Vores kemiske hjerter - læseprøve

90mm

27mm

Henry har aldrig været forelsket, men en dag starter Grace i klassen. Hun ligner langt fra Henrys drømmepige, og det er tydeligt, at hun har det svært. Alligevel falder Henry for Graces uperfekte og ægte væsen, men kan han håndtere, at hun bærer på en stor sorg?

Vores kemiske hjerter er en uimodståelig og tankevækkende ungdomsroman om den første forelskelse, knuste hjerter og de gyldne tråde, der formår at væve dem sammen igen.

“De skarpe ordspil og Henrys underspillede charme vil uden tvivl begejstre fans af Stephen Chboskys Fordelene ved at være en bænkevarmer og John Greens En flænge i himlen.”

– SCHOOL LIBRARY JOURNAL ISBN 9788711556849

132mm

90mm

FOTO / SHANAYE SUTHERLAND

KRYSTAL SUTHERLAND er australsk forfatter. Hun har arbejdet som journalist og magasinredaktør og har været nomineret til Queensland Young Writers Award. Vores kemiske hjerter er hendes debutroman.

Mød Krystal på krystalsutherland.com facebook.com/krystal.sutherland.92 Instagram: @km_sutherland Twitter: @km_sutherland

9 788711 556849 >

lovebooks.dk

#voreskemiskehjerter OMSLAG / MIKKEL HENSSEL

197mm

”Og det var sådan, det skete. Det var sådan, jeg så hende første gang.

Der var ingen slowmotion, ingen blafrende vind og helt sikkert ikke nogen hjertebanken. Grace haltede ind, to minutter for sent, helt tavs, som om hun ejede stedet, som om hun havde gået i klassen i årevis, og måske fordi hun var ny, eller fordi hun var underlig, eller måske fordi mrs. Beady kunne fornemme, bare ved at kigge på hende, at et stykke af hendes sjæl var i stykker, sagde vores lærer ingenting. Grace satte sig på en stol bagerst i lokalet med de sortmalede vægge, lagde stokken på lårene og sagde ingenting til nogen hele timen.

Jeg så på hende to gange mere, men da timen sluttede, havde jeg glemt, hun var der, og hun smuttede, uden at nogen lagde mærke til det.

Så det her er helt sikkert ikke en historie om kærlighed ved første blik.

Men det er en kærlighedshistorie.

Altså på en måde.”

132mm

Krystal Sutherland

PĂĽ dansk ved Rasmus Hastrup

Vores kemiske hjerter.indd 3

13/02/17 5:17 pm

Vores kemiske hjerter er oversat fra amerikansk efter Our Chemical Hearts Copyright © 2016 by Krystal Sutherland Published by arrangement with Ulf Töregård Agency AB All rights reserved Dansk copyright © 2017 Lindhardt og Ringhof, København Omslag: Mikkel Henssel Bogen er trykt hos Scandbook UAB, Litauen 978-87-11-55684-9 1. udgave, 1. oplag, 2017

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lovebooks.dk www.lindhardtogringhof.dk LOVEBOOKS – et imprint under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Vores kemiske hjerter.indd 4

13/02/17 5:17 pm

Til min familie. Tak for alting, for altid

Vores kemiske hjerter.indd 5

13/02/17 5:17 pm

Vores kemiske hjerter.indd 6

13/02/17 5:17 pm

KAPITEL 1

Jeg har altid troet, at når man mødte sit livs kærlighed, ville det være mere ligesom i film. Altså selvfølgelig ikke helt ligesom i film med slowmotion og hår, der bølger i vinden, og svulmende soundtrack. Men i hvert fald troede jeg, der ville være noget, ikke? At hjertet springer et slag over. Et ryk i sjælen, når et eller andet indeni siger: ”For fanden da. Der er hun. Endelig, efter så lang tid, er hun der.”

Der var ikke noget af det, da Grace Town ti minutter for sent trådte ind på mrs. Beadys eftermiddagshold i drama den anden tirsdag på tredje år. Grace var sådan en, der gjorde indtryk, uanset hvilket rum hun kom ind i, men ikke af de grunde, der ellers udløser øjeblikkelig og udødelig kærlighed. Hun var gennemsnitshøj og gennemsnitsbygget og gennemsnitspæn, alle de træk, der burde have gjort det nemt for hende at falde til på en ny skole uden nogen af de dramaer, der normalt følger med i den slags historier.

Men tre ting ved Grace skilte sig ud med det samme, inden hendes almindelighed kunne nå at redde hende:

7

Vores kemiske hjerter.indd 7

13/02/17 5:17 pm

1. Grace var klædt fra top til tå i drengetøj. Det var ikke sådan et drengepige- eller skaterpige-look, men rigtig drengetøj, som var alt for stort til hende. Jeans, det var meningen skulle være stramme, var holdt fast om hendes hofter med et bælte. Selv om det kun var midt i september, havde hun sweater, skovmandsskjorte og strikhue på, og så en lang lædersnor om halsen med et anker i.

