Page 1


OVERSAT AF DORTHE HJORT JENSEN

CARLSENPULS


En af os lyver oversat fra engelsk af Dorthe Hjort Jensen efter “One of Us is Lying” Copyright © Karen M. McManus 2017 All rights reserved. Published in the United States by Delacorte Press, an imprint of Random House Children’s Books, a division of Penguin Random House LLC, New York. Danish edition published by arrangement with Stimola Literary Studio, Inc Dansk copyright © CarlsenPuls 2018 Omslagsdesign: Melissa Four 2017 Reproduced by permission of Puffin Books Ltd Grafisk tilrettelægning af dansk omslag: Christian Bach Uddrag fra digtet “Sangen om mig selv” af Walt Whitman, oversat af Børge Houmann, udgivet på Woels Forlag, 1929. Bogen er sat med Adobe Garamond og Gotham af Forlaget Carlsen og trykt hos Livonia Print 1. udgave, 1. oplag Printed in Latvia 2017 ISBN 9788711697474 www.carlsenpuls.dk www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk CarlsenPuls – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont


Til Jack, som altid fĂĽr mig til at grine


FØRSTE DEL SIMON SIGER


KAPITEL 1

Bronwyn Mandag den 24. september, kl. 14.55

En sexvideo. En graviditetsforskrækkelse. To skandaler om utroskab. Og det er bare denne uges overskrifter. Hvis det eneste, du kendte til Bayview High, var Simon Kellehers sladder-app, ville du undre dig over, hvordan nogen nogensinde fik tid til at gå til undervisning. “Old news, Bronwyn,” siger en stemme bag mig. “Bare vent, til du ser overskrifterne i morgen.” Pis. Jeg hader at blive taget i at læse About That. Især af fyren bag. Jeg sænker telefonen og smækker mit skab. “Hvis liv ødelægger du næste gang, Simon?” Simon følger efter mig, da jeg bevæger mig mod strømmen af elever, der styrer mod udgangen. “Det er public service,” siger 9


han med et affærdigende vink med hånden. “Du hjælper Reggie Crawley med lektierne, gør du ikke? Ville du måske ikke gerne vide, at han har et kamera på sit værelse?” Jeg gider ikke engang svare. Det er cirka lige så sandsynligt, at jeg kommer i nærheden af hashvraget Reggie Crawleys værelse, som det er, at Simon pludselig får en samvittighed. “Nå, men de er selv ude om det. Hvis folk ikke løj og var utro, ville jeg ikke have noget at lave.” Simons kolde blå øjne bemærker, at mine skridt bliver længere. “Hvor skal du hen i den fart? Gemmer du dig bag endnu en glorværdig ekstraaktivitet?” Bare jeg gjorde. Nærmest som en hån dukker en notifikation op på min telefon: Træning med matematikholdet, 15.00, Café Epoch. Nedenunder er der en besked fra en af de andre på holdet: Evan er her. Selvfølgelig er han det. Den lækre matematikfyr – hvilket ikke er så selvmodsigende, som man måske skulle tro – virker, som om han kun kommer, når jeg ikke kan. “Ikke rigtig,” siger jeg. Generelt, og især på det seneste, prøver jeg at give Simon så lidt information som muligt. Vi går gennem de grønne metaldøre til bagtrappen, som markerer skellet mellem den lurvede, oprindelige Bayview High-bygning og den lyse, luftige nye tilbygning. Hvert år bliver flere velhavende familier tvunget ud af San Diego på grund af de høje huspriser, hvorefter de flytter de femogtyve kilometer længere mod øst til Bayview. De forventer at få mere for skattepengene end billige lofter og ridsede linoleumsgulve. Simon er stadig i hælene på mig, da jeg når til Mr. Averys labo-

10


ratorium på tredje sal, og jeg vender mig halvt om med korslagte arme. “Skal du ikke et eller andet?” “Jo. Eftersidning,” siger Simon og venter på, at jeg skal fortsætte. Da jeg i stedet tager i døren, begynder han at grine. “Tager du pis på mig? Skal du også det? Hvad har du gjort?” “Jeg er blevet uretmæssigt anklaget,” mumler jeg og hiver døren op med et ryk. Der sidder allerede tre andre elever, og jeg stopper op et øjeblik, da jeg ser, hvem det er. Ikke ligefrem den gruppe, jeg havde forestillet mig. Bortset fra én. Nate Macauley vipper på stolen og smiler hånligt til mig. “Er du gået forkert? Det her er eftersidning, ikke elevrådet.” Det må han jo vide. Nate har været i problemer siden femte klasse, hvilket sådan cirka også var sidste gang, vi talte sammen. Rygtet siger, at han afsoner en betinget dom sammen med Bayviews bedste børn for et eller andet. Måske spritkørsel. Måske stoffer. Han er en berygtet leverandør, men jeg kender kun til det på et teoretisk plan. “Spar på kommentarerne.” Mr. Avery sætter et hak på sit papir og lukker døren bag Simon. De høje, buede vinduer på bagvæggen sender trekanter af eftermiddagssol ned på gulvet, og fjerne lyde høres fra fodboldholdets træning på banen bag ved parkeringspladsen nedenfor. Jeg sætter mig ned, idet Cooper Clay med et stykke papir i hånden, der er krøllet sammen som en baseball, hvisker “Hey, Addy!” og kaster det mod pigen, som sidder over for ham. Addy Prentiss blinker, smiler usikkert, og lader bolden falde til jorden. Klasselokalets ur tikker langsomt mod klokken tre, og jeg følger viseren med en hjælpeløs følelse af uretfærdighed. Jeg burde ikke

