Page 1

– Jyllands-Posten

»Her er livets skønhed og den meningsfulde død, så man sjældent har set noget så lyst og smukt (…) Bogen har kvaliteter, så man simpelthen ønsker sig en fortsættelse.«

AF VINDEREN AF DE GYLDNE LAURBÆR

Ibrahim Banu Said er ramt af en stor personlig sorg, men ­ forsøger at være en nådig og klog borgherre for befolkningen i den berømte f­ æstning Al-Qalat i Andalusien. Og en god mand for sine tre meget forskellige hustruer, som han elsker, hver på sin måde.

A NNE- CATHRINE

– Lisbeth Zornig Andersen, Ekstra Bladet

»Om natten plejede vi at have fakler tændt på borgmuren og inde i byens gader. Man kunne se os langvejsfra. Al-Qalat, klippen, den lysende stad, den uindtagelige by.«

R IEBNITZSKY

„Bogen er velsignet velskrevet (…) Læs, læs, læs!“ – Weekendavisen

A NNE- CATHRINE

R IEBNITZSKY ANNE-CATHRINE RIEBNITZSKY (f. 1974) er uddannet fra Forfatterskolen i 1998 og sprogofficer i russisk i 2003. Hun arbejdede bl.a. ved ambassaden i Rusland, inden hun i 2007 blev udsendt til Afghanistan, først som soldat og siden som udenrigsministeriets ­rådgiver. I 2010 modtog hun Anders Lassen Fondens legat for „betydningsfuld militær og ­civil indsats under udsendelsen i 2007 og 2008“.

I begyndelsen af 1300-tallet er den muslimske verden førende ­inden for lægevidenskab, matematik, astronomi og filosofi. I Al-Qalat trives handel mellem både muslimer, kristne og jøder, og stedet er søgt af dygtige videnskabsmænd. Men da en kristen invasion nærmer sig fra nord, er spørgsmålet, om Ibrahim Banu Said kan redde sit folk, og om borgen er så uindtagelig som sit ry.

Anne-Cathrine Riebnitzskys første bog var ­biografien Kvindernes krig (2010) om hendes ­arbejde med afghanske kvinder. I 2012 udkom hendes debut som romanforfatter Den stjålne vej, som fik BogForums Debutantpris og blev nomineret til DR Romanprisen, og for ­Forbandede yngel (2013) modtog hun Boghandlernes Gyldne Laurbær. Seneste romaner er ­Orkansæsonen og stilheden (2016) og ­Smaragdsliberen (2018). Forfatterskabet

– WEEKENDAVISEN

»En forsonlig og smuk roman.« – INFORMATION Den jødiske smaragdsliber Pierre Levy falder død om med hjertestop, men vender mirakuløst tilbage til livet. Ingenting er, som det var, men Pierre går i gang med det, som skal blive hans livs mesterværk: slibningen af en usædvanlig stor smaragd. Pierres fredelige verden i sliberiet står i stærk kontrast til hans datters omtumlede liv. Zara er kunsthistoriker, og under kortlægningen af gamle hulemalerier kidnappes hun i grænseegnen mellem Georgien og Aserbajdsjan. Ligesom sin far må hun kæmpe for at bevare troen på livet.

»Holder sin læser fast i en blanding af litterær nydelse og intellektuel stimulering.«– – JYLLANDS-P OSTEN »Med Smaragdsliberen lægger forfatteren helt nye dimensioner til sit romanunivers, og hvor er det dejligt at være en del af det.« – DAGBLADENES BUREAU

»Anne-Cathrine Riebnitzsky er en forfatter med den glød, som kun de store fortællere har.« – KRISTELIGT DAGBLAD

ANNE-CATHRINE

RIEBNITZSKY – BERLINGSKE

– DAGBLADENES BUREAU

– JYLLANDS-POSTEN

–KRISTELIGT DAGBLAD

– Jyllands-Posten

SMARAGD SLIBEREN

»Gå ikke glip af Anne-Cathrine Riebnitzskys funklende prosa!« – BERLINGSKE ISBN 978-87-11-98109-2

9 788711

981092

LINDHARDT OG RINGHOF

Cover_9788711981092.indd 1-3

ROMAN

LINDHARDT OG RINGHOF

31/05/2021 12:13

er solgt til udgivelse i flere lande.

lindhardtogringhof.dk

ROMAN

LINDHARDT OG RINGHOF

OMSL AG: NE TE BANKE / IMPERIE T.DK

FORFAT TERFOTO: LES K ANER


Af samme forfatter Kvindernes krig, 2010 Den stjålne vej, roman 2012 Forbandede yngel, roman 2013 Orkansæsonen og stilheden, roman 2016 Smaragdsliberen, roman 2018 Med bue og pil, 2019

Vindens Port Copyright © 2021 Anne-Cathrine Riebnitzsky All rights reserved Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Nete Banke / Imperiet Trykt hos Scandbook AB ISBN 978-87-11-98143-6 1. udgave, 1. oplag 2021

Forfatteren ønsker at takke Statens Kunstfond

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk

Content_9788711981436.indd 2

23/08/21 5:29 PM


ANNE-CATHRINE RIEBNITZSKY

VINDENS PORT

Lindhardt og Ringhof

Content_9788711981436.indd 3

23/08/21 5:29 PM


Til min mor som modigt sendte mig til Spanien som udvekslingsstudent og til min kære spanske familie især Cande, Paqui, Fatima og Marta Tak for at tage imod mig og give mig et år af jeres liv og en familie for altid

a mi madre que valientemente me mando a España como estudiante de intercambio y a mi querida familia española, sobre todo, Cande, Paqui, Fátima y Marta Gracias para recibirme y darme un año de vuestra vida y una familia para siempre

Content_9788711981436.indd 4

23/08/21 5:29 PM


Månen er hendes krone, Plejaderne hendes øreringe Som bælte bærer hun himlens stjerner Abu Jafar Ahmad bin al-Malik bin Said al-Maghribi om sin by Al-Qalat Banu Said (12. årh.) I dag hedder byen Alcalá la Real.

Content_9788711981436.indd 5

23/08/21 5:29 PM


Vest

MOSKE Paladstårn

Den nye bydel

dommerens tårn

Syd Byport

Granada mekka Content_9788711981436.indd 6

23/08/21 5:29 PM


jaén locubin Nord Hyldesttårn

Lystårn Lille tårn Vindens Port

Retfærdighedens Port

Øst

Content_9788711981436.indd 7

23/08/21 5:29 PM


Content_9788711981436.indd 8

23/08/21 5:29 PM


Solopgang 15. august år 1341

1. Rabi al-Awwal år 742

Vi rider mod syd. Side om side. Jeres heste, vores heste. Dine mænd, mit folk. Jeg betragter dig i smug. Du har mørke øjne, mørkt skæg, og dit ansigt er solbrændt. Du er en yngre og pænere mand end jeg selv. Du ser op og møder mit blik. Dit blik er fast, men ikke fjendtligt. Jeg stirrer et øjeblik, mens jeg overvejer, hvad du tænker og tror. Så drejer jeg mig i sadlen og ser bagud. Om natten plejede vi at have fakler tændt på borgmuren og inde i byens gader. Man kunne se os langvejsfra. Al-Qalat, klippen, den lysende stad, den uindtagelige by. Folk ved, hvor vores by ligger, og de har altid vidst, hvor en retskaffen mand eller kvinde kunne søge tilflugt i urolige tider. Den røde hingst, du rider på, har du stjålet fra mig, og du er endnu ikke fortrolig med ham. Det irriterer mig, at du ikke er bedre til at ride. At du udsætter min hingst for dine ufølsomme hænder og din urytmiske krop. Efter disse mange måneder foragter jeg dig og ønsker ikke at tale med dig. Alligevel beundrer jeg dig, sådan som man kan

9

Content_9788711981436.indd 9

23/08/21 5:29 PM


komme til at beundre en snu modstander. Der er spørgsmål, jeg brændende ønsker svar på. Spørgsmål, som kun du kan besvare. Hvorfor Allah har villet det sådan, at jeg skal tilbringe en hel dag på hesteryg side om side med min fjende, er mig stadig en gåde. Det er ikke den første gåde, Gud i sin almægtige visdom har givet mig. Bag mig forsvinder byen længere og længere væk. Jeg prøver at se frem. Men efter alle disse måneder overvælder anstrengelserne mig alligevel. En kristen mand ville muligvis ikke græde nu. Jeg ved, at I anser det for en form for svaghed. Vejen bliver tåget for mine øjne, mens jeg mærker vinden stryge mine kinder. Jeg stryger hastigt tårerne bort. Jeg trækker vejret dybt og betragter mændene og kvinderne omkring mig. Velkendte ansigter. Skråt bag mig skrumler en hestevogn af sted fyldt med modløse kvinder og børn. Mænd støtter sig til vognens sider. Riddere lader deres hustruer ride, mens de selv går. Min ældste ven, Hamsa, stirrer træt ud mod horisonten. Jeg rømmer mig og råber, så højt jeg kan: ”Al-Qalat Banu Said, må du leve evigt og for evigt være beundret, knejsende og stolt som en dronning.” ”Al-Qalat Banu Said længe leve!” mumler folk omkring mig. Du ser på mig, men du er tavs. Du forstår ikke arabisk. I har intet lært – bortset fra vores tal. Der er så meget andet, vi har opfundet, som I forhåbentlig snart vil lære at gøre brug af. Renlighed ville være mit første ønske. I lugter grimt alle sammen. Jeg ved, at du har set mine tårer. Jeg er over fyrre år gammel, og jeg ville ikke være blevet forbavset, hvis du i din ungdoms

10

Content_9788711981436.indd 10

23/08/21 5:29 PM


overmod havde udnyttet øjeblikket til at håne mig, men du tier klogt. Eller tror du blot, at det var vinden? Jeg bøjer mig frem og klapper Storm, som pruster mildt. Jeg rækker ud og lægger en beroligende hånd på hoppen ved siden af mig. Hun er den eneste hest, der ikke bærer noget andet end sig selv og et kommende liv. Månestråle er lige nu mit største håb. Det mest nærværende håb, tykmavet som hun er. Hestene og mit folk er alt, jeg har. Omkring mig rider og går stolte mænd og kvinder tavse af sted. Mine hustruer. Mine børn. Hamsa med sin familie. Dygtige krigere. Fremmede videnskabsmænd. Folk, der studerer stjerner, skriver digte og opfinder underfulde konstruktioner. Alle er vi nedbøjet af sorg. Alle er vi sammenbidte. Med os rider denne højst usædvanlige eskorte af kristne mænd med sværd og vagtsomme smil. Jeg vender mig for sidste gang og ser bagud. Mit liv i byen i skyerne var langt og lykkeligt. Men for fem år siden på vej hjem fra min anden pilgrimsrejse til Mekka snittede Allah et mørkt sår i mit hjerte. Det blødte længe, og i mange år har jeg ikke nærmet mig dets ar. Vi kalder året 736, I kalder det 1336. Det var en tid med stor fred på begge sider af grænsen. I dag, fem år senere, mens vi rider mod syd og solen stiger på himlen, spekulerer jeg på, om du kender til mit ar. Du, der kender så mange af mine hemmeligheder. Jeg ønsker at nærme mig mindet forsigtigt, men det river mig til sig med større kraft, end jeg havde troet mulig. Det laver om på nat og dag.

