste dag ville Erik prøve igen. Han gik ned til søen med

et par folk fra landsbyen. De rendte ind i Egil på stien, og han havde Ole med sig.

Egil spurgte, om de kunne komme med på jagten.

Det var op til Erik at give lov. For det var jo ham, som havde den gode jagtlykke. Egil sagde: “Ole har taget sin fars bøsse med.”

Der blev stille en tid. Så svarede Erik bistert: “Godt.”

Han kiggede længe på Egil og tilføjede:

“Så lad da Ole få første skud på bukken.”

De andre mænd gjorde store øjne, men de nåede ikke

at protestere, før Ole udbrød:

“Tak, Erik. Tak, fordi jeg må komme med igen.”

Ved søen var der fred og ro. Storken puslede i sin rede. Solens sidste lys svandt ind lidt efter lidt. Selv Ole ventede

blot i tavshed. Han knugede sin fars bøsse ind til sig, som

112


var det en skat af det pureste guld.

Endelig så man bukken i skovbrynet. Det var et stort,

flot eksemplar.

“Vent, Ole,” hviskede Erik og lagde en hånd på hans

skulder.

Alle holdt vejret.

Bukken kiggede sig om til alle sider; den vejrede. Så

besluttede den sig. Nu gik den forsigtigt ned mod søen. Da den var fri af træerne, klappede Erik to gange på Oles skulder og hviskede:

“Nu kan du tage skuddet.”

Kort efter smældede det fra Oles bøsse. Erik havde

allerede lagt sit gevær an, da han var sikker på, at Oles

skud ville gå forbi. Men hen over bøssens løb så han dyret knække sammen. Ole havde ramt plet.

Da mændene få sekunder senere stimlede sammen

om bukken, så de, at skuddet var gået ind lige under skulderbladet.

“Den sidder lige i hjertet!” sagde Egil og stirrede på

Ole med ærefrygt. “Hvordan har du lært at skyde sådan?”

“Det ... det .. har far ... far ... lær ... lært mig!” Ole stod

og trippede nu, hvor alle de andres blikke faldt på ham.

113

STORKEN


Øret fik sig en ordentlig nulretur. Flere af de andre gav

ham et skulderklap og erklærede, at det var godt, at han gik med på jagten.

“Det var da et heldigt skud,” snerrede Erik. “Men selv

en tosse kan ramme rigtigt en gang imellem.”

Men for en gangs skyld var der ingen, som lod til at

høre, hvad Erik havde sagt.

Det skulle vise sig, at Oles jagtlykke var mere end held.

Han var virkelig en god skytte. I den følgende sommer

nedlagde han flere rådyr. Han skød endda på ænder i

flugt og ramte dem, så de faldt døde om midt i et vinge-

slag. Han blev hurtigt en populær mand i landsbyen. Nu var det ham, som fik første skud på jagten. Man

begyndte også at tale om ham i husene, som lå spredt rundtomkring i skoven.

Sommeren gik på hæld. Erik gik på jagt alene nu.

Flere og flere sluttede sig til Oles jagtture. Mænd, som var højrøstede og skræmte vildtet væk. Ofte handlede

jagten mere om at drikke den medbragte øl end om at nedlægge vildt. Det gad Erik ikke. Han forblev en heldig jæger og fik godt bytte med hjem. Men alligevel nagede

114


det ham, at han ikke havde nogen at dele jagtglæden med.

I det sene efterår skete der noget, som gjorde Ole

mere højagtet end nogensinde. Han var blevet kaldt ud

til et hus, der lå langt ude i skoven væk fra landsbyen. Denne bonde havde fået dræbt et får. Bonden mente, at

det var ulven, som havde været på spil. Det var nu sjældent, at man så ulve på de kanter. Men de ældste i landsbyen kunne berette om de vintre for længe siden, hvor

ulvene drev gennem skovene i store flokke. Så gjaldt det om at holde børn og husdyr indenfor.