2. Grace så uvasket og usund ud. Jeg mener, jeg har set narkomaner, der så ud til at være i bedre form, end hun gjorde den morgen. (Jeg havde måske ikke set så mange narkomaner i virkeligheden, men jeg havde set The Wire og Breaking Bad, hvilket helt sikkert tæller). Hendes lyse hår var uvasket og dårligt klippet, hendes hud var gustenbleg, og jeg er næsten sikker på, at hvis jeg havde lugtet til hende den dag, ville der have stået en stank om hende.

3. Og som om det ikke var nok til virkelig at ødelægge alle muligheder for at passe ind, gik Grace Town også med stok.

Og det var sådan, det skete. Det var sådan, jeg så hende første gang. Der var ingen slowmotion, ingen blafrende vind og helt sikkert ikke nogen hjertebanken. Grace haltede ind, to minutter for sent, helt tavs, som om hun ejede stedet, som om hun havde gået i klassen i årevis, og måske fordi hun var ny, eller fordi hun var underlig, eller måske fordi mrs. Beady kunne fornemme, bare ved at kigge på hende, at et stykke af hendes sjæl var i stykker, sagde vores lærer ingenting. Grace satte sig på en stol bagerst i lokalet med de sortmalede væg-

8

Vores kemiske hjerter.indd 8

13/02/17 5:17 pm

ge, lagde stokken på lårene og sagde ingenting til nogen hele timen.

Jeg så på hende to gange mere, men da timen sluttede, havde jeg glemt, hun var der, og hun smuttede, uden at nogen lagde mærke til det.

Så det her er helt sikkert ikke en historie om kærlighed ved første blik.

Men det er en kærlighedshistorie.

Altså på en måde.

Vores kemiske hjerter.indd 9

13/02/17 5:17 pm

KAPITEL 2

Den første uge af vores tredje år på high school, før Grace Town pludselig dukkede op, havde været så begivenhedsløs, som high school overhovedet kan være. Der havde kun været tre små skandaler indtil da: En førsteårselev var blevet sendt hjem for at ryge på pigetoilettet (hvis man skal sendes hjem for noget, så sørg da for, det ikke er en kliché), en anonym gerningsmand havde uploadet en videooptagelse af et slagsmål på parkeringspladsen til YouTube (skoleledelsen flippede ret meget ud over det), og så gik der rygter om, at Chance Osenberg og Billy Costa havde givet hinanden en kønssygdom efter at have dyrket ubeskyttet sex med den samme pige (jeg ville ønske, det var noget, jeg fandt på, kære læsere).

Mit liv havde som altid været helt skandalefrit. Jeg var sytten år gammel, en sær, ranglet type, den slags, man måske ville hyre til at spille en ung Keanu Reeves, hvis man allerede havde brugt det meste af budgettet på dårlige computereffekter og catering. Jeg havde aldrig så meget som passivrøget en smøg, og ingen havde nogensinde henvendt sig til mig, gudskelov, med henblik på en nøgendans uden beskyttelse.

Mit mørke hår nåede lige til skuldrene, og jeg var blevet ret 10

Vores kemiske hjerter.indd 10

13/02/17 5:17 pm

glad for at gå med min fars blazerjakke fra 80’erne. Man kunne sige, at jeg lignede en krydsning mellem en mandlig Summer Glau og Severus Snape. Fjern den krogede næse, tilføj et par smilehuller, og voila: den perfekte opskrift på Henry Isaac Page.

Jeg var på det tidspunkt også uinteresseret i piger (og fyre, hvis du nu havde haft den tanke). Mine venner havde kærestet og haft forskellige dramatiske teenageforhold i næsten fem år, men jeg havde ikke engang prøvet at være vild med nogen. Okay, der havde været Abigail Turner i børnehaven (jeg havde kysset hende på kinden, da hun mindst ventede det; vores forhold var hurtigt kølet af efter det), og jeg havde været besat af tanken om at blive gift med Sophi Zhou i mindst tre år i grundskolen, men da jeg kom i puberteten, var det, som om der blev slukket på en kontakt i mig, og i stedet for at blive et testosterondrevet sexuhyre som de fleste andre drenge i skolen, kunne jeg bare ikke finde nogen, som jeg ville have i mit liv på den måde.

Jeg var tilfreds med at koncentrere mig om skolen og få de karakterer, jeg skulle bruge for at komme på et nogenlunde okay college, og det var sikkert grunden til, at jeg ikke tænkte på Grace Town igen de næste par dage. Måske ville jeg aldrig have skænket hende en tanke igen, hvis det ikke havde været for en vis mr. Alistair Hink, engelsklærer.

Det, jeg ved om mr. Hink, er stadig i høj grad begrænset til det, som de fleste high school-elever ved om deres lærere.