Content_9788711981436.indd 11

23/08/21 5:29 PM


Content_9788711981436.indd 12

23/08/21 5:29 PM


Rejsen hjem fra Mekka år 1336     år 736

Content_9788711981436.indd 13

23/08/21 5:29 PM


Content_9788711981436.indd 14

23/08/21 5:29 PM


Fuldmånen kaster min skygge frem over sandet, fremad i natten. Under mine fødder er bedetæppet blødt og slidt. Lidt sand er trængt op gennem tæppets vævning. Jeg tøver. Jeg har en fornemmelse af at blive iagttaget. Jeg stivner midt i Maghrib, aftenbønnen. Jeg står stadig op. Jeg er endnu ikke nået til de strofer, hvor jeg knæler. I min tøven mærker jeg, hvordan kroppen af sig selv skifter tyngde; vægten skifter fra fod til fod. Jeg er ude af takt. Langsomt genoptager jeg bønnen og hvisker de ord, der har fulgt mig, siden jeg var barn. Ord, der vandrer som en karavane ud over mine læber, mens mine øjne betragter himlen. Et øjeblik aner jeg et svagt lys i øst. Måske er det blot et løfte om lys – eller måske er det blot mit håb i mørket. Jeg går i stå. Jeg når kun halvvejs i bønnen, så sætter jeg mig ned på tæppet. Der er ikke noget krav om, at man beder, når man er på rejse. Og vi har aldrig været meget strenge med bønnen i min familie. Faktisk er det alt for sent til Maghrib, og endnu er det ikke tid til morgenbønnen, Fajr. Det er ikke så lyst, at en sort tråd kan skelnes fra en hvid. Jeg husker Mekka, som jeg er på vej hjem fra. Jeg ser kureren, der møder mig: en støvet rejsende, der har redet længe og

15

Content_9788711981436.indd 15

23/08/21 5:29 PM


hurtigt for at finde mig. Hans hånd mangler en finger. Det er mærkeligt med en kurer, der mangler en finger. Hvilken forbrydelse har han begået? Hvorfor har bødlen fjernet en enkelt finger? Ikke en hel hånd. Måske tyveri af en slags. Eller noget, han har fortiet? Jeg tager imod den lille læderrulle og løser snoren. Jeg kan stadig se mine fingre bryde seglet, mens kureren har trukket sig en smule baglæns, sådan som man gør, når man ved, at det overbragte budskab er trist. Jeg glatter det krumme, grove stykke papir uden at ane noget om den straf, der vil åbenbare sig i ordene hjemmefra. Så falder jeg på knæ. Jeg kan kun hviske min søns navn: Ahmad. Addis, min førstehustru, fandt mig sådan: liggende på knæ, knust af ord, der havde rejst så langt. Min eneste søn, min eneste arving. Ahmad var både min søn og min store stolthed. Han havde nået en alder, hvor han af og til var min ven. Jeg var netop begyndt at ane konturerne af den mand, han ville blive. Min stemme er ru, og jeg har grædt. Min mave gør ondt. Min krop føles tung og mærkeligt tom på samme tid. Jeg sadlede Storm og red ud i ørkenen for at få fred for mine kvinder. Jeg har dem alle med på rejsen. Jeg ønsker intet andet end at vende hjem til Al-Qalat. Jeg har en smerte indeni, et dybt sår, der knytter sig til lyden af min søns navn. Ahmad. Hvorfor skulle han dø? Min eneste søn. Qalat eller Cala betyder fæstning, og min er så berømt, at den ofte blot bliver kaldt Al-Qalat, fæstningen, eller Alcala på det lokale sprog. Se, så forskellige er vi trods alt heller ikke. Af og til lyder vi trods alt lidt som hinanden. Fjender, venner, handlende. Al-Qalat Banu Said er ikke den største eller den mest prangende by. Men hun er smuk som en brud. Om natten ligner

16

Content_9788711981436.indd 16

23/08/21 5:29 PM


hun en dronning, knejsende højt på bjerget med månen som krone og alle stjernerne glitrende omkring sig, som min oldefar skrev i et digt. Vinmarkerne løber ned ad bjerget som bølgende mørkt, tykt hår. Ja, vinmarker. Vi drikker vin. Det gør vi i Al-Andalus. Det gør de ikke så meget østpå. Ser du, der har vi atter noget tilfælles. Jeg ser til venstre hen mod en stor sandmile, som jeg skal over for at komme tilbage til herberget. Månen hænger lavt over sandets krumme ryg. Bag sandryggen ligger den by, hvor vi i går gjorde holdt. Der ligger Addis og jamrer over sin søns død. Addis betyder blomst. I starten var hun sød. Hun duftede sødt. De sidste mange år har hun været bitter og lukket som et hyben. Min anden hustru, Sawda, har rank ryg, og hun er klog nok til ikke at være skadefro. Alligevel fik hendes ansigt et sælsomt lys ved nyheden. Hun har født mig tre døtre og er atter med barn. Hun håber naturligvis på en søn. Hun håber meget mere, end jeg gør. Min tredje kvinde, Nubis, den sorte, var stort set uforandret ved nyheden. Evigt uforanderlig, tavs og sørgmodig. Hun er gold og vogter på, om ændringen i vores hus får nogen betydning for hende. Ahmad var et forsigtigt barn. Han var ikke som Fatima, min førstefødte, der var frygtløs, og som jeg måtte skælde ud, til hun blev mere, som piger bør være. Han var heller ikke som Amina, min næste datter, der iagttog verden omkring sig og traf sine egne beslutninger. Ahmad var på mange måder, som mine døtre burde have været. Forsigtig, kærlig og med store, tindrende, mørke øjne. Jeg forsøgte at opdrage ham til krigskunst. Han var fem år, da jeg gav ham et lille sværd, som han bar stolt. Allerede samme dag skar han sig i låret og græd hjerteskærende. Addis

17

Content_9788711981436.indd 17

23/08/21 5:29 PM


slog ham. Kun en enkelt gang og ikke hårdt, men hårdt nok til at han forbavset tav et øjeblik. Så græd han endnu højere. Jeg tog ham ud af huset. Jeg satte ham foran mig på hesten. Vi red gennem byen, over torvepladserne, ned forbi staldene og ud gennem Vindens Port, ned ad bjerget og væk fra byen. Vi red gennem skovene ned mod bøndernes marker, og jeg viste ham en ørn, der jagtede en hare i græsset et stykke borte. På det tidspunkt havde hestens bevægelser og min stemme for længst dæmpet hans gråd. Ahmad var et lyttende barn. En dreng, der sad i halmen hos hestene og fortalte dem historier. Ahmad blev kun tretten år, men han skrev digte og reciterede smukt. Det er en kunst, vi sætter meget højt. Den mand, der kan skrive og tale smukt, er mere værd end ham, der fører sit sværd smukt og slår mange fjender ihjel. En sagte prusten får mig til at se op. Jeg anstrenger mig, til det gnistrer for mine øjne, men jeg ser kun stjerner, sære lysprikker og sandet, der virker lyseblåt i måneskinnet. Jeg hørte lyden af en hest; det ved jeg. Jeg lytter til natten og prøver at se med mine forgrædte øjne, der svider. Er der nogen i nærheden af mig? Min hals er som efter en sandstorm. Lyden af den fremmede hest er der igen. En dæmpet lyd fra en strube. Det er lyden af en hest, der kalder på sin flok, tænker jeg. Storm har løftet hovedet og spilet næseborene ud. Men han svarer ikke. Han er en klog hest. Jeg ser i samme retning som ham. Fuldmånen hænger nu lavt over sandet, som en stor sølvmønt med et forgrædt ansigt. Over månen skinner stjernerne stadig, men der er færre nu. Et stykke til venstre for månen ser jeg et omrids i halvmørket: et hestehoved på vej op over sandmilen. Hvis jeg skulle blive overfaldet nu, så gør det mig ingenting. Når blot de slår mig ihjel. Jeg slipper for smerten ved min søns død.

18

Content_9788711981436.indd 18

23/08/21 5:29 PM


Jeg har rejst mig op. Jeg er klar til at råbe til Storm, så han kan stikke af. Det er bedre, at han vender hjem til min familie uden mig, end at han falder i de forkerte hænder. Jeg stirrer ud i natten. Men hesten fra før er forsvundet. Da jeg næste gang ser op, tror jeg et øjeblik, at der er to måner: fuldmånen og en mørk klode, der skygger for den lyse. Jeg tænker, at vanviddet har fået tag i mig for alvor. Så tager hesten endnu et skridt fremad og bliver til en sort silhuet, der næsten fylder fuldmånen ud. Hoppen står med den hvide måne glødende omkring sig. Det er, som om månen velsigner hende og omkranser føllet i hendes mave med en gylden strålekrans. Jeg stirrer på hoppen. Hun er den tykkeste hest, jeg nogensinde har set. Hun skridter tøvende og langsomt ned ad sandskråningen mod mig. Da hun træder ud på sandet foran mig, er hun en lys hest, lysere end sandet, men med mørke øjenomgivelser og mørk mule. Hendes mave er udspilet, og hendes hoved hænger lavt. Hun er alene. Der er ikke nogen med hende, hverken andre heste eller mennesker. Storm spidser ører. Han ser på hende og hilser med et dæmpet prust. Han svinger dovent med sin lange, sorte hale og snuser i luften hen mod hende. Jeg tænker ikke, at han har mere interesse i hende end som så. Han er kastreret for længe siden, en vallak. En mere modig og stabil krigshest end ham skal man lede længe efter. Hoppen tøver. Hun har et lille, ædelt hoved. Næseryggen buer lidt indad. Benene er lange og fine. Hun løfter det ene bagben og tramper irriteret og slår med halen. Jeg kigger på den store, runde mave. Hun skal fole snart. Hvorfor går hun rundt herude alene? Hun må være stukket af fra den, der ejer hende.

19

Content_9788711981436.indd 19

23/08/21 5:29 PM


Hun nærmer sig langsomt. Hun er ikke bange for bålet og ikke bange for mig. Jeg går lidt frem mod hende, mens jeg taler sagte: ”Gør det ondt? Du skal ikke være nervøs.” Hun standser et lille stykke fra mig og står med hængende hoved. Hun har svedt, kan jeg se. Hendes ører flakker hid og did. Hun har en endnu lidt smal bringe. Hun er ung. ”Er det dit første føl?” mumler jeg. ”Du skal ikke være bange. Jeg har prøvet det mange gange før. Det bliver et fint føl.” Jeg går nærmere, til jeg står kun et par skridt fra hende. Hun er ikke en skimmel, men ensartet i farven, måske hvid eller lys grå eller gullig. Der hænger en lille tovstump ned fra hendes hovedtøj, der virker spinkelt og hastigt sammenflikket. Hun ånder tungt, og en skælven farer gennem hendes krop. Måske er hun tørstig. Jeg skæver bagud mod bålet. Storm står med front mod dette nye væsen. Han ved ikke, hvad han skal mene. Han hviler som regel på tre ben og halvsover, så snart han kan, men lige nu står han fast på alle fire. Hoppen udstøder et dybt suk. På hendes flanke kan jeg se, at føllet bevæger sig derinde. Hun kigger bagud på sin krop. Så løfter hun igen det ene bagben og tramper irriteret. Det gør sikkert ondt. Og hun forstår ikke, hvad der foregår. Jeg bøjer mig forsigtigt og ser ind under hendes mave. På det mørke yver sidder to hvide fedtpropper. Jeg ryster på hovedet. Hun skal fole meget snart. Jeg prøver at gå tættere på, men hun trækker sig baglæns. ”Godt, som du vil.” Jeg vender ryggen til hende og går tilbage til mit bål. Jeg har ikke engang et drikkeskind med til min egen hest. Så langt tænkte jeg ikke. Jeg sætter mig i sandet og ser på hende. En hoppe, der skal fole.