Både Ole og Erik blev spurgt, om de ville hjælpe

bonden ved at slå ulven ihjel. Erik ville ikke stå tilbage for Ole, så han sagde naturligvis ja. Ole var gået i forve-

jen, så med bøssen over skulderen drog Erik ud mod bondens hus, som lå fire timers vandring væk. Da Erik ankom til bondens gård, sad Ole i køkkenet og mæskede sig med øl og skinke.

Bonden kendte Erik fra førhen. Han trak Erik til side

og spurgte:

“Hvad er der med ham der? Han taler mærkeligt og

tænker som et barn. Hvorfor har I sendt ham til skovs?”

115

STORKEN


Erik frydede sig indvendigt. Bondemanden havde

altså ikke hørt om Oles jagtlykke.

“Bare glem ham. Giv ham noget brændevin, og læg

ham i seng. I aften skyder jeg dig en ulv!”

Bondemanden gjorde, som Erik havde sagt.

Han hældte brændevin på Ole, som hurtigt blev så

tummelumsk, at han lagde sig på slagbænken i køkkenet for at sove. Ved solnedgang gik Erik og bonden ud på engen for at ligge på lur efter ulven.

De kom ikke til at vente længe. Ulven troede sig

åbenbart sikker. For den kom frejdigt spankulerende hen over engen med kurs mod fårene.

Erik lagde an. Han skød. Men skuddet gik forbi.

Målløs sænkede han bøssen og måtte roligt se på, mens ulven satte i løb. Men i det samme lød et nyt skud. Ulven

stivnede midt i et spring. Så faldt den ned, livløs. Nu kom Ole slingrende hen over engen. Han standsede ved ulveliget.

“Jeg fik den!” råbte han snøvlende og vinkede til Erik. Den vinter voksede og voksede Oles ry. Man fortalte

igen og igen historien om, hvordan Ole selv i fordrukken tilstand havde nedlagt en ulv, mens den løb så stærkt som

116


en galoperende hest. Det hørte desuden med til histo-

rien, at Erik, den ellers så træfsikre jæger, havde ramt forbi. De historier blev hurtigt gamle at høre på, syntes Erik. Da det blev forår igen, satte han sig for at gøre noget ved sagen.

På en tidlig forårsdag gik han ned til søen og skød to ænder. Ænderne gav han til den enøjede. Hun var en

gammel enke, som under husbranden, der slog hendes mand ihjel, selv havde fået brændt næsten halvdelen af

ansigtet af. Hun var et uhyggeligt syn. Sårene var helet,

men hendes fjæs var stygt, og hun talte med en hæs hvisken, som skræmte både børn og selv nok så glubske hunde.

Den enøjede tog imod ænderne og spurgte, hvad

æren skyldtes.

“Åh, der er nok af dem,” sagde Erik blot. “Du kan få

dem, hvis du gør mig en lille tjeneste.”

Samme aften bad Erik Ole om at komme med på jagt.

De gik ad stien mod søen og snakkede. Ole havde nok af jagthistorier. Erik grinede og lyttede så ivrigt, at Ole helt

117

STORKEN


glemte at stamme, når han fortalte om sine mange oplevelser. Ole glemte også at se sig for, og pludselig stødte

han ind i en gammel kvinde. I samme nu tabte hun en bylt på jorden.

“Mine æg, mine æg er smadrede,” hostede den

enøjede. Ole greb bylten, men gjorde blot det hele endnu værre. Han holdt for hårdt og kom til at smadre det sidste hele æg.

Den enøjede snerrede lavmælt og pegede på Ole: “Du

skylder mig. Giv mig et dusin friske æg!”

Ole blev så overrasket og forvirret, at han ikke kunne

få et eneste ord frem. I stedet rev og sled han i sit højre øre.

“Vi har ingen æg. Vi er på vej på jagt,” forklarede Erik.

Den enøjede vendte nu sit fæle, vansirede ansigt mod

Ole og hviskede:

“Hvis jeg ikke kan få mine æg ... skal du heller intet

få!”

Med de ord gik hun sin vej.

Da den enøjede var gået, forklarede Erik, at den gamle kone var en vaskeægte heks. Ole måtte forstå, at hans

118


jagtlykke nu var væk.