Han var hårdt plaget af skæl, hvilket ikke ville have været halvt så åbenlyst, hvis han ikke havde insisteret på at gå med sorte rullekravebluser hver dag, en farve, der tydeligt frem11

Vores kemiske hjerter.indd 11

13/02/17 5:17 pm

viste det hvide støv på hans skuldre som sne på asfalt. Så vidt jeg kunne se på hans bare venstre hånd, var han ugift, hvilket sikkert havde en del at gøre med hans skælproblemer og det faktum, at han lignede Napoleon Dynamites bror Kip virkelig meget.

Hink var også totalt vild med det engelske sprog, så meget, at han engang, da vores matematiktime gik fem minutter over tid og dermed ind over vores engelsktime, ringede til matematiklæreren, mr. Babcock, og gav ham en opsang om, at de humanistiske fag var lige så vigtige som matematik.

Der var mange elever, der grinede lidt ad ham – sikkert dem, der ville gå efter at blive ingeniører eller videnskabsfolk eller arbejde med kundeservice – men når jeg ser tilbage, kan jeg udpege lige præcis den eftermiddag i vores lummervarme klasseværelse som der, hvor jeg forelskede mig i tanken om at blive forfatter.

Jeg havde altid været rimelig god til at skrive, til at sætte ord sammen. Nogle mennesker er født med musikalske evner, andre er gode til at tegne, andre igen – folk som mig, velsagtens – har en indbygget radar, der fortæller dem, hvor der skal være kommaer i sætninger. Når man taler om superkræfter, ligger grammatisk forståelse pænt langt nede på wow-skalaen, men det fik mig ind på mr. Hinks hold, og det var også ham, der stod for skolebladet, hvor jeg havde arbejdet frivilligt siden andet år i håb om at blive redaktør en dag.

Vi var cirka halvvejs gennem mrs. Beadys torsdagsdramatime i skoleårets anden uge, da telefonen ringede, og mrs.

Beady tog den. ”Henry, Grace. Mr. Hink vil gerne se jer på sit kontor efter skole,” sagde hun efter at have sludret et par mi12

Vores kemiske hjerter.indd 12

13/02/17 5:17 pm

nutter. (Beady og mr. Hink havde altid været gode venner. To sjæle født i det forkerte århundrede, hvor verden syntes, det var sjovt at gøre nar ad folk, der stadig mente, at kunst var det mest fantastiske, mennesket nogensinde havde frembragt og nogensinde ville komme til at frembringe).

Jeg nikkede og så meget bevidst ikke på Grace, selv om jeg ud af øjenkrogen kunne se, at hun stirrede på mig fra sin plads bagerst i lokalet.

De fleste teenagere frygter det værste, når de bliver kaldt ned på lærerens kontor efter skole, men som nævnt var jeg tragisk fri for klæbende skandaler. Jeg vidste godt (eller håbede jeg vidste), hvorfor Hink ville se mig. Grace havde kun gået på Westland High i to dage, næppe længe nok til at have givet nogen en kønssygdom og/eller have uddelt tæv efter skole (selv om hun havde en stok og så vred ud meget af tiden).

Hvorfor mr. Hink ville se Grace, var – som så meget andet ved hende – et mysterium.

Vores kemiske hjerter.indd 13

13/02/17 5:17 pm

KAPITEL 3

Grace ventede allerede uden for mr. Hinks kontor, da jeg kom. Hun var klædt i drengetøj igen i dag, noget andet denne gang, men hun så en del renere og sundere ud. Hendes hår var vasket og børstet. Det gjorde en stor forskel for hendes fremtoning, selv om det rene hår hang i skæve totter om skuldrene på hende, som om hun selv havde klippet det med en rusten hækkesaks.

Jeg satte mig ved siden af hende på bænken, alt for bevidst om min krop, i så høj grad at jeg glemte, hvordan man sidder skødesløst og var nødt til at få styr på mine lemmer. Jeg kunne ikke finde den rigtige stilling, så jeg faldt lidt forover i en akavet positur, der gav mig ondt i nakken, men jeg ville ikke flytte på mig igen, for jeg kunne se, at hun så på mig ud af øjenkrogen.

Grace sad med knæene op mod brystet og stokken mellem dem. Hun læste i en bog med slidte sider, der havde samme farve som kaffeplettede tænder. Jeg kunne ikke se titlen, men den var fuld af digte. Da hun fangede mig i at kigge hende over skulderen, forventede jeg, at hun ville lukke bogen eller vende den væk fra mig, men i stedet drejede hun den lidt, så jeg kunne læse med.

14

Vores kemiske hjerter.indd 14

13/02/17 5:18 pm

Det digt, som Grace læste, og ikke for første gang, forestillede jeg mig, for siden var æseløret og plettet af mad og generelt i dårlig stand, var af en fyr ved navn Pablo Neruda, som jeg aldrig havde hørt om. Det hed ”Jeg elsker dig ikke”, hvilket fangede mig lidt, så jeg begyndte at læse, selv om Hink aldrig havde haft held til at få mig til at kunne lide digte.