20

Content_9788711981436.indd 20

23/08/21 5:29 PM


Allah er uforudsigelig. Jeg græder over Ahmad, og Allah beder mig bringe et føl til verden. Hoppen strækker besværet hovedet fremad, som om hun prøver at forlænge sin egen krop og give plads til alt det, der ikke længere kan være i hende. Hun går langsomt hen mod mig. Et skridt, og to mere. Hun løfter overlæben op, og jeg kan se hendes tænder. Jeg stirrer på hovedtøjet og den stump tov, der hænger ned. Tovet er bidt over. Jeg kniber øjnene sammen. Det er et fattigt hovedtøj. Noget, en bonde har bundet sammen. Det giver ingen mening. Hvordan skulle en fattig bonde få fat i sådan en hoppe? Hun er et fint dyr, ikke en arbejdshest. Hun drejer hovedet og ser over mod en lille slugt, hvor et par enetræer gror, og hvor jeg samlede brænde til mit bål. På hendes kind er der en lille, mørk stribe. Det ligner nogle dråber blod. Et øjeblik i halvmørket forekommer det mig, at hun har et lille hak i det ene øre. Har nogen stjålet hende og skåret et simpelt hak i hendes øre for at føje hende ind i deres flok? At mærke hende som deres. Jeg stirrer ind i gløderne og lader hende være. Hun må selv vælge mig til. Det er nu engang sådan, man gør med heste. En smuk og ædel hoppe med en dårlig grime og et klodset hak i øret. Det er ikke normalt. Men uanset hvem hendes ejer er, vil vedkommende værdsætte, at jeg hjælper føllet til verden. Jeg sidder stadig med glødernes varme mod mit ansigt, da hun første gang lægger sig langsomt ned på knæ, som om også denne bevægelse gør ondt. Mulen rører næsten sandet, og maven hviler stor og tyk et øjeblik, inden hun atter kommer på benene og går en smule væk. Hun slår irriteret med halen. Jeg kan se den kridhvide fosterhinde, der titter frem under hendes hale. Så forsvinder føllet ind i hende igen. Hun går rundt om sig selv og kommer tilbage og stiller sig hos mig.

21

Content_9788711981436.indd 21

23/08/21 5:29 PM


Jeg bliver siddende. ”Jeg kan sagtens hjælpe dig,” hvisker jeg. ”Jeg ved godt, at du er bange, og at du ikke forstår, hvad der sker, men Storm ved altså ikke så meget om den slags. Det nytter ikke, at du kigger på ham. Han står slet ikke sammen med mine hopper. Men hvis de var her, så kunne de selvfølgelig fortælle dig om det hele.” Hoppen tramper igen i sandet. Først med det ene forben, så med det andet, og til sidst et irriteret, træt spark med det ene bagben. ”Jeg har hørt hopperne snakke sammen, når en af de andre skal fole. De ved alle sammen, at noget er på færde. Man kan høre og mærke det på dem. Dels at det kan være lidt farligt, men også at det er en meget glædelig begivenhed.” Vi har en fin stald i Al-Qalat. Loftet er malet blåt med stjerner på, og der er malet palmer på væggene. Jeg går derhen hver eneste aften. Det er det bedste øjeblik på dagen. Ofte gik Ahmad med mig. Da han var lille, tog han altid min hånd. De senere år har jeg fra tid til anden forestillet mig, hvordan det ville være, når jeg en dag måtte støtte mig til hans arm. Når han var den stærke og jeg måtte lade mig hjælpe hen i stalden. Vejen skråner fra mit palads ned mod stalden, og gaden snor sig lidt. Uden for stalden kan man se solen gå ned over de fjerneste bjerge. Vi har vidunderlige solnedgange. Længere end i Mekka og mere farverige. Himlen bliver gylden og lyserød og orange over de blå bjerge. Når jeg standser for at se solnedgangen, kan jeg høre hestene, der gumler tilfredse og pruster. De lyder så tilpas. Det er trygt at lugte dem og høre deres lyde. Roen falder på stalden, når det bliver mørkt og byens porte er lukkede. Vagterne går deres runder. Roen falder på menneskene. Det er det bedste øjeblik på dagen. De nætter, hvor jeg venter et nyt føl, sover jeg ofte på en simpel seng i stalden. Jeg er forventningsfuld. Det kan være

22

Content_9788711981436.indd 22

23/08/21 5:29 PM


opfyldelsen af års drømme og planer om, hvilke hingste og hvilke hopper der nu forener deres styrke. En modig hoppe og en hurtig hingst. En særlig let og yndefuld hoppe og en særlig udholdende hingst. Hopperne er også spændte. De småsover indimellem, men når den nye kommer, står de fleste op i deres båse med udspilede næsebor og snuser ud i luften, mens de lytter og med dæmpede prust hilser på den lille nye. ”Stalden,” hvisker jeg. ”Og bjergene. Hvor jeg længes efter at se bjergene igen.” Jeg er træt af ørkensand. Jeg hører ikke hjemme her. Jeg hører hjemme i bjergene med rislende kilder og egetræer under en himmel, hvor ørne, gribbe og ravne jager harer og småfugle, og hvor hjorte og vilde geder forsvinder i elegante spring. Hoppens ene øre er vendt mod mig, og det andet drejer rundt mod ørkenen. ”Du bliver glad for dit føl, ” hvisker jeg. ”Det kommer til at fylde hele din dag og hele din nat, og mærkeligt nok bliver du så glad for dit føl, at du vil æde kød og blod for at forsvare det. Kan du forestille dig det? Jeg ved, det lyder mærkeligt, men du vil finde på sære ting for at forsvare det liv, der kommer ud til dig lige om lidt.” Hun løfter halen. Jeg hører vandet gå. Sandet opfanger det. En svag, sukkende lyd kommer fra hende, så går hun lidt væk. Jeg har rejst mig på knæ for bedre at kunne se. Hun lægger sig ned. Under hendes hale kommer den hvide fosterhinde atter til syne. En fosterhinde er mere hvid end en perle, og den har en endnu finere glans. Fire lange ben og en lille krop gemmer sig derinde. Hoppen ligger på siden. Hun ser op, som om hun overvejer at rejse sig igen. Så lægger hun sig helt fladt ned. Hun er mere træt, end godt er. ”Du klarer det fint,” hvisker jeg.

23

Content_9788711981436.indd 23

23/08/21 5:29 PM


Hun løfter hovedet og ser bagud mod sin krop. En spæd lyd undslipper hendes strube. Som om hun allerede nu taler til føllet. ”Det går fint,” hvisker jeg med bange anelser. Kom nu, tænker jeg. Om nødvendigt må jeg krybe hen til hende og tage fat i føllets forben og trække til. Men det er bedst, hvis hoppen selv kan. Pludselig kommer en trækning over hende, og meget mere af den hvide pose er fremme. Jeg regner med, at det meste af føllets krop nu er ude, men bagbenene er stadig derinde. Jeg stirrer på hende. Så langt, så godt. Hoppen kalder igen med den svageste lyse vrinsken, blot en hvisken. ”Det er godt. Du er så dygtig,” siger jeg. ”Det bliver et fint føl. Se, den bevæger sig derinde.” Føllet prøver nu selv at komme fri, men en fosterhinde er umådelig stærk. Man skal have fat med begge hænder og rykke til. Helst skal hoppen selv bide hul og hjælpe føllet ud. Men hun er meget træt. Føllet risikerer at blive kvalt. Jeg rejser mig fra min knælende stilling. Hun ser på mig og fnyser lidt. Det bliver en hurtig beslutning. Jeg er fremme i få skridt, knuger om den silkeglatte, hvide hinde og rykker hul. Jeg tager fat i føllets forben og trækker. Kroppen glider længere frem. Jeg trækker hinden en smule til side og skynder mig hurtigt baglæns. Et lille, mørkt hoved kigger frem. Hoppen kigger på føllet, og den spæde lyd af hendes kald glider atter ud i mørket. Føllet kæmper med hoved og forben. Det vil op. Det har en lille, rund pande, små, spidse ører, og resten er mørkt og vådt og krøllet. Så endelig er alle fire ben ude. Føllet ligger der med sine lange ben og kigger på sin mor. Hoppen lægger sig fladt ned et øjeblik, som om hun lige skal have luft. Jeg kigger hurtigt rundt. Fødsler tiltrækker ulve, vilde hunde og gribbe. Jeg spejder mod sandryggene efter hurtige, årvågne

24

Content_9788711981436.indd 24

23/08/21 5:29 PM


skygger. Da jeg atter ser hen på hoppen, står hun op. Fosterhinden hænger som et slør under hendes hale, og hun er nysgerrigt i gang med at slikke sit føl og snuse til det. ”Se, jeg sagde det jo. Det blev et fint føl,” hvisker jeg. Bag mig er solen begyndt at stå op.

Content_9788711981436.indd 25

23/08/21 5:29 PM


Det føles godt at se mod solopgangen. På hele vores lange pilgrimsfærd har solen været mit faste holdepunkt. Det er et af privilegierne ved at bo i det land, hvor jeg er født og vokset op: at det ligger mod vest. Hver morgen, når jeg vender mit ansigt mod Mekka for at bede, ser jeg himlen rødme. Inden længe bader solens stråler mit ansigt, som om Allah selv kommer mig i møde. De kristne fra de nordlige kongeriger, fra Aragon og Castilla de Leon, kalder vores land Iberia. Vi kalder det Al-Andalus. Det er det smukkeste og rigeste land, man kan forestille sig. Det er, som om selv Allah er særlig tilfreds i Al-Andalus. Denne morgen, morgenen efter beskeden om min søns død, et par dagsrejser nord for Mekka, beder jeg ikke. Mit tæppe ligger ved bålet, fuldt af sand. På det øjeblik det tager solen at stå op og forvandle natten til dag, fyldes mine øjne af nye indtryk. Hoppen har en besynderlig lys gylden farve, som jeg aldrig har set før. Hun har samme farve som nyt, lyst guld. Eller som en moden kornmark, hvis toppe er hvide af solen, omtrent sådan som kornmarkerne må se ud nu hjemme omkring min fæstning. Hoppens mule og øjne er mørke. Hun ser vagtsomt på mig. Føllet kæmper stadig med at komme op. Det kan godt tage

26

Content_9788711981436.indd 26

23/08/21 5:29 PM


noget tid. Dets små hove er meget flossede. Der ligger stumper af hov alle steder. Det er også normalt. Hoppen slikker føllet og hvisker til det med små, spæde lyde. Føllet er stadig mørkt og vådt, og jeg er spændt på farven. Det har en lille, hvid stjerne i panden. Jeg drikker en smule vand fra en slunken skindsæk. Jeg kan se, at hun kan lugte vandet. Jeg nærmer mig forsigtigt. ”Du kommer til at drikke af min hånd. Forstår du det? Jeg har ikke noget drikkeskind med. End ikke til Storm.” Hun lægger vredt ørerne tilbage og drejer sig lynhurtigt og stiller sig mellem mig og føllet. ”Rolig nu. Jeg tager ikke dit føl. Jeg gør det ikke noget.” Jeg fugter mine fingre med vand og rækker dem frem. Hun bliver stædigt stående. Havde det været en af mine egne hopper, ville jeg gerne have set efter, om det er et hoppeføl eller et hingsteføl. Men hoppen er jo ikke min. Og hun stoler ikke på mig. Jeg venter med fremstrakt hånd. Hun strækker hals. På bringen er hun våd af sved fra nattens anstrengelser. Dér er hun gammelt guld eller bronze. En besynderlig farve. Endelig kommer hendes mule helt tæt på, og hun suger vandet væk fra mine fingre. Jeg hælder lidt vand i min hånd. Hun suger også det væk og træder nu tættere på. Jeg giver hende det sidste vand, jeg har. Føllet er endelig kommet på benene og står med hovedet under hendes mave og dier. Jeg sadler Storm. Vi må tilbage til byen. Hoppen må have vand, og dens ejer må findes. Omend det ikke er nogen stor by, ved jeg ikke, hvordan hun vil reagere på gadens liv med mennesker, kameler, heste og æsler. Jeg har ikke noget reb med, så jeg kan ikke binde hende. Jeg ved heller ikke, om hun vil følge med. Jeg svinger benet over Storms ryg og skridter langsomt af sted. Da jeg ser over skulderen, følger hun tøvende efter mig.

