Tilgivelse - læseprøve

CMYK + Pantone 877

29 mm

© Lilja Birgisdóttir

Sammen med børnepsykologen Freyja indleder kriminalassistent Huldar Traustasson jagten på den maskerede morder.

Og efterhånden som opklaringsarbejdet skrider frem, må de spørge sig selv, om der findes endnu et offer derude.

Tilgivelse er tredje selvstændige bog i Yrsa Sigurðardóttirs spændingsfyldte krimiserie om Huldar og Freyja.

lindhardtogringhof.dk

Tilgivelse_Cover_DK.indd 1

KA DE MI

”Yrsa er sublim til at skrue et plot sammen og slå ihjel.”

SARA BLÆDEL, FORFATTER

90 mm

Pressen skrev om DNA og Hævn: ”Yrsa Sigurðardóttir er i en klasse for sig.”

L AN SKE KRIMINA

♥♥♥♥♥ – KRIMIFAN.DK om DNA

”Islandsk krimi i topklasse.”

– KRISTELIGT DAGBLAD om DNA

”En unik psykologisk krimi.” ««««« – FAMILIE-JOURNAL om DNA

”Yrsa Sigurðardóttir er mesterlig i sine beskrivelser af modbydelige mord.”

– FYENS STIFTSTIDENDE om DNA

♥♥♥♥♥ – FEMINA om DNA

”En flot og ferm saga nummer to om forbrydelse og straf i Reykjavik.” ♥♥♥♥ – POLITIKEN om Hævn

Tilgivelse

”En fløjlsblød skyr af svigt, sorg, savn og smerte. Grusom, spændende og udspekuleret … Sigurðardóttir er en mester i skræmmende krimier.”

– LITTERATURSIDEN om Hævn

KRIMI • Lindhardt og Ringhof

12/10/2017 10.56

226 mm

Yrsa Sigurðardóttir (født 1963) er prisbelønnet islandsk forfatter, som skriver både krimier, thrillers og børnebøger. Hun bor i Reykjavík, hvor hun ved siden af sit forfatterskab har en karriere som civilingeniør. Hendes bøger er oversat til 25 sprog.

En teenagepige bliver brutalt myrdet i den biograf, hvor hun arbejder, og liget slæbes ud i natten af en maskeret morder. Inden da har pigens kammerater modtaget en række gruopvækkende videoer fra pigen. Et par dage senere møder en teenagedreng samme skæbne, og endnu engang har hans venner modtaget lignende uhyggelige videoklip inden mordet.

ÅRLEANTDSSKE UDEN KRIMI R TE FORFAT6 201 A TD

DE

– JYLLANDS-POSTEN om Hævn

YRSA SIGURÐARDÓTTIR | Tilgivelse

”Velgørende anderledes nordisk noir – med en tyk streg under ’noir’.” «««««

153 mm

YRSA SIGUR ÐARD ÓTTIR Tilgivelse På dansk ved Nanna Kalkar

LINDHARDT OG RINGHOF

Tilgivelse.indd 3

21/10/17 6:05 pm

Tilgivelse er oversat fra islandsk efter Aflausn Copyright © 2016 Yrsa Sigurðardóttir All rights reserved Dansk copyright © 2017 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Published by agreement with Salomonsson Agency Omslag: Per Demuth efter originaldesign af Ragnar Helgi Ólafsson Bogen er sat med Minion og trykt hos Livonia Print, 2017

ISBN: 978-87-11-69053-6 1. udgave, 1. oplag Printed in Latvia

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Denne bog er fiktion.

Personer og hændelser er frit opfundet af forfatteren.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont

Tilgivelse.indd 4

21/10/17 6:05 pm

1

D

ametoiletterne i biografens kælder lå øde hen. De hvide porcelænshåndvaske var tørre, og dørene ind til de tomme båse stod på klem. Tidligere på aftenen havde kvinderne stået i kø for at komme til, og rummet bar tydeligt præg af, at der havde været mange mennesker. Skraldespandene var overfyldte, og papirservietterne lå spredt på gulvet omkring dem. Overalt, hvor der var plads, stod der tomme colabægre, og gulvet var overstrøet med popcorn, som var blevet trådt flade, mens de tissetrængende kvinder ventede på, at det skulle blive deres tur.

Stella gik ud fra, at det så ligesådan ud inde hos mændene, og priste sig lykkelig for ikke at være den, der skulle gøre rent. Det var faktisk usædvanlig slemt her til aften, men der havde også været fuldt hus i to af salene og en hel del gæster i de to andre.

Som man kunne forvente, havde der været stor trængsel i kiosken både inden filmene startede og i pausen. Popcornsmaskinen havde ikke kunnet følge med, selvom de endda havde tømt hele lagret, og deres Coca-Cola Light var også sluppet op til biografgængernes store fortrydelse. Stella havde været nødt til at lægge bånd på sig selv for ikke at bide af kunderne, når de gav hende skylden for miseren. Som om det var hende, der stod for indkøb eller lagerstyring.

Stella tøvede i døren. Pludselig blev hun meget bevidst om, at hun var alene i kælderen. Endda alene i bygningen.

5

Tilgivelse.indd 5

21/10/17 6:05 pm

Der hørtes ikke længere høje drøn fra lydanlægget i salene, og de andre pigers snak var forstummet. Hun havde tilbudt at lukke og slukke, så de kunne nå bussen. Derefter stod hun og kiggede på dem gennem glasvæggen i forhallen og så dem forsvinde ud i snestormen. Da hun ikke længere kunne få øje på dem, fortrød hun, at hun havde været så venlig at tilbyde at blive tilbage. Men hun havde ganske vist ikke gjort det af et godt hjerte alene. Hun havde ikke kunnet modstå fristelsen til at blære sig lidt. Gøre opmærksom på, at hun havde en kæreste. Som havde en bil. Hun behøvede ikke at have besværet med at tage bussen ligesom dem.

Stella kom til at tænke på den snap, hun havde modtaget lige efter pausen. Hun kendte overhovedet ikke afsenderen og havde aldrig godkendt ham som ven på Snapchat. Det var selvfølgelig for længst blevet tid til at ændre indstillingerne og lukke ned for den mulighed, at fremmede kunne sende hende beskeder, nu hvor alle mulige gamle hønisser var begyndt at bruge mediet. De havde næsten ødelagt Facebook, og nu ville de sikkert også spolere Snapchat. Det var sikkert et af de mosefund, der havde sendt hende beskeden. Måske var det en af hendes mors veninder eller en tante, hun ikke kunne huske. Navnet sagde hende i hvert fald ikke noget. Kun13. Det kunne også være, at det var en eller anden unge, der lige var fyldt tretten. Det ville forklare den forvirrende besked.

I beskeden var der et billede af hende selv; det var taget i biografen i pausen, hvor hun stod og rakte popcorn over disken. Det var ikke et godt billede af hende, hun skar ansigt, og det, man kunne se af hendes krop, så åndssvagt ud. Hun poserede ikke og smilede heller ikke. Over billedet havde afsenderen skrevet en kort besked, som var lige så mystisk som billedet. Der stod kun to ord: Vi ses. Uanset hvem det var, så havde vedkommende været i biografen uden at give sig til kende. Måske var det en 6

Tilgivelse.indd 6

21/10/17 6:05 pm

eller anden genert lille dreng, som ikke havde turdet trænge sig på alligevel, hvilket var heldigt for ham, for hun ville ikke have taget godt imod at blive antastet på den måde. Hun havde ingen interesse i at lære den slags creepy typer at kende, for det var kun klamme fyre, der uopfordret sendte den slags.

Døren ind til toiletterne smækkede bag Stella. Pumpen var i stykker, så døren gled først langsomt i, men faldt til sidst på plads med et brag, så det rungede i det flisebeklædte rum og gav genlyd i hendes ører længe efter, at lyden var forstummet. Braget gjorde bare den efterfølgende stilhed endnu mere påfaldende og mindede hende endnu en gang om, at hun var helt alene i bygningen.