Der var to linjer, der var understreget: Jeg elsker dig som visse mørke ting skal elskes, hemmeligt, mellem skyggen og sjælen.

Hink kom ud fra kontoret, og Grace smækkede bogen i, før jeg kunne læse videre. ”Godt, godt, I har hilst på hinanden, kan jeg se,” sagde Hink, da han så os sidde der sammen. Jeg rejste mig hurtigt op, glad for at kunne vikle mig ud af den mærkelige stilling, jeg havde fået anbragt min krop i. Grace skubbede sig ud til kanten af bænken og kom langsomt på benene, mens hun omhyggeligt fordelte vægten mellem sit gode ben og stokken. Jeg spekulerede for første gang på, hvor slem hendes skade var. Hvor længe havde hun været sådan? Var hun født med dårligt ben, eller havde hun været udsat for en tragisk ulykke som barn? ”Kom indenfor,” sagde Hink.

Hans kontor lå for enden af en gang, der måske havde virket moderne og pæn engang i begyndelsen af firserne. Blegt lyserøde vægge, lysstofrør, planter, der meget åbenlyst var af plastik, sådan noget underligt linoleum, der skal ligne granit, men i virkeligheden er lavet af hundredvis af små stykker plastik i klart laminat. Jeg fulgte efter Hink med langsomme15

Vores kemiske hjerter.indd 15

13/02/17 5:18 pm

re skridt end normalt, fordi jeg ville have Grace til at gå ved siden af mig. Altså ikke fordi jeg ville have hende til sådan at gå ved siden af mig, du ved, men fordi jeg tænkte, at hun ville synes om det, og fordi det ville være det høflige at gøre, så hun kunne følges med nogen. Men selv om mit tempo føltes åndssvagt langsomt, gik hun stadig et skridt bag mig, haltende, indtil det føltes, som om vi kappedes om, hvem der kunne gå langsomst. Hink var kommet ti skridt foran os, så jeg satte farten op og lod hende gå alene og må have lignet en total kegle.

Da vi kom ind på Hinks kontor (lille, kedeligt, grønligt, så deprimerende, at det fik mig til at tænke, at han sikkert var med i en fight club i weekenderne), gennede han os indenfor og gjorde tegn til, at vi skulle sætte os på de to stole foran hans skrivebord. Jeg rynkede panden, da jeg satte mig, og spekulerede over, hvorfor Grace var her sammen med mig. ”I er her selvfølgelig begge to på grund af jeres exceptionelle skriftlige evner. Da det er blevet tid til at udvælge et hold nye redaktører til skolebladet, kunne jeg ikke komme i tanke om to bedre – ” ”Nej,” afbrød Grace Town, og hendes stemme kom som sådan et chok for mig, at det først da gik op for mig, at jeg aldrig før havde hørt hende tale. Hendes stemme var stærk og klar og dyb, helt anderledes, end det plagede og frygtsomme image, hun ellers havde. ”Undskyld?” sagde Hink, helt tydeligt forbløffet. ”Nej,” sagde Grace igen, som om det var forklaring nok. ”Jeg … jeg er ikke helt med,” sagde Hink og sendte mig et bedende blik. Jeg kunne praktisk talt høre hans stumme skrig 16

Vores kemiske hjerter.indd 16

13/02/17 5:18 pm

om hjælp, men jeg kunne ikke gøre andet end at trække på skuldrene. ”Jeg vil ikke være redaktør. Tak, fordi du tænkte på mig, virkelig, men nej.” Grace samlede sin taske op fra gulvet og rejste sig. ”Miss Town. Grace. Martin kom til mig før skoleårets start for specifikt at bede mig om at se på dit arbejde fra East River.

Du skulle have taget over som redaktør på deres blad i år, så vidt jeg er orienteret, hvis du ikke var blevet overflyttet hertil.

Er det ikke rigtigt?” ”Jeg skriver ikke mere.” ”Det er en skam. Dit arbejde er fremragende. Du har et naturligt talent for ord.” ”Og du har et naturligt talent for klicheer.”

Hink blev så chokeret, at han tabte underkæben.

Grace blev lidt mildere. ”Undskyld. Men det er bare ord.

De betyder ikke noget.”

Grace så på mig med en slags misbilligende udtryk, som jeg ikke havde forventet og ikke forstod; så slyngede hun sin rygsæk over skulderen og haltede ud. Hink og jeg sad der i tavshed, mens vi prøvede at forstå, hvad der var sket.