27

Content_9788711981436.indd 27

23/08/21 5:29 PM


Føllet stavrer af sted. Det falder af og til, men kommer hurtigt op igen. Fosterhinden er væk. Jeg rider en omgang rundt om hende. Hinden ligger heller ikke i sandet. ”Der kan du se,” mumler jeg. ”Du vil æde kød og blod for at beskytte dit føl.” Storm vender sit øre bagud mod mig, men han bliver hurtigt klar over, at det ikke er ham, jeg taler til. Af sig selv skridter han tilbage mod byen. Allerede på lang afstand genkender jeg den slanke skikkelse i udkanten af byen. Der er en særlig rankhed over Nubis. Hun ejer en uindtagelig stolthed, der står i skarp kontrast til den ringe sum, jeg gav for hende. De blå klæder flagrer om hende i morgenlyset. Hun er urokkelig som en bygning. Jeg aner ikke, om hun er kommet for at finde mig, eller om hun er ude at hente vand. Kvinder har så mange sære gøremål. ”Godmorgen, Nubis,” siger jeg og møder hendes blik. Det hvide i hendes øjne er anderledes, end det er i andre menneskers øjne. Mere hvidt mod den sorte hud. ”Godmorgen,” svarer hun roligt. Hun rører sig ikke, betragter mig blot. Jeg tøver. Undrer mig over, hvorfor hun står her og venter. ”Har du fundet en brønd i denne gudsforladte flække?” spørger jeg og springer af Storm. ”Ja. Skal jeg vande dine heste?” spørger hun. ”Ja tak.” Jeg rækker hende Storms tøjler. Et øjeblik står vi helt tæt. Nubis dufter helt særligt, og det beruser mig altid. Det vækker altid en enorm lyst i mig. Nogle gange helt imod min vilje. Jeg ser i hendes sorte øjne. Lyset skal falde rigtigt, for at man overhovedet kan se hendes pupiller. ”Man vander planter, Nubis,” hvisker jeg. ”Heste og mennesker giver man vand.”

28

Content_9788711981436.indd 28

23/08/21 5:29 PM


Hun nikker. Hun siger det forkert hver gang. Jeg tror, det er en måde at komme i kontakt med mig på. Min stolte, sorte kvinde. Den lavest rangerende blandt mine hustruer, men måske hende, jeg respekterer mest. Jeg går til fods hen til det lille torv foran det herberg, hvor vi bor. Det var næsten mørkt, da vi endelig ankom. Addis græder så meget, at alting tager længere tid. Foran herberget finder jeg ejeren, en lidt snusket mand med et krøllet, gråligt skæg. ”Hvornår påtænker I at rejse videre?” spørger han hændervridende. ”Der kommer så mange gæster denne vej fra Mekka,” tilføjer han. Hans øjne er trætte. Jeg tænker, at Addis har grædt så voldsomt hele natten, at han gerne vil af med os. De andre gæster har nok klaget. ”Gør dig ingen bekymringer. Vi fortsætter i dag,” svarer jeg. Hans ansigt lyser op af lettelse, og han er allerede på vej videre, da jeg spørger: ”Sig mig, har nogen her i byen mistet en hoppe for nylig?” ”En hoppe? Hvilken slags hoppe?” spørger han straks. ”Altså har ingen mistet nogen hoppe. Det ville du vel vide?” ”Jeg tror … Jeg har hørt om nogen. Kan du beskrive den?” Han plirrer med øjnene. ”Jeg vil da gerne hjælpe,” tilføjer han. ”Den er sort,” svarer jeg. ”Min nabo mistede en sort hoppe, men det er jo flere uger siden. Er det virkelig sandt?” Han slår hænderne sammen og ser spørgende på mig. Jeg ryster opgivende på hovedet. Det er noget nyt, jeg har erfaret under denne pilgrimsrejse. At mennesker er mere løgnagtige på steder, hvor mange kommer forbi og kun få vender tilbage. Her kender ingen rigtig hinanden. Moral er noget andet

29

Content_9788711981436.indd 29

23/08/21 5:29 PM


i mindre byer, hvor alle kender hinanden. I min by straffer vi endda løgne hårdt. Jeg skrår over torvet og går i retning mod moskeen. Bønnen er allerede forbi, men i søjlegangene er der stadig mange mennesker. Jeg ser mig omkring. Jeg kender ingen af dem, og mange er vel rejsende ligesom mig. Jeg spørger en ældre mand, der sidder i en af nicherne langs væggen. Han er fra byen, men så vidt han ved, har ingen mistet en hoppe. ”Måske er den stukket af fra en karavane,” siger manden og ryster på hovedet. Så tilføjer han: ”Du skal ikke fortælle nogen, hvordan den ser ud. De vil bare prøve at snyde dig.” Jeg spørger flere andre. Ingen savner nogen hoppe. Enkelte forsøger lige så klodset som ejeren af herberget at tiltuske sig en hest ved at opdigte historier. Jeg sætter mig på en stenbænk under et citrontræ. En vind haster gennem gaden. Visne, hvide blomster drysser ned over mig. En af dem lander på min hånd. Addis, min grædende hustru, Addis, mor til Ahmad. Jeg lukker hånden om den lille blomst. Når Nubis er færdig med at give hestene vand, vil så mange have passeret brønden og have lagt mærke til hoppen med den usædvanlige gyldne farve, at alle og enhver vil kunne komme rendende og påstå, at hoppen er deres. ”Ahmad,” hvisker jeg. Jeg ser op mod citrontræets krone, de blanke, grønne blade og de falmede, hvide blomster. Mit hjerte er mørkt af sorg.

Content_9788711981436.indd 30

23/08/21 5:29 PM


Herbergets atriumgård ligger stille hen. De fleste karavaner drager af sted omtrent ved solopgang og nogle gange før. Jeg ser op og får øje på Sawda på svalegangen. Hendes hånd hviler på den lille, bløde bue på maven, sådan som jeg har set hende stå mange gange den seneste måneds tid. Med et blødt, hemmelighedsfuldt smil. Sawda ser på mig. Hun har blå øjne. Det var nok disse usædvanlige øjne, jeg faldt for. Og min velstand var stor på det tidspunkt. Og lysten var stor. Ansvaret var mindre. Synet af hendes blå øjne rummer stadig en vis glæde og tilfredshed. Hendes ansigt vækker opmærksomhed. Og hendes ranke holdning. Havde jeg kendt fremtiden, havde jeg måske slet ikke giftet mig med Addis, men ventet på Sawda. Og Nubis. Jeg går ad den slidte trætrappe op til Sawda og lægger min hånd på hendes. ”Vi rejser videre nu,” siger jeg. Sawda nikker. ”Skal jeg …?” Hun ser mod Addis’ værelse. ”Nej. Jeg siger det selv.” Jeg tøver. ”Hvor er alle folk?” spørger jeg.

31

Content_9788711981436.indd 31

23/08/21 5:29 PM


”De er gået. Der var en stor karavane, der skulle tidligt af sted, kunne jeg forstå.” Jeg nikker. Jeg kan ikke udsætte det længere. Jeg går de få skridt hen til døren og banker på. Addis sidder på sengen med udslået hår og forgrædt ansigt. ”Vi rejser videre i dag. Nu til morgen,” siger jeg. Hun nikker mat. Så rejser hun sig og kalder på en af slaverne. Jeg forlader hendes værelse og lukker døren bag mig. Jeg vil hjem. Jeg vil hjem til min fæstning og min døde dreng. Sawda ser på mig med den ene hånd hvilende på det slidte rækværk og den anden på maven. ”Sawda, gør mig en tjeneste?” ”Ja, selvfølgelig.” ”Pak dine ting. Tal ikke med Addis, før vi er ude af byen. I kvinder har for vane at spørge, hvordan det går. Det er indlysende, hvordan det går. Den snak kan I have i ørkenen. Lad hende ride lidt først. Og hvis hun ikke vil tale, så lad hende være.” Sawdas mørke øjenbryn svinger et kort øjeblik opad som fuglevinger, og munden svinger nedad. Jeg tænker, at hun er fornærmet. Så nikker hun. Jeg går ned ad trappen og ud på gaden. To kvinder med vandkrukker går forbi mig i den retning, hvor jeg mødte Nubis. Jeg går samme vej. Nubis står med Storms tøjler i den ene hånd og en lang, flettet lædersnor i den anden. Hun har bundet lædersnoren i hoppens spinkle grime. Hvor hun har lædersnoren fra, ved jeg ikke. Måske har den været bundet om livet på hende selv inde under gevandterne. Der er ting, Nubis ikke har, som man ville forvente at finde hos en kvinde. Til gengæld er der andre overraskelser

32

Content_9788711981436.indd 32

23/08/21 5:29 PM


gemt hos Nubis. Ting og sager, man ville vente at finde hos en mand. Knive, for eksempel. Hoppen drikker grådigt, men den værste tørst må være stillet, for hun løfter hovedet og lader vandet sile ud af mulen og plaske ned i stentruget. Føllet står på den fjerne side af hende. Det har mørke ben. Måske er det blot skyggen fra hoppen. Jeg husker pludselig den første gang, Ahmad gjorde mig rigtig bange. Han var blevet væk, som børn bliver, når de kan gå selv. Jeg fandt ham siddende i stalden inde hos en hoppe, der havde folet samme nat. Han sad ved føllets ben og så op, mens det diede hos hoppen. Den hoppe var kendt for både at bide og sparke, når hun havde føl. Jeg følte en hjerteknusende angst. End ikke inden mit første store slag var jeg så bange, som jeg var i det øjeblik. Sveden sprang på ryggen, mit hjerte buldrede i galop, og jeg var ude af stand til at bevæge mig. Ahmad pegede op på hoppens yver. ”Mad,” sagde han. Så pegede han på føllet. ”Føl.” Hans ord brød min angst. Jeg satte mig på hug og kiggede under hoppens mave ind på Ahmad. ”Der er du jo.” Han så smilende på mig. ”Hvad laver du?” spurgte jeg. Igen pegede han op på hoppens yver. ”Mad! Føl!” I samme øjeblik løftede hoppen tøvende det ene bagben. En hest, der sparker, kan flække en ulvs hoved eller en mands lår. En hest kan slynge et barn ind i en stenvæg. Ahmad betragtede fascineret hoppens store, kraftige bagben. Hans store smil blev til en klukkende, boblende latter. Langsomt satte hoppen bagbenet ned igen og prustede tilfreds. Hun kunne ikke skræmme ham.