Selvom hun ikke havde haft det godt med at være alene ovenpå, føltes det faktisk lidt værre at være nede i kælderen, også selvom der kun var nogle få trin derned fra den øverste etage. Deroppe havde hun i det mindste kunnet kigge ud, selvom hun ikke var i stand til at se ret meget på grund af snestormen. Det var sikkert vejret, der havde fået så mange til at gå i biografen. Stella havde set alle de film, der gik i øjeblikket, og de var ikke noget at råbe hurra for, men så længe man var optaget af dem, glemte man den iskolde vind og sneen derude.

Men lige nu ville hun foretrække at være ude i stormen frem for i den øde kælder. Stella kunne næsten ikke vente med at komme ud af bygningen og sætte sig ind i bilen til Höddi. Hans bil var en total skrotbunke, og varmeanlægget i den var i stykker, men det var stadig bedre end bussen. Det var lidt ligesom med Höddi. Han var ikke ligefrem nogen drømmeprins, men det var stadig bedre at have ham end at være single. Han var god at have i baghånden, mens hun ledte efter en ny og bedre kæreste. En, der havde en fed bil, og som var tilstrækkelig lækker til at gøre veninderne grønne af misundelse. Sådan en kæreste ville hun have.

Ikke sådan en som Höddi, som var nødt til at være lettere sløret på de billeder, hun lagde ud af ham på de sociale medier.

7

Tilgivelse.indd 7

21/10/17 6:05 pm

Stella valgte båsen længst væk fra døren og lukkede hurtigt efter sig. Over for toiletbåsene var håndvaskene og et kæmpestort spejl, der gik fra væg til væg. Hun havde ikke specielt meget lyst til at se sig selv i spejlet på nuværende tidspunkt. Hun var træt og sjusket at se på og trængte virkelig til at blive klippet, få farvet hår og plukket øjenbryn. Hendes skilning afslørede de mørke udvoksninger. De mindede om striberne, der prydede kølerhjelmen på Höddis rustbunke for at få den til at se sporty ud. Kikset. Da hun var på vej ned for at tisse, var hun standset op ved papfiguren af spøgelset fra gyserfilmen, som blev vist i den store sal, fordi hun havde tænkt sig at sende veninderne en snap af sig selv ved siden af den, men hun droppede det, fordi hun ikke ville have, at de skulle se, hvor kikset hun så ud. Og så var der også noget ubehageligt ved at stå ved siden af den temmelig uhyggelige figur, selvom hun jo godt vidste, at det bare var et kæmpestort billede skåret ud i pap. Hun ville gøre det en anden gang, hvor hun ikke var alene i bygningen, og hvor hun så bedre ud. Om få dage fik hun løn, så kunne hun få styr på sit udseende. Og lønnen havde bare at komme til tiden, for hun havde allerede bestilt tid til den første, så snart frisørsalonen åbnede. Det var bare irriterende, at det skulle være så fucking dyrt at have lækkert hår.

Stella trak bukserne ned og gik lidt ned i knæ for at tisse. Hun havde ikke tænkt sig at sætte sig ned; guderne måtte vide, hvilke bakterier biografgæsterne efterlod på sædet, og hun havde i hvert fald ikke tænkt sig at være en af de billige tøser, der gik hen og reddede sig en kønssygdom på toilettet. Aldrig i livet. Fik man først dét ry, var det ikke til at slippe af med igen.

Mens hun tissede, syntes hun, at hun hørte døren ind til toiletterne blive åbnet. Hun mærkede gåsehuden springe frem på sine bare lår, og hendes hals snørede sig ubehageligt sammen. Hvem fanden kunne det nu være? Var en af pigerne kommet tilbage? Og hvordan var hun så kommet ind ad den låste yderdør? Havde de 8

Tilgivelse.indd 8

21/10/17 6:05 pm

måske glemt at låse efter sig? Hun kom igen til at tænke på Snapchat-beskeden. Det kunne vel ikke være Kun13?

Døren faldt i med et højt brag. Stella holdt vejret, mens hun spidsede ører for at høre, om den, der havde åbnet den, var kommet ind på toiletterne. Måske var det bare en sikkerhedsvagt, der var for tidligt på den og skulle tjekke alle rum. Men så heldig var hun ikke, en knirken af skosåler afslørede, at hun ikke længere var alene.

Hun kunne ikke tisse mere, så nu faldt de sidste dråber bare ned i kummen i takt til lyden af skridtene fra den, der var kommet ind på toiletterne. Det måtte være en kvinde. Det var nødt til at være en kvinde. Hvad skulle en mand ude på dametoilettet i en lukket biograf? Det var jo ikke ligefrem, fordi der var optaget på herretoiletterne. Stella overvejede at spørge gennem døren, hvem det var, men lod være. Hun rakte ud efter toiletpapiret og rev et par blade af rullen, så stille hun kunne, tørrede sig, rettede sig op og trak sine bukser på igen. Det fik hende til at føle sig lidt bedre tilpas, hun var ikke længere så forsvarsløs. Men den følelse forsvandt hurtigt.

Under døren dukkede et par fødder op, som standsede foran hendes bås. Personen så ud til at bære støvler, og at dømme efter størrelsen på dem var det en mand. Stella slog hånden for munden og kvalte et forskrækket udbrud. Hvorfor stod han der? Fødderne rørte sig ikke, personen havde simpelthen taget opstilling uden for båsen, som om det var en yderdør, og han havde tænkt sig at ringe på. Og det var ikke helt ved siden af, for nu blev der banket af al kraft på døren. Stella stirrede på den, som om det var en skærm, hvor der nu ville dukke en forklaring op på, hvad der foregik.

Hendes telefon bippede, og hun trak den med rystende hænder op af lommen. Hun havde mest af alt lyst til at kaste den fra sig, da hun så, at det var endnu en snap fra Kun13. Men inden hun vidste 9

Tilgivelse.indd 9

21/10/17 6:05 pm

af det, havde hun åbnet den. Hun undertrykte et skrig, da hun så billedet, som tonede frem på skærmen. Det kunne kun være den dør, hun sad bag, og som var det eneste, der adskilte hende fra afsenderen. Der var ingen tekst til billedet.

Igen blev der banket hårdt på døren, og Stella tog uvilkårligt et skridt bagud. Hun bakkede hårdt ind i toiletkummen, der ramte hende i knæhaserne og fik hendes ben til at knække sammen. ”Hvem er det?” Hun fik ikke noget svar. Ordene var bare fløjet ud af munden på hende, og hendes stemme lød usikker og svag, og sådan plejede hun ellers aldrig at lyde. Hun var vant til at være lederen i gruppen. Stærk. Beslutsom. Ubarmhjertig over for svagelige stakler, der lød, ligesom hun gjorde nu.

Nu blev der banket så hårdt på døren, at den gav sig. Stella kiggede på den usle lås og kunne udmærket se, at der ikke var megen sikkerhed i den. Tankerne kørte rundt i hovedet på hende, mens hun så sig om efter noget, der kunne redde hende, men hun kunne selvfølgelig ikke få øje på noget. En toiletrulle og det stativ, den hang på. En lille pedalspand i plastic. Et væghængt toilet, som hun kunne kaste i hovedet på manden, hvis han brød døren op.

Men hun ville aldrig kunne rive det løs. Så kom hun i tanke om telefonen, som hun stadig holdt i sin nervøst fugtige hånd. Hvad var det nu, nummeret var til alarmcentralen? Et, et, noget. Et, et, to eller et, et, tre? Eller var det fire? Skulle hun ringe til Höddi?

Han måtte være på vej og tættere på biografen end politiet. Eller hvad?

Stella fik ikke tid til at tage nogen beslutning. Manden kastede sig af al kraft ind mod døren, og den svage lås gav efter. Døren ramte Stella i hovedet, så hun gik bagover og sank sammen på toilettet, ør i hovedet efter det hårde slag. Kvalmen skyllede ind over hende, men det lykkedes hende lige akkurat at løfte hovedet og se på mandens ansigt. Ved første øjekast troede hun, at der faldt en næsten sort skygge hen over det, og der gik et øjeblik, før 10

Tilgivelse.indd 10

21/10/17 6:05 pm

det gik op for hende, at hun kiggede op i en skinnende Darth Vader-maske, der stak ud under en hætte på en sort frakke. Inde bag de let mandelformede huller i masken fik hun et glimt af et par øjne, der stirrede på hende, uden at hun kunne tyde blikket. En handskeklædt hånd rakte ud og rev telefonen fra hende. Manden fingererede ved den, og Stella bad til, at han var en tyv, der bare var kommet for at stjæle hendes mobiltelefon. Han måtte inderligt gerne tage den og mere til. Alt, hvad hun havde i lommerne, hendes løn, når den blev udbetalt. Hendes pung. Hvad som helst.