Ole jamrede sig og græd, da han hørte dette. Men

Erik forsikrede ham om, at der var en måde at omgøre hekseriet på.

“Gør, som jeg siger. Kom med ned til søen ... og på

vejen derned kigger vi efter en snog!”

Ole blev ivrig og begyndte straks at lede efter en snog.

Han fandt en stor kæp og bankede på de stendiger, som de kom forbi. Omsider havde han held med sig. En sort snog pilede ud fra et lille hulrum mellem stenene. “Fang den! Put den i lommen!” råbte Erik.

Fremme ved søen sagde Erik:

“Du er langtfra den første, som har fået forpurret sin

jagtlykke af en heks. Men det findes der råd for.” Ole nikkede ivrigt.

“Du tager snogen og putter ned i bøssens løb. Så

skyder du!”

“Ja, ja,” sagde Ole med skinnende øjne. “Den slags

har far fortalt om!”

Det lød rigtigt, mente Erik og understregede, at det

var et gammelt råd.

119

STORKEN


Ole greb snogen og fik den anbragt i bøssen. Så skød

han. Bøssens løb drev af snogens blod.

“Sådan!” sagde Erik. “Så er hekseriet skudt bort!”

Ole grinede.

“Men du mangler en ting,” fortsatte Erik. “Efter du

har skudt snogen af bøssen, skal du nedlægge det første vildt, du ser. Først da får du jagtlykken igen.”

Ole så rådvild på Erik. Det sidste havde han ikke

hørt sin far tale om.

“Det ... det ... det første, jeg ser.” “Ja, lige præcis!”

Ole nikkede. Så ladede han bøssen igen. Lagde an.

Og skød storken på dens rede i piletræet.

I det samme kom Egil og et par naboer forbi. “Tossen har skudt storken,” sagde Erik.

Ole blev aldrig budt på jagt igen. Ingen ville have ødelagt

sin jagtlykke ved at have en storkedræber med sig. Han blev presset til at sælge sin fars gamle gevær. Uden jagtbytte måtte han overleve ved hjælp af de andres almis-

ser, da han ikke duede til almindeligt arbejde på nær at udføre det mest simple. Som månederne gik, blev han

120


mere og mere nervøs omkring de andre folk i lands-

byen. Han kunne ikke længere sætte ord sammen, og hans stammen var ulidelig at høre på. Derfor var det op til andre at fortælle historien om, hvordan Ole havde

skudt en stork på reden. Selv tilfældige rejsende, der kom

østfra, havde hørt om denne vanartede mand. De gik uden opfordring forbi hans hus og råbte, at han burde skamme sig.

Ole levede derfor på naboernes nåde. Han vogtede

lidt får. Han hjalp til i køkkenhaverne. Men ingen talte til ham, da han blev mere og mere sær. Børnene blev

bange for ham og legede ikke med ham længere. Når de så ham, kaldte de til hinanden: Lad os jage tossen væk. Så smed de småsten på ham. Ole holdt sig mere og mere

for sig selv. Ofte så man ham gå alene langt borte, flakke

hid og did som en sort silhuet i landskabet. Dog havde han taget ved lære. Han forstod nu, at storken var jægernes ven. Den skød man ikke. Det vidste enhver idiot.

121

STORKEN


HUNGERTORP

H

ungertorp var en by, som havde fået sit navn efter ulve. Det var de ulve, som drev ned mod lands-

byen hver vinter. De kom oppe fra åsen i en vældig flok. De var kun skind og ben og tænder. De kom, når sneen

havde lagt sig som en tyk dyne over landskabet. Når det var småt med føde, blev ulvene modige og var ikke længere bange for menneskene.

Ulvene hørte ellers til i de høje bakker, hvor der

kun var sandet jord, golde klipper og en evig vind, der

125


piskede træerne krogede. Her havde mennesker intet at

gøre. Man overlod åsens vilde og forvredne bakkedrag til naturen.