11


engang være her. Jeg burde være på Café Epoch og flirte akavet med Evan Neiman over differentialligningerne. Mr. Avery er den slags fyr, der giver eftersidninger uden at stille spørgsmål, men måske kan man stadigvæk få ham til at ændre mening. Jeg rømmer mig og skal til at række hånden op, da jeg opdager, at Nates hånlige smil bliver bredere. “Mr. Avery, det var ikke min telefon, du fandt. Jeg ved ikke, hvordan den endte i min taske. Det her er min telefon,” siger jeg og viser ham min iPhone med det stribede cover. Helt ærligt, man skal være totalt dum for at tage sin telefon med ind i Mr. Averys laboratorium. Han har en streng telefonpolitik og bruger de første ti minutter af hver time på at gennemrode folks tasker, som om han var sikkerhedschef i lufthavnen, og vi alle var på hans overvågningsliste. Min telefon var som altid i mit skab. “Også mig!” Addy vender sig så hurtigt rundt, at hendes blonde hår hvirvler om skuldrene på hende som i en shampooreklame. Hun må have fået amputeret sin kæreste kirurgisk for at være her alene. “Det var heller ikke min telefon.” “Heller ikke min,” stemmer Cooper i. Hans sydstatsaccent skinner tydeligt igennem. Han og Addy udveksler overraskede blikke, og jeg undrer mig over, hvordan det kan være nyt for dem, når de er en del af den samme klike. Måske har über populære mennesker bedre ting at tale om end eftersidninger. “Der er nogen, der har taget røven på os!” Simon læner sig frem med albuerne på bordet. Han ligner en fjeder, der er klar til at springe og slå ned på noget frisk sladder. Hans blik farer frem og tilbage mellem os, som vi sidder der midt i det ellers tomme

12


klasselokale, inden det lander på Nate. “Hvorfor skulle nogen have lyst til at lokke en nærmest pletfri gruppe elever i en eftersidningsfælde? Det virker som noget, åh, hvad ved jeg, en fyr som hele tiden har eftersidning, ville gøre for sjov.” Jeg ser på Nate, men kan ikke forestille mig det. Det lyder som hårdt arbejde at sætte i stand, og alt ved Nate – lige fra hans rodede mørke hår til hans slidte læderjakke – skriger langt væk af Jeg gider ikke være her. Ren kedsomhed. Han ser mig i øjnene, men siger ikke noget. Vipper bare stolen længere tilbage. En millimeter mere, så falder han bagover. Cooper retter sig endnu mere op og rynker brynene i sit Captain America-agtige ansigt. “Vent lige lidt. Jeg troede bare, det var en fejl, men hvis det er sket for os alle sammen, så er det en eller andens åndsvage bud på en sjov joke. Og jeg går glip af baseballtræning på grund af det her.” Han siger det, som om han er hjertekirurg og er blevet forhindret i at udføre en livsvigtig operation. Mr. Avery ruller med øjnene. “Gem konspirationsteorierne til en anden lærer. Jeg køber den ikke. I kender alle sammen reglerne omkring telefoner i timerne, og I brød dem.” Han sender Simon et særligt surt blik. Lærerne kender godt til About That, men der er ikke så meget, de kan gøre ved det. Simon bruger kun folks initialer til at identificere dem og skriver aldrig direkte om skolen. “Hør her. I skal være her til klokken fire. Jeg vil gerne have, at I hver skriver en stil på femhundrede ord om, hvordan teknologien er ved at ødelægge de amerikanske skoler. De af jer, der ikke kan følge reglerne, kan komme igen i morgen.” “Hvad skal vi skrive med?” spørger Addy. “Her er ikke nogen computere.” I de fleste lokaler er der bærbare computere, men

13


Mr. Avery, som ligner en, der burde være gået på pension for ti år siden, nægter at overgive sig. Mr. Avery går over til Addys bord og banker let på en linjeret, gul notesblok med fingeren. Vi har alle sammen fået en. “Gå på opdagelse i håndskriftens magi. Det er en tabt kunstform.” Addys smukke, hjerteformede ansigt er fuld af forvirring. “Men hvordan ved vi, hvornår vi har skrevet femhundrede ord?” “Tæl,” svarer Mr. Avery. Hans øjne falder på telefonen, som jeg stadig har i hånden. “Og aflevér den der, miss Rojas.” “Undrer du dig ikke over, at du kan konfiskere min telefon to gange? Hvem har to telefoner?” spørger jeg. Nate smiler bredt, men så hurtigt, at jeg næsten ikke ser det. “Seriøst, Mr. Avery, der er nogen, der laver sjov med os.” Mr. Averys hvide overskæg sitrer af irritation, og han rækker krævende hånden ud mod mig. “Telefonen, miss Rojas. Medmindre du gerne vil komme igen.” Jeg giver ham den med et suk, mens han skuffet kigger på de andre. “Telefonerne, jeg tog fra jer tidligere, ligger på mit bord. I får dem tilbage, når I er færdige her.” Addy og Cooper udveksler blikke, sikkert fordi deres rigtige telefoner er i sikkerhed i deres tasker. Mr. Avery smider min telefon ned i en skuffe og sætter sig bag katederet, inden han åbner en bog og gør klar til at ignorere os resten af timen. Jeg finder en kuglepen frem, trommer lidt i papiret med den, og tænker over opgaven. Synes Mr. Avery virkelig, at teknologien ødelægger skolesystemet? Det er en temmelig vild udtalelse at komme med på grund af et par forbudte telefoner. Måske er det en fælde. I virkeligheden venter han måske på, at vi skal modsige ham. Jeg sender Nate et hurtigt blik. Han sidder bøjet over bordet 14


og skriver computere er noget lort igen og igen med blokbogstaver. Det er muligt, at jeg tænker for meget over det her.