Hvis bare han ville gå og lade hende være. ”Nå.” Mandens stemme lød underlig, den mindede faktisk lidt om Darth Vaders, syntes Stella. Hæs. Som om halsen var foret med sandpapir. Sandsynligvis fulgte der et lille, billigt lydanlæg med masken. Manden rettede telefonen mod hende, som om han ville fotografere hende, som hun sad der på toilettet. Tårerne begyndte at strømme ned ad hendes kinder. Hvad lavede han?

Hvorfor ville en telefontyv have et billede af telefonens oprindelige ejer? ”Så er det nu.” ”Hva’?” Stella rykkede sig så langt bagud på toilettet, som hun kunne komme. Nu havde hun ryggen op mod den hårde væg, og hun kunne mærke kulden fra fliserne trænge gennem hendes tynde bluse, så hun fik kuldegysninger. ”Sig undskyld.”

Hun forsøgte ikke at protestere, men gjorde sig i stedet umage for at sige undskyld og holde sin hulken tilbage. ”Øv, nej. Det var ikke godt nok. Slet ikke overbevisende. Det må du kunne gøre bedre.”

Og hun prøvede. Og prøvede. Gentog ordet, indtil det begyndte at lyde underligt i hendes eget hoved. Som om det slet ikke var noget rigtigt ord. Men manden blev aldrig tilfreds.

Og det måtte hun undgælde for.

Tilgivelse.indd 11

21/10/17 6:05 pm

2

”V

i har brug for en større skærm.” En af politibetjentene i mødelokalet sagde endelig det, som de alle sammen tænkte. Lige siden forestillingen startede, havde den ene efter den anden langsomt trukket deres stole tættere på væggen, hvor optagelserne fra biografens overvågningskameraer blev projiceret op på en latterligt lille skærm.

Erla sad ude på kanten af bordet, tættest på skærmen. Hun drejede irriteret hovedet og så skarpt på betjenten. ”Prøv at koncentrere dig. Opløsningen er elendig, så en større skærm vil ikke ændre noget. Hvis det ligger dig så meget på sinde, kan du skrive en bemærkning om det under ’Ris og ros’ i vores system.”

Manden tav, og Huldar forstod ham. Erla tog det sjældent pænt, hvis man svarede igen. Hun var på mange måder en god chef, men hun var ikke stærk, når det gjaldt det sociale. Og han havde mere end svært ved at tro på, at et ønske om en større skærm ville finde vej gennem systemet; de fleste havde for længst lært, at både risen og rosen landede på et sted, der ikke var andet end en kirkegård for klager. ”Se. Nu kommer det.” Erla havde vendt sig om mod skærmen igen. ”Dér. Hold øje med figuren af det der spøgelse, eller hvad fanden det nu er.”

Alles øjne søgte ned mod skærmens ene hjørne, hvor overvågningskameraet filmede en stor papfigur. Pigen var gået forbi den 12

Tilgivelse.indd 12

21/10/17 6:05 pm

kort tid forinden, var standset op og havde skåret en grimasse, mens hun rodede med noget på sin telefon. Så havde hun taget nogle selfies og var derefter fortsat ud af billedet. Ifølge Erla så man hende ikke igen på optagelserne. Der var ingen overvågningskameraer i kælderen, hvor toiletterne lå, og heller ikke ved trapperne, der førte derned. At dømme efter tidspunktet på overvågningskameraets optagelse sammenlignet med tidspunktet for videoen, der blev sendt fra pigens telefon, var hun sandsynligvis i dette øjeblik på vej ned på toiletterne.

En skygge trådte frem bag papfiguren, og de tilstedeværende lænede sig frem for bedre at kunne se. Det måtte være gerningsmanden, det kunne der ikke herske nogen tvivl om. Det var en grovkornet optagelse, som Erla også havde påpeget, men da manden trådte frem i lyset, var det tydeligt at se, at det ikke gjorde nogen forskel, for man ville ikke have kunnet genkende ham selv på en optagelse med en god opløsning. Han havde en stor, sort frakke på, og under hætten kunne man se en Darth Vader-maske.

Derudover var han iført et par mørke bukser, som var stukket ned i et par sorte støvler. Han havde også handsker på. Manden forsvandt ud af billedet samme vej, som Stella var gået et øjeblik forinden. ”Og der har vi det. Han gemte sig bag den der tåbelige reklame og ventede på at få en chance for at overfalde pigen.” Erla standsede optagelsen. De sad nu og så på et frosset billede af et papspøgelse, der stod på en øde gang. ”Vi er nødt til at gennemgå nogle timers optagelser fra det tidspunkt, hvor biografen åbner, for at se, om vi kan få øje på, hvornår manden ankommer til stedet. Jeg tvivler på, at han er mødt op i biografen med masken på.” Erla rejste sig op og vendte sig mod gruppen af betjente. ”Det bliver ikke nogen nem opgave, for ifølge de oplysninger, vi har fået fra biografen, blev der solgt godt og vel sekstenhundrede billetter i går. De åbnede klokken to, ligesom de plejer om søndagen, og det 13

Tilgivelse.indd 13

21/10/17 6:05 pm

er ikke til at vide, hvornår manden kom ind i bygningen. Muligvis kom han til den allerførste forestilling og gemte sig, indtil de lukkede. Måske ikke bag papfiguren, men optagelserne skal ses igennem, så vi kan se, hvornår han skjulte sig der.”

Huldar og de andre tilstedeværende forsøgte at lade som ingenting, mens de opsendte en stille bøn om, at denne opgave ikke ville tilfalde dem. For Erla, som stod og så ud over gruppen, måtte det se ud, som om de konkurrerede om, hvem der kunne sidde mest stille. Hun skar en grimasse og så ud, som om hun godt vidste, hvad der gik gennem hovedet på dem. ”Og så skal billetkøbene også gennemgås. Der er sikkert ikke ret mange, der går alene i biografen, så det burde være muligt at lave en liste over dem, der kun købte én billet. Hvis vi kan finde ud af, hvornår gerningsmanden første gang dukkede op i biografen, kan vi muligvis indsnævre mulighederne ved at se på, hvem der nøjedes med at købe en enkelt billet ved kassen i det tidsrum. Forudsat at købet blev foretaget med kreditkort. Hvis han betalte kontant, ser sagen anderledes ud.” ”Han kan jo også have købt billetten på nettet, inden han kom.”

Som sædvanlig når han ytrede sig, rødmede Gudlaugur lidt. Han sad ved siden af Huldar, som nikkede for at opmuntre ham til at fortsætte. Han og Gudlaugur sad over for hinanden i det åbne kontorlandskab på afdelingen og var blevet en slags team. Ofte fik de sager, som de skulle løse sammen, og selvom Huldar indimellem valgte at arbejde med en mere erfaren mand, var han begyndt at sætte stor pris på sin partner, som også mange gange havde vist sig at være temmelig skarp. Det vil sige, når han ikke lod sig begrænse af sin manglende selvtillid og generthed. ”Jeg mener … billetterne bliver jo ikke bare solgt på stedet, du ved … og altså …”

Huldar tog ordet, da han så, at Gudlaugur var ved at køre fast. ”Hvis gerningsmanden valgte at købe billetten på nettet, har han 14

Tilgivelse.indd 14

21/10/17 6:05 pm

let kunnet købe to for ikke at vække opmærksomhed. Han må have tænkt på, at vi ville undersøge billetsalget og gjort sig klart, at vi ville koncentrere os særligt om dem, der kun købte én billet.

Men hvis han har gjort det, så har han betalt med kort, hvilket naturligvis er en fordel. I hvert fald når vi er nået frem til nogle navne på en eller flere mulige gerningsmænd.”