Der gik lige ti sekunder, før jeg indså, at jeg var vred, men så tog jeg også min taske, rejste mig hurtigt og gik hen mod døren. ”Kan vi tale om det i morgen?” sagde jeg til Hink, som måtte have regnet ud, at jeg ville sætte efter hende. ”Ja, ja, selvfølgelig. Find mig bare inden timen.” Hink gennede mig ud, og jeg småløb hen ad gangen, overrasket over se, at Grace ikke var der. Da jeg åbnede døren og tråd17

Vores kemiske hjerter.indd 17

13/02/17 5:18 pm

te ud af bygningen, var hun allerede ved at forlade skolens område. Hun kunne bevæge sig helvedes hurtigt, når hun strammede sig an. Jeg spurtede efter hende, og da jeg var kommet inden for hørevidde, råbte jeg: ”Hey!” Hun vendte sig kortvarigt om, lod blikket glide vredt op og ned ad mig og gik så videre. ”Hey,” sagde jeg stakåndet, da jeg endelig indhentede hende og faldt i takt med hendes skridt. ”Hvad?” sagde hun, mens hun stadig gik hurtigt af sted, så hendes stok klikkede mod vejen for hvert skridt. En bil bag os dyttede. Grace pegede hidsigt på sin stok og viftede bilen udenom. Jeg havde aldrig før set et køretøj bevæge sig på en måde, jeg ville betegne som fåret. ”Altså …” sagde jeg, men jeg kunne ikke finde ordene til at sige det, jeg ville. Jeg var god nok til at skrive, men tale? Med munden? Det var sgu noget andet. ”Altså hvad?” ”Altså, jeg havde faktisk ikke planlagt noget så langt ind i samtalen.” ”Du virker sur.” ”Jeg er sur.” ”Hvorfor?” ”Fordi folk knokler røven ud af bukserne i årevis for at blive redaktør, og så kommer du valsende ind i begyndelsen af tredje år og får det serveret på et sølvfad, og så siger du nej?” ”Har du knoklet røven ud af bukserne?” ”Ja, for helvede. Jeg har fedtet for Hink, ladet, som om jeg var en forpint teenager, som virkelig forstår Holden Caulfield, siden jeg var femten eller sådan noget.”

18

Vores kemiske hjerter.indd 18

13/02/17 5:18 pm

”Nå, men tillykke. Jeg forstår ikke, hvad du er vred over.

Normalt er der kun én redaktør alligevel, ikke? Det betyder overhovedet ikke noget for dig, at jeg sagde nej.” ”Men … jeg mener … hvorfor sagde du nej?” ”Fordi jeg ikke vil.” ”Men …” ”Og uden mig kan du træffe alle de kreative beslutninger og lave avisen, præcis som du sikkert har forestillet dig de sidste to år.” ”Jo, altså … men …” ”Så det er ren win-win for dig. Og selv tak, i øvrigt.”

Vi gik et par minutter i tavshed, indtil min vrede var helt fordampet, og jeg ikke længere kunne huske, hvorfor jeg var løbet efter hende til at begynde med. ”Hvorfor følger du stadig efter mig, Henry Page?” sagde hun og standsede op midt på vejen, som hun var skideligeglad med, at en bil kunne komme hamrende hen imod os, hvert øjeblik det skulle være. Og det gik op for mig, at selv om vi aldrig var blevet præsenteret for hinanden og ikke havde talt sammen før i dag, kendte hun mit fulde navn. ”Du ved, hvem jeg er?” sagde jeg. ”Ja. Og du ved, hvem jeg er, så lad os holde op med at lade, som om vi ikke gør. Hvorfor følger du stadig efter mig?” ”Fordi, Grace Town, jeg er kommet for langt væk fra skolen nu, og bussen er sikkert kørt, og jeg ledte efter en glat måde at komme ud af den her samtale på, men jeg kunne ikke finde en, så jeg overgav mig til skæbnen.” ”Og din skæbne er?”

19

Vores kemiske hjerter.indd 19

13/02/17 5:18 pm

”At gå i nogenlunde den her retning, indtil mine forældre får mig efterlyst, og politiet finder mig i udkanten af byen og kører mig hjem.”

Grace sukkede. ”Hvor bor du?” ”Lige ved Highgate Cemetery.” ”Fint. Kom med hjem til mig. Jeg kører dig.” ”Okay. Fedt. Tak.” ”Så længe du lover ikke at blive ved med det der redaktør-noget.” ”Fint. Jeg dropper det. Hvis du vil sige nej til en superfed mulighed, er det op til dig.” ”Godt.”

Det var en fugtig eftermiddag i forstadshelvedet. Skyerne over os havde samme konsistens som kagecreme, og græsplæner og træer havde stadig sensommerens gyldengrønne farver i behold. Vi gik ved siden af hinanden på den varme asfalt. Der gik fem minutter mere med akavet tavshed, mens jeg ledte og ledte efter noget at spørge hende om. ”Må jeg læse resten af det der digt?” sagde jeg til sidst, fordi det virkede som det mindst ringe valg. (Mulighed nr. 1: Nå … er du sådan transseksuel eller noget? Ikke, at der er noget galt med det, jeg er bare nysgerrig. Mulighed nr. 2: Hvad er der galt med dit ben? Mulighed nr. 3: Du er helt sikkert junkie af en eller anden slags, ikke? Jeg mener, du er lige kommet tilbage fra afvænning, ikke? Mulighed nr. 4: Må jeg læse resten af det der digt?). ”Hvad for et digt?” sagde hun. ”Det der af ham der Pablo-fyren. ’Jeg elsker dig ikke’. Eller hvad det nu var.”