Cooper Mandag den 24. september, kl. 15.05

Min hånd gør ondt efter et par minutter. Det er vel egentlig sørgeligt, men jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har skrevet noget som helst i hånden. Desuden bruger jeg min højre hånd, hvilket aldrig føles naturligt, selvom jeg har gjort det i mange år. Min far insisterede på, at jeg skulle lære at skrive med højre hånd, da han havde set mig pitche for første gang i anden klasse. Din venstre arm er guld værd, sagde han til mig. Du skal ikke spilde den på skidt, der ikke betyder noget. Hvilket i hans øjne er alt andet end at pitche. Det var dengang, han begyndte at kalde mig Cooperstown, som er navnet på den by, hvor baseballens Hall of Fame ligger. Der er ikke noget bedre end at lægge lidt pres på en otte-årig. Simon rækker ud efter sin rygsæk og roder rundt i den, mens han lyner alle rummene op. Han tager den på skødet og kigger i den. “Hvor fanden er min vandflaske?” “Ti stille, Mr. Kelleher.” Mr. Avery siger det uden at kigge op. “Det skal jeg nok, men min vandflaske er væk, og jeg er tørstig.” Mr. Avery peger på håndvasken bagerst i lokalet, som er omgivet af bægerglas og petriskåle. “Du kan selv tage noget at drikke. Stille.” Simon rejser sig op, tager en kop fra en stabel ved siden af vasken og fylder den med vand fra hanen. Han går tilbage til sin 15


plads og stiller koppen på bordet, men Nates metodiske skriverier distraherer ham. “Hey,” siger han og sparker til Nates bord med sin sko. “Seriøst. Var det dig, der kom de telefoner i vores tasker for at genere os?” Mr. Avery kigger op med en alvorlig mine. “Jeg sagde stille, Mr. Kelleher.” Nate læner sig tilbage og lægger armene over kors. “Hvorfor skulle jeg gøre det?” Simon trækker på skuldrene. “Hvorfor gør du i det hele taget noget? Så du kunne få selskab her til afsoningen af dagens fuck-up?” “Et ord mere fra én af jer og I får en dag mere i morgen,” advarer Mr. Avery. Simon åbner munden alligevel, men før han kan sige et ord, hører vi lyden af hvinende dæk og braget af to biler, der støder sammen. Addy gisper, og jeg holder godt fast i mit bord, som om nogen lige har påkørt mig. Nate, som ser ud til at være glad for afbrydelsen, er den første, der springer op og går hen til vinduet. “Hvem støder sammen på skolens parkeringsplads?” spørger han. Bronwyn ser på Mr. Avery, som om hun beder om lov, og da han rejser sig fra stolen, går hun også hen mod vinduet. Addy følger efter hende, og jeg får endelig også foldet mig selv ud af sædet. Man kan jo lige så godt se, hvad der sker. Jeg læner mig mod vindueskarmen og kigger ud, og Simon stiller sig ved siden af mig med et nedsættende grin og kigger ud på optrinnet nedenfor. De to biler, en gammel rød én og en ubestemmelig grå én, er kørt ind i hinanden i en ret vinkel. Vi kigger på dem i stilhed,

16


indtil Mr. Avery sukker irriteret. “Jeg må hellere se, om der er nogen, der er kommet til skade.” Han kigger på os og lader blikket falde på Bronwyn, der virker som den mest ansvarlige i flokken. “Miss Rojas, hold styr på tropperne, indtil jeg kommer tilbage.” “Okay,” siger Bronwyn og kaster et nervøst blik over mod Nate. Vi bliver stående ved vinduet og kigger på optrinnet nedenfor, men før Mr. Avery eller en anden lærer når derned, starter begge biler motoren og kører ud af parkeringspladsen. “Nå, det var noget af et antiklimaks,” siger Simon. Han vender tilbage til sin plads og tager sin kop, men i stedet for at sætte sig ned, går han gennem lokalet og kigger kort på plakaten med det periodiske system. Han stiller sig i døren, som om han skal til at gå, men vender så tilbage og løfter koppen i en slags skål. “Er der andre, der vil have noget vand?” “Det vil jeg gerne,” siger Addy og sætter sig på sin stol. “Hent det selv, prinsesse.” Simon smiler hånligt. Addy ruller med øjnene og bliver siddende, mens Simon læner sig op ad Mr. Averys kateder. “Seriøst, hva’? Hvad skal du lave nu, hvor homecoming-festen er overstået? Der er lang tid til prom-festen.” Addy kigger på mig uden at svare. Jeg kan godt forstå hende. Simons tankegang går sjældent i en positiv retning, når det kommer til vores venner. Han opfører sig, som om han er ligeglad med at være populær, men han var alligevel rimelig tilfreds med sig selv, da han blev valgt til at være en del af prom-hoffet sidste år. Jeg ved stadigvæk ikke, hvordan han slap af sted med det, med mindre han fik folk til at stemme på sig mod at bevare deres hemmeligheder. Simon var dog ikke i nærheden af en plads ved homecoming-hof-