Erlas grimasse blev ikke mindre ved Huldars indskud. Da hun igen tog til orde, rettede hun sine ord mod Gudlaugur og så ikke på Huldar. Det var ikke noget nyt, kommunikationen mellem dem var unægtelig stadig noget anstrengt. De var begge blevet trukket igennem en undersøgelse af, om hun havde udsat ham for sexchikane, og selvom sagen var blevet afsluttet uden yderligere efterspil, sad de begge tilbage med en dårlig smag i munden. Erla lod, som om Huldar ikke eksisterede, så aldrig til hans side og henvendte sig aldrig uopfordret til ham. Han vidste ikke, om hun var bange for, at det skulle blive misforstået, hvis de havde kontakt med hinanden, eller om det simpelthen var, fordi hun ikke kunne udstå ham. Hvert eneste af de spørgsmål, der var gået forud for undersøgelsen, havde været en plage for ham at høre på, men set i bakspejlet havde hans lidelser måske været det værd. Han kunne i hvert fald ikke nægte, at han var ganske godt tilfreds med, at han på denne måde slap for konsekvenserne af at have været i seng med hende. Nu behøvede han ikke længere at gøre forsøg på at få hende til at forstå, at det havde været en misforståelse. Det havde efterforskningsnævnet ordnet for ham.

Erlas ansigt blev hårdt, og hun lagde armene over kors på brystet. ”Selvfølgelig er jeg klar over, at der også bliver solgt billetter på nettet. De var indregnet i de billetkøb, jeg nævnte, der skulle gennemgås. Hvis gerningsmanden ikke er komplet idiot, så har han betalt sin billet kontant. Som sagerne står i øjeblikket, er det det, vi må gå ud fra, selvom vi selvfølgelig også skal gennemgå betalingsoplysningerne på nettet. Er du tilfreds med det?” Erla 15

Tilgivelse.indd 15

21/10/17 6:05 pm

stirrede på Gudlaugur, som ikke brød sig om at have hendes udelte opmærksomhed og flyttede nervøst på sig. Han nikkede. ”Fint.

Ellers ville jeg have tilbudt dig at overtage mit job.” Alle lo, undtagen Gudlaugur og Huldar.

Erla smilede heller ikke. Hun greb fjernbetjeningen og satte videooptagelsen i gang igen. ”Her forlader han bygningen. Som I kan se, er det usandsynligt, at vi leder efter et levende menneske.”

På skærmen så man tingene fra en ny vinkel. De kiggede nu på den dobbelte glasdør, som Huldar kendte som biografens nødudgang, som kun blev benyttet i pauserne af rygere som ham selv.

Den betjent, der allerede havde gennemgået optagelserne med Erla tidligere på morgenen, havde et udtryk i ansigtet, der tydede på, at de næste scener ikke ville blive rare at se på.

Den sortklædte mand dukkede op i billedet med ryggen til kameraet. Han havde et fast greb om Stellas ene ankel og trak hende efter sig, tilsyneladende livløs. Hendes arme var trukket op over hovedet på hende, og hendes lange hår bredte sig ud mellem dem.

Hendes trøje var også gledet op, mens manden trak hende hen ad gulvet, og man kunne skimte hendes bh oppe over den bare mave.

Manden standsede op ved døren og slap taget i hendes fod, så den faldt tungt i gulvet. Han skulle til at løfte den store jernstang, der gik på tværs hen over døren, men tøvede og kastede et blik bagud på pigen, der lå på gulvet. ”Hey!” En betjent på forreste række pegede på skærmen. ”Så I det?! Hun bevægede sig.”

Erla standsede båndet og vendte sig mod gruppen. Hendes ansigtsudtryk, som havde været hårdt, da mødet startede, blev nu om muligt endnu hårdere. ”Vi går ud fra, at pigen har givet lyd fra sig, fordi hun har været ved at komme til sig selv. Medmindre det bare har været de sidste krampetrækninger. Men det er ikke vigtigt. Følg med her.” Hun vendte sig mod skærmen igen og startede båndet.

16

Tilgivelse.indd 16

21/10/17 6:05 pm

Gruppen af tavse betjente så til, mens manden gik hen til pigen og skubbede til hende med højre fod. Hendes bare mave bevægede sig lidt, som om hun havde fået krampe, og hun knyttede den ene hånd. Manden så sig om. Så gik han direkte hen til en brandslukker, der hang på væggen, tog den ned og bar den hen til pigen. ”Shit.” Huldar skammede sig ikke over sit udbrud. Han ventede på det, der måtte komme, og så ikke bort. Ud ad øjenkrogen kunne han se Gudlaugur knibe øjnene sammen, som om han ville forsøge at se så lidt som muligt af det næste, der skulle ske. Men han lukkede dem ikke helt. Ligesom de andre tilstedeværende i rummet så han manden hæve den tunge brandslukker, hvorefter han af al kraft lod den falde ned mod pigens hoved. Hendes krop gennemrystedes af en voldsom krampe, men den varede kun kort. Derefter lå hun ubevægelig på gulvet.

Manden åbnede døren og tog igen fat i pigens ankel. Han trak hende hen til døren, hvor han gav sig tid til at vende sig om og vinke til kameraet. Så forsvandt han ud i snestormen med den døde på slæb efter sig.

Tilbage stod den åbne dør, og hen ad gulvet løb et bredt spor efter pigens blodige hoved. ___ Gudlaugur rejste sig fra computeren og kørte en hånd gennem sit lyse hår. ”Jeg går ud og henter noget kaffe. Vil du have en kop?”

Han var stadig bleg, og Huldar bebrejdede ham ikke. Selv havde han det også svært med brutal vold og mord. Nogle vænnede sig til det, andre ikke. Tiden ville vise, hvilken af kategorierne Gudlaugur tilhørte. ”Ja, tak. Sort.” Men faktisk havde han mere lyst til noget, der var stærkere end kaffe.

17

Tilgivelse.indd 17

21/10/17 6:05 pm

Gudlaugur stod stille og syntes ikke at være på vej ud for at hente kaffe. Måske havde han lige så lidt lyst til den som Huldar. ”Tror du, han har kendt hende, eller var det et umotiveret overfald?” ”Han har sandsynligvis kendt hende. I hvert fald virkede det, som om han ville have hende til at undskylde for noget, hvis man tænker på Snapchat-beskederne. Men det forholder sig jo ikke nødvendigvis sådan. Måske gav hun ham bare forkert tilbage i kiosken.” Huldar behøvede ikke at forklare nærmere, hvad han mente med det. Gudlaugur vidste lige så meget om sagen, som han selv gjorde; han havde set de modbydelige Snapchat-beskeder, der var blevet sendt fra Stellas telefon til alle hendes følgere.

Efter at have præsenteret dem for optagelserne fra overvågningskameraerne havde Erla vist dem beskederne og den korte video fra Snapchat, hvor Stella med stadig mere desperation i stemmen beder om tilgivelse, uden at det fremgår, hvad det er, hun beder om tilgivelse for.

Den sidste snap, som Huldar helst ville have undgået at se, viste Stellas hoved, der blev banket gentagne gange ned i toilettets porcelænskant. Gerningsmandens handskeklædte hånd holdt fast om hendes hår. Heldigvis havde billedkvaliteten på disse klip været endnu dårligere end på klippene fra overvågningskameraerne, eftersom de også kom fra en video, der var beregnet til at blive set på en lille skærm på en mobiltelefon. Man kunne ikke gemme i Snapchat-programmet, og derfor havde gerningsmanden benyttet sig af denne metode. Men man arbejdede på at fremskaffe videoen direkte gennem firmaet, der stod bag Snapchat, og hvis det lykkedes, ville man kunne se videoen i en ordentlig opløsning. De grovkornede billeder gjorde dog ikke lyden af pigens smertensskrig mildere at høre på, og efterhånden som mishandlingen blev værre og værre, kunne man høre, hvordan hun skreg stadig mere kraftesløst for til sidst at blive helt tavs. Huldar ville ikke bryde sig 18

Tilgivelse.indd 18

21/10/17 6:05 pm

om at se optagelserne i en god billedkvalitet, hvis de engang fik hentet dem hos Snapchat-firmaet.

