SORT GRANIT
H
emmeligheden ved skovens kedelige, grå granit
var, at den kunne poleres og derved bringes til
at funkle som sorte ædelsten. Hvad der blot var triste,
grålige skærver, kunne forvandles til tindrende, matsorte klumper, der lignede noget hentet fra drømme. Farven på stenen blev gådefuldt sort, kold at røre ved og alligevel så dragende, at den var umulig at lægge fra sig. Det
krævede dog, at man polerede og sleb, til overfladen var helt glat.
019
Det var Ejnar, som opdagede stenenes hemmelighed.
De andre folk på egnen havde ikke meget tilovers for
disse sten, som skoven var fyldt med. Det var nemlig ikke nok at rydde skoven for træer for at få mark. Man måtte
også rydde jorden for de store sten. Først da havde man
en eng velegnet til fårehold og græsning. Bondemanden Ejnar brugte de golde måneder tidligt på foråret til dette
arbejde. Han samlede sten på marken og anbragte dem i diger, der kunne holde fåreflokken inde. Stendigerne
slyngede sig gennem landskabet og vidnede om, hvordan
jordlodderne var fordelt. Al jord syd for bakkerne tilhørte storbonden Thorkild. Alt vest for bakkerne tilhørte landsbyens småbønder. Her var jordlodderne mindre, og sten-
digerne skar sig gennem landskabet på kryds og tværs og formede et virvar af felter i dalen. Men Ejnar ejede
ikke jord længere. Da hans gravide kone blev syg med lungesot, måtte han pleje hende i stedet for at passe sin
gård. Ejnar måtte købe god mad og dyr urtemedicin, som kunne få den vordende mor rask. Han havde i forvejen
gæld til Thorkild for køb af lam. Nu voksede denne gæld. Konen døde. Få uger efter slog lynet ned, og laden
brændte. Ejnar mistede både hø, korn og får. Nu kunne
020
han ikke længere betale sin gæld tilbage. Derfor overgik
hans jordlod til storbonden. Ejnar overgav ikke jorden frivilligt. Han beklagede sig til landsbyens ældste. Men alle havde gæld til Thorkild. Ingen turde sige ham imod. Til sidst måtte Ejnar give sig.
Nu havde Ejnar hverken jord eller familie. Det eneste,
han ejede, var en hest og en kærre. Men selv med hest
og vogn til hjælp var det alligevel utrolig hårdt arbejde at fjerne sten fra marken. Efter en lang dag i marken
værkede hans ryg, og vablerne på hænderne blødte. Netop på sådan en dag kom Thorkild ridende. Han
begyndte straks at skælde ud. Han sagde, at arbejdet
skulle gøres om. Det stendige, som Ejnar havde bygget på i en måned, skulle ikke længere ligge, hvor det lå. For
Ejnars jord skulle jo slås sammen med Thorkilds. Stendiget skulle fjernes, så Ejnars tidligere jordlod blev åbnet
op mod Thorkilds marker. Thorkild pegede på en sten længere borte. Her skulle stendiget ligge.
Ejnar beklagede sig. For stendiget var ikke kun bygget
dette år. Her lå også sten fra sidste forår og forrige år igen. Skulle de alle flyttes, ville det mindst tage hele sommeren.
“Husk din gæld til mig!” sagde Thorkild. “Bare kom i
021
SORT GRANIT
sving.” Som afsked svirpede Thorkild med ridepisken og efterlod Ejnar med et svidende sår på kinden.
Ejnar betragtede Thorkild forsvinde over bakkerne på sin hvide hest. En stor sten lå for hans fødder. Det måtte
blive den sidste sten, han flyttede i dag. Thorkild fik
fat; han kunne knap rokke stenen, så stor var den. Idet han fik lirket den fri af jorden, pilede en slange gennem græsset. Thorkild slap forskrækket stenen, men slangen var allerede væk. Thorkild undersøgte forsigtigt græsset
omkring stenen, men der var ikke mere kryb at frygte
for. Med møje og besvær fik han omsider båret den store sten op på kærren. Det gjorde ondt i såret på kinden. Så
klappede han hesten og klikkede med tungen. Han kørte
stenen hen til stedet, som Thorkild havde udpeget. Men da han kastede stenen fra sig, skete det. Stenen ramte en
anden sten og brækkede midtover. Den flækkede så rent,
at bruddet var helt glat og glinsende. Som sort is. Ejnar måbede. Hvem skulle have troet, at den matte, grå overflade på stenen gemte på sådan en indre skønhed. Synet
af den sorte granit gav Ejnar en underlig følelse. Uden at tænke over det samlede han den ene halvdel af den
022
flækkede sten op. Han kastede den fra sig igen. Hårdt og
vredt. Nok en gang flækkede den. Han greb klippestykket, nu på størrelse med en høne, og kastede det fra sig en gang til. Igen flækkede det.
Ejnar svedte. Han pustede ud og samlede det mindste
stykke sten op. Det var på størrelse med en barnenæve.
Stenen var rund, men lidt aflang. På to af siderne var
stenen grå og kedelig. På tre af siderne skinnede den sort som en dyrebar juvel.
Ejnar krammede stenen og fik igen den samme følelse
af uro. Så med ét blev han rolig. For i det øjeblik fik han ideen til, hvordan han skulle blive fri for Thorkild og fri af sin gæld.