Om vinteren gik landsbyen nærmest i dvale. Folk fik tiden til at gå med indendørs sysler. Der sænkede sig en

ro mellem husene. Der var så stille, at når børnene legede skjul udenfor, var det den knirkende lyd af deres fodtrin gennem frostsneen, som afslørede dem for hinanden.

En nat midt i den mørke vinter blev freden brudt.

Pludselig lød der postyr fra andedammen og hønsehu-

sene. Snart så man fakler i mørket, der lød høje råb og hidsig hundeglammen. Men mest af alt hørte man den

sælsomme snerren og gurglen fra væsner, der intet sprog havde. De havde kun deres sult. Ulvene var kommet.

Det var ingen almindelig flok på seks eller otte dyr.

Gamle Laurits, som klogeligt holdt sig inden døre den nat, påstod dagen efter, at der havde været mindst 30 ulve i flokken. De var magre, afkræftede dyr med hullet pels. Men deres øjne og tænder lyste op ved faklernes skær og satte en skræk i livet på landsbyens folk.

Skønt ild fra faklerne gjorde ulvene bange, kunne

126


landsbyboerne ikke jage dem alle på flugt, førend de

havde fået et godt bytte med sig. Man mistede mange høns den nat. Et par geder blev skambidt, og drengen Jens blev også angrebet og fik et frygteligt sår på armen.

Næste nat gentog det hele sig. Ulvene var blevet endnu

frækkere og modigere. Skønt der denne gang ikke var

så meget at komme efter, da hønsene nu var låst inde, skabte ulvene stor uro blandt folk og fæ i landsbyen.

Byens oldermand, Kristian, foreslog, at man skulle

brænde bål hele den tredje nat for at holde ulvene væk.

Det blev bestemt, at man skulle tænde fire bål, i håb om at ulvene holdt sig væk af skræk for ilden. Planen

gik godt ... til en start. Bålene brændte i natten. Længst borte, i skovbrynet, skimtede man af og til de listende, sorte skygger af ulve, men de vovede sig aldrig nær.

Alligevel endte Kristians plan dårligt. Hen på natten

blæste det op. Vinden kom oppe fra åsen og rev i bålene. Ild og røg blev hvirvlet op og pisket ud i natten. Gnister

og små bitte gløder dansede i mørket blandt landsbyens

huse. Kristian blev betænkelig og sagde, at man skulle hælde vand på bålene. Ilden blev nu dæmpet, og lands-

127

HUNGERTORP


byen blev indhyllet i røg og damp.

Efter nogen tid artede vejret sig igen, og vinden døde

ud. Med kun få timer til daggry kaldte Kristian folk

sammen. Nu var det på tide at få søvn. Ulvene havde givet op.

Folk gik hjem og sov. Og mens de sov, brændte Laurits

inde. En gnist fra bålet, bragt dertil af et vindstød, havde kilet sig fast i stråtaget. Denne glød lå og ulmede uset i den tykke røgtåge fra de døende bål. Snart tog ilden fat i tagdækket, og Laurits nåede ikke ud i tide.

Efter endnu en nat, hvor ulvene igen huserede i landsbyen, kaldte Kristian nok en gang folk sammen. Det gik

jo ikke at tænde store bål i landsbyen, men, forklarede

han, hvis de kunne stoppe ulvene, allerede før de forlod deres tilholdssted, før de kom ned fra bakkerne, så var problemet løst.

For at komme ned fra åsen måtte ulvene gå gennem

den trange slugt, hvis munding lå tæt på landsbyen. Oppe fra bakkerne fulgte ulvene en sti, hvor det vejrbidte

grundfjeld tårnede sig op til hver side langt, langt højere end træerne. Her nåede solen aldrig ned.

128


“Vi brænder bål i slugten. Så kan ulvene ikke nå os,”

fastslog Kristian.

Sådan blev det. Dagen igennem blev der samlet ved

til bålet, som blev bygget for foden af fjeldet, hvor slugten

var mest trang. Kristian og to andre mænd var vågne den nat og holdt ilden ved lige. Ulvene holdt sig væk.

