GROTTEN
D
er var ingen, som vidste, hvor dyb grotten var, eller hvem de hviskende stemmer derindefra tilhørte.
Grotten lå for foden af en bakke midt i skoven. Her lå den skjult i alle år, indtil en gammel eg væltede i efterårsstormen. Egen væltede med rode og trak en stor mængde
jord med sig, da den faldt. Der, hvor den havde stået, var der nu et sort hul, som førte ned i grotten.
Hvert forår blev landsbyens unge sendt ind i grotten
med prægtige offergaver. Sølvsmykker, skind, røget kød,
055
frisk øl og nybagt brød. En efter en forsvandt de ind i grotten, lod sig opsluge af mørket. De følte sig frem,
gik gennem mudder under det fugtige, dryppende loft
af store klippesten, blot oplyst af en enkelt fakkel. Når
processionen havde fulgt de ældres anvisninger og banet
sig dybt, dybt ned i det sorte hul i jorden, befandt de sig efter lang tid på et sted, hvor grotten blev til en prægtig underjordisk sal.
Her blev de mødt af de hviskende stemmer.
Udenfor ventede deres forældre sammen med landsby-
ens øvrige voksne i flere timer. Hen på eftermiddagen dukkede de unge mennesker frem af grotten. Sølv, skind,
kød, øl og brød var blevet efterladt nede i mørket. Skønt de unge kom tomhændede ud i sollyset igen, bar de nu på
det, som folk i området betragtede som den største gave af dem alle. Nemlig visheden om deres egen skæbne.
En efter en trådte de unge frem for landsbyens voksne
og berettede om, hvad stemmerne havde hvisket til dem i mørket.
Den unge pige Åsa med det røde hår kiggede på de
ældste med et sikkert blik og sagde:
056
“Stemmen sagde, at jeg skal tage på en lang vandring
og søge det, der kan mane al sygdom bort fra vores landsby.”
Drengen Asbjørn sagde: “Stemmen sagde, at jeg skal
blive bonde, rydde skov og sætte fire børn i verden.”
Sådan fortsatte det. Stemmen i grotten havde udstuk-
ket dem alle et mål og en retning i livet. Jeg skal blive gudernes tjener. Jeg skal bage vores brød.
Jeg skal passe fårene og oplære vores hunde. Jeg skal være smedens lærling.
Jeg skal ride til kongen og bede om fred og beskyttelse til
landsbyen.
Jeg skal giftes med en kvinde fra en landsby bag bjergene.
Jeg skal lære sproget, de taler i syd, og sælge vores skind for
sølv.
Til sidst var det Thorbjørns tur til at sige, hvad der var blevet stillet ham i udsigt i grottens dyb. Trods sit slag-
færdige navn var Thorbjørn blåøjet, lyshåret, spinkel, mild og blid. Han talte sagte og sjældent. Thorbjørn
var landsbyhøvdingens søn. Men det kunne man ikke
057
GROTTEN
se. For høvdingen var Thorbjørns modsætning. Han var en høj mand med svulmende overarme og brede
skuldre, så han både måtte bukke sig og gå sidelæns ind ad døren til sit eget hus. Høvdingen var tidligt blevet
skaldet, men havde et imponerende, sort skæg, som han med buldrende stemme bød yndlingsdatteren flette hver
morgen. Nogle gange når han drak for meget øl, blev han ondsindet og pryglede Thorbjørn med sit bælte. Så
fik Thorbjørn at vide, at han ikke var høvdingens egen søn. At han var en horeunge. De gange kastede moren
sig over Thorbjørn og beskyttede drengen med sin egen krop, indtil høvdingen blev udmattet af at svinge bæltet og kaldte efter mere øl.
Nu stod Thorbjørn foran alle de forsamlede. Den sidste
i rækken af unge, som skulle erklære sin skæbne. Solen var væk nu. Ved det spinkle lys fra bålet så han bleg og
ynkelig ud. Han åbnede munden, men der kom ingen
ord. Alle ventede. Til sidst rømmede høvdingen sig. Thorbjørn for sammen og kiggede frygtsomt på sin far.
Faren gav ham et nik. Endelig begyndte Thorbjørn at tale. Han sagde:
058
“Stemmen sagde ...” Thorbjørn hostede. Så gentog
han:
“Stemmen sagde ... at jeg ... at jeg skal slå en i lands-
byen ihjel.”
Thorbjørn slog blikket ned. Der løb tårer ned ad hans
kinder nu. Alle stirrede på ham i stilhed. Man hørte kun bålet, der knitrede. Tavsheden hang i luften, indtil der var en, som råbte:
“Lad os så få noget øl!”