17


fet i sidste uge. Jeg blev valgt som festens konge, så måske er jeg nu øverst på listen over folk, der skal generes. Eller hvad fanden det nu er, han har gang i. “Hvad vil du, Simon?” spørger jeg og sætter mig ved siden af Addy. Addy og jeg er ikke specielt tætte, men jeg føler lidt, at jeg skal beskytte hende. Hun har været kæreste med min bedste ven siden vores første år på Bayview, og hun er en sød pige. Og ikke den slags pige, der ved, hvordan man klarer sig mod en fyr som Simon, der bare aldrig holder op. “Hun er en prinsesse, og du er en sportsidiot,” siger han. Han nikker mod Bronwyn og så mod Nate. “Og du er en nørd. Og du er kriminel. I er alle sammen omvandrende stereotyper. Det er som taget ud af en ungdomsfilm.” “Hvad med dig?” spørger Bronwyn. Hun har holdt sig ovre ved vinduet, men nu går hun hen til sin plads og sætter sig oven på bordet. Hun krydser benene og trækker den mørke hestehale ned over den ene skulder. Der er noget ved hende, der får hende til at se lidt mere sød ud i år. Nye briller, måske? Længere hår? Pludselig har hun gang i sådan et slags sexet-nørd-look. “Jeg er den alvidende fortæller,” siger Simon. Bronwyn løfter brynene, så man kan se dem over det sorte brillestel. “Sådan én er der ikke i ungdomsfilmene.” “Åh, Bronwyn.” Simon blinker og bunder koppens indhold i én tår. “Men det er der i livet.” Han siger det som en trussel, og jeg tænker på, om han har noget på Bronwyn til sin åndssvage app. Jeg hader den. Næsten alle mine venner har været på den på et tidspunkt, og nogen gange giver det virkelig problemer. Min ven Luis og hans kæreste slog op på grund af noget, Simon havde skrevet. Selvom det 18


var rigtig nok, at Luis havde været sammen med sin kærestes kusine. Men stadigvæk. Den slags behøver ikke blive offentliggjort. Sladder på gangene er slemt nok. Og hvis jeg skal være ærlig, er jeg rimelig bekymret for, hvad Simon kunne finde på at skrive om mig, hvis han besluttede sig for det. Simon løfter koppen og skærer ansigt. “Det her smager af pis.” Han taber koppen, og jeg vender øjne af hans forsøg på at skabe drama. Selv da han falder om på gulvet, tror jeg stadig, at han laver sjov. Men så begynder han at hive efter vejret. Bronwyn er den første, der rejser sig og knæler ved siden af ham. “Simon,” siger hun og rusker i hans skuldre. “Er du okay? Hvad skete der? Kan du sige noget?” Hendes stemme ændrer sig fra at være bekymret til at være fuld af panik, og det er nok til at få mig i gang. Men Nate er hurtigere. Han maser sig forbi mig og sætter sig på hug ved siden af Bronwyn. “En pen,” siger han og kigger undersøgende på Simons murstensrøde ansigt. “Har du en pen?” Simon nikker vildt, mens hans tager sig til halsen. Jeg tager kuglepennen fra mit bord og rækker den til Nate, som må have et akut luftrørssnit eller noget i tankerne. Nate kigger på mig, som om jeg har to hoveder. “En adrenalinpen,” siger han og roder i Simons taske. “Han har fået en allergisk reaktion.” Addy står uden at sige et ord med armene om sig selv. Bronwyn vender sig mod mig, helt rød i ansigtet. “Jeg går ud og finder en lærer og ringer efter en ambulance. Bliv hos ham, okay?” Hun tager sin telefon fra Mr. Averys skuffe og løber ud på gangen. Jeg knæler ved siden af Simon. Hans øjne står ud af hovedet på ham, hans læber er blå, og han laver frygtelige kvælningslyde. 19


Nate hælder alt indholdet fra Simons taske ud på gulvet og roder rundt mellem bøger, papir og tøj. “Simon, hvor har du den?” spørger han, mens han åbner den lille forlomme på tasken og hiver to almindelige kuglepenne og et sæt nøgler ud. Simon kan dog slet ikke tale. Jeg lægger en svedig hånd på hans skulder, som om det skulle hjælpe. “Du er okay, det skal nok gå. Vi henter hjælp.” Jeg kan høre, at jeg begynder at tale langsommere, og at min stemme bliver tyk som sirup. Min accent skinner altid tydeligt igennem, når jeg er stresset. Jeg vender mig mod Nate og spørger: “Er du sikker på, han ikke har fået noget galt i halsen?” Måske har han brug for Heimlich-manøvren, og ikke en eller anden skide medicinpen. Nate ignorerer mig og kyler Simons tomme rygsæk ud til siden. “Fuck!” råber han og smadrer sin knytnæve ned i gulvet. “Har du den på dig, Simon? Simon!” Simon vender det hvide ud ad øjnene, da Nate mærker efter i hans lommer. Men han finder ikke andet end en krøllet kleenex. Sirenerne lyder i det fjerne, netop da Mr. Avery og to andre lærere kommer løbende ind, mens Bronwyn følger bagefter med telefonen ved øret. “Vi kan ikke finde hans adrenalinpen,” siger Nate anspændt og peger på bunken af Simons ting. Mr. Avery stirrer i et øjeblik med måbende frygt på Simon, inden han vender sig mod mig. “Cooper, skolesygeplejersken har adrenalinpenne. De skulle være til at få øje på. Skynd dig!” Jeg løber ned ad gangen, mens jeg hører fodtrin bag mig, som bliver svagere og svagere, da jeg hurtigt når bagtrappen og hiver døren op. Jeg tager tre trin ad gangen op til første sal, og løber ind og ud mellem spredte grupper af elever, indtil jeg når