Huldar havde ikke vidst ret meget om dette medie, før afdelingen kort var blevet introduceret for det samme morgen. Hvis han havde forstået det rigtigt, så kunne modtageren af en snap kun se den to gange, og når alle modtagere havde set beskeden, blev den automatisk slettet fra firmaets website. Dermed forsvandt den helt, og det var ikke muligt at kalde den frem igen. Overhovedet. Heller ikke selvom der var tale om en politisag, eller folkets sikkerhed stod på spil. Det var politiets held, at så mange havde fået snappen tilsendt fra Stellas telefon. Ikke desto mindre var de nødt til at skynde sig at finde nogle af Stellas veninder og finde ud af, om de fulgte hende på Snapchat, for i så fald blev de nødt til at tage deres telefoner fra dem. Det var nødvendigt for at sikre, at nogle af følgerne, som stadig manglede at se videoen, ikke så den, så den dermed blev slettet for tid og evighed. Stellas telefon var ikke blevet fundet, den var slukket, og man anså det for sandsynligt, at gerningsmanden havde ødelagt den og skaffet sig af med den. Han virkede ikke, som om han var tabt bag en vogn, og det var derfor usandsynligt, at han stadig havde telefonen på sig, og endnu mindre tænkeligt var det, at han ville tænde for den og dermed afsløre, hvor han befandt sig. ”Hvordan mon kæresten har haft det, da han så det?” Gudlaugur stod stadig på samme sted, han havde tydeligvis glemt alt om kaffen. ”Frygteligt. Jeg forstår godt, at han er i chok.” Den unge mand havde været på vej til biografen for at hente Stella, da Snapchat-beskederne begyndte at tikke ind. Da han holdt for rødt, havde han kigget på den ene af dem, men ikke forstået, hvad den gik ud på.

Umiddelbart havde han tænkt, at det var en eller anden syg joke.

Så var han begyndt at mistænke, at Stella havde været ham utro, og at hun nu bad ham om tilgivelse, men han forstod ikke, hvor19

Tilgivelse.indd 19

21/10/17 6:05 pm

for hun sendte ham en snap fra biografen, der oven i købet så ud til at være optaget ude på toiletterne.

Da den sidste snap kom, stod det klart for ham, at det hverken var en joke eller hendes måde at bede om tilgivelse på for at have været ham utro. På det tidspunkt var han ganske nær ved biografen, og i stedet for at ringe til politiet kørte han resten af vejen så hurtigt, han overhovedet kunne, sprang ud af bilen og hamrede som en gal på døren ved hovedindgangen. Så vidt man kunne regne ud, var gerningsmanden på dette tidspunkt på vej ud gennem branddøren omme på siden af bygningen. Da den unge mand omsider fandt på at gå rundt om bygningen i håb om at komme ind et sted, så han nødudgangsdøren stå åben, og da han tillige fik øje på blodsporene, ringede han til alarmcentralen.

Gudlaugur vendte sig bort fra Huldar og stirrede ud ad vinduet. Der var intet at se derude, der lå et mat skær over byen, som om den spejlede sig i den grå og vintertunge himmel. Sneen, som var væltet ned over hovedstadsområdet aftenen før, var blevet grå og beskidt, morgentrafikken havde forvandlet den til sjap. Gudlaugur drejede sig hurtigt om mod Huldar igen. ”Hvad kan hun have gjort ham, siden han syntes, at hun fortjente at blive behandlet sådan?” ”Intet. Der er intet, der kan retfærdiggøre det der. Hun var lige fyldt seksten.” Huldar havde ikke behøvet at svare. Gudlaugur vidste det lige så godt som ham. ”Men ikke desto mindre er det dagens opgave at finde ud af det. Jo før vi kan begynde at kortlægge hendes liv og personlighed, desto større chance har vi for hurtigt at finde frem til det, der fik manden til at reagere så voldsomt.”

Huldar trak musen over til sig, så han kunne komme i gang med arbejdet. De havde fået denne opgave, som måske ikke var den allermest spændende, men trods alt bedre end så meget andet.

Han ville for eksempel ikke have brudt sig om at skulle sidde sammen med Erla og tale med pigens forældre. Han havde set dem 20

Tilgivelse.indd 20

21/10/17 6:05 pm

gå igennem lokalet på vej til det lille mødelokale, og han havde været nødt til at se bort. Og det gjaldt ikke bare ham. Forældrene gik som i trance forbi politibetjentene, som pludselig fik travlt med at bøje sig over deres arbejde. I favnen havde moren haft sin døde datters bærbare computer, som hun trykkede ind til brystet, som var den et skjold, der kunne beskytte hende mod flere chok.

Computeren lå nu på Huldars bord og ventede på, at han undersøgte, hvad den indeholdt. Den var hvid og pyntet med klistermærker, der forestillede mariehøns, og stak tydeligt ud fra alt det andet sorte udstyr på kontoret. En computer, der tilhørte en pige, som endnu blot var et barn. Samtalen med forældrene måtte have været et helvede. Eftersom pigen endnu ikke var blevet fundet, klyngede de sig sikkert stadig til et lille håb om, at hun ville blive fundet i live, på trods af de oplysninger de havde fået. En af de ting, man var nødt til at tale med dem om, var netop dette, at deres datter med meget stor sandsynlighed var død. Selvom det ville blive en trist og ubehagelig affære at gennemgå hendes computer, havde han ikke villet bytte. Aldrig i livet.

Men nu forholdt det sig jo faktisk heller ikke sådan, at Erla kunne tænkes at ville bede om, at han var til stede under de afhøringer, hun stod for. Afhøringerne havde fokus på den person, der blev interviewet, og på det, vedkommende sagde, og dertil krævedes fuld koncentration og opmærksomhed. Det kunne ikke gå, at de tilstedeværende politibetjente brugte energi på hele tiden at passe på ikke at kigge på hinanden eller lade, som om den anden ikke eksisterede. Huldar så ud over kontorlandskabet, og hans blik søgte over mod Erlas kontor, som engang havde været hans, men som han bestemt ikke savnede. Erla stod lænet op ad glasvæggen med armene over kors på brystet, samme positur, som hun havde indtaget tidligere, da de var samlet i mødelokalet.

Et kort øjeblik mødtes deres øjne, inden de blev klar over, at de kiggede på hinanden, og begge skyndte sig at se bort.

21

Tilgivelse.indd 21

21/10/17 6:05 pm

Gudlaugur havde ikke lagt mærke til noget. Han syntes ligesom Huldar at være sunket hen i dybe tanker, selvom det uden tvivl ikke var sit forhold til Erla, han tænkte på. Så sukkede han og så omsider ud til at være på vej ud for at hente den omtalte kaffe. Inden han gik, spurgte han ud i luften uden at forvente svar: ”Men hvorfor fanden tog han liget med sig? Uanset hvor meget jeg forsøger, så fatter jeg det ikke.”

Det var han ikke alene om.

Tilgivelse.indd 22

21/10/17 6:05 pm

3

”H

vad ved du om teenagepiger?” Ikke noget med hallo, hej, goddag eller hvordan går det; præsentere sig gjorde han heller ikke. Det var også unødvendigt. Selvom Freyja ikke havde hørt fra eller set Huldar i flere måneder, kendte hun hans stemme bedre, end hun brød sig om at indrømme. Det var typisk, aldrig fik hun et uventet opkald fra nogen, som hun rent faktisk havde lyst til at tale med. ”Goddag, det er Freyja.” Det kunne ikke falde hende ind at svare, som om de allerede var midt i en samtale. Men hun fortrød med det samme, at hun ikke havde svaret på en anden måde, at hun ikke havde lavet sin stemme om og sagt, hun var en anden.

At Freyja var på ferie i udlandet den næste måneds tid. En opringning fra Huldar betød med garanti en masse bøvl. Det havde der været talrige eksempler på tidligere. ”Ja. Hej. Undskyld. Det er Huldar.” Han tav, men da hun ikke sagde noget, tilføjede han: ”Jeg tænkte på, om du kunne hjælpe mig. Vi er i gang med en sag, der drejer sig om en teenagepige, og hvis det er okay, er der noget, jeg gerne lige vil vende med dig.”