Sådan klarede man nat efter nat at holde ulvene væk

fra landsbyen den vinter. Da det blev forår, var ulvene

hurtigt glemt. Ulve fandt nu deres føde andre steder. Ulve og mennesker holdt sig igen på behørig afstand af hinanden.

En dag hen på sommeren kom Kristian vandrende tilbage fra søen med sin fiskefangst. Vejen gik forbi slugten. Da

så han, at et stort klippestykke var faldet ned netop ved slugtens munding. Det gav ham en ide. Senere samme dag tog han den mørke sti gennem slugten og vandrede

op til klippernes top. Her fandt han, hvad han søgte.

Allerede den aften fortalte han tre af landsbyens mænd om sin plan. Næste dag drog de fire mænd op på toppen af åsen.

Kristian havde fundet store sprækker i klippefrem-

129

HUNGERTORP


springet, som hang over slugten. Mændene medbragte

rafter og kiler. De hamrede trækiler i revnerne. Og rafter. De hamrede og bankede. De gav næsten op. Men så hørtes det første store knæk, ikke knagende som træ, der

brister, men et hårdt, kort smæld af sten, som giver efter. Straks satte man den næste rafte i revnen og bankede. Så, helt uden varsel, brækkede et stort klippestykke af.

Det faldt lydløst og ramte stien ved slugtens fod med et hult drøn. Mændene stod en tid og stirrede. Tørrede

sveden af panden. Så fremdrog Kristian den medbragte øl, og mændene holdt sig en kort pause.

Da de nåede ned igen og stod foran klippestykket i

bunden af slugten, smilede Kristian stolt og sagde: “Nu kan vi holde ulvene fra døren!”

Netop ved slugtens munding, på det mest snævre sted,

havde klippeblokken kilet sig fast. Klippestykket var på højde med en mand. Det blokerede næsten fuldkommen for passage, og mændene måtte hjælpe hinanden med at komme over klippen og tilbage til landsbyen.

Den vinter nåede ulvene ikke ned til landsbyen. De kom

ikke længere end til klippestykket, som blokerede den

130


allersidste del af stien. Alligevel fik landsbyen ikke fred. For hver eneste nat stimlede ulvene sammen i slugten. De hylede. De kradsede på stenen. De kunne lugte den

lækre dunst af høns og ænder, som befandt sig bare få meter på den anden side af stenen.

Det var svært at sove. Om natten lå børnene vågne og

hørte ulvenes hyl. Børnene mente, det var natfolk, som var kommet for at tage dem. Ulvene hylede af sult. Og

hvis de voksne fortalte børnene, at de ikke skulle græde, fordi det jo bare var ulve og ikke spøgelser, blev børnene endnu mere bange.

Mange voksne havde også svært ved at sove. Selv

når folk endelig faldt i søvn, blev ulvenes klagesang en uadskillelig del af natten. Og af deres mareridt.

En uge senere kom en mand vandrende forbi langvejsfra. Han spurgte landsbyens folk, hvad den sælsomme

lyd var, som havde holdt ham vågen om natten. Men kromutteren ønskede ikke at tale om ulvene foran sine børn. Hun hviskede, at det, man kunne høre, blot var “de

hungrige”. Da manden tog videre til næste by, fortalte

han alle og enhver om den elendige nattesøvn, han havde

131

HUNGERTORP


fået blandt de hungrige. Sådan begyndte landsbyen at blive kaldt Hungertorp.

Ulve har vaner. De har deres sult. De er stædige. De

blev ved med at søge ned mod landsbyen. De blev ved med at hyle klagende i natten. Med tiden blev Hungertorp

et sted, som vandrende gik langt udenom. En landsby med sådan et navn var vel ikke værd at opsøge. Samtidig

var der flere og flere, som flyttede væk. Der havde bredt sig en mismodig stemning i landsbyen. Hver vinter blev den hjemsøgt af ulvenes hylen. Eller var det efterhånden mest bare vinden, som susede gennem slugten? Under alle omstændigheder mente flere og flere, at der var noget uhyggeligt over en by, som havde fået sit navn efter ulve.