20


sygeplejerskens kontor. Døren er åben, men der er ikke nogen derinde. Det er et tætpakket lille rum med et eksaminationsbord under vinduet og et stort, gråt opbevaringsskab i venstre side. Jeg lader øjnene glide rundt i rummet, og mit blik falder på to væghængte hvide kasser med røde bogstaver på. På den ene af dem står der HJERTESTARTER, på den anden NØD-ADRENALIN. Jeg fumler med låsen på nummer to og åbner den. Den er tom. Jeg åbner den anden kasse, som indeholder et apparat af plastic med et hjerte udenpå. Jeg er sikker på, det ikke er den, så jeg begynder at lede i opbevaringsskabet og hiver æsker med bandage og hovedpinepiller ud. Jeg kan ikke se noget, der ligner en pen. “Cooper, har du fundet dem?” Ms. Grayson, en af de lærere, der kom ind i laboratoriet sammen med Mr. Avery og Bronwyn, kommer farende ind i rummet. Hun hiver efter vejret og tager sig til siden. Jeg peger på den tomme, væghængte kasse. “De burde være der, ikke? Men det er de ikke.” “Kig i skabet med forsyninger,” siger Ms. Grayson og ignorerer æskerne med plaster, der ligger spredt ud over gulvet og beviser, at jeg allerede har prøvet. En anden lærer støder til, og vi splitter rummet ad, mens lyden af sirener kommer nærmere. Da vi har åbnet det sidste skab, tørrer Ms. Grayson sveden af panden med bagsiden af hånden. “Cooper, sig til Mr. Avery, at vi ikke har fundet noget endnu. Mr. Conto og jeg leder videre.” Jeg når Mr. Averys laboratorium samtidig med ambulancefolkene. De er tre og har mørkeblå uniformer på. To af dem

21


skubber en hvid båre foran sig, mens den sidste hurtigt genner den lille flok tilskuere, der har samlet sig i døren, væk. Jeg venter, til de alle tre er kommet ind i lokalet, inden jeg smutter ind bag dem. Mr. Avery er sunket sammen foran tavlen, og hans gule skjorte er røget op af bukserne. “Vi kunne ikke finde adrenalinpennene,” fortæller jeg ham. Han kører en rystende hånd gennem sit tynde, hvide hår, idet en af ambulancefolkene stikker Simon med en sprøjte, og de to andre løfter ham op på båren. “Må Gud hjælpe den dreng,” hvisker han. Nok mere til sig selv end til mig, tror jeg. Addy står alene i den ene side af lokalet med tårerne trillende ned af kinderne. Jeg går over til hende og lægger armen om hendes skulder, mens ambulancefolkene lemper Simons båre ud på gangen. “Vil du komme med?” spørger en af dem Mr. Avery. Han nikker og følger efter. Bortset fra et par enkelte chokerede lærere og de fire af os, som startede vores eftersidning sammen med Simon, er lokalet tomt. Mit gæt er, at det kun er et kvarter siden, men det føles som timer. “Er han okay nu?” spørger Addy med halvkvalt stemme. Bronwyn klemmer sin telefon mellem hænderne, som om hun beder med den. Nate står med hænderne i siden og stirrer på døren, mens flere lærere og elever begynder at sive ind. “Jeg vover pelsen og siger nej,” siger han.


KAPITEL TO

Addy Mandag den 24. september, kl. 15.25

Bronwyn, Nate og Cooper taler alle sammen med lærerne, men det kan jeg ikke. Jeg har brug for Jake. Jeg tager min telefon op af tasken for at skrive til ham, men mine hænder ryster for meget. Så jeg ringer i stedet for. “Baby?” Han tager telefonen allerede ved andet ring og lyder overrasket. Vi ringer ikke så tit sammen. Det gør ingen af vores venner. Nogle gange, når jeg er sammen med Jake og hans telefon ringer, løfter han den op for sjov og siger: “Hvad betyder Indgående opkald?” Jeg får ikke sagt andet end Jake, før jeg begynder at tudbrøle. Jeg har stadig Coopers arm rundt om skuldrene, og det er det eneste, der holder mig oprejst. Jeg græder for meget til at snakke, så Cooper tager min telefon. 23


“Hey du, det er Cooper,” siger han, med en tydeligere accent end normalt. “Hvor er du?” Han lytter i et par sekunder. “Kan vi mødes udenfor? Der har været … Der er sket noget. Addy er meget ked af det. Nej, hun har det fint, men … Simon Kelleher er kommet slemt til skade, mens vi var til eftersidning. Ambulancen tog ham med, og vi ved ikke, om han får det bedre.” Coopers ord smelter sammen, og jeg kan nærmest ikke forstå, hvad han siger. Bronwyn vender sig mod den nærmeste lærer, Ms. Grayson. “Skal vi blive her? Har du brug for os?” Ms. Grayson tager sig til halsen med rystende hånd. “Åh altså, det tror jeg ikke. Har I fortalt ambulancefolkene det hele? Simon … tog en tår vand og kollapsede?” Bronwyn og Cooper nikker begge to. “Det er så mærkeligt. Han har selvfølgelig jordnøddeallergi, men … er I sikre på, han ikke spiste noget?” Cooper giver mig min telefon og kører en hånd gennem det nydeligt kortklippede, sandfarvede hår. “Det tror jeg ikke. Han drak bare en kop vand og faldt om.” “Måske var det noget, han spiste til frokost,” siger Ms. Grayson. “Det er muligt, han fik en forsinket reaktion.” Hun ser sig omkring i lokalet. Hendes blik falder på Simons kop, der ligger på gulvet. “Jeg går ud fra, vi hellere må gemme den her,” siger hun og maser sig forbi Bronwyn for at samle den op. “Måske er der nogen, der gerne vil kigge på den.” “Jeg vil gerne hjem,” flyver det ud af mig, mens jeg tørrer tårerne af kinderne. Jeg kan ikke holde ud at være i det her lokale et sekund mere. “Er det okay, jeg hjælper hende?” spørger Cooper, og Ms. Grayson nikker. “Skal jeg komme tilbage?” 24