Freyja mente at vide, hvad det handlede om, og hendes nysgerrighed var vakt. Hendes oprindelige plan om at afbryde samtalen, så snart hun fik chancen, forsvandt med det samme. Ved middagstid havde hun hørt i nyhederne, at en teenagepige var blevet udsat for et groft overfald, og at hun derefter var forsvun23

Tilgivelse.indd 23

21/10/17 6:05 pm

det fra den biograf, hvor hun arbejdede. Som sædvanlig ville politiet ikke udtale sig. Mediernes bedste kilder var pigens venner og skolekammerater, som havde fået tilsendt en besked med en tilhørende kort video, der viste overfaldet.

Man var forsigtig med at beskrive indholdet af videoen nærmere, men det fremgik indirekte, at den ikke var for sarte sjæle.

De unge, der var blevet interviewet, var i hvert fald chokerede.

Ligesom sine landsmænd var Freyja ivrig efter at få noget mere at vide. Ikke for at svælge i volden, men fordi hun bekymrede sig om, hvad der var blevet af pigen, og gerne ville have en forklaring på, hvad der var årsagen til overfaldet. Det sidste var ganske vist ret optimistisk, eftersom det var svært at forestille sig noget, der kunne retfærdiggøre et overfald på så ung en pige. ”Har det noget at gøre med den pige, der blev overfaldet?” Hun behøvede ikke at forklare sig nærmere. ”Ja.” Hun kunne høre Huldar trække vejret dybt. ”Jeg behøver vist ikke understrege, hvor vigtigt det er for os at løse den her sag.

Har du mulighed for at komme ned på stationen i dag? Helst så hurtigt som muligt.”

Freyja kunne ikke få sig selv til straks at sige ja, selvom det kriblede i hende efter at tage af sted. På det lille, slidte spisebord i køkkenet lå hendes lærebøger og en masse papirer med mislykkede forsøg på at løse en matematikopgave, som hun skulle aflevere næste dag. Det havde stået klart for hende, længe inden Huldar ringede, at uanset hvor meget hun regnede, ville resultatet altid blive det samme: én stor pærevælling af tal og tegn, som ikke ville kendes ved hinanden. Hendes beslutning om at arbejde deltid i Børnenes Hus og studere erhvervsøkonomi ved siden af havde vist sig at være fuldstændig mislykket. Studiet havde hverken kureret hende for den livskrise, hun syntes, hun befandt sig i, og det havde heller ikke på nogen måde forbedret hendes liv. Om noget var alting bare blevet meget værre. ”Jeg har fri i dag.”

24

Tilgivelse.indd 24

21/10/17 6:05 pm

”Det ved jeg godt. Jeg ringede først til Børneværnet for at få lov at låne dig, og de henviste mig til Børnenes Hus. Lederen dér sagde, at du var hjemme, men at jeg skulle ringe alligevel, så kunne du bare få fri på et andet tidspunkt.” ”Hva’?” Det lød temmelig underligt i Freyjas ører. Det havde ikke vakt den store begejstring, da hun bad om at få lov at arbejde deltid.

Indtil nu havde man nærmere forsøgt at gøre det svært for hende at få arbejdet og studierne til at passe sammen. ”Sagde hun det?” ”Ja. Efter at have tilbudt mig flere andre psykologer, som jeg sagde, at jeg ikke var interesseret i. Jeg ville bare have dig.” Han skyndte sig at tilføje: ”Som samarbejdspartner i forbindelse med denne opgave, mener jeg.”

Freyja følte sig splittet. På den ene side var hun glad for, at Huldar fremhævede hende over for hendes chef, det kunne hun have god brug for. På den anden side var hun også irriteret over, at det stadig virkede, som om han forfulgte hende, til trods for at al erfaring havde vist, at de ikke havde noget til fælles. De havde mødt hinanden i byen, været i seng sammen, og det var gået fint, men så havde han ødelagt det hele ved bare at skride tidligt om morgenen uden et ord til afsked. Dér skulle deres kontakt med hinanden være stoppet, eftersom skæbnen havde givet dem et vink med en vognstang om, at de havde det bedre uden hinanden. Men så heldig var Freyja ikke, for deres veje krydsede igen hinanden via hans job i politiet og hendes i Børnenes Hus. Til at begynde med havde det været ufattelig pinligt, men det gik hurtigt over til udelukkende at være irriterende. Der var noget ved den mand, som var helt utåleligt. Han virkede for eksempel altid yderst interesseret i at forny deres bekendtskab, men kunne alligevel ikke modstå fristelsen til at gå i seng med andre kvinder, når hun ikke straks flåede tøjet af og kastede sig på sengen.

Huldar var et fejlbehæftet eksemplar af en mand. Så enkelt var det. Det var bare irriterende, at han så ret godt ud på sin egen hær25

Tilgivelse.indd 25

21/10/17 6:05 pm

gede, maskuline måde, og at han desuden havde vist sig at være virkelig god i sengen. Men de to ting var bare ikke nok. Huldar bar rundt på en forkert personlighed i den rette krop. Desværre.

Men i øjeblikket var han det bedste alternativ, eftersom det andet var matematikopgaven. ”Hvad er det, du vil have mig med til, hvis jeg kommer?” ”Til at tale med nogle teenagepiger, der kendte ofret. Skoleledelsen mente, at det var bedre, hvis de kunne komme ned på stationen, i stedet for at jeg mødte dem på skolen. Det kunne blive misforstået; eleverne ved alt om den forsvundne pige, og det er ikke til at vide, hvordan de ville tolke det, hvis politiet pludselig troppede op. Forældrene har indvilget i lade dem komme ned på stationen på den betingelse, at en repræsentant fra børneværnsmyndighederne er til stede, som kan sikre, at vi ikke går for vidt, når vi udspørger dem. Hvilket næppe kommer til at ske, for de er ikke mistænkt for noget som helst. Det er nærmest en formsag, men man ved jo aldrig. Jeg ville have det bedre med at have en med mig, som forstår den slags piger bedre, end jeg gør. Jeg ved ikke engang, om der gælder det samme for teenagere, som der gør for mindre børn. Om vores spørgsmål kan påvirke deres vidnesbyrd, for det må bare ikke ske. Jo før vi kan danne os et helhedsbillede af Stellas liv, desto bedre. Vi mener, at gerningsmanden kendte hende.” ”Hvorfor taler du i datid? Er hun blevet fundet? Død?” ”Nej, hun er stadig ikke blevet fundet.”

Freyja noterede sig, at han ikke besvarede det andet spørgsmål.

Det tegnede ikke godt. ”Jeg kan være der om en halv time.” Så snart ordene havde forladt hendes mund, kom hun til at se på Mollý, hendes brors hund, der lå på køkkengulvet ved siden af sin madskål, som den af gammel vane vogtede over. Hvis det nogensinde skulle ske, at nogen formastede sig til at forsøge at komme hen til skålen, var der ingen tvivl om, hvordan den kamp ville 26

Tilgivelse.indd 26

21/10/17 6:05 pm

ende, for hunden var både stor og frygtindgydende. Når Freyja var ude at gå tur med den, kunne hun rundt omkring se hundeejere med små hunde, der mødtes og stod og snakkede sammen, mens hun selv var dømt til at gå alene. De fleste, der så hende komme gående med Mollý, trak over på det modsatte fortov.

Men netop denne afskrækkende virkning var noget, der passede hendes bror, Baldur, som hun passede hunden for, mens han sad inde. Hunden var en af de mange ulemper ved at bo i hans lille, usle hybel. Men fordelene var trods alt lidt flere, og den største var, at hun havde tag over hovedet og ikke var tvunget til at sove på en bænk i parken. Men tiden for Baldurs løsladelse nærmede sig så småt, og så ville hun blive nødt til at finde sit eget sted at bo. Heldigvis havde hun stadig nogle måneder til at få det ordnet.

Hunden lukkede øjnene og vendte sig fornærmet bort. Den havde sikkert tolket tonen i hendes stemme sådan, at der ikke blev noget af den gåtur, der ellers havde været på programmet.