33

Content_9788711981436.indd 33

23/08/21 5:29 PM


Jeg husker ikke, hvordan jeg fik Ahmad ud. Men hoppen var så rolig i det øjeblik, som jeg ikke husker at have set hende før eller siden. Jeg husker, at hun så undrende på mig, som om hun ville sige: Du havde vel ikke forestillet dig, at jeg ville gøre drengen noget? Ahmad var en gave til min stald og til mine heste. Ahmad kunne fantastiske ting. Når han fortalte hestene historier og reciterede digte, så var der en fred, der ikke findes magen til noget sted. Nubis ser på mig. ”Hun har drukket et helt trug.” ”Hun skal ikke have mere nu. Hun risikerer at blive dårlig. Træk hende lidt væk, og giv mig enden af din lædersnor.” Hun rækker mig snoren. Jeg skærer et stykke af, knap en favn, og binder en grime af det. Nubis ser på, mens jeg prøver at få hoppen til at stå stille, så jeg kan give hende den nye grime på. Hun undviger og kigger på føllet. Først nu ser jeg det rigtigt. Det er ildrødt, nogenlunde som gløderne i mit bål i nat. Et rødt føl, rødt som ild. Nubis klikker med tungen, og hoppen kigger øjeblikkelig på hende og strækker hals. Jeg smyger grimen på hende, mens hoppens bløde tunge tømmer Nubis’ hånd. ”Hvad har du bestukket hende med?” ”Dadler,” svarer Nubis. ”Hun må være både træt og sulten.” Jeg stikker hånden i posen ved mit bælte og rækker Nubis et par mønter. ”Køb flere dadler,” siger jeg. Vi er vores egen lille enhed, vores egen lille karavane, da vi går mod herberget. Vi vandrer mellem alle de andre mennesker, der også er på vej ud, væk og af sted mod deres bestemmelses­steder.

34

Content_9788711981436.indd 34

23/08/21 5:29 PM


De fleste går samme vej som os. Enkelte kommer imod os, og jeg ser dem betragte os forundret. En høj, stolt sort kvinde med et utilsløret ansigt og en stor krigshest ved sin side. En velhavende mand med en gylden hoppe og et få timer gammelt, gnistrende rødt føl. Jeg børster den lille stribe indtørret blod af hoppens kind og ser op mod det trekantede hak i hendes øre. Jeg lader blikket glide hen over hendes krop. Hun er stadig tyk. Der vil gå mindst en uge, inden hun bliver sig selv igen. Men hovedet er smukt og ædelt. Måden, hun skridter af sted på, er spændstig, som om kontakt med jorden ikke for alvor er nødvendig. Jeg prøver at rumme hendes fine ryg og de lange ben i alle detaljer. Nogen har måske brugt år på at planlægge det røde føl, der danser af sted ved hendes side. Der er flere berømte røde hingste på den arabiske halvø. Faren kan også have haft en anden farve, brun måske. Det lille føl er en gåde, som jeg prøver at gætte oprindelsen af. Jeg klapper hoppens hals. ”Jeg kan ikke efterlade jer her,” mumler jeg. ”Jeg må tage jer begge med, og så må jeg udrede sagen, hvis jeg kan. Om Allah vil.”

Content_9788711981436.indd 35

23/08/21 5:29 PM


Som dagene går, er vi så mange, der er på vej hjem fra Mekka, at karavanerne flyder sammen. Strømme af forskellige mennesker samles og skilles som vand, der løber ned ad bjergsiderne. Mekka og Medina er for længst bag os, og vi rider mod nord, mod havnebyen Jaffa. Det store, salte hav på venstre side er ikke længere at se. Det har ikke kunnet ses i nogle dage. Alt er ørken og uendelige sandbanker. Eller ikke uendelige, for af og til er der små byer og livsvigtige brønde. Men dette land er ikke som mit Al-Andalus. Det er fremmedartet. Jeg har vænnet mig til palmerne, til dadlerne, til kamelmælken og til folks sære tatoveringer, men nogle steder forstår jeg end ikke sproget. Jeg vidste ikke før denne rejse, hvor forskellige vi muslimer er. Jeg rider i en kort bue ud fra karavanen og spejder bagud. Addis er der, og Sawda er i nærheden. De er omgivet af en hel gruppe af kvinder, der tilsyneladende alle deltager i Addis’ sorg over vores døde søn, men nogle gange ler de trods alt også. Fra tid til anden synger en af dem. Flere af kvinderne synger virkelig godt, og vi har nydt godt af deres sang mange gange undervejs. Sang får dagen til at skride hurtigere frem.

36

Content_9788711981436.indd 36

23/08/21 5:29 PM


I udkanten af vores gruppe rider tolv sortklædte mænd på helt lyse kameler. De er tavse, og jeg har endnu ikke fundet ud af, hvem de er, men de er ude i et ærinde for en stor og velhavende krigsherre. Med sig har de tre kameler lastet med store trækister. Udsmykningen af kisterne glimter med indlæg af citrontræ og perlemor, og man forstår, hvorfor de sortklædte mænd bærer deres sværd så synligt. Disse mænd gjorde Nubis bekymret for, at karavanen skulle blive udsat for overfald. Jeg har det modsat. Jeg er overbevist om, at vi er mere sikre i netop denne karavane end i nogen anden. Jeg vender Storm og finder en plads skråt bag Nubis, der sjældent rider sammen med kvinderne. De andre mænd accepterer hende, fordi hun er sort. De sorte er stolte. Flere af dem er vores trosfæller og utrolig hårde krigere. Mændene antager naturligvis, at Nubis er muslim, og det er en antagelse, som Nubis har mange års erfaring i ikke at bryde ned. Jeg traver op på siden af hende. Vi rider med hoppen mellem os. Endnu løber føllet med. Den første dag var turen kort. I går var der mange pauser. I dag tænker jeg, at strækket op til Jaffa bliver for hårdt for den lille, men foreløbig nyder jeg at se på føllet. Det er nu tre dage gammelt, og på tredjedagen kan man se dets gangarter. En hest skal ses, når den er tre dage, når den er tre uger, og når den er tre år. I perioderne derimellem vokser den og kan godt tage sig uharmonisk ud. Jeg har sovet for lidt, og allerede er det, som om jeg ser Ahmad gå med hoppen og føllet. At kunne noget særligt med heste ligger til familien – ligesom poesi. Ahmad skrev bedre end mig. Mere følsomt og poetisk. Min sjæl krymper sig. Et slangebid. Ahmad døde af et slangebid. Hvorfor kunne Gud den Almægtige ikke lade Ahmad

37

Content_9788711981436.indd 37

23/08/21 5:29 PM


dø ærefuldt i et slag? Så havde ingen behøvet at græde. Jeg har dårligt tænkt tanken, før jeg forstår, at det aldrig ville ske. For det første fordi kong Jussef sidder på tronen i Granada, og han er dygtig til at opnå fredsaftaler. For det andet fordi Ahmad afskyede krig. Jeg synker sammen i sadlen. Storm har vendt sit lyttende øre mod mig, og nu drejer han hovedet og pruster spørgende. Jeg opdager, at også Nubis betragter mig intenst. ”Har du fundet på et navn til hoppen?” spørger hun. Jeg formoder, at hun spørger for at distrahere mig fra tankerne om Ahmad. Jeg ryster på hovedet. ”Den er jo ikke min,” siger jeg. ”Jeg fandt den.” ”Selv om den ikke er din, skal den vel hedde noget, når jeg skal vande den.” Hun blinker til mig. Jeg nikker og retter ikke på hende denne gang. ”Nubis, har du flere dadler i lommerne?” ”Måske,” siger hun. Det er et ord, hun bruger tit for at drille mig. Alt er ”måske” med Nubis. ”Jeg får måske brug for et par ved næste stop,” svarer jeg. ”Det er ikke sikkert, at den lille kan blive ved med at løbe.” Hun smiler. ”Måske vil du også gerne vide, om føllet er en hingst eller en hoppe?” siger hun roligt. ”Måske,” svarer jeg. Det er svært at se den slags de første dage. Umådelig svært. Jeg har selv oplevet at tage fejl. Men selvfølgelig vil jeg gerne vide det. Er det et hoppeføl eller hingsteføl? Begge dele kan være godt. Men i min erfaring er hingsteføllene ikke helt så stærke som hoppeføllene, når de er små. De er mere svagelige. Dødeligheden er højere de første måneder.

38

Content_9788711981436.indd 38

23/08/21 5:29 PM


Nubis rider en smule frem, og jeg lader mig falde lidt tilbage igen. Tankerne er mange. Vejen er lang endnu. Jeg tror ikke, at Ahmad nogensinde kom overens med hverken sin mor eller Nubis. Til gengæld blev han meget knyttet til både mig og Sawda. Addis var bitter, allerede inden Ahmad døde. Om Addis kan få flere børn, ved jeg ikke. Men jeg har ikke besøgt hendes værelse i flere år. Vi standser ved en brønd, og Nubis springer let af sin hest. Hun rider næsten altid på en skimlet hoppe, der ikke er særlig stor, og som virker endnu mindre med Nubis på sin ryg. Hun rækker hånden frem og lader et par dadler glide ind i min hånd. Hoppen har allerede lugtet dadlerne. Føllet synker sammen ved sin mors side. ”Kan du løfte føllet?” spørger jeg. ”Tror du ikke, hun bider mig?” Jeg tøver. Jeg ved det ærlig talt ikke. Jeg rækker ud og stryger hoppens hals, mens jeg hvisker til hende: ”Hør her, dit føl er træt, men vi skal altså videre til Jaffa i dag,” siger jeg stille. Jeg går rundt om hende, rundt til føllet. Hoppen træder straks et skridt til siden for at stille sig i vejen. ”Du er dum nu,” hvisker jeg. Jeg stikker hende en daddel og knæler ned til føllet. Det løfter hovedet. Jeg samler føllet op i min favn og holder det helt op under hoppens hoved. ”Du skal ikke være bange. Jeg ved godt, hvordan man gør det her. Og dit føl er træt.” Hoppen slikker føllet. Så snuser hun forsigtigt til mig og pruster. Hun ved ikke, hvad hun skal mene. Vi står sådan længe. Jeg holder et bundt lange ben, en lille krop og et lille hestehoved. Langt borte kan jeg høre råbet

39

Content_9788711981436.indd 39

23/08/21 5:29 PM


til kamelerne, der på kommando rejser sig op med deres ryttere. Karavanen er ved at sætte i gang igen. ”Du må holde dig tæt på, Nubis. Og have flere dadler parat.” Hun ler. Føllet er ikke større, end at jeg kan holde det i en arm, mens jeg svinger mig op på Storm. Hoppen klæber op ad ham. Jeg lader hende snuse til føllet. ”Det er ikke nogen dum hoppe, du har fundet,” siger Nubis smilende. Sådan rider vi det næste lange stræk. Hoppen går med hovedet ved mit lår, og jeg er flere gange bange for, at hun skal bide mig. Mine arme bliver ømme og trætte af at flytte rundt på føllet, så hoppen kan nå. En enkelt gang prøver jeg at få føllet vendt rundt, så jeg kan kigge mellem dets bagben, men det er nær ved at glide ud af favnen på mig. Jeg forsøger at tale mig selv til rette. Hvilken rolle spiller det, om det er en hoppe eller en hingst? Det er hverken min hoppe eller mit føl. Og min eneste søn er død. Alligevel lader jeg til sidst en hånd glide ind og mærke efter på den lille, bløde mave. Det er et hingsteføl. For første gang siden budskabet om Ahmads død synes jeg, at jeg hører hans dæmpede, perlende latter. Jeg er nær ved at vende mig om, men det er mine tanker, der spiller mig et puds. Men hvis Ahmad havde været her, ville han ganske sikkert have drillet mig. Jeg kan se hans blik og hans skæve smil. ”Far, hvad har du mest brug for? En ny hoppe eller en ny hingst til din stald?” Jeg ville opregne mulighederne. En ny hoppe er altid godt. Jeg har gode avlshingste. Men både Ahmad og jeg ville ende ved den samme konklusion. At en ny hingst ville være at foretrække, fordi det ville give helt nye blodlinjer med vores allerede

40

Content_9788711981436.indd 40

23/08/21 5:29 PM


berømte stamhopper, og fordi jeg ville kunne krydse mine hingstes hoppeføl med en ny hingst, som de ikke er i familie med. Selvfølgelig er fraværet af stamtavler et problem, men dog et problem, som en smule digtekunst og lidt brevskrivning ville kunne løse. Jeg sukker tankefuldt. Måske vil jeg kunne forhandle mig til hingsteføllet, når jeg en gang finder hoppens ejer. Hun lægger atter hovedet mod mit lår, og jeg lader føllet glide lidt ned mod hende. Et lille, nyt hingsteføl? Det er en enorm chance. Ahmad kunne godt lide chancer.