“Nej, det er fint nok, Cooper. Jeg er sikker på, de ringer til jer, hvis de har brug for jer. Tag hjem og prøv at slappe lidt af. Simon er i trygge hænder nu.” Hun læner sig lidt mere frem, og hendes stemme bliver blødere. “Jeg er virkelig ked af det. Det må have været frygteligt.” Hun kigger nu mest på Cooper. Der er ikke én eneste kvindelig lærer på Bayview, som kan modstå hans ærkeamerikanske charme. Cooper holder stadig om mine skuldre på vejen ud. Det er rart. Jeg har ikke nogen brødre, men hvis jeg havde, forestiller jeg mig, at det er sådan her, de ville støtte mig, hvis jeg fik det dårligt. Jake ville ikke bryde sig om, at særlig mange af hans venner kom så tæt på mig, men med Cooper er det fint. Han er en gentleman. Jeg læner mig mod ham, da vi går forbi plakaterne for sidste uges homecoming-fest, der ikke er blevet pillet ned endnu. Cooper skubber hoveddøren op, og heldigvis står Jake der. Jeg kollapser i hans arme, og i et kort sekund er alting i orden. Jeg vil aldrig glemme, da jeg så Jake for første gang, i begyndelsen af første år på Bayview. Han havde bøjle på i hele munden og var hverken blevet høj eller bredskuldret endnu, men jeg kastede et enkelt blik på hans smilehuller og himmelblå øjne, og så vidste jeg det bare. Han var den eneste for mig. Det er bare en bonus, at han endte med at blive smuk. Han aer mit hår, mens Cooper stille forklarer ham, hvad der er sket. “Åh nej, Ads,” siger han. “Det var da forfærdeligt. Lad os køre hjem.” Cooper tager afsted alene, og jeg er pludselig ked af, jeg ikke gjorde mere for ham. Jeg kan høre på hans stemme, at han er lige så ude af den som mig, men han skjuler det bedre. Cooper er så 25


fantastisk, at han kan klare alting. Hans kæreste, Keely, er en af mine bedste veninder, og den type, der gør alting rigtigt. Hun ved, hvordan hun skal hjælpe ham. Meget bedre, end jeg gør. Jeg sætter mig ind i Jakes bil. Han kører lidt for stærkt, og jeg kigger ud på byen, der farer sløret forbi. Jeg bor kun halvanden kilometer fra skolen, og det er en kort tur, men jeg forbereder mig på min mors reaktion, fordi jeg er sikker på, hun allerede har hørt om det. Hendes kommunikationskanaler er mystiske, men idiotsikre, og ganske rigtig står hun på verandaen, da Jake kører ind i indkørslen. Jeg kan altid aflæse hendes humør, selvom botoxen for længst har fastfrosset hendes ansigtsudtryk. Jeg venter med at stige ud af bilen, til Jake åbner døren for mig, og jeg finder min sædvanlige plads under hans arm. Min ældre søster, Ashton, kan godt lide at joke med, at jeg er ligesom en af de der snyltere, der ikke kan klare sig på egen hånd. Det er faktisk ikke særlig sjovt. “Adelaide!” Min mors bekymring er teatralsk. Hun rækker en hånd ud, da vi kommer op ad trappen, og stryger min frie arm. “Fortæl mig, hvad der skete.” Jeg har ikke lyst. Især ikke, fordi hendes kæreste lurer i døren bag ved hende, hvor han lader som om, hans nysgerrighed er reel bekymring. Justin er tolv år yngre end min mor, hvilket betyder, at han er fem år yngre end ægtemand nummer to, og femten år yngre end min far. Med den fart, hun lægger for dagen, skal hun snart på date med Jake. “Det er fint nok,” mumler jeg og smutter undvigende forbi dem. “Jeg har det fint.” “Hey Mrs. Calloway,” siger Jake. Min mor bruger ægtemand

26


nummer tos efternavn, ikke min fars. “Jeg følger lige Addy op på hendes værelse. Det hele har været frygteligt. Så kan jeg fortælle dig om det bagefter.” Jeg bliver altid forundret over den måde, Jake snakker til min mor på. Som om de er venner. Og hun lader ham gøre det. Kan lide det. “Selvfølgelig,” siger hun med et fjoget smil. Min mor synes, Jake er for god til mig. Det har hun fortalt mig siden vores andet år på Bayview, da han pludselig blev vildt lækker, og jeg slet ikke forandrede mig. Da vi var små, plejede hun at tilmelde mig og Ashton forskellige skønhedskonkurrencer, og det gik altid på samme måde for os begge to: vi blev nummer to. Som til homecoming-festen: homecoming-prinsesse, ikke dronning. Ikke dårligt, men heller ikke godt nok til at tiltrække og holde på den slags mand, som vil tage sig af én resten af livet. Jeg er ikke sikker på, at det nogensinde er blevet fremført som et decideret mål eller noget, men det er det, der er meningen. Min mor fejlede. Ashton er ved at fejle i sit kun to år gamle ægteskab med en mand, der er droppet ud af jurastudiet og nærmest aldrig er sammen med hende. Der er noget ved Prentiss-pigerne, der ikke kan holde på en mand. “Undskyld,” mumler jeg til Jake, da vi går ovenpå. “Jeg håndterede ikke det her særlig godt. Du skulle have set Bronwyn og Cooper. De var vildt gode. Og Nate ... seriøst. Jeg troede aldrig, jeg skulle se Nate Macauley tage styringen på den måde. Jeg var den eneste, der var helt uduelig.” “Shhh, det skal du ikke sige,” siger Jake ned i mit hår. “Det passer ikke.” Han siger det på sådan en endegyldig måde, fordi han nægter

27


at se andet end mine gode sider. Hvis det nogensinde ændrer sig, ved jeg virkelig ikke, hvad jeg skal gøre.