20

Vores kemiske hjerter.indd 20

13/02/17 5:18 pm

”Nå ja.” Grace stoppede op, rakte mig sin stok og svingede rygsækken ned fra ryggen. Hun fiskede den slidte bog op og rakte den til mig. Den åbnede automatisk på Pablo Neruda, så jeg vidste med sikkerhed, at det var et digt, som hun læste igen og igen. Jeg vendte hele tiden tilbage til linjerne om at elske mørke ting.

Jeg elsker dig som visse mørke ting skal elskes, hemmeligt, mellem skyggen og sjælen. ”Det er smukt,” sagde jeg til Grace, da jeg lukkede bogen og rakte den tilbage til hende, for det var det. ”Synes du?” Hun så på mig med et oprigtigt spørgende udtryk og let sammenknebne øjne. ”Gør du ikke det?” ”Jeg tror, det er det, folk siger, når de læser digte, de ikke rigtig forstår. Det er trist, synes jeg. Ikke smukt.” Jeg forstod ikke, hvordan sådan et supernice kærlighedsdigt kunne være trist, men på den anden side var min bedre halvdel min bærbare, så jeg sagde ikke noget. ”Her,” sagde Grace. Hun åbnede bogen igen og rev siden med digtet ud. Jeg krympede mig, som om det gjorde ondt. ”Du skal have det, hvis du kan lide det. Smukke digte er spildt på mig.”

Jeg tog siden fra hende, foldede den og stak den i lommen. En del af mig var forfærdet over, at hun havde ødelagt en bog, mens en anden del var henrykt over, at hun havde givet mig noget, som tydeligvis betød meget for hende.

Jeg kunne godt lide den slags mennesker. Folk, der kunne skille sig af med materielle ting uden at tøve. Ligesom Ty21

Vores kemiske hjerter.indd 21

13/02/17 5:18 pm

ler Durden. ”De ting, du ejer, ender med at eje dig” og alt det.

Graces hus var præcis, som jeg havde forestillet mig. Haven var tilvokset og uplejet, og græsplænen havde fået lov at vokse vildt et stykke tid. Gardinerne var trukket for og selve huset, som var i to etager og lavet af grå mursten, så ud, som om det var ved at synke sammen af depression over verdens tilstand. Der stod en bil i indkørslen, en lille hvid Hyundai med et The Strokes-klistermærke i bagruden. ”Vent her,” sagde hun. ”Jeg skal lige hente bilnøglerne.”

Jeg nikkede og blev stående på græsset, mens hun hentede nøglerne. Bilen, ligesom alt andet ved hende, var mærkelig.

Hvorfor gik (eller rettere vaklede) hun et kvarter til skole hver dag, hvis hun havde kørekort og en bil til sin rådighed?

Alle andre tredjeårselever, jeg kendte, var desperate efter at kunne køre til centret eller McDonald’s i frokostpausen for at komme væk fra skolens kvælende indelukke. Og om eftermiddagen at kunne springe ventetiden ved bussen over og trille direkte hjem til mad og PlayStations og rare, rare joggingbukser. ”Har du kørekort?” sagde Grace omme bag mig. Det gav et sæt i mig, for jeg havde ikke hørt, at hun var kommet ud igen, men der stod hun med bilnøglerne dinglende fra lillefingeren. Nøgleringen havde også nogle The Strokes-dimser hængende. Jeg havde aldrig rigtig hørt noget med dem, men jeg lovede mig selv at tjekke dem på Spotify, når jeg kom hjem. ”Øh, jo, faktisk fik jeg det for et par måneder siden, men jeg har ikke nogen bil endnu.”

22

Vores kemiske hjerter.indd 22

13/02/17 5:18 pm

”Godt.” Hun smed nøglerne hen til mig, gik om til passagersiden af bilen og fandt sin telefon frem. Efter tyve sekunder eller deromkring så hun op fra skærmen med løftede øjenbryn. ”Nå? Har du tænkt dig at låse op eller hvad?” ”Skal jeg køre?” ”Nej, jeg tænkte, det kunne være megasjovt at give dig nøglerne og så bare stå her, indtil en eller anden opfinder teleportering. Ja, Henry Page, du skal køre.” ”Øh, okay så. Jeg er nok lidt rusten, men jo, okay.” Jeg låste bildøren op og satte mig ind. Inde i bilen lugtede der af hende, en teenagedrengs moskusagtige, maskuline lugt. Det var meget forvirrende, for at sige det mildt. Jeg startede motoren – så langt, så godt – og tog en dyb indånding. ”Jeg skal gøre mit bedste for ikke at tage livet af os,” sagde jeg. Grace Town svarede ikke, så jeg lo ad min egen vits – et enkelt kejtet ”ha” – og satte bilen i bakgear.