Som det hørte sig til, blev de unges færd ned i grotten
hvert år fejret med fest. Også dette år blev der spist svin og drukket øl. Der blev danset og sunget. De fleste
slog Thorkilds ord hen. Knægten var ikke helt rigtig i hovedet. Sådan var der flere, som mente. Men Asger, som var Thorbjørns ven, ville ikke lade det ligge. Hen på
aftenen, da alle var blevet fulde og i højt humør, hev han
Thorbjørn med ind i skovbrynet væk fra de andre. Asger bad om en forklaring. For hvorfor sige noget så underligt, når nu Asger vidste, at Thorbjørn aldrig ville kunne gøre andre fortræd.
059
GROTTEN
“Det var, hvad stemmerne fortalte mig,” sagde Thorbjørn. “Stemmerne? Hvilke stemmer?” spurgte Asger. Men Thorbjørn stirrede bare mut på ham.
“Der var jo ingen stemmer!” sagde Asger og grinede.
Han ruskede i Thorbjørn.
Thorbjørn skubbede Asger til side og gentog blot: “Jeg har sagt, hvad stemmerne sagde til mig!” Så løb han sin vej.
Hen på natten, da festen endelig var ovre, og Thorbjørn sov tungt i sin seng, gled døren til hans kammer op. Hans
far stod i døråbningen. Han bar noget i hænderne, indsvøbt i et klæde.
“Sov blot videre, Thorbjørn.”
Så lagde han bylten under Thorbjørns hovedpude.
Høvdingen strøg Thorbjørn over håret og sagde blidt: “Sådan ... du har gjort det godt.”
Næste dag blev Thorbjørn vækket af lyden af høje skrig.
Noget faldt på gulvet og gik itu. Thorbjørn var stadig halvt indhyllet i en drøm om grotten. De kolde, våde
sten. De sagte, sukkende lyde, når dråberne faldt fra
060
loftet. Men nu blev han brat revet ud af søvnen. Skriget blev til et råb:
“Hun er død ...”
Og råbet blev til en jamren.
“Hun ... er ... død ... hun er død ...”
Thorbjørn rejste sig hurtigt og løb i retning af lyden.
Ind til moren og farens kammer. Der knælede hans
søster ved foden af morens lig, som lå badet i blod. For fødderne af søsteren lå en knust keramikkande. Hvid mælk blandede sig med det sorte blod.
Man havde fundet kniven under Thorbjørns hovedpude; den var indsmurt i indtørret blod.
I landsbyen skændtes man om, hvad man skulle stille
op med Thorbjørn. Mange ville hænge ham og smide
ham på bålet. Eller blot smide ham på bålet uden først at hænge ham. Thorbjørn selv var tavs, som om han havde mistet talens brug. Skønt landsbyhøvdingen havde lidt det største tab, påtog han sig en del af skylden.
“Jeg drak for meget og faldt i søvn udenfor ved bålet.
Jeg burde have holdt øje med Thorbjørn. Man kan jo se, at der skete ham noget i grotten.”
061
GROTTEN
Landsbyens ældste mente ikke, at man kunne straffe
en barn, som havde mistet sin forstand. Deres beslutning var, at Thorbjørn måtte finde sig et liv alene inde i skoven
væk fra andre mennesker. Så måtte han klare sig, så godt det lod sig gøre.
Høvdingen græd og sagde, at han på den måde
mistede både kone og søn. Men enden på det blev alligevel, at høvdingen måtte udstyre Thorbjørn med vinterklæder, økse, kniv og andet udstyr samt al den mad, han kunne slæbe.
Thorbjørn gik ind i skoven uden at sige et eneste ord.
Han gik og gik, til han hverken kunne høre haner og
hunde fra landsbyen eller lugte røgen fra husene. Han
gik forbi mosen og engen med får. Forbi markerne, hvor korn ville spire om foråret. Han fortsatte videre forbi bakken, hvor grotten lå som en sort mund, der slugte sollyset.
Efter nogen tid glemte landsbyens folk alt om Thorbjørn.
Man talte i hvert fald aldrig om ham. Kort efter tog høvdingen sig en ny kone. Sommeren kom og gik og
slog over i efterår. Om vinteren blev hullet ned til grotten
062
dækket af sne. Ved forårstid stod et nyt hold unge klar
med offergaver ved grottens munding. De var spændte. For ingen vidste, hvor dyb grotten var, eller hvem de hviskende stemmer derindefra tilhørte.