Nate Mandag den 24. september, kl. 16.00

Da Bronwyn og jeg når til parkeringspladsen, er den næsten tom, og vi tøver, da vi først er kommet ud ad døren. Jeg har kendt Bronwyn siden børnehaveklassen, plus-minus et par år i folkeskolen, men vi hænger ikke ligefrem ud. Alligevel er det ikke mærkeligt at have hende ved siden af. Nærmest betryggende efter katastrofen ovenpå. Hun kigger sig omkring, som om hun lige er vågnet. “Jeg er ikke i bil,” mumler hun. “Jeg skulle have haft et lift. Til Café Epoch.” Der er noget ved den måde, hun siger det på, der får det til at lyde betydningsfuldt. Som om der er mere til historien, end hun fortæller. Jeg skal egentlig have klaret nogle forretninger, men nu er måske ikke lige tidspunktet. “Vil du have et lift?” Bronwyn følger mit blik over mod motorcyklen. “Seriøst? Jeg ville ikke sætte mig op på den dødsfælde, om du så betalte mig for det. Ved du, hvad dødelighedsprocenten er? Den er ikke for sjov.” Hun ligner en, der er klar til at vise mig et regneark. “Det må du selv om.” Jeg burde bare efterlade hende og køre hjem, men jeg er ikke klar til at se det i øjnene endnu. Jeg læner mig op ad bygningen og hiver en flaske Jim Beam-whisky ud af jakkelommen, skruer låget af og rækker den til Bronwyn. “En drink?” 28


Hun lægger armene over kors. “Er det en joke? Er det din strålende ide, før du kravler op på din dødsmaskine? Og så på skolens område?” “Der er gang i dig, hva’?” Jeg drikker faktisk ikke særlig meget. Jeg snuppede flasken fra min far i morges og glemte så alt om den. Men der er noget tilfredsstillende ved at irritere Bronwyn. Jeg skal til at stikke den tilbage i lommen, da Bronwyn rynker brynene og rækker hånden ud. “Hvad fanden.” Hun lader sig dumpe ind mod murstensvæggen ved siden af mig og sætter sig langsomt ned på jorden. Af en eller anden grund får jeg flashback til dengang, Bronwyn og jeg gik på den samme katolske privatskole. Inden livet blev helt ad helvede til. Alle pigerne have ternede nederdele på, og hun har en lignende nederdel på nu, der glider op ad lårene, når hun krydser anklerne. Ikke en dårlig udsigt. Hun drikker overraskende længe af flasken. “Hvad. Skete. Der. Lige. Der?” Jeg sætter mig ved siden af hende, tager flasken og stiller den på jorden mellem os. “Jeg har ingen anelse.” “Han så ud, som om han var ved at dø.” Bronwyns hånd ryster så meget, da hun tager flasken igen, at den klirrer mod jorden. “Synes du ikke?” “Jo,” siger jeg, idet Bronwyn tager en lang slurk mere og skærer ansigt. “Stakkels Cooper,” siger hun. “Han lød, som om han lige var flyttet hertil fra Mississippi i går. Sådan lyder det altid, når han er nervøs.” “Det aner jeg ikke noget om. Men hende der tøsen var håbløs.” “Addy.” Bronwyns skulder puffer kort til min. “Du burde kende hendes navn.” 29


“Hvorfor?” Jeg kan ikke komme på en god grund. Den pige og jeg har nærmest aldrig været i nærheden af hinanden før i dag, og det kommer vi nok heller ikke til igen. Og jeg er ret sikker på, at det er fint for os begge to. Jeg kender hendes type. Ikke andet på hjernen end sin kæreste og ugens ligegyldige magtspil i vennegruppen. Egentlig lækker nok, altså, men udover det har hun intet at byde på. “Fordi vi har haft en kæmpe traumatisk oplevelse sammen,” siger Bronwyn, som om det forklarer alting. “Du har en masse regler, hva’?” Jeg havde glemt, hvor trættende Bronwyn er. Selv i de små klasser gik hun op i så meget lort, at ethvert andet menneske ville være totalt udmattet. Hun skulle altid være med i en eller anden klub eller starte et eller andet nyt op, som andre så kunne være med i. Og så bestemme over alle de ting, hun var med i eller startede op. Men hun er ikke kedelig. Det må man give hende. Vi sidder i stilhed og kigger på, at de sidste biler forlader parkeringspladsen, mens Bronwyn af og til tager et sip mere fra flasken. Da jeg endelig tager den fra hende, bliver jeg overrasket over, hvor let den er. Jeg tvivler på, at Bronwyn er vant til sprut. Hun virker mere som en vinpige. Hvis noget. Jeg kommer flasken tilbage i lommen, da hun rykker let i mit ærme. “Du, jeg ville egentlig have sagt det dengang, det skete. Jeg var virkelig ked af at høre om din mor,” siger hun tøvende. “Min onkel døde også i en bilulykke nogenlunde på det tidspunkt. Jeg ville gerne sige noget til dig, men … vi to, du ved, vi …” Hendes stemme dør hen, mens hendes hånd stadig hviler på min arm. 30