Den næste måned gjorde Ejnar to mænds arbejde. Om dagen flyttede han sten for Thorkild. Om aftenen sleb
og polerede han den sorte granit. Han sleb stenen, så den fik en smuk, elliptisk form. Han polerede den glat i
vådt sand. Det sidste var det sværeste og tog længst tid.
Stenen måtte være absolut glat og skinnende. Dagene
gik, Ejnar knoklede i marken, om aftenen polerede han den lille, sorte sten, til knoerne blødte.
023
SORT GRANIT
En dag sidst i maj var han omsider færdig. Der mang-
lede blot en sidste ting. Ejnar fangede en slange ved
stendiget. Den tog han med hjem. Han skar hovedet af
slangen og stænkede dens blod på stenen. Han lod blodet sidde hele natten. Næste morgen vaskede han omhygge-
ligt blodet væk. Thorkild var tilfreds med stenen, som
han undertiden var begyndt at tænke på som ægget. Nu ventede han blot på Thorkild.
En uge gik. Endelig kom dagen, hvor Thorkild red
forbi igen. Storbonden standsede op, som han havde
gjort i april. Også denne gang skældte han ud. Ikke fordi
arbejdet skulle gøres om. Men fordi arbejdet gik for lang-
somt. Ejnar bukkede og undskyldte. Idet han bøjede sig
ned efter en stor sten, lod han ægget glide ud af lommen. Thorkild råbte:
“Hov ... du tabte noget!”
Ejnar bøjede sig hurtigt, samlede stenen op og
knugede den i næven.
“Hvad var det?” ville Thorkild vide.
Ejnar viste ham den blankpolerede sten. Han lod
endda Thorkild holde den.
Thorkild stirrede på stenen og hviskede drømmende:
024
“Sikke en skønhed ...”
Ejnar greb stenen og puttede den i lommen. “Hvor har du den fra?” spurgte Thorkild. “Det siger jeg ikke,” svarede Ejnar.
“Hvor kan man få sådan en henne?” “Alle vegne,” svarede Ejnar.
Nu blev Thorkild sur og sagde, at Ejnar ikke skulle
gøre nar af ham. For en sådan juvel havde ingen da set før. “Hvad vil du have for den?” “Den er ikke til salg!”
“Ser man det,” svarede Thorkild vredt. Så red han sin
vej igen.
De næste par dage fortsatte arbejdet i marken. Men Ejnar tog den med ro nu. Der var ingen grund til at slide så hårdt i det længere. Hans tid under Thorkilds åg var
snart forbi. Ganske rigtigt. Der kom Thorkild igen. Han gik lige til sagen.
“Den sorte sten. Jeg vil købe den!” “Den er ikke til salg!”
“Giv mig stenen, så kan du stoppe med stendiget. Jeg
får en anden til at gøre det færdigt. Du kan vogte får i
025
SORT GRANIT
stedet for. Du fortjener en pause fra det hårde slid.” “Den er ikke til salg.”
“Ser man det!” Thorkild rev i seletøjet, så hesten vrin-
skede. Han red bort.
Den næste dag kom Thorkild igen. Han var endnu mere
opsat på at købe stenen. Nu ville han også eftergive Ejnars gæld.
Ejnar ville ikke sælge.
Næste dag kom Thorkild med et endnu bedre tilbud.
Gælden blev eftergivet, og Ejnar ville få sin jord igen. Ejnar ville ikke sælge.
Der gik to dage. Mon Thorkild havde givet op? Det
mente Ejnar nu ikke. Han havde set begæret i Thorkilds øjne, da han holdt om den sorte sten.
Da Thorkild kom ud i marken igen, var han anderle-
des afdæmpet. Han gik endda så langt som til at stige af hesten og kigge Ejnar mildt i øjnene. Så sagde han: “Fortæl mig nu bare, hvad du vil have.” Ejnar tøvede ikke. Han sagde:
“Jeg vil have stenens vægt i guld.”
Det svarede Thorkild ja til. De gav hånd på handlen.
026
Samme dag blev guldet vejet af, og Thorkild fik overrakt
den blanke, sorte sten. Ejnar fik sit guld; han var nu en rig mand. Ejnar steg op på sin hest og bød alle i landsbyen farvel.
Thorkild glædede sig så meget over sin skat, at han ville
have den nær ved sig hele resten af dagen. Han gemte den i jakkelommen. Fra tid til anden tog han den frem og lod den glide rundt mellem fingrene. Om natten kunne han
heller ikke undvære stenen. Han lagde den under hovedpuden, da han skulle sove.
Der lå stenen, der havde form som et æg. Poleret i
ugevis af Ejnar ved hjælp af vådt sand og had. I varmen under puden klækkede ægget. En slange gled frem. Mens Thorkild sov, bed den ham i den sarte, bløde hud
på halsen. Han vågnede blot et øjeblik og så aldrig mere.
Næste dag blev han fundet død og med vidtåbne øjne. Det var et spørgende blik, som intet så, og som ikke
forstod, at hemmeligheden ved skovens kedelige, grå granit var, at den kunne poleres og derved bringes til at funkle som sorte ædelsten.
027
SORT GRANIT