132


TUSINDÅRSEGEN

D

a egetræet var ungt, søgte man ly for regnen og skygge for solen under dets grene. Fårehyrden fik

sig et hvil her. Han lagde sig for træets knudrede rødder i det bløde mos. Andre dage kom en vandrende forbi

og ventede i ly under træet, til uvejret drev over. Om sommeren lød der ofte latter og sagte stemmer omkring egen. De unge par mødtes her, hvor træets lange grene

flettede sig sammen og dannede en højloftet sal omkring dem, en grøn hule af dansende skygger og lys. En sagte

137


vind fik bladene til at rasle.

Årstiderne kom og gik, men alligevel forblev alt det

samme. Fårehyrden blev voksen, han fik nyt arbejde, og

en dag var det en ny dreng, som tog sit hvil i mosset under træet. Der kom nye elskende, som tøvende udvekslede et

første kys. Tingene gentog sig. Den spinkle hyrdedreng lå med åbne øjne og stirrede op i den grønne himmel af

kviste og blade. Hans øjne tindrede. Han tænkte måske på en pige. Eller på en dag, hvor han havde tjent nok og kunne tage langt bort og opdage nye egne.

Som årene gik, kom flere folk til egnen, og man fældede mere skov. Egetræet rørte de ikke. Træet var stærkt og

stort. Nu, hvor de andre træer var væk, kunne egen rigtigt brede sig. Man begyndte at kalde træet for tusindårsegen.

Ingen kunne længere huske, hvor gammelt egetræet var.

Det var, som om egen altid havde stået der. Folk så på egetræet med beundrende blikke. Et træ, der var lige så

bredt og velnæret, som det var højt. Træet stod som en ensom, majestætisk skikkelse på engen. Folk kiggede

mod tusindårsegen med længsel i blikket. Træet og dets skygge var et sted at hvile sig, elske og mindes.

138


Sådan kunne det have fortsat, men en dag kom

der ufred til egnen. En flok soldater marcherede forbi egetræet i skumringen. De gik mod landsbyen. Samme

nat blev himlen rød af ild. Der lød skrig. Slag af metal

mod metal. Hyrden kom løbende op ad vejen direkte mod den store eg. Han stod et øjeblik og hev efter vejret,

støttede sig til stammen af det velkendte træ. Hans hånd var blodig. Den anden hånd holdt en kniv.

Der lød hestehove fra vejen. Hyrden kiggede

forskrækket bag sig, så flygtede han videre ud i natten, hen over engen over mod bakkerne, hvor der stadig var

skov at gemme sig i. Nu kom flere folk løbende, ingen af dem standsede op. De flygtede i blind panik.

Det blev nye tider. Ofte marcherede soldaterne forbi nede på landevejen. Hårde mænd med tomme blikke. Solda-

terne jagtede de folk fra landsbyen, som endnu befandt

sig på egnen. De søgte i lader og udhuse. På hølofter og i jordkældre. De sendte jagthunde ned i ådalen for at

finde dem, der havde gemt sig under åbrinken og blandt klipperne. Men landsbyens folk kendte egnen bedst. De lod sig ikke sådan fange. Desuden holdt de sig mest til

139

TUSINDÅRSEGEN


skovene oppe i bakkerne. Her var ingen veje, og stierne snoede sig mellem mandshøje klipper. De dybe skove bød på mange gemmesteder.

Alligevel måtte landsbyens folk vove sig frem om

natten for ikke at sulte ihjel. På en måneklar nat så man deres omrids i skovbrynet. De plukkede bær i lysningen mellem skov og eng, hvor blåbærrene stod tæt og gav rigeligt med frugt.

Efter nogle dage indstillede soldaterne deres efter-

søgninger. De holdt sig til landsbyen, og man så ikke

meget til dem. Om natten blev landsbyens folk modigere. En nat vovede to mænd sig ud på engen og stjal et

af de får, som før havde været deres egne. De lagde et reb om fårets hals og slæbte det afsted mod skoven.

Der gik endnu et par dage, og tre nætter senere

gentog det sig. To mænd løb frem fra skovbrynet midt om natten. De udså sig et får på engen, som skulle forslå som kød til landsbyboerne, der søgte tilflugt i skoven.