Min mormor ville have set mere cool ud som chauffør, end jeg gjorde på hjemturen. Jeg sad bøjet ind over rattet og kampsvedte over, at jeg a) kørte en andens bil og b) overhovedet ikke havde kørt i månedsvis og c) kun lige havde bestået køreprøven, fordi den motorsagkyndige var min totalt bagstive grandfætter, og jeg havde været nødt til at holde ind til siden tre gange, så han kunne brække sig i rabatten. ”Er du sikker på, du bestod køreprøven?” sagde Grace og lænede sig frem for at tjekke speedometeret, som afslørede, at jeg lå ti kilometer under hastighedsbegrænsningen. ”Hey, jeg var kun nødt til at bestikke et par stykker. Jeg har tjent mit kørekort.” Jeg sværger, at jeg næsten så hende smile. ”Så du kommer fra East River, hva’?”

23

Vores kemiske hjerter.indd 23

13/02/17 5:18 pm

”Jeps.” ”Hvorfor skiftede du skole på det her tidspunkt?” ”Jeg er bare vild med eventyr,” sagde hun tørt. ”Jamen, vi er også en vildt spændende skole. Jeg kan helt klart se, hvad der tiltrak dig.” ”Hink virker som en total vildmand. Jeg tør vædde på, han er indblandet i lidt af hvert.” ”Han er helt sikkert festens midtpunkt.”

Og så var det gudskelov overstået. Jeg holdt ind foran mit hus og løsnede grebet om rattet, for første gang opmærksom på, hvor stramt jeg egentlig havde holdt om det. ”Jeg tror ikke, jeg har set nogen køre så anspændt siden … Har du brug for et øjeblik til lige at komme til hægterne?” ”Hvad kan jeg sige? Jeg er en rebel uden en sag.”

Jeg havde ventet, at Grace ville glide over på førersædet, men hun bad mig slukke motoren. Vi steg begge ud, og jeg rakte hende nøglerne. Hun låste bilen, som om hun havde tænkt sig at gå med ind. Jeg tøvede. Skulle jeg invitere hende ind? Men så vendte hun sig om mod mig og sagde: ”Okay, farvel. Ses i morgen. Eller måske ikke. Hvem ved, hvor jeg er til den tid.” Hun begyndte at halte ned ad gaden i den modsatte retning af, hvor vi var kommet fra. ”Der er ikke så meget at se den vej ud over et dræningsanlæg og en kirkegård lidt længere fremme.” (Kirkegården lå tæt nok på til, at dens beliggenhed havde affødt flere trøstende samtaler, da jeg var lille, på grund af en kortvarig, men intens periode, hvor jeg var overbevist om, at min oldefar Johannes van de Vlierts genfærd prøvede at slå mig ihjel). Grace sagde ikke noget, så sig ikke tilbage, løftede 24

Vores kemiske hjerter.indd 24

13/02/17 5:18 pm

bare hånden uden stok som for at sige det ved jeg godt og gik videre.

Jeg kiggede efter hende, helt forundret, indtil hun forsvandt rundt om næste hjørne. ”Hola, brormand,” sagde min søster, Sadie, i samme øjeblik jeg lukkede døren bag mig. ”For fanden, Suds, du havde nær givet mig et hjerteslag,” sagde jeg og pressede en hånd ind mod brystet. Sadie var tolv år ældre end mig, en anerkendt neurovidenskabskvinde og generelt anset for at være både familiens gyldne håb og sorte får på én gang. Vi lignede hinanden meget: sort hår, let udstående øjne, smilehuller. Men Suds var en anelse mere fremme i skoene end mig med ring i næsen, en arm helt dækket af tatoveringer og dreadlocks, alt sammen souvenirs fra hendes vilde teenageår. ”Har ikke set eller hørt fra dig i, hvad, to dage, brormand.

Jeg var begyndt at tro, at mor og far havde myrdet dig og begravet dig et sted i en lav grav.” Det var selvfølgelig en strategisk løgn. Suds var midt i en rimelig lortet skilsmisse fra sin rimelig lortede lægemand, hvilket betød, at hun tilbragte 90 % af den tid, hun ikke tilbragte på hospitalet, hjemme hos os. ”Sadie, gider du lige,” lød fars stemme ude fra køkkenet.