Freyja mærkede en velkendt bølge af dårlig samvittighed skylle ind over sig. Det fulgte med dét at have en hund, at man altid følte, man kunne gøre tingene bedre. At man oftere burde gå ture og give dyret bedre mad. Det var konsekvensen af at drage omsorg for nogen, for selvom forholdet mellem hende og Mollý stadig lod meget tilbage at ønske, var hun bestemt ikke ligeglad med hunden. ”Nej, hør lige. Jeg kan ikke komme før om en time. Går det?” ___ Teenagepigerne stak i den grad ud fra omgivelserne på politistationen. De var fem i alt og lignede hinanden så meget, at Freyja havde svært ved at huske, hvad de hver især hed. Langt, lyst hår og store, opspærrede blå øjne, alt for meget mascara og unaturligt sorte øjenbryn. For at gøre det endnu sværere at skelne dem fra 27

Tilgivelse.indd 27

21/10/17 6:05 pm

hinanden syntes de også at have aftalt, at de skulle tage det samme tøj på: mørke, stramme jeans, hvide sneakers og korte jakker i næsten ens farver. Hænderne var begravet i lommerne, og for at sætte kronen på værket bar de alle lange halstørklæder, som hang ned langs de tynde kroppe, som stadig var uudviklede at se på, knap med antydningen af hofter. Freyja vidste, at det her var det sidste år, de endnu kunne betegnes som værende halvvejs børn, og hvor de som gruppe ville klæde sig så ens. Til efteråret ville de begynde på en ungdomsuddannelse og få deres egen stil og smag.

Stella var blevet frataget muligheden for at nå det udviklingstrin, hvis Huldars antydning af, at hun ikke længere var i live, viste sig at være rigtig. Så var hun dømt til at leve for evigt som teenager i forældre og venners erindring.

Freyja havde fået en kort beskrivelse af omstændighederne i sagen, da hun ankom. Der var dog ikke meget, hun ikke allerede vidste fra medierne på nettet, bortset fra at politiet mente, at Stella var død, og at gerningsmanden havde trukket liget med sig ud af biografen. Huldar havde bedt hende om at holde denne oplysning for sig selv, og hun havde nøjedes med at nikke, det var bekræftelse nok. De havde arbejdet sammen tidligere under lignende omstændigheder, og han vidste, at han kunne stole på hende. ”Nå,” sagde Huldar, efter at Freyja og Gudlaugur, hans unge kollega, havde sat sig på hver sin side af ham ved mødebordet med de fem unge piger på række over for. De havde trukket deres stole så tæt på hinanden som muligt, og det virkede næsten, som om de allerhelst ville sidde på skødet af hinanden.

Freyja betragtede Huldar. Han så godt ud, meget bedre end da de sås sidst. Randene under øjnene var næsten forsvundet, han var barberet og var blevet klippet for nylig. Desuden så han ud til at være i supergod form. Hun kunne ikke lade være med at tænke på, hvor ærgerligt det var, at han var så stor en idiot, som han faktisk var. Alligevel var Freyja glad for, at hun efter gåturen med Mollý 28

Tilgivelse.indd 28

21/10/17 6:05 pm

havde givet sig tid til at gøre sig i stand, inden hun tog af sted ned på politistationen. Det ville ikke have været til at holde ud, hvis hun skulle have siddet ved siden af ham velvidende, at han så bedre ud end hende. Som det så ud nu, stod de nogenlunde lige. ”Modtog I alle sammen Snapchat-beskederne fra Stellas telefon, den aften hun blev overfaldet?”

Tre af pigerne nikkede, en svarede bekræftende, og en rakte hånden op. Hun tog den dog hurtigt ned igen, da det gik op for hende, at hun skilte sig ud. ”Alle sammen, som sagt.” Huldar skubbede en blok og en kuglepen over til Gudlaugur. ”Gider du skrive det ned, vi snakker om?” Gudlaugur nikkede og kradsede noget ned på blokken.

Huldar vendte sig igen mod pigerne. ”Hvem af jer kiggede på beskederne?”

Nu havde pigerne ikke svar på rede hånd. De skævede til hinanden, enten fordi de hver især var for generte til at være den første, der svarede, eller for at indgå en tavs aftale om et fælles svar. ”Det ville være fint, hvis I svarede. Så I beskederne?” Huldar lænede sig frem mod dem og smilede svagt.

Pigen, der sad i midten, brød tavsheden. ”Ja. Det gjorde jeg.”

Selvom hun havde vist sig at være den dristigste af dem og havde talt først, var hendes stemme næppe mere end en hvisken. Det lød, som om hun var i gang med at indrømme, at hun havde set porno.

Huldar lod som ingenting, så ud over dem og konfronterede så de andre. ”Hvad med jer? Ja eller nej?”

Den ene efter den anden mumlede ja. Pigen, der havde svaret først, tog igen til orde. ”Jeg vidste ikke, hvad det var for en besked.

Stella sendte tit noget på Snapchat. Jeg ville ikke have kigget på den, hvis jeg havde vidst, hvad det var.” ”Så du åbnede kun den første besked, der kom?” Freyja kendte lige så vel som Huldar og Gudlaugur svaret på dette. Inden sam29

Tilgivelse.indd 29

21/10/17 6:05 pm

talen havde de fortalt hende, at alle pigerne havde set hver eneste besked. Eftersom de var Stellas bedste veninder, havde man kontaktet dem først, da man forsøgte at finde en telefon, hvor ejeren af den endnu ikke havde afspillet videoen. Det havde ikke været til megen nytte, eftersom den første pige, der havde set beskeden, med det samme havde ringet til de andre, hvorefter de også havde åbnet den. ”Nej. Ja. Jeg mener … Nej.” Pigen så ned i bordet. ”Jeg åbnede dem alle sammen. Først troede jeg, at det var en joke, og jeg ventede hele tiden på, at der skulle komme noget sjovt til sidst.

Efterhånden gik det op for mig, at det var alvor, men så kunne jeg ikke holde op. Jeg ville vide, hvordan det endte.” ”Og hvad med jer? Er det den samme historie?”

De andre fire nikkede. De så over på hende, der sad i midten, og Freyja gættede på, at hun var lederen af gruppen. Men at dømme ud fra hvor usikker hun trods alt virkede, drog Freyja den konklusion, at denne position tidligere havde tilhørt Stella. Det var tænkeligt, at Stella og den her pige havde været bedste veninder, eftersom det så ud til, at de andre piger forventede, at hun overtog ledelsen. ”I har ikke gjort noget forkert, piger.” Huldar lænede sig tilbage i stolen. ”I er her ikke, fordi I så videoerne. Vi kaldte jer herhen i håb om, at I kunne hjælpe os med at finde den, der optog dem og gjorde jeres veninde ondt. Er I med på det?”

De nikkede igen samstemmende, og Huldar fortsatte. ”Kan I komme på nogen, der muligvis har villet skade Stella?” Nu rystede de alle som én på hovedet. ”Er I helt sikre? Ingen kæreste, som I ikke måtte fortælle nogen om? Måske en ældre kæreste?” ”Hun har en kæreste. Han er ældre end hende. Har kørekort og alt muligt.” Igen var det pigen i midten, der talte. De andre nikkede igen. ”Mener du Hördur? Hördur Kristófersson?”

30

Tilgivelse.indd 30

21/10/17 6:05 pm

”Det ved jeg ikke. Hun kaldte ham Höddi. Hun har ikke præsenteret ham for mig endnu, så jeg har kun set ham på billeder.

Og de var ikke sådan helt rigtige kærester.” Pigen skar en lille grimasse. ”Stella sagde, at han ikke ville fotograferes. Måske er han mærkelig eller noget.” Hun spærrede øjnene op. ”Var det måske ham?” ”Nej. Hördur er ikke mistænkt. Men var der ikke en anden, en, der var ældre end ham? Ikke nødvendigvis en kæreste, måske bare en mand, som forfulgte hende. Sendte beskeder til hende og den slags?”

Endnu en gang rystede de alle sammen på hovedet. ”Ville Stella have fortalt jer om det, hvis det var?”

Nu tøvede de, skævede til hinanden og kiggede ned i bordet. ”Ja eller nej? Var ingen af jer fortrolige med hende?” ”Jo. Det var jeg.” Pigen i midten rettede sig op, mens hun sagde dette. Freyja var stolt af, at hendes indskydelse havde været rigtig. ”Men hun sagde aldrig noget om den slags. Vi passer alle sammen på ikke at blive venner med nogen mænd, vi ikke kender, på Facebook og sådan. De er alle sammen perverse. Det vidste Stella udmærket godt. Og hvis en eller anden klam type havde været efter hende, ville hun have fortalt mig om det. Helt sikkert.” ”Er du helt sikker på det? Hun præsenterede dig jo ikke for sin kæreste. Kan det ikke tænkes, at hun har holdt andre ting skjult for dig?” Huldars tonefald var køligt.