Men det var en fælde. For under det fine, brede løvhang

fra tusindårsegen gemte en snes soldater sig. Nu kastede de sig frem over engen og over mod de to ungersvende

fra landsbyen. Dermed blev det drengene og ikke fåret,

140


som fik en løkke om halsen.

Soldaterne kastede reb om egetræets lavthængende,

stærke grene. Den første, som kom op at hænge, var

hyrden. Han sprællede og skreg. Et skrig, som blev kvalt. De onde dage blev til onde år. Egetræet fik et nyt navn. Det var ikke tusindårsegen mere. Det blev dødeegen. Det blev galgetræet. For den nat begyndte skikken med at hænge folk fra egetræets grene. Selv da der igen blev

fred, og soldaterne vendte tilbage til deres barakker i en

by langt borte, måtte egetræet fra tid til anden være både vidne og instrument til et menneskes død. En gammel

mand med furet ansigt blev kaldt hestetyv. Han var død,

før han kunne tale sin sag. En ung kvinde med sælsomt skønne blå øjne blev kaldt heks. Jo mere hun talte for sig,

jo mere ophidsede blev den samling folk, der var stimlet

sammen rundt om egetræet. Men ingen ord hjalp hende.

Snart hang også hun der og dinglede og udstødte de værste lyde, man kan tænke sig, indtil hun til sidst fik fred.

Sådan gik det til, at egetræet blev døden. Når folk

så på træet, var det ikke længere med beundring eller

141

TUSINDÅRSEGEN


længsel. Det var skræk og frygt. Man vovede sig ikke længere nær det store, brede træ. Ingen hyrder fandt

ro og hvile i træets nærhed. De grønne blade bød ikke længere på lindrende kølig skygge. Kun på sort, faretruende mørke. Menneskene søgte ikke træet mere,

kun når de ved sjældne lejligheder skulle gøre regnskab med hinanden ved hamperebets hjælp. Og ingen kunne

længere huske, at da egetræet var ungt, søgte man ly for regnen og skygge for solen under dets grene.

142


DEN DØDE BY

L

angt inde i skoven, hvor intet menneske kommer, findes den døde by. Husene ligger i skyggen af de

mørke træer, som stedse rykker nærmere. Husene er

forladte, men de er ikke tomme. Indenfor står der møbler.

Her er borde, stole og senge. Her er keramik og gryder, tallerkener, krukker og kander. På gulvene ligger tæpper, i skabene ligger tøj. Gemt i skuffer findes fine broderier

og måske et sølvsmykke eller en perlekæde. Men intet

rører sig inde i husene på nær støvfnug, som danser i de

147


få tapre solstråler, der kæmper sig gennem trækronerne.

Der er spor efter mennesker i den døde by. Et spisebord

anrettet med mad, som for længst er tørret ind. Et sæt søndagstøj lagt frem på en seng, en blomstret kjole, en

hvid skjorte. Bag husene ligger der køkkenhaver, hvor

røllike, brombær, hyben og hyld kæmper mod nyspirede

egeskud og horder af mandshøje nælder. Høns spankulerer frejdigt omkring. De pikker i mulden og træder hen over en forkommen dukke efterladt på jorden. Et får

bræger fra et sted lige i nærheden. På landsbyens kirkegård dækkes gravsten af et tykt lag visne blade og buketter af indtørrede roser, som har tabt deres farve.

I skovbrynet omkring husene kan man om somme-

ren se myriader af hekseringe. De hvide svampe myldrer frem af den klare, grønne mos i kunstfærdige mønstre, som var der en mening med det.

Måske var det her, de gik hen og lagde sig?

Hvis du på dine vandringer en dag finder vej til den

døde by, ved du, at du er gået for langt. Langt inde i skoven, hvor intet menneske kommer.

148


Profile for Morten Dürr

Sortesø - 12 ikke-eventyr af Morten Dürr  

Sortesø - 12 ikke-eventyr af Morten Dürr  

Advertisement