“Snakkede ikke rigtig sammen,” siger jeg. “Det er helt fint. Ked af det med din onkel.” “Du må savne hende meget.” Jeg har ikke lyst til at snakke om min mor. “Ambulancen kom ret hurtigt i dag, hva’?” Bronwyn bliver lidt rød i kinderne og trækker hånden tilbage, men kommer godt igen i samtalen. “Hvordan vidste du, hvad du skulle gøre? Med Simon?” Jeg trækker på skuldrene. “Alle ved, han har jordnøddeallergi. Det er sådan, man gør.” “Jeg vidste ikke det med pennen.” Hun udstøder et grin. “Cooper gav dig en kuglepen! Som om du ville skrive en seddel til ham eller noget. For helvede altså.” Hun banker hovedet så hårdt mod muren, at hun kunne have slået hul. “Jeg burde gå hjem. Det her er om noget uproduktivt.” “Tilbuddet om et lift gælder stadig.” Jeg forventer ikke, at hun tager imod det, men hun siger “Fint, hvorfor ikke” og rækker hånden ud. Hun er ved at falde, da jeg hjælper hende op. Jeg troede ikke, at alkohol kunne begynde at virke efter et kvarter, men jeg har måske undervurderet letvægtsfaktoren hos Bronwyn Rojas. Måske skulle jeg have taget flasken noget før. “Hvor bor du henne?” spørger jeg, sætter mig i sadlen og sætter nøglen i tændingen. “Thorndike Street. Et par kilometer herfra. Forbi bymidten og så til venstre efter Starbucks på Stone Valley Terrace.” Den rige del af byen. Selvfølgelig. Jeg plejer ikke at have nogen bagpå min motorcykel, så jeg har ikke nogen ekstra hjelm. Jeg giver hende min. Hun tager den, og jeg tvinger mig selv til at fjerne blikket fra de bare lår, da hun 31


hopper op bag mig og stikker nederdelen ind mellem benene. Hun slår armene alt for stramt om mig, men jeg siger ikke noget. “Ikke så hurtigt, vel?” spørger hun nervøst, da jeg starter motoren. Jeg ville gerne irritere hende lidt mere, men jeg forlader parkeringspladsen med normal hastighed. Og selvom jeg ikke troede, det var muligt, holder hun endnu hårdere fast om mig. Sådan kører vi. Hendes hoved mod min ryg, og hvis jeg havde tusind dollars, ville jeg vædde med, at hendes øjne vil være knebet hårdt sammen, lige til vi når hendes indkørsel. Hendes hus er nogenlunde, som man kunne forvente. Kæmpestort i victoriansk stil, med en stor græsplæne og masser af komplicerede træer og blomster. Der holder en Volvo firhjulstrækker i indkørslen, og min motorcykel, som man kunne kalde en klassiker, hvis man var lidt generøs, ser nok lige så latterlig ud ved siden af den, som Bronwyn gør ved siden af mig. Når man taler om ting, der ikke passer sammen. Bronwyn stiger af og fumler med hjelmen. Jeg spænder den op og hjælper hende af med den, mens jeg løsner en tot hår, der sidder fast i remmen. Hun tager en dyb indånding og glatter sin nederdel. “Det var skræmmende,” siger hun, og får et chok, da en telefon ringer. “Hvor er min taske?” “På ryggen af dig.” Hun tager den af og hiver telefonen op af forlommen. “Hallo? Ja, det kan jeg … Ja, det er Bronwyn. Har du … åh nej. Er du sikker?” Hendes taske glider ud af hånden på hende og lander på jorden. Hun sænker telefonen og stirrer på mig med store, blanke øjne. “Nate, han er væk,” siger hun. “Simon er død.”


DU VIL SUSE IGENNEM DENNE SAFTIGE, FORNØJELIGE (KAN MORD VÆRE FORNØJELIGT?) THRILLER – BUSTLE.COM

DETTE ER IKKE ET ALMINDELIGT HVEM GJORDE DET-MYSTERIE ... OVERRASKENDE OG RELEVANT – USA TODAY

OVERRASKENDE PLOT, HALSBRÆKKENDE TEMPO OG FÆNGSLENDE KARAKTERER UDGØR TILSAMMEN EN SPÆNDENDE, DU-KAN-IKKE-LÆGGE-DEN-FRA-DIG THRILLERISH GODBID – THE GUARDIAN

Karen M. McManus

EN NEW YORK TIMES BESTSELLER

FEM UNGE MØDES TIL EFTERSIDNING. KUN FIRE KOMMER UD I LIVE. Yale-ansøgeren BRONWYN følger (næsten) altid reglerne. Sportsstjernen COOPER har kun styr på sit liv, når han er på baseball-banen.

STRÆBEREN. STJERNEN. PUSHEREN. SKØNHEDEN.

Skolens ‘bad guy’ NATE er godt på vej i den forkerte retning.

KAREN M. McMANUS har en BA i Engelsk fra College of the Holy Cross og en master i Journalistik fra Northeastern University.

Skønheden ADDY holder for alt i verden sammen på sin tilsyneladende perfekte tilværelse. Og outsideren SIMON, manden bag Bayview Highs sladder-app, kommer aldrig til at afsløre noget om de fire andre igen. Han dør, 24 timer før han havde planlagt at offentliggøre deres dybeste hemmeligheder. Efterforskningen viser, at det ikke er et uheld. Og de er alle mistænkt.

Når hun ikke arbejder eller skriver i Cambridge, Massachusetts, hvor hun bor, så elsker hun at rejse sammen med sin søn. ET MORD. HVEM VILLE DU TRO PÅ?

Hvis du vil vide mere om hende, så besøg hendes hjemmeside, karenmcmanus.com, eller følg hende på Twitter: @writerkmc.

Alle har hemmeligheder, ikke? McMANUS VED PRÆCIS, HVORDAN MAN SKABER ET MYSTERIE – ENTERTAINMENT WEEKLY

EN AF OS LYVER er hendes debutroman.

Det, der betyder noget, er, hvor langt du vil gå for at beskytte dem.

Karen M. McManus CARLSENPULS

En af os lyver – læseprøve  
En af os lyver – læseprøve  

Alle har hemmeligheder, ikke? Det, der betyder noget, er hvor langt du vil gå for at beskytte dem. En helt almindelig mandag eftermiddag mø...