Pigen så skarpt på ham, og hendes ansigt blev pludselig mere voksent at se på. ”Hun havde tænkt sig at præsentere mig for sin kæreste. Der var bare meget at se til. Hun var altid på arbejde. I biografen.” ”Okay.” Huldar smilede. ”Jeg har gennemgået Stellas computer.” Pigerne spærrede øjnene op, og det så ud, som om de holdt vejret. Pigen i midten holdt op med at se irriteret ud og virkede i stedet nærmest rædselsslagen. Freyja skubbede til Huldar under 31

Tilgivelse.indd 31

21/10/17 6:05 pm

bordet, hvis han ikke skulle have lagt mærke til forandringen i gruppen. Erfaringen havde vist, at han ikke var specielt god til at aflæse andre menneskers følelser. ”Og hvad tror I, jeg fandt der?”

Pigerne stirrede på ham med store øjne, men ingen af dem sagde noget. Huldar smilede igen. ”Ingenting.” Pigerne sænkede skuldrene. Huldar fortsatte. ”Ikke noget spændende i hvert fald.

Halvfærdige stile og andre skoleopgaver. Et utal af billeder, de fleste af hende selv. Biograffilm og musik, som hun havde downloadet ulovligt. Gør I også det?”

De rødmede lidt, mens de hver især mumlede et eller andet. ”Okay, godt nok.” Huldar så ud over gruppen. ”Men at dømme efter jeres reaktion er jeg nok nødt til at gennemgå computeren grundigere. Der er noget, der siger mig, at jeg har overset et eller andet. Vil I måske give mig et praj om, hvad jeg skal lede efter?

Eller fortælle mig det rent ud?”

Pigerne tav, de var tydeligt forskrækkede. Det lod til, at Huldar vurderede, at de ikke ville sige noget, for han skiftede brat emne.

Han spurgte om det ene og det andet angående Stella, hvordan hun havde været, hvad hun syntes var sjovt, og hvad hun syntes var kedeligt, hvad hun lavede efter skole, hvad hun havde af veninder, venner og bekendte og om forskellige andre, helt generelle ting, der havde med hendes liv at gøre. Og pigerne begyndte så småt at få tungen på gled.

Der kom ikke rigtig noget interessant ud af det, så vidt Freyja kunne bedømme. Stella lød til at være en ganske intetsigende, men populær, teenagepige, der interesserede sig for popmusik, kendisser, drenge, makeup og mode. Jo mere Freyja hørte veninderne fortælle, desto mere begyndte hun at hælde til den antagelse, at Stella havde været en anelse tomhjernet. Men det var muligvis uretfærdigt, måske ville hun med tiden være blomstret op og have fundet sig nogle mere indholdsrige interesser.

32

Tilgivelse.indd 32

21/10/17 6:05 pm

Da pigernes beskrivelser af Stella begyndte at lyde som gentagelser, drejede Huldar samtalen over på weekenden og spurgte, hvornår de sidst havde set eller hørt fra hende. Det viste sig, at ingen af dem havde truffet hende, siden de skiltes om fredagen efter skole. Pigen i midten havde talt i telefon og været i kontakt med hende på de sociale medier, men Stella havde ikke villet lave nogen aftale med hende, fordi hun skulle på arbejde i biografen både fredag og lørdag aften samt fra søndag eftermiddag til søndag aften. Det var på det tidspunkt, overfaldet fandt sted. Pigen fortalte også, at Stella havde været utilfreds med sit hår, og derfor havde hun ikke gidet gå ud lørdag aften. Der var ikke noget i det, de fortalte, som kunne bringe politiet på rette spor.

Da de havde siddet i mødelokalet i omkring en time, afbrød Huldar samtalen. Pigerne virkede mere end lettede over at slippe ud derfra. De lynede jakkerne og stak hænderne i lommerne igen, inden de med hurtige skridt forlod lokalet. Huldar, Gudlaugur og Freyja holdt øje med dem, da de forlod bygningen og samledes udenfor, hvor de så ud til at have en temmelig følelsesladet samtale. Så kiggede de sig omkring, den ene så op mod bygningen, og Freyja og Gudlaugur trak sig straks væk fra vinduet, men Huldar blev stående, vinkede til pigen og smilede koldt.

Så vendte han sig om mod de to andre. ”Nå. Hvad tænker I? Hvad er det, de skjuler?”

Freyja rystede på hovedet. ”Aner det ikke. Måske en ældre kæreste. I burde muligvis overveje, om Stella kan tænkes at have solgt seksuelle ydelser. Den slags sker jo, som I sikkert ved. At dømme efter deres reaktion, er det i hvert fald noget slemt. Men muligvis er det bare dem, der synes det, selvom det i virkeligheden er noget helt uskyldigt set i forhold til alvoren i denne sag.

Men der var noget andet, der slog mig.” ”Hvad?” Huldar så på hende.

33

Tilgivelse.indd 33

21/10/17 6:05 pm

”Der er ikke gået et døgn, siden det må være gået op for dem, at der er sket noget forfærdeligt med deres veninde. Alligevel var der ingen af disse såkaldte veninder til Stella, der så ud, som om de havde grædt. Ingen røde øjne, hævede øjenlåg eller røde pletter på kinderne.”

Tilgivelse.indd 34

21/10/17 6:05 pm

CMYK + Pantone 877

29 mm

© Lilja Birgisdóttir

Sammen med børnepsykologen Freyja indleder kriminalassistent Huldar Traustasson jagten på den maskerede morder.

Og efterhånden som opklaringsarbejdet skrider frem, må de spørge sig selv, om der findes endnu et offer derude.

Tilgivelse er tredje selvstændige bog i Yrsa Sigurðardóttirs spændingsfyldte krimiserie om Huldar og Freyja.

lindhardtogringhof.dk

Tilgivelse_Cover_DK.indd 1

KA DE MI

”Yrsa er sublim til at skrue et plot sammen og slå ihjel.”

SARA BLÆDEL, FORFATTER

90 mm

Pressen skrev om DNA og Hævn: ”Yrsa Sigurðardóttir er i en klasse for sig.”

L AN SKE KRIMINA

♥♥♥♥♥ – KRIMIFAN.DK om DNA

”Islandsk krimi i topklasse.”

– KRISTELIGT DAGBLAD om DNA

”En unik psykologisk krimi.” ««««« – FAMILIE-JOURNAL om DNA

”Yrsa Sigurðardóttir er mesterlig i sine beskrivelser af modbydelige mord.”

– FYENS STIFTSTIDENDE om DNA

♥♥♥♥♥ – FEMINA om DNA

”En flot og ferm saga nummer to om forbrydelse og straf i Reykjavik.” ♥♥♥♥ – POLITIKEN om Hævn

Tilgivelse

”En fløjlsblød skyr af svigt, sorg, savn og smerte. Grusom, spændende og udspekuleret … Sigurðardóttir er en mester i skræmmende krimier.”

– LITTERATURSIDEN om Hævn

KRIMI • Lindhardt og Ringhof

12/10/2017 10.56

226 mm

Yrsa Sigurðardóttir (født 1963) er prisbelønnet islandsk forfatter, som skriver både krimier, thrillers og børnebøger. Hun bor i Reykjavík, hvor hun ved siden af sit forfatterskab har en karriere som civilingeniør. Hendes bøger er oversat til 25 sprog.

En teenagepige bliver brutalt myrdet i den biograf, hvor hun arbejder, og liget slæbes ud i natten af en maskeret morder. Inden da har pigens kammerater modtaget en række gruopvækkende videoer fra pigen. Et par dage senere møder en teenagedreng samme skæbne, og endnu engang har hans venner modtaget lignende uhyggelige videoklip inden mordet.

ÅRLEANTDSSKE UDEN KRIMI R TE FORFAT6 201 A TD

DE

– JYLLANDS-POSTEN om Hævn

YRSA SIGURÐARDÓTTIR | Tilgivelse

”Velgørende anderledes nordisk noir – med en tyk streg under ’noir’.” «««««

153 mm