Content_9788711981436.indd 41

23/08/21 5:29 PM


Havnebyen Jaffa myldrer af folk. Allerede da vi nærmer os byen, kan jeg se, at der er flere mennesker, end da vi rejste ind. Der er mennesker i alle retninger. Nogle er på vej ind i byen – andre er på vej ud og videre mod Medina og Mekka. Der er et virvar af handlende, der falbyder deres varer langs vejene. Jeg fanger en handlendes blik. ”Glasperler, øreringe, fine smykker, gaver til at tage med hjem,” råber han. Det er almindeligt ragelse, småting, manden har at byde på. ”Hvorfor er der så mange folk nu?” spørger jeg, mens jeg lader blikket dvæle ved et par øreringe med blå glasperler. Lige noget for mine døtre. ”En rig prins fra Afrika er på rejse til Mekka. Han rejser med et meget stort følge. Tres tusind mænd, kvinder og slaver, siges det. De køber mange ting.” Manden smiler bredt. ”Priserne er på vej op,” siger han glad. Jeg nikker mod de blå glasperler. Manden nævner sin pris. ”Til den pris skal jeg have de grønne med,” siger jeg og nikker mod et par øreringe med grønne glasperler. Manden protesterer højlydt.

42

Content_9788711981436.indd 42

23/08/21 5:29 PM


”Jeg har ikke set en eneste prins,” siger jeg roligt. ”Men jeg ser mange lejesoldater, mamelukker og stammekrigere, der kan hyres. De køber næppe mange øreringe,” tilføjer jeg smilende. ”Der går rygter om krig. Hvis du giver mig en god pris, kan jeg måske give dig navnet på et skib, hvor der stadig er plads. Inden længe bliver det svært at komme tilbage til Al-Andalus.” Han kan høre min dialekt og har korrekt gættet min destination. Jeg købslår lidt og får en håndfuld øreringe og navnet på et skib, Fredsfyrsten, hvilket jeg tvivler på vil være til nogen hjælp. ”Vinden er god nu, og der kommer flere rejsende,” tilføjer manden. ”Må Allah beskytte os for altid.” Ingen er beskyttet for altid, end ikke den store Saladin for hundrede år siden, tænker jeg, men nikker høfligt. Krigsrygterne bekymrer mig. Jeg er glad for, at jeg allerede har betalt karavaneføreren, inden han også får gode ideer og hæver prisen. Jeg spejder efter Nubis, der med sin ranke holdning som oftest er den, jeg har lettest ved at finde i mængden. Jeg genkender enkelte personer og heste i mylderet; folk og dyr, jeg har redet med i mange dage, men ikke et eneste sted kan jeg se nogen af mine egne. De må være kommet langt frem. Jeg småtraver ad de små stier, der åbner sig i floden af mennesker. Pludselig hører jeg Sawda kalde mit navn. Hendes klare stemme får mig til at se ud over menneskemængden igen. Endelig får jeg øje på dem. De har samlet sig ved et hushjørne, hvor en pæl rager underligt op i luften. Det tager mig tid at komme gennem menneskemængden og frem til den lille flok, der er min: mine kvinder, nogle betroede mænd og mine slaver. Samlet rider vi ned mod havnen. Jo tættere vi kommer på havnen, jo sværere er det at komme frem. Jeg efterlader mine kvinder og vores kameler og pak-

43

Content_9788711981436.indd 43

23/08/21 5:29 PM


æsler på et torv ved rampen ned til selve havnen. Yderligere et par mænd, der også skal med skib mod Al-Andalus, følger mig, mens et par andre bliver tilbage. Nubis følger også efter mig, og med hende kommer både hoppen og føllet. Jeg skal til at standse dem, men da jeg ser, hvordan hoppens urolige dansen skaber et hul i menneskemængden, smiler jeg. Om Nubis har forudset det, ved jeg ikke, men pludselig får vi en vej fremad. Jeg får øje på et stort skib prydet med et banner: ”Almeria” og ”Tarshish”. Almeria er præcis den havneby, jeg helst vil til. Jeg springer af Storm, der bliver stående roligt bag mig. Om jeg så slap hans tøjler, ville en anden ikke kunne trække af med ham. Selv hvis jeg solgte ham, ville han altid finde mig igen. En kraftig mand med kulsort skæg og blå turban sidder på en solid trækiste ud for skibet. For hver gang en slave går om bord med en sæk, krydser han af på en liste. Lænet op ad kisten står et simpelt træskilt med nogle uhyrlige priser. Manden ser op. Han har grønne øjne og et nærmest vredt blik. ”Jeg har kun få pladser tilbage,” siger han hårdt. ”Så er det måske ikke dig, vi skal rejse med,” svarer jeg og gør mine til at vende om. ”Hvor mange?” spørger han. Jeg kan ikke undgå at se, at han mangler begge fortænder. Formentlig skyldes det slagsmål. ”Vi er tolv og næsten lige så mange heste.” ”Og gaver og alskens pikpak, formoder jeg,” siger han og ryster på hovedet. ”Vi er rejsende,” svarer jeg neutralt. ”Det bliver ikke let,” siger han og ser ned på sine lister. ”Du kan selvfølgelig prøve i en af de andre byer, Caesarea eller Acre, men jeg tror, det bliver det samme. Og jo længere du venter,

44

Content_9788711981436.indd 44

23/08/21 5:29 PM


jo værre. Der er usædvanlig mange rejsende i år.” Han ser op, stryger sit sorte skæg og stirrer på mig. Jeg nikker roligt. Plads har han, ellers havde han sagt det. Vi kan mundhugges om prisen, men med tre hustruer, fire betroede mænd, slaver, gaver og varer og ti en halv hest kommer det naturligvis til at koste mig. Kameler og æsler kan jeg sælge, og jeg kan købe muldyr, når vi kommer i land, men alligevel. ”Fin hoppe, den gyldne,” siger kaptajnen pludselig. ”Jeg synes, jeg har set den før.” Han kniber eftertænksomt øjnene sammen. Jeg kan ikke lide hans blik. Jeg kigger bagud. Hoppen er utryg ved de mange mennesker og småstejler. Nubis kæmper med rebet. Føllet kan jeg slet ikke se. Pludselig stejler hoppen højt og fægter med forbenene. Folk trækker forskrækket væk. Kaptajnen stryger sig atter over skægget. ”Hun skulle vel ikke være stjålet? Jeg synes bestemt, der gik en historie om en treårig gylden hoppe ifolet med en meget berømt rød hingst. Jo, jeg har set hende før, det er jeg sikker på. Men da var hun i fol. Tyk og utilredet.” ”Hun er min,” svarer jeg roligt. ”Og hun er en udmærket ridehest, omend lidt livlig.” ”Jamen så siger vi det,” svarer han og kniber det ene øje i. ”Du kan jo ride herned og aftale dine pladser med mig i aften. Ved mørkefald er her som regel mere roligt. Og så sejler vi i morgen tidlig. Men kommer du ikke ridende på hende, så tror jeg dig ikke. Faktisk tror jeg endda, at jeg kan huske hoppens ejer. Jeg ville vel nok kunne finde ham og på hans vegne gøre krav på hoppen.” ”Jeg skal måske alligevel prøve et andet skib?” siger jeg tøvende. ”Fredsfyrsten har vist plads endnu,” siger jeg og nævner det skib, den handlende fortalte om. ”Ha. Fredsfyrsten sejlede i morges. Det er gamle nyheder. Men jeg har endnu plads. Jeg kan ikke svare for de andre skibe.

45

Content_9788711981436.indd 45

23/08/21 5:29 PM


Og rejsende er der som sagt mange af. Jeg finder nok et andet selskab, der vil sejle med mig. Så kan du jo se, hvordan prisen er om nogle dage.” Han bøjer sig over sine papirer og lader fingrene løbe over sine lister. Han har ret. Vejret er godt, og tiden er med skibene og deres folk. Jeg kigger endnu en gang på den gyldne hoppe. Nubis forsøger at tale hoppen til ro, men hun har skabt en hel arena omkring sig, hvor folk stirrer ramt af lige dele frygt og undren. Jeg skal vel ikke miste hoppen til en tilfældig kaptajn, tænker jeg. Og det gavner mig næppe at blive her længere end højst nødvendigt. Havnebyer er fulde af folk, og ikke alle er gode mennesker. Jeg rækker hånden frem. ”Jeg kommer i aften,” siger jeg. ”Og du rider på hende der?” Jeg nikker. Vi giver håndslag. Jeg sidder op på Storm og styrer ham lige mod hoppen. Et øjeblik rører Storm hendes hoved med sin mule, og det er, som om hun falder til ro. Sammen baner vi os vej op mod det lille torv. Nubis stirrer på mig. Hun ser vred ud. Det slår mig, at Nubis hører temmelig godt. Det har hun altid gjort. Det er en af grundene til, at hun manøvrerer så fermt i en husstand, som hun blev købt ind i. Vi rider væk fra mylderet, væk fra havnen. De andre får øje på mig, sidder op og baner sig vej efter mig. Jeg rider en stund i tavshed og tænker på den handel, jeg har gjort. Det er ikke nogen dårlig handel, bortset fra at jeg skal tilride en halvvild hoppe på en eftermiddag. Vi når ud på en vej, der er lidt bredere. Støvet slår op omkring os, men trængslen er knap så tæt. Vi skal finde logi for natten til både os og dyrene, så jeg vil gerne finde en gård i udkanten af Jaffa. Jeg vender Storm og traver ned til Nubis.

