Balancegangen mellem skala tid og rum Gennem snart tre årtier har Anne Qvist arbejdet med indretning og design. Hun har været gennem en utrolig rejse, der blandt andet har ledt til store projekter i Kina, såvel som skabelsen af nye designklassikere. Filosofien bag hendes arbejde er klar: Formgivningen skal underordne sig brugerne med en respekt for skala, tid og rum. Tekst af Alexander Tengbjerg
Vi møder Anne Qvist på hendes kontor i Sydhavnsgade i Aarhus. Omgivet af en blanding af industrivirksomheder, det pulserende havnemiljø og små kreative kontorfællesskaber, sidder den selvstændige aarhusianske designer klar med varm kaffe. Der går ikke lang tid før snakken falder på de udfordringer hun ser for arkitekt- og designskolerne lige nu. Man sporer tydeligt en oprigtig bekymring for branchen, og hvordan man uddanner de unge studerende: – Jeg er selv uddannet fra arkitektskolen i 1992, hvor jeg gik på linjen Industrielt Design, der desværre ikke eksisterer længere. Generelt så føler jeg, at der bliver skåret for meget ned på vores kreative uddannelser samtidig med at begreberne udvander. Vi har mere end 60 uddannelser i Danmark, der har noget med design i navnet, og det indebærer også mange ting, som i sin essens kan kobles til egentligt design. Designbegrebet udvandes i en sådan grad, at jeg selv er begyndt at kalde mig arkitekt, fremfor designer. Jeg har derfor funderet over hvad en arkitekt egentlig er. Det er en formgiver, en der forstår at omsætte en masse viden og information, for at nå et mål, og det syntes jeg, indkapsler mit arbejde, hvad end jeg kalder mig arkitekt eller designer. – Man ser også at designere og arkitekter skal undervises i kommunikation, ingeniørkundskaber og alt muligt andet end netop selve formgivningen. Det er fint at lære om alle de fag og discipliner, der kan hjælpe os, men vi kan jo aldrig blive eksperter på de områder. Vi kan noget forskelligt, og det skal vi kunnet acceptere, siger Anne Qvist og uddyber: – Men jeg er faktisk rigtig bekymret på vegne af vores stand, i forhold til vores uddannelsessystem. Vi er i Danmark berømte for vores design. Man siger jo ikke skandinavisk design i udlandet, men dansk. Jeg sidder i Dansk Industris Designudvalg, hvor jeg ser en klar tendens til at flere og flere ansætter udenlandske designere. Det er ganske vist fint med inputs udefra, men det er da alligevel et hårdt slag for vores danske selvbevidsthed.
Men vi kan ikke nøjes med kun at hente inspiration fra vores klassikere, for det kan alle jo gøre, hvilket betyder, at vi mister lige det, der gør os unikke. Vi skal værne om det gode håndværk og give os selv mulighed for at turde prøve nye grænser af. Jeg var så heldig, sammen med Dansk Designråd, at blive vist rundt på tøjdesigneren Paul Smiths tegnestue, hvor vi spurgte ham, hvad syntes du om dansk design? Svaret kom prompte. I er blevet kedelige, fanget under en dyne a succes. Allow yourself to be crazy once a week! Lige netop den pointe, syntes jeg, er så vigtig. Tænk på vores designidoler som Verner Panton, Wegner og Finn Juhl. De kunne lige præcis være ”crazy”, og nogle af deres designs blev måske ikke alle kommercielle succeser, men de kunne plante frø til nye ideer. Men det er lettere sagt end gjort, som Anne Qvist forklarer:
“ALLOW YOURSELF TO BE CRAZY ONCE A WEEK”
Man kunne spørge om vi i Danmark hviler på laurbærrene, siden der ikke investeres mere i de nye generationer af designere og arkitekter, der skal gennem uddannelsessystemet. Og for Anne Qvist er det lige netop tilfældet:
– Tag en opgave som at designe en stol. Det er en svær opgave som designere både forguder og frygter. Der er så mange, der er gået i forvejen, og det er begrænset, hvor meget man kan justere på den. Den skal trods alt have fire ben, griner hun og fortsætter:
– Ja det gør vi. Vi glemmer lidt arkitektskolernes store indflydelse på vores designguldalder, og vi er retmæssigt stolte af alt det, der kom ud af den periode.
– Men vi kan se på materialer og produktionsteknikkerne, for herigennem at finde nye indgangsvinkler. >>
Byggeri + Arkitektur # 101
69