Han var klædt i sit sædvanlige outfit med hawaiiskjorte, korte shorts og sorte briller. (Hans sans for mode var hurtigt kørt af sporet, efter han havde flyttet sin tømrerforretning hjem i haven for tre år siden. Det var helt ærligt et mirakel at se ham i andet end pyjamas). Sadie og jeg havde arvet vores 25

Vores kemiske hjerter.indd 25

13/02/17 5:18 pm

hår fra ham. Eller det gik jeg i hvert fald ud fra. Skægstubbene på hans hage og kinder var mørke, men han havde været skaldet det meste af mit liv. ”Vi ville i hvert fald grave ham halvanden meter ned. Vi myrder sgu ikke nogen halvhjertet her i huset.” ”Det kan Toby og Gloria skrive under på,” sagde Sadie og hentydede til en episode, seks år før jeg blev født, der handlede om et par guldfisk, noget insektspray og vandkæledyrenes uheldige og utidige død. ”Treogtyve år, Suds. Det er treogtyve år siden, dine guldfisk døde. Har du nogensinde tænkt dig at komme videre?” ”Ikke før jeg har fået hævn!” råbte Sadie dramatisk. Barnegråd hørtes et sted inde i huset. Sadie sukkede. ”Man skulle tro, at jeg var begyndt at vænne mig til det her med at være mor efter tre år, men jeg glemmer hele tiden den forbandede unge.” ”Jeg tager ham,” sagde jeg. Jeg smed skoletasken fra mig og begav mig hen ad gangen til Sadies gamle værelse, hvor Ryan normalt sov til middag. Ligesom mig havde han været et uheld og en overraskelse. Mor og far havde kun haft planer om ét barn, men tolv år efter de fik Sadie, fik de pludselig mig at bøvle med. ”Ryan, min ven, hvad er der?” sagde jeg, da jeg skubbede døren op og så min to et halvt år gamle nevø, som far passede i hverdagene. ”Henwee,” klynkede han og gned øjne. ”Hvor er mor?” ”Kom, så finder vi hende.” ”Hvem er pigen i øvrigt?” spurgte Sadie, da jeg kom gående med Ryan i hånden.

26

Vores kemiske hjerter.indd 26

13/02/17 5:18 pm

”Pigen?” ”Hende, der kørte dig hjem.” Da hun tog Ryan op, kunne jeg se et smalt og skævt grin i ansigtet på hende. Det havde jeg set mange gange før, da hun var teenager. Det betød altid ballade. ”Nåh. Hun hedder Grace. Hun er ny. Bussen kørte fra mig, og så tilbød hun mig et lift.” ”Hun er nuttet. På en sær, Janis Joplin-agtig, dør-sikkert-før-hun-bliver-syvogtyve-måde.”

Jeg trak på skuldrene og lod som ingenting.

Vores kemiske hjerter.indd 27

13/02/17 5:18 pm

90mm

27mm

Henry har aldrig været forelsket, men en dag starter Grace i klassen. Hun ligner langt fra Henrys drømmepige, og det er tydeligt, at hun har det svært. Alligevel falder Henry for Graces uperfekte og ægte væsen, men kan han håndtere, at hun bærer på en stor sorg?

Vores kemiske hjerter er en uimodståelig og tankevækkende ungdomsroman om den første forelskelse, knuste hjerter og de gyldne tråde, der formår at væve dem sammen igen.

“De skarpe ordspil og Henrys underspillede charme vil uden tvivl begejstre fans af Stephen Chboskys Fordelene ved at være en bænkevarmer og John Greens En flænge i himlen.”

– SCHOOL LIBRARY JOURNAL ISBN 9788711556849

132mm

90mm

FOTO / SHANAYE SUTHERLAND

KRYSTAL SUTHERLAND er australsk forfatter. Hun har arbejdet som journalist og magasinredaktør og har været nomineret til Queensland Young Writers Award. Vores kemiske hjerter er hendes debutroman.

Mød Krystal på krystalsutherland.com facebook.com/krystal.sutherland.92 Instagram: @km_sutherland Twitter: @km_sutherland

9 788711 556849 >

lovebooks.dk

#voreskemiskehjerter OMSLAG / MIKKEL HENSSEL

197mm

”Og det var sådan, det skete. Det var sådan, jeg så hende første gang.

Der var ingen slowmotion, ingen blafrende vind og helt sikkert ikke nogen hjertebanken. Grace haltede ind, to minutter for sent, helt tavs, som om hun ejede stedet, som om hun havde gået i klassen i årevis, og måske fordi hun var ny, eller fordi hun var underlig, eller måske fordi mrs. Beady kunne fornemme, bare ved at kigge på hende, at et stykke af hendes sjæl var i stykker, sagde vores lærer ingenting. Grace satte sig på en stol bagerst i lokalet med de sortmalede vægge, lagde stokken på lårene og sagde ingenting til nogen hele timen.

Jeg så på hende to gange mere, men da timen sluttede, havde jeg glemt, hun var der, og hun smuttede, uden at nogen lagde mærke til det.

Så det her er helt sikkert ikke en historie om kærlighed ved første blik.

Men det er en kærlighedshistorie.

Altså på en måde.”

132mm