46

Content_9788711981436.indd 46

23/08/21 5:29 PM


”Hvad kalder du hende?” spørger jeg. ”Når du ’vander’ hoppen, hvad kalder du hende så?” ”Månestråle. Fordi det var nat, da du fandt hende, og fordi hun er gylden.” Jeg nikker. Det er et godt navn til en hoppe. Det antyder håb. Håb i mørket. Jo længere jeg tænker, jo mere tilfreds er jeg med navnet. Det er poetisk og knytter hende til både ørkenlandskabet, hendes runde mave og det håb, hun gav mig midt i sorgen over min søn. ”Hvordan vil du tilride hende på bare en dag?” spørger Nubis. Tonefaldet er bebrejdende. Jeg ser overrasket på hende, men jeg svarer hende ikke, for da jeg atter ser fremad, får jeg øje på en gård, hvor fire mænd med heste tydeligvis er ved at tage afsked med ejeren. Jeg trykker Storm fremad i kort galop, og han kaster sig hurtigt frem mellem menneskene på vejen. Jeg får plads til mine hustruer, mine heste, de fire betroede mænd fra vores by og vores slaver. Den ene af dem er blevet meget forbrændt af solen. Sawda holder af ham, fordi han synger smukt. Hun leder i bylter og kasser for at finde en salve frem. De fleste af vores slaver kommer fra fjerne områder mod nordøst. Selv om de har mørkt hår, er deres hud lys, og ofte klarer de ikke solen godt. Der er altid en masse besvær med dem, hver gang vi har købt nye. Slavehandlerne kastrerer som regel mændene, inden vi får dem, så de ikke får børn og heller ikke udgør nogen fare for vores kvinder. Til at begynde med taler slaverne hverken arabisk eller noget andet, vi forstår, men som regel forstår de hinanden. Over tid lærer de også vores sprog, nogle bedre end andre. De, der lærer bedst, er børnene, og af den årsag lader jeg dem leve. Mine skrivestuer har altid en håndfuld unger, som kan tolke i sager, der vedrører nye slaver.

47

Content_9788711981436.indd 47

23/08/21 5:29 PM


Jeg overlader Storm til en af slaverne og ser Nubis føre Månestråle ind i stalden. Hoppen er stadig sky, og Nubis lader til at være den, hun er mest tryg ved. Føllet løber let af sted ved siden af sin mor. Han har klaret rejsen godt, den lille fyr. Jeg søger ind i den kølige gårdhave, hvor et lille springvand forfrisker luften. Det skal blive godt at få lidt ro. Jeg sætter mig på en stenbænk og lader hvilen falde på mig. Omkring mig ser jeg vores egne slaver og gårdejerens slaver, der bærer vores oppakning på plads i roligt tempo. En lille pige bringer mig et glas koldt vand, der smager frisk af mynte og citron. ”Badet er klar lige derovre,” siger hun og peger mod en lille, firkantet bygning med rundt tag, som jeg allerede har gættet indeholder husets bad. Jeg drikker ud og sidder et øjeblik. Det er et udmærket sted, jeg har fundet. Så rejser jeg mig og går op ad trappen. Jeg havde tænkt, at jeg ville lægge mig en kort stund hos Sawda, men da jeg ser hende på svalegangen uden for værelset, ser hun ikke glad ud. Smilet er væk, og letheden er borte. Bekymret knuger hun rækværket. Jeg går forbi hende. Sawda var syg på rejsen ud. Hun havde ikke prøvet at sejle før, og det er nok sejlturen, der bekymrer hende nu. Det vil næppe hjælpe, at jeg bekymrer mig for hende. I hvert fald har jeg ikke lyst. Jeg banker på hos Addis. Hun sidder på sengen, fuldstændig rolig i sin sorg. Jeg sætter mig ved siden af hende. Hun er en mærkelig kvinde, fordi hun altid er mest rolig, når forholdene er værst – som om hun har tilbragt hele sit liv med at vente på en katastrofe. Hun ser på mig og smiler lidt. Øjnene har tabt alt håb, og jeg tror ikke, at der er flere tårer tilbage hos Addis. ”Jeg savner også Ahmad. Og jeg er ked af det,” siger jeg.

48

Content_9788711981436.indd 48

23/08/21 5:29 PM


”Det ved jeg, min ven.” Hun klapper min hånd. Pludselig bemærker jeg de lange sølvstriber i hendes hår. Hun er ved at blive gråhåret. Addis er næsten fyrre nu. Er det så længe siden, jeg har set rigtigt på hende? ”De første dage var jeg vred på dig,” siger hun stille. ”Jeg er ikke vred mere. Jeg håber, at Sawda føder dig en søn.” Jeg har ikke lyst til en søn. Ikke lige nu. Hvor naturstridigt det end lyder. Jeg havde Ahmad, og en anden søn er en anden søn. Folk tror fejlagtigt, at en anden søn bliver den samme. Det bliver ikke det samme. Jeg klemmer hendes hånd. Så rejser jeg mig og kysser hende på panden. ”Jeg skal tilride hoppen. Ellers kommer vi ikke med skibet.” Addis sukker. Hun ser mod gulvet og nikker. Hun siger ikke noget. I gamle dage så Addis ofte på, når jeg tilred en ny hest. De sidste mange år har hun været ligeglad.

Content_9788711981436.indd 49

23/08/21 5:29 PM


Forfrisket af badet går jeg ud for at finde Nubis, da jeg tænker, at det vil more hende at se på, men jeg finder hende ikke. Måske er hun på egen hånd gået ud i byen, eller måske har hun opsøgt husets kvinder for at aftale et bad. Lige netop Nubis skal nok klare sig, selv hvis hun er gået ud alene. Jeg går over i stalden og lægger saddel på Storm, der kigger forundret på mig. Han har lige fået hø og korn, så han havde ikke ventet dette. Jeg lader ham stå med sadlen på og gumle på sit hø. Han skynder sig, fornemmer jeg. Det er en tosset aftale. Jeg skal tilride en vild hoppe på blot nogle få timer. Men jeg har gjort det før. Pludselig er jeg bare i tvivl, om jeg kan gøre det igen. Jeg tænker, at det er trætheden. Rejsen. Og sorgen. ”Det skal nok gå, far.” Jeg ved godt, at det bare er noget, jeg forestiller mig. Men det er præcis sådan noget, Ahmad ville sige. Han var frygtsom som barn. Men han ville være blevet en fin ung mand. Jeg læner mig ind over skillevæggen. Jeg fløjter blødt, så Månestråle bliver opmærksom på, at jeg er der. Hun gumler og skæver mod mig, men kun med ét øje. I det hele taget husker

50

Content_9788711981436.indd 50

23/08/21 5:29 PM


jeg ikke, at hun har kigget på mig med begge øjne siden den nat, hvor hun folede og virkelig havde brug for min hjælp. Jeg træder ind i båsen. Føllet løfter hovedet, men bliver roligt liggende under hende. Der har været mennesker omkring ham hele hans korte liv, så han virker ikke nervøs. Jeg stryger langsomt hoppens hals. ”Vi har en opgave, du og jeg,” siger jeg til hende. ”Igen er det noget, jeg har prøvet før, men det har du ikke.” Hun gumler hastigt i sig. Jeg stryger forsigtig hen over hendes ryg. Hun flytter sig straks ved den uvante fornemmelse. Ryggen er et sårbart sted for heste. Når ulve jager heste, vogter de på dens ben. De forsøger at vælte hesten. Hvis de kan, bider de hestens strube over. Det er øjeblikkelig dødeligt, men risikabelt, for heste ser udmærket og sparker også med forbenene. Derfor går ulvene ofte efter nakkehvirvlerne, for heste kan ikke forsvare deres ryg. Bag stalden ligger en lille indhegning. Jeg henter den saddel og det tæppe, som Nubis plejer at bruge på sin hest. Jeg brækker en lang gren af en busk. Fra en af saddeltaskerne haler jeg en klud og et stykke snor frem og binder kluden fast til enden af grenen. Jeg løser Storm, trækker ham ud af båsen og får ham til at stoppe ved Månestråles bås. Jeg trækker Månestråle ud. Hun vil stadig kun give mig ét øje. Med en spæd vrinsken kalder hun på føllet, der kommer stavrende, som om han stadig ikke er fortrolig med sine ben. Storm har formentlig regnet ud, hvad vi skal. Jeg håber, han forklarer Månestråle, at hun ikke skal være bange. Jeg trækker de to over i skyggen af et morbærtræ, der læner sig ud over indhegningen. Jeg stryger hoppens hoved og klør hende bag ørerne og under mulen. Den slags har hun vænnet

51

Content_9788711981436.indd 51

23/08/21 5:29 PM


sig til, og hun lader til at nyde det. Jeg stryger hen ad hendes ryg. Det gør hende usikker, men efter nogle gange går det også. Jeg sætter mig op på Storm og trækker i den snor, jeg har bundet i Månestråles grime. Føllet følger efter. Så kigger hun endelig på mig med begge øjne, og et kort øjeblik har jeg hendes fulde opmærksomhed. ”Dygtig,” svarer jeg straks. Langsomt skridter vi rundt langs hegnet. Jeg sidder på Storm, og hun går i snoren lidt foran mig med føllet ved sin side. Hver gang hun stopper op, venter jeg på, at hun søger mit blik. ”Dygtig,” svarer jeg. Jeg rider tættere på hende og får lov til at klø hende bag ørerne, mens jeg hele tiden taler til hende. Vi sætter farten op, Storm og jeg. Hoppen traver nu foran os, og den lille følger med, men hoppen stopper oftere nu. Hun ved, at føllet er træt. Hver gang hun ser på mig, roser jeg hende. Jeg får hende til at galopere. Ikke så hurtigt, som jeg kunne ønske mig, men det er af hensyn til føllet. Vi må gøre det nogle gange, før hun også efter galoppen ser på mig med det samme. Jeg lader dem få en pause i skyggen. Føllet lægger sig straks. Nubis og ejeren af gården står ved hegnet og ser på. Jeg har været så koncentreret, at jeg ikke har lagt mærke til dem. ”Det er tidligt at tilride en hoppe, der er så ung og lige har folet,” siger gårdejeren. Jeg ignorerer ham. Jeg er enig. Hendes ryg er blød efter fødslen, og jeg ville aldrig gøre det, hvis ikke situationen krævede det. Jeg skal kun ride på hende i aften og kun ned til skibet. Så får hun fred. Nubis knæler ned og aer føllet. Jeg spekulerer på, om Månestråle havde tolereret det, hvis jeg havde forsøgt at gøre det samme.

52

Content_9788711981436.indd 52

23/08/21 5:29 PM


Jeg springer af Storm og lader ham stå i skyggen. Så trækker jeg hoppen ud midt i indhegningen. Jeg holder grenen med kluden lige bag hendes rumpe og får hende til at løbe i en cirkel omkring mig. Hver gang hun når føllet, stopper hun, og jeg lader hende stoppe. Det er godt, at hun er knyttet til ham. Det er en vigtig egenskab hos en hoppe. Føllet ligger ned, men holder hovedet oppe. Det er tydeligt, at han må have en pause, men hun kan godt. Jeg lader kluden daske blidt mod hendes kraftige lår, og hun flytter straks bagenden væk fra mig og kluden. Igen roser jeg hende, hver gang hun ser på mig med begge øjne. Jeg bliver ved med at stryge kluden over hendes rumpe, til hun har vænnet sig til det. Til sidst generer det hende ikke mere. Jeg giver hende en pause hos føllet, der kommer på benene og dier længe. ”Nubis, kan du finde noget tov? Et kraftigt et, men ikke for langt.” ”Jeg har noget i stalden,” mumler ejeren. ”Tak,” siger jeg uden at se på ham. Jeg betragter hele tiden Månestråle. Hun har lukkede øjne nu, men hendes ører er vendt mod mig, og hun lytter til min stemme. Jeg ruller tovet sammen og stryger det over hendes sider og ryg. Føllet flytter sig hurtigt rundt om sin mor og over på den anden side for at komme væk fra mig. Tovet er hårdt mod kroppen, og det knirker. Hun slår lidt med hovedet af og til, men det går fremad. Fra tid til anden stryger jeg hendes hoved og hals, mens jeg taler beroligende til hende. Oftere og oftere søger hun mit blik. ”Er der mon et stift skind et sted, et garvet fåreskind, for eksempel?” spørger jeg uden at tage blikket fra hoppen. Hun er svedt på bringen nu. Det er ikke de få runder, hun har løbet; det er alle de nye ting, hun ikke forstår.

