Maritime Danmark 4 2020

Page 9

MARITIM INDUSTRI HÅRDT RAMT AF CORONA-KRISE

Den maritime industri opfordrer stat og kommuner til at holde hånden under branchen, der er hårdt ramt af lavere aktivitet på grund af corona-krisen, ved at sende deres godt 150 skibe til service, reparation og grøn opgradering.

”Både for værfter og for udstyrsproducenter er det helt afgørende, at ordrebogen ikke bliver fuldstændigt tømt. Selv om en opgave ligger nogle måneder fremme i tid, kan den være afgørende for at holde på medarbejderne, og med så stort et antal skibe, bør der være opgaver at sætte i gang”, siger Jenny Braat, adm. direktør hos Danske Maritime. SØBY VÆRFT På Søby Værft har man fået flere ordrer annulleret og forsøger nu at håndtere corona-situationen ved, at medarbejderne afvikler ferie og afspadsering i størst muligt omfang. Værftet tager bestik af situationen hver dag. ”Mulige opgaver på offentligt ejede skibe kan få stor betydning i den kommende tid. Ellers kan vi som andre i industrien være nødsaget til at sende medarbejdere hjem i henhold til den nye aftale mellem DI og CO industri. Men

det er kun indtil, der kommer nye opgaver – så ringer vi dem omgående ind igen. Vi arbejder intensivt på løsninger sammen med vores kunder og er fortrøstningsfulde”, siger værftets CEO Roar Falkenberg. MAN ENERGY SOLUTIONS Også blandt udstyrsproducenter håber man, at man fra offentlig side kan bidrage til, at branchen kommer bedst muligt gennem corona-krisen. ”Vi vil gerne opfordre til at få set alle offentligt ejede skibe efter i sømmene. Netop nu opstår der ledig kapacitet til for eksempel at forbedre skibene med brændstofbesparende teknologi eller nye grønne løsninger, så det kan både være godt for branchen og godt for miljøet, hvis det offentlige fremrykker ordrer”, siger Lars Henrik Hejlesen, Head of Propulsion, Retrofit & Upgrade hos MAN Energy Solutions i Frederikshavn.

EFTERLYSER HANDLEKRAFT Siden corona-krisen for alvor ramte Danmark, har telefonerne glødet hos Danske Maritime. Selv om de politiske tiltag om blandt andet lønkompensation er en tiltrængt håndsrækning, er det langtfra nok, når man ser frem i tid, siger Jenny Braat: ”Der skal vises politisk handlekraft på endnu flere fronter. Mange kommunalt ejede færger er af ældre dato, og rigtig mange af de skibe, vi her taler om, kan gøres mere energieffektive og klima- og miljøvenlige, hvis et byråd, Forsvaret eller en af de andre ejere beslutter sig for at prioritere det. For andre kan det give mening at sende lidt tidligere til service, hvis driften af skibet alligevel er helt eller delvist indstillet, eller at få bygget nye skibe. Det offentlige både kan og bør hjælpe den maritime industri, og det gælder i hele landet”, siger Jenny Braat.

LÆS DAGLIGE NYHEDER PÅ WWW.MARITIMEDANMARK.DK SIDE 9 /


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.