53

Content_9788711981436.indd 53

23/08/21 5:29 PM


”Det kan vi nok klare,” svarer ejeren. Kort efter kommer han tilbage, men han er ikke alene. Der er to drenge med ham. ”Se godt efter, drenge. Den hoppe var nærmest vild, da herren ankom med hende,” hvisker han. Jeg tager skindet og stryger det over Månestråles sider. Jeg vifter det langs hendes krop, og det larmer, stift som det er. Føllet stiller sig under sin mors hoved, hvor der er mest roligt. Hun lægger ørerne tilbage, men ikke mere end det. Jeg lader det stive skind svinge op over hendes ryg og ned igen. Hun tramper med det ene bagben. Til sidst står hun bare stille og snuser til sit føl. Hun har opdaget, at skindet heller ikke er farligt. Jeg gnubber det op ad hendes side og kører det hen ad hendes ryg. Da tiden er inde, slipper jeg hende og vender ryggen til hende. Langsomt går jeg hen mod den stolpe, hvor jeg har lagt sadlen og tæppet. Hun følger efter mig. Hun kigger på mig og pruster lidt. Som om hun igen vil sige: Hvad skal vi nu? Hun er nysgerrig, som alle heste er. Men hun er også tryg ved mig. Heste vil have tryghed. Hunde vil have mad. Det er en forskel, som alle i min by lærer fra barnsben. En fremmed mands hund kan vindes med mad. En fremmed mands hest kan ingen vide sig sikker på. Jeg lægger saddeltæppet på hendes ryg. Ingen reaktion. ”Det var ligegodt imponerende,” hvisker gårdejeren. Jeg lægger sadlen på hende. Ingen reaktion. ”Jeg har da aldrig nogensinde set noget lignende,” udbryder manden. ”Stille,” mumler jeg. Jeg spænder gjorden til lige bag hendes forben. ”Dygtig,” siger jeg igen og kigger på hende. Gjorden er ikke stram, men sadlen kan hun godt mærke. Hun lægger ørerne

54

Content_9788711981436.indd 54

23/08/21 5:29 PM


tilbage. Så stejler hun. Jeg giver hende masser af line. Hun bakker og stejler højt. Føllet springer af sted. ”Rolig nu. Det skal nok gå,” siger jeg. ”Jeg forstår dig godt. Det er helt fint.” Hun kæmper, men efterhånden bliver lyden af min stemme vigtigere. ”Jeg forstår dig godt. Du vidste ikke, hvad du ellers skulle gøre,” siger jeg. Jeg lader hende løbe rundt og rundt med sadlen på, så hun kan vænne sig til den. Føllet løber foran, hvilket glæder mig. Føl kan løbe både foran og bag deres mødre, men jeg kan bedst lide de føl, der løber frem og viser, at de tør. Jeg dasker Månestråle på rumpen med kluden af og til for at holde hende i fart. Indimellem venter jeg på, at hun stopper. De første mange gange ser hun ikke på mig, men så begynder hun atter at søge mit blik. Hun leder efter svar. Jeg kalder på Storm. Han stiller sig på den ene side af Månestråle med hovedet ved hendes hale, som heste står, når de skal vifte fluer væk fra hinandens hoveder. Storm har hjulpet mig med at tilride utallige heste. Det er tydeligt, at hun føler sig mere tryg ved siden af ham. Hun lægger hovedet på hans lænd og hviler i hans ro. ”Ræk mig tovet,” mumler jeg. Den ene af drengene rækker tovet til mig. Jeg stryger tovværket over sadlen, ud over hendes rumpe, hen ad hendes flanker og klapper støjende mod sadlen. Det går fint. ”Går du med, Storm?” spørger jeg. Det er helt overflødigt. Han ved, hvad han skal. Han går lidt foran hende og sørger for, at vi kommer rundt i en lille, tæt cirkel. Jeg går ved siden af Månestråle og laver høje knæløft. Af og til tager jeg fat i hendes man.

55

Content_9788711981436.indd 55

23/08/21 5:29 PM


Til sidst knipser jeg til Storm, der stiller sig skråt foran Månestråle. Hun kan ikke så let bryde ud, når han blokerer vejen, og hans ro beroliger hende. Jeg tager fat i sadlen og hopper op og ned ved siden af Månestråle. På et tidspunkt kigger hun på mig med begge øjne, som om hun spørger: Hvad laver du? Øjeblikket er kommet. Jeg tager fat i hendes man og sætter en fod i stigbøjlen. Jeg lægger vægten i. Hun bliver stående. Jeg hæver mig op og læner mig ind over hende. Hun bærer nu min vægt. Jeg klikker med tungen, og Storm presser sig tættere mod hoppen. Jeg sætter af og stiger op flere gange. Til sidst læner jeg mig ind over hende og hviler der et øjeblik. Jeg stryger hendes hals og hvisker til hende. ”Du bliver glad for det her. Vi skal ride så mange ture sammen. Og jeg vil passe på dig altid, det lover jeg dig.” Så svinger jeg benet over hendes ryg og sætter mig i sadlen. ”Gå, Storm,” siger jeg. Vi begynder at ride. Storm klæber op ad hoppen, og føllet løber foran. Jeg gør ingenting. Jeg lader mig bære. ”Vi skal ride så mange ture. Du skal se mit smukke land. Jeg vil vise dig ørnene, der jager, og bjerge med evig sne på og vidunderligt tykt, grønt græs. Det bliver fantastisk.” Jeg tøver. Så tilføjer jeg: ”Jeg vil passe på dig, lige til den dag vi finder din retmæssige ejer.” Hun lægger ørerne tilbage. Jeg klapper hendes hals. ”Måske finder vi aldrig din retmæssige ejer,” hvisker jeg. ”Så kan du blive hos mig og Storm altid. Storm. Trav!” Hun har lette, fjedrende bevægelser og en ryg med muskler, der arbejder. Jeg når kun at tænke ”galop”, og så slår Storm over i galop. Vi galoperer roligt rundt og rundt.

56

Content_9788711981436.indd 56

23/08/21 5:29 PM


For første gang i lang tid føler jeg noget andet end sorg og bekymring. Jeg føler en stille glæde. Hoppen er tillidsfuld, dygtig og smuk. Jeg er sikker på, at hun er både hurtig og modig. ”Holdt,” hvisker jeg, og Storm standser. Det er nok nu. Det er alt sammen mere end nok til at overbevise en skibskaptajn.

Content_9788711981436.indd 57

23/08/21 5:29 PM


– Jyllands-Posten

»Her er livets skønhed og den meningsfulde død, så man sjældent har set noget så lyst og smukt (…) Bogen har kvaliteter, så man simpelthen ønsker sig en fortsættelse.«

AF VINDEREN AF DE GYLDNE LAURBÆR

Ibrahim Banu Said er ramt af en stor personlig sorg, men ­ forsøger at være en nådig og klog borgherre for befolkningen i den berømte f­ æstning Al-Qalat i Andalusien. Og en god mand for sine tre meget forskellige hustruer, som han elsker, hver på sin måde.

A NNE- CATHRINE

– Lisbeth Zornig Andersen, Ekstra Bladet

»Om natten plejede vi at have fakler tændt på borgmuren og inde i byens gader. Man kunne se os langvejsfra. Al-Qalat, klippen, den lysende stad, den uindtagelige by.«

R IEBNITZSKY

„Bogen er velsignet velskrevet (…) Læs, læs, læs!“ – Weekendavisen

A NNE- CATHRINE

R IEBNITZSKY ANNE-CATHRINE RIEBNITZSKY (f. 1974) er uddannet fra Forfatterskolen i 1998 og sprogofficer i russisk i 2003. Hun arbejdede bl.a. ved ambassaden i Rusland, inden hun i 2007 blev udsendt til Afghanistan, først som soldat og siden som udenrigsministeriets ­rådgiver. I 2010 modtog hun Anders Lassen Fondens legat for „betydningsfuld militær og ­civil indsats under udsendelsen i 2007 og 2008“.

I begyndelsen af 1300-tallet er den muslimske verden førende ­inden for lægevidenskab, matematik, astronomi og filosofi. I Al-Qalat trives handel mellem både muslimer, kristne og jøder, og stedet er søgt af dygtige videnskabsmænd. Men da en kristen invasion nærmer sig fra nord, er spørgsmålet, om Ibrahim Banu Said kan redde sit folk, og om borgen er så uindtagelig som sit ry.

Anne-Cathrine Riebnitzskys første bog var ­biografien Kvindernes krig (2010) om hendes ­arbejde med afghanske kvinder. I 2012 udkom hendes debut som romanforfatter Den stjålne vej, som fik BogForums Debutantpris og blev nomineret til DR Romanprisen, og for ­Forbandede yngel (2013) modtog hun Boghandlernes Gyldne Laurbær. Seneste romaner er ­Orkansæsonen og stilheden (2016) og ­Smaragdsliberen (2018). Forfatterskabet

– WEEKENDAVISEN

»En forsonlig og smuk roman.« – INFORMATION Den jødiske smaragdsliber Pierre Levy falder død om med hjertestop, men vender mirakuløst tilbage til livet. Ingenting er, som det var, men Pierre går i gang med det, som skal blive hans livs mesterværk: slibningen af en usædvanlig stor smaragd. Pierres fredelige verden i sliberiet står i stærk kontrast til hans datters omtumlede liv. Zara er kunsthistoriker, og under kortlægningen af gamle hulemalerier kidnappes hun i grænseegnen mellem Georgien og Aserbajdsjan. Ligesom sin far må hun kæmpe for at bevare troen på livet.

»Holder sin læser fast i en blanding af litterær nydelse og intellektuel stimulering.«– – JYLLANDS-P OSTEN »Med Smaragdsliberen lægger forfatteren helt nye dimensioner til sit romanunivers, og hvor er det dejligt at være en del af det.« – DAGBLADENES BUREAU

»Anne-Cathrine Riebnitzsky er en forfatter med den glød, som kun de store fortællere har.« – KRISTELIGT DAGBLAD

ANNE-CATHRINE

RIEBNITZSKY – BERLINGSKE

– DAGBLADENES BUREAU

– JYLLANDS-POSTEN

–KRISTELIGT DAGBLAD

– Jyllands-Posten

SMARAGD SLIBEREN

»Gå ikke glip af Anne-Cathrine Riebnitzskys funklende prosa!« – BERLINGSKE ISBN 978-87-11-98109-2

9 788711

981092

LINDHARDT OG RINGHOF

Cover_9788711981092.indd 1-3

ROMAN

LINDHARDT OG RINGHOF

31/05/2021 12:13

er solgt til udgivelse i flere lande.

lindhardtogringhof.dk

ROMAN

LINDHARDT OG RINGHOF

OMSL AG: NE TE BANKE / IMPERIE T.DK

FORFAT TERFOTO